1988 LSF 82 FORSLAG TIL LOV OM PSYKIATRISK BEHANDLING

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. Det offentlige er forpligtet til at tilbyde psykiatrisk behandling, rådgivning, omsorg og pleje eller praktisk hjælp til enhver, der opholder sig her i landet, og som har behov herfor.

Stk. 2. Amtskommunerne og Københavns og Frederiksberg Kommuner er forpligtet til at oprette og drive psykiatriske hospitalsafdelinger og/eller behandlingsinstitutioner m.v. efter de bedste behandlingserfaringer og i overensstemmelse med patienternes ønske.

Stk. 3. Amtskommunerne og kommunerne er forpligtet til, eventuelt i samarbejde, at iværksætte og forestå socialpsykiatrisk forebyggende og efterbehandlende arbejde.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 2. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk hospitalsafdeling skal ske med patienternes samtykke og kan kun undtagelsesvis efter bestemmelserne i denne lov ske uden patienternes samtykke.

Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af helbredstilstanden.

Stk. 3. Den psykiatriske behandling skal tilrettelægges af et tværfagligt team. Det tværfaglige team skal være rådgivende over for overlægen i spørgsmål om anvendelse af foranstaltninger, som patienter ikke har givet deres tilslutning til. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for det tværfaglige teams kompetence.

Stk. 4. Overlægen er sammen med det tværfaglige behandlingsteam ansvarlig for, at der i samarbejde med patienten opstilles en socialpsykiatrisk behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling.

Kapitel 3

Frihedsberøvelse

§ 3. Anvendelse af tvang i psykiatrisk behandling skal som hovedregel undgås.

Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger, som patienten ikke giver samtykke til.

Kapitel 4

Tvangsbehandling

§ 4. Ved indretning og drift af psykiatriske hospitalsafdelinger skal der lægges afgørende vægt på at skabe sådanne forhold, at behov for tvang ikke opstår.

Stk. 2. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for at undgå anvendelse af tvang, herunder bl.a. rigelig tid til samtale med patienten om den foreslåede behandlingsplan og indsættelse af ekstra personale.

Stk. 3. Anvendelse af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som søges opnået herved. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 4. Overlægen træffer afgørelse om anvendelse af tvang i overensstemmelse med § 2, stk. 3.

Stk. 5. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling må ikke finde sted. Anvendelse af tvangsforanstaltninger og fysisk magt må ikke have karakter af afstraffelse eller iværksættes som reaktion på adfærd.

Stk. 6. Sygehusejerne skal sikre passende uddannelse og løbende efteruddannelse af det psykiatriske behandlingspersonale.

Stk. 7. Brevcensur må ikke finde sted, medmindre det er hjemlet i retsplejelovens kapitel 71.

Stk. 8. Særskilt registrering af patienter indlagt til psykiatrisk behandling kan ikke finde sted. Eksisterende særlige registre vedrørende psykiatriske patienter nedlægges.

Kapitel 5

Tvangsfiksering m.v.

Tvangsfiksering

§ 5. Tvangsindlæggelse jf. §§ 6-9 må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og såfremt det vil være direkte uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling, fordi

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Stk. 2. Tvangstilbageholdelse jf. § 10 må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg og det vil være direkte uforsvarligt at udskrive den pågældende, fordi

1) udsigten til en afgørende bedring af tilstanden ellers ville fortabes eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Stk. 3. En afgørelse om frihedsberøvelse skal inden 48 timer efter, at beslutningen er truffet, indbringes for det psykiatriske indsigtsnævn, jf. § 37, stk. 2.

Tvangsindlæggelse

Kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke læge, og frembyder vedkommende en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre, eller vil udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden, hvis behandling ikke iværksættes, blive væsentlig forringet, påhviler det det sociale udvalg eller politiet at tilkalde læge.

Stk. 2. Lægen skønner på grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen, om tvangsindlæggelse er påkrævet.

Stk. 3. Tvangsindlæggelse kan ske, når betingelserne i § 5, stk. 1, er opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.

Kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

§ 7. Politiet træffer i samarbejde med den psykiatriske hospitalsafdeling, som skal modtage patienten, bestemmelse om tvangsindlæggelsens iværksættelse og yder bistand hertil.

Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en lægeerklæring, som hviler på lægens egne undersøgelser foretaget med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af en læge, der er ansat på det psykiatriske hospital eller den psykiatriske hospitalsafdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted.

Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, stk. 1, nr. 2, skal lægens undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn og ved tvangsindlæggelse efter § 5, stk. 1, nr. 1, inden for de seneste 7 dage forud for indlæggelsen.

Kapitel 8

Patientrettigheder

§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges, eller indtil en besluttet tvangsindlæggelse stoppes på grund af en ændret tilstand hos patienten. Det påhviler politiet at underrette lægen om tidspunktet for gennemførelsen af tvangsindlæggelsen.

Stk. 2. Tvangsindlæggelse efter § 5, stk. 1, nr. 1, bør ske efter forvisitation fra det modtagne psykiatriske hospitals afdeling. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, stk. 1, nr. 2, bør forvisitation forsøges, hvis det skønnes, at tvang herved kan undgås.

Kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, stk. 1, nr. 2, skal patienten straks modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, stk. 1, nr. 1, skal patienten modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er nævnt i § 7, stk. 3.

Stk. 2. Overlægen på den afdeling, hvor indlæggelsen finder sted, træffer inden 24 timer efter modtagelsen af den tvangsindlagte afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren nærmere regler om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets medvirken hertil.

Tvangstilbageholdelse

Kapitel 10

Klageadgang og domstolsprøvelse

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på psykiatrisk hospitalsafdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at betingelserne i § 5, stk. 2, er opfyldt. I akutte tilfælde kan vagtlægen træffe midlertidig beslutning om tvangstilbageholdelse.

Stk. 2. Beslutning om tvangstilbageholdelse skal omgående meddeles patienten, og der skal samtidig beskikkes en patientrådgiver, jf. § 25.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan udskrives, eller om tvangstilbageholdelsen opretholdes. Fremsættes anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning meddeles senest 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Patientrådgiveren underrettes samtidig.

§ 10, stk. 3, 2. punktum, tager sigte på den situation, at en tvangsindlagt patient begærer sig udskrevet inden for det første døgn efter tvangsindlæggelsen. I den situation vil det være nødvendigt at indrømme overlægen en vis observationstid, der er længere end 24 timer, for at tage stilling til, om den tvangsindlagte skal tilbageholdes. Fristen foreslås fastsat til 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er det forsvarligt at udøve skønnet hurtigere, f.eks. i tilfælde, hvor overlægen kender patienten i forvejen, skal dette dog gøres, således at ingen tilbageholdes længere end nødvendigt.

Til § 11

Efter lovforslagets § 11 skal en frihedsberøvelse straks bringes til ophør, når de materielle betingelser for frihedsberøvelse efter § 5, stk. 2, ikke længere er opfyldt. Dette skal ske, uanset om patienten har fremkaldt afgørelsen ved at fremsætte begæring om udskrivelse efter § 10, stk. 3, eller en sådan begæring ikke er fremsat, jf. § 21, stk. 1, hvorefter overlægen af egen drift løbende skal tage stilling til spørgsmålet. En ophævelse af frihedsberøvelse er ikke nødvendigvis ensbetydende med udskrivning, idet patienten kan vælge at forblive indlagt på frivilligt grundlag.

Til kapitel 4

Tvangsbehandling

Til § 12

Ved al psykiatrisk behandling af patienter, der er omfattet af lovforslaget, har behandleren pligt til at søge at opnå patientens informerede samtykke, jf. lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil. Hvis dette ikke lykkes, indebærer lovforslagets § 12, at behandlingsteamet har pligt til at udarbejde behandlingsforslag eventuelt i samarbejde med patientens pårørende. Formålet med bestemmelsen er, at forinden der træffes beslutning om tvangsbehandling skal alle andre behandlingsmuligheder være udtømte.

Afgørelse om tvangsbehandling træffes i det enkelte tilfælde af overlægen, der også træffer bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse. Afgørelse om behandlingsform og -indhold skal træffes i overensstemmelse med § 4 om det mindste middels princip. Ved tvangsmedicinering indebærer dette, at der skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger, jf. § 12, stk. 2.

Ved afprøvede lægemidler forstås præparater, der er velkendte, og som findes optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, jf. Lægeforeningens medicinfortegnelse og lægemiddelkataloget. Sædvanlig dosering betyder, at ordinationen skal følge de retningslinjer, der er angivet i lægemiddelfortegnelsen, samt det, der svarer til god psykiatrisk praksis. Brug af ekstraordinært store doser - megadoser - vil således være uberettiget, når der er tale om tvangsbehandling. Depotpræparater bør efter lovforslaget undgås. Skal der nødvendigvis anvendes et depotpræparat af hensyn til patienten, skal der anvendes »kortvarig depotmedicin«, dvs. depotmedicin, hvis virkning ophører inden for 72 timer. På grund af fremkomsten af nye præparater fastlægger Sundhedsstyrelsen nærmere regler for anvendelse af depotmedicin. Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede. Medicinering må ikke foregå skjult for patienten ved medicintilsætning til mad og drikke eller sammen med andre præparater, som patienten er vant til at tage. I forbindelse med behandlingen af L 45 er Retsudvalget blevet gjort opmærksom på, at det er i strid med retsopfattelsen, hvis en patient, der har indklaget en sag om anvendelse af tvang kort forinden mødet, hvori klageren skal deltage, tvangsmæssigt er indgivet medicin, der kan give vedkommende vanskeligheder ved at forklare sin sag. Der kan være en afvejning over for, om vedkommende - hvis der ikke gives medicin - vil være i stand til at kunne møde. Afgørelsen træffes af vedkommende overlæge, jf. dog § 2, stk. 3.

Kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

§ 11. Når betingelserne i § 5, stk. 2, ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og patientrådgiveren underrettes straks herom.

Kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10. Tvangsbehandling kan først besluttes efter, at patienten har været under tilstrækkelig langvarig observation i hospitalsafdelingen til, at observationen kan danne grundlag for en bedømmelse af tilstanden og behovet for behandling. Tvangsbehandling må ikke iværksættes, før andre typer af frivillig behandling har været forsøgt og vist sig åbenbart nytteløse.

Stk. 2. Tvangsbehandling må kun ske af behandlingsmæssige årsager. Ved tvangsbehandling med lægemidler skal der anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Ved tvangsbehandling bør der ikke anvendes depotmedicin. Elektrostimulation må ikke benyttes som led i tvangsbehandling, medmindre der foreligger en livstruende tilstand.

Stk. 4. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse. I akutte tilfælde kan vagtlægen træffe midlertidig beslutning om tvangsbehandling.

Stk. 5. Tvangsbehandling bør ikke finde sted inden for 24 timer, før patienten skal deltage i møde om sin egen sag.

Stk. 6. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 13. En person, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en akut og livstruende somatisk sygdom, kan undergives tvangsbehandling af denne sygdom, såfremt sygdommen udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske på somatisk afdeling.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 13 regulerer adgangen til i visse tilfælde at tvangsbehandle eventuelle legemlige lidelser hos psykiatriske patienter.

Sådan somatisk tvangsbehandling må kun finde sted, såfremt patienten opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse. Patienten skal således være sindssyg og samtidig opfylde enten behandlingskriteriet eller farlighedskriteriet. Den legemlige lidelse skal være akut og så alvorlig, at den udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Beslutningen om at iværksætte somatisk tvangsbehandling træffes af overlægen for vedkommende psykiatriske afdeling i samarbejde med det tværfaglige behandlerteam.

Overlægen på den psykiatriske afdeling og overlægen på den pågældende somatiske afdeling skal være enige om, at betingelserne for at tvangsbehandle den legemlige lidelse er opfyldt.

Patienten kan om fornødent overføres til somatisk afdeling med henblik på behandlingens gennemførelse. Viser det sig under opholdet på somatisk afdeling nødvendigt at anvende tvang, finder dette sted i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

Til kapitel 5

Tvangsfiksering m.v.

Tvangsfiksering

Til § 14

Lovforslagets § 14 vedrører anvendelse af tvangsfiksering i modsætning til beskyttelsesfiksering, hvis anvendelse er reguleret i § 18. Forskellen mellem tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering ligger dels i anvendelsen af fikseringsmiddel og dels formålet med fiksering, jf. bemærkningerne til § 18.

Hvis formålet er at afværge en fare, som patienten tilsigtet udsætter sig selv eller sine omgivelser for, er der tale om et tvangsmiddel. Omvendt er der tale om et beskyttelsesmiddel, hvis formålet er at beskytte patienten selv imod, at denne utilsigtet udsætter sit eget legeme for væsentlig fare, typisk ved at foretage sig dagligdags handlinger eller udvise helt almindelig adfærd, som den pågældende blot ikke længere er i stand til at udføre uden at løbe en væsentlig risiko for at komme til skade, navnlig ved at falde.

Ud over formålet tillægges midlets art også betydning ved afgørelsen af, om der er tale om tvangsfiksering eller beskyttelsesfiksering. Midler, der anvendes til tvangsfiksering - det vil sige bælte, fod- og håndremme eller handsker - må ikke anvendes til beskyttelsesfiksering.

Anvendelse af tvangsmidler må efter lovforslaget kun anvendes over for personer, som er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt. Magtanvendelse overfor frivilligt indlagte reguleres efter § 17, ellers må der tages stilling til, om patienten skal tvangstilbageholdes.

Det er lovforslagets intention, at alle muligheder for at undgå anvendelse af tvang skal være udtømt, før tvangsmidler tages i anvendelse. Derfor foreslås det, at der tilføres ekstra personale med henblik på at undgå fiksering m.v. Der lægges i lovforslaget vægt på, at det er kvalificeret personale, som sættes ind i de forebyggende situationer. Vurdering af nødvendigheden af anvendelse af tvang er tæt sammenhængende med tilspidsede situationer, hvorfor behovet for erfaring i psykiatrisk behandlingsarbejde hos personalet har betydning. Under alle omstændigheder må der ikke anvendes personale, som ikke har gennemgået uddannelse inden for psykiatrisk pleje, ved gennemførelse af tvangsmæssige foranstaltninger på psykiatriske afdelinger. Bæltefiksering må ikke anvendes som et adfærdskorrigerende middel. Situationer, hvor patienter forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper medpatienter, er ikke grundlag for et behandlingsmæssigt tvangsindgreb, men kan udmærket være grundlag for at tilføre afdelingen ekstra personale i tilspidsede situationer.

Til § 15

Bestemmelsen indeholder angivelse af, hvem der har kompetencen til at træffe bestemmelse om indsættelse af ekstra personale og træffe bestemmelse om tvangsfiksering. Beslutning om tvangsfiksering og anvendelse af ekstra personale forudsættes taget op i det tværgående behandlerteam med henblik på vurdering af behandlingsmiljøet i afdelingen.

Til § 16

I lovforslaget sættes den forebyggende foranstaltning med fast vagt ind, før fikseringen sker.

En fast vagt er en hertil udpeget plejer, sygeplejerske eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter, som den pågældende er fast vagt for. Tilsynet bør selvsagt udføres med hensyntagen til patientens egne ønsker og respekt af dennes værdighed og selvfølelse, herunder også retten til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.

Anvendelse af fysisk magt

Til § 17

§ 14. Tvangsfiksering må efter denne lov kun anvendes over for personer, der er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt.

Stk. 2. Forud for anvendelsen af tvangsfiksering skal situationen være søgt afhjulpet ved tilførsel af ekstra kvalificeret personale.

Stk. 3. Som middel til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd- og fodremme samt handsker. Til gennemførelse af tvangsforanstaltninger må kun anvendes personale, der har gennemgået psykiatrisk plejeruddannelse.

Stk. 4. Tvangsfiksering må kun anvendes i det omfang, det er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide alvorlig skade på legeme eller helbred.

§ 15. Beslutning om tilførsel af ekstra kvalificeret personale til forebyggelse af tvangsfiksering samt beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten.

Stk. 2. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller fodremme, skal dog træffes af overlægen.

Stk. 3. Er det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 4, af hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende indsættelse af ekstra personale eller fortsat anvendelse af tvangsfiksering med bælte.

§ 16. Fast vagt kan ordineres til en patient som forebyggelse af tvangsfiksering. Den faste vagt skal så vidt muligt være en medarbejder med forudgående erfaring fra arbejde med psykiatriske patienter.

Stk. 2. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

Anvendelse af fysisk magt

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, og som ikke er tvangsindlagt eller tilbageholdt, jf. kapitel 3, kan efter almindelige nødværgebestemmelser fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted på sygehuset eller udskrives, såfremt vedkommende groft forulemper personalet eller medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Stk. 3. Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel 3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres fortsatte tilstedeværelse på hospitalet.

Stk. 3. Forinden fysisk magt bringes i anvendelse, skal situationen være søgt afhjulpet ved tilførsel af ekstra personale.

Stk. 4. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten skal have fast vagt, jf. § 16, stk. 1.

Stk. 5. Ved anvendelse af fysisk magt må kun anvendes personale, som har gennemgået psykiatrisk plejeruddannelse.

Beskyttelsesfiksering

§ 17 omhandler bortset fra stk. 2 alle patienter indlagt på psykiatriske hospitalsafdelinger og tager udgangspunkt i almindelige nødværgebestemmelser. Bestemmelsen lægger op til, at de personer, som i forskellige situationer bliver omfattet af bestemmelsen, er i stand til realistisk at opfatte deres omverden og forstå deres handlingers betydning. Der er også her foreslået indsættelse af personaleressourcer for at undgå konfrontationer.

Det er efter dette lovforslag ikke muligt at tvangsmedicinere en ikke-tvangstilbageholdt person, men § 17, stk. 4, giver mulighed for at give en patient fast vagt, så vedkommende kan falde til ro. Forslaget skal ses som modstykke til anvendelsen af andre tvangsforanstaltninger i situationer, hvor personalet ikke har tid til andre løsningsmodeller.

Ved anvendelse af fysisk magt må kun anvendes personale, som har gennemgået psykiatrisk plejeruddannelse.

Beskyttelsesfiksering

Til § 18

Vedrørende sondringen mellem beskyttelsesfiksering og tvangsfiksering henvises til de almindelige bemærkninger til § 14. Fiksering af en patient mod dennes vilje i beskyttende øjemed kan ske, når det er nødvendigt for at hindre, at den pågældende utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare. Foranstaltningen anses for tvungen, ikke blot når patienten direkte formulerer en protest, men også når vedkommende ved sin adfærd viser, at han eller hun søger at frigøre sig for det beskyttelsesmiddel, der anvendes. Hvis patienten selv kan frigøre sig og ikke søges hindret heri, foreligger der ikke beskyttelsesfiksering, men et hjælpemiddel.

De i praksis vigtigste eksempler på beskyttelsesfiksering er at placere patienten i en stol med et bord foran, således at patienten ikke selv kan rejse sig, eventuelt ved benyttelse af et særligt fikseringsbord, lagen eller stofrem over dyne, når patienten ligger i sin seng, samt brug af bælte i bad, på toilet eller i stol, alt med det formål at sikre, at patienten ikke rejser sig og falder med risiko for herved at komme til skade.

Aflåsning af afdelingens yderdøre eller brug af en lås, som gerontopsykiatriske patienter ikke kan finde ud af at anvende, kan også anses som en tvungen form for beskyttelse. Aflåsningen benyttes navnlig, når døren ikke kan lades uaflåst, fordi en eller flere patienter må befrygtes at ville forlade afdelingen og herved vil udsætte sig for betydelig risiko for tilskadekomst i trafikken eller for eventuelt at forkomme, fordi de ikke selv kan finde tilbage til afdelingen. Formålet med aflåsning som beskyttelsesforanstaltning er således forskelligt fra det formål, der kan begrunde aflåsning i medfør af § 17, stk. 2, der alene vedrører frihedsberøvede patienter.

Når aflåsning sker, må den eller de patienter, der herved søges forhindret i at forlade afdelingen, anses for frihedsberøvede.

Efter § 18, stk. 2, kræver beskyttelsesfiksering lægeordination med angivelse af, i hvilket omfang og i hvilke situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må benyttes. Der skal samtidig træffes bestemmelse om, hvornår ordinationen skal tages op til fornyet vurdering, hvilket efter de første 4 ordinationer dog mindst skal ske hver 4. uge, jf. § 21, stk. 3.

Ansvaret for og tilsynet med, at der ikke anvendes beskyttelsesfiksering i videre omfang end strengt påkrævet under behørig hensyntagen til patienternes sikkerhed, er overlægens, jf. § 21, stk. 1.

§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel, der benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare.

Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af et bestemt beskyttelsesmiddel.

Stk. 3. Beskyttelsesfiksering må ikke erstatte personale eller behandlingsinitiativer.

Bemyndigelsesbestemmelse

§ 18, stk. 3, indebærer, at det tværfaglige team skal tage stiling til, i hvilken udstrækning beskyttelsesfiksering ville kunne afløses eller imødegås af behandlingsinitiativer eller personaleressourcer.

Bemyndigelsesbestemmelse

Til § 19

Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering og herunder om adgangen til at foretage aflåsning af yderdøre. Der kan blive behov for dels at udfærdige mere detaljerede forskrifter om disse former for tvangsanvendelse, dels at fastsætte mere instruktoriske forskrifter til personalet.

Til kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

Til § 20

Den faktiske anvendelse af tvang, det være sig tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse eller aflåsning af en ellers åben afdeling, skal i hvert enkelt tilfælde registreres og indføres i en tvangsprotokol.

For så vidt angår beskyttelsesfiksering bortset fra aflåsning er det tilstrækkeligt, at selve lægeordinationen indføres i tvangsprotokollen. Ordinationsnotatet skal indeholde specifikation af de situationer, hvor beskyttelsesfiksering må bringes i anvendelse, og af de midler, der må benyttes. Derimod er der ved beskyttelsesfiksering ikke pligt til at tilføre tvangsprotokollen oplysning om de enkelte tilfælde, hvor beskyttelsesfikseringen faktisk bringes i anvendelse i henhold til den forudgående ordination.

Efter bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 er det forudsat, at der i de nærmere regler om tvangsprotokoller, som sundhedsministeren fastsætter, bl.a. skal medtages bestemmelser om indberetning af tvang til sygehusejeren, embedslægen og Sundhedsstyrelsen.

En patient har altid ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er tilført tvangsprotokollen om patienten selv. Patientrådgiveren har samme ret for så vidt angår den eller de patienter, som den pågældende er beskikket for.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at frihedsberøvelse og anden tvang i overensstemmelse med det mindste middels princip ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Det påhviler overlægen i samarbejde med det tværfaglige behandlingsteam at påse overholdelsen af dette princip.

Forslaget om halvårlige rapporter fra afdelinger, som har anvendt tvang, skal ses i sammenhæng med lovforslagets samlede intentioner om at minimere tvangen. Det er hensigten med forslaget, at personalet kan redegøre for, hvilke særlige problemer deres afdeling har, som har indvirkning på miljøet og på tvangens opståen. Redegørelserne skal tilsendes indsigtsnævnet, sygehusejerne og embedslægen med henblik på at give de berørte myndigheder mulighed for at få kendskab til årsagerne til tvangens anvendelse. Redegørelserne må ikke indeholde genkendelige personbeskrivelser, men gerne medtage beskrivelser af opståede situationer i afdelingen. Den ansvarlige for afdelingens pleje skal tage initiativ til, at redegørelsen bliver udarbejdet. Hele afdelingens faste plejepersonale deltager i udarbejdelsen.

Lovforslagets § 21, stk. 2, indeholder en særlig regel om obligatorisk efterprøvelse af, om betingelserne for fortsat frihedsberøvelse er opfyldt (review).

Overlægen skal i samarbejde med det tværfaglige behandlingsteam efter § 21, stk. 1, af egen drift og til stadighed bl.a. påse, at ingen holdes frihedsberøvet i længere tid end nødvendigt. Baggrunden for reglen i § 21, stk. 2, er ønsket om at supplere denne løbende efterprøvelse, som bør ske regelmæssigt, med en mere formaliseret procedure.

Efter bestemmelserne skal overlægen i relation til enhver patient, der er frihedsberøvet, på eget initiativ tage spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse op til formel prøvelse med de i bestemmelsen angivne intervaller. Resultatet af denne obligatoriske efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen med en udførlig begrundelse for afgørelsen. Finder overlægen, at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse ikke længere er til stede, skal frihedsberøvelsen straks ophæves, jf. § 11. For det tilfælde, at overlægen i samarbejde med det tværfaglige behandlingsteam finder fortsat frihedsberøvelse nødvendig, følger det af § 21, stk. 2, 2. pkt., at patientrådgiveren og patienten skal underrettes om afgørelsen.

Det bør fremhæves, at den nævnte procedure naturligvis ikke afskærer patienten fra til enhver tid selv at fremsætte begæring om udskrivning, jf. § 10, stk. 3. Den formaliserede obligatoriske efterprøvelse skal netop sikre, at spørgsmålet tages op regelmæssigt og uafhængigt af en begæring efter § 10, stk. 3, fra patienten, alt med det formål at frihedsberøvelsen begrænses til det absolut nødvendige.

Endvidere indeholder § 21, stk. 3, en særbestemmelse for så vidt angår efterprøvelse af ordination af beskyttelsesfiksering. For at sikre, at der ikke anvendes beskyttelsesfiksering i videre omfang end påkrævet, foreslås det, at der skal ske en fornyet vurdering henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter den første ordination og herefter mindst hver 4. uge. Sker der ikke fornyet lægeordination på disse tidspunkter, falder beslutningen og hermed hjemmelen til at benytte det pågældende beskyttelsesmiddel bort.

Til kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

Til § 22

Bestemmelsen indebærer, at psykokirurgiske indgreb kun kan anvendes efter afgivelse af informeret samtykke. Sundhedsministeren fastsætter regler for afgivelse af informeret samtykke af umyndiggjorte personer. Der kræves endvidere en forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen. Det er i forbindelse med behandlingen af L 45 oplyst, at der i Danmark ikke siden 1964 er anvendt psykokirurgiske indgreb.

Til § 23

Ved forsøgsbehandling forstås afprøvning af lægemidler og indgreb eller anden legemlig eller psykisk påvirkning eller undersøgelse, der foretages i forskningsmæssigt øjemed. Såvel klinisk som ikke klinisk afprøvning og forskning er omfattet af reglen.

Efter § 23, stk. 1, må forsøgsbehandling ikke gennemføres over for frihedsberøvede patienter. Dette uanset om de pågældende samtykker i at medvirke i forsøgsbehandlingens gennemførelse. Efter § 23, stk. 2, må forsøgsbehandling ikke ske over for sindssyge, selv om de ikke er tvangsindlagt.

Forsøgsbehandling over for andre patienter må kun ske efter informeret samtykke og med retsgyldigt tilsagn fra hospitalsmyndigheden om erkendelse af eventuelt erstatningsansvar. Med formuleringen statueres der et objektivt ansvar for sygehusejeren. Dermed menes, at det ikke er skadelidte, der skal bevise, at sygehusejeren har udvist ansvarspådragende adfærd.

Til kapitel 8

Patientrettigheder

Til § 24

Reglen i § 24 skal ses i sammenhæng med programerklæringen § 1. Der henvises endvidere til de indledende bemærkninger. Bestemmelsen omfatter direkte kun personer, som er tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt. Det følger af § 43, stk. 3 og 5, at de her nævnte patientrettigheder, bortset fra nr. 5 om ledsaget udgang, også skal gælde for personer, der er anbragt i Sikringsanstalten ved Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, og at de helt eller delvis kan komme til at gælde for patienter, der indlægges i henhold til strafferetlig afgørelse, jf. § 45.

Mens § 1 i dette lovforslag foreskriver en vis standard, som det påhviler de ansvarlige sygehusejere at tilvejebringe, er denne standard i § 24 sat i relation til nogle bestemte behov, som de frihedsberøvede patienter har med hensyn til enestue, fælles opholdsrum, besøgsrum, beskæftigelse, undervisning, adgang til udendørsophold og ledsaget udgang. Den opregning, der finder sted i § 24, angiver nogle områder, hvor det må anses for særlig vigtigt, at der nu bliver gjort en indsats for at højne standarden på landsplan med henblik på at skabe tidssvarende forhold.

Der findes nyere psykiatriske sygehusafdelinger, som uden videre må anses for at være i god overensstemmelse med de krav, der med rette kan stilles i dag, jf. § 24. Det er imidlertid ikke meningen at låse udviklingen fast. Der er tale om en retlig standard, hvis indhold vil ændre sig med tiden. God psykiatrisk behandlingsstandard er et relativt begreb, som dog ikke bør være afhængigt af sted, men nok af tid.

Bestemmelsen angiver sammen med §§ 1 og 4, at sygehusejerne skal sørge for, at der er tilstrækkeligt personale, bygninger og andet udstyr til opfyldelse af de krav, som må stilles for at anse gode psykiatriske behandlingstilbud for opfyldt, navnlig med henblik på at forebygge tvangsanvendelse.

En lukket psykiatrisk afdeling bør være udstyret med mindst 2 dagopholdsrum ud over gangen samt separat besøgslokale og yde et passende tilbud om beskæftigelse, undervisning og motion 5 dage om ugen samt adgang til mindst 1 times ophold udendørs hver dag, også i weekenden.

Der bør være personale til rådighed, som om fornødent kan ledsage en frihedsberøvet patient under udgang.

Efter stk. 2 bemyndiges sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne om patientrettigheder for frihedsberøvede patienter.

Til §§ 25-28

Til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning foreslås etableret en ordning med lønnede patientrådgivere.

Efter lovforslagets § 25, stk. 1, skal der automatisk og obligatorisk ske beskikkelse af en patientrådgiver i alle tilfælde af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling, uanset om patienten har anmodet om en sådan beskikkelse. Ved anden form for tvangsanvendelse, dvs. tvangsfiksering, jf. §§ 14, 17 og 18, skal der ligeledes beskikkes en patientrådgiver.

Lovforslagets § 25, stk. 2, og § 27, stk. 1, indeholder en beskrivelse af patientrådgiverens opgaver, der i almindelighed forudsættes at kunne løses inden for 4-6 timer pr. uge.

Patientrådgivere antages efter ansøgning af statsamtmanden, som udarbejder en fortegnelse over de antagne patientrådgivere, der fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet. Patientrådgiveren skal kunne frasige sig beskikkelsen, såfremt den pågældende skønner, at det ikke vil være muligt at opnå samarbejde med pågældende patient. Et sådant skøn vil hovedsageligt foretages på baggrund af forudkendskab mellem patient og patientrådgiver.

Patientrådgiverne tænkes navnlig rekrutteret fra personale med ansættelse i sundheds- og socialsektoren i vid forstand. Også andre interesserede bør dog kunne komme i betragtning.

Beskikkelsen sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske udtager den patientrådgiver, som står for tur fra den fortegnelse, som statsamtmanden har udarbejdet over antagne patientrådgivere. Beskikkelsen sker i almindelighed ved telefonisk underretning til patientrådgiveren, men skal efterfølgende bekræftes skriftligt.

Fremsætter patienten begæring om at få en anden på fortegnelsen optaget patientrådgiver beskikket, skal en sådan begæring så vidt muligt tages til følge, jf. § 26, stk. 2. Er der tale om en anmodning om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet med en anden, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, bør anmodningen dog kun imødekommes, hvis dette er rimeligt begrundet.

Mens den vagthavende sygeplejerskes og overlægens beskikkelse af en patientrådgiver i medfør af henholdsvis § 26, stk. 3 og 2, altid vil ske i henhold til listen over faste patientrådgivere, kan andre end disse godt beskikkes som patientrådgiver af statsamtmanden i henhold til patientens udtrykkelige begæring, jf. § 26, stk. 5.

I disse tilfælde vil der dog altid ske foreløbig beskikkelse af den patientrådgiver, der efter § 26, stk. 2, står for tur. Denne fungerer, indtil statsamtmanden har truffet afgørelse om, hvorvidt patientens anmodning om at få beskikket en patientrådgiver, der ikke er optaget på listen, kan imødekommes. Ved vurderingen af, om en sådan begæring bør tages til følge, bør der lægges vægt på, om begæringen er rimeligt begrundet, herunder om den, der ønskes beskikket, kan anses for egnet til hvervet. Nære pårørende til patienten og dennes venner kan meget vel være de eneste, som patienten har tillid til. Til disse kan man ikke stille krav om særlig indsigt eller kendskab til de forhold, som de faste patientrådgivere forudsættes at have erhvervet sig, men derimod nok om en umiddelbar forståelse for, hvad hvervet indebærer. Der må ikke foreligge interessemodsætninger, som patienten eventuelt ikke selv er tilstrækkeligt opmærksom på.

Såfremt statsamtmanden finder beskikkelsen utilrådelig og derfor afslår at imødekomme patientens begæring, vil afslaget kunne påklages til indsigtsnævnet.

Hvis patientrådgiveren skal kunne udføre sit hverv, er det nødvendigt, at rådgiveren på den ene side modtager relevante lægelige oplysninger om patienten og ikke må nøjes med, hvad denne selv kan og vil oplyse. Det er på den anden side også vigtigt at tage hensyn til patientens egne ønsker og lægernes tavshedspligt. Det er en afvejning af disse modstridende hensyn, der gør det nødvendigt at foretage en selvstændig regulering af spørgsmålet, jf. lovforslagets § 28, idet forvaltningslovens regler om partsrepræsentation næppe vil være fuldt ud dækkende for den særlige retsstilling, der ønskes tilvejebragt på dette område.

Patientrådgiveren må have adgang til de oplysninger, som er nødvendige for, at den pågældende kan varetage sit hverv. Patientrådgiveren skal f.eks. have adgang til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen, jf. bemærkningerne til § 20.

Som et naturligt modstykke til de fortrolige oplysninger, patientrådgiverne modtager, har de tavshedspligt efter de gældende regler i forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152.

Patientrådgiveren bør på den anden side ikke have informationer, som af lægelige grunde ikke meddeles patienten, ligesom oplysninger om patientens øvrige forhold på forlangende af patienten ikke må meddeles til patientrådgiveren. Af hensyn til patientrådgiverens muligheder for samarbejde med patienten skal denne have oplysninger om, at der bliver tilbageholdt oplysninger.

Selv om patienten som hovedregel har ret til i aktindsigt i sin egen journal, jf. § 9 i lov om offentlighed i forvaltningen, må patientrådgiverens adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af journalen kræve et samtykke fra patienten.

Hvis en sådan situation opstår, bør overlægen dog altid søge afklaret, om beskikkelse af en anden patientrådgiver eventuelt vil ændre patientens holdning til spørgsmålet, og i givet fald rejse sag herom.

Til § 29

Efter lovforslagets § 29 bortfalder beskikkelsen 30 dage efter, at det tvangsindgreb, der har udløst beskikkelsen, er bragt til ophør.

Patientrådgiverens opgave er, ud over tilsynet med selve tvangsindgrebet, at sikre sig, at den lagte behandlingsplan er i overensstemmelse med patientens behov. Lovforslaget skal give patienten mulighed for i en afklaret situation at drøfte behandlingsplanen igennem med patientrådgiveren og eventuelt bruge denne til at få foretaget ændringer eller inddraget nye momenter. Har patienten indgivet klage over tvangsindgrebet, skal denne have mulighed for at få støtte fra patientrådgiveren, til klagen er færdigbehandlet, eventuelt ved at sikre at patienten får støtte under møder med indsigtsnævnet og Landsnævnet.

Til § 30

Lovforslaget tillægger sundhedsministeren aftaleretten for patientrådgivere. Aflønningen bør ske ved »frikøb« af rådgiverne fra anden ansættelse, så der ikke opstår et offentligt »ben«. Ved fastsættelsen af beløb til dækning af udgifter i forbindelse med udførelse af patientrådgiverhvervet skal det sikres, at de faktiske omkostninger bliver dækket, således at det ikke bliver udgiftsbelastende for rådgiverne at have påtaget sig hvervet. Endelig skal det sikres, at patientrådgiverne får tilbud om en årlig efteruddannelse, så de er i stand til at følge med i udviklingen inden for det psykiatriske og sociale behandlingsområde. Kursusdeltagelse skal ske med betaling af tabt arbejdsfortjeneste.

Til § 31

Bestemmelsen indebærer en forpligtelse for primærkommunerne til at sikre, at ingen psykiatriske patienter udskrives til »gaden« uden tilbud om opholdssted. Forpligtelsen kan selvfølgelig ikke række ud over patienternes eget ønske, men bestemmelsen tilsigter, at der, jf. § 1, oprettes særlige boligtilbud (bofællesskaber for ensomme, boligløse og psykisk dårligt stillede) eller andre egnede boligtilbud.

Patientråd m.v.

Til § 32

Bestemmelsen bygger på de tanker, udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling fremførte i betænkning 1109/1987, s. 94-95. Dette forslag er udbygget ved at give patientorganisationerne indflydelse på patientrådenes funktion. Erfaringen med patientarbejdet på de psykiatriske hospitaler har vist, at der er behov for støtte fra tidligere patienter og patientforeninger, hvis patientrådene skal fungere som råd med nogen mulighed for påvirkning af miljøet på hospitalet. Det er ikke meningen, at patientorganisationerne skal drive patientrådene eller »kontorer« på hospitalerne. Udgangspunktet skal være de til enhver tid indlagte patienter.

Patientråd vil ikke umiddelbart give nogen større mulighed for reel medindflydelse for akut indlagte patienter med korttidsophold på psykiatrisk afdeling. Man må dog herved erindre dels, at deltagelse i afdelingens patientmøder står åben for alle, der på mødedagen er indlagt, hvilket giver korttidsindlagte patienter mulighed for at rejse spørgsmål og kritik, som andre kan følge op, dels at den generelt positive virkning, som oprettelse af patientråd må antages at medføre, vil komme alle indlagte til gode, også de korttidsindlagte.

En ordning med formaliseret patientindflydelse har ikke direkte noget med frihedsberøvelse og tvangsanvendelse at gøre. Men netop for det mindretal af patienter, der undergives en eller anden form for tvang, er det særlig betydningsfuldt, at der hersker gode forhold på sygehuset. Det drejer sig om, at tvang anvendes så lidt som muligt og under nøje overholdelse af reglerne, samt om at tvang udøves så skånsomt som muligt og uden at forvolde nogen unødig krænkelse, jf. § 4, stk. 5.

Overholdelse af disse og andre regler forudsætter imidlertid, at personalet har de rigtige holdninger til patienterne, og det er i den sammenhæng, man bør se betydningen af patientråd for de patienter, der undergives frihedsberøvelse eller anden form for tvangsanvendelse.

Ordningens indførelse foreslås gjort obligatorisk, da der er tale om en del af den faktiske retsbeskyttelse, som ydes patienterne. Nærmere regler om patientråd fastsættes af sundhedsministeren.

Til kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

Til §§ 33-35

I tilfælde, hvor frihedsberøvelse eller anden tvang agtes anvendt, skal patienten forinden underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, begrundelse og formål, jf. lovforslagets § 33, stk. 1. Dette gælder, uanset om patienten har anmodet om at få disse oplysninger.

En sådan forudgående underretning kan dog i særligt hastende tilfælde undlades ved anvendelse af tvangsmidler og fysisk magt, jf. stk. 2. Der tænkes herved på de akutte situationer, hvor tvang anvendes for at afværge mere overhængende fare. I sådanne tilfælde ville det være urealistisk og efter omstændighederne uforsvarligt, hvis underretningspligten i stk. 1 skulle opfyldes, før indgrebet kunne foretages. Begrundelsen for indgrebets foretagelse skal i disse tilfælde gives efterfølgende.

Beslutninger om at anvende tvang må antages at være afgørelser i forvaltningslovens forstand, hvilket bl.a. indebærer, at forvaltningslovens regler om efterfølgende skriftlig begrundelse på begæring finder anvendelse.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 om klagevejledning gælder kun for afgørelser, der meddeles skriftligt. Den almindelige vejledningspligt i forvaltningslovens § 7 medfører imidlertid, at der om fornødent også skal gives klagevejledning, når afgørelsen meddeles mundtligt.

I § 34 foreslås en udtrykkelig bestemmelse om, at patienten ved enhver anvendelse af tvang skal vejledes om adgangen til at påklage indgrebet. I forbindelse med frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og beskyttelsesfiksering skal patienten vejledes om adgangen til at påklage de pågældende indgreb til det psykiatriske indsigtsnævn og indtægtsnævnets afgørelser til Det psykiatriske Landsnævn, jf. lovforslagets §§ 37-39. Ved frihedsberøvelse, dvs. tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, skal patienten vejledes om adgangen til at indbringe Landsnævnets afgørelser for Landsretten, jf. lovforslagets § 39. En sådan vejledningspligt følger også af forvaltningslovens § 26.

Endvidere skal patienten ved iværksættelse af frihedsberøvelse vejledes om, at indgrebet indbringes for det psykiatriske indsigtsnævn inden 48 timer, uanset om patienten selv klager.

Det er ikke i bestemmelsen fastlagt, hvornår klagevejledningen skal gives. Dog skal klagevejledning altid gives, før beslutning om tvangsbehandling effektueres, såfremt klagen kan have opsættende virkning, jf. § 34, stk. 3.

En udnyttelse af klageadgangen har i almindelighed ikke opsættende virkning, jf. § 34, stk. 2. Dog gælder der en særregel ved tvangsbehandling, jf. § 34, stk. 3.

Til kapitel 10

Klageadgang og domstolsprøvelse

Til §§ 36-42

Efter § 36 skal der oprettes et indsigtsnævn i hver sygehuskommune og eet for Rigshospitalet.

Indsigtsnævnets stedlige kompetence omfatter de psykiatriske afdelinger, der hører under den pågældende sygehuskommunes indsigtsnævn, dog således at indsigtsnævnet for Rigshospitalet behandler sager vedrørende de(n) psykiatrisk(e) afdeling(er) på Rigshospitalet.

Indsigtsnævnets saglige kompetence omfatter beslutninger vedrørende frihedsberøvelse, tvangsbehandling og anden tvangsanvendelse, forholdene i øvrigt samt beskikkelse af patientrådgivere. Uden for indsigtsnævnenes kompetence falder afgørelser om frihedsberøvelse efter reglerne i kapitel 11 og 12 om de ekstraordinært farlige personer og personer, der er indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse.

I medfør af § 37, stk. 3, er et indsigtsnævn beføjet til af egen drift at tage en sag op til undersøgelse, når nævnet finder anledning hertil. Uden denne kompetence begrænses nævnets handlefrihed i en sådan grad, at det må forekomme betænkeligt. Nævnet kan også udbede sig oplysning om den praksis, man følger på de forskellige psykiatriske afdelinger i sygehuskommunen/på Rigshospitalet for bedre at kunne foretage sammenligninger. Endelig kan nævnet aflægge uanmeldte besøg på de psykiatriske afdelinger for bl.a. at føre tilsyn med de forhold, som har forbindelse med tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling samt tvangs- og beskyttelsesfiksering. Nævnet kan som led heri kræve at få tvangsprotokollen forelagt og udbede sig supplerende oplysninger. Nævnet forudsættes at prioritere de uanmeldte besøg særlig højt for så vidt angår de afdelinger, hvor der ligger gerontopsykiatriske patienter og andre, der har særlig vanskeligt ved selv at fremsætte begæringer, gøre indsigelser og klage.

Nævnet fører endvidere tilsyn med forholdene på de psykiatriske afdelinger i øvrigt.

§ 19. Sundhedsministeren fastsætter nærmer regler om tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt samt om beskyttelsesfiksering.

§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17, og om enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tvangsprotokoller, halvårlige redegørelser, jf. § 21, stk. 1, samt om registrering og indberetning af tvang til sygehusejeren, embedslægen og Sundhedsstyrelsen.

§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen i samarbejde med afdelingens tværfaglige behandlerteam at påse, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering i så vid udstrækning som muligt undgås og kun anvendes, hvor det er absolut nødvendigt. Afdelingspersonalet på afdelinger, som har anvendt tvang, udarbejder en halvårlig redegørelse om omfanget af tvang og de mere generelle årsager hertil.

Stk. 2. Overlægen skal af egen drift til stadighed efterprøve, om betingelserne for frihedsberøvelse fortsat er opfyldt. Resultatet af denne efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 2, 5, 10, 20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes. Patientrådgiveren og patienten underrettes om beslutning om opretholdt tvangstilbageholdelse.

Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af beskyttelsesfiksering så ofte, som forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage, efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

Stk. 4. For patienter, over for hvem der i længere tid anvendes beskyttelsesfiksering, skal man som led i behandlingsplanen, jf. § 2, stk. 4, søge at bringe beskyttelsesfikseringen til ophør eller modvirke generne ved beskyttelsesfiksering. Behandlingsplanen skal så vidt muligt drøftes med patientens pårørende.

§ 22. Psykokirurgiske indgreb kan kun foretages med patientens skriftlige samtykke, for så vidt patienten er i stand til at handle fornuftsmæssigt. Sundhedsministeren fastsætter regler om samtykke fra patienter, som er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt.

Stk. 2. Psykokirurgiske indgreb må endvidere kun foretages efter forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af Sundhedsstyrelsen.

§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke undergives forsøgsbehandling.

Stk. 2. Sindssyge patienter må ikke undergives forsøgsbehandling. Forsøgsbehandling på psykiatrisk hospital må kun gennemføres med patientens informerede samtykke. Såfremt patienten påføres skade som følge af forsøg, er sygehusejeren erstatningsansvarlig.

§ 24. Sygehusejerne skal sikre, at enhver, der er frihedsberøvet efter reglerne i denne lov, har adgang til

1) ophold på enestue,

2) ophold under tidssvarende bygningsmæssige forhold,

3) passende tilbud om beskæftigelse, undervisning og aktivitet,

4) ophold i frisk luft daglig efter behov og

5) ledsaget udgang efter behov.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1.

§ 25. Enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, skal have beskikket en patientrådgiver, jf. § 26. Der skal endvidere beskikkes en patientrådgiver ved fiksering m.v., jf. §§ 14, 17 og 18.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal orienteres om behandlingsplanen og sikre sig, at den er i overensstemmelse med patientens behov.

§ 26. Statsamtmanden antager efter ansøgning et antal egnede og villige patientrådgivere. En fortegnelse over disse fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Stk. 2. Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den rækkefølge, hvori de er optaget på fortegnelsen. Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal overlægen imødekomme dette, medmindre der er forhold, som åbenlyst taler imod. Afgørelsen kan påklages til statsamtmanden, der træffer den endelige administrative afgørelse.

Stk. 3. Beskikkelsen sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske efter at have indhentet patientens udtalelse om den påtænkte beskikkelse underretter patientrådgiveren om tvangsforanstaltningen og beskikkelsen.

Stk. 4. Beskikkelsen skal foretages inden 24 timer efter, at tvangsindgrebet er foretaget.

Stk. 5. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2. Statsamtmanden træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens begæring skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.

§ 27. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen. Besøg skal herefter finde sted mindst een gang om ugen og i øvrigt efter behov.

Stk. 2. Patientrådgiveren og patienten har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig og telefonisk forbindelse med hinanden.

§ 28. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, eller som patienten modsætter sig videregivelsen af, kan ikke gives til patientrådgiveren.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal orienteres om, at der er oplysninger, som af de i stk. 1 nævnte grunde ikke meddeles patientrådgiveren.

§ 29. Beskikkelsen som patientrådgiver ophører 30 dage efter, at tvangsindgrebet er bragt til ophør. Patienten skal have ret til bistand fra patientrådgiveren ud over dette tidsrum i forbindelse med gennemførelse af klager over tvangsforanstaltningerne, klager over behandlingen eller vedrørende gennemførelse af den opstillede behandlingsplan. Den udvidede bistand ophører, når der er truffet endelig afgørelse i klagesagen.

§ 30. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og nærmere beføjelser samt vederlag.

Udskrivning og efterbehandling

§ 31. Social- og sundhedsforvaltningen i patientens bopælskommune er forpligtet til at sikre, at patienten ved udskrivning har et passende boligtilbud.

Patientråd m.v.

§ 32. På hvert enkelt psykiatrisk hospital eller afdeling skal der oprettes patientråd. Sundhedsministeren udarbejder efter høring hos patientorganisationerne nærmere retningslinier om patientrådene.

Stk. 2. Patientorganisationer kan give praktisk støtte til patientrådene.

§ 33. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes, skal patienten underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere indhold, baggrund og formål.

Stk. 2. Ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt m.v., jf. §§ 14-17, kan underretning dog i særligt hastende tilfælde undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.

§ 34. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om adgangen til at påklage indgrebet.

Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke opsættende virkning.

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling har dog opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Stk. 4. Ved iværksættelse af frihedsberøvelse skal patienten vejledes om, at indgrebet, uanset om patienten selv klager, vil blive indbragt for det psykiatriske indsigtsnævn, jf. § 37, stk. 2.

§ 35. Sundhedsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om underretning og klagevejledning.

§ 36. Sundhedsministeren nedsætter et psykiatrisk indsigtsnævn i hver sygehuskommune og for Rigshospitalet bestående af en formand, en eller flere næstformænd og et yderligere antal medlemmer. Formanden og næstformændene, der skal opfylde betingelserne for at være beneficeret forsvarsadvokat, udpeges af Folketingets tilsyn med frihedsberøvede (§ 71-tilsynet) efter indstilling fra Advokatrådet. De øvrige medlemmer af nævnet beskikkes af sundhedsministeren blandt personer optaget på grundlisten efter indstilling fra præsidenten for vedkommende landsret.

Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden eller en næstformand to andre medlemmer. Udtagelsen til den enkelte sag blandt de beskikkede medlemmer foretages af formanden efter tur i den rækkefølge, hvori medlemmerne er optaget i medlemsfortegnelsen.

§ 37. Det psykiatriske indsigtsnævn behandler klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling og anden anvendelse af tvang samt klager over forholdene på psykiatriske behandlingsinstitutioner i øvrigt. Endvidere behandles klager over statsamtmandens beslutninger om beskikkelse af patientrådgivere.

Stk. 2. En afgørelse om tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse skal dog, uanset om der indgives klage over afgørelsen, indbringes for nævnet inden 48 timer efter, at beslutningen om frihedsberøvelsen er truffet.

Stk. 3. Indsigtsnævnet kan af egen drift tage en sag op til undersøgelse, indhente oplysninger om den praksis, der følges, og aflægge uanmeldte besøg på de psykiatriske afdelinger for herigennem at føre tilsyn med forholdene på de psykiatriske afdelinger i øvrigt.

Stk. 4. Det psykiatriske indsigtsnævn afgiver en årlig beretning om indsigtsnævnets virksomhed til sygehusejeren, embedslægen, Sundhedsstyrelsen og § 71-tilsynet. Nævnet kan udtale sig offentligt, afgive henstillinger eller udtale sin kritik af bestemte forhold eller komme med forslag til ændringer.

§ 38. Klageberettiget er patienten og patientrådgiveren. Klagen indgives gennem afdelingen eller direkte til indsigtsnævnet. Personalet vejleder patienten om muligheden for at klage, jf. § 34, og bistår om fornødent patienten med klagens udfærdigelse.

Stk. 2. Sygehusmyndigheden fremsender journalen, sagens akter, herunder en udskrift af tvangsprotokollen og kopi af eventuelle tvangsindlæggelsespapirer, samt en erklæring fra overlægen til nævnet. Indsigtsnævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om tilvejebringelse af eventuelle yderligere erklæringer.

Stk. 3. Patienten og patientrådgiveren har ret til fremmøde for nævnet. I særlige tilfælde, hvor patientens helbred modsiger deltagelse i forhandlingerne, kan nævnet bestemme, at patienten helt eller delvis skal være udelukket herfra, eller nævnet kan sætte møde på afdelingen.

Stk. 4. Nævnet skal i sager om frihedsberøvelse eller anden anvendelse af tvang træffe afgørelse umiddelbart efter sagens modtagelse, i andre sager snarest muligt. Er afgørelse i almindelige klagesager ikke truffet inden 14 dage efter klagens modtagelse, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

§ 38 indeholder forskrifter om sagsbehandlingen i indsigtsnævnet.

De psykiatriske indsigtsnævn skal efter lovforslaget have forelagt overlægens beslutninger om anvendelse af tvang senest 48 timer efter, at denne beslutning er truffet. Indsigtsnævnets afgørelse skal meddeles patienten og patientrådgiveren samt overlægen.

Klager kan fremsættes over for afdelingen eller indgives direkte til indsigtsnævnet. Når en sag indbringes for indsigtsnævnet, enten som en tvangsgodkendelse eller som en klagesag, skal sagens akter, herunder en udskrift af det, der er tilført tvangsprotokollen, eller det, der klages over, en kopi af eventuelle indlæggelsespapirer og en erklæring fra overlægen, hurtigst muligt fremsendes eller overbringes til indsigtsnævnet. Hvis nævnet ønsker yderligere oplysninger, træffer nævnet selv foranstaltning hertil. Det kan f.eks. dreje sig om supplerende lægelige oplysninger eller en udtalelse fra afdelingens sygeplejepersonale eller enkelte personer blandt dette, hvis der klages over enkeltpersoner. Parter i sagen er sygehusmyndigheden og patienten. For at undgå en unødig belastning af forholdet mellem læge og patient anses overlægen derimod ikke som part. Patienten og patientrådgiveren har ret til mundtligt at forelægge sagen for nævnet. Patienten kan kun udelukkes helt eller delvis fra at deltage i forhandlingerne i særlige tilfælde, hvor patientens helbred tilsiger dette. Indsigtsnævnet træffer beslutning herom. Hvis dette gøres gældende fra sygehusmyndighedens side, må der fremlægges lægelig dokumentation herfor. Indsigtsnævnet kan i sådanne tilfælde sætte møde i den pågældende afdeling.

Overlægen og eventuelt tillige andre repræsentanter for sygehusmyndigheden og hospitalsafdelingen har ligeledes ret til at udtale sig over for indsigtsnævnet. I voteringen deltager kun nævnets formand og de to andre medlemmer. Nævnets sekretær har dog lov til at overvære voteringen.

Indsigtsnævnet skal i tvangssager træffe afgørelse umiddelbart efter sagens modtagelse. Det vil sige, at indsigtsnævnet hurtigt skal træde sammen, når der indbringes en sag. Det kan indebære møde uden for almindelig arbejdstid, men almindeligvis bør arbejdet tilrettelægges således, at møder afholdes i dagtimer og på hverdage.

I øvrige sager skal afgørelse normalt træffes inden 14 dage efter klagens modtagelse. Nævnet bør mødes mindst een gang om ugen. Hvis 14-dages-fristen undtagelsesvis ikke kan overholdes, skal nævnet underrette patienten og patientrådgiveren, normalt skriftligt, om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes truffet. I den patientvejledning, som bør udfærdiges om de nye regler, vil det formentlig være hensigtsmæssigt at nævne, at det er tidsbesparende at indgive klagen til afdelingen, således at denne fremsender klagen til indsigtsnævnet bilagt de fornødne oplysninger, herunder overlægens egen udtalelse, idet man herved sparer en høring.

Klage over indsigtsnævnets afgørelse vedrørende frihedsberøvelse og anden tvang indbringes efter begæring for Det Psykiatriske Landsnævn, jf. § 39, stk. 3.

Klager over andre forhold afgøres endeligt af indsigtsnævnet.

Folketingets § 71-tilsyn med administrativt frihedsberøvede, som udpeger formanden for de enkelte indsigtsnævn, holder sig orienteret om indsigtsnævnenes behandling af sager vedrørende tvang og frihedsberøvelse.

Bestemmelserne i §§ 39 og 41 indebærer, at prøvelsen af frihedsberøvelse sker ved Det Psykiatriske Landsnævn. Herved opfyldes betingelsen i grundlovens § 71, stk. 6, om prøvelse af afgørelser om administrativ frihedsberøvelse. Forslaget tilgodeser, at sagerne bliver behandlet af et nævn, hvis medlemmer har særlige forudsætninger for at bedømme sager vedrørende anvendelse af tvang og frihedsberøvelse inden for det psykiatriske område. Den hidtidige praksis med behandling ved byretterne har ikke i alle måder været tilfredsstillende set fra patientens side. Sagerne stiller særlige krav, som byretterne kan have vanskeligt ved at opfylde. Parterne eller deres repræsentanter kan indkaldes til forklaring for Landsnævnet. Nævnet sammensættes på samme måde, som Landsretten sammensættes ved behandling af børneanbringelsessager, jf. bistandslovens kapitel 18, § 130 og § 132. Landsnævnet kan sætte møde på hospitalet, hvor klageren er indlagt. Landsnævnet skal have selvstændigt sekretariat. Udgifterne hertil afholdes af Sundhedsministeriet. Retsplejelovens kapitel 43 a har efter lovforslaget ingen virkning for de frihedsberøvelser, som kan indbringes for Det Psykiatriske Landsnævn. Landsnævnet skal træffe afgørelse inden 14 dage efter sagens indbringelse. Kan afgørelse undtagelsesvis ikke træffes inden for 14-dages-fristen, skal Landsnævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil og om, hvornår afgørelsen kan forventes truffet.

I lighed med den nugældende lovs § 9, stk. 4, foreslås i § 41, stk. 4, en regel, som sætter en grænse for, hvor hurtigt en patient kan kræve en fornyet prøvelse af berettigelsen af, at han eller hun fortsat er tvangstilbageholdt. Efter 1938-loven er fristen 4 måneder. Har sagen været indbragt for retten, regnes denne frist fra rettens afgørelse. Man skal herved være opmærksom på, at Landsnævnet og retten ikke blot påkender spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for tvangstilbageholdelse var opfyldt, da der blev truffet beslutning herom, men tillige om, hvorvidt betingelserne for tvangstilbageholdelse stadig er til stede, når Landsnævnet og retten påkender sagen. Det foreslås, at denne frist nu fastsættes til 1 måned.

Endvidere foreslås der i § 41 indført frister for klage til indsigtsnævnet, Landsnævnet og derfra til Landsretten.

Bestemmelsen i § 42 indebærer, at det er sygehuskommunen, dvs. amtskommunen, Københavns eller Frederiksberg Kommune, som skal sørge for sekretariatsbistand til de indsigtsnævn, der nedsættes, og afholde de hermed forbundne udgifter. For Rigshospitalets vedkommende er det Sundhedsministeriet, der har disse opgaver.

Sundhedsministeriet afholder endvidere udgifterne til Landsnævnets drift.

Til kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

Til §§ 43-44

Efter de gældende bestemmelser i sindssygelovens § 10, sammenholdt med § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland, har Justitsministeriet en adgang til at træffe bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige sindssyge mænd på sikringsanstalten. Denne særlige adgang til i helt ekstraordinære tilfælde at udfærdige de såkaldte farlighedsdekreter, der i perioden 1974-1984 ikke har været anvendt i mere end 8 tilfælde om året, foreslås opretholdt med en sproglig præcisering og således, at der som en yderligere retsgaranti indføres obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse af Justitsministeriets afgørelse om anbringelse.

I praksis anvendes farlighedsdekreter navnlig over for personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en strafferetlig foranstaltning efter straffelovens § 68. Bestemmelse om anbringelse på sikringsanstalten kan dog også træffes over for andre personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling, uanset om de er frihedsberøvede eller frivilligt indlagte. Det forekommer i sjældne tilfælde, at farlighedsdekret afsiges over for personer, der er anbragt i kriminalforsorgens institutioner f.eks. på grundlag af en dom til forvaring.

Den grundlæggende betingelse for at træffe en sådan administrativ bestemmelse om anbringelse på den sikringsanstalt, der er knyttet til Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, er, at den pågældende person er sindssyg.

Endvidere kræves det, at den sindssyge vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Der er tale om et kvalificeret farlighedsbegreb, der ikke omfatter selvmordsfare.

Der skal foreligge en vedvarende mere kvalificeret og konkret farlighed rettet mod andres liv eller legeme. Det er endvidere en betingelse, at denne farlighed ikke kan imødegås eller afværges med andre mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i sikringsanstalten.

Omfattet vil navnlig være personer, som under deres ophold på psykiatrisk afdeling har gjort sig skyldig i manddrab, voldtægt eller legemsbeskadigelse eller i forsøg herpå, jf. straffelovens §§ 237, 216, 245 og 246, eller som truer med at begå sådanne handlinger, således at der fremkaldes alvorlig og velbegrundet frygt for andres liv eller velfærd, jf. straffelovens § 266. Forvolder en sindssyg lignende fare for andres liv eller legeme ved almenfarlige handlinger som f.eks. brandstiftelse, jf. straffelovens §§ 180 og 181, vil dette også kunne begrunde anbringelse i sikringsanstalten.

Den farlighed, der udløser farlighedsdekretet, vil undertiden, men ikke altid, medføre, at der rejses en selvstændig straffesag eller - hvis den pågældende i forvejen er undergivet en strafferetlig foranstaltning - sag om foranstaltningsændring. I så fald vil farlighedsdekretet ofte blive afløst af en strafferetlig foranstaltning, indledningsvis typisk i form af et varetægtssurrogat og senere i form af en foranstaltning efter straffelovens § 68.

Ligesom hidtil bør det ved valget mellem farlighedsdekret og strafferetlig forfølgning foretrækkes, at der gennemføres en strafferetlig forfølgning, hvor dette efter den udviste adfærd findes påkrævet. Der er imidlertid utvivlsomt et behov for i et begrænset antal tilfælde på grundlag af et farlighedsdekret meget hurtigt at kunne overføre virkeligt farlige sindssyge fra psykiatrisk sygehusafdeling eller fra en af kriminalforsorgens institutioner til sikringsanstalten.

Kompetencen til at afsige sådanne farlighedsdekreter tilkommer justitsministeren.

Under hensyn til en sådan foranstaltnings særdeles indgribende karakter foreslås der indført en ordning med efterfølgende obligatorisk domstolsprøvelse af disse indgreb efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 36, stk. 2. En sådan domstolsprøvelse skal ske, selv om farlighedsdekretet i mellemtiden måtte være blevet afløst af en straffeprocessuel foranstaltning.

For opholdet og behandlingen i sikringsanstalten gælder i øvrigt reglerne i dette lovforslag bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, § 24, stk. 1, nr. 5, og bestemmelserne om klager over frihedsberøvelse i kapitel 10. §§ 2 og 4 finder dog ikke fuldt ud anvendelse på sindssyge, der skal anbringes i sikringsanstalten, idet farlighedsdekret må afsiges, når betingelserne herfor er opfyldt, uanset om patienten måtte samtykke i anbringelsen, ligesom Justitsministeriet kan ophæve et farlighedsdekret, selv om patienten måtte ønske at forblive på sikringsanstalten. Derimod gælder §§ 2 og 4 fuldt ud for behandlingen af patienterne på sikringsanstalten, jf. §§ 12-19.

Den administrative kompetence til at ophæve et farlighedsdekret er henlagt til justitsministeren. Heraf følger, at overlægen ved sikringsanstalten ikke selv kan træffe bestemmelse om ophævelse, men, når fortsat ophold i sikringsanstalten ikke længere findes påkrævet, skal rette henvendelse til Justitsministeriet med indstilling om, at farlighedsdekretet ophæves. En sådan pligt følger af § 21, stk. 1.

Nægter justitsministeren at ophæve en af retten i medfør af forslagets § 43, stk. 2, godkendt anbringelse, kan justitsministerens afslag begæres indbragt for retten efter den for patienten lette adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf. forslagets § 44, stk. 1, 4. punktum.

På baggrund af de samme hensyn, der ligger bag bestemmelsen i § 43, stk. 2, foreslås der også for farlighedsdekreters vedkommende fastsat frister, der skal forløbe, før spørgsmål om fornyet efterprøvelse kan rejses, jf. forslagets § 44, stk. 1, 3. punktum, og § 44, stk. 2.

De nævnte frister gælder imidlertid ikke for overlægen ved sikringsanstalten, der på et hvilket som helst tidspunkt kan fremsætte anmodning over for Justitsministeriet om, at spørgsmålet om foranstaltningens ophævelse tages op til fornyet overvejelse.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/1987, side 104-107.

Til kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

Til § 45

Der henvises til betænkning nr. 1109/1987, side 107-109 (bemærkninger til § 43 i udvalgets lovudkast).

Til kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 46

I § 46 angives ikrafttrædelsesdatoen til 1. oktober 1989, og som overgangsbestemmelse foreslås, at de nye regler finder anvendelse på alle afgørelser, der træffes efter ikrafttrædelsesdatoen, hvorimod ældre afgørelser skal bedømmes efter den nugældende lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold, jf. dog nedenfor om beskikkede tilsynsværger. Dette medfører, at alle sager, der er under behandling i Justitsministeriet og Sundhedsstyrelsen, ved lovens ikrafttrædelse skal oversendes henholdsvis til indsigtsnævnet og Det Psykiatriske Landsnævn.

For så vidt angår frihedsberøvede patienter, der har fået beskikket tilsynsværge efter de hidtil gældende regler, og som er undergivet frihedsberøvelse også efter lovens ikrafttræden, skal der snarest efter lovens ikrafttræden beskikkes en patientrådgiver.

De sager, der ved lovens ikrafttræden verserer hos skifteretten om tilsynsværgebeskikkelse, skal straks tilsendes vedkommende psykiatriske sygehus med henblik på beskikkelse af patientrådgiver i henhold til lovforslagets § 26, stk. 2.

Til § 47

Bestemmelsen ophæver med virkning fra lovens ikrafttræden pligten til i henhold til lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland at indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Denne høringsforskrift fra 1913 må efter oprettelsen af Retslægerådet anses for overflødig. Ophævelse af høringspligten vil ikke kun have betydning ved behandlingen af farlighedsdekreter, men også ved behandlingen af straffesager, hvor der opstår spørgsmål om anbringelse i sikringsanstalten.

Til § 48

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har i betænkning nr. 1109/1987, s. 103, foreslået retsplejelovens § 469 ændret, således at disse sager, så længe patienten ikke er udskrevet, behandles ved byretten i den retskreds, hvor sygehuset ligger, og ikke ved byretten der, hvor patienten har bopæl. En sådan regel vil sikre umiddelbar bevisførelse ved den dømmende ret og spare tid for parter og vidner, som normalt alle vil have kortere afstand til retten i den retskreds, hvor sygehuset ligger, end til patientens hjemting.

Justitsministeren har tiltrådt udvalgets forslag herom. Denne ændring af retsplejeloven træder i kraft i overensstemmelse med bestemmelsen i § 46, stk. 1.

Til § 49

Det følger af bestemmelsen, at loven ikke umiddelbart skal gælde for Færøerne og Grønland, men den kan ved kongelig anordning sættes i kraft helt eller delvis for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Indtil det sker, vil 1938-loven fortsat være gældende på Færøerne, og for Grønlands vedkommende gælder lov nr. 259 af 27. maj 1981, der sætter 1938-loven i kraft for Grønland med nærmere angivne afvigelser.

Til § 50

Det psykiatriske behandlingstilbud vil være under stadig forandring, hvorfor der er behov for en snarlig ændring af dette lovforslag. Grundlaget for en kommende lovrevision må dog skabes af et forsknings- og forsøgsarbejde med nye metoder i psykiatrisk behandling. Denne forskning og forsøgsinitiativer kan ske rundt om på forskellige institutioner eller hospitalsafdelinger. Socialforskningsinstituttet kan være det forskningsmæssige koordineringsorgan. Det er væsentligt, at både forskning og forsøg foretages i såvel hospitalsmiljøer som i andre institutioner af hensyn til belysning af forskellige behandlingsinitiativers virkning og resultater. Sundhedsministeren afsætter forsøgs- og forskningsmidler, som kan søges af projektmagere, institutioner og kommuner. Erfaringer med hensyn til udvikling og videreformidling af erfaringer kan hentes i Socialministeriets udviklingsmidler.

§ 39. Sundhedsministeren nedsætter Det Psykiatriske Landsnævn bestående af en formand, en eller flere næstformænd og et yderligere antal medlemmer. Formand og næstformænd, der skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne beskikkes som landsdommer, samt de øvrige medlemmer beskikkes af sundhedsministeren efter indstilling fra § 71-tilsynet.

Stk. 2. Ved Landsnævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden eller næstformanden to andre medlemmer. Udtagelsen til den enkelte sag blandt de beskikkede medlemmer foretages af formanden efter tur i den rækkefølge, hvori medlemmerne er optaget i medlemsfortegnelsen.

Stk. 3. Patienten eller patientrådgiveren kan indbringe en afgørelse vedrørende frihedsberøvelse eller anden tvang truffet af et psykiatrisk indsigtsnævn for Det Psykiatriske Landsnævn.

Stk. 4. Landsnævnets afgørelser vedrørende frihedsberøvelse, jf. kapitel 3, kan indbringes for Landsretten.

Stk. 5. Landsnævnet kan indkalde parterne i en sag til at give forklaring for Landsnævnet. Landsnævnet kan sætte møde på den afdeling, hvor klageren er indlagt.

Stk. 6. Landsnævnet skal træffe afgørelse inden 14 dage efter klagens modtagelse. Er dette dog undtagelsesvis ikke muligt, skal Landsnævnet underrette patienten og patientrådgiveren om grunden hertil samt om, hvornår afgørelse kan forventes at foreligge.

§ 40. Medlemmerne af de psykiatriske indsigtsnævn og af Det Psykiatriske Landsnævn skal være myndige, uberygtede og vederhæftige.

Stk. 2. Ingen, der opfylder betingelserne for at blive beskikket, jf. stk. 1 samt § 36, stk. 1, og § 39, stk. 1, kan undslå sig for at modtage beskikkelse, medmindre pågældende er over 65 år eller kan anføre anden fritagelsesgrund.

Stk. 3. Beskikkelse gælder for 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted. Et medlems beskikkelse ophører dog ved udgangen af den måned, i hvilken den pågældende fylder 70 år.

§ 41. Klager over en afgørelse skal indgives til det psykiatriske indsigtsnævn, jf. § 37, stk. 1, inden 1 måned, jf. dog stk. 4. Klager over forholdene i øvrigt, jf. § 37, stk. 1, skal indgives inden 1 måned efter, at forholdene er ophørt.

Stk. 2. Indbringelse af afgørelser truffet af det psykiatriske indsigtsnævn for Det Psykiatriske Landsnævn, jf. § 39, stk. 3, skal ske inden 14 dage fra indsigtsnævnets afgørelse.

Stk. 3. Indbringelse af afgørelser truffet af Det Psykiatriske Landsnævn for Landsretten, jf. § 39, stk. 4, skal ske inden 4 uger fra Landsnævnets afgørelse.

Stk. 4. Godkender det psykiatriske indsigtsnævn, at en patient tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet i indsigtsnævnet, når der er forløbet en måned fra indsigtsnævnets afgørelse. Har spørgsmålet om tvangstilbageholdelsens lovlighed været indbragt for Landsnævnet, jf. § 39, stk. 3, eller derefter for Landsretten, jf. § 39, stk. 4, regnes nævnte frist fra Landsnævnets henholdsvis Landsrettens afgørelse.

§ 42. Sygehuskommunen, henholdsvis Sundhedsministeriet, stiller fornøden sekretariatsbistand og lokaler til rådighed for det psykiatriske indsigtsnævn og afholder de hermed forbundne udgifter, herunder vederlag til formand, næstformænd og indsigtsnævnets andre medlemmer.

Stk. 2. Sundhedsministeriet afholder Det Psykiatriske Landsnævns driftsudgifter, herunder udgifter til sekretærbistand, lokaler og vederlag til formand, næstformænd og Landsnævnets andre medlemmer.

Stk. 3. Vederlag til formand, næstformænd og medlemmer i indsigtsnævn og Landsnævn samt rejsegodtgørelse fastsættes af sundhedsministeren.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter forretningsordenen for indsigtsnævn og Landsnævn.

§ 43. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende fare, skal anbringes i sikringsanstalten, som er knyttet til amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stk. 2. Justitsministeren skal inden 72 timer efter, at der er truffet afgørelse efter stk. 1, indbringe sagen for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 3. Bortset fra kapitel 3, § 21, stk. 2, § 24, stk. 1, nr. 5, og bestemmelserne om klager over frihedsberøvelse i kapitel 10 finder bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse for personer, der anbringes i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge efter straffelovens § 71.

§ 44. Anbringelse efter § 43, stk. 1, kan administrativt kun ophæves af justitsministeren. Begæring om ophævelse kan fremsættes af overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen. Begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder fra rettens afgørelse, jf. § 43, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på begæring retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen blevet afslået af justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er forløbet 2 måneder fra justitsministerens afgørelse. Har justitsministerens afslag været forelagt for retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.

§ 45. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang reglerne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en retsafgørelse, som er truffet under strafferetsplejens former.

§ 46. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989 og gælder for alle afgørelser og beslutninger, der træffes efter lovens ikrafttrædelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge personers hospitalsophold, som senest ændret ved § 6 i lov nr. 225 af 7. juni 1972.

§ 47. I § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland udgår »i overensstemmelse med indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen«.

§ 48. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret senest ved lov nr. 420 af 13. juli 1988, indsættes i § 469, stk. 1, efter 1. pkt., som sidste punktum: »Sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i henhold til lov om psykiatrisk behandling forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er beliggende.«

§ 49. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

§ 50. Sundhedsministeren iværksætter forsknings- og forsøgsarbejde med det formål at analysere og reducere anvendelse af tvang.

Stk. 2. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af folketingsåret 1994-95.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Lovforslaget har til formål at understøtte den ændring, der sker inden for det psykiatriske behandlingsarbejde, som pågår i amtskommuner og kommuner.

Lovforslaget omfatter forpligtelser for amtskommuner og kommuner med hensyn til forebyggende og efterbehandlende psykiatrisk arbejde samt til, at det psykiatriske behandlingsarbejde sker tværfagligt. Ved at samle forpligtelserne i en særlig lov ved siden af sygehuslovgivningen og bistandsloven understreges det, at denne gruppe psykiatriske patienter/klienter, over for hvem der kan anvendes frihedsberøvelse og tvangsbehandling, har behov for særlige garantier for optimal god behandling og størst mulige retsgarantier.

Lovforslaget er en væsentlig opstramning af betingelserne for anvendelse af frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og indeholder pålæg om forebyggelse af anvendelse af tvang.

Det fastslås i lovforslaget, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk hospitalsafdeling som hovedregel skal ske med patientens samtykke. Anvendelse af tvang i psykiatrisk behandling skal undgås. Dette er udgangspunktet, men dertil er der nogle undtagelsesbestemmelser, når den psykiatriske hospitalsafdeling for at sikre en afgørende bedring af patientens tilstand må skride til anvendelse af tvang for at gennemføre en nødvendig behandling.

Anvendelsen af tvang i forbindelse med behandling udsætter muligheden for et godt behandlingsresultat. Patienten bliver utryg og oplever at være i modsætningsforhold til behandlingsinstitutionen. Tvangsbehandling bliver hermed ikke et tilbud til patienten, men et påbud fra samfundet.

Med henblik på at undgå brugen af tvang foreslås det som grundlæggende princip, at situationer, som avler tvang, skal søges undgået ved at tilføre de psykiatriske hospitalsafdelinger så store personaleressourcer, at anvendelsen af tvang undgås. Lovforslaget pålægger også sygehusejerne ved driften og indretningen af hospitalsafdelinger at tage hensyn til forhold, som har indflydelse på tvangens opståen. Endelig fastlægger lovforslaget en række minimumskrav til de fysiske rammer og patientrettigheder.

Er anvendelse af tvang uundgåelig, skal denne begrænses til det absolut nødvendige (»det mindste middels princip«). For at sikre ovennævnte principper foreslås det bl.a., at personalet på de psykiatriske hospitalsafdelinger udarbejder en halvårlig redegørelse om omfanget af anvendelsen af tvang og de mere generelle årsager hertil.

Behandlingen på de psykiatriske hospitalsafdelinger skal tilrettelægges af et tværfagligt behandlingsteam. Det er en udvikling, som i en lang række psykiatriske behandlingsinstitutioner er en realitet, men som der er grund til at fastslå i lovgivningen for at tilkendegive, at den psykiatriske behandling også omfatter psykologiske, pædagogiske, sociale og omsorgsmæssige behandlingstilbud. Behandlerteamet er ansvarligt for såvel behandlingsklimaet som for, at der for den enkelte patient udarbejdes en behandlingsplan. Skal den psykiatriske behandling opfattes som et tilbud, må den omfatte patientens samlede situation og fremstå som en løsning på de problemer, der enten har forårsaget de psykiatriske problemer eller er opstået i forbindelse med den psykiske sygdom.

Endvidere foreslås det, at al tvang skal underkastes en vurdering af lokale psykiatriske indsigtsnævn samt registreres og indberettes til sygehusejerne og embedslægen. Der indføres obligatorisk efterprøvelse af fortsat frihedsberøvelse efter faste terminer.

Til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning foreslås indført en ordning med patientrådgivere, hvilket vil indebære en styrkelse af den støtte, som patienter, der er undergivet tvang, vil få. Der foreslås oprettet patientråd for derved at øge patienternes medindflydelse på egne forhold. Patientorganisationer gives mulighed for at støtte patientrådene.

Der foreslås regler om obligatorisk udarbejdelse af en behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling. Behandlingsplanen skal udarbejdes sammen med patienten.

Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om en helt ny klageordning, hvorved der tilsigtes en forbedring af behandlingen af klagesager på dette område.

Der foreslås oprettet lokale psykiatriske indsigtsnævn, som skal føre tilsyn med forholdene på de psykiatriske lukkede afdelinger og behandle klager over den psykiatriske behandling samt over forholdene i øvrigt. Beslutninger om anvendelse af tvang skal behandles af indsigtsnævnene inden for snævre tidsfrister. Indsigtsnævnets afgørelser kan indklages for Det Psykiatriske Landsnævn.

Til grund for lovforslaget ligger betænkning nr. 1068/86 om tvang i psykiatrien, betænkning nr. 1109/87 om udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, bemærkningerne fra 1. behandling af forslag til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (L 45), folketingsåret 1987-88, 1. samling, (se Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 774, 788 og 2079 samt tillæg A sp. 963) samt de bilag, som Retsudvalget har modtaget under behandlingen af L 45.

I de senere år har der flere gange i Folketinget været rejst spørgsmål om behovet for en revision af sindssygelovgivningen.

Den 25. maj 1982 vedtog Folketinget et forslag til folketingsbeslutning, hvorefter regeringen opfordredes til at undersøge behovet for en revision af lov nr. 118 af 13. april 1938 med senere ændringer om sindssyge personers hospitalsophold (se Folketingstidende 1981-82, forhandlingerne sp. 4087, 7345 og 8243 samt tillæg A sp. 4121, tillæg B sp. 1143 og tillæg C sp. 547).

Under en forespørgselsdebat den 3. februar 1983 drøftede Folketinget på ny de retssikkerhedsmæssige spørgsmål på det psykiatriske område, og der var i Folketinget bred tilslutning til justitsministerens tilkendegivelse om at ville nedsætte et udvalg med henblik på en revision af sindssygelovgivningen (se Folketingstidende 1982-83, forhandlingerne sp. 5394-5454).

Det nedsatte udvalg har afgivet tre betænkninger.

I november 1983 afgav udvalget sin første delbetænkning, hvori spørgsmålet om registrering af tvangsindlæggelser i Det Centrale Kriminalregister behandledes. I kommissoriet var udvalget blevet anmodet om at behandle dette spørgsmål forlods. På baggrund af udvalgets anbefaling er politiet siden maj 1985 ophørt med at registrere tvangsindlæggelser i Det Centrale Kriminalregister, og tidligere registrerede oplysninger herom er slettet.

I februar 1986 afgav udvalget en principbetænkning om tvang i psykiatrien (betænkning nr. 1068/1986). Justitsministeriet udsendte betænkningen til høring hos en række myndigheder og organisationer, og udvalget har modtaget svarene til brug for udvalgets afsluttende arbejde. I april 1987 har udvalget herefter afsluttet sit arbejde med afgivelsen af betænkning nr. 1109/1987 vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

L 45 byggede på udvalgets to seneste betænkninger og på det lovudkast, der var indeholdt i betænkning nr. 1109/1987, og som der i udvalget var enighed om bortset fra enkelte punkter vedrørende patientrettigheder og klageadgang, hvor udvalget delte sig i et flertal og et mindretal.

Det foreliggende lovforslag bygger dels på de forannævnte betænkninger og dels på den lange række kritiske bemærkninger, som Retsudvalget blev gjort bekendt med under udvalgsbehandlingen af L 45.

Der var tre vigtige områder, som forskellige faggrupper og interesseorganisationer pegede på. Det ene område var patientrettigheder, fysiske rammer og det offentliges forpligtelse til at give en hensigtsmæssig behandling. Det andet område var spørgsmålet om udvidelse af mulighederne for anvendelse af tvang i forhold til 1938-loven - eller som betænkning nr. 1068/1986 skriver: en kodificering af gældende retstilstande, hvor ca. 20-30 pct. af tvangsindlæggelserne ikke er lovmedholdelige. Det tredje kritiske punkt var manglen på en afstandstagen fra anvendelse af tvang og et incitament til bekæmpelse af anvendelse af tvang i psykiatrien.

Det foreliggende lovforslag er nok bygget op over L 45, men er ændret i overensstemmelse med de synspunkter, som forslagsstillerne har ment ville give loven en udformning, så den vil være en forbedring for den psykiatriske behandling og en større retsgaranti for patienterne.

Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Det psykiatriske sygehusvæsen og øvrige behandlingstilbud er henlagt til amtskommunerne m.fl. Der er inden for de seneste år sket en udvikling inden for den etablerede psykiatri væk fra de store hospitaler over til mindre enheder, forebyggende arbejde og distriktspsykiatri. Imidlertid har der også i den senere tid været forskellige situationer, som viser, at den svageste gruppe, nemlig den gruppe patienter, som er sværest at hjælpe, og som oftest bliver udsat for tvangssituationer, bliver nedprioriteret til fordel for den større gruppe, som har en større selvfunktion. Det gælder såvel under indlæggelsen som i udskrivningssituationen.

Lovforslaget betyder, at der inden for sygehusvæsenet må ske en omprioritering til fordel for denne svageste gruppe i psykiatrien. Anvendelse af tvangsforanstaltninger er forpligtende således, at samfundet må gøre sit yderste for at bringe tvangsforanstaltningerne til ophør og sikre, at der sker den optimale behandling under mest betryggende forhold. De administrative konsekvenser kan kun registreres, fordi de under den nugældende sindssygelov værende bestemmelser om værgeordninger og klagemuligheder m.v. ikke i sin hensigt respekteres af domstole, politimyndigheder og kommuner.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Indledende bestemmelser

Til § 1

Det centrale i bestemmelsen er at fremhæve, at psykiatrisk behandling, rådgivning, omsorg og pleje eller praktisk hjælp skal være et tilbud til enhver, som har ophold her i landet, og som har behov herfor. Det er hensigten med bestemmelsen at fastslå, at psykiatrisk behandling består af forebyggelse, hospitalsbehandling og efterbehandling. I denne forbindelse skal initiativer i lokalmiljøerne som f.eks. distriktspsykiatri, krisecentre eller rådgivningscentre fremhæves som såvel forebyggende led som vigtige led i efterbehandlingen.

Den forpligtelse, lovforslaget giver sygehuskommunerne til at oprette og drive psykiatriske hospitalsafdelinger og/eller behandlingsinstitutioner m.v. på grundlag af de bedste behandlingserfaringer og patienternes ønske, er udtryk for, at forslagsstillerne finder, at amtskommunerne m.fl. aktivt må tage stilling til udviklingen inden for det psykiatriske behandlingsområde og til, hvilke ønsker brugerne af det psykiatriske behandlingstilbud har. Der er inden for psykiatrien sket store fremskridt på internationalt plan, både hvad angår anvendelse af medicinsk behandling, socialpsykiatrisk, psykoterapeutisk eller psykologisk behandling.

Ved vedtagelse af en afløsningslov for den gamle sindssygelov må det fastslås, at det offentlige har en ganske særlig forpligtelse over for den gruppe af mennesker, som kan komme i en situation, hvor samfundet anvender tvang for at gennemføre en behandling.

Omsorg og pleje eller praktisk hjælp i forbindelse med psykiatrisk behandling tager sigte på at lovfæste, at de asylopgaver, som de psykiatriske hospitaler gennem mange år har løst over for et psykiatrisk klientel, ikke skal udgå af et psykiatrisk behandlingstilbud. Der er en tendens under besparelserne på de psykiatriske hospitaler til at lade netop denne gruppe udgå af hospitalernes opgaveområde. Dette har til følge, at gruppen af subsistensløse, posedamer og overfrakkemænd vokser, og sygehuskommunernes øvrige instituioner må af pladshensyn afvise netop denne dårligst stillede gruppe.

Lovforslaget nævner direkte et bredere tilbud om socialpsykiatrisk arbejde. Fra såvel patientorganisationer som faglige organisationer har der været udtrykt ønske om, at den psykiatriske behandling blev tværfaglig, og at beslutningerne om behandlingsplan blev funderet på et tværfagligt grundlag. Formålsparagraffen er udformet i overensstemmelse hermed.

Til kapitel 2

Almindelige bestemmelser

Til §§ 2 og 3

Hovedreglen i lovforslaget om psykiatrisk behandling er, at indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal ske med patienternes samtykke, og at der kun rent undtagelsesvis kan ske anvendelse af tvang. Dermed er det også slået fast, at bestemmelserne om anvendelse af tvang kun omfatter personer, der er indlagt på psykiatrisk hospitalsafdeling. Heraf følger modsætningsvis, at reglerne om f.eks. tvangsbehandling ikke kan anvendes på personer, der opholder sig uden for psykiatrisk afdeling. Disse personer kan - så længe de ikke er indlagt og tvangstilbageholdt - kun behandles frivilligt, uanset om de måtte opfylde de materielle betingelser for at kunne tvangsbehandles.

Lovforslaget omfatter ikke personer, der opholder sig på institutioner uden for det psykiatriske sygehusvæsen, selv om disse personers tilstand som sådan måtte være omfattet af lovforslaget. Bestemmelserne gælder derfor ikke for personer, der opholder sig på plejehjem under bistandsloven, herunder de tidligere H-plejehjem, som ved lov nr. 349 af 4. juni 1986 fra 1. januar 1987 er overført fra Indenrigsministeriets til Socialministeriets område, eller på institutioner for personer med vidtgående fysiske handicap, hvor Socialministeriets bekendtgørelse nr. 568 og 569 af henholdsvis 21. og 22. december 1979 om magtanvendelse finder anvendelse.

Hovedreglen om, at lovforslagets anvendelsesområde i stedlig henseende kun er psykiatrisk afdeling, er fraveget på to punkter.

For det første regulerer lovforslaget den tvang, det kan være nødvendigt at anvende uden for psykiatrisk afdeling i forbindelse med selve tvangsindlæggelsen. For det andet gælder bestemmelserne i lovforslaget for tvangstilbageholdte personer, der midlertidigt overføres fra psykiatrisk afdeling til somatisk afdeling med henblik på behandling af en legemlig lidelse. Dette gælder ikke blot i tilfælde, hvor der bliver tale om tvangsbehandling af en legemlig lidelse, jf. § 13, men også i tilfælde, hvor en frihedsberøvet patient frivilligt undergiver sig behandling af en legemlig lidelse og med henblik herpå overføres til somatisk afdeling, hvis tvangsanvendelse her senere viser sig nødvendig.

Nathospitalspatienter, som kun sover på en psykiatrisk afdeling, anses for indlagt og er dermed omfattet af lovforslaget, hvorimod daghospitalspatienter, som kun kommer i dagtimerne på sygehuset til behandling og eventuelt for at arbejde i terapi og på værksteder, er udskrevet, hvorfor de som andre ambulante patienter falder uden for reglerne. Det betyder i praksis, at de ikke kan tvangstilbageholdes eller tvangsbehandles, og at proceduren for tvangsindlæggelse i givet fald skal følges, hvis iværksættelse af frihedsberøvelse anses for nødvendig.

Hvis en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, forlader afdelingen og ikke frivilligt vender tilbage til denne eller udebliver efter udgang, opstår der ligeledes spørgsmål om lovforslagets rækkevidde.

Hvis der er tale om en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt patient og overlægen i forbindelse med, at man har konstateret, at patienten er bortgået eller er udeblevet efter korterevarende udgang, anmoder om politiets bistand til at føre patienten tilbage, må patienten uden iagttagelse af proceduren for tvangsindlæggelse i almindelighed kunne tilbageføres med henblik på fortsat tvangstilbageholdelse. Dette gælder dog ikke, hvis der går længere tid, før politiet finder frem til den pågældende.

I sådanne tilfælde og i tilfælde, hvor overlægens anmodning om politiets bistand ikke fremsættes umiddelbart efter konstateret bortgang eller udeblivelse, eller der er givet udgang med tilladelse til overnatning, bør tilbageførsel i givet fald ske i overensstemmelse med reglerne om tvangsindlæggelse.

Hvis en frivilligt indlagt patient, der ikke efterfølgende er blevet tvangstilbageholdt, forlader sygehuset, vil tilbageførsel mod patientens protest kun kunne ske efter reglerne om tvangsindlæggelse.

Behandling af en psykiatrisk patient kræver patientens samtykke. Ønsker patienten ikke, eller kan patienten ikke give samtykke til behandlingen, skal regelsættet om anvendelse af tvang tages i betragtning.

Det ligger i af opfattelsen af tvang, jf. § 3, stk. 2, at lægen til stadighed skal sikre sig, at patienten giver samtykke efter behørig vejledning om formålet med behandlingen og den langsigtede behandlingsplan, jf. § 2, stk. 4. Denne pligt gælder i forhold til alle patienter på psykiatriske afdelinger.

Pligten påhviler både den indlæggende læge og behandlingsteamet på den psykiatriske afdeling. For så vidt der er tale om tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling, fremgår vejledningspligten tillige af kapitel 9.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 2, stk. 4, er det overlægen og det tværfaglige team, der er ansvarlige for, at der opstilles en socialpsykiatrisk behandlingsplan for alle, der indlægges på psykiatrisk afdeling. Ved at angive, at det skal være en socialpsykiatrisk behandlingsplan, fastslås det, at behandlingsplanen skal række længere end til lige netop den rent lægelige psykiatri og også medtage den lange række af aspekter af sociale forhold, som har betydning for den psykiatriske patients mulighed for at klare sig bedre.

Lovforslagets bestemmelse om, at det tværfaglige behandlingsteam skal tilrettelægge den psykiatriske behandling, er en naturlig konsekvens af den udvikling, som sker inden for psykiatrisk behandling. Der lægges med bestemmelsen op til, at behandlingsansvaret og ansvaret for behandlingsmiljøet bredes ud til at omfatte andre fagområder end det lægelige. Det vil ikke være muligt at opsætte standardregler for sammensætningen af tværfaglige behandlingsteam, det må afhænge af de opgaver, de pågældende afdelinger skal løse. Behandlingsteamet skal således afspejle sigtet med behandlingen og de fremtidsperspektiver, som patienterne i den pågældende afdeling har. Der er med forslaget ikke ønske om at skabe grundlag for ansvarsforflygtigelse eller et debatforum, som ikke kan træffe beslutning. Der er lagt op til, at der skal træffes behandlingsmæssige beslutninger i det tværfaglige team. Det er lægens ansvar i henhold til lægeloven at træffe beslutninger om den lægelige behandling, men det er hensigten med bestemmelsen, at den psykiatriske behandling skal ses som et hele, og at den lægelige behandling må ske i samarbejde med de øvrige fagområder. Det er derfor også foreslået, at det tværfaglige team skal være rådgivende over for overlægen i spørgsmål om anvendelse af tvangsforanstaltninger. Det er særlig det tværfaglige teams opgave at vurdere, om der kan gives andre behandlingsforslag, før tvangsbehandling iværksættes.

Sundhedsministeriet fastsætter nærmere regler for det tværfaglige teams kompetence. Sygehusejerne sammensætter det tværfaglige team under hensyn til de enkelte afdelingers opgaver og normeringer.

Som garanti for patientens informerede samtykke foreslås det, at behandlingsplanen udarbejdes sammen med patienten. Det betyder, at patienten aktivt skal deltage i udarbejdelsen og ikke kun tage stilling til et færdigt udarbejdet forslag. Patienten skal derfor rådgives og vejledes om forskellige behandlingsmuligheder.

Kravene til behandlingsplanen må ifølge sagens natur forstås med den modifikation, at der i den første tid efter indlæggelsen - ca. en uge - kun kan være tale om en rent foreløbig handlingsplan. Kravene til behandlingsplanen øges, når indledende observation af patienten, eventuelt i medicinfri tilstand, er foretaget, patientens samlede sociale situation er bedømt og der efter aftale med patienten er ført drøftelser med familie, hjemkommunens social- og sundhedsforvaltning, arbejdsplads eller andre, der har betydning for bæreevnen af en realistisk behandlingsplan. Behandlingsplanen skal justeres løbende og skal til enhver tid afspejle, hvilke behandlinger, undervisnings- og sociale initiativer der er eller skal i gang, og det mål, der i hvert fald på kortere sigt søges realiseret ved de aktuelle behandlinger og initiativer.

Til § 4

Bestemmelsen indeholder et pålæg til sygehusejerne om at være opmærksomme på, at de fysiske rammer og den daglige drift har indflydelse på, hvor tit der er behov for at anvende tvang på de psykiatriske afdelinger. Der er sammenhæng mellem størrelsen af personalet, antallet af patienter og antallet af tvangssituationer. På lignende måde forholder det sig med indretningen og størrelsen af afdelingerne. Små hyggelige afdelinger, som ikke er overbefolket, giver mindre grund til anvendelse af fiksering end store eller overbefolkede afdelinger. Der er lighedstegn mellem manglende anvendelse af ressourcer og hyppigheden af tvangssituationer.

Der foreslås en lovfæstelse af forebyggende foranstaltninger fremfor tvang og af det såkaldte mindste middels princip, hvis tvang undtagelsesvis må anvendes. Endelig foreslås det understreget i lovteksten - ligesom i socialministerens cirkulære om anvendelse af fysisk magt - at ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling ikke må finde sted, og at anvendelse af tvang ikke må have karakter af afstraffelse. Det kan måske synes overflødigt i en lovtekst og af nogle opfattes som en mistillidserklæring. Erfaringerne inden for psykiatrien i dag viser dog, at de patienter, som udsættes for tvangsanvendelse, i mange tilfælde oplever anvendelsen af tvang som ydmygende, hvad den i realiteten jo også er, og i nogle tilfælde som en reaktion, der kan have karakter af afstraffelse for en uheldig adfærd.

Den vigtigste bestemmelse i § 4 er stk. 2, hvori det understreges, at der som forebyggelse mod anvendelse af tvang skal indsættes ekstra personale. Omlægning af psykiatriske afdelinger, således at der blev tilført ekstra personale til de dårligste afdelinger, har vist, at anvendelse af tvang i form af medicinering og fiksering faldt drastisk. Der er intet rimeligt forhold mellem lægernes mulighed for at ordinere dyre undersøgelser og behandling m.v. til dårlige patienter på somatiske afdelinger og de psykiatriske afdelingers manglende mulighed for ved ordinering af ekstra personale at undgå frihedsberøvelse og anvendelse af tvangsmedicinering. Det er åbent erkendt, at ved anvendelse af tvang sætter hele behandlingsteamet sig i modsætningsforhold til patienten, og det tager meget lang tid at overvinde dette modsætningsforhold. Anvendelse af tvang forlænger behandlingstiden og modvirker indirekte en hurtig bedring af patientens tilstand - forhold, som er indikation for anvendelse af tvang i den nugældende lov.

Mange indenlandske og udenlandske psykiatriske afdelinger har erfaring for, at de bygningsmæssige indretninger kan virke hæmmende på udviklingen af situationer, hvor tvang opstår. Der kan f.eks. peges på afdelinger af mindre størrelse, muligheder for naturlig beskæftigelse i forbindelse med afdelingen, mulighed for motion og muligheden for at gå en tur, hvis miljøet bliver for snævert. Overbelægning på lukkede afdelinger er en voldsom belastning for patienterne og ofte også en direkte belastning for personalet.

Bestemmelsen om forbud mod brevcensur er en konsekvens af, at tvangsforanstaltningerne alene sker af behandlingsmæssige årsager og ikke omfatter alle patientens frihedsrettigheder.

Lovforslaget indebærer, at den særlige registrering i Demografisk Institut skal ophøre. Oplysninger om hospitalsindlæggelse og diagnose kan indberettes til Landshospitalsregistret på lige fod med øvrige hospitalsindlæggelser.

Til kapitel 3

Frihedsberøvelse

Til § 5

ad stk. 1

Grundlaget for tvangsindlæggelse kan være sindssygdom eller en tilstand, der ganske må ligestilles hermed. Det er således i lovforslaget tilkendegivet, at der ved selve tvangsindlæggelsessituationen kan være få tilfælde, hvor de indlæggende myndigheder ikke kan fastslå, om en person er sindssyg, eller hvor myndighederne blot skønner, at vedkommende har sådanne psykiske problemer, at vedkommende har mistet evnen til at vurdere sin tilstand og omverden på en realistisk måde. En tvangsindlæggelse behøver således ikke absolut betyde, at en person er sindssyg, men at vedkommende har behov for behandling eller frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

Forslagsstillerne har vejet denne bestemmelse i lovforslaget mod et meget stramt regelsæt om tilstedeværelsen af sindssygdom. Resultatet af et sådant regelsæt ville være, at de grænsetilfælde, som i dag bliver indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af forholdets natur, ville blive indsat i politiets detention. Det samlede lovforslag indebærer, at de psykiatriske afdelinger skal være tværfagligt orienterede med socialpsykiatriske behandlingstilbud. Derfor vil de psykiatriske afdelinger efter lovforslaget være bedre i stand til at tilbyde denne gruppe patienter støtte, råd og vejledning.

Det skal fremhæves, at anvendelsesområdet for begrebet »tilstande, der ganske må ligestilles med sindssygdom«, må fastlægges under hensyn til de formål, som denne lov forfølger, og således uafhængigt af forståelsen af lignende begreber i anden lovgivning.

Farlighedsindikation kan foreligge enten som fare for personen selv, typisk i form af risiko for selvmord eller alvorlig selvlemlæstelse, eller som fare for andre. Der stilles krav om, at faren skal være nærliggende og væsentlig.

Farlighedsbegrebet omfatter en vis kvalificeret og aktuel fare for person, herunder også trusler om vold eller selvlemlæstelse, brandstiftelse og ligeartede farlige handlinger. En blot mulig og mere fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, er ikke tilstrækkelig. Verbal forulempelse falder ligeledes uden for det foreslåede farlighedsbegreb.

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse på behandlingsindikation kan kun finde sted, hvis udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring ellers ville blive væsentligt forringet. Det kan ikke kræves, at der skal være udsigt til en egentlig helbredelse af sindssygdommen som sådan, således forstået at patienten efter sygehusbehandling må forventes at blive varigt rask, men det skal være sandsynligt, at behandling vil medføre en væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig og akut forringelse af tilstanden. Der skal være rimelig grund til at antage, at patientens tilstand som følge af sygehusbehandling vil blive så meget bedre, at behandlingen vil resultere i udskrivning, og at patienten væsentligt vil få forbedret sin tilværelse.

Endelig stilles der krav om, at det skal være uforsvarligt at undlade at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling. Med denne betingelse fremhæves, at frihedsberøvelse efter dette lovforslag sker med henblik på behandling.

De foreslåede bestemmelser om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse gælder også for umyndige personer - umyndiggjorte og mindreårige - i det omfang, de er omfattet af de opstillede kriterier.

Tvangsindlæggelsessituationen kan kun udstrækkes til 48 timer, jf. § 10, stk. 3, hvor overlægen skal tage stilling til, om patienten opfylder kravene for tilbageholdelse, idet en tvangsindlæggelse forudsætter patientens modstand mod opholdet og derved indirekte indebærer et krav om udskrivning.

ad stk. 2

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at tvangstilbageholdelse har et snævert kriterium for tilstedeværelsen af sindssygdom. Endvidere er det en betingelse for tvangstilbageholdelse, at udsigten til en afgørende bedring af tilstanden ellers ville fortabes, eller at et farlighedskriterium er opfyldt. Der er hermed lagt strammere kriterier for tvangstilbageholdelse end for tvangsindlæggelse. 48 timer efter tvangsindlæggelse eller ophold i psykiatrisk hospital må det som mindstemål være afklaret, om patienten lider af sindssyge i en sådan grad, at betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt. Indsnævringen af kriterierne er bl.a. sket på grund af den stærke kritik, der har været af den såkaldte musefældeklausul, hvor frivilligt indlagte pludselig er tvangstilbageholdt, uden at de selv og deres pårørende har oplevet en ændring i tilstanden.

En tvangstilbageholdelse skal meddeles patienten, når den er besluttet. Af lovforslagets kapitel 4 fremgår det, at tvangsbehandling kun kan ske over for personer, der opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse.

Lovforslaget kan således ikke bruges som hjemmel til tvangsbehandling af rusmiddelmisbrugere eller andre, medmindre de er sindssyge.

Tvangsindlæggelse

Til §§ 6-9

Bestemmelserne regulerer fremgangsmåden ved tvangsindlæggelse.

Bestemmelsen i § 6, stk. 1, pålægger de sociale myndigheder eller politiet en forpligtelse til at tilkalde en læge, såfremt en person må antages at have behov for psykiatrisk behandling. Der er med bestemmelsen ikke afskåret andre mulighed for at tilkalde lægen eller anmode det sociale udvalg om at begære tvangsindlæggelse. Det kan have betydning for en efterfølgende behandling, at det er offentlige myndigheder, der begærer tvangsindlæggelsen.

Hvis den tilkaldte læge efter at have undersøgt patienten finder, at indlæggelse er nødvendig, skal lægen i overensstemmelse med lovforslagets § 2 søge at opnå patientens samtykke til indlæggelse. I arbejdet med at motivere patienten til indlæggelse kan lægen bede det modtagende hospital deltage i forvisitationen. En sådan deltagelse må ikke være et led i bedømmelsen af, om tvangsindlæggelse skal ske, men alene tjene til, at eventuel behandling kan iværksættes på frivillig basis.

Hvis betingelserne for tvangsindlæggelse, jf. lovforslagets § 5, stk. 1, er til stede, kan lægen beslutte at tvangsindlægge patienten. I så fald udfærdiger lægen en erklæring med angivelse af bl.a. den formodede diagnose, patientens sindstilstand og de oplysninger, som lægen støtter opfyldelsen af enten farligheds- eller behandlingskriteriet på. Kravene til korrekt fremgangsmåde er ikke opfyldt, hvis lægen udfærdiger erklæringen alene på grundlag af observationer, som den pågældende tidligere måtte have foretaget i forbindelse med undersøgelse af patienten i anden anledning. Der kræves en aktuel undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelsen.

For at sikre en reel to-læge-prøvelse af tvangsindlæggelsens berettigelse må den attestudstedende læge (den indlæggende læge) ikke være ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted.

Selve den praktiske gennemførelse af en tvangsindlæggelse er efter lovforslaget henlagt til politiet. Politimesteren underskriver tvangsindlæggelsespapirerne som rekvirent og påser i den forbindelse, at betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt, herunder at den rette fremgangsmåde er fulgt, og at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for tvangsindlæggelsen. Hvis der er særlig anledning hertil, vil politimesteren efter omstændighederne også kunne foretage en vurdering af, om kravene til farlighedsindikation er til stede.

For at fremme en så smidig indlæggelse som muligt gives der politiet mulighed for at samarbejde med den modtagende hospitalsafdeling om tvangsindlæggelsens iværksættelse. Det er ikke meningen, at den modtagende hospitalsafdeling skal deltage i en eventuel bedømmelse af indlæggelsesdiagnosen, men alene at den skal medvirke til at fremme en rolig afvikling af indlæggelsen.

I § 8, stk. 1, foreslås det, at den indlæggende læge er til stede, indtil politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges, med henblik på at vurdere, om tilstanden ændrer sig, og om indlæggelsen sker under betryggende forhold. Såfremt patienten ønsker pårørende eller andre med under indlæggelsen, bør der gives lejlighed til dette under hensyn til, at indlæggelsen så eventuelt kan ske med mindre anvendelse af tvang. Politiet skal oplyse lægen så betids om, hvornår indlæggelsen foretages, at lægen kan tilrettelægge sit arbejde således, at den pågældende får mulighed for at være til stede.

For at undgå at tvangsindlæggelse foretages på grundlag af en lægeundersøgelse, der ikke er aktuel, foreslås i § 7, stk. 3, at der ved tvangsindlæggelse på farlighedsindikation, der ifølge sin karakter nødvendigvis må ske hurtigt, højst må gå 24 timer fra undersøgelsens foretagelse og til gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Ved tvangsindlæggelse på behandlingsindikation foreslås en frist på 7 dage. Overholdes de anførte frister ikke, må der i givet fald foretages en ny lægeundersøgelse og udfærdiges et nyt sæt tvangsindlæggelsespapirer.

Ved tvangsindlæggelse på behandlingsindikation åbner lovforslaget mulighed for, at den modtagende hospitalsafdeling kan forvisitere patienten på patientens bopæl. En forvisitation vil almindeligvis bestå af samtale med patienten om en behandlingsplan og eventuel iværksættelse af denne. Det er ikke bestemmelsens hensigt, at forvisitation skal kunne anvendes som trussel til at iværksætte en behandling, men alene for at undgå anvendelse af tvang.

Efter den foreslåede § 9, stk. 2, er det overlægen på den modtagende afdeling, der træffer den endelige afgørelse om, hvorvidt patienten skal modtages som tvangsindlagt. Overlægen er ikke bundet af det skøn, som den indlæggende læge og i et vist omfang politiet har udøvet.

Tvangstilbageholdelse

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse regulerer adgangen til at tvangstilbageholde, det vil sige at træffe beslutning om at meddele en patient, at vedkommende ikke kan udskrives på forlangende. Beslutningen er tillagt overlægen.

Tvangstilbageholdelse kan kun ske, hvis de materielle betingelser i § 5, stk. 2, er opfyldt, hvilket vil sige at patienten er sindssyg, og at samtidig enten farlighedskriteriet eller behandlingskriteriet skal være opfyldt.

Hvis betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, har overlægen pligt til at træffe beslutning om tvangstilbageholdelse.

Samtidig med, at der træffes beslutning om tvangstilbageholdelse, skal der beskikkes en patientrådgiver, og sagen skal inden 48 timer forelægges for det psykiatriske indsigtsnævn, jf. § 37. Overførsel af en psykiatrisk patient til en lukket afdeling sidestilles med en tvangstilbageholdelse, hvis patienten ikke giver samtykke til overførslen. Dette indebærer, at en sådan tvangsmæssig overførsel kun kan finde sted, hvis betingelserne i § 5, stk. 2, er opfyldt.

Lovforslagets § 10, stk. 3, 1. punktum, indeholder en regel om, at overlægen skal tage stilling til en anmodning om udskrivning og meddele patienten sin afgørelse snarest muligt og senest inden 24 timer efter begæringens fremsættelse. Reglen gælder ikke kun for patientens første udskrivningsbegæring, men også i tilfælde, hvor patienten tidligere har fået afslag på en anmodning om udskrivning og på ny fremsætter anmodning herom, hvilket patienten har fri adgang til. Overlægens afslag på anmodning om udskrivning skal forelægges det psykiatriske indsigtsnævn.

Ingen

Nr LSF 82

Forslag til Lov om psykiatrisk behandling

Fremsat af Carsten Andersen (SF) Agerschou (SF) Tommy Dinesen (SF) Leif Hermann (SF) Birgitte Husmark (SF) Bjørn Poulsen (SF) Ebba Strange (SF)

den 2. november 1988