1988 LSF 147 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (RETTERNES SAGLIGE KOMPETENCE I CIVILE SAGER M.V.)

Bilag 1

Retsplejelovens kapitel 21

§ 1 I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10. juni 1987, lov nr. 420 af 13. juli 1988 samt lov nr. 730 og nr. 731 af 7. december 1988, foretages følgende ændringer

1. § 1 affattes således: » § 1. De almindelige domstole er Højesteret, landsretterne og byretterne samt Sø- og Handelsretten i København. Stk. 2. Denne lovs regler finder alene anvendelse på rettens pleje ved de almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov. Stk. 3. Militære straffesager behandles efter lov om militær retspleje.«

2. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke: » Stk. 4. Sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., henvises af Sø- og Handelsretten til vedkommende byret, medmindre de er omfattet af en eller flere af bestemmelserne i § 226, stk. 1, nr. 1-5, eller behandling findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten. Inden Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om henvisning, skal parterne have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Sø- og Handelsrettens kendelse om spørgsmålet kan ikke indbringes for højere ret.« Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

3. I § 9, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »når parterne er enige herom«: », jf. dog stk. 4«.

4. I § 9, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »§ 227, stk. 2« til: »§ 226, stk. 3«.

5. § 12, 1. pkt., affattes således: »Landet inddeles i 83 retskredse.«

6. § 16 a affattes således: » § 16 a. Retten i Roskilde består af 6 dommere. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere. Retterne i Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg består af 2 dommere. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver beklædes af en enkelt dommer. Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den administrerende dommer med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.«

7. § 17 affattes således: » § 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Kolding, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring. Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommere ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i stk. 1 nævnte retter skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om senere indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden stilling indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af dommerne udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder i så fald tilsvarende anvendelse. Stk. 4. De øvrige byretter består hver af een dommer.«

8. I § 17 a, stk. 2, 4. pkt., § 57, stk. 1, 1. pkt., og § 88, stk. 1, 2. pkt., ændres »beskikkede« til: »administrerende«.

9. I § 18 a, stk. 1, og § 18 b, 1. pkt., indsættes efter »Uden for det i § 9, stk. 2, nævnte område«: »og ved henvisning efter § 9, stk. 4,».

10. I § 132 og § 136, stk. 3, ændres »sager, som i medfør af §§ 224-226 ville høre under byret,» til: »sager, der i medfør af reglerne i kapitel 21 behandles ved byret,».

11. §§ 224-227 affattes således: » § 224. Borgerlige retssager behandles i 1. instans ved byret, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov. § 225. Ved landsret behandles i 1. instans sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det offentlige og private. Dette gælder dog ikke de i kapitel 43 a og 43 b omhandlede sager. Stk. 2. Parterne kan vedtage, at sager, der efter stk. 1 er landsretssager, skal behandles ved byret. § 226. Byretten kan med undtagelse af de i stk. 2 og 3 nævnte sager efter begæring af en part henvise en sag til behandling ved landsret, såfremt

1) sagen er af principiel karakter,

2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,

3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,

4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,

5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret eller

6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten. Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44 omhandlede sager. Stk. 3. Byretten kan efter begæring af en part henvise sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling ved Sø- og Handelsretten i København, såfremt fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens afgørelse og henvisningen er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-5. Stk. 4. Begæring om henvisning efter stk. 1 og 3 skal så vidt muligt fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes skriftligt, før skriftvekslingens slutning. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen efter en begæring, der fremsættes senere, men dog inden domsforhandling er begyndt. Stk. 5. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret. § 227. Sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., skal henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer det. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 2. Sagsøger kan endvidere anlægge de i stk. 1 nævnte sager ved landsretten.«

12. § 230 affattes således: » § 230. Udvides påstanden i en sag om krav af økonomisk værdi, der er anlagt ved byret, ud over den i § 227 nævnte grænse, henvises sagen efter en af parternes begæring til fortsat behandling ved landsretten. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.«

13. § 231 ophæves.

14. § 249, stk. 3, 1. pkt., ophæves, og 2. pkt. affattes således: »Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat krav eller modkrav under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol, jf. § 232, stk. 2.«

15. § 250, stk. 4, 1. pkt., ophæves.

16. § 336 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således: »Ved de i § 16 a nævnte retter meddeles beskikkelsen af den administrerende dommer.«

17. I § 573, stk. 2, 6. pkt., ændres »årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg af 2 pct.« til: »årlig rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.«

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10. juni 1987, lov nr. 420 af 13. juli 1988 samt lov nr. 730 og nr. 731 af 7. december 1988, foretages følgende ændringer

1. § 1 affattes således

» § 1. De almindelige domstole er Højesteret, landsretterne og byretterne samt Sø- og Handelsretten i København.

Stk. 2. Denne lovs regler finder alene anvendelse på rettens pleje ved de almindelige domstole, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.

Stk. 3. Militære straffesager behandles efter lov om militær retspleje.«

2. I § 9 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke

» Stk. 4. Sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., henvises af Sø- og Handelsretten til vedkommende byret, medmindre de er omfattet af en eller flere af bestemmelserne i § 226, stk. 1, nr. 1-5, eller behandling findes mest hensigtsmæssigt at kunne ske i forbindelse med en anden sag, der verserer ved Sø- og Handelsretten. Inden Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om henvisning, skal parterne have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Sø- og Handelsrettens kendelse om spørgsmålet kan ikke indbringes for højere ret.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

3. I § 9, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter »når parterne er enige herom«: », jf. dog stk. 4«.

4. I § 9, stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »§ 227, stk. 2« til: »§ 226, stk. 3«.

5. § 12, 1. pkt., affattes således

»Landet inddeles i 83 retskredse.«

6. § 16 a affattes således

» § 16 a. Retten i Roskilde består af 6 dommere. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere. Retterne i Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg består af 2 dommere.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver beklædes af en enkelt dommer.

Stk. 3. Ved de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den administrerende dommer med Justitsministeriets godkendelse. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige medlemmer af retten.«

7. § 17 affattes således

» § 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Kolding, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.

Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommere ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Ved første ledighed i en af dommerstillingerne ved de i stk. 1 nævnte retter, skal der ske udnævnelse i stillingen med forbehold om senere indførelse af administrationsordning. Ved ledighed i den anden stilling indføres administrationsordning ved den pågældende ret, og en af dommerne udnævnes til administrerende dommer. § 16 a, stk. 3, 2. og 3. pkt., finder i så fald tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. De øvrige byretter består hver af en dommer.«

8. I § 17 a, stk. 2, 4. pkt., § 57, stk. 1, 1. pkt., og § 88, stk. 1, 2. pkt., ændres »beskikkede« til: »administrerende«.

9. I § 18 a, stk. 1, og § 18 b, 1. pkt., indsættes efter »Uden for det i § 9, stk. 2, nævnte område«: »og ved henvisning efter § 9, stk. 4,».

10. I § 132 og § 136, stk. 3, ændres »sager, som i medfør af §§ 224-226 ville høre under byret,» til: »sager, der i medfør af reglerne i kapitel 21 behandles ved byret,».

11. §§ 224-227 affattes således

» § 224. Borgerlige retssager behandles i 1. instans ved byret, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.

§ 1 indeholder i sin nuværende formulering (stk. 2-3) en opregning af de retter, som ikke er omfattet af retsplejelovens bestemmelser. Denne opregning er delvis forældet og må i øvrigt i dag anses for overflødig.

Således kan nævnes, at akkordretten, der var appelinstans for afgørelser om tvangsakkord uden for konkurs, blev afskaffet ved gennemførelsen af konkursloven, lov nr. 298 af 8. juni 1977.

Konsularjurisdiktionen, der tidligere havde betydning i en række mellem- og fjernøstlige lande, er bortfaldet også for disse områder, og de i lov nr. 35 af 15. februar 1895 omhandlede konsularretter er således uden praktisk betydning i dag.

Endvidere er (jf. stk. 3) Den faste Voldgiftsret afløst af Arbejdsretten, jf. nu lov nr. 317 af 13. juni 1973, hvor der i § 19 om procesmåden henvises til regler i retsplejeloven.

På denne baggrund foreslås det at ændre § 1, således at det i bestemmelsens stk. 2 alene angives, at retsplejeloven som udgangspunkt kun finder anvendelse på rettens pleje ved de almindelige domstole. Andre retter kan være omfattet af retsplejeloven i det omfang, det er bestemt andetsteds i retsplejeloven eller anden lov.

Stk. 1 og 3 svarer til den gældende stk. 1 og 4.

Til nr. 2

Efter den foreslåede bestemmelse skal Sø- og Handelsretten henvise sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., til vedkommende byret, medmindre sagen er omfattet af en eller flere af de i forslaget til § 226, stk. 1, nævnte bestemmelser. De sager, der ved særlig lov, f.eks. markedsføringsloven, er henlagt til Sø- og Handelsretten, berøres ikke af den foreslåede nye regel.

Det kan i øvrigt nævnes, at i de tilfælde, hvor parterne er enige om, at der er grundlag for henvisning efter den foreslåede nye bestemmelse, og derfor finder Sø- og Handelsrettens afgørelse herom ufornøden, anlægges sagen ved byretten efter den gældende regel i § 20, stk. 1.

Om begrundelsen for forslaget henvises nærmere til betænkningen side 55-61 og de almindelige bemærkninger pkt. 6.

Til nr. 3

Ved tilføjelsen af »jf. dog stk. 4« præciseres, at Sø- og Handelsretten også vil kunne henvise en sø- og handelssag til en byret uden for det storkøbenhavnske område efter den nye regel i stk. 4, såfremt sagen er indbragt for Sø- og Handelsretten ved en aftale mellem parterne.

Til nr. 4

Ændringen er alene en konsekvens af, at reglen i § 227, stk. 2, foreslås placeret i § 226, stk. 3, jf. nr. 11.

Til nr. 5-8

De foreslåede ændringer er en konsekvens af, at retterne i Roskilde by og Roskilde herred er sammenlagt til retten i Roskilde. Herved er antallet af retskredse ændret fra 84 til 83 (§ 12, 1. pkt.).

Ændringen af § 16 a, stk. 1, er en konsekvens af, at der er indført administrationsordning ved retterne i Roskilde, Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg i forbindelse med udvidelsen af disse retter med 1 dommer.

I § 16 a, stk. 3, og de i nr. 8 nævnte bestemmelser foreslås den beskikkede dommer ændret til den administrerende dommer.

Endvidere indebærer ændringen af § 17, stk. 3, at der skabes hjemmel for, at der ved ledighed i de eksisterende civil- og kriminaldommerembeder kan ske en sammenlægning af de 2 embeder samtidig med, at der i lighed med ordningen ved retterne i Tåstrup, Hørsholm og Skanderborg indføres administrationsordning.

Efter Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 826 af 14. december 1987 om landets inddeling i retskredse fordeles forretningerne i retskredse, hvor der er ansat en kriminaldommer og en civildommer, på en nærmere angiven måde efter sagernes art. Til kriminaldommeren henlægges efter bekendtgørelsen forretningerne vedrørende strafferetsplejen og skifteforvaltningen samt sager om umyndiggørelse og lavværgemål. Endvidere henlægges sager indbragt for retten i medfør af udlændingeloven. Til civildommeren henlægges de øvrige forretninger.

Ved en sammenlægning af civil- og kriminaldommerembederne og indførelse af en administrationsordning, således at begge dommerne har beføjelse til at behandle alle slags sager, vil der kunne opnås en mere ligelig og hensigtsmæssig fordeling af arbejdsbyrden mellem dommerne. Samtidig vil der blive mulighed for en mere rationel og hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet for retternes øvrige personale.

Iværksættelsen af denne nyordning forudsættes at ske etapevis ved ledighed i de enkelte embeder eller efter forudgående forhandling med de implicerede dommere og Den Danske Dommerforening.

Til nr. 9

Ændringerne indebærer, at byretterne i det storkøbenhavnske område ved behandlingen af henviste sø- og handelssager efter den foreslåede nye regel i § 9, stk. 4, tiltrædes af sagkyndige efter reglerne i § 18 a og § 18 b.

Da sagkyndiges medvirken efter disse regler alene er obligatorisk i søsager, må det antages, at byretterne kun rent undtagelsesvis vil bestemme, at retten skal tiltrædes af sagkyndige i de henviste mere banale handelssager af mindre værdi.

De efter retsplejelovens § 92 for Østre landsretskreds beskikkede søkyndige og handelskyndige vil kunne benyttes som sagkyndige også ved byretterne i det storkøbenhavnske område.

Til nr. 10

Forslaget er alene en konsekvens af de ændrede kompetenceregler i kapitel 21, jf. nr. 11.

Til nr. 11

Ved den ændrede affattelse af § 224 gøres byretterne til 1. instans i civile sager i overensstemmelse med Retsplejerådets forslag. Landsrettens kompetence som 1. instans i civile sager kræver særlig lovhjemmel enten i retsplejeloven eller anden lovgivning.

Sådan lovhjemmel foreligger efter forslagets § 225, stk. 1 , i sager om prøvelse af afgørelser truffet af de øverste statslige forvaltningsmyndigheder. Bestemmelsen svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 226, stk. 1, nr. 2. Om særlovgivningens bestemmelser om, at visse sager uanset værdi er landsretssager, henvises til betænkningen side 14-15.

I stk. 2 foreslås adgangen til at vedtage byretsbehandling opretholdt.

Bestemmelsen i forslagets § 226, stk. 1, giver byretterne mulighed for efter en parts begæring at henvise en sag til behandling ved landsret som 1. instans.

Henvisningsgrundene svarer til de nugældende efter retsplejelovens § 227, stk. 1.

Undtagelserne i stk. 2 svarer til de sager, der ikke kan henvises til landsretten efter den gældende § 227, stk. 1.

§ 1. De almindelige domstole er højesteret, landsretterne og byretterne samt sø- og handelsretten i København.

Stk. 2. Rigsretten, sessionerne og de gejstlige retter omfattes ikke af denne lov. Det samme gælder om de i lov nr. 35 af 15. februar 1895 omhandlede konsularretter, den ved lov nr. 225 af 14. april 1905 § 35 under navn af akkordretten oprettede domstol, de i lov nr. 77 af 19. april 1907 §§ 11 og 12, jfr. bekendtgørelse nr. 161 af 11. maj 1928 §§ 10 og 11, og i lov nr. 234 af 12. juni 1922 omhandlede voldgiftsretter samt den i sidstnævnte lovs § 7 omhandlede stående voldgiftsdomstol, for så vidt der ved de nævnte love er fastsat særlige regler for disse retter. Regeringen bemyndiges dog til ved kongelig anordning at fastsætte sådanne lempelser i disse særregler, som denne lov nødvendiggør.

Stk. 3. Det har sit forblivende ved de bestemmelser om den faste voldgiftsret, som indeholdes i lov nr. 536 af 4. oktober 1919.

Stk. 4. Om retsplejen ved hæren og søværnet gælder lov nr. 542 af 4. oktober 1919.

- - -

Bilag 2

I dette bilag er optrykt den gældende affattelse af § 1, § 9, § 12, §16 a og § 17, som foreslås ændret i lovforslaget.

§ 2 Inddelingen af landet i retskredse ændres således, at retten i Svendborg by og retten i Svendborg herred sammenlægges til retten i Svendborg. I retsplejeloven, som ændret ved denne lovs § 1, foretages følgende ændringer

1. § 12, 1. pkt., affattes således: »Landet inddeles i 82 retskredse«.

2. I § 16 a, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »Hørsholm«: », Svendborg«.

§ 2

Inddelingen af landet i retskredse ændres, således at retten i Svendborg by og retten i Svendborg herred sammenlægges til retten i Svendborg. I retsplejeloven som ændret ved denne lovs § 1 foretages følgende ændringer

1. § 12, 1. pkt., affattes således

»Landet inddeles i 82 retskredse«.

2. I § 16 a, stk. 1, 4. pkt., indsættes efter »Hørsho1m«: »,Svendborg«.

§ 3 Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. juli 1989. Stk. 2. Sager, der er anlagt inden dette tidspunkt, behandles efter de hidtil gældende regler. Stk. 3. Tidspunktet for ikrafttræden af § 2 fastsættes af justitsministeren.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 3

Stk. 1. § 1 træder i kraft den 1. juli 1989.

Stk. 2. Sager, der er anlagt inden dette tidspunkt, behandles efter de hidtil gældende regler.

Stk. 3. Tidspunktet for ikrafttræden af § 2 fastsættes af justitsministeren.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslagets hovedformål er at foretage en principiel omlægning af kompetencen i civile sager, således at det bliver den almindelige regel i retsplejeloven, at disse sager behandles ved byretterne i 1. instans. Herved opnås bl.a. en aflastning af landsretterne og en bedre udnyttelse af domstolenes samlede ressourcer.

Det foreslås samtidig, at det mindre antal sager, der har en sådan betydning, at de bør undergives behandling af tre dommere i landsretten som 1. instans med fri ankeadgang til Højesteret, efter en parts begæring af byretten skal kunne henvises til landsretsbehandling, navnlig hvis sagen er af principiel karakter, sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, eller sagen har særlig indgribende betydning for en part. Henvisningsadgangen foreslås suppleret med en regel, hvorefter sager af værdi over 500.000 kr. behandles af landsretten som 1. instans, såfremt en af parterne ønsker det.

Endvidere foreslås indført en adgang for Sø- og Handelsretten i København til at henvise sager af en værdi af højst 100.000 kr. til behandling ved byretten.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1130/1988 om retternes saglige kompetence i civile sager, der er afgivet på baggrund af et kommissorium fra Justitsministeriet af 7. maj 1986. De foreslåede regler om kompetencen svarer til det lovudkast, som et enigt Retsplejeråd har udarbejdet i betænkningen.

Endvidere foreslås nogle mindre ændringer om bl.a. retternes sammensætning m.v. (lovforslagets § 1, nr. 1, 5-8 og 16-17). Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser.

I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i lovforslaget om retternes saglige kompetence i civile sager med en omtale af de gældende regler, idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere fyldige gennemgang heraf.

2. Gældende regler

Almindelige bestemmelser om domstolenes saglige kompetence findes i retsplejelovens kapitel 21 (§§ 224-232) som affattet senest ved lov nr. 320 af 4. juni 1986. Kapitel 21 er medtaget som bilag 1 til lovforslaget.

Efter § 224 og § 226 behandles borgerlige (civile) sager i 1. instans ved landsret, medmindre de efter § 225 eller anden særlig lovregel er henlagt til byret eller i henhold til parternes vedtagelse indbringes for byret. Hovedreglen efter retsplejeloven er således, at retssager behandles ved landsretten som 1. instans. Langt de fleste retssager behandles imidlertid ved byret som 1. instans. Dette beror først og fremmest på, at byretterne efter § 225, nr. 1, er kompetente til at behandle sager om krav, der har en økonomisk værdi efter påstanden i stævningen på højst 200.000 kr.

Selv om en retssag kan behandles i 1. instans ved byret, kan byretten efter § 227, stk. 1, på begæring af en part henvise de sager, der er nævnt i retsplejelovens § 225, nr. 1-4 og 12, til behandling ved landsretten, når en af de i bestemmelsen anførte 6 henvisningsgrunde foreligger. Der er herefter mulighed for at henvise en sag, såfremt 1) sagen er af principiel karakter, 2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, 3) sagen har særlig indgribende betydning for en part, 4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution, 5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret, eller 6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten (§ 227, stk. 1, nr. 1-6).

Endvidere kan byretten efter § 227, stk. 2, på en parts begæring henvise funktionærsager efter § 225, nr. 3, til behandling ved Sø- og Handelsretten, såfremt fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens afgørelse, og der desuden foreligger en henvisningsgrund som nævnt i § 227, stk. 1, nr. 1-5.

Efter § 226, stk. 1, nr. 2, behandler landsretten i 1. instans uanset sagens værdi sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelse i sager mellem det offentlige og private. Dette gælder dog ikke sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse og sager om prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke.

Parterne kan i alle landsretssager vedtage byretsbehandling i 1. instans, jf. § 226, stk. 2.

Uden for retsplejelovens kapitel 21 findes i §§ 147 d-f særlige kompetencebestemmelser vedrørende disciplinærsager mod advokater, hvorefter advokatnævnets afgørelse af vedkommende advokat kan indbringes for landsretten.

Endvidere indeholder en række særlove bestemmelse om, at visse sager uanset værdi er landsretssager, herunder prøvelse af Landsskatterettens og Den sociale Ankestyrelses afgørelser. Der henvises herom til betænkningen side 14-15.

Den nævnte værdigrænse på 200.000 kr. for byretsbehandling blev indført ved lov nr. 298 af 6. juni 1984, der trådte i kraft den 1. juli 1984.

Værdigrænsen var ved retsplejelovens ikrafttræden i 1919 800 kr. Den blev senere forhøjet flere gange og blev i 1965 sat til 6.000 kr. I 1970 blev den forhøjet til 10.000 kr., i 1975 til 30.000 kr., i 1980 til 100.000 kr. og som nævnt i 1984 til 200.000 kr. Disse forhøjelser ligger i hvert fald efter 1975 over, hvad en pristalsregulering kan begrunde.

3. Sagsstatistik for landsretterne

Retsplejerådets betænkning indeholder en række oplysninger om sagsantal og berammelsestider m.v. ved landsretterne (side 32-37 og 78-89).

Det fremgår heraf, at der i de sidste par år har været en stigning i antallet af civile sager ved landsretterne med en øget sagsrestance til følge.

Ved Østre Landsret blev der i 1985 registreret 3.266 civile sager mod 3.713 i 1987. I første halvdel af 1988 blev der registreret 2.144 sager. Stigningen har været størst for 1. instanssagerne, der samtidig er de mest tidskrævende (fra knap 1.000 i 1985 til nu ca. 1.500 på årsbasis). Sagsrestancen var den 1. januar 1986 2.655 sager og den 1. januar og 1. juli 1988 henholdsvis 2.978 og 3.107.

Østre Landsret har i dag foruden landsrettens præsident 44 udnævnte landsdommere og et antal konstituerede dommere, der er fordelt på i alt 16 afdelinger.

Ved Vestre Landsret blev der i 1985 registreret 2.713 civile sager mod 2.958 i 1987. I første halvdel af 1988 blev der registreret 1.394 sager. Også ved Vestre Landsret har stigningen i 1. instanssagerne været størst (fra godt 500 i 1985 til nu omkring 700 på årsbasis). Sagsrestancen har været kraftigt stigende fra 2.021 den 1. januar 1986 til 2.558 den l.januar 1988 og 2.827 den 1. juli 1988.

Vestre Landsret har 8 afdelinger og består foruden præsidenten af 22 udnævnte landsdommere og et antal konstituerede dommere.

Om sagsbehandlingstiden (regnet fra sagens modtagelse i landsretten til domsforhandling) oplyses, at den for civile 1. instanssager i Østre Landsret er ca. 1 år og ca. 2 år i Vestre Landsret.

I betænkningen anfører Retsplejerådet, at de foreliggende oplysninger om udviklingen i sagsmængden ved landsretterne sammenholdt med den forventede udvikling i retning af en stigende sagsmængde og sagsrestance må føre til en konstatering af, at der er behov for at søge sagsantallet ved landsretterne begrænset.

Efter rådets opfattelse er den nuværende behandlingstid ved landsretterne, navnlig Vestre Landsret, væsentlig længere end ønskeligt.

4. Kriterier for landsretsbehandling

I Justitsministeriets kommissorium af 7. maj 1986 til Retsplejerådet anføres, at både hensynet til en rimelig hurtig behandling af retssager og det ønskelige i, at retssager så vidt muligt bør afgøres i det lokalsamfund, hvor tvisten er opstået, taler for, at det bør være den almindelige regel, at civile retssager behandles ved byret som 1. instans. Den kollegiale afgørelsesform ved landsretterne og Højesteret bør forbeholdes sager, som giver anledning til særlig vanskelige spørgsmål, først og fremmest principielle retsspørgsmål.

I betænkningen anfører Retsplejerådet, at en udskillelse af de sager, der bør undergives kollegial behandling ved landsretten, volder praktiske vanskeligheder.

Opdeling efter sagens værdi er et relativt enkelt kriterium, men efterhånden, som værdigrænsen er blevet forhøjet, har man imidlertid måttet erkende, at den er et uhensigtsmæssigt kriterium til at udskille de mere betydningsfulde sager, for hvilke kollegial behandling er påkrævet.

Målet for en hensigtsmæssig afgrænsning mellem byret og landsret må være, at såvel sager, for hvilke der bør være fri adgang til anke til Højesteret, som sager, for hvilke den kollegiale afgørelsesform må foretrækkes med henblik på at nå en endelig afgørelse i 1. instans, henlægges til landsretten.

Retsplejerådet udtaler i den forbindelse, at det er klart, at byretsbehandling for en enkelt dommer er mindre ressourcekrævende end landsretsbehandling med deltagelse af 3 dommere i hver enkelt sag. Rådet finder imidlertid fortsat, at det for nogle - mere komplicerede - retssager er af væsentlig betydning, at de undergives kollegial behandling i 1. instans med den heraf følgende større sikkerhed for, at alle juridisk relevante betragtninger indgår i overvejelserne, og at den bevismæssige bedømmelse sker på et bredt grundlag.

Afgrænsningen af kompetencen mellem byret og landsret bør efter rådets opfattelse således foretages ud fra en vurdering af, om de sager, der efter den gældende kompetencefordeling er henlagt til landsretten, kan behandles af en enkelt dommer (en byret), uden at væsentlige retsplejemæssige hensyn derved tilsidesættes.

Efter Retsplejerådets opfattelse vil en adgang til henvisning til landsretten efter en regel formuleret på samme - tilstrækkelig rummelige - måde som den gældende § 227, stk. 1, (se foran pkt. 2) kunne sikre, at de nævnte mere betydningsfulde sager kommer for landsretten som 1. instans med fri ankeadgang til Højesteret. En sådan henvisningsadgang vil derfor være egnet som undtagelse fra en hovedregel om 1. instansbehandling ved byret.

En henvisningsregel som grundlag for sagsfordelingen mellem byret og landsret vil i øvrigt have den fordel for parterne, at der gives dem indflydelse på, hvorvidt sagen anses for at være af den art eller det omfang, der tilsiger 1. instansbehandling ved landsret. På det tidlige stadium, hvor der skal tages stilling til spørgsmålet, vil parterne typisk have et bedre kendskab til sagen end retten og derved den bedste forudsætning for at skønne over dens betydning.

Sammenfattende udtaler Retsplejerådet, at henvisningsreglen efter en generel kompetenceomlægning fra landsretten til byretten må antages at få et væsentligt større anvendelsesområde end hidtil (ca. 50 tilfælde årligt), og at den vil være et hensigtsmæssigt middel til at sikre, at betydningsfulde og principielle sager vil kunne undergives landsretsbehandling i 1. instans. Højesteret vil herved kunne virke som almindelig ankeinstans i disse sager og således bevare en usvækket placering i retssystemet.

Ved en sådan principiel kompetenceændring opnås samtidig, at det bliver sagernes konkrete indhold og karakter, der gennem henvisningsbestemmelserne bliver det afgørende kriterium for, hvilke sager der udskilles til den mere grundige landsretsbehandling.

På den baggrund stiller Retsplejerådet forslag om, at civile retssager som almindelig regel behandles ved byret som 1. instans, men med adgang til, at byretten efter en parts begæring kan henvise en sag til landsretten efter kriterier som i den gældende § 227, stk. 1, nr. 1-6 (sagen er af principiel karakter, sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, sagen har særlig indgribende betydning for en part osv.).

Rådet foreslår endvidere en »automatisk« henvisningsregel for sager om krav, der har en økonomisk værdi af over 500.000 kr. Sådanne sager skal henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer det. Endvidere skal en sagsøger efter eget valg umiddelbart kunne anlægge sådanne sager ved landsretten. Henvisningsreglen er således obligatorisk i forhold til retterne, men fakultativ for parterne.

Baggrunden for denne bestemmelse er, at sager med værdi over 500.000 kr. allerede som følge heraf må antages at opfylde kriteriet »særlig indgribende betydning for en part« som angivet i en af henvisningsgrundene (nr. 3), således at særskilt stillingtagen hertil fra byretsdommeren skulle være overflødig. Den automatiske henvisningsregel er således et (procesbesparende) specialtilfælde i forhold til den nævnte generelle henvisningsbestemmelse, hvor det ikke er nødvendigt med en henvisningsprocedure.

5. Aflastningen af landsretterne

I betænkningen (side 44-45) skønner Retsplejerådet, at der efter gennemførelsen af den nævnte kompetenceomlægning vil være grundlag for henvisning af omkring 1/3 af sager med en økonomisk værdi mellem 200.000 og 500.000 kr. og sager uden økonomisk værdi. Det må endvidere påregnes, at langt den overvejende del af sager med værdi over 500.000 kr. vil blive behandlet af landsretterne som 1. instans, og at kun et mindre antal af sager anlagt mod eller af det offentlige (henvisningsgrund nr. 4) vil blive behandlet af byretterne.

Hertil kommer, at landsretterne vil skulle behandle flere ankesager fra byretterne. I dag ankes mellem 1 og 2 pct. af de civile sager fra byret til landsret og 7-8 pct. af landsretsafgørelserne i 1. instans til Højesteret. Ankehyppigheden fra byret til landsret må antages at blive højere for den gruppe af sager, der efter forslaget vil blive behandlet af byretterne som 1. instans i stedet for af landsretterne.

Efter det anførte er det rådets samlede skøn, at landsretterne vil blive aflastet (som 1. instans og ankeinstans) med omkring 1/3 af de sager, der efter de gældende regler anlægges ved landsretterne som 1. instans. Dette ville for 1986 have svaret til 500-600 sager. Samtidig understreges dog, at dette skøn er forbundet med betydelig usikkerhed.

For 1987 ville et tilsvarende skøn have svaret til en aflastning af landsretterne med 600-700 sager.

6. Sø- og Handelsretten

Retsplejerådet har i betænkningen overvejet Sø- og Handelsrettens stilling i domstolssystemet, såfremt det bliver den almindelige regel, at civile retssager behandles ved byret som 1. instans.

Da samtlige Sø- og Handelsrettens afgørelser - bortset fra skifteafdelingens afgørelser - kan appelleres direkte til Højesteret, vil en kompetenceomlægning, der gør byretterne til den normale 1. instans, kunne indbyde til, at sager, der kun med tvivlsom føje er sø- og handelssager, søges anlagt som sådanne ved Sø- og Handelsretten med henblik på at opnå en umiddelbar appeladgang til Højesteret.

Det er endvidere vanskeligt at begrunde, at sø- og handelssager af mindre betydning kan appelleres direkte til Højesteret, mens denne mulighed ikke eksisterer for sådanne sager af anden art.

I konsekvens af forslaget om ændret kompetencefordeling mellem landsret og byret bør der derfor efter Retsplejerådets opfattelse ske en vis begrænsning af de sø- og handelssager, der behandles ved Sø- og Handelsretten.

Rådet foreslår, at dette sker på den måde, at sø- og handelssager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 100.000 kr., af Sø- og Handelsretten skal henvises til vedkommende byret, medmindre sagen er omfattet af en eller flere af henvisningsbestemmelserne, d.v.s. sagen er af principiel karakter, sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, sagen har særlig indgribende betydning for en part osv.

Inden Sø- og Handelsretten træffer afgørelse om henvisning, skal parterne have lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet.

I 1986 blev der ud af et samlet sagsantal på 648 anlagt 429 sø- og handelssager ved Sø- og Handelsretten. Heraf havde 292 sager en værdi af under 200.000 kr. Efter Retsplejerådets opfattelse er det ikke muligt nærmere at forudsige, hvor mange sø- og handelssager der vil blive henvist efter den foreslåede bestemmelse. Det må dog antages, at hovedparten af sager under 100.000 kr. vil blive henvist. Havde reglen været gældende i 1986, ville der således formentlig have været henvist ca. 100 sådanne mere banale småsager til de 13 byretter i det storkøbenhavnske område.

7. Andre overvejelser

I betænkningen overvejer Retsplejerådet en række andre ændringer i reglerne om domstolenes saglige kompetence i civile sager uden at finde grundlag for at fremsætte forslag herom.

I den forbindelse kan nævnes, at rådet ikke stiller forslag om ændring af retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 2 (hvorefter sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans henhører under landsretten i 1. instans), eller af de i særlovgivningen indeholdte regler om landsretskompetence.

Retsplejerådet henviser som begrundelse herfor bl.a. til disse sagers ankeagtige karakter og det forhold, at landsretterne må anses for det naturlige forum for kritik af de øverste statslige myndigheder.

I betænkningen anfører rådet, at den ændrede kompetencefordeling mellem byretterne og landsretterne vil medføre, at kvalitativt vanskeligere, faktiske og retlige spørgsmål skal prøves i byretten, således at det vil være naturligt at stille øgede krav til såvel de dommere og dommerfuldmægtige, der beklæder retten, som til de advokater og advokatfuldmægtige, der optræder som rettergangsfuldmægtige. Det vil derfor være ønskeligt, at advokater efter gennemførelsen af den foreslåede kompetenceomlægning i særlig grad er opmærksomme på sværhedsgraden i den enkelte sag, som overlades til fuldmægtigens udførelse. Uden at rådet finder det muligt eller hensigtsmæssigt at opstille en generel lovregel om mødeberettigelse, findes det at måtte anses for en selvfølge, at kun fuldmægtige, der opfylder kravene til at opnå proceduretilladelse for landsretten, selvstændigt procederer de overførte sager bortset fra de ganske ordinære.

Retsplejerådet finder heller ikke i forbindelse med kompetenceomlægningen anledning til at foreslå ændringer i reglerne om advokaters og advokatfuldmægtiges prøvesager med henblik på at opnå møderet for landsret og Sø- og Handelsretten. Rådet peger dog på, at der kan være grundlag for at tage dette spørgsmål op til selvstændig vurdering, såfremt det måtte vise sig, at der er utilstrækkelige muligheder for at finde egnede prøvesager.

8. Lovforslaget

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag om, at byretterne bliver den almindelige 1. instans i civile sager, men med adgang til at henvise betydningsfulde og principielle sager til behandling ved landsretterne.

Justitsministeriet er endvidere enig i, at der bør indføres en regel om, at Sø- og Handelsretten skal henvise mere banale småsager til vedkommende byret bl.a. for at undgå, at disse sager kan ankes direkte til Højesteret.

Lovforslaget er derfor i det hele udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets lovudkast.

Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde rådets opfattelser som omtalt ovenfor pkt. 7.

9. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Som anført i pkt. 5 skønner Retsplejerådet, at den foreslåede kompetenceomlægning vil aflaste landsretterne med omkring 1/3 af de sager, der efter de gældende regler anlægges ved landsretterne som 1. instans. Dette svarer i dag til ca. 600 sager. Samtidig understreges dog, at dette skøn er forbundet med betydelig usikkerhed.

I pkt. 3 oplyses det, at sagsrestancen ved begge landsretter er stigende, og at sagsbehandlingstiden for civile 1. instanssager i Østre Landsret er ca. 1 år og ca. 2 år i Vestre Landsret.

På denne baggrund forekommer det nærliggende, at en vedtagelse af lovforslaget vil indebære, at antallet af dommere ved landsretterne kan nedsættes.

På grund af den store usikkerhed, der er knyttet til anvendelsen i praksis af de foreslåede henvisningsregler til landsretterne og dermed til størrelsen af aflastningen, og henset til den nuværende betydelige og stigende sagsrestance ved begge landsretter, finder Justitsministeriet, at der først efter en periode på nogle måneder efter lovens ikrafttræden kan tages stilling til, hvorvidt og i hvilket omfang antallet af dommere ved landsretterne kan nedsættes.

Den foreslåede kompetenceomlægning indebærer endvidere, at et antal sager (formentlig i størrelsesordenen 600-800 sager årligt) flyttes fra landsretterne til byretterne.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan dette kun i meget begrænset omfang give grundlag for at tilføre byretterne yderligere ressourcer. Da ca. 1/4 af disse sager vil blive overført til Københavns Byret, er det dog nødvendigt at forøge antallet af dommere ved denne ret foreløbig med to dommere samt den fornødne kontorbistand m.v.

En vedtagelse af lovforslaget må således forventes at medføre en vis personalebesparelse ved domstolene. Den mere nøjagtige størrelse heraf kan dog først fastsættes, når omfanget af aflastningen af landsretterne har vist sig i praksis.

Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at indebære administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

10. Hørte myndigheder m.v.

Justitsministeriet har modtaget udtalelser om Retsplejerådets betænkning nr. 1130/1988 om retternes saglige kompetence i civile sager fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret, Sø- og Handelsretten og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Foreningen af Advokatfuldmægtige og Ansatte Advokater.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er optrykt den gældende affattelse af kapitel 21 i retsplejeloven, der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 11-13.

I lovforslagets bilag 2 er medtaget retsplejelovens § 1, § 9, § 12, § 16 a og § 17, der foreslås ændret i lovforslagets § 1, nr. 1-7.

Til § 1

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse svarer reelt til indholdet af den gældende regel.

§ 9. Sø- og handelsretten i København består af en præsident, en eller flere vicepræsidenter, en dommer og et antal sagkyndige medlemmer. Forretningernes fordeling mellem præsidenten og vicepræsidenterne bestemmes af præsidenten efter forhandling med vicepræsidenterne. Sager vedrørende lov om markedsføring skal dog så vidt muligt behandles af een bestemt af dommerne.

Stk. 2. Under sø- og handelsretten hører de områder, der er henlagt uder Københavns byret, retten på Frederiksberg og retterne i Gentofte, Lyngby, Gladsaxe, Ballerup, Hvidovre, Rødovre, Glostrup, Brøndbyerne, Tåstrup, Tårnby og Hørsholm.

Stk. 3. Under sø- og handelsretten hører følgende sager

1. Sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5.

2. Straffesager, i hvilke fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning.

3. Søforklaringer.

4. Foretagelse af retshandlinger til brug for andre retter i sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5, i straffesager, i hvilke fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, og i sager om afgivelse af søforklaring.

5. Behandling af konkursboer og begæring om gældssanering, ledelse af akkordforhandling og modtagelse af anmeldelser om betalingsstandsning, jf. konkurslovens § 4.

6. Sager, der ved særlig lovbestemmelse er henlagt til retten.

Stk. 4. Sø- og handelssager, jf. § 6, stk. 5, der efter stk. 2 skulle behandles ved en anden ret, kan indbringes for sø- og handelsretten i København, når parterne er enige herom.

Stk. 5. Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, behandles kun ved sø- og handelsretten i det omfang, disse sager er henvist til denne ret efter bestemmelsen i § 227, stk. 2.

- - -

§ 12. Landet inddeles i 84 retskredse. Justitsministeren kan foretage forandringer i retskredsenes område, medmindre forandringen indebærer oprettelse eller nedlæggelse af en retskreds. Det påhviler justitsministeriet at udsende en fortegnelse over retskredsene med angivelse af området for hver af kredsene.

- - -

§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere.

Stk. 2. Retten i Randers deles i 4 afdelinger. De øvrige i stk. 1 nævnte retter deles i 3 afdelinger. Hver afdeling beklædes af en enkelt dommer.

Stk. 3. Ved hver af de i stk. 1 nævnte retter bestikker justitsministeren en af dommerne til at varetage rettens administration. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes af den beskikkede dommer med justitsministerens billigelse. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den beskikkede dommer efter forhandling med rettens øvrige medlemmer.

- - -

§ 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde by, Roskilde herred, Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Kolding, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.

Stk. 2. Almindelige regler om forretningernes fordeling mellem dommerne ved de i stk. 1 nævnte retter fastsættes af justitsministeren.

Stk. 3. De øvrige byretter består hver af en dommer.

Kapitel 21

Saglig kompetence

§ 224. Borgerlige retssager behandles i 1. instans ved byret eller landsret efter reglerne i dette kapitel, medmindre andet er bestemt i denne eller anden lov.

§ 225. Ved landsret behandles i 1. instans sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelser i sager mellem det offentlige og private. Dette gælder dog ikke de i kapitel 43 a og 43 b omhandlede sager.

Stk. 2. Parterne kan vedtage, at sager, der efter stk. 1 er landsretssager, skal behandles ved byret.

§ 225. Ved byretterne behandles

1) Sager om krav, der har en økonomisk værdi af højst 200.000 kr.

2) Sager om erstatning uden for kontraktsforhold for skader, der er opstået i forbindelse med færdsel på vej, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

3) Sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte.

4) Sager om servitutter og brugsrettigheder over fast ejendom.

5) Sager om ejendomsdom, jfr. § 476.

6) Sager om mortifikation af dokumenter, servitutter, brugsrettigheder og grundbyrder, jfr. § 477.

7) Sager om ægteskab eller forældremyndighed, jfr. § 448.

8) Faderskabssager, jfr. § 456 a, stk. 1 og 2.

9) Sager om umyndiggørelse og lavværgemål, jfr. kap. 43.

10) Sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, jfr. kap. 43 a.

11) Sager om prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke, jfr. kap. 43 b.

12) Private straffesager, jfr. § 725, for så vidt der ikke påstås højere erstatning end 200.000 kr.

§ 226. Byretten kan med undtagelse af de i stk. 2 og 3 nævnte sager efter begæring af en part henvise en sag til behandling ved landsret, såfremt

1) sagen er af principiel karakter,

2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,

3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,

4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,

5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret, eller

6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder ikke for de i kapitel 42, 42 a, 43, 43 a, 43 b og 44 omhandlede sager.

Stk. 3. Byretten kan efter begæring af en part henvise sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling ved Sø- og Handelsretten i København, såfremt fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens afgørelse, og henvisningen er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 4. Begæring om henvisning efter stk. 1 og 3 skal så vidt muligt fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes skriftligt, før skriftvekslingens slutning. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen efter en begæring, der fremsættes senere, men dog inden domsforhandling er begyndt.

Stk. 5. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen henvises, kan ikke indbringes for højere ret.

§ 226, stk. 3-5, er med rent redaktionelle ændringer identiske med de gældende bestemmelser i § 227, stk. 2-4.

Forslagets § 227 indeholder en »automatisk« henvisningsregel for sager om krav, der har en økonomisk værdi af over 500.000 kr. En sagsøger skal efter eget valg umiddelbart kunne anlægge sådanne sager ved landsretten. Det præciseres herved, at disse sager er af så indgribende betydning for parten, at særskilt kendelse om henvisning ikke findes påkrævet. For at fremme sagsgangen kan sagsøgeren anlægge sagen direkte ved landsretten uden forudgående henvisning. Således som bestemmelsen er formuleret, vil den omfatte alle sager med økonomisk værdi af over 500.000 kr. I modsætning til de gældende bestemmelser i § 225, nr. 2 og 3, vil der derfor også i færdselserstatningssager og funktionærsager være adgang til at henvise eller indbringe sagen for landsretten. Med en værdigrænse på 500.000 kr. skønnes der ikke grund til at forvente nogen nævneværdig øget tilgang af disse sager til landsretterne, og der findes i øvrigt ikke tilstrækkeligt grundlag for at undtage disse sager fra reglen om »automatisk« henvisning, således som denne er begrundet.

Om baggrunden for de foreslåede regler henvises til betænkningen side 29-47 og 65-66 og de almindelige bemærkninger pkt. 3-5.

Til nr. 12-15

Forslagene er rene konsekvensændringer som følge af forslagene i nr. 11.

Til nr. 16

Baggrunden for forslaget er, at betegnelsen "den beskikkede dommer" er afløst af "den administrerende dommer", jf. ligeledes nr. 6 og 8.

Til nr. 17

Bestemmelsen om forrentning af visse kapitaliserede krav ved tvangsauktion foreslås ændret, således at den bringes i overensstemmelse med reglerne om renter ved forsinket betaling, som blev ændret ved lov nr. 618 af 19. december 1984 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Rentesatsen i rentelovens § 5 blev ved ændringen forhøjet fra diskontoen plus 2 pct. til diskontoen plus 6 pct., og samtidig indførtes en adgang for justitsministeren til hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet at foretage ændring i renten.

Til § 2

Forslaget indebærer, at der skabes hjemmel for at sammenlægge retten i Svendborg by og retten i Svendborg herred ved ledighed i de pågældende dommerstillinger. Efter sammenlægningen af retten i Roskilde by og retten i Roskilde herred til retten i Roskilde er retterne i Svendborg de sidste af en række retskredse, der er opdelt i en by- og herredsret.

Baggrunden for forslaget om en sammenlægning af de 2 retter er, at der herved i lighed med sammenlægningen af civil- og kriminaldommerembederne vil blive mulighed for en mere ligelig og hensigtsmæssig fordeling af sagerne mellem de 2 dommere samt en mere rationel anvendelse af retternes øvrige personale.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1989, og at sager, der er anlagt inden dette tidspunkt, behandles efter de hidtil gældende kompetenceregler.

Vedrørende § 2 foreslås dog i stk. 3, at bestemmelsen om sammenlægning af retten i Svendborg by og retten i Svendborg herred til retten i Svendborg træder i kraft efter justitsministerens bestemmelse, idet sammenlægningen først kan træde i kraft ved ledighed i stillingerne ved de pågældende retter.

§ 226. Ved landsretterne behandles

1) Sager,der ikke i medfør af § 225 er byretssager.

2) Sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans, der har den øverste administrative kompetence til at træffe afgørelse i sager mellem det offentlige og private. Dette gælder dog ikke de i § 225, nr. 10 og 11, nævnte sager.

Stk. 2. Parterne kan vedtage, at sager, der efter stk. 1 er landsretssager, skal behandles ved byret.

§ 227. Sager om krav, der har en økonomisk værdi over 500.000 kr., skal henvises til behandling ved landsret, såfremt en af parterne begærer det. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sagsøger kan endvidere anlægge de i stk. 1 nævnte sager ved landsretten.«

12. § 230 affattes således

» § 230. Udvides påstanden i en sag om krav af økonomisk værdi, der er anlagt ved byret, ud over den i § 227 nævnte grænse, henvises sagen efter en af parternes begæring til fortsat behandling ved landsretten. Reglerne i § 226, stk. 4 og 5, finder tilsvarende anvendelse.«

13. § 231 ophæves.

14. § 249, stk. 3, 1. pkt., ophæves, og 2. pkt. affattes således

»Har retten ikke saglig kompetence til at behandle et fremsat krav eller modkrav under en selvstændig sag, kan retten henvise kravet til afgørelse ved den rette domstol, jf. § 232, stk. 2.«

15. § 250 stk. 4, 1. pkt., ophæves.

16. § 336 a, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Ved de i § 16 a nævnte retter meddeles beskikkelsen af den administrerende dommer.«

17. I § 573, stk. 2, 6. pkt., ændres »årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg af 2 pct.« til: »årlig rente, der er fastsat efter § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.«.

§ 227. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225, nr. 1-4 og 12, nævnte sager til behandling ved landsret, såfremt

1) Sagen er af principiel karakter,

2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,

3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,

4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,

5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret eller

6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten.

Stk. 2. Byretten kan efter begæring af en part henvise de i § 225, nr. 3, nævnte sager til behandling ved sø- og handelsretten i København, såfremt

1) fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens afgørelse, og

2) henvisning er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 3. Begæring om henvisning efter stk. 1 og 2 skal så vidt muligt fremsættes i 1. retsmøde eller, såfremt sagen forberedes skriftligt, før skriftvekslingens slutning. Retten kan dog i særlige tilfælde henvise sagen efter en begæring, der fremsættes senere, men dog inden domsforhandling er begyndt.

Stk. 4. Afgørelse af, om sagen skal henvises eller ikke, træffes ved kendelse. En kendelse, hvorved sagen efter stk. 1 eller 2 henvises til landsret eller sø- og handelsretten, kan ikke indbringes for højere ret.

§ 228. Sagens værdi bestemmes efter påstanden i stævningen. Omfatter påstanden flere krav fra samme part, er sagens værdi den samlede værdi af disse krav. Renter, sagsomkostninger og værdien af en modydelse, hvoraf krav måtte være betinget, medregnes ikke.

Stk. 2. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et ubestemt antal gange, beregnes værdien ved at multiplicere yderlserne pr. år med 10. Angår påstanden en ydelse, der skal betales et bestemt antal gange, beregnes værdien ved at multiplicere ydelsen pr. gang med antallet af gange, ydelsen skal betales. Værdien kan dog ikke overstige ydelserne pr. år multipliceret med 10. Er ydelserne ikke af samme størrelse, lægges ydelserne for det sidste år inden sagens anlæg til grund for beregningen.

§ 229. Kan sagens værdi ikke bestemmes på grundlag af påstanden i stævningen, men angår sagen dog krav af økonomisk værdi, skal sagsøgeren anslå værdien så nøjagtigt som muligt. Om fornødent ansætter retten værdien ved et skøn.

§ 230. Udvides påstanden i en sag om krav af økonomisk værdi, der er anlagt ved byret i henhold til § 225, nr. 1, ud over den i denne bestemmelse nævnte grænse, kan retten ved kendelse henvise sagen til fortsat behandling ved landsretten, medmindre parterne vedtager byretsbehandling, jfr. § 226, stk. 2.

Stk. 2. Kendelse, hvorved byretten efter stk. 1 henviser sagen til landsret, kan ikke indbringes for højere ret.

§ 231. Ændres påstand eller anbringender i en sag, der er anlagt ved landsret, således at sagen efter reglerne i § 225 skulle behandles ved byret, vedbliver landsretten med at være kompetent. Det samme gælder, hvis enkelte dele af sagen, der hver for sig ville høre under byret, udskilles til særskilt behandling eller påkendelse efter § 253.

§ 232. Retten påser af egen drift, at den har saglig kompetence til at behandle sagen.

Stk. 2. Har retten ikke saglig kompetence til at behandle sagen eller et af de rejste krav, henviser den sagen eller kravet til afgørelse ved rette domstol, såfremt sagen eller kravet hører under en almindelig domstol eller boligret. Retten kan dog beslutte at færdigbehandle sagen, såfremt kompetencespørgsmålet først kommer til afgørelse under sagens gang.

Stk. 3. Afgørelse om henvisning træffes ved kendelse. Er retten ikke kompetent, og kan henvisning ikke ske, afviser retten sagen ved dom.

Ingen

Nr LSF 147

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Retternes saglige kompetence i civile sager m.v.)

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 15. december 1988

Vedtaget ved tredjebehandling den 6. april 1989

Lov nr. 273 af 03/05/1989