Legislator Case Law & Legislation
198812K00061 DK

1988 LSF 61 FORSLAG TIL LOV OM AFVIKLING AF CHRISTIANIA

17 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (17)

§ 1. Loven gælder for det område, hvorpå Bådsmandsstrædes Kaserne og § 2. Københavns Kommune skal snarest muligt efter 1. juli 1990 og senest inden 1. november 1992 tilbyde erstatningsbolig til enhver, der ved lovforsla § 3. Hovedstadsrådet nedsætter efter anmodning fra Københavns Kommune et fællesudvalg bestående af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og kommun § 4. Statskassen dækker de særlige udgifter, som den kommune, hvori erstatningsbolig er anvist, afholder i forbindelse med genhusning og ydelse af hjæ § 5. Fra 1. juli 1990 skal personer med bopæl på Christiania fraflytte Christiania med en måneds varsel, når de får anvist erstatningsbolig. Pligten g § 6. Enhver, der forud for den 1. januar 1993 har boet eller opholdt sig på Christiania, skal inden denne dato fjerne sine ejendele fra området. § 7. Efter 1. januar 1993 er enhver adgang til og ophold på Christiania forbudt uden forsvarsministerens tilladelse. § 8. Efter lovens ikrafttræden må ingen tilflytte Christiania. § 9. Efter lovens ikrafttræden må der ikke etableres virksomheder, produktionssteder, salgssteder eller lignende på Christiania eller i øvrigt påbegyn § 10. Efter lovens ikrafttræden må der ikke på Christiania foretages byggeri, ombygning eller tilbygning af eksisterende bygninger eller opsættes bode § 11. Bygninger, der ikke er fredede eller erklæret bevaringsværdige, kan nedrives. § 12. Under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende ved afviklingen af Christiania, gælder lov om lands- og regionplanlægning, lov om regi § 13. Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om afviklingen, herunder om de kommunale myndigheders medvirken. § 14. Med bøde straffes den, der overtræder § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 2 og 4, § 7, stk. 1, og §§ 8, 9 og 10. § 15. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Officielle noter Oversigt (indholdsfortegnelse)

Statutory Text (17 Articles)

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 1. Loven gælder for det område, hvorpå Bådsmandsstrædes Kaserne og

Ammunitionsarsenalet lå, samt for den del af Flådestation København,

hvortil der er offentlig adgang (Christiania).

Stk. 2. Loven gælder ikke for den del af området, som er udlejet til Københavns Kommune.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 2. Københavns Kommune skal snarest muligt efter 1. juli 1990 og senest inden 1. november 1992 tilbyde erstatningsbolig til enhver, der ved lovforslagets fremsættelse var tilmeldt folkeregisteret med fast bopæl på Christiania, såfremt den pågældende inden 1. januar 1993 er fyldt 18 år og enten

1) har dansk indfødsret,

2) er i besiddelse af EF-opholdsbevis,

3) er omfattet af nordisk konvention om social tryghed eller

4) har opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8 eller 9, stk. 2, nr. 2.

Stk. 2. Erstatningsboliger skal så vidt muligt opfylde de krav, som er angivet i lov om byfornyelse og boligforbedring § 38, stk. 1.

Stk. 3. Bestemmelserne i lov om byfornyelse og boligforbedring § 42, stk. 1-4 og 7-12, §§ 43 og 86 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Genhusningspligten efter stk. 1 gælder ikke for personer, der i forvejen er ejer eller lejer af en helårsbolig.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 3. Hovedstadsrådet nedsætter efter anmodning fra Københavns Kommune et fællesudvalg bestående af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og kommunerne i Københavns Amt. Bestemmelserne i lov om byfornyelse og boligforbedring § 41, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Kommuner, der indgår i fællesudvalget, skal bistå Københavns Kommune med gennemførelsen af genhusningspligten efter § 2.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 4. Statskassen dækker de særlige udgifter, som den kommune, hvori erstatningsbolig er anvist, afholder i forbindelse med genhusning og ydelse af hjælp i forbindelse med fraflytning af Christiania.

Stk. 2. Bestemmelserne i lov om social bistand § 47, stk. 2, finder ikke anvendelse.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 5. Fra 1. juli 1990 skal personer med bopæl på Christiania fraflytte Christiania med en måneds varsel, når de får anvist erstatningsbolig. Pligten gælder, uanset om den pågældende ønsker at flytte til den tilbudte erstatningsbolig.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 6. Enhver, der forud for den 1. januar 1993 har boet eller opholdt sig på Christiania, skal inden denne dato fjerne sine ejendele fra området.

Stk. 2. Den, der inden den 1. januar 1993 genhuses efter bestemmelserne i § 2, skal i forbindelse med fraflytningen fjerne sine ejendele fra Christiania.

Stk. 3. Ejendele, der i strid med stk. 1 eller 2 er efterladt på området, kan fjernes ved forsvarsministerens foranstaltning. Kun genstande med en værdi, der klart overstiger de omkostninger, der vil være forbundet med bortfjernelse, opbevaring og eventuelt bortsalg, skal opbevares. Melder en ejer sig inden for tre måneder efter fraflytningen eller, for så vidt angår bortfjernelse i medfør af stk. 1, inden den 1. april 1993 og godtgør sin ret til en opbevaret genstand, har den pågældende krav på at få genstanden udleveret mod betaling af omkostningerne. Efter udløbet af fristen på tre måneder kan genstande, der er opbevaret efter bestemmelsen i 2. pkt., bortsælges. Salgssummen tilfalder statskassen.

Stk. 4. Boder, skure, skurvogne, campingvogne, hegn eller andre genstande, som er placeret uden for bygningerne, skal dog af ejeren være fjernet senest den 1. december 1992.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 7. Efter 1. januar 1993 er enhver adgang til og ophold på Christiania forbudt uden forsvarsministerens tilladelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for offentlige myndigheder.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 8. Efter lovens ikrafttræden må ingen tilflytte Christiania.

Stk. 2. Den, der tilflytter Christiania efter lovforslagets fremsættelse, skal inden en måned efter lovens ikrafttræden fraflytte området.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 9. Efter lovens ikrafttræden må der ikke etableres virksomheder, produktionssteder, salgssteder eller lignende på Christiania eller i øvrigt påbegyndes udøvelse af erhverv fra Christiania.

Stk. 2. Den, der efter lovforslagets fremsættelse foretager handlinger som nævnt i stk. 1, skal inden en måned efter lovens ikrafttræden nedlægge og fjerne de pågældende virksomheder, produktionssteder, salgssteder og lignende og ophøre med udøvelsen af de pågældende erhverv.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 10. Efter lovens ikrafttræden må der ikke på Christiania foretages byggeri, ombygning eller tilbygning af eksisterende bygninger eller opsættes boder, skure, skurvogne, campingvogne, hegn eller andre genstande, som placeres uden for bygningerne.

Stk. 2. Er den i stk. 1 nævnte handling foretaget efter lovforslagets fremsættelse, skal de, der har foretaget handlingen, inden en måned efter lovens ikrafttræden nedrive og fjerne de nævnte genstande og bringe bygninger og areal tilbage til tilstanden før lovforslagets fremsættelse.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 11. Bygninger, der ikke er fredede eller erklæret bevaringsværdige, kan nedrives.

Stk. 2. Under hensyn til de særlige forhold i forbindelse med afviklingen af Christiania kan bygninger, der er fredede eller erklæret for bevaringsværdige, uanset bestemmelserne i lov om bygningsfredning nedrives, hvis miljøministeren efter forhandling med forsvarsministeren ud fra en samlet vurdering af bygningernes tilstand sammenholdt med byningsfredningsmæssige hensyn finder det rigtigst at nedrive en sådan bygning.

Stk. 3. Nedrivning af bygninger kan ske uden nedrivningstilladelse i henhold til bygge- og planlovgivningen.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 12. Under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende ved afviklingen af Christiania, gælder lov om lands- og regionplanlægning, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet og lov om kommuneplanlægning ikke for Christiania.

Stk. 2. Planer for områdets fremtidige anvendelse udarbejdes af miljøministeren efter forhandling med forsvarsministeren og Københavns Kommune således, at den fremtidige anvendelse af området kan iværksættes umiddelbart efter 1. juli 1990.

Stk. 3. Boligministeren meddeler de tilladelser, som kommunalbestyrelsen ellers meddeler i medfør af byggelovgivningen.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 13. Forsvarsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om afviklingen, herunder om de kommunale myndigheders medvirken.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 14. Med bøde straffes den, der overtræder § 5, stk. 1, § 6, stk. 1, 2 og 4, § 7, stk. 1, og §§ 8, 9 og 10.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i henhold til § 13, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelse, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

§ 15. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven kan ved kgl. anordning ophæves helt eller delvis.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I folketingsåret 1987-88, 1. samling, fremsatte firkløverregeringen sit forslag til lov om afvikling af Christiania, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, forhandlingerne sp. 9021 og tillæg A sp. 4915.

Som deltagere i firkløverregeringen accepterede Kristeligt Folkeparti og Centrum-Demokraterne fremsættelsen af dette forslag. På nogle områder fandt partierne dog forslaget for restriktivt.

Nærværende forslag fremstår derfor som en opblødning af det forslag, regeringen fremsatte.

Forslaget adskiller sig især fra det tidligere fremsatte forslag på følgende punkter

1. Fristen for Københavns Kommune til at igangsætte afviklingen forlænges med 5 måneder.

2. Den periode, Københavns Kommune har til at tilbyde erstatningsboliger i, forlænges med 1 år.

3. Miljøministeren skal - efter forhandling med forsvarsministeren - vurdere, hvilke fredede eller bevaringsværdige bygninger der skal rives ned, jf. § 11, stk. 2.

4. Ved udarbejdelse af planer for områdets fremtidige anvendelse bør beboere inddrages. (Se bemærkningerne til lovforslagets § 12).

5. Der skal fortsat være en vis mulighed for at bevare lovlige virksomheder på området. (Se bemærkningerne til lovforslagets § 12).

6. Bevaring af alternativt/privat socialt hjælpearbejde på positivt medmenneskeligt grundlag. (Se bemærkningerne til lovforslagets § 12).

1. Loven tilsigter en regulering af forholdene på Christiania, således at Christiania kan afvikles over en periode på godt 31/2 år.

Forholdene på Christiania er i dag uacceptable på en lang række områder. Det er ikke muligt eller kun i ringe grad muligt for de offentlige myndigheder at udøve sædvanlig kontrol og bekæmpe kriminalitet på området. Landets almindelige lovgivning bliver ikke overholdt i området, og det offentlige unddrages betydelige beløb af lovpligtige skatter og afgifter. Befolkningens retsfølelse krænkes ved denne forskelsbehandling, og andre lande føler sig generet af kriminalitet, som kan spores tilbage til Christiania. Hertil kommer, at Christiania er til stor gene for beboerne i de omkringliggende kvarterer, som samtidig ikke kan få del i de rekreative værdier, som området kan indeholde. Endvidere lever en stor del af områdets beboere under forhold, som ikke er en velfærdsstat med humanistiske traditioner værdig. Områdets særlige struktur gør, at det er svært at få de ønskede resultater ud af den bistand, som ydes beboerne. Der er således et akut behov for regulering af forholdene.

2. Bådsmandsstrædes Kaserne og Ammunitionsarsenalet, som efter militære udflytninger fra København var ubeboet, blev i efteråret 1971 ulovligt besat af en større gruppe personer. Ved indgåelsen af en foreløbig aftale af 31. maj 1972 godkendte Forsvarsministeriet, at beboelsen fortsatte. Den foreløbige brugsret hvilede imidlertid på et ensidigt tilsagn fra ministeriet, hvis dispositionsret alene var begrænset af de rettigheder, som ved aftalen blev givet Christiania. Man regnede på det tidspunkt i Forsvarsministeriet med, at området skulle sælges i løbet af ganske kort tid, og at beboelsen som følge deraf ville blive kortvarig. Da salget imidlertid ikke blev gennemført, blev det på et regeringsmøde den 6. marts 1973 besluttet, at området skulle forblive i Forsvarsministeriets eje i de første 3 år, at der skulle udskrives en idekonkurrence med henblik på anvendelsen af området på længere sigt, og at regeringen på den baggrund skulle overveje den foreløbige anvendelse af området. I maj måned 1973 fik en forhandlingsgruppe fra Christiania ved henvendelse til forsvarsministeren bekræftet et løfte om, at beboelsen ikke skulle ophøre de første 3 år.

Tanken om gennemførelsen af en idekonkurrence blev imidlertid opgivet. Herefter opfordrede et flertal i Folketinget den 10. april 1975 gennem vedtagelsen af en folketingsbeslutning regeringen til straks at påbegynde forhandlinger om en afvikling af Christiania, så den kunne være afslutttet senest den 1. april 1976. Da beboerne ikke inden denne frist have truffet foranstaltninger til en frivillig rømning af arealerne, anmodede Forsvarsministeriet ved kammeradvokaten samme dag fogeden om at gennemføre en fogedforretning med henblik på udsættelse af beboerne.

Ved kendelse af 11. juni 1976 nægtede Københavns Byrets fogedafdeling imidlertid at fremme Forsvarsministeriets begæring om udsættelse, og afgørelsen blev indanket for Østre Landsret og her inddraget i den sag, der af Christianias beboere var anlagt mod Forsvarsministeriet. Ved landsrettens dom af 10. februar 1977 blev beboerne tilpligtet - uden varsel - at rømme samtlige arealer og bygninger inden for fristadens område. Endvidere blev fogedrettens kendelse ændret således, at Forsvarsministeriets begæring om en umiddelbar fogedforretning til udsættelse af samtlige beboere inden for fristadens område blev taget til følge. Denne dom blev den 2. februar 1978 stadfæstet af Højesteret.

Højesterets dom førte ikke til en øjeblikkelig afvikling af Christiania. Den 3. februar 1978 blev der anmeldt en forespørgsel til forsvarsministeren om regeringens hensigter med hensyn til Christiania på baggrund af højesteretsdommen. Forsvarsministeren gav under behandlingen af forespørgslen på regeringens vegne udtryk for, at man burde lade den hidtidige benyttelse af området fortsætte, indtil en godkendt lokalplan kunne iværksættes. Det var dog en forudsætning for en sådan midlertidig forlængelse af benyttelsen, at der blev foretaget en lovliggørelse af forholdene i området. Folketinget vedtog i forbindelse med behandlingen af forespørgslen en dagsorden, der tog regeringens redegørelse til efterretning og udtrykte tilslutning til regeringens bestræbelser.

Spørgsmålet om afvikling af Fristaden Christiania blev på ny bragt frem under en forespørgsel til justitsministeren den 1. november 1978 om kriminaliteten på Christiania. Under debatten blev det bekræftet, at dagsordenen af 8. februar 1978 indebar, at den hidtidige benyttelse af Christiania under visse forudsætninger skulle fortsætte, indtil en godkendt lokalplan kunne iværksættes.

Den 1. juni 1979 afgav forsvarsministeren en erklæring til beboerne i Christiania. I erklæringen, der blev indrykket i Statstidende den 7. juni 1979, hedder det bl.a.

»Efter at de bevilgende myndigheder senest den 12. december 1978 har givet tilslutning til afholdelse af dels fornødne udgifter til opfyldelse af de bygnings-, brand- og sundhedsmæssige krav, der må stilles i forbindelse med fortsat, midlertidig beboelse i Christiania, dels udgifter til den fortsatte drift af området, har forsvarsministeren besluttet, at den hidtidige benyttelse af Christianiaområdet kan fortsætte på nærmere fastsatte vilkår, indtil beboerne af Forsvarsministeriet får meddelelse om, at arealet skal bebygges eller anvendes på anden måde. Der vil blive givet beboerne meddelelse om fraflytningstidspunktet med et varsel på 6 måneder ved bekendtgørelse i Statstidende.

Det er en betingelse for den midlertidige, fortsatte benyttelse, at de foranstaltninger, som bevillingsmyndighederne har givet tilslutning til, gennemføres. Disse foranstaltninger søges gennemført i løbet af de nærmeste måneder.

Det forventes, at beboerne i Christiania i den periode, hvori de midlertidigt benytter området, til Forsvarsministeriet indbetaler bidrag til fuld dækning af udgifter vedrørende den fortsatte benyttelse af området, herunder bl.a. afgifter vedrørende el, vand og renovation, samt i rimeligt omfang bidrager til dækning af øvrige udgifter, der er forbundet med driften af området.«

Spørgsmålet om en afvikling af Christiania har siden flere gange været drøftet i Folketinget.

I marts 1982 har miljøministeren givet en redegørelse for den skitse, et arkitektfirma udarbejdede for den fremtidige anvendelse af området, jf. FT 1981-82, forhandlingerne sp. 3091 ff. Miljøministeren gav bl.a. udtryk for følgende

»Der må lægges visse forudsætninger til grund for det videre arbejde.

Det må understreges over for beboerne på Christiania, at samfundets almindelige love skal overholdes i området.

Myndighederne vil derfor reagere over for kriminalitet og kontrollere Christianiaområdet på samme måde som andre steder i landet. Dette gælder selvfølgelig også handel med hash.

Der må endvidere bl.a. ske en lovliggørelse af bygninger og installationer m.v., og miljø- og sundhedsbestemmelser må overholdes. Spørgsmålet om betaling af husleje må også finde sin løsning.«

Folketinget vedtog i forbindelse med debatten om redegørelsen en dagsorden, der tog ministerens redegørelse til efterretning. Den 26. november 1982 behandlede Folketinget et beslutningsforslag om nedlæggelse af Christiania, jf. FT 1982-83, forhandlingerne sp. 1669 og 2396 ff. Den 29. marts 1985 drøftede Folketinget på ny et beslutningsforslag om Christiania, jf. FT 1984-85, forhandlingerne sp. 2846 og 9013 ff. Dette forslag, der ikke blev færdigbehandlet, blev genfremsat den 13. november 1985 i uændret form, jf. FT 1985-86, forhandlingerne sp. 2107, 5283 ff, 10984 og tillæg B sp. 1491. Senest er spørgsmålet om en afvikling af Christiania drøftet i forbindelse med en forespørgselsdebat den 19. november 1987, jf. FT 1987-88, forhandlingerne sp. 2262 ff.

3. Erfaringerne igennem de år, som Christiania har eksisteret i, viser, at det ikke er muligt at ændre Christiania således, at der har kunnet skabes acceptable forhold. Desværre har adskillige forgæves forsøg vist, at det ikke er muligt for Christiania at organisere sig på en samarbejdsduelig måde. Dette sammenholdt med, at forholdene i og omkring området stadig forværres, gør, at Christiania må afvikles.

Afviklingen af området vil foregå ved, at der øjeblikkeligt etableres et stop for tilflytning til området, for etablering af virksomheder på området og for ulovligt byggeri. Samtidig hermed vil der blive iværksat en øget bekæmpelse af kriminaliteten. Overtrædelse af lovgivningen på Christiania vil således blive behandlet på samme måde som i resten af landet. Der er derfor ikke i lovforslaget medtaget særlige bestemmelser om adgang for offentlige myndigheder til at udføre sædvanlig kontrollerende virksomhed, om betaling af skatter og afgifter, om salg af narkotika, om værtshusdrift m.v.

For at sikre en rimelig og forsvarlig løsning på de sociale problemer, der er opstået på Christiania, vil udflytningen fra området blive foretaget over en periode frem til 1. januar 1993. Uanset at der ikke foreligger pligt til at tilbyde erstatningsbolig, er der for at løse de praktiske sociale problemer taget højde for, at der skal sikres områdets faste beboere mulighed for genhusning. For at sikre, at opgaven med at skaffe de egentlige beboere på Christiania en bolig ikke alene skal påhvile Københavns Kommune, er det foreslået, at der kan nedsættes et fællesudvalg bestående af Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og primærkommunerne i Københavns Amt. Kommuner, der indgår i fællesudvalget, vil efter loven blive pålagt en egentlig genhusningspligt. I forbindelse med udflytningen fra området kan der opstå behov for, at der efter den sociale lovgivning må ydes ekstra bistand til beboerne. Forslaget indeholder derfor en bestemmelse om, at der skal ydes de pågældende kommuner økonomisk kompensation herfor.

For at sikre, at området efter rydningen ikke på ny bliver besat, er det fundet hensigtsmæssigt at fastsætte særlige regler, som gør enhver indtrængen og ophold på området strafbart.

Når området er fraflyttet, må de bygninger, som ikke kan istandsættes uden væsentlige økonomiske omkostninger, nedrives, og voldanlægget må retableres. Lovforslaget giver derfor Forsvarsministeriet tilladelse til at nedrive såvel ulovligt opførte nybygninger og tilbygninger på området som de bygninger, der var på området ved bosættelsen i 1971.

For så vidt der måtte være tale om bygninger, der er fredede eller erklæret for bevaringsværdige, skal miljøministeren efter forhandling med forsvarsministeren give tilladelse til nedrivningen.

Lovforslaget indebærer endvidere en fravigelse af reglerne i byggelovgivningen og planlovgivningen. Miljøministeren vil inden 1. juli 1989 fastlægge områdets fremtidige anvendelse. Området vil hovedsagelig blive gjort til rekreativt område for Københavns befolkning, men der vil også kunne placeres offentlige og private institutioner, som naturligt kan indpasses i området. Når området er ryddet og retableret, vil det af Forsvarsministeriet blive overdraget til de statslige og kommunale myndigheder, som skal anvende området, idet den del af området, som udlægges til rekreativt område, overdrages til Københavns Kommune. (Se bemærkningerne til lovforslagets § 12).

På baggrund af den lange periode, hvor beboerne har fået lov til at benytte Christianiaområdet uden indskriden fra det offentliges side, vil forsvarsministeren ved kundgørelse i Statstidende give beboerne meddelelse om fraflytningspligten, om rydningspligten og om forbudet mod at opholde sig på området efter 1. januar 1993. Varslet på de 6 måneder svarer endvidere til, hvad der er givet beboerne tilsagn om i forsvarsministerens erklæring af 1. juni 1979.

4. Da lovforslaget alene tilsigter at skabe en regulering af Christianiaområdet under dets afvikling og dets retablering, vil de administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslagets vedtagelse være forskellige på kort sigt og på længere sigt. På kort sigt - dvs. medens Christiania afvikles og retableres - vil der blive indført nogle administrative procedurer, som specielt er tilpasset lovforslagets formål, og som vil muliggøre, at de nødvendige beslutninger vil kunne træffes forholdsvis hurtigt. Der må endvidere påregnes anvendt økonomiske ressourcer til afviklingen og områdets retablering. På længere sigt - dvs. når området er overdraget til anden anvendelse - vil der være tale om besparelser.

Ved at planlægningen af området foretages af miljøministeren, er der tale om en særlig planlægningsprocedure, hvor planlægningen foretages direkte af landets øverste planlæggende myndighed. Bortset fra, at Hovedstadsrådet skal nedsætte et fællesudvalg bestående af Københavns og Frederiksberg kommuner og kommunerne i Københavns Amt, forventes det ikke, at genhusningen vil få væsentlige administrative konsekvenser, da genhusningen vil kunne foretages af den administration, som i forvejen findes i kommunerne. Politiets eventuelle bistand til rydning af området vil blive ydet inden for de sædvanlige administrative rammer.

I forbindelse med retableringen af området vil forsvarsministeren som den ansvarlige for området umiddelbart kunne træffe bestemmelse om, hvilke bygninger der skal retableres, og hvilke bygninger der skal nedrives. Bortset fra bygninger, der er fredede eller erklæret bevaringsværdige. I disse tilfælde træffer miljøministeren beslutningen.

Når området er overdraget til anden anvendelse, vil det ikke længere blive administreret af Forsvarsministeriet. Endvidere vil politiet i forhold til i dag få frigjort nogle ressourcer, som vil kunne anvendes andetsteds. Da området efter overdragelsen vil blive reguleret ved landets almindelige lovgivning, vil der ikke herudover være tale om nogle administrative konsekvenser.

Udgifterne til fællesudvalget bestående af Københavns og Frederiksberg kommuner og kommunerne i Københavns Amt betales af Hovedstadsrådet. Disse udgifter må forventes at være af ringe størrelse. I forbindelse med genhusningen af beboerne blev det i det af forsvarsministeren i marts 1988 fremsatte forslag skønnet, at der vil kunne blive tale om en udgift på ca. 3.000 kr. pr. flytning. Det antages, at der er ca. 700 beboere, som vil være berettiget til genhusning. En del af disse må forventes at have bofællesskab, og nogle må forventes selv at skaffe sig bolig uden for området. Antallet af genhusninger kan således vise sig at være væsentligt mindre. Bliver der tale om ca. 350 genhusninger, vil genhusningsudgiften således udgøre godt 1 mio. kr., og denne udgift vil staten refundere kommunerne. Udgifterne til Forsvarsministeriets administration i forbindelse med rydningen og retableringen og til politiets bistand ved rydningen og tilsyn vil blive afholdt inden for de ordinære bevillinger. Afhængigt af, hvilket niveau der vælges for istandsættelse af området, kan der blive tale om udgifter til retablering på tocifrede millionbeløb, skønnede forsvarsministeren.

Det forventes, at Christiania i 1988 vil koste den danske stat mere end 20 mio. kr. i direkte udgifter. Hertil kommer indirekte udgifter som f.eks. udgifter til politi samt manglende indtægter som f.eks. unddragelse af skatter og afgifter. På længere sigt vil en afvikling af Christiania først og fremmest betyde, at udgifterne til området vil blive sparet.

En afvikling af Christiania vil således på kortere sigt medføre, at der indføres nogle særlige administrative procedurer, samt at der må anvendes økonomiske ressourcer af et større omfang end hidtil på Christiania. På længere sigt vil afviklingen derimod ikke medføre administrative ændringer, men medføre årlige besparelser for den danske stat på adskillige millioner kroner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen fastlægger afgrænsningen af lovens område til det areal, der til daglig kaldes Christiania. Der er således tale om det areal, hvorpå den tidligere Bådsmandsstrædes Kaserne og det tidligere Ammunitionsarsenal lå, samt den del af Flådestation København, der hører til Christianiaområdet (den nordlige del af Christiania). En del af den tidligere Bådsmandsstræde Kaserne - det såkaldte »trekantområde« - som er afgrænset af Prinsessegade, Refshalevej og Laboratoriegraven, ligger adskilt fra resten af området. Københavns Kommune har lejet en del af »trekantområdet«, og kommunen har på det lejede areal en børneinstitution. I stk. 2 er det derfor bestemt, at det område, som Københavns Kommune har lejet, ikke er omfattet af loven.

Til § 2

Der foreligger ikke efter anden lovgivning pligt til at tilbyde en erstatningsbolig i forbindelse med ophævelse af brugsforholdet af Christiania, men for at løse de praktiske og sociale problemer, der kan opstå i forbindelse med en afvikling af Christiania, er der medtaget en bestemmelse om genhusning.

Såfremt der ikke sikres genhusning af de beboere, som ikke selv kan skaffe sig bolig i forbindelse med afviklingen af Christiania, ville boligproblemet skulle løses efter bistandslovens regler. Efter bistandslovens § 31 påhviler det det sociale udvalg, når en familie er husvild, at anvise familien husly mod betaling, der ikke må overstige hverken lejeværdien af den beboelse, der anvises, eller den sædvanlige boligudgift på stedet for en familie af samme størrelse.

Ifølge oplysninger fra Københavns Kommunes Folkeregister var der den 8. august 1986 tilmeldt i alt 869 fastboende i Christiania. Af disse var 468 tilflyttet fra en anden adresse i Københavns Kommune, 263 tilflyttet fra en anden adresse i Danmark, og henholdsvis 28 og 110 personer var tilflyttet direkte fra henholdsvis Grønland og udlandet. Der var på samme dato i Folkeregisteret tilmeldt i alt 142 udenlandske statsborgere, og det skønnes af det grønlandske rådgivningskontor Pooq, at der til stadighed opholder sig ca. 100 grønlændere i Christiania. I den tid Christiania har eksisteret, er der til stadighed sket en tilflytning til området, men da der samtidig hermed også er sket en fraflytning, har antallet af beboere på området stabiliseret sig til omkring 850. Hertil kommer yderligere 200-300 ikke fastboende beboere i sommermånederne. Der foreligger ikke oplysninger om, hvor lang tid den enkelte beboer i gennemsnit bor i Christiania, men Koordinationsgruppen vedrørende Christiania har skønnet, at der ikke i dag bor mange af de oprindelige tilflyttere.

Selv om der således ikke er noget grundlag for at antage, at en større del af beboerne har fast tilknytning til området, bør der dog tilvejebringes en egentlig genhusningspligt, således at der sikres de, der er tilmeldt Folkeregisteret med bopæl på Christiania, en ny bolig. For at undgå, at personer uden tilknytning til Christiania skulle kunne rejse krav om genhusning i medfør af denne lov, er det bestemt, at genhusningspligten kun omfatter personer, som var tilmeldt Folkeregisteret med Christiania som adresse ved lovforslagets fremsættelse. Det er endvidere bestemt, at genhusningspligten foruden at omfatte danske statsborgere med bopæl på Christiania også skal omfatte andre skandinaviske statsborgere, andre EF-borgere og personer med opholdstilladelse som flygtning, hvis disse har bopæl på Christiania. Derimod omfatter genhusningspligten ikke de personer, som i sommermånederne flytter til Christiania, men som i den øvrige del af året bor andetsteds i landet, og som har bevaret denne bopæl.

Det er fundet rimeligt, at erstatningsboligerne skal have en kvalitet svarende til, hvad der er tilfældet ved andre tilfælde af genhusning. Det er derfor i stk. 2 bestemt, at de erstatningsboliger, der anvises efter denne lov, - så vidt muligt - skal have samme kvalitet som de erstatningsboliger, der anvises i forbindelse med boligsanering, byfornyelse og boligforbedring.

For at skaffe de kommunale myndigheder rimelig mulighed for at gennemføre genhusningen er det i stk. 3 bestemt, at byfornyelseslovens bestemmelser om pligt til at stille boliger til rådighed til brug for genhusning også skal gælde genhusning efter nærværende lov. Efter byfornyelseslovens § 42 kan kommunalbestyrelsen bestemme, at almennyttige boligselskaber skal stille indtil hver tredie ledige lejlighed til rådighed som en erstatningsbolig. Kommunalbestyrelsen kan samtidig hermed bestemme, at ejere af private udlejningsejendomme med mindst 6 beboelseslejligheder skal stille indtil hver tredie ledige lejlighed til rådighed som erstatningsbolig. Kommunalbestyrelsen kan dog kun træffe disse beslutninger, såfremt den samtidig bestemmer, at halvdelen af de ledige lejligheder i kommunens egne beboelsesejendomme stilles til rådighed som erstatningsbolig. Det bestemmes endvidere, at byfornyelseslovens bestemmelser om pligt til at give oplysninger om ledige lejligheder (§§ 43 og 86) skal finde tilsvarende anvendelse med hensyn til den genhusningspligt, der påhviler de kommunale myndigheder efter dette lovforslag.

Da det ikke er fundet rimeligt, at der skal foretages genhusning af personer, som i forvejen er ejere af helårsbolig, er det i stk. 4 bestemt, at genhusningspligten ikke gælder for dem, der i forvejen er ejer eller lejer af en helårsbolig.

Til § 3

Da kun godt halvdelen af beboerne på Christiania er tilflyttet fra en anden adresse i Københavns Kommune, er det ikke fundet rimeligt, at Københavns Kommune alene skal foretage genhusningen af beboerne. Det er derfor bestemt, at Københavns kommune kan begære, at Hovedstadsrådet nedsætter et fællesudvalg bestående af Københavns og Frederiksberg kommuner og kommunerne i Københavns Amt. Fællesudvalget skal fungere efter de samme retningslinier som de fællesudvalg, der i medfør af byfornyelsesloven nedsættes til at skaffe erstatningsboliger. Det vil således være fællesudvalget, der træffer de beslutninger om genhusning, som kommunalbestyrelsen normalt ville træffe. Efter stk. 2 er der pålagt kommunerne i fællesudvalget en pligt til aktivt at medvirke til genhusningen.

Til § 4

I forbindelse med afviklingen af Christiania kan det ikke udelukkes, at der vil blive påført kommuner ekstraudgifter til genhusning og flyttehjælp eller anden form for bistandshjælp. Det er fundet rimeligt, i det omfang kommunerne vil blive påført væsentlige udgifter hertil, at disse udgifter bliver dækket af statskassen. Der vil blive stillet krav til kommunerne om, at de skal dokumentere, at de pågældende udgifter er en direkte følge af rydningen af Christiania, og at der alene er tale om udgifter i forbindelse med fraflytningen fra området og den dermed forbundne genhusning. Fremtidige udgifter til bistandshjælp falder således uden for denne bestemmelse.

Ifølge oplysninger, som Københavns Kommune har givet til Koordinationsgruppen vedrørende Christiania, modtager over halvdelen af den voksne befolkning på Christiania en eller anden form for bistandshjælp. I bistandslovens § 47, stk. 2, er det bestemt, at en kommune, som vil yde flyttehjælp til en person, forinden skal indhente samtykke fra tilflytningskommunen. Er et sådant samtykke ikke indhentet, vil fraflytningskommunen i relation til bistandsloven fortsat blive anset for at være bopælskommune, indtil den pågældende person i mindst 3 måneder ikke har modtaget bistandshjælp, eller i indtil 2 år efter flyttetidspunktet. Denne bestemmelse tager særlig sigte på at forhindre, at kommuner kan »eksportere« sociale problemer til andre kommuner. I forbindelse med afviklingen af Christiania er der imidlertid ikke tale om, at en kommune har truffet beslutning om at flytte sociale klienter til en anden kommune, men derimod om, at der foretages en udflytning i medfør af en særlig lovgivning. Det er derfor ikke fundet rimeligt, at Københavns Kommune i de kommende år skal refundere eventuelle sociale udgifter til beboere, der er fraflyttet Christiania, hvorfor det i stk. 2 er bestemt, at § 47, stk. 2, i bistandsloven ikke finder anvendelse i de tilfælde, hvor tilflytningen til ny kommune er sket som et led i genhusningspligten i medfør af § 2.

Til § 5

Det er hensigten med loven, at Christiania skal afvikles løbende over perioden frem til 1. januar 1993. For at sikre, at beboerne fraflytter området fordelt over denne periode, og for at forebygge de eventuelle problemer, der vil kunne opstå ved en pludselig fraflytning, er det i bestemmelsen fastsat, at beboerne har pligt til at fraflytte, når de bliver tilbudt en erstatningsbolig. Pligten til fraflytning gælder også i de tilfælde, hvor den pågælende beboer ikke måtte ønske at flytte til den tilbudte erstatningsbolig, f.eks. fordi vedkommende har skaffet sig bolig andetsteds, eller fordi vedkommende ikke ønsker at medvirke ved afviklingen af området. Der er hermed også taget højde for den situation, at beboere skulle afslå at modtage en erstatningsbolig alene begrundet med ønsket om at blive boende på Christianiaområdet så længe som muligt.

Til § 6

Efter bestemmelsen har enhver, der har boet eller opholdt sig på Christiania, pligt til inden 1. januar 1993 at fjerne sine ejendele fra området, således at det er muligt umiddelbart efter denne dato at påbegynde retableringen af området. Bestemmelsen tager først og fremmest sigte på de ejendele, som de faste beboere har på området, men også andre personer, som måtte have ejendele på området, vil være omfattet af forpligtelsen til at fjerne dem. Derimod tager bestemmelsen ikke sigte på genstande, som må formodes at være tyvekoster. Sådanne genstande vil blive taget i bevaring af politiet og blive behandlet efter de herom gældende regler.

For at sikre, at rydningen foregår fordelt over hele perioden frem til 1. januar 1993, således at der skabes mulighed for, at retableringen af fraflyttede dele af arealet kan påbegyndes allerede i afviklingsperioden, og for at de fraflyttede dele kan anvendes til andre formål allerede i afviklingsperioden, er det i § 2 bestemt, at beboere, der fraflytter efter at have fået tilbudt erstatningsbolig efter stk. 2, skal fjerne deres ejendele i forbindelse med fraflytningen. Pligten til at fjerne sine ejendele ved fraflytningstidspunktet gælder, uanset om den pågældende flytter til den anviste erstatningsbolig eller flytter andetsteds hen.

Ejendele og andre genstande, som er efterladt på Christianiaområdet, vil blive fjernet ved Forsvarsministeriets foranstaltning. Ejendele og genstande med en værdi, som klart overstiger de omkostninger, som vil være forbundet med bortfjernelse og opbevaring og et eventuelt bortsalg vil blive opbevaret i 3 måneder. I den periode vil en eventuel ejer kunne henvende sig og godtgøre sin ret til genstanden og derefter mod betaling af de påløbne omkostninger få den udleveret. Genstande, som ikke inden for disse 3 måneder er udleveret til deres ejere, vil blive bortsolgt, og provenuet fra salget vil tilfalde statskassen. Forinden et eventuelt bortsalg vil politiet dog - som sædvanligt ved indbragte genstande - undersøge, om der skulle være tale om tyvekoster, og i bekræftende fald søge at finde ejeren. Genstande, der ikke har en værdi, som klart overstiger omkostningerne ved bortfjernelsen, opbevaringen og eventuelt bortsalg, vil blive betragtet som affald og umiddelbart bortskaffet. Bestemmelserne svarer i princippet til de regler, der gælder for behandlingen af hittegods.

For at skaffe mulighed for, at retableringen af området kan påbegyndes umiddelbart efter 1. januar 1993, for at forbedre politiets mulighed for at rydde området for personer, der eventuelt måtte opholde sig på området ulovligt efter 1. januar 1993, og for at sikre området mod genbesættelse er det i stk. 4 bestemt, at boder, skure og skurvogne, campingvogne, hegn og andre genstande, som er placeret uden for bygningerne, skal være fjernet senest 1. december 1992. Det vil således efter denne dato være forbudt på området at have genstande, der kan indsnævre eller forhindre den fri passage mellem bygningerne.

Til § 7

For at sikre arbejdsro omkring retableringen af området og for at forebygge muligheden for en eventuel genbesættelse er det fundet nødvendigt at forbyde adgang til og ophold på Christiania efter den 1. januar 1993. Bestemmelsen tilsigter kun at regulere adgangen til området i perioden, hvor området bliver retableret, dvs. i perioden fra 1. januar 1993 og til området bliver overdraget til anden anvendelse. Efter områdets overdragelse til anden anvendelse vil adgang til området dog fortsat kunne være ulovlig, hvis dette følger af andre bestemmelser i lovgivningen.

Personer, der opholder sig på området for at foretage nedrivning af bygninger, retablering af arealet og lign., vil opholde sig der efter forsvarsministerens bestemmelse og vil derfor ikke være omfattet af forbudet. Bestemmelsen gælder ikke politi og andre offentlige myndigheder, der efter lovgivningen har adgang til privat område. Det er fundet formålstjenligt at præcisere dette ved bestemmelsen i stk. 2.

Til § 8

Afviklingen af Christiania må påbegyndes ved, at udbygningen af de nuværende forhold bringes til ophør. Bestemmelsen forbyder derfor enhver tilflytning til området efter lovens ikrafttræden. Ved tilflytning forstås også det at tage et midlertidigt ophold på området, som ikke har karakter af et kortvarigt besøg, uanset om dette ophold er anmeldt til Folkeregisteret eller ej. Bestemmelsen må endvidere anses for at være nødvendig for at skabe mulighed for at løse de store sociale og boligmæssige problemer på området, da det i modsat fald må befrygtes, at der, når de nuværende beboere er flyttet ud, vil være flyttet nye beboere ind.

For at forhindre, at problemerne vedrørende Christiania kan blive forøget ved, at der i den periode, der hengår til lovforslagets behandling, kan indflytte nye beboere og befolkningstallet derved forøges, er det i stk. 2 bestemt, at personer, der tilflytter området efter lovforslagets fremsættelse, skal fraflytte området umiddelbart ved lovens ikrafttræden. Fraflytningen skal være tilendebragt inden een måned efter lovens ikrafttræden. Det følger af § 2, at genhusningspligten ikke gælder i disse tilfælde.

Til § 9

I hele den periode, Christiania har eksisteret, har der på området været drevet virksomheder, produktionssteder, salgssteder og lignende. Enkelte af disse virksomheder har været drevet i overensstemmelse med lovgivningen med lovpligtige regnskaber og betaling af pligtige skatter og afgifter, men langt flertallet af virksomhederne har været drevet på ulovlig basis. Ligesom der må etableres et stop for tilflytning til området, må der også etableres et stop for etablering af nye virksomheder. Der tænkes i denne forbindelse især på etablering af virksomheder, der efter den øvrige lovgivning ville være lovlige at etablere. Virksomheder, som er ulovlige ifølge den øvrige lovgivning, vil ved politiets foranstaltning blive bragt til ophør efter samme principper som i den øvrige del af landet, uanset hvornår de er etableret. Virksomheder, som ved lovens ikrafttræden drives på ulovlig vis, vil blive betragtet som ulovlige virksomheder og må afvikles, og der vil ikke blive givet disse virksomheder mulighed for en lovliggørelse efter lovens ikrafttræden, da der ved en sådan lovliggørelse vil være tale om nyetablering af en lovlig virksomhed. Forbudet mod at etablere virksomheder omfatter også udøvelsen af erhverv fra Christiania, hvorved der tænkes på postordrefirmaer og lign. Derimod er det ikke hensigten med bestemmelsen at forhindre personer i at tage ansættelse som lønmodtagere i virksomheder, der drives lovligt på Christianiaområdet.

For at forhindre en udbygning af erhvervslivet, som vil kunne besværliggøre en afvikling af området, er det i stk. 2 bestemt, at virksomheder, produktionssteder, salgssteder eller lignende, som er etableret efter lovforslagets fremsættelse, skal afvikles ved lovens ikrafttræden. Afviklingen må være tilendebragt inden een måned efter lovens ikrafttræden.

Til § 10

I de år Christiania har eksisteret, er der af beboerne blevet foretaget en række ombygninger af eksisterende bygninger, tilbygninger til eksisterende bygninger og opførsel af nye bygninger. Herudover har beboerne på området anbragt et stort antal skure og skurvogne, ligesom der er foretaget en lang række andre former for bygningsarbejder som f.eks. etablering af el-kabler, kloakker m.v. En stor del af ombygningerne og tilbygningerne er foretaget på en sådan måde, at de har ødelagt fredede bygninger. Hertil kommer, at en lang række af de ulovligt opførte bygninger og skure er beliggende inden for den fredningslinie, der har til formål at sikre voldanlægget som et fortidsminde. Under retableringen af området må nybygninger og tilbygninger fjernes, ligesom skure og skurvogne m.v. må fjernes. De ombyggede bygninger, som ikke skal nedrives, må forventes at skulle bygges tilbage til deres oprindelige udseende. Det er derfor nødvendigt, at der i forbindelse med en afvikling af Christiania umiddelbart etableres et stop for alt byggeri, herunder ombygning og tilbygning, ligesom det må forbydes, at der opsættes skure eller andre genstande af mere midlertidig karakter.

For at forhindre, at afviklingen af Christianiaområdet besværliggøres og fordyres ved, at der i den periode lovforslaget bliver behandlet, foretages byggeri, herunder ombygning eller tilbygning af permanent eller midlertidig karakter, er det i stk. 2 bestemt, at personer, der efter lovforslagets fremsættelse har foretaget sådanne handlinger, ved lovens ikrafttræden er pligtige til at nedrive og fjerne byggeriet, tilbygningerne, boderne, skurene, skurvognene, campingvognene, hegnene og andre genstande, ligesom de har pligt til at bringe bygninger og areal tilbage til deres oprindelige tilstand. Tilbageføringen til tilstanden fra før lovforslagets fremsættelse skal være tilendebragt inden een måned efter lovens ikrafttræden.

Til § 11

De af forsvaret opførte bygninger er opført med anvendelse til militære formål for øje. De kan således ikke anses for at være velegnede til anden civil anvendelse. Hertil kommer, at bygningernes tilstand efter 17 års benyttelse af beboerne i Christiania må betegnes som ringe. Det vil derfor være forbundet med betydelige omkostninger, som langt vil overstige bygningernes værdi, at lade dem istandsætte og indrette til andet formål. Samtlige de af beboerne opførte bygninger er opført ulovligt uden de fornødne tilladelser. Foruden at disse bygninger ikke er forskriftsmæssigt indrettet, krænker de i de fleste tilfælde også den fredning, som skal sikre voldanlægget som fortidsminde. Det må således antages, at næsten alle ikke fredede og ikke bevaringsværdige bygninger skal nedrives. For at formindske risikoen for en genbesættelse og formindske omkostningerne til bevogtning af området må bygningerne nedrives snarest muligt. Det vil sige, at bygningerne bør nedrives i afviklingsperioden, såfremt dette kan lade sig gøre, og ellers nedrives umiddelbart efter den endelige rømning den 1. januar 1993.

En del af de fredede og bevaringsværdige bygninger er af beboerne blevet ombygget såvel indvendigt som udvendigt. Dette sammenholdt med andre former for hærværk og deres nedslidning gør, at de fredede og bevaringsværdige bygninger for en dels vedkommende er i en sådan stand, at det må give anledning til tvivl, om de kan reddes. På den baggrund er det i stk. 2 bestemt, at bygningsfredningslovens bestemmelser ikke længere skal gælde for de oprindeligt opførte bygninger på området, og at tidligere trufne afgørelser om fredning af bestemte bygninger ikke længere er gældende. Det er herved overladt til miljøministeren at skønne, hvilke bygninger der i dag er i en sådan stand, at de kan og bør reddes. Det forudsættes, at udøvelsen af dette skøn foretages efter høring af fredningsmyndighederne, og at fredningsmyndighederne inden for kortere tid tager stilling til fredningsspørgsmålene. Fredningsmyndighedernes udtalelser er ikke bindende for miljøministeren. De fredede og bevaringsværdige bygninger, som det besluttes at nedrive, vil således kunne nedrives sammen med de andre bygninger på området, således at de ikke giver mulighed for genbesættelse.

Efter reglerne i byggelovens § 16, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, litra D, må nedrivningen ikke påbegyndes uden kommunalbestyrelsens tilladelse. Da lovforslaget forudsætter en hurtig afvikling af Christiania, da der kan blive tale om nedrivning af et betydeligt antal lovligt og ulovligt opførte bygninger, og da det er miljøministeren og ikke kommunen, som udarbejder planer for områdets fremtidige anvendelse, er det fundet hensigtsmæssigt at fravige byggelovens krav om kommunal tilladelse til nedrivning. Det samme gælder eventuel tilladelse efter kommuneplanlovens § 33, jf. § 18, stk. 1., nr. 14. En bestemmelse om fravigelse af disse regler er derfor medtaget som stk. 3.

Til § 12

I kommuneplanen for Københavns Kommune er der ikke taget stilling til anvendelsen af Christianiaarealerne. Kommunen har derimod over for staten peget på den særlige hjemmel i kommuneplanloven til, at staten udarbejder landsplandirektiver og i særlige tilfælde også udarbejder lokalplaner for enkelte områder. Efter lands- og regionplanloven har landsplandirektiver kun umiddelbar virkning for regionplanlægningen. Det følger dog af sammenhængen mellem regionplanlægningen og kommuneplanloven, at landsplandirektiverne har en indirekte virkning for kommuneplaner og lokalplaner. Udarbejdelse af kommuneplaner og lokalplaner, der er i overensstemmelse med landsplandirektivet, må forventes at tage en betydelig tid. For at sikre hurtig afvikling af Christiania er der derfor i § 12 medtaget en bestemmelse om, at bestemmelserne i lands- og regionplanloven, lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet og kommuneplanloven ikke gælder for Christiania. I stedet for skal planer for områdets fremtidige anvendelse udarbejdes direkte af miljøministeren. Bestemmelsen indebærer, at planlovgivningen og de planer, der inden afviklingen af Christiania er udarbejdet for området efter denne lovgivning, ikke gælder efter lovens ikrafttræden. Miljøministeren, der efter bestemmelserne i stk. 2 skal udarbejde planerne for området, er således frit stillet med hensyn til områdets fremtidige anvendelse. Planlovgivningens regler om offentlig høring finder ikke anvendelse ved udarbejdelse af disse planer.

Alligevel bør der tages hensyn til de lovlige virksomheder, der findes på Christiania. Det private sociale hjælpearbejde, der ud fra almindeligt accepterede principper udfører et positivt medmenneskeligt arbejde, bør ligeledes have mulighed for at fortsætte inden for visse rammer.

Der bør endvidere være mulighed for forskellige mindre fremstillingsvirksomheder på området.

I sit arbejde med udarbejdelsen af planer for Christianiaområdet bør miljøministeren i høj grad inddrage de berørte myndigheder. Ligesom Christianias beboere og naboer så vidt muligt bør inddrages.

Under retableringen af området kan der blive behov for at foretage bygningsarbejder af sådan et omfang, at det efter byggelovgivningen vil kræve tilladelse fra de kommunale myndigheder. For at skabe en hurtig administration, således at retableringen kan finde sted i umiddelbar forlængelse af fraflytningen, er det i stk. 3 bestemt, at de tilladelser, som kommunalbestyrelsen normalt udsteder i medfør af byggelovgivningen, udstedes af boligministeren.

Til § 13

I forbindelse med afviklingen af Christianiaområdet vil der opstå behov for, at der kan fastsættes supplerende bestemmelser. For at sikre en hensigtsmæssig afvikling vil det bl.a. kunne blive nødvendigt at foreskrive, at beboerne skal genhuses i en bestemt rækkefølge afhængig af, hvor de er bosiddende på området, således at der kan skaffes mulighed for, at fraflytningen af området foregår ved, at bestemte arealer fraflyttes først.

Til § 14

Bestemmelsen giver mulighed for at straffe personer, der overtræder lovens bestemmelser, med bøde. De bestemmelser, som kan give anledning til straf, er bestemmelserne om forbud mod tilflytning og ophold på området, om at undlade at fraflytte området, om at undlade at fjerne sine ejendele fra området, om at foretage ulovligt byggeri og placere ejendele ulovligt på området og om ulovligt at påbegynde erhverv på området.

Til § 15

Bestemmelsen fastsætter, at loven træder i kraft dagen efter kundgørelsen i Lovtidende.

Da loven tilsigter at regulere en bestemt akut situation, og da det ikke har været meningen, at loven skal gælde for området, efter at det er overdraget til anden anvendelse, er det i stk. 2 bestemt, at loven kan ophæves helt eller delvis ved kongelig anordning. Det vil således være muligt, efter at en del af arealet er overdraget til anden anvendelse, at ophæve loven for denne del, medens den fortsat vil være gældende for den resterende del af arealet, som stadig er under retablering.

Lovforslag som fremsat 1988 61 Valid

Nr LSF 61

Forslag til Lov om afvikling af Christiania

Fremsat af Kofod-Svendsen (KRF) Nør Christensen (CD) Glønborg (KRF) Mimi Jakobsen (CD) Bente Juncker (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF)

den 13. oktober 1988

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →