Legislator Case Law & Legislation
198724K00016 DK

1987 BTL 16 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (FORTRYKT SELVANGIVELSE) NR L 16 1987-88, 2. SAMLING

7 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Table of Provisions (7)

Statutory Text (7 Articles)

Betænkning over lovforslag 1987 16 Valid

Bilag 1

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

Vil oplysninger til brug for beregning af renteafgiften efter de nuværende regler kunne fortrykkes på selvangivelsen?

Svar

En stor del af de indberetninger, der foretages af oplysningspligtige pengeinstitutter m.fl. efter rentekontrolordningen, kan anvendes ved beregning af renteafgiften.

Der skal imidlertid også bruges andre oplysninger ved opgørelsen af renteafgiftsgrundlaget. Det drejer sig f.eks. om renter af privat gæld, afgiftsfrie renteudgifter, kapitalafkast af fysiske erhvervsaktier og aktieudbytte.

Det er derfor ofte nødvendigt at indhente yderligere oplysninger fra skatteyderen, før renteafgiften kan beregnes.

Ikke-erhvervsdrivende kan afgive disse yderligere oplysninger på oplysningskortet, der udsendes i januar 1989.

På baggrund af de indberettede oplysninger og oplysningerne afgivet på oplysningskortet kan skattemyndighederne udfylde den fortrykte selvangivelse og beregne afgiftsgrundlaget, der anføres på årsopgørelsen.

Spørgsmål

Hvordan vil man sikre, at skatteyderne er klar over, at årsopgørelsen i maj er foreløbig?

Svar

De skatteydere, som udfylder og indsender oplysningskortet, får i slutningen af april eller i begyndelsen af maj en fortrykt selvangivelse og et forslag til årsopgørelse. Det er tanken, at det skal fremgå af den fortrykte selvangivelse, at forslaget til årsopgørelsen først bliver en egentlig årsopgørelse, når den skattepligtige indsender kvitteringskortet. Dette er vedlagt den fortrykte selvangivelse. Årsopgørelsen får herved samme karakter som de årsopgørelser, der udsendes under den gældende ordning.

Spørgsmål

Hvordan vil ministeren sikre, at skattevæsenet i tide kommer i besiddelse af alle nødvendige oplysninger til brug for den fortrykte selvangivelse?

Svar

I den påtænkte ordning er tidsfristerne fastsat således, at de oplysninger, som skal fortrykkes på selvangivelsen, dvs. lønoplysninger, renteoplysninger m.v., og de oplysninger, som borgerne indberetter på oplysningskortene, som altovervejende hovedregel er på plads i registrene, når selvangivelsen udsendes i slutningen af april/begyndelsen af maj. Det er baggrunden for, at selvangivelsesfristen er udskudt fra 15. februar til 15. maj.

For de skatteydere, som ikke indsender oplysningskortet, er alle oplysninger imidlertid ikke nødvendigvis på plads på den fortrykte selvangivelse. Disse skatteydere får en selvangivelse, hvor indberetninger fra arbejdsgivere og pengeinstitutter er fortrykt. De skal herefter udfylde den fortrykte selvangivelse med supplerende oplysninger, altså de oplysninger, der kunne være givet på oplysningskortet, og indsende selvangivelsen senest 15. maj.

Den personkreds, der ikke anvender oplysningskortet, kan formentlig begrænses, hvis der informeres om disse forhold og borgerne opfordres til i egen interesse at udfylde og indsende oplysningskortet.

Spørgsmål

Kan skatteydere, der ikke kan nøjes med oplysningskortet, rekvirere skemamateriale til indgivelse i februar, og vil disse oplysninger kunne indgå i den fortrykte selvangivelse?

Svar

Den foreslåede ordning med den fortrykte selvangivelse kan anvendes af det store flertal af skatteydere, som hidtil har kunnet benytte erklæringsordningen og den almindelige selvangivelse S 13. Det drejer sig om op imod 3,8 mio. personer.

Selvstændige erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende personer med udenlandsk indkomst, særlig indkomst, skibsanparter m.v. kan ikke benytte ordningen med den fortrykte selvangivelse. Disse personer kan heller ikke efter den gældende ordning benytte erklæringsordningen, selv om de har indkomster og fradrag, som indberettes til skattemyndighederne.

For de personer, som ikke kan benytte den fortrykte selvangivelse, skal der gælde den samme udsættelse af selvangivelsesfristen fra 15. februar til 15. maj som for andre personer. Ligesom efter de gældende regler skal der herudover være mulighd for yderligere udsættelse for bogføringspligtige og regnskabspligtige.

Spørgsmål

Hvordan og på hvilket tidspunkt agter skatteministeren at gennemføre udbetalingen af overskydende skat?

Svar

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget er den fremtidige ordning endnu på et forberedende stadium og derfor ikke tilrettelagt i detaljer.

Det er imidlertid hensigten, at personer, som indsender oplysningskortet, så vidt muligt skal have udbetalt overskydende skat på nogenlunde samme tidspunkt som i den gældende ordning. Det vil derfor være realistisk at regne med en udbetaling i maj/juni som i år.

For personer, som ikke indsender oplysningskortet, vil det nok være realistisk at regne med en udbetaling af overskydende skat i juli/august måned.

Spørgsmål

Hvor mange skatteydere skønner ministeren først vil få udbetalt overskydende skat i juli/august, jf. ministerens bemærkninger under lovforslagets 1. behandling?

Svar

Erhvervsdrivende samt lønmodtagere m.fl., der ikke har indsendt oplysningskortet (og disses eventuelle ægtefæller) vil først få udbetalt overskydende skat senere end andre skatteydere, formentlig fortrinsvis i juli/august. Det er ikke muligt at skønne over antallet af skatteydere i denne gruppe.

Som det fremgår af svaret på spørgsmål 7, antages det at dreje sig om 3,8 mio. skattepligtige, der kan få udbetalt eventuel overskydende skat i maj måned. Det kan ikke angives, hvor mange skattepligtige der vil benytte sig af oplysningskortet.

Spørgsmål

Skattemyndighederne har for de enkelte skatteydere mere eller mindre komplette oplysninger til brug for selvangivelserne/årsopgørelserne for indkomståret 1988. Der udbedes i den forbindelse skøn over

1) Antal skatteydere, hvor myndighederne har samtlige nødvendige oplysninger.

2) Antal skatteydere, der vil have behov for at indsende oplysningskortet, eller som har behov for at indsende yderligere oplysninger end dem, der fremgår af oplysningskortet.

3) Antal skatteydere, hvis skattemæssige forhold er så komplekse, at de ikke vil kunne benytte kortet. Vil disse skatteydere få tilsendt selvangivelse efter de gældende regler?

Svar

Det skønnes, at skattemyndighederne har oplysninger om samtlige indkomst- og fradragskomponenter for ca. 1 mio. skatteydere. Ca. 2,8 mio. skatteydere kan nøjes med at indsende kortet med supplerende oplysninger.

Kun erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende skatteydere med udenlandsk indkomst, særlig indkomst, skibsanparter m.v., i alt knap 500.000 personer, vil have så komplekse forhold, at de ikke kan benytte oplysningskortet.

Spørgsmål

Hvem vil være ansvarlig for fejloplysninger fra de indberetningspligtige, såfremt disse oplysninger kommer til at fremgå af den fortrykte selvangivelse?

Svar

Efter de gældende regler i skattekontrolloven påhviler det den skattepligtige at selvangive sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ. Det er således den skattepligtiges ansvar, at selvangivelsen er korrekt.

Allerede i dag kan der forekomme fejloplysninger fra indberetningspligtige. Hvis sådanne oplysninger indgår i årsopgørelsen for den skattepligtige og fejlen siden hen bliver rettet, vil årsopgørelsen blive rettet efter den sædvanlige procedure ved, at ligningsmyndighederne udsender en såkaldt agterskrivelse til den skattepligtige. Den samme fremgangsmåde vil også blive brugt efter indførelse af den fortrykte selvangivelse.

Spørgsmål

Hvor mange forkerte oplysninger indgives til skattemyndighederne fra de indberetningspligtige, som senere må korrigeres?

Svar

Der foreligger i Statsskattedirektoratet ikke umiddelbart statistiske oplysninger, der viser, hvor stor en del af de omtalte indberetninger der er rettelser til tidligere indberetninger, og hvor stor en del der er førstegangsindberetninger.

Spørgsmål

Der udbedes en redegørelse for en gift pensionist med enkle skatteforhold før og efter omlægning - hvor mange breve får den pågældende pensionist fra skattevæsenet og hvornår, og hvor mange breve skal pensionisten indsende, og hvornår får skatteyderne overskydende skat tilbage?

Svar

Pensionister er omfattet af ordningen med den fortrykte selvangivelse i samme omfang som andre personer.

En gift pensionist vil således i januar måned modtage et oplysningskort, som kan indsendes til skattemyndighederne inden 15. februar. På oplysningskortet anfører pensionisten eventuelle supplerende oplysninger, eller pensionisten tilkendegiver, at denne ikke har supplerende oplysninger. Det er frivilligt at indsende oplysningskort.

1. Indsendes oplysningskortet, modtager den skattepligtige i slutningen af april eller begyndelsen af maj et brev med en fortrykt selvangivelse, et kvitteringskort og et forslag til en årsopgørelse. Inden 15. maj indsendes enten den fortrykte selvangivelse med den skattepligtiges supplerende oplysninger eller rettelser eller kvitteringskortet til skattemyndighederne.

Indsender den skattepligtige den fortrykte selvangivelse med supplerende oplysninger, modtager den skattepligtige i løbet af juli/august en årsopgørelse. Hvis den skattepligtige blot indsender kvitteringskortet i maj måned, bliver det udsendte forslag til årsopgørelsen en egentlig årsopgørelse.

2. Indsendes oplysningskortet ikke, modtager den skattepligtige i slutningen af april eller begyndelsen af maj en fortrykt selvangivelse. Denne indsendes med den skattepligtiges supplerende oplysninger og rettelser. På grundlag heraf udsendes i juli/august en årsopgørelse til den skattepligtige.

Det må formodes, at en del skattepligtige ikke indsender oplysningskortet.

I forbindelse med detailplanlægningen af den nye ordning vil det blive overvejet, om det er muligt at finde nogle udsøgningskriterier, således at de personer, som ikke har oplysninger ud over dem, som skattemyndighederne har i forvejen, alligevel kan få en årsopgørelse i maj. Denne gruppe af skattepligtige består bl.a. af en del folkepensionister og en del studerende.

En anden mulighed, der kan overvejes, er at sende de skattepligtige, som ikke har indsendt oplysningskortet, en skatteberegning på grundlag af de oplysninger, der findes i edb-registrene. Hvis den skattepligtige ikke har supplerende oplysninger, vil skatteberegningen svare til en årsopgørelse. Ved at indsende kvitteringskortet får den skattepligtige en årsopgørelse i juli/august, som er uændret i forhold til skatteberegningen. Har den skattepligtige derimod alligevel yderligere oplysninger, skal disse indsendes som tilføjelser på den fortrykte selvangivelse, og den skattepligtige vil herefter modtage en årsopgørelse i juli/august, som er ændret i forhold til skatteberegningen.

Formålet med eventuelt at udsende en skatteberegning på grundlag af de maskinelle oplysninger er, at den skattepligtige så har en bedre mulighed for at beregne en eventuel restskat før 1. juli (altså før årsopgørelsen foreligger).

Spørgsmål

Ad svaret på spørgsmål 8, bilag 6

Er det korrekt forstået, at svaret på spørgsmålet forudsætter, at skatteyderen selv skal betale portoen for fremsendelse af materiale til skattemyndighederne?

Svar

Det er ved beregningen af omkostningsskønnene forudsat, at det ved en brevveksling mellem de skattepligtige og skattemyndighederne ligesom hidtil er afsenderen, der betaler portoen.

Spørgsmål

Udvalget udbeder sig de kommentarer til lovforslaget, som ministeren eventuelt har modtaget fra Kommunernes Landsforening ud over henvendelsen af 13. juni 1988, jf. bilag 3.

Svar

Jeg har ikke modtaget andre henvendelser fra Kommunernes Landsforening med kommentarer til lovforslaget end henvendelsen af 13. juni 1988, jf. bilag 3.

Spørgsmål

Ad svaret på spørgsmål 19

Er det rimeligt at forlange af skatteyderne, at man fire måneder efter at have modtaget egne oplysninger skal kontrollere skattevæsenets fortrykte oplysninger, som skatteyderne selv er ansvarlige for rigtigheden af?

Svar

Hvis oplysningerne skal fortrykkes på selvangivelsen med rimelig sikkerhed, vil det ikke være teknisk muligt at udsende den fortrykte selvangivelse før april/maj.

Spørgsmål

Kan resultatet med den fortrykte selvangivelse, således som det nu foreligger, gøres op således

1. Skatteyderen modtager nu kun de tidligere hvide felter på selvangivelsen?

2. Skatteyderne fritages for muligheden for at kunne beregne den overskydende skat/restskat i februar måned og må vente hermed til maj måned?

3. Skatteyderne skal sende 2 hilsener til skattevæsenet i stedet for een?

4. En større centralisering af arbejdet hos skattemyndighederne?

5. Større forvirring hos skatteyderne og personalet i skatteforvaltningen?

Svar ad 1

Efter den påtænkte ordning modtager den skattepligtige i april/maj måned en selvangivelse indeholdende både de hvide og de tidligere gule felter.

Svar ad 2

Den skattepligtiges muligheder for at kunne beregne sin slutskat allerede i februar måned vil være den samme som efter de gældende regler.

Skatteyderen har mulighed for at få et skatteberegningsskema til manuel beregning af skatten.

Svar ad 3

Efter den påtænkte ordning kan den skattepligtige for at få en fuldstændig udfyldt selvangivelse indsende et oplysningskort. Dette er dog frivilligt. Hvis den skattepligtige indsender oplysningskortet i udfyldt stand, består den anden henvendelse til skattevæsenet alene i indsendelsen af et kvitteringskort i underskrevet stand.

Svar ad 4

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget sker der alene en overførsel af visse rene rutineopgaver fra kommunerne til Statsskattedirektoratet. Der er ikke tvivl om , at de ligningsmæssige opgaver fortsat skal varetages af kommunerne, hvortil de skattepligtige fortsat skal henvende sig.

Svar ad 5

Den foreslåede ordning vil betyde en væsentlig forenkling for borgerne og derved også for personalet i skattevæsenet.

Betænkning over lovforslag 1987 16 Valid

Bilag 1

Nogle af henvendelserne

til udvalget samt skatteministerens korrespondance med

formanden for Kommunernes Landsforening

FORENINGEN AF DANSKE LIGNINGSKOMMISSIONER

Den 21. juni 1988

Folketingets

Skatte- og Afgiftsudvalg

Med henvisning til det af skatteministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om forskellige skattelove. (Fortrykt selvangivelse) - lovforslag nr. L 16 fremsat den 8. juni 1988 - har Foreningen af danske Ligningskommissioner følgende bemærkninger.

Foreningen har med nogen forbavselse konstateret, at skatteministeren har fremsat forslag til en grundlæggende ændring af selvangivelsesproceduren uden forudgående drøftelse med de kommunale organisationer.

I den kommunale verden har begrebet »fortrykt selvangivelse« verseret i de seneste år. Begrebet bygger på elementer, der har deres udgangspunkt i borgernes formodede behov. Her kan nævnes

- muligheden for at kontrollere rigtigheden af de centralt indsamlede data (oplysningerne i de gule felter),

- muligheden for at konstatere, hvilke oplysninger skattemyndighederne er i besiddelse af, for dermed at kunne afgive de supplerende oplysninger, der er nødvendige for indkomst- og formueopgørelsen.

Efter gennemlæsning af ministerens forslag kan det konstateres, at ministerens model ikke tilgodeser disse behov. Det forekommer derfor uforståeligt, at modellen beskrives som en fortrykt selvangivelse. Selvangivelsestidspunktet i 1989 - efter vedtagelsen af ministerens forslag - vil for langt de fleste borgere formentlig stadig væk være på det tidspunkt, hvor oplysningskortet kan afleveres - 15. februar. På dette tidspunkt vil ingen af de nævnte forhold være belyst for borgerne. Endvidere vil det helt centrale retssikkerhedsmæssige problem omkring borgernes mulighed for at beregne deres slutskat på selvangivelsestidspunktet være endnu længere fra en løsning, end det er i den nuværende ordning.

I bemærkningerne til lovforslaget omtales forsøget med kortselvangivelsen og den Gallupundersøgelse, der blev iværksat i den forbindelse. Det anføres, at 85 pct. af de skattepligtige benyttede kortet.

Det fremgår dog af tidligere informationer, at kortet kun har været udsendt til godt 50 pct. af de skattepligtige i de tre kommuner - de skattepligtige med de enkleste indkomstforhold. Den rigtige oplysning er formentlig, at 85 pct. af dem, der modtog kortselvangivelsen, også anvendte den. Resultatet af forsøget må tages med et vist forbehold, når erfaringerne er begrænset til at omhandle skattepligtige med meget enkle indkomstforhold, hvorfor erfaringerne kun med betydelige forbehold kan forventes at være gældende i en ordning, der omhandler samtlige ikkeregnskabspligtige.

I bemærkningerne til lovforslaget tages det ligeledes til indtægt for ministerens forslag, at undersøgelsen viste, at der var betydelig interesse for, »at de gule felter på selvangivelsen udfyldes på forhånd med de oplysninger, som skattevæsenet har modtaget fra arbejdsgivere, pengeinstitutter m.v. Omkring 80 pct. synes, at en sådan fortrykt selvangivelse er en god ide. Den vil give borgerne mulighed for med det samme at sikre sig, om skattevæsenets oplysninger er korrekte«.

Det fremgår tydeligt, at respondenterne i undersøgelsen har taget stilling til deres behov for de omtalte oplysninger på selvangivelsestidspunktet - 15. februar. Dette tilgodeses ikke i ministerens model før i midten af april.

Ministerens forslag til en ny selvangivelsesprocedure tilgodeser således ikke de behov hos borgeren, der er konstateret i flere undersøgelser, og kan alene af den grund afvises som et fremskridt.

Foreningen af danske Ligningskommissioner er endvidere orienteret om de af Kommunernes Landsforening fremsendte bemærkninger til ministerens forslag, og foreningen er enig heri.

Endelig skal foreningen benytte lejligheden til at fremhæve Kommunernes Landsforenings forslag til en ny selvangivelsesprocedure som et godt udgangspunkt for udvalgets videre arbejde med en fortrykt selvangivelse.

Med venlig hilsen

Else Petersen

Mogens Brabrand Jensen

HAMMEL KOMMUNE

Skatteforvaltningen

Den 17. juni 1988

Folketingets

Skatte- og Afgiftsudvalg

Vedrørende: Lovforslag nr. L 16 af 8. juni 1988 - fortrykt selvangivelse

Undertegnede personale ved Hammel Skatteforvaltning ønsker at komme med vores kommentarer til lovforslag nr. L 16 af 8. juni 1988 om fortrykt selvangivelse.

Vi vil indledningsvis bemærke, at vi er enige med forslagsstilleren i, at skatteyderne skal have en fortrykt selvangivelse med de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.

Her ophører imidlertid så også vores enighed. Det er ikke rimeligt, at borgerne hvert forår skal indsende og modtage flere blanketter og opgørelser, end de har gjort tidligere, blot fordi embedsmændenes »system« skal virke. Det kan ikke tjene forenklingens sag.

Vi har som personale virkelig oplevet, hvad selvangivelsen for 1987 har givet af utilfredshed, hvad den har givet af misforståelser hos borgerne.

Vi opfordrer til, at man ikke endnu en gang laver for meget om på denne selvangivelse. Vi tror ikke på, at det nye forslag vil bidrage til nogen forståelse for systemet. Man vil rationalisere og forenkle, men opnår kun kaos og forvirring. Vi vil derfor advare politikerne mod ukritisk at acceptere en selvangivelsesordning som den foreslåede, idet den i alt for høj grad er baseret på edb-tyranni, og det avler lige så meget bureaukrati som nu.

Vi foreslår, at der kun bliver udsendt een selvangivelse, indeholdende de af systemet kendte data for den enkelte skatteyder. Selvangivelsen kunne udsendes i marts, og skatteyderne kunne så udfylde med det, der mangler, eller rette det forkerte og herefter indsende selvangivelsen til kommunen i april måned. I maj måned kunne der så udsendes en korrekt årsopgørelse.

Når selvangivelsen skal indsendes til kommunen, er det for at sikre den bedste klargøring. Kommunen ligger inde med skatteyders tidligere oplysninger til brug ved klargøringen. Hvis indberetningen skal foregå i Statsskattedirektoratet, vil der blive for mange selvangivelser, der ikke kan indberettes, eller som skal oversendes til kommunen til indberetning. Vi er af den opfattelse, at kommunerne i et langt større omfang end nu kun vil blive fejlrettere, hvis Statsskattedirektoratet skal sørge for indberetningen eller »aflæsningen«.

Det er vores opfattelse, at ovenstående foreslåede ordning vil blive modtaget mere positivt af skatteyderne, og det er jo trods alt dem, der skal bruge systemet. Når mange af borgerne ikke forstår »systemet«, så er det systemet, der er forkert, og ikke borgerne. Vi tror ganske enkelt ikke på, at borgerne ønsker en selvangivelsesordning, som de ikke forstår.

Med venlig hilsen

Fl. Jørgensen

Erik Glargaard

Keld Pedersen

Erik Jakobsen

Hanne Frandsen

Annalise Kornum

Bjarne Sall Hansen

Niels Rud Rasmussen

Navn kan ikke læses

Ulla Søndergaard

Lene Karlsen

Til Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg

SKATTEMINISTEREN

Den 21. juni 1988

Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg har anmodet om kopier af den korrespondance, der har været ført mellem formanden for Kommunernes Landsforening og skatteministeren vedrørende den fortrykte selvangivelse.

Udvalget har tidligere anmodet om KL's kommentarer til lovforslaget. Da den ønskede korrepondance alene vedrører proceduren omkring forhandlingerne om den fortrykte selvangivelse, blev disse henvendelser ikke ved denne lejlighed oversendt til udvalget.

Efter indhentet tilladelse fra KL fremsendes hermed den ønskede korrespondance.

Anders Fogh Rasmussen

Navn

SKATTEMINISTEREN

Den 20. juni 1988

Borgmester Thorkild Simonsen

Kommunernes Landsforening

Kære Thorkild Simonsen!

I et brev af 17. juni d.å. giver du udtryk for, at du meget gerne vil drøfte det fremtidige samarbejde mellem staten og kommunerne på skatteområdet med mig. Du beder mig imidlertid afstå fra at søge mit lovforslag om den fortrykte selvangivelse gennemført, idet du mener, at dette vil være et bedre udgangspunkt for drøftelserne.

Som bekendt indeholder det lovforslag, jeg har fremsat, alene nogle tekniske ændringer, som er en forudsætning for, at projektet med den fortrykte selvangivelse kan gennemføres. Skal den fortrykte selvangivelse indføres allerede med virkning fra 1988, er det af tekniske grunde helt nødvendigt, at forslaget gennemføres nu. Gennemføres ændringen først i efteråret, kan projektet tidligst gennemføres fra og med 1989 - dvs. med virkning for den selvangivelse, der udsendes i foråret 1990.

Som jeg nævnte i mit brev af 17. juni, ligger der imidlertid hverken i lovforslaget eller i den i forbindelse hermed udsendte pjece nogen binding til en bestemt ordning. Når fristspørgsmålet m.m. er på plads, er resten af projektet et administrativt anliggende. Jeg mener derfor ikke, at der ved forslaget er fastlagt nogle ufravigelige forudsætninger for projektets nærmere udformning.

Jeg håber på denne baggrund, at du har forståelse for, at jeg er nødt til at søge lovforslaget vedtaget inden sommerferien. Jeg håber imidlertid også, at du er enig med mig i, at forslaget i sin udformning ikke binder os til nogen bestemt teknisk løsning.

Jeg foreslår, at du og jeg samt eventuelt næstformanden i Kommunernes Landsforening mødes straks efter sommerferien til en uformel drøftelse uden embedsmænds deltagelse. Hvis du er enig heri, vil jeg foreslå, at vore forkontorer tager kontakt for at aftale dette møde.

Med venlig hilsen

Anders Fogh Rasmussen

SKATTEMINISTEREN

Den 17. juni 1988

Borgmester Thorkild Simonsen

Kommunernes Landsforening

Kære Thorkild Simonsen!

Tak for dit brev af 16. juni.

Jeg er meget ked af, at du har opfattet udsendelsen af et udkast til den fortrykte selvangivelse som udtryk for, at jeg alene har forhandlet på skrømt, og at jeg i øvrigt foregriber Folketingets vedtagelse af lovforslaget om den fortrykte selvangivelse.

Publikationen »Fortrykt selvangivelse. Årsopgørelse 1988« er alene tænkt som et udkast eller en illustration af, hvordan den fremtidige ordning kan etableres. Der er altså alene tale om de forestillinger, vi i Skatteministeriet har gjort os om, hvorledes den fremtidige selvangivelse og årsopgørelse kan udformes.

Når jeg overhovedet er skredet til at lade et udkast til det fremtidige selvangivelsesmateriale fremstille, skyldes det, at lovforslaget jo i sig selv alene indeholder nogle snævre tekniske ændringer. Det er efter min mening meget vanskeligt alene ud fra lovforslaget at forestille sig den fremtidige ordning. Publikationen er derfor tænkt som et supplement til lovforslaget, der skal tjene til anskueliggørelse af, hvordan ordningen kan udformes.

Som bekendt er jeg helt enig med Kommunernes Landsforening i, at skatteopgaven fortsat skal ligge decentralt i kommunerne, som er i stand til at give borgerne den bedste service. Som jeg også pointerede ved vort møde den 13. ds., ændrer forslaget om den fortrykte selvangivelse intet heri. Jeg er derfor meget indstillet på snarest at afholde et møde om det fremtidige samarbejde mellem stat og kommune.

Med venlig hilsen

Anders Fogh Rasmussen

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Den 17. juni 1988

Skatteminister

Anders Fogh Rasmussen

Kære Anders Fogh Rasmussen!

Tak for dit brev af 17. juni 1988.

Som det fremgår af mine breve af 16. og 17. juni 1988, vil jeg meget gerne drøfte det fremtidige samarbejde mellem staten og kommunerne på skatteområdet.

Jeg mener imidlertid, at det vil være af helt afgørende betydning for at få et godt samarbejde, at man ikke på forhånd ved gennemførelse af det fremsatte lovforslag har fastlagt meget væsentlige forudsætninger for samarbejdets praktiske tilrettelæggelse.

Jeg vil derfor appellere til dig om ikke at søge lovforslaget gennemført, men at optage forhandlinger med os om samarbejdet og tilrettelæggelsen af skattevæsenets forhold til borgerne.

Med venlig hilsen

Thorkild Simonsen

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Den 17. juni 1988

Skatteminister

Anders Fogh Rasmussen

Kære Anders Fogh Rasmussen!

I fortsættelse af mine breve til dig tirsdag og torsdag vil jeg hermed udtrykke min beklagelse over forløbet i sagen omkring selvangivelsesproceduren.

Jeg har på mine medarbejdere forstået, at det aftalte møde på embedsmandsplan, der blev afholdt torsdag, ikke førte til den mindste ændring i dit oprindelige forslag. Det væsentligste argument mod Kommunernes Landsforenings forslag er tilsyneladende, at løsningen ikke er teknisk mulig.

Det er vanskeligt for mig at forstå, at du som fortaler for retssikkerhed kan vælge en teknokratisk løsning fremfor en løsning, der tilgodeser såvel borgernes retssikkerhed som deres ønske til en overskuelig og forståelig selvangivelsesprocedure.

Et ønske, der ikke alene er fremkommet i forbindelse med Kommunernes Landsforenings spørgeskemaundersøgelse vedrørende service på skatteområdet, men også ved Gallupundersøgelsen i forbindelse med kortselvangivelsesforsøget. Af denne fremgår det, at ikke mindre end 80 pct. ville foretrække en løsningsmodel som skitseret i landsforeningens forslag.

Din holdning i denne sag bliver yderligere uforståelig for mig, når jeg ser den i sammenhæng med de økonomiske forhandlinger, som føres mellem stat og kommuner i disse dage. Her har regeringen jo netop tilkendegivet, at den vil arbejde for en ændring af lovgivningen, i det omfang den stiller sig hindrende i vejen for kommunal omstilling. Dit forslag trækker i den stik modsatte retning.

Alt i alt må jeg konkludere, at din henvendelse til Kommunernes Landsforening tilsyneladende ikke har været ment seriøst, men snarere har skullet tjene som legitimation for, at kommunerne har været hørt i sagen.

Imidlertid vil jeg endnu en gang opfordre dig til at overveje Kommunernes Landsforenings model og i stedet for at forcere forslaget igennem Folketinget få gennemanalyseret krav, ønsker og forslag fra såvel borgerne som de kommunale skatteadministrationer og derefter bede edb-centralerne i samarbejde løse den tekniske side af sagen.

Desuden vil jeg endnu en gang opfordre dig til at tage initiativ til en drøftelse med mig om det fremtidige samarbejdsmønster mellem stat og kommuner på skatteområdet.

Med venlig hilsen

Thorkild Simonsen

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Den 16. juni 1988

Skatteminister

Anders Fogh Rasmussen

Kære Anders Fogh Rasmussen!

Som jeg nævnte i mit brev til dig i tirsdags, var jeg glad for mødet mandag. Det var min opfattelse, at du var indstillet på at overveje Kommunernes Landsforenings selvangivelsesmodel seriøst; dit tilsagn om hurtige forhandlinger på embedsmandsplan bidrog til denne opfattelse. - I det hele taget glædede dit initiativ til mødet mig meget. Det gav mig det indtryk, at du var indstillet på en forbedring af samarbejdsklimaet mellem stat og kommuner på skatteområdet - et samarbejdsklima, der unægtelig har været meget anstrengt i de senere år.

Jeg blev derfor meget skuffet, da mine medarbejdere her til morgen kunne fortælle mig, at de under et besøg i en sydjysk kommune i går blev konfronteret med en publikation »Fortrykt selvangivelse. Årsopgørelse 1988« trykt på glittet papir. Publikationen er modtaget i samtlige kommuner i går. Den bærer dit navn øverst på forsiden, og det fremgår af indledningen, at du har besluttet dig for den model, du skitserede i mandags.

Hvordan Folketinget vil reagere på det, skal jeg ikke blande mig i. For mit eget vedkommende har jeg vanskeligt ved at nå til anden konklusion, end, at du i mandags tilsyneladende forhandlede på skrømt. Det må jeg jo i givet fald tage til efterretning med meget stor beklagelse.

Må jeg i øvrigt tilføje, at det er i strid med alle foreliggende samarbejdsaftaler, at en sag som denne - der har helt afgørende konsekvenser for den kommunale administration og den kommunale service - køres igennem uden nogen form for kontakt til kommunal side. Jeg forstår ikke, at du tør træffe beslutninger af denne karakter på så ufuldstændigt et grundlag, som den valgte fremgangsmåde indebærer.

Såfremt du har valgt fremgangsmåden bevidst, vil jeg være tvunget til at tage vore samarbejdsrelationer til statslige skattemyndigheder op til drøftelse i Kommunernes Landsforenings bestyrelse ved først givne lejlighed. Under alle omstændigheder vil jeg finde det rigtigst, hvis du snarest tog initiativ til en drøftelse med mig af dine tanker om det fremtidige samarbejdsmønster mellem stat og kommuner på dette område.

Med venlig hilsen

Thorkild Simonsen

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Den 14. juni 1988

Kære Anders Fogh Rasmussen!

Det glædede mig meget ved mødet i går, at du så stærkt bekræftede, at kontakten mellem borgerne og skattevæsenet skal være i kommunerne.

Jeg forstod også, at vi var helt enige om, at det var hensynet til borgeren, der skal være helt afgørende ved udformningen af skatteregler m.v.

Jeg synes derfor, at det er utrolig vigtigt, at vi som repræsentanter for de centrale og lokale myndigheder bliver enige om en administrationsordning, der imødekommer borgernes behov, og som er administrativt og økonomisk fordelagtig.

Det må ikke blive teknikken, der bestemmer, hvad det er for en administrationsordning, vi skal have.

Jeg håber, at de undersøgelser, vore embedsmænd nu laver i fællesskab, kan føre til et tilfredsstillende resultat.

Med venlig hilsen

Thorkild Simonsen

Betænkning over lovforslag 1987 16 Valid

Bilag 2

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg

Den 13. juni 1988

Nogle henvendelser til udvalget og skatteministerens kommentarer hertil: Kommunernes Landsforening blev mandag den 6. juni 1988 af Skattedepartementet gjort bekendt med skatteministerens lovforslag, der skal åbne mulighed for en fortrykt selvangivelse.

Af forslaget fremgår det, at den nye selvangivelsesmetode tænkes at forløbe over følgende 3 faser

1. Skatteyderne modtager i januar et brevkort svarende til det, der blev benyttet i forbindelse med forsøgsordningen i Aalborg, Skørping og Hadsten. På dette kort anfører skatteyderne de oplysninger, som skattevæsenet ikke allerede har.

2. Skatteyderne modtager i april en fortrykt selvangivelse udfyldt med såvel de oplysninger, skattevæsenet har modtaget fra arbejdsgivere m.v., som skatteydernes egne oplysninger fra brevkortet. Desuden er slutskatten beregnet på basis af disse oplysninger.

3. Hvis skatteyderne kan godkende selvangivelsen og beregningen af slutskatten, indsender de et underskrevet kvitteringskort. Den fortrykte selvangivelse anses herefter for at være årsopgørelsen. Hvis skatteyderne ikke kan godkende den fortrykte selvangivelse, retter de denne eller supplerer den med manglende oplysninger og returnerer den til skattevæsenet senest den 15. maj 1988. På baggrund af den korrigerede selvangivelse udskrives herefter en årsopgørelse.

I forslaget henvises bl.a. til en Gallupundersøgelse, der har vist tilfredshed med prøveordningen i de tre jyske kommuner. I den forbindelse bemærkes det, at Kommunernes Landsforening ikke er bekendt med resultatet af undersøgelsen, idet styregruppen vedrørende forsøget med kortselvangivelsen ikke har været indkaldt til møde siden udsendelsen af kortet og forsøget ikke - på trods af aftaler om det modsatte - er evalueret i gruppen.

Skatteministerens model giver umiddelbart anledning til følgende spørgsmål

- Kan skatteyderne i forbindelse med udfyldelsen af kortet gennemskue, hvilke oplysninger skattevæsenet har?

De foreløbige erfaringer med årsopgørelsen for 1987 synes umiddelbart at indikere, at dette ikke er tilfældet.

- Er det nødvendigt at ulejlige skatteyderne mere end een gang for at få de rigtige oplysninger til selvangivelsen?

Skatteministerens model indebærer, at skatteyderne skal indsende oplysninger/kvittering to gange mod een gang i den nuværende ordning og i den nedenfor skitserede model.

- Skal skatteyderne ikke have mulighed for at beregne deres skat på det tidspunkt, de afgiver selvangivelsesoplysningerne?

Det får de ikke mulighed for - uden betydeligt besvær - i den foreslåede model.

I bestræbelserne på at forene på den ene side det enkle for såvel skatteyderne som administrationen i kortselvangivelsen med på den anden side opfyldelsen af ønsket om en øget retssikkerhed for borgerne i en selvangivelse med fortrykte gule felter skal Kommunernes Landsforening derfor foreslå en model som skitseret i vedlagte bilag bragt i anvendelse.

Forslaget kan kort resumeres således

1. I marts måned udsendes selvangivelsesgenparten med fortrykte gule felter til skatteyderne. Et brevkort vedlægges til supplerende oplysninger.

2. I april returnerer skatteyderne brevkortet enten blot underskrevet som accept af de forudprintede oplysninger - eller med supplerende/korrigerede oplysninger.

3. I maj modtager skatteyderne årsopgørelsen i overensstemmelse med de af skatteyderne accepterede samt indsendte oplysninger.

I stikordsform kan følgende fordele for skatteyderne ved den skitserede ordning nævnes

- ingen mystik omkring de gule felter (systemaccept)

- skatteberegning er mulig (retssikkerhed)

- berigtigelse af gule felter behandles umiddelbart (øget retssikkerhed)

Med hensyn til administrationen af en ny selvangivelsesordning anføres det i bemærkningerne til lovforslaget, at et vigtigt led i den foreslåede ordning er, at der skal ske den hurtigst mulige betjening af borgerne, hvorfor Statsskattedirektoratet overtager visse rutineopgaver fra kommunerne. Disse opgaver omhandler udsendelse og modtagelse af selvangivelser, udsendelse af årsopgørelser, konvertering af selvangivelsesoplysninger, arkivering af selvangivelser og årsopgørelser samt efterbehandling og kuvertering af selvangivelses- og årsopgørelsesblanketter.

På denne baggrund har Skatteministeriet opgjort de kommunale besparelser til 86 mio. kr. årligt i årene 1989, 1990 og 1991.

I denne anledning skal landsforeningen bemærke, at man er af den opfattelse, at kommunerne bør være det primære bindeled mellem borgerne og det offentlige. Kommunerne er borgernes nærmeste myndighed, og den kontakt, der skal foregå mellem borgerne og det offentlige, skal i videst muligt omfang formidles af kommunerne.

En forudsætning for en sådan central udsendelse af materiale må derfor være, at kommunen står som afsender, at det klart fremgår, at alle henvendelser skal rettes til kommunen, og at den enkelte kommune selv kan bestemme udsendelsestidspunktet inden for de fastsatte rammer.

Med hensyn til en central modtagelse af materialet er Kommunernes Landsforening af den opfattelse, at denne løsning er særdeles ubekvem for såvel skatteyderne som administrationen.

- Skatteyderne vil i tvivlstilfælde omkring selvangivelsen naturligt kontakte deres lokale skattevæsen og vil derfor være uforstående over for en central indsendelse.

- I forbindelse med korrektion/supplering af selvangivelsens gule felter vil skatteyderne ofte medsende dokumentation. Denne dokumentation bør tilgå og opbevares i kommunen.

Kommunernes Landsforening skal derfor foreslå, at selvangivelsen/brevkortet indsendes til kommunerne, der herefter selvstændigt kan afgøre, om man ønsker central konvertering.

Med hensyn til de af ministeriet opgjorte besparelser bemærkes, at disse har været til høring hos medlemmerne af det kommunale skatteudvalg, hvilket har givet anledning til konkrete bemærkninger som anført i vedlagte bilag.

Endvidere skal det anføres, at en omlægning som den i lovforslaget skitserede må forventes at give merarbejde i forbindelse med rådgivning og vejledning til borgerne.

For god ordens skyld skal Kommunernes Landsforening endelig henlede udvalgets opmærksomhed på de retningslinjer, der gælder ifølge det udvidede totalbalanceprincip. Disse retningslinjer indebærer, at der ikke finder kompensation sted for administrative mer- og mindreudgifter. På skatteområdet er dette senest slået fast i forbindelse med loven om forbrugsrenteafgiften. Med henvisning til det udvidede totalbalanceprincip afslog staten at kompensere kommunernes merudgifter, idet de hidrørte fra administration. Statens merudgifter vil altså ikke efter landsforeningens opfattelse kunne modregnes i det kommunale bloktilskud.

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Kontoret for edb og skat

Den 13. juni 1988

NOTAT

Kommunernes Landsforenings forslag til en ændret selvangivelsesprocedure I bestræbelserne på at forene på den ene side det enkle for såvel skatteydere som administration i kortselvangivelsen med på den anden side opfyldelsen af ønsket om en øget retssikkerhed for borgerne i en selvangivelse med fortrykte gule felter kan Kommunernes Landsforening foreslå følgende model

Skatteyderens genpart, som han kender den i dag, forsynes med oplysninger fra de centrale registre (udprintning af de gule felter). Skatteyderen påfører herefter de yderligere oplysninger, der er nødvendige for en skatteberegning. De påførte oplysninger registreres endvidere af skatteyderen på et kort, der - hvis muligt - udgør en del af den forudprintede genpartsblanket, som herefter udgør selvangivelsen.

Kortselvangivelsen skal indeholde mulighed for, at skatteyderen kan berigtige de oplysninger, der er registreret i de centrale registre. Det er ikke tanken, at samtlige gule felter er optrykt på kortselvangivelsen med mulighed for korrektion, men at skatteyderen får mulighed for at angive ved en eller anden form for markering, at han er uenig i oplysningerne i et givent gult felt, og at han eventuelt vedlægger dokumentation herfor med kortet.

Den administrative procedure i forbindelse med udsendelse og modtagelse af selvangivelsen samt udsendelse af årsopgørelsen kan skitseres som følger

Udsendelse af selvangivelsen

Primo marts udsendes selvangivelsen - genpart med udprintning af oplysningerne i de gule felter samt kortselvangivelse til indsendelse i een blanket. Da den forudprintede blanket både skal indeholde genpart og kort samt skatteberegningsskema, må den information/vejledning, der er nødvendig for udfyldelsen af kortet samt skatteberegningen vedlægges blanketten som et selvstændigt (enslydende materiale) sammen med en svarkonvolut.

Modtagelse af selvangivelsen

Primo april modtages de udfyldte kort i de kommunale skatteforvaltninger, hvorefter der foretages en manuel gennemgang af det indsendte materiale med henblik på en sortering af materialet i to kategorier

1. Kort uden bilag samt uden angivelse af eventuel berigtigelse af oplysninger i gult felt og

2. kort med bilag eller med berigtigelse af oplysninger i gult felt.

De »rene kort« (kategori 1) konverteres umiddelbart ved indretning i den enkelte forvaltning eller samles for et antal kommuner - afhængig af stordriftsfordele, rådighed over nødvendig teknologi m.v. - hvorefter kortene læses maskinelt.

Valget mellem de to indberetningsformer kan blandt andet vurderes med baggrund i resultatet af forsøget med kortselvangivelsen i Hadsten, Skørping og Aalborg. Der må med baggrund heri foretages en sammenlignende vurdering af indberetningssikkerheden i et maskinelt centralt system og indberetningssikkerheden i et decentralt »manuelt« system betjent og ledet af outputmaterialets brugere.

Den anden hovedsorteringsgruppe (kategori 2) indeholdende kort med bilag og eller berigtigelse af oplysningerne i de forudprintede gule felter kan herefter igen sorteres i to kategorier. Den ene indeholder kort uden berigtigelse af gule felter, men med dokumentation for indholdet i de hvide felter. Disse kort kan, efter frasortering og arkivering af bilagene, konverteres efter samme princip som tidligere beskrevet for kort fra kategori 1.

Tilbage står den kommunale forvaltning med et antal kortselvangivelser med skatteyderens berigtigelse af oplysningerne i de gule felter. Disse kortselvangivelser skal herefter undergå en egentlig sagsbehandling, der alene har til formål at afgøre, om skatteyderen har ret i de anførte berigtigelser eller ej. Det er ikke tanken, at der i denne fase skal foretages nogen egentlig ligning, men at der alene tilstræbes en enighed om størrelsen af de enkelte feltbeløb, hvorpå den egentlige ligning skal foretages.

Udsendelse af årsopgørelse

Årsopgørelsens udsendelsestidspunkt vælges af den enkelte kommune, idet det bemærkes, at det tidligst vil kunne lade sig gøre primo maj måned.

Fordele/ulemper

I stikordsform kan følgende fordele og ulemper ved den skitserede ordning nævnes

Fordele for skatteyderen

- ingen mystik omkring gule felter (systemaccept)

- skatteberegning mulig (retssikkerhed)

- berigtigelse af gule felter behandles umiddelbart (øget retssikkerhed)

Fordele for skatteadministrationen

- potentielle rationaliseringsgevinster ved kortselvangivelsen kan realiseres uden »ulemper« for skatteyderen

Ulemper for skatteyderen

- den senere udsendelse af årsopgørelsen og den dermed følgende forsinkelse af udbetalingen/opkrævningen af overskydende skat/restskat.

Denne ulempe gør sig gældende i såvel ministerens som landsforeningens model.

KOMMUNERNES LANDSFORENING

Kontoret for edb og skat

Den 13. juni 1988

NOTAT

De administrative konsekvenser af lovforslag nr. L 16 - fortrykt selvangivelse - fremsat den 8. juni 1988

Generelle bemærkninger vedrørende administrationen af det fremsatte forslag

I bemærkningerne til lovforslaget understreges, at ligningsopgaven skal varetages af kommunerne. Kommunerne befinder sig tættest på borgerne og kan derfor varetage ligningsopgaven mest hensigtsmæssigt. Borgerne vil også lettest kunne få råd og vejledning hos den lokale ligningsmyndighed.

Ligningsopgaven er mangesidet. Hvis den skal gennemføres henigtsmæssigt er det nødvendigt, at kommunerne er i besiddelse af originalmaterialet, fordi skatteyderne vil stille et helt naturligt krav om at grundmaterialet - skatteydernes egne oplysninger - er tilgængeligt på sagsbehandlerens bord, således at man undgår diskussion om, hvad skatteyderne egentlig skrev på selvangivelsen eller oplysningskortet.

Dette må også være i fuld harmoni med intentionen om en højnelse af retssikkerheden og servicen over for borgerne.

Hvordan dette skal gennemføres, når selvangivelsesmaterialet samt kvitteringskortet befinder sig i statsskattedirektoratet er vanskeligt at se på nuværende tidspunkt.

Det forekommer ikke sandsynligt, at man på centralt hold med den mængde af materiale, der er tale om, kan sikre et tilstrækkeligt effektivt arkivsystem.

Hvis der skal gennemføres et rekvisitionssystem, vil sagsbehandlingen ikke alene kræve mere tid, men også være uforståeligt for borgerne. Det vil naturligvis være muligt at tilrettelægge en arbejdsgang, hvor skattemyndighederne er initiativtagere, men hvis skatteyderne henvender sig, så forekommer det ikke særligt borgervenligt, at man må sige til pågældende, at det kan vi desværre ikke se, for materialet ligger i København.

I denne forbindelse skal der også peges på, at erfaringerne for indeværende år vedrører årsopgørelserne, herunder udfyldelsen af selvangivelsen, klart tyder på, at det er nødvendigt at selvangivelsen er tilgængelig her og nu, ellers er det ikke muligt at gennemføre hurtig og effektiv og dermed korrekt rettelsesprocedure.

Hvorledes sikres, at breve der er indlagt i selvangivelserne fra skatteyderne, kommer til de lokale ligningsmyndigheders kendskab, hvis den korrigerede selvangivelse indsendes til statsskattedirektoratet?

Hvis denne korrigerede selvangivelse skal indsendes til statsskattedirektoratet, vil den klargøring/korrektion der gennemføres af de lokale ligningsmyndigheder på selvangivelserne i dag antageligt bortfalde.

Vil der fortsat være mulighed for, at borgerne kan afhente en selvangivelse og udfylde denne i stedet for oplysningskortet?

Hvis ja, hvortil skal denne selvangivelse så indsendes?

I bemærkningerne anføres endvidere, at »den pågældende skal korrigere fejlene på selvangivelsen. Den indsendes herefter senest den 15. maj til skattemyndighederne«. Hvem er skattemyndighederne i denne forbindelse? Det må formodes, at der er tale om de lokale ligningsmyndigheder. I denne forbindelse kan spørgsmålet rejses, hvilken kopi har skatteyderen, hvis denne indsender selvangivelsen i korrigeret stand?

Hvor skal denne korrigerede selvangivelse arkiveres, idet det må forudsættes, at konverteringen (indberetningen) af de ændrede oplysninger skal foretages af de lokale ligningsmyndigheder.

Forekommer det særligt hensigtsmæssigt, at man så i givet fald arkiverer selvangivelser to steder, nemlig hos de lokale ligningsmyndigheder og hos statsskattedirektoratet?

Når der tales så meget om retssikkerhed og hurtigere betjening af borgerne, forekommer det ikke særligt sandsynligt, at disse to mål nås, når henses alene til arkiveringsspørgsmålet. Herudover kan der så være en lang række andre problemer.

Det må være helt naturligt, at borgerne ved en henvendelse til den lokale ligningsmyndighed, har krav på, at ligningsmyndigheden kan fremvise det dokument, som borgerne har indsendt, og ikke blot bliver præsenteret for en edb-udskrift. Hvad er konsekvensen, såfremt borgerne ikke indsender kvitteringskortet?

Er der sanktionsmuligheder, kontrollovstillæg, tilbageholdelse af overskydende skat osv., eller er pågældende ikke-selvangiver i denne situation?

Bemærkninger vedrørende statens kompensationskrav

I forbindelse med ændringerne omkring selvangivelsesprocedurerne og den dermed foreslåede centrale udsendelse og modtagelse har ministeriet opgjort de samlede kommunale besparelser således

Funktioner: Timeforbrug Procent

1. Pakning, sortering, kuvertering og udsendelse af selvangivelse 100.000 25 pct.

2. Klargøring og konvertering af selvangivelser 80.000 20 pct.

3. Fejlrettelse m.v. af selvangivelser 40.000 10 pct.

4. Efterbehandling, sortering og forsendelse af årsopgørelser 80.000 20 pct.

5. Arkivering m.v. af selvangivelser/årsopgørelser 40.000 10 pct.

6. Intern mødevirksomhed m.v. 20.000 10 pct.

7. Planlægning og tilrettelæggelse af ovennævnte arbejdsopgaver 20.000 5 pct.

I alt 400.000 100 pct.

Ved en gennemsnitlig timeomkostning på 150 kr. andrager de nævnte besparelser 60 millioner kroner.

Dette svarer til, at de kommunale skattemyndigheder i gennemsnit anvender 6 minutter pr. skatteyder til varetagelsen af de nævnte arbejdsopgaver (4 millioner skatteydere).

Desuden kan kommunerne spare 26 mio. i porto - en samlet besparelse på 86 mio.

Kommunernes Landsforenings bemærkninger til statsskattedirektoratets opgørelse

Indledningsvis skal Kommunernes Landsforening henlede opmærksomheden på de retningslinjer, der gælder ifølge det udvidede totalbalanceprincip. Disse retningslinjer indebærer, at der ikke finder kompensation sted for administrative mer- og mindreudgifter.

På skatteområdet er dette senest slået fast i forbindelse med loven om forbrugsrenteafgiften. Med henvisning til det udvidede totalbalanceprincip afslog staten at kompensere kommunernes merudgifter, idet de hidrørte fra administrationen. - Statens merudgifter vil altså ikke kunne modregnes i det kommunale bloktilskud.

Det kommunale skatteudvalg har haft mulighed for at kommentere ministeriets beregninger, hvilket har medført følgende konkrete bemærkninger

Til pkt. 1

Pakning, sortering, kuvertering og udsendelse

Statsskattedirektoratet opererer med 100.000 timer a 150 kr. Dette er ikke realistisk, idet kuverteringsbureauer vil kunne klare opgaven på landsplan for max 2 mio. kr. (baseret på tal for København) i stedet for de stipulerede 15 mio.

Til pkt. 5

Arkivering

Arkiveringsopgaven i forbindelse med årsopgørelser er allerede sparet i nogle kommuner.

Det har de seneste år været muligt at afbestille årsopgørelseskopien, og de kommuner der har benyttet sig heraf kan ikke præstere samme besparelse igen.

Hvis halvdelen af landets kommuner (målt i indbyggerantal) har benyttet sig heraf, skal de sparede timer nedsættes til 30.000.

Til pkt. 6 + 7

Den interne mødevirksomhed, planlægning og tilrettelæggelse

Bortfalder ikke. Medarbejderne skal stadig orienteres om den totale sammenhæng i systemet.

Vedrørende porto

Det er om portoudgifter anført, at statens merudgift udgør 26 mio. kr. pr. år, og at dette tal svarer til kommunernes besparelse.

Det er ikke muligt ud af bemærkningerne at udlede, om returkuverterne til oplysningskort og kvitteringskort/korrigeret selvangivelse er frankeret således, at staten betaler skatteyderens udgift.

Umiddelbart kunne man forvente dette, da ordningen med returnering af et ekstra kort ellers vil blive et større irritationsmoment for skatteyderne med afledt effekt på kvitteringsordningen som sådan.

Hvis det er tilfældet, bliver statens merudgift større end de 26 mio. kr., men kommunernes besparelse stiger ikke tilsvarende.

Med andre ord udgør kommunernes maksimale besparelse de 26 mio. kr., uanset hvilken dialog staten fastlægger med skatteyderne.

I øvrigt

Driftsøkonomi

Opgørelsen er sket i antal timer, dvs. der er ikke foretaget en vurdering af den direkte driftsøkonomi.

Påvirkningen af den driftsøkonomi, der vedrører terminalanvendelsen og består af nogle bevægelser i begge retninger, kan opgøres således

Udgifterne til direkte datafangst af selvangivelser er sparet med ca. 400.000 kr.

En sagsbehandling må fremover basere sig udelukkende på terminalanvendelse. Flere års erfaringer viser, at der sker en stigning i antallet af TP-træk med mindst 2 træk pr. behandlet sag. Da mindst 800.000 lønmodtagere udsøges til behandling om året, svarer dette til afrundet 2.400.000 kr.

Dvs. en nettoudgift årligt på 2.000.000 kr.

Hertil kommer nogle investeringer i skærme og printere, som med fjernelsen af papiret fra kommunerne bliver ubetinget nødvendig.

Ingen medarbejder vil fremover kunne klare sagsbehandlingen uden en terminal.

Kommunernes terminaliseringsgrad er naturligvis forskellig fra hinanden og investeringsbehovet vil derfor også være forskelligt.

Hvis der tages udgangspunkt i de skøn, der blev gjort i forbindelse med skattereformen, mangler der en belægning på 20 pct., som nu nødvendigvis må dækkes ind.

Selv om der her anvendes en restdækning på 20 pct., skal det ikke tages som udtryk for, at alle kommuner i dag har en dækning på 80 pct.

En hel del kommuner er langt bagefter, og disse kommuner vil stå over for betydeligt større investeringer i løbet af kort tid, idet de ikke vil være i stand til at udskyde anskaffelserne længere.

Ved en anskaffelsespris på kr. 10.000 pr. terminal og kr. 3.000 pr. printer (1 stk. pr. 4 terminaler), kan anskaffelsesbehovet opgøres til afrundet 15 mio. kr. Heri er ikke medregnet installationsomkostninger m.v.

Da der med tiden under alle omstændigheder vil ske en terminalisering af alle arbejdspladser, vil det ikke være korrekt at henføre hele udgiften til lovforslaget.

Umiddelbart skønnes udviklingen at være fremskyndet med 3 år på dette område, hvorfor merudgiften med en skønnet teknisk udstyrslevetid på 10 år skønnes til 1,5 mio. kr. hvert af årene 1989, 1990 og 1991.

De i lovforslaget opgjorte kommunale besparelser bør herefter reguleres således

1989 1990 1991

Statsskattedirektoratets skøn 86 86 86

Pakning m.v. -13 -13 -13

Øgede driftsomkostninger netto - 2 - 2 - 2

Mindre besparelser på arkivering -1,5 -1,5 -1,5

Anskaffelser -1,5 -1,5 -1,5

Besparelser 68 68 68

Folketinget

Skatte- og Afgiftsudvalget

Maribo den 16. juni 1988

Herved fremsendes kopi af skrivelse af d.d. til Kommunernes Landsforening til orientering.

Med venlig hilsen

Mogens Mygind

skatteinspektør

Kommunernes Landsforening

Kontoret for Skat og EDB

16. juni 1988

Vedrørende lovforslag nr. L 16 af 8/6 1988

Undertegnede skatteinspektører i Augustenborg, Holbæk og Maribo kommuner ønsker herved at fremkomme med vores kommentarer til ovennævnte lovforslag.

Kommentarerne tager udgangspunkt i hensynet til borgerne og deres forståelse for og accept af skattesystemet, således som vi og vore medarbejdere opfatter det.

Indledningsvis bemærkes det, at vi bifalder ideen med en fortrykt selvangivelse, men vi er dog meget betænkelige ved brevkortordningens sammenkædning med den fortrykte selvangivelse.

Vi tror ikke på, at det vil bidrage til forståelse for og accept af systemet, at der allerede i januar skal udfyldes et brevkort, som for borgerne vil blive opfattet som noget nyt, der kan virke forvirrende.

Vi er også af den opfattelse, at mange borgere vil blive utilfredse med, at de ikke kan beregne skatten, når de nu alligevel skal i gang med at udfylde brevkortet.

Borgerne vil også kunne tænkes at føle utryghed over for hvilke oplysninger de skal anføre på brevkortet, ligesom forslaget betyder at borgerne skal tænke på selvangivelse to gange i stedet for en, hvilket vi også tror vil begrænse borgernes forståelse og accept.

Det kan også synes betænkeligt, at skatteberegningen ifølge lovforslaget vil blive foretaget på grundlag af tal og oplysninger som borgeren ikke kender og har accepteret.

I stedet for den foreslåede brevkort/fortrykt selvangivelsesordning, foreslår vi i stedet for følgende, der er en ren fortrykt selvangivelsesordning

1. I marts måned udsendes det fortrykte selvangivelsesmateriale til borgerne (materialet må af hensyn til borgerne ligne det for 1987 så meget som muligt).

2. 3 uger senere i april måned returnerer borgerne selvangivelsen til de kommunale skatteforvaltninger, enten som en accept af det fortrykte eller med nødvendige rettelser og tilføjelser.

3. I maj måned modtager borgerne en årsopgørelse på grundlag af de accepterede eller ændrede (af borgeren) oplysninger.

Herved opnås det, at skatteberegning først foretages på grundlag af tal som borgerne kender og har accepteret.

Ovenstående ordning vil - tror vi på baggrund af vores og vore medarbejderes daglige kontakt med borgerne - blive opfattet positivt af borgerne, der nu kan se hvorledes teknologien kan forenkle borgernes årlige arbejde med selvangivelsen.

Som tidligere nævnt foreslår vi, at selvangivelserne skal indsendes til de kommunale skatteforvaltninger, hvorefter det reducerede arbejde med indberetning af data m.v. efter eget valg i den enkelte kommune kan ske lokalt eller centralt af SD - mod betaling.

Med venlig hilsen

Svend Erik Vad

Augustenborg

sign.

E. Willemoes Larsen

Holbæk

sign.

Mogens Mygind

Maribo

Skatteministeriet

16. juni 1988

Til Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg

Ad forslag til lov om forskellige skattelove (Fortrykt selvangivelse) (L 16).

Vedlagt fremsendes kommentar til Kommunernes Landsforenings henvendelse af 13. juni 1988 til Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg.

Anders Fogh Rasmussen

/ Hanne Søgaard Hansen

Skattedepartementet

16. juni 1988 Kommentar til Kommunernes Landsforening forslag til en ændret selvangivelsesprocedure som beskrevet i brev og notat af 13. juni 1988 fra Kommunernes Landsforening til Skatte- og Afgiftsudvalget.

1. I praksis kan proceduren for at aflevere selvangivelse og udfærdige årsopgørelse udformes på mange måder.

2. For tiden arbejder jeg med en ordning, som er beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget. Ordningen går i korthed ud på, at skattepligtige inden 15. februar har mulighed for at give oplysninger til skattemyndighederne, som de ikke har i forvejen. På grundlag af skattevæsenets oplysninger fra arbejdsgivere, pengeinstitutter m.v. og på grundlag af den skattepligtiges eventuelle oplysninger på oplysningskortet fortrykker skattemyndighederne en selvangivelse, som sendes til den skattepligtige samtidig med et forslag til årsopgørelse. Den skattepligtige har nu mulighed for at komme med indsigelse mod oplysningerne på den fortrykte selvangivelse. Dette gøres ved, at den skattepligtige korrigerer de punkter, der ikke er i overensstemmelse med den skattepligtiges egne oplysninger og indsender selvangivelsen til skattemyndighederne. På grundlag af den korrigerede selvangivelse udfærdiges en årsopgørelse.

Hvis den skattepligtige ikke har supplerende oplysninger til den fortrykte selvangivelse, indsender den skattepligtige et kvitteringskort til skattemyndighederne. Dermed bliver det udsendte forslag til årsopgørelse til en egentlig årsopgørelse for den skattepligtige.

3. Kommunernes Landsforening foreslår en ordning, hvor skattemyndighederne i slutningen af marts måned udsender en fortrykt selvangivelse med de oplysninger, som skattemyndighederne har fra arbejdsgivere, pengeinstitutter m.v.

Først ved modtagelsen af denne selvangivelse har den skattepligtige mulighed for at komme med yderligere oplysninger til skattemyndighedernes oplysninger. Dette skal gøres ved at indsende den fortrykte selvangivelse.

På grundlag af den indsendte selvangivelse udarbejdes en årsopgørelse, som sendes til den skattepligtige.

4. Jeg har følgende kommentar til forslaget fra Kommunernes Landsforening.

5. Som nævnt indgår det i mit forslag, at de skattepligtige har mulighed for at indsende supplerende oplysninger allerede i februar måned. Det betyder, at langt flere af de fortrykte selvangivelser, der udsendes i april måned, vil være korrekt udfyldt. Efter forslaget fra Kommunernes Landsforening vil kun et fåtal af de fortrykte selvangivelser være korrekt udfyldte ved udsendelsen allerede i marts måned til de skattepligtige. Det betyder, at langt flere skattepligtige vil modtage deres årsopgørelse sent.

Kommunernes Landsforening ønsker, at skatteyderne skal modtage årsopgørelsen i maj måned.

Mit forslag tilgodeser dette ønske.

Retssikkerhedsmæssigt er det af stor betydning, at skatteyderen modtager den fortrykte selvangivelse og årsopgørelsen samtidig, således at man under et kan kontrollere både skatteberegningen og grundlaget herfor. Dette bidrager også til den styrkelse af retssikkerheden, som jeg ønsker.

6. I forslaget fra Kommunernes Landsforening indgår det, at den fortrykte selvangivelse skal udsendes allerede i midten af marts. Selvangivelserne skal derefter afleveres i midten af april, og en årsopgørelse skal kunne foreligge i midten af maj. Jeg er stærkt tvivlende overfor, om det teknisk og praktisk er muligt at få selvangivelserne fortrykt på så tidligt et tidspunkt.

De senere års udvidelse af oplysningspligten over for skattemyndighederne har medført, at de registre, der skal anvendes i forbindelse med den fortrykte selvangivelse, ikke vil være opdaterede før i midten af marts. Efter at disse ting er bragt i orden, tager det 3-4 uger at trykke og udsende selvangivelsen. Selv om man starter trykningen af selvangivelsen umiddelbart efter, at registrene er dannet, vil skatteyderne ikke kunne modtage selvangivelsen før i april. Selv om der kan spares 14 dage, vil selvangivelserne være fejlbehæftede i betydelig grad.

Herefter skal disse oplysninger behandles systemmæssigt blandt andet med hensyn til berigtigelser, fordeling mellem ægtefæller og udsøgning af specielle forhold. Mit forslag om, at man først indsender supplerende oplysninger, medfører, at der åbnes mulighed for, at skattemyndighederne kan gennemføre ligningsmæssig udsøgning også for de supplerende oplysninger. Samtidig bliver det muligt at sende forslag til årsopgørelsen sammen med selvangivelsen, som har fortrykt samtlige oplysninger.

7. I henvendelsen rejser landsforeningen derudover nogle administrative spørgsmål. Foreningen spørger således, om de skattepligtige i forbindelse med udfyldelsen af oplysningskortet kan gennemskue, hvilke oplysninger skattevæsenet allerede har.

Hertil skal det bemærkes, at de skattepligtige kan gennemskue, hvilke oplysninger skattevæsenet har, idet kortet alene vil kunne udfyldes med de oplysninger, som skattevæsenet ikke har.

8. Videre spørger Kommunernes Landsforening, om det er nødvendigt at ulejlige skatteyderne mere end een gang for at få de rigtige oplysninger til selvangivelsen, idet der både skal indsendes et oplysningskort og et kvitteringskort. Den skattepligtige ulejliges ikke mere end 1 gang for at få de rigtige oplysninger. Enten indsender den skattepligtige oplysningskortet eller udfylder selvangivelsen. Kvitteringskortet skal kun indsendes af hensyn til retssikkerheden og som accept af selvangivelsen. Ordningen er således at betragte som en service over for de skattepligtige, samtidig med at der vil være en mindre fejlprocent i den kombinerede selvangivelse og årsopgørelse, der efter lovforslaget udsendes i april måned.

9. Endelig spørger Kommunernes Landsforening, om de skattepligtige ikke skal have mulighed for at beregne deres skat på det tidspunkt, hvor de afgiver selvangivelsesoplysningerne. De skattepligtige modtager en fortrykt selvangivelse og har mulighed for at indhente skatteberegningsskema i skatteforvaltningen. Dette er dog ikke nødvendigt, idet der sammen med den fortrykte selvangivelse også udsendes en skatteberegning til de skattepligtige (foreløbig årsopgørelse).

10. Det er Kommunernes Landsforenings opfattelse, at de originale selvangivelser skal opbevares lokalt hos kommunerne, fordi en central modtagelse af kort/selvangivelse efter Kommunernes Landsforenings mening vil medføre en ubekvem administration for både den skattepligtige og det lokale skattevæsen.

Den centrale modtagelse er helt essentiel i hele ordningen set fra en administrativ synsvinkel. I forbindelse med forsøget med kortselvangivelsen er der ikke konstateret problemer, som kan begrunde, at originalt oplysningskort og selvangivelse skal befinde sig lokalt.

11. Foruden de ovennævnte spørgsmål kommenterer landsforeningen også størrelsen af den samlede kommunale besparelse, der vil blive tale om, hvis lovforslaget vedtages. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, vil indførelsen af en fortrykt selvangivelse medføre bortfald af en række kommunale rutineopgaver, klargøring og konvertering m.v. Skattedepartementet har opgjort de besparelser, der kan opnås ved bortfald af disse manuelle rutineopgaver samt sparet porto i kommunerne til i alt 86 mio. kr. årligt i hver af årene 1989, 1990 og 1991.

Heroverfor har Kommunernes Landsforening anført, at der kun vil blive tale om en samlet årlig kommunal besparelse på 68 mio. kr. i de tre anførte år.

Størstedelen af den nedregulering af besparelsen, som landsforeningen således har foretaget, vedrører besparelsen i forbindelse med pakning, sortering, kuvertering og udsendelse af selvangivelser. Statsskattedirektoratet har beregnet, at udgiften til denne opgave, der i dag udføres i de kommunale skatteforvaltninger, er på 15 mio. kr. Kommunernes Landsforening er ikke enig i dette skøn og dermed den beregnede besparelse, idet foreningen henviser til, at kuverteringsbureauer vil kunne klare opgaven på landsplan for maksimalt 2 mio. kr.

Jeg opfatter bemærkningen fra Kommunernes Landsforening som en anerkendelse af, at der kan opnås væsentlige besparelser ved anvendelse af central udsendelse af materiale, f.eks. selvangivelser. Derimod synes skønnet på 2 mio. kr. ikke realistisk, bl.a. fordi det er baseret på tal for København.

12. Ud over ovennævnte nedregulering af den opgjorte kommunale besparelse anfører Kommunernes Landsforening også, at der ikke er foretaget en vurdering af den direkte driftsøkonomi, fordi bortfaldet af de manuelle rutineopgaver med tilhørende papirmængde vil kræve nyinvesteringer i skærme og printere svarende til en udgift på 2 mio. kr. pr. år.

Det er rigtigt, som landsforeningen anfører, at indførelsen af en ordning med en fortrykt selvangivelse, hvor udsendelsen til de skattepligtige ikke længere skal passere de kommunale forvaltninger, og hvor kort og selvangivelser m.v. fremsendes direkte til Statsskattedirektoratet, vil medføre bortfald af en række manuelle funktioner i kommunerne. Den opgjorte besparelse forbundet hermed vedrører således ikke sagsbehandlergruppens funktioner, og det er derfor min opfattelse, at et eventuelt kommunalt behov for yderligere skærme og printere ikke kan anses som en direkte konsekvens af indførelsen af en fortrykt selvangivelse.

Det er ligeledes min opfattelse, at der med bortfaldet af ovennævnte manuelle funktioner også vil ske et bortfald af udgiften til de møde- og planlægningsfunktioner, som i dag udføres i forbindelse hermed.

13. Endelig anfører Kommunernes Landsforening vedrørende arkivering m.v. af selvangivelser og årsopgørelser, at det i de seneste år har været muligt at afbestille årsopgørelseskopien, og at kommuner, der har benyttet sig heraf ikke kan præstere den samme besparelse igen. Idet landsforeningen forudsætter, at cirka halvdelen af landets kommuner har benyttet ordningen, mener man, at den i lovforslaget opgjorte besparelse herved bør nedsættes fra 6 mio. kr. til 4,5 mio. kr.

Jeg skal hertil bemærke, at den opgjorte besparelse på 6 mio. kr. er sat meget lavt i forhold til, hvad der maksimalt vil kunne spares på dette område.

På baggrund af det ovenfor anførte er det fortsat min opfattelse, at der ved indførelsen af en fortrykt selvangivelse vil fremkomme samlede besparelser i de kommunale skatteforvaltninger på 86 mio. kr.

14. Til slut henviser Kommunernes Landsforening til de retningslinjer, der gælder ifølge det udvidede totalbalanceprincip. Det er foreningens opfattelse, at statens merudgifter ved indførelsen af en fortrykt selvangivelse ikke vil kunne modregnes i det kommunale bloktilskud. Som argument herfor henviser foreningen til, at dette senest er slået fast på skatteområdet i forbindelse med loven om forbrugsrenteafgiften, hvor staten med henvisning til det udvidede totalbalanceprincip afslog at kompensere kommunernes merudgifter, idet de hidrørte fra administration.

Hertil skal bemærkes, at principielt er loven om forbrugsrenteafgiften ikke omfattet af det udvidede totalbalanceprincip, idet der er tale om administrative konsekvenser af statslige tiltag, som ikke direkte gennemføres med henblik på ændring af eksisterende administrative rutiner. Hvad angår indførelsen af en fortrykt selvangivelse, er der tale om en administrativ reform, der direkte gennemføres med henblik på at ændre eksisterende administrative rutiner, og der kan som følge heraf blive tale om en regulering af bloktilskudspuljen.

15. Den nærmere tilrettelæggelse af ordningen vil naturligvis finde sted i nært samarbejde med kommunerne.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Udvalget har modtaget mundtlig/skriftlig henvendelse fra

Foreningen af Danske Ligningskommissioner,

Hammel Kommune, skatteforvaltningen, og

Kommunernes Landsforening.

Nogle af disse henvendelser samt skatteministerens korrespondance med formanden for Kommunernes Landsforening vedrørende den fortrykte selvangivelse er optrykt som et bilag til denne tillægsbetænkning.

Endvidere er som bilag optrykt borgmester Evan Jensens indlæg i forbindelse med Kommunernes Landsforenings foretræde for udvalget den 21. juni 1988.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til gennemførelsen af lovforslaget og vil således undlade at stemme. Mindretallet har med undren konstateret, at skatteministeren ikke har svaret udvalget fyldestgørende i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål 27, hvor skatteministeren direkte nægter at have modtaget andre henvendelser i sagen fra Kommunernes Landsforening. Udvalget er i skrivelse fra Kommunernes Landsforening den 21. juni 1988 (bilag 25) blevet bekendt med, at der er henvendelser dateret den 14., 16. og 17. juni 1988, som skatteministeren har forholdt udvalget.

Det er beskæmmende, at ministeren nægter at være i besiddelse af materiale af betydning for udvalgets og dermed Folketingets bedømmelse af sagen, når sådant materiale foreligger.

Mindretallet finder det ikke betryggende, at det nødvendige samarbejde, der skal etableres med kommunerne, i den grad er tilsidesat, som det fremgår af henvendelserne fra Kommunernes Landsforening. Det manglende samarbejde vil komme skatteyderne til stor skade, da den mest hensigtsmæssige løsning af den opgave, som alle har sat sig for at løse, ikke kan blive udviklet og gennemført.

Mindretallet henholder sig i øvrigt til det af samme mindretal anførte i udvalgets betænkning af 17. juni 1988.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Et mindretal inden for dette mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) frygter, at den foreslåede ordning vil give anledning til betydelige kvaler i de førstkommende år, ligesom mindretallet er overbevist om, at yderligere ændringer vil være ønskelige (bl.a. afskaffelse af februarpostkortene, majkvitteringskortene samt flytning af statusdag fra 31. december til 30. september).

Når mindretallet alligevel indstiller lovforslaget til vedtagelse i ministerens udformning, beror det på, at det i den givne situation nok er det bedst opnåelige skridt på vejen hen mod et mindre plagsomt selvangivelsessystem.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling.

Aagaard (KF) Kirkegaard (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Grete Schødts (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Lone Stig Andersen (SF)

Betænkning over lovforslag 1987 16 Valid

Bilag 2

Borgmester Evan Jensens indlæg ved

Kommunernes Landsforenings foretræde for Folketingets Skatte- og

Afgiftsudvalg den 21. juni 1988 Først vil jeg gerne sige tak for, at landsforeningen måtte få foretræde for Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg.

Når vi har bedt om foretræde, skyldes det, at vi er bekymrede for, at der er ved at blive fastlagt lovgivningsmæssige retningslinjer for selvangivelsen, som er i modstrid både med borgernes og med kommunernes interesser.

Skatteministerens lovforslag betyder, at borgeren - uden at vide, hvad skattemyndighederne har registreret om ham - skal afgive oplysninger, der bliver koblet sammen med de oplysninger, han altså ikke kender. Resultatet kender vi. Borgeren forstår ikke, hvordan man er kommet frem til resultatet, hvad enten det drejer sig om en fortrykt selvangivelse eller en årsopgørelse, som vi kender den i dag. De mange fejl, som har været i forbindelse med de store registre i år, understreger til fulde dette. For borgeren betyder det ganske enkelt retsusikkerhed og en følelse af umyndiggørelse.

Ud over dette skal skatteyderen i skatteministerens model ulejliges een gang mere end i den nuværende ordning. Skatteyderen skal indsende et brevkort samt en kvittering for eller rettelse til den forudprintede selvangivelse. I dag kan skatteyderen nøjes med at udfylde en selvangivelse. Ud over at borgeren ulejliges een gang mere, kan borgeren end ikke på det tidspunkt, hvor han afleverer oplysningerne til skattemyndighederne, uden meget stort besvær selv beregne sin skat. Han kan først se, hvordan det hele hænger sammen, når årsopgørelsen dukker op.

Er der forkerte oplysninger på den fortrykte selvangivelse eller årsopgørelsen, får skatteborgeren ikke noget ud af at henvende sig til kommunen, som jo ellers burde være den nærmeste offentlige myndighed. Kommunen har jo ikke haft kontakt med borgeren i forbindelse med selvangivelsen. Al kontakt sker i skatteministerens forslag mellem staten og den enkelte borger. Er der fejl, har kommunerne ingen mulighed for at hjælpe - bl.a. fordi alt bilagsmateriale er blevet indsendt til Statsskattedirektoratet.

Bortset fra, at borgerens retsusikkerhed øges, betyder forslaget også, at man har forladt tanken om, at opgaverne skal løses så tæt ved borgerne som muligt, det vil sige decentralisering. Skatteministerens forslag bygger ensidigt på en centralisering af store dele af skatteopgaven. Det betyder også en fremmedgørelse af borgeren i forhold til det offentlige, når den nærmeste kontakt bor i København.

Forestiller man sig så, at forslaget skulle betyde en administrativ forenkling og en række besparelser for det offentlige i løsningen af skatteopgaven, bliver man skuffet. Selv om der, hvis man ser på de rene administrationsudgifter, kan påvises en besparelse, som landsforeningen har opgjort til allerhøjst at være 68 mio. kr. for kommunerne, vil en stor del af disse besparelser forsvinde, dels som følge af merforbrug i staten og dels som følge af, at kommunernes rådgivning og vejledning vil stige voldsomt. Borgerne vil under alle omstændigheder henvende sig til kommunerne, når der er ting, der skal rettes omkring selvangivelsen, eller de er i tvivl om noget. Det betyder så, at selvangivelser, brevkort m.v., som i skatteministerens model forventes indsendt til staten, skal befinde sig i kopi hos kommunerne. Ellers er det overhovedet ikke muligt at give rådgivning og vejledning. Der er altså heller ikke her noget at hente.

Jeg vil gerne kort gøre rede for landsforeningens model for en ny selvangivelse, idet jeg skal henvise til landsforeningens brev af 13. juni 1988 med bilag.

Forslaget går ud på, at der i marts måned udsendes en selvangivelsesgenpart med fortrykte gule felter til skatteyderne. Et brevkort vedlægges til supplerende oplysninger.

I april returnerer skatteyderen brevkortet enten blot underskrevet som accept af de forudprintede oplysninger eller med supplerende/korrigerede oplysninger.

I maj modtager skatteyderne årsopgørelsen i overensstemmelse med de af skatteyderen accepterede samtidig indsendte oplysninger. Denne ordning betyder, at skatteyderen ikke ulejliges mere, end tilfældet er i dag. Den betyder også, at kontakten går mellem kommunen og borgeren, og den gør det muligt for kommunen hurtigt at rådgive og vejlede skatteyderen, hvis denne har spørgsmål.

Det er sagt, at landsforeningens model ikke er teknisk realisabel. Det er ikke rigtigt. Det har tidligere været muligt at udsende en fremrykket årsopgørelse i marts måned. Det må altså også kunne lade sig gøre at udsende en fortrykt selvangivelse på dette tidspunkt. At systemerne skal justeres, kan være rigtigt, men betyder ikke, at forslaget ikke kan gennemføres.

Lad mig kort resumere landsforeningens synspunkter.

Skatteministerens forslag bygger på centralisering i stedet for på decentralisering. Forslaget øger borgernes fremmedgørelse og retsusikkerhed. Forslaget giver ikke nogen administrative lettelser, men giver dobbelt arkivering og, hvis der er lige så mange fejl i systemerne næste år som i år, rent kaos. Sidst vil jeg konstatere, at opgørelsen af de administrative konsekvenser af ministerens forslag ikke på nogen måde kan give anledning til kompensation over bloktilskuddene. Der er ikke tale om besparelser for kommunerne.

Sidst vil jeg gerne takke for, at Kommunernes Landsforening måtte forelægge sine synspunkter for Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg.

Betænkning over lovforslag 1987 16 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til skattemisteren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål til

skatteministeren og dennes besvarelse heraf er optrykt i et bilag

til denne betænkning.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra skatteinspektør Mogens Mygind, Maribo, og Kommunernes Landsforening. Henvendelserne samt ministerens kommentarer til sidstnævnte er optrykt som et bilag til denne betænkning.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til gennemførelsen af lovforslaget og vil således undlade at stemme ved 3. behandling.

Mindretallet er meget positiv over for tanken med en fortrykt selvangivelse. Det var med glæde, at vi modtog meddelelse fra skatteministeren om, at de undersøgelser, der har stået på gennem flere år, nu var afsluttede, således at tidspunktet var kommet til at iværksætte projektet med den fortrykte selvangivelse.

For at opnå en mere forenklet selvangivelse og en større service over for skatteyderne udtalte vi ved 1. behandling stor tilfredshed med regeringens forslag om en reform af selvangivelsen.

Det har på denne baggrund været meget skuffende at konstatere under udvalgsbehandlingen, at undersøgelserne om mulighederne for en gennemførelse af projektet slet ikke er tilendebragt.

Det foreligger således ikke på nogen måde afklaret, hvorvidt kommunerne, dvs. de lokale skattevæsener, vil være i stand til at yde den service, de kan yde i dag. Ej heller er de administrative omkostninger beskrevet således, at de har kunnet bære en nærmere undersøgelse under udvalgsbehandlingen.

Det foreligger ikke klarlagt, hvorvidt udbetalingen af overskydende skat kan foregå i maj, som det sker nu. Der vil formentlig for en række skatteydere være sådanne problemer, at udbetaling under alle omstændigheder ikke vil kunne ske. Dette gælder eksempelvis alle de mennesker, der ikke har indsendt oplysningskortet med de supplerende oplysninger, fordi de ikke har flere oplysninger. Systemet er imidlertid indrettet således, at alle, der skal opnå at få en årsopgørelse i maj, skal indsende oplysningskortet, uanset om der er supplerende oplysninger. Skatteministerens løsningsmodeller på dette problem er hverken overbevisende eller færdiggjorte.

Det er helt uklart, hvorledes skatteydere med en enkelt, men ualmindelig skattemæssig komponent kan få sit mellemværende med skattemyndighederne afklaret i maj, som det er gældende nu.

De to væsentligste problemer ved den hidtidige selvangivelse synes ikke at være løst, endsige berørt, ved den fortrykte selvangivelse i den foreslåede form. Det drejer sig dels om beregning af renteafgift i forbindelse med kartoffelkuren, dels om skatteydernes muligheder for at beregne deres overskydende skat/restskat i januar/februar måned.

Det må være et hovedformål med forenklingen, at skatteyderne får en bedre mulighed for at gennemskue de skattemæssige forhold, herunder beregningen af et eventuelt mellemværende med skattevæsenet.

For renteafgiftens vedkommende er der overhovedet ingen ændring, medens man som skatteyder får endnu vanskeligere ved at udregne et eventuelt mellemværende med skattevæsenet i januar/februar.

Mindretallet lægger megen vægt på, at skatteyderne skal have en bedre og klarere information fra skattevæsenet i forbindelse med skatteydernes indgivelse af oplysninger til skattevæsenet, at mulighederne for at beregne slutskatten skal lettes, at beregningen kan foretages, når skatteyderen afgiver oplysninger til skattevæsenet, og at udbetalingen af overskydende skat fastholdes i maj. Disse formål bør opfyldes, når der gennemføres en model med fortrykt selvangivelse. Mindretallet er meget positiv over for den fortrykte selvangivelse, men fastholder, at det skal være en serviceforbedring for skatteyderne.

Den model, skatteministeren har lagt op til, svækker de nævnte formål, ligesom der er stor uklarhed om den endelige udformning, som det er beskrevet ovenfor.

Mindretallet vil ikke modsætte sig ministerens lovforslag, da der alene er tale om bemyndigelser og ændrede tidsfrister, men de administrative procedurer fastlægges af skatteministeren på dennes fulde ansvar.

Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Fremskridtspartiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret, idet der henvises til skatteministerens tilsagn om, at den nærmere tilrettelæggelse af ordningen vil finde sted i nært samarbejde med kommunerne, og at de skatteydere, som kan godkende den i april/maj måned tilsendte selvangivelse/årsopgørelse med tilhørende skatteberegning, får overskydende skat udbetalt som hidtil.

Et mindretal inden for dette mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) frygter, at den foreslåede ordning vil give anledning til betydelige kvaler i de førstkommende år, ligesom mindretallet er overbevist om, at yderligere ændringer vil være ønskelige (bl.a. afskaffelse af februarpostkortene, majkvitteringskortene samt flytning af statusdag fra 31. december til 30. september).

Når mindretallet alligevel indstiller lovforslaget til vedtagelse i ministerens udformning, beror det på, at det i den givne situation nok er det bedst opnåelige skridt på vejen hen mod et mindre plagsomt selvangivelsessystem.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Aagaard (KF) Kirkegaard (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Grete Schødts (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Lone Stig Andersen (SF)

Betænkning over lovforslag 1987 16 Valid

Nr BTL 16

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Fortrykt selvangivelse)

Nr L 16 1987-88, 2. samling

Afgivet af Skatte- og Afgiftsudvalget

Afgivet: 19880617

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →