1988 LSF 69 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN (INGEN KARTOFFELSKAT FOR 1987)

§ 1

Lov nr. 698 af 17. oktober 1986, som ændret ved lov nr. 37 af 29. januar 1988 og lov nr. 492 af 19. august 1988 om afgift af renter af forbrugslån, ophæves for så vidt angår renteudgifter m.v., der henføres til afgiftsåret 1987.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Afgifter, der allerede måtte være betalt, og som ikke er tilbagebetalt, tilbagebetales straks. Dette gælder også beløb indbetalt til pensionsordninger. Tilbagebetalingen sker uden fradrag for realrenteafgift.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I de seneste årtier har den vigtigste lovbeskyttelse for de bærende befolkningslag været det ubegrænsede rentefradrag. Det gav således for 1986 lindring i størrelsesordenen 80 mia. kr., som kom i sikkerhed for indkomstskattemyndighederne.

For 1987 var rentefradragene (inkl. et mindre, ikke udspecificeret beløb for dødsboer) ca. 89 mia. kr. For 1988 og 1989 forventes det at blive ca. 93 og ca. 96 mia. kr.

Folketingets syv skattebegærlige partier har rettet hadske angreb mod, at den arbejdsomme dansker på den måde kunne krybe i ly og gennem skattereduktion begrænse mulighederne for endnu mere umådeholden vækst i de offentlige udgifter end den, som frådsefinanslovene har medført.

Særligt i perioden op mod valg forsikrede og garanterede de gamle partiers folk imidlertid gang på gang borgerne om, at de, der havde indrettet sig i tillid til gældende rentefradragsret, ikke ville blive snigløbet ved eventuelle lovændringer. De ville alene komme til at angå fremtidigt stiftet, ny gæld.

Således lullet i søvn svigtede vælgerne i januar 1984 deres eneste Christiansborgbeskytter, liste Z.

Blandt de mange ulykkelige konsekvenser heraf kom de gamle partiers skændige skattereformaftale af 19. juni 1985, der blandt sine mange skadelige virkninger også havde en brutal og hurtigvirkende beskæring af rentefradragsreglen (se nærmere Fremskridtsbogen »Ud af skattereformfælderne« side 50-60).

Men dette var ikke nok for de skattehungrende magthaverpartier.

I oktober 1986 iværksatte de endnu en massakre mod rentefradraget - ved at gennemføre den kartoffelkvaksalverafgift, som nærværende lovforslag går ud på at afskaffe for det første afgiftsår. Det blev fastlagt til 1987 (med opkrævning i 1988, når det grundlovsforeskrevne 1987-folketingsvalg var overstået, og endda således, at den enkelte skatteyder for 1987 (men ikke følgende år) kan indbetale til egen pensionsordning).

Kartoffelindgrebsgrundlaget var nogle særdeles livsfjerne cand. polit-teoretiseringstankespind ved Finansministeriets skriveborde. Det nærmere indhold bestod i, at enhver fuldt skattepligtig person i Danmark efter udløbet af hvert afgiftsår nøjagtigt skal opgøre følgende beløb

1) Samlede afgiftsberettigede renteudgifter

2) Fradragsberettigede provisioner (men ikke kurstabsbeløb)

3) Virksomhedsskatteordningens fiktive rentekorrektioner

4) Renter på statslige studielån

5) Renter på statsgaranterede studielån i pengeinstitutter

6) Realkreditrenter

7) Renter til Dansk Landbrugs Realkreditfond

8) Renter på visse realkreditlignende lån

9) Renter på andelsboliglån, der opfylder en lang række svært forståelige paragrafbetingelser

10) Renter på visse byggelån

11) Renter på skyldnerpantebreve i fast ejendom på lån aftalt før 7. oktober 1986

12) Renter på visse ældre ejerpantebrevslån

13) Renter på visse ældre skadesløsbrevslån

14) Renter på visse ældre lån med sikkerhed i sælgerpantebreve

15) Skattepligtige renteindtægter m.v. (dog ikke, hvis disse virksomhedsbeskattes)

16) Aktieudbytter m.v.

17) Aktieudbyttetskattegodtgørelser

18) Beregnet kapitalafkast af egenkapital under virksomhedsskatteloven

19) Beregnet kapitalafkast af fysiske erhvervsaktiver ejet af selvstændigt skattepligtige, som ikke benytter virksomhedsskatteordningen

20) Nogle trusserederrenter.

Når hver eneste, der bor i Danmark, har opgjort hvert af disse 20 tal korrekt efter de 20 herom gældende ganske komplicerede regelsæt, er resten af regnestykket let: Man lægger de første tre sammen, og herfra trækker man summen af de sidste sytten. Bliver resultatet positivt, skal man betale 20 pct. i afgift af den således fremkomne »nettorenteudgift«. Det er dette beløb, som kartoffelpartierne har benyttet deres dominerende mediemagt til at kalde »renter af forbrugslån«, hvilket udtryk også anvendes i lovtitlen.

At dette til 100 pct. er usand propaganda, har fra første færd været helt klart for alle, der har haft tid, kræfter og evner til at sætte sig ind i lovens detaljer.

Den daværende konservative skatteminister måtte da også i oktober 1986 - med selvmorderisk sigte mod hele ordningen - erkende i sit svar på udvalgsspørgsmål 12: »Når man ikke har lagt vægt på den konkrete anvendelse af låneprovenuet, skyldes det, at det er særdeles vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at finde ud af, hvad et givet låneprovenu er anvendt til.«

Industrirådets Jørgen Hansen udtrykker det således til dagbladet Børsen 26. september 1988

»Tag nu den ulykkelige ide med at stemple visse lån som forbrugslån i relation til renteafgiften. Enhver med kendskab til regnskaber kan sige sig selv, at der er tale om en umulig sondring. Det er et uløseligt problem, man forsøger at løse.

Og uanset hvor megen administrativ kraft der sættes ind på at klare opgaven, så bygger hele konstruktionen på sand. Det er inden for sådanne områder, det virkelig vil batte noget, hvis den politiske beslutningsproces lægger afgørende vægt på at undgå administrative komplikationer af nye regelsæt.«

Lovens afgiftsområde har intet med forbrugsrenter at gøre. Det rammer rent faktisk folk med lavt forbrug. Kartoflerierne straffer den, der ikke engang har råd til kartofler, men som er så fattig, at han må gældsætte sig, måske for at opretholde sit erhverv, måske for at opretholde livet. Det er derfor aldeles lodret usandt, når kartoffelafgiftsbetalerne er blevet kaldt »velbjærgede« (for eksempel af den radikale ordfører. Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne spalte 1172).

Forholdet er tværtimod, at når man skal betale mange penge i rente, har man meget lidt til forbrug. Derfor er det uomtvisteligt, at den kartoffel-AIDS-virus, som lovgiverne har sprøjtet ind i et sekscifret (eller syvcifret) antal danske, virker hårdest på dem, der er i størst rentedødsfare, mens de, der blev undtaget i januar 1988 ved bundgrænseforhøjelse, nok havde klaret de få hundrede kroner, det drejer sig om for deres vedkommende (selv om det selvfølgelig også for dem gælder, at de kæmpemæssige kartoffelvilkårligheder er dybt uretfærdige og uhensigtsmæssige ud fra alle synsmåder). Alligevel vil seks folketingspartier (i henhold til forlig af 6. september 1988) gå videre ad den vej og yderligere forhøje bundfradraget for 1987, se nærmere § 1, nr. 10 i lovforslag nr. L 47 af 1. oktober 1988.

De med store nettorenteudgifter er de virkelig fattige, mens rige folk normalt er kartoffelfri, fordi deres renteregnskab typisk viser - eller bringes til at vise - overskud. Højst har de nogle får tusinde kroners nettorenteudgifter. I det første afgiftsår er forskelsbehandlingen særlig stor, idet de hårdest ramte fattigfolk ikke inden for de stramme frister vil kunne klare at indbetale til pensionsordninger og derfor definitivt kommer til at slippe deres penge som skat.

Og de, der rammes hårdest, bliver det år efter år, fordi de ikke har økonomisk styrke til gennem afdrag eller på anden vis at få deres renteudgifter overført til den gruppe - på ca. 90 pct. af alle personrenteudgifter - som er kartoffelskattefri. Her er muligheden for dem, der er mest velbjærgede.

Har man eksempelvis været så uheldig at blive belastet med gæld fra en konkursramt virksomhed, eller er man en medarbejder, som har optaget lån for at redde en nødstedt virksomhed, der måske blev drevet i selskabsform, vil renterne blive pålagt afgift oven i, at man måske aldrig har fået fradrag for sit tab.

I det hele er de hårdest kartoffelafgiftsramte ofte folk, der er gået ned med en virksomhed (f.eks. landbrug i 1981) og nu sidder tilbage med gælden. Mange har også på grund af skilsmisse, husbukke eller arbejdsløshed måttet opgive parcelhuset og afdrager nu til sparekassen eller andre. Når selskabsdrevne virksomheder grundlægges eller skifter ejer (måske ved overdragelse til den hidtidige kronpris), skal den nye anpartshaver oftest ud at låne for at klare problemet. Han får en ordentlig een på sinkadusen i form af den renteafgift, som femkantspolitikerne kalder straffeforanstaltning mod overforbrug, men som nok så meget rammer iværksættere. Tilsvarende brutal hårdhændethed går ud over den, der har måttet indfri en kaution (også for erhvervsgæld og boliglån), eller ham, der blev gældbundet på grund af sygdomsperioder i familien eller uden (særlig) egen skyld fik pålagt en erstatning engang i fortiden.

Hvis man er repræsentant og må låne til en rejsevogn eller man er invalid og må låne til en invalidebil, er man omfattet af afgiften på renterne.

Hvis man har sin kapitalafkastindtægt fra andre kilder end de foran under nr. 15-17 anførte, belastes man hårdere. Det kan være livrenter, udlejningsindtægter, renter på pensions- og forsikringsordninger og hundredvis af andre forhold, som der ikke er skygge af retfærdighedsgrunde til at behandle anderledes end egne direkte renteindtægter og aktieudbytter.

Yderligere skal nævnes dem, som uddanner sig uden for det i denne forbindelse ret tilfældigt afgrænsede SU-studielånsområde. Deres studielån rammes af renteafgiften.

Ofte vil det være særlig katastrofalt for unge, der med stor bekostning har dygtiggjort sig i udlandet. Men der er også danske uddannelser, der som følge af lovtekniske tilfældigheder rammes af kartoffelvanviddet. De oftest nævnte er jorbrugsteknikerstudiet og andre landmandsuddannelser, der støttes over højskoleloven. Trafikflyverelever hører også til dem, der har haft held til at trænge ind i den offentlige debat.

Nogle af lovens regler sondrer efter, om der foreligger lån fra før loven eller nye lån. Oversat til juristsprog betyder det, at ændring af lånevilkår, for eksempel hurtigere afdrag eller bankskifte efter 6. oktober 1986, meget let fører ud i, at renteudgiften flyttes fra det afgiftsfrie til det afgiftspligtige område. Altså også når opsparingselementet forøges ved større afdragsbetalinger. Skatteministerens urimelighedsnotat af august 1988 fremhæver - under det første af femten urimelighedspunkter - »at dette« er i overensstemmelse med renteafgiftslovens forarbejder.

Forretningsmæssige renter skulle derimod være fri for skat i henhold til loven »om renter af forbrugslån.«

Men her har lovforfatterne ikke kunnet holde styr på begreberne, som det fremgår af følgende volapyk-forklaring i VKR-regeringens urimelighedsnotat

»I henhold til virksomhedsskatteloven skal der til brug ved opgørelsen af indkomstskatten for det første beregnes et kapitalafkast på grundlag af virksomhedens aktiver med fradrag af gæld. Dette kaptialafkast indgår som en renteindtægt ved opgørelsen af grundlaget for beregning af renteafgift.

For det andet skal der beregnes et rentekorrektionsbeløb, såfremt saldoen på virksomhedens indskudskonto, der opgøres som værdien af virksomhedens aktiver med fradrag af gæld og indestående på investeringsfondskonto, er negativ. Dette rentekorrektionsbeløb indgår som en renteudgift ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget.

Det vil sige, at et afgiftsfrit lån, f.eks. et kreditforeningslån, der indskydes i virksomhedsordningen, enten vil nedsætte kapitalafkastet eller forøge rentekorrektionsbeløbet.

I begge tilfælde vil afgiftsgrundlaget blive forøget.

Det vil sige, at fordelen ved afgiftsfritagelsen mistes, såfremt et afgiftsfrit lån indskydes i virksomhedsordningen.

Dette tvinger den afgiftspligtige til at holde de afgiftsfri renteudgifter uden for virksomhedsordningen, hvilket forudsætter, at renteudgifterne kan opdeles i en privatandel og en virksomhedsandel.

Denne opdeling vil give anledning til vanskeligheder, f.eks. hvor der er tale om kreditforeningslån i en ejendom med blandet privat og erhvervsmæssig benyttelse. Når opdelingen er foretaget, skal der således foretages renteperiodisering for så vidt angår den del af renteudgifterne, der indgår i virksomhedsordningen, men ikke for den del, der ikke indgår.«

For erhvervsdrivende uden for virksomhedsskatteordningen er forholdene endnu mere groteske. Og for tidligere erhvervsdrivende eller dem, der driver firmaet i selskabsform, lades alt håb ude.

Det er vigtigt for samfundet ikke at censurere, hvilke (fritids)interesser den enkelte ønsker at befatte sig med. Folketinget har forsyndet sig nok så kraftigt herimod ved at give tilskud på en lang række mere eller mindre vilkårligt udvalgte områder inden for kultur, idræt, socialarbejde og meget andet.

De, der foretrækker andre felter, har derfor i forvejen et gevaldigt bagspring i form af at skulle være selvfinansierende. Det fører ofte ud i låneoptagelser. Dobbeltknibtangen i form af rentefradragsbeskæring og kartoffelkatastrofe har med eet slag fra 1986 til 1987 opdoblet denne hobby-finansieringsforms rentebyrde for mange medborgere. Det er skingrende uretfærdigt.

Udlandslån behandles ofte hårdere end danske lån, jf. f.eks. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 9826. Tinglysning godkendes nemlig kun, når ejendommen ligger i Danmark.

Den, der har optaget sine lån i højrenteperioder, handicappes endnu en gang i forhold til den, der kom fra start med lavere rente.

Titusindvis af familier med lån i bank eller sparekasse optaget til rene boligformål omfattes af afgiften på renterne, uanset at gælden forbrugsbedømt ikke adskiller sig det mindste reelle hak fra de fritagne. Afgørende er alene den måde, hvorpå man formelt i sin tid har udskrevet papirerne.

Også lån optaget til indskud i almennyttige boliger, kloaklån og lån til miljøforbedringer og energibesparelser vedrørende boligen er omfattet af loven. Det samme gælder lån til eksempelvis køb af obligationer eller pantebreve eller til gennemførelse af adoptioner af østasiatiske børn.

Er der overhovedet nogen linje i loven, er det ungdomsfjendskhed: Det hører nu engang med til et regelret livsforløb, at man gældsætter sig i de år, hvor man stifter familie, påbegynder virksomhed etc., men bliver nettokreditor i mere moden alder, hvor man måske har arvet sine forældre. Dette belyses for eksempel af, at de først udsendte opkrævninger (fra sommeren 1988) fordelte sig som følger

Alder Antal opgørelser Afgiftsbeløb i alt år pct mio. kr. 0 -19 1.397 0 1 20-29 203.576 29 297 30-39 195.630 28 321 40-49 172.202 24 310 50-59 92.226 13 156 60-69 34.811 5 55 70-74 4.573 1 7 75-79 2.322 0 3 80- 1.363 0 3 I alt 708.100 100 1.153

Loven vil skævvride dispositionsmønsteret, den er opsparingsfjendsk, den er samfundsfjendsk, den er betalingsbalancefjendsk, den er fjendsk på alle mulige områder, og derfor bør den ophæves.

Helt tilbage til behandlingen i oktober 1986 af det oprindelige lovforslag gjorde Fremskridtspartiet og andre uden for de nævnte daværende fem flertalspartier (KF, V, RV, CD og KRF) opmærksom på de mange uheldige følger, som afgiften ville få, men det daværende flertal var meget skråsikkert på manuduktionen, det fik fra det Finansministerium, der skråsikkert optrådte, som havde det forpagtet alverdens klogskab og indsigt.

Den kendsgerning, at skattemyndighederne ikke kan aflæse arten af skatteydernes renteudgifter, når disse f.eks. oplyses fra pengeinstitutterne, gør, at det er op til skatteyderen selv at finde ud af, hvilke renter der er afgiftspligtige, og hvilke der ikke er det. Det sker ved udfyldelsen af det herostratisk berygtede prøv lykken-felt i selvangivelsens punkt 34.

Det makværk i administrativ henseende, loven er, vil give de lokale skattemedarbejdere grå hår i hovedet, når uforstående skatteydere med rette klager over at være boomerang-nakkeskudt af helt uventede og uforståelige kartoffelafgifttsskattebilletter. Derpå indledes ofte en årelang strid med fremskaffelse og vurdering af oplysninger om de subtiliteter, som hver af de 20 foranopregnede regelsæt hviler på.

Den eneste måde, hvorpå det kan kontrolleres, om skatteyderen har selvangivet forkert ved afgørelse af, om renteudgiften er afgiftspligtig eller ej, er ofte at gennemgå lånedokumenter og andre retsgrundlag for vedkommendes gældsforpligtelser og de ændringer, der gennem tiden er sket heri. Så vil man - måske engang i 1993 (hvis afgiften skulle leve så længe) - opdage, at man har skatteangivet på en løgn ved bedømmelsen af renteudgiften i 1987 og efterfølgende år.

Bl. a. når man betænker, at omkring 90 pct. af renteudgifterne er afgiftsfri, vil det sige sig selv, at man kun i begrænset omfang vil foretage en sådan gennemgang. Og som sædvanlig vil det gå ud over de sagtmodige i ånden og fattige i økonomien.

Den skatteyder, som økonomisk magter at rekvirere revisorbistand, er ikke meget bedre stillet. Såvel registrerede som statsautoriserede revisorer har brugt megen spalteplads i aviser og tidsskrifter til at påpege det umulige i at opfylde loven. Blot det at forstå skatteministerens 40-punkts-cirkulære nr. 110 af 10. juli 1987 og få dettes myriader af sværttilgængelige detailreguleringer sat i relation til det faktiske, jordnære forløb, klienten har været ude for, vil overstige de flestes kræfter og koste det hvide ud af øjnene i salær til advokater og revisorer.

Det bliver således skatteydernes eller deres revisorers dygtighed kombineret med de lokale skattemyndigheders tid og evner, som afgør hasardspillet om, hvem der bliver renteafgiftens gidsler.

Skatteydere med ens forhold vil meget vel kunne opleve store forskelle i deres slutligning - en kendsgerning, som nedbryder den sidste tro på retssamfundet, der måtte være tilbage hos nogle borgere. Til B.T. (3. august 1988) siger skatteinspektør Palle Mathiasen rammende, at renteafgiften for alvor har forvandlet skattevæsensfolkene til »bureaukratiets papirflyttere«.

Den, som i tide er opmærksom på loven, vil meget let gennem skattetænkningsdispositioner (for eksempel arveforskud, formueomlægninger, overflytning af gæld til selskaber, rentenedsættelse mod lønreduktion osv.) kunne slippe uden om afgiften. Men som sædvanlig står skattetænkervejen kun åben for den, som dels har økonomisk styrke og dels bruger sin tid på at spekulere i skattebaner.

Rimeligheden og retssikkerheden er de sikre tabere.

B.T. konkluderer med rette, at 20 pct.-skatten på såkaldte forbrugsrenteudgifter »friholder de kloge, de smarte og de rige og rammer de forsigtige, de mindre smarte og de mindre rige. Den er umulig at administrere«.

Kun een person har sagt, at han kan overskue renteafgiftsproblemerne. Det er den konservative skattepolitiske ordfører (Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne spalte 1153), men det er næppe nogen tilfældighed, at han har undladt at oplyse omverdenen om, hvad han overskuer.

Politisk naivitet er ikke et nyt fænomen. Men at bygge en ny lov op på en tiltro til, at de danske skatteydere formår at overskue skattereglerne i nødvendigt omfang, er ikke blot naivitet, det er dumhed.

Det er simpelt hen lodret løgn at påstå, at loven begrænser lånefinansieret forbrug eller har et opsparingsfremmende sigte. I helt overvældende grad rammer loven netop dem, der på grund af deres gældsbyrder er totalt uden opsparingsevne, og som ikke kan præstere fornøden sikkerhed til at lånefinansiere noget som helst forbrug ud over eksistensminimum.

For måske 20.000 eller 30.000 familier, der sidder meget svagt i det, vil renteafgiftsbetaling for 1987 være det sidste og afgørende dødsstød, der bevirker, at efter at de er gået ned og har været ulykkelige og uheldige flere gange, får de nu - af denne lov - det endelige spark ud af samfundet.

Og netop disse de allersvagest stillede vil, så længe loven gælder, år efter år blive udmarvet af betaling af kæmpemæssige kartoffelskattebilletter.

Det drejer sig om gode, veltjente folk på samfundets skyggeside, som har været uheldige og ulykkelige her i tilværelsen og derfor overhovedet ingen opsparingsevne har. Firkantregeringens og De Radikales tyrkertro på, at deres kartoffelkur ville mindske det privatforbrug, som de (modsat Fremskridtspartiet) ikke kan lide, har vist sig aldeles uholdbar. Det fremgår af alle seriøse analyser.

En af de nyeste står i artiklen »Den mislykkede kartoffelkur« i Finanstidende den 20. maj 1988 (side 598-600). Fra artiklens kaskader af dokumentation om jammerligheden i oktoberlovsjuskeriet citeres

»20 pct.-afgiften på renter af forbrugslån er en af de besynderligste økonomisk-politiske vedtagelser i mange år.

Renteafgiften har således tilbagevirkende kraft, idet den også gælder for gamle lån, og den rammer fuldstændig tilfældigt.

Det er i praksis umuligt for pengeinstitutter og skattemyndigheder at følge, hvad udlån anvendes til. En del af de erhvervsudlån, der ydes uden renteafgift, vil finde anvendelse i låntagerens privatforbrug. Andre skatteydere skal betale renteafgift, selv om lånene er anvendt til finansiering af bolig. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis en del af finansieringsgrundlaget er en kassekredit, der ikke er tinglyst med sikkerhed i ejendommen.

Samtidig er der tale om et næsten uvirksomt instrument.

Har man således haft et forbrugslån gennem hele 1987 på 100.000 kr., skal der betales mellem 2.000 og 3.000 kr. i afgift i indeværende år. Betalingen behøver imidlertid ikke at ske til staten, men kan i stedet ske til egen pensionsopsparing. De fleste vil derfor blot omplacere opsparede midler fra een konto til en anden.

Et særkende ved kartoffelkurens renteafgift er, at man ikke vil være i stand til at finde ud af, om den trods alt har nogen virkning. Der findes ikke nogen entydig statistisk oplysning om forbrugslån, og forskellige undersøgelser viser, at det ikke vi kunne lade sig gøre at lave en sådan statistik.

Det nærmeste, man kan komme en afklaring, er opgørelsen af ikkeerhvervsmæssige udlån. Væksten i denne form for udlån er faldet fra næsten 30 pct. til omkring 5 pct. efter kartoffelkurens gennemførelse, og det kan umiddelbart tilskynde til en konklusion om, at lån til rene forbrugsformål holder sig på et stabilt niveau.

Desværre vil man ikke kunne være sikker på denne konklusion, idet ikkeerhvervsmæssige udlån omfatter meget andet end rene forbrugslån, blandt andet lån til uddannelsessøgende.

Hertil kommer de mange substitutionsmuligheder. Når der lægges afgift på forbrugslån, finder de berørte andre veje til finansiering af deres aktiviteter, og det er derfor ikke overraskende, at gruppen ikkeerhvervsmæssige udlån viser ringe vækst.«

Hvad forbrugermønsteret angår, påvises, at boligbyggeriet upåvirket fortsatte den stagnation, som begyndte i foråret 1986. Det samme gælder bilsalg og andre forbrugsområder bortset fra rejsevalutaforbruget, der - ligeledes ganske upåvirket af kartoflerierne - har fortsat himmelflugten. Den eneste investeringsændring, som ifølge Finanstidendes veldokumenterede analyser har tidsmæssig sammenhæng med kartoffellovene, angår erhvervenes maskininvesteringer. De er faldet med godt 10 pct.

20 pct.-afgiften og skattereformen har således i det højeste flyttet et vist forbrug over på kortsigtede konsumområder og skræmt køberne væk fra langvarige forbrugsgoder, som naturligt lånefinansieres. Fra bolig og bil til hyppig vindrikning og mange Mallorcarejser.

Det er svært at få øje på den samfundsøkonomiske visdom i at hidføre en sådan forskydning.

Femkantens andre argumenter viste sig også som tomme bravader. De påstod, at de ville fjerne presset på efterspørgslen, så renten ville falde til 9 pct. over et år. Men rent faktisk var renten i halvandetåret efter oktober 1986 stort set uændret såvel i Danmark som i udlandet. Og når renten gik ned fra maj 1988, skyldtes det, at en tysk skattelovsændring gav øget udenlandsk efterspørgsel på danske obligationer.

En anden virkning af den efterspørgselsnedsættelse, som forbrugsrenteafgiften skulle hidføre, var lavinflation (se for eksempel Thor Pedersen i Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne sp. 783). Men Danmark kom i stedet til at opleve kraftigere prisstigninger end vore naboer og konkurrenter.

Til trods for, at kendsgerningerne således entydigt dokumenterer, at 1986-lovens system er det rene galimatias, og at alle udtalelser fra skattekyndigt hold bekræfter dette, gik Konservative, Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti ind for en forhøjelse af 20 pct.-satsen så sent som ved debatten på og i forbindelse med Nyborg Strand-stævnet i januar 1988.

Men kartoffelpartierne har siden september 1987 haft imod sig et folketingsflertal af de tre partier, som i oktober 1986 stemte nej til loven.

SF har imidlertid foreløbig stort set alene markeret sig på samme fløj som det regeringsforslag, der blev til loven af 29. januar 1988. SF'erne var endda ikke nær så vidtgående i udformningen af deres lovforslag, jf. L 69 af 10. november 1987, se Folketingstidende 1987-88, 1. samling, tillæg A sp. 1435 og forhandlingerne sp. 3139-3162.

Socialdemokratiet er gået noget videre ved L 190 af 1. december 1987 og B 147 af 13. april 1988.

Men man kan ikke opnå blot nogenlunde tilfredsstillende resultater ved at nøjes med at lappe på en lov, der i bund og grund er så forfejlet og så umulig som den her omhandlede.

Derfor fastholdt Fremskridtspartiet sit nej fra 1986 og foreslog totalt at udrydde modbydelighederne i den forfærdelige og ødelæggende kartoffelpest ved L 193 af 27. januar 1988, se Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 8074-8081 og tillæg A sp. 3699, samt L 2 af 7. juni 1988, Folketingstidende 1987-88, 2. samling, forhandlingerne spalte 34 f., 600-615, 718-726 og 880-884, tillæg A spalte 1 og tillæg B spalte 105.

Selv om kartoffelpartierne havde haft ret i, at deres plyndringsofre var folk med stort privatforbrug, må Fremskridtspartiet fremhæve, at politikerne har til opgave at holde styr på det offentliges forbrug, ikke at genere, at folks private forbrug for deres egne penge sker i den takt, de enkelte finder mest fornuftigt at disponere deres eget livsforløb. Det er op til dem selv - sammen med de långivere, de måtte kunne finde - at tage risiko og chance ved at lånefinansiere forbrug eller andre aktiviteter. Det skal Folketinget ikke blande sig i. Bruger debitor lidt flere penge lidt før, må udlåner afstå fra forbrug med samme beløb i samme periode. Så samfundsøkonomien kan være ligeglad. Gammelpartiernes farisæiske puritanermoralpegefingre mod gældsættere er særdeles malplacerede. I øvrigt er det de selvsamme, som i stemmekøbsøjemed har misbrugt deres magt til helt vildt at øge det offentlige forbrug - endda for hundredvis af milliarder kr. - ved at optage lån.

I august 1988 meddeler OECD, at Danmark ligger næstnederst i verden i privatforbrug (66 pct. af nationalindkomsten) kun undergået af Sverige, mens alle andre OECD-lande ligger milevidt bedre. I de sidste tyve år er privatforbruget kun steget med 45 pct., mens det offentlige forbrug er mere end firdoblet. Ifølge OECD er det helt nøjagtigt steget 2,58 gange så meget som privatforbruget. Hermed har Danmark jumbopladsen i skatteudvikling mellem verdens lande.

Den lede kartoffellov dækker al form for gæld - altså langt mere end lån.

Fremskridtspartiet helmer ikke, før vi får loven totalafskaffet, ganske som vi gennemførte vort tilsvarende forehavende over for Hartlingregeringens afskyelige tvangsopsparingslov i sin tid.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det beror ikke på nogen holdningsændring hos Fremskridtspartiet, at kartoffelskatten ved nærværende forslag alene foreslås ophævet for 1987.

Det skyldes, at regeringen den 11. oktober 1988 har fremsat formildelsesændringslovforslag til loven.

Regeringen opdeler her afgiften i to dele: dels afgiftsåret 1987 og dels senere afgiftsår.

Regeringen har selvsagt ret i, at 1987 - hvor afgiften forfalder 20. januar 1989 - haster mest.

Fremskridtspartiet opdeler derfor også sit lovforslagsinitiativ på de samme to dele, som regeringen har, og fremsætter hermed forslaget for 1987.

Hvad 1987 angår, skønnedes det i oktober 1986, at der ville blive udsendt afgiftsopkrævninger til ca. 830.000 husstande på i alt ca. 1.450.000.000 kr.

En formindskelse af disse tal skete ved lov nr. 37 af 29. januar 1988, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 5837-5856, 6001 f. og 6004 samt udvalgsbetænkningen i tillæg B. sp. 425. Januarloven forhøjede nemlig minimumsbeløbet for afgiftsbetaling (men alene for 1987), så det herefter forventedes, at der ville blive 550.000 husstande, som skulle betale 1.150.000.000 kroner.

Men i august 1988 skønnedes tallet til 650.000 husstande, som skulle af med ca. 1,6 mia. kr.

Vedtagelse af regeringens lovforslag nr. L 47 af 11. oktober 1988 forventes at resultere i, at 1987-afgiften vil ramme 365.000 husstande med et samlet provenu på 880 mio. kr., der skulle fordele sig med 870 mio. kr. i pensionsopsparing og 10 mio. kr. i skat.

At man i efteråret 1988 ophæver loven fra 1987, kan i al fald intet ødelægge. Det er efter vedtagelsen af en sådan ophævelseslov aldeles umuligt for de pågældende at lave om på deres opsparing og/eller forbrugsfinansieringer for så vidt angår perioden før nytår 1988. Naturligvis kunne der have været den situation, at de fem kartoffelpartier for at demonstrere et fast styre af landet havde sagt: Hvad vi skrev, det skrev vi, og her skal ingen slinger være i valsen. Men det har de fem (KF, V, CD, RV og KRF) valgt ikke at gøre ved de ændringer, de selv tog initiativ til i januar og august 1988 og nu senest ved 11. oktober-lovforslaget om, at halvere 1987-afgiften. Når man kan skære så meget som halvdelen væk (og endda den mindst rigtige halvdel), kunne man da akkurat lige så godt give efter for alle de mange saglige argumenter om helt at fjerne den 1987-afgift, der vil indebære et tab for statskassen, fordi de 10 mio. kr., den nu forventes at indbringe brutto, hverken helt eller halvt vil slå til i forhold til administrationsomkostninger og lign.

I selve det forhold, at regeringen vil indføre ændrede regler fra og med 1988, ligger også, at den erkender, at det i 1986 fastlagte afgiftsgrundlag ikke er godt. Men hvorfor skal man dog så beholde det for 1987 uden nogen som helst verdens nytte? Og da især, da man vil bortskære ca. 90 pct. af afgiftsgrundlaget for 1988.

Endog økonomiministeren indrømmer, »at privatforbruget nu er i underkanten af det, vi havde forventet, da vi indførte kartoffelkuren« (Berlingske Tidende for 9. august 1988).

Penge, der er lånt og forbrugt, kan loven jo under ingen omstændigheder gøre noget ved. Adfærden kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft.

Forslag om ophævelse af kartoffelkuren vedrørende 1988 og følgende år bør nok afvente, hvordan regeringsforslagets skæbne vedrørende disse år bliver i Folketinget, således at ophævelsesforslaget kan knytte sig direkte til lovændringen og ikke føres som en forvirrende kamp med, hvad der allerede er ophævet.

Til § 2

Mens kartoffelskatten for 1988 og følgende afgiftsår alternativløst er en ny skat oven i alle de andre alt for mange og alt for store skatter, som svage folketingsflertal har gennemført, er der for 1987 to valgmuligheder

1) Indbetaling til den frådsende statskasse eller

2) Indbetaling til en pensionsordning for den skattepligtige selv (jf. nærmere bekendtgørelse nr. 84 af 17. februar 1988).

ad 1)

Skatteministeren har over for Folketinget erklæret, at statskassen tilbagebetaler, hvad den har fået (vil få?). Antagelig med virkning frem til, at nye opkrævninger udsendes i december 1988.

ad 2)

Her blev ved lov nr. 492 af 19. august 1988 indsat følgende nye regel i kartoffelskattelovens § 13

»Stk. 5. Afgiftsbeløb, der er indbetalt til et forsikringsselskab, et pengeinstitut eller en pensionskasse efter § 10, stk. 1, er ikke omfattet af § 10, stk. 2-4, og realrenteafgiftsloven, hvis hele beløbet med påløbne renter tilbagebetales senest den 30. september 1988.« Denne formulering lider af to svagheder

a) Forsikringsselskaber m.v. forpligtes ikke til at tilbagebetale (alt), hvad de har modtaget.

b) Realrenteafgift opkræves, hvis tilbagebetaling ikke nøje sker overensstemmende med sidste sætning i stk. 5.

Ved forslagets § 2, stk. 2, 2. og 3. pkt., rådes bod på de nævnte utilstrækkeligheder.

Ingen

Nr LSF 69

Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af renter af forbrugslån (Ingen kartoffelskat for 1987)

Fremsat af Glistrup (FP) Behnke (FP) Dohrmann (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 25. oktober 1988