Legislator Case Law & Legislation
198714K00132 DK

1987 BTL 132 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM HUSDYRSYGDOMME NR L 132 1987-88, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1987 132 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har i den

forbindelse stillet spørgsmål til landbrugsministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Udvalget har desuden modtaget mundtlig og/eller skriftlig

henvendelse fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.

Der er af landbrugsministeren stillet ændringsforslag, hvorom

henvises til de ledsagende bemærkninger.

Landbrugsministeren har over for udvalget oplyst følgende

Angående afhentning af døde dyr fra landbrugsbedrifter er det

ministerens hensigt at optage kontakt med destruktionsanstalterne

med henblik på overvejelse af mulighederne for at etablere en

udvidet afhentningsordning for destruktionsanstalterne.

Angående en eventuel forsikringsordning agter ministeren at lade

spørgsmålet om en erhvervsfinansieret, kollektiv

forsikringsordning, omfattende de i gruppe II i bilag 2 til

lovforslaget nævnte sygdomme, indgå i kommissoriet for den

arbejdsgruppe, som skal overveje spørgsmålet om maksimering af

erstatninger i henhold til lovforslagets § 29. Udgifterne ved en

eventuel forsikringsordning forudsættes at være statskassen

uvedkommende.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis

medlemmer af udvalget) udtaler, at det er vigtigt, at

sundhedstilstanden i danske besætninger er så god som overhovedet

muligt. Mindretallet vil i den forbindelse pege på, at

forebyggende sundhedstjenester må tillægges stor vægt, og at der

bør arbejdes hen imod, at alle besætninger er med i den

forebyggende sundhedstjeneste.

Mindretallet tillægger det stor vægt, at der i henhold til denne lov

kan fastsættes regler om ventilering, isolering og indretning

m.v. hvor det viser sig, at disse faktorer fremkalder sygdom hos

dyrene.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget

til vedtagelse med det af landbrugsministeren stillede

ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil

redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Ændringsforslag

Til § 25

Af landbrugsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af SF)

1) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

» Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om indførsel,

markedsføring, kvalitet og anvendelse af stoffer, som regulerer

husdyrs ydelse, tilvækst eller reproduktion.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

Bemærkninger

Til nr. 1

Kønshormoner (steroider), som kan anvendes både som lægemiddel og

som middel til fremme af væksten, har igennem en lang årrække kun

været tilladt anvendt til sygdomsbekæmpelse eller til såkaldt

brunstsynkronisering inden for husdyrbruget. En række

kønshormonstoffer har således været registreret til markedsføring

efter lægemiddelloven af Sundhedsstyrelsen, og

Landbrugsministeriet har i medfør af dyrlægelovens § 7 b

reguleret den nærmere anvendelse af hormonerne. Formålet med

denne regulering har været at sikre, at der ikke optræder rester

af hormoner i fødevarer af animalsk oprindelse.

Der er nu iværksat industriel fremstilling af en type væksthormoner,

somatotropiner, som væsentligt adskiller sig fra kønshormoner,

bl.a. derved at somatotropinerne er proteinstoffer. De pågældende

proteinstoffer, hvoraf bovin somatotropin, BST, er færdigudviklet

til markedsføring og porcint væksthormon, PST, forventes snart at

være det, tænkes indgivet regelmæssigt for at øge dyrenes

tilvækst og mælkeproduktion. BST tænkes derimod ikke markedsført

med henblik på behandling af sygdomme.

Den påtænkte anvendelse vil næppe give anledning til betænkelighed i

relation til menneskers sundhed. Derimod kan Landbrugsministeriet

med den nuværende viden ikke udelukke, at en anvendelse af

sådanne stoffer til vækstfremme kan frembyde andre problemer,

f.eks. at anvendelsen af stofferne kan medføre en øget frekvens

af produktionsbetingede sygdomme. Det Veterinære Sundhedsråd har

således i en udtalelse peget på risikoen for en øget frekvens af

produktionsbetingede sygdomme ved regelmæssig indgivelse af BST

til køer i laktationsperioden. Der kan også tænkes problemer af

avlsteknisk eller markedspolitisk art.

Spørgsmålet om anvendelse af BST, som forberedes markedsført i en

række EF-lande, har på bl.a. dansk foranledning været drøftet i

rådet af landbrugsministre i december 1987, idet proteinhormoner

ikke er omfattet af den hidtidige EF-regulering på området.

Kommissionen gav under drøftelsen rådet tilsagn om at ville

iværksætte et hurtigt udredningsarbejde med henblik på en

vurdering af behovet for en fælles EF-regulering af BST, som,

hvis det vinder indpas i husdyrproduktionen, vil påvirke udbyttet

og dermed konkurrenceforholdene mærkbart.

Fremkomsten af en ansøgning om registrering af BST som et lægemiddel

har foranlediget en mere principiel overvejelse af reguleringen

af stoffer, som ikke markedsføres med henblik på anvendelse i

sygdomsbehandlende øjemed, men med henblik på at øge ydelse og

vækst hos raske dyr.

Det er herunder blevet klart, at der ikke ved en eventuel

stillingtagen i henhold til lægemiddelloven vil være nogen

mulighed for at varetage de nævnte hensyn. Sundhedsstyrelsen har

desuden været af den opfattelse, at en henføring af stoffer som

de nævnte under lægemiddelloven vil kunne vise sig

uhensigtsmæssig og bl.a. vil kunne udvande lægemiddelbegrebet.

Landbrugsministeriets hidtidige regulering af anvendelsen af

hormoner har hvilet på dyrlægelovens § 7 b, som imidlertid ikke

omfatter tilfælde, hvor de anvendte stoffer ikke kan antages at

frembyde restkoncentrationsproblemer.

Det foreslås derfor, at der i lov om husdyrsygdomme indsættes en

bestemmelse, som gør det muligt at fastsætte regler om indførsel,

markedsføring, kvalitet og anvendelse af stoffer, der regulerer

husdyrs ydelse, tilvækst eller reproduktion. Bestemmelsen tænkes

kun at omfatte et givet stof i det omfang, det markedsføres med

henblik på anvendelse til regulering af husdyrs ydelse, tilvækst

eller reproduktion. Markedsføring af stoffer med henblik på

behandling af sygelige tilstande, f.eks. frugtbarhedssygdomme,

vil derimod forudsætte sædvanlig tilladelse fra

Sundhedsstyrelsen. Det er i øvrigt forudsat, at

Landbrugsministeriet om fornødent kan inddrage Sundhedsstyrelsens

farmakologiske ekspertise ved vurderingen af de nævnte stoffer.

I Danmark foretages der for tiden en række forsøg med BST ved

Statens Husdyrbrugsforsøg, hvor man tilige løbende følger

udviklingen i den udenlandske forskning på området.

Landbrugsministeriet finder, at en stillingtagen til anvendelse

af BST må afvente fremkomsten af flere forskningsresultater,

hvorved stoffets virkninger bedre kan vurderes. Det vil dog under

alle omstændigheder være en forudsætning for at tillade stoffet

anvendt, at det ikke frembyder sundhedsmæssig risiko for

mennesker eller dyr. Det er derfor tanken at forbyde anvendelsen

af de pågældende proteinvæksthormoner til husdyr, men dog

således, at der fortsat tænkes åbnet mulighed for anvendelse af

stofferne i en forskningsmæssig sammenhæng. Såfremt

landbrugsministeren i særlige tilfælde agter at tillade

anvendelse af stofferne ud over i en forskningsmæssig sammenhæng,

vil ministeren forinden orientere Folketingets Landbrugs- og

Fiskeriudvalg.

Det forudsættes, at der forud for udstedelse af regler vedrørende de

pågældende stoffer indhentes en udtalelse fra Det Veterinære

Sundhedsråd og Det Etiske Råd vedrørende husdyr.

Svend Andersen (S) nfmd. Erling Christensen (S) Arne Jensen (S)

Henning Nielsen (S) Bjørn Westh (S) Gade (S) Birthe Hansen (SF)

Inger Harms (SF) Knud Østergaard (KF) fmd. Grove (KF) Jette

Thomsen (KF) Henning Andersen (KF) Povl Brøndsted (V) Svend

Heiselberg (V) Emmert Andersen (CD) Dohrmann (FP) Larsen-Ledet

(RV)

Partierne KRF og FK havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1987 132 Valid

Nr BTL 132

Betænkning over Forslag til lov om husdyrsygdomme

Nr L 132 1987-88, 1. samling

Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget

Afgivet: 19880414

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →