1988 LSF 11 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DØRLUKNING OG ADVOKATBISTAND TIL DEN FORURETTEDE)
Table of Provisions (15)
Statutory Text (15 Articles)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986, som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer
1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke
»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes
»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten, når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således
»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september 1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og nr. 386 af 10. juni 1987 samt lov nr. 420 af 13. juli 1988, foretages følgende ændringer
1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke
»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes
»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten, når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således
»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af det forslag (L 18), der blev fremsat den 7. oktober 1987, jf. Folketingstidende 1987-88, 1. samling, sp. 86, og tillæg A, sp. 393. Lovforslaget var til første behandling den 13. oktober 1987, jf. FT sp. 375.
Lovforslaget har navnlig til formål at styrke den forurettedes stilling i voldssager ved at indføre en adgang til at kunne beskikke en advokat for ofre for voldsforbrydelser. Den beskikkede advokat skal bistå den forurettede med at opgøre et eventuelt erstatningskrav og skal endvidere yde den pågældende en bistand af mere almen karakter under efterforskningen og under en eventuel senere behandling af sagen i retten. Udgifterne til salær m.v. til den beskikkede advokat skal afholdes af det offentlige.
Endvidere foreslås en udvidelse af den gældende ordning med advokatbeskikkelse i voldtægtssager, således at der bliver en adgang til at beskikke en advokat for den forurettede ikke blot i voldtægtssager, men ved alle sædelighedsforbrydelser.
Endelig foreslås, at den forurettede i voldtægtssager skal kunne bestemme, at dørene skal lukkes, når den pågældende afgiver forklaring i retten.
Lovforslaget bygger på flertalsindstillingen i betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager. Betænkningen er afgivet af et udvalg, der blev nedsat af Justitsministeriet i 1983 på baggrund af en henvendelse fra Ligestillingsrådet, Danske Kvinders Nationalråd og Dansk Kvindesamfund. Udvalget har haft 17 medlemmer med repræsentanter for bl.a. politiet, anklagemyndigheden, domstolene, advokaterne og kvindeorganisationerne. I betænkningen foretages en udførlig gennemgang af de gældende regler vedrørende retsstillingen for ofre for sædeligheds- og voldsforbrydelser, og udvalget gennemgår på den baggrund forskellige muligheder for at styrke de forurettedes stilling i disse sager gennem nye lovregler, administrative forskrifter og vejledninger samt lægelig og psykologisk bistand m.v. til disse ofre.
I det følgende gives der en gennemgang af de foreslåede nye regler på baggrund af udvalgets overvejelser i betænkningen. I den forbindelse omtales de lovforslag, der fremsættes af et mindretal på 5 af udvalgets 17 medlemmer (repræsentanterne for Ligestillingsrådet og kvindeorganisationerne). Endvidere omtales de øvrige forslag og overvejelser, der er indeholdt i betænkningen.
2. Advokatbeskikkelse
2.1. Voldssager
Efter retsplejelovens § 995 a kan retten beskikke en advokat for den forurettede i en straffesag, når det skønnes nødvendigt, at den pågældende har advokatbistand ved opgørelsen af et erstatningskrav. Det er endvidere en forudsætning, at den pågældende opfylder de økonomiske betingelser for at opnå fri proces.
I bemærkningerne til bestemmelsen i § 995 a er det anført, at behov for advokatbistand normalt kun vil opstå ved større erstatningssager, f.eks. ved invaliditet eller tab af forsørger.
Udvalget anfører (betænkningen side 149 og 157 ff), at advokatbeskikkelse efter retsplejelovens § 995 a kun sjældent finder sted. Dette skyldes efter udvalgets opfattelse ikke manglende behov, men formentlig navnlig, at forurettede ikke eller først sent får kendskab til muligheden for at opnå advokatbistand.
På denne baggrund har udvalget overvejet, om der bør indføres en videre adgang for forurettede til at opnå advokatbistand for det offentliges regning i sager om voldskriminalitet, end den gældende retsplejelovs § 995 a åbner mulighed for.
Udvalget har i denne forbindelse peget på, at det af praktiske og psykologiske grunde er væsentligt for den forurettede i en voldssag, at erstatningsafgørelsen og udbetalingen af erstatningen ikke trækker for længe ud. Dette hensyn tilgodeses bedst, hvis retten tager stilling til erstatningskravet i forbindelse med domsforhandlingen i straffesagen.
Efter udvalgets erfaringer må den forurettedes krav på erstatning imidlertid ofte udskydes til civilt søgsmål (eller afgørelse i erstatningsnævnet) i medfør af retsplejelovens § 992, stk. 1, på grund af ufuldstændige oplysninger, typisk manglende dokumentation for udgifter. Sådanne udsættelser vil i et vist omfang kunne undgås, hvis forurettede får adgang til advokatbistand.
Også i andre henseender kan forurettede i en voldssag efter udvalgets opfattelse have behov for bistand af en advokat. Det kan således for nogle forurettede være af stor betydning at blive forberedt på afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden tiltaltes tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller referatforbud/navneforbud.
I sager, hvor der er tale om vold i ægteskab eller samlivsforhold, såkaldt »hustruvold«, vil der endvidere ofte på samme måde som i voldtægtssager - se nedenfor under pkt. 2.2 - blive tale om afhøring om intime forhold, hvortil kommer, at der sjældent er andre vidner end den forurettede. I disse tilfælde vil der efter udvalgets opfattelse være et særligt behov for advokatbistand til den forurettede, som bl.a. på grund af økonomiske forhold og/eller hensynet til mindreårige børn meget ofte vil være i et sådant afhængighedsforhold til manden, at hun ikke uden kraftig støtte udefra magter at fremsætte og fastholde forklaringer, der indeholder alvorlige beskyldninger mod ham.
Af de anførte grunde foreslår udvalget, at der indføres en adgang til advokatbeskikkelse for den forurettede i voldssager. Beskikkelsen skal kunne ske på et tidligere tidspunkt og med flere opgaver end de advokatbeskikkelser, der kan foretages efter retsplejelovens § 995 a. Udvalget finder endvidere, at de forurettede udtrykkeligt skal gøres opmærksom på muligheden for at få beskikket advokat, og advokatens rettigheder bør være de samme som ved voldtægtssager m.v., jf. retsplejelovens § 741 b og §741 c og nedenfor under pkt. 2.3.
Efter udvalgets opfattelse er det ikke muligt generelt at udpege en gruppe af voldssager, hvor beskikkelse altid bør ske. Det bør derfor overlades til retten at foretage en konkret vurdering af forurettedes behov, også under hensyntagen til adgangen til advokathjælp i medfør af retshjælpsordninger eller retsplejelovens § 995 a. Retten bør endvidere i forbindelse med beskikkelsen kunne tilkendegive, hvis beskikkelse er sket særligt med henblik på en eller flere bestemte opgaver.
På denne baggrund foreslår udvalget retsplejelovens § 741 a ændret, således at retten, når forholdene taler derfor, på begæring af den forurettede kan beskikke en advokat for den pågældende i en sag, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119 (overfald på offentligt ansatte), § 237, jf. § 21 (forsøg på manddrab), §§ 244-246 (vold m.v.), §§ 249 og 250 (uagtsom legemsbeskadigelse og hensættelse i hjælpeløs tilstand m.v.), §§ 260-262 (ulovlig tvang og frihedsberøvelse) eller § 288 (røveri). I 1986 og 1987 blev der indgivet henholdsvis ca. 9300 og 9100 anmeldelser til politiet om overtrædelse af disse bestemmelser.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og retsplejelovens § 741 a foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (nyt stk. 2 i § 741 a).
2.2. Voldtægtssager m.v.
a. Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 blev de gældende bestemmelser vedrørende advokatbistand til den forurettede i sager om voldtægt indsat i retsplejeloven som et særligt kapitel 66 a (§§ 741 a - 741 e) under overskriften »Advokatbistand til den forurettede«. Den gældende affattelse af §§ 741 a - 741 e fremgår af lovforslagets bilag.
Vedrørende baggrunden for lovforslaget er der i bemærkningerne (se betænkningen side 39 f) henvist til de særlige forhold, som gør sig gældende under gennemførelsen af sager om voldtægt.
Beskikkelse af advokatbistand er i henhold til retsplejelovens § 741 a begrænset til sager om overtrædelse af straffelovens § 216, § 217 og § 218, stk. 2 (voldtægt, samleje ved anden ulovlig tvang end vold eller trussel herom og samleje uden for ægteskab med en person, som på grund af sin tilstand er ude af stand til at modsætte sig handlingen), samt i sager om overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217 og § 218, stk. 2 (anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en person af samme køn i relation til de nævnte bestemmelser), herunder forsøg på og medvirken til overtrædelse af de nævnte bestemmelser.
Beskikkelse forudsætter, at den forurettede eller politiet fremsætter begæring herom, men er i så fald obligatorisk.
Udvalget har i betænkningen overvejet, om området for retsplejelovens § 741 a bør udvides til også at omfatte andre sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden samt straffelovens § 210 om blodskam.
Udvalget har endvidere overvejet, om advokatbeskikkelse bør ske, uanset om den forurettede ønsker det.
b. For så vidt angår spørgsmålet om en udvidelse af området for beskikkelse finder udvalget (betænkningen side 61-64), at sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (om samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med slægtning i nedstigende linie eller søskende (blodskam)), § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig ved tvang eller trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn, stedbarn, plejebarn m.v. under 18 år), for de to sidstnævnte paragraffers vedkommende tillige eventuelt jf. §§ 224 og 225, på samme måde som de allerede omfattede voldtægtssager m.v. giver anledning til, at forurettede skal forklare om intime forhold under en afhøring, som kan virke fuldt ud så belastende, som tilfældet kan være det i voldtægtssagerne.
Efter udvalgets opfattelse vil der endvidere i lighed med voldtægtssagerne, se nedenfor under pkt. 2.3.a, være behov for, at en advokat yder den forurettede bistand af mere almen karakter.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at den forurettede får krav på advokatbeskikkelse i de sager, der vedrører de ovenfor nævnte straffelovsovertrædelser. Disse bestemmelser foreslås derfor indsat i § 741 a, stk. 1.
Justitsministeriet er enig i dette forslag, og § 741 a, stk. 1, foreslås derfor ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
c. For så vidt angår de resterende bestemmelser i straffelovens sædelighedskapitel fremhæver udvalget, at der også her kan blive tale om belastende afhøringer om intime spørgsmål. Det drejer sig om straffelovens § 218, stk. 1 (samleje m.v. uden for ægteskab ved udnyttelse af en persons sindssygdom eller åndssvaghed), § 219 (ansattes samleje m.v. med institutionsanbragte), § 220 (samleje m.v. uden for ægteskab ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed), § 221 (tilsnigelse af samleje), § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, (samleje m.v. med personer under 15 eller 12 år), § 223, stk. 2 (forførelse til samleje m.v. af personer under 18 år) og § 232 (blufærdighedskrænkelse).
Udvalget finder derfor, at der i et mindre antal af disse sager - de grove sager - også kan være et ikke ubetydeligt behov for advokatbistand. Da udvalget ikke anser det muligt at formulere en klar afgrænsning af de sager, hvor der ikke vil være behov for advokatbeskikkelse, foreslår udvalget, at der indføres adgang for domstolene til efter en konkret vurdering på begæring at beskikke en advokat for offeret for disse forbrydelser.
Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde dette forslag, og de nævnte bestemmelser foreslås derfor sammen med voldssagerne indsat i det nye stk. 2 i § 741 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
d. Udvalgets mindretal foreslår dernæst (betænkningen side 48-52), at retsplejelovens § 741 a ændres, således at der altid, dvs. uanset om forurettede selv ønsker det, skal beskikkes en advokat for denne i de sager, som omfattes af bestemmelsen i retsplejelovens § 741 a, stk. 1 (voldtægt, blodskam m.v.).
Ifølge forslaget skal beskikkelsen ske straks ved sagens start, dog således, at uopsættelige spørgsmål til forurettede og nødvendige efterforskningsskridt bør kunne finde sted, også før advokaten er kommet til stede, hvis forurettede er indforstået hermed.
Den forurettede har efter mindretallets opfattelse ikke selv mulighed for at overskue konsekvenserne af at afslå et tilbud om advokat, fordi hun ikke ved, hvad tilbuddet indebærer, og fordi hun ikke kan forudse, hvad gennemførelsen af voldtægtssagen vil indebære for hende. Hertil kommer efter mindretallets opfattelse, at kvinden ofte på anmeldelsestidspunktet kan være oprevet og slet ikke forstår, hvad der bliver sagt, og at politiets vejledning om adgang til at få advokat naturligvis vil være af svingende kvalitet.
Udvalget har foretaget en undersøgelse af en række sager om voldtægt m.v. fra København, Roskilde og Holstebro politikredse. Denne undersøgelse viste (betænkningen side 179), at ca. halvdelen af kvinderne ikke ønskede en advokat beskikket. Mindretallet bemærker hertil, at undersøgelsen imidlertid ikke indeholder oplysninger om kvindernes baggrund for ikke at modtage tilbuddet, ligesom de pågældende kvinder ikke på et senere tidspunkt - eventuelt ved sagens afslutning - er blevet bedt om at vurdere deres behov for en bistandsadvokat. Mindretallet finder derfor ikke, at denne gennemgang kan tages til indtægt for, at de forurettede ikke har haft et behov for bistandsadvokat.
Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale den af mindretallet foreslåede ændring. Efter flertallets opfattelse er det et gennemgående træk i dansk lovgivning, at hjælpeforanstaltninger, herunder advokatbistand, ikke påtvinges borgerne, medmindre de må antages at være ude af stand til selv at klare for sig, eller de stilles over for krav om meget indgribende foranstaltninger. Udgangspunktet for beskikkelse af bistandsadvokat til forurettede må efter flertallets opfattelse ud fra tilsvarende grundsynspunkter være, at forurettede kun efter begæring får beskikket en bistandsadvokat.
Flertallet henviser endvidere til, at mange kvinder, der har været udsat for voldtægt, som det f.eks. fremgår af den nævnte undersøgelse, rent faktisk ikke ønsker at modtage det tilbud om vederlagsfri bistand ved en advokat, som retsplejelovens kapitel 66 a giver, og som politiet orienterer om, inden afhøringen begynder. Flertallet finder ikke, at offentlige eller andre hensyn kræver, at der i sådanne tilfælde alligevel beskikkes en advokat. Som nærliggende eksempler på, at advokatbistand kan være overflødig, kan nævnes sager, hvor der anmeldes forsøgshandlinger på det indledende stade, eller hvor anmeldelse først indgives efter længere tid og eventuelt på foranledning af andre. Endelig peger flertallet på, at bestemmelsen i retsplejelovens § 995 a giver retten mulighed for at beskikke en advokat for den forurettede, uanset om hun ønsker det, når det skønnes nødvendigt ved opgørelsen af erstatningskrav, dog forudsat at den pågældendes socialindkomst ligger under grænsen for at opnå fri proces. Flertallet henviser i denne forbindelse til, at beskikkelse i medfør af § 995 a kan ske på rettens initiativ - eller f.eks. politiets - og således ikke forudsætter en begæring fra den forurettede. Flertallet finder det i øvrigt påfaldende, såfremt man skulle kunne påtvinge enhver forurettet i en bestemt type sager - som ikke nødvendigvis er særligt grove - en advokat, mens en tiltalt kun kan påtvinges en forsvarer, hvis der er tale om en sag af en vis grovhed.
Derimod finder flertallet, at den gældende ordning vil kunne effektiviseres ved, at tilbuddet om advokatbistand dels kommer til at fremgå af den vejledning til den forurettede, som et enigt udvalg stiller forslag om (betænkningen side 18 f og betænkningens bilag 3), og dels bliver gentaget ved den anden afhøring af forurettede. Flertallet foreslår derfor retsplejelovens § 741 b, stk. 1, 2. pkt., formuleret i overensstemmelse hermed.
Justitsministeriet kan heller ikke tiltræde mindretallets opfattelse. Justitsminsteriet finder således, at mindretallets forslag på afgørende måde afviger fra udgangspunktet i al anden dansk lovgivning, hvorefter bistand af almen karakter ikke påtvinges borgeren, medmindre dette anses for nødvendigt, fordi borgeren ikke kan tage vare på sig selv eller stilles over for krav om foranstaltninger af indgribende karakter.
Justitsministeriet finder endvidere, at en tvangsbeskikkelse af en advokat for en voldtagen kvinde næppe kan anses for en egnet bistand til denne og et godt udgangspunkt for det samarbejde og tillidsforhold, der gerne skulle være mellem advokaten og den forurettede (klienten).
Efter Justitsministeriets opfattelse vil der dog i langt de fleste tilfælde være behov for advokatbeskikkelse, såfremt forurettede er under 18 år. I de formentlig sjældne tilfælde, hvor en forurettet under 18 år ikke fremsætter begæring om advokatbeskikkelse, bør politiet derfor være særlig opmærksom på dets adgang efter den gældende § 741 a, stk. 3, til at kunne begære en advokat beskikket for den pågældende under efterforskningen.
Det kan i øvrigt i den forbindelse oplyses, at efter de gældende administrative regler skal der - bortset fra særlig påtrængende tilfælde - ske underretning af det sociale udvalg ved afhøring hos politiet af børn under 15 år som forurettede i en sædelighedssag. I disse tilfælde skal udvalget sende en repræsentant til afhøringen. Repræsentanten, der således er til stede ved afhøringen, kan bl.a. bistå med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der bør fremsættes begæring om advokatbeskikkelse.
I overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås § 741 b, stk. 1, 2. pkt., ændret, således at tilbuddet om advokatbeskikkelse gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Herved sikres, at en forurettet, som under første afhøring ikke har ønsket advokatbistand, får opfordring til på et senere tidspunkt, hvor en eventuel choktilstand normalt er ophørt, på ny at tage stilling til spørgsmålet (lovforslagets § 1, nr. 3).
Justitsministeriet er i øvrigt som foreslået af udvalget indstillet på at udarbejde en vejledning til personer, der har været udsat for voldtægt m.v. Vejledningen vil bl.a. indeholde oplysninger om deres rettigheder, og den skal udleveres af politiet ved anmeldelsen og i øvrigt kunne fås på biblioteker, krisecentre m.v.
2.3. Mindretallets lovforslag
a. Efter de gældende regler er bistandsadvokatens opgaver ikke direkte fastlagt i loven, men omtalt i bemærkningerne til lovforslaget. Efter disse bemærkninger er advokatens opgave både af juridisk og mere almen karakter. Advokaten skal støtte den forurettede under afhøringen hos politiet og i retten og yde bistand ved opgørelsen af eventuelle erstatningskrav. Endvidere kan der blive tale om rådgivning om særlige hjælpemuligheder af psykologisk, lægelig eller social karakter, om personlig støtte og vejledning samt bl.a. rådgivning med hensyn til at få givet gerningsmanden et eventuelt polititilhold. Der henvises herom nærmere til betænkningens side 41-43.
Udvalgets mindretal foreslår, at bistandsadvokatens opgaver udtrykkeligt fastsættes i selve retsplejeloven for bl.a. at legitimere advokaten i forbindelse med henvendelser til f.eks. sociale myndigheder, læger, psykologer m.v. (betænkningen side 53 og mindretallets lovudkast med bemærkninger i kapitel 10.2).
Udvalgets flertal finder ikke, at sådanne regler naturligt hører hjemme i retsplejeloven eller skulle være nødvendige for at give advokaten legitimation over for offentlige myndigheder eller andre. Flertallet finder det i øvrigt vanskeligt at formulere afgrænsningen mellem den almene bistand, der mod særligt honorar skal ydes af bistandsadvokaten, og den, der skal ydes af andre efter de almindelige regler om støtteforanstaltninger, f.eks. bistandsloven. Efter sagens natur må grænsen være flydende, og der bør gives bistandsadvokaten en rimelig margin, inden for hvilken den pågældende konkret kan skønne, om det er afgørende for klienten at få bistanden straks og af advokaten.
Justitsministeriet kan tiltræde flertallets opfattelse, og mindretallets forslag er derfor ikke medtaget i lovforslaget.
b. Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 c indeholder en række regler om bistandsadvokatens beføjelser under sagen. Herefter har advokaten adgang til at overvære afhøringerne af den forurettede såvel hos politiet som i retten, ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede under disse afhøringer, adgang til at gøre sig bekendt med forurettedes forklaring til politirapport samt, når tiltale er rejst, adgang til at gøre sig bekendt med sagens yderligere materiale. Advokaten må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med dette yderligere materiale.
Det anføres i bemærkningerne til § 741 c, at bestemmelsen ikke indeholder en nærmere regulering af bistandsadvokatens processuelle stilling i retten. Det fremhæves derfor i bemærkningerne, at det i vidt omfang vil være overladt til domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med den almindelige retsledelse. Det understreges dog samtidig, at bistandsadvokaten under afhøringerne ikke bør kunne rådgive den forurettede om den umiddelbare besvarelse af de spørgsmål, som stilles.
Endvidere fastslås det, at advokaten ikke bør kunne virke som en yderligere anklager i sagen, og advokaten bør derfor ikke have adgang til at procedere med hensyn til skyldspørgsmålet og strafudmålingen. Advokaten kan derimod procedere med hensyn til erstatningsspørgsmål og f.eks. spørgsmål om dørlukning, referatforbud og afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse. Blandt de spørgsmål, som det herefter er overladt til domstolene at afgøre, er således navnlig, hvorvidt og i bekræftende fald på hvilken måde bistandsadvokaten kan stille spørgsmål til andre end den forurettede, dvs. tiltalte og eventuelle andre vidner (betænkningen side 43-45).
Der er i udvalget enighed om, at bistandsadvokaten fortsat ikke bør have adgang til at procedere om skyldspørgsmålet og strafudmålingen.
Mindretallet foreslår imidlertid, at det i retsplejeloven fastsættes, at advokaten har ret til at stille spørgsmål direkte til tiltalte, forurettede og andre vidner med henblik på en klarlæggelse af hændelsesforløbet, bortset fra spørgsmål, der direkte eller indirekte vedrører vurderingen af tiltaltes skyld og udmålingen af straffen. Mindretallet henviser herved til, at sådanne spørgsmål fra advokaten i praksis kan være nødvendige af hensyn til underbyggelsen af en eventuel erstatningspåstand. Endvidere henviser mindretallet til, at den forurettede har et naturligt krav på, at hændelsesforløbet i videst muligt omfang bliver klarlagt, og undertiden vil dette bedre kunne opnås, såfremt også bistandsadvokaten kan deltage i afhøringerne.
Endelig foreslår mindretallet, at det udtrykkeligt i retsplejeloven fastsættes, at advokaten har adgang til at være til stede under hele domsforhandlingen med den virkning, at tilstedeværelsen honoreres (betænkning side 57-59 og kapitel 10.2).
Flertallet finder, at den nuværende retstilstand bør opretholdes, idet tvivlsspørgsmål på dette område bedst løses ved en konkret afgørelse i retten og ikke egner sig til lovregulering. Flertallet har ikke indtryk af, at det i dag i noget nævneværdigt omfang giver anledning til problemer, hvis bistandsadvokaten ønsker at stille spørgsmål til forurettede og andre vidner, medmindre spørgsmålene direkte eller indirekte tager sigte på skyldvurderingen eller strafudmålingen. Udvalgsflertallet har heller ikke grundlag for at antage, at bistandsadvokaten afskæres fra at procedere vedrørende erstatningsspørgsmål og de tidligere nævnte processuelle spørgsmål eller fra at være til stede i rimeligt omfang.
Af de af flertallet anførte grunde har Justitsministeriet ikke fundet at burde medtage mindretallets forslag i lovforslaget.
c. Vedrørende aktindsigt finder mindretallet, at det vil være af stor betydning for bistandsadvokaten med henblik på at kunne yde den forurettede den bedst mulige bistand at få fuld aktindsigt straks fra sagens start. En sådan udvidelse vil derfor efter disse medlemmers opfattelse indebære en betydningsfuld styrkelse af den forurettedes stilling. Mindretallet mener ikke, at udvidet aktindsigt vil medføre nogen nævneværdig risiko for bevisforvanskning, og foreslår i den forbindelse, at bestemmelsen udformes således, at bistandsadvokaten som hovedregel har tavshedspligt også over for klienten på samme måde, som det i dag er tilfældet, når der efter tiltalerejsning er givet fuld aktindsigt, jf. § 741 c, stk. 3 (betænkningen side 54-56 og kapitel 10.2.).
Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale en ændring af § 741 c, således at der straks fra sagens start, dvs. fra anmeldelsestidspunktet, skulle bestå en ret for bistandsadvokaten til at gøre sig bekendt med alt materiale i sagen. Disse medlemmer anser det på den ene side for tvivlsomt, om bevisforvanskning i noget større omgang med rette kan frygtes at forekomme, men finder på den anden side ikke at kunne udelukke, at der er en generel risiko herfor. Det er flertallets vurdering, at alene muligheden herfor vil kunne have en ødelæggende indflydelse på sagen - set ud fra anklagemyndighedens og forurettedes synsvinkel - idet forsvareren i forskellige sammenhænge vil kunne påberåbe sig, at den forurettedes kendskab til tiltaltes forklaring gør værdien af forurettedes forklaring tvivlsom. Flertallet peger endvidere på, at det for sagens videre forløb er af helt afgørende betydning, at politiafhøringen af forurettede kan afsluttes, uden at hun kender sigtedes forklaring. Hertil kommer, at der kan være et diskretionshensyn at tage til andre vidner, der har afgivet forklaring til politiet. Flertallet stiller sig tvivlende overfor, om bistandsadvokaten vil være tjent med at få oplysninger, der ikke må videregives til klienten, og betvivler endvidere, at bistandsadvokaten ved først at opnå fuld aktindsigt ved tiltalerejsningen skulle være afskåret fra at yde den fornødne bistand.
Justitsministeriet er enig i, at der ikke bør gennemføres ændrede regler vedrørende aktindsigt som foreslået af mindretallet, og lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed.
3. Dørlukning m.v.
3.1. I overensstemmelse med grundlovens § 65, hvorefter der i retsplejen i videst muligt omfang skal gennemføres offentlighed, er det i retsplejelovens § 29, stk. 1, fastsat, at retsmøder er offentlige.
Det fremhæves af udvalget, at hovedhensynet bag reglen om offentlighed i retsplejen må antages at være ønsket om, at offentlighedens, herunder pressens adgang til at overvære sagerne skal sikre sigtede eller tiltalte en fair behandling i retten.
Heroverfor står hensynet til den forurettede, som i visse tilfælde kan begrunde større eller mindre indskrænkninger i adgangen til at overvære en sag. Dette giver sig også udslag i retsplejeloven, som indeholder forskellige undtagelser til hovedreglen om offentlighed. I henhold til retsplejelovens § 29, stk. 4, nr. 1, kan retten således i straffesager beslutte, at dørene skal lukkes, når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at nogen ellers vil blive tilføjet »en ufornøden krænkelse«.
En beslutning om dørlukning betyder, at der samtidig er referatforbud, idet offentlig gengivelse af, hvad der er sket i et lukket retsmøde, i medfør af retsplejelovens § 31, stk. 2, er forbudt.
Dørlukning er derfor et mere indgribende skridt end referatforbud, og i overensstemmelse hermed er det i retsplejelovens § 29, stk. 5, fastsat, at det bør iagttages, at der ikke træffes beslutning om dørlukning, hvor det skønnes tilstrækkeligt med et referatforbud.
Rigsadvokaten har i meddelelse 2/1977 fra februar 1977 instrueret politi og anklagemyndighed om, at anklageren i sager om alvorlig seksualkriminalitet over for retten under det første retsmøde i sagen og påny ved domsforhandlingens begyndelse skal rejse spørgsmålet om dørlukning og referatforbud af hensyn til forurettede, når der er grundlag herfor.
Det er udvalgsmedlemmernes erfaring (betænkningen side 66), at en begæring fra den forurettede i en voldtægtssag om dørlukning for så vidt angår hendes egen forklaring i praksis i almindelighed imødekommes. Under den øvrige del af domsforhandlingen forekommer der derimod ikke at være nogen fast praksis for dørlukning af hensyn til forurettede. Heller ikke for så vidt angår referatforbud af hensyn til forurettede, er der efter udvalgets erfaring nogen fast praksis med hensyn til, om begæring fremsættes og imødekommes.
Udvalget har overvejet (betænkningen side 82-84), om forurettede bør have krav på dørlukning, når hun selv skal afgive forklaring.
Fordelen ved en sådan regel er efter udvalgets opfattelse, at forurettede på forhånd kan være sikker på, at hun ikke udsættes for at skulle afgive forklaring i retten om intime forhold under tilstedeværelse af helt uvedkommende tilhørere. Denne vished burde efter udvalgets mening medføre, at forurettede vil være fri for at bekymre sig herom i forbindelse med overvejelsen af, om hun skal indgive anmeldelse, forudsat selvfølgelig, at hun er bekendt med denne ret eller gøres bekendt hermed.
Udvalget finder på denne baggrund, at hensynet til offentligheden, herunder pressen (og dermed til tiltaltes retssikkerhed), bør vige over for hensynet til forurettede i de sager, som er opregnet i retsplejelovens § 741 a, stk. 1, på grund af disse sagers specielle karakter (voldtægt, blodskam m.v.).
Udvalget foreslår derfor en ny bestemmelse i retsplejelovens § 29, stk. 6, hvorved forurettede får en ubetinget ret til at kræve dørlukning under sin egen forklaring. I de tilfælde, hvor forurettede ikke begærer dørlukning, bør retsformanden efter udvalgets opfattelse rejse spørgsmålet.
Justitsministeriet kan på baggrund af de af udvalget fremhævede særlige - herunder psykologiske - hensyn til forurettede i denne afgrænsede sagsgruppe tiltræde udvalgets forslag, selv om dette indebærer en fravigelse fra det almindelige princip om, at det er retten, som leder processen under hensyntagen til alle involverede parters retssikkerhed.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 1.
3.2. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 848, stk. 1, kan retsformanden bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens et vidne eller en medtiltalt afhøres. Beslutningen forudsætter, at »særegne grunde« taler for, at en uforbeholden forklaring ellers ikke kan opnås.
En sigtet eller tiltalt, som ikke har overværet en forklaring, vil efterfølgende blive gjort bekendt med denne og den afhørtes identitet, jf. retsplejelovens § 848, stk. 2, som ændret ved lov nr. 321 af 4. juni 1986.
Betingelserne for afhøring uden den tiltaltes tilstedeværelse vil ofte være opfyldt i grove sædelighedssager, idet forurettede ofte vil være så hæmmet ved at skulle afgive forklaring i tiltaltes tilstedeværelse, at forklaringen kan blive ufuldstændig eller urigtig. Efter udvalgsmedlemmernes erfaring imødekommes forurettedes begæring således ofte.
Udvalget har derfor overvejet (betænkningen side 87-90), om forurettede i lighed med reglen om dørlukning bør have et egentligt krav på at kunne bestemme, at tiltalte ikke skal være til stede i retssalen, mens forurettede afgiver forklaring.
Udvalgets flertal finder, at det almindelige princip om, at den tiltalte i en straffesag har ret til at være til stede under den retlige behandling, er så væsentligt, at undtagelse herfra kun bør besluttes af retten efter en konkret vurdering i hver enkelt sag.
Da gældende praksis ikke synes at have givet anledning til væsentlige problemer for de forurettede, og det ikke er sandsynligt, at noget nævneværdigt antal tilfælde af voldtægt m.v. ikke anmeldes med den begrundelse, at forurettede ønsker at være sikker på at kunne afhøres uden tiltaltes tilstedeværelse, foreslår udvalgets flertal, at der ikke sker ændringer på dette punkt.
To medlemmer, der hører til udvalgsflertallet, fremhæver i denne forbindelse, at allerede den nuværende meget hyppige udnyttelse af hjemlen i retsplejelovens § 848, stk. 2, frembyder væsentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Disse medlemmer mener derfor, at retsplejelovens § 848, stk. 2, bør fortolkes således, at betingelsen om, at der skal foreligge »særegne grunde«, får et reelt indhold. Selv i grove sædelighedssager kan betingelsen efter disse medlemmers opfattelse ikke antages generelt at være opfyldt.
Udvalgets mindretal finder, at de samme hensyn, som er fremhævet i forbindelse med forslaget om dørlukning, på afgørende måde også gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålet om forurettedes adgang til at afhøres uden tiltaltes tilstedeværelse. Som konsekvens heraf foreslår mindretallet, at retsplejelovens § 848, stk. 2, ændres, således at forurettede, såfremt begæring herom fremsættes, får krav på afhøring uden tiltaltes tilstedeværelse.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de særlige forhold omkring voldtægtssager ikke kan begrunde en fravigelse af almindelige retsplejemæssige principper som foreslået af mindretallet. I den forbindelse må det fremhæves, at spørgsmålet om dørlukning og spørgsmålet om afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse ikke kan sammenlignes, idet de modstående hensyn i det sidstnævnte tilfælde har en langt mere væsentlig og fundamental retssikkerhedsmæssig karakter, således at dette spørgsmål altid bør afgøres af retten og ikke overlades til forurettede. § 848, stk. 2, foreslås derfor i overensstemmelse med flertallets indstilling ikke ændret.
4. Polititilhold
De gældende regler om advarsler (»polititilhold«) gennemgås i betænkningens kapitel 7. Polititilhold udstedes med hjemmel i straffelovens § 265. Efter denne bestemmelse kan politiet meddele en person advarsel (forbud) mod at krænke en andens fred ved at trænge ind på ham, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på lignende måde forulempe ham. Overtrædelse af bestemmelsen straffes med bøde, hæfte eller under skærpende betingelser fængsel indtil 6 måneder. Det er en forudsætning for strafansvaret, at politiet har meddelt en advarsel, der i øvrigt har gyldighed i op til 5 år.
Straffesager efter § 265 rejses i almindelighed kun, såfremt forurettede anmoder herom, jf. straffelovens § 275, stk. 2. Sagerne behandles som politisager og kan afgøres med en bødevedtagelse i retten. Den typiske straf for overtrædelse af § 265 er dagbøder på i alt 1.000 - 2.000 kr. I et mindre antal grove sager idømmes frihedsstraf fra 10 dages hæfte til 3 måneders fængsel.
Udvalget har ikke foretaget nogen undersøgelse, der kan belyse virkningen af polititilhold. Det oplyses dog, at der i 1984 og 1985 blev anmeldt ca. 500 overtrædelser af straffelovens § 265. (I 1986 og 1987 blev der anmeldt 597 henholdsvis 744 overtrædelser af bestemmelsen). Udvalget anser det for utvivlsomt, at polititilhold har virkning efter sit formål i en række sager.
Udvalget giver udtryk for, at politiet ikke bør være for restriktiv med at give tilhold, når det begæres af personer, der har været udsat for voldtægt eller grov vold. Ligeledes er det udvalgets opfattelse, at meddelelse af polititilhold ikke bør udelukkes af, at der f.eks. i et ægteskab ikke er indgivet separations- eller skilsmissebegæring, at samlivet på gerningstidspunktet ikke var ophævet, eller af, at indklagede har samværsret med børn, der bor hos klageren. I disse tilfælde bør politiet efter udvalgets opfattelse begrænse tilholdet til bestemte former for henvendelser til klageren.
Den orientering, forurettede skal have om muligheden for meddelelse af tilhold, bør efter udvalgets opfattelse gives dels af politiet, dels af en eventuel bistandsadvokat samt være omtalt i den vejledning til voldtægtsofre m.v., der som nævnt ovenfor vil blive udarbejdet.
Udvalget finder ikke, at der er grundlag for at skærpe straffene for overtrædelse af § 265, f.eks. således, at der ved førstegangsovertrædelser idømmes korte ubetingede frihedsstraffe samt længere straffe i grove tilfælde. Der henvises i den forbindelse til, at i de fleste sager vil frihedsstraf være en for hård reaktion, mens der i grovere tilfælde allerede i dag anvendes frihedsstraf. Udvalget anfører endvidere, at en skærpelse af strafniveauet ikke kan forventes at have nogen større virkning på de pågældende personer. Derimod finder udvalget, at visse gerningsmænd, undertiden netop i relation til denne forbrydelse, kan udvise en så psykisk påfaldende adfærd, at der bør idømmes en behandlingsdom.
En ændring af straffelovens § 265 kunne efter udvalgets opfattelse i givet fald ske ved, at man fjerner kravet om en forudgående advarsel som strafbarhedsbetingelse. Som begrundelse herfor anføres, at det kan opfattes som en ekstra belastning for forurettede først at skulle argumentere for, at tilholdet gives, og derefter at skulle vente på behandlingen af tilholdssagen, herunder at politiet får mulighed for at forkynde tilholdet for den pågældende.
Udvalget foreslår dog ikke en ændring af § 265, men henstiller, at dette spørgsmål forelægges for Straffelovrådet til nærmere overvejelse.
Justitsministeriet har derfor anmodet Straffelovsrådet om en udtalelse vedrørende spørgsmålet om en eventuel ændring af straffelovens § 265.
I sin udtalelse af 15. februar 1988 anfører rådet, at der ikke bør kunne blive tale om en direkte kriminalisering af handlinger som nævnt i bestemmelsen, d.v.s uden en forudgående advarsel. Rådet henviser i den forbindelse bl.a. til, at det er kravet om en på forhånd meddelt advarsel, der bevirker en passende afgrænsning af det strafbare område. Såfremt kravet om forudgående advarsel blev opgivet, ville der endvidere kunne opstå problemer med hensyn til beviset for gerningsmandens forsæt (hans forståelse af, at hans breve, opringninger, fremmøde o.s.v virker krænkende).
Justitsministeriet er enig i Straffelovrådets opfattelse og har derfor ikke overvejelser om at foreslå ændringer af strafbarhedsbetingelserne i § 265.
I øvrigt anfører udvalget i betænkningen, at reglerne for politiets behandling af disse sager bør samles af hensyn til overskueligheden og den ensartede behandling af sagerne. Det foreslås derfor, at der til politiet udsendes en cirkulæreskrivelse om polititilhold, og at der i politiskolens lærebogsmateriale optages en omtale heraf. De nævnte forskrifter bør således indeholde en beskrivelse af såvel betingelserne for at give tilhold som den nærmere fremgangsmåde herved. Det bør fremgå, at politiet efter omstændighederne skal gøre forurettede opmærksom på muligheden for at meddele tilhold, ligesom der skal oplyses om adgangen til at kræve skriftlig begrundelse og til at klage over nægtet tilhold eller nægtet tiltalerejsning.
Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er indstillet på at fastsætte nærmere regler for politiets behandling af sager vedrørende § 265.
Endelig kan det nævnes, at der er iværksat forsøgsordninger i en række politikredse om et mere formaliseret samarbejde mellem politiet og de sociale myndigheder i tilknytning til sager om husspetakler og lignende, således at der kan tilbydes en aktiv og socialt orienteret bistand til parterne på et så tidligt tidspunkt som muligt.
5. Lægelig og psykologisk bistand m.v.
I betænkningens kapitel 8 anbefaler udvalget med forbillede i en ordning, der for nogle år siden er gennemført i Oslo, at der rundt omkring i landet på nogle sygehuse - og i hvert fald i København, Århus, Odense og Ålborg - etableres modtageafdelinger, der kan yde voldtægtsofre lægelig og psykologisk bistand m.v.
Modtageafdelingerne skal personalemæssigt være tilknyttet en psykiatrisk modtageklinik eller anden afdeling med ansatte psykologer m.v. I afdelingen skal både modtages ofre, der har anmeldt forholdet til politiet, og ofre, der (endnu) ikke har foretaget anmeldelse. De tekniske, herunder retsmedicinske undersøgelser skal foretages på afdelingen. Der skal være mulighed for at tilkalde en advokat, og offeret skal have en indledende samtale med en psykolog og tilbud om senere kontakt til psykologen med henblik på krisebehandling.
Udvalget har ikke i øvrigt ment at burde gå ind i nærmere overvejelser om den praktiske gennemførelse eller om sygehusvæsenets opgaver i forbindelse med etableringen af sådanne modtageafdelinger.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan der som anbefalet af udvalget være behov for, at der - således som det allerede i dag findes ved Rigshospitalet - etableres modtageafdelinger eller lignende foranstaltninger for ofre for voldtægtsforbrydelser. Hvorvidt sådanne foranstaltninger bør etableres, tages der ikke stilling til med dette lovforslag. Det er således også på dette område de myndigheder, som er ansvarlige for sundhedsvæsenet - herunder amtsrådene og Københavns og Frederiksbergs Kommuner - der ud fra en prioritering af behov og ressourcer skal tage stilling til indførelsen af de nævnte foranstaltninger.
6. Andre forslag
I betænkningen (kapitel 3) anbefaler udvalget, at politiet i det omfang, det er praktisk muligt, ved sædelighedsforbrydelser søger at efterkomme den forurettedes ønsker om afhøring ved kvindeligt politipersonale, og at politiet oplyser den forurettede om mulighederne herfor.
Udvalget finder endvidere, at det for politiets fremtidige personalepolitik, herunder ved fordelingen af det kvindelige politipersonale imellem politikredsene, bør være et af målene at kunne tilbyde de forurettede i disse sager at blive afhørt af en kvinde.
Rigspolitichefen har i den forbindelse over for Justitsministeriet oplyst, at de hensyn, der er påpeget af udvalget, allerede i dag indgår ved fordelingen af det kvindelige politipersonale mellem kredsene.
Udvalget anbefaler i øvrigt, at undervisningen af politipersonalet i psykologi, særligt med henblik på afhøring m.v. af personer i krise, prioriteres højt. Udvalget støtter derfor de igangværende overvejelser om på politiskolen at etablere et selvstændigt kursus i psykologi ved siden af den allerede eksisterende undervisning i faget på 4 uger i forbindelse med uddannelsen til politibetjent.
Rigspolitichefen har hertil oplyst, at det løbende overvejes, hvorledes undervisningen omkring de menneskelige og psykologiske aspekter i forbindelse med kontakten med anmeldere og ofre for volds- og voldtægtsforbrydelser kan intensiveres mest muligt, og at undervisningen på politiskolen på dette område allerede er udvidet.
I betænkningen (kapitel 6 og kapitel 9.2.3. og 9.4.3.) gennemgår udvalget den gældende retstilstand vedrørende erstatning og godtgørelse til ofre for voldtægts- og voldsforbrydelser. Udvalget stiller ikke forslag til lovændringer på dette område.
Udvalget foreslår dog (side 119 og 165), at anklagemyndigheden, når der indleveres anklageskrift eller retsmødebegæring til retten i disse sager, hvor der ikke er sket advokatbeskikkelse, skriftligt underretter den forurettede med opfordring til at tilvejebringe dokumentation for et eventuelt erstatningskrav.
Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er indstillet på, at der fastsættes sådanne bestemmelser.
7. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget indebærer, at der i alle sædelighedssager - og ikke som i dag kun i voldtægtssager - bliver en adgang til advokatbeskikkelse. Endvidere indføres en adgang til advokatbeskikkelse i voldssager.
Beskikkelsen forudsætter i alle tilfælde en begæring fra den forurettede eller fra politiet, og ved voldssagerne og de mindre grove sædelighedssager er det endvidere en betingelse for advokatbeskikkelse, at retten finder, at forholdene taler herfor.
Vurderingen af, i hvilket omfang der kan forventes beskikket bistandsadvokater efter lovforslaget, er derfor forbundet med betydelig usikkerhed. Justitsministeriet skønner imidlertid, at der vil ske beskikkelse i et sådant antal sager, at de årlige merudgifter til advokatsalær kan anslås til omkring 5 - 10 mio. kr. Disse merudgifter vil blive modsvaret af en tilsvarende forhøjelse af Justitsministeriets budgetreguleringskonto på finansloven.
Forslaget er således ikke forbundet med statslige nettomerudgifter.
Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser af betydning for det offentlige.
8. Hørte myndigheder m.v.
Betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts~ og voldssager har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Politimestre i Danmark, rigsadvokaten, rigspolitichefen, politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Indenrigsministeriet (Sundhedsministeriet), Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Ligestillingsrådet, Danske Kvinders Nationalråd, Dansk Kvindesamfund, De Danske Husmoderforeninger og Joan-Søstrene.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
I bilaget til lovforslaget er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages uændret.
Til nr. 1
Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i en voldtægtssag, blodskamssag m.v. får et krav på at kunne bestemme, at dørene skal lukkes, når han eller hun afgiver forklaring for retten.
Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. og betænkning nr. 1102/1987 side 65-67 og 79-84 samt kapitel 10.1.
Til nr. 2
I bestemmelsen foreslås, at § 741 a, stk. 1, udvides, således at sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (blodskam), straffelovens § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig ved tvang eller trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn, stedbarn, plejebarn m.v. under 18 år) giver den forurettede en adgang til at få beskikket en advokat, såfremt den pågældende begærer det. Efter den gældende bestemmelse består der alene en sådan adgang i voldtægts- og voldtægtslignende sager.
Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.b og betænkningen side 39 f og 61-63 samt kapitel 10.1.
Endvidere foreslås der indsat et nyt stk. 2 i § 741 a. Efter denne bestemmelse indføres der en adgang for retten til i voldssager og ved straffelovens øvrige sædelighedsforbrydelser efter den forurettedes begæring at kunne beskikke en advokat for den pågældende, såfremt forholdene taler derfor.
Om baggrunden herfor henvises for voldssagernes vedkommende til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og betænkningen side 148-150 og 157-162 samt kapitel 10.1.
For så vidt angår sædelighedssagerne henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.c og betænkningen side 63-64 samt kapitel 10.1.
Til nr. 3
Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i sædeligheds- og voldssager ikke blot ved den første afhøring hos politiet, men også i forbindelse med og inden anden afhøring skal have vejledning om adgangen til at få beskikket en advokat.
Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.d og betænkningen side 30 samt kapitel 10.1.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1989.
Der foreslås ikke fastsat særlige overgangsregler. Den nye adgang til dørlukning og advokatbeskikkelse finder således anvendelse i alle sager, der ikke er endeligt afgjort før lovens ikrafttræden.
Bilag
I dette bilag er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil fremtræde, hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret.
Med mindre skrift er indsat den gældende formulering af de bestemmelser, der berøres af lovforslaget. Endelig er medtaget de øvrige bestemmelser i retsplejelovens kapitel 66 a om advokatbistand til den forurettede, som ikke foreslås ændret (§§ 741 c - 741 e). § 29. Retsmøderne er offentlige, hvor ikke det modsatte særlig er foreskrevet.
Stk. 2. Dog kan retten undtagelsesvis på begæring af en part eller i embeds medfør beslutte, at dørene skal lukkes, når enten hensynet til sædeligheden, ro og orden i retslokalet, statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det.
Stk. 3. Det samme gælder borgerlige sager, når offentlig forhandling ville tilføje nogen en ufornøden krænkelse, herunder når forklaring skal afgives om forretnings- eller driftshemmeligheder.
Stk. 4. I straffesager kan retten beslutte, at dørene skal lukkes, når sigtede (tiltalte) er under 18 år, samt undtagelsesvis
1) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at offentlig forhandling vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil tilføje nogen en ufornøden krænkelse, herunder når oplysning skal afgives om forretnings- eller driftshemmeligheder. Dørlukning af hensyn til en sigtet (tiltalt), der er til stede, kan kun besluttes, hvis han selv begærer det.
2) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at retsmødets offentlighed på afgørende måde vil være til hinder for sagens oplysning. Ved retsmøder under domsforhandling kan dørene dog kun lukkes af den anførte grund, når det af sagens oplysninger fremgår, at der for det forhold, som er genstand for tiltale, kan forventes at ville blive gjort strafansvar gældende også mod andre end den eller de under sagen tiltalte personer, og derhos ganske særlige hensyn gør det magtpåliggende, at dørene lukkes. Dette vil dog kun ske i 1. instans og kun i det omfang, de anførte hensyn med nødvendighed kræver. Hvor dørene af den ovennævnte grund lukkes under domsforhandlingen, skal der til retsbogen optages en så fyldig gengivelse af sagens gang, at der ved domsafsigelsen kan meddeles offentligheden en fremstilling af domsforhandlingens forløb under fornøden hensyntagen til, at hensigten med dørenes lukning ikke forspildes.
Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.
Stk. 6. I sager, der vedrører lovovertrædelse af straffelovens § 210, § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222 stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, lukkes dørene under forurettedes forklaring, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 7. Domme afsiges stedse i et offentligt møde.
§ 29. - - -
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
Stk. 4. - - -
Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.
Stk. 6. Domme afsiges stedse i et offentligt møde.
§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.
Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249-250, §§ 260-262 eller § 288, kan retten, når forholdene taler derfor, på den forurettedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 3. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen.
§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring herom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 224 eller 225, jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2.
Stk. 2. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen.
§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten.
Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil retten har taget stilling til begæringen.
Stk. 3. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om tilkaldeordningens gennemførelse.
§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten.
Stk. 2. - - -
Stk. 3. - - -
§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.
Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har tilvejebragt.
Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.
§ 741 d. Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede gælder samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.
§ 741 e. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. kapitel 31.
Ingen
Nr LSF 11
Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Dørlukning og advokatbistand til den forurettede)
Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)
den 5. oktober 1988
Vedtaget ved tredjebehandling den 1. december 1988
Lov nr. 730 af 07/12/1988