1987 BTL 178 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL MIDLERTIDIGT HUSLEJESTOP FOR ERHVERVSLEJEMÅL NR L 178 1987-88, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/eller skriftlige
henvendelser fra
Andersen, Torben, advokat, København,
Danbyg,
Ejendoms- og Vekselererfirma E. Dam Jensen,
Erhvervslejernes Landsorganisation ELO,
Fællesforeningen af Jyske Grundejerforeninger,
Julemærkekomiteen v/advokat Henrik Steen Andersen,
P. H. Fabricius Kjær, København,
Landsforeningen for Ejere af Udlejningsejendomme,
Lejernes Landsorganisation,
Lynge & Søn A/S, Herman H. J.,
Næstved Ejendomsselskab A/S,
Nørre Kvarters Beboerforening,
Osted, Eigil, København,
Randers Grundejerforening og
Trøjborg Grundejerforening.
Der er af boligministeren og af et flertal stillet ændringsforslag,
hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget)
lovforslaget til vedtagelse med de af flertallet og det af
boligministeren under nr. 4 stillede ændringsforslag.
Flertallet har under behandlingen af lovforslaget fundet det
nødvendigt at præcisere, at huslejestigninger, der er varslet før
1. december 1987, er suspenderet indtil huslejestoppets
ophævelse, såfremt lejeren ikke har gjort indsigelse mod
lejevarslingen inden forløbet af den i lejeloven fastsatte frist
på 6 uger. Det bemærkes, at denne frist vil være udløbet inden
huslejestoppets virkning.
Huslejestigninger, der er varslet til lovlig ikrafttræden efter den
15. januar 1988, er bortfaldet, hvis de er varslet den 1.
december 1987 eller senere, eller hvis lejeren har gjort
indsigelse imod varslingen. Der vil først lovligt kunne varsles
huslejestigninger til ikrafttræden efter huslejestoppets ophør.
Det midlertidige huslejestop i erhvervslejemål er fastsat til at
udløbe den 31. december 1988. Det forventes, at der inden dette
tidspunkt kan vedtages en lov om regulering af lejen i
erhvervslejemål med ikrafttræden inden den 1. januar 1989, og det
er flertallets opfattelse, at det midlertidige huslejestop vil
kunne ophæves samtidig hermed.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres,
Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af
bo-ligministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men
kan tiltræde de af boligministeren stillede ændringsforslag.
Mindretallet bemærker i øvrigt, at det er bekymringsværdigt, at
Folketinget griber ind i noget så grundlæggende som den frie
prisdannelse på lejemål, blot fordi nogle enkelte
avisoverskrifter oppuster en negativ stemning omkring udlejerne.
Det gælder både beboelseslejemål og, som omhandlet i dette
lovforslag, erhvervslejemål.
De mange deputationer har på udmærket vis redegjort for, hvilke
skadelige følgevirkninger denne lov vil få. Fremskridtspartiet
vender sig imod de socialister, som ønsker at gribe ind i den
frie prisdannelse.
I et frit samfund har lejer og udlejer fri adgang til som to
ligeværdige parter at indgå enhver kontrakt og lejemål. Danmark
bør være et sådant frit samfund. Med denne lov lægges der endnu
en alen til den lange strøm af ødelæggende love og regler, som
Folketinget vedtager, og som gør enhver næringsdrift umulig i
Danmark.
De onde ler, og de gode rejser til udlandet. Fremskridtspartiet er
skuffet over, at regeringspartierne har ladet sig lokke til at
tilslutte sig et så uliberalt og så erhvervsskadeligt lovforslag.
Ændringsforslag
Til § 2
Af et flertal (S, SF og RV)
1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke
» Stk. 3. Udlejeren kan ikke opkræve deposita, gebyrer og lignende
eller i øvrigt indgå aftale på vilkår, således at lejeaftalen
efter 15. januar 1988 bliver mere belastende end vilkårene
gældende i perioden forud for den 15. januar 1988, jf. dog stk. 4
og 5.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.
Af boligministeren, tiltrådt af et mindretal (KF, V, CD, FP og KRF)
2) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke
» Stk. 5. Reglen i stk. 1 er endvidere ikke til hinder for
gennemførelsen af lejeforhøjelser efter § 47 i lov om leje,
såfremt udlejer inden den 15. janauar 1988 har indgået aftale med
lejer herom, eller såfremt lejer ikke har protesteret mod en
varslet lejeforhøjelse og fristen for lejers indsigelse efter §
48, stk. 3, i lov om leje er udløbet senest denne dato.«
Stk. 5 bliver herefter stk. 6.
Til § 5
Af et flertal (S, SF og RV)
3) Efter »højere leje« indsættes ordene: », deposita, gebyrer og
lignende eller i øvrigt indgået på mere belastende vilkår«.
Til § 7
Af boligministeren, tiltrådt af udvalget
4) Stk. 1 affattes således
»Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og
har gyldighed til og med den 31. december 1988. Loven har med
undtagelse af § 6 virkning fra den 15. januar 1988.«
Af et flertal (S, SF og RV)
5) Efter stk. 2 indsættes som nye stykker
» Stk. 3. Lejeforhøjelser, der er lovligt varslet før den 1.
december 1987, og hvor der ikke er gjort rettidig indsigelse fra
lejerens side, suspenderes indtil udløbet af huslejestoppet.
Stk. 4. Lejeforhøjelser varslet til ikrafttræden i denne lovs
gyldighedsperiode, bortset fra lejeforhøjelser, jf. stk. 3.,
bortfalder.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Det skal ikke være muligt for udlejeren at omgå bestemmelserne i
stk. 1 og 2 ved at opkræve ekstraordinært store deposita eller
»nøglepenge« og lignende, således at en huslejestigning, der
ønskes forhindret ved lovgivningen, blot kapitaliseres ved
fantasifulde initiativer som de nævnte.
Til nr. 2
Med henblik på at sikre, at lejen kan reguleres i overensstemmelse
med udlejers og lejers frivillige aftaler herom, foreslås § 2
ændret. Sådanne aftaler, der er indgået før lovforslagets
fremsættelse, kan efter ændringsforslaget gennemføres efter deres
indhold tillige med varslede lejeforhøjelser, som lejer har valgt
ikke at protestere imod, når indsigelsesfristen var udløbet inden
den 15. januar 1988.
Ved frivillige aftaler forstås også forlig, der indgås, efter at en
sag er blevet indbragt for en domstol.
Til nr. 3
Ændringsforslaget er en konsekvens af den under nr. 1 foreslåede
ændring af § 2.
Til nr. 4
Ikrafttrædelsesbestemmelsens formulering foreslås ændret, således at
den stemmer bedre overens med principperne bl.a. i grundlovens §
22 om, at ingen lov kan træde i kraft, før den er kundgjort, og
at straffebestemmelser ikke kan have tilbagevirkende gyldighed.
Lovens virkningstidspunkt - bortset fra straffebestemmelsen -
berøres ikke heraf.
Til nr. 5
Ændringerne præciserer konsekvenserne af huslejestoppet, således at
det klart fremgår af lovteksten, hvorledes der forholdes med de
enkelte lejeforhøjelsesvarslinger.
Svend Andersen (S) Baadsgaard (S) Pia Gjellerup (S) Torben Lund (S)
fmd. Lissa Mathiasen (S) Tastesen (S) Jørn Jespersen (SF) Pelle
Voigt (SF) Engell (KF) Svend Åge Petersen (KF) Merete Aarup (KF)
Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) Bollmann (CD) nfmd. Behnke (FP)
Merethe Due Jensen (KRF) Jørgen Estrup (RV)
Partiet FK havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 178
Betænkning over Forslag til midlertidigt huslejestop for erhvervslejemål
Nr L 178 1987-88, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19880412