1987 BTL 25 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FRI PROCES OG RETSHJÆLP) NR L 25 1987-88, 2. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag 1
Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 3
»Ministeren bedes konkretisere sine bemærkninger i svarene på spørgsmål 15 og spørgsmål 24 til L 16 (1. samling) om ministerens overvejelser om en styrkelse af retshjælpsinstitutionerne.«
Svar
Det kan oplyses, at statens tilskud til retshjælpsinstitutionerne på Justitsministeriets bidrag til finanslovforslaget for 1989 vil blive sat til 6,0 mio. kr., dvs. en forhøjelse fra 1988 på 1,6 mio. kr. svarende til en stigning på 36 pct.
Justitsministeriet vil endvidere i de kommende år overveje yderligere forhøjelser på baggrund af de indhøstede erfaringer og de modtagne ansøgninger om tilskud m.v.
Om udviklingen i størrelsen af de hidtidige bevillinger på området henvises i øvrigt til retshjælpsudvalgets betænkning nr. 1113/1987, side 87.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslagene ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet disse i to møder og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt og i samråd.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag til det under II nævnte lovforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) det under I anførte lovforslag til vedtagelse uændret og det under II anførte lovforslag til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Flertallet bemærker vedrørende det under II anførte lovforslag, at man ikke i forbindelse med behandlingen af lovforslaget har taget stilling til, hvorledes indkomstgrundlaget i forbindelse med de økonomiske betingelser for at kunne få fri proces og advokatretshjælp skal beregnes, herunder hvorvidt man skal undlade at medtage det beregnede formueafkast i indkomstgrundlaget.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller de under I og II anførte lovforslag til forkastelse.
Ændringsforslag
til
II. Forslag til lov om ændring af retsplejeloven
(Fri proces og retshjælp)
(af Ole Espersen (S) og Leif Hermann (SF) m.fl.)
Af et flertal (udvalget undtagen FP)
Til § 1
1) Nr. 10 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at der ikke gives justitsministeren hjemmel til at betinge en bevilling til fri proces af, at der indbetales et gebyr til statskassen.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Pia Kjærsgaard (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalgsarbejdet har i øvrigt formet sig som en fortsættelse af udvalgsbehandlingen af et tilsvarende lovforslag fremsat af justitsministeren i 1. samling (L 16).
Der er af justitsministeren, af et flertal og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Et af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen tillige med justitsministerens svar herpå.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) kan tiltræde justitsministerens indstilling vedrørende en forhøjelse af statens tilskud til retshjælpsinstitutionerne, idet flertallet dog må forudsætte, at staten fortsat øger tilskuddet til de private retshjælpsinstitutioner og orienterer udvalget herom inden udgangen af det kommende folketingsår. Dette giver de private retshjælpsinstitutioner mulighed for at fastholde det hidtidige aktivitetsniveau samt at forbedre retshjælpstilbudet til borgerne, hvilket flertallet finder påkrævet.
Flertallet finder det hensigtsmæssigt, at retshjælpsudvalget får mulighed for at færdiggøre sit arbejde og dermed opfylde sit kommissorium. Flertallet skal henstille til justitsministeren, at den endelige betænkning foreligger inden udgangen af folketingsåret 1990-91.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1 og nr. 3 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Til § 1
Af et flertal (udvalget undtagen FP)
1) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer
» 01. Efter § 330 indsættes som ny paragraf
» § 330 a. Indtægts- og beløbsgrænser, der fastsættes i medfør af § 330, stk. 3, reguleres hvert år pr. 1. januar på grundlag af reguleringspristallet for juli i det foregående år. Beløbene reguleres med samme procent som den, hvormed reguleringspristallet er ændret i forhold til pristallet for januar 1988. Den nævnte procentvise regulering beregnes med een decimal. De efter procentreguleringen fremkomne beløb afrundes opad til nærmeste med 1.000 delelige kronebeløb.
Stk. 2. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.«»
Af et mindretal (S og SF)
2) Nr. 9 udgår.
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget undtagen FP)
Til § 2
3) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke
»Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden dækker retshjælpsforsikringer egne sagsomkostninger, såfremt forsikringstageren har fri proces. Eksisterende policer behøver ikke forsynes med påtegning herom. Forsikringstageren kan ikke opsige forsikringsaftalen på grund af en forhøjelse af præmien, der alene er begrundet med den ændring af forsikringen, der følger af 1. pkt.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Forslagsstillerne finder det særdeles uheldigt, at indtægtsgrænserne ikke har været reguleret siden 1981. For at undgå en gentagelse af dette foreslås det, at der indføres en dyrtidsregulering af indtægts- og beløbsgrænserne.
Til nr. 2
Når en person har dokumenteret et behov for at få bevilget fri proces, synes det ikke rimeligt, at der skal betales et gebyr for at få fri proces.
Til nr. 3
Baggrunden for ændringsforslaget er de overgangsspørgsmål, som lovforslagets § 1, nr. 3, medfører for eksisterende retshjælpsforsikringer. Efter § 1, nr. 3, indsættes et nyt stk. 2 i retsplejelovens § 330, således at en bevilling til fri proces alene omfatter de omkostninger ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden form for forsikring.
Efter § 4 i de gældende fællesbetingelser for retshjælpsforsikring, der er gengivet i retshjælpsudvalgets betænkning side 178, dækker forsikringen ved fri proces (uden fradrag af selvrisiko) alene de af retten pålagte omkostninger til modparten. Retshjælpsforsikringen dækker således ikke egne sagsomkostninger, der hidtil udelukkende har været dækket af staten, jf. retsplejelovens § 332, stk. 1.
Da forsikringsdækningen ved forslaget til § 330, stk. 2, gøres principal i forhold til fri proces, skal forsikringen ud over omkostninger til modparten tillige dække egne sagsomkostninger. Dette nødvendiggør en ændring af § 4 i de enkelte forsikringspolicer og en eventuel (mindre) præmieforhøjelse, der uden særlig lovhjemmel alene kan ske med 1 års varsel til første hovedforfaldsdato.
For at opnå en ensartet og samtidig ikrafttræden af de nye forsikringsbetingelser allerede ved lovens ikrafttræden foreslås, at alle retshjælpsforsikringer fra dette tidspunkt dækker egne sagsomkostninger ved fri proces, uden at policen skal forsynes med påtegning herom. Samtidig fastsættes, at forsikringstageren ikke kan opsige forsikringsaftalen på grund af en forhøjelse af præmien, der alene er begrundet i den nævnte ændring af forsikringen.
Det kan oplyses, at en tilsvarende ikrafttrædelsesbestemmelse bl.a. blev anvendt i forbindelse med en forhøjelse af forsikringsdækningen ved færdselsulykker (færdselslovens § 142).
Det kan endvidere oplyses, at spørgsmålet om den nærmere udformning af bestemmelsen har været drøftet med Assurandør-Societetet. Societetet har foreslået, at reglen affattes således, at retshjælpsforsikringen dækker egne sagsomkostninger, men med fradrag af den for retshjælpsforsikringen gældende selvrisiko.
Assurandør-Societetet har i den forbindelse henvist til, at det i retshjælpsudvalgets betænkning side 120 er anført, at der vil »være mulighed for fri procesdækning for de omkostninger, der i det enkelte tilfælde ikke dækkes af forsikringen, herunder for selvrisikobeløbet og omkostninger, der ligger ud over forsikringens makimum«.
Efter § 5 i fællesbetingelserne for retshjælpsforsikring kan selskabets ydelse for en forsikringsbegivenhed ikke overstige 30.000 kr. (inkl. moms) ud over sikredes selvrisiko, der andrager de første 10 pct. af de samlede omkostninger, dog mindst 500 kr. og højst 3.000 kr.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør der ikke på denne måde foretages en så væsentlig udhuling af lovforslagets grundlæggende princip om at gøre retshjælpsforsikringen til den primære sikring mod befolkningens procesudgifter. Hertil kommer, at der som nævnt ovenfor ikke efter de gældende forsikringsbetingelser ved retshjælpsforsikringens dækning af omkostninger til modparten sker fradrag af selvrisiko.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller (KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Pia Kjærsgaard (FP) Kirsten Lee (RV) Nør Christensen (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Erling Christensen (S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Ingen
Nr BTL 25
Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Fri proces og retshjælp)
Nr L 25 1987-88, 2. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19880616