1988 LSF 81 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (LEGEMSINDGREB) (legemsindgreb)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og 386 af 10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer

1. § 199, stk. 3, ophæves.

2. § 758, stk. 1, affattes således

»Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.«

3. Efter § 791 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 72

Legemsindgreb

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og 386 af 10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer

1. § 199, stk. 3, ophæves.

2. § 758, stk. 1, affattes således

»Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.«

3. Efter § 791 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 72

Legemsindgreb

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og 386 af 10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer

1. § 199, stk. 3, ophæves.

2. § 758, stk. 1, affattes således

»Anholdelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Politiet kan under iagttagelse af bestemmelserne i § 792 e foretage besigtigelse og undersøgelse af den anholdtes legeme og tøj med henblik på at fratage vedkommende genstande, som kan benyttes til vold eller undvigelse, eller som i øvrigt kan medføre fare for den anholdte eller andre. Politiet kan tage sådanne effekter samt penge, der findes hos den anholdte, i bevaring. Under anholdelsen er den pågældende i øvrigt ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end anholdelsens øjemed og ordenshensyn nødvendiggør.«

3. Efter § 791 indsættes som nyt kapitel

»Kapitel 72

Legemsindgreb

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning.

Lovforslaget har til formål at gennemføre en samlet og systematiseret regulering i et nyt kapitel i retsplejeloven af den type efterforskningsmidler i straffesager, der rettes mod det menneskelige legeme, og som har karakter af straffeprocessuelle tvangsindgreb (legemsindgreb).

De foreslåede regler skal afløse de spredte og sparsomme bestemmelser i retsplejeloven om legemsindgreb. Gældende ret på området bygger således i dag i vidt omfang alene på retspraksis og administrativ regulering.

Til grund for lovforslaget ligger Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning. Lovforslaget svarer i alt væsentligt til det lovudkast, som et enigt Strafferetsplejeudvalg har udarbejdet i betænkningen.

I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i lovforslaget, idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere detaljerede gennemgang, herunder navnlig af gældende ret.

2. Afgrænsningen af legemsindgreb.

Ved legemsindgreb forstås de straffeprocessuelle tvangsindgreb, hvorved der tilvejebringes og fastholdes oplysninger om et levende menneskeligt legeme eller dele heraf eller oplysninger om, hvorvidt genstande er anbragt på legemet eller i legemets hulrum.

I betænkningen side 38-39 er der opstillet følgende oversigt over indgreb, der må karakteriseres som legemsindgreb

1) Besigtigelse, der kræver en vis medvirken, f.eks. vejning, måling og besigtigelse af håndflader.

2) Besigtigelse, der ikke kræver egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte for at se kradsemærker på halsen og opsmøgning af et ærme for at se tatoveringer m.v.

3) Optagelse af fingeraftryk.

4) Besigtigelse, der kræver afklædning.

5) Ydre undersøgelse, der består i en beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden.

6) Sikring af prøver fra legemets ydre, f.eks. negleskrab eller hår.

7) Udtagelse af blodprøver.

8) Ultralyd- og røntgenundersøgelser.

9) Undersøgelse af legemets hulrum: Mundhule, anus og vagina.

10) Indgivelse af medicin (afføringsmidler o.lign.).

11) Udtagelse af prøver fra det indre legeme, f.eks. vævsprøver.

12) Andre undersøgelser af legemets indre, f.eks. rectoskopi, gynækologisk undersøgelse og egentlige operationer.

I betænkningen anføres, at oversigten ikke er udtømmende, og at der ikke med de anførte eksempler er tilsigtet nogen udvidelse af adgangen til at foretage legemsindgreb. Dette udelukker dog ikke, at der som følge af den tekniske udvikling og udviklingen inden for lægevidenskaben i fremtiden kan blive behov og praktisk mulighed for indgreb, der ikke kendes i dag.

I oversigten er indgrebene opstillet således, at de indgreb, der typisk vil blive følt som mindst byrdefulde, er anført først, mens de sidst nævnte er de mest intense.

Endvidere foretages i betænkningen en inddeling af indgrebene efter deres intensitet i to kategorier, der betegnes henholdsvis legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse. Denne todeling af indgrebene danner udgangspunkt for opstillingen af de forskellige betingelser i lovforslaget, således at der som hovedregel stilles strengere krav til foretagelsen af legemsundersøgelser end til legemsbesigtigelser.

Legemsbesigtigelser - de mindst byrdefulde indgreb - er angivet som pkt. 1-4 i oversigten. Legemsbesigtigelse omfatter således alene de former for indgreb, hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige legeme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgelsesøjemed. Fingeraftryk er medtaget i kategorien legemsbesigtigelse, idet dette indgreb alene består i, at en person anbringer sine fingre på en stempelpude og derefter på et aftryksark.

I øvrigt foreslås visitation af det tøj, som en person er iført, samt politiets optagelse af personfotografier til politiets fotosamling (fototeket) med henblik på senere identifikation sidestillet med legemsbesigtigelse. Disse to former for tvangsindgreb er ikke medtaget i oversigten, da de ikke er omfattet af den ovennævnte teoretiske definition af legemsindgreb.

Legemsundersøgelser omfatter de indgreb, der er angivet i oversigten pkt. 5-12, og hvor beføling af legemet er et led i selve undersøgelsen, f.eks. for at finde genstande under huden eller i legemets hulrum, eller hvor der udtages prøver fra legemets ydre eller indre.

Lovforslagets beskrivelse af de to kategorier af legemsindgreb findes i § 792.

3. Legemsindgreb mod sigtede.

Betingelserne for at kunne foretage legemsindgreb mod sigtede foreslås fastlagt i krav til den påsigtede lovovertrædelse (kriminalitetskrav), krav til mistankens styrke (mistankekrav), krav til indgrebets betydning for efterforskningen (indikationskrav) og regler om, hvilken myndighed der kan træffe afgørelse om indgrebet (kompetencekrav).

a. Kriminalitetskrav.

Dette kravs nærmere udformning foreslås knyttet til sondringen mellem legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse.

Det foreslås, at legemsbesigtigelse på grund af disse indgrebs ringe intensitet skal kunne foretages, blot der er tale om efterforskning af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale (lovforslagets § 792 a, stk. 1, nr. 1). Samme krav stilles ved anholdelse.

Ved legemsundersøgelse foreslås der krav om, at sigtelsen skal angå en lovovertrædelse, hvor strafferammen er fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover (svarende til kravet i forbindelse med varetægtsfængsling), eller en overtrædelse af straffelovens § 249, stk. 1, om uagtsomt at forvolde betydelig legemsskade, hvor strafferammen er bøde eller hæfte (lovforslagets § 792 a, stk. 2, nr. 1).

Straffelovens § 249, stk. 1, er ikke medtaget i Strafferetsplejeudvalgets lovudkast. Spørgsmålet overvejes dog i betænkningen (side 51), og en række af de instanser, der har været hørt over betænkningen (navnlig præsidenten for Københavns Byret og Politimesterforeningen) peger på behovet herfor f.eks. i form af blodprøveudtagning hos sigtede ved alvorligere arbejdsulykker eller andre ulykker. Justitsministeriet finder det derfor ubetænkeligt med denne enkeltstående undtagelse fra det almindelige strafferammekrav på fængsel i 1 1/2 år.

I øvrigt foreslås specielt for så vidt angår blodprøver en generel fravigelse af strafferammekravet ved lovovertrædelser, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led (§ 792 b, stk. 2). I færdselslovens § 55, stk. 2 (om spiritus- og promillekørsel m.v.), og luftfartslovens § 50, stk. 8 (om spirituspåvirkethed m.v. for personer, der gør tjeneste på luftfartøj), er der givet særlig hjemmel til blodprøveudtagning. Tilsvarende hjemmel er der imidlertid behov for f.eks. ved sigtelser for overtrædelse af sømandslovens § 68, stk. 2 (om berusede søfolk i tjenesten), sølovens § 371, stk. 3 (om berusede skibsførere i tjenesten), militær straffelovs § 27, stk. 1 (om berusede militærfolk i tjenesten), og straffelovens § 138 (om den, der i beruset tilstand udsætter andres person m.v. for fare), hvor strafferammen i alle tilfælde er under 1 1/2 års fængsel.

b. Mistankekrav.

Det foreslås, at der ved legemsbesigtigelse stilles krav om, at den pågældende »med rimelighed er mistænkt« svarende til kravet ved anholdelse (§ 792 a, stk. 1, nr. 1).

For så vidt angår legemsundersøgelse foreslås det, at der stilles krav om »begrundet mistanke« på samme måde som ved varetægtsfængsling (§ 792 a, stk. 2, nr. 1).

c. Indikationskrav.

Det foreslås, at kravet til indikation (indgrebets betydning for efterforskningen) udformes således, at indgreb i form af legemsbesigtigelse kan foretages, såfremt det må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, jf. lovforslagets § 792 a, stk. 1, nr. 2.

Legemsundersøgelse må efter § 792 a, stk. 2, nr. 2, derimod alene foretages, hvis indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Ved disse formuleringer tilpasses indikationskravet ved legemsundersøgelse de krav til indikationen, der stilles ved indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 2. Kravet indebærer, at legemsundersøgelse kun må anvendes i tilfælde, hvor andre efterforskningsskridt ikke kan benyttes eller vil være uforholdsmæssigt besværlige.

Det er Strafferetsplejeudvalgets - og Justitsministeriets - opfattelse, at registre over fingeraftryk og personfotografier er meget vigtige arbejdsredskaber for politiet ved opklaring af forbrydelser begået af tidligere straffede personer, og at fingeraftryk og personfotografier derfor inden for nærmere fastsatte grænser bør kunne optages af sigtede, selv om optagelsen er uden betydning for efterforskningen i den konkret verserende sag. Det er derfor fortsat nødvendigt at give politiet hjemmel til denne optagelse, uagtet det nævnte indikationskrav om væsentlig betydning for efterforskningen ikke er opfyldt.

For at sikre, at politiets registre over personfotografier og fingeraftryk kun indeholder oplysninger om personer, der har gjort sig skyldige i lovovertrædelser af en sådan grovhed, at det er rimeligt, at oplysningerne findes i registrene, foreslås det, at fravigelsen fra indikationskravet kombineres med et skærpet kriminalitetskrav, således at der stilles krav om, at der i strafferammen for den forbrydelse, som efterforskningen vedrører, skal være fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover (§ 792 b, stk. 1). Dette krav indebærer, at der i forhold til de i dag gældende administrative bestemmelser (omtalt i betænkningen side 28) sker en indskrænkning i politiets adgang til at optage fingeraftryk og personfotografier i tilfælde, hvor optagelsen ikke er nødvendig til brug for den konkrete sag, men hvor politiet alligevel finder behov for at optage fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation.

d. Kompetencekrav.

Strafferetsplejeudvalget giver i betænkningen udtryk for, at det må anses for ubetænkeligt at henlægge kompetencen til politiet ved alle former for legemsbesigtigelse. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at disse indgreb er af så ringe intensitet, at forudgående retskendelse ikke er nødvendig, og at der bør være adgang for politiet til umiddelbart at foretage dem over for en person, der sigtes for en lovovertrædelse.

Forslaget indebærer, at også beslutning om optagelse af fingeraftryk med henblik på senere identifikation kan træffes af politiet. I forhold til retspraksis er der på dette punkt tale om en udvidelse af politiets kompetence. Denne udvidelse finder udvalget forsvarlig og i øvrigt hensigtsmæssig. Der henvises i den forbindelse til, at en sigtet, som drager lovligheden af politiets afgørelse i tvivl, vil kunne indbringe spørgsmålet for retten i medfør af den almindelige adgang hertil i retsplejelovens § 746, stk. 1, og at destruktionsreglen som nævnt nedenfor i pkt. 5 foreslås udformet således, at oplysningerne straks skal tilintetgøres, hvis retten finder optagelsen uhjemlet.

Også for så vidt angår de mildeste former for legemsundersøgelser som nævnt i oversigten pkt. 5-7 foreslår udvalget, at disse skal kunne besluttes af politiet. Udvalget lægger herved vægt på, at disse indgreb, der kun må foretages af en læge (lovforslagets § 792 e, stk. 3), kun medfører ringe ulempe eller ulejlighed for sigtede. Udvalget tillægger det også betydning, at kompetencen til at træffe afgørelse om udtagelse af blodprøve (oversigten pkt. 7) i de praktisk vigtigste tilfælde - sigtelse for spirituskørsel - allerede i dag er henlagt til politiet, uden at det har givet anledning til kritik.

De øvrige, mere indgribende former for legemsundersøgelser (pkt. 8-12 i oversigten) bør efter udvalgets opfattelse alene kunne foretages efter rettens kendelse. I tilfælde, hvor indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes (såkaldt periculum in mora), kan politiet dog træffe beslutning om indgrebet. I så fald skal politiet imidlertid snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes.

Som det fremgår, indebærer udvalgets forslag, at sondringen mellem legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse brydes ved spørgsmålet om kompetencen til at træffe afgørelse om indgrebene.

Da Justitsministeriet af de anførte grunde i det hele kan tiltræde udvalgets forslag vedrørende kompetencefordelingen mellem retten og politiet, som ingen af de hørte myndigheder og organisationer i øvrigt har udtalt sig imod, er lovforslagets § 792 c, stk. 1-3, affattet i overensstemmelse hermed.

I øvrigt foreslås, at den, indgrebet retter sig imod, skal have lejlighed til at udtale sig, inden retten træffer afgørelse i sagen (lovforslagets § 792 c, stk. 4). Det samme gælder for en eventuel forsvarer (retsplejelovens § 748, stk. 2 og 3).

e. Betydningen af samtykke.

Der er i Strafferetsplejeudvalget enighed om, at et samtykke fra sigtede bør medføre, at kompetencen til at træffe beslutning om et legemsindgreb i alle tilfælde ligger hos politiet. Det vil således ved de legemsundersøgelser, som ellers kræver retskendelse (oversigten pkt. 8-12, jf. ovenfor), være unødvendigt at indhente retskendelse - såvel forudgående som efterfølgende - hvis der foreligger samtykke.

Derimod mener udvalget ikke, at et samtykke bør give politiet adgang til at gennemføre et legemsindgreb mod en sigtet i tilfælde, hvor de materielle betingelser for indgrebet (kriminalitetskrav, mistankekrav, indikationskrav) ikke er til stede. Udvalget lægger herved vægt på, at et samtykke fra en sigtet formentlig ofte gives ud fra den forudsætning, at hvis samtykke nægtes, vil indgrebet blive foretaget alligevel - og som et måske mere ubehageligt tvangsindgreb. Man kan således rejse spørgsmålet, i hvilket omfang samtykke fra en sigtet i virkeligheden er afgivet frivilligt. Det ville derfor være uheldigt, hvis der på samtykkegrundlag kunne gennemføres indgreb mod en sigtet i tilfælde, hvor indgrebet ikke kunne gennemføres tvangsmæssigt, fordi de materielle betingelser ikke var opfyldt.

Under hensyn til lovforslagets udformning af de materielle betingelser vil politiet i øvrigt næppe have behov for på samtykkegrundlag at gennemføre indgreb mod en sigtet i tilfælde, hvor de materielle betingelser ikke er opfyldt.

Efter de gældende administrative instrukser skal samtykket være skriftligt. Dette krav foreslår udvalget opretholdt og henviser i den forbindelse til, at skriftlighedskravet afskærer efterfølgende tvivl om, hvorvidt et samtykke er afgivet. Dette er også en fordel for politiet. Hertil kommer, at kravet om skriftlighed næppe vil volde politiet praktiske vanskeligheder, da det kun vil få betydning ved de mere indgribende legemsundersøgelser, hvor der i mangel af samtykke kræves forudgående eller efterfølgende retskendelse.

Justitsministeriet kan tiltræde Strafferetsplejeudvalgets forslag, herunder om at et skriftligt samtykke alene har betydning for kompetencen, men ikke for de øvrige betingelser. Det foreslås dog i overensstemmelse med udtalelser fra nogle af de hørte instanser, at der tillige skal foreligge samtykke, der ikke behøver at være skriftligt, fra en eventuel beskikket forsvarer.

Der henvises til lovforslagets § 792 c, stk. 5.

4. Legemsindgreb mod ikke-sigtede.

a. Tvangsindgreb.

I betænkningen foreslår Strafferetsplejeudvalget, at adgangen til at pålægge en ikke-sigtet at underkaste sig et legemsindgreb begrænses til legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning (oversigten pkt. 1-3).

Der er således i udvalget enighed om, at de mere byrdefulde legemsindgreb ikke bør kunne påtvinges en ikke-sigtet. Det bør eksempelvis ikke kunne pålægges et voldtægtsoffer at gennemgå en gynækologisk undersøgelse eller et andet voldsoffer at underkaste sig en indgående lægeundersøgelse til brug for straffesagen.

Udvalget er opmærksom på, at dette i særlige tilfælde vil kunne påvirke muligheden for at gennemføre efterforskningen på sædvanlig vis med den risiko, der ligger heri for ikke at kunne opklare en forbrydelse.

Udvalget finder dog, at det generelle hensyn til ofrets integritet vejer tungere, når der er tale om alvorligere legemsindgreb. Hertil kommer, at fysisk gennemtvingelse af sådanne indgreb mod et voldsoffer forekommer helt uacceptabel. På den anden side vil gennemtvingelse ved hjælp af retsplejelovens vidnetvangsmidler (f.eks. ved at politiet tager den pågældende i forvaring) være upraktisk, da undersøgelsen som regel skal iværksættes hurtigt.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør en person, der har været offer for en forbrydelse og dermed er fysisk og psykisk påvirket heraf, ikke bagefter af myndighederne kunne underkastes et nyt tvangsmiddel i form af et intenst legemsindgreb. Justitsministeriet kan derfor tiltræde Strafferetsplejeudvalgets indstilling, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed (§ 792 d, stk. 2).

Efter gældende ret må der - efter rettens konkrete afvejning i det enkelte tilfælde af ulempen m.v. ved indgrebet sammenholdt med den efterforskningsmæssige betydning af indgrebets foretagelse - antages at være en adgang til at gennemføre legemsundersøgelser af en ikke-sigtet uden dennes samtykke.

Lovforslaget indebærer således på dette punkt en ændring i forhold til retstilstanden i dag. Den praktiske rækkevidde heraf er dog begrænset, idet det efter det oplyste kun er meget sjældent, at et offer protesterer mod en legemsundersøgelse. Nægter en forurettet at medvirke, afstår politiet i øvrigt sædvanligvis fra indgrebet.

Endelig kan henvises til betydningen af et samtykke nedenfor pkt. d.

b. Kriminalitets- og indikationskrav.

Som betingelse for at kunne pålægge ikke-sigtede at underkaste sig legemsbesigtigelser foreslås, at efterforskningen vedrører en forbrydelse af en vis grovhed udtrykt ved en strafferamme på mindst fængsel i 1 år og 6 måneder (§ 792 d, stk. 2).

Det kræves endvidere, at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen. Denne udformning af indikationskravet betyder en stramning i forhold til reglerne for sigtede, idet det svarer til kravet ved legemsundersøgelser af sigtede.

Det følger i øvrigt af indikationskravets formulering, at der ikke vil være mulighed for at optage fingeraftryk og personfotografier af ikke-sigtede i andet øjemed end til brug for efterforskningen i den konkrete sag. Der kan altså ikke optages fingeraftryk og personfotos af ikke-sigtede alene med henblik på opbevaring i registre og fototek.

Det bemærkes endelig, at der ifølge sagens natur ikke skal være noget mistankekrav ved indgreb mod ikke-sigtede.

c. Kompetencekrav.

I overensstemmelse med gældende ret foreslås, at kompetencen til at træffe bestemmelse om legemsbesigtigelse hos en ikke-sigtet skal være hos retten.

Denne kompetenceregel foreslås dog som hidtil kombineret med en almindelig »periculum in mora«-regel, således at politiet kan træffe bestemmelse om at foretage indgrebet, såfremt øjemedet hermed ville forspildes ved at afvente retskendelse. I så fald skal politiet snarest muligt og inden 24 timer forelægge sagen for retten til godkendelse (§ 792 d, stk. 3).

d. Betydningen af samtykke.

Ved legemsindgreb mod sigtede personer er det fundet betænkeligt at fravige de materielle betingelser (kriminalitets-, mistanke- og indikationskrav m.v.) for indgrebets foretagelse, selv om der foreligger samtykke. Et samtykke flytter alene kompetencen fra retten til politiet ved de mere byrdefulde former for legemsundersøgelse, hvor retskendelse kræves, jf. ovenfor pkt. 3 e.

Sådanne betænkeligheder, herunder risikoen for at samtykket ikke i alle tilfælde i virkeligheden kan siges at være afgivet ganske frivilligt, findes ikke i samme grad at foreligge ved indgreb mod ikke-sigtede, mod hvem tilmed kun de mindre indgribende former for legemsbesigtigelse efter lovforslaget skal kunne gennemføres tvangsmæssigt.

Det foreslås derfor at tillægge et samtykke fra ikke-sigtede den betydning, at ikke blot kompetencereglerne, men også de materielle betingelser kan fraviges. Herved bliver der mulighed for at foretage alle frivillige legemsundersøgelser af ofre for forbrydelser (§ 792 d, stk. 1).

For at undgå bevistvivl stiller Strafferetsplejeudvalget ligesom ved indgreb over for sigtede krav om, at samtykket skal være skriftligt.

Efter Justitsministeriets opfattelse må dette krav siges at være unødigt restriktivt, såfremt ofret for en forbrydelse ikke fysisk eller psykisk (den pågældende er kvæstet, fortumlet m.v.) kan siges på normal vis at være i stand til at skrive under på en samtykkeerklæring. Justitsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt - og forsvarligt - ikke ubetinget at kræve skriftlighed, men alene at stille krav om, at samtykket så vidt muligt skal være skriftligt, således som også rigsadvokaten har stillet forslag om i sin høringsudtalelse om betænkningen. Der kan i den forbindelse tillige henvises til, at der ikke i dag stilles krav om skriftlighed ved samtykke fra ikke-sigtede. Endelig kan almindelig taktfølelse, situationsfornemmelse m.v. af hensyn til ofret tale for reglen i de nævnte typer af tilfælde.

Særlige forhold gør sig gældende, såfremt ofret for en forbrydelse er bevidstløs eller en person under 18 år. Der henvises herom til betænkningen side 78-79. Det fremgår heraf, at der efter forvaltningslovens regler til brug for efterforskningen vil kunne gives oplysninger fra den lægelige undersøgelse af bevidstløse personer. Ved undersøgelse af børn kræves i almindelighed (skriftligt eller mundtligt) samtykke fra forældremyndighedens indehaver (f.eks. en af forældrene) og ved større børn (fra omkring 15-års alderen) tillige samtykke fra barnet selv. Tilsvarende gælder i øvrigt også ved legemsindgreb mod sigtede under 18 år, hvor det dog alene har betydning for kompetencen ved de mere intense legemsundersøgelser.

Efter lovforslaget stilles der ikke krav om samtykke fra en eventuel bistandsadvokat, der er beskikket efter reglerne i retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede.

5. Destruktion af fingeraftryk, personfotografier og andet materiale.

Der er i Strafferetsplejeudvalget enighed om, at personfotografier (d.v.s. de fotografier, der optages med henblik på senere identifikation, og som indsættes i fototeket) ikke af politiet må opbevares efter afslutningen af sagen, såfremt den pågældende person ikke har været sigtet, bliver frifundet, eller påtale opgives. Billederne skal derfor destrueres.

Forslaget er begrundet med, at der til disse fotografier er knyttet indlysende genkendelsesmuligheder for udenforstående. Hvis et fotografi af en ikke-sigtet person eller en person, der er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet, opbevares af politiet og eventuelt senere forevises udenforstående i forbindelse med andre sager, kan man få det indtryk, at den pågældende person tidligere er straffet.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, der i øvrigt svarer til gældende praksis.

Der henvises til forslaget til § 792 f, stk. 1.

Strafferetsplejeudvalget foreslår endvidere den gældende praksis med hensyn til adgangen til opbevaring af fingeraftryk opretholdt.

Dette betyder, at fingeraftryk af ikke-sigtede skal destrueres efter afslutningen af den pågældende sag. Derimod bør politiet have adgang til at opbevare fingeraftryk, der lovligt er optaget af sigtede personer, uanset at pågældende senere eventuelt frifindes, eller påtale opgives.

For en opretholdelse af den gældende retstilstand i overensstemmelse med Strafferetsplejeudvalgets enige indstilling kan anføres følgende

Selve optagelsen af fingeraftryk er et lidet intenst eller ubetydeligt indgreb både med hensyn til tid, smerte, ubehag m.v.

Fingeraftryk er en entydig måde at identificere personer på og er derfor et meget effektivt middel i kriminalitetsbekæmpelsen. I modsætning til fotografier kan fingeraftryk således ikke føre til fejlidentifikationer f.eks. i forbindelse med efterforskning af andre sager.

Fingeraftryk kan ikke genkendes af andre og er derfor ikke egnet til ved forevisning at skabe mistanke om, at en bestemt person har været indblandet i kriminalitet. Ingen behøver med andre ord frygte, at fingeraftryk kan misbruges.

Mangeårig erfaring fra utallige sager viser, at opbevaring af fingeraftryk er af afgørende betydning i senere sager. Dette gælder ikke mindst ved de mange tyverier, men også ved alvorligere kriminalitet som f.eks. drab.

Kun fingeraftryk af personer, der med rimelig grund har været mistænkt for en lovovertrædelse, kan opbevares. Den pågældende har derfor i den forstand selv givet anledning til opbevaringen. Efter den almindelige adgang til optagelse af fingeraftryk skal mistanken tilmed vedrøre en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 11/2 års fængsel. Dette krav indebærer som nævnt i pkt. 3 c en indskrænkning i adgangen til at optage fingeraftryk i forhold til gældende praksis.

Lovligheden af optagelsen og dermed opbevaringen af fingeraftryk kan endvidere indbringes for retten, der hermed tager stilling til, om de nævnte betingelser er opfyldt. Finder retten indgrebet uhjemlet, skal de optagne fingeraftryk straks tilintetgøres af politiet uden begæring herom, jf. forslaget til § 792 f, stk. 3, omtalt nedenfor.

Den afvejning, som skal foretages ved alle straffeprocessuelle indgreb, skal her foretages mellem på den ene side hensynet til de enkelte, der af den ene eller den anden grund ikke ønsker deres fingeraftryk opbevaret, og på den anden side hensynet til borgernes og samfundets retsbeskyttelse gennem anvendelse af et lidet intenst, men meget betydningsfuldt efterforskningsmiddel i forbindelse med kriminalitetsbekæmpelsen.

De anførte grunde taler efter Justitsministeriets opfattelse med afgørende vægt for, at denne afvejning må føre til, at der på dette område ikke foretages indskrænkninger i forhold til i dag af politiets muligheder for at opklare forbrydelser ved at kunne opbevare fingeraftryk, der lovligt er optaget af sigtede personer (lovforslagets § 792 f, stk. 2).

Vedrørende fingeraftryk kan det i øvrigt nævnes, at det nuværende manuelle fingeraftryksregister er ved at blive overført til edb. Etableringen af et edb-system til fingeraftryk, der forventes afsluttet i løbet af foråret 1989, vil effektivisere efterforskningsmulighederne ved anvendelse af fingeraftryk.

For så vidt angår andet materiale og andre oplysninger, der hidrører fra legemsindgreb, f.eks. blodprøver, vil dette heller ikke af udenforstående kunne identificeres eller anvendes uden særlig sagkundskab. Det foreslås derfor, at sådanne oplysninger i relation til opbevaring og destruktion sidestilles med fingeraftryk, jf. ligeledes § 792 f, stk. 2.

Det er som nævnt en forudsætning, at det materiale og de oplysninger, der opbevares, er indhentet på lovlig vis. I konsekvens heraf foreslås i § 792 f, stk. 3, indsat en regel om, at oplysninger og materiale, der er tilvejebragt i tilfælde, hvor politiet har antaget, at der forelå »periculum in mora«, men hvor retten efterfølgende nægter at godkende indgrebet, straks skal tilintetgøres af politiet, uden at der fremsættes begæring herom. Det samme skal gælde oplysninger og materiale, der hidrører fra indgreb, hvor politiet har kompetencen, men hvor retten efterfølgende i medfør af § 746, stk. 1, finder indgrebet uhjemlet.

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

7. Hørte myndigheder m.v.

Justitsministeriet har modtaget udtalelser om Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskning fra præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Sundhedsministeriet, Den Almindelige Danske Lægeforening og Embedslægeforeningen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

§ 199, stk. 3, har følgende ordlyd

»Skal i en straffesag en kvinde synes på legeme, bør i alle tilfælde, hvor det til øjemedets opnåelse er tilstrækkeligt, kvinder dertil vælges, navnlig bør, hvor spørgsmål foreligger om svangerskab eller barnefødsel, kvindelige læger eller jordemødre benyttes, for så vidt disse må antages at have tilstrækkelig indsigt til at afgive erklæring om spørgsmålet.«

Spørgsmålet om kønsfællesskab mellem den person (både mand og kvinde), der underkastes et legemsindgreb, og den eller de personer, der overværer eller foretager indgrebet, foreslås reguleret i forslaget til § 792 e, stk. 2.

§ 199, stk. 3, der både i sit ordvalg og indhold må anses for forældet, foreslås derfor ophævet.

Til nr. 2

Den gældende bestemmelse i § 758, stk. 1, om politiets adgang til i forbindelse med en anholdelse at ransage den anholdtes person foreslås i princippet opretholdt, idet sådanne indgreb er nødvendige af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn.

Bestemmelsen er dog i lovforslaget omformuleret, således at den svarer til sprogbrugen i det foreslåede nye kapitel 72 om legemsindgreb. Det foreslås samtidig, at det i bestemmelsen præciseres, at den ikke rækker længere, end hvad sikkerhedsmæssige og ordensmæssige hensyn nødvendiggør, og at bestemmelserne i lovforslagets § 792 e om forholdsmæssighed, om anvendelse af størst mulig skånsomhed, om kønsfællesskab mellem den undersøgende og den undersøgte person, og om i hvilke tilfælde en læge skal medvirke, også finder anvendelse på legemsindgreb i forbindelse med en anholdelse.

Det bemærkes i øvrigt, at der i tilslutning til den sikkerhedsmæssige undersøgelse af den anholdte person, der er hjemlet i § 758, stk. 1, kan foretages efterforskningsmæssige legemsindgreb over den pågældende, såfremt betingelserne herfor i kapitel 72 er opfyldt.

Om bestemmelsen henvises endvidere til Strafferetsplejeudvalgets betænkning om legemsindgreb under efterforskningen (nr. 1104/1987), side 45.

Til nr. 3 (Kapitel 72 om legemsindgreb).

Til § 792

Stk. 1 indeholder en angivelse af de straffeprocessuelle tvangsindgreb, der er omfattet af kapitel 72.

Nr. 1 indeholder lovens definition af legemsbesigtigelser, mens legemsundersøgelser defineres i nr. 2.

Om denne afgrænsning af de to kategorier af legemsindgreb og af legemsindgreb i det hele taget henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2, der indeholder en oversigt over typetilfælde af legemsindgreb.

Det må understreges, at oversigten ikke er udtømmende. Således vil fotos af skader og slagmærker på kroppen (jf. lovteksten) og optagelse af stemmeprøve f.eks. til sammenligning med båndoptagelser kunne foretages som legemsbesigtigelser, mens f.eks. afklipning af skæg med henblik på sigtedes konfrontation med vidner, som det forekommer i praksis, vil kunne foretages efter reglerne om legemsundersøgelser.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 35-45 og 99-100. Lovforslaget er i overensstemmelse med Strafferetsplejeudvalgets forslag. Dog er der efter lovforslaget - i modsætning til betænkningen side 39 - ikke noget til hinder for, at der foretages udåndingsprøve eller urinprøve, når de almindelige betingelser for foretagelse af henholdsvis legemsbesigtigelse og legemsundersøgelse er opfyldt. Som anført af præsidenten for Københavns Byret i dennes udtalelse om betænkningen vil udåndingsprøve eller urinprøve, hvor sigtede samtykker, kunne være et mindre ubehageligt indgreb end blodprøveudtagning eller udtagelse af urin ved kateter (oversigten pkt. 7 og 11). Afgørende kan heller ikke være, at indgrebene kræver medvirken fra de pågældende, idet dette også gælder ved andre indgreb. Hertil kommer, at der ikke - ligesom ved lovforslaget i øvrigt - vil være tale om nogen udvidelse af adgangen til at foretage legemsindgreb i forhold til den gældende retstilstand.

Stk. 2 indeholder i lighed med den gældende § 797, stk. 4, en henvisning til den særlige regel i § 758, stk. 1, om legemsindgreb i forbindelse med en anholdelse, jf. ovenfor ad lovforslagets nr. 2.

Til § 792 a

Bestemmelsen indeholder de materielle betingelser for iværksættelse af legemsindgreb mod en sigtet.

Bestemmelsen erstatter reglerne i § 794 om personlig ransagning og indebærer herudover, at der i modsætning til i dag sker en egentlig lovmæssig regulering af optagelse af fingeraftryk og personfotografier og af de mere intense legemsindgreb (legemsundersøgelser).

Stk. 1 indeholder reglerne om legemsbesigtigelse af en sigtet og beskriver de krav, der stilles til kriminalitetens art, mistanken og indikationen, d.v.s. indgrebets betydning for efterforskningen.

Stk. 2 regulerer de materielle betingelser for foretagelse af legemsundersøgelse og indeholder ligeledes en beskrivelse af kravene til kriminalitetens art, mistankens styrke og indikationen. Kravene i stk. 2 indebærer en skærpelse i forhold til kravene til legemsbesigtigelse i stk. 1.

Om bestemmelsen henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3 a-c og betænkningen side 47-52.

Til § 792 b

Bestemmelsen indeholder to regler, der - i forhold til § 792 a - giver politiet øget mulighed for henholdsvis at optage fingeraftryk og personfotografier og for at udtage blodprøver.

Stk. 1 indebærer, at politiet kan optage fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation, selv om der ikke er behov herfor af hensyn til efterforskningen i den aktuelle sag. Dette er i lovforslaget beskrevet således, at indikationskravet i § 792 a, stk. 1, nr. 2, ikke behøver at være opfyldt.

Optagelse af fingeraftryk og personfotografi kan dog - i de tilfælde, hvor indikationskravet i § 792 a, stk. 1, nr. 2, ikke er opfyldt - efter bestemmelsen alene ske, hvis den aktuelle sag vedrører en lovovertrædelse med en strafferamme på fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover. I forhold til gældende administrative regler indebærer dette en indskrænkning i politiets adgang til at optage fingeraftryk og personfotografier.

Vedrørende den nærmere afgrænsning af, hvilke arter af personfotografier der er omfattet af bestemmelsen, henvises til betænkningen side 43-44. Om § 792 b, stk. 1, i øvrigt henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3 c og betænkningen side 53-54.

Stk. 2 indeholder en regel om, at udtagelse af blodprøver - uanset strafferamme for den lovovertrædelse, som efterforskningen vedrører - kan finde sted ved enhver lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led. Bestemmelsen er udformet som en undtagelse fra kriminalitetskravet i § 792 a, stk. 2, nr. 1, og er begrundet i det særlige behov for udtagelse af blodprøver i sager af den nævnte karakter.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 3 a in fine samt betænkningen side 50-51.

Til § 792 c

I stk. 1-4 er der givet regler om kompetencen til at træffe beslutning om legemsindgreb mod sigtede og om kravene til formen for en sådan beslutning.

Kompetencen til at træffe beslutning om alle former for legemsbesigtigelse, incl. optagelse af fingeraftryk og personfotografier, er efter stk. 1 tillagt politiet. Også de mindst indgribende former for legemsundersøgelse kan besluttes af politiet. Det gælder således udtagelse af blodprøver, sikring af negleskrab eller hår og en ydre undersøgelse, der består i beføling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult under huden (oversigten pkt. 5-7). Det bemærkes, at disse undersøgelser kræver medvirken af en læge, jf. lovforslagets § 792 e, stk. 3.

For så vidt angår de mest intense legemsundersøgelser, herunder røntgenundersøgelser, undersøgelse af legemets hulrum og gynækologiske undersøgelser (oversigten pkt. 8-12), kræves der ifølge § 792 c, stk. 2, 1. pkt., retskendelse.

Disse kompetenceregler medfører, at politiet tillægges større kompetence end efter gældende ret, hvor kompetencen til at træffe beslutning om personransagning efter § 797, stk. 1, principielt er hos retten, ligesom det i retspraksis er antaget, at optagelse af fingeraftryk og personfotografi kræver retskendelse, såfremt der protesteres mod indgrebet.

Om begrundelsen for den foreslåede kompetencefordeling henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3 d og betænkningen side 55-57.

Stk. 2, 2. og 3. pkt., og stk. 4, indeholder bestemmelser om retskendelsens form og rettens behandling af politiets eventuelle anmodning om et legemsindgreb. Den adgang, som ifølge stk. 4 skal gives for den, mod hvem indgrebet retter sig, til at udtale sig, inden rettens afgørelse træffes, kan eventuelt gives i form af en erklæring til politirapport, der videregives til retten. Et ønske fra den pågældende om at udtale sig direkte over for retten skal dog imødekommes. Der henvises i øvrigt nærmere til betænkningen side 57.

Stk. 3 indeholder en »periculum in mora«-regel, der giver politiet adgang til at træffe en foreløbig beslutning om et legemsindgreb, såfremt indgrebets øjemed ville forspildes ved at afvente rettens afgørelse. I så fald skal politiet imidlertid snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Hvis et indgreb er foretaget uden retskendelse på grundlag »periculum in mora«-reglen, vil et efterfølgende samtykke inden udløbet af 24 timer gøre forelæggelse for retten overflødig. Gives der samtykke til indgrebet efter forelæggelsen for retten, skal retten ikke tage stilling til indgrebet. Dette er - i modsætning til i Strafferetsplejeudvalgets lovudkast - udtrykkeligt angivet i lovteksten, jf. 3. pkt. i stk. 3. Om samtykke, der tilbagekaldes, henvises til betænkningen side 60.

Stk. 5 indeholder en bestemmelse om betydningen af, at en sigtet samtykker i foretagelsen af et legemsindgreb. Såfremt samtykket foreligger skriftligt, indebærer det, at kompetencen til at træffe beslutning om indgrebet overføres til politiet. Er der beskikket en forsvarer for sigtede, kræves tillige (skriftligt eller mundtligt) samtykke fra forsvareren.

Som det fremgår, medfører samtykke fra en sigtet og en eventuel beskikket forsvarer derimod ikke nogen fravigelse af kravene til kriminalitetens art, mistankens styrke og indikationen. Politiet vil således ikke - uanset samtykke - kunne iværksætte en legemsundersøgelse, medmindre betingelserne i § 792 a, stk. 2, eller § 792 b, stk. 2, er opfyldt.

I øvrigt må der - som på andre retsområder, hvor et samtykke tillægges betydning - stilles visse habilitetskrav til den, der giver samtykke. Således vil et samtykke f.eks. fra en sindssyg, åndssvag eller stærkt beruset person i almindelighed ikke kunne tillægges betydning. Samtykke fra børn er omtalt i de almindelige bemærkninger pkt. 4 d.

Om begrundelsen for bestemmelsens udformning henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3 e og betænkningen side 58-60.

Til § 792 d

Bestemmelsen omhandler legemsindgreb over for ikke-sigtede.

Efter forslaget i stk. 1 skal udgangspunktet være, at sådanne indgreb kun må foretages, såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt.

Hvis en ikke-sigtet meddeler samtykke til indgrebet, medfører dette imidlertid ikke blot, at kompetencereglerne fraviges, men også at de materielle betingelser bortfalder. Samtykket indebærer således, at indgrebet i det hele undtages fra reguleringen i kapitel 72, jf. betænkningen side 78 og 104. Dette er i lovforslaget udtrykkeligt angivet i selve lovteksten i modsætning til i Strafferetsplejeudvalgets lovudkast.

Hovedreglen om, at samtykke er nødvendigt for at foretage legemsindgreb mod ikke-sigtede, fraviges på to punkter, jf. stk. 2 og 4.

Efter stk. 2 kan der under nærmere angivne kriminalitets- og indikationskrav påhvile en ikke-sigtet pligt til at underkaste sig visse legemsindgreb. Pligten omfatter dog kun de mindst byrdefulde indgreb (oversigten pkt. 1-3). Den omfatter således ikke legemsundersøgelser, jf. § 792, stk. 1, nr. 2, og blandt legemsbesigtigelserne omfatter den kun sådanne, der ikke kræver afklædning af den undersøgte person. I medfør af bestemmelsen vil det kunne pålægges en ikke-sigtet at afgive kontrolfingeraftryk.

Kompetencen til at træffe bestemmelse om de i stk. 2 nævnte indgreb mod en ikke-sigtet er ved stk. 3 henlagt til retten. Der er dog adgang for politiet til at træffe beslutning om foretagelse af et indgreb i tilfælde af »periculum in mora«. Formkravene er de samme som ved indgreb mod sigtede. Indgrebet kan om fornødent gennemføres ved direkte tvang. Gennemførelsen kan dog også ske under anvendelse af vidnetvangsmidlerne i § 178.

Vedrørende stk. 1-3 henvises i øvrigt nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 4 samt betænkningen side 71-80 og 82-84.

Stk. 4 giver politiet en udvidet adgang til i særlige situationer af sikkerhedsmæssige grunde at foretage visitation af tøjet hos alle tilstedeværende for at finde eventuelle våben.

Betingelserne herfor er, at visitationen sker under efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom eller i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet ved efterforskning i rockerklubbers lokaler.

I disse tilfælde kan politiet foretage visitation af tøjet, uden der er konkret grundlag for at rette sigtelse mod nogen bestemt af de tilstedeværende, uden at indikationskravet om »afgørende betydning for efterforskningen« i stk. 2 er opfyldt og uden efterfølgende at skulle forelægge indgrebet for retten til godkendelse. De personer, mod hvem indgrebet foretages, kan dog på eget initiativ indbringe visitationen for retten til prøvelse efter den almindelige adgang hertil i retsplejelovens § 746, stk. 1.

Om den nærmere begrundelse for denne særregel henvises til betænkningen side 80-82.

Til § 792 e

I stk. 1 foreslås den proportionalitetsgrundsætning, der antages at gælde ved alle former for straffeprocessuelle tvangsindgreb, lovfæstet for så vidt angår legemsindgreb. Reglen foreslås udformet på samme måde som § 782, stk. 1, om indgreb i meddelelseshemmeligheden. Bestemmelsen gælder både for indgreb mod sigtede og for tvangsmæssige indgreb mod ikke-sigtede.

Stk. 2 lovfæster den såkaldte skånsomhedsgrundsætning. I bestemmelsens 2. og 3. pkt. reguleres specielt spørgsmålet om kønsfællesskab mellem den undersøgte person og de personer, der henholdsvis foretager eller overværer indgrebet.

Reglerne i 2. og 3. pkt. knytter sig til begrebet blufærdighed. Herved bliver der i retspraksis mulighed for at lade bestemmelserne tilpasse sig skiftende tiders vurderinger.

Bestemmelserne omfatter således alene indgreb, der efter den til enhver tid gældende retsopfattelse er egnede til at krænke blufærdigheden. Overfladisk visitation af tøj kan derfor foretages og overværes af personer af begge køn. Hvorvidt der ved afklædning eller f.eks. beføling gennem tøjet for at undersøge, om den pågældende har effekter på kroppen, kræves kønsfællesskab, vil derimod i det enkelte tilfælde afhænge af, om der er tale om hel eller delvis afklædning, om det er en mand eller kvinde, hvor på kroppen undersøgelsen foretages osv.

Sundhedspersonale, navnlig læger og sygeplejersker, kan dog efter reglerne altid udføre og overvære undersøgelser uden hensyn til, om de er af samme køn som den undersøgte.

Reglerne i stk. 2 er udformet således, at de kan fraviges i særlige tilfælde, hvor omstændighederne ikke tillader, at man afventer tilstedekomsten af sundhedspersonale eller af politipersonale af samme køn som den undersøgte. Som eksempel herpå nævnes i betænkningen tilfælde, hvor politifolk af samme køn skal anholde en farlig og formentlig bevæbnet sigtet af det modsatte køn, og øjeblikkelig visitation af (hele) kroppen gennem tøjet for at finde og fratage våben er nødvendig.

For mere tydeligt at præcisere, at bestemmelserne tilgodeser sådanne hensyn, er i forhold til Strafferetsplejeudvalgets lovudkast tilføjet ordene »så vidt muligt« i 2. og 3. pkt.

Vedrørende stk. 2 henvises i øvrigt til betænkningen side 66-69.

I stk. 3, 1. pkt., foreslås, at legemsundersøgelser som beskrevet i § 792, stk. 1, nr. 2, kun må foretages under medvirken af en læge. Legemsbesigtigelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 1, kræver derimod ikke lægelig medvirken. Særligt vedrørende undersøgelse af mundhule bemærkes, at såfremt politiet alene kigger ind i munden uden anvendelse af tvang, vil der kun være tale om legemsbesigtigelse og derfor ikke noget krav om lægemedvirken. Politiet kan selvfølgelig også bede personer om at spytte genstande ud af munden.

Der er ikke knyttet nogen »periculum in mora«-regel til kravet om lægelig medvirken ved legemsundersøgelse. Den omstændighed, at efterforskningsmæssige hensyn gør det ønskeligt eller endog nødvendigt, at indgrebet foretages straks uden at afvente lægens tilstedekomst, giver således ikke mulighed for at fravige kravet om, at en læge skal medvirke. Herved tilgodeses sikkerheds- og helbredsmæssige hensyn ved de mere intense legemsindgreb.

Selv om lægelig medvirken ikke kan siges at være ubetinget nødvendig ved alle former for legemsundersøgelser, er det således ikke fundet hensigtsmæssigt eller tilstrækkeligt begrundet at forsøge at opstille særregler for enkelte typer af indgreb. Herved undgås også yderligere undtagelser fra hovedsondringen i lovforslaget mellem legemsbesigtigelser og legemsundersøgelser. Endelig kan anføres, at lægelig medvirken kan sikre det fulde efterforskningsmæssige udbytte af legemsundersøgelsen.

Det må i øvrigt fremhæves, at bestemmelsen stort set svarer til den i dag gældende praksis for, hvornår læger medvirker ved legemsindgreb i strafferetsplejen.

Forslaget indebærer kun, at legemsundersøgelse skal foretages under medvirken af en læge. Hvorvidt lægen skal udføre selve indgrebet, eller dette kan foretages af andet sundhedspersonale under lægens tilsyn og på dennes ansvar, er ikke reguleret i lovforslaget, men må afhænge af en vurdering af indgrebets art og karakter.

I stk. 3, 2. pkt., foreslås det lovfæstet i retsplejeloven, at lægen skal tage stilling, om indgrebets gennemførelse er lægeligt forsvarligt under hensyn til den med indgrebet forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand. Lægen skal derimod ikke vurdere, om indgrebet er nødvendigt eller rimeligt af hensyn til efterforskningen i sagen, idet dette afgøres af retten eller politiet.

Ved kravet om lægelig medvirken knyttes således en dobbelt kontrol til de mest byrdefulde indgreb (legemsundersøgelser), derved at retten eller politiet vurderer indgrebets foretagelse på baggrund af retssikkerhedsmæssige hensyn, og lægen vurderer indgrebets lægelige forsvarlighed.

I øvrigt gælder for lægers foretagelse af legemsundersøgelser de almindelige lægelige regler, herunder etiske regler og principper.

Vedrørende stk. 3 henvises endvidere til betænkningen side 61-66.

I forhold til Strafferetsplejeudvalgets lovudkast foreslås ordene »så vidt muligt en embedslæge eller anden tilsvarende læge« ikke medtaget i stk. 3, 1. pkt.

Baggrunden herfor er, at dette spørgsmål ikke findes egnet til lovmæssig regulering og navnlig ikke i retsplejeloven. Hertil kommer, at spørgsmålet om embedslægers bistand til rets- og politimyndighederne må påregnes at blive taget op til generel overvejelse, og at det derfor vil være hensigtsmæssigt at afvente resultatet af disse overvejelser for så vidt angår ændringer vedrørende legemsindgreb.

Til § 792 f

Bestemmelsen regulerer politiets adgang til at opbevare og registrere oplysninger og materiale, der hidrører fra legemsindgreb. Reguleringen medfører en pligt for politiet til i visse tilfælde at destruere oplysninger. Stk. 1 og 2 vedrører opbevaring efter sagens afslutning, medens stk. 3 i visse tilfælde påbyder øjeblikkelig destruktion.

Stk. 1 vedrører personfotografier optaget med henblik på senere identifikation. Efter bestemmelsen må politiet ikke opbevare sådanne fotografier, såfremt de vedrører personer, der ikke har været sigtet. Politiet må heller ikke opbevare fotografier af personer, der har været sigtet, men senere frifindes, eller mod hvem påtale opgives. Disse regler svarer til gældende administrativ praksis.

Et personfotografi af sigtede, der er optaget i forbindelse med efterforskningen i et forhold, som den sigtede senere frifindes for, skal destrueres, selv om den pågældende dømmes i et andet forhold. Dette gælder dog ikke, hvis dette andet forhold i sig selv kunne have begrundet optagelsen, jf. § 792 b, stk. 1.

Stk. 2 vedrører alt andet materiale, der hidrører fra legemsindgreb. Reglen har dog først og fremmest praktisk betydning for fingeraftryk. Efter bestemmelsen skal fingeraftryk m.v. af ikke-sigtede destrueres, når sagen er afsluttet. Derimod kan politiet opbevare fingeraftryk m.v. af personer, der har været sigtet, uanset at sagen mod den pågældende opgives, eller han eller hun frifindes. Bestemmelsen svarer for så vidt angår fingeraftryk til gældende administrativ praksis.

Stk. 3 fastslår, at materiale og oplysninger, der er kommet til veje ved et indgreb, som retten nægter at godkende, straks skal destrueres.

Om baggrunden for de foreslåede regler henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5 og betænkningen side 85-91.

Til nr. 4

I bestemmelsen i § 794 om ransagning af en »sigtets bolig eller andre rum, gemmer eller person« foreslås det at lade ordet »person« udgå, idet reglerne om personlig ransagning foreslås fastsat i det nye kapitel 72 om legemsindgreb.

Ransagning af tøj, som ingen person er iført, vil fortsat være omfattet af § 794, jf. ordet »gemmer«.

Til nr. 5

Med samme begrundelse som nævnt under nr. 4 foreslås § 795, stk. 2, om ransagning af en ikke sigtets person ophævet.

Til nr. 6

Ændringen er en konsekvens af, at stk. 2 foreslås ophævet, jf. nr. 5.

Til nr. 7

I forslaget til § 792, stk. 2, henvises til adgangen til legemsindgreb mod anholdte personer efter reglerne i § 758, stk. 1.

Den tilsvarende henvisningsbestemmelse i den gældende § 797, stk. 4, i ransagningskapitlet foreslås derfor ophævet.

Til nr. 8

§ 792. Som led i efterforskningen kan der efter reglerne i dette kapitel foretages legemsindgreb mod sigtede og andre ved

1) besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført (legemsbesigtigelse), og

2) nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af blodprøver eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende (legemsundersøgelse).

Stk. 2. Legemsindgreb mod anholdte personer kan tillige foretages efter § 758, stk. 1.

§ 792 b. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation endvidere foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 2. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 2, nr. 1, kan udtagelse af blodprøver foretages, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led.

§ 792 c. Afgørelse om legemsbesigtigelse af en sigtet og legemsundersøgelse af en sigtet i form af nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse af blodprøver træffes af politiet.

Stk. 2. Afgørelse om andre legemsundersøgelser af en sigtet træffes af retten ved kendelse, jf. dog stk. 5. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Dette gælder dog ikke, såfremt der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke hertil.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig.

Stk. 5. Såfremt den sigtede meddeler skriftligt samtykke til, at indgrebet foretages, kan beslutning om de former for legemsundersøgelse, der er nævnt i stk. 2, også træffes af politiet. Er der beskikket en forsvarer for sigtede, kræves tillige samtykke fra forsvareren.

§ 792 d. Legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel, såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. I øvrigt må legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, kun foretages efter reglerne i stk. 2 og 4.

Stk. 2. Legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj, kan foretages over for en person, der ikke er sigtet, såfremt

1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 3. Afgørelse om legemsbesigtigelse efter stk. 2 træffes af retten ved kendelse. Bestemmelserne i § 792 c, stk. 2, 2. og 3. pkt., samt stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. I stedet for direkte gennemtvingelse kan de i § 178 nævnte tvangsmidler anvendes til gennemførelse af legemsbesigtigelsen.

Stk. 4. Under efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben, kan politiet foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben.

§ 792 e. Legemsindgreb må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 2. Legemsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det skal herved bl.a. så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt kun overværes af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.

Stk. 3. Legemsundersøgelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 2, må kun foretages under medvirken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig.

§ 792 f. Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet.

Stk. 2. Politiet må ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet.

Stk. 3. Oplysninger og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at godkende i medfør af § 792 c, stk. 3, 2. pkt., eller som retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres.«

4. I § 794 ændres »andre rum, gemmer eller person« til: »andre rum og gemmer«.

5. § 795, stk. 2, ophæves.

6. I § 797, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 795, stk. 1, nr. 2, litra a og b« til: »§ 795, nr. 2, litra a og b«.

7. § 797, stk. 4, ophæves.

8. § 800, stk. 5, ophæves.

9. I § 878, stk. 2, ændres »§ 877, nr. 2 og 3,» til: »§ 877, stk. 2, nr. 2 og 3,».

§ 792. Som led i efterforskningen kan der efter reglerne i dette kapitel foretages legemsindgreb mod sigtede og andre ved

1) besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført (legemsbesigtigelse), og

2) nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af blodprøver eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende (legemsundersøgelse).

Stk. 2. Legemsindgreb mod anholdte personer kan tillige foretages efter § 758, stk. 1.

§ 792 a. Legemsbesigtigelse af en sigtet må kun foretages, såfremt

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Legemsundersøgelse af en sigtet må kun foretages, såfremt

1) der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i en overtrædelse af straffelovens § 249, stk. 1, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

§ 792 b. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation endvidere foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 2. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 2, nr. 1, kan udtagelse af blodprøver foretages, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led.

§ 792 c. Afgørelse om legemsbesigtigelse af en sigtet og legemsundersøgelse af en sigtet i form af nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse af blodprøver træffes af politiet.

Stk. 2. Afgørelse om andre legemsundersøgelser af en sigtet træffes af retten ved kendelse, jf. dog stk. 5. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Dette gælder dog ikke, såfremt der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke hertil.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig. Offentlig forsvarer beskikkes, når sigtede begærer det. Sigtede skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

Stk. 5. Såfremt den sigtede meddeler skriftligt samtykke til, at indgrebet foretages, kan beslutning om de former for legemsundersøgelse, der er nævnt i stk. 2, også træffes af politiet. Er der beskikket en forsvarer for sigtede, kræves tillige samtykke fra forsvareren.

§ 792 d. Legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel, såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. I øvrigt må legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, kun foretages efter reglerne i stk. 2 og 4.

Stk. 2. Legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj, kan foretages over for en person, der ikke er sigtet, såfremt

1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 3. Afgørelse om legemsbesigtigelse efter stk. 2 træffes af retten ved kendelse. Bestemmelserne i § 792 c, stk. 2, 2. og 3. pkt., samt stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. I stedet for direkte gennemtvingelse kan de i § 178 nævnte tvangsmidler anvendes til gennemførelse af legemsbesigtigelsen.

Stk. 4. Under efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben, kan politiet foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben.

§ 792 a. Legemsbesigtigelse af en sigtet må kun foretages, såfremt

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Legemsundersøgelse af en sigtet må kun foretages, såfremt

1) der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i en overtrædelse af straffelovens § 249, stk. 1, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

§ 792 e. Legemsindgreb må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 2. Legemsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det skal herved bl.a. så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt kun overværes af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.

Stk. 3. Legemsundersøgelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 2, må kun foretages under medvirken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig.

§ 792 f. Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet.

Stk. 2. Politiet må ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet.

Stk. 3. Oplysninger og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at godkende i medfør af § 792 c, stk. 3, 2. pkt., eller som retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres.«

4. I § 794 ændres »andre rum, gemmer eller person« til: »andre rum og gemmer«.

5. § 795, stk. 2, ophæves.

6. I § 797, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 795, stk. 1, nr. 2, litra a og b« til: »§ 795, nr. 2, litra a og b«.

7. § 797, stk. 4, ophæves.

8. § 800, stk. 5, ophæves.

9. I § 878, stk. 2, ændres »§ 877, nr. 2 og 3,» til: »§ 877, stk. 2, nr. 2 og 3,».

§ 792 b. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 1, nr. 2, kan optagelse af fingeraftryk og personfotografi med henblik på senere identifikation endvidere foretages, såfremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover.

Stk. 2. Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 792 a, stk. 2, nr. 1, kan udtagelse af blodprøver foretages, såfremt der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, i hvis gerningsindhold indtagelse af spiritus eller euforiserende stoffer er et led.

§ 792 c. Afgørelse om legemsbesigtigelse af en sigtet og legemsundersøgelse af en sigtet i form af nærmere undersøgelse af legemets ydre, sikring af prøver herfra og udtagelse af blodprøver træffes af politiet.

Stk. 2. Afgørelse om andre legemsundersøgelser af en sigtet træffes af retten ved kendelse, jf. dog stk. 5. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres.

Stk. 3. Såfremt indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, kan politiet træffe beslutning om at foretage indgrebet. I så fald skal politiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godkendes. Dette gælder dog ikke, såfremt der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke hertil.

Stk. 4. Inden retten træffer afgørelse efter stk. 2 eller stk. 3, 2. pkt., skal der være givet den, mod hvem indgrebet retter sig, adgang til at udtale sig. Offentlig forsvarer beskikkes, når sigtede begærer det. Sigtede skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

Stk. 5. Såfremt den sigtede meddeler skriftligt samtykke til, at indgrebet foretages, kan beslutning om de former for legemsundersøgelse, der er nævnt i stk. 2, også træffes af politiet. Er der beskikket en forsvarer for sigtede, kræves tillige samtykke fra forsvareren.

§ 792 d. Legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er ikke omfattet af reglerne i dette kapitel, såfremt den pågældende meddeler samtykke til indgrebet. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. I øvrigt må legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, kun foretages efter reglerne i stk. 2 og 4.

Stk. 2. Legemsbesigtigelse, der ikke kræver afklædning, herunder optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemet og visitation af tøj, kan foretages over for en person, der ikke er sigtet, såfremt

1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 3. Afgørelse om legemsbesigtigelse efter stk. 2 træffes af retten ved kendelse. Bestemmelserne i § 792 c, stk. 2, 2. og 3. pkt., samt stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse. I stedet for direkte gennemtvingelse kan de i § 178 nævnte tvangsmidler anvendes til gennemførelse af legemsbesigtigelsen.

Stk. 4. Under efterforskning på gerningsstedet i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af en alvorlig voldsforbrydelse eller fremsættelse af trussel herom samt i andre efterforskningssituationer, hvor der er begrundet mistanke om, at nogen tilstedeværende på sin person skjuler våben, kan politiet foretage visitation af tøjet hos alle personer, der træffes på stedet, med henblik på at finde våben.

§ 792 e. Legemsindgreb må ikke foretages, såfremt det efter indgrebets formål, sagens betydning og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.

Stk. 2. Legemsindgreb skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Det skal herved bl.a. så vidt muligt iagttages, at et indgreb, der ellers kan føles krænkende for blufærdigheden, kun foretages af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale. Kræver et sådant indgreb afklædning, må det så vidt muligt kun overværes af personer af samme køn som den undersøgte eller af sundhedspersonale.

Stk. 3. Legemsundersøgelse, jf. § 792, stk. 1, nr. 2, må kun foretages under medvirken af en læge. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko samt den undersøgte persons tilstand er lægeligt forsvarlig.

§ 792 f. Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet.

Stk. 2. Politiet må ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet.

Stk. 3. Oplysninger og materiale, der er tilvejebragt ved indgreb, som retten nægter at godkende i medfør af § 792 c, stk. 3, 2. pkt., eller som retten i medfør af § 746, stk. 1, finder uhjemlede, skal straks tilintetgøres.«

4. I § 794 ændres »andre rum, gemmer eller person« til: »andre rum og gemmer«.

5. § 795, stk. 2, ophæves.

6. I § 797, stk. 2, nr. 2, ændres »§ 795, stk. 1, nr. 2, litra a og b« til: »§ 795, nr. 2, litra a og b«.

7. § 797, stk. 4, ophæves.

8. § 800, stk. 5, ophæves.

9. I § 878, stk. 2, ændres »§ 877, nr. 2 og 3,» til: »§ 877, stk. 2, nr. 2 og 3,».

§ 792. Som led i efterforskningen kan der efter reglerne i dette kapitel foretages legemsindgreb mod sigtede og andre ved

1) besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført (legemsbesigtigelse), og

2) nærmere undersøgelse af legemet, herunder af dets hulrum, udtagelse af blodprøver eller andre tilsvarende prøver, røntgenundersøgelse og lignende (legemsundersøgelse).

Stk. 2. Legemsindgreb mod anholdte personer kan tillige foretages efter § 758, stk. 1.

§ 792 a. Legemsbesigtigelse af en sigtet må kun foretages, såfremt

1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og

2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen.

Stk. 2. Legemsundersøgelse af en sigtet må kun foretages, såfremt

1) der er begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, eller i en overtrædelse af straffelovens § 249, stk. 1, og

2) indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

§ 800, stk. 5, har følgende ordlyd

»Personlig ransagning af en kvinde skal ske ved ærbare kvinder og ikke i overværelse af mænd, jf. § 199.«

Da regler om kønsfællesskab foreslås fastsat i § 792 e, stk. 2, foreslås § 800, stk. 5, ophævet i lighed med § 199, stk. 3, jf. lovforslagets nr. 1.

Til nr. 9

Ved forslaget, der er af rent lovteknisk karakter, bliver henvisningen i § 878, stk. 2, til de relevante bestemmelser i § 877 korrekt. Bestemmelserne vedrører oplæsning af visse retsbogstilførsler under domsforhandlingen.

Til § 2

Det foreslås, at loven, der indeholder en ny, samlet og omfattende regulering af legemsindgreb i strafferetsplejen, træder i kraft den 1. juli 1989.

Det findes ikke nødvendigt med særlige overgangsregler. Lovens bestemmelser finder derfor anvendelse på alle legemsindgreb, der foretages efter lovens ikrafttræden.

Efter 2. behandling den 2. maj 1989

Ingen

Nr LSF 81

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Legemsindgreb)

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 3. november 1988

Vedtaget ved tredjebehandling den 9. maj 1989

Lov nr. 332 af 24/05/1989