DK
1988 LSF 89 FORSLAG TIL LOV OM NATURFORVALTNING
Table of Provisions (63)
Statutory Text (63 Articles)
Kapitel 1
Lovens formål
Kapitel 1
Lovens formål
Kapitel 1
Lovens formål
§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for
1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,
2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og dyreliv,
3) at forøge skovarealet og
4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.
§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for
1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,
2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og dyreliv,
3) at forøge skovarealet og
4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.
§ 1. Lovens formål er at fremme bestræbelserne for
1) at bevare og pleje landskabelige og kulturhistoriske værdier,
2) at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og dyreliv,
3) at forøge skovarealet og
4) at forbedre mulighederne for befolkningens friluftsliv.
Kapitel 2
Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.
Kapitel 2
Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.
Kapitel 2
Ejendomserhvervelser, lån, tilskud m.v.
§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige finanslove en beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan
1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder tilplantning,
2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og
3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v. samt private ejendomsejere til bevaring, pleje og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for friluftslivet.
Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen af stk. 1.
§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige finanslove en beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan
1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder tilplantning,
2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og
3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v. samt private ejendomsejere til bevaring, pleje og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for friluftslivet.
Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen af stk. 1.
§ 2, stk. 2, giver miljøministeren hjemmel til at afhænde fast ejendom. Der vil typisk være tale om at afhænde de dele af en ejendom - f.eks. landbrugsarealer - som er erhvervet i forbindelse med en samlet handel, men som ikke er nødvendige til opfyldelse af lovens formål. Salget vil ske i overensstemmelse med proceduren foreskrevet i landbrugsloven, og med jordlovsmyndighedernes medvirken. Salg af andre arealtyper vil ske under forudsætning af, at der ikke derved sker en tilsidesættelse af de hensyn, som loven tilsigter at varetage, jf. afsnit 7 ovenfor.
§ 2, stk. 3, bestemmer, at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for brugen af lovens virkemidler, nævnt i stk. 1.
Til § 3
Som hidtil forudsættes det (jfr. § 3, stk. 1), at finansministeren for de lån, der ydes, fastsætter de »tekniske« vilkår, dvs. bestemmer forrentning og løbetid.
Stk. 2. bestemmer, at indtægter, der fremkommer ved salg af (dele af) erhvervede ejendomme, også tillægges årets bevilling.
Med henblik på varetagelse af de hensyn, der rummes i de tidligere fremsatte forslag om dannelse af en natur- eller friluftsfond, bestemmes det i stk. 3, at ministeren kan modtage gaver, som kan anvendes til lovens formål. Herved sker der i øvrigt en forenkling i forhold til i dag, hvor miljøministeren skal opnå Finansudvalgets tilslutning til modtagelse af sådanne gaver.
Til §§ 4, 5 og 6
Forkøbsretinstituttet (§ 4) er kendt fra lov 230. I lovforslaget er der sket en udvidelse, derved at der også hjemles mulighed for umiddelbart at pålægge forkøbsret på (og i medfør af § 7 ekspropriere) landbrugsejendomme. Som hidtil forudsættes landbrugsjord frasolgt efter reglerne i landbrugsloven, i de tilfælde hvor sådanne arealer har måttet erhverves som led i en samlet handel, men hvor jorderne ikke er nødvendige til realiseringen af et projekt inden for lovens formål.
Endvidere er kravet i lov 230's § 4, stk. 3, om »en iværksat planlægning« som grundlag for pålæggelse af »forkøbsret iøvrigt« frafaldet. Dette skyldes, at arten af de ejendomme/arealer, der ønskes erhvervet, er så varierende, at der ikke kan stilles entydige krav til den bagvedliggende planlægning. I nogle tilfælde, f.eks. ved skovtilplantning, er der tale om, at de vil være medtaget i regionplanlægningen. I andre tilfælde, f.eks. ved etablering af et støttepunkt for friluftslivet, kan erhvervelsen være baseret på en lokalplan. I atter andre tilfælde, bl.a. i forbindelse med realiseringen af naturgenopretningsprojekter, kan der - jf. marginaljordsredegørelsen og bemærkningerne ovenfor - ikke siges noget entydigt om det planlægningsgrundlag, som måtte være nødvendigt og tilstrækkeligt for pålæggelse af forkøbsret.
Det må dog forudsættes, at hvor der pålægges forkøbsret med henblik på større opkøb eller opkøb af flere ejendomme til bestemte formål, skal dette ske i overensstemmelse med den gældende planlægning for området.
I lovforslaget er lov 230's krav i forbindelse med »pålæggelse af forkøbsret iøvrigt« om en ejendoms/et areals »særlige egnethed« derimod udvidet til at gælde pålæggelse af forkøbsret generelt.
§ 2. Til opfyldelse af lovens formål fastsættes på de årlige finanslove en beløbsramme, inden for hvilken miljøministeren kan
1) erhverve fast ejendom og afholde udgifter til driften, herunder tilplantning,
2) yde lån til amtskommuner, kommuner eller almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v. til erhvervelse af fast ejendom og
3) yde lån og tilskud til amtskommuner, kommuner, almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner m.v. samt private ejendomsejere til bevaring, pleje og genopretning af naturområder og til forbedring af mulighederne for friluftslivet.
Stk. 2. Miljøministeren kan sælge fast ejendom.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler for administrationen af stk. 1.
Kapitel 3
Forkøbsret
Kapitel 3
Forkøbsret
Kapitel 3
Forkøbsret
§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, stk. 1.
Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.
Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren modtage gaver til opfyldelse af lovens formål.
§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, stk. 1.
Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.
Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren modtage gaver til opfyldelse af lovens formål.
§ 3. Finansministeren fastsætter vilkårene for lån i henhold til § 2, stk. 1.
Stk. 2. Provenuet ved salg af fast ejendom tillægges årets bevilling.
Stk. 3. Miljøministeren kan efter forhandling med finansministeren modtage gaver til opfyldelse af lovens formål.
Kapitel 4
Ekspropriation
Kapitel 4
Ekspropriation
Kapitel 4
Ekspropriation
§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller sommerhusområde, der er særlig egnede til opfyldelse af lovens formål, pålægges forkøbsret for staten.
Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om forkøbsretten, der tinglyses på ejendommen.
Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.
§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller sommerhusområde, der er særligt egnede til opfyldelse af lovens formål, pålægges forkøbsret for staten.
Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om forkøbsretten, der tinglyses på ejendommen.
Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.
§ 4. Miljøministeren kan bestemme, at ejendomme i landzone eller sommerhusområde, der er særlig egnede til opfyldelse af lovens formål, pålægges forkøbsret for staten.
Stk. 2. Ejeren af den pågældende ejendom underrettes om forkøbsretten, der tinglyses på ejendommen.
Stk. 3. Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder og køberettigheder, der er tinglyst før datoen for lovforslagets fremsættelse, men går i øvrigt forud for andre rettigheder over ejendommen, uanset hvornår de er stiftet.
Kapitel 5
Rådgivende udvalg
Kapitel 5
Rådgivende udvalg
Kapitel 5
Rådgivende udvalg
§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller dele af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,
1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen til andre formål end denne lovs,
2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller
3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i dennes sidelinie så nær som søskende eller deres børn.
§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller dele af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse
1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen til andre formål end denne lovs,
2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller
3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i dennes sidelinie så nær som søskende eller deres børn.
§ 5. Forkøbsretten gælder ved enhver erhvervelse af ejendommen eller dele af ejendommen. Forkøbsretten kommer dog ikke til anvendelse,
1) når staten, en amtskommune eller en kommune erhverver ejendommen til andre formål end denne lovs,
2) når ejendommen erhverves af en person ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved deling af fælles bo, eller
3) når erhververen er den hidtidige ejers ægtefælle eller er beslægtet eller besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linie eller i dennes sidelinie så nær som søskende eller deres børn.
Kapitel 6
Myndigheder, erstatning m.v.
Kapitel 6
Myndigheder, erstatning m.v.
Kapitel 6
Myndigheder, erstatning m.v.
§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende anvendelse, når der er pålagt forkøbsret efter § 4, idet miljøministeren træder i stedet for landbrugsministeren.
Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog til 8 uger i sager i medfør af denne lov.
§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende anvendelse, når der er pålagt forkøbsret efter § 4, idet miljøministeren træder i stedet for landbrugsministeren.
Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog til 8 uger i sager i medfør af denne lov.
§ 6 angiver med henvisning til bestemmelserne herom i udlånsloven den procedure, der skal følges, når en ejendom med pålagt forkøbsret agtes handlet.
Det er dog fundet nødvendigt, at der indrømmes miljøministeren en 8 uger frist, til afgørelse af hvorvidt forkøbsretten kan/skal gøres gældende (§ 6, stk. 2), bl.a. fordi Statsskattedirektoratet skal udtale sig, før handelen kan gennemføres. Det vil dog blive vurderet, om denne frist vil kunne forkortes.
Til § 7
Lovforslagets ekspropriationsadgang svarer i sin udformning til lov 230's. Som nævnt har den aldrig været brugt.
Siden vedtagelsen af lov 230 er planlægningssystemet væsentligt udbygget. Hvilket planlægningsgrundlag, der må være til stede som basis for ekspropriation vil afhænge af den påtænkte erhvervelses omfang og karakter. Ekspropriationsgrundlaget kan f.eks. være en lokalplan. Det vil imidlertid ofte være tilstrækkeligt, at det i region-, frednings- eller kommuneplanlægningen er bestemt, at naturbevaring, -genopretning eller friluftsaktiviteter kan finde sted på arealet. Endvidere kan en af det rådgivende udvalg tiltrådt opkøbsplan eller plan for naturbevaring eller -genopretning danne grundlag for ekspropriation.
Det forventes, at ekspropriationsadgangen nødvendigvis må benyttes i større omfang i fremtiden, f.eks. med henblik på at sikre muligheden for gennemførelse af større naturgenopretningsprojekter samt i visse tilfælde muligheden for at etablere anlæg for friluftslivet. Dette gælder specielt i de situationer, hvor det på grund af modstand fra en enkelt eller få grundejere ikke er muligt at gennemføre et samlet projekt.
Til § 8
Miljøministeriet har ved administrationen af lov 230 støttet sig på rådgivning fra det såkaldte Erhvervelsesudvalg.
I lovforslaget bestemmes, at miljøministeren rådgives af et udvalg, hvis medlemskreds forudsættes at blive udvidet i forhold til det nuværende Erhvervelsesudvalgs. Således tilbydes Kommunernes Landsforening, Naturfredningsrådet, Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne og Jagtorganisationernes Fællesudvalg sæde i udvalget, jf. § 8, stk. 2. Det forudsættes, at Miljøministeriet varetager formandskabet.
Hvis ministeren skønner det hensigtsmæssigt, kan der udskilles underudvalg til behandling af specielle typer af sager.
Det er hensigten, at udvalget kun rådspørges i sager om større ejendomserhvervelser, om større naturbevarings- og genopretningsprojektforslag, om opkøbsplanforslag samt i sager om forkøbsret og ekspropriation. Herudover rådgiver udvalget miljøministeren om den tilsigtede overordnede fordeling af årets bevilling på lovens forskellige delformål.Fordelingen kan dog justeres i årets løb i takt med ændringer i de forudsatte bevillingsbehov.
Som anført i § 8, stk. 1, er udvalget rådgivende. Der vil næppe i alle sager kunne opnås en enstemmig tilslutning fra udvalget. Tidligere blev sådanne sager oftest forelagt Finansudvalget. Denne praksis vil blive videreført for så vidt angår store eller principielle sager.
§ 6. Reglerne i §§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m. finder tilsvarende anvendelse, når der er pålagt forkøbsret efter § 4, idet miljøministeren træder i stedet for landbrugsministeren.
Stk. 2. Fristen for at gøre forkøbsretten gældende fastsættes dog til 8 uger i sager i medfør af denne lov.
Kapitel 7
Ikrafttræden m.v.
Kapitel 7
Ikrafttræden m.v.
Kapitel 7
Ikrafttræden m.v.
§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan pålægges forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål.
§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan pålægges forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål.
§ 7. Miljøministeren kan ekspropriere en ejendom, hvis der kan pålægges forkøbsret i medfør af § 4, når det er af væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål.
§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som efter loven er rådgivende for ministeren i sager af større betydning.
Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet, Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne, Jagtorganisationernes Fællesudvalg, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening og Danmarks Sportsfiskerforbund udpeger hver et medlem af udvalget. Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere et antal medlemmer fra Miljøministeriet.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.
§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som er rådgivende for ministeren i sager af større betydning efter loven.
Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet, Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne og Jagtorganisationernes Fællesudvalg udpeger hver et medlem af udvalget. Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere et antal medlemmer fra Miljøministeriet.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.
§ 8, stk. 3, bestemmer, at miljøministeren fastsætter en forretningsorden for det rådgivende udvalg, f.eks. med henblik på nærmere at afgrænse arten og størrelsen af de sager, som ikke skal behandles af udvalget.
Til § 9
Paragraffen giver miljøministeren en generel adgang til - i forbindelse med delegation af kompetencen til en af ministeriets styrelser (Skov- og Naturstyrelsen) - at bestemme, at afgørelser truffet af styrelsen er endelige.
Til § 10
Som nævnt anses det at være hensigtsmæssigt, at de skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig færdsel på en ejendom, kan erstattes med hjemmel i loven. § 10 giver ministeren denne mulighed, samtidig med at der gives mulighed for at fastsætte nærmere regler for dækningens omfang. Den eksisterende ordning for de private skove har aldrig medført krav om dækning af store skader, mens der til dækning af mindre skader årligt medgår et beløb af størrelsesordenen 300.000 kr.
Den her foreslåede ordning forventes at kunne dækkes inden for en beløbsramme på 200.000 kr. årligt.
Til §§ 11 og 12
Loven træder i kraft den 1. januar 1989 (§ 11, stk. 1). Den gælder ikke for Færøerne og Grønland (§ 12).
Da lovforslaget rummer de samme muligheder som lov 230, forudsættes denne lov ophævet, jf. § 11, stk. 2.
Efter 2. behandling den 27. april 1989
§ 8. Miljøministeren nedsætter et udvalg, som er rådgivende for ministeren i sager af større betydning efter loven.
Stk. 2. Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet, Fortidsminderådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Tolvmandsforeningerne, Jagtorganisationernes Fællesudvalg, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Skovforening og Danmarks Sportsfiskerforbund udpeger hver et medlem af udvalget. Miljøministeren udpeger udvalgets formand og yderligere et antal medlemmer fra Miljøministeriet.
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter en forretningsorden for udvalget.
§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.
§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.
§ 9. Overlader miljøministeren sine beføjelser til at træffe afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter loven til en institution under ministeriet, kan ministeren fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for ministeren.
§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for de skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig adgang til en privat ejendom.
§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for de skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig adgang til en privat ejendom.
§ 10. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om erstatning for de skader, der måtte opstå som følge af en aftalt offentlig adgang til en privat ejendom.
§ 11. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål.
§ 11. Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål.
§ 11. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål.
§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Det foreliggende lovforslag skal - sammen med de samtidigt fremsatte forslag til skovlov, og lov om ændring af regionplanlovene (planlægning af skovrejsningsområder), samt lov om ændring af lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget (forbedringsloven) som fremsat den 26. oktober 1988, en kommende ændring af skovstøtteloven og lov om tilskud til konsulentvirksomhed inden for skovbruget - ses i sammenhæng med regeringens strategi for de marginale jorder og den skovpolitiske redegørelse, jf. nedenfor.
Lovforslaget er i princippet en genfremsættelse af det lovforslag L 214 (Folketingstidende 1987/88), der fremsattes 18. februar 1988. Forslaget kom til 1. behandling 2. marts 1988 (Folketingstidende 1987/88, spalte 7834 ff). Ved samme lejlighed fremsattes forslag til ændring af naturfredningsloven, som ikke genfremsættes nu, idet regeringen har besluttet at underkaste naturfredningsloven en generel revision. Sigtet vil være en modernisering og forenkling, der skal sikre indførelsen af nye principper for en fremtidig naturbeskyttelse og naturforvaltning, byggende på de tankegange, der bl.a. ligger til grund for marginaljordsstrategien, den skovpolitiske redegørelse, forslaget til lov om støtte til forbedering af strukturen og efektiviteten i jordbruget samt Brundtlandkommissionens rapport fra 1987 om miljø og udvikling »Vor fælles fremtid«.
Det foreliggende lovforslag indeholder de første elementer i en sådan moderne naturforvaltning.
Lovforslaget afløser lov 230 af 7. juni 1972 om erhvervelse af fast ejendom til fritidsformål, hvis sigte - erhvervelser til fritidsformål - var mere begrænset. Det foreliggende lovforslag rummer også instrumenter til at sikre naturressourcer uden forudsætningen om en permanent statslig ejendomsbesiddelse.
I det foreliggende forslag er der i forhold til forslag L 214 foretaget en rettelse i lovteksten. Således foreslås Fortidsminderådet og Jagtorganisationernes Fællesudvalg som medlemmer af Det rådgivende udvalg, jf. forslagets § 8.
Herudover er beskrivelsen af lovforslagets økonomisk-administrative konsekvenser ændret i overensstemmelse med de ændrede forudsætninger, som følger af bl.a. miljøministerens investeringsplan på miljøområdet.
Bemærkningerne om forholdet til ordninger under Landbrugsministeriet er ajourført i overensstemmelse med den senere udvikling inden for området.
Endelig er bemærkningerne til lovforslaget omredigeret således, at de illustrerer hovedsigtet med lovforslaget, nemlig gennem en ændret strategi for naturforvaltning at sikre en naturbeskyttelse og en brug af naturressourcerne, der i stigende omfang bliver et integreret led i den kommende udvikling på hele skov- og landbrugsområdet. Dette vil typisk ske gennem en flersidet anvendelse, der tilgodeser såvel produktion som beskyttelse og friluftsliv.
I det følgende omtales derfor under punkt 2 det arbejde, som er udført, det arbejde som er igang og forestående arbejder på en række områder, som berøres af lovforslaget.
2. Arbejdet med en strategi for de marginale jorder, skovpolitik og »grøn strategi«.
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav den 3. juni 1987 beretning om en samlet strategi på marginaljordsområdet. Marginaljordsstrategien angiver, at følgende hovedmål bør være bestemmende for de kommende års indsats: at bevare udyrkede eller ekstensivt dyrkede arealer, at beskytte særligt miljøfølsomme områder som vandløb, søer, naturarealer, ferske enge m.v. og at afbøde konsekvenserne af marginaliseringen i tilfælde, hvor opgivelse af dyrkningen betragtes som uacceptabel af landskabelige grunde eller af hensyn til lokalsamfundet.
Indsatsen skal navnlig sigte på at imødegå eller afbøde marginaliseringen eller at fremme en ændret udnyttelse af marginaljorderne gennem
- ekstensivering eller anden miljøvenlig landbrugsproduktion,
- skovtilplantning eller
- opretholdelse eller genopretning som naturarealer.
Hertil kommer ønsket om udbygning af mulighederne for friluftslivet, som er et hovedelement i Miljøministeriets »grønne strategi«, jf. redegørelsen til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg af 2. marts 1987 om naturbevaring og friluftsliv.
I december 1986 afgav Landbrugsministeriets skovpolitiske udvalg betænkning om en fremtidig skovpolitik. På baggrund heraf samt på baggrund af redegørelsen om de marginale jorder og de senere års mange initiativer på skov- og naturområdet fremsendte regeringen i april 1987 sin skovpolitiske redegørelse til Folketinget. Heri anføres, at af forsyningsmæssige, økonomiske, beskæftigelsesmæssige, miljømæssige og friluftsmæssige årsager skal skovtilplantningen forøges væsentligt. Tilplantningen skal bl.a. ske ved offentlig skovtilplantning.
Hovedsigtet med det samtidigt fremsatte forslag til skovlov er at bevare og værne de danske skove samt at forøge og forbedre både træproduktionen og varetagelsen af miljø- og naturhensyn. Skovloven skal således bl.a. medvirke til at øge skovarealet, fremme det flersidige skovbrug og styrke rådgivning og information om god skovdrift.
Ekstensivering
Som følge af den økonomiske og strukturelle udvikling inden for landbrugserhvervet forventes der i de kommende år en stadig øget ekstensivering af landbrugsdriften, eksempelvis ved at arealerne braklægges eller udlægges med vedvarende græs. For at påvirke udviklingen, således at denne ekstensivering sker på den miljømæssigt mest fordelagtige måde, er det nødvendigt med direkte eller indirekte økonomisk støtte, jf. også nedenfor omtalen af EF's udtagnings- og ekstensiveringsordninger.
Skovtilplantning
Overalt i verden er offentlig skovdrift et anerkendt og udbredt middel i den nationale skovpolitik. I Danmark udgør offentligt ejede skove 39 pct. af det samlede skovareal mod 42 pct. i EF-landene som helhed. Baggrunden for ønsket om offentligt ejede skove er, at der i driften af disse bedre kan lægges vægt på såvel at fremme en flersidig produktion af træ og træprodukter som at tilgodese naturværdier og fritidsgoder, ligesom samfundets målsætning normalt vil være en anden, og tidshorisonten normalt længere end en privat ejers. De naturkvaliteter og fritidsgoder, der er og ønskes frembragt i skovene, kan blive en så stor økonomisk belastning for den private ejer, at det er oplagt at fremme dem gennem statsskovdrift, ligesom de øvrige skovpolitiske mål mere direkte kan nås gennem statsdrift.
Ved statsdrift anlægges en samfundsmæssig ressourcebetragtning. Der opbygges vedmassereserver med høj værdi med henblik på at afbøde forsyningsmæssige krisesituationer, stabilisering af træmarkedet etc., uden at den kortsigtede, privatøkonomiske side af sagen bliver dominerende. Statsskovene kan endvidere i et samspil med den private skovsektor sikre arbejdspladserne i følgeindustrierne gennem f.eks. etablering af råtrælagre og merhugst når industrien mangler træ. Herudover er statsskovene velegnede til at skabe arbejdspladser i perioder med arbejdsløshed.
Både private og offentlige skove giver mulighed for såvel produktion som immaterielle goder. Forskellen mellem de to ejerformer ligger især i muligheden for og pligten til at tilgodese de sidstnævnte hensyn. De offentlige skove har således en forpligtigelse til at opretholde større arelaer med løvskov, arealer med danske træarter og at bevare overmodne bevoksninger, stævningsskove m.v. Samtidig vil de offentlige skove lettere kunne stille faciliteter til rådighed for publikum. De offentlige skove er åbne for almenhedens færdsel uden begrænsninger, medens publikum i de private skove alene må færdes på skovvejene i dagtimerne.
Den statslige skovtilplantning kan endvidere benyttes til demonstration og vejledning for private, der ønsker at plante skov.
Statslig erhvervelse og tilplantning udelukker ikke senere salg af skove til private. I forbindelse med sådanne frasalg skal det dog sikres, at der ikke sker en tilsidesættelse af de hensyn, der nævnes i lovforslagets formålsparagraf eller andre hensyn, som skal sikres gennem en statslig arealforvaltning.
Statslig skovtilplantning vil finde sted i udpegede skovtilplantningsområder. Denne udpegning vil i overensstemmelse med samtidigt fremlagt forslag til ændring af regionplanlovene ske ved planlægning af skovrejsningsområder i forbindelse med regionplanlægningen.
Skovtilplantning i et moderat tempo vil være at foretrække. Herigennem sikres en sikker forsyning med det rette frø- og plantemateriale, en jævn udvikling i behovet for arbejdskraft og senere jævnt udbytte af træ og træprodukter. Den langsomme skovtilplantning minimerer samtidig risikoen for fejlinvesteringer.
En skovtilplantning i moderat tempo vil af sig selv medføre, at der opnås en jævn fordeling af alle aldre i skoven. Herved undgås de store monotone flader af ensaldrende skov. Et sådant varieret skovbillede har oplevelsesmæssigt og naturmæssigt et stort indhold. Samtidig vil det være muligt løbende at eksperimentere med forskellige træarter for at opnå et blandet og varieret skovbillede.
Miljøministeriet vil som et ideelt mål finde det ønskeligt, at det danske skovareal fordobles fra de nuværende 12 pct. til ca. 25 pct. af landets areal i løbet af en »trægeneration«, dvs. over det næste trekvarte århundrede. Dette vil med en ligeligt fordelt indsats indebære en årlig tilplantning på op til 5.000 ha, medens der for tiden tilplantes 1.000-1.500 ha. I de forannævnte redegørelser peges på, at statens del af tilplantningen skal være væsentlig, hvilket vil blive søgt opfyldt efter de kommende års bevillingsmæssige muligheder.
Ved statslig skovtilplantning vil der ikke nødvendigvis skulle ske en fuldstændig tilplantning af en ejendom, uanset om den er erhvervet med tilplantning som hovedformål. Modsætningsvis kan der godt ske en vis tilplantning af ejendomme, erhvervet med begrundelse i f.eks. friluftsmæssige forhold.
Uanset om der plantes nåleskov eller løvskov, skal der etableres skovbryn, og i nåleskovene skal der endvidere indplantes løvtræer af hensyn til stabilitet, publikum, dyreliv osv. I skovbrynene vil der blive indplantet danske buske (med bær) og træarter. Herved øges i særlig grad fuglenes og insekternes fødemuligheder.
En jævn skovtilplantning vil medføre, at det bliver muligt at placere de åbne arealer med græs, marker, moser, heder m.v. på de rette steder. Derved øges den landskabelige variation, som sammen med de deraf følgende mange skovbryn giver mange levemuligheder for dyr og fugle.
Den statslige skovplantning vil være et supplement til privat skovtilplantning, hvortil støtte også vil være nødvendig. Der henvises vedrørende ikke-statslig skovplantning til forslaget til lov om ædnring af lov om støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget L 70, hvori der sigtes mod en årlig privat skovtilplantning på 2.000-3.000 ha.
Opretholdelse af naturarealer
Opretholdelse af naturarealer tager særligt sigte på at bevare ekstensivt dyrkede eller udyrkede arealer. Der er tale om ferske enge, strandenge, overdrev samt heder, moser og andre, særligt miljøfølsomme områder som vandløb, søer og agerlandets småbiotoper. Det er karakteristisk for disse landskabstyper, at de i takt med strukturændringerne i jordbruget arealmæssigt er blevet stærkt reduceret.
De tilbageværende arealer er truet af bl.a. tilgroning. Såfremt de nævnte landskabstyper skal bevares, forudsætter det, at der foretages græsning eller høslæt. Disse driftsformer er imidlertid mange steder ophørt eller i fare for at ophøre på grund af manglende rentabilitet. Opretholdelse af f.eks. enge, overdrev og heder vil derfor mange steder forudsætte, at der ydes tilskud til driften af arealerne. Sådanne driftstilskud kan baseres på en aftale mellem ejeren og en offentlig myndighed. Det må på den anden side erkendes, at nogle naturområder vil fungere bedst økologisk set, hvis de lades urørte. Det gælder områder som klitter, klitheder, hedemoser, hedesøer, mange rørskove, krat, sump ved søer og moser m.v., der stort set ikke bør plejes.
Det forudsættes, at der kun i særlige tilfælde ydes tilskud til en myndigheds naturpleje på private, fredede arealer. Det vil endvidere indgå i overvejelserne, om ejeren samtidig modtager støtte til drift af arealerne i medfør af en kommende ordning under Landbrugsministeriet.
Naturgenopretning
I marginaljordsstrategien blev det foreslået, at en del af de miljømæssige interesseområder, som er af ringe eller ingen landbrugsmæssig betydning, genskabes som naturområder, f.eks. søer eller andre vådområder, samt at en sådan naturgenopretning skulle kunne realiseres gennem offentlige erhvervelser eller tilskud til private.
Ønsket om at iværksætte naturgenopretning må ses i sammenhæng med, at en lang række uudnyttede eller ekstensivt udnyttede arealer i agerlandet, f.eks. moser, små og større lavvandede vådområder, søer, vedvarende græsarealer uden for omdrift, småbiotoper og overdrev er forsvundet. Der er samtidig sket en forringelse af naturområderne, bl.a. fordi den ekstensive landbrugsmæssige udnyttelse i en række tilfælde er blevet opgivet. Naturtilstanden forringes endvidere som følge af dræning, gødskning og sprøjtning.
Det er især de våde arealer, der er blevet stærkt reduceret arealmæssigt. Der bør derfor gøres en særlig indsats for at genskabe sådanne naturområder.
Det er hensigten i forskellige egne af landet at genskabe tørlagte vådområder (tidligere søer, fjorde, vandløbsnære arealer og lign.), som i dag er uden væsentlig landbrugsmæssig interesse. Herved kan bevaringen af en lang række udryddelsestruede plante- og dyrearter, landskabelig variation og udvidede muligheder for friluftsliv fremmes, ligesom en række kulturhistoriske værdier kan sikres.
Der kan efter lovforslaget ydes økonomisk støtte til naturgenopretningsprojekter i privat, amtskommunalt eller kommunalt regi.
Arealer, hvor den tidligere tilstand søges genskabt, bør det offentlige kunne tilbyde at overtage. Gennemførelsen af naturgenopretningsprojekter vil således ofte forudsætte statslige arealerhvervelser.
Alle projekter bør gennemføres i et tæt samspil mellem de berørte parter, så der opnås størst muligt medspil fra lodsejere og lokale myndigheder. Der kan allerede i dag konstateres en stor interesse herfor.
Friluftsliv
Udbygningen af muligheder for friluftslivet sker som nævnt også gennem skovtilplantning og naturgenopretning. Herudover er der dog behov for at øge offentlighedens adgangsmuligheder til naturen, at etablere støttepunkter for friluftslivet, at skabe øget naturforståelse samt at øge mulighederne for landbrugsturisme.
Offentlighedens adgang bør søges sikret, i forbindelse med at der af naturhensyn indgås aftaler med lodsejere om drift og pleje af arealer. Etablering af støttepunkter og gennemførelse af informationsaktiviteter, som det kendes fra Miljøministeriets arealforvaltning, bør søges udbygget.
Miljøministeriet søger fremmet en større forståelse for naturen gennem 14 naturskoler, hvor skoleelever tilbydes naturoplevelser på eller i tilknytning til Miljøministeriets arealer. Det er ønskeligt, at antallet af naturskoler øges, således at flere børn tilbydes denne mulighed - også gerne flere gange i deres skoleforløb.
Endvidere forestår ministeriet i 1987-89, jf. Akt 178 9/4 86, en forsøgsordning med naturvejledning i Danmark. Under ordningen er der ansat 11 naturvejledere, som er placeret i spændende naturområder med en rigdom af natur og kulturminder.
De 6 naturvejledere er ansat under Miljøministeriet, mens de 5 er ansat med 70 pct. statsligt tilskud af amtsråd, kommunalbestyrelser eller selvejende institutioner.
Naturvejledernes opgave er at fortælle de besøgende om naturen, kulturminderne og jordbruget i de områder, de er tilknyttet, og som de har et særligt godt kendskab til. Her gennemfører de en lang række naturvejlederaktiviteter - spændende fra vandringer, foredrag, udstillinger, brochurer og radioudsendelser til naturdage for børn. Når den nuværende forsøgsordning nærmer sig sin afslutning, vil der skulle tages stilling til en fortsættelse. En naturvejlederordning vil kunne støttes i medfør af lovforslaget.
Sammenfatning
Der er således behov for hjemmel samt økonomiske virkemidler til at iværksætte en moderne naturforvaltning efter de nævnte retningslinier, til at gennemføre initiativer på marginaljordsområdet samt til sikring, herunder opkøb af større sammenhængende arealer, med henblik på at tilgodese økologiske, skovbrugsmæssige og friluftsmæssige hensyn.
Med det foreliggende lovforslag tilsigtes derfor udfra økologiske og vedproduktionsmæssige hensyn en bred vifte af virkemidler med henblik på en mere effektiv naturforvaltning. Effekten vil også blive, at der på de pågældende arealer gødskes mindre, bruges færre bekæmpelsesmidler, sikres arealer for de vilde dyr og planter og skabes værdifuld produktion af træ. Endelig kan forslaget ses som led i en forbedret opfyldelse af forpligtelserne ifølge forskellige internationale konventioner, som Danmark har tilsluttet sig.
Det forventes, at en ikke uvæsentlig del af aktiviteterne efter den foreslåede lov vil berøre arealer, der er udpegede som Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområder og disse arealer vil dermed være til gavn for de arter, der er omfattet af internationale aftaler.
3. Lovforslagets principper
Baggrund
Efter lovforslaget vil der fortsat kunne erhverves fast ejendom for at bevare landskaber og skaffe arealer til feriecentre, campingpladser og almene, rekreative formål.
Med lovforslagets ændrede og nye virkemidler åbnes derimod som noget meget væsentligt mulighed for at gennemføre andre initiativer til gavn for såvel natur og miljø som for friluftslivet.
Derimod forudsættes den foreslåede lov ikke - som lov 230 - anvendt til fremskaffelse af arealer til sommerhusbebyggelse og kolonihaver. Dog vil ubebyggede sommerhusområder kunne erhverves til etablering af andre typer rekreative anlæg, såfremt en sådan konvertering kan ske i overensstemmelse med planlægningen for området.
Lovforslagets nye bestemmelser om en naturforvaltning, der går videre end blot erhvervelser, vil som nævnt i indledningen indgå i den forestående, generelle revision af naturfredningsloven, der bl.a. gennem generelle reguleringer sigter mod opfyldelsen af de samme overordnede mål.
For at videreføre lov 230.s aktive indsats på friluftsområdet taler fortsat de mulige udenlandske ønsker om erhvervelse af danske rekreative områder.
Modernisering og forenkling
Samtidig med den nævnte modernisering tilsigtes en forenkling. Det forudsættes således, at de generelle bevillingsregler muliggør overførsel af et finansårs restbevilling til det næste. Endvidere bemyndiges miljøministeren til at sælge erhvervet ejendom og til efter forhandling med finansministeren at modtage gaver til opfyldelse af lovens formål.
Endvidere foreslås det, at en del af bevillingen kan anvendes til dækning af driftsudgifter på Miljøministeriets ejendomme. Dette har været forudsat også i lov 230's funktionsperiode (jf. Akt 179 13/12 72 og senere finanslove), men der har været rejst tvivl om ordningens rækkevidde. Med lovforslagets hjemmel aflastes Finansudvalget således for behandling af enkeltsager vedr. midler til drift af erhvervede ejendomme.
Udvidelsen af lovens virkemidler sker, ved at der gives hjemmel til ydelse af lån og tilskud til bevaring, pleje og genopretning af natur og til friluftsformål samt til afholdelse af driftsudgifter på Miljøministeriets ejendomme. Det bemærkes, at der ikke efter lovforslaget kan ydes støtte til ikke-statslig skovtilplantning.
Ved vurderingen af det hensigtsmæssige i at yde lån eller tilskud vil Miljøministeriet lægge vægt på, om lån/støttemodtager kan varetage opgaven på en bedre og samfundsøkonomisk billigere måde end staten, eller at staten opnår fordele, som den ikke kunne opnå på anden måde.
Ydelse til private af lån og tilskud til naturbevaring, -pleje og -genopretning skal baseres på frivillige, privatretlige aftaler mellem det offentlige eller almennyttige foreninger m.v. og ejerne. Aftalerne skal være bindende for ejeren /brugeren og fastlægge en bestemt driftsform for arealet samt normalt også give offentligheden adgang hertil.
Bortset fra statslig skovtilplantning kan der ikke gives noget entydigt svar på, hvilket af lovgivningens virkemidler, der skal anvendes i en given situation. Der vil som hidtil være brug for en afvejning i den konkrete sag af, hvorvidt man skal erhverve, frede i medfør af naturfredningsloven, eller om man skal indgå aftaler med lodsejerne.
Hvor der skal etableres støttepunkter for friluftslivet, er det oftest nødvendigt at kunne udøve ejers rådighed over den pågældende ejendom. Erhvervelse er her hensigtsmæssig, mens det, hvor der er tale om at bevare et område som hidtil, typisk vil være hensigtsmæssigt at anvende fredningsinstituttet.
Ved naturgenopretningsprojekter vil der ofte blive tale om, at flere ejere ønskes inddraget, dog således at kun dele af deres ejendomme er interessante for projektet. I sådanne situationer kunne det komme på tale at gennemføre en jordfordelingssag. Dog må det forventes, at der i medfør af den foreslåede lov i højere grad end tidligere vil være behov for at erhverve landbrugsejendomme. Dette vil ske under den forudsætning, at de dele af landbrugsejendommene, som ikke er nødvendige til erhvervelsesformålet, søges frasolgt til anden side, mod at det indvundne salgsprovenu tillægges årets bevilling. Det vil ved lovens administration blive tilstræbt alene at erhverve de arealer, som er omfattet af lovens formål.
Som bebudet i marginaljordsstrategien er det hensigten at udbygge lov om jordfordeling med henblik på en mere målrettet anvendelse. Heri bør indgå en afklaring af arbejdsdelingen mellem dette lovforslags virkemidler og jordfordelingens muligheder.
Det må forventes, at lovforslagets mulighed for pålæggelse af forkøbsret og for ekspropriation navnlig vil blive benyttet i tilfælde, hvor f.eks. gennemførelsen af et naturgenopretningsprojekt forudsætter erhvervelse af et antal ejendomme, men hvor enkelte ejendomme viser sig ikke at kunne erhverves i fri handel. Det er uheldigt, hvis en enkelt eller få ejere kan hindre gennemførelsen af hele projektet, når de øvrige ejere har afhændet deres ejendom i fri handel.
Som nævnt i marginaljordsredegørelsen og det tilhørende notat er det endnu ikke afklaret, hvorledes marginaljordsprojekter planlægges. Miljøministeriet finder, at det eksisterende plansystem er tilstrækkeligt, og at spørgsmålet vil være centralt i den sammenfattende fysiske planlægning i de kommende år, blandt andet fordi det herigennem vil være muligt at inddrage offentligheden og de regionale og lokale myndigheder. Som nævnt vil f.eks. områder til skovtilplantning skulle udpeges i regionplanlægningen.
Ved indgåelse af aftaler om bevaring, pleje og genopretning vil det blive tilstræbt at sikre offentligheden adgang til de omhandlede arealer. Det har været overvejet, om der - i lighed med den ordning der findes for brand- og hærværksskader i de private skove - burde etableres en ordning som forsikring mod de skader, der måtte opstå på de arealer, hvortil offentligheden får adgang. I forbindelse med arbejdet med de marginale jorder er det tilkendegivet, at en sådan ordning anses for en nødvendighed. Det foreslås derfor, at miljøministeren kan erstatte grundejere de tab, som måtte opstå som følge af en aftalt færdselsret for offentligheden. En lille del af bevillingen til lovens formål forventes derfor at medgå hertil. Ekstraordinært store skader forudsættes dækket ved særlig bevilling.
Det er endvidere i lovens formålsbestemmelse præciseret, at loven også skal bruges til fremme af kulturhistoriske interesser. Det sker ved, at der generelt vil indgå kulturhistoriske overvejelser ved anvendelse af lovens virkemidler. Dertil kommer at loven vil kunne anvendes til erhvervelse af fortidsminder, i tilfælde hvor en offentlig ejendomsret over fortidsmindet er hensigtsmæssig, fordi den almindelige beskyttelse i medfør af naturfredningsloven ikke er tilstrækkelig til at sikre fortidsmindet. Ligeledes kan loven anvendes til at erhverve eller indgå driftsaftaler for arealer med grupper af fortidsminder ud fra såvel beskyttelseshensyn som formidlingshensyn, herunder for at skabe offentlig adgang til fortidsminderne.
4. Forholdet til landbrugets socio-strukturelle ordninger
Lovforslagets intentioner på naturbevarings- og plejeområdet har berøringsflader med de ordninger, der - gennem en revision af Landbrugsministeriets forbedringslov - foreslås til udmøntning af EF's socio-strukturelle foranstaltninger i Danmark. Disse foranstaltninger indebærer bl.a., at der kan gives tilskud til jordbrugere, der nedsætter produktionen ved at tage arealer ud af drift eller ved at ekstensivere produktionen, tilskud til jordbrugere, der inden for særligt udpegede »miljøfølsomme områder« indgår aftaler med det offentlige om miljøvenlig landbrugsdrift samt tilskud til skovtilplantning af jordbrugsarealer, herunder arealer, der er taget ud af driften.
Udtagnings- og ekstensiveringsstøtten er landsdækkende landbrugsordninger, der tilsigter at nedbringe landbrugsproduktionen og samtidig at forbedere miljøet. Ordningerne administreres af Landbrugsministeriet.
Støtten til drift i de miljøfølsomme områder har et direkte naturbeskyttende sigte, men vil - i modsætning til den her foreslåede lov - kun kunne udnyttes i de af de regionale myndigheder særligt udpegede områder.
Med udgangspunkt i marginaljordsredegørelsen, Miljøministeriets »grønne strategi« samt vandmiljøhandlingsplanen er målsætningen med ordningen at fremme sådanne ændringer i den aktuelle landbrugsmæssige udnyttelse eller fastholde driftsformer, som kan bidrage til øget beskyttelse og pleje f.eks. af strandenge, overdrev og ferske enge, vandløbs- og sønære arealer samt andre områder, der i øvrigt er særligt følsomme for almindelig landbrugsdrift.
Landbrugsministeriet og Miljøministeriet fastsætter de overordnede kriterier for udpegningen af de miljøfølsomme områder. Herefter udpeger og beskriver de regionale myndigheder områder svarende til 2-4 pct. af de landbrugsmæssigt udnyttede arealer på basis af regionplanlægningen og den relevante sektorplanlægning. Områdeudpegningerne og programmerne for områdernes anvendelse forelægges EF-Kommissionen til godkendelse, og den endelige afgrænsning fastlægges herefter i medfør af loven om lands- og regionplanlægning.
Inden for de således udpegede områder og inden for programmerne for områdernes anvendelse vil den enkelte jordbruger kunne indgå en forvaltningskontrakt med amtsrådet. Efter aftale med amtsrådet vil primærkommunen kunne indgå kontrakten på amtsrådets vegne.
Retningslinier for administrationen af ordningen for de miljøfølsomme områder, såvel som retningslinier for tilsvarende forhold inden for rammerne af den her foreslåede lov, fastlægges i et samarbejde mellem Landbrugsministeriet og Miljøministeriet.
Tilskud til privat skovtilplantning vil blive ydet dels som led i opfølgningen af EF's socio-strukturelle foranstaltninger, dels ved at indføre en national tilplantningsstøtte. Som vilkår for støtte til tilplantning vil blive stillet krav om tilplantningsplan, fredskovspligt og overensstemmelse med planlægningen i øvrigt.
5. Forholdet til andre støtteordninger
Den foreslåede lov har desuden berøringsflader til den ordning, der siden 1984 har eksisteret i EF, om fællesskabsaktioner på miljøområdet, og til den ordning som Miljøministeriet i samråd med Friluftsrådet administrerer vedrørende tilskud af tipsmidlerne til ungdommens friluftsliv.
Ifølge Forordningen om fællesskabsaktioner på miljøområdet kan der ydes finansiel støtte til projekter, der skal tilskynde til at bevare eller genoprette stærkt truede biotoper, som beskytter fuglearter, der er i fare, og som er af særlig betydning for fællesskabet. Fællesskabet dækker højst 50 pct. af omkostningerne.
Der kan primært søges støtte til projekter, der ligger inden for de områder, som er udpeget som EF-fuglebeskyttelsesområder. Det er endvidere en vigtig forudsætning, at projekterne har karakter af demonstrationsprojekter, hvorigennem der kan indhentes nye erfaringer, som kan indgå i arbejdet med bevarelse eller genopretning af stærkt truede biotoper. Der kan således søges tilskud til naturpleje og -genopretning af bestemte arealer inden for fuglebeskyttelsesområderne, der i langt de fleste tilfælde også vil være »miljøfølsomme områder« i henhold til den nævnte landbrugsmæssige ordning.
I medfør af ordningen om tilskud af tipsmidlerne til ungdommens friluftsliv ydes der årligt inden for et beløb af knap 9 mio. kr. (1987) tilskud til et større antal enkeltprojekter til gavn for friluftslivet.
Det samtidig fremsatte forslag til skovlov indeholder bestemmelser om, at der kan ydes tilskud til fremme af løvskov, herunder til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan bl.a. gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i områder hvor bøgen eller egen er egnskarakteristiske. Tilskudsordningen sigter bl.a. mod at varetage landskabelige hensyn, hensyn til friluftslivet og hensyn til en værdifuld træproduktion.
Miljøministeriet har et ansvar for, at administrationen af den her foreslåede lov koordineres med administrationen af de øvrige ordninger. Dette kan ske på basis af bl.a. drøftelserne i det rådgivende udvalg, hvoraf Landbrugsministeriet og Friluftsrådet er medlemmer.
6. Den hidtidige administration af lov 230
Lov 230 af 7. juni 1972 om erhvervelser af fast ejendom til fritidsformål har været i kraft i godt 16 år.
Gennem årene er der erhvervet godt 600 ejendomme med et samlet areal på ca. 15.000 ha. Den samlede udgift hertil har andraget godt 325 mio. kr.
Den årlige bevilling, der på finansloven er afsat til realisering af lov 230's formål, har de senere år andraget 27 mio. kr.
Det kan konstateres, at loven inden for de bevillingsmæssige rammer der har været til rådighed, har opfyldt sit formål: aktivt at medvirke til, at befolkningen tilbydes mange vidt forskellige natur- og friluftsoplevelser. Dette sigte bør videreføres som et vigtigt delelement i den nye lov.
Ved afgørelsen af, om et erhvervelsesforslag skulle gennemføres, har følgende kriterier været lagt og vil blive lagt til grund
1) erhvervelsen skal have national eller væsentlig regional betydning,
2) erhvervelsen må ske i overensstemmelse med region- og fredningsplanarbejdet i det pågældende område,
3) erhvervelsen skal komme en bred kreds af befolkningen til gode, enten direkte eller indirekte gennem beskyttelsen af fredningsmæssige værdier,
4) erhvervelsen bør, bortset fra hvor særlige omstændigheder foreligger, ikke omfatte fredede eller på anden måde beskyttede ejendomme, medmindre nødvendig drift og pleje af ejendommen betinger at staten overtager den,
5) erhvervelse bør ikke ske, hvor formålet med erhvervelsen lige så godt eller bedre vil kunne opnås ved fredning og
6) erhvervelsen bør ske i områder med en samlet erhvervelse- eller fredningspolitik eller i tilknytning til anden statsejendom.
Ved administrationen af loven har Miljøministeriet kunnet støtte sig på rådgivende udtalelser fra Erhvervelsesudvalget, som rummer repræsentanter for Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Miljøministeriets departement samt Planstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen. I november 1986 udvidedes udvalget med repræsentanter for Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.
I sager om erhvervelse af fast ejendom indhentes udtalelser fra Statsskattedirektoratet om pris og øvrige handelsvilkår. Hvis vilkårene falder inden for direktoratets skøn, kan erhvervelsen gennemføres med Finansministeriets tilslutning.
Hvis der i Erhvervelsesudvalget ikke har været enighed om et erhvervelsesforslag, er sagen af Finansministeriet krævet forelagt for Finansudvalget.
Skov- og Naturstyrelsen (tidligere Fredningsstyrelsen) har varetaget formandskabet for udvalget, i den periode hvor loven har været administreret af Miljøministeriet.
Ved administrationen af loven har Miljøministeriet desuden støttet sig på de regionale fredningsmyndigheders holdning til de enkelte erhvervelsesforslag, Dette samarbejde forudsættes videreført og udvidet for så vidt angår forslag om tilskud til større naturbevarings- og genopretningsprojekter.
Rammerne for samarbejdet mellem de regionale fredningsmyndigheder og Miljøministeriet om ejendomserhvervelser er efter en konference herom mellem amtsrådene/Hovedstadsrådet og Miljøministeriet fastlagt i et notat (»Middelfartpapiret, juli 1986«). Ifølge dette notat drøftes forslag til erhvervelser mellem den regionale fredningsmyndighed og det pågældende statsskovdistrikt for at få erhvervelserne belyst så grundigt som muligt, herunder formålet med erhvervelserne og hovedretningslinierne for den fremtidige drift. Herefter sendes forslagene til Skov- og Naturstyrelsen.
Miljøministeriets ejendomme administreres af statsskovdistrikterne. Overførsel af administrationen af en ejendom til en anden myndighed, f.eks. et amtsråd, herunder de økonomiske byrder, der er forbundet hermed, vil kunne aftales med bevarelse af ejendomsretten i Miljøministeriet. Det vil formentlig i visse tilfælde være hensigtsmæssigt, at der aftales en sådan overførsel. Det vil typisk dreje sig om enligtliggende støttepunkter for friluftslivet og egentlige aktivitetsbetingede projekter. Andre forhold kan gøre det hensigtsmæssigt, at arealer forvaltes af en anden myndighed. En tilsvarende overførsel af arealer fra andre myndigheder til Miljøministeiet kan ligeledes komme på tale.
Selv om lov 230 rummer mulighed for ydelse af lån til ejendomserhvervelser, har der ikke i nævneværdigt omfang været ansøgt herom. Årsagen hertil har bl.a. været, at forrentningsvilkårene ikke har været attraktive i forhold til det private lånemarked, og - i de senere år - at aktiviteter finansieret af lån ikke har været holdt uden for de regionale myndigheders aktivitetsrammer.
Selv om lov 230 ligeledes rummer en ekspropriationsmulighed - samt en mulighed for pålæggelse af forkøbsret - har denne ekspropriationshjemmel aldrig været anvendt. Der er endvidere kun i få tilfælde pålagt forkøbsret på ejendomme.
Miljøministeriets opkøb i medfør af loven foregår på markedsvilkår, dvs, at ministeriet ofte er henvist til - med meget korte frister - at købe ejendomme, der alligevel er udbudt til salg. Dette har i enkelte tilfælde bevirket, at ministeriets muligheder for at købe værdifulde ejendomme er forskertset.
Det har i visse tilfælde været vanskeligt på kort sigt at skabe en sammenhæng i de erhvervelser, som har kunnet gennemføres på disse betingelser. Det har derfor i Erhvervelsesudvalget været påpeget, at opkøbsplanlægningen burde prioriteres højt med henblik på at skabe større, sammenhængende naturområder. Miljøministeriet har bl.a. på denne baggrund udarbejdet opkøbsplaner for »Sydskoven« (Karlstrup - Karlslunde området) samt for et områdde i Nordjylland ved »Vandplasken«, og flere er på vej. F.eks. har der været samarbejdet med de berørte myndigheder (herunder den regionale myndighed) om opkøbsplanlægning for Nordsamsø, Mols og Helgenæs. Endvidere vil der på baggrund af driftsplanlægningen af Miljøministeriets arealer kunne ske udpegning af arealer til opkøb. En opkøbsplan for et område betyder dog ikke nødvendigvis, at en erhvervelse i dette område går forud for en enligtliggende ejendom. Hvilke ejendomme, der skal erhverves, vil afgøres ved almindelig prioritering.
7. Om salg af miljøministerielle ejendomme
De arealer og ejendomme, som Skov- og Naturstyrelsen forvalter tilhører en række forskellige kategorier som f.eks. skove, klitter, heder, søer, strandenge, overdrev, landbrug, strande, p-pladser og opholdsarealer, stier og jordfaste fortidsminder.
På arealerne kan være etableret f.eks. campingpladser, hoteller, forlystelsesparker, restauranter, butikker, planteskoler, golfbaner, savværker, fodboldbaner, hestevæddeløbsbaner, sommerhuse, feriebyer, skydebaner, spejderhytter, naturskoler og besøgscentre til oplysningsvirksomhed.
Arealerne tjener således til en bred vifte af formål som træproduktion, miljøværn, naturbeskyttelsesformål såvel nationalt som internationalt, kulturhistoriske formål, friluftsformål, naturvejledning og forsknings- og undervisningsformål.
Skov- og Naturstyrelen tilsigter, at driften så vidt muligt samtidig varetager et så bredt spektrum af formål som muligt. Træproduktion, miljøværn (klitskov, sandflugt), naturbeskyttelse og friluftsliv er de centrale formål.
Det vil være uhensigtsmæssigt og i strid med lovforslagets intentioner at afhænde de ejendomme, som er centrale for styrelsens virksomhed og formål, dvs. skove, naturområder og områder af kulturhistorisk betydning og fortrinsvis af national betydning samt områder af særlig betydning for friluftslivet.
Det kan imidlertid konstateres, at det for nogle af de erhvervede ejendomme gælder, at erhvervelsen efterfølgende har vist sig mindre betydningsfuld end forudsat, eller at man har opgivet det oprindelige formål med erhvervelsen. Udviklingen kan også have medført, at formålet med erhverelsen viser sig også at kunne fremmes, hvis arealet ejes af en anden offentlig myndighed eller af private, f.eks. mod en tinglyst begrænsning i ejendomsretten.
Endelig kan praktiske og/eller økonomiske overvejelser føre til ønsket om salg af smårealer og arealer indrettet til p-pladser, der kan overdrages til en kommune og lignende. Også overflødiggjorte bygninger vil kunne afhændes.
Styrelsen vil således i administrationen af sine ejendomme stedse overveje frasalg af boliger, gårde, sommerhusgrunde, anlæg til intensivt rekreativt brug, som f.eks. hoteller, kroer, skydebaner, campingpladser, sportspladser, landbrugsjorder, der ikke skal bruges til skovtilplantning eller som iøvrigt ikke er væsentlige udfra en naturforvaltnings-mæssig synsvinkel.
8. Hørte myndigheder
Et udkast til det tidligere fremlagte L 214 samt bemærkninger hertil har i oktober 1987 været forelagt for følgende myndigheder og organisationer m.v.
Finansministeriet, Landbrugsministeriet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Ministeriet for Skatter og Afgifter, Økonomiministeriet, Kultur- og Kommunikationsministeriet, Kirkeministeriet, Statsskattedirektoratet, Amtsrådsforeningen i Danmark, Hovedstadsrådet, Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Naturfredningsrådet, Overfredningsnævnets sekretariat, Fortidsminderådet, udvalgsformand Holger Hansen, Dansk Skovforening, De samvirkende danske Skovdyrkerforeninger, Tolvmandsforeningerne, De samvirkende danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger, Det danske Hedeselskab, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Botanisk Forening, Entomologisk Forening, Dansk Zoologisk Konservatorfor-ning, Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af 1923, Dansk Strandjagtforening, Dansk Erhvervsgartnerforening, Dyrehandlernes Brancheforening, Nordisk Herpetologisk Forening og Nordisk Safariklub.
9. Økonomisk-administrative konsekvenser
Med baggrund i miljøministerens redegørelse om mål og midler i miljøpolitikken nr. 1 og i forslag til finanslov 1989 kan det skønnes, at der i perioden 1989-92 vil være 681 mio. kr. til rådighed til aktiviteter inden for lovforslagets formål.
Dette beløb er foreløbigt fordelt således: Naturbevaring og - genopretning 270 mio kr., skovtilplantning (herunder opkøb hertil) 281 mio kr. og friluftsliv (opkøb, naturskoler, naturvejledning m.m.) 130 mio. kr. Da skovtilplantning og store naturgenopretningsprojekter samt etablering af støttepunkter for friluftslivet oftest kræver, at arealerne erhverves, og da det er uvist, hvornår de relevanate ejendomme kommer til salg, er det forbundet med stor usikkerhed at skønne over, hvorledes bevillingerne til lovens delformål vil blive forbrugt over tiden.
En foreløbig fordeling ser således ud
Mio. kr. 1989 1990 1991 1992 Naturbevaring og -genopretning 65,0 65,0 70,0 70,0 Skovtilplantning 55,0 68,5 72,0 85,5 Friluftsliv 30,0 30,0 35,0 35,0 I alt 150,0 163,5 177,0 190,5
Prioriteringen af opgaverne vil finde sted i et snævert samarbejde med Det rådgivende Udvalg, som nedsættes i medfør af lovforslagets § 8. Miljøministeriet tillægger det stor vægt, at interesseorganisationerne på denne måde inddrages i arbejdet på lovforslagets område.
Fordelingen af det nødvendige bevillingsbehov på de enkelte finansår vil blive indarbejdet i de årlige finanslove eller blive forelagt særskilt for de bevilgende myndigheder.
I beløbene er indeholdt de nødvendige udgifter til administration.
Bemærkninger til lovens enkelte bestemmelser
Til § 1
Lovens formålsparagraf bestemmer, at det med loven - ud over at skabe forbedrede rammer og muligheder for friluftslivet, som det hidtil har været tilfældet med lov 230 - skal tilstræbes at bevare og pleje landets landskabelige og kulturhistoriske værdier, at bevare eller forbedre betingelserne for det vilde plante- og dyreliv samt at øge statsskovarealet. Det fremgår, at der er tale om varetagelse af 4 sideordnede hensyn.
Lovens virkemidler forudsættes anvendt til naturbevaring, herunder naturpleje, og til naturgenopretning til gavn for såvel flora og fauna som de landskabelige værdier, til skovtilplantning samt til opkøb af arealer til rekreative anlæg til gavn for friluftslivet. Skovtilplantning er ønskelig udfra både produktionsmæssige og naturbeskyttelseshensyn, ligesom skovene er værdifulde for friluftslivet.
Til § 2
Paragraffen hjemler de økonomiske virkemidler, som er nødvendige for at opfylde lovens formål. Som hidtil er det forudsat, at miljøministeren kan erhverve ejendomme og yde lån til erhvervelse af ejendomme. Udvidelsen i forhold til lov 230 sker ved, at der må skabes hjemmel til at yde lån og tilskud til naturbevaring, naturpleje og naturgenopretning og til at afholde udgifter til skovtilplantning samt til gavn for friluftslivet. Hertil kommer muligheden for umiddelbart at anvende en del af bevillingen til driften af de erhvervede ejendomme.
Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, råder med sine statsskovdistrikter over en velegnet organisation til at varetage opgaven vedrørende statslige erhvervelser.
Den statslige skovtilplantning vil blive foretaget af statsskovdistrikterne. Også naturgenopretningen m.v. på Miljøministeriets arealer og aktiviteter inden for friluftsområdet vil blive varetaget af distrikterne.
For naturbevarings-, -pleje og -genopretningsaktiviteterne, herunder dem der på grundlag af aftaler skal gennemføres af ejendommenes ejere, forudsættes det, at såvel ministeriet som de kommunale råd - i første række de regionale myndigheder - kan være kontrahenter, dvs. indgå aftalerne og formidle de nødvendige tilskud. Herudover forudsættes også almennyttige foreninger m.v. (f.eks. Friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening) på baggrund af et tilskud hertil at kunne træffe aftaler med lodsejere om sådanne opgaver. For så vidt angår store eller dyre projekter eller store projekter med en enkelt eller få ejere kan lån eller tilskud gives direkte af ministeriet til ejendommenes ejere.
Store naturgenopretningsprojekter - f.eks. genskabelse af en tørlagt sø - er dog en så omfattende ændring af naturtilstanden, at det nødvendige areal formentlig må erhverves.
I situationer hvor mange, ofte mindre, arealer med forskellige ejere skal indgå i et samlet projekt, vil det ofte være hensigtsmæssigt, at den regionale fredningsmyndighed eller kommunalbestyrelsen forhandler og indgår aftaler med ejerne samt evt. gennemfører den forudsatte pleje/drift af arealerne. I de tilfælde, hvor ejerne selv forestår arbejdet, har den aftalende myndighed en vejledende og opfølgende (kontrollerende) funktion.
Aftaler om naturbevaring, -pleje og -genopretning vil blive tidsbegrænsede, maksimalt 10 års løbetid, og de forudsættes for Miljøministeriets regning tinglyst på ejendommene.
Når aftaleperioden udløber, må det søges sikret, at arealerne ikke falder tilbage til en uønsket tilstand. Dette kan ske ved indgåelse af et nyt kontraktsforhold. Hvis ejeren imidlertid ikke ønsker dette, vil det ofte være ønskeligt at erhverve arealet. Det vil derfor i en række tilfælde være hensigtsmæssigt, at der ved indgåelse af den første aftale også aftales en forkøbsret for staten til de pågældende arealer til en pris, som falder inden for Statsskattedirektoratets værdiskøn på handelstidspunktet .
Som nævnt har det været afgørende for en ejendoms erhvervelse i medfør af lov 230, at den skulle have hovedsagelig regional betydning for friluftslivet, og at den skulle være i overensstemmelse med den gældende planlægning for området. Disse kriterier vil fortsat være gældende for erhvervelser.
Opkøbspolitikken vil blive koordineret med landbrugsministeriets opkøb i medfør af udlånsloven.
For naturgenopretnings- og plejeprojekter er situationen en anden. Også mindre projekter af mere lokal karakter kan have stor betydning for miljøet og for det bynære friluftsliv. Sådanne projekter vil oftest skulle forestås af den pågældende kommune eller regionale myndighed eller en organisation med lokal repræsentation. I sådanne tilfælde bør det overvejes, om det statslige tilskud i medfør af loven bør være 100 pct. af omkostningerne, eller om den lokale kontrahent bør afholde en del af udgifterne.
§ 12. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Ingen
Nr LSF 89
Forslag til Lov om naturforvaltning
Fremsat af miljøministeren (Lone Dybkjær)
den 17. november 1988
Vedtaget ved tredjebehandling den 11. maj 1989
Lov nr. 339 af 24/05/1989