1988 LSF 195 FORSLAG TIL LOV OM ØNSKENUMMERPLADER

Bilag

Justitsministerens svar af 23. januar 1987 på Finansudvalgets spørgsmål af 28. november 1986

(bilag 18.09) 1. Færdselslovens § 73, stk. 1, nr. 5, har følgende ordlyd

»Justitsministeren fastsætter bestemmelser om .....

5) gebyr for registrering og nummerplader.«

Bestemmelserne stammer fra § 9, stk. 4, i lov nr. 271 af 6. maj 1921, som havde følgende ordlyd

»Nummerpladerne leveres i udfyldt stand af politiet mod en af justitsministeren fastsat betaling.«

Forarbejderne til bestemmelserne ses ikke at indeholde nærmere retningslinier for beregningen af betalingen.

2. I Justitsministeriets redegørelse af 18. marts 1986 anføres, at ordet »skat« i grundlovens § 43 formentlig i overensstemmelse med den sproglige forståelse af begrebet må forstås som enhver offentligretligt bestemt ydelse til det offentlige, der ikke kan ses under synspunktet af vederlag for en speciel modydelse fra det offentliges side.

Som anført i redegørelsen antages det endvidere i den statsretlige litteratur, at ikke alene ydelser, der individuelt pålægges den, der ønsker at benytte sig af offentlige anstalter m.v, men også ydelser, der indgår i statskassen, men har til formål at dække udgifterne ved administrationen af den ordning, som vedkommende benytter sig af, falder uden for skattebegrebet.

Selv ydelser, som det af praktiske grunde ikke er muligt at afpasse individuelt efter, hvad den enkelte har modtaget, men som efter groft tilskårne kriterier pålignes den befolkningsgruppe, der må antages i første række at nyde godt af den pågældende tjeneste eller foranstaltning, anses som anført i redegørelsen ikke for en skat.

3. Gebyret for nummerplader skal ikke alene dække de omkostninger, der er forbundet med fremstilling af nummerplader og den til salget knyttede administration. Færdselslovens system med tvungen anvendelse af nummerplade og betalingen herfor må betragtes som led i den mere omfattende kontrol med motorparken, der varetages af politiet, og som omfatter færdselsovervågning m.v.

I vurderingen af nummerpladegebyrets retlige karakter må derfor efter Justitsministeriets opfattelse indgå på den ene side de indtægter, som salg af nummerplader indbringer, og på den anden side de omkostninger i videste forstand, der knytter sig til politiets samlede kontrolsystem på dette område.

Det er imidlertid ikke muligt mere præcist at opgøre den nøjagtige størrelse af disse omkostninger. Dette skyldes bl.a., at prioriteringen af de forskellige politimæssige opgaver i de enkelte politikredse - herunder også indsatsen med hensyn til færdselsovervågning m.v., der varetages af ordenspolitiet - afgøres af de enkelte politimestre. Kontrollen med overholdelse af færdselslovgivningen indgår i politikredsene som en integreret del af ordenspolitiets samlede arbejdsopgaver og registreres ikke særskilt.

Rigspolitichefen har over for Justitsministeriet oplyst, at en betydelig del af ordenspolitets arbejde medgår til varetagelse af arbejdsopgaver på færdselskontrolområdet, og at de samlede udgifter, der er forbundet hermed, overstiger politiets indtægter fra salg af nummerplader.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at den betaling, der skal ydes for registrering og nummerplader, må anses for et gebyr og ikke en skat i grundlovens forstand.

Ønsker en borger en bestemt tal- og/eller bogstavkombination på sit

motorkøretøjs nummerplade, kan justitsministeren imødekomme dette

ønske mod erlæggelse af en af ham fastsat ekstrabetaling.

Bemærkninger til lovforslaget

Gebyrfastsættelse bør normalt ikke give de offentlige kasser overskud.

Det er også baggrunden for gældende nummerpladegebyrregel (færdselslovens § 73, jf. også finanslovens § 18.02.02.44).

Men derfor skal man selvsagt ikke kaste vrag på en mulighed for, at det offentlige kan få flere indtægter uden nævneværdige ulemper for nogen som helst. Dette er motivet for det foreliggende forslag, som efterligner et succesprojekt i Thatchers England.

Justitsministeren - der efter eget skøn kan delegere sine beføjelser efter lovforslaget til anden myndighed - skal aldrig være forpligtet til at efterkomme et tilbud fra en borger.

Afslag kan for eksempel tænkes, hvis ministeren med afslaget satser på at få et endnu bedre tilbud, hvis den ønskede tal- og bogstavkombination ikke er ledig, eller hvis den ikke kan indpasses på en rimelig måde i det opbyggede nummerfordelingssystem.

Det almindelige, obligatoriske bilnummerpladegebyr var 180 kroner, da Schluterregeringen trådte til. Men som led i denne regerings rekord i skatteforhøjelser er det (fra 15. august 1985) steget med godt 344 pct. til 800 kroner. Der sælges ca. 400.000 sæt årligt. Hvis den hjemmel, der søges tilvejebragt ved nærværende lovforslag, skulle bevirke, at der for 5.000 nummerplader årligt kunne opnås en gennemsnitspris på 8.800 kroner (satserne skal nok differentieres i praksis), ville det dog immervæk give 20 millioner kroner mere i den betrængte statskasse, selv om det er indregnet, at ca. halvdelen af bruttoindtægten fordufter til mindsket indkomstskatteprovenu.

De gældende 800 kroner overskrider formentlig allerede stærkt grænsen for et gebyr, jf. hermed det som bilag optrykte svar af 23. januar 1987 fra justitsministeren til Folketingets Finansudvalg. Herudover henvises til, at skatteministeren i svar på spørgsmål S 323 i 2. samling i Folketingsåret 1987-88 (se Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne sp. 1499) har oplyst, at nummerpladegebyret i Vesttyskland, Belgien og Holland udgør henholdsvis 100 kroner, 145 kroner og 80 kroner.

Ved den foreslåede ordning vil der ikke blot være fordele for statskassen og vedkommende nummerpladeerhverver. Også vejfarende i bred almindelighed vil få solstrejf ind i dagligdagen ved at more sig over fantasifulde nummerplader, og når vidner skal forklare om en bil, de har set, vil det selvsagt være langt lettere for dem, hvis det er en vogn med et særpræget nummerskilt.

Ingen

Nr LSF 195

Forslag til Lov om ønskenummerplader

Fremsat af Pia Kjærsgaard (FP) Aage Brusgaard (FP) Annette Just (FP) Tove Niemann (FP)

den 31. januar 1989