1988 LSF 35 FORSLAG TIL INTERNATIONAL KØBELOV

Artikel 1

1. Denne konvention gælder for aftaler om løsørekøb mellem parter, som har deres respektive forretningssteder i forskellige stater

a) når staterne er kontraherende stater, eller

b) når international privatrets regler fører til anvendelsen af en kontraherende stats ret.

2. Den omstændighed, at parterne har deres respektive forretningssteder i forskellige stater er uden betydning, hvis dette hverken fremgår af aftalen eller af tidligere forretningsforbindelse mellem parterne, eller af oplysninger der er afgivet af parterne før eller ved aftalens indgåelse.

3. Ved afgørelsen af om denne konvention skal finde anvendelse, skal der hverken tages hensyn til parternes statsborgerskab, eller om aftalen har karakter af handelskøb eller civilt køb.

Artikel 1

1. Denne konvention gælder for aftaler om løsørekøb mellem parter, som har deres respektive forretningssteder i forskellige stater

a) når staterne er kontraherende stater, eller

b) når international privatrets regler fører til anvendelsen af en kontraherende stats ret.

2. Den omstændighed, at parterne har deres respektive forretningssteder i forskellige stater er uden betydning, hvis dette hverken fremgår af aftalen eller af tidligere forretningsforbindelse mellem parterne, eller af oplysninger der er afgivet af parterne før eller ved aftalens indgåelse.

3. Ved afgørelsen af om denne konvention skal finde anvendelse, skal der hverken tages hensyn til parternes statsborgerskab, eller om aftalen har karakter af handelskøb eller civilt køb.

Artikel 1 fastlægger, at konventionen gælder for aftaler om løsørekøb mellem parter, som har deres forretningssteder i forskellige stater.

Konventionen indeholder ikke nogen egentlig definition af, hvornår der er tale om en aftale om løsørekøb. I artikel 3 foretages dog en vis afgrænsning over for tjenesteydelser, idet det angives, i hvilke tilfælde en bestilling af varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, skal betragtes som køb med den virkning, at konventionen finder anvendelse på aftalen. Endvidere indeholder artikel 2 en angivelse af, hvilke typer af køb konventionen ikke finder anvendelse på. Dette gælder bl.a. forbrugerkøb, køb på auktion og køb af værdipapirer. Bortset fra, hvad der måtte følge af disse bestemmelser, indeholder konventionen ikke i øvrigt nogen definition af begrebet varer (»goods«, »marchandises«). I den danske oversættelse anvendes udtrykket varer som betegnelse for købets genstand. Området for konventionen svarer nærmest til begrebet løsøre i dansk ret - i købeloven betegnet salgsgenstanden - og udtrykket varer betyder ikke i sig selv en begrænsning af anvendelsesområdet. Konventionen regulerer ikke parternes forhold til tredjemand, idet det fremgår af artikel 4, at konventionen alene gælder de rettigheder og forpligtelser for sælger og køber, som følger af købeaftalen. Endelig gælder konventionen jf. artikel 5 ikke for sælgerens erstatningsansvar for dødsfald eller anden personskade, som en vare forårsager.

Til artikel 1

Ifølge artikel 1, stk. 1, skal konventionen finde anvendelse, hvis parterne har deres forretningssted i forskellige stater. Ved forretningssted sigtes i bestemmelsen til et mere permanent sted for udøvelse af normal erhvervsvirksomhed. Lokaler, som en part midlertidigt lejer, f.eks. i et hotel for at føre forhandlinger, kan således ikke betragtes som et forretningssted. Hvis en part har mere end et forretningssted, fremgår det af artikel 10, litra a, hvilket af en parts forretningssteder, der skal tillægges betydning ved anvendelsen af konventionen eller dens bestemmelser. Ved bedømmelsen heraf skal der tages hensyn ikke alene til det forretningssted, hvorfra en part fører forhandlinger om købet, men også til andre forretningssteder, som aftalen i øvrigt har den nærmeste tilknytning til.

For overhovedet at bringe konventionen i anvendelse er det en forudsætning, at parterne har deres forretningssteder i forskellige kontraherende stater jf. stk. 1, litra a. Hvis et køb indgås mellem en dansk sælger og en fransk køber, og både Danmark og Frankrig er kontraherende stater, finder konventionen anvendelse på købet. Hvis der derfor som følge af købet kommer en tvist til behandling ved en dansk domstol, skal denne anvende konventionen, også selv om danske international privatretlige regler ellers ville have ført til anvendelse af loven i en anden stat, som ikke er bundet af konventionen. Det anførte gælder også i det tilfælde, hvor en dansk domstol skal tage stilling til en tvist om et køb mellem f.eks. en svensk sælger og en fransk køber. Hvis også Sverige er bundet af konventionen, vil den danske domstol i dette tilfælde skulle anvende konventionens bestemmelser. Konventionen tager imidlertid ikke stilling til spørgsmålet om, hvilken af to konventionsstaters love, domstolen skal anvende. Dette indebærer derfor, at det også ved et sådant køb, på hvilket konventionen er anvendelig, kan være af betydning for parterne, når det drejer sig om de spørgsmål, som ikke reguleres af konventionen, at aftale hvilken lov, der er anvendelig på deres aftale.

Under hensyn til, at konventionen er deklaratorisk, jf. artikel 6, kan parterne aftale, at konventionen helt eller delvist skal fraviges. Parterne kan f.eks. i en lovvalgsklausul henvise til intern ret i en konventionsstat, f.eks. i Danmark til købeloven. Herudover er det muligt for stater med samme eller nært beslægtede retsregler om køb ved ratifikationen af konventionen at tage forbehold i henhold til artikel 94 om, at konventionen ikke skal anvendes på køb mellem parter, som har deres forretningssteder i sådanne stater. I forslaget er det forudsat, at et sådant forbehold tages ved ratifikationen af konventionen vedrørende parter, der har deres forretningssteder i de nordiske lande. Derved undtages køb mellem sådanne parter helt fra konventionens område.

Ifølge stk. 1, litra b, anvendes konventionen også, når det følger af international privatretlige regler, at loven i en kontraherende stat skal anvendes. Dette indebærer, at konventionen også vil kunne anvendes, selv om den ene eller eventuelt begge parter ikke har deres aktuelle forretningssted i en konventionsstat.

Stk. 2 begrænser i et vist omfang konventionens anvendelsesområde selv i de situationer, hvor parterne har forretningssted i forskellige stater, idet der i så fald skal bortses herfra, hvis denne omstændighed hverken fremgår af aftalen, tidligere forretningsforbindelser mellem parterne, eller af oplysninger, som parterne har afgivet før eller ved aftalens indgåelse. Hvis den ene part således ikke havde nogen anledning til at regne med, at købet havde international tilknytning, skal konventionen ikke anvendes på købet. En sådan situation kan opstå bl.a., hvis den ene part repræsenteres ved købet af en befuldmægtiget, uden at omstændighederne i øvrigt giver modparten grundlag for at antage, at den pågældende ikke handler på egne vegne. Ifølge bestemmelsen er det dog tilstrækkeligt, at købets internationale karakter fremgår for parterne senest ved aftalens indgåelse.

Stk. 3 fastslår, at der hverken skal tages hensyn til parternes nationalitet, eller om aftalen har karakter af handelskøb eller civilt køb ved afgørelsen af konventionens anvendelighed, idet det dog følger af artikel 2, litra a, at forbrugerkøb ikke er omfattet af konventionen.

Bestemmelsen i stk. 3 sigter alene til bedømmelsen af konventionens anvendelighed. Derimod er det klart, at man ved anvendelsen af andre bestemmelser skal tage hensyn f.eks. til parternes og aftalens kommercielle eller civile karakter.

Til artikel 2

§ 1. Bestemmelserne i De Forenede Nationers konvention af 11. april

1980 om aftaler om internationale køb, jf. bilaget til denne lov,

gælder her i landet. Dette gælder dog ikke konventionens del II om

aftalens indgåelse.

§ 1. Bestemmelserne i De Forenede Nationers konvention af 11. april

1980 om aftaler om internationale køb, jf. bilaget til denne lov,

gælder her i landet. Dette gælder dog ikke konventionens del II om

aftalens indgåelse.

Artikel 2

Denne konvention gælder ikke for

a) køb af varer købt til personlig brug eller til brug for familien eller husholdningen, medmindre sælgeren før eller ved aftalens indgåelse hverken vidste eller burde have vidst, at varen var købt til en sådan anvendelse,

b) køb på auktion,

c) køb der står i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse eller anden form for tvangssalg i henhold til lov,

d) køb af aktier, værdipapirer, omsætningspapirer eller penge,

e) køb af skibe, fartøjer, luftpudefartøjer eller fly,

f) køb af elektricitet.

Artikel 2

Denne konvention gælder ikke for

a) køb af varer købt til personlig brug eller til brug for familien eller husholdningen, medmindre sælgeren før eller ved aftalens indgåelse hverken vidste eller burde have vidst, at varen var købt til en sådan anvendelse,

b) køb på auktion,

c) køb der står i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse eller anden form for tvangssalg i henhold til lov,

d) køb af aktier, værdipapirer, omsætningspapirer eller penge,

e) køb af skibe, fartøjer, luftpudefartøjer eller fly,

f) køb af elektricitet.

Artikel 2 undtager visse køb fra konventionens anvendelsesområde. Den omstændighed, at konventionen ikke anvendes på de køb, der er nævnt i artikel 2, indebærer, at købet bedømmes efter købeloven, hvis dansk ret anvendes, også selv om købet indeholder et internationalt element.

Litra a indebærer, at forbrugerkøb udelukkes fra konventionens anvendelsesområde. Definitionen af forbrugerkøb er ikke helt i overensstemmelse med den sædvanlige definition af forbrugeraftaler i dansk ret, som f.eks. findes i købeloven og renteloven. Det er bl.a. ikke præciseret, at det afgørende er, om den hovedsagelige anvendelse af det købte er ikke-erhvervsmæssig, ligesom det ikke er et krav, at varen sælges af en erhvervsdrivende, der handler som led i sit erhverv. Det sidste indebærer, at konventionen ikke finder anvendelse på køb mellem to privatpersoner, når varen er købt til personlig brug m.m.

Efter litra b gælder konventionen ikke for køb på auktion, hvilket gælder uanset om sælgeren skulle være vidende om, at køberen har sit forretningssted eller hjemsted i en anden konventionsstat.

Efter litra c gælder konventionen heller ikke køb, der står i forbindelse med enhver form for tvangsfuldbyrdelse eller anden form for tvangssalg. Baggrunden for denne undtagelse er, at vilkårene for sådanne køb ikke er aftalt mellem parterne, og at retsvirkningerne af disse køb ofte er særskilt reguleret i lovgivningen. Et salg, som den ene part i et køb i kraft af sin omsorgspligt har ret eller pligt til at foretage i medfør af artikel 88 i konventionen eller i lignende tilfælde, er ikke et tvangsfuldbyrdelsessalg i litra c's forstand.

Undtaget fra konventionens anvendelsesområde er endvidere efter litra d køb af aktier, værdipapirer, omsætningspapirer eller penge. Opregningen skal modsvare de engelske udtryk »stocks, shares, investment securities, negotiable instruments or money«.

Køb af skibe, fartøjer, luftpudefartøjer eller fly er efter litra e ligeledes undtaget, og undtagelsen gælder, uanset om den pågældende genstand normalt registreres eller ej.

Det er endelig i litra f præciseret, at konventionen ikke omfatter køb af elektricitet.

Til artikel 3

Kapitel III

Købers pligter

Kapitel II

Sælgers pligter

Kapitel IV

Risikoens overgang

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Kapitel V

Regler som er fælles for sælgers og købers pligter

Afsnit I

Forventet misligholdelse og køb hvor varen skal leveres efterhånden

§ 2. Loven finder ikke anvendelse, hvis både sælger og køber har deres forretningssteder i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige. Hvis en part ikke har et forretningssted, sidestilles partens bopæl med et forretningssted.

§ 2. Loven finder ikke anvendelse, hvis både sælger og køber har deres forretningssteder i Danmark, Finland, Island, Norge eller Sverige. Hvis en part ikke har et forretningssted, sidestilles partens bopæl med et forretningssted.

Artikel 3

1. Aftaler om levering af varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, anses som køb, medmindre den part, der bestiller varen, påtager sig at levere en væsentlig del af de materialer, der er nødvendige for varens tilvirkning eller fremstilling.

2. Denne konvention gælder ikke for aftaler, hvor den overvejende del af leverandørens forpligtelser består i at levere arbejdskraft eller andre tjenesteydelser.

Artikel 3

1. Aftaler om levering af varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, anses som køb, medmindre den part, der bestiller varen, påtager sig at levere en væsentlig del af de materialer, der er nødvendige for varens tilvirkning eller fremstilling.

2. Denne konvention gælder ikke for aftaler, hvor den overvejende del af leverandørens forpligtelser består i at levere arbejdskraft eller andre tjenesteydelser.

Artikel 3 regulerer forholdet til bestillingskøb, idet konventionen ikke skal anvendes på aftaler, hvor bestilleren skal levere en væsentlig del af det materiale, som er nødvendigt til fremstillingen eller tilvirkningen af varen. Afgørende for, om en aftale skal betragtes som et bestillingskøb, der er omfattet af konventionen, er, at den del af materialet, som bestilleren skal levere, ikke kan betragtes som væsentlig. Afgrænsningen bør i første række ske på baggrund af materialets værdi. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at grænsen for den del, som betragtes som væsentlig, skal være højere, hvad værdi angår, hvis sælgers ydelse er af central betydning for det endelige produkt. Som et eksempel herpå kan nævnes bestilling af udførelse af et maleri, hvor bestilleren stiller lærred og farver til rådighed for kunstmaleren.

Betydningen af bestemmelsen er i det væsentlige den samme som købelovens § 2.

Efter stk. 2 anvendes konventionen heller ikke på aftaler, hvor den overvejende del af leverandørens forpligtelser består i at levere arbejdskraft eller andre tjenesteydelser, f.eks. en reparation, hvor sælgeren skal levere mindre reservedele. Også i dette tilfælde må konventionens anvendelighed skulle afgøres bl.a. på baggrund af værdien af begge parters ydelse.

Til artikel 4

Kapitel III

Køberens pligter

Kapitlet om køberens pligter er bygget op efter samme mønster som kapitel II om sælgerens pligter. Først behandles køberens forpligtelse til at betale for varen (artiklerne 54-59), og derefter køberens forpligtelse til at hente eller modtage varen, og til at foretage en sådan medvirken, som er nødvendig, for at sælgeren skal kunne opfylde sine forpligtelser efter aftalen (artikel 60). Efter disse bestemmelser behandles retsvirkningerne af køberens misligholdelser (artiklerne 61-65). Også når det drejer sig om køberens misligholdelser, behandles beføjelserne ved de forskellige misligholdelser i sammenhæng. Bestemmelserne om misligholdelsesbeføjelserne i dette kapitel suppleres af de fælles bestemmelser om sælgerens og køberens forpligtelser i kapitel V.

Til artikel 53

I denne artikel fastslås det, at køberen har pligt til at betale for varen, og til at tage imod levering, således som det er fastsat i aftalen eller følger af konventionen. For så vidt angår den sidstnævnte forpligtelse, anvendes udtrykket »take delivery« i konventionen. Denne forpligtelse bør holdes adskilt fra køberens forpligtelse til at modtage varen, som i konventionen beskrives med udtrykket »take over the goods«. Køberens forpligtelse til at tage imod levering omfatter efter artikel 60 dels forpligtelsen til at modtage varen, dels en forpligtelse til at udføre de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham, for at sælgeren skal kunne levere varen.

Afsnit I

Købesummens betaling

Til artikel 54

Køberens forpligtelse til at betale for varen fremgår af artikel 53. Artikel 54 fastslår videre, at forpligtelsen til at betale for varen også omfatter sådanne forberedende foranstaltninger, som er nødvendige for, at betaling skal kunne ske. Det kan være spørgsmålet om at åbne remburs, ansøge om en bankgaranti eller om tilladelse til at udføre det pågældende beløb, at anmode om valuta til betalingen eller at foretage andre foranstaltninger, som er en forudsætning ifølge lovgivningen eller andre bestemmelser.

Det er en følge af bestemmelsen, at en undladelse af at foretage sådanne foranstaltninger i tide vil være en misligholdelse af forpligtelsen til at betale for varen og ikke blot forventet misligholdelse. Sælgeren kan dog efter artikel 63, fastsætte en yderligere frist, inden for hvilken køberen skal opfylde sine forpligtelser. Denne mulighed foreligger således også med forsinkelse med de eventuelle foranstaltninger, der er en forudsætning for, at betalingen skal kunne finde sted. Under hensyn til, at en misligholdelse af forpligtelsen til at betale for varen normalt må anses for at være en væsentlig misligholdelse, kan ophævelse komme på tale, hvis opfyldelsen ikke sker inden for den frist, som sælgeren har fastsat.

Købelovens § 28 svarer i et vist omfang til bestemmelsen i artikel 54.

Til artikel 55

Kapitel II

Almindelige bestemmelser

Kapitel IV

Risikoens overgang

I dette kapitel behandles risikoens overgang. Formelt er bestemmelserne i kapitlet uafhængige af bestemmelserne om levering. De er imidlertid udformet således, at risikoens overgang i en række situationer knyttes til leveringen. Dette fremgår f.eks. af en sammenligning mellem artikel 31, litra a, og artikel 67, stk. 1. Forskellen mellem konventionens og købelovens regler (§§ 17 og 37) er derfor betydelig mindre end udformningen og placeringen af konventionens bestemmelser kunne give indtryk af. Købeloven har dog ikke en bestemmelse svarende til artikel 70.

Også bestemmelserne om risikoens overgang er deklaratoriske. Det står således parterne frit for at regulere risikoens overgang på en anden måde.

Dette kan f.eks. ske gennem en henvisning til en transportklausul som f.eks. en klausul i Incoterms 1980.

Til artikel 66

I artikel 66 angives betydningen af, at risikoen for varen går over på køberen, hvilket er af central betydning i konventionen. Den forringelse eller undergang af varen, som indtræffer efter risikoens overgang, fritager ikke køberen fra hans forpligtelse til at betale købesummen. Dette udtryk er valgt for at tilkendegive, at køberen af anden grund kan have ret til at undlade at betale for varen.

Bestemmelsen angiver intet om retsvirkningen af, at varen går tabt eller beskadiges, inden risikoen går over på køberen. Det fremgår imidlertid af artikel 36, stk. 1, at sælgeren er ansvarlig for mangler, som foreligger på det tidspunkt, hvor risikoen for varen går over på køberen. Set ud fra sælgerens synspunkt vil en undergang eller forringelse af varen, inden risikoen er gået over, indebære, at sælgeren enten vil være i forsinkelse, fordi han ikke kan levere varen, eller at han leverer en vare, som ikke er i overensstemmelse med aftalen, hvorfor han vil blive ansvarlig for mangler ved varen. Følgen kan således blive, at køberen kan hæve aftalen, og at sælgeren ikke får betaling for varen og endvidere kan blive erstatningsansvarlig over for køberen. En undergang eller forringelse af varen, som indtræffer efter risikoens overgang til køberen, kan imidlertid også fritage køberen for betalingsforpligtelsen, hvis undergangen eller forringelsen skyldes sælgerens handling eller forsømmelse.

Efter købelovens § 44 anses en defekt, der hidrører fra sælgerens forsømmelse, for en mangel, uanset at manglen først er opstået efter tidspunktet for risikoovergangen.

Til artikel 67

Kapitel I

Anvendelsesområdet

Kapitel V

Regler, som er fælles for sælgers

og købers pligter

Det sidste kapitel i konventionens del III indeholder bestemmelser, som både gælder for sælgerens og køberens forpligtelser. Her behandles forventet misligholdelse, successiv levering, erstatning, rente, ansvarsfrihedsgrunde, virkningerne af ophævelse, og varens opbevaring.

Afsnit I

Forventet misligholdelse og køb, hvor varen skal leveres efterhånden

Til artikel 71

Efter artikel 71 har en part ret til at indstille opfyldelsen af sine forpligtelser, når der viser sig en nærmere angiven risiko for, at modparten ikke vil opfylde en væsentlig del af sine forpligtelser. Bestemmelsen gælder både undladelse af at fortsætte med forberedelserne til opfyldelsen, undladelse af at levere, og, hvis varen allerede er sendt, at forhindre varens udlevering til køberen. Artiklen gælder således bl.a. for sælgerens ret til at afbryde tilvirkningen af en vare, lige så vel som køberens ret til f.eks. at indstille sådanne forberedelsesforanstaltninger, som kan være nødvendige for at betaling skal kunne ske.

I stk. 1 behandles den grad af vished for ikke-opfyldelse af en parts forpligtelser, som er en betingelse for, at en part skal kunne indstille sin opfyldelse, og de omstændigheder hvorpå partens bedømmelse kan basere sig.

Den grad af vished, som skal foreligge, fremgår af udtrykket »viser sig« (becomes apparent, apparait). Dette udtryk skal ses i relation til udtrykket »bliver . . . åbenbart« (it is clear, il est manifest) i artikel 72, som vedrører ophævelse af aftalen på grund af en anteciperet misligholdelse. Udtrykket »bliver . . . åbenbart« skal udtrykke en højere grad af vished end udtrykket »viser sig«. Begge udtryk skal fortolkes objektivt. Opfattelsen hos den part, som vil indstille sin opfyldelse, er således ikke afgørende. Udtrykket »viser sig« må også læses i lyset af stk. 3, hvor det er en betingelse, at den part, som indstiller sin opfyldelse af aftalen, meddeler modparten dette, således at modparten derved kan tilbagevise sandsynligheden for, at han ikke vil opfylde en væsentlig del af sine forpligtelser f.eks. ved at stille sikkerhed for opfyldelsen.

Den part, som vil indstille sin opfyldelse, kan efter litra a basere sin bedømmelse af sandsynligheden for, at modparten ikke opfylder en væsentlig del af sine forpligtelser, på en alvorlig mangel på evne til at opfylde eller manglende kreditværdighed. Bedømmelsen kan således baseres på den omstændighed, at modparten ikke har kunnet opfylde en lignende aftale med en anden part, eller at opfyldelsen af en sådan aftale har vist, at modparten f.eks. savner den tekniske sagkundskab, som er nødvendig for, at den foreliggende aftale skal kunne opfyldes.

Også forandringer i de ydre forhold kan lægges til grund ved bedømmelsen af, om modparten ikke vil kunne opfylde aftalen. Hvis f.eks. den stat, i hvilken modpartens forretningssted er beliggende, bliver krigsramt, og dette udelukker tilførsel af sådanne råvarer, som er nødvendige for opfyldelsen, eller indebærer hindringer for, at varen kan sendes, kan denne omstændighed danne grundlag for, at opfyldelsen indstilles eller undlades.

Efter litra b kan en part også indstille sin opfyldelse, hvis det på grund af modpartens adfærd under forberedelserne til aftalens opfyldelse eller under hans opfyldelse af aftalen viser sig, at modparten ikke vil opfylde en væsentlig del af sine forpligtelser. Der kan f.eks. være tale om, at modparten ikke skaffer det materiale, som er nødvendigt for tilvirkningen, eller at kvaliteten på arbejdsresultatet ved tilvirkningen af visse dele er af en sådan beskaffenhed, at heller ikke slutproduktet vil kunne komme til at være mangelfri.

For at en part skal have ret til at indstille sin opfyldelse, må de omstændigheder, der er anført i stk. 1, vise sig efter aftalens indgåelse. Heri ligger, at en part ikke kan gøre retten til at indstille sin opfyldelse gældende på grund af omstændigheder, som parten kendte eller burde kende ved aftalens indgåelse. Derimod er det ikke nødvendigt, at der skal være indtrådt en ændring i modpartens forhold efter aftalens indgåelse. Det er tilstrækkeligt, at omstændighederne først er blevet synlige for parten efter dette tidspunkt.

Efter stk. 2 kan en sælger, som allerede har afsendt varen, når de omstændigheder, der er omtalt i stk. 1, viser sig, hindre, at varen overgives til køberen. Dette gælder, selv om køberen allerede har modtaget dokumenter, som giver ham ret til at kræve varen udleveret, f.eks. et CMR-fragtbrev eller konnossement. Stk. 2 gælder imidlertid direkte kun i forholdet mellem køberen og sælgeren. Sælgerens standsningsret kan iøvrigt efter særlige regler eksstingveres, hvis køberen overlader dokumentet til en godtroende tredjemand, jf. for dansk rets vedkommende sølovens § 166 om konnossementer.

Det fremgår af stk. 3, at den part, som indstiller sin opfyldelse, skal meddele modparten dette, og at han skal fortsætte opfyldelsen, hvis modparten stiller tilstrækkelig sikkerhed for sin opfyldelse. Køberen kan således fjerne forudsætningerne for, at sælgeren indstiller sin opfyldelse, ved at stille sikkerhed for betalingen af købesummen. Det må i så fald være en betingelse, at sikkerheden kan realiseres på det tidspunkt, hvor købesummen forfalder til betaling. Når det gælder sælgerens opfyldelse kan en lignende sikkerhed komme på tale, hvis grunden til, at køberen har undladt sin opfyldelse, er den, at sælgerens kreditværdighed er blevet tvivlsom. Hvis der er opstået tvivl om, hvorvidt sælgeren formår at opfylde de kvalitetsmæssige krav til ydelsen, som er forudsat i aftalen, kan en sikkerhed af denne karakter derimod ikke fjerne tvivlen. Køberen behøver ikke at fortsætte med sin opfyldelse alene af den grund, at han får en sikkerhed for sine eventuelle erstatningskrav, idet sikkerheden tillige må tage højde for kvaliteten af sælgerens præstation.

I købelovens § 39 er der regler om standsningsretten, der i alt væsentligt svarer til reglerne i artikel 71. Disse regler gælder imidlertid direkte kun til fordel for sælgeren ved køberens manglende betalingsevne, men antages efter omstændighederne at kunne anvendes analogt på sælgerens forhold. Om tilfælde, hvor en part kommer under betalingsstandsning eller konkurs, findes regler i konkursloven.

Til artikel 72

§ 3. I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, indsættes i § 1a som stk. 4

»Stk. 4. Loven gælder ikke for køb, der er omfattet af den internationale købelov.«

§ 3. I lov om køb, jf. lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980, indsættes i § 1a som stk. 4

»Stk. 4. Loven gælder ikke for køb, der er omfattet af den internationale købelov.«.

Artikel 4

Denne konvention gælder kun for købeaftalens indgåelse og sælgers og købers rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale. Medmindre andet udtrykkeligt er bestemt i konventionen, gælder den især ikke for

a) gyldigheden af aftalen eller enkelte af aftalens bestemmelser eller af sædvane.

b) den virkning aftalen kan have på ejendomsretten til den solgte vare.

Artikel 4

Denne konvention gælder kun for købeaftalens indgåelse og sælgers og købers rettigheder og forpligtelser i henhold til denne aftale. Medmindre andet udtrykkeligt er bestemt i konventionen, gælder den især ikke for

a) gyldigheden af aftalen eller enkelte af aftalens bestemmelser eller af sædvane.

b) den virkning aftalen kan have på ejendomsretten til den solgte vare.

Artikel 4 præciserer, at konventionen kun gælder for indgåelse af aftaler om internationale køb samt sælgerens og køberens forpligtelser i henhold til sådanne køb. Det fremhæves særligt, at konventionen ikke regulerer spørgsmål om aftalers gyldighed og om ejendomsrettens overgang.

I konventionen behandles i øvrigt en række problemer, som ligger nær spørgsmålet om aftalers gyldighed. Efter artikel 11 er der således intet krav om, at en aftale om køb skal være indgået eller bekræftet i skriftlig form, og den skal heller ikke opfylde andre formkrav. Som det fremgår af artikel 12, kan en stat tage forbehold over for denne bestemmelse. Trods bestemmelsen i artikel 4 kan en konventionsstat således med bindende virkning i forhold til de andre konventionsstater kræve, at en aftale om køb skal indgås skriftligt for at være bindende. Den nærmere betydning af et sådant forbehold behandles i artiklerne 11 og 12. I artiklerne 35 og 36 behandles spørgsmålet om, hvornår en vare er behæftet med en mangel. Konventionen regulerer følgerne af, at der foreligger en mangel. Derimod regulerer den ikke det tilfælde, at en part påberåber sig aftalens ugyldighed, fordi sælgeren ikke har givet oplysninger om mangler ved varen, som han kendte til. Endelig regulerer artikel 55, hvorledes prisen skal fastsættes i de situationer, hvor aftalen ikke indeholder udtrykkelige eller stiltiende bestemmelser herom. Bestemmelsen forudsætter, at der er indgået en gyldig aftale, og hvorvidt dette er tilfældet, når aftalen ikke indeholder bestemmelser om prisens fastsættelse, afgøres efter den anvendelige nationale ret.

I øvrigt bestemmes en aftales gyldighed efter den anvendelige nationale ret. Konventionen indeholder ikke nogen bestemmelse om lempelse af urimelige aftaler. Konventionen er således ikke til hinder for en anvendelse af generalklausulen i aftalelovens § 36.

Konventionen regulerer alene sælgerens og køberens rettigheder og forpligtelser, som hidrører fra købet, hviket indebærer, at en parts forhold til tredjemand, f.eks. spørgsmålet om køberens forhold til sælgerens leverandører eller sælgerens forhold til den, som efterfølgende har købt varen af køberen, falder uden for konventionen. Dette gælder bl.a. spørgsmålet om producentens ansvar for skade, som varen forvolder på ejendom, som tilhører en køber i senere led.

Efter litra b i artiklen regulerer konventionen heller ikke spørgsmålet om ejendomsrettens overgang. Konventionen giver således ikke svar på, hvornår køber opnår beskyttelse over for sælgers kreditorer eller aftaleerhververe, eller hvornår sælger i forhold til købers kreditorer eller aftaleerhververe kan tage en vare tilbage, som køber ikke betaler for. Om sælgers standsningsret, se artikel 71, stk.2.

Til artikel 5

Ifølge artikel 5 finder konventionen ikke anvendelse på sælgerens ansvar for skade, som den solgte vare volder på nogens liv eller helbred. Sådant ansvar er således overladt til national regulering. Når dansk ret skal anvendes ved bedømmelsen af sælgerens ansvar for personskade forvoldt af den solgte vare, vil det være dansk rets regler om produktansvar, som finder anvendelse, og det gælder uanset, om det er køberen selv eller tredjemand, som har lidt personskade.

Bestemmelsen i artikel 5 undtager alene sælgerens ansvar for personskade, forvoldt af den solgte vare, fra konventionens område, men derimod ikke skade, som den solgte vare forvolder på ting. Konventionen finder dog kun anvendelse på de rettigheder og forpligtelser, som påhviler parterne efter købsaftalen, jf. artikel 4. Forvolder den solgte vare på grund af en defekt skade på tredjemands ting, vil konventionens regler ikke kunne anvendes ved bedømmelsen af sælgerens ansvar herfor. Det vil således også i denne situation være reglerne om produktansvar, som skal anvendes ved bedømmelsen af sælgerens ansvar.

Skade som følge af en defekt ved et produkt kan imidlertid også ramme købers egne ting. Efter dansk rets almindelige regler vil sådanne skader i almindelighed også skulle behandles efter reglerne om produktansvar og således ikke efter køberetlige regler, medmindre der er tale om en skade på varen selv. Det er imidlertid tvivlsomt, hvordan sådanne skader på køberens egne ting skal behandles efter konventionen. Spørgsmålet har bl.a. betydning i forhold til reglerne om ansvarsgrundlaget (konventionens art. 79-80), om erstatningsberegningen (art. 74-77) og om reklamation og forældelse (art. 39).

Spørgsmålet om, hvordan man skulle behandle spørgsmålet om skade på køberens ting, blev indgående drøftet på den diplomatiske konference, der førte til vedtagelsen af konventionen. Der var på konferencen fremsat et forslag til ændret udformning af artikel 5, således at også sælgerens ansvar for tingsskade forvoldt af den solgte vare blev undtaget fra konventionen. Man kunne imidlertid ikke nå til enighed om, hvordan dette problem skulle løses, og ændringsforslaget blev derfor trukket tilbage uden afstemning.

Tvivlsspørgsmålet vedrørende skade, som den solgte vare forvolder på køberens ting, må derfor løses ved en retlig fortolkning, og der kan tænkes anlagt forskellige fortolkninger i de forskellige lande. I motiverne til de finske og svenske internationale købelove har man på baggrund af, at det ovenfor omtalte ændringsforslag til artikel 5 blev trukket tilbage, fordi det ikke kunne samle den fornødne tilslutning, antaget, at tingsskade er omfattet af konventionens bestemmelser. De norske motiver anviser ikke nogen klar løsning på fortolkningsspørgsmålet, men synes at antage, at spørgsmålet i visse tilfælde skal løses efter konventionens regler, i andre efter almindelige erstatningsretlige regler.

Spørgsmålet om, hvilken forståelse man bør anlægge af konventionen med henblik på sælgerens ansvar for skade, som den solgte vare forvolder på køberens ting, har bl.a. været drøftet med Industrirådet, der har peget på, at det efter Industrirådets opfattelse er ønskeligt, at der ikke pålægges danske sælgere et ansvar for skade forvoldt af salgsgenstanden, som går videre end det ansvar, sælgere har i de lande, som danske eksportører skal konkurrere med. Under henvisning til Industrirådets synspunkt finder Justitsministeriet, at man i Danmark ligesom i Sverige og Finland bør anlægge den fortolkning, at skade, som den solgte vare forvolder på køberens ting, er omfattet af konventionens regler, herunder den kortere forældelsesfrist for sådant ansvar i konventionens artikel 39, stk. 2.

Det skal fremhæves, at den anførte fortolkning ikke er i overensstemmelse med dansk rets almindelige afgrænsning mellem kontraktansvar og produktansvar. Det forudsættes ved lovforslaget, at der uden for konventionens område ikke sker nogen ændringer i gældende rets afgrænsning mellem kontraktsansvar og produktansvar ved skader, som en købt genstand forvolder på køberens ting.

Til artikel 6

I artikel 6 fastslås det, at konventionen med undtagelse af artikel 12 er deklaratorisk. Konventionens deklaratoriske karakter giver sig udslag såvel i, at parterne helt kan udelukke anvendelsen af konventionen, som i at de kan fravige eller ændre virkningen af konventionens bestemmelser. Dette kan ske både udtrykkeligt og stiltiende. Det anførte gælder også en aftale mellem parterne om at fravige eller ændre virkningen af enkelte bestemmelser i konventionen. Det følger af artikel 9, at konventionen også kan fraviges ved sædvane.

Kapitel II

Sælgers pligter

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

§ 4. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

§ 4. Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af justitsministeren.

Artikel 5

Denne konvention gælder ikke for sælgerens erstatningsansvar for skade, som den solgte vare volder på nogens liv eller helbred.

Artikel 5

Denne konvention gælder ikke for sælgerens erstatningsansvar for skade, som den solgte vare volder på nogens liv eller helbred.

Kapitel II

Almindelige bestemmelser

Til artikel 7

Kapitel I

Anvendelsesområdet

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

§ 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Artikel 6

Parterne kan ved deres aftale udelukke anvendelsen af denne konvention, ligesom de, bortset fra reglerne i artikel 12, kan fravige eller ændre virkningen af en hvilken som helst af dens bestemmelser.

Artikel 6

Parterne kan ved deres aftale udelukke anvendelsen af denne konvention, ligesom de, bortset fra reglerne i artikel 12, kan fravige eller ændre virkningen af en hvilken som helst af dens bestemmelser.

Kapitel II

Sælgers pligter

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Til artikel 25

Artikel 7

1. Ved fortolkning af denne konvention skal der tages hensyn til dens internationale karakter, til behovet for at fremme en ensartet anvendelse af den og til iagttagelses af god forretningsskik i international handel.

2. Spørgsmål vedrørende emner, der er underkastet denne konvention, men som konventionen ikke udtrykkeligt tager stilling til, skal afgøres i overensstemmelse med de almindelige grundsætninger, som konventionen bygger på, eller, hvor sådanne grundsætninger ikke findes, i overensstemmelse med den lov, som den internationale privatrets regler udpeger.

Artikel 7

1. Ved fortolkning af denne konvention skal der tages hensyn til dens internationale karakter, til behovet for at fremme en ensartet anvendelse af den og til iagttagelses af god forretningsskik i international handel.

2. Spørgsmål vedrørende emner, der er underkastet denne konvention, men som konventionen ikke udtrykkeligt tager stilling til, skal afgøres i overensstemmelse med de almindelige grundsætninger, som konventionen bygger på, eller, hvor sådanne grundsætninger ikke findes, i overensstemmelse med den lov, som den internationale privatrets regler udpeger.

Artikel 7 behandler spørgsmålet om konventionens fortolkning og udfyldning. Formålet med bestemmelsen er at gøre opmærksom på konventionens internationale baggrund, således at den ikke fortolkes med udgangspunkt i national begrebsdannelse og fortolkningsmetode.

Ifølge stk. 1 skal der ved fortolkning af konventionen tages hensyn til dens internationale karakter og til behovet for at fremme ensartethed ved dens anvendelse. Heri ligger bl.a., at man ved fortolkning af konventionen bør tilstræbe, at den retsenhed, som er opnået gennem ensartede konventionsbestemmelser, opretholdes ved anvendelsen af konventionen. Man bør derfor være opmærksom på bl.a. retspraksis fra andre konventionsstater og fortolkninger, som er fremført i den internationale retsvidenskabelige litteratur. Endvidere skal der ved fortolkningen af konventionen tages hensyn til behovet for at fremme iagttagelse af god forretningsskik i international handel.

I stk. 2 behandles spørgsmålet om udfyldning af konventionen. Såfremt et spørgsmål ikke er afgjort udtrykkeligt i konventionen, skal det afgøres i overensstemmelse med de almindelige grundsætninger, som konventionen bygger på. Såfremt sådanne grundsætninger ikke findes, skal spørgsmålet afgøres efter den lov, som efter den internationale privatrets regler bliver anvendelig på aftalen. Også bestemmelserne om udfyldning gælder kun for sælgerens og køberens rettigheder og forpligtelser hidrørende fra købet.

Til artikel 8

Bilag

De Forenende Nationers konvention om aftaler om internationale køb

De kontraherende stater,

som under hensyn til de generelle målsætninger i de resolutioner, som blev vedtaget af de Forenede Nationers sjette særlige generalforsamling om etablering af en ny international økonomisk orden,

som anser at en udvikling af den internationale handel på grundlag af lighed og gensidige fordele er en vigtig faktor for fremme af venskabelige forbindelser mellem stater,

som anser at vedtagelsen af ensartede regler, som regulerer aftaler om internationale løsørekøb, og som tager hensyn til forskellige sociale, økonomiske og retlige systemer, vil bidrage til fjernelsen af retlige hindringer i den internationale handel og fremme dennes udvikling,

er blevet enige om følgende

DEL I.

KONVENTIONENS ANVENDELSESOMRÅDE OG ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Kapitel II, der handler om sælgers pligter, er opdelt i tre afsnit. Efter en indledende bestemmelse (artikel 30) følger afsnit I om levering af varer og overgivelse af dokumenter vedrørende varen (artiklerne 31-34). Afsnit II handler om varens kontraktsmæssighed (mangler) og tredjemands krav vedrørende varen (artiklerne 35-44). I afsnit III (artiklerne 45-52) reguleres køberens beføjelser ved sælgerens misligholdelse.

Til artikel 30

Artikel 8

1. Ved anvendelsen af denne konvention skal en parts erklæringer og adfærd i øvrigt fortolkes i overensstemmelse med hans hensigt, hvor den anden part kendte eller ikke kunne have været uvidende om denne hensigt.

2. Såfremt stk. 1 ikke kan anvendes, skal en parts erklæringer og adfærd i øvrigt fortolkes i overensstemmelse med den opfattelse, som en fornuftig person i samme situation som den anden part ville have haft under samme omstændigheder.

3. Ved bestemmelse af en persons hensigt eller af hvilken opfattelse en fornuftig person ville have haft, skal alle sagens relevante omstændigheder, herunder parternes forhandlinger, den praksis som parterne har skabt mellem sig, sædvaner og parternes efterfølgende adfærd, tages i betragtning.

Artikel 8

1. Ved anvendelsen af denne konvention skal en parts erklæringer og adfærd i øvrigt fortolkes i overensstemmelse med hans hensigt, hvor den anden part kendte eller ikke kunne have været uvidende om denne hensigt.

2. Såfremt stk. 1 ikke kan anvendes, skal en parts erklæringer og adfærd i øvrigt fortolkes i overensstemmelse med den opfattelse, som en fornuftig person i samme situation som den anden part ville have haft under samme omstændigheder.

3. Ved bestemmelse af en persons hensigt eller af hvilken opfattelse en fornuftig person ville have haft, skal alle sagens relevante omstændigheder, herunder parternes forhandlinger, den praksis som parterne har skabt mellem sig, sædvaner og parternes efterfølgende adfærd, tages i betragtning.

Artikel 8 angår fortolkning af parternes erklæringer og adfærd.

I stk. 1 fastslås en hovedregel om, at en parts erklæringer og adfærd skal tolkes i overensstemmelse med den pågældende parts hensigt, hvis den anden part kendte eller ikke kunne have været uvidende herom.

I stk. 2 behandles de tilfælde, som ikke er omfattet af stk. 1. Bestemmelsen gælder, både hvor partens hensigt ikke kan fastslås, og hvor modparten har været uvidende om partens hensigt. I disse tilfælde skal erklæringer og adfærd tolkes i overensstemmelse med den opfattelse, som en fornuftig person i den anden parts sted under samme omstændigheder ville have lagt i erklæringen eller adfærden. Bestemmelsen indebærer, at en erklæring skal fortolkes i overensstemmelse med den sprogbrug, som anvendes i modpartens branche, medmindre erklæringen eller omstændighederne giver anledning til formodning om, at noget andet har været tilsigtet.

Endelig angiver stk. 3, at der ved fortolkningen af en parts hensigt, eller af hvilken opfattelse en fornuftig person ville have haft, skal tages hensyn til alle sagens relevante omstændigheder. Det nævnes særligt, at der skal tages hensyn til parternes forhandlinger, den praksis som parterne har skabt mellem sig, sædvaner og parternes efterfølgende adfærd. Bestemmelsen medfører bl.a., at også parternes adfærd efter aftalens indgåelse kan tillægges betydning ved fortolkningen af aftalen. Undladelse af at reagere mod meddelelser fra modparten, f.eks. om hvordan modparten har opfattet aftalen eller bestemmelser i denne, kan således fortolkes som en accept af indholdet i meddelelsen.

Fortolkningsprincipperne i artikel 8 må antages at være i overensstemmelse med de fortolkningsprincipper, der anvendes i dansk ret.

Til artikel 9

I artikel 9 reguleres spørgsmålet om, under hvilke betingelser parterne er bundet af handelsbrug og andre sædvaner og af den praksis, de har skabt imellem sig.

I stk. 1 angives først, at parterne er bundet af sædvaner, som de er indgået på. Såfremt parterne udtrykkeligt eller underforstået har henvist til en vis sædvane, er denne således bindende for dem. Det følger endvidere af stk. 1, at parterne er bundet af den praksis, som de har skabt mellem sig. En sådan praksis skal der, som nævnt i bemærkningerne til artikel 8, stk. 3, tillige tages hensyn til ved fortolkningen af parternes erklæringer.

For at en sædvane skal være bindende, forudsættes det, som nævnt, at parterne er indgået herpå. Stk. 2 indeholder en formodningsregel, hvorefter parterne »forudsættes underforstået« at have gjort visse sædvaner anvendelige på aftalen eller dens indgåelse. Det gælder sædvaner, som for det første var kendt eller burde have været kendt af parterne, og som for det andet i international handel er almindelig kendt og regelmæssigt følges af parter i aftaler af samme type i den pågældende branche. Begge betingelser skal være opfyldt, men hvis en sædvane er almindelig kendt, vil det formentlig ofte kunne lægges til grund, at parterne i den aktuelle aftale også burde have kendt den. Formodningsreglen i stk. 2 kan tilsidesættes ved aftale, hvilket anføres udtrykkeligt i bestemmelsen.

Sædvaner, som ikke omfattes af stk. 1 og 2, er ikke bindende for parterne ved anvendelsen af konventionen. Sammenlignet med købeloven (§ 1) er muligheden for at anvende en sædvane således noget mindre efter konventionen.

For så vidt en sædvane er bindende for parterne og strider mod bestemmelserne i konventionen, har denne forrang fremfor konventionens regler. På samme måde viger konventionen for den praksis, som parterne har skabt mellem sig. Dette er i overensstemmelse med artikel 6 om konventionens deklaratoriske karakter. En sædvane vil således også kunne sætte hele konventionen ud af kraft mellem parterne.

Til artikel 10

Artikel 9

1. Parterne er bundet af sædvaner, som de er indgået på, og af praksis, som de har skabt mellem sig.

2. Hvor andet ikke er aftalt, forudsættes parterne underforstået at have gjort de sædvaner anvendelige på aftalen eller dens indgåelse, som de kendte eller burde have kendt, og som i international handel er almindelig kendt og regelmæssigt følges af parter i aftaler af samme type i den pågældende branche.

Artikel 9

1. Parterne er bundet af sædvaner, som de er indgået på, og af praksis, som de har skabt mellem sig.

2. Hvor andet ikke er aftalt, forudsættes parterne underforstået at have gjort de sædvaner anvendelige på aftalen eller dens indgåelse, som de kendte eller burde have kendt, og som i international handel er almindelig kendt og regelmæssigt følges af parter i aftaler af samme type i den pågældende branche.

Artikel 10

Ved anvendelse af denne konvention er

a) hvor en part har mere end eet forretningssted, hans forretningssted det sted, som har den nærmeste tilknytning til aftalen og dens opfyldelse, når henses til de omstændigheder, som parterne kendte eller forudsatte før eller ved aftalens indgåelse,

b) hvor en part intet forretningssted har, hans sædvanlige bopæl at sidestille med forretningsstedet.

Artikel 10

Ved anvendelse af denne konvention er

a) hvor en part har mere end eet forretningssted, hans forretningssted det sted, som har den nærmeste tilknytning til aftalen og dens opfyldelse, når henses til de omstændigheder, som parterne kendte eller forudsatte før eller ved aftalens indgåelse,

b) hvor en part intet forretningssted har, hans sædvanlige bopæl at sidestille med forretningsstedet.

Artikel 10 vedrører spørgsmålet om, hvilket af en parts flere forretningssteder, der skal tillægges betydning ved anvendelse af konventionen, og hvilket tilknytningsmoment, der skal anvendes, hvis en part ikke har noget forretningssted, som har forbindelse med det aktuelle køb.

Det har betydning i flere sammenhænge at fastslå en parts forretningssted, når parten har flere forretningssteder, idet der må træffes et valg mellem disse. Det er for det første af betydning ved afgørelsen af, om konventionen overhovedet er anvendelig på købet jf. artikel 1. Det er også af betydning efter artikel 12 for bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt et eventuelt forbehold i relation til aftalers formløshed skal gælde for det pågældende køb. Et valg mellem flere forretningssteder er efter artikel 31 af betydning, når det skal afgøres, hvor varen skal leveres. Det fremgår af artikel 42, at man ved spørgsmålet om, hvorvidt en immaterialret bebyrder varen, skal tage hensyn til forholdene i den stat, hvor køberen har sit forretningssted. Sælgerens forretningssted er efter artikel 57 endvidere afgørende for, hvor købesummen skal erlægges. Forretningsstedet er endelig af interesse ved anvendelsen af bestemmelserne om risikoens overgang. Også i konventionens bestemmelser om indgåelse af aftaler henvises i artiklerne 20 og 24 til forretningsstedet.

Efter litra a skal man ved anvendelsen af konventionen anvende det forretningssted, der som helhed har den nærmeste tilknytning til aftalen og dens opfyldelse. Bedømmelsen heraf sker ud fra de omstændigheder, som parterne enten kendte eller forudsatte før aftalens indgåelse. Det, som en part får kendskab til efter aftalens indgåelse, vil ikke have betydning for bedømmelsen. Der bør tages hensyn til f.eks. de forretningssteder, hvorfra parterne har ført forhandlinger om aftalen, og en parts kendskab til, at et forhandlingsresultat skal godkendes af modpartens hovedkontor. Endvidere bør der tages hensyn til, hvilket af sælgerens flere forretningssteder, der skal sørge for aftalens opfyldelse, eller hvor varen skal afhentes. På købersiden bør der f.eks. tages hensyn til det forretningssted, hvortil varen skal leveres eller fakturaen sendes. Bedømmelsen har til formål dels at præcisere i hvilken stat, det forretningssted er beliggende, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til. Dels har den til formål at afgøre, hvilket af flere forretningssteder i den pågældende stat, der skal anvendes.

Efter litra b er det en parts bopæl, der er afgørende, hvis denne ikke har noget forretningssted. Det bør i den forbindelse ligestilles hermed, at en part ikke har et forretningssted, som har sammenhæng med eller tilknytning til købet.

Til artikel 11

Artikel 11

En aftale om køb behøver ikke indgås skriftligt eller bekræftes i skriftlig form, ligesom aftalen heller ikke kan underkastes andre formkrav. Aftalen kan godtgøres på en hvilken som helst måde, herunder ved vidner.

Artikel 11

En aftale om køb behøver ikke indgås skriftligt eller bekræftes i skriftlig form, ligesom aftalen heller ikke kan underkastes andre formkrav. Aftalen kan godtgøres på en hvilken som helst måde, herunder ved vidner.

Artikel 11 fastslår det grundprincip, at et køb efter konventionen er en formløs aftale. Bestemmelsen modificeres af artikel 12, hvorefter en stat kan tage et forbehold om, at alene skriftlige viljeserklæringer tillægges betydning. For så vidt angår retsforholdet mellem sælger og køber er det således ikke en betingelse, at aftalen er indgået skriftligt, for at den skal få de tilsigtede retsvirkninger. Under hensyn til, at konventionen alene regulerer dette retsforhold, har bestemmelsen ikke betydning ved vurderingen af, hvorvidt aftalen af anden grund, f.eks., på grund af registrering af erhvervelsen af varen, skal indgås skriftligt eller under iagttagelse af et andet formkrav. På grund af konventionens deklaratoriske karakter, er der intet til hinder for, at parterne aftaler f.eks. skriftlig form. Ændringer i sådanne aftaler behandles i artikel 29, stk. 2.

Til artikel 12

Artikel 12

De bestemmelser i artikel 11, artikel 29 eller del II i denne konvention, som tillader, at en købeaftale eller en aftale om dens ændring eller ophør, eller et tilbud, et antagende svar eller anden viljeserklæring udtrykkes i en anden form end skriftligt, gælder ikke, hvor en part har sit forretningssted i en kontraherende stat, som har afgivet erklæring i henhold til artikel 96 i denne konvention. Parterne kan ikke fravige eller ændre virkningen af denne artikel.

Artikel 12

De bestemmelser i artikel 11, artikel 29 eller del II i denne konvention, som tillader, at en købeaftale eller en aftale om dens ændring eller ophør, eller et tilbud, et antagende svar eller anden viljeserklæring udtrykkes i en anden form end skriftligt, gælder ikke, hvor en part har sit forretningssted i en kontraherende stat, som har afgivet erklæring i henhold til artikel 96 i denne konvention. Parterne kan ikke fravige eller ændre virkningen af denne artikel.

Artikel 12 tilsigter at tage hensyn til, at der er visse stater, hvor alene skriftlige viljeserklæringer har retsvirking, i al fald vedrørende aftaler om internationale køb. Ved bestemmelsen er der mulighed for, at sådanne stater kan begrænse området for artikel 11.

I artikel 12 henvises til artikel 96 efter hvilken bestemmelse en stat kan tage et forbehold, hvis lovgivningen i den pågældende stat kræver, at køb skal indgås eller bekræftes i skriftlig form. Lovgivning med et sådant indhold findes i flere stater. Andre stater, som ikke har en sådan intern lovgivning, kan ikke tage forbehold efter artikel 96. Virkningerne af et eventuelt forbehold er, at der skal bortses fra de bestemmelser, som nævnes i artiklen, hvis en part har sit forretningssted i en stat, der har taget forbehold. I artikel 12 henvises til artiklerne 11, 29 og bestemmelserne i del II i konventionen. Virkningen af artikel 12 strækker sig således ikke f.eks. til reklamationer og andre meddelelser efter konventionen.

Til forskel fra konventionens øvrige bestemmelser kan parterne ikke fravige artikel 12, jf. artiklens sidste pkt. og artikel 6.

Til artikel 13

Efter artikel 13 omfatter udtrykket »skriftligt« overalt i konventionen også telegram og telex. Bestemmelsen er af betydning med hensyn til artikel 21, stk. 2, om virkningen af for sen accept i visse tilfælde og med hensyn til artikel 29, stk. 2, om skriftlige aftaler, som angiver, at de kun kan ændres skriftligt.

Del II

Aftalens indgåelse

Del II i konventionen indeholder bestemmelser om indgåelse af aftaler om internationale køb af varer. Det er hensigten, at Danmark skal ratificere konventionen med et forbehold om, at del II ikke skal være bindende for Danmark, hvilket er i overensstemmelse med det forbehold, som Danmark tog i forbindelse med undertegnelsen af konventionen. Tilsvarende forbehold er taget af Finland, Norge og Sverige. I de situationer, hvor dansk ret skal finde anvendelse på indgåelsen af aftalen, bliver det bestemmelserne i aftaleloven, der skal anvendes. I de situationer, hvor det er loven i en anden konventionsstat, der skal anvendes, vil det afhænge af denne anden konventionsstats ret hvilke bestemmelser, der skal anvendes. I sådanne tilfælde vil denne anden konventionsstats ret således kunne medføre, at konventionens del II finder anvendelse på spørgsmålet om aftalens indgåelse. Af denne grund er der i forslaget medtaget en kort redegørelse for bestemmelserne i del II.

Del II omfatter artiklerne 14-24. I artiklerne 14-17 behandles tilbud, medens artiklerne 18-22 gælder antagende svar. De to sidste artikler regulerer spørgsmålet om, hvornår en aftale er kommet i stand.

Til artikel 14

Efter stk. 1 er det grundlæggende kriterium for et tilbud, at et forslag om indgåelse af aftale er tilstrækkeligt præciseret til at kunne accepteres, og at det viser tilbudsgiverens hensigt til at blive bundet i tilfælde af antagende svar. Et forslag som gives »uden forbindtlighed« eller med et lignende forbehold er således ikke et tilbud i konventionens forstand jf. også aftalelovens § 9.

Et forslag er efter bestemmelsen tilstrækkeligt præciseret, hvis det angiver varen og udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller angiver, hvordan varens mængde og pris skal fastsættes. Et forslag kan også anses for at være tilstrækkeligt præciseret, hvis det indebærer, at den ene part gives ret til på et senere tidspunkt at fastsætte mængden. Det fremgår af artikel 55, at såfremt en gyldig aftale er indgået, uden at prisen er blevet fastsat, eller at aftalen indeholder forskrifter om prisens fastsættelse, skal parterne anses for stiltiende at have henvist til den gængse pris på tidspunktet for aftalens indgåelse. For at et forslag om indgåelse af aftale kan anses for et tilbud, må det være rettet til en eller flere bestemte personer, jf. stk. 2.

Efter stk. 2 betragtes et forslag, der ikke er rettet til en eller flere bestemte personer, som en opfordring til at give tilbud, medmindre tilbudsgiver klart tilkendegiver, at der er tale om et tilbud. Kataloger, annoncer og lignende meddelelser betragtes herefter som opfordringer til at give tilbud, såfremt de rettes til en ubestemt kreds af personer.

Til artikel 15

Efter artikel 15, stk. 1, får et tilbud virkning, når det kommer frem til tilbudsmodtageren. Det fremgår af stk. 2, at tilbudsgiveren indtil dette tidspunkt kan tilbagekalde tilbudet, selv om han f.eks. i tilbudet har angivet, at det er uigenkaldeligt. I artikel 24 angives en definition af udtrykket »kommet frem«. Efter dansk ret er tilbudet derimod først bindende, når det er kommet til modtagerens kundskab, jf. aftalelovens § 7.

Stk. 2 bygger, ligesom reglerne i artikel 16, på den sondring, som foretages i anglo-amerikansk ret mellem »withdrawal« og »revocation«.

Til artikel 16

Efter artikel 16, stk. 1, er hovedreglen, at et tilbud kan tilbagekaldes (be revoced), indtil tilbudsmodtageren har afsendt sit antagende svar. Bestemmelsen indebærer, at tilbudsmodtageren selv må bære risikoen for de udgifter, som han har haft ved at bedømme tilbudet, da tilbudet ikke er bindende for tilbudsgiveren på samme måde, som tilfældet er efter aftalelovens § 1. Efter stk. 1 kan et tilbud nemlig tilbagekaldes, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodtageren, inden denne har afsendt et antagende svar.

Bestemmelsen i stk. 1 modificeres væsentligt gennem stk. 2. Efter denne bestemmelse kan et tilbud ikke tilbagekaldes, hvis tilbudet angiver, at det er uigenkaldeligt (irrevocable). Et tilbud betragtes også som uigenkaldeligt, hvis det indeholder en frist for dets antagelse. Et tilbud kan endvidere ikke tilbagekaldes, hvis tilbudsmodtageren havde føje til at antage, at tilbudet var uigenkaldeligt, og tilbudsmodtageren har handlet i tillid hertil.

Til artikel 17

Efter denne bestemmelse ophører et tilbud med at gælde, hvis det afslås, også selv om tilbudet er uigenkaldeligt, jf. aftalelovens § 5. Et afslag kan være udtrykkeligt. Det fremgår af artikel 19, at et antagende svar på et tilbud under visse betingelser betragtes som et afslag, hvis det indeholder tilføjelser, begrænsninger eller andre ændringer. Indholdet af udtrykket »kommer frem« behandles i artikel 24.

Til artikel 18

Artikel 13

Ved anvendelsen af denne konvention omfatter udtrykket »skriftligt« også telegram og telex.

DEL II

AFTALENS INDGÅELSE

Artikel 13

Ved anvendelsen af denne konvention omfatter udtrykket »skriftligt« også telegram og telex.

DEL II

AFTALENS INDGÅELSE

Artikel 14

1. Et forslag om indgåelse af aftale, som rettes til en eller flere bestemte personer, udgør et tilbud, hvis det er tilstrækkeligt bestemt og viser tilbudsgiverens vilje til at blive forpligtet, hvis tilbudet antages. Et forslag er tilstrækkeligt bestemt, hvis det angiver den vare, som det angår, og udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller angiver, hvordan varens mængde og pris skal fastsættes.

2. Et forslag, der ikke er rettet til en eller flere bestemte personer, skal alene anses for en opfordring til at give tilbud, medmindre det modsatte klart er tilkendegivet af den person, som fremsætter forslaget.

Artikel 14

1. Et forslag om indgåelse af aftale, som rettes til en eller flere bestemte personer, udgør et tilbud, hvis det er tilstrækkeligt bestemt og viser tilbudsgiverens vilje til at blive forpligtet, hvis tilbudet antages. Et forslag er tilstrækkeligt bestemt, hvis det angiver den vare, som det angår, og udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller angiver, hvordan varens mængde og pris skal fastsættes.

2. Et forslag, der ikke er rettet til en eller flere bestemte personer, skal alene anses for en opfordring til at give tilbud, medmindre det modsatte klart er tilkendegivet af den person, som fremsætter forslaget.

Artikel 14 er ikke bindende for en stat, som har taget forbehold vedrørende del II af konventionen. Under hensyn til, at visse stater, herunder Danmark, Finland, Norge og Sverige har til hensigt at tage eller har taget et sådant forbehold, er artikel 55 udtryk for, at man i disse stater accepterer, at en aftale kan komme i stand, selv om den ikke indeholder noget om prisen. I stater, som ikke har taget et sådant forbehold, vil dette tilsyneladende ikke blive tilfældet, og det må derfor antages, at man i en sådan stat kan komme frem til, at der ikke er afsluttet nogen gyldig aftale.

Hvis aftalen er gyldig, skal parterne anses for at have henvist til den almindelige pris på tidspunktet for aftalens indgåelse for varer, som er solgt under nogenlunde samme omstændigheder, som de der gælder for den pågældende handel. En sælger, som derimod vil forbeholde sig retten til i stedet at opkræve den pris, der er almindelig på tidspunktet for leveringen, må således forbeholde sig dette i aftalen.

I modsætning til konventionen indeholder købeloven ikke en tilsvarende præcisering af prisen for varen, idet køberen efter købelovens § 5 skal betale den pris, som sælgeren kræver, for så vidt det ikke kan anses for ubilligt, når prisen ikke er aftalt.

Til artikel 56

Hvis prisen skal beregnes på grundlag af varens vægt, skal nettovægten ifølge denne artikel i tvivlstilfælde lægges til grund ved beregningen.

En tilsvarende regel findes i købelovens § 8.

Til artikel 57

Artikel 15

1. Et tilbud har virkning, når det kommer frem til tilbudsmodtageren.

2. Et tilbud kan, selv om det er uigenkaldeligt, tilbagekaldes, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodtageren før eller samtidig med tilbudet.

Artikel 15

1. Et tilbud har virkning, når det kommer frem til tilbudsmodtageren.

2. Et tilbud kan, selv om det er uigenkaldeligt, tilbagekaldes, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodtageren før eller samtidig med tilbudet.

Artikel 16

1. Indtil en aftale er indgået, kan et tilbud tilbagekaldes, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodtageren, før han har afsendt et antagende svar.

2. Et tilbud kan dog ikke tilbagekaldes

a) Hvis det, enten ved at fastsætte en bestemt frist for dets antagelse eller på anden måde, angiver, at det er uigenkaldeligt, eller

b) hvis tilbudsmodtageren havde føje til at antage, at tilbudet var uigenkaldeligt, og tilbudsmodtageren har handlet i tillid til tilbudet.

Artikel 16

1. Indtil en aftale er indgået, kan et tilbud tilbagekaldes, såfremt tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsmodtageren, før han har afsendt et antagende svar.

2. Et tilbud kan dog ikke tilbagekaldes

a) Hvis det, enten ved at fastsætte en bestemt frist for dets antagelse eller på anden måde, angiver, at det er uigenkaldeligt, eller

b) hvis tilbudsmodtageren havde føje til at antage, at tilbudet var uigenkaldeligt, og tilbudsmodtageren har handlet i tillid til tilbudet.

Artikel 17

Et tilbud, herunder også et uigenkaldeligt tilbud, bortfalder, når tilbudsmodtagerens afslag kommer frem til tilbudsgiveren.

Artikel 17

Et tilbud, herunder også et uigenkaldeligt tilbud, bortfalder, når tilbudsmodtagerens afslag kommer frem til tilbudsgiveren.

Artikel 18

1. En erklæring eller anden adfærd fra tilbudsmodtageren, som angiver, at han godtager tilbudet, er en antagelse af tilbudet. Tavshed eller passivitet er ikke i sig selv en antagelse af tilbudet.

2. En antagelse af et tilbud får virkning, når det antagende svar kommer frem til tilbudsgiveren. Antagelsen får ikke virkning, hvis det antagende svar ikke kommer frem til tilbudsgiveren inden for den tid, han har fastsat, eller, hvis ingen tid er fastsat, inden rimelig tid, når tilbørligt hensyn tages til omstændighederne ved handlen, herunder hvor hurtigt et kommunikationsmiddel tilbudsgiveren har anvendt. Et mundtligt tilbud skal antages straks, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

3. Hvis det imidlertid fremgår af tilbudet eller følger af en praksis, der er skabt mellem parterne, eller af sædvane, at tilbudsmodtageren kan tilkendegive sit samtykke ved en handling, f.eks. ved forsendelse af varen eller betaling af købesummen, uden at give meddelelse til tilbudsgiveren, får antagelse af tilbudet virkning fra det tidspunkt, denne handling foretages, forudsat at handlingen iværksættes inden for den tidsfrist, som er nævnt i stk. 2.

Artikel 18

1. En erklæring eller anden adfærd fra tilbudsmodtageren, som angiver, at han godtager tilbudet, er en antagelse af tilbudet. Tavshed eller passivitet er ikke i sig selv en antagelse af tilbudet.

2. En antagelse af et tilbud får virkning, når det antagende svar kommer frem til tilbudsgiveren. Antagelsen får ikke virkning, hvis det antagende svar ikke kommer frem til tilbudsgiveren inden for den tid, han har fastsat, eller, hvis ingen tid er fastsat, inden rimelig tid, når tilbørligt hensyn tages til omstændighederne ved handlen, herunder hvor hurtigt et kommunikationsmiddel tilbudsgiveren har anvendt. Et mundtligt tilbud skal antages straks, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

3. Hvis det imidlertid fremgår af tilbudet eller følger af en praksis, der er skabt mellem parterne, eller af sædvane, at tilbudsmodtageren kan tilkendegive sit samtykke ved en handling, f.eks. ved forsendelse af varen eller betaling af købesummen, uden at give meddelelse til tilbudsgiveren, får antagelse af tilbudet virkning fra det tidspunkt, denne handling foretages, forudsat at handlingen iværksættes inden for den tidsfrist, som er nævnt i stk. 2.

Artikel 18 angår spørgsmålet om antagende svar og det tidspunkt fra hvilket det antagende svar får virkning.

Efter stk. 1 udgør en erklæring eller anden adfærd fra tilbudsmodtageren, som angiver, at han godtager tilbudet, en antagelse af tilbudet. Det anføres udtrykkeligt, at tavshed eller passivitet ikke i sig selv kan udgøre en antagelse af tilbudet. Efter stk. 2 får et antagende svar virkning, når det kommer frem til tilbudsgiveren. Om indholdet af »kommer frem« henvises til artikel 24.

Betydningen af, at et antagende svar får virkning, er dels at et antagende svar efter artikel 22 ikke kan tilbagekaldes efter dette tidspunkt, dels at aftalen efter artikel 23 er indgået, når det antagende svar får virkning. Et antagende svar skal komme frem til tilbudsgiveren inden for den tid, han eventuelt måtte have fastsat for svar. Tilbudsmodtageren bærer således risikoen for, at svaret kommer frem eller forsinkes. Såfremt der ikke er fastsat en frist for svar, skal dette komme frem til tilbudsgiveren inden rimelig tid. Et mundtligt tilbud må antages straks, medmindre andet fremgår af omstændighederne.

I stk. 3 behandles samtykke ved en handling. En antagelse gennem udførelsen af en handling tillægges efter bestemmelsen alene betydning, såfremt muligheden for en sådan fremgangsmåde følger af tilbudet, praksis der er skabt mellem parterne eller af sædvane.

Til artikel 19

Artikel 19

1. Svar på tilbud, som angiver at være et antagende svar, men som indeholder tilføjelser, begrænsninger eller andre ændringer, er et afslag på tilbudet og udgør et nyt tilbud.

2. Svar på tilbud, som angiver at være et antagende svar, men som indeholder yderligere eller andre vilkår, der ikke væsentligt ændrer tilbudets vilkår, er dog et antagende svar, medmindre tilbudsgiveren uden ugrundet ophold mundtligt gør indsigelse mod uoverensstemmelsen eller sender en meddelelse herom. Gør han ikke det, er aftalevilkårene lig med vilkårene i tilbudet med de ændringer, som er indeholdt i det antagende svar.

3. Tilføjelser eller andre vilkår, som angår pris, betaling, varens kvalitet eller mængde, sted og tid for levering, omfanget af den ene parts erstatningsansvar over for den anden part eller bilæggelse af tvistemål, anses bl.a. for at ændre tilbudets vilkår væsentligt.

Artikel 19

1. Svar på tilbud, som angiver at være et antagende svar, men som indeholder tilføjelser, begrænsninger eller andre ændringer, er et afslag på tilbudet og udgør et nyt tilbud.

2. Svar på tilbud, som angiver at være et antagende svar, men som indeholder yderligere eller andre vilkår, der ikke væsentligt ændrer tilbudets vilkår, er dog et antagende svar, medmindre tilbudsgiveren uden ugrundet ophold mundtligt gør indsigelse mod uoverensstemmelsen eller sender en meddelelse herom. Gør han ikke det, er aftalevilkårene lig med vilkårene i tilbudet med de ændringer, som er indeholdt i det antagende svar.

3. Tilføjelser eller andre vilkår, som angår pris, betaling, varens kvalitet eller mængde, sted og tid for levering, omfanget af den ene parts erstatningsansvar over for den anden part eller bilæggelse af tvistemål, anses bl.a. for at ændre tilbudets vilkår væsentligt.

Artikel 19 vedrører svar, som tilsigter at være antagende, men som indeholder tilføjelser, begrænsninger eller andre ændringer. Et sådant svar anses for et afslag i forbindelse med et nyt tilbud. Denne hovedregel fastslås i stk. 1, og svarer til aftalelovens § 6, stk. 1.

Efter stk. 2 er tilbudsgiveren pligtig at reklamere mod et uoverensstemmende svar, medmindre svaret ændrer tilbudet væsentligt. Dette afviger en del fra reglerne i aftalelovens § 6, stk. 2, hvorefter tilbudsgiveren skal reklamere, hvis han må indse, at tilbudsmodtageren går ud fra, at svaret er i overensstemmelse med tilbudet.

I stk. 3 præciseres det, at visse ændringer altid betragtes som væsentlige. Det gælder ændringer som vedrører pris, betaling, varens kvalitet og mængde, sted og tid for levering, omfanget af en parts erstatningsansvar over for den anden part samt vilkår om bilæggelse af tvistemål. Bestemmelsen indebærer f.eks., at en klausul i svaret, hvorefter varen skal sendes straks, eller udpeger en anden lastningshavn som leveringssted, skal betragtes som et afslag i forbindelse med et nyt tilbud. Det samme gælder f.eks. en klausul om, at tvister skal afgøres efter voldgiftsprocedure.

Til artikel 20

Artikel 20

1. En frist for antagelse af tilbudet, som fastsættes af tilbudsgiveren i et telegram eller brev, regnes fra det øjeblik, telegrammet indleveres til forsendelse eller fra den dato, som brevet angiver, eller, hvis en sådan dato ikke findes, fra datoen på kuverten. En frist for antagelse, som tilbudsgiveren fastsætter telefonisk, ved telex eller ved andre øjeblikkelige kommunikationsmidler, regnes fra det tidspunkt, da meddelelsen kommer frem til tilbudsmodtageren.

2. Officielle søn- og helligdage eller andre dage, hvor forretningerne holder lukket, som indtræffer, mens fristen for antagelse af tilbud løber, medregnes i beregningen af denne frist. Hvis imidlertid en meddelelse om antagelse af tilbudet ikke kan afleveres på tilbudsgiverens adresse på fristens sidste dag, fordi den falder på en søn- eller helligdag eller på en anden dag, hvor forretningerne holdes lukket på tilbudsgiverens forretningssted, forlænges fristen dog til den nærmest følgende åbningsdag.

Artikel 20

1. En frist for antagelse af tilbudet, som fastsættes af tilbudsgiveren i et telegram eller brev, regnes fra det øjeblik, telegrammet indleveres til forsendelse eller fra den dato, som brevet angiver, eller, hvis en sådan dato ikke findes, fra datoen på kuverten. En frist for antagelse, som tilbudsgiveren fastsætter telefonisk, ved telex eller ved andre øjeblikkelige kommunikationsmidler, regnes fra det tidspunkt, da meddelelsen kommer frem til tilbudsmodtageren.

2. Officielle søn- og helligdage eller andre dage, hvor forretningerne holder lukket, som indtræffer, mens fristen for antagelse af tilbud løber, medregnes i beregningen af denne frist. Hvis imidlertid en meddelelse om antagelse af tilbudet ikke kan afleveres på tilbudsgiverens adresse på fristens sidste dag, fordi den falder på en søn- eller helligdag eller på en anden dag, hvor forretningerne holdes lukket på tilbudsgiverens forretningssted, forlænges fristen dog til den nærmest følgende åbningsdag.

Artikel 20 indeholder bestemmelser om fortolkningen af en frist for antagelse af tilbudet, hvis tilbudsgiveren har fastsat en sådan. Bestemmelserne skal alene anvendes, hvis andet ikke er foreskrevet i tilbudet, følger af tidligere praksis mellem parterne, og andre fortolkningsmomenter i øvrigt ikke fører til et andet resultat.

Efter stk. 1 skal fristen regnes fra det tidspunkt, hvor et telegram, som indeholder tilbudet, indleveres til forsendelse. Hvis tilbudet gives i et brev, regnes fristen fra den dato brevet angiver, eller hvis brevet ikke er dateret, fra poststemplets dato, hvilket svarer til dansk ret, jf. aftalelovens § 2, stk. 2.

Det fremgår af stk. 2, at officielle helligdage eller andre dage, hvor forretningerne holder lukket, som indtræffer inden for fristen for antagelse af tilbud, skal medregnes i beregningen af denne frist. Kun i det tilfælde, hvor den sidste dag i fristen falder på en helligdag eller på en anden dag, hvor forretningerne holdes lukket på det sted, hvor tilbudsgiveren har sit forretningssted, forlænges fristen til nærmest følgende arbejdsdag. Også dette er en fortolkningsregel, som viger f.eks. for andre bestemmelser, der måtte fremgå af tilbudet eller tidligere praksis mellem parterne. Reglen findes ikke i den danske lovgivning, men stemmer til en vis grad med princippet i gældsbrevslovens § 5, stk. 2.

Til artikel 21

Artikel 21

1. Et antagende svar, der er kommet for sent, er alligevel at anse som en gyldig antagelse af tilbud, hvis tilbudsgiveren uden ophold giver tilbudsmodtageren mundtlig eller skriftlig meddelelse herom.

2. Viser et brev eller anden skriftlig meddelelse, der indeholder et antagende svar, som er nået for sent frem, at det er blevet sendt under sådanne omstændigheder, at det ville være kommet rettidigt frem til tilbudsgiveren, hvis dets befordring havde været normal, anses det forsinkede antagende svar alligevel for en gyldig antagelse af tilbud, medmindre tilbudsgiveren uden ophold giver tilbudsmodtageren mundtlig besked om, at han anser sit tilbud for bortfaldet, eller sender en meddelelse herom.

Artikel 21

1. Et antagende svar, der er kommet for sent, er alligevel at anse som en gyldig antagelse af tilbud, hvis tilbudsgiveren uden ophold giver tilbudsmodtageren mundtlig eller skriftlig meddelelse herom.

2. Viser et brev eller anden skriftlig meddelelse, der indeholder et antagende svar, som er nået for sent frem, at det er blevet sendt under sådanne omstændigheder, at det ville være kommet rettidigt frem til tilbudsgiveren, hvis dets befordring havde været normal, anses det forsinkede antagende svar alligevel for en gyldig antagelse af tilbud, medmindre tilbudsgiveren uden ophold giver tilbudsmodtageren mundtlig besked om, at han anser sit tilbud for bortfaldet, eller sender en meddelelse herom.

Artikel 21 behandler de situationer, hvor et antagende svar, kommer for sent frem. Det fremgår af stk. 1, at tilbudsgiveren kan vælge at betragte et svar, som kommer for sent frem, som en gyldig antagelse. I så fald skal tilbudsgiveren uden ophold underrette tilbudsmodtageren om, at det for sene svar udgør en antagelse. En sådan meddelelse kan gives mundtligt eller sendes til tilbudsmodtageren. I sidstnævnte tilfælde har tilbudsgiveren opfyldt sin forpligtelse, når meddelelsen er afsendt, således at tilbudsmodtageren bærer risikoen for meddelelsen under forsendelsen. Bestemmelsen afviger fra aftalelovens § 4, stk. 1, hvorefter et antagende svar, der kommer for sent frem, betragtes som et nyt tilbud.

Efter stk. 2 bliver tilbudsgiveren bundet af et for sent svar, hvis det fremgår, at svaret er sendt under sådanne omstændigheder, at det burde være kommet frem rettidigt, og tilbudsgiveren ikke reklamerer over forsinkelsen. Forskellen mellem denne bestemmelse og aftalelovens § 4, stk. 2, er principielt den samme, som den der gælder vedrørende konventionens artikel 19, stk. 2, og aftalelovens § 6, stk. 2, i de tilfælde, hvor der er uoverensstemmelse mellem et antagende svar og tilbudet. Mens kriteriet efter konventionen er, om svaret ville være kommet rettidigt frem med normale kommunikationsmidler, bygger reglen i aftaleloven på, om tilbudsmodtageren er gået ud fra, at svaret er kommet frem i rette tid, og tilbudsgiveren måtte indse dette.

Til artikel 22

Efter denne bestemmelse kan et antagende svar tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsgiveren senest samtidig med, at antagelsen af tilbudet ville have fået virkning. Det fremgår af artikel 18, stk. 2, at svaret får virkning, når det kommer frem til tilbudsgiveren inden for fristen for antagelse, og det fremgår af artikel 23, at aftalen anses for indgået, når svaret får virkning.

Til artikel 23

Det fremgår af artikel 23, at en aftale er indgået fra det tidspunkt, hvor et antagende svar på et tilbud får virkning. Efter artikel 18, stk. 2, sker dette som anført, når svaret kommer frem til tilbudsgiveren.

Konventionen henviser i flere bestemmelser til tidspunktet for aftalens indgåelse. Dette tidspunkt kan således være afgørende bl.a. ved mangelsbedømmelsen (artikel 35 og 42). Det kan endvidere være af betydning ved fastsættelsen af prisen (artikel 55). I forbindelse med skadeserstatning (artikel 74 og 79) kan tidspunktet for aftalens indgåelse også få betydning.

Det forhold, at hensigten er, at Danmark ikke skal ratificere del II i konventionen, hvori artikel 23 findes, kan betyde, at bl.a. de ovenfor nævnte bestemmelsers indhold kommer til at variere afhængig af, hvilken lov, der anvendes på spørgsmålet om, hvornår købet skal anses for indgået. Ligesom efter gældende ret kan der derfor være grund til for tilbudsgivere, specielt i handel med konjunkturfølsomme varer, at søge en præcisering af, hvornår en aftale skal anses for at være kommet i stand.

Til artikel 24

Denne bestemmelse indeholder fortolkningsregler til spørgsmålet om, hvornår et tilbud, et svar eller anden viljeserklæring skal anses for kommet frem til adressaten. Dette skal for så vidt angår mundtlige meddelelser anses for at være sket, når meddelelsen afgives til modtageren. Andre meddelelser anses for kommet frem, når meddelelsen overleveres til modtageren personligt, til hans forretningssted eller til hans postadresse. Hvis adressaten ikke har noget forretningssted anses meddelelsen for at være kommet frem, når den afleveres på hans bopæl. Det er uden betydning for spørgsmålet om en meddelelse anses for at være kommet frem, om adressaten har fået kendskab til, at meddelelsen er kommet frem.

Del III

Løsørekøb

Denne del af konventionen indeholder de materielle bestemmelser om sælgers og købers rettigheder og forpligtelser og om beføjelserne i tilfælde af misligholdelse. Konventionens regulering af disse spørgsmål vedrører i det væsentlige de samme spørgsmål, som de, der behandles i købeloven.

Del III i konventionen er delt op i fem kapitler. Kap. I (artiklerne 25-29) indeholder almindelige bestemmelser. Her behandles spørgsmålet om, hvad der anses for en væsentlig misligholdelse, hvorledes ophævelse skal ske, omfanget af en domstols pligt til at afsige dom til naturalopfyldelse og ændring af aftalen. Kap. II (artiklerne 30-52) vedrører sælgerens pligter, dels angående tidspunktet for hans ydelse, dels vedrørende varens kontraktsmæssighed. Endvidere indeholder kapitlet bestemmelser om købers misligholdelsesbeføjelser. Disse bestemmelser er udformet fælles for forsinkelse og mangler. Misligholdelsesbeføjelserne gælder desuden ved sælgers misligholdelse af sine øvrige forpligtelser efter aftalen eller konventionen, d.v.s. også ved manglende opfyldelse af såkaldte biforpligtelser. I kap. III (artiklerne 53-65) behandles købers pligter og sælgers misligholdelsesbeføjelser. Også i dette kapitel gælder bestemmelserne om misligholdelsesbeføjelser ved misligholdelse af en hvilken som helst af køberens forpligtelser, f.eks. ved undladelse af at medvirke til købet. I kap. IV (artiklerne 66-70) behandles risikoen for varen og kap. V (artiklerne 71-88) angår anteciperet misligholdelse, beregning af skadeserstatning, renter, ansvarsfrihedsgrunde, virkningen af ophævelse samt pligt til i visse tilfælde at opbevare varen.

Artikel 22

Et antagende svar kan tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsgiveren før eller samtidig med, at antagelsen af tilbudet ville have fået virkning.

Artikel 22

Et antagende svar kan tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen kommer frem til tilbudsgiveren før eller samtidig med, at antagelsen af tilbudet ville have fået virkning.

Artikel 23

En aftale er indgået i det øjeblik et antagende svar får virkning i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention.

Artikel 23

En aftale er indgået i det øjeblik et antagende svar får virkning i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention.

Artikel 24

Ved anvendelse af denne del af konventionen anses et tilbud, en antagelse af et tilbud eller anden viljeserklæring for at være »kommet frem« til adressaten, når den er meddelt ham mundtligt, eller på anden måde overleveret til ham personligt, til hans forretningssted eller postadresse eller, hvis han intet forretningssted eller ingen postadresse har, til hans bopæl.

DEL III

LØSØREKØB

Artikel 24

Ved anvendelse af denne del af konventionen anses et tilbud, en antagelse af et tilbud eller anden viljeserklæring for at være »kommet frem« til adressaten, når den er meddelt ham mundtligt, eller på anden måde overleveret til ham personligt, til hans forretningssted eller postadresse eller, hvis han intet forretningssted eller ingen postadresse har, til hans bopæl.

DEL III

LØSØREKØB

Artikel 25

En parts misligholdelse er væsentlig, hvis den medfører en sådan ulempe for den anden part, at den i betydelig grad berøver ham for, hvad han i henhold til aftalen er berettiget til at forvente, medmindre den misligholdende part ikke forudså og en fornuftig person i samme situation og under tilsvarende omstændigheder ikke ville have forudset et sådant resultat.

Artikel 25

En parts misligholdelse er væsentlig, hvis den medfører en sådan ulempe for den anden part, at den i betydelig grad berøver ham for, hvad han i henhold til aftalen er berettiget til at forvente, medmindre den misligholdende part ikke forudså og en fornuftig person i samme situation og under tilsvarende omstændigheder ikke ville have forudset et sådant resultat.

Artikel 25 indeholder en definition af væsentlig misligholdelse. En misligholdelse skal være væsentlig for, at køber kan kræve omlevering efter artikel 46, stk. 2, eller hæve købet efter artikel 49, stk. 1. På tilsvarende måde skal købers misligholdelse efter artikel 64, stk. 1, være væsentlig, for at sælger kan hæve aftalen. Efter artikel 70 har misligholdelsens væsentlighed betydning for risikoens overgang. Endelig indvirker misligholdelsens væsentlighed efter artikel 72 på en parts mulighed for at reagere over for anteciperet misligholdelse og for at hæve aftalen ved successiv levering.

Efter bestemmelsen er en misligholdelse væsentlig, hvis den medfører en sådan ulempe for den anden part, at den i betydelig grad berøver ham for, hvad han i henhold til aftalen var berettiget til at forvente. Prøvelsen heraf må ske på et objektivt grundlag, idet det ikke er et spørgsmål om, hvad den misligholdende part anser for modpartens forventninger, men derimod hvad en objektiv bedømmelse fører til. En misligholdelse er imidlertid ikke væsentlig, hvis den misligholdende part ikke har kunnet forudse resultatet. Ved at medtage denne tilføjelse har man villet undgå, at en misligholdelse, som i almindelighed forekommer ubetydelig, skal kunne medføre, at aftalen hæves. Bestemmelsen angiver ikke udtrykkeligt, på hvilket tidspunkt en part skal have den pågældende indsigt. Vurderingen bør imidlertid gå ud fra, at tidspunktet for aftalens indgåelse er afgørende i denne henseende.

For at lette vurderingen af, hvad den misligholdende part har forudset, er bestemmelsen suppleret således, at misligholdelsen ikke er væsentlig, hvis en fornuftig person i samme situation som den misligholdende part ikke ville have forudset de alvorlige konsekvenser af misligholdelsen. Enhver indsigt hos den misligholdende part om virkningerne tillægges betydning. Også selv om denne part ikke indså, at modparten ville blive berøvet sine berettigede forventninger i henhold til aftalen, er misligholdelsen imidlertid væsentlig, hvis en fornuftig person ville have indset dette.

Til artikel 26

Denne bestemmelse er alene medtaget for at sikre, at en aftale ikke kan anses for ophævet, medmindre der er afgivet meddelelse om ophævelsen. Denne meddelelse kan være såvel skriftlig som mundtlig, og der er, som det fremgår af artikel 27, intet krav om, at meddelelsen skal være kommet frem.

Til artikel 27

Artikel 26

En erklæring om ophævelse er kun virksom, hvis der afgives meddelelse herom til den anden part.

Artikel 26

En erklæring om ophævelse er kun virksom, hvis der afgives meddelelse herom til den anden part.

Artikel 27

Har en part givet en underretning, anmodning eller anden meddelelse i overensstemmelse med denne del af konventionen og ved anvendelse af et meddelelsesmiddel, som under de givne forhold er forsvarligt, vil en forsinkelse eller fejl ved videresendelsen af meddelelsen eller dens udeblivelse ikke berøve denne part hans ret til at påberåbe sig meddelelsen, medmindre andet er udtrykkeligt foreskrevet i denne del af konventionen.

Artikel 27

Har en part givet en underretning, anmodning eller anden meddelelse i overensstemmelse med denne del af konventionen og ved anvendelse af et meddelelsesmiddel, som under de givne forhold er forsvarligt, vil en forsinkelse eller fejl ved videresendelsen af meddelelsen eller dens udeblivelse ikke berøve denne part hans ret til at påberåbe sig meddelelsen, medmindre andet er udtrykkeligt foreskrevet i denne del af konventionen.

Artikel 27 angår risikoen for meddelelser. Hovedreglen i konventionen er, at en meddelelse befordres på modtagerens risiko. Når afsenderen har afleveret meddelelsen til befordring, kan denne påberåbe sig, at meddelelsen er sendt, selv om der indtræffer en forsinkelse vedrørende befordringen af meddelelsen, eller den fremkommer i forvansket form. Det samme gælder, selv om meddelelsen overhovedet ikke kommer frem til adressaten.

Hovedreglen gælder, hvis andet ikke er udtrykkeligt bestemt. Sådanne bestemmelser, hvorefter en meddelelse befordres på afsenderens risiko, og således må være kommet frem til adressaten for at kunne påberåbes, findes i artikel 47, stk. 2, 48, stk. 4, 63, stk. 2, 65, stk. 1 og 2, samt 79, stk. 4.

Til artikel 28

Artikel 28

Har en part i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention krav på, at den anden part opfylder en forpligtelse, er en domstol ikke forpligtet til at give dom til naturalopfyldelse, medmindre domstolen ville gøre dette efter de regler, der gælder i domslandets lov for tilsvarende købeaftaler, som ikke er underkastet denne konvention.

Artikel 28

Har en part i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention krav på, at den anden part opfylder en forpligtelse, er en domstol ikke forpligtet til at give dom til naturalopfyldelse, medmindre domstolen ville gøre dette efter de regler, der gælder i domslandets lov for tilsvarende købeaftaler, som ikke er underkastet denne konvention.

Artikel 28 fastslår, at konventionen ikke berører en konventionsstats forpligtelser vedrørende spørgsmålet om dom til naturalopfyldelse. En domstol er ikke efter konventionen forpligtet til at give dom til naturalopfyldelse, hvis den ikke ville afsige en sådan dom efter sit eget lands regler ved bedømmelsen af et lignende køb.

En part kan således kræve naturalopfyldelse ved en dansk domstol i samme omfang som i det tilfælde, hvor tvisten bedømmes efter nationale danske regler. På den anden side må en dansk part være forberedt på, at dom til naturalopfyldelse kun gives i meget begrænset udstrækning ved anglo-amerikanske domstole.

Til artikel 29

Artikel 29

1. Parterne kan ved overenskomst ændre en aftale eller bringe den til ophør.

2. Indeholder en skriftlig aftale en bestemmelse om, at aftalen kun kan ændres eller bringes til ophør ved skriftlig overenskomst, kan den ikke på anden måde ændres eller bringes til ophør. Ved sin handlemåde kan en part dog blive afskåret fra at påberåbe sig en sådan bestemmelse, i det omfang den anden part har handlet i tillid til hans handlemåde.

Artikel 29

1. Parterne kan ved overenskomst ændre en aftale eller bringe den til ophør.

2. Indeholder en skriftlig aftale en bestemmelse om, at aftalen kun kan ændres eller bringes til ophør ved skriftlig overenskomst, kan den ikke på anden måde ændres eller bringes til ophør. Ved sin handlemåde kan en part dog blive afskåret fra at påberåbe sig en sådan bestemmelse, i det omfang den anden part har handlet i tillid til hans handlemåde.

Artikel 29 behandler spørgsmålet om ændring af en købsaftale. Stk. 1 skal gøre det klart, at den anglo-amerikanske opfattelse om, at en ydelse forudsætter en modydelse (»consideration«) ikke skal anvendes inden for rammerne af konventionen. Bestemmelsen kan bl.a. få praktisk betydning, når det drejer sig om ændringer vedrørende tekniske specifikationer, leveringsdato og lignende. Overenskomster om sådanne ændringer er således gyldige, selv om de måtte kunne siges at være ensidige indrømmelser. Det samme kan gælde ændrede aftalevilkår, som medtages i dokumenter, efter at aftalen er blevet indgået. Hvis parterne faktisk er blevet enige om vilkårene, gælder disse.

I stk. 2 fastslås det, at et vilkår om, at en ændring af en aftale skal ske skriftligt, skal have virkning efter sit indhold. En udtrykkelig bestemmelse herom er anset for hensigtsmæssig under hensyn til, at dette spørgsmål ikke er afklaret i alle retssystemer.

Hovedreglen modificeres ved bestemmelsen om, at en part gennem sin adfærd kan blive afskåret fra at stille krav om skriftlig ændring. Dette er tilfældet, hvis parten gennem sine erklæringer eller sin handlemåde giver modparten anledning til at tro, at en aftale om ændring er gyldig, selv om den ikke er indgået i skriftlig form. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en køber mundtligt har modificeret en skriftlig aftale og siden har godkendt varer leveret i overensstemmelse med modifikationen. Køberen kan i så fald ikke vedrørende senere leverancer gøre gældende, at modifikationen ikke er aftalt skriftligt.

Artikel 30

Sælger er forpligtet til at levere varen, overgive de dokumenter, der vedrører varen, og overdrage ejendomsretten til varen, således som det er fastsat i aftalen og i denne konvention.

Afsnit I

Levering af varen og overgivelse af dokumenter

Artikel 30

Sælger er forpligtet til at levere varen, overgive de dokumenter, der vedrører varen, og overdrage ejendomsretten til varen, således som det er fastsat i aftalen og i denne konvention.

Afsnit I

Levering af varen og overgivelse af dokumenter

Artikel 30 fastslår, at sælgeren er forpligtet til at levere varen og overgive de dokumenter, der vedrører varen, samt at overdrage ejendomsretten til varen. Pligten til at levere varen er nærmere reguleret i artiklerne 31-33. De nærmere bestemmelser om pligten til at overgive dokumenter findes i artikel 34.

Ved sælgerens pligt til at overdrage ejendomsretten til varen forstås hans ansvar for, at varen ikke er behæftet med en retlig mangel i den forstand, at tredjemand har ejendomsret til varen. Dette behandles nærmere i artikel 41. Konventionen regulerer kun sælgerens ansvar over for køberen. Spørgsmålet om gyldigheden af tredjemands krav på varen skal afgøres efter reglerne i det lands lov, som efter international privatretlige regler skal finde anvendelse ved bedømmelsen af tredjemands ret.

Sælgeren skal opfylde sine forpligtelser på den måde, som aftalen og konventionen forudsætter. Det fremgår af artikel 6, at konventionens bestemmelser er deklaratoriske og ved en konflikt mellem indholdet i konventionen, og det som parterne har aftalt, er det således parternes aftale, der er afgørende.

Afsnit I

Levering af varen og overgivelse af dokumenter

Til artikel 31

Artikel 31

Er sælger ikke forpligtet til at levere varen på et andet bestemt sted, skal han opfylde sin leveringspligt ved

a) hvis aftalen angår en vare, der skal sendes, at overgive varen til den første transportør med henblik på varens videreforsendelse til køber,

b) hvis aftalen gælder en vare, der ikke skal sendes efter bestemmelsen i litra a, og som er individuelt bestemt, eller det drejer sig om en uidentificeret vare, som skal udtages fra et bestemt parti, eller som skal tilvirkes eller fremstilles, og parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse vidste, at varen befandt sig eller skulle tilvirkes eller fremstilles på et bestemt sted, at stille varen til rådighed for køber på dette sted,

c) i andre tilfælde - at stille varen til købers rådighed på det sted, der var sælgers forretningssted på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Artikel 31

Er sælger ikke forpligtet til at levere varen på et andet bestemt sted, skal han opfylde sin leveringspligt ved

a) hvis aftalen angår en vare, der skal sendes, at overgive varen til den første transportør med henblik på varens videreforsendelse til køber,

b) hvis aftalen gælder en vare, der ikke skal sendes efter bestemmelsen i litra a, og som er individuelt bestemt, eller det drejer sig om en uidentificeret vare, som skal udtages fra et bestemt parti, eller som skal tilvirkes eller fremstilles, og parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse vidste, at varen befandt sig eller skulle tilvirkes eller fremstilles på et bestemt sted, at stille varen til rådighed for køber på dette sted,

c) i andre tilfælde - at stille varen til købers rådighed på det sted, der var sælgers forretningssted på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Artikel 31 angiver leveringsstedet. Artiklen indeholder bestemmelser om, hvad sælgerens pligt til at levere varen indebærer i tre forskellige tilfælde, nemlig dels ved forsendelseskøb (litra a), dels ved køb af varer som er mere eller mindre individuelt bestemt, og som formodes at befinde sig på et bestemt sted (litra b), dels i alle andre tilfælde (litra c). De tidsmæssige krav, som sælger skal iagttage i forbindelse med leveringen, behandles i artikel 33.

Spørgsmålet om levering har efter konventionen ikke nogen umiddelbar eller begrebsmæssig sammenhæng med spørgsmålet om, hvem der bærer risikoen for varens ødelæggelse og spørgsmålet om risikoens overgang fra sælgeren til køberen. Som regel vil risikoens overgang dog falde sammen med leveringen. Risikoens overgang behandles i et særskilt kapitel (artiklerne 66-70).

Forudsætningen for, at bestemmelserne i konventionen om stedet for leveringen finder anvendelse, er, at sælgeren ikke har pligt til at levere varen på noget andet nærmere angivet sted. Har parterne selv aftalt, hvor og hvorledes leveringen skal ske, vil en sådan aftale også i dette tilfælde gå forud for konventionens regler, jf. artikel 6. Indledningen til artiklen skal her alene ses som en påmindelse herom.

Litra a angår de tilfælde, hvor købet indebærer, at varen skal transporteres. Sælgerens pligt til at levere varen indebærer i så fald, at han skal levere varen til den første transportør med henblik på transport til køberen. At købet forudsætter, at varen skal transporteres, kan fremgå allerede af, at transportspørgsmålet er reguleret i aftalen. Det kan imidlertid også fremgå af afstanden mellem parterne og deres aktuelle forretningssteder. I mange tilfælde, hvor købet forudsætter, at varen skal transporteres, fremgår det gennem en henvisning til en transportklausul, hvordan og på hvilket sted varen skal leveres. I sådanne tilfælde har sælgeren ikke opfyldt sin leveringspligt ved at overgive varen til den første transportør, men først når han har foretaget det, som påhviler ham efter den pågældende klausul. Der kan f.eks. være tale om en FOB-klausul, hvorefter varen skal anses for leveret, når den er kommet inden for skibssiden. Hvis aftalen hverken udtrykkeligt eller gennem henvisning til en transportklausul angiver, hvor varen skal leveres, gælder det, at sælgeren skal levere varen ved at overgive den til den første transportør med henblik på videreforsendelse til køberen. Hvis varen i et sådant tilfælde skal transporteres via jernbane eller lastbil til en havn med henblik på videreforsendelse med skib, har sælger opfyldt sin pligt til at levere varen, når den er overgivet til jernbanen eller firmaet, der står for transporten med lastbil.

Det er ikke helt klart, hvordan man skal bedømme varens levering til en transportør, som kun har påtaget sig lokaltransport, f.eks. fra sælgerens forretningssted til en jernbanestation eller lastbilsterminal på samme plads. Da konventionen ikke indeholder krav om, at transportøren skal have påtaget sig at transportere varen fra pladsen, må man regne med, at varen er leveret allerede, når den overgives med henblik på lokaltransporten.

Litra b angår visse køb, hvor varen er af en mere bestemt eller individuel beskaffenhed. Bestemmelsen angår f.eks. køb af en bestemt vare, f.eks. et kunstværk eller en ridehest. Den angår endvidere køb af en vare, der ikke er bestemt (individualiseret), men som skal udtages af et bestemt parti f.eks. en vis mængde korn fra en bestemt silo. Bestemmelsen omfatter også køb af varer, som ikke eksisterer ved aftaleindgåelsen, men som skal tilvirkes eller fremstilles.

Hvis der er tale om en vare af den nævnte slags, og parterne desuden ved aftaleindgåelsen vidste, at varen befandt sig - eller skulle tilvirkes eller fremstilles - på et bestemt sted, indebærer sælgerens pligt til at levere varen, at han skal stille varen til rådighed for køberen på dette sted. Stedet for leveringen er med andre ord det sted, hvor varen, efter hvad begge parter kender til, befandt sig eller skulle produceres. At sælgeren skal stille varen til køberens rådighed på det omtalte sted indebærer, at det er køberen, som skal hente varen, og at sælgeren blot skal sørge for, at den holdes klar til afhentning. Litra b skal ikke anvendes, hvis købet falder ind under litra a. Hvis købet indbefatter transport af varen, og andet ikke følger af aftalen, påhviler det således sælgeren at overgive varen til den første transportør med henblik på videre transport til køberen, også selv om der f.eks. er tale om køb af en bestemt brugt maskine, som efter hvad begge var vidende om ved aftalens indgåelse befandt sig på et bestemt sted.

Køb af en vare, der allerede er under transport, falder formelt ind under litra b og ikke litra a. Har en køber således videresolgt en olielast, medens den er under transport, skal denne som sælger drage omsorg for, at olielasten stilles til rådighed for køberen, medens den er under vejs.

Litra c angår spørgsmålet om, hvad sælgerens leveringsforpligtelse indebærer i andre tilfælde end de, der er beskrevet under litra a og b, og i de tilfælde hvor der er truffet særlig aftale om, hvad sælgeren skal iagttage vedrørende leveringsmåden og leveringsstedet, uden at der herved er truffet aftale om et bestemt leveringssted. I sådanne tilfælde skal sælgeren stille varen til køberens rådighed på det sted, hvor sælgeren ved aftalens indgåelse havde sit forretningssted.

Som allerede anført under bemærkningerne til artikel 1, indeholder konventionen ikke nogen definition af begrebet forretningssted. I de tilfælde, hvor sælgeren har flere forretningssteder, skal spørgsmålet om, hvor leveringen skal finde sted, afgøres ved hjælp af bestemmelserne i artikel 10. Der stilles ikke krav om, at køberen skal have vidst, hvor sælgeren havde sit forretningssted. Det er derfor køberens pligt at skaffe sig oplysning herom. Hvad der kræves for, at varen anses for at være stillet til køberens rådighed, er ikke reguleret nærmere, men må afgøres efter de konkrete omstændigheder.

Konventionens bestemmelser om leveringsstedet vil formentlig i praksis føre til næsten de samme resultater, som de der ville følge af købelovens §§ 9 og 10. Konventionen har ikke en bestemmelse svarende til købelovens § 11 om pladskøb, det vil sige køb som indebærer, at varen transporteres til køberen, men kun inden for pladsens grænser.

Til artikel 32

Artikel 32

1. Såfremt sælger, i overensstemmelse med aftalen eller med denne konvention overgiver varen til en transportør, og varen ikke tydeligt er udskilt ved mærkning, gennem forsendelsesdokumenter eller på anden måde, skal sælger give køber meddelelse om forsendelsen og samtidig specificere varen.

2. Er sælger forpligtet til at sørge for varens forsendelse, skal han indgå de aftaler, som kræves til varens transport til det angivne sted ved hjælp af sådanne transportmidler, som efter omstændighederne er passende, og på sædvanlige vilkår for en sådan transport.

3. Er sælger ikke forpligtet til at tegne transportforsikring for varen, skal han på købers anmodning give ham alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for at sætte køber i stand til at tegne en sådan forsikring.

Artikel 32

1. Såfremt sælger, i overensstemmelse med aftalen eller med denne konvention overgiver varen til en transportør, og varen ikke tydeligt er udskilt ved mærkning, gennem forsendelsesdokumenter eller på anden måde, skal sælger give køber meddelelse om forsendelsen og samtidig specificere varen.

2. Er sælger forpligtet til at sørge for varens forsendelse, skal han indgå de aftaler, som kræves til varens transport til det angivne sted ved hjælp af sådanne transportmidler, som efter omstændighederne er passende, og på sædvanlige vilkår for en sådan transport.

3. Er sælger ikke forpligtet til at tegne transportforsikring for varen, skal han på købers anmodning give ham alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for at sætte køber i stand til at tegne en sådan forsikring.

Artikel 32 indeholder bestemmelser om visse tillægsforpligtelser, som sælgeren har ved forsendelseskøb. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 angår hans informationspligt i visse tilfælde, medens stk. 2 angår indholdet af sælgerens forpligtelse i de tilfælde, hvor det påhviler ham at ordne transporten af varen.

Stk. 1 vedrører sælgerens pligt til i visse situationer at underrette køberen om, hvilken vare der er afsendt for køberens regning. Bestemmelsen fastsætter, at sælger, når denne i overensstemmelse med aftalen eller konventionen overgiver varen til en transportør, og varen ikke tydeligt er udskilt ved mærkning, gennem forsendelsesdokumenter eller på anden måde, skal give køber meddelelse om forsendelsen og samtidig specificere varen. Det har i flere henseender betydning for køberen at blive underrettet om, at en bestemt vare er afsendt til opfyldelse af købsaftalen, navnlig kan det have betydning for spørgsmål om risikoovergang, om forsikring og om, hvorvidt sælgerens kreditorer er afskåret fra at foretage retsforfølgning mod varen. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til dansk rets almindelige regler om sælgers pligt til at underrette køberen om varens afsendelse. Udskillelse ved mærkning af varen har navnlig praktisk betydning i tilfælde, hvor varen er afsendt som en såkaldt samlegodstransport, hvor flere varer forsendes til flere forskellige modtagere ved samme transportdokument. Det kan også forekomme, at der for hver enkelt vare udfærdiges særskilt transportdokument, som udskiller varen for den pågældende køber, f.eks. hvor der udfærdiges delkonnossementer.

Hvis sælgeren ikke opfylder sin pligt til at underrette køberen om, hvilken vare der er på vej, kan dette få betydning for risikoens overgang, jf. artikel 67, stk. 2, og artikel 69, stk. 3. Undladelse af at opfylde denne pligt udgør samtidig en misligholdelse, som kan danne grundlag for skadeserstatning og ophævelse (se artikel 45).

Reglen i stk. 2 gælder i alle de situationer, hvor sælgeren har pligt til at sørge for varens forsendelse. En sådan pligt kan følge af en transportklausul såsom CIF eller C & F, men den kan også følge af en særlig aftale mellem parterne. Reglens anvendelse er uafhængig af spørgsmålet om, hvem der skal bære omkostningerne ved transporten.

Hvis sælgeren har pligt til at sørge for forsendelsen, skal han indgå de nødvendige aftaler om transport af varen frem til bestemmelsesstedet. Det betyder, at han, såfremt der er tale om successive forsendelser, skal indgå aftale vedrørende alle delforsendelserne frem til det angivne sted. Dette sted behøver ikke nødvendigvis at være det sted, hvor køberen har sit forretningssted. Sælgeren skal endvidere sørge for, at varen sendes med det transportmiddel, som er passende under hensyn til omstændighederne, og at varen sendes på de vilkår, der er sædvanlige for den pågældende transport. Opfylder sælgeren ikke sine pligter vedrørende transportarrangementet, bedømmes dette som en misligholdelse, som kan danne grundlag for de beføjelser, der er nævnt i artikel 45.

I stk. 3 reguleres sælgerens pligt til at give køberen den information, som er nødvendig for, at køberen kan tegne transportforsikring for varen. Bestemmelsen i dette stykke er anvendelig, hvis sælgeren ikke - som f.eks. CIF-køb - selv har pligt til at tegne en sådan forsikring. Hvis køberen forlanger det, skal sælgeren stille alle tilgængelige oplysninger til rådighed, som er nødvendige for, at køberen kan tegne forsikringen.

Købeloven har ikke en bestemmelse, der svarer til bestemmelsen i artikel 32, men informationspligten må antages at gælde ud fra forholdets natur.

Til artikel 33

Artikel 33

Sælger er forpligtet til at levere varen

a) hvis en dato er fastsat i eller fremgår af aftalens bestemmelser, på denne dato,

b) hvis et tidsrum for levering er fastsat eller fremgår af aftalen, når som helst inden for dette tidsrum, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber kan fastsætte tidspunktet, eller

c) i alle andre tilfælde, inden rimelig tid efter aftalens indgåelse.

Artikel 33

Sælger er forpligtet til at levere varen

a) hvis en dato er fastsat i eller fremgår af aftalens bestemmelser, på denne dato,

b) hvis et tidsrum for levering er fastsat eller fremgår af aftalen, når som helst inden for dette tidsrum, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber kan fastsætte tidspunktet, eller

c) i alle andre tilfælde, inden rimelig tid efter aftalens indgåelse.

Artikel 33 regulerer leveringstidspunktet for varen. Litra a vedrører de tilfælde, hvor parterne selv har fastsat et bestemt tidspunkt, litra b det tilfælde, at parterne ikke har bestemt det eksakte tidspunkt, men dog har angivet et vist tidsrum, mens litra c gælder øvrige tilfælde.

Hvis et bestemt tidspunkt er fastsat i eller følger af aftalen, har sælgeren efter litra a pligt til at levere varen på dette tidspunkt, hvilket indebærer, at sælgeren har pligt til at præstere sin ydelse uden særlig opfordring. Bestemmelsen er ikke kun anvendelig i tilfælde af, at tidspunktet f.eks. en vis dag, er angivet i aftalen, men også når tidspunktet følger af eller - mere eksakt - kan fastsættes ud fra aftalen. Aftalen kan f.eks. indeholde en henvisning til det første isfri tidspunkt.

Bestemmelsen i litra b behandler de tilfælde, hvor det eksakte tidspunkt for levering ikke er aftalt, men hvor der i stedet er angivet et vist tidsrum, inden for hvilket levering skal ske. I så fald har sælgeren som regel ret til selv at bestemme det eksakte tidspunkt, blot sælgeren opfylder sin pligt til at levere på et eller andet tidspunkt inden for fristen. Dette giver ham mulighed for at gøre varen klar til levering og ordne de nødvendige transporter. Hvis det imidlertid fremgår af omstændighederne, at det er køberen, der skal vælge tidspunktet, gælder bestemmelsen i litra b ikke. Det fremgår indirekte, at sælgeren i et sådant tilfælde har pligt til at levere inden for det pågældende tidsrum på det tidspunkt, som køberen vælger, forudsat, at sælgeren bliver underrettet herom. Sælgerens eventuelle pligt til at underrette køberen om det tidspunkt, som han har valgt for levering, er ikke reguleret i konventionen.

Efter litra c har sælgeren i de tilfælde, der ikke er omfattet af litra a og b, pligt til at levere inden rimelig tid efter aftalens indgåelse. Også i denne situation har sælgeren pligt til at levere varen uden særlig opfordring. Sælgeren kan imidlertid ikke vente med at levere efter eget forgodtbefindende, men må, som det fremgår af bestemmelsen, levere varen inden rimelig tid efter aftalens indgåelse. Hvad der nærmere skal forstås ved rimelig tid, må afgøres under hensyn til omstændighederne i hvert enkelt tilfælde. Omstændigheder af betydning kan f.eks. være, at sælgeren skal tilvirke varen efter aftalens indgåelse, eller at varen skal skaffes fra et andet sted.

Det forhold, at parterne har aftalt, at varen skal leveres efter påkrav, er ikke reguleret i konventionen. Tilsvarende gælder tilfælde, hvor det må anses for særligt aftalt, at varen skal leveres uden ophold eller omgående. Selv om man i disse tilfælde næppe kan antage, at der er tale om et aftalt tidspunkt i litra a's forstand er det klart, at bestemmelsen i litra c ikke vil skulle anvendes på sådanne tilfælde. Her må i stedet anvendes en fortolkning ud fra den generelle bestemmelse i artikel 6 om, at parterne kan tilsidesætte konventionens bestemmelser.

Hvis sælgeren ikke leverer varen, når han efter det i litra a-c anførte har pligt til det, foreligger der en misligholdelse, som giver køberen ret til at gøre de beføjelser gældende, som er anført i artikel 45. At dette dog ikke gælder, hvis forsinkelsen beror på køber selv, følger af artikel 80.

Konventionen omfatter ikke kun de tilfælde, hvor varen leveres for sent eller overhovedet ikke leveres, men også hvor varen måtte blive leveret før den fastsatte tid, jf. artikel 52.

Udgangspunktet efter købeloven er ligesom efter konventionen, at levering skal ske på det tidspunkt, der følger af aftalen, jf. købelovens § 12. Reglen i artikel 33, litra b, om et vist tidsrum for leveringen, svarer til købelovens § 13. Hvis ikke andet følger af aftalen eller af omstændighederne, skal levering efter købeloven ske efter påkrav, jf. § 12, mens levering i så fald efter konventionen skal ske inden rimelig tid.

Til artikel 34

Artikel 34

Skal sælger overgive dokumenter vedrørende varen, er han forpligtet til at overgive dem på det tidspunkt, på det sted og i den form aftalen fastsætter. Har sælger overgivet dokumenter før det fastsatte tidspunkt, kan han indtil dette tidspunkt afhjælpe fejl og mangler i dokumenterne, såfremt udøvelsen af denne ret ikke medfører urimelig ulempe eller omkostning for køber. Køber bevarer dog sin ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelsen i denne konvention.

Afsnit II

Varens kontraktmæssighed (mangler) og tredjemands krav

Artikel 34

Skal sælger overgive dokumenter vedrørende varen, er han forpligtet til at overgive dem på det tidspunkt, på det sted og i den form aftalen fastsætter. Har sælger overgivet dokumenter før det fastsatte tidspunkt, kan han indtil dette tidspunkt afhjælpe fejl og mangler i dokumenterne, såfremt udøvelsen af denne ret ikke medfører urimelig ulempe eller omkostning for køber. Køber bevarer dog sin ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelsen i denne konvention.

Afsnit II

Varens kontraktmæssighed (mangler) og tredjemands krav

Artikel 34 vedrører den anden af sælgerens forpligtelser efter artikel 30. 1. punktum indeholder en almindelig påmindelse om, at sælgeren, hvis han har pligt til at overgive dokumenter vedrørende varen, skal gøre dette på det tidspunkt, på det sted og i den form, som fastsættes i aftalen. Pligten til at overgive et dokument, der vedrører varen, kan følge af handelsbrug eller fremgå af f.eks. en CIF-klausul. Det angives ikke, hvilket dokument der er tale om, men udover dokumenter som konnossementer samt internationale vej-, jernbane- og luftfragtbreve kan det f.eks. dreje sig om forsikringspolicer og oprindelsescertifikater. Artiklen indeholder også bestemmelser om sælgerens ret til at afhjælpe mangler, fejl og uoverensstemmelser i dokumenterne. Disse regler svarer til bestemmelserne i artikel 37, som handler om sælgerens ret til før tiden for leveringen at afhjælpe fejl og mangler i selve varen. Købeloven har ikke en bestemmelse svarende til denne selvfølgelige regel.

Afsnit II

Varens kontraktmæssighed (mangler) og tredjemandskrav

Til artikel 35

Artikel 35

1. Sælger er forpligtet til at levere en vare af den mængde og kvalitet og svarende til den beskrivelse, der er fastsat i aftalen. Varen skal endvidere være emballeret eller pakket på den måde, som er fastsat i aftalen.

2. Medmindre andet er aftalt mellem parterne, er varen kun mangelfri, hvis den

a) er egnet til de formål, til hvilke varer af den angivne beskrivelse sædvanligvis vil blive anvendt,

b) er egnet til de særlige formål, som sælger udtrykkeligt eller stiltiende er blevet gjort bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber ikke regnede med, eller ikke med rimelighed kunne regne med sælgers faglige dygtighed og dømmekraft,

c) har den kvalitet, der svarer til en vareprøve eller model, som sælger har forelagt køber,

d) er emballeret eller pakket på en måde, der er sædvanlig for en sådan vare, eller, hvor en sådan måde ikke findes, på en måde, som er forsvarlig for at bevare og beskytte varen.

3. Sælger er ikke ansvarlig for en mangel ved varen efter bestemmelserne i stk. 2, litra a-d, hvis køber på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte eller ikke kunne have været uvidende om en sådan mangel.

Artikel 35

1. Sælger er forpligtet til at levere en vare af den mængde og kvalitet og svarende til den beskrivelse, der er fastsat i aftalen. Varen skal endvidere være emballeret eller pakket på den måde, som er fastsat i aftalen.

2. Medmindre andet er aftalt mellem parterne, er varen kun mangelfri, hvis den

a) er egnet til de formål, til hvilke varer af den angivne beskrivelse sædvanligvis vil blive anvendt,

b) er egnet til de særlige formål, som sælger udtrykkeligt eller stiltiende er blevet gjort bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber ikke regnede med, eller ikke med rimelighed kunne regne med sælgers faglige dygtighed og dømmekraft,

c) har den kvalitet, der svarer til en vareprøve eller model, som sælger har forelagt køber,

d) er emballeret eller pakket på en måde, der er sædvanlig for en sådan vare, eller, hvor en sådan måde ikke findes, på en måde, som er forsvarlig for at bevare og beskytte varen.

3. Sælger er ikke ansvarlig for en mangel ved varen efter bestemmelserne i stk. 2, litra a-d, hvis køber på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte eller ikke kunne have været uvidende om en sådan mangel.

Artikel 35 fastsætter, hvilke krav køberen har ret til at stille til varen, eller med andre ord, hvornår en vare er mangelfuld.

I stk. 1 fastslås princippet om, at sælgeren har pligt til at levere en vare, som er i overensstemmelse med aftalen. I bestemmelsen henvises til den mængde, kvalitet og beskrivelse, som er fastsat i aftalen. Endvidere fastslås det, at varen skal være emballeret eller pakket på en sådan måde, som det er fastsat i aftalen. Artiklen er ikke udtømmende, idet varen også i øvrigt skal svare til det, parterne har aftalt. Parterne kan f.eks. have specificeret, at varen skal opfylde de krav, som myndighederne i et bestemt land stiller til varer, som skal importeres til landet.

Stk. 2 handler om det tilfælde, hvor parterne ikke har præciseret, hvilke egenskaber varen skal have, eller af hvilken beskaffenhed den skal være.

Litra a tager nærmest sigte på det tilfælde, hvor varens egenskaber ikke har været diskuteret mellem parterne under aftaleforhandlingerne. I så fald gælder det, at varen skal være egnet til de formål, til hvilke varer af den angivne beskrivelse sædvanligvis vil blive anvendt. Sælgeren kan således ikke regne med, at køberen alene anvender varen til et bestemt af flere normale anvendelsesformål. Hvis sælgeren ved, at hans vare kun kan anvendes til nogle af de anvendelsesformål, som tilsvarende varer i almindelighed kan anvendes til, har sælgeren pligt til at oplyse køberen om dette. På den anden side kan køberen ikke regne med, at varen kan anvendes til et helt specielt formål, som han har tænkt sig at anvende den til, og som ligger uden for det, som kan betegnes som en normal anvendelse. Dette er tilfældet, også selv om køberen med held har anvendt en anden tilsvarende vare til et sådant formål. Det påhviler således køberen at forsikre sig om, at f.eks. et kemikalie, som han køber, og som normalt anvendes ved tilvirkningen af et produkt, også egner sig til køberens specielle produktionsproces.

Litra b handler om de tilfælde, hvor køberen under aftaleforhandlingerne udtrykkelig har tilkendegivet, hvilket bestemt formål han anskaffer varen til, eller hvor dette specielle formål er fremgået af det, som køberen har oplyst, uden at køberen udtrykkeligt har nævnt anvendelsen. Køberen kan f.eks. have nævnt, at den farve, som han køber, skal anvendes til at male skibsskrog under vandet med, og at der er tale om skibe, som anvendes i en bestemt del af verden. Køberen kender i så fald anvendelsen, men ikke alle varens egenskaber. Ifølge litra b skal den pågældende vare være egnet til den særlige anvendelse, som køberen har oplyst over for sælgeren, eller som sælgeren bør have opfattet af det, som køberen har oplyst. For at en sådan speciel anvendelse skal være af betydning ved bedømmelsen af, om varen er behæftet med en mangel, må sælgeren allerede ved købets indgåelse have været bekendt med den specielle anvendelse. Den specielle anvendelse vil alene kunne påvirke mangelsbedømmelsen i det omfang, køberen har opgivet det over for sælgeren. Har køberen f.eks. bestilt et specielt bor, som skal anvendes til at bore i metal med, er sælgeren ved købets indgåelse ikke ansvarlig, hvis det er køberens hensigt at anvende boret til at bore i hærdet stål, og køberen ikke har specificeret en sådan anvendelse.

Litra b medtager den begrænsning, at varen alligevel ikke skal anses som mangelfuld, selv om den ikke er egnet til den specielle anvendelse, som køberen har opgivet, hvis det fremgår af omstændighederne, at køberen ikke kunne stole på sælgerens faglige dygtighed og dømmekraft. Det samme gælder, hvis det ikke ville være rimeligt, at køberen skulle forlade sig på sælgeren. Sådanne situationer vil kunne forekomme, f.eks. hvis køberen bestiller en vare samtidig med, at han opgiver meget detaljerede specifikationer, eller hvis køberen bestiller en vare af et bestemt mærke. Når der er tale om bestilling af komponenter til varer, som skal tilvirkes, kan det somme tider forholde sig således, at køberen bør kende til, hvordan den pågældende komponent bør være beskaffen. På den anden side kan det også forekomme, at sælgeren særligt har specialiseret sig i tilvirkning af en højt udviklet komponent, og derfor besidder en større sagkundskab på området. I sidstnævnte tilfælde kan det derfor være rigtigt for køberen at forlade sig på sælgerens sagkundskab.

Af litra c følger det, at varen skal have den kvalitet, der svarer til den vareprøve eller model, som sælgeren har forelagt køberen. Bestemmelsen vedrører alene sælgerens prøver. Hvis køberen har fremlagt vareprøver, bør afvigelser mellem vareprøven og varen bedømmes i henhold til andre grunde, end de der er behandlet i litra c. Endvidere gælder det, at en vareprøve alene har betydning for spørgsmålet om de egenskaber, som prøven tilsigter at vise. Har sælgeren f.eks. fremlagt en farveprøve på nogle tekstiler, som han skal levere til køberen, kan denne ikke begrunde sine forventninger på vareprøvens øvrige egenskaber.

I litra d fastslås det, at det indgår i sælgerens forpligtelser at sørge for en emballering af varen. Det fastlægges som et minimumskrav, at varen skal være sædvanligt emballeret. Hvad der nærmere må anses som sædvanligt, vil bl.a. kunne afhænge af, hvor varen skal sendes til, og hvilket transportmiddel der skal anvendes. Findes der ingen sædvanlig måde at pakke den pågældende type vare på, men varen alligevel kræver en emballering, skal sælgeren vælge den måde, der er forsvarlig for at bevare og beskytte varen under transporten. Bestemmelsen medfører derimod ingen forpligtelse til at emballere varer, som normalt kan sendes uden emballage. Den medfører heller ikke, at emballagen kan anses for at have været utilstrækkelig alene af den grund, at varen er blevet beskadiget under transporten. Sælgerens forpligtelse til at indpakke varen indebærer som udgangspunkt ikke, at køberen kan gøre mangelsbeføjelserne gældende alene med den begrundelse, at emballagen er blevet skadet under transporten til køberen. Emballagens formål er, hvilket også fremgår af bestemmelsen, at beskytte varen. Hvis en vare, som ifølge bestemmelsen burde have været emballeret, erlægges uden emballage, kan køberen derimod afvise den. I visse tilfælde vil det imidlertid være af væsentlig betydning for køberen, at emballagen er ubeskadiget ved modtagelsen, f.eks. hvis købet er sket med henblik på videresalg, og i så fald vil det selvstændigt kunne medføre misligholdelsesbeføjelser for køberen, hvis emballagen ikke er i tilfredsstillende stand.

I stk. 3 fastslås princippet om, at køberen ikke kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af mangler efter stk. 2, litra a til d, på grund af sådanne egenskaber ved varen, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om ved aftalens indgåelse. Bestemmelsen gælder således kun kriterierne i stk. 2 og tager ikke sigte på sådanne egenskaber, som varen skal have i henhold til det, som udtrykkeligt er blevet aftalt.

Bestemmelsen gælder ikke kun køberens faktiske kundskab, men også forhold som køberen ikke kunne have været uvidende om. Denne tilføjelse tager sigte på de situationer, hvor der foreligger en høj grad af sandsynlighed for, at køberen kendte den pågældende omstændighed.

Der findes ikke regler i købeloven, som svarer til denne fyldige, men ikke udtømmende bestemmelse. Artikel 35 svarer dog i hovedsagen til det mangelsbegreb, som er udviklet i dansk praksis, bortset fra såkaldte retsmangler, som imidlertid er behandlet i artiklerne 41-43. Stk. 3 er anderledes udformet end købelovens § 47. Det er således ikke enhver form for »burde viden« hos køberen, der afskærer misligholdelsesbeføjelser, men kun en særlig høj grad af uagtsomhed. Udtrykket »ikke kunne have været uvidende om« må formentlig antages at ligge tæt op af forsæt eller grov uagtsomhed.

Til artikel 36

Bestemmelsen i stk. 1 angiver, hvilket tidspunkt der skal være afgørende for bedømmelsen af, om varen er behæftet med en mangel. Ifølge bestemmelsen er det afgørende tidspunkt det, hvor risikoen for varen overgår til køberen, hvilket svarer til bestemmelsen i købelovens § 44. Ansvar for mangler vil også kunne opstå, selv om manglen har været skjult på tidspunktet for risikoens overgang, men først har vist sig efter, at risikoen er gået over på køberen.

Bestemmelserne om risikoens overgang findes i artiklerne 66-70. Bestemmelserne fører som hovedregel til, at risikoen for varen går over på køberen, når varen leveres, f.eks. ved at den overgives til den første transportør med henblik på videreforsendelse til køberen i overensstemmelse med købeaftalen.

Stk. 2 handler om mangler, som opstår efter at risikoen for varen er gået over på køberen. Der er her tale om de tilfælde, hvor manglen ikke engang kan antages at have foreligget skjult på det tidspunkt, da risikoen gik over, eller hvor det i hvert fald ikke kan bevises, at dette har været tilfældet. Bestemmelsen bliver specielt aktuel, når sælgeren har givet en garanti for, at varen bevarer sine egenskaber i garantiperioden.

Til artikel 37

Artikel 36

1. Sælger er ansvarlig efter aftalen og bestemmelserne i denne konvention for mangler, der findes på det tidspunkt, da risikoen overgår til køber, selv om manglen først viser sig senere.

2. Sælger er også ansvarlig for mangler, som opstår efter det tidspunkt, der er nævnt i stk. 1, og som skyldes en misligholdelse af en hvilken som helst af hans forpligtelser, herunder en misligholdelse af en garanti for, at varen inden for en periode vil forblive egnet til et almindeligt eller et særligt formål eller vil bevare nærmere angivne egenskaber eller karakteristika.

Artikel 36

1. Sælger er ansvarlig efter aftalen og bestemmelserne i denne konvention for mangler, der findes på det tidspunkt, da risikoen overgår til køber, selv om manglen først viser sig senere.

2. Sælger er også ansvarlig for mangler, som opstår efter det tidspunkt, der er nævnt i stk. 1, og som skyldes en misligholdelse af en hvilken som helst af hans forpligtelser, herunder en misligholdelse af en garanti for, at varen inden for en periode vil forblive egnet til et almindeligt eller et særligt formål eller vil bevare nærmere angivne egenskaber eller karakteristika.

Artikel 37

Såfremt sælger har leveret varen, før den aftalte leveringstid er kommet, kan han indtil dette tidspunkt levere manglende dele eller erstatte manglende mængder i den leverede vare, eller levere varer til erstatning for leverede mangelfulde varer, eller afhjælpe mangler ved de leverede varer, forudsat at udøvelsen af denne ret ikke bevirker urimelig ulempe eller urimelige omkostninger for køber. Køber bevarer dog sin ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i denne konvention.

Artikel 37

Såfremt sælger har leveret varen, før den aftalte leveringstid er kommet, kan han indtil dette tidspunkt levere manglende dele eller erstatte manglende mængder i den leverede vare, eller levere varer til erstatning for leverede mangelfulde varer, eller afhjælpe mangler ved de leverede varer, forudsat at udøvelsen af denne ret ikke bevirker urimelig ulempe eller urimelige omkostninger for køber. Køber bevarer dog sin ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i denne konvention.

Artikel 37 handler om sælgerens ret til at afhjælpe mangler ved varen frem til det aftalte tidspunkt for leveringen.

I bestemmelsen tages der ikke stilling til spørgsmålet om, hvorvidt køberen har pligt til at tage imod en vare, som tilbydes ham før det aftalte leveringstidspunkt. Dette spørgsmål behandles i artikel 52. Bestemmelsen i artikel 37 angiver alene, at såfremt køberen har taget imod varen, har sælgeren ret til frem til det aftalte leveringstidspunkt at fuldføre og komplettere sin ydelse ved at levere manglende dele eller manglende mængde. Sælgeren har også i løbet af dette tidsrum ret til at udskifte mangelfulde dele i varen eller at reparere manglen.

Sælgeren har ret til at foretage sådanne foranstaltninger, under forudsætning af, at udøvelsen heraf ikke medfører urimelig ulempe eller urimelige omkostninger for køberen. Køberen vil således f.eks. kunne afvise et krav om afhjælpning i medfør af bestemmelsen, hvis afhjælpningen ville forhindre køberens virksomhed i andre henseender. Mangelsafhjælpningen vedrørende en maskine i en produktionsproces kan f.eks. forårsage sådanne omkostninger eller en sådan ulempe som nævnes i bestemmelsen, hvis hele produktionslinjen må stoppes, medens afhjælpningen finder sted. De krav, der stilles til, at afhjælpningen ikke må forårsage ulempe, er de samme, som de der gælder ifølge artikel 48 om afhjælpning efter leveringstidspunktet.

Hvis manglen kan afhjælpes før det aftalte leveringstidspunkt, uden at det bevirker sådanne omkostninger eller ulempe, som er nævnt i bestemmelsen, har sælgeren opfyldt aftalen. Dette indebærer bl.a., at en køber, som overvejer at hæve købet på grund af en forventet misligholdelse, må tage højde for muligheden for, at afhjælpning kan ske før det aftalte leveringstidspunkt.

Afhjælpningen kan få den virkning, at forudsætningerne for at hæve købet falder væk. Derimod kan det tænkes, at varen også efter afhjælpningen lider af en mangel. Køberen kan i så fald gøre mangelsbeføjelser gældende i anledning af den pågældende mangel, f.eks. kræve forholdsmæssigt afslag i prisen.

Selv om afhjælpningen ikke medfører væsentlige omkostninger for køberen, er det muligt, at afhjælpningen kan medføre visse omkostninger. Køberen har i så fald ret til erstatning for sådanne omkostninger. Dette er tilfældet, selv om det sidste led i bestemmelsen vil kunne læses således, at den alene gælder erstatning på grund af den mangel, som oprindelig forelå ved den leverede vare. Hvis afhjælpning ikke foretages inden det aftalte leveringstidspunkt, kan sælgeren kun foretage afhjælpning under de betingelser, der er nævnt i artikel 48.

Artikel 37 svarer til artikel 34 om sælgerens ret til at afhjælpe fejl og uoverensstemmelser i dokumenter.

I købeloven reguleres sælgerens ret til at foretage afhjælpning af § 49, som gælder både for levering før det aftalte leveringstidspunkt og for levering på dette tidspunkt. Købelovens § 49 svarer i det væsentlige til konventionens bestemmelser.

Til artikel 38

Artikel 38

1. Køber skal undersøge varen eller foranledige den undersøgt, så hurtigt som det efter omstændighederne er muligt.

2. Såfremt varen ifølge aftalen skal sendes, kan undersøgelsen udskydes, til efter varen er ankommet til sit bestemmelsessted.

3. Såfremt varen bliver omdirigeret, mens den er undervejs, eller den bliver videresendt af køber, uden at denne har rimelig adgang til at undersøge varen, og såfremt sælger ved aftalens indgåelse vidste eller burde have vidst, at varen muligvis ville blive omdirigeret eller videresendt, kan undersøgelsen udskydes, til efter varen er ankommet til sit nye bestemmelsessted.

Artikel 38

1. Køber skal undersøge varen eller foranledige den undersøgt, så hurtigt som det efter omstændighederne er muligt.

2. Såfremt varen ifølge aftalen skal sendes, kan undersøgelsen udskydes, til efter varen er ankommet til sit bestemmelsessted.

3. Såfremt varen bliver omdirigeret, mens den er undervejs, eller den bliver videresendt af køber, uden at denne har rimelig adgang til at undersøge varen, og såfremt sælger ved aftalens indgåelse vidste eller burde have vidst, at varen muligvis ville blive omdirigeret eller videresendt, kan undersøgelsen udskydes, til efter varen er ankommet til sit nye bestemmelsessted.

Artikel 38 vedrører køberens undersøgelse af varen efter, at den er modtaget. Betydningen af, at varen ikke undersøges på den måde, der fremgår af bestemmelsen, er, at køberen ikke vil kunne reklamere i tide i anledning af en mangel, som han burde have opdaget ved undersøgelsen (artiklerne 39, 40 og 44).

Undersøgelsen skal efter stk. 1 ske så hurtigt, som det efter omstændighederne er muligt. Dette tidspunkt beror bl.a. på den pågældende part, varens art, praksis i den pågældende branche og andre omstændigheder, hvilket også er bestemmende for, hvorledes undersøgelsen nærmere bør være.

Det fremgår af stk. 2 og 3, at den tid, inden for hvilken undersøgelsen skal ske, ikke altid kan regnes fra leveringstidspunktet. I den internationale handel er det tværtimod sædvanligt, at varen leveres ved overgivelse til en transportør med henblik på at få varen transporteret til køberen. I sådanne tilfælde skal undersøgelsen ske så snart, som det efter omstændighederne er muligt, efter at varen er kommet frem til bestemmelsesstedet. Med bestemmelsesstedet bør der i denne sammenhæng forstås et sted, hvor køberen f.eks. kan bryde en transportemballage med henblik på at undersøge varen. Der behøver således ikke nødvendigvis være tale om det bestemmelsessted, som fremgår af det transportdokument, som transportøren overgiver til afsenderen. Det fremgår af stk. 3, at når en vare omdirigeres under transporten, f.eks. fordi den er solgt, mens transporten foregår, og skal transporteres til den nye køber, kan undersøgelsen udskydes, indtil varen når frem til det nye bestemmelsessted. Tilsvarende gælder, hvis varen ganske vist er kommet frem til køberen, men uden væsentligt ophold skal sendes videre til en ny køber, således at køberen ikke efter omstændighederne kan undersøge den i mellemtiden.

Når varen omdirigeres eller bliver videresendt, kan køberen dog kun udskyde undersøgelsen, hvis sælgeren ved aftalens indgåelse vidste eller burde have vidst, at varen muligvis ville blive omdirigeret eller videresendt. En sådan mulighed bør sælgeren have kendskab til, hvis f.eks. købet angår en vare, som ofte omsættes under transporten, såsom olie. Sælgeren kan også som følge af sit kendskab til køberens virksomhed have grund til at gå ud fra, at varen skal videresendes, uden at den kan undersøges, inden dette sker. Den omstændighed alene, at varen er beregnet for videresalg, kan imidlertid ikke give sælgeren anledning til at antage, at køberen ikke har adgang til at undersøge varen, inden den sendes videre.

Reglerne i artiklen er i det væsentligste i overensstemmelse med købelovens § 51.

Til artikel 39

Artikel 39

1. Køber mister adgangen til at påberåbe sig mangler ved varen, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger herom med angivelse af manglens beskaffenhed inden rimelig tid efter, at han har opdaget eller burde have opdaget manglen.

2. Køber mister under alle omstændigheder retten til at påberåbe sig mangler ved varen, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger inden 2 år fra den dag, da varen faktisk blev overgivet i købers besiddelse, medmindre denne tidsfrist er uforenelig med en aftalt garantiperiode.

Artikel 39

1. Køber mister adgangen til at påberåbe sig mangler ved varen, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger herom med angivelse af manglens beskaffenhed inden rimelig tid efter, at han har opdaget eller burde have opdaget manglen.

2. Køber mister under alle omstændigheder retten til at påberåbe sig mangler ved varen, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger inden 2 år fra den dag, da varen faktisk blev overgivet i købers besiddelse, medmindre denne tidsfrist er uforenelig med en aftalt garantiperiode.

Artikel 39 handler om køberens pligt til at reklamere over mangler ved varen. Reklamationspligten gælder også for så vidt angår de såkaldte rådighedsmangler, hvor varen ikke kan bruges til det påtænkte formål, fordi dette vil stride mod lovforskrifter eller myndighedsbestemmelser, ligesom reklamationspligten i denne bestemmelse også gælder ved fejl i dokumenter vedrørende varen. Køberens pligt til at reklamere over for retsmangler behandles derimod i artikel 43. Efter konventionen har køberen ikke nogen almindelig pligt til at reklamere ved forsinkelse, men der er dog reklamationspligt, hvis køberen vil hæve købet på grund af forsinkelse, jf. artikel 49, stk. 2, litra a.

Reklamationen efter artikel 39 er bl.a. af betydning for, at sælgeren skal kunne afhjælpe mangler ved varen efter artiklerne 37 eller 48, og for at sælgeren skal kunne afhjælpe mangler i dokumenter vedrørende varen efter artikel 34.

Manglende reklamation fører efter artiklen til, at køberen mister adgangen til at påberåbe sig manglen. Bestemmelsen må ses i sammenhæng med artikel 40, hvorefter sælgeren ikke kan påberåbe sig en manglende reklamation, hvis den skulle have drejet sig om en omstændighed, som sælgeren ikke kunne have været uvidende om. Endvidere fremgår det af artikel 44, at køberen, selv om han ikke har reklameret over manglen, kan kræve afslag i købesummen samt erstatning for andre tab end tabt fortjeneste. Disse krav kan imidlertid også kun fremsættes, hvis køberen har en rimelig begrundelse for ikke at have reklameret.

Ved reklamationen skal køberen angive manglens beskaffenhed. En meddelelse som kun angiver, at varen er behæftet med en mangel, opfylder ikke dette krav. Derimod er det tilstrækkeligt, at køberen i den neutrale reklamation beskriver manglen i forholdsvist almindelige vendinger.

Efter købelovens § 52 er der ikke krav om, at manglens nærmere beskaffenhed skal angives i reklamationen.

Den reklamation, der er nævnt i artikel 39, behøver ikke at indeholde mere end en meddelelse om manglens beskaffenhed. Det er således ikke nødvendigt, at køberen på dette tidspunkt angiver, hvilke krav han vil fremsætte i anledning af manglen. Visse af køberens beføjelser kan imidlertid kun gøres gældende, hvis køberen giver meddelelse om, at beføjelsen vil blive gjort gældende. Således skal et krav om afhjælpning efter artikel 46, stk. 3, fremsættes enten i forbindelse med reklamationen efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter. Hvis køberen vil hæve købet på grund af mangler ved varen, skal han efter artikel 49 gøre dette inden rimelig tid efter, at han blev bekendt med eller burde være blevet bekendt med misligholdelsen, eller efter udløbet af den eventuelle yderligere frist, som køber har fastsat f.eks. for at sælgeren kan afhjælpe manglen. Det er klart, at sådan meddelelse kan gives i forbindelse med reklamationen efter artikel 39. Den tidsfrist (rimelig tid), som er nævnt i bestemmelserne om ophævelse, må imidlertid anses for at være længere end den tidsfrist, der gælder for neutral reklamation, uanset at der her også anvendes udtrykket rimelig tid. En meddelelse om ophævelse vil således også kunne gives efter udgangen af reklamationstiden.

Reklamation skal ske inden rimelig tid efter det tidspunkt, hvor køberen har opdaget eller burde have opdaget manglen. Efter købelovens § 52 skal reklamation ske straks i handelskøb og ellers uden ugrundet ophold. Hvad der nærmere skal forstås ved »rimelig tid« må afhænge af omstændighederne ved handlen. Fristen vil således i visse tilfælde kunne være meget kort. Også handelskutymer kan her få betydning. Drejer det sig om en mangel, der er af en sådan karakter, at den burde være opdaget ved en sådan undersøgelse af varen, som køberen skal foretage, når han har modtaget varen, skal reklamationstiden regnes fra det tidspunkt, hvor undersøgelsen burde være sket. Hvis manglen derimod er af en sådan karakter, at den ikke burde være opdaget ved undersøgelsen, men derimod f.eks. først når køberen begynder at anvende varen, regnes reklamationstiden fra det tidspunkt, hvor varen begyndte at blive anvendt på en sådan måde, at manglen burde være bemærket, og tidsfristen regnes således ikke nødvendigvis fra undersøgelsestidspunktet. Hvis varen er blevet leveret før det aftalte leveringstidspunkt, skal reklamationstiden alligevel regnes fra det tidspunkt, hvor køberen burde have opdaget manglen ved en undersøgelse af varen eller af anden grund. Reklamationstiden kan således være udløbet før det aftalte leveringstidspunkt.

Efter stk. 2 mister køberen under alle omstændigheder retten til at påberåbe sig manglen, hvis han ikke har reklameret inden 2 år fra det tidspunkt, hvor varen rent faktisk blev overgivet til ham.

Selv om bestemmelsen forekommer at være forholdsvis kategorisk, har den flere undtagelser. For det første findes der i slutningen af stk. 2 en henvisning til, at muligheden for at påberåbe sig manglen kan stå åben også efter udløbet af 2-årsfristen, hvis sælgeren har givet en garanti, som strækker sig ud over denne tid. I hvilket omfang et sådant resultat følger af garantien, må bero på en fortolkning af denne. For det andet gælder det i medfør af artikel 40, at sælgeren heller ikke kan påberåbe sig 2-årsfristen, hvis manglen skyldes forhold, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om, og som han ikke har oplyst over for køberen. Derimod anføres det i artikel 44 om køberens ret til - trods manglende reklamation - at kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen eller erstatning for andre tab end tabt fortjeneste, at denne ret kun tilsidesætter artikel 39, stk. 1. Hvis der således ikke sker reklamation inden for 2-årsfristen, kan køberen heller ikke fremsætte de krav, som anføres i artikel 44.

Efter købelovens § 54 er forældelsesfristen 1 år fra genstandens overgivelse.

Til artikel 40

Det fremgår af denne bestemmelse, at sælgeren ikke kan påberåbe sig, at køberen har forsømt sin pligt til at undersøge varen eller reklamere over en mangel, hvis manglen skyldes forhold, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om, og som han ikke har gjort køberen bekendt med.

Til artikel 41

Efter artikel 41 har sælgeren pligt til at levere en vare, der ikke er behæftet med en retsmangel. Der foreligger en retsmangel, hvis køberen ikke får ejendomsretten til varen, fordi den tilhører en anden, og i de tilfælde, hvor varen er belastet med en brugsret eller anden ret for tredjemand. Hvis problemet opstår i forhold til en immaterialrettighed, skal sælgerens forpligtelser imidlertid bedømmes efter artikel 42.

Det fremgår af artikel 4, at konventionen ikke regulerer spørgsmålet om, hvordan en tvist mellem køberen, og den, som fremsætter et konkurrerende krav på varen, skal afgøres. Ved konventionen tages der alene stilling til spørgsmålet om, hvilke beføjelser køberen kan gøre gældende mod sælgeren, når der foreligger en sådan retsmangel, som er omfattet af artikel 41.

Varen skal efter bestemmelsen være fri for enhver behæftelse, medmindre køberen har samtykket i at modtage den med en sådan. Sælgeren undgår således ikke ansvar for en retsmangel, alene fordi køberen kendte den pågældende ret. I denne henseende behandles retsmangler anderledes end faktiske mangler, jf. artikel 35, stk. 3, og tilfælde hvor varen er behæftet med tredjemands immaterialrettighed, jf. artikel 42, stk. 2.

Køberen kan gøre gældende, at der foreligger en retsmangel, hvis tredjemands ret allerede er blevet endeligt konstateret f.eks. ved en dom. Køberen kan imidlertid også påberåbe sig forholdet, hvis en udenforstående fremsætter et krav som grunder sig på en ret af den pågældende slags. I så fald skal køberen efter artikel 43 give sælgeren meddelelse om kravet inden rimelig tid efter, at køberen er eller burde være blevet bekendt med manglen. Gennem meddelelsen får sælgeren mulighed for at imødegå kravet. I visse situationer vil sælgeren straks kunne bevise, at tredjemands krav savner ethvert grundlag. I så fald kan køberen ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende mod sælgeren på grund af tredjemands krav. Køberen har dog ret til erstatning af sælgeren for de omkostninger, som kravet har medført. Køberen har imidlertid ikke pligt til at påbegynde en retssag mod tredjemand for at få klarlagt rigtigheden af tredjemands krav.

Retsvirkningerne af, at varen er behæftet med en tredjemandsret som nævnt i artiklen, fremgår af afsnit III. Køberen vil f.eks. kunne kræve, at sælgeren opfylder sin forpligtelse til at levere en vare, der er fri for sådanne hæftelser jf. artikel 46, stk. 1, kunne kræve at sælgeren afhjælper manglen efter artikel 48, kunne hæve købet efter artikel 49 samt kræve erstatning efter artiklerne 45 og 74-77.

Artiklen handler kun om de tredjemandsrettigheder, som kan gøres gældende på privatretligt grundlag. Hvis der foreligger såkaldte rådighedsmangler, det vil sige indskrænkninger i varens anvendelsesmuligheder, som beror på offentligretlig regulering, f.eks. forbruger- eller miljøbeskyttelse, skal disse ikke bedømmes efter artikel 41, men sidestilles med faktiske mangler, som behandles i artikel 35.

Til artikel 42

Hvis varen er behæftet med en immaterialrettighed, vil dette kunne medføre, at køberen ikke kan anvende varen på den tiltænkte måde. Køberen løber den risiko, at indehaveren af immaterialrettigheden kan kræve forbud mod en fortsat anvendelse af varen i strid med immaterialrettigheden eller kan kræve erstatning. En krænkelse af immaterialrettigheden kan også være sanktioneret med straf.

Sælgerens ansvar for immaterialretlige behæftelser er efter konventionen mildere, end hans ansvar for retsmangler, som består i, at en anden ejer varen eller har en panteret, brugsret eller lignende ret i denne. Det fremgår af artikel 42, stk. 1, at varen ikke må være behæftet med nogen immaterialrettighed, som sælgeren kendte eller ikke kunne have være uvidende om. Efter artikel 41 er sælgeren ansvarlig for retsmangler, også selv om han ikke kendte tredjemands ret. Forskellen begrundes med, at en sælger kan have pligt til at kende de immaterialretlige behæftelser på varen i et vist begrænset antal stater, også ud over den stat hvor han har sit forretningssted eller sin produktion, men at det ikke er rimeligt at kræve, at han har et sådant kendskab for så vidt angår alle stater. Særligt når det drejer sig om komplicerede tekniske varer, kan der findes en betydelig mængde eventuelle immaterialretlige behæftelser, som kan begrænse mulighederne for at anvende varen. Disse behæftelser varierer fra stat til stat. Det kan ikke forventes, at sælgeren skal undersøge alle mulige behæftelser og påtage sig ansvaret for disse, især da sælgeren langt fra altid kan vide, i hvilket land varen skal sælges eller anvendes.

På samme måde som ved artikel 41 gælder artikel 42 kun for spørgsmålet om, hvorvidt det er sælgeren eller køberen, som skal bære følgerne af, at der findes en immaterialrettighed, som kan begrænse mulighederne for varens anvendelse. Konventionen regulerer heller ikke i denne henseende spørgsmålet om, i hvilken udstrækning indehaveren af immaterialrettigheden har ret til at fremsætte krav mod køberen.

Også artikel 42 gælder såvel ved allerede fastslåede immaterialrettigheder, som i de situationer hvor der er fremsat krav, der grunder sig på en immaterialrettighed.

Sælgerens ansvar for disse hæftelser er efter stk. 1 begrænset til behæftelser, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om ved aftalens indgåelse. Sælgeren bør i den forbindelse ikke kunne påberåbe sig, at han ikke kendte immaterialrettigheder, som er blevet offentliggjort i den pågældende stat.

Køberen kan kun gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af, at der foreligger en immaterialretlig behæftelse, som sælgeren kendte eller ikke kunne have været uvidende om, hvis immaterialrettigheden gøres gældende i den stat, hvor varen, efter hvad parterne forudså ved aftalens indgåelse, skal sælges eller anvendes. En sammenligning mellem stk. 1 og 2 viser, at dette er af betydning, specielt når sælgeren har haft kendskab til, at køberen har til hensigt at sælge varen til eller anvende den i en anden stat end den, hvor han har sit forretningssted. Ved bedømmelsen af sælgerens viden kan det være af betydning, hvad der eventuelt kan udledes af tidligere forretningsforbindelser mellem parterne. Det endelige bestemmelsessted for en vare, som skal transporteres, kan i visse situationer udgøre en tilstrækkelig indikation på den stat, hvori varen skal sælges eller anvendes, men dette er ikke nødvendigvis tilfældet i alle situationer. Udtrykket »videresolgt« bør opfattes som omfattende videresalg til anvendelse i den pågældende stat.

Hvis parterne ved købet har forudsat, at varen skal sælges videre eller anvendes i en bestemt stat, er sælgeren kun ansvarlig for, at krav, som grunder sig på immaterialrettigheder, kan gøres gældende mod køberen i den stat, hvor køberen har sit forretningssted. Sælgeren er således ikke ansvarlig for behæftelser i andre stater, selv om han kendte eksistensen af den immaterialrettighed, som gøres gældende mod køberen, hvis denne ikke ved aftalens indgåelse har givet sælgeren anledning til at forudsætte, at varen skulle anvendes i en anden stat, end den hvor køberen har sit forretningssted.

Efter stk. 2 kan køberen ikke påberåbe sig sådanne immaterialretlige behæftelser, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om ved aftalens indgåelse. Heller ikke køberen kan påberåbe sig at have været uvidende om immaterialrettigheder, der er offentliggjort.

Køberen kan heller ikke påberåbe sig en krænkelse af en immaterialrettighed, hvis krænkelsen er opstået ved, at sælgeren har tilvirket varen i overensstemmelse med tegninger, modeller eller specifikationer, som køberen har leveret. Når køberen har givet sådanne specifikationer, er det denne og ikke sælgeren, som skal bære virkningerne af, at de kan indebære en krænkelse af en immaterialrettighed. Det følger imidlertid ofte af almindelige principper, at en sælger, som bliver opmærksom på, at den vare, som er ved at blive tilvirket, vil komme til at krænke en immaterialrettighed, som han kender til, i så fald må oplyse køberen herom.

Købeloven har ikke regler om retsmangler, der svarer til konventionens bestemmelser, udover købelovens § 59, som alene handler om vanhjemmel, det vil sig sælgerens ansvar for, at han ejer varen.

Til artikel 43

Artikel 40

Sælger kan ikke påberåbe sig bestemmelserne i artiklerne 38 og 39, hvis manglen skyldes forhold, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om, og som han ikke har meddelt køber.

Artikel 40

Sælger kan ikke påberåbe sig bestemmelserne i artiklerne 38 og 39, hvis manglen skyldes forhold, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om, og som han ikke har meddelt køber.

Artikel 41

Sælger er forpligtet til at levere en vare, som er fri for tredjemands ret eller krav, medmindre køber har samtykket i at modtage varen med tredjemands ret eller krav. Hvis imidlertid en sådan ret eller et sådant krav bygger på en immaterialrettighed, er sælgers forpligtelser underkastet bestemmelserne i artikel 42.

Artikel 41

Sælger er forpligtet til at levere en vare, som er fri for tredjemands ret eller krav, medmindre køber har samtykket i at modtage varen med tredjemands ret eller krav. Hvis imidlertid en sådan ret eller et sådant krav bygger på en immaterialrettighed, er sælgers forpligtelser underkastet bestemmelserne i artikel 42.

Artikel 42

1. Sælger er forpligtet til at levere en vare, over hvilken tredjemand hverken har eller har fremsat krav om en immaterialrettighed, som sælgeren ved indgåelsen af aftalen var bekendt med eller ikke kunne have været uvidende om, forudsat at nævnte ret eller krav bygger på en immaterialrettighed

a) i overensstemmelse med lovgivningen i den stat hvor varen vil blive videresolgt eller på anden måde anvendt, hvis parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse forudså, at varen vil blive videresolgt eller på anden måde anvendt i denne stat, eller

b) i andre tilfælde, i overensstemmelse med lovgivningen i en stat, hvor køber har sit forretningssted.

2. Sælgers forpligtelser i henhold til stk. 1 gælder dog ikke de tilfælde, hvor

a) køber på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte eller ikke kunne have været uvidende om tredjemands ret eller krav, eller hvor

b) tredjemands ret eller krav skyldes, at sælger har fulgt tekniske tegninger, mønstre, formler eller andre specifikationer, som hidrører fra køber.

Artikel 42

1. Sælger er forpligtet til at levere en vare, over hvilken tredjemand hverken har eller har fremsat krav om en immaterialrettighed, som sælgeren ved indgåelsen af aftalen var bekendt med eller ikke kunne have været uvidende om, forudsat at nævnte ret eller krav bygger på en immaterialrettighed

a) i overensstemmelse med lovgivningen i den stat hvor varen vil blive videresolgt eller på anden måde anvendt, hvis parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse forudså, at varen vil blive videresolgt eller på anden måde anvendt i denne stat, eller

b) i andre tilfælde, i overensstemmelse med lovgivningen i en stat, hvor køber har sit forretningssted.

2. Sælgers forpligtelser i henhold til stk. 1 gælder dog ikke de tilfælde, hvor

a) køber på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte eller ikke kunne have været uvidende om tredjemands ret eller krav, eller hvor

b) tredjemands ret eller krav skyldes, at sælger har fulgt tekniske tegninger, mønstre, formler eller andre specifikationer, som hidrører fra køber.

Artikel 43

1. Køber mister retten til at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 41 eller artikel 42, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger med angivelse af arten af tredjemands ret eller krav, inden rimelig tid efter at han er eller burde være blevet opmærksom på retten eller kravet.

2. Sælger kan ikke påberåbe sig bestemmelsen i stk. 1, såfremt han var bekendt med tredjemands ret eller krav og på arten heraf.

Artikel 43

1. Køber mister retten til at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 41 eller artikel 42, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger med angivelse af arten af tredjemands ret eller krav, inden rimelig tid efter at han er eller burde være blevet opmærksom på retten eller kravet.

2. Sælger kan ikke påberåbe sig bestemmelsen i stk. 1, såfremt han var bekendt med tredjemands ret eller krav og på arten heraf.

Artikel 43 vedrører køberens reklamation på grund af de forhold, der er nævnt i artiklerne 41 og 42 om retsmangel eller immaterialretlig behæftelse. Reklamationen skal efter stk. 1 ske inden rimelig tid efter, at køberen har fået kendskab til retten eller kravet eller burde have fået et sådant kendskab.

Artiklen indeholder ingen bestemmelser om den tid, inden for hvilken reklamationen senest skal ske. 2-årsfristen efter artikel 39, stk. 2, gælder således ikke i disse tilfælde.

Efter stk. 2 kan sælgeren ikke påberåbe sig, at reklamation ikke er sket, hvis han kendte tredjemands ret eller krav. Derimod kan sælgeren gøre gældende, at reklamation ikke er sket inden rimelig tid, hvis han ikke har kendt den ret eller det krav, som er blevet gjort gældende, selv om han burde have kendt retten eller kravet.

Til artikel 44

Efter artikel 39, stk. 1, og artikel 43, stk. 1, skal køberen reklamere inden rimelig tid, efter at han er blevet opmærksom på eller burde være blevet opmærksom på en faktisk mangel i varen, henholdsvis er blevet eller burde være blevet bekendt med tredjemands ret i eller over varen eller immaterialret eller tredjemands krav. Virkningen af, at reklamation ikke sker, er normalt den, at køberen mister retten til at gøre manglen eller behæftelsen gældende. Fra denne regel gælder der efter artikel 40 en undtagelse i de tilfælde, hvor manglen kan henføres til omstændigheder, som sælgeren kendte eller ikke kunne have været uvidende om, men som han ikke har oplyst over for køberen. Efter artikel 43, stk. 2, gælder der på tilsvarende måde en begrænsning i de tilfælde, hvor sælgeren kendte til tredjemands ret.

Artikel 44

Uanset bestemmelserne i artikel 39, stk. 1, og artikel 43, stk. 1, kan køber kræve afslag i købesummen i henhold til artikel 50 eller kræve skadeserstatning, dog ikke for tabt fortjeneste, såfremt han har en rimelig undskyldning for ikke at have givet meddelelse som foreskrevet.

Afsnit III

Købers beføjelser i tilfælde af sælgers misligholdelse

Artikel 44

Uanset bestemmelserne i artikel 39, stk. 1, og artikel 43, stk. 1, kan køber kræve afslag i købesummen i henhold til artikel 50 eller kræve skadeserstatning, dog ikke for tabt fortjeneste, såfremt han har en rimelig undskyldning for ikke at have givet meddelelse som foreskrevet.

Afsnit III

Købers beføjelser i tilfælde af sælgers misligholdelse

Artikel 44 indeholder en bestemmelse om, at køberen på trods af, at reklamation ikke er sket inden rimelig tid, kan kræve afslag i købesummen og erstatning for andet tab end tabt fortjeneste, hvis han har en rimelig begrundelse for, at han ikke har reklameret. Denne bestemmelse blev indsat i konventionen under diplomatkonferencen i Wien, som et led i et kompromis, hvor også 2-årsfristen for reklamationer på grund af faktiske mangler blev indført.

Bestemmelsen i artikel 39, stk. 2, om 2-årsfristen bliver ikke fraveget af artikel 44. Artikel 44 kan anvendes, når køberen ganske vist er blevet opmærksom på, at der foreligger en mangel ved varen, men hvor han tager fejl af spørgsmålet om manglens betydning og derfor ikke reklamerer. Hvis det senere viser sig, at manglen var af betydning, kan køberen med henvisning til artikel 44 gøre de beføjelser gældende, som opregnes i bestemmelsen. Dette kan også tænkes at ske i visse situationer, hvor køberen ikke har anført manglens karakter tilstrækkeligt klart.

Afsnit III

Købers beføjelser i tilfælde af sælgers misligholdelse

I afsnit III af kapitel II behandles køberens beføjelser i tilfælde af sælgerens misligholdelse. I afsnittet behandles beføjelserne i tilfælde af sælgerens forsinkelse og i tilfælde af mangler ved varen under eet. Beføjelserne skal desuden kunne gøres gældende ved andre former for misligholdelse fra sælgerens side, f.eks. hvis denne ikke opfylder nogle af sine biforpligtelser. Bestemmelserne i afsnittet er ikke systematisk opdelt i de, som kan finde anvendelse ved sælgerens forsinkelse, og de som kan finde anvendelse ved mangler. Tværtimod gælder de fleste bestemmelser både for forsinkelse og mangler. Visse beføjelser kan dog kun gøres gældende, hvis der foreligger en mangel.

Uafhængig af misligholdelsens karakter kan køberen kræve, at sælgeren opfylder sine forpligtelser, fastsætte en vis frist for opfyldelsen eller hæve købet, hvis misligholdelsen er væsentlig. Bestemmelserne om skadeserstatning, som der henvises til i afsnittet, gælder også for alle slags misligholdelser. Hvis varen lider af en mangel, har køberen desuden ret til at kræve, at sælgeren afhjælper manglen eller foretager omlevering. Hvis varen lider af en mangel, kan køberen også kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Konventionen indeholder desuden andre bestemmelser, som er af betydning for bedømmelsen af køberens stilling i tilfælde af sælgerens misligholdelse. Sådanne bestemmelser findes i kapitel V, der indeholder fælles bestemmelser om sælgerens og køberens forpligtelser. I kapitel V behandles bl.a. anteciperet misligholdelse, erstatning, ansvarsfrihedsgrunde, virkningerne af en ophævelse og opbevaring af varen.

Konventionen indeholder visse bestemmelser om forholdet mellem de forskellige misligholdelsesbeføjelser. Efter artikel 45, stk. 2, mister køberen ikke retten til at kræve erstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende. Bestemmelsen, som i dansk ret kan opfattes som en selvfølgelighed, tager sigte på at fastlægge forholdene i anglo-amerikanske retssystemer. Efter artikel 47, stk. 2, gælder det, at hvis køberen har fastsat en frist for opfyldelse af sælgerens forpligtelser, kan køberen ikke, mens denne frist løber, gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende. Han kan dog kræve erstatning på grund af forsinkelse med opfyldelsen. Efter artikel 48 gælder det, at sælgeren efter tidspunktet for leveringen på egen bekostning kan afhjælpe mangler ved sin opfyldelse. Afhjælpning kan resultere i, at køberen ikke kan hæve købet. Endelig kan visse af misligholdelsesbeføjelserne kun gøres gældende, hvis sælgerens misligholdelse er væsentlig. Det er efter artikel 46, stk. 2, tilfældet for så vidt angår krav om omlevering, og efter artikel 49 som hovedregel også for så vidt angår ophævelse. Betingelserne for, at gøre disse beføjelser gældende, kan indebære, at køberens valg af misligholdelsesbeføjelser begrænses.

Til artikel 45

Artikel 45

1. Undlader sælger at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til aftalen eller denne konvention, kan køber

a) gøre de rettigheder gældende, som er nævnt i artiklerne 46-52,

b) kræve skadeserstatning i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 74-77.

2. Køberen mister ikke nogen ret til at kræve skadeserstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.

3. Når køber gør en misligholdelsesbeføjelse gældende, må en domstol eller en voldgiftsret ikke give sælger yderligere frist til at opfylde aftalen.

Artikel 45

1. Undlader sælger at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til aftalen eller denne konvention, kan køber

a) gøre de rettigheder gældende, som er nævnt i artiklerne 46-52,

b) kræve skadeserstatning i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 74-77.

2. Køberen mister ikke nogen ret til at kræve skadeserstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.

3. Når køber gør en misligholdelsesbeføjelse gældende, må en domstol eller en voldgiftsret ikke give sælger yderligere frist til at opfylde aftalen.

Artikel 45 indeholder en oversigt over de beføjelser, som køberen kan gøre gældende i tilfælde af sælgerens misligholdelse. I artiklen angives det ikke, ved hvilken slags misligholdelse eller under hvilke betingelser de forskellige beføjelser kan gøres gældende. Dette fremgår af de følgende artikler i afsnittet og andre bestemmelser i konventionen.

Betingelserne for skadeserstatningsbeføjelsen fremgår ikke udtrykkeligt af nogen bestemmelse i konventionen. I artikel 45 angives det, at køberen kan kræve skadeserstatning i overensstemmelse med artiklerne 74-77. I disse artikler opregnes imidlertid kun, hvilke tabsposter erstatningen skal omfatte. Det fremgår dog af artikel 79, at en part ikke er ansvarlig for, at han ikke opfylder nogle af sine forpligtelser, hvis han beviser, at dette beroede på en hindring uden for hans kontrol. I artiklen præciseres det yderligere, hvilken karakter en sådan hindring skal have, for at den kan medføre ansvarsfrihed. Denne bestemmelse begrænser derfor skadeserstatningsforpligtelsen. Når disse bestemmelser sammenholdes, fremgår det således, at sælgeren har pligt til at betale skadeserstatning uafhængig af culpa, og at erstatningspligten begrænses af bestemmelsen om virkningen af en hindring, der ligger uden for sælgerens kontrol.

Til artikel 46

Artikel 46

1. Køber kan kræve, at sælger opfylder sine forpligtelser, medmindre køber har gjort en beføjelse gældende, som er uforenelig med dette krav.

2. Lider varen af en mangel, kan køber kun kræve omlevering, hvis manglen er væsentlig, og kravet om omlevering fremsættes enten i forbindelse med en meddelelse efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.

3. Lider varen af en mangel, kan køber kræve, at sælger afhjælper manglen, medmindre det under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder er urimeligt at kræve dette. Et krav om afhjælpning skal fremsættes enten i forbindelse med meddelelse efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.

Artikel 46

1. Køber kan kræve, at sælger opfylder sine forpligtelser, medmindre køber har gjort en beføjelse gældende, som er uforenelig med dette krav.

2. Lider varen af en mangel, kan køber kun kræve omlevering, hvis manglen er væsentlig, og kravet om omlevering fremsættes enten i forbindelse med en meddelelse efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.

3. Lider varen af en mangel, kan køber kræve, at sælger afhjælper manglen, medmindre det under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder er urimeligt at kræve dette. Et krav om afhjælpning skal fremsættes enten i forbindelse med meddelelse efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.

Artikel 46 vedrører køberens ret til at kræve naturalopfyldelse, herunder krav på omlevering og afhjælpning af mangler.

Efter stk. 1 har køberen ret til at kræve, at sælgeren skal opfylde sine forpligtelser. Bestemmelsen gælder samtlige forpligtelser, ikke bare forpligtelsen til at levere varen. Køberen kan således kræve, at sælgeren leverer en vare, som slet ikke er leveret, eller at han skal levere den del af en vare, som er udeblevet. Han kan også kræve, at sælgeren foretager foranstaltninger, som er nødvendige for, at varen skal kunne leveres.

Artikel 46 må ses på baggrund af artikel 28 om dom til naturalopfyldelse. En sammenligning af de to artikler viser, at en domstol ikke har pligt til at give dom til naturalopfyldelse, hvis den ikke ville have gjort dette ved et tilsvarende køb, som er underkastet den nationale købelovgivning. På den anden side har en domstol pligt til at give dom til naturalopfyldelse, hvis den ville have givet en sådan dom ved et nationalt køb.

Køberen kan ikke kræve, at sælgeren opfylder sine forpligtelser, hvis køberen har gjort et krav gældende, som er uforeneligt med et krav om naturalopfyldelse. Sådanne uforenelige krav kan bestå i, at køberen har hævet købet efter artikel 49, eller at han har krævet forholdsmæssigt afslag i købesummen efter artikel 50. Krav på erstatning for det tab, som er en følge af, at sælgeren ikke har leveret varen til tiden, kan ikke anses for at være uforeneligt med et krav på naturalopfyldelse. Det samme gælder krav på en aftalt konventionalbod ved forsinkelse.

I stk. 2 behandles spørgsmålet om omlevering. Køberen kan kræve omlevering, hvis varen er blevet leveret, men viser sig at have en væsentlig mangel. Hvorvidt manglen skal anses for væsentlig, bedømmes på grundlag af artikel 25. Hvis manglen består i, at en del af varen ikke er leveret, eller ikke er i overensstemmmelse med aftalen, gælder det i medfør af artikel 51, at bl.a. artikel 46 skal anvendes på denne del af varen.

Køberen må fremsætte sit krav om omlevering enten i forbindelse med, at han reklamerer over manglen i overensstemmelse med reglerne i artikel 39, eller inden rimelig tid efter en sådan reklamation.

Efter stk. 3 kan køberen også kræve, at sælgeren afhjælper en mangel. Det er ikke en betingelse for afhjælpning, at manglen er væsentlig. I stedet er det en betingelse, at et krav om afhjælpning ikke er urimeligt, idet samtlige omstændigheder skal tages i betragtning. Ved internationale køb kan et sådant krav være urimeligt, hvis manglen er af en sådan karakter, at køberen selv kan lade manglen afhjælpe, i stedet for at en fjernt beliggende sælger skal sende en reparatør til stedet, eller hvis manglen er ubetydelig i forhold til omkostningerne ved at afhjælpe den. Køberen kan i så fald blive tvunget til at nøjes med et forholdsmæssigt afslag i købesummen eller skadeserstatning.

Et krav om afhjælpning må også fremsættes i forbindelse med en reklamation efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.

Det fremgår af artikel 47, at køberen kan fastsætte en rimelig frist for omlevering og afhjælpning. Hvis omlevering ikke sker inden denne frist, er betingelserne opfyldt for at hæve købet efter artikel 49. Dette følger af, at der kun kan kræves omlevering, hvis manglen er væsentlig. Artikel 47 medfører derimod ikke nødvendigvis, at køberen kan hæve købet, hvis sælgeren ikke afhjælper manglen inden for fristen. Der kan i denne situation kun ske ophævelse, hvis manglen er væsentlig. Den omstændighed, at fristen er udløbet, indebærer ikke, at en ubetydelig mangel derved bliver væsentlig. Derimod kan det ved bedømmelsen af væsentligheden af misligholdelsen også som en relevant omstændighed tages i betragtning, at afhjælpningen ikke er sket inden for den fastsatte frist.

Til artikel 47

Efter artikel 47, stk. 1, kan køberen fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken sælgeren skal opfylde sine forpligtelser. En tilsvarende regel findes ikke i købeloven. Bestemmelsen er generelt formuleret. I de tilfælde, hvor sælgerens opfyldelse ikke sker inden fristen, findes der imidlertid kun bestemmelser om misligholdelsesbeføjelser i artikel 49, stk. 1, litra b, som gælder i de tilfælde, hvor der ikke sker levering.

Ved fortolkningen af anvendelsesområdet for bestemmelsen om frist, bør det tages i betragtning, at der under diplomatkonferencen blev fremlagt forslag om tillige at knytte misligholdelsesbeføjelser til fristbestemmelsen for så vidt angår spørgsmålet om mangler, hvilket imidlertid blev forkastet af konferencen.

Muligheden for at fastsætte en frist for opfyldelsen, tager sigte på at skabe klarhed i spørgsmålet om, hvornår aftalen kan hæves på grund af væsentlig forsinkelse, idet parterne ofte har forskellig opfattelse af spørgsmålet om, hvornår en forsinkelse bliver væsentlig. Køberen kan efter konventionen skabe klarhed om dette ved at fastsætte en frist, inden for hvilken opfyldelsen senest skal ske. For at fristen skal kunne opfylde denne funktion, må den være bestemt således, at det klart fremgår, hvornår tiden udløber. Endvidere må den fastsatte frist være rimelig. Under hensyn til, at fristen tager sigte på at skabe klarhed i spørgsmålet om, hvornår forsinkelsen er væsentlig, skal fristens rimelighed bedømmes under hensyntagen til, at den omstændighed, at køberen benytter sig af muligheden for at fastsætte en frist, ikke bør føre til, at en uvæsentlig forsinkelse danner grundlag for en ophævelse.

Efter stk. 2 kan en køber, som har fastsat en frist, ikke mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Hvis køberen fastsætter en frist, indebærer dette samtidig, at han derved har accepteret, at opfyldelsen sker inden for fristen.

Bestemmelsen tager sigte på at beskytte en sælger, som i anledning af fristens fastsættelse påtager sig omkostningskrævende foranstaltninger for at opfylde aftalen inden for fristen. Der foreligger ikke behov for en sådan beskyttelse, hvis sælgeren meddeler, at han ikke vil kunne opfylde aftalen inden for den frist, som er fastsat.

Det fremgår ikke af bestemmelsen, om køberen, mens fristen løber, kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af andre misligholdelser, end den som foranledigede fastsættelsen af fristen. Det er imidlertid klart, at køberen, selv om opfyldelse sker, mens fristen løber, kan gøre gældende, at varen lider af en mangel.

Den omstændighed, at køberen fastsætter en frist, må ikke opfattes således, at køberen derved afstår fra muligheden for at kræve erstatning for det tab, der er en følge af sælgerens forsinkelse. Dette er for en sikkerheds skyld medtaget i stk. 2, sidste punktum.

Til artikel 48

Efter artikel 48 kan sælgeren efter leveringstidspunktet på egen bekostning afhjælpe mangler ved varen eller enhver misligholdelse fra hans side. Dette kan ske, hvis afhjælpningen ikke medfører urimelig ulempe for køberen eller skaber usikkerhed for køberen om, hvorvidt sælgeren vil betale erstatning for de udgifter, som køberen allerede kan have haft.

Artiklen gælder for afhjælpning efter leveringstidspunktet. Bestemmelsen skal ses som et supplement til artikel 37, som gælder for afhjælpning før leveringstidspunktet. I begge tilfælde er det det aftalte tidspunkt for leveringen og ikke det faktiske leveringstidspunkt, der sigtes til.

Efter bestemmelsen har sælgeren således mulighed for at afhjælpe sin manglende opfyldelse af de forpligtelser, som påhviler ham ifølge aftalen. Afhjælpning i denne forstand må f.eks. anses at omfatte, at sælgeren tilbyder omlevering i en situation, hvor han ikke ville have pligt hertil.

For at sælgeren skal have ret til at afhjælpe en mangel ved sin opfyldelse, må afhjælpningen dog kunne ske uden urimelig forsinkelse for køberen. Denne tidsfrist skal regnes fra det tidspunkt, hvor køberen reklamerede over manglen. Hvad der skal forstås ved rimeligt i den konkrete situation beror bl.a. på varens art. Er der f.eks. tale om en vare, som er tilvirket specielt til køberen, og som sælgeren ikke kan udnytte på anden måde, må det antages, at sælgeren skal kunne gøre flere forsøg på at afhjælpe manglen.

Det er også en betingelse, at afhjælpningen kan ske uden, at den påfører køberen en urimelig ulempe. Køberen behøver således normalt ikke finde sig i afhjælpning, hvis sælgerens forsøg bevirker omfattende afbrydelser i køberens virksomhed, f.eks. hvis hele produktionslinjen må stoppes adskillige gange, fordi sælgeren ønsker at afhjælpe en mangel i en maskine, der indgår i produktionslinjen.

I bestemmelsen er der tillige taget hensyn til, at sælgerens forsøg på at afhjælpe manglen kan bevirke, at der påføres køberen udgifter. At dette bliver tilfældet, udelukker imidlertid ikke sælgerens ret til at afhjælpe manglen. Derimod må forsøgene på at afhjælpe manglen ikke indebære en risiko for køberen for, at han ikke får erstatning for sådanne udgifter. Hvis der foreligger en sådan risiko, og sælgeren ikke kan fjerne tvivlen i så henseende f.eks. ved at stille sikkerhed for en eventuel erstatning, kan køberen nægte sælgeren at udnytte sin mulighed for at afhjælpe manglen.

Den omstændighed, at en mangel vedrører en væsentlig komponent i varen, og at manglen, hvis den ikke afhjælpes, udgør en væsentlig misligholdelse, udelukker ikke i sig selv sælgerens afhjælpningsret. Hvis afhjælpning kan ske, som det fremgår af bestemmelsen, f.eks. ved at en fejlagtig del erstattes med en ny del, berøves køberen ikke i væsentlig grad det, som han har ret til at forvente efter aftalen, og der foreligger således ikke en sådan væsentlig misligholdelse, som efter artikel 25 er en betingelse for, at købet kan hæves. Ved bedømmelsen af, om en mangel er væsentlig, bør der således tages hensyn til sælgerens tilbud om afhjælpning i form af reparation eller omlevering.

Efter stk. 2 har køberen pligt til at besvare sælgerens spørgsmål, om hvorvidt køberen vil acceptere opfyldelse inden for en vis nærmere angiven tid. Besvares spørgsmålet ikke, kan køberen ikke afvise en opfyldelse, som sker inden for den tidsfrist, som sælgeren har angivet i forbindelse med sin opfordring, ligesom køberen ikke kan gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende, som er uforenelig med sælgerens opfyldelse. Køberen kan således f.eks. ikke hæve købet eller kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen, inden resultatet af sælgerens afhjælpningsforsøg foreligger inden udløbet af den frist, som sælgeren har angivet.

Hvis sælgeren ikke spørger køberen, om denne vil acceptere opfyldelse, men i stedet meddeler, at han vil opfylde sin forpligtelse inden for en vis nærmere angiven frist, har en sådan meddelelse samme virkning som en opfordring efter stk. 2, hvilket fremgår af stk. 3.

Efter stk. 4 bærer sælgeren risikoen for, at en opfordring eller meddelelse efter stk. 2 og 3, er kommet frem til køberen, idet de først får virkning fra dette tidspunkt.

Til artikel 49

I artikel 49 behandles køberens ret til at hæve købet på grund af sælgerens misligholdelse, samt de tilfælde hvor køberen mister adgangen til at hæve købet.

Efter stk. 1, litra a, kan køberen hæve købet, hvis sælgerens manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller konventionen må anses for at udgøre en væsentlig misligholdelse. Bestemmelsen er generel og gælder alle former for misligholdelse fra sælgerens side, ikke kun forsinkelse med leveringen og mangler ved varen. Det fremgår af artikel 25, hvornår en misligholdelse skal anses for at være væsentlig. I bemærkningerne til artikel 48 er det tillige anført, at der ved væsentlighedsbedømmelsen skal tages hensyn til, om sælgeren har tilbudt at afhjælpe manglen ved reparation eller omlevering. Foreligger der en væsentlig misligholdelse, kan købet hæves straks, uden at køberen behøver at fastsætte en tidsfrist herfor. Domstolene vil heller ikke kunne indrømme sælgeren henstand med ophævelsen, hvilket der er adgang til efter købelovgivningen i visse lande.

Det fremgår af stk. 1, litra b, at køberen også kan hæve købet, hvis sælgeren ikke leverer varen inden for den tidsfrist, som køberen kan have fastsat efter artikel 47, stk. 1, eller hvis sælgeren meddeler, at han ikke vil levere varen inden tidsfristen. Denne bestemmelse gælder kun i de tilfælde, hvor varen ikke er leveret, men ikke i tilfælde, hvor varen leveres for sent, eller hvor den leverede vare lider af en mangel. Artikel 72 indeholder en bestemmelse om ophævelse på grund af forventet misligholdelse.

Ophævelse skal efter artikel 26 ske ved en meddelelse til modparten.

I stk. 2 behandles bortfald af retten til at hæve. Hensigten med bestemmelsen er, at der inden for kort tid skabes klarhed i spørgsmålet om, hvad der skal ske, når der foreligger en væsentlig misligholdelse fra sælgerens side. Efter konventionen bortfalder adgangen til at hæve købet, hvis dette ikke sker inden rimelig tid. I bestemmelsen behandles spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt fristen skal regnes.

Hvis varen leveres for sent, skal køberen hæve købet inden rimelig tid efter, at han er blevet bekendt med, at levering har fundet sted. Køberen mister således ikke retten til at hæve købet, sålænge sælgeren overhovedet ikke har præsteret sin ydelse. Dette indebærer bl.a., at retten til at hæve ved aftaler om successiv levering kan falde bort for så vidt angår de enkelte delleverancer, når de er opfyldt, men at en eventuel ret i medfør af artikel 73, stk. 3, til at hæve hele aftalen først falder bort, når den sidste delleverance er leveret.

Det kan følge af artikel 48, stk. 2 og 3, at køberen, ved ikke at reagere på sælgerens spørgsmål om, hvorvidt køberen på trods af forsinkelsen vil acceptere, at levering finder sted eller ikke reagere på en tilsvarende meddelelse, mister retten til at hævet købet, hvis opfyldelse sker inden den angivne frist.

Ved andre misligholdelser fra sælgerens side end forsinket levering, skal købet efter litra b hæves inden rimelig tid efter, at køberen har fået eller burde have fået kendskab til misligholdelsen. Bestemmelsen gælder f.eks. mangler ved varen. Hvis en sådan mangel burde være blevet opdaget ved en undersøgelse af varen i overensstemmelse med artikel 38, bortfalder retten til at hæve købet, hvis der ikke gives meddelelse om ophævelse inden rimelig tid efter undersøgelsen. Den rimelige tid, som er nævnt i artikel 49, er imidlertid i dette tilfælde længere end den tid, inden for hvilken reklamation på grund af manglen skal ske.

Bestemmelsen gælder også for andre misligholdelser fra sælgerens side f.eks. en pligt efter aftalen eller konventionen til at afhjælpe mangler eller til at montere eller installere varen. Det bør bemærkes, at bestemmelsen alene gælder bortfald af retten til at hæve aftalen, og at en sådan ret efter stk. 1 alene kan foreligge, hvis sælgerens misligholdelse er væsentlig.

Efter stk. 2, litra b, ii, bortfalder retten til at hæve aftalen endvidere, hvis den ikke gøres gældende inden rimelig tid efter udløbet af en yderligere frist, som køberen har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller efter at sælgeren har meddelt, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden den yderligere frist.

Endelig fremgår det af litra b, iii, at retten til at hæve købet også bortfalder, hvis ophævelse ikke sker inden rimelig tid efter udløbet af en tid, som sælgeren har angivet i henhold til artikel 48, stk. 2 eller 3.

Til artikel 50

Artikel 47

1. Køber kan fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken sælger skal opfylde sine forpligtelser.

2. Medmindre køber har modtaget meddelelse fra sælger om, at denne ikke vil opfylde aftalen inden for den således fastsatte frist, kan køber ikke, mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Køber mister dog ikke dermed sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning for forsinkelsen.

Artikel 47

1. Køber kan fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken sælger skal opfylde sine forpligtelser.

2. Medmindre køber har modtaget meddelelse fra sælger om, at denne ikke vil opfylde aftalen inden for den således fastsatte frist, kan køber ikke, mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Køber mister dog ikke dermed sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning for forsinkelsen.

Artikel 48

1. Hvor ikke andet følger af artikel 49, kan sælger, selv efter leveringstidspunktet, på egen bekostning afhjælpe enhver misligholdelse fra hans side, hvis dette kan gøres uden urimelig forsinkelse for køber, og uden at denne udsættes for en urimelig ulempe eller usikkerhed om, hvorvidt hans udlæg vil blive godtgjort af sælger. Køber bevarer dog sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i denne konvention.

2. Opfordrer sælger køber til at lade ham vide, om køber vil tage imod opfyldelse af aftalen, og efterkommer køber ikke denne opfordring inden rimelig tid, kan sælger opfylde aftalen inden for den tidsfrist, som han har angivet i sin opfordring. Køber kan da ikke inden for den tidsfrist gøre nogen form for misligholdelsesbeføjelse gældende, som er uforenelig med sælgers opfyldelse af sine forpligtelser.

3. En meddelelse fra sælger om, at han vil opfylde aftalen inden for en angiven frist, antages at indeholde en opfordring til køber i henhold til stk. 2 om, at denne skal meddele sælger sin afgørelse.

4. En opfordring eller meddelelse fra sælger i henhold til stk. 2 eller stk. 3 i denne artikel får kun virkning, hvis den kommer frem til køber.

Artikel 48

1. Hvor ikke andet følger af artikel 49, kan sælger, selv efter leveringstidspunktet, på egen bekostning afhjælpe enhver misligholdelse fra hans side, hvis dette kan gøres uden urimelig forsinkelse for køber, og uden at denne udsættes for en urimelig ulempe eller usikkerhed om, hvorvidt hans udlæg vil blive godtgjort af sælger. Køber bevarer dog sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i denne konvention.

2. Opfordrer sælger køber til at lade ham vide, om køber vil tage imod opfyldelse af aftalen, og efterkommer køber ikke denne opfordring inden rimelig tid, kan sælger opfylde aftalen inden for den tidsfrist, som han har angivet i sin opfordring. Køber kan da ikke inden for den tidsfrist gøre nogen form for misligholdelsesbeføjelse gældende, som er uforenelig med sælgers opfyldelse af sine forpligtelser.

3. En meddelelse fra sælger om, at han vil opfylde aftalen inden for en angiven frist, antages at indeholde en opfordring til køber i henhold til stk. 2 om, at denne skal meddele sælger sin afgørelse.

4. En opfordring eller meddelelse fra sælger i henhold til stk. 2 eller stk. 3 i denne artikel får kun virkning, hvis den kommer frem til køber.

Artikel 49

1. Køber kan hæve købet

a) hvis sælgerens manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller denne konvention er en væsentlig misligholdelse, eller

b) i tilfælde af manglende levering, hvis sælger ikke leverer varen inden for den yderligere frist, som køber har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller hvis han meddeler, at han ikke vil levere varen inden for den således fastsatte frist.

2. Har sælgeren leveret varen, mister køber dog adgangen til at hæve købet, medmindre han

a) i tilfælde af forsinket levering hæver købet inden rimelig tid, efter at han er blevet bekendt med, at levering har fundet sted,

b) i tilfælde af anden misligholdelse end forsinket levering hæver købet inden rimelig tid,

i. efter at han er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med misligholdelsen,

ii.efter udløb af en eventuel yderligere frist, som køber har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller efter at sælger har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden for den således fastsatte yderligere frist, eller

iii.efter udløb af den eventuelle yderligere frist, som sælger har angivet i henhold til artikel 48, stk. 2, eller efter at køber har tilkendegivet, at han ikke vil akceptere, at sælger opfylder sine forpligtelser.

Artikel 49

1. Køber kan hæve købet

a) hvis sælgerens manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller denne konvention er en væsentlig misligholdelse, eller

b) i tilfælde af manglende levering, hvis sælger ikke leverer varen inden for den yderligere frist, som køber har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller hvis han meddeler, at han ikke vil levere varen inden for den således fastsatte frist.

2. Har sælgeren leveret varen, mister køber dog adgangen til at hæve købet, medmindre han

a) i tilfælde af forsinket levering hæver købet inden rimelig tid, efter at han er blevet bekendt med, at levering har fundet sted,

b) i tilfælde af anden misligholdelse end forsinket levering hæver købet inden rimelig tid,

i.ii efter at han er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med misligholdelsen,

ii.iefter udløb af en eventuel yderligere frist, som køber har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller efter at sælger har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden for den således fastsatte yderligere frist, eller

iii.efter udløb af den eventuelle yderligere frist, som sælger har angivet i henhold til artikel 48, stk. 2, eller efter at køber har tilkendegivet, at han ikke vil akceptere, at sælger opfylder sine forpligtelser.

Artikel 50

Lider varen af en mangel, kan køber, uanset om varen er betalt, kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, der udregnes efter værdien af den faktisk leverede vare på leveringstidspunktet og den værdi, som en tilsvarende mangelfri vare vil have haft på dette tidspunkt. Hvis sælger imidlertid i henhold til artikel 37 eller artikel 48 afhjælper en mangelfuld eller manglende levering, eller hvis køber afslår at tage imod sælgers opfyldelse af aftalen i henhold til de nævnte artikler, kan køber ikke kræve afslag i købesummen.

Artikel 50

Lider varen af en mangel, kan køber, uanset om varen er betalt, kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, der udregnes efter værdien af den faktisk leverede vare på leveringstidspunktet og den værdi, som en tilsvarende mangelfri vare vil have haft på dette tidspunkt. Hvis sælger imidlertid i henhold til artikel 37 eller artikel 48 afhjælper en mangelfuld eller manglende levering, eller hvis køber afslår at tage imod sælgers opfyldelse af aftalen i henhold til de nævnte artikler, kan køber ikke kræve afslag i købesummen.

Artikel 50 vedrører køberens ret til forholdsmæssigt afslag i købesummen. Efter bestemmelsen har køberen ret til forholdsmæssigt afslag i købesummen, der udregnes efter værdien af den faktisk leverede vare på leveringstidspunktet og den værdi, som en tilsvarende mangelfri vare ville have haft på dette tidspunkt. Køberen har ret til forholdsmæssigt afslag, uanset om manglen er væsentlig eller ej. Det fremhæves udtrykkeligt i bestemmelsen, at forholdsmæssigt afslag også kan gøres gældende, selv om betaling for varen allerede har fundet sted.

Køberen har ikke ret til forholdsmæssigt afslag, i det omfang sælgeren allerede har afhjulpet manglen. Det samme gælder, hvis sælgeren har tilbudt at afhjælpe manglen, men køberen har afvist tilbudet. Henvisningen til artiklerne 37 og 48 tilkendegiver, at køberen kun mister retten til forholdsmæssigt afslag i de situationer, hvor sælgeren har haft ret til at afhjælpe manglen. Det er endvidere en betingelse for, at køberen skal miste retten til forholdsmæssigt afslag, at sælgerens afhjælpningsforsøg lykkes. Hvis forsøgene kun lykkes delvist, vil der kunne blive tale om forholdsmæssigt afslag i det omfang, hvor der selv efter afhjælpningen fortsat foreligger en mangel ved varen.

Reglerne om forholdsmæssigt afslag svarer stort set til købelovens regler herom.

Til artikel 51

Hvis sælgeren kun leverer en del af varen, eller hvis kun en del af den er i overensstemmelse med aftalen, følger det af artikel 51, at bestemmelserne i artiklerne 46-50 skal anvendes på den del, som ikke er leveret, eller som ikke er mangelfri. Hvis kun en del af varen er leveret, vil køberen således kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende for så vidt angår sælgerens forsinkelse vedrørende den del af varen, som ikke er leveret. Tilsvarende hvis en del af den leverede vare lider af en mangel, vil køberen kunne gøre misligholdelsesbeføjelser gældende for så vidt angår manglerne vedrørende denne del af varen. Bestemmelsen har først og fremmest til hensigt at gøre det klart, at købet kan hæves delvist.

I stk. 2 behandles spørgsmålet om, hvorvidt køberen kan hæve købet i dets helhed, hvis en del af varen ikke leveres eller lider af en mangel. Ophævelse af købet i dets helhed, kan komme på tale, hvis misligholdelsen er væsentlig med hensyn til hele købet. Den omstændighed, at køberen har fastsat en yderligere frist til levering af den del, som ikke er leveret, medfører ikke, at han kan hæve købet i dets helhed med den begrundelse, at leveringen af det, som endnu ikke er leveret, ikke sker inden den fastsatte yderligere frist, når dette ikke i sig selv udgør en væsentlig misligholdelse med hensyn til hele købet.

Der findes ikke tilsvarende regler i købeloven. På den anden side har konventionen ikke en bestemmelse svarende til købelovens § 50 om kvantitetsmangler.

Til artikel 52

I artikel 52 behandles de tilfælde, hvor sælgeren leverer varen før den aftalte leveringstid, eller leverer en større mængde af varen, end den der følger af aftalen. Det fremgår af stk. 1, at køberen ikke har pligt til at tage imod levering før det aftalte leveringstidspunkt. Det må bero på en fortolkning af aftalen, hvorvidt den skal anses for at indeholde en bestemmelse, der vedrører det tidligste tidspunkt, hvor varen kan leveres. Bestemmelsen kan f.eks. ikke anvendes, hvis varen efter aftalen skal leveres senest på et bestemt tidspunkt, men hvor der ikke er angivet det tidligste tidspunkt for levering.

Køberens ret til at afvise varen er ikke afhængig af, at han påviser, at det vil være ubelejligt for ham at tage imod levering af varen før det aftalte leveringstidspunkt. Køberen har efter bestemmelsen ikke ret til at hæve købet på grund af, at varen erlægges for tidligt.

Bestemmelsen hindrer ikke sælgeren i at levere den afviste vare, når tiden for leveringen indtræffer.

Stk. 2 gælder i de tilfælde, hvor sælgeren leverer en større mængde af varen, end den der følger af aftalen. Bestemmelsen kan ikke anvendes, hvis den mængde, som sælgeren tilbyder, ligger inden for det spillerum, som kan følge af aftalen.

Hvis sælgeren leverer en større mængde end det, som køberen har pligt til at tage imod, kan køberen som hovedregel ikke afvise hele partiet, men kun den overskydende del. I visse situationer kan forholdene imidlertid være sådanne, at køberen ikke kan afvise bare en del af varen. Dette er f.eks. tilfældet, hvis der kun findes eet transportdokument for hele partiet. Hvis sælgerens handlinger under sådanne forhold udgør en væsentlig misligholdelse, kan køberen afvise hele partiet. Hvis køberen på den anden side vil tage imod den mængde, som følger af aftalen, og derfor også er nødt til at tage imod den overskydende del og derved bliver pådraget omkostninger, har køberen ret til erstatning for disse omkostninger efter bestemmelserne om varens opbevaring i artiklerne 85-88.

Hvis køberen vælger at tage imod den overskydende mængde, som ville kunne afvises, skal køberen også betale for denne mængde. Efter stk. 2 skal prisen beregnes i overensstemmelse med den pris, der i øvrigt gælder efter aftalen.

Købeloven indeholder ingen særlige bestemmelser om sælgerens levering før tiden eller levering af en større mængde end aftalt.

Artikel 51

1. Leverer sælger kun en del af varen, eller er kun en del af den leverede vare mangelfri, gælder bestemmelserne i artiklerne 46-50 for den del af varen, som ikke er leveret, eller som er mangelfuld.

2. Køber kan kun hæve købet i dets helhed, hvis sælgers undladelse af at levere den aftalte mængde fuldt ud eller undladelse af at levere en mangelfri vare er en væsentlig misligholdelse.

Artikel 51

1. Leverer sælger kun en del af varen, eller er kun en del af den leverede vare mangelfri, gælder bestemmelserne i artiklerne 46-50 for den del af varen, som ikke er leveret, eller som er mangelfuld.

2. Køber kan kun hæve købet i dets helhed, hvis sælgers undladelse af at levere den aftalte mængde fuldt ud eller undladelse af at levere en mangelfri vare er en væsentlig misligholdelse.

Artikel 52

1. Leverer sælger varen før den fastsatte tid, kan køber tage imod levering af varen eller afvise den.

2. Leverer sælger mere end aftalt, kan køber tage imod levering af den overskydende mængde eller afvise denne. Modtager køber den overskydende mængde eller en del af den, skal han betale den aftalte pris for det for meget leverede.

Artikel 52

1. Leverer sælger varen før den fastsatte tid, kan køber tage imod levering af varen eller afvise den.

2. Leverer sælger mere end aftalt, kan køber tage imod levering af den overskydende mængde eller afvise denne. Modtager køber den overskydende mængde eller en del af den, skal han betale den aftalte pris for det for meget leverede.

Artikel 53

Køber er forpligtet til at betale købesummen for varen og til at tage imod levering som fastsat i aftalen og i denne konvention.

Afsnit I

Købesummens betaling

Artikel 53

Køber er forpligtet til at betale købesummen for varen og til at tage imod levering som fastsat i aftalen og i denne konvention.

Afsnit I

Købesummens betaling

Artikel 54

I købers forpligtelse til at betale købesummen indgår, at han tager de skridt og iagttager de forskrifter, som aftalen eller love og andre forskrifter måtte kræve, for at betaling vil kunne ske.

Artikel 54

I købers forpligtelse til at betale købesummen indgår, at han tager de skridt og iagttager de forskrifter, som aftalen eller love og andre forskrifter måtte kræve, for at betaling vil kunne ske.

Artikel 55

Når en aftale er indgået på gyldig måde, men ikke udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller indeholder forskrifter til fastsættelse af købesummen, anses parterne, hvor andet ikke fremgår af omstændighederne, at have aftalt den pris, som på tidspunktet for indgåelsen af aftalen almindeligvis forlanges for en tilsvarende vare, når den sælges i den pågældende branche under tilsvarende omstændigheder.

Artikel 55

Når en aftale er indgået på gyldig måde, men ikke udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller indeholder forskrifter til fastsættelse af købesummen, anses parterne, hvor andet ikke fremgår af omstændighederne, at have aftalt den pris, som på tidspunktet for indgåelsen af aftalen almindeligvis forlanges for en tilsvarende vare, når den sælges i den pågældende branche under tilsvarende omstændigheder.

Artikel 55 vedrørende spørgsmålet om, hvilken pris køberen skal betale, hvis prisen ikke er blevet aftalt enten udtrykkeligt eller stiltiende, og aftalen heller ikke indeholder nogen anvisning om, på hvilken måde prisen skal fastsættes.

I bestemmelsen forudsættes det, at der er indgået en gyldig aftale, uden at prisen eller beregningsmåden følger af aftalen. Udtrykket »aftale er indgået på gyldig måde« indebærer en henvisning til artikel 14. I denne bestemmelse angives, hvornår et forslag om at indgå en aftale er tilstrækkeligt præcist til at kunne udgøre et tilbud. Blandt betingelserne nævnes, at forslaget udtrykkeligt eller stiltiende skal fastsætte prisen eller give en anvisning på, hvordan prisen skal fastsættes.

Artikel 56

For en vare, der sælges efter vægt, regnes prisen i tvivlstilfælde efter nettovægten.

Artikel 56

For en vare, der sælges efter vægt, regnes prisen i tvivlstilfælde efter nettovægten.

Artikel 57

1. Har køber ikke forpligtet sig til at erlægge købesummen på et andet bestemt sted, er han forpligtet til at erlægge den til sælger

a) på sælgers forretningssted, eller

b) hvor betaling skal erlægges mod overgivelse af varen eller af dokumenter, på det sted, hvor overgivelsen finder sted.

2. Sælger er forpligtet til at bære de forøgede betalingsomkostninger, der er en følge af, at han har skiftet forretningssted efter aftalens indgåelse.

Artikel 57

1. Har køber ikke forpligtet sig til at erlægge købesummen på et andet bestemt sted, er han forpligtet til at erlægge den til sælger

a) på sælgers forretningssted, eller

b) hvor betaling skal erlægges mod overgivelse af varen eller af dokumenter, på det sted, hvor overgivelsen finder sted.

2. Sælger er forpligtet til at bære de forøgede betalingsomkostninger, der er en følge af, at han har skiftet forretningssted efter aftalens indgåelse.

Artikel 57 præciserer det sted, hvor købesummen skal betales. Den får betydning dels ved spørgsmålet om, hvem der skal bære følgerne af, at de midler, som anvendes ved betalingen, slet ikke kommer frem til det sted, hvor betalingen skal ske, eller ikke kommer frem til tiden, dels ved spørgsmålet om, hvem der skal bære de forøgede omkostninger ved, at der sker en ændring for så vidt angår betalingsstedet.

Det fremgår af stk. 1, at parterne kan aftale det sted, hvor betalingen skal ske. Dette følger også af artikel 6. På dette punkt kan der imidlertid være anledning til at understrege bestemmelsens deklaratoriske karakter, bl.a. fordi sælgeren ofte, ved i en faktura at opgive en bestemt betalingsplads f.eks. en vis konto i en bank, må anses for at have accepteret, at betaling sker på den pågældendes konto.

Hvis betaling ikke skal ske på noget andet sted, skal den efter stk. 1, litra a, ske der, hvor sælgeren har sit forretningssted. Det fremgår af artikel 10, at hvis sælgeren har flere forretningssteder, hvortil aftalen eller dens opfyldelse har tilknytning, skal det forretningssted, hvortil der foreligger den stærkeste tilknytning, være afgørende. Ved valget af det afgørende forretningssted skal ikke alene tages hensyn til betalingen, men også til aftalen og dens fuldbyrdelse i sin helhed.

Under hensyn til, at betalingen skal ske på sælgerens forretningssted, er det køberen, der bærer risikoen for, at betalingsmidlerne bliver bragt til dette sted.

Stk. 1, litra b, fastslår, at betalingen og overgivelsen skal ske på samme sted i de tilfælde, hvor betalingen skal ske samtidig med, at varen eller et dokument, der vedrører denne, overgives til køberen. Hvis det fremgår af aftalen, at betalingen skal ske mod udlevering af et dokument, medfører bestemmelsen, at betaling skal ske på det sted, hvor dokumentet vedrørende varen overgives til køberen. Ved remburs sker betaling således normalt på det sted, hvor køberen indløser dokumentet vedrørende varen. Når sælgeren skal overgive varen til køberen på det sted, hvor køberen har sit forretningssted, mod at køberen indbetaler købesummen til en bank på dette sted, bliver det således sælgeren, som bærer risikoen for, at de pågældende betalingsmidler ikke kan udføres fra det pågældende land.

Hvis sælgerens forretningssted flyttes efter aftalens indgåelse, er det en følge af stk. 2, at køberen har pligt til at foranstalte betalingen på det nye forretningssted. Hvis der i den forbindelse fremkommer forøgede omkostninger for køberen ved at erlægge betalingen på grund af, at sælgerens forretningssted er blevet flyttet, skal sælgeren imidlertid betale disse forøgede omkostninger. Det fremgår ikke af bestemmelsen, om køberen skal anses for at være i forsinkelse, hvis han først på et meget sent tidspunkt får oplysning om den ændring, der er sket vedrørende sælgerens forretningssted. Det følger imidlertid af artikel 80, at sælgeren ikke i sådanne tilfælde, kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af, at betalingen sker for sent.

Købeloven har ikke regler om betalingsstedet, men efter gældsbrevslovens § 3 gælder det som et almindeligt princip, at betaling skal ske på fordringshaverens bopæl eller forretningssted, hvis betalingsstedet ikke er aftalt.

Til artikel 58

Artikel 58

1. Har køber ikke forpligtet sig til at betale købesummen på et andet tidspunkt, er han forpligtet til at betale den, når sælger stiller enten varen eller dokumenterne, som giver deres indehaver ret til at råde over varen, til købers rådighed i overensstemmelse med aftalen og denne konvention. Sælger har ret til at gøre en sådan betaling til en betingelse for varens eller dokumenternes overgivelse.

2. Skal varen forsendes, kan sælger sende den på det vilkår, at varen eller dokumenter, der giver deres indehaver ret til at råde over varen, kun overgives til køber mod betaling af købesummen.

3. Køber er ikke forpligtet til at betale købesummen, førend han har haft adgang til at undersøge varen, medmindre den fremgangsmåde for levering og betaling, som parterne har aftalt, er uforenelig med en sådan adgang til undersøgelse.

Artikel 58

1. Har køber ikke forpligtet sig til at betale købesummen på et andet tidspunkt, er han forpligtet til at betale den, når sælger stiller enten varen eller dokumenterne, som giver deres indehaver ret til at råde over varen, til købers rådighed i overensstemmelse med aftalen og denne konvention. Sælger har ret til at gøre en sådan betaling til en betingelse for varens eller dokumenternes overgivelse.

2. Skal varen forsendes, kan sælger sende den på det vilkår, at varen eller dokumenter, der giver deres indehaver ret til at råde over varen, kun overgives til køber mod betaling af købesummen.

3. Køber er ikke forpligtet til at betale købesummen, førend han har haft adgang til at undersøge varen, medmindre den fremgangsmåde for levering og betaling, som parterne har aftalt, er uforenelig med en sådan adgang til undersøgelse.

Artikel 58 vedrører betalingstidspunktet og forholdet mellem betalingen og køberens muligheder for at undersøge varen.

Også for så vidt angår tidspunktet for betalingen er det blevet anset for vigtigt at angive, at bestemmelsen kan fraviges ved aftale. Følger andet derimod ikke af aftalen, skal parternes ydelser udveksles samtidig. Køberen skal derfor betale for varen, når sælgeren stiller varen eller dokumenter, som giver deres indehaver ret til at råde over varen, til køberens rådighed. Sker der ikke betaling, kan sælgeren holde varen tilbage. På den anden side har køberen heller ikke pligt til at betale for varen, inden denne eller de pågældende dokumenter stilles til hans rådighed.

Stk. 2 vedrører det tilfælde, hvor det er en følge af aftalen, at varen skal forsendes. Når det anføres, at varen skal forsendes, henvises der herved til, at sælgeren i overensstemmelse med aftalen skal eller har ret til at sende varen til køberen. Derimod omfatter aftalen ikke forsendelse af varen, hvis køberen skal hente den hos sælgeren og selv skal foretage de nødvendige foranstaltninger i forbindelse med transporten.

Det fremgår af stk. 2, at sælgeren ifølge konventionen har ret til at sende varen på en sådan måde, at han selv beholder rådigheden over den under transporten. Konventionen stiller således ingen hindringer for sælgerens mulighed for at sende varen mod konnossement eller et fragtbrev, der giver sælgeren mulighed for at råde over varen under transporten. Der foreligger heller ikke en misligholdelse fra sælgerens side, hvis han sender varen mod efterkrav. Dette indebærer imidlertid ikke, at sælgeren uden holdepunkter i aftalen også har ret til at sende varen på sådanne vilkår, som fører til, at køberen ikke får mulighed for at undersøge den, inden han skal betale for varen. Dette spørgsmål behandles i stk. 3. Det kan også i andre tilfælde følge af aftalen, at sælgeren ikke har en sådan ret.

Efter stk. 3 har køberen ikke pligt til at betale for varen, inden han har haft mulighed for at undersøge den. Den aftalte leveringsmåde eller betaling kan imidlertid have en sådan karakter, at køberen ikke har ret til at undersøge varen, før betalingen sker.

Hvis betaling for varen skal ske mod udlevering af transportdokumenter, mens varen er på vej til køberen, har denne ikke ret til at kræve at få mulighed for at undersøge varen, inden betalingen sker. Det samme vil være tilfældet, hvis betaling i det hele taget skal ske mod konnossement eller et fragtbrev, også selv om dette først skal ske, efter at varen er kommet frem til bestemmelsesstedet.

Bestemmelserne svarer i det væsentlige til bestemmelserne i købelovens §§ 14-16 og 71.

Til artikel 59

Efter artikel 59 skal betaling ske på det aftalte tidspunkt, uden at det er nødvendigt, at sælgeren fremkommer med en særlig betalingsanmodning eller iagttager andre formaliteter, for at betalingsforpligtelsen skal indtræde. Konventionen tilsidesætter således sådanne formaliteter, selv om den lov, som vil skulle anvendes på købet, ellers forudsætter, at foranstaltninger af den anførte slags skal foretages.

Formålet med bestemmelsen er at forhindre anvendelsen af de regler, som findes i visse retssystemer, der går ud på, at købesummen ikke er forfalden, før sælgeren har fremsat en formel begæring om betaling.

Der er ikke en bestemmelse i købeloven, som direkte svarer til bestemmelsen, men den svarer i princippet til købelovens § 12.

Afsnit II.

Modtagelse af levering

Til artikel 60

Konventionen indeholder bestemmelser om to af køberens forpligtelser, dels til at betale for varen, dels til at tage imod levering. Det kan følge af aftalen, at køberen også kan have andre forpligtelser. Indholdet af disse reguleres ikke i konventionen. Derimod gælder bestemmelserne om retsfølgerne af køberens misligholdelse også for eventuelt andre forpligtelser, som kan følge af aftalen.

I artikel 60 anføres det, at køberens forpligtelse til at tage imod levering (take delivery) består dels i at foretage de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham for, at sælgeren skal kunne levere varen, dels i at modtage varen (taking over the goods).

Køberen har efter litra a pligt til at foretage de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham for, at sælgeren skal være i stand til at foretage levering. Disse forpligtelser vedrører bl.a. de foranstaltninger, som køberen skal foretage for, at varen skal kunne sendes til ham, og som f.eks. kan bestå i at indgå transportaftaler og ansøge om eventuelle tilladelser til eksport og import af varen, i det omfang det følger af aftalen, at det påhviler køberen at ansøge om en sådan tilladelse. Endvidere vedrører køberens forpligtelser også instruktioner og godkendelser, som køberen skal forsyne sælgeren med under tilvirkningen af varen. Det fremgår af artikel 65, at der gælder særlige regler om specifikationer, som køberen har pligt til at angive.

Forpligtelsen til at modtage varen består i, at køberen skal tage den i sin fysiske besiddelse. Det er ikke nødvendigt, at køberen selv skal opfylde denne forpligtelse, idet dette også vil kunne ske gennem en repræsentant.

Købeloven indeholder ikke regler, der svarer til denne konventionsbestemmelse.

Afsnit III

Sælgers beføjelser i anledning af købers misligholdelse

Afsnit III indeholder bestemmelser om beføjelser i tilfælde af køberens misligholdelse. I det omfang disse bestemmelser vedrører ophævelse, skal de ses i sammenhæng med artiklerne 72 og 73, som gælder henholdsvis for ophævelse før tidspunktet for aftalens opfyldelse og ophævelse ved successive leveringer, og med artiklerne 81-84 som vedrører retsvirkningerne af ophævelse. I artikel 71 behandles sælgerens ret til at indstille sin opfyldelse.

Til artikel 61

Artikel 59

Køber er forpligtet til at betale købesummen på det tidspunkt, som er fastsat, eller som kan fastslås på grundlag af aftalen og denne konvention, uden at sælger behøver fremsætte særskilt påkrav eller iagttage særlige former.

Afsnit II

Modtagelse af levering

Artikel 59

Køber er forpligtet til at betale købesummen på det tidspunkt, som er fastsat, eller som kan fastslås på grundlag af aftalen og denne konvention, uden at sælger behøver fremsætte særskilt påkrav eller iagttage særlige former.

Afsnit II

Modtagelse af levering

Artikel 60

Købers pligt til at tage imod levering består i

a) at foretage alle de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham, for at sætte sælger i stand til at foretage levering samt

b) at modtage varen.

Afsnit III

Sælgers beføjelser i anledning af købers misligholdelse

Artikel 60

Købers pligt til at tage imod levering består i

a) at foretage alle de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham, for at sætte sælger i stand til at foretage levering samt

b) at modtage varen.

Afsnit III

Sælgers beføjelser i anledning af købers misligholdelse

Artikel 61

1. Undlader køber at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til aftalen eller denne konvention, kan sælger

a) gøre de rettigheder gældende, som er nævnt i artiklerne 62-65,

b) kræve skadeserstatning i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 74-77.

2. Sælger mister ikke nogen ret til at kræve skadeserstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.

3. Når sælger gør en misligholdelsesbeføjelse gældende, må en domstol eller en voldgiftsret ikke give køber yderligere frist til at opfylde aftalen.

Artikel 61

1. Undlader køber at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til aftalen eller denne konvention, kan sælger

a) gøre de rettigheder gældende, som er nævnt i artiklerne 62-65,

b) kræve skadeserstatning i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 74-77.

2. Sælger mister ikke nogen ret til at kræve skadeserstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.

3. Når sælger gør en misligholdelsesbeføjelse gældende, må en domstol eller en voldgiftsret ikke give køber yderligere frist til at opfylde aftalen.

Artikel 61 er indledningen til afsnittet om de beføjelser, som sælgeren kan gøre gældende i tilfælde af køberens misligholdelse. Det fremgår af stk. 1, at beføjelserne ikke alene kan gøres gældende ved misligholdelse af forpligtelsen til at betale for varen eller at overtage den, men også ved misligholdelse i relation til eventuelle andre forpligtelser. Disse kan f.eks. følge af aftalen.

De beføjelser, som kan komme på tale, er krav om naturalopfyldelse, ophævelse og erstatning. Desuden indeholder artikel 65 en bestemmelse om retsvirkningerne af, at køberen ikke har angivet den nødvendige specifikation.

Det fremgår ikke nærmere af afsnittet, hvorledes forholdet er mellem de forskellige beføjelser. Stk. 2 udgør dog en undtagelse, idet det især med henblik på anglo-amerikansk ret angives, at køberen ikke mister en eventuel ret til at kræve erstatning ved at gøre andre beføjelser gældende.

Stk. 3 har til formål at præcisere, at eventuelle bestemmelser i national ret om henstand med opfyldelsen ikke skal gælde for køb, der skal bedømmes efter konventionen.

Til artikel 62

Artikel 62

Sælger kan forlange, at køber betaler købesummen, tager imod levering eller opfylder sine andre forpligtelser, medmindre sælger har gjort en misligholdelsesbeføjelse gældende, der er uforenelig med disse krav.

Artikel 62

Sælger kan forlange, at køber betaler købesummen, tager imod levering eller opfylder sine andre forpligtelser, medmindre sælger har gjort en misligholdelsesbeføjelse gældende, der er uforenelig med disse krav.

Artikel 62 vedrører sælgerens krav på opfyldelse. Køberens tilsvarende krav omtales i artikel 46. Også artikel 62 skal ses på baggrund af artikel 28 om dom til naturalopfyldelse.

Sælgeren har ret til at kræve betaling, hvis han ikke har gjort en misligholdelsesbeføjelse gældende, som er uforenelig med et sådant krav. Den sidstnævnte begrænsning gælder især ophævelse. Hvis sælgeren hæver købet, kan han ikke senere ændre opfattelse og gøre gældende, at han ønsker betaling af købesummen. Konventionen indeholder ikke den begrænsning, som kan forekomme i visse retssystemer, som går ud på, at sælgeren først kan kræve købesummen betalt, efter at han har gjort sig rimelige anstrengelser for at sælge varen til anden side. Sælgeren kan også gøre et krav på betaling gældende, hvis han har taget varen i besiddelse i overensstemmelse med artikel 88 og udøver den ret eller opfylder den forpligtelse til at sælge varen, som kan følge af artikel 88.

Sælgeren kan også kræve, at køberen opfylder sin forpligtelse til at tage imod levering af varen. Dette gælder ligeledes med de begrænsninger, som følger af artikel 28.

Købeloven regulerer kun sælgerens ret til at kræve, at køberen betaler købesummen eller »træffer de foranstaltninger, hvorpå købesummens betaling beror« jf. købelovens § 28.

Til artikel 63

Efter artikel 63 vil sælgeren kunne fastsætte en frist, inden for hvilken køberen skal opfylde sine forpligtelser på samme måde, som køberen efter artikel 47 kan fastsætte en sådan frist.

Den frist, som sælgeren fastsætter for køberens opfyldelse af sin forpligtelse til at betale for varen eller til at tage imod levering af den, har til formål at danne grundlag for sælgerens ophævelsesadgang, jf. artikel 64. Ved at fastsætte en sådan frist skal sælgeren og køberen kunne undgå den uklarhed, som ligger i, at købet ellers kun kan hæves, hvis misligholdelsen er væsentlig. For at kunne opfylde dette formål må tillægstiden være tydeligt angivet, og det må også stå klart for køberen, at sælgeren har fastsat fristen med henblik på at hæve købet, hvis fristen overskrides.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at den frist, som sælgeren har fastsat, er rimelig, idet sælgeren ikke ved at fastsætte en helt urealistisk kort frist skal kunne udløse hævebeføjelsen. Når det gælder en frist, som fastsættes på grund af køberens forsinkelse med betalingen, bør der imidlertid ved vurderingen af, hvilken frist der skal anses for rimelig, tages hensyn til, at der i almindelighed stilles strenge krav med hensyn til køberens betaling. Der vil i dette tilfælde ofte være tale om en frist på ganske få dage. Afhængig af varens prisfølsomhed kan endnu kortere frister komme på tale.

Efter artikel 54 omfatter køberens forpligtelse til at betale for varen også, at han foretager sådanne forberedende foranstaltninger, som er nødvendige for, at betaling skal kunne ske. Der er ikke noget til hinder for, at sælgeren fastsætter en frist, inden for hvilken køberen skal foretage sådanne foranstaltninger, og at sælgeren hæver købet, hvis køberen ikke foretager disse foranstaltninger inden for den fastsatte frist.

Hvis sælgeren fastsætter en frist, inden for hvilken køberen skal tage imod levering af varen, bør der ved vurderingen af rimelighedskriteriet i almindelighed være tale om en længere frist, end hvis der er tale om en frist for betaling.

Efter stk. 2 kan sælgeren ikke gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, mens fristen løber. Sælgeren mister dog ikke retten til at kræve erstatning på grund af forsinkelse med opfyldelsen. Bestemmelsen har således især den betydning, at købet ikke kan hæves, mens fristen løber. Ophævelse kan imidlertid ske allerede, mens fristen løber, hvis køberen meddeler, at han ikke vil opfylde aftalen inden for fristen.

Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvorvidt sælgeren kan hæve købet, mens fristen løber, hvis der viser sig nye omstændigheder, som kan udgøre en selvstændig ophævelsesgrund. Det må imidlertid være klart, at sælgeren har ret til at hæve købet, hvis han f.eks. har fastsat en frist, inden for hvilken køberen skal tage imod levering af varen, og købesummen forfalder til betaling i løbet af dette tidsrum, uden at der sker betaling.

Til artikel 64

Artikel 63

1. Sælger kan fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken køber skal opfylde sine forpligtelser.

2. Medmindre sælger har modtaget meddelelse fra køber om, at denne ikke vil opfylde aftalen inden for den således fastsatte frist, kan sælger ikke, mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Sælger mister dog ikke dermed sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning for forsinkelse.,

Artikel 63

1. Sælger kan fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken køber skal opfylde sine forpligtelser.

2. Medmindre sælger har modtaget meddelelse fra køber om, at denne ikke vil opfylde aftalen inden for den således fastsatte frist, kan sælger ikke, mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Sælger mister dog ikke dermed sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning for forsinkelse.,

Artikel 64

1. Sælger kan hæve købet

a) hvis købers manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller denne konvention er en væsentlig misligholdelse, eller

b) hvis køber ikke inden for den yderligere frist, som sælger har fastsat i henhold til artikel 63, stk. 1, har opfyldt sin betalingsforpligtelse eller sin forpligtelse til at tage imod levering af varen, eller såfremt køber meddeler, at han ikke vil gøre det inden for den således fastsatte frist.

2. Har køber betalt købesummen for varen, mister sælger dog sin ret til at hæve købet, medmindre han

a) i tilfælde af forsinket opfyldelse fra købers side hæver købet, før sælger er blevet bekendt med, at opfyldelsen er sket, eller

b) i tilfælde af anden misligholdelse end en forsinket opfyldelse fra købers side, hæver købet inden rimelig tid

i. efter, at sælger er blevet bekendt med eller burde være bekendt med misligholdelsen, eller

ii.efter udløbet af den yderligere frist, som sælger har fastsat i henhold til artikel 63, stk. 1, eller efter at køber har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden for den fastsatte yderligere frist.

Artikel 64

1. Sælger kan hæve købet

a) hvis købers manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller denne konvention er en væsentlig misligholdelse, eller

b) hvis køber ikke inden for den yderligere frist, som sælger har fastsat i henhold til artikel 63, stk. 1, har opfyldt sin betalingsforpligtelse eller sin forpligtelse til at tage imod levering af varen, eller såfremt køber meddeler, at han ikke vil gøre det inden for den således fastsatte frist.

2. Har køber betalt købesummen for varen, mister sælger dog sin ret til at hæve købet, medmindre han

a) i tilfælde af forsinket opfyldelse fra købers side hæver købet, før sælger er blevet bekendt med, at opfyldelsen er sket, eller

b) i tilfælde af anden misligholdelse end en forsinket opfyldelse fra købers side, hæver købet inden rimelig tid

i.i efter, at sælger er blevet bekendt med eller burde være bekendt med misligholdelsen, eller

ii.efter udløbet af den yderligere frist, som sælger har fastsat i henhold til artikel 63, stk. 1, eller efter at køber har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden for den fastsatte yderligere frist.

Artikel 64 omhandler sælgerens ret til at hæve købet på grund af køberens misligholdelse. Den tilsvarende bestemmelse om køberens ophævelsesadgang findes i artikel 49.

Efter stk. 1, litra a, kan købet kun hæves, hvis køberens misligholdelse er væsentlig. Bestemmelsen gælder for samtlige køberens forpligtelser, ikke kun forpligtelsen til at betale købesummen og til at tage imod levering af varen. Andre forpligtelser kan f.eks. følge af aftalen. Bestemmelsen om ophævelse på grund af en væsentlig misligholdelse suppleres bl.a. af artikel 72, hvorefter købet kan hæves på grund af anteciperet misligholdelse. Sælgeren har således f.eks. ret til at hæve købet, hvis køberen (uberettiget) annullerer handelen.

Efter stk. 1, litra b, kan sælgeren også hæve købet, hvis køberen ikke opfylder sin forpligtelse til at betale købesummen eller tage imod levering af varen inden for en frist, som sælgeren har fastsat. Denne bestemmelse gælder ikke for andre former for misligholdelse fra køberens side. De nærmere bestemmelser om fristen fremgår af artikel 63.

Efter stk. 2 mister sælgeren i visse tilfælde sin ret til at hæve købet, hvis han ikke gør brug af retten inden for en vis tidsfrist. Stk. 2 vedrører alene retten til at hæve i de tilfælde, hvor køberen har betalt for varen. Sålænge betalingen ikke er sket, har sælgeren således bevaret sin ophævelsesret uden begrænsninger.

Efter stk. 2, litra a, mister sælgeren retten til at hæve købet på grund af køberens forsinkede opfyldelse, hvis købet ikke hæves, inden sælgeren har fået kendskab til, at der er sket opfyldelse. Ved forsinkelse med betalingen mister sælgeren i almindelighed sin interesse i at hæve købet, hvis betaling sker. Den situation, hvor aftalen vedrører flere delleverancer, og der skal ske særskilt betaling for hver delleverance, eller at betaling i øvrigt skal ske i rater, er behandlet i artikel 73.

Det fremgår af litra a, at købet kan hæves, selv om betalingen er sket, hvis blot der hæves inden sælgeren har fået kundskab om betalingen.

I stk. 2, litra b, behandles ophævelse på grund af andre misligholdelser fra køberens side end forsinket opfyldelse. Hvis sælgeren i disse situationer har ret til at hæve købet og ønsker at udøve denne ret, skal det ske inden rimelig tid. Denne tid regnes fra det tidspunkt, hvor sælgeren fik eller burde have fået kendskab til køberens misligholdelse, eller fra udløbet af en frist som sælgeren kan have fastsat for opfyldelse af den pågældende forpligtelse, eller fra det tidspunkt hvor køberen har meddelt, at han ikke vil opfylde forpligtelsen inden for den fastsatte tidsfrist.

Konventionens krav om væsentlighed som betingelse for ophævelse er strengere end betingelsen i købelovens § 28. Til gengæld mister sælgeren ikke i forhold til køberen adgangen til at hæve købet, når varen er overgivet til køberen, således som det er tilfældet efter købeloven. Spørgsmålet om, hvorvidt sælgeren mister hæveadgangen efter overgivelse i forhold til køberens kreditorer reguleres ikke af konventionen jf. artikel 4, hvorefter konventionen ikke regulerer forholdet til tredjemand. Købeloven har ikke regler svarende til konventionens om sælgerens fastsættelse af en frist for køberens opfyldelse. Endvidere er der efter købeloven kun adgang til at hæve ved køberens forsinkelse med betaling af købesummen, men ikke som efter konventionen tillige ved forsinkelse med modtagelse af levering.

Til artikel 65

Artikel 65

1. Skal køber efter aftalen nærmere angive form, mål eller andre egenskaber ved varen, og kommer han ikke med en specifikation til det aftalte tidspunkt eller inden rimelig tid, efter at han har modtaget sælgerens opfordring hertil, kan sælger, uden at han derved mister andre rettigheder, han måtte have, selv foretage en nærmere bestemmelse af varens egenskaber i overensstemmelse med de af købers krav, han måtte kende.

2. Foretager sælger selv en nærmere bestemmelse af varens egenskaber, skal han underrette køber om de nærmere enkeltheder derved og fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken køber kan foretage en anden bestemmelse. Hvis køber, efter at have fået en sådan meddelelse, ikke gør dette inden for den således fastsatte frist, er sælgers bestemmelse af varens egenskaber bindende.

Artikel 65

1. Skal køber efter aftalen nærmere angive form, mål eller andre egenskaber ved varen, og kommer han ikke med en specifikation til det aftalte tidspunkt eller inden rimelig tid, efter at han har modtaget sælgerens opfordring hertil, kan sælger, uden at han derved mister andre rettigheder, han måtte have, selv foretage en nærmere bestemmelse af varens egenskaber i overensstemmelse med de af købers krav, han måtte kende.

2. Foretager sælger selv en nærmere bestemmelse af varens egenskaber, skal han underrette køber om de nærmere enkeltheder derved og fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken køber kan foretage en anden bestemmelse. Hvis køber, efter at have fået en sådan meddelelse, ikke gør dette inden for den således fastsatte frist, er sælgers bestemmelse af varens egenskaber bindende.

Artikel 65 vedrører et særligt tilfælde af køberens forpligtelse til at medvirke til købet, nemlig det at køberen skal give en specifikation, men ikke gør dette i tide. Det drejer sig om specifikationer vedrørende varens form, mål eller andre egenskaber. Bestemmelsen tager sigte på sådanne specifikationer, som er nødvendige for, at sælgeren skal kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til købet. Den gælder således også f.eks. køberens manglende levering af tegninger til sælgeren.

Hvis køberen ikke afleverer specifikationerne inden for den aftalte tid eller inden rimelig tid efter, at sælgeren har opfordret køberen til at aflevere specifikationen, kan sælgeren selv foretage den nødvendige specifikation. Hvis sælgeren f.eks. skal levere et parti sko, og køberen ikke har meddelt specifikationer vedrørende farve og nummer, tilkommer det sælgeren at foretage valget. Han skal gøre dette i overensstemmelse med de krav fra køberens side, som han måtte have kendskab til. Fordelingen af sko på forskellige størrelser kan f.eks. fremgå af køberens tidligere bestillinger, og farverne kan fremgå af de foreløbige forhandlinger inden aftalens indgåelse.

Det fremgår af bestemmelsen, at sælgeren har ret til at foretage specifikationen, men bestemmelsen fastsætter ikke en pligt hertil. Sælgeren kan således foretrække f.eks. at hæve købet. Hvis han vælger at foretage specifikationen, indebærer det ikke, at han mister retten til at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende i anledning af køberens undladelse af at foretage specifikationen. Sælgeren kan f.eks. have ret til erstatning for tab, som er en følge af køberens forsinkelse, og for hans omkostninger ved at skulle foretage specifikationen.

Efter stk. 2 skal sælgeren underrette køberen om den specifikation, som han har foretaget, og fastsætte en frist, inden for hvilken køberen skal reagere mod sælgerens specifikation. Hvis køberen ikke reagerer inden for denne frist, bliver specifikationen bindende. Dette indebærer på den ene side, at køberen, hvis varen er i overensstemmelse med specifikationen, ikke kan gøre gældende, at der foreligger en mangel ved varen under henvisning til specifikationen. På den anden side bliver specifikationen også bindende for sælgeren i den forstand, at der foreligger en mangel, hvis varen afviger fra specifikationen.

Der findes ikke tilsvarende regler om specifikation i købeloven. Efter dansk ret antages det, at sælgeren ikke selv har ret til at foretage specifikation.

Artikel 66

Går varen tabt, eller forringes den, efter at risikoen er gået over på køber, fritager dette ikke køber for hans forpligtelse til at betale købesummen, medmindre varens tab eller forringelse skyldes sælgers handling eller forsømmelse.

Artikel 66

Går varen tabt, eller forringes den, efter at risikoen er gået over på køber, fritager dette ikke køber for hans forpligtelse til at betale købesummen, medmindre varens tab eller forringelse skyldes sælgers handling eller forsømmelse.

Artikel 67

1. Skal varen forsendes, og er sælger ikke forpligtet til at overgive den på et bestemt sted, går risikoen over på køber, når varen er overgivet til den første transportør med henblik på videreforsendelse af varen til køber i overensstemmelse med købeaftalen. Er sælger forpligtet til at overgive varen til en transportør på et bestemt sted, går risikoen først over på køber, når varen er overgivet til transportøren på dette sted. Det har ingen virkning for risikoens overgang, at sælger har adgang til at beholde de dokumenter, der giver ret til at råde over varen.

2. Risikoen går dog først over på køber, når varen er blevet udskilt til køber ved mærkning af varen, ved transportdokument, ved meddelelse til køber eller på anden måde.

Artikel 67

1. Skal varen forsendes, og er sælger ikke forpligtet til at overgive den på et bestemt sted, går risikoen over på køber, når varen er overgivet til den første transportør med henblik på videreforsendelse af varen til køber i overensstemmelse med købeaftalen. Er sælger forpligtet til at overgive varen til en transportør på et bestemt sted, går risikoen først over på køber, når varen er overgivet til transportøren på dette sted. Det har ingen virkning for risikoens overgang, at sælger har adgang til at beholde de dokumenter, der giver ret til at råde over varen.

2. Risikoen går dog først over på køber, når varen er blevet udskilt til køber ved mærkning af varen, ved transportdokument, ved meddelelse til køber eller på anden måde.

Artikel 67 omhandler tidspunktet for risikoens overgang, når det indgår i købeaftalen, at varen skal transporteres. Derimod gælder artiklen ikke i de situationer, hvor køberen henter varen på sælgerens forretningssted og derefter afleverer den til en transportør.

I stk. 1 behandles først det tilfælde, hvor sælgeren ikke skal overgive varen på et bestemt sted. Risikoen går i så fald over på køberen, når varen overgives til en transportør på sælgerens forretningssted. Det anføres ikke i konventionen, at der skal være tale om en transportør, som har påtaget sig transporten fra det sted, hvor sælgeren har sit forretningssted. Dette indebærer, at risikoen går over allerede, når varen er overgivet til en lokal transportør, som f.eks. skal køre den til en havn eller jernbanestation.

I bestemmelsen anføres intet præcist om, hvornår varen er overgivet til en transportør med henblik på transport på en sådan måde, at risikoen går over på køberen. Dette må antages at være sket, når transportøren eller dennes folk med henblik på transport har taget varen i besiddelse, f.eks. når varen er modtaget i transportørens terminal.

I stk. 1 behandles også det tilfælde, hvor sælgeren skal overgive varen på et bestemt sted. Hermed sigtes til et andet sted end sælgerens forretningssted. Bestemmelsen gælder for de situationer, hvor varen skal overgives på et bestemt sted efter en forudgående transport, f.eks. at den efter landtransport til en bestemt havn skal overgives til et rederi med henblik på en videre søtransport. I et sådant tilfælde går risikoen over på køberen, når varen er overgivet til den pågældende bortfragter.

Den omstændighed, at sælgeren har ret til at tilbageholde et sådant særligt dokument, at den retlige råden over varen er knyttet til dokumentet, påvirker ikke risikoens overgang. Dette er fremhævet udtrykkeligt i konventionsteksten, eftersom risikoens overgang i visse andre retssystemer er blevet knyttet til overgivelse af sådanne transportdokumenter.

Det følger af stk. 2, at risikoen ikke går over på køberen ved varens overgivelse til en transportør, hvis varen ikke på dette tidspunkt er udskilt til den pågældende bestemte køber. I så fald går risikoen først over på køberen, når varen er blevet udskilt til køberen ved mærkning af varen, ved transportdokument, ved meddelelse til køberen eller på anden måde, således at det fremgår, hvilken bestemt del af et parti varer til flere købere der er beregnet til køberen.

Til artikel 68

Artikel 68

Risikoen for varer, der sælges, mens de er under transport, går over på køber fra aftalens indgåelse. Hvis det imidlertid fremgår af omstændighederne, anses køber for at have påtaget sig risikoen fra det tidspunkt, da varen blev overgivet til den transportør, som udfærdigede forsendelsesdokumenterne. Sælger bærer dog risikoen for tab eller forringelse, såfremt sælger, da aftalen blev indgået, vidste eller burde have vidst, at varen var gået tabt eller var blevet forringet, og han ikke oplyste køber derom.

Artikel 68

Risikoen for varer, der sælges, mens de er under transport, går over på køber fra aftalens indgåelse. Hvis det imidlertid fremgår af omstændighederne, anses køber for at have påtaget sig risikoen fra det tidspunkt, da varen blev overgivet til den transportør, som udfærdigede forsendelsesdokumenterne. Sælger bærer dog risikoen for tab eller forringelse, såfremt sælger, da aftalen blev indgået, vidste eller burde have vidst, at varen var gået tabt eller var blevet forringet, og han ikke oplyste køber derom.

Artikel 68 behandler køb af varer, der er under transport. Der kan f.eks. være tale om salg af en olielast, mens lasten transporteres. Bestemmelsen er ikke begrænset til varer, som transporteres til søs, men kan også gælde for varer, som transporteres på anden måde.

Hovedreglen efter bestemmelsen er, at risikoen for varen i sådanne tilfælde går over på køberen ved aftalens indgåelse. Der gælder dog den vigtige undtagelse, at hvis det fremgår af omstændighederne, skal køberen anses for at have overtaget risikoen allerede fra det tidspunkt, hvor varen blev overgivet til den transportør, som udfærdigede det transportdokument, som køberen modtog, da han købte varen. Det må antages, at køberen har accepteret at overtage risikoen fra dette tidspunkt, hvis han har modtaget transportdokumentet og en forsikringspolice, som også gælder til fordel for køberen.

Sælgeren skal dog i alle tilfælde bære risikoen for varen ved de køb, som omfattes af artiklen, hvis han ved købet vidste eller burde have vidst, at varen var gået tabt eller var blevet beskadiget, men ikke har meddelt køberen noget om det.

Til artikel 69

Artikel 69

1. I tilfælde, som ikke omfattes af bestemmelserne i artiklerne 67 og 68, går risikoen over på køber, når han modtager varen, eller, hvor han ikke gør dette i rette tid, fra det tidspunkt, da varen stilles til hans rådighed, og han misligholder aftalen ved ikke at tage imod levering.

2. Er køber forpligtet til at modtage varen på et andet sted end sælgers forretningssted, overgår risikoen dog, når tiden for levering er kommet, og køber er bekendt med, at varen er stillet til hans rådighed på det angivne sted.

3. Angår aftalen en vare, der ikke er udskilt, anses den ikke for at være stillet til købers rådighed, før den er klart udskilt til køber.

Artikel 69

1. I tilfælde, som ikke omfattes af bestemmelserne i artiklerne 67 og 68, går risikoen over på køber, når han modtager varen, eller, hvor han ikke gør dette i rette tid, fra det tidspunkt, da varen stilles til hans rådighed, og han misligholder aftalen ved ikke at tage imod levering.

2. Er køber forpligtet til at modtage varen på et andet sted end sælgers forretningssted, overgår risikoen dog, når tiden for levering er kommet, og køber er bekendt med, at varen er stillet til hans rådighed på det angivne sted.

3. Angår aftalen en vare, der ikke er udskilt, anses den ikke for at være stillet til købers rådighed, før den er klart udskilt til køber.

Artikel 69 omhandler tidspunktet for risikoens overgang i andre situationer end dem, der er behandlet i artiklerne 67 og 68. Bestemmelsen gælder f.eks. for de tilfælde, hvor køberen skal modtage varen på sælgerens forretningssted, eller hvor varen befinder sig i et lager, som besiddes af andre end sælgeren. Bestemmelsen gælder endvidere for de tilfælde, hvor sælgeren har påtaget sig at levere varen på et sted på vej til køberen, uden at sælgeren skal sende varen fra dette sted, eller hvor varen skal leveres på køberens forretningssted. I alle tilfælde skal bestemmelsen kun anvendes, hvis ikke andet følger af aftalen mellem parterne.

Efter stk. 1 gælder det, at hvis varen skal leveres på sælgerens forretningssted, uden at sælgeren skal sende den, går risikoen over på køberen, når han modtager varen eller, hvis han ikke gør dette i rette tid, fra det tidspunkt, hvor varen stilles til hans rådighed, og der foreligger en misligholdelse fra køberens side ved ikke at tage imod levering. Også i sådanne situationer forudsættes det efter stk. 3, at varen er udskilt til køber.

At varen er stillet til køberens rådighed indebærer, at sælgeren skal have foretaget den opfyldelse af aftalen, som påhviler ham i forbindelse med leveringen. Sælgeren skal bl.a. have pakket varen, hvis en sådan forpligtelse påhviler ham ifølge aftalen.

Hvis køberen skal modtage varen på et andet sted end sælgerens forretningssted, går risikoen efter stk. 2 over på køberen, når tiden for leveringen er kommet, og køberen ved, at varen er stillet til hans rådighed på dette sted. Efter bestemmelsen forudsættes det, at køberen rent faktisk har kendskab hertil. På den anden side behøver hans kendskab til, at varen er stillet til hans rådighed, ikke at hidrøre fra sælgeren. Køberen kan i stedet have fået et sådant kendskab, f.eks. ved en meddelelse fra en transportør om varens ankomst. Risikoens overgang er i disse tilfælde uafhængig af, hvornår køberen tager varen i sin besiddelse.

Til artikel 70

Artikel 70

Har sælger begået en væsentlig misligholdelse, vil reglerne i artiklerne 67, 68 og 69 ikke afskære køber fra at gøre nogen af sine beføjelser gældende i anledning af misligholdelsen.

Artikel 70

Har sælger begået en væsentlig misligholdelse, vil reglerne i artiklerne 67, 68 og 69 ikke afskære køber fra at gøre nogen af sine beføjelser gældende i anledning af misligholdelsen.

Artikel 70 behandler, hvilken betydning sælgerens væsentlige misligholdelse har for risikoens overgang.

Det følger af bestemmelsen, at køberen bærer risikoen for varen, selv om den lider af en mangel, men manglen ikke er så væsentlig, at køberen kan hæve købet. Hvis der har foreligget en mangel ved varen, da risikoen gik over på køberen, og varen er blevet yderligere forringet efter risikoens overgang, kan køberens misligholdelsesbeføjelser kun angå den mangel, som kan henføres til varens beskaffenhed på det tidspunkt, hvor risikoen gik over.

Hvis manglen udgør en væsentlig misligholdelse, begrænser risikoens overgang ikke køberens ret til at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende. Det forhold, at varen f.eks. er blevet ødelagt ved en hændelse, der ikke beror på køberen, begrænser således ikke hans mulighed for at hæve købet på grund af den væsentlige mangel ved varen.

Artikel 71

1. En part kan indstille opfyldelsen af sine forpligtelser, såfremt det efter aftalens indgåelse viser sig, at den anden part ikke vil opfylde en væsentlig del af sine forpligtelser som følge af

a) en alvorlig mangel på evne til at opfylde eller manglende kreditværdighed, eller

b) hans adfærd under forberedelserne til aftalens opfyldelse eller under hans opfyldelse af aftalen. 2. Har sælger afsendt varen, før de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, viste sig, kan han hindre, at varen overgives til køber, selv om køber har et dokument, som giver ham ret til at få varen i sin besiddelse. Dette gælder dog kun den ret til varen, der gælder i forholdet mellem køber og sælger.

3. En part, som indstiller sin opfyldelse af aftalen, det være sig før eller efter varens afsendelse, skal omgående meddele dette til den anden part, og skal genoptage opfyldelsen, hvis den anden part giver ham betryggende sikkerhed om, at han vil opfylde sine forpligtelser.

Artikel 71

1. En part kan indstille opfyldelsen af sine forpligtelser, såfremt det efter aftalens indgåelse viser sig, at den anden part ikke vil opfylde en væsentlig del af sine forpligtelser som følge af

a) en alvorlig mangel på evne til at opfylde eller manglende kreditværdighed, eller

b) hans adfærd under forberedelserne til aftalens opfyldelse eller under hans opfyldelse af aftalen. 2. Har sælger afsendt varen, før de omstændigheder, der er nævnt i stk. 1, viste sig, kan han hindre, at varen overgives til køber, selv om køber har et dokument, som giver ham ret til at få varen i sin besiddelse. Dette gælder dog kun den ret til varen, der gælder i forholdet mellem køber og sælger.

3. En part, som indstiller sin opfyldelse af aftalen, det være sig før eller efter varens afsendelse, skal omgående meddele dette til den anden part, og skal genoptage opfyldelsen, hvis den anden part giver ham betryggende sikkerhed om, at han vil opfylde sine forpligtelser.

Artikel 72

1. Bliver det før tidspunktet for aftalens opfyldelse åbenbart, at en af parterne vil misligholde aftalen væsentligt, kan den anden part hæve købet.

2. Hvis tiden tillader det, skal den part, som har til hensigt at hæve købet, på rimelig måde give den anden part meddelelse herom, for at denne kan få lejlighed til at give ham en betryggende sikkerhed for, at han vil opfylde.

3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse, såfremt den anden part har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser.

Artikel 72

1. Bliver det før tidspunktet for aftalens opfyldelse åbenbart, at en af parterne vil misligholde aftalen væsentligt, kan den anden part hæve købet.

2. Hvis tiden tillader det, skal den part, som har til hensigt at hæve købet, på rimelig måde give den anden part meddelelse herom, for at denne kan få lejlighed til at give ham en betryggende sikkerhed for, at han vil opfylde.

3. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse, såfremt den anden part har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser.

Artikel 72 vedrører retten til at hæve købet før tiden for opfyldelse på grund af anteciperet misligholdelse fra modpartens side. For at købet skal kunne hæves, må det være åbenbart, at modparten vil komme i væsentlig misligholdelse. Dette kan f.eks. være tilfældet, fordi køberen har annulleret købet eller i øvrigt meddeler, at han ikke har til hensigt at opfylde aftalen. Tilsvarende kan fremgå af en meddelelse fra sælgeren, eller f.eks. af at sælgeren sælger varen til anden side. I andre situationer bør parterne være opmærksomme på de risici, som er forbundet med ophævelse på grund af en anteciperet misligholdelse, og derfor overveje at gå frem efter stk. 2 for at udelukke denne usikkerhed.

Efter stk. 2 skal den part, som har til hensigt at hæve købet, meddele modparten sin hensigt, for at give denne mulighed for at stille sikkerhed eller give anden fyldestgørende tilsikring for sin opfyldelse og derigennem fjerne ophævelsesgrunden. Der er taget hensyn til, at det i visse situationer kan være nødvendigt at hæve købet, uden at en sådan meddelelse kan nås. Der vil i den internationale handel formentlig blive stillet forholdsvis strenge krav til, at en meddelelse skal gives.

Det fremgår af stk. 3, at den part som har til hensigt at hæve købet ikke behøver at meddele modparten sin hensigt, hvis denne har oplyst, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser.

Der findes ikke almindelige regler om ret til ophævelse på grund af anteciperet misligholdelse i købeloven. Sælgeren har dog under visse omstændigheder ret hertil i de særlige tilfælde, som er nævnt i købelovens §§ 39 og 40 om køberens manglende betalingsevne. Det antages imidlertid også efter dansk ret, at en part har ret til at hæve købet allerede inden, der foreligger misligholdelse, hvis det er klart, at der vil indtræde en væsentlig misligholdelse.

Til artikel 73

Artikel 73

1. Skal sælger ifølge aftalen levere efterhånden, og betaling erlægges særskilt for hver levering, og sker der en væsentlig misligholdelse vedrørende en enkelt levering eller betaling, kan den anden part hæve købet med hensyn til denne levering.

2. Hvis den ene parts misligholdelse vedrørende en levering eller betaling giver den anden part god grund til at forvente en væsentlig misligholdelse vedrørende kommende leveringer eller betalinger, kan denne hæve købet for fremtidige leveringers vedkommende, forudsat at han gør dette inden rimelig tid.

3. En køber, som hæver købet for en leverings vedkommende, kan samtidig hæve købet for tidligere eller for senere leveringers vedkommende, hvis disse andre leveringer som følge af deres indbyrdes sammenhæng ikke vil kunne anvendes efter det formål, som parterne forudsatte ved aftalens indgåelse.

Afsnit II

Skadeserstatning

Artikel 73

1. Skal sælger ifølge aftalen levere efterhånden, og betaling erlægges særskilt for hver levering, og sker der en væsentlig misligholdelse vedrørende en enkelt levering eller betaling, kan den anden part hæve købet med hensyn til denne levering.

2. Hvis den ene parts misligholdelse vedrørende en levering eller betaling giver den anden part god grund til at forvente en væsentlig misligholdelse vedrørende kommende leveringer eller betalinger, kan denne hæve købet for fremtidige leveringers vedkommende, forudsat at han gør dette inden rimelig tid.

3. En køber, som hæver købet for en leverings vedkommende, kan samtidig hæve købet for tidligere eller for senere leveringers vedkommende, hvis disse andre leveringer som følge af deres indbyrdes sammenhæng ikke vil kunne anvendes efter det formål, som parterne forudsatte ved aftalens indgåelse.

Afsnit II

Skadeserstatning

Artikel 73 behandler spørgsmålet om ophævelse ved successiv levering. Bestemmelsen gælder såvel sælgerens forpligtelse til at levere varen i delleverancer som køberens forpligtelse til at betale for varen ved delvise betalinger.

Det fremgår af stk. 1, at hvis den ene parts undladelse af at opfylde aftalen vedrørende en enkelt leverance eller betaling må anses for at være en væsentlig misligholdelse for så vidt angår denne enkelte leverance eller betaling, kan modparten hæve købet for så vidt angår den pågældende leverance eller betaling.

Hvis en misligholdelse vedrørende en delleverance giver god grund til at forvente, at der vil indtræffe en væsentlig misligholdelse vedrørende fremtidige delleverancer, kan købet hæves for disse fremtidige leverancers vedkommende. Bestemmelsen gælder dels i den situation, hvor en mangel ved en enkelt leverance giver anledning til at antage, at manglen vil forekomme i en eller flere af de fremtidige leverancer, dels i den situation, hvor en mangel ved en delleverance giver anledning til at antage, at tiden for tilvirkningen vil blive forskudt på en sådan måde, at der vil indtræde forsinkelse med en enkelt eller flere af de fremtidige leverancer. Retten til at hæve med hensyn til fremtidige leverancer udstrækker sig til samtlige de leverancer, hvor der foreligger en god grund til at antage, at der også vil ske misligholdelse vedrørende disse. Hvis køberen hæver købet med hensyn til en delleverance, kan han efter stk. 3 også hæve købet for tidligere og senere delleverancers vedkommende, i den udstrækning der foreligger en sådan sammenhæng mellem delleverancerne, at de ved en partiel ophævelse ikke kan anvendes til det formål, som parterne forudså ved aftalens indgåelse.

Købeloven har regler om ophævelse ved successive leveringer i §§ 22, 29 og 46. Disse svarer stort set til konventionens bestemmelser. Efter § 29 gælder det dog, at sælgeren i tilfælde af forsinkelse med en enkelt betalingsrate som udgangspunkt er berettiget til at hæve for de følgende leverancers vedkommende, såfremt forsinkelsen må anses for væsentlig.

Afsnit II

Skadeserstatning

De afsnit i konventionen, der behandler beføjelserne i anledning af en parts misligholdelse, angiver alene, at en part kan kræve skadeserstatning på grund af modpartens misligholdelse, men indeholder ingen bestemmelser om betingelserne for, at en part er erstatningsansvarlig. Dette skal opfattes således, at pligten til at betale erstatning opstår uafhængig af en parts forsømmelse. Erstatningsansvaret begrænses imidlertid i et vist omfang af ansvarsfrihedsgrunde i artikel 79. I dette afsnit behandles først og fremmest erstatningens omfang og beregning. Bestemmelserne gælder, hvad enten det er sælgeren eller køberen, der er den erstatningsberettigede. Artikel 74 indeholder de grundlæggende regler om erstatningens omfang. I artikel 75 og 76 reguleres skadelidtes ret til erstatning for prisforskellen, når købet hæves. Artikel 77 handler om den skadelidtes pligt til at begrænse sit tab, og om retsvirkningerne hvis han undlader dette.

Til artikel 74

Hovedprincippet i artikel 74 er det, som udtrykkes i 1. punktum, at erstatningen skal svare til det tab, som skadelidte har haft som følge af misligholdelsen. Udgangspunktet er således, at han i økonomisk henseende skal stilles, som om købet var blevet rigtigt opfyldt eller - med dansk terminologi - at han skal have erstattet den positive opfyldelsesinteresse. Det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, at erstatningen også skal omfatte tabt fortjeneste. Bortset herfra angives det ikke, hvilke erstatningsposter der skal erstattes. Dog fremgår det som nævnt ovenfor af artiklerne 75 og 76, at prisforskellen skal erstattes.

Efter 2. punktum kan erstatningen ikke overstige det tab, som den erstatningspligtige part forudså eller burde have forudset som en mulig følge af misligholdelsen. Det tab, som kan erstattes, skal have fremstået som en mulig følge af misligholdelsen under hensyn til de omstændigheder, som den erstatningspligtige part kendte eller burde have kendt på tidspunktet for aftalens indgåelse.

De tab, som ganske vist er en følge af misligholdelsen, men som ikke opfylder kravet om forudseelighed, undtages gennem bestemmelsen i 2. punktum fra erstatningen ud fra en adækvansbetragtning.

De almindelige principper for erstatningens beregning er ulovbestemt i dansk ret. Reglen i artikel 74, 1. pkt., må anses for at stemme overens med gældende dansk ret. Også i dansk ret foretages der ud fra adækvansbetragtninger en begrænsning af det tab, som kan kræves erstattet efter kontraktsretlige regler, men det er muligt, at reglen i 2. pkt. medfører en begrænsning i retten til erstatning, som går videre end gældende dansk ret.

Til artikel 75

Artikel 74

Skadeserstatning i anledning af en parts misligholdelse består af et beløb, der svarer til det tab, herunder tabt fortjeneste, som den anden part har lidt som følge af misligholdelsen. Erstatningen må ikke overstige det tab, som den misligholdende part forudså eller burde have forudset, da aftalen blev indgået, når henses til de omstændigheder han vidste eller burde have vidst ville blive en mulig følge af misligholdelsen.

Artikel 74

Skadeserstatning i anledning af en parts misligholdelse består af et beløb, der svarer til det tab, herunder tabt fortjeneste, som den anden part har lidt som følge af misligholdelsen. Erstatningen må ikke overstige det tab, som den misligholdende part forudså eller burde have forudset, da aftalen blev indgået, når henses til de omstændigheder han vidste eller burde have vidst ville blive en mulig følge af misligholdelsen.

Artikel 75

Hæves købet, og har køber foretaget dækningskøb, eller sælger solgt varen til anden side på forsvarlig måde og inden rimelig tid efter ophævelsen af købet, kan den part, som kræver erstatning, foruden den yderligere erstatning, der kan kræves efter artikel 74, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller -salget.

Artikel 75

Hæves købet, og har køber foretaget dækningskøb, eller sælger solgt varen til anden side på forsvarlig måde og inden rimelig tid efter ophævelsen af købet, kan den part, som kræver erstatning, foruden den yderligere erstatning, der kan kræves efter artikel 74, kræve forskellen mellem den aftalte pris, og den pris der er opnået ved dækningskøbet eller -salget.

Artikel 75 giver ret til erstatning for prisforskellen, når køberen har foretaget et dækningskøb, eller sælgeren har solgt varen til anden side. Det fremgår af sidste led i artiklen, at bestemmelsen alene vedrører beregningen af en enkelt erstatningspost, og at erstatning for prisforskellen ikke hindrer, at den skadelidte også får erstatning for andre tabsposter, som kan erstattes efter artikel 74.

For at prisforskellen skal kunne beregnes efter artikel 75, må dækningskøbet eller -salget være foretaget på forsvarlig måde og inden rimelig tid efter, at købet er hævet. Opfylder dækningskøbet eller -salget ikke disse betingelser, beregnes erstatningen for prisforskellen efter artikel 76, hvis betingelserne for at anvende denne bestemmelse er tilstede.

Købeloven har ikke en helt tilsvarende regel, men i købelovens § 25 fastsættes det, at sælgeren ikke kan gøre indsigelse mod den pris, som opnås ved køberens dækningskøb gennem en autoriseret mægler.

Til artikel 76

Artikel 76

1. Hæves købet, og findes der en gængs pris for varen, kan den part, der kan kræve skadeserstatning, og som ikke har foretaget dækningskøb eller -salg efter artikel 75, kræve forskellen mellem den aftalte pris og den gængse pris på tidspunktet for ophævelsen, foruden den yderligere erstatning der kan kræves efter artikel 74. Har den part, der kræver skadeserstatning, hævet købet efter at have modtaget varen, skal den gængse pris for varen på modtagelsestidspunktet dog lægges til grund, i stedet for den pris der var gængs på tidspunktet for aftalens ophævelse.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 er den gængse pris den pris, der gælder på det sted, hvor varen skulle have være leveret, eller, hvis der ikke findes nogen gængs pris på det sted, den pris der er gængs på et andet passende sammenligneligt sted, idet der tages rimeligt hensyn til forskellene i transportudgifterne for varen.

Artikel 76

1. Hæves købet, og findes der en gængs pris for varen, kan den part, der kan kræve skadeserstatning, og som ikke har foretaget dækningskøb eller -salg efter artikel 75, kræve forskellen mellem den aftalte pris og den gængse pris på tidspunktet for ophævelsen, foruden den yderligere erstatning der kan kræves efter artikel 74. Har den part, der kræver skadeserstatning, hævet købet efter at have modtaget varen, skal den gængse pris for varen på modtagelsestidspunktet dog lægges til grund, i stedet for den pris der var gængs på tidspunktet for aftalens ophævelse.

2. Ved anvendelsen af stk. 1 er den gængse pris den pris, der gælder på det sted, hvor varen skulle have være leveret, eller, hvis der ikke findes nogen gængs pris på det sted, den pris der er gængs på et andet passende sammenligneligt sted, idet der tages rimeligt hensyn til forskellene i transportudgifterne for varen.

Artikel 76 vedrører beregningen af prisforskellen, når skadelidte ikke har foretaget et dækningskøb eller -salg. For at anvende bestemmelsen, er det en betingelse efter stk. 1, at der findes en gængs pris for varen. Er dette tilfældet, har skadelidte ret til prisforskellen mellem den aftalte pris og den gængse pris på det tidspunkt, da købet blev hævet. Dette tidspunkt bliver afgørende for bedømmelsen, hvis f.eks. købet hæves på grund af en anteciperet misligholdelse, eller hvis sælgeren hæver købet, fordi køberen ikke betaler for varen til tiden eller ikke i tide har foretaget foranstaltninger, som er nødvendige, for at betaling skal kunne ske. Endvidere er den gængse pris på tidspunktet for ophævelsen afgørende, hvis køberen afviser en vare, der er blevet tilbudt ham.

I de situationer, hvor køberen har modtaget varen, skal prisforskellen beregnes på grundlag af den gængse pris på det tidspunkt, hvor han modtog varen. Tidspunktet for modtagelsen bliver således afgørende, når køberen har modtaget varen og først herefter opdager, at der foreligger en væsentlig mangel ved varen.

Også i de situationer, hvor prisforskellen beregnes efter artikel 76, skal der betales erstatning for andre tabsposter efter artikel 74 f.eks. for tabt fortjeneste.

Beregningen af prisforskellen efter stk. 1 skal ifølge stk. 2 ske på grundlag af gængs pris på det sted, hvor varen skulle have været leveret. Dette gælder også, hvis køberen allerede har modtaget varen, og først hæver købet efter dette tidspunkt. Findes der ingen gængs pris for varen på det sted, hvor varen skulle have været leveret, skal det i stedet være den pris, der er gængs på et andet passende sammenligneligt sted, der skal lægges til grund. I så fald skal der tages hensyn til forskellene i transportomkostningerne for varen.

I købeloven findes der regler om abstrakt beregning af prisforskellen i §§ 25, 30 og 45 henholdsvis om sælgerens forsinkelse, køberens forsinkelse og mangler ved varen. Efter reglerne i købeloven er det dog ikke ophævelsestidspunktet eller modtagelsestidspunktet, der er afgørende for prisfastsættelsen, men det aftalte leveringstidspunkt.

Til artikel 77

Denne artikel vedrører skadelidtes pligt til at begrænse sit tab. Efter bestemmelsen består tabsbegrænsningspligten i at træffe sådanne foranstaltninger, som efter omstændighederne er rimelige for at begrænse tabet.

Der gælder en tilsvarende tabsbegrænsningspligt i dansk ret.

Afsnit III

Renter

Til artikel 78

Efter artikel 78 har en part, som undlader at betale købesummen eller et andet forfaldent pengekrav, pligt til at betale rente af beløbet.

Bestemmelsen vedrører rente af købesummen, når der foreligger en forsinkelse med betalingen. Den gælder også rente af et beløb, som sælgeren kan have pligt til at betale tilbage til køberen, hvis købet hæves. Endvidere kan bestemmelsen anvendes på rente af erstatningsbeløbet og på en erstatning for opbevaringsomkostninger, som følger af artiklerne 85 og 86.

Der kan kræves rente, selv om skyldneren kan påberåbe sig en ansvarsfrihedsgrund.

Bestemmelsen fastsætter ikke den rentesats, der skal anvendes. Dette spørgsmål skal derfor afgøres efter den nationale lov, der skal anvendes på købet. Såfremt dansk ret skal finde anvendelse, gælder derfor reglerne i renteloven.

Afsnit IV

Ansvarsfritagelse

Til artikel 79

Artikel 77

Den part, som påberåber sig misligholdelse, skal træffe de efter omstændighederne rimelige foranstaltninger for at begrænse det tab, han lider som følge af misligholdelsen, herunder også tab af fortjeneste. Træffer han ikke disse foranstaltninger, kan den misligholdende part kræve en nedsættelse af skadeserstatningen med det beløb, som tabet burde have været formindsket med.

Afsnit III

Renter

Artikel 77

Den part, som påberåber sig misligholdelse, skal træffe de efter omstændighederne rimelige foranstaltninger for at begrænse det tab, han lider som følge af misligholdelsen, herunder også tab af fortjeneste. Træffer han ikke disse foranstaltninger, kan den misligholdende part kræve en nedsættelse af skadeserstatningen med det beløb, som tabet burde have været formindsket med.

Afsnit III

Renter

Artikel 78

Betaler en af parterne ikke købesummen eller et andet forfaldent beløb, er den anden part berettiget til at kræve renter af beløbet, uden at miste retten til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i artikel 74.

Afsnit IV

Ansvarsfritagelse

Artikel 78

Betaler en af parterne ikke købesummen eller et andet forfaldent beløb, er den anden part berettiget til at kræve renter af beløbet, uden at miste retten til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i artikel 74.

Afsnit IV

Ansvarsfritagelse

Artikel 79

1. En part er ikke erstatningsansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser, såfremt han kan godtgøre, at dette skyldtes en hindring uden for hans kontrol, og at han på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke med rimelighed kunne forventes at have taget hindringen i betragtning eller at have undgået eller overvundet den eller dens følger.

2. Skyldes en parts manglende opfyldelse, at en tredjemand, som han har antaget til helt eller delvist at opfylde aftalen, ikke opfylder sine forpligtelser, er parten kun fritaget for erstatningspligt, hvis

a) han er fritaget efter bestemmelserne i stk. 1, og

b) den pågældende tredjemand, han har antaget, ville være fritaget, hvis bestemmelserne i stk. 1 skulle gælde for ham.

3. Fritagelse for erstatningspligt efter denne artikel gælder, så længe hindringen består.

4. Den part, som ikke opfylder aftalen, er forpligtet til at give meddelelse til den anden part om hindringen og dens betydning for mulighederne for at opfylde aftalen. Hvis den anden part ikke modtager meddelelsen inden rimelig tid, efter at den part, som ikke har opfyldt sine forpligtelser, fik eller burde have fået kendskab til hindringen, er denne part erstatningspligtig for det tab, der følger af, at den anden part ikke modtog meddelelsen.

5. Bestemmelserne i denne artikel afskærer ikke nogen af parterne fra at gøre andre rettigheder gældende end retten til at kræve skadeserstatning efter denne konvention.

Artikel 79

1. En part er ikke erstatningsansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser, såfremt han kan godtgøre, at dette skyldtes en hindring uden for hans kontrol, og at han på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke med rimelighed kunne forventes at have taget hindringen i betragtning eller at have undgået eller overvundet den eller dens følger.

2. Skyldes en parts manglende opfyldelse, at en tredjemand, som han har antaget til helt eller delvist at opfylde aftalen, ikke opfylder sine forpligtelser, er parten kun fritaget for erstatningspligt, hvis

a) han er fritaget efter bestemmelserne i stk. 1, og

b) den pågældende tredjemand, han har antaget, ville være fritaget, hvis bestemmelserne i stk. 1 skulle gælde for ham.

3. Fritagelse for erstatningspligt efter denne artikel gælder, så længe hindringen består.

4. Den part, som ikke opfylder aftalen, er forpligtet til at give meddelelse til den anden part om hindringen og dens betydning for mulighederne for at opfylde aftalen. Hvis den anden part ikke modtager meddelelsen inden rimelig tid, efter at den part, som ikke har opfyldt sine forpligtelser, fik eller burde have fået kendskab til hindringen, er denne part erstatningspligtig for det tab, der følger af, at den anden part ikke modtog meddelelsen.

5. Bestemmelserne i denne artikel afskærer ikke nogen af parterne fra at gøre andre rettigheder gældende end retten til at kræve skadeserstatning efter denne konvention.

Artikel 79 opregner de grunde, der kan føre til, at en part kan fritages for sine forpligtelser i henhold til købet. Det fremgår imidlertid af stk. 5, at artiklen kun vedrører fritagelse for erstatningspligten. Ifølge stk. 5 hindrer artiklen således ikke, at parterne gør andre rettigheder gældende efter konventionen end retten til at kræve skadeserstatning. Dette indebærer, at selv om f.eks. sælgeren efter bestemmelsen fritages for at betale erstatning for forsinkelse eller mangler, vil køberen alligevel kunne hæve købet på grund af en sådan misligholdelse, hvis betingelserne herfor er til stede.

Stk. 1 skal ses i lyset af, at erstatningspligten efter artiklerne 45 og 61 er uafhængig af culpa. Efter stk. 1 er en part imidlertid ikke erstatningsansvarlig for manglende opfyldelse af sine forpligtelser, hvis han kan godtgøre, at de fire betingelser, som angives i bestemmelsen for ansvarsfritagelse er opfyldt, nemlig at der har foreligget en hindring for opfyldelsen, at denne hindring har ligget uden for hans kontrol, at vedkommende ikke med rimelighed har kunnet forventes at have taget hindringen i betragtning ved aftalens indgåelse, og at at han ikke med rimelighed kunne forudsættes at have undgået eller overvundet hindringen eller dens følger. Hvis samtlige disse betingelser er opfyldt, indtræder der ikke erstatningsansvar.

Den første betingelse for ansvarsfrihed er, at der har foreligget en hindring for opfyldelsen. Sådanne hindringer kan f.eks. bestå i, at varen eller alle varer af den pågældende art er blevet ødelagt. Hindringen kan også bestå i, at partens opfyldelse eller opfyldelsesforanstaltninger er slået fejl på grund af naturkatastrofer som f.eks., at en storm har afbrudt energitilførelsen eller har forhindret transporter, at sælgerens fabrik eller råvarelager er gået til grunde ved et lynnedslag, eller at det skib, som transporterede varen til køberen, er gået ned i en storm. Hindringen kan endvidere bestå i f.eks. krig, borgerkrig, terroristhandlinger eller andre uroligheder, eller i foranstaltninger fra myndighedernes side f.eks. beslaglæggelse, eksport- eller importforbud eller salgsforbud. Hindringen kan endvidere bestå i visse foranstaltninger, der er foretaget af andre end den pågældende part og de ansatte og medhjælpere, som han har antaget til bistand ved opfyldelsen af købet, f.eks., at en tredjemand påsætter en brand eller stjæler varen, således at den ikke kan leveres. Har en part derimod forårsaget hindringen ved culpa, kan parten ikke undgå erstatningsansvar med den begrundelse, at der skulle have foreligget en sådan hindring for opfyldelsen, som er nævnt i stk. 1.

Alene den omstændighed, at der foreligger en hindring af den anførte karakter, fritager imidlertid ikke en part fra erstatningsansvar. For at en hindring kan få denne virkning, er det en betingelse, at hindringen har ligget uden for den pågældende parts kontrol (anden betingelse). Dette skal efter konventionens forarbejder opfattes således, at kun udefra kommende hindringer kan udgøre en ansvarsfrihedsgrund. Dette indebærer bl.a., at mangler ved varen, som er opstået under tilvirkningen hos sælgeren, eller andre misligholdelsesårsager, som kan henføres til sælgerens egen virksomhed, ikke vil kunne udgøre en ansvarsfrihedsgrund. Endvidere kan en hændelse kun udgøre en ansvarsfrihedsgrund, hvis den faktisk hindrer den pågældende part i at opfylde det pågældende køb. Således må f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt en strejke udgør en ansvarsfrihedsgrund, afgøres under hensyntagen til strejkens betydning for opfyldelsen af den pågældende aftale. Dette vil f.eks. kunne medføre, at en omfattende strejke ikke udgør en ansvarsfrihedsgrund, under hensyn til at den ikke har påvirket opfyldelsen af det pågældende køb, mens på den anden side en strejke, som kun gælder en meget lille personkreds, vil kunne medføre, at parten ikke bliver erstatningsansvarlig. I denne henseende kan årsagen til strejken også være af betydning. En sælger bør f.eks. kunne gøre gældende, at hans opfyldelse er blevet forhindret af en strejke, som har det formål at påvirke resultatet af forhandlinger mellem parter på arbejdsmarkedet. Derimod bør en strejke ikke udgøre en ansvarsfrihedsgrund, hvis den f.eks. er en protest mod, at den pågældende part ved købet har handlet i strid med gældende forskrifter eller aftaler på arbejdsmarkedet. I det sidstnævnte tilfælde ligger strejken inden for den pågældende parts kontrol.

På tilsvarende måde udgør f.eks. et importforbud ikke nødvendigvis en hindring for sælgerens opfyldelse, hvis hans ydelse vedrører en vare, som findes tilgængelig på markedet i det land, hvor opfyldelsen skal ske, og som er omfattet af importforbudet.

En tredje betingelse for ansvarsfrihed er, at det ikke med rimelighed kan forventes, at han har taget hindringen i betragtning ved indgåelsen af aftalen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at en part ikke efterfølgende kan gøre gældende, at der har foreligget en hindring for opfyldelsen, hvis han kendte hindringen allerede ved aftalens indgåelse, eller havde særlige grunde til at regne med, at hindringen ville opstå.

Endelig er det en fjerde betingelse, at det heller ikke med rimelighed kunne forventes, at den pågældende part skulle have undgået eller overvundet hindringen eller dens følger. En part vil f.eks. ikke have pligt til at indgå særskilt overenskomst i en generel konflikt på arbejdsmarkedet for at kunne opfylde købet. På den anden side kan det i visse situationer kræves af en part, at han, når han bliver opmærksom på, at en hindring vil kunne opstå, bestræber sig på at undgå hindringen f.eks. ved at foretage foranstaltninger til opfyldelse, inden hindringen indtræffer. Parten vil f.eks. kunne aftale med modparten, at opfyldelse kan ske inden det aftalte tidspunkt. Den part, som kommer ud for hindringen, kan også forudsættes at skulle søge alternative opfyldelsesmuligheder f.eks. undersøge mulighederne for at skaffe varen fra en anden end den, som er omfattet af hindringen. Hvis f.eks. den transportmåde, som er forudsat i aftalen, ikke kan anvendes på grund af en hindring, kan den part, som har pligt til at sørge for transporten, eventuelt have pligt til at omlægge transporten, således at den kan ske på anden måde.

Stk. 2. indebærer en skærpelse af bestemmelserne i stk. 1. Hvis den part, hvis opfyldelse der er tale om, har givet en underleverandør eller en anden tredjemand til opgave helt eller delvist at opfylde aftalen, og der indtræder en hindring for den pågældende underleverandør, er den pågældende part kun fri for ansvar, hvis han kan godtgøre, at der har foreligget en sådan hindring, som er omfattet af stk. 1 både for så vidt angår underleverandøren og for så vidt angår den pågældende part selv. Hvis sælgeren f.eks. har påtaget sig at levere en maskine, som styres af et dataanlæg, som er bestilt fra en underleverandør, og underleverandøren ikke kan levere dataanlægget i tide, foreligger der kun en ansvarsfrihedsgrund for sælgeren, hvis både underleverandøren og sælgeren kan gøre gældende, at der foreligger en hindring, som er omfattet af stk. 1. Hvis der f.eks. indføres et forbud mod eksport af den pågældende type dataanlæg i det land, hvor underleverandøren har sit forretningssted, kan der foreligge en ansvarsfritagende hindring for underleverandøren, hvis han ikke kan levere anlægget fra et andet forretningssted. Underleverandørens hindring udgør alene en ansvarsfrihedsgrund for sælgeren, hvis sælgeren ikke kan skaffe anlægget fra et andet sted, efter at hindringen er opstået.

Stk. 2 gælder kun hindringer for personer, til hvem sælgeren helt eller delvist har overladt at opfylde købet. Hensigten er ikke, at bestemmelsen også skal gælde for leverancer til den pågældende part, hvis leverancerne ikke er forbundet med det pågældende køb. Hvis der f.eks. er tale om et afbrud i energitilførelsen til sælgerens fabrik, skal spørgsmålet om sælgerens fritagelse for erstatningspligten alene bedømmes på grundlag af stk. 1. Det samme bør være tilfældet, hvis en hindring for sælgeren beror på den, som står for de løbende leverancer af råvarer til sælgeren, uden at leverancen specielt kan henføres til det pågældende køb. Afgrænsning mellem de to grupper kan imidlertid ofte være problematisk.

Efter stk. 3 gælder ansvarsfritagelsen, så længe hindringen består. Bestemmelsen fastsætter, at ansvarsfritagelsen indtræder samtidig med, at hindringen opstår, og at den varer lige så længe hindringen varer. Bestemmelsen regulerer derimod ikke spørgsmålet om, hvorvidt parten overhovedet har pligt til at opfylde aftalen, når hindringen er ophørt.

I stk. 4 er der bestemmelser om en forpligtelse for den part, som er ramt af en hindring, til at underrette modparten om hindringen og dens indflydelse på mulighederne for at opfylde aftalen. Hvis der ikke gives eller sendes en meddelelse herom, således at den kommer frem til modparten, har den part, som er ramt af hindringen, pligt til at erstatte det tab, som kunne være undgået, hvis meddelelsen var kommet frem i tide.

Efter stk. 5 medfører ansvarsfritagelsen alene fritagelse for erstatningsansvar. Den omstændighed, f.eks. at sælgeren fritages for erstatningsansvar, indebærer ikke, at køberen mister retten til at hæve købet, hvis sælgerens misligholdelse er væsentlig.

Købelovens grundlæggende regler om erstatning findes i §§ 23, 24, 30, 42 og 43. Efter købeloven er sælgerens ansvar forskelligt alt efter, om der er tale om køb af en bestemt genstand (species) eller en genstand bestemt efter art (genus). Ansvaret for speciessælgeren er lempeligere end ansvaret for genussælgeren, som er et objektivt ansvar, der formentlig er noget strengere end ansvaret efter artikel 79.

Til artikel 80

Artikel 80

En part kan ikke påberåbe sig den anden parts manglende opfyldelse af sine forpligtelser, i det omfang en sådan manglende opfyldelse skyldes hans egne handlinger eller undladelser.

Afsnit V

Virkningerne af aftalens ophævelse

Artikel 80

En part kan ikke påberåbe sig den anden parts manglende opfyldelse af sine forpligtelser, i det omfang en sådan manglende opfyldelse skyldes hans egne handlinger eller undladelser.

Afsnit V

Virkningerne af aftalens ophævelse

Artikel 80 indeholder den selvfølgelige regel, at en part ikke kan påberåbe sig, at den anden part ikke har opfyldt sine forpligtelser, i det omfang denne manglende opfyldelse skyldes den pågældende parts egne handlinger eller undladelser. Hvis f.eks. sælgeren skal holde varen rede til afhentning, kan køberen naturligvis ikke gøre gældende, at sælgeren er i forsinkelse, hvis den forsinkede levering skyldes, at køberen ikke har sørget for afhentning af varen.

Afsnit V

Virkningerne af aftalens ophævelse

Det fremgår af artiklerne 49 og 64, under hvilke betingelser henholdsvis køberen og sælgeren kan hæve købet. I artikel 72 behandles ophævelse ved anteciperet misligholdelse og i artikel 73 ophævelse ved successive leveringer. I afsnit V behandles retsvirkningerne af, at købet hæves, samt visse situationer, hvor en parts ret til at hæve købet bortfalder. Bestemmelserne om begrænsning af køberens ret til at hæve købet gælder tilsvarende for køberens ret til at kræve omlevering.

Til artikel 81

I artikel 81, stk. 1 angives den centrale retsvirkning af, at et køb hæves, nemlig at parterne fritages fra forpligtelsen til opfyldelse. Under hensyn til at ophævelse i visse retssystemer medfører, at alle parternes forpligtelser ophører, er det for at klargøre dette spørgsmål nævnt i bestemmelsen, at ophævelse ikke medfører, at en part fritages fra sin forpligtelse til at betale erstatning, og at ophævelse heller ikke medfører, at aftalens bestemmelser om afgørelse af tvister f.eks. voldgiftsbestemmelser og om retsvirkningerne af ophævelse f.eks. en bestemmelse om konventionalbod, bortfalder.

Hvis der er sket udveksling af ydelserne, skal disse efter stk. 2 i princippet tilbageleveres. Parternes ydelser skal også ved tilbagelevering udveksles samtidig.

Købelovens § 57 svarer i det væsentlige til artikel 81.

Til artikel 82

Artikel 81

1. Købets ophævelse fritager begge parter for deres forpligtelser bortset fra eventuel skyldig skadeserstatning. Ophævelsen berører ikke aftalens bestemmelser om afgørelse af tvister eller aftalens andre bestemmelser om parternes rettigheder og forpligtelser, som måtte følge af købets ophævelse.

2. En part, som helt eller delvist har opfyldt købet, kan kræve, at den anden part tilbageleverer det, som den førstnævnte part har leveret eller betalt efter aftalen. Såfremt begge parter er forpligtet til tilbagelevering, skal de gøre dette samtidigt.

Artikel 81

1. Købets ophævelse fritager begge parter for deres forpligtelser bortset fra eventuel skyldig skadeserstatning. Ophævelsen berører ikke aftalens bestemmelser om afgørelse af tvister eller aftalens andre bestemmelser om parternes rettigheder og forpligtelser, som måtte følge af købets ophævelse.

2. En part, som helt eller delvist har opfyldt købet, kan kræve, at den anden part tilbageleverer det, som den førstnævnte part har leveret eller betalt efter aftalen. Såfremt begge parter er forpligtet til tilbagelevering, skal de gøre dette samtidigt.

Artikel 82

1. Køber mister retten til at hæve købet eller til at kræve omlevering af sælger, hvis det er umuligt for ham at tilbagelevere varen i væsentlig samme stand, som han modtog den i.

2. Stk. 1 gælder ikke

a) hvis umuligheden af tilbagelevering af varen, eller af varens tilbagelevering i væsentlig samme stand, som køberen modtog varen i, ikke skyldtes købers handlinger eller undladelser,

b) hvis varen eller en del af den er gået til grunde eller er blevet forringet som følge af den undersøgelse, der er nævnt i artikel 38, eller

c) hvis varen eller en del af den er blevet solgt på sædvanlig vis, eller er blevet forbrugt eller omdannet af køber ved sædvanlig brug, før køber opdagede eller burde have opdaget manglen.

Artikel 82

1. Køber mister retten til at hæve købet eller til at kræve omlevering af sælger, hvis det er umuligt for ham at tilbagelevere varen i væsentlig samme stand, som han modtog den i.

2. Stk. 1 gælder ikke

a) hvis umuligheden af tilbagelevering af varen, eller af varens tilbagelevering i væsentlig samme stand, som køberen modtog varen i, ikke skyldtes købers handlinger eller undladelser,

b) hvis varen eller en del af den er gået til grunde eller er blevet forringet som følge af den undersøgelse, der er nævnt i artikel 38, eller

c) hvis varen eller en del af den er blevet solgt på sædvanlig vis, eller er blevet forbrugt eller omdannet af køber ved sædvanlig brug, før køber opdagede eller burde have opdaget manglen.

Artikel 82 medfører en begrænsning i køberens ret til at hæve købet og kræve omlevering. Denne ret bortfalder efter stk. 1, hvis det ikke er muligt for køberen at tilbagelevere varen i væsentlig samme stand, som den var i, da han modtog den.

Stk. 1 modificeres betydeligt af bestemmelsen i stk. 2. Efter denne bestemmelse gælder stk. 1 ikke, hvis det ikke skyldes køberens handlinger eller undladelser, at varen ikke vil kunne tilbageleveres, eller at tilbagelevering i væsentlig samme stand, som den køberen modtog varen i, ikke vil kunne ske. Retten til at hæve købet eller at kræve omlevering bortfalder bl.a. ikke, hvis varen er gået til grunde på grund af en mangel ved den eller i øvrigt som følge af varens egne egenskaber. Det fremgår også af artikel 70, at retten til at hæve købet ikke bortfalder, hvis der har foreligget en væsentlig mangel ved varen på det tidspunkt, hvor risikoen for den gik over til køberen, og varen herefter f.eks. er gået til grunde.

Retten til at hæve købet eller kræve omlevering bortfalder heller ikke, hvis varen eller en del af den er gået til grunde eller er blevet forringet som følge af en undersøgelse af den, eller hvis varen eller en del af den er solgt videre på sædvanlig måde eller er forbrugt eller ændret af køberen, inden han opdagede eller burde have opdaget manglen. Bestemmelsen gælder f.eks. i den situation, hvor den, til hvem køberen har videresolgt varen, hæver dette køb. Bestemmelsen gælder også, hvis køberen først har opdaget manglen under anvendelsen af varen i sin produktionsproces.

Hvis ophævelse kommer på tale i situationer, hvor køberen ikke kan tilbagelevere varen, fremgår det af artikel 84, stk. 2, at køberen skal godtgøre sælgeren den nytte, som han har haft af varen, bl.a. den pris som han har fået ved salg af varen.

Artikel 82, stk. 1, svarer til købelovens § 57, og principperne i artikel 82, stk. 2, svarer til købelovens § 58.

Til artikel 83

Det fremgår af denne artikel, at bortfald af retten til at hæve købet eller kræve omlevering efter artikel 82 ikke indebærer, at køberen mister retten til at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende. Køberen kan således kræve, at sælgeren afhjælper manglen. Han kan f.eks. også kræve forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Købeloven har ikke en tilsvarende regel.

Til artikel 84

Artikel 83

En køber, som har mistet retten til at hæve købet eller til at kræve omlevering efter artikel 82, bevarer alle sine andre beføjelser i henhold til aftalen og denne konvention.

Artikel 83

En køber, som har mistet retten til at hæve købet eller til at kræve omlevering efter artikel 82, bevarer alle sine andre beføjelser i henhold til aftalen og denne konvention.

Artikel 84

1. Skal sælger tilbagebetale købesummen, er han tillige forpligtet til at forrente den fra det tidspunkt, da den blev betalt.

2. Køber skal godtgøre sælger et beløb svarende til den nytte, han har fået af varen eller af en del af varen

a) hvis han skal tilbagelevere varen helt eller delvist, eller

b) hvis det er umuligt for ham at tilbagelevere varen helt eller delvist, eller at tilbagelevere varen helt eller delvist i væsentlig samme stand, hvori han modtog varen, men han alligevel har hævet købet eller krævet omlevering.

Afsnit VI

Sælgers og købers omsorgspligt

Artikel 84

1. Skal sælger tilbagebetale købesummen, er han tillige forpligtet til at forrente den fra det tidspunkt, da den blev betalt.

2. Køber skal godtgøre sælger et beløb svarende til den nytte, han har fået af varen eller af en del af varen

a) hvis han skal tilbagelevere varen helt eller delvist, eller

b) hvis det er umuligt for ham at tilbagelevere varen helt eller delvist, eller at tilbagelevere varen helt eller delvist i væsentlig samme stand, hvori han modtog varen, men han alligevel har hævet købet eller krævet omlevering.

Afsnit VI

Sælgers og købers omsorgspligt

Artikel 84 fastlår, at der ved den opgørelse, som skal ske, når købet hæves, også skal tages hensyn til den nytte, som en part har haft af modpartens ydelse. Værdien heraf skal også tilbageleveres.

Hvis sælgeren skal tilbagebetale købesummen, skal han efter stk. 1 også betale rente heraf fra det tidspunkt, da købesummen blev betalt af køberen. Heller ikke i denne situation indeholder konventionen bestemmelser om, hvordan renten skal beregnes. Hvis rentebetalingsspørgsmålet skal bedømmes efter dansk ret, skal sælgeren betale rente af købesummen efter rentelovens almindelige regler. Efter dansk retspraksis har køberen ikke krav på forrentning allerede fra tidspunktet for køberens betaling af købesummen.

Efter stk. 2 skal køberen godtgøre sælgeren den nytte, som han har haft af varen eller af en del af den.

Afsnit VI

Sælgers og købers omsorgspligt

Bestemmelserne om sælgerens og køberens omsorgspligt gælder dels i den situation, hvor køberen er kommet i forsinkelse med hensyn til at modtage varen, og denne endnu befinder sig i sælgerens besiddelse, eller sælgeren i øvrigt har mulighed for at råde over den, dels i den situation, hvor køberen har modtaget varen, men ønsker at afvise den. I begge situationer skal den part, som har varen i sin besiddelse, eller som uden vanskeligheder og omkostninger kan tage den i sin besiddelse, drage omsorg for varen for modpartens regning.

Til artikel 85

Artikel 85

Tager køber ikke mod levering i rette tid, eller betaler køber ikke købesummen i tilfælde, hvor betaling skal erlægges samtidig med varens levering, og er sælger enten i besiddelse af varen eller råder han på anden måde over den, skal sælger træffe sådanne foranstaltninger, som efter omstændighederne er rimelige for at drage omsorg for den. Sælger har ret til at tilbageholde varen, indtil køber har holdt ham skadesløs for hans rimelige udgifter.

Artikel 85

Tager køber ikke mod levering i rette tid, eller betaler køber ikke købesummen i tilfælde, hvor betaling skal erlægges samtidig med varens levering, og er sælger enten i besiddelse af varen eller råder han på anden måde over den, skal sælger træffe sådanne foranstaltninger, som efter omstændighederne er rimelige for at drage omsorg for den. Sælger har ret til at tilbageholde varen, indtil køber har holdt ham skadesløs for hans rimelige udgifter.

Artikel 85 vedrører sælgerens forpligtelser til at drage omsorg for varen for køberens regning. Den kan anvendes i de situationer, hvor køberen skal hente varen på sælgerens forretningssted, men ikke gør det til tiden med den følge, at risikoen for varen efter artikel 60 går over på køberen. Derudover kan bestemmelsen anvendes, når sælgeren har mulighed for at råde over varen på trods af, at han ikke har den i besiddelse f. eks. derved, at han har et transportdokument eller lagerbevis, som giver ham rådighed over varen. Hvis køberen i sidstnævnte situation f.eks. ikke betaler for varen, og sælgeren hindrer, at varen udleveres til køberen, har sælgeren pligt til at opbevare varen. Sælgeren skal foretage efter omstændighederne rimelige foranstaltninger for at drage omsorg for varen. Hvilke foranstaltninger, som han bør foretage, beror på, hvilken vare det drejer sig om. Sælgerens forpligtelse kan f.eks. bestå i at henlægge varen i fryserum eller i et opvarmet lager.

Sælgeren har ret til at tilbageholde varen, indtil køberen har holdt ham skadesløs for rimelige omkostninger i forbindelse med varens opbevaring. Det følger af andre bestemmelser, at sælgeren også har ret til at tilbageholde varen til sikkerhed for købesummen. Sælgeren har således ikke pligt til at udlevere varen, før såvel købesummen som opbevaringsomkostningerne er betalt.

Til artikel 86

Efter artikel 86, stk. 1 har en køber, som har modtaget varen og som vil afvise den, pligt til at træffe efter omstændighederne rimelige foranstaltninger for at drage omsorg for den. Køberen har ret til at tilbageholde varen til sikkerhed for rimelige omkostninger i forbindelse med opbevaringen.

Efter stk. 2 begrænses køberens forpligtelse til at drage omsorg for varen, når den er sendt til ham og er stillet til hans rådighed, uden at han har modtaget den. Køberen har således alene pligt til at tage varen i sin besiddelse for sælgerens regning, hvis det kan ske, uden at købesummen skal betales og uden urimelig ulejlighed eller urimelige omkostninger for køberen. Endvidere har køberen ikke pligt til at drage omsorg for varen, hvis sælgeren eller nogen, som på sælgerens vegne kan drage omsorg for varen, findes på bestemmelsesstedet.

Stk. 2 gælder bl.a. i de situationer, hvor sælgerens ret til at råde over varen under transporten er ophørt, og i de situationer, hvor varen er kommet frem, og køberen har fået lejlighed til at undersøge varen, inden han betaler for den. Hvis varen ikke kan udleveres til køberen, medmindre han samtidig betaler købesummen, har han ikke pligt til at tage varen i sin besiddelse.

Indholdsmæssigt svarer konventionens bestemmelser om køberens omsorgspligt i det væsentlige til købelovens §§ 55 og 56.

Til artikel 87

Efter artikel 87 har en part, som har pligt til at drage omsorg for varen for modpartens regning, ret til at anbringe varen hos tredjemand til opbevaring for den anden parts bekostning. Varen kan dog kun henlægges i forvaring, hvis omkostningerne herved ikke er urimelige. Denne bedømmelse må ske under hensyn til forholdet mellem varens værdi og omkostningerne ved opbevaringen og under hensyn til, at den part, som har henlagt varen, i medfør af artikel 88 har ret til at afbryde opbevaringen og sælge varen, hvis omkostningerne herfor bliver alt for store.

Den omsorgspligtige part indestår for, at den, som varen opbevares hos, er valgt med omhu. Risikoen for varen bæres af den part, for hvis regning den opbevares.

Bestemmelsen regulerer alene, på hvilken måde omkostningerne for opbevaringen skal fordeles mellem parterne. Den indebærer også, at den omsorgspligtige part, kan aftale med den, som har varen i besiddelse, at den part, for hvis regning varen opbevares, skal betale omkostningerne, og at den omsorgspligtige part ikke er ansvarlig for omkostningerne i forhold til opbevareren.

Der findes ikke en tilsvarende regel i købeloven.

Til artikel 88

Den part, som skal drage omsorg for varen på modpartens bekostning, kan efter artikel 88, stk. 1, sælge den på forsvarlig måde, hvis den anden part har ventet urimelig længe med at tage den i sin besiddelse, eller med at betale varen eller for omsorgen for den.

Efter stk. 2 har den part, som drager omsorg for varen, i visse situationer pligt til at sælge den. En sådan forpligtelse indtræder, hvis varen har en kort holdbarhed, hvilket f.eks. vil være tilfældet ved letfordærvelige varer, eller hvis opbevaringen i øvrigt vil medføre helt urimelige omkostninger.

Efter stk. 3 har den part, som sælger varen for modpartens regning, pligt til at afregne det overskydende beløb med den anden part. Af det beløb, der indkommer ved salget, har den omsorgspligtige part ret til at tilbageholde et beløb, som dækker rimelige omkostninger ved opbevaringen og salget. Den pågældende parts ret til at tilbageholde et beløb til sikkerhed for sine øvrige krav mod modparten beror på bestemmelserne om modregning i den lov, der skal anvendes.

Købeloven har i §§ 34, 35 og 55 regler, der i hovedtræk svarer til artikel 88. Blandt forskellene kan særligt fremhæves, at køberen efter købelovens § 34 ikke kan gøre indsigelse mod den opnåede pris, hvis salget sker enten ved autoriseret mægler eller ved auktion. Endvidere har købeloven ikke en udtrykkelig regel om afregningen.

Del IV

Afsluttende bestemmelser

Denne sidste del af konventionen indeholder sædvanlige afsluttende bestemmelser. Som konventionens depositar er udpeget De Forenede Nationers Generalsekretær. Konventionen skal ratificeres, accepteres eller godkendes af de stater, som har undertegnet den, og den er åben for tilslutning fra alle andre stater. Endvidere redegøres der i slutbestemmelserne for fremgangsmåden ved de forbehold, som kan foretages i relation til konventionen. Konventionen kan opsiges af en stat ved en skriftlig meddelelse til depositaren. Hvis der ikke angives en længere tid for opsigelsens ikrafttrædelse i meddelelsen, træder opsigelsen i kraft 12 måneder efter, at depositaren har modtaget underretning herom.

Efter artikel 90 gælder konventionen ikke frem for en international overenskomst, som allerede er indgået eller vil blive indgået, og som indeholder bestemmelser om spørgsmål, som reguleres i konventionen, under forudsætning af at parterne har deres forretningssted i stater, som er parter i en sådan overenskomst.

2. Forbehold

Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 5.5 er der mulighed for forbehold vedrørende visse af konventionens bestemmelser.

Det foreslås således, at Danmark bl.a. tager forbehold i henhold til artikel 92 vedrørende konventionens del II og i henhold til artikel 94 - den såkaldte nabolandsklausul, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 6.1. og 6.2.

3. Ikrafttrædelse

Konventionen trådte i kraft den 1. januar 1988, som var 12 måneder efter, at 10 stater havde ratificeret, godkendt eller tilsluttet sig konventionen. For en stat som ratificerer, godkender eller tilslutter sig konventionen efter dette tidspunkt, træder konventionen i kraft 12 måneder efter, at denne stat har deponeret sit dokument vedrørende ratifikation, godkendelse eller tilslutning.

Artikel 86

1. Har køber modtaget varen, og har han i sinde at benytte sig af sin ret efter aftalen eller denne konvention til at afvise den, skal han træffe sådanne foranstaltninger, som efter omstændighederne er rimelige for at drage omsorg for den. Køber har ret til at tilbageholde varen, indtil sælger har holdt ham skadesløs for hans rimelige udgifter.

2. Er en vare, der er blevet sendt til køber, blevet stillet til dennes rådighed på bestemmelsesstedet, og gør køber brug af sin ret til at afvise den, må han tage varen i sin besiddelse på sælgers vegne, forudsat at dette kan gøres, uden at han betaler købesummen og uden urimelig ulempe og urimelig omkostning for køber. Denne bestemmelse gælder dog ikke, hvis sælger eller en person, som har bemyndigelse til at tage sig af varen på sælgers vegne, er tilstede på varens bestemmelsessted. Tager køberen varen i sin besiddelse i overensstemmelse med bestemmelserne i dette stykke, har han de pligter og rettigheder, som er nævnt i stk. 1.

Artikel 86

1. Har køber modtaget varen, og har han i sinde at benytte sig af sin ret efter aftalen eller denne konvention til at afvise den, skal han træffe sådanne foranstaltninger, som efter omstændighederne er rimelige for at drage omsorg for den. Køber har ret til at tilbageholde varen, indtil sælger har holdt ham skadesløs for hans rimelige udgifter.

2. Er en vare, der er blevet sendt til køber, blevet stillet til dennes rådighed på bestemmelsesstedet, og gør køber brug af sin ret til at afvise den, må han tage varen i sin besiddelse på sælgers vegne, forudsat at dette kan gøres, uden at han betaler købesummen og uden urimelig ulempe og urimelig omkostning for køber. Denne bestemmelse gælder dog ikke, hvis sælger eller en person, som har bemyndigelse til at tage sig af varen på sælgers vegne, er tilstede på varens bestemmelsessted. Tager køberen varen i sin besiddelse i overensstemmelse med bestemmelserne i dette stykke, har han de pligter og rettigheder, som er nævnt i stk. 1.

Artikel 87

En part, som er forpligtet til at træffe foranstaltninger for at drage omsorg for varen, har ret til at anbringe den i tredjemands lager på den anden parts bekostning, forudsat at udgifterne hertil ikke er urimelige.

Artikel 87

En part, som er forpligtet til at træffe foranstaltninger for at drage omsorg for varen, har ret til at anbringe den i tredjemands lager på den anden parts bekostning, forudsat at udgifterne hertil ikke er urimelige.

Artikel 88

1. Den part, som er forpligtet til at drage omsorg for varen i overensstemmelse med artikel 85 eller 86, kan sælge den på forsvarlig måde, hvis den anden part har ventet urimeligt længe med at tage den i sin besiddelse, med at tage den tilbage, eller med at betale købesummen eller udgifter til dens opbevaring, forudsat at den anden part har fået et rimeligt varsel om, at bortsalg af varen påtænkes.

2. Er varens holdbarhed begrænset eller er dens opbevaring forbundet med urimelige udgifter, skal den part, der er forpligtet til at drage omsorg for varen i henhold til artikel 85 eller 86, træffe rimelige foranstaltninger til at bortsælge den. Han skal så vidt muligt underrette den anden part om sin salgshensigt.

3. Den part, som bortsælger varen, har ret til af salgsprovenuet at beholde et beløb, som svarer til rimelige udgifter til varens opbevaring og salg. Han skal afregne det overskydende beløb med den anden part.

DEL IV

AFSLUTTERNDE BESTEMMELSER

Artikel 88

1. Den part, som er forpligtet til at drage omsorg for varen i overensstemmelse med artikel 85 eller 86, kan sælge den på forsvarlig måde, hvis den anden part har ventet urimeligt længe med at tage den i sin besiddelse, med at tage den tilbage, eller med at betale købesummen eller udgifter til dens opbevaring, forudsat at den anden part har fået et rimeligt varsel om, at bortsalg af varen påtænkes.

2. Er varens holdbarhed begrænset eller er dens opbevaring forbundet med urimelige udgifter, skal den part, der er forpligtet til at drage omsorg for varen i henhold til artikel 85 eller 86, træffe rimelige foranstaltninger til at bortsælge den. Han skal så vidt muligt underrette den anden part om sin salgshensigt.

3. Den part, som bortsælger varen, har ret til af salgsprovenuet at beholde et beløb, som svarer til rimelige udgifter til varens opbevaring og salg. Han skal afregne det overskydende beløb med den anden part.

DEL IV

AFSLUTTERNDE BESTEMMELSER

Artikel 89

De Forenede Nationers Generalsekretær udpeges hermed til depositar for denne konvention.

Artikel 89

De Forenede Nationers Generalsekretær udpeges hermed til depositar for denne konvention.

Artikel 90

Denne konvention viger for internationale overenskomster, som allerede er eller vil blive indgået, og som indeholder bestemmelser om emner, som er omhandlet i denne konvention, forudsat at parterne har deres forretningssted i stater, der er parter i en sådan overenskomst.

Artikel 90

Denne konvention viger for internationale overenskomster, som allerede er eller vil blive indgået, og som indeholder bestemmelser om emner, som er omhandlet i denne konvention, forudsat at parterne har deres forretningssted i stater, der er parter i en sådan overenskomst.

Artikel 91

1. Denne konvention kan undertegnes på det afsluttende møde på De Forenede Nationers konference vedrørende aftaler om internationale løsørekøb, og vil kunne undertegnes af alle stater på de Forenede Nationers hovedsæde i New York indtil den 30. september 1981.

2. Denne konvention kan ratificeres, antages eller godkendes af alle stater, der har undertegnet den.

3. Denne konvention kan tiltrædes af alle stater, som ikke har undertegnet den, fra den dag den er klar til at blive undertegnet.

4. Dokumenter om ratifikation, antagelse, godkendelse og tiltrædelse skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 91

1. Denne konvention kan undertegnes på det afsluttende møde på De Forenede Nationers konference vedrørende aftaler om internationale løsørekøb, og vil kunne undertegnes af alle stater på de Forenede Nationers hovedsæde i New York indtil den 30. september 1981.

2. Denne konvention kan ratificeres, antages eller godkendes af alle stater, der har undertegnet den.

3. Denne konvention kan tiltrædes af alle stater, som ikke har undertegnet den, fra den dag den er klar til at blive undertegnet.

4. Dokumenter om ratifikation, antagelse, godkendelse og tiltrædelse skal deponeres hos De Forenede Nationers Generalsekretær.

Artikel 92

1. En kontraherende stat kan på det tidspunkt, da den underskriver, ratificerer, antager, godkender eller tiltræder konventionen erklære, at den ikke vil være bundet af Del II eller Del III af denne konvention.

2. En stat, som afgiver en erklæring i henhold til stk. 1 vedrørende Del II eller Del III af denne konvention, anses ikke som kontraherende stat i henhold til konventionens artikel 1, stk. 1, for så vidt angår emner, der er nævnt i den del af konventionen, som erklæringen gælder.

Artikel 92

1. En kontraherende stat kan på det tidspunkt, da den underskriver, ratificerer, antager, godkender eller tiltræder konventionen erklære, at den ikke vil være bundet af Del II eller Del III af denne konvention.

2. En stat, som afgiver en erklæring i henhold til stk. 1 vedrørende Del II eller Del III af denne konvention, anses ikke som kontraherende stat i henhold til konventionens artikel 1, stk. 1, for så vidt angår emner, der er nævnt i den del af konventionen, som erklæringen gælder.

Artikel 93

1. Har en kontraherende stat to eller flere landområder, hvor der i medfør af statens forfatning gælder forskellige retssystemer vedrørende de emner, der er behandlet i denne konvention, kan den, når den undertegner, ratificerer, antager, godkender eller tiltræder konventionen, erklære, at konventionen skal gælde for alle dens landområder eller kun for eet eller flere af dem, og den kan til hver en tid ændre den afgivne erklæring ved at afgive en ny.

2. Disse erklæringer skal afgives til depositaren og skal udtrykkeligt angive de landområder for hvilke konventionen skal gælde.

3. Hvis konventionen, som følge af en erklæring afgivet under denne artikel, gælder for eet eller flere, men ikke for alle de landområder, som hører til en kontraherende stat, og hvis en parts forretningssted er beliggende i denne stat, anses forretningsstedet, ved anvendelsen af denne konvention, for ikke at ligge i en kontraherende stat, medmindre det ligger i et landområde, for hvilket konventionen gælder.

4. Afgiver en kontraherende stat ikke en erklæring efter stk. 1 i denne artikel, gælder konventionen for alle statens landområder.

Artikel 93

1. Har en kontraherende stat to eller flere landområder, hvor der i medfør af statens forfatning gælder forskellige retssystemer vedrørende de emner, der er behandlet i denne konvention, kan den, når den undertegner, ratificerer, antager, godkender eller tiltræder konventionen, erklære, at konventionen skal gælde for alle dens landområder eller kun for eet eller flere af dem, og den kan til hver en tid ændre den afgivne erklæring ved at afgive en ny.

2. Disse erklæringer skal afgives til depositaren og skal udtrykkeligt angive de landområder for hvilke konventionen skal gælde.

3. Hvis konventionen, som følge af en erklæring afgivet under denne artikel, gælder for eet eller flere, men ikke for alle de landområder, som hører til en kontraherende stat, og hvis en parts forretningssted er beliggende i denne stat, anses forretningsstedet, ved anvendelsen af denne konvention, for ikke at ligge i en kontraherende stat, medmindre det ligger i et landområde, for hvilket konventionen gælder.

4. Afgiver en kontraherende stat ikke en erklæring efter stk. 1 i denne artikel, gælder konventionen for alle statens landområder.

Artikel 94

1. To eller flere kontraherende stater, som har samme eller nært beslægtede retsregler om de emner, som denne konvention omhandler, kan til hver en tid erklære, at konventionen ikke skal gælde for køb eller for indgåelse af aftaler om køb, når parterne har forretningssted i disse stater. Sådanne erklæringer kan afgives i fællesskab eller ved erklæringer om gensidighed afgivet af hver part for sig.

2. En kontraherende stat, som har de samme eller nært beslægtede retsregler om de emner, denne konvention omhandler, som een eller flere stater, der ikke har tiltrådt konventionen, kan til hver en tid erklære, at konventionen ikke skal gælde for køb eller for indgåelse af aftaler om køb, når parterne har deres forretningssted i disse stater.

3. Tiltræder en stat, der har været omfattet af en erklæring efter stk. 2, senere konventionen, vil erklæringen fra det tidspunkt, da konventionen træder i kraft for den nye kontraherende stats vedkommende, have samme virkning som en erklæring afgivet i medfør af stk. 1, forudsat at den nye kontraherende stat tilslutter sig en sådan erklæring eller selv afgiver en gensidighedserklæring.

Artikel 94

1. To eller flere kontraherende stater, som har samme eller nært beslægtede retsregler om de emner, som denne konvention omhandler, kan til hver en tid erklære, at konventionen ikke skal gælde for køb eller for indgåelse af aftaler om køb, når parterne har forretningssted i disse stater. Sådanne erklæringer kan afgives i fællesskab eller ved erklæringer om gensidighed afgivet af hver part for sig.

2. En kontraherende stat, som har de samme eller nært beslægtede retsregler om de emner, denne konvention omhandler, som een eller flere stater, der ikke har tiltrådt konventionen, kan til hver en tid erklære, at konventionen ikke skal gælde for køb eller for indgåelse af aftaler om køb, når parterne har deres forretningssted i disse stater.

3. Tiltræder en stat, der har været omfattet af en erklæring efter stk. 2, senere konventionen, vil erklæringen fra det tidspunkt, da konventionen træder i kraft for den nye kontraherende stats vedkommende, have samme virkning som en erklæring afgivet i medfør af stk. 1, forudsat at den nye kontraherende stat tilslutter sig en sådan erklæring eller selv afgiver en gensidighedserklæring.

Artikel 95

En stat kan, når den deponerer sin ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse, erklære, at den ikke vil være bundet af artikel 1, stk. 1, litra b, i denne konvention.

Artikel 95

En stat kan, når den deponerer sin ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse, erklære, at den ikke vil være bundet af artikel 1, stk. 1, litra b, i denne konvention.

Artikel 96

En kontraherende stat, hvis lovgivning kræver, at aftaler om køb skal oprettes skriftligt eller skal kunne godtgøres med skriftligt bevis, kan til hver en tid afgive en erklæring i henhold til artikel 12 om, at bestemmelserne i artiklerne 11 og 29 eller i Del II i denne konvention, som tillader, at en købeaftale eller en aftale om dens ændring eller ophør, eller et tilbud, et antagende svar eller anden viljeserklæring udtrykkes i anden form end skriftligt, ikke skal gælde, når en af parterne har forretningssted i denne stat.

Artikel 96

En kontraherende stat, hvis lovgivning kræver, at aftaler om køb skal oprettes skriftligt eller skal kunne godtgøres med skriftligt bevis, kan til hver en tid afgive en erklæring i henhold til artikel 12 om, at bestemmelserne i artiklerne 11 og 29 eller i Del II i denne konvention, som tillader, at en købeaftale eller en aftale om dens ændring eller ophør, eller et tilbud, et antagende svar eller anden viljeserklæring udtrykkes i anden form end skriftligt, ikke skal gælde, når en af parterne har forretningssted i denne stat.

Artikel 97

1. Erklæringer vedrørende denne konvention, som afgives ved dens undertegnelse, skal bekræftes, når den ratificeres, antages eller godkendes.

2. Erklæringer og bekræftelser af disse erklæringer skal afgives skriftligt og skal i behørig form meddeles til depositaren.

3. En erklæring får virkning samtidig med, at denne konvention træder i kraft i den pågældende stat. En erklæring, som depositaren modtager i behørig form, efter at konventionen er trådt i kraft, får dog virkning på den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog erklæringen. Gensidighedserklæringer, som afgives af en stat i henhold til artikel 94, træder i kraft på den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog den seneste erklæring.

4. En stat, som afgiver en erklæring i henhold til denne konvention, kan til hver en tid tilbagekalde den ved en skriftlig meddelelse, som afgives i behørig form til depositaren. En sådan tilbagekaldelse får virkning på den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog tilbagekaldelsen.

5. En tilbagekaldelse af en erklæring, som er afgivet i henhold til artikel 94, ophæver fra den dag, da tilbagekaldelsen får virkning, enhver gensidighedserklæring, som er afgivet af en anden stat i henhold til denne artikel.

Artikel 97

1. Erklæringer vedrørende denne konvention, som afgives ved dens undertegnelse, skal bekræftes, når den ratificeres, antages eller godkendes.

2. Erklæringer og bekræftelser af disse erklæringer skal afgives skriftligt og skal i behørig form meddeles til depositaren.

3. En erklæring får virkning samtidig med, at denne konvention træder i kraft i den pågældende stat. En erklæring, som depositaren modtager i behørig form, efter at konventionen er trådt i kraft, får dog virkning på den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog erklæringen. Gensidighedserklæringer, som afgives af en stat i henhold til artikel 94, træder i kraft på den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog den seneste erklæring.

4. En stat, som afgiver en erklæring i henhold til denne konvention, kan til hver en tid tilbagekalde den ved en skriftlig meddelelse, som afgives i behørig form til depositaren. En sådan tilbagekaldelse får virkning på den første dag i den måned, som følger efter, at 6 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog tilbagekaldelsen.

5. En tilbagekaldelse af en erklæring, som er afgivet i henhold til artikel 94, ophæver fra den dag, da tilbagekaldelsen får virkning, enhver gensidighedserklæring, som er afgivet af en anden stat i henhold til denne artikel.

Artikel 98

Der kan ikke tages andre forbehold end de, som er udtrykkeligt tilladt i denne konvention.

Artikel 98

Der kan ikke tages andre forbehold end de, som er udtrykkeligt tilladt i denne konvention.

Artikel 99

1. Bortset fra hvad der følger af bestemmelser i denne artikels stk. 6, træder denne konvention i kraft fra den første dag i den måned, som følger efter, at 12 måneder er forløbet, efter at det tiende dokument om ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse er blevet deponeret, herunder indbefattet dokumenter som indeholder en erklæring i henhold til artikel 92.

2. Når en stat ratificerer, antager, godkender eller tiltræder denne konvention, efter at det tiende dokument om ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse, er deponeret, træder denne konvention, bortset fra den del, der eventuelt er holdt uden for, i kraft, for så vidt angår denne stat, medmindre andet måtte følge af bestemmelserne i stk. 6 i denne artikel, på den første dag i den måned, som følger efter, at 12 måneder er forløbet fra deponeringen af dens dokument om ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse.

3. En stat, som ratificerer, antager, godkender eller tiltræder denne konvention, og som er kontraherende part i konventionen om den ensartede købeaftalelov, som er indgået i Haag den 1. juli 1964 (købeaftalelovskonventionen af 1964) og konventionen om den ensartede købelov indgået i Haag den 1. juli 1964 (købelovskonventionen af 1964), skal samtidig opsige, efter omstændighederne enten den ene eller begge disse konventioner ved at underrette den nederlandske regering herom.

4. En stat, som er kontraherende part i købelovskonventionen af 1964, og som ratificerer, antager, godkender eller tiltræder nærværende konvention, og som i henhold til artikel 92 erklærer eller har erklæret, at den ikke vil være bundet af Del II i nærværende konvention, skal samtidig med ratifikationen, antagelsen, godkendelsen eller tiltrædelsen opsige købelovskonventionen af 1964 ved at underrette den nederlandske regering herom.

5. En stat, som er kontraherende part i købeaftalelovskonventionen af 1964, og som ratificerer, antager, godkender eller tiltræder nærværende konvention, og som i henhold til artikel 92 erklærer eller har erklæret, at den ikke vil være bundet af Del III i nærværende konvention, skal samtidig med ratifikationen, antagelsen, godkendelsen eller tiltrædelsen opsige købeaftalelovskonventionen ved at underrette den nederlandske regering herom.

6. Efter nærværende artikel får ratifikationer, antagelser, godkendelser og tiltrædelser af denne konvention, som foretages af stater, som er parter i købeaftalelovskonventionen af 1964 eller i købelovskonventionen af 1964, først virkning, når de opsigelser, som disse stater er forpligtet til at give af disse to konventioner, har fået virkning. Depositaren for denne konvention skal rådføre sig med den nederlandske regering, som er depositar for konventionerne af 1964, for at sikre den fornødne koordination i så henseende.

Artikel 99

1. Bortset fra hvad der følger af bestemmelser i denne artikels stk. 6, træder denne konvention i kraft fra den første dag i den måned, som følger efter, at 12 måneder er forløbet, efter at det tiende dokument om ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse er blevet deponeret, herunder indbefattet dokumenter som indeholder en erklæring i henhold til artikel 92.

2. Når en stat ratificerer, antager, godkender eller tiltræder denne konvention, efter at det tiende dokument om ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse, er deponeret, træder denne konvention, bortset fra den del, der eventuelt er holdt uden for, i kraft, for så vidt angår denne stat, medmindre andet måtte følge af bestemmelserne i stk. 6 i denne artikel, på den første dag i den måned, som følger efter, at 12 måneder er forløbet fra deponeringen af dens dokument om ratifikation, antagelse, godkendelse eller tiltrædelse.

3. En stat, som ratificerer, antager, godkender eller tiltræder denne konvention, og som er kontraherende part i konventionen om den ensartede købeaftalelov, som er indgået i Haag den 1. juli 1964 (købeaftalelovskonventionen af 1964) og konventionen om den ensartede købelov indgået i Haag den 1. juli 1964 (købelovskonventionen af 1964), skal samtidig opsige, efter omstændighederne enten den ene eller begge disse konventioner ved at underrette den nederlandske regering herom.

4. En stat, som er kontraherende part i købelovskonventionen af 1964, og som ratificerer, antager, godkender eller tiltræder nærværende konvention, og som i henhold til artikel 92 erklærer eller har erklæret, at den ikke vil være bundet af Del II i nærværende konvention, skal samtidig med ratifikationen, antagelsen, godkendelsen eller tiltrædelsen opsige købelovskonventionen af 1964 ved at underrette den nederlandske regering herom.

5. En stat, som er kontraherende part i købeaftalelovskonventionen af 1964, og som ratificerer, antager, godkender eller tiltræder nærværende konvention, og som i henhold til artikel 92 erklærer eller har erklæret, at den ikke vil være bundet af Del III i nærværende konvention, skal samtidig med ratifikationen, antagelsen, godkendelsen eller tiltrædelsen opsige købeaftalelovskonventionen ved at underrette den nederlandske regering herom.

6. Efter nærværende artikel får ratifikationer, antagelser, godkendelser og tiltrædelser af denne konvention, som foretages af stater, som er parter i købeaftalelovskonventionen af 1964 eller i købelovskonventionen af 1964, først virkning, når de opsigelser, som disse stater er forpligtet til at give af disse to konventioner, har fået virkning. Depositaren for denne konvention skal rådføre sig med den nederlandske regering, som er depositar for konventionerne af 1964, for at sikre den fornødne koordination i så henseende.

Artikel 100

1. Denne konvention gælder kun på indgåelse af en aftale, når forslaget om at indgå aftalen stilles på eller efter den dato, hvor konventionen træder i kraft i forhold til de kontraherende stater, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra a, eller en kontraherende stat, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra b.

2. Denne konvention gælder udelukkende aftaler, der er indgået på eller efter den dato, hvor konventionen træder i kraft for de kontraherende stater, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra a, eller den kontraherende stat, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra b.

Artikel 100

1. Denne konvention gælder kun på indgåelse af en aftale, når forslaget om at indgå aftalen stilles på eller efter den dato, hvor konventionen træder i kraft i forhold til de kontraherende stater, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra a, eller en kontraherende stat, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra b.

2. Denne konvention gælder udelukkende aftaler, der er indgået på eller efter den dato, hvor konventionen træder i kraft for de kontraherende stater, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra a, eller den kontraherende stat, der nævnes i artikel 1, stk. 1, litra b.

Artikel 101

1. En kontraherende stat kan opsige denne konvention, eller Del II eller Del III i konventionen, ved en formel skriftlig meddelelse til depositaren.

2. Opsigelsen træder i kraft den første dag i den måned, som følger efter, at 12 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog meddelelsen. Når meddelelsen angiver, at en længere periode skal forløbe, før opsigelsen træder i kraft, sker dette, når denne længere periode er forløbet, efter at meddelelsen er modtaget af depositaren.

Undertegnet i Wien, dags dato ellevte april et tusind ni hundrede og firs, i en enkelt original med sidestillede versioner på arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk.

Som vidner dertil har de undertegnede befuldmægtigede ministre, der har fuldmagt hertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention.

Oprindeligt fremsat forslag

Artikel 101

1. En kontraherende stat kan opsige denne konvention, eller Del II eller Del III i konventionen, ved en formel skriftlig meddelelse til depositaren.

2. Opsigelsen træder i kraft den første dag i den måned, som følger efter, at 12 måneder er forløbet fra den dag, depositaren modtog meddelelsen. Når meddelelsen angiver, at en længere periode skal forløbe, før opsigelsen træder i kraft, sker dette, når denne længere periode er forløbet, efter at meddelelsen er modtaget af depositaren.

Undertegnet i Wien, dags dato ellevte april et tusind ni hundrede og firs, i en enkelt original med sidestillede versioner på arabisk, kinesisk, engelsk, fransk, russisk og spansk.

Som vidner dertil har de undertegnede befuldmægtigede ministre, der har fuldmagt hertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslaget tager sigte på gennemførelse i dansk ret af bestemmelserne i De Forenede Nationers konvention underskrevet i Wien den 11. april 1980 om aftaler om internationale løsørekøb, således at Danmark kan ratificere konventionen. Som en følge heraf foreslås de køb, som er omfattet af konventionen, undtaget fra købeloven.

Konventionens autentiske tekst på engelsk og fransk er optaget som bilag til den foreslåede lov tillige med en oversættelse heraf til dansk.

2. Konventionen er ratificeret eller på anden måde tiltrådt af Amerikas Forenede Stater, Argentina, Egypten, Frankrig, Italien, Jugoslavien, Den Kinesiske Folkerepublik, Lesotho, Syrien, Ungarn og Zambia. For disse staters vedkommende trådte konventionen i kraft den 1. januar 1988. Finland, Mexico, Sverige og Østrig har ratificeret konventionen, således at den for disse staters vedkommende træder i kraft den 1. januar 1989. Norge har ratificeret konventionen, således at den træder i kraft for Norges vedkommende den 1. august 1989.

Danmark har undertegnet konventionen, men endnu ikke ratificeret den.

De andre stater, som har undertegnet konventionen uden endnu at have tiltrådt den, er Chile, Den Tyske Demokratiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Ghana, Nederlandene, Polen, Singapore, Tjekkoslovakiet og Venezuela.

I forbindelse med, at Danmark, Finland, Norge og Sverige den 26. maj 1981 undertegnede konventionen, erklærede disse stater, at de ikke agtede at blive bundet af del II om aftalens indgåelse. Ved ratifikationen har Finland, Norge og Sverige taget forbehold i overensstemmelse hermed.

3. Udarbejdelsen af konventionen er sket i FN's Kommission for international handelsret, UNCITRAL, i årene fra 1969 til 1978.

Efter færdiggørelsen af arbejdet i 1978 blev konventionsudkastet sendt til høring hos regeringerne i samtlige stater og hos en række organisationer, inden de afsluttende forhandlinger på en diplomatkonference i Wien i 1980.

Materialet fra dette arbejde er meget omfattende. Til belysning af konventionen i dens nuværende udformning kan særligt fremhæves diplomatkonferencens forhandlinger og dokumenter, som er offentliggjort af FN i 1981 under betegnelsen A/CONF. 97/19.

4. Justitsministrene i Danmark, Finland, Norge og Sverige besluttede i juni 1980 at nedsætte en arbejdsgruppe, som fik til opgave at afgive indstilling om, hvorvidt de nordiske lande burde tiltræde konventionen, samt at undersøge mulighederne for at gennemføre nye ensartede købelove i de nordiske lande.

I november 1980 anbefalede arbejdsgruppen til justitsministrene, at de nordiske lande skulle underskrive konventionen dog med forbehold om ikke at ville være bundet af konventionens del II. Arbejdsgruppen udarbejdede herefter udkast til nye købelove, som i væsentligt omfang bygger på konventionen. Arbejdsgruppens arbejde afsluttedes med afgivelsen af betænkningen »Nordiska Køplagar« NU 1984:5 den 30. oktober 1984.

Som bilag 3 i betænkningen er optaget en udtalelse fra det danske købelovudvalg, hvori udvalget i enighed anbefaler, at Danmark ratificerer konventionen som anbefalet af den nordiske arbejdsgruppe og gennemfører den i dansk ret ved en særskilt lov.

5.1. Konventionen gælder for køb mellem parter, som har deres forretningssteder i forskellige stater, hvis disse stater er kontraherende stater, eller hvis international privatrets regler fører til anvendelse af en kontraherende stats love. Visse former for køb falder uden for konventionen, f.eks. forbrugerkøb. Konventionens bestemmelser er deklaratoriske. Konventionen gælder ikke for reguleringen af spørgsmålet om gyldigheden af aftaler eller sædvaner og regulerer heller ikke forholdet til tredjemand, f.eks. til en parts konkursbo eller et tidligere eller senere led i omsætningskæden.

Konventionen gælder såvel for indgåelse af aftaler om internationale køb som for parternes forpligtelser ved sådanne køb og retsvirkningerne af misligholdelse af disse forpligtelser.

Konventionen består af fire dele.

5.2. Del I indeholder visse almindelige bestemmelser. Her behandles fortolkningen af konventionen og parternes erklæringer eller adfærd, betydningen af sædvaner og spørgsmålet om, hvilket af flere forretningssteder der skal tillægges betydning ved anvendelsen af konventionen. Konventionen går ud fra, at der ikke stilles formkrav til en aftale om køb. Den gør det dog muligt for en stat at afgive erklæring om, at konventionens bestemmelser om manglende formkrav ikke skal finde anvendelse, hvis den ene part i et køb har sit forretningssted i den pågældende stat, og lovgivningen i denne stat kræver, at aftaler om køb indgås skriftligt.

5.3. Del II om aftalens indgåelse indeholder regler om, hvad der skal anses som et tilbud, og hvornår et tilbud eller et svar på et tilbud bliver bindende. Endvidere behandles tilbagekaldelse af tilbud og svar på tilbud. Konventionen indeholder også bestemmelser om virkningen af, at et svar kommer for sent, eller af at det afviger fra tilbudet.

5.4. De egentlige bestemmelser om køb findes i konventionens del III. Denne del indeholder fem kapitler.

5.4.1. Det første kapitel (artiklerne 25-29) indeholder visse almindelige bestemmelser om køb. Her angives, hvad der skal anses for at være en væsentlig misligholdelse. Der gives endvidere bestemmelser om ophævelseserklæringer og om, hvem der bærer risikoen for meddelelser til modparten. I artikel 28 reguleres domstolenes pligt til at give dom til naturalopfyldelse. En domstol er ikke forpligtet hertil, hvis domstolen ikke ville gøre dette efter de regler, der gælder i domslandets lov for tilsvarende købeaftaler, som ikke er underkastet konventionen.

5.4.2. Det andet kapitel (artiklerne 30-52) i konventionens del III omhandler sælgerens pligter. Der er bestemmelser om levering af varen, og overgivelse af dokumenter vedrørende varen. Endvidere indeholder dette kapitel bestemmelser om mangler og om køberens undersøgelsespligt. Også betydningen og retsvirkningen af såkaldte retsmangler og retsvirkningen af, at varen er behæftet med en immaterial ret, reguleres i dette kapitel.

Endvidere behandles køberens beføjelser i tilfælde af sælgerens misligholdelse. Køberen kan for det første kræve, at sælgeren opfylder sine forpligtelser. Hvis varen er mangelfuld, og sælgerens misligholdelse er væsentlig, kan køberen kræve en ny vare. Køberen kan endvidere kræve, at sælgeren afhjælper manglen, medmindre det under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder er urimeligt at kræve dette. Køberen kan også fastsætte en frist, inden for hvilken sælgeren skal opfylde sine forpligtelser. Sælgeren kan på eget initiativ afhjælpe mangler ved varen, hvis dette kan ske uden urimelig forsinkelse og uden at forårsage urimelig ulempe for køberen. Ophævelse af aftalen kommer på tale ved væsentlig misligholdelse eller - hvis varen ikke er blevet leveret - hvis sælgeren ikke leverer varen, inden en frist, som køberen har fastsat. Endelig kan køberen kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, hvis varen er mangelfuld.

5.4.3. Bestemmelserne i det tredje kapitel (artiklerne 53-65) af del III vedrører køberens pligter. De er udformet som et slags spejlbillede af bestemmelserne om sælgerens forpligtelser. Køberen har pligt til at betale købesummen og til at modtage levering. Om betaling af købesummen findes der bestemmelser, som angiver, hvordan købesummen skal fastsættes, og hvornår betaling skal ske. Køberens pligt til at tage imod levering består dels i at foretage alle de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham, for at sætte sælgeren i stand til at foretage levering, dels i at modtage varen.

Ved køberens misligholdelse kan sælgeren kræve, at køberen opfylder sine forpligtelser. Dette gælder såvel betaling som modtagelse af levering og andre forpligtelser. Sælgeren kan også fastsætte en frist, inden for hvilken køberen skal opfylde sine forpligtelser. Ophævelse kan komme på tale, hvis køberens misligholdelse er væsentlig, eller hvis køberen ikke opfylder sine forpligtelser inden en frist, som sælgeren har fastsat. Hvis købesummen allerede er blevet betalt, må ophævelse på grund af forsinkelse dog ske, inden sælgeren er blevet bekendt med, at opfyldelsen er sket.

5.4.4. I det fjerde kapitel (artiklerne 66-70) behandles risikoen for varen og risikoens overgang.

Det femte kapitel (artiklerne 71-88) indeholder regler, som er fælles for sælgerens og køberens pligter bl.a. om anteciperet misligholdelse og erstatning. Endvidere findes bestemmelserne om ansvarsfrihed, som har en central betydning for parternes erstatningspligt (artikel 79) i dette kapitel. Efter bestemmelserne er en part ikke ansvarlig for, at han ikke har opfyldt en forpligtelse, hvis han godtgør, at dette beror på en hindring uden for hans kontrol, og at han på tidspunktet for aftalens indgåelse ikke med rimelighed kunne forventes at have taget hindringen i betragtning eller at have undgået eller overvundet dens følger. Hvis den manglende opfyldelse beror på tredjemand, som parten har antaget til opfyldelse af aftalen bliver parten kun fri for erstatningsansvar, hvis såvel parten selv som den pågældende tredjemand kan påberåbe sig en ansvarsfrihedsgrund som nævnt ovenfor. Endelig indeholder del III, femte kapitel bestemmelser om virkningerne af ophævelse og sælgerens og køberens omsorgspligt.

5.5. Del IV indeholder konventionens afsluttende bestemmelser (artiklerne 89-101) som bl.a. opregner mulighederne for forbehold vedrørende visse af konventionens bestemmelser. Om spørgsmålet om hvorvidt Danmark ved ratifikationen skal tage sådanne forbehold henvises til det, som er anført under pkt. 6.1.-6.4.

5.5.1. En stat kan således efter artikel 92 erklære, at den ikke vil være bundet enten af del II om aftalens indgåelse eller af del III om løsørekøb.

5.5.2. Af særlig interesse for de nordiske lande er forbehold efter artikel 94 (nabolandsklausulen). Efter denne kan to eller flere stater, som har samme eller nært beslægtede retsregler om de emner, som konventionen omhandler, erklære, at konventionen ikke skal gælde for køb mellem parter, som har deres forretningssteder i disse stater. Der er således mulighed for at tage forbehold om, at køb mellem parter med forretningssteder i de nordiske lande skal reguleres af de nationale købelove i disse lande og ikke af konventionens regler. Dette forbehold kan også tages vedrørende stater, der ikke har tiltrådt konventionen.

5.5.3. Endvidere kan en stat efter artikel 95 tage et forbehold, som indebærer, at konventionen kun skal anvendes på aftaler om køb mellem parter, som har deres forretningssteder i stater, som begge har tiltrådt konventionen. Uden et sådant forbehold bliver konventionen også anvendelig, hvis international privatrets regler fører til anvendelsen af en kontraherende stats love, selv om en af parterne eller begge parter har deres forretningssted i en stat, som ikke har tiltrådt konventionen (Non-contracting State).

5.5.4. Efter artikel 93 kan en stat tage forbehold om, at konventionen ikke skal gælde for eet eller flere af statens landområder, hvis staten har to eller flere landområder, hvor der i medfør af statens forfatning gælder forskellige retssystemer vedrørende de emner, som konventionen behandler.

5.5.5. Endelig er der i artikel 96 som nævnt ovenfor mulighed for at tage forbehold om, at bestemmelserne om, at der ikke stilles formkrav til aftalen, ikke skal gælde. Det er ikke aktuelt for Danmarks vedkommende.

6.1. Som nævnt ovenfor under pkt. 2 erklærede Danmark, Finland, Norge og Sverige i forbindelse med undertegnelsen af konventionen, at disse stater ikke agtede at blive bundet af del II om aftalens indgåelse. Finland, Norge og Sverige har taget forbehold i overensstemmelse hermed ved ratifikationen. I medfør af artikel 92 kan der ikke tages et sådant forbehold på et senere tidspunkt end ratifikationen.

Købelovudvalget har som nævnt ovenfor under pkt. 4 ligeledes anbefalet, at Danmark ikke skal være bundet af del II.

Det foreslås, at Danmark ved ratifikationen bekræfter den tidligere afgivne erklæring ved at tage forbehold i henhold til artikel 92.

Del II regulerer forhold, som svarer til kapitel I i lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område (aftaleloven), det vil sige reglerne om indgåelse af aftaler i de fælles nordiske aftalelove.

Konventionens regler - som er påvirkede af Common law-landenes aftaleret - adskiller sig fra aftalelovens tilsvarende regler særligt for så vidt angår reglerne om tilbud og muligheden for at tilbagekalde tilbud. Reglerne virker på denne måde fremmedartede for dansk ret. Hertil kommer det forhold, at konventionen ikke regulerer spørgsmålet om en aftales gyldighed jf. artikel 4, litra a, hvorfor en gennemførelse af del II i dansk ret ville betyde, at konventionens bestemmelser skulle finde anvendelse på spørgsmålet om aftalens indgåelse, medens aftaleloven skulle finde anvendelse på spørgsmålet om aftalens gyldighed, hvilket ville skabe usikkerhed om, hvorvidt der er indgået en gyldig aftale.

6.2. Efter den såkaldte nabolandsklausul i artikel 94 er der som nævnt ovenfor under pkt. 5 mulighed for, at stater, der har samme eller nært beslægtede retsregler om køb, kan tage et forbehold, således at konventionen ikke skal gælde for køb mellem parter, som har deres forretningssted i de pågældende stater.

Et af formålene med det nordiske lovgivningssamarbejde og den retsenhed, som dette fører til, er at lette samhandlen mellem de nordiske lande. Gennem en ensartet lovgivning om køb formindsker man behovet for, at en køber i et nordisk land skal gøre sig bekendt med andre køberetlige regler, end de som han bør kende fra sit eget land. Dette er af betydning ikke mindst under hensyn til, at mindre virksomheder ofte søger sine første erfaringer vedrørende udenrigshandel inden for de nordiske markeder. En mindre virksomhed har i almindelighed ikke mulighed for at benytte sig af en sådan sagkundskab, som er nødvendig, hvis fremmede retssystemer skal anvendes på virksomhedens handler.

Ensartede regler for handlen på det nordiske marked vil i og for sig også kunne skabes ved at gøre konventionen anvendelig på køb mellem parter, som har deres forretningssteder i de nordiske lande. En sådan løsning ville imidlertid indebære, at der ville gælde uens regler ved indenrigshandel og mellem de nordiske lande. En sådan løsning vil derfor være i strid med de bestræbelser, der har været gjort for at gøre Norden til et slags hjemmemarked.

Det foreslås derfor, at der ved ratifikationen tages forbehold i henhold til nabolandsklausulen, således at købeloven og ikke konventionen skal anvendes på køb mellem parter, som har deres forretningssted i forskellige nordiske lande. Dette er i overensstemmelse med ratifikationerne fra Finland, Norge og Sverige.

6.3. Efter artikel 95 kan en stat tage forbehold vedrørende bestemmelsen i artikel 1, stk. 1, litra b, hvorefter konventionen udover de i artikel 1, stk. 1, litra a, nævnte tilfælde gælder for køb af varer mellem parter, som har deres forretningssteder i forskellige stater, når international privatrets regler henviser til anvendelsen af loven i en stat, som er bundet af konventionen. Et sådant forbehold ville indebære, at konventionen alene skal anvendes, hvis både sælgeren og køberen har sit forretningssted i en konventionsstat, jf. artikel 1, stk. 1, litra a. Hvis parterne har deres forretningssteder i forskellige stater, men kun den ene af staterne eller ingen af staterne er bundet af konventionen, ville man i så fald i første omgang ved hjælp af international privatretlige regler skulle fastsætte, hvilket lands lov, som skal anvendes på købet, og derefter ved hjælp af lovgivningen i det pågældende land afgøre, hvorvidt konventionen (som gennemført i det pågældende land) eller den interne lovgivning skal anvendes på købet. Dette ville i mange situationer føre til, at det var den interne købelovgivning, der skulle anvendes. Herved ville fordelene ved ensartede bestemmelser ved internationale køb i væsentlig grad blive begrænset. Det forudsættes derfor, at Danmark ikke skal tage et sådant forbehold.

Det tilføjes, at der ikke er noget til hinder for, at parter, som ønsker at dansk ret skal finde anvendelse på købet, og som foretrækker, at den danske købelov skal finde anvendelse frem for konventionen, kan vedtage dette.

6.4. Det foreslås endelig, at Danmark skal tage forbehold i henhold til artikel 93, således at konventionen ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Efter lovforslagets § 5 kan loven ved kgl. anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. I så fald kan forbeholdet i henhold til artikel 93 ophæves.

7. Konventionen har følgende autentiske sprog: Arabisk, engelsk, fransk, kinesisk, russisk og spansk. Teksterne på disse sprog har samme gyldighed, og de er udtryk for den eneste gyldige affattelse af de forpligtelser, de deltagende stater er blevet enige om.

I bilaget til den foreslåede lov er optrykt den engelske og franske tekst, og heroverfor er opstillet en oversættelse til dansk udarbejdet af Justitsministeriet.

Dansk er ikke et autentisk sprog i konventionen, hvorfor oversættelsen til dansk kun er et hjælpemiddel for de retsanvendende myndigheder ved fortolkningen af konventionen. I overensstemmelse med sædvanlige folkeretlige principper vil de autentiske tekster være bestemmende for domstolene og forvaltningen ved fortolkningen af konventionen.

8. Forinden Danmarks undertegnelse har konventionen været forelagt for følgende danske myndigheder og organisationer

Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Den Danske Dommerforening, Advokatrådet, Industriministeriet, De Samvirkende Danske Landboforeninger, De Samvirkende Danske Husmandsforeninger, Industrirådet, Grosserer-Societetet, Provinshandelskammeret, Danmarks Rederiforening, Assurandør-societetet, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Det Internationale Handelskammers danske nationale komite, Ministeriet for Kulturelle Anliggender, Direktoratet for Patent- og Varemærkevæsenet, De Danske Patentagenters Forening, Dansk Forening for Industriel Retsbeskyttelse, Præsidenten for Østre Landsret og Præsidenten for Vestre Landsret.

9. Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.

Bemærkninger til konventionens enkelte bestemmelser

Del I

Anvendelsesområde og almindelige bestemmelser.

Del I indeholder to kapitler. Kap. I (artiklerne 1-6) afgrænser konventionens anvendelsesområde i såvel territoriel som materiel henseende. Endvidere fastslås det, at konventionen er deklaratorisk. Kap. II (artiklerne 7-13) indeholder bestemmelser om fortolkning af konventionen og af parternes viljeserklæringer, om sædvaners betydning, konventionens anvendelse, når en part har flere forretningssteder, og om formkrav til aftalen.

Bestemmelserne i del I gælder både ved anvendelsen af del II om aftalers indgåelse og del III om løsørekøb. For en stat, der tager forbehold overfor del II, får bestemmelserne i del I kun betydning for reglerne om køb i del III.

BILAG

De Forenende Nationers konvention om aftaler om internationale køb

De kontraherende stater,

som under hensyn til de generelle målsætninger i de resolutioner, som blev vedtaget af de Forenede Nationers sjette særlige generalforsamling om etablering af en ny international økonomisk orden,

som anser at en udvikling af den internationale handel på grundlag af lighed og gensidige fordele er en vigtig faktor for fremme af venskabelige forbindelser mellem stater,

som anser at vedtagelsen af ensartede regler, som regulerer aftaler om internationale løsørekøb, og som tager hensyn til forskellige sociale, økonomiske og retlige systemer, vil bidrage til fjernelsen af retlige hindringer i den internationale handel og fremme dennes udvikling,

er blevet enige om følgende

DEL I.

KONVENTIONENS ANVENDELSESOMRÅDE OG ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Kapitel I

Anvendelsesområdet

Kapitel II

Almindelige bestemmelser

Kapitel III

Købers pligter

Kapitel IV

Risikoens overgang

Kapitel V

Regler som er fælles for sælgers og købers pligter

Afsnit I

Forventet misligholdelse og køb hvor varen skal leveres efterhånden

Ingen

Nr LSF 35

Forslag til International købelov

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 6. oktober 1988

Vedtaget ved tredjebehandling den 1. december 1988

Lov nr. 733 af 07/12/1988