Legislator Case Law & Legislation
198724K00027 DK

1987 BTL 27 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM REFINANSIERING AF REALKREDITLÅN M.V. I LANDBRUGSEJENDOMME NR L 27 1987-88, 2. SAMLING

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Betænkning over lovforslag 1987 27 Valid

Bilag 1

Et af Landbrugs- og Fiskeriudvalgets spørgsmål til økonomiministeren og dennes svar herpå

udarbejdet af Nationalbanken

Spørgsmål 55

Vil ministeren i overensstemmelse med sit tilsagn til udvalget dags dato indhente Nationalbankens uddybende kommentarer til vendingen »andre grunde« til, at Nationalbanken nærer betænkeligheder ved indførelsen af grønne obligationer, jf. bilag 16, svaret på spørgsmål 16.

Besvarelse

Betænkeligheden ved anvendelse af »grønne obligationer« i refinansieringsplanen knytter sig først og fremmest til kombinationen af fritagelse for realrenteafgift og fuld fradragsret for renteudgiften hos låntagere.

Den fulde fradragsret ved låntagning på basis af »grønne obligationer« indebærer, at realrenten efter skat bliver meget lav, eventuelt negativ, for låntagere med skatteevne.

Ved finansiering med jordbrugs-(indeks)-obligationer sikres det derimod, at også skattepligtige låntagere betaler en beskeden realrente, og samtidig vil denne refinansiering medføre samme lettelse for landmænd med ringe eller ingen skatteevne som de »grønne obligationer«.

Da »grønne obligationer« således er meget fordelagtige for låntagere med skatteevne, er der en nærliggende risiko for, at også andre erhverv på et tidspunkt vil kræve adgang til en sådan låntagning med deraf følgende forvridninger af kapitalmarkedet og tab af skatteprovenu.

På denne baggrund må det anses for betænkeligt, at »grønne obligationer« har fået så stor vægt i refinansieringsplanen i kraft af, at landmændene gives adgang til at basere hele refinansieringen på »grønne obligationer«, ligesom refinansiering ud over 45 pct. af belåningsværdien alene kan ske i denne form.

Med venlig hilsen

DANMARKS NATIONALBANK

R. Mikkelsen

Betænkning over lovforslag 1987 27 Valid

Bilag 2

To af Landbrugs- og Fiskeriudvalgets spørgsmål til landbrugsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 57

»Ad svaret på spørgsmål 6

Hvilke er de tilsvarende konsekvenser af at hæve grænsen til 60 pct. og 70 pct., og vil ministeren sende udvalget en statistik svarende til den på side 7 opstillede ved gældsprocenter på 30, 50, 60 og 70?»

Svar

Hvis grænsen i § 2, stk. 1, nr. 3, hæves yderligere til henholdsvis 60 og 70 pct. i forhold til den i spørgsmål 6 omhandlede grænse på 50 pct., vil det antal bedrifter, der omfattes af refinansieringen, skønsmæssigt blive reduceret yderligere med henholdsvis 3.400 (50-60 pct.) og 2.500 bedrifter (60-70 pct.), og det samlede refinansieringsomfang vil blive reduceret med yderligere ca. 4 mia. kr., hvis grænsen hæves til 60 pct. og yderligere ca. 4 mia. kr., hvis grænsen hæves til 70 pct.

Den gennemsnitlige økonomiske situation for de nævnte grupper af bedrifter og for de 3.700 bedrifter, der udgår ved at ændre grænsen fra 30 til 50 pct., fremgår af nedenstående oversigt

--Gældsprocent1) hæves fra-- 30-50 50-60 60-70 Antal bedrifter, der udgår ved ændring af gældsprocent 3.700 3.400 2.500 Brugers alder 46 46 44 Landbrugsareal, ha 50 43 45 Andel af samlet produktion, pct. 8 7 6 Samlet gæld mia. kr. 6,6 6,1 5,7 Renteudgifter mia. kr. 0,7 0,6 0,6 Gældsprocent2) 47 59 69 --1.000 kr. pr. bedrift-- Driftsoverskud, landbrug 329 293 333 Indtægter fra andre erhverv 81 91 100 Finansieringstilskud 16 21 22 Renteudgifter 184 187 229 Løbende indkomst 280 232 230 Personlig skat 67 50 47 Privatforbrug 155 145 145 Opsparing 59 38 38

1) Opgjort som i § 2, stk. 1, nr. 3.

2) Samlet gæld i forhold til samlede aktiver.

Spørgsmål 63

»Vil det i forlængelse heraf (jf. svaret på spørgsmål 1, side 2, 2. afsnit) være muligt at ændre lovforslaget, så der sker en omfordeling fra hjælp til landmænd med positiv opsparing til endnu mere hjælp til effektive landmænd med høj gæld?»

Svar

Støtten er bestemt af rentenedsættelsen ved de tre lånetyper jordbrugslån, udlandslån og grønne obligationer. Det er ikke uden videre muligt at ændre rentenedsættelsen ved f.eks. jordbrugslån og grønne obligationer, som jo afhænger af realrenteafgiften. Støtteudmålingen afhænger af omfanget af landmændenes gæld, hvor både realkreditgæld og anden fast gæld kan ombyttes.

Ved at stille krav om positiv opsparing efter refinansiering og lade støtten afhænge af omfanget af gæld kombineres et tilnærmet effektivitetskriterium (positiv opsparing) med et behovskriterium (omfanget af gæld). Ved at anvende kriteriet positiv opsparing opnås, at effektivitet i en vis udstrækning kan erstattes af lavere privatforbrug og indkomst udefra. Anvendelse af et specifikt effektivitetskriterium, f.eks. lønningsevne, vil fundamentalt ændre ordningen.

Det bemærkes, at der blandt de 15.200 bedrifter, der ikke skønnes at opfylde balancekravet, kun anslås at være ca. 1.100, der har en gældsprocent på over 70, og som har en lønningsevne (effektivitet) over gennemsnittet. Det må antages, at der for en del af disse gør sig ekstraordinære forhold gældende i 1986/87-regnskabet, som det ikke er muligt at tage højde for i edb-beregningerne, men som kan korrigeres ved den konkrete administration af ordningen.

Tillægsbetænkningen

Efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til fornyet

udvalgsbehandling, har udvalget behandlet dette i nogle møder og har

i den forbindelse stillet et spørgsmål til landbrugsministeren, som

denne har besvaret skriftligt.

Landbrugsministeren har over for udvalget oplyst, at regeringen vil optage forhandling med Danmarks Nationalbank om overtagelse af obligationer vedrørende de lån, der er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 3.

Landbrugsministeren har desuden over for udvalget oplyst, at der med henblik på at fremme etableringen af andelsbrug og andre landbrugsfællesskaber afsættes en pulje på 50 mio. kr., som kan anvendes til lån i forbindelse med ejendomserhvervelse. Der kan ydes lån til finansiering af anskaffelsessummen ud over 70 pct. Der fastsættes nærmere bestemmelser om gennemførelsen, herunder om krav til egenkapital.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforlaget til vedtagelse med de af landbrugsministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet forudsætter, at kursen på obligationer vedrørende de lån, der er nævnt i § 6, stk. 1, nr. 3, fastsættes således, at den effektive debitorrente svarer til 2/3 af den effektive debitorrente på åbne 30-årige fastforrentede realkreditlån.

Flertallet mener, at ændringer af landbrugsloven bør udformes på en sådan måde, at administrationen af loven forenkles væsentligt og borgernes retsstilling styrkes.

Flertallet er enig om at gennemføre en ordning om generationsskifte med samme hovedindhold som L 190 fra forrige samling (se forslag til lov om ændring af forskellige skattelove. (Succession ved familieoverdragelse), Folketingstidende 1987-88, (1. samling) tillæg A sp. 3665).

Vilkårene for uddannelserne på landbrugsskolerne forbedres, således at der opnås ligestilling med øvrige erhvervsuddannelser.

Flertallet ønsker, at formueskattens erhvervshæmmende virkninger skal fjernes gennem en lempelse af satserne. Der skal tillige over en årrække indføres dobbelt bundfradrag for ægtefæller. Lovforslaget fremsættes og gennemføres i den kommende folketingssamling.

Et flertal inden for flertallet (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) ønsker i øvrigt, at refinansieringsordningen skal følges op af ændringer i jordlovgivningen, som kan medvirke til at sikre lønsomme bedrifter.

Flertallet inden for flertallet er derfor enig om i første del af folketingsåret 1988-89 at gennemføre ændringer i landbrugsloven, når der forventeligt i slutningen af oktober er afgivet betænkning fra udvalget vedrørende struktur, finansiering og ejerforhold i landbruget. Disse forslag vedrører bl.a. reglerne om samdrift, nedlægning, sammenlægning, erhvervelse af landbrugsejendomme og organisationsformer, herunder især

1) bortfald af § 16, stk. 2, og ændring af § 16, stk. 3, således at personer, der ikke opfylder kravet om uddannelse og egen drift i § 16, stk. 1, nr. 5 og 6, kan erhverve ejendomme på indtil 30 ha,

2) forøgelse af afstandsgrænsen i §§ 9, 11 og 16 (f.eks. 15 km),

3) forhøjelse af den gældende nedlægningsgrænse i § 13,

4) ophævelse af de gældende fortrinsregler i §§ 13 og 18 (50 ha ændres til f.eks. 70 ha). Reglerne udformes under hensyn til det enkelte landbrugs miljømæssige problemer,

5) liberalisering af reglerne om erhvervelse af landbrugsejendomme i §§ 20-21,

6) ligestilling af gruppelandbrug og lignende med andelsbrug, jf. § 21, stk. 3, og

7) forhøjet sammenlægningsgrænse (hvor der er tale om væsentlig animalsk produktion).

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler

Danske landmænd og landbrugets afsætningsvirksomheder befinder sig i den værste krise siden depressionen omkring 1930. Regeringens forslag om refinansiering m.v. vil på længere sigt ikke redde dansk landbrug. Efter Fremskridtspartiets opfattelse løses landbrugets problemer ved, at politikerne giver landbruget anstændige arbejdsforhold og vilkår, dvs. gennemfører en liberalisering af landbrugslovgivningen og en politik, der medfører, at danske landmænd f.eks. ikke skal betale det dobbelte i rente sammenlignet med udenlandske konkurrenter.

Ved at indgå forlig med regeringen har Fremskridtspartiet opnået, at der nu endelig sker en betydelig lettelse af mange af de restriktioner, der er ødelæggende for dansk landbrug. Fremskridtspartiet glæder sig over, at der ved indgåelse af forliget mellem regeringen, Centrum-Demokraterne og Fremskridtspartiet omsider er taget hul på den dynge af restriktioner, der tvinger landbrugserhvervet i knæ.

Fremskridtspartiet har sikret sig, at forliget ikke forhindrer, at partiet fortsat kan kæmpe for yderligere liberaliseringer og skattelettelser. Det vil vi flittigt benytte os af, således at Danmark igen får et sundt landbrug, der kan leve og producere i frihed til gavn for landmændene, beskæftigelsen og den kronisk tomme valutakasse.

Et andet mindretal inden for flertallet (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) ønsker at udtale, at man i første del af folketingsåret 1988-89 vil drøfte og eventuelt gennemføre ændringer i landbrugsloven, når der forventeligt i slutningen af oktober er afgivet betænkning fra udvalget vedrørende struktur, finansiering og ejerforhold i landbruget (Bernstein-udvalget). Men Kristeligt Folkeparti vil ikke på nuværende tidspunkt, inden Bernsteinrapporten foreligger, forpligte sig til konkrete ændringer i jordlovgivningen, der i høj grad vil kunne favorisere de store landbrug på de mindres bekostning.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse, men vil stemme for de af Socialistisk Folkeparti stillede ændringsforslag. Mindretallet bemærker, at en uge efter, at regeringen afviste Socialdemokratiets forligstilbud, har man nu indgået et landbrugsforlig med Fremskridtspartiet.

Socialdemokratiet var indstillet på i betydelig udstrækning at acceptere regeringens synspunkter på landbrugsområdet på trods af, at regeringsløsningen ikke er tilstrækkelig effektiv og målrettet i forhold til, at den koster det offentlige ca. 1 mia. kr. årligt.

Socialdemokratiets betingelse for at acceptere regeringens refinansieringsforslag var, at de arbejdsløse, og herunder mange tusinde langtidsledige, sikres samme rettigheder med hensyn til arbejds- og uddannelsestilbud i 1989 som i 1988. Selv om dette ikke betyder offentlige merudgifter, fastholdt regeringen et krav om besparelser på arbejdsmarkedsområdet på 6-800 mio. kr.

På denne baggrund er det utroligt, at regeringen har valgt at indgå et forlig med Fremskridtspartiet, som er langt dyrere, som vender den tunge ende nedad, og som ikke mindst vil have en skadelig indvirkning på landbrugets produktion og eksport.

Aftalen sikrer årlige skattelettelser til de største formueejere på ca. 1,5 mia. kr.

Regeringen har pantsat udformningen af kommende tilpasninger i landbrugsloven hos Fremskridtspartiet og gjort det, inden Bernsteinudvalgets arbejde på dette område er færdigt. Regeringen er blevet bundet op på en lovgivning, der indebærer en struktur præget af storbedrifter og fjerneje.

Kombinationen af refinansieringsløsningen og de skitserede ændringer i landbrugsloven vil betyde nye prisstigninger på landbrugsejendomme. Resultatet bliver, at de unge landmænd, der skal ind i erhvervet, får endnu vanskeligere end i dag ved at drive et rentabelt landbrug.

De etablerede landmænd får bedre muligheder for at overbyde de unge på grund af højere sammenlægningsgrænser, tredobling af afstandskriterierne for samdrift og lettere adgang til at nedlægge ejendomme.

Forhøjelsen af den ubetingede ret til at erhverve landbrugsejendomme fra 15 til 30 hektar betyder, at ikke-landmænd (direktører, tandlæger, advokater m.fl.) kan opkøbe bedrifterne til priser, som landmænd, der skal leve af landbrugsproduktion, ikke kan betale. Dette indebærer en faldende animalsk produktion, faldende beskæftigelse i forarbejdningssektoren og lavere eksportindtægter.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.

SF er af den opfattelse, at Folketinget her og nu bør gennemføre en gældssanering efter de samme principper som den forrige gældssanering sammenkædet med en terminshenstandsordning. SF skal derfor samtidig opfordre regeringen til at fremsende et aktstykke til Finansudvalget om en terminshenstandsordning. SF vil i Finansudvalget medvirke til gennemførelse af en sådan ordning.

SF har advaret mod at gennemføre en så omfattende refinansiering uden at sætte denne i sammenhæng med nye ejerformer. SF mener, at refinansiering og nye ejerformer skal ses i sammenhæng og har derfor ønsket, at der som en del af en omfattende refinansieringsordning bliver tilbudt danske landmænd en ny ejerform, der uden spekulationsmulighed bygger på andelseje med forpagtning (jf. SF's bslutningsforslag nr. B 109, 1987-88 (1. samling) om oprettelse af en statsgaranteret jordbrugerfond til ny- og refinansiering af landbrug).

SF mener, at det samlede forslag fra regeringen favoriserer de bedst stillede landmænd, samtidig med at de, der har mest brug for hjælp, ikke hjælpes tilstrækkeligt.

SF mener desuden, at der gennem forliget med Fremskridtspartiet er blevet tale om en samlet landbrugsløsning, der voldsomt favoriserer de bedst stillede landmænd. Aftalen om lempelse af satserne i formueskatten og aftalen om at gennemføre en ordning om generationsskifte med samme hovedindhold som L 190 fra forrige samling fører til øgede kløfter i landbruget, hvor de i forvejen velaflagte får store lettelser.

SF frygter, at den samlede løsning vil betyde, at hele refinansieringen fører til, at de større ejendomme får mulighed for at vokse sig endnu større på bekostning af de mellemstore og mindre, der i stedet burde været sikret og prioriteret. SF deler således den bekymring, som fra husmandskredse er udtrykt over, at de bedre økonomiske forhold, sikret med statsstøtte, for en række velbjærgede direkte vil blive udmøntet i opkøb af lidt svagere, men rentable og bevaringsværdige landbrug.

De ved forliget aftalte ændringer i landbrugsloven fører direkte til storlandbrug, og bag hensigtserklæringen om liberalisering af erhvervelsesreglerne truer planer om indførelse af aktieselskaber i landbruget. Alt tyder dermed på, at Fremskridtspartiets godsejerpolitik nu får afgørende indflydelse på de kommende ændringer i landbrugsloven.

SF konstaterer samtidig, at udgifterne for det offentlige ved forliget er steget, bl.a. efter at lempelsen af formueskatten er blevet en del af den samlede løsning.

Hele aftalen indebærer dermed en udvikling i dansk landbrug, som SF vil modarbejde. Det eneste lyspunkt er landbrugsministerens oplysninger til udvalget om, at der afsættes en pulje, som kan anvendes til fremme af andelsbrug og andre landbrugsfællesskaber. SF håber, at puljen bruges på en sådan måde, at grundtankerne i SF's jordbrugerfond bliver afprøvet i en praktisk model.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF)

Til titlen

1) Titlen affattes således

»Forslag

til

Lov om statsgaranti for lån til visse landmænd (gældssanering)»

Til §§ 1-13

2) Paragrafferne udgår.

Af landbrugsministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, RV, CD og KRF)

Til § 6

3) Efter stk. 1, nr. 2, indsættes som nyt nummer

»3) Lån baseret på de særlige obligationer, der er nævnt i § 10 b, stk. 2, i lov om realkreditinstitutter og § 2, stk. 2, i lov om et refinansieringsinstitut for landbrug m.v.«

Ny paragraf

4) Efter § 8 indsættes som ny paragraf

» § 01. Inden for den i § 8, stk. 1, nævnte ramme kan landbrugsministeren til en af denne, efter forhandling med finansministeren, fastsat kurs overtage obligationer udstedt i henhold til § 10 b, stk. 2, i lov om realkreditinstitutter og § 2, stk. 2, i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. Overtagelse kan ske for et beløb på op til 6 mia. kr.«

Til § 12

5) Stk. 3-5 udgår, og i stedet indsættes

» Stk. 3. For låntagere med en samlet gæld, der udgør 70 pct. eller derover af de samlede aktiver, udgør afdragsbidraget et beløb, der svarer til 30 pct. af indeksreguleringen af obligationsrestgælden i foregående termin beregnet på grundlag af den halvårlige procentvise stigning i nettoprisindekset.

Stk. 4. Udgør låntagers samlede gæld 50 pct. eller derover af de samlede aktiver, udgør afdragsbidraget 5/6 af det i stk. 3 nævnte beløb.

Stk. 5. Udgør låntagers samlede gæld 30 pct. eller derover af de samlede aktiver, udgør afdragsbidraget 1/2 af det i stk. 3 nævnte beløb.

Stk. 6. Ved fald i nettoprisindekset ydes ikke afdragsbidrag.«

Af et mindretal (SF)

Til § 14

6) I stk. 1 udgår ordene »i forbindelse med refinansiering«.

Til § 15

7) Stk. 1 affattes således

»Ydelse af garanti er betinget af

1) at låntager har erhvervet ejendomme inden den 1. januar 1988,

2) at der på låntagers bedrift finder en sådan jordbrugsmæssig produktion sted, at der hertil kræves en arbejdsindsats af låntager og dennes husstand på mindst 900 timer årligt, eller at låntager har jordbrug som hovederhverv,

3) at låntager er kommet i sådanne økonomiske vanskeligheder, at der efter landbrugsministerens skøn er behov for statsgaranti for lån til gennemførelse af en sanering af gælden, og

4) at låntager har indgivet ansøgning senest den 1. januar 1989.«

Til § 18

8) Paragraffen udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Ved ændringsforslagene og de øvrige ændringsforslag, som stilles af samme mindretal, ændres lovforslaget til kun at omfatte en gældssaneringsordning.

Til nr. 3 og 4

Efter de foreslåede ændringer samt de samtidig af boligministeren stillede ændringsforslag og ændringsforslagene til lov om ændring af lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. (L 28), kan der udstedes særlige fastforrentede obligationer (grønne obligationer). Staten kan overtage disse fra landmanden til en nærmere fastsat kurs, samtidig med at debitorforpligtelsen overtages.

Det er hensigten at fastsætte kursen således, at landmanden sikres rentevilkår, som svarer til, hvad der kunne opnås ved udstedelse af realrenteafgiftsfrie obligationer. Den pålydende rente fastsættes af boligministeren og landbrugsministeren.

Det foreslås, at landbrugsministeren bemyndiges til at overtage disse obligationer inden for en ramme på 6 mia. kr. som led i refinansieringsoperationen. Kursen på obligationerne fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med finansministeren.

Ved de foreslåede ændringer af lov om realkreditinstitutter og lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. bemyndiges boligministeren og landbrugsministeren til at fastsætte en lånegrænse for lån på basis af disse obligationer. Denne grænse forventes fastsat således, at lånene skal have sikkerhed ud over 45 pct. af ejendommens handelsværdi.

Der skønnes herefter følgende fordeling på lånetyper

Mia. kr. Jordbrugslån med afdragsbidrag 12 Udlandslån 5 Grønne obligationer 6 I alt 23

Skøn over virkningerne for de offentlige budgetter af ordningen med de foreslåede ændringer er vist i tabellen nedenfor. Det er i beregningerne forudsat, at de grønne obligationer ikke afhændes fra det offentlige, og at staten foretager modvirkende transaktioner.

Netto anslås offentlige udgifter ved refinansiering på 35 mio. kr. i 1989, 403 mio. kr. i 1990, 248 mio. kr. i 1991 og 240 mio. kr. i 1992. Statens nettoudgifter anslås til 244 mio. kr. i 1989, 804 mio. kr. i 1990, 667 mio. kr. i 1991 og 647 mio. kr. i 1992.

Offentlige udgifter og indtægter i 1989-1992

Mio. kr. 1989 1990 1991 1992 Offentlige udgifter: Afdragsbidrag på jordbrugslån til refinansiering 66 128 124 120 Besparelse på afdragsbidrag vedrørende andre jordbrugslån -2 -8 -14 -18 Statslig nettorenteudgift vedrørende udlandslån 100 194 188 182 Statslig nettorenteudgift vedrørende grønne obligationer 120 233 226 219 Bortfald af realrenteafgift 240 466 452 438 Restgældsreguleringsfond 46 199 58 63 I alt 570 1.212 1.034 1.004 Heraf: Staten 545 1.160 1.013 983 Kommunerne 25 52 21 21 Offentlige indtægter: Gældsombytning 3 - - - Gebyr ved gældsombytning 115 - - - Øget skatteprovenu fra låntager (ved 50 pct. skat) 417 809 786 764 I alt 535 809 786 764 Heraf: Staten 301 356 346 336 Kommunerne 234 453 440 428

Til nr. 5

Efter ændringsforslaget indføres en skala, således at afdragsbidragets størrelse afhænger af låntagers gældsprocent.

Gældsprocenten opgøres som anført i bemærkningerne til lovforslagets § 2.

Det foreslås endvidere, at grundlaget for beregning af afdragsbidraget bliver nettoprisindekset, svarende til den eksisterende jordbrugslåneordning.

Ændringsforslaget medfører en reduktion af udgifterne til bidrag i forhold til det oprindelige forslag på 6 mio. kr. i 1989, 12 mio. kr. i 1990, 11 mio. kr. i 1991 og 11 mio. kr. i 1992.

Til nr. 6

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1 og 2.

Til nr. 7

Ved afgørelsen af, om der er behov for statsgaranti for lån til en sanering af gælden, er det hensigten, at der skal tages hensyn til ansøgerens samlede økonomiske forhold, herunder ansøgerens aktiver, passiver og indtægtsforhold. Ordningen tænkes i øvrigt i størst mulig udstrækning administreret i overensstemmelse med de retningslinjer, som har styret statsgarantilåneordningen fra 1980 og fremad.

Til nr. 8

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1 og 2.

Collet (KF) fmd. Grove (KF) Rønholt (KF) Svend Heiselberg (V) Sønderby (V) Dohrmann (FP) Larsen-Ledet (RV) Bollmann (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Svend Andersen (S) nfmd. Erling Christensen (S) Arne Jensen (S) Henning Nielsen (S) Stavad (S) Gade (SF) Inger Harms (SF) Bjørn Poulsen (SF)

Betænkning over lovforslag 1987 27 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har i den

forbindelse stillet spørgsmål til landbrugs-, bolig- og

økonomiministrene, som disse har besvaret skriftligt og/eller i

samråd. Tre af udvalgets spørgsmål til økonomiministeren og

landbrugsministeren og ministrenes svar herpå er optrykt som bilag

til denne betænkning.

Udvalget har desuden modtaget henvendelser fra

Danmarks Sparekasseforening,

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Danske Husmandsforeninger,

De danske Landboforeninger,

Den Danske Bankforening og

Foreningen af Registrerede Revisorer.

Der er af landbrugsministeren og nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Landbrugsministeren har over for udvalget oplyst

På grundlag af modelberegninger skønnes det samlede omfang af refinansiering at udgøre 23 mia. kr., hvis alle benytter sig af refinansieringstilbudet i fuldt omfang. Af det samlede refinansieringsomfang skønnes, at ca. 4,5 mia. kr. vedrører lån, der sikkerhedsmæssigt er placeret ud over den grænse på 45 pct. af ejendommens handelsværdi, som vil blive fastsat som lånegrænse for lån baseret på grønne obligationer.

Der er naturligvis en vis usikkerhed knyttet til beregningerne, men med en bemyndigelse til landbrugsministeren til at overtage grønne obligationer inden for en ramme på 6 mia. kr. er der taget højde herfor.

På et spørgsmål om, hvilke initiativer ministeren i lyset af svaret på spørgsmål 63, som er optrykt som bilag til denne betænkning, agter at tage for at sikre, at landbrug med en gældsprocent større end 70, men som har en høj lønningsevne (effektivitet), vil få del i refinansieringsordningen, har landbrugsministeren over for udvalget oplyst

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 2 og af svaret på spørgsmål 63, tages der ved vurdering af den faktiske økonomiske situation for landmanden udgangspunkt i et driftsregnskab for enten 1986/87 (1986) eller 1987/88 (1987).

Det fremgår endvidere, at der er mulighed for at korrigere regnskabet, hvis det er påvirket af ekstraordinære forhold.

Det må antages, at en del af de i spørgsmålet nævnte landmænd, som har en høj gældsprocent, men som samtidig har høj lønningsevne, vil blive omfattet af ordningen, fordi regnskabet for de pågældende landmænd er påvirket af særlige forhold.

Hertil kommer, at der efter lovforslagets § 2, stk. 3, er hjemmel til at dispensere fra balancekravet, når særlige forhold gør sig gældende. Det er i bemærkningerne anført, at bestemmelsen tænkes anvendt i tilfælde, hvor regnskabet i væsentligt omfang er påvirket af ekstraordinære forhold, f.eks. indkøringsvanskeligheder efter ejerskifte, større investeringer eller sygdom i besætningen. Et højt privatforbrug vil derimod ikke kunne begrunde, at den pågældende landmand bliver omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

På et spørgsmål om, hvor stort 1. års-kurstabet er, hvis kurstabet opgøres efter lagerprincippet, har landbrugsministeren desuden over for udvalget svaret, at Nationalbanken i anledning af spørgsmålet har oplyst følgende

Ved dagens renteniveau skønnes de grønne obligationer (8 pct. pålydende rente, 30-årige annuitetslån) at ville kunne opnå kurs 72, såfremt de blev omsat på markedet. På 6 mia. kr. svarer det til et kurstab på 1,68 mia. kr. Nationalbanken skønner, at kursen ikke er særlig følsom over for renteændringer.

Fordelingen af kurstabet på 1. år og øvrige år kan ikke foretages meningsfyldt. Det afhænger af, hvordan refinansieringen gennemføres.

Landbrugsministeriet skønner tillige, at nutidsværdien af den realrenteafgift, der alternativt ville have været tabt ved de oprindelig foreslåede grønne obligationer, kan anslås til 1,59 mia. kr. uden korrektion for ejerskifte. Et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) forudsætter, at de i den foreslåede § 7, stk. 2, i fondsbeskatningsloven nævnte indbetalinger fra Finansieringsfonden af 1963 omfatter såvel indbetalinger af de til Finansieringsfonden af 1963 til særskilt administration og forrentning overførte, frigjorte grovvarefondsmidler som andre indbetalinger fra Finansieringsfonden af 1963. Indbetalinger fra Finansieringsfonden kan ske i forbindelse med belåningen eller senere. Flertallet forudsætter endvidere, at grovvarefondsmidler, der er indbetalt til restgældsreguleringsfondene, men som ikke finder anvendelse efter fondens formål, tilbageføres til anvendelse til landbrugsmæssige formål i overensstemmelse med gældende regler.

Vedrørende den statslige garanti i forbindelse med den i boligministerens forslag til ændring af lov om realkreditinstitutter i § 28 c foreslåede henstandsordning har landbrugsministeren præciseret over for udvalget, at hensigten alene er at yde garanti for terminsydelser, med påløbne renter, der på grund af henstanden falder for 1-årsfristen i tinglysningslovens § 40. Garantien vil for såvel enhedsprioriteringsinstitutterne som Dansk Landbrugs Realkreditfond dække 80 pct. af det af garantien omfattede tab.

Landbrugsministeren har endvidere præciseret over for udvalget, at det er forudsat, at stempelafgift fra de gamle lån ved ombytning kan overføres til de nye refinansieringslån, og at der ikke i forbindelse med statens overtagelse af landmændenes gældsforpligtelse over for realkreditinstitutterne og Dansk Landbrugs Realkreditfond skal svares stempel.

Stempeloverførsel fra et gammelt lån til et nyt lån kræver, at aflysningen af det gamle lån sker samtidig med, at det nye refinansieringslån udstedes. På nuværende tidspunkt kan det ikke med sikkerhed afgøres, om dette samtidighedskrav vil kunne opfyldes ved gennemførelse af ombytningsoperationen. Der kan derfor opstå behov for tilpasning af stempelreglerne. Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af landbrugsministeren stillede ændringsforslag og vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag.

Et mindretal inden for mindretallet (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) mener, at det er uacceptabelt, at hele 15.200 landmænd repræsenterende ca. 25 pct. af produktionen ikke kan komme med ind under refinansieringsordningen. Derfor anmoder mindretallet landbrugsministeren om, at refinansieringsordningen vil blive administreret således, at flest mulige landmænd med en stor effektivitet og en høj gæld kan medtages under ordningen. Det kan f.eks. ske ved, at al pengeinstitutgæld og tinglyst gæld under 70 pct. kan refinansieres, og ved, at det i særlige tilfælde accepteres, at der ikke i det regnskabsår, der lægges til grund, er opnået fuldstændig balance.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag og vil ved 2. behandling af lovforslaget redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag.

Under forhandlingerne med regeringen tilstræbte Socialdemokratiet en samlet løsning af tre påtrængende problemer: Landbrugets refinansiering, de arbejdsløses fortsatte tilknytning til arbejdsmarkedet og den praktiske udformning af finanslovaftalen om lempelse af forbrugsrenteafgiften.

Socialdemokratiets tilbud havde følgende indhold

Ad landbrugets refinansiering

1. For at opnå henholdsvis afdragsbidrag til jordbrugslån og adgang til grønne obligationslån skulle landmanden have en gældsprocent på mindst 50 samt animalsk produktion og/eller en specialproduktion.

2. Afdragsbidragene på jordbrugslån skulle være 30 pct., hvis gældsprocenten var over 70, og 15 pct., hvis gældsprocenten var mellem 50 og 70.

3. Grønne obligationslån skulle alene kunne ydes til refinansiering af den del af gælden, som ligger mellem 50 og 70 pct. af belåningsgrundlaget.

4. Enhedsprioritering, hvor der er jordbrugslån, som i gældende lov.

5. For gruppen på 1.100 landmænd, der på trods af høj effektivitet og stor produktion ikke kan hjælpes gennem regeringens lovforslag på grund af ekstraordinært høj gæld, gøres der en særlig indsats efter konkret vurdering. Landmænd med ekstraordinært højt privatforbrug kan dog ikke medtages.

6. Medhjælperloven revideres.

Ad de arbejdsløse

1. Alle ledige, der falder for 26 ugers reglen i 1989, har ret til et nyt arbejdstilbud.

2. Merudgifterne hertil i 1989 i forhold til 1988 finansieres inden for Arbejdsministeriets budget.

Ad finanslovforslaget om lempelse af forbrugsrenteafgiften

1. Et bundfradrag på 4.000 kr. (8.000 kr. for ægtepar) i afgiftsgrundlaget.

2. Fuldstændig fritagelse for renteafgift ved hurtig afvikling af gælden.

Regeringen ønskede flere grønne obligationer, nedskæringer på Arbejdsministeriets budget af størrelsesordenen 600-800 mio. kr. i forhold til 1988 og et lavere bundfradrag for gamle lån ved beregning af renteafgiften. Derfor brød forhandlingerne sammen.

På denne baggrund stiller Socialdemokratiet sine ændringsforslag i overensstemmelse med forligstilbudet, men uden de grønne obligationer, der koster statskassen for meget og giver landmanden for lidt.

Landmanden får herigennem mulighed for terminshenstand, gældssanering og en refinansiering på forsvarlige vilkår.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller det af mindretallet stillede ændringsforslag til vedtagelse, hvorved lovforslaget deles i to lovforslag.

Det under A nævnte lovforslag indstilles herefter til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag, medens mindretallet anmoder om, at det under B nævnte lovforslag henvises til fornyet udvalgsbehandling. Mindretallet vil i øvrigt redegøre ved 2. behandling af lovforslaget for sin stilling til de øvrige ændringsforslag.

Mindretallet er af den opfattelse, at det eneste ansvarlige, Folketinget kan gøre nu, er at gennemføre en gældssanering efter de samme principper som den forrige gældssanering sammenkædet med en terminshenstandsordning. SF skal derfor opfordre regeringen til at fremsende et aktstykke til Finansudvalget om en terminshenstandsordning. SF vil i Finansudvalget medvirke til gennemførelsen af en sådan ordning.

SF advarer mod at gennemføre en så omfattende refinansiering, som hverken regeringen eller Folketinget har haft mulighed for at forberede ordentligt. Det er her afgørende for SF, at Bernsteinudvalgets 2. delrapport, der skal omfatte bl.a. andre ejerformer, mangler. SF mener, at refinansiering og nye ejerformer skal ses i sammenhæng, og ønsker, at der som del af en omfattende refinansieringsordning bliver tilbudt danske landmænd en ny ejerform, der uden spekulationsmulighed bygger på andelseje.

SF mener, at det samlede lovforslag fra regeringen favoriserer de bedst stillede landmænd, samtidig med at de, der har mest brug for hjælp, ikke hjælpes tilstrækkeligt. Der er samtidig tale om en meget omfattende gældsombytning, der ganske givet vil give store problemer på pengemarkedet. SF har her bl.a. hæftet sig ved udtalelsen fra Nationalbanken (optrykt som bilag til denne betænkning), hvor Nationalbanken advarer mod ordningen.

SF vil samtidig tilkendegive sin interesse for at gennemføre en refinansieringsordning set i sammenhæng med nye ejerformer, når Folketinget har et bedre beslutningsgrundlag, bl.a. når Bernsteinudvalget afleverer sin 2. delrapport.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget), der indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag, og som ved 2. behandling af lovforslaget vil redegøre for sin stilling til de øvrige ændringsforslag, ønsker at give udtryk for følgende

I den hidtidige offentlige debat er regeringen sluppet igennem med at påstå, at den ordning, som den har foreslået, skulle redde dansk landbrug fra de vanskeligheder, landbruget er kommet ud i som følge af en mangeårig fejlslagen folketingspolitik.

Dette er imidlertid ikke rigtigt.

Selv om regeringens lovforslag blev uændret vedtaget med de betydelige byrder, de indebærer for alle landets skatteydere, vil der ikke være et eneste landbrug, der på blot lidt længere sigt bliver reddet. De grundlæggende skavanker berøres nemlig overhovedet ikke i regeringens lovforslag.

I stedet går disse ud på en gældssanering, en såkaldt refinansiering, som det vil tage meget lang tid at gennemføre, og som i bedste fald vil indebære, at der måske kommer et omprioriteringsprovenu efter omkostninger, på et beskedent beløb, som kan anvendes som ekstraordinære afdrag på løs gæld. Derefter vil landmandens situation være, at han skal klare de nye gældsforpligtelser, så han vil bryde sammen om senest tre eller fire år. Belønningen for den landmand, der indlader sig på regeringens projekt, er derfor alene, at han kan knokle yderligere i nogle år og være blevet endnu mere udslidt, før han alligevel må give op efter en stakket frist.

Men før nogen landmand overhovedet er kommet så vidt, vil der være gået både vinter og vår. Vedtages regeringens lovforslag i sommeren 1988, vil der først forløbe adskillige måneder med forhandlinger med EF, der jo principielt forbyder, at det enkelte medlemsland kan indføre nationale, statsbetalte støtteordninger, som dette er udtryk for. Grundholdningen i EF's landbrugspolitik er som bekendt, at landmændene i EF skal stilles lige, og at dette sker ved, at skatteyderbetalte tilskudsordninger gennemføres på EF-plan, hvor ca. 70 pct. af alle EF's midler anvendes som tilskud til landbruget. Til gengæld forfægter EF-retten det princip, at så skal det også være slut med særstøtte til landbrugerne, så det ene lands landmænd ikke får bedre behandling end de andre medlemslandes.

Hvis regeringens lovforslag overhovedet i mere eller mindre amputeret skikkelse kommer gennem EF-nåleøjet, begynder der en kæmpemæssig og dyr papirmølleproces. Regeringen har tilrettelagt omprioriteringssagernes behandling (refinansieringen) administrativt næsten så besværligt, som sådan noget kan gøres, specielt ved at tage området ud af de almindelige, erfarne pengeinstitutkanaler og bindende for alle landmænd overlade det til statskontorer uden særlig ekspertise eller kendskab til den slags sager.

Hele denne papirbehandling vil kræve enormt med juridisk og regnskabsmæssig bistand til den enkelte landbruger, og alle disse omkostninger er der ikke andre end landbruget (landmanden) til at betale. Sagførerblæk, revisorassistance og for den sags skyld også konsulentbistand hører som bekendt ikke til det billigste, man kan få i dette land.

Mange landmænd vil oftest på et for dem selv ret uforståeligt grundlag få afslag på grund af, at de ikke opfylder samtlige de mange paragrafkrav, som stilles i regeringens lovforslag. De landmænd, der får et nej, har herefter kun haft omkostningsudgifter, ærgrelser og besvær ud af regeringens refinansieringsordning.

De landmænd, som slipper igennem med deres ansøgning, kommer ud over de mange andre omkostninger til at betale afgifter, gebyrer m.v., som er indbygget i regeringens lovforslag. Skal de værste tidsler væk fra disse forslag, er det nødvendigt at gennemføre de ændringsforslag, som mindretallet har stillet eller tilsluttet sig, og mindretallet indstiller derfor regeringens lovforslag til vedtagelse med disse ændringsforslag.

Skulle der ske det, at regeringen får sine lovforslag vedtaget uændret, vil det være dobbelt nødvendigt at helbrede de grundlæggende sygdomme, som Folketinget har påført det danske landbrugserhverv. Fremskridtspartiet har til enhver tid klart præciseret, hvad der bør gøres i så henseende. Senest er dette sket umiddelbart efter folketingsvalget den 10. maj 1988, ved at Fremskridtspartiets folketingsgruppe har vedtaget at arbejde for nedennævnte foranstaltninger, der selvfølgelig alle burde vedtages hurtigst muligt, men som udmærket kan gennemføres hver for sig, så snart der er folketingsflertal for det

»I.

Landbrugets problemer løses ved, at politikerne giver landbruget anstændige arbejdsforhold. Frihed først og fremmest. Og dernæst konkurrencemæssig ligestilling med hollænderne m.fl., når man betragter både plusser og minusser.

Om landbrugets problemer løses, og hvordan det sker, er - uden politikerbefamling - op til den enkelte landmand selv.

II.

1. Vigtigst er en almindelig økonomisk politik, så den danske rente falder til hollandsk-tysk niveau. Jo mere der gennemføres af Z-planen, des nærmere kommer vi det mål.

2. Næstmest betydningsfuldt er lettelse af generationsskiftet. Hovedmidlet her er fri adgang til at benytte ApS'er og at lette arveafgift, gaveafgift, kapitalvindingsskat osv. (se nærmere nedenfor under VII).

Blandt andre vigtige punkter er følgende Fremskridtsinitiativer

3. Vandmiljøplanens landbrugsafsnit stilles i bero.

4. Lettelse af landbrugslovens restriktioner (bopælskrav, sammenlægningsregler, samdrift, grønt bevis osv.) jf. Fremskridtspartiets lovforslag nr. L 256 af 12. april 1988.

5. Negativ skat og underskudstilbageførsel sikrer de landmænd, der er ude i midlertidige økonomiske vanskeligheder (jf. Fremskridtspartiets lovforslag nr. L 35 og L 36 af 27. oktober 1987).

6. Privatforbrugsskatten (ligningslovens § 28) ophæves, så myndighederne ikke skattekvæler den, der har investeret stærkt i bedriften (jf. Fremskridtspartiets lovforslag nr. L 34 af 27. oktober 1987).

III.

Til de tre Bernsteinforslag er Fremskridtspartiets holdning

a) Helhjertet tilhænger af realrenteafgiftsfrie grønne obligationer.

b) Indekslån vil vel være uhensigtsmæssige for de fleste landmænd. Men loven skal gøre det frit for enhver, som ønsker det, at indgå i et hvilket som helst indeksarrangement og få det tinglyst.

c) Derimod kan skatteyderne ikke kautionere for, at landbruget (eller andre) ikke kommer til at lide devalueringstab på udlandslån.

IV.

Fremskridtspartiet er imod alle statsordninger med hovedsigtet at begrænse produktionen og finder det aldeles horribelt herigennem at ødelægge produktionsapparatet, at straffe såkaldt overproduktion og at præmiere med skatteyderpenge produktionsbegrænsninger. Dette gælder f.eks. EF's mælkeordninger, braklægningsregler, marginaljordsforskrifter og dyrkningsfrie bræmmer ved vandløbene. Okkerlovgivningen mildnes.

I EF's prisforhandlinger for indeværende landbrugsår gælder det om at få dygtige danske forhandlere, som kan kanalisere flest mulige af midlerne over til merpriser for danske produkter - for eksempel ved regulering af den grønne krone-kurs.

V.

I praksis bliver det noget miskmask med en lovgivning, som gør forskel på heltidslandmænd, deltidslandmænd og hobbylandmænd.

VI.

Der kan være gode grunde til at gå over til nye afgrøder og/eller dyrehold, ændrede organisationsformer (interessentskaber, ApS'er, A/S'er, andelsbedrifter, gruppelandbrug osv., osv.) mindre maskinparker og måske også økologiske dyrkningsformer. Lovgivningen skal lade være med at opretholde restriktioner herimod.

Men den skal ikke tilskynde til eller præmiere de landmænd, der vil eksperimentere med noget nyt. Det skal være deres egen chance, hvis det går godt, men det skal ikke være skatteydernes risiko, hvis det går galt.

VII.

Lettelse af generationsskiftebeskatningen kan lovteknisk udformes på vidt forskellige måder, især bestemt efter, hvilket provenutab man vil godtage. Da lovforbistringen er stor på området og tiden knap, går Fremskridtspartiet i den foreliggende situation ind for vedtagelse af regeringens forslag L 189 og L 190 af 27. januar 1988 om familieoverdragelser m.v. med de ændringer, som er fornødne for at opnå et folketingsflertal for dem.

VIII.

Fremskridtspartiet erindrer om, at partiet ønsker formueskatten begrænset mest muligt og helst afskaffet.

IX.

Forskning, produktudvikling, uddannelse, konsulenttjeneste og andre erhvervsmæssige foranstaltninger må i princippet bekostes af erhvervet selv, men Fremskridtspartiet er villig til at afstå fra, at gældende skatteyderbetalte tilskudsordninger svækkes i 1988 og 1989.«

Træffes der nu principbeslutning om snarlig gennemførelse af disse forslag eller en del af dem, vil landbrugets situation allerede herved blive så meget forbedret, at de landbrug, der kan reddes hos deres eget pengeinstitut, vil kunne få finansieret deres øjeblikkelige likviditetsproblemer. Oplægget er derfor også en her-og-nu-løsning på problemerne om terminrestancer og lignende.

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (SF)

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold

A. »Forslag til lov om statsgaranti for lån til visse landmænd (gældssanering)» omfattende §§ 13-16 og §§ 18-22.

B. »Forslag til lov om refinansiering af realkreditlån og andre lån med sikkerhed i landbrugsejendomme« omfattende §§ 1-12 og §§ 17-22.

b

Ændringsforslag til det under A nævnte lovforslag

Til § 13

2) I stk. 1 udgår ordene »i forbindelse med refinansiering«.

Til § 14

3) Stk. 1 affattes således

»Ydelse af garanti er betinget af

1) at låntager har erhvervet ejendommen inden den 1. januar 1988,

2) at der på låntagers bedrift finder en sådan jordbrugsmæssig produktion sted, at der hertil kræves en arbejdsindsats af låntager og dennes husstand på mindst 900 timer årligt, eller at låntager har jordbrug som hovederhverv,

3) at låntager er kommet i sådanne økonomiske vanskeligheder, at der efter landbrugsministerens skøn er behov for statsgaranti for lån til gennemførelse af en sanering af gælden, og

4) at låntager har indgivet ansøgning senest den 1. januar 1989.«

c

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Af et mindretal (FP)

Til § 1

4) Paragraffen udgår.

Til § 4

5) I stk. 1 ændres ordene »i § 1 nævnte« til: »hidtidig«.

Til § 6

Af et mindretal (S)

6) Stk. 1, nr. 3, udgår.

Af landbrugsministeren, tiltrådte af et mindretal (KF, V, RV, CD og KRF)

7) Stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) Lån baseret på de særlige obligationer, der er nævnt i § 10 b, stk. 2, i lov om realkreditinstitutter og § 2, stk. 2, i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v.«

Af et mindretal (S)

8) I stk. 2 ændres »45 pct.« til: »50 pct.«

Til § 7

9) Paragraffen affattes således

» § 7. Refinansieringslån kan ydes af realkreditinstitutter og Dansk Landbrugs Realkreditfond.«

Til § 8

Af et mindretal (FP)

10) Paragraffen udgår.

Af et mindretal (S)

11) Stk. 3 udgår.

12) I stk. 4, der bliver stk. 3, udgår ordene »og om betaling af det i stk. 3 nævnte gebyr«.

Af landbrugsministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, RV, CD og KRF)

Ny paragraf

13) Efter § 8 indsættes som ny paragraf

» § 01. Inden for den i § 8, stk. 1, nævnte ramme kan landbrugsministeren til en særlig fastsat kurs overtage obligationer udstedt i henhold til § 10 b, stk. 2, i lov om realkreditinstitutter og § 2, stk. 2, i lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. Overtagelse kan ske for et beløb på op til 6 mia. kr.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte kurs fastsættes således, at den effektive debitorrente svarer til 2/3 af den effektive debitorrente på åbne 30-årige fastforrentede realkreditlån. Kursen fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med finansministeren.«

Ny paragraf

14) Efter § 10 indsættes som ny paragraf

» § 02. Finansministeren bemyndiges til at lade indestående statslån og statsgaranterede lån rykke for de i § 6 omhandlede refinansieringslån og til at fastsætte regler om automatisk tilbagerykning inden for visse økonomiske grænser.«

Til § 11

Af et mindretal (FP)

15) Paragraffen udgår.

Af et mindretal (S)

16) I stk. 1 indsættes efter »jordbrugslån« ordene: », såfremt låntager har en gældsprocent på mindst 50 samt animalsk produktion og/eller en specialproduktion«.

17) Stk. 3-5 udgår, og i stedet indsættes

» Stk. 3. Såfremt låntager har en gældsprocent på mindst 70, ydes afdragsbidrag med 30 pct. af et beløb, der svarer til indeksreguleringen af obligationsrestgælden i den foregående termin beregnet på grundlag af den halvårlige procentvise stigning i nettoprisindekset. Ved fald i nettoprisindekset ydes ikke afdragsbidrag.

Stk. 4. Såfremt låntager har en gældsprocent under 70, men over 50, ydes afdragsbidrag med halvdelen af, hvad der ydes efter stk. 3.«

Af et mindretal (FP)

Til §§ 13-16

18) Paragrafferne udgår.

Til § 17

19) Stk. 2 udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ved ændringsforslaget deles lovforslaget i to dele omfattende en gældssaneringsordning og en refinansieringsordning, hvoraf gældssaneringsordningen ønskes gennemført nu.

Hvis ændringsforslaget vedtages, vil der blive stillet de eventuelle nødvendige konsekvensændringsforslag ved 3. behandling.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 3

Ved afgørelen af, om der er behov for statsgaranti for lån til en sanering af gælden, er det hensigten, at der skal tages hensyn til ansøgerens samlede økonomiske forhold, herunder ansøgerens aktiver, passiver og indtægtsforhold. Ordningen tænkes i øvrigt i størst mulig udstrækning administreret i overensstemmelse med de retningslinjer, som har styret statsgarantilåneordningen fra 1980 og fremad.

Til nr. 4

Uanset om § 1 udgår, vil der i de fleste tilfælde kunne ske ekstraordinær indfrielse efter aftale, men loven hverken kan eller bør hjemle erstatningsfri ekspropriation af panthaverens rettigheder.

Til nr. 5

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 6

Der ønskes ikke refinansiering med grønne obligationslån.

Til nr. 7 og 13

Ved de foreslåede ændringer samt de samtidig af boligministeren og skatteministeren stillede ændringsforslag til de i Boligudvalget og Skatte- og Afgiftsudvalget behandlede lovforslag ændres refinansieringsordningen, således at der ikke længere sikres fritagelse for realrenteafgift af særlige, nominelle fastforrentede obligationer. Det foreslås således, at der udstedes særlige fastforrentede obligationer (grønne obligationer), og at staten overtager disse fra landmanden til en særligt fastsat kurs, samtidig med at debitorforpligtelsen overtages.

Det er hensigten at sikre landmanden rentevilkår, som svarer til, hvad landmanden kunne have opnået ved udstedelse af realrenteafgiftsfrie obligationer. Den pålydende rente fastsættes af boligministeren og landbrugsministeren således, at kursen bliver så tæt op mod 100 som muligt.

Det foreslås, at landbrugsministeren bemyndiges til at overtage disse obligationer inden for en ramme på 6 mia. kr. som led i refinansieringsoperationen. Kursen på obligationerne fastsættes af landbrugsministeren efter forhandling med finansministeren.

Ved de foreslåede ændringer af lov om realkreditinstitutter og lov om et finansieringsinstitut for landbrug m.v. bemyndiges boligministeren og landbrugsministeren til at fastsætte en lånegrænse for lån på basis af disse obligationer. Denne grænse forventes fastsat således, at lånene skal have sikkerhed ud over 45 pct. af ejendommens handelsværdi.

Der skønnes herefter følgende fordeling på lånetyper

Mia. kr. Jordbrugslån med afdragsbidrag 12 Udlandslån 5 Grønne obligationer 6 I alt 23

Skøn over virkningerne for de offentlige budgetter af ordningen med de foreslåede ændringer er vist i tabellen nedenfor. Det er i beregningerne forudsat, at de grønne obligationer ikke afhændes fra det offentlige, og at staten foretager modvirkende transaktioner.

Netto anslås der offentlige udgifter ved refinansiering på 41 mio. kr. i 1989, 415 mio. kr. i 1990, 259 mio. kr. i 1991 og 251 mio. kr. i 1992. Statens nettoudgifter anslås til 250 mio. kr. i 1989, 816 mio. kr. i 1990, 678 mio. kr. i 1991 og 658 mio. kr. i 1992.

I skønnet er endvidere indregnet et tab af skatteprovenu i forbindelse med ændringsforslaget om, at låntager yder et initialindskud i restgældsreguleringsfondene.

Offentlige udgifter og indtægter i 1989-1992

Mio. kr. 1989 1990 1991 1992 Offentlige udgifter: Afdragsbidrag på jordbrugslån til refinansiering 72 140 135 131 Besparelse på afdragsbidrag vedrørende andre jordbrugslån -2 -8 -14 -18 Statslig nettorenteudgift vedrørende udlandslån 100 194 188 182 Statslig nettorenteudgift vedrørende grønne obligationer 120 233 226 219 Bortfald af realrenteafgift 240 466 452 438 Restgældsreguleringsfond 46 199 58 63 I alt 576 1.224 1.045 1.015 Heraf: Staten 551 1.172 1.024 994 Kommunerne 25 52 21 21 Offentlige indtægter: Gældsombytning 3 - - - Gebyr ved gældsombytning 115 - - - Øget skatteprovenu fra låntager (ved 50 pct. skat) 417 809 786 764 I alt 535 809 786 764 Heraf: Staten 301 356 346 336 Kommunerne 234 453 440 428

Til nr. 8

Der ønskes samme lånegrænse som for de almindelige jordbrugslån.

Til nr. 9

Af hensyn til en enkel og billig sagsbehandling ønskes enhedsprioritering i forbindelse med refinansieringen.

Til nr. 10

Det er uantageligt i forhold til over 99 pct. af skatteyderne (og måske også krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser), at staten kaster sig ud i alle de risikomomenter, der er forbundet med den foreslåede 23 milliarder kroners-obligationsspekulation med skatteydernes penge som ubegrænset sikkerhedsnet. Opgaven løses mere smidigt ved aftaler mellem den enkelte landmand og pengeinstitutter eller andre financierer, eventuelt under medvirken af landbrugets organisationer, eller hvor landmanden vil have bistand fra.

De pågældende er nu engang erfarne eksperter på området frem for statskontorer. At lade staten gå ind her og komme til at eje milliarder af obligationer er en antiprivatisering, som er et skridt på vejen hen imod socialisering af dansk landbrug, så sandt som mange landmænd er prioritetsbestyrere. Og når prioriteterne bliver ejet af staten, er vi henne i retning af at give den yderligere bestemmende indflydelse på driften af de pågældende ejendomme.

Helt forfærdeligt er det, at regeringen vil have, at finansieringen af de 23 milliarder ikke blot skal være et servicetilbud til landmændene, men at disse skal have pligt til allesammen at bruge statskontoret, også dem, der helst selv vil ordne sig med den lokale sparekasse eller andre, de har tillid til.

Til nr. 11

Hvis staten undlader at indfri de gamle obligationslån og sælge de nye obligationer, medmindre det er markedsmæssigt fordelagtigt, bliver der ikke noget kurstab, som kan berettige gebyret på 0,25 pct.

Til nr. 12

Ændringsforslaget er en følge af ændringsforslag nr. 11.

Til nr. 14

I forslaget til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter er det i § 10 b, stk. 4, fastsat, at refinansieringslån i form af udlandslån kun kan ydes, hvis efterstående panthavere i hvert enkelt tilfælde meddeler samtykke hertil. En tilsvarende regel gælder for indeksregulerede jordbrugslån.

Med henblik på at lette den administrative gennemførelse af refinansieringsordningen foreslås det, at finansministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at statslån og statsgaranterede lån automatisk rykker for refinansieringslån i tilfælde, hvor dette sikkerhedsmæssigt må antages at være ubetænkeligt. Det forudsættes i den forbindelse, at statslån under en vis størrelse skal kunne kræves indfriet.

Til nr. 15

Bl.a. af de grunde, der er anført i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 10, er det forkasteligt, at skatteyderne i årene frem til år 2005 skulle belastes med tilskudsudgifter til nogle udvalgte ejendomsejeres prioritetsudgifter, når disse selv har valgt indekslån.

Til nr. 16 og 17

Afdragsbidrag ønskes kun givet låntagere med en gældsprocent på over 50 samt animalsk produktion og/eller en specialproduktion. Afdragsbidragsberegningen svarer til beregningen af afdragsbidrag for almindelige jordbrugslån.

Til nr. 18

Gældssaneringsreglerne bør være ensartede for alle samfundsborgere. Hvis noget folketingsmedlem eller nogen regering vil have gældssaneringsbestemmelserne ændret, må vedkommende derfor fremsætte forslag herom i form af revision af den almindelige gældssaneringslovgivning. Mange af de landmænd, der skal fortsætte med at drive deres brug, vil få meget svært ved at opnå kredit, når kreditorerne engang har været udsat for at få strøget en del af deres tilgodehavender, fordi deres skyldner har søgt gældssanering.

Til nr. 19

Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslag nr. 15.

Collet (KF) fmd. Grove (KF) Rønholt (KF) Svend Heiselberg (V) Sønderby (V) Dohrmann (FP) Larsen-Ledet (RV) Bollmann (CD) Glønborg (KRF) Svend Andersen (S) nfmd. Erling Christensen (S) Arne Jensen (S) Henning Nielsen (S) Stavad (S) Gade (SF) Inger Harms (SF) Bjørn Poulsen (SF)

Betænkning over lovforslag 1987 27 Valid

Nr BTL 27

Betænkning over Forslag til lov om refinansiering af realkreditlån m.v. i landbrugsejendomme

Nr L 27 1987-88, 2. samling

Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget

Afgivet: 19880628

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →