1987 BTL 2 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN (INGEN KARTOFFELSKAT) NR L 2 1987-88, 2. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål
Udvalget udbeder sig regeringens udspil til ændringer i renteafgiften.
Svar
Den tidligere regering indgik i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i december 1987 forlig med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre om lempelse af renteafgiften for gamle lån. En væsentlig forudsætning for lempelser var, at kartoffelkurens forbrugsbegrænsende effekt blev fastholdt. En lempelse af renteafgiften skulle således betinges af, at der i stedet præsteredes en reel forøgelse af opsparingen.
Forhandlinger med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre endte uden resultat umiddelbart inden folketingsvalgets udskrivelse.
Regeringen er som den tidligere regering parat til at gennemføre ændringer af renteafgiftsloven, forudsat disse ikke undergraver lovens opsparingsfremmende sigte.
Imidlertid er situationen med den nye regeringsdannelse forandret, hvorfor regeringen ikke har fundet det rimeligt at lægge sig fast på en bestemt løsning, før der har været mulighed for at høre de involverede partiers holdning efter regeringsændringen.
Jeg har derfor indbudt Socialdemokratiet samt Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti til møde inden for de allernærmeste dage.
Regeringen vil på grundlag af udfaldet af disse møder afgøre, hvorledes en ændring af renteafgiften for gamle lån i givet fald kan udformes.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet et spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Dette spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er
optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Venstres og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) er tilhænger af en begrænsning af det lånefinansierede forbrug. På trods heraf stemte Socialdemokratiet imod renteafgiftsloven i oktober 1986 på grund af dens fuldstændig tilfældige virkning, og fordi loven er uforståelig for borgerne og umulig at administrere for skattemyndighederne.
Socialdemokratiet fik i december en aftale med den daværende regering om renteafgiften for 1987, som sikrede, at ca. 350.000 familier helt slipper for afgiften for dette år. De resterende familier, som skal betale afgiften i 1988, kan indsætte beløbet på en særlig pensionskonto, hvilket gør tilfældighederne lidt mindre graverende. Socialdemokratiet vil naturligvis overholde den indgåede aftale fra december 1987.
Til gengæld forventer Socialdemokratiet, at regeringen vil leve op til aftalen om ændringer for afgiftsåret 1988 og fremefter. Regeringen har hidtil tilsyneladende forhandlet på skrømt.
Socialdemokratiet vil under alle omstændigheder leve op til sine løfter også i denne sag.
Et andet mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) er principielt tilhænger af renteafgiften og den begrænsning af det lånefinansierede forbrug, som den medfører. Derfor kan mindretallet ikke medvirke til dens afskaffelse. Mindretallet ønsker i stedet renteafgiften omlagt, så de mange skævheder, som mindretallet påviste allerede ved renteafgiftens indførelse, bliver fjernet.
Et mindretal (Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP)
Til titlen
1) Lovforslagets titel affattes således
» Forslag til lov om ophævelse af lov om renter af forbrugslån for 1987
(Ingen kartoffelskat)
Til § 1
2) Efter »ophæves« indsættes ordene: »for så vidt angår indkomståret 1987«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Forslagsstillerne mener fortsat, at kartoffelskatten hurtigst muligt skal afskaffes for altid.
Imidlertid viste 1. behandling, at Folketinget endnu ikke er modent hertil. Derfor indskrænkes lovforslaget til at omhandle det problem, der nødvendigvis må tages stilling til, nemlig de ulykker, der vil vælte ud over mange tusinder af danske familier inden for de næste par måneder.
Aagaard (KF) Kirkegaard (KF) Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) nfmd. Skrumsager Skau (V) Glistrup (FP) Elisabeth Arnold (RV) Bente Juncker (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Helen Beim (S) Erling Christensen (S) Pia Gjellerup (S) Klaus Hækkerup (S) Grete Schødts (S) Stavad (S) fmd. Bjørn Poulsen (SF) Lone Stig Andersen (SF)
Ingen
Nr BTL 2
Betænkning over Forslag til lov om ophævelse af lov om afgift af renter af forbrugslån (Ingen kartoffelskat)
Nr L 2 1987-88, 2. samling
Afgivet af Skatte- og Afgiftsudvalget
Afgivet: 19880617