1988 LSF 138 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SØLOVEN OG RETSPLEJELOVEN (ARREST I SKIB) (arrestiskib)

Artikel 1

I denne konvention skal følgende ord have den betydning, som her tillægges dem

(1) »søretskrav« betyder krav, der er opstået på grundlag af et eller flere af følgende punkter

(a) skade forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde;

(b)død eller legemsbeskadigelse på en person forårsaget af et skib eller indtruffet i forbindelse med et skibs drift;

(c)bjærgning;

(d)aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib;

(e)aftale ved certeparti eller på anden måde om transport af gods med et skib;

(f)tab af gods eller skade på gods, herunder også bagage transporteret med et skib;

(g)almindeligt havari;

(h)bodmeri;

(i)bugsering;

(j)lodsning;

(k)gods eller materialer som er leveret til et skib på et hvilket som helst sted til brug ved dets drift eller vedligeholdelse;

(l)bygning, reparation eller udstyr af et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning;

(m)hyre til skibsfører, officerer eller mandskab;

(n)skibsførerens udlæg, herunder udlæg betalt af afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller rederens regning;

(o)tvister om adkomsten eller ejendomsretten til et skib;

(p)tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet;

(q)prioritetslån eller hypotekslån i et skib.

(2) »Arrest« betyder tilbageholdelse af et skib efter rettens afgørelse for et sikre et søretskrav, men omfatter ikke beslaglæggelse af et skib ved tvangsfuldbyrdelse af en dom.

(3) »Person« omfatter enkeltpersoner, interessentskaber, ansvarlige selskaber, selskaber med begrænset ansvar, stater, deres ministerier og offentlige myndigheder.

(4) »Sagsøger« betyder en person, som påstår at han har et søretskrav.

Bilag 1

Bekendtgørelse

af

international konvention om arrest i søgående skibe

Oversættelse

International konvention om arrest i søgående skibe, undertegnet i Bruxelles den 10. maj 1952 De høje kontraherende parter, som finder det ønskeligt, at der ved overenskomst fastsættes visse ensartede regler om arrest i søgående skibe, har vedtaget at indgå en konvention med dette formål og er blevet enige om følgende

§ 1

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985, foretages følgende ændringer

1. Efter § 284 indsættes

»Kapitel 12 a

Om arrest i skib

§ 1

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985, foretages følgende ændringer

1. Efter § 284 indsættes

»Kapitel 12 a

Om arrest i skib

§ 1

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 141 af 1. april 1985, foretages følgende ændringer

1. Efter § 284 indsættes

»Kapitel 12 a

Om arrest i skib

Artikel 2

Et skib, som fører en kontraherende stats flag, kan arresteres i enhver kontraherende stat for søretskrav men ikke for andre krav; men konventionen skal hverken udvide eller indskrænke nogen ret eller myndighed, som staterne eller deres ministerier, offentlige myndigheder eller dok- eller havnemyndigheder har i henhold til deres nationale love eller forskrifter til at arrestere, tilbageholde eller på anden måde hindre et skib i at sejle inden for statens jurisdiktion.

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 731 af 7. december 1988, foretages følgende ændringer

1. Efter § 246 indsættes

»§ 246 a. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den fordring, for hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det sted, hvor arresten er foretaget eller ville være foretaget, hvis den ikke var afværget ved sikkerhedsstillelse.«

2. I § 247, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Dette gælder dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe.«

3. I § 628 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 12 a.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 som ændret senest ved lov nr. 731 af 7. december 1988, foretages følgende ændringer

1. Efter § 246 indsættes

»§ 246 a. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den fordring, for hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det sted,hvor arresten er foretaget, eller ville være foretaget, hvis den ikke var afværget ved sikkerhedstillelse.«

2. I § 247, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Dette gælder dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe.«

3. I § 628 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 12 a.«

§ 2

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 731 af 7. december 1988, foretages følgende ændringer

1. Efter § 246 indsættes

»§ 246 a. Sager om stadfæstelse af arrest i et skib og om den fordring, for hvilken arresten er gjort, kan anlægges ved retten på det sted, hvor arresten er foretaget eller ville være foretaget, hvis den ikke var afværget ved sikkerhedsstillelse.«

2. I § 247, stk. 1, indsættes som 2. pkt.

»Dette gælder dog ikke sager, der anlægges ved det i § 246 a nævnte værneting, og som er omfattet af konventionen af 10. maj 1952 om arrest i søgående skibe.«

3. I § 628 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Sager om arrest i skib med forbud mod skibets afsejling til sikring af et søretskrav behandles efter reglerne i sølovens kapitel 12 a.«

Artikel 3

(1) Med forbehold af bestemmelserne i stykke (4) i denne artikel og i artikel 10 kan sagsøgeren arrestere enten det skib, som søretskravet gælder, eller et hvilket som helst andet skib, som ejes af den samme person, som, da kravet opstod, var ejer af det førstnævnte skib, selv om det arresterede skib er klar til at sejle; men for krav som nævnt i artikel 1 (l) (o), (p) eller (q) kan kun det skib, kravet gælder, arresteres.

(2) Flere skibe anses for at have samme ejer, når alle andele tilhører samme person eller personer.

(3) Et skib skal ikke arresteres og sikkerhed ikke stilles mere end en gang i samme eller en anden kontraherende stat for samme søretskrav fra samme sagsøger; og hvis et skib er blevet arresteret i en sådan stat, eller sikkerhed er stillet for at få arresten ophævet eller for at hindre arrest, skal enhver senere arrest i skibet eller i et andet skib som har samme ejer, efter begæring af samme sagsøger for samme søretskrav, ophæves og skibet frigives af retten eller den kompetente juridiske myndighed i vedkommende stat, medmindre sagsøgeren for nævnte ret eller myndighed fører fyldestgørende bevis for, at sikkerheden var endelig frigivet før den senere arrest blev gjort, eller at der er en anden gyldig grund til at opretholde arresten.

(4) Når i tilfælde af bareboat-befragtning befragteren, men ikke den registrerede reder, er personlig ansvarlig for et søretskrav, som gælder skibet, kan sagsøgeren arrestere dette skib eller et andet skib, som ejes af befragteren, i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention: men intet andet skib, som tilhører den registrerede reder, kan arresteres for sådanne søretskrav.

Bestemmelserne i dette stykke skal også gælde i andre tilfælde, hvor en anden person end den registrerede reder er ansvarlig for et søretskrav i forbindelse med det pågældende skib.

§ 3

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af industriministeren.

Stk. 2. Er anmodning om arrest indgivet til fogedretten før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 3.

Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af Industriministeren.

Stk. 2. Er anmodning om arrest indgivet til fogedretten før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget tilsigter at gøre det muligt for Danmark at tiltræde den i Bruxelles den 10. maj 1952 vedtagne konvention om arrest i søgående skibe, der er medtaget som bilag 1.

EF's domskonvention, konvention af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som tiltrådt af Danmark ved den såkaldte tiltrædelseskonvention, jf. lov nr. 325 af 4. juni 1986 om domskonventionen m.v., indebærer, at reglerne om godsværneting ikke længere kan anvendes ved retsforfølgning i forbindelse med arrest i skib, der er omfattet af domskonventionen. Domskonventionen ville således alvorligt begrænse mulighederne for at opnå jurisdiktion i søretssager, hvor sagen ofte er baseret på godsværneting.

Med nærværende lovforslag bevares dansk værneting ved retsforfølgning i forbindelse med arrest i skib, der er omfattet af domskonventionen.

I forbindelse med forhandlingerne i EF om Danmarks, Irlands og Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands tiltrædelse af domskonventionen blev det overvejet at tilføje konventionen et særligt afsnit om retternes kompetence i søretssager, hvilket dog af hensyn til konventionens overskuelighed blev opgivet. Spørgsmålet fandtes bedst at kunne løses på grundlag af domskonventionens art. 57, hvorefter konventionen ikke berører overenskomster, som de kontraherende stater har tiltrådt eller vil tiltræde, og som på særlige områder fastsætter regler for domstolenes kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Da arrestkonventionen bl.a. indeholder bestemmelser om arrestværneting, ville der med hensyn hertil kunne opnås europæisk retsenhed ved, at alle medlemslandene tiltræder denne konvention.

Spørgsmålet har endvidere betydning efter artikel 54 a i den parallelle konvention til domskonventioner med EFTA-landene, indgået den 16. september 1988, (»Lugano-konventionen«).

Da der for Danmarks og Irlands vedkommende måtte påregnes, at der ville gå nogen tid hermed, blev der for disse stater indført en overgangsordning for kompetence i søretssager støttende sig på reglerne i arrestkonventionen. Denne ordning ophører i hver af disse stater, når konventionen træder i kraft for den pågældende stats vedkommende og senest 3 år efter tiltrædelseskonventionens ikrafttræden for disse staters vedkommende, dvs. den 1. november 1989, jf. justitsministeriets bekendtgørelse nr. 724 af 22. oktober 1986, hvorefter domskonventionen trådte ikraft for Danmarks vedkommende den 1. november 1986. Ved en fælleserklæring afgivet af EF-landenes repræsentanter i Rådet blev der udtrykt ønske om, at de medlemsstater, som er kyststater, og som endnu ikke deltager i arrestkonventionen af 10. maj 1952, ratificerer eller tiltræder denne så hurtigt som muligt.

Danmarks tiltrædelse af arrestkonventionen vil forudsætte særlige lovbestemmelser om arrest i skib.

Arrestkonventionen omhandler ikke arrest i skibsladning. Herom vil derfor fortsat i enhver henseende gælde de almindelige bestemmelser om arrest, og inden for EF vil domstolskompetencen være reguleret af domskonventionen. Herfra er der dog ved tiltrædelseskonventionen gjort en undtagelse for sager om betaling af den bjærgeløn, der forlanges for bjærgning, der er kommet en skibsladning eller fragt til gode, og der herfor er gjort arrest i ladningen. Der vil her, ligesom ved arrest i skib, inden for EF gælde et arrestværneting.

Som følge af at arrestkonventionen bl.a. omhandler forholdet til skibe, hjemmehørende i lande, der ikke har tiltrådt konventionen, vil konventionens værnetingsbestemmelse også være afgørende i sager, der følger af arrest i sådanne skibe.

Der er ikke fundet anledning til ved gennemførelse af konventionens bestemmelser at sondre mellem koventionsskibe og andre skibe og ej heller mellem arrest i danske og fremmede skibe, selv om konventionen åbner mulighed herfor. Sådanne sondringer vil medføre en unødvendig komplicering af lovens administration. Arrestværnetinget vil således i alle tilfælde kunne benyttes efter foretaget arrest i skib.

Arrestkonventionen er begrundet i et ønske om at skabe et vist mål af international retsenhed på et område, hvor nationale regler hidtil havde udvist store forskelligheder. Det har herved været hensigten at sikre visse rettigheder for såvel rederne som for disses kreditorer. Konventionen er fremkommet som et kompromis mellem britisk og fransk (kontinental) ret, hvis regler på dette område repræsenterede yderpunkter. Medens den kontinentale ret gennemgående har tilladt arrest i ethvert rederen tilhørende skib eller andet gods for et hvilket som helst pengekrav, var det britiske system baseret på, at kun det skib, som kravet angik, samt eventuelle andre rederen tilhørende skibe, kunne arresteres. Kompromiset består navnlig deri, at arrest i skib kun kan gøres for en række nærmere angivne krav (søretskravene), samt at ikke blot det skib, som kravet angår, men med visse undtagelser også andre rederen eller skyldneren tilhørende skibe, kan arresteres for kravet.

Konventionen omfatter dog praktisk talt alle krav, for hvilke arrest i skib for tiden bliver foretaget. I forhold til nordisk og kontinental ret, som tillader arrest for alle slags pengekrav, indebærer konventionen dog en begrænsning i den nuværende adgang, idet der ikke kan foretages arrest i henhold til denne lov for krav mod rederen, hvis kravet er skibet uvedkommende.

Når man fra dansk side ikke tidligere har tiltrådt denne konvention, skyldes dette bl.a., at man har fundet, at konventionsteksten indeholder en række uklarheder, også af mere principiel karakter, vedrørende dens anvendelsesområde. Dette spørgsmål har blandt andet været behandlet i en artikel af professor Allan Philip i Nordisk Tidsskrift for International Ret 1977, side 113ff. »Maritime Jurisdiction in the EEC«. Det anføres her, at en gennemførelse af konventionens bestemmelser ikke automatisk medfører, at der vil blive adgang til at gennemføre arrest for krav, som ikke allerede efter gældende national lovgivning giver adgang til arrest. Konventionen omhandler således, hvilke processuelle regler man skal følge, hvis en sag om et udenlandsk krav skal bedømmes efter udenlandsk ret ved en dansk domstol, jf. artikel 6. Det følger derimod ikke af konventionen, at konventionsstaterne nødvendigvis skal ændre deres materielle arrestbestemmelser og udvide arrestmulighederne, jf. artikel 9.

Konventionen indeholder især regler om

1) hvilke krav - søretskrav - som kan være grundlag for arrest,

2) i hvilke skibe, der kan gøres arrest for disse krav, og

3) domstolskompetence for kravets videre behandling.

Herudover indeholder konventionen bestemmelser om medvirken af retslig myndighed, arrestens afværgelse eller ophævelse af sikkerhedsstillelse m.v. Processuelle spørgsmål i forbindelse med arrestens gennemførelse og videre forfølgning overlades - bortset fra reglen om domstolskompetence - til national lovgivning.

Arrest er i konventionens forstand tilbageholdelse af et skib efter retslig beslutning til sikring af et søretskrav. Andre følger for skibet end selve tilbageholdelsen angives ikke. Den gældende regel i dansk ret om, at skyldneren desuden især afskæres fra ved retshandler at råde over det arresterede, omtales ikke i konventionen, men må kunne opretholdes.

Arrest i skibe her i landet foretages kun sjældent i danske skibe, hvilket formentlig har sammenhæng med, at andre danske retsmidler står til kreditorernes rådighed.

Hvis en kreditor derimod ønsker at gennemføre sit krav i Danmark mod et udenlandsk skib, er en arrest ofte hans eneste mulighed. Arrester i fremmede skibe forekommer da også langt hyppigere, typisk i tilfælde, hvor kreditor er dansk, eller hvor kreditor anser anvendelse af danske retsregler for særligt betryggende.

Med hensyn til betingelserne for at foretage arrest, rejser konventionens gennemførelse her i landet visse problemer. Konventionen tillader nemlig, at arrest kan foretages i ting, hvori der ikke ville kunne gøres udlæg for den pågældende fordring. Dette problem opstår som følge af konventionens bestemmelser om adgang til arrest i tilfælde, hvor f.eks. en befragter, men ikke skibets ejer, hæfter personligt for kravet. Udlæg i skibet vil i sådanne tilfælde ifølge gældende dansk ret alene kunne ske, såfremt kravet er sikret ved søpanteret i skibet, jf. sølovens § 244, hvilket må antages at gælde også under en række andre landes retssystemer, medens konventionens regel ifølge dens ordlyd ikke er begrænset hertil. Konventionen åbner med andre ord mulighed for arrest, uanset om kravet ville kunne forfølges ved udlæg i det arresterede skib eller ej.

Som nævnt ovenfor skal konventionen forstås som en begrænsning i adgangen til arrest i skib, uden at de deltagende lande forpligtes til at udnytte de inden for denne begrænsning liggende muligheder. Heroverfor kan det dog nævnes, at konventionens art. 8 og 10 lader formode, at konventionens formål er at sikre ikke blot skibet, men også skibets kreditorer visse rettigheder. Denne ret kan anses som en modydelse til kreditorerne til gengæld for den indførte begrænsning af de krav, der kan føre til arrest i skib.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor langt disse rettigheder går, hvilket atter er et spørgsmål om, i hvilken udstrækning det vil være tilladt at opstille vilkår for adgangen til arrest. Herom siger konventionen intet udtrykkeligt, bortset fra art. 9, der fastslår at ingen af konventionens regler skal kunne fortolkes som givende adgang til nogen beføjelse, som ikke følger af den lovgivning, der i det enkelte tilfælde finder anvendelse. Det er derfor klart, at der i lovgivningen kan opstilles visse betingelser for arrest udover den omstændighed, at man har et søretskrav, som man ønsker at sikre, og at sådanne betingelser kan gå ud over det rent processuelle.

Lovforslaget bygger på den forudsætning, at konventionen ikke begrænser, hvilke betingelser der kan stilles, og derfor ikke udelukker opretholdelse af den betingelse, at der i det skib, som ønskes arresteret, ville kunne gøres udlæg for kravet. I modsat fald ville en arrest kunne virke som en utilladelig pression over for skibets ejer til at afværge arresten ved sikkerhedsstillelse. Man støtter sig her på de ovennævnte betragtninger fremført af professor Allan Philip i »Nordisk Tidsskrift for International Ret«, 1977, side 113 ff.

Hvad angår det nærmere indhold af bestemmelserne om arrest i skib for krav, for hvilke skibets ejer ikke hæfter personligt, henvises til lovudkastets § 287 og bemærkninger hertil.

Lovforslaget er udformet i samarbejde med det af Industriministeriet nedsatte sølovsudvalg.

Lovforslagets gennemførelse vil ikke have statsfinansielle eller administrative konsekvenser.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Til § 285

Bestemmelsen gentager konventionens definition i artikel 1 (1) af søretskrav. Når bodmeri, hvorved forstås et lån, som skipperen ifølge ældre ret kunne optage i nødstilfælde, er medtaget i lovudkastet, uanset at dette begreb ikke mere kendes i dansk ret, skyldes det, at muligheden af, at der kan fremkomme begæring om arrest for sådanne krav støttet på fremmed ret, ikke kan udelukkes.

De krav, der er nævnt i nr. 10, er ikke alle medtaget som søretskrav i konventionen, men støttes på konventionens artikel 2.

Om de under nr. 17 nævnte panterettigheder bemærkes, at konventionen ikke nævner søpant under søretskravene. Dette skyldes, at søpant alene er sikkerhed for et søretskrav. Mange søretskrav er i øvrigt udstyret med søpanteret, jf. sølovens § 244.

Forbud mod et skibs afsejling, der støttes på et af de i § 285 nævnte krav, betragtes som arrest i skib, jf. retsplejelovens § 652.

Arrest i skib omfatter ikke tvangsfuldbyrdelse af dom.

Arrest i skib omfatter ikke arrest, der alene foretages i skibsladning, fragt, containere eller bunkers. Herom gælder retsplejelovens regler.

Til § 286

Bestemmelsen er baseret på konventionens artikel 1 (2) og artikel 2. Arrest i skib i henhold til konventionens regler forudsætter skibets tilstedeværelse og dets fysiske tilbageholdelse. Med hensyn til en arrest uden forbud mod skibets afsejling gælder retsplejelovens almindelige regler om arrest, idet en sådan arrest ikke er omfattet af arrestkonventionen, der ikke kan antages at være til hinder for en sådan arrest. Arrest uden forbud mod skibets afsejling, hvor sikringsakten er registrering i skibsregistret af en fogedkendelse i henhold til retsplejelovens regler, kan derfor ske også for andre krav end de, der er nævnt i denne lovs § 285.

Arresten tjener til sikring af bestående krav, men medfører ikke i sig selv nogen ændring af kravets retsstilling.

Konventionens artikel 2 tilsigter at begrænse antallet af de krav, for hvilke der kan gøres arrest i skib. Alle krav, der er sikret ved søpant, er omfattet af søretskravene, der er opregnet i § 285.

Det siges i konventionens artikel 2, at arrest i skib kan finde sted inden for en kontraherende stats jurisdiktion. Bestemmelsen modificeres af gældende folkeretlige regler, som begrænser adgangen til at arrestere et fremmed skib, der befinder sig i »uskadelig passage« af søterritoriet. Kyststaten må ikke arrestere sådanne skibe til fremme af civilt søgsmål, medmindre det sker for forpligtelser, som skibet har påtaget eller pådraget sig under eller med henblik på dets rejse gennem kyststatens farvand. Dog kan arrest gøres, når skibet ligger stille i søterritoriet eller passerer dette efter at have forladt indre farvand.

Til § 287

Stk. 1 og 2

Lovudkastets § 287, stk. 1 og 2, er en følge af konventionens bestemmelser i artikel 3 (1) og 3 (4) om, i hvilke skibe arrest kan gøres, idet der sondres mellem det skib, kravet angår, og andre skyldneren tilhørende skibe. For de under § 285, nr. 15, 16 og 17, nævnte søretskrav kan arrest alene gøres i det skib, kravet angår.

Når en anden person end skibets ejer hæfter for kravet, kan ifølge stk. 2 arrest også gøres i andre skyldneren tilhørende skibe.

I fremmede statsskibe og skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne herom i lov nr. 198 af 16. maj 1950 om fremmede statsskibe m.v., jf. retsplejelovens § 628, stk. 2.

Det er ikke fundet nødvendigt i lovteksten at gentage konventionens bestemmelse om, at arrest kan foretages, selvom skibet er sejlfærdigt.

Stk. 3

Bestemmelsen er baseret på konventionens artikel 3 (2). Ved en »person« i stk. 3, forstås i medfør af konventionens artikel 1 (3) enkeltpersoner, selskaber, stater og disses administrationsgrene. Der vil derfor i de fleste tilfælde ikke være tvivl om, hvorvidt skibe ejes af den eller de samme personer. Skibe, der ejes af de samme personer som partredere, må anses at have samme ejer uanset eventuelle forskelle i skibsparternes størrelse og fordeling.

Stk. 4

Uanset at konventionen i artikel 3 (4) giver mulighed for, at arrest kan gøres selv i tilfælde, hvor skibets ejer ikke hæfter personligt for det pågældende krav, har man i stk. 4 fastholdt det i dansk ret hidtil gældende vilkår, at arrest ikke kan foretages i ting, hvori der ikke ville kunne gøres udlæg for den pågældende fordring. Arrest her i landet, uden at skibets ejer hæfter personligt for kravet, vil herefter alene kunne finde sted, såfremt kravet er sikret ved søpanteret. Dette vil gælde, uanset om fordringshaveren måtte være hjemmehørende i et land, som har gennemført arrestkonventionen uden et tilsvarende forbehold.

Stk. 5

Bestemmelsen i stk. 5, der er en følge af konventionens artikel 3 (3), gælder uden hensyn til, om skibet tidligere er blevet arresteret her i landet eller i udlandet, og uanset, om vedkommende land er tilsluttet konventionen. Der kan heller ikke opnås arrest i andre skyldneren tilhørende skibe (søsterskibe).

Der kan være »særlig grund« til at tillade ny arrest, hvor den sikkerhed, som det arresterede skib yder, er utilstrækkelig, eller hvor sikkerhedsstillelsen for at afværge arrest har vist sig at være utilstrækkelig på grund af forhold, der var ukendte på tidspunktet for dens fastsættelse eller på grund af senere begivenheder, f.eks. kautionistens konkurs.

Til § 288

Stk. 1

Med hensyn til størrelsen af sikkerhedsstillelsen har der ikke udviklet sig en fast praksis herfor og bestemmelsen tilsigter en ensartet praksis.

Bestemmelsen svarer til retsplejelovens § 629, stk. 1, dog således at det er angivet, at et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet i reglen må findes at kunne tages som udgangspunkt ved afgørelse af sikkerhedens størrelse. Det må formodes i almindelighed at indebære en reduktion af størrelsen af den sikkerhed, der hidtil har været krævet. Ved hyretab menes det tidstab, som skibet vil have, hvis det bliver forsinket. Er der usikkerhed om skibets omtrentlige tidstab, kan rekvirenten sandsynliggøre dette ved hjælp af en erklæring fra en skibsmægler eller lignende om den daglige hyre, som skibet må antages at optjene, hvis det var tidsbortfragtet.

Fogedretten kan fastsætte sikkerheden til et højere beløb end svarende til 5 dages hyretab i tilfælde, hvor skyldneren kan sandsynliggøre, at tabet er væsentligt større.

Stk. 2

Ifølge retsplejelovens § 629, stk. 1, kan fogedens bestemmelse om sikkerhedsstillelsens størrelse ikke ændres, efter at arresten er foretaget. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 fraviger dette princip for arrest i skib og giver fogedretterne hjemmel til at kræve sikkerhedsstillelsen forhøjet efter arrest er foretaget, hvis det viser sig påkrævet. Dette vil navnlig kunne forekomme, hvor skibet tilbageholdes i længere tid end forventet. Stiller arrestrekvirenten ikke den forhøjede sikkerhed, bortfalder arresten.

Til § 289

Bestemmelsen er en følge af konventionens artikel 5. Foruden retsplejelovens almindelige regler om sikkerhedsstillelse gælder der i henhold til sølovens §§ 240, 241, 241 a og 272, særlige regler om afværgelse eller ophævelse af arrest for krav, for hvilke ansvaret er begrænset.

Det bestemmes i artikel 5 i konventionen, at en begæring om afværgelse eller ophævelse af arrest i skib ikke skal kunne fortolkes som anerkendelse af ansvar eller som frafald af ejerens lovbestemte ansvarsbegrænsning. Da dette kan betragtes som en selvfølgelighed, er bestemmelsen ikke optaget i lovteksten.

Den sikkerhed, som kan stilles til afværgelse eller ophævelse af arrest, må, i overensstemmelse med, hvad der i øvrigt gælder i dansk ret, være tilstrækkelig til at dække kravet med renter og omkostninger og ikke blot skibets værdi i tilfælde af, at denne er mindre.

Til § 290

Her tænkes specielt på alle øvrige spørgsmål om arrestens retsvirkninger og om skyldnerens ansvar for skade forvoldt ved arrest i skib eller for omkostninger i forbindelse med sikkerhed, som er stillet for at hindre arrest eller for at få arresten ophævet, herunder spørgsmål om skyldnerens sikkerhedsstillelse for dette krav. Det samme gælder alle processuelle spørgsmål, som arresten ellers giver anledning til. Forfølgning af arrest i skib og af det eller de krav, arresten angår, sker i overensstemmelse med bestemmelserne om værneting og arrest i retsplejeloven. Reglerne bliver med de fornødne lempelser at anvende, når arrest i skib er afværget ved sikkerhedsstillelse.

Til § 2

Til nr. 1

Efter arrestkonventionens artikel 7 skal domstolene i det land, hvor arresten er gjort, have myndighed til at pådømme det krav, arresten gælder, hvis domstolene har en sådan stedlig kompetence efter den nationale lovgivning eller i en række i konventionen opregnede tilfælde. Denne alternative mulighed er indføjet i konventionen af hensyn til de lande, der ikke i deres lovgivning har bestemmelser om arrestværneting, som vil kunne finde anvendelse i internationale forhold i mangel af andet værneting.

Frem for at anvende konventionens udfyldende værnetingsregler foreslås indført en almindelig bestemmelse om arrestværneting i retsplejelovens kapitel 22 om domstolenes stedlige kompetence. Bestemmelsen vil efter sin formulering kunne anvendes i alle sager vedrørende forfølgning af arrest i skib og af den fordring, arresten angår. Den vil således også kunne anvendes vedrørende arrest i skib, hvis flagstat ikke er tilsluttet arrestkonventionen.

Til nr. 2

Det er med denne bestemmelse præciseret, at arrestværnetinget i § 246 a kan anvendes i sager om stadfæstelse af arrest i skib m.v. i overensstemmelse med arrestkonventionen, jf. sølovens kapitel 12 a, selv om bestemmelsens anvendelse måtte indebære en fravigelse af EF-domskonventionens almindelige værnetingsregler. En sådan fravigelse er hjemlet ved EF-domskonventionens artikel 57, sammenholdt med arrestkonventionens artikel 7.

Til nr. 3

Det findes hensigtsmæssigt, at retsplejelovens almindelige bestemmelser om arrest indeholder en henvisning til særreglerne i sølovens kapitel 12 a.

Det vil fortsat være muligt at foretage arrest uden forbud mod skibets afsejling efter retsplejelovens regler. En sådan arrest er ikke omfattet af arrestkonventionen. For at opnå beskyttelse mod godtroende aftaleerhververe samt kreditorer vedrørende et i Danmark registreret skib vil det være fornødent at lade arresten registrere i skibsregistret. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, ad § 286.

§ 3

Stk. 1. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af industriministeren.

Stk. 2. Er anmodning om arrest indgivet til fogedretten før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Ændringsforslaget

Af industriministeren

Til titlen

1) Titlen affattes således

»Forslag til lov om ændring af søloven og retsplejeloven

(Arrest i skib)»

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er en præcisering af, at lovforslaget, ud over en ændring af søloven, indebærer nogle konsekvensændringer af retsplejeloven.

Artikel 4

Et skib kan kun arresteres efter afgørelse af en domstol eller anden kompetent juridisk myndighed i den kontraherende stat, hvor arresten er begæret.

Artikel 5

Den domstol eller kompetente juridiske myndighed, inden for hvis jurisdiktion et skib arresteres, skal ophæve arresten, hvis tilstrækkelig sikkerhed stilles, med undtagelse af tilfælde, hvor et skib er arresteret for et søretskrav som nævnt i artikel 1 (l) (o) eller (p). I sådanne tilfælde kan retten eller vedkommende myndighed tillade den person, som har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med at bruge skibet mod tilstrækkelig sikkerhed, eller den kan træffe anden bestemmelse med hensyn til brugen af skibet i den tid arresten varer.

I mangel af overenskomst mellem parterne om sikkerhedens tilstrækkelighed, kan retten eller vedkommende myndighed bestemme dens art og størrelse.

En begæring om ophævelse af arresten skal ikke fortolkes som en anerkendelse af ansvar eller som frafald af rederens lovbestemte ansvarsbegrænsning.

Artikel 6

Alle spørgsmål om sagsøgerens eventuelle ansvar for skade forvoldt ved arrest i et skib eller for omkostningerne ved sikkerhed, som er stillet for at få arresten ophævet eller for at hindre arrest, skal afgøres efter lovgivningen i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller begæret.

De processuelle regler om arrest i skibe, om fremgangsmåden for at få arrestbeslutning efter artikel 4 og alle processuelle spørgsmål, som arresten ellers giver anledning til, afgøres efter loven i den kontraherende stat, hvor arresten er gjort eller begæret.

Artikel 7

(1) Domstolene i det land, hvor arresten er gjort, skal have myndighed til at pådømme det krav arresten gælder, hvis de har en sådan juridisk myndighed i henhold til landets lovgivning, eller i følgende tilfælde

(a) hvis sagsøgeren har sin faste bopæl eller har sit hovedkontor i det land, hvor arresten er gjort;

(b)hvis kravet er opstået i det land, hvor arresten er gjort;

(c)hvis kravet gælder den rejse under hvilken arresten er gjort;

(d)hvis kravet er opstået på grund af et sammenstød eller under omstændigheder som nævnt i artikel 10 i den internationale konvention om ensartede regler om sammenstød mellem skibe, undertegnet i Bruxelles den 23. september 1910;

(e)hvis kravet gælder bjærgning;

(f)hvis kravet gælder et hypotekslån eller pantelån i det arresterede skib.

(2) Hvis den domstol, inden for hvis jurisdiktion skibet er arresteret, ikke har myndighed til at pådømme kravet, og sikkerhed stilles efter artikel 5 for at få arresten ophævet, skal det udtrykkelig bestemmes, at denne sikkerhed skal gælde for opfyldelsen af enhver dom, som senere måtte blive afsagt af en kompetent domstol: og retten eller den kompetente juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, skal fastsætte en frist, inden for hvilken sagsøgeren skal anlægge sag ved en kompetent domstol.

(3) Hvis parterne er blevet enige om at lade tvisten pådømme af en anden domstol end den, inden for hvis jurisdiktion arresten er gjort, eller af en voldgiftsret, skal retten eller den kompetente juridiske myndighed i det land, hvor arresten er gjort, fastsætte en frist, inden for hvilken sagsøgeren skal anlægge sagen.

(4) Hvis sagen i tilfælde som anført i de to foregående stykker ikke bliver anlagt inden den fastsatte frist, kan sagsøgte kræve arresten i skibet ophævet eller sikkerheden frigivet.

(5) Denne artikel skal ikke gælde for sager, som omfattes af bestemmelserne i den reviderede Rhinfartkonvention af 17. oktober 1868.

Artikel 8

(1) Bestemmelserne i denne konvention skal gælde ethvert fartøj, som fører en kontraherende stats flag inden for en anden kontraherende stats jurisdiktion.

(2) Et skib, som fører en ikke-kontraherende stats flag, kan arresteres i en kontraherende stat for søretskrav som nævnt i artikel 1 eller for andre krav, som efter den kontraherende stats lovgivning kan sikres ved arrest.

(3) Enhver kontraherende stat har dog ret til helt eller delvis at udelukke, at konventionen finder anvendelse til fordel for ikke-kontraherende stater eller personer, som ikke på arrestdagen har fast bopæl eller har hovedkontor i en kontraherende stat.

(4) Denne konvention medfører ingen ændring i de retsregler, som gælder i de kontraherende stater om arrest i skibe i den stat, hvis flag det fører, når sagsøgeren har fast bopæl eller har sit hovedkontor i denne stat.

(5) Når en anden end den oprindelige sagsøger gør et søretskrav gældende enten på grund af indtræden, overdragelse eller med anden hjemmel, skal denne tredje part ved anvendelsen af denne konvention anses for at have samme bopæl eller hovedkontor som den oprindelige sagsøger.

Artikel 9

Denne konvention giver ikke grundlag for noget krav, som ikke, uafhængig ef dens bestemmelser, ville være hjemlet i den lovgivning, der anvendes af den domstol, som har sagen, og heller ikke for nogen søpanteret, som ikke er hjemlet i henhold til nævnte lovgivning eller i henhold til konventionen om panterettigheder i skibe, hvis den finder anvendelse.

Artikel 10

De høje kontraherende parter kan ved undertegnelsen, ved deponeringen af deres ratifikation eller ved tiltrædelsen forbeholde sig

(a) ret til ikke at anvende konventionen på arrest i skibe for krav som nævnt i artikel 1 (1) (o) og (p), men på disse krav anvende deres nationale lovgivning;

(b)ret til ikke at anvende første stykke i artikel 3 på arrest i skibe inden for deres jurisdiktion for krav som nævnt i artikel 1 (1) (q).

Artikel 11

De høje kontraherende parter forpligter sig til at henvise til voldgift enhver tvist mellem staterne om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, men uden at dette berører de forpligtelser, som de måtte have påtaget sig ved at vedtage, at tvistigheder mellem dem skal indbringes for den Internationale Domstol.

Artikel 12

Denne konvention er åben for undertegnelse af de stater, som har været repræsenteret på den niende diplomatiske søretskonference. Det belgiske udenrigsministerium skal udfærdige undertegnelsesprotokollen.

Artikel 13

Denne konvention skal ratificeres og ratifikationsdokumenterne deponeres i det belgiske udenrigsministerium, som skal give alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om deponeringen af dokumenterne.

Artikel 14

(a) Denne konvention træder i kraft mellem de to stater, som først ratificerer den, seks måneder efter den dag, hvor det andet ratifikationsdokument bliver deponeret.

(b)For enhver undertegnende stat, som ratificerer konventionen efter deponeringen af det andet ratifikationsdokument, træder denne konvention i kraft seks måneder efter deponeringen af dennes eget ratifikationsdokument.

Artikel 15

Stater, som ikke har været repræsenteret på den niende diplomatiske søretskonference, kan tiltræde konventionen.

Tiltrædelsen meddeles det belgiske udenrigsministerium, som ad diplomatisk vej underretter alle stater som har undertegnet eller tiltrådt konventionen.

For en tiltrædende stat træder konventionen i kraft seks måneder efter den dag, hvor meddelelsen modtages, dog ikke før konventionen er trådt i kraft i henhold til artikel 14 (a).

Artikel 16

Enhver af de høje kontraherende parter kan efter udløbet af en periode på tre år fra konventionens ikrafttræden i forhold til denne part kræve en konference indkaldt for at behandle forslag til ændringer.

Enhver af de høje kontraherende parter, som vil gøre brug af denne ret, skal henvende sig til den belgiske regering, som skal indkalde til konferencen inden seks måneder.

Artikel 17

Enhver af de høje kontraherende parter har ret til at opsige konventionen når som helst, efter at den er trådt i kraft for denne part. Opsigelsen får virkning et år efter den dag, hvor meddelelse om opsigelsen er modtaget af den belgiske regering, som skal give de andre høje kontraherende parter underretning herom ad diplomatisk vej.

Artikel 18

(a) Enhver af de høje kontraherende parter kan, når den ratificerer eller tiltræder konventionen eller senere, skriftligt meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal udvides til at omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager. For sådanne territorier skal konventionen træde i kraft seks måneder efter den dag, hvor det belgiske udenrigsministerium har modtaget meddelelsen, dog ikke før den er trådt i kraft for vedkommende høje kontraherende part.

(b)Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en erklæring som nævnt under (a) om konventionens udvidelse til at omfatte territorier, hvis internationale interesser den varetager, kan når som helst meddele det belgiske udenrigsministerium, at konventionen skal ophøre at gælde for det pågældende territorium. Denne opsigelse får virkning et år efter den dag, hvor opsigelsen modtages af det belgiske udenrigsministerium.

(c)Det belgiske udenrigsministerium giver alle stater, som har undertegnet eller tiltrådt konventionen, underretning om enhver opsigelse, det har modtaget i henhold til denne artikel.

Efter 2. behandling den 14. februar 1989

§ 285. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende årsager

1) skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde,

2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,

3) bjærgning,

4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib,

5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et skib,

6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,

7) almindeligt havari,

8) bodmeri,

9) bugsering,

10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,

11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,

12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning,

13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,

14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller af agenter for skibets eller ejerens regning,

15) tvist om ejendomsretten til et skib,

16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet eller

17) panterettigheder i skib.

§ 285. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende årsager

1) skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde,

2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,

3) bjærgning,

4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib,

5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et skib,

6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,

7) almindeligt havari,

8) bodmeri,

9) bugsering,

10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,

11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,

12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning,

13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,

14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller af agenter for skibets eller ejerens regning,

15) tvist om ejendomsretten til et skib,

16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet, eller

17) panterettigheder i skib.

§ 285. Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende årsager

1) skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde,

2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,

3) bjærgning,

4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib,

5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et skib,

6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,

7) almindeligt havari,

8) bodmeri,

9) bugsering,

10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,

11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,

12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning,

13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,

14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller af agenter for skibets eller ejerens regning,

15) tvist om ejendomsretten til et skib,

16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet eller

17) panterettigheder i skib.

§ 286. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.

Stk. 2. Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.

§ 286. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.

Stk. 2. Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.

§ 286. Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.

Stk. 2. Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.

§ 287. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår. Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.

Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.

Stk. 3. Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller de samme personer.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.

Stk. 5. En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør, at sikkerheden var endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret, eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.

§ 287. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår. Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.

Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.

Stk. 3. Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller de samme personer.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.

Stk. 5. En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør, at sikkerheden var endelig frigivet, før den senere arrest blev begæret, eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.

§ 287. Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår. Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.

Stk. 2. Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er nævnt i § 285, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.

Stk. 3. Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller de samme personer.

Stk. 4. Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.

Stk. 5. En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør, at sikkerheden var endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret, eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.

§ 288. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, dog som udgangspunkt ikke ud over et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet.

Stk. 2. Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.

§ 288. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, dog som udgangspunkt ikke udover et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet.

Stk. 2. Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.

§ 288. Inden arrestforretning påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, dog som udgangspunkt ikke ud over et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet.

Stk. 2. Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.

§ 289. Arrest, der støttes på de i § 285, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan afværges, og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Ved arrest, der støttes på de i § 285, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.

§ 289. Arrest, der støttes på de i § 285, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan afværges og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Ved arrest, der støttes på de i § 285, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.

§ 289. Arrest, der støttes på de i § 285, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan afværges, og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Ved arrest, der støttes på de i § 285, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.

§ 290. Bestemmelserne om arrest i lov om rettens pleje finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

§ 290. Bestemmelserne om arrest i lov om rettens pleje finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

§ 290. Bestemmelserne om arrest i lov om rettens pleje finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

Ingen

Nr LSF 138

Forslag til Lov om ændring af søloven og retsplejeloven (Arrest i skib)

Fremsat af industriministeren (Henning Dyremose fg.)

den 14. december 1988

Vedtaget ved tredjebehandling den 16. februar 1989

Lov nr. 159 af 15/03/1989