Legislator Case Law & Legislation
198724K00032 DK

1987 BTL 32 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM LOKALRADIOFONDEN NR L 32 1987-88, 2. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1987 32 Valid

Bilag

To af udvalgets spørgsmål til trafik- og kommunikationsministeren

og dennes svar herpå

Spørgsmål 21

Medlemmer ved lokalradioerne, som måtte betale kontingent - skal dette medregnes i opgørelsen?

Svar

Efter forslaget indgår sædvanlige medlemskontingenter i en forening, der driver lokalradiovirksomhed, ikke i afgiftsgrundlaget.

Spørgsmål 23

Hvilken status har frivilligt arbejde - i bredeste forstand - ved 10 pct.-reglen?

Svar

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at værdien af frivillig, dvs. ulønnet, arbejdskraft ikke indgår i afgiftsgrundlaget.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Trafik- og kommunikationsministeren har over for udvalget præciseret, at kommunale tilskud til beskæftigelse af langtidsledige på lokale radiostationer ikke vil indgå i radiovirksomhedernes afgiftsgrundlag. Dette vil fremgå af den vejledning, som vil blive udsendt om afgiftsordningen m.v.

Der er af trafik- og kommunikationsministeren stillet ændringsforslag, hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved 3. behandling. Mindretallet kan stemme for det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men kan dog stemme for det stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) ønsker hverken at stemme for eller imod lovforslaget, fordi det af mindretallet stillede ændringsforslag uden for betænkningen ikke blev vedtaget ved 2. behandling. Mindretallet kan stemme for det stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af trafik- og kommunikationsministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 4

1) Stk. 2 affattes således

»Stk. 2. Gaver m.v. i form af naturalier skal ikke medregnes i afgiftsgrundlaget, såfremt de er bestemt til præmier i forbindelse med lokalradioens konkurrencer eller deres værdi ikke overstiger 500 kr.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget tydeliggør den tidligere formulering af stk. 2.

Ole Bernt Henriksen (KF) Connie Hedegaard (KF) Eva Møller (KF) Povl Brøndsted (V) Helge Sander (V) nfmd. Behnke (FP) Marianne Jelved (RV ( Duetoft (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Hanne Andersen (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy Stahr (S) Birthe Hansen (SF) Ingerlise Koefoed (SF) fmd. Stillinger (SF)

Betænkning over lovforslag 1987 32 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til trafik- og kommunikationsministeren, som denne

har besvaret dels skriftligt dels i samråd. To af udvalgets

spørgsmål og trafik- og kommunikationsministerens svar herpå er

optrykt som bilag til betænkningen.

I øvrigt har lovforslaget været behandlet i sammenhæng med forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. (Reklame i lokalradio m.v.) (L 18), hvorfor der også kan henvises til betænkningen over dette lovforslag.

Ministeren har over for udvalget præciseret, at der for så vidt angår kommunale tilskud ikke i lokalradioens afgiftsgrundlag medregnes værdien af brug af kommunale faciliteter, der generelt stilles til rådighed for lokal radiovirksomhed.

For så vidt angår undtagelsen vedrørende sædvanlige medlemskontingenter præciseres det, at denne kun gælder indbetalinger fra enkeltpersoner.

Med hensyn til afgiftssatsens størrelse forudsættes det, at denne tages op til fornyet overvejelse i lyset af de erfaringer, der indhøstes med hensyn til fondens indtægter.

Det er endvidere præciseret, at lokalradioerne skal svare afgift af den momspligtige omsætning, selv om de eventuelt ikke skal være momsregistrerede.

Der er af trafik- og kommunikationsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af trafik- og kommunikationsministeren stillede ændringsforslag.

Mindretallet bemærker i øvrigt, at det for regeringspartierne har været afgørende nu hurtigt at give nærradioerne et finansieringsgrundlag. Rimelige finansieringsmuligheder er efter vores opfattelse helt afgørende for at bevare den mangfoldighed på nærradioområdet, som vi mener bør være en bærende ide i nærradioordningen. Af samme grund har vi lagt stor vægt på at få en ordning igennem nu frem for at lade stationerne henslæbe yderligere mange måneder i uvished om deres økonomiske muligheder.

På baggrund af forårets drøftelser mellem de fleste af Folketingets partier har regeringspartierne ønsket at imødekomme ønsket om at finde en måde at hjælpe økonomisk dårligt funderede stationer uden at indføre statsstøtte. Derfor støtter vi forslaget om en fond bygget op på en afgift taget af hele en stations indtægtsgrundlag, dog således at man er sikret et vist minimum. Af principielle og praktiske grunde har vi fundet det rigtigst at tage en forholdsvis mindre afgift af hele indtægtsgrundlaget frem for en forholdsvis større procentdel kun af reklameindtægterne. Således mener vi også, at det er rimeligt, at også kommunale økonomiske tilskud skal svare afgift. Vi ønsker ikke at favorisere nogle finansieringsformer og dermed nogle stationstyper frem for andre.

For at understrege ønsket om, at nærradioerne skal være forankret i det lokale samfund, har vi ønsket at friholde individuelle medlems- og støtteforeningskontingenter fra at indgå i afgiftsberegningsgrundlaget.

Med henblik på at sikre TV 2 en økonomisk fornuftig start har regeringspartierne ønsket at udskyde spørgsmålet om reklamer i lokal-tv. Ministeren har tilkendegivet, at han vil rejse spørgsmålet i sammenhæng med en fremrykning af tidspunktet for revisionen af TV 2-loven med henblik på, at reklamer i lokal-tv gøres lovlige pr. 1. marts 1989. Partierne har fundet det rimeligt allerede nu at give lokal-tv-stationerne denne melding, således at de får en fornuftig planlægningshorisont.

Under 1. behandling konstaterede regeringspartierne, at der var bred enighed i Folketinget om at ligestille dagblade og distriktsblade, når det gælder om at deltage i nærradiovirksomhed, hvorfor partierne er indstillet på at støtte det af Centrum-Demokraterne stillede ændringsforslag til forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. (Reklame i lokalradio m.v.) (L 18).

Endelig ønsker partierne at fremhæve, at ministeren over for udvalget har tilkendegivet, at han, når loven er vedtaget, vil henstille til de lokale radionævn, at man under hensyntagen til det politiske flertal for at ophæve reklameforbudet ikke frem til lovens egentlige ikrafttræden pr. 1. august 1988 indleder nye sager mod stationer, der bringer reklamer.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved 2. behandling og henviser i øvrigt til sine bemærkninger i betænkningen over L 18.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Mindretallet bemærker i øvrigt, at det er Socialistisk Folkepartis mening manifesteret gennem adskillige forslag i Folketinget i årenes løb, at en offentlig støtteordning til lokalradio- og lokal-tv-virksomhed ville være den klareste, mest gennemskuelige og mest rimelige ordning. Lokalradio- og lokal-tv-virksomhed er lige så vigtige kulturelle aktiviteter og ytringer som f.eks. teater, musik, billedkunst og dans, kulturelle aktiviteter, der alle modtager statslig og/eller kommunal støtte.

Det har imidlertid i Folketinget vist sig umuligt at vinde gehør for denne tanke, og SF har derfor set med en vis interesse på fondsdannelsen. At den er bureaukratisk, let at omgå og afhængig af en stor redelighed hos lokalradioerne, er klart, og det er nok tvivlsomt, om den vil frembringe et overskud, som kan sikre tilskud til de lokalradioer, der har brug for betydelig og fortjent støtte.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af trafik- og kommunikationsministeren stillede ændringsforslag.

Fremskridtspartiet er imod fonden og enhver anden offentlig indblanding i lokalradiovirksomheden.

Imidlertid finder Fremskridtspartiet det så vigtigt at få gang i reklamer i lokalradioer, at Fremskridtspartiet vil stemme for lovforslaget med de bemærkninger, som fremgår af de optrykte bilag og de ændringsforslag, Fremskridtspartiet støtter.

Et femte mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Dette mindretal finder ikke, at princippet om økonomisk udligning mellem lokalradioer via en 10 pct.-afgift er rimelig. Endvidere finder mindretallet, at lovforslagets administration og kontrol vil skabe store problemer for såvel myndigheder som lokalradioer, for sidstnævntes vedkommende ikke mindst, fordi det fortsat må anses for normalt, at radioerne drives af frivillig arbejdskraft.

Et sjette mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling ved 2. behandling.

Ændringsforslag

Til § 4

Af et mindretal (S og SF), tiltrådt af et mindretal (CD)

1) I nr. 2 indsættes efter »Lokalradiofonden« ordene: »og ydelser og tilskud fra kommuner«.

Af trafik- og kommunikationsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KRF)

2) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

»Stk. 2. Gaver m.v. i form af naturalier bestemt til præmier i forbindelse med lokalradioens konkurrencer eller til en værdi, der ikke overstiger 500 kr., skal ikke medregnes i afgiftsgrundlaget.«

Til § 5

3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stk. 2

»Stk. 2. Hvis størrelsen af lokalradioens indtægter efter § 4, stk. 1, ikke kan anses for forretningsmæssigt begrundet i dens egne forhold, kan toldvæsenet påbyde, at værdien skal fastsættes efter reglerne i § 8, stk. 2, i merværdiafgiftsloven, dog ekskl. afgiften.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Bemærkninger

Til nr. 1

Tilskud og ydelser fra kommuner er ofte græsrodsradioernes vigtigste eksistensgrundlag, og de bør derfor friholdes for den foreslåede afgift. Det forekommer desuden uheldigt, at der her sker en indirekte udligning mellem kommuner, der har vist lokalradioer deres interesse, også økonomisk, og kommuner, der ikke har støttet lokalradioer.

Til nr. 2

Det er fundet hensigtsmæssigt at præcisere, at gaver, der ikke indgår i lokalradioens egentlige indtægtsgrundlag, eller som har en meget begrænset værdi, ikke skal belægges med afgift.

Til nr. 3

Som oplyst i svar på spørgsmål 2 er det for så vidt angår spørgsmålet om fiktive priser fundet hensigtsmæssigt at indføje en præcisering, hvorefter toldvæsenet kan forhøje afgiftsgrundlaget, såfremt en lokalradios priser på f.eks. radiospots ikke er forretningsmæssigt begrundet i egne forhold.

Ole Bernt Henriksen (KF) Connie Hedegaard (KF) Eva Møller (KF) Povl Brøndsted (V) Helge Sander (V) nfmd. Behnke (FP) Marianne Jelved (RV) Duetoft (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Hanne Andersen (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S) Lissa Mathiasen (S) Jimmy Stahr (S) Birthe Hansen (SF) Ingerlise Koefoed (SF) fmd. Stillinger (SF)

Betænkning over lovforslag 1987 32 Valid

Nr BTL 32

Betænkning over Forslag til lov om Lokalradiofonden

Nr L 32 1987-88, 2. samling

Afgivet af Kulturudvalget

Afgivet: 19880624

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →