Legislator Case Law & Legislation
198714K00116 DK

1987 BTL 116 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (SKATTEREFORMEN) NR L 116 1987-88, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1987 116 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Skriftlige og/eller mundtlige henvendelser er modtaget fra

Bagger, Annemarie, Svogerslev,

»Grenzgænger«, v/Kurt Johansen, Harrislee, og

Revisionsfirmaet Strobel, København.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises

til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de af

skatteministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) kan

ikke undlade at udtrykke utilfredshed med, at Folketinget i

januar måned 1988 vedtager et lovforslag, der indeholder

bestemmelser, som har virkning for det forudgående indkomstår, så

meget desto mere som de af ministeren valgte løsningsmodeller for

»skilsmissebørn« og plejeforældre var fremlagt af SF allerede i

februar måned 1987.

Ændringsforslag

Af skatteministeren, tiltrådt af udvalget

Til § 2

1) Indledningen affattes således

»I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 19. november

1987, som ændret ved lov nr. 835, 837 og 839 af 18. december

1987, foretages følgende ændringer:».

2) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

» 01. I § 9 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke

» Stk. 6. Reglerne i stk. 5 finder tilsvarende anvendelse på rejse-

og befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller

medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og

lignende.«

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.'

3) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

» 02. § 9, stk. 7, som bliver stk. 8, affattes således

» Stk. 8. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes

ikke dagpenge og rejsegodtgørelse, der udbetales i forbindelse

med udførelsen af offentligt hverv, der gør det nødvendigt for

den skattepligtige at tage ophold uden for hjemstedskommunen, jf.

statsskattelovens § 5, litra d. Statsskattelovens § 5, litra d,

anvendes dog kun på udbetalinger fra staten, danske kommuner og

De Europæiske Fællesskaber.«»

4) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer

» 03. Efter § 9, stk. 7, som bliver stk. 8, indsættes som nyt stykke

» Stk. 9. Reglerne i stk. 8 anvendes tillige på dagpenge og

rejsegodtgørelser, som Kommunernes Landsforening eller

Amtsrådsforeningen i Danmark udbetaler til bestyrelsesmedlemmer

for udførelse af deres hverv som bestyrelsesmedlemmer i disse

foreninger. Disse dagpenge og rejsegodtgørelser kan dog ikke

overstige beløb, som bestyrelsesmedlemmet har krav på for

tilsvarende hverv som kommunalbestyrelsesmedlem eller

amtsrådsmedlem.«»

Det ved § 2, nr. 3, i lovforslaget foreslåede stk. 7 bliver herefter

stk. 10.

Til § 5

5) I stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 2, nr. 2-4 og 7,» til: »§ 2, nr. 2,

01, 03, 3, 4 og 7,».

6) Efter stk. 6 indsættes som nyt stykke

» Stk. 7. § 2, nr. 02, har virkning fra og med indkomståret 1989.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Indledningen foreslås ændret, da der siden lovforslagets

fremsættelse er vedtaget andre ændringer i ligningsloven.

Til nr. 2

Efter ændringsforslaget kan der udbetales skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelser til lønnede medlemmer af eller

medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og

lignende efter de samme principper, som gælder for udbetaling af

skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser til lønmodtagere.

I forbindelse med skattereformens gennemførelse skete der en ændring

i den skattemæssige behandling af rejse- og

befordringsgodtgørelser. De nye regler har i mange tilfælde

medført en skærpelse af beskatning af godtgørelser, der udbetales

til medlemmer m.v. af bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og

lignende, der modtager vederlag i forbindelse med varetagelsen af

hvervet.

Efter de tidligere regler var rejse- og befordringsgodtgørelser i

realiteten skattefri, når de udbetaltes efter nærmere fastsatte

regler. Godtgørelserne skulle medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, men der kunne normalt foretages et

fradrag af tilsvarende størrelse. Der blev heller ikke indeholdt

A-skat i sådanne godtgørelser (trækfri A-indkomst).

Efter skattereformen er begrebet »trækfri A-indkomst« afskaffet. Nu

beskattes rejse- og befordringsgodtgørelser med op til 68 pct.

Fradragsomlægningen har samtidig medført, at værdien af det

tilsvarende fradrag kun er højst ca. 51 pct. Dette kan for nogle

skatteydere medføre en ubalance.

For lønmodtagere blev der imidlertid i ligningslovens § 9, stk. 5,

indført en særlig undtagelse fra reglen om, at godtgørelser m.v.

medregnes ved indkomstopgørelsen. Efter nærmere regler, der er

fastsat af ligningsrådet, kan der udbetales skattefri rejse- og

befordrigsgodtgørelser til lønmodtagere. Hensigten hermed var at

ligestille offentligt og privat ansatte lønmodtagere.

Rejse- og befordringsgodtgørelser til ulønnede bestyrelsesmedlemmer

og lignende anses ikke for omfattet af statsskattelovens § 4 og

skal derfor ikke medregnes ved indkomstopgørelsen.

Derimod kan der efter de gældende regler ikke udbetales skattefri

rejse- og befordringsgodtgørelser til bestyrelsesmedlemmer med

flere, der modtager vederlag i forbindelse med hvervets udførelse.

Skattereformen medfører således en skærpelse af beskatningen af

rejse- og befordringsgodtgørelser, der udbetales til lønnede

bestyrelsesmedlemmer m.v. Man har fundet det rimeligt, at der

indføres en ordning om udbetaling af skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelser efter de principper, der gælder for

skattefri godtgørelser til lønmodtagere, jf. ligningslovens § 9,

stk. 5.

Bestemmelsen foreslås udformet således, at den gælder for alle

bestyrelsesmedlemmer m.v., uanset om de modtager vederlag i

forbindelse med hvervets udførelse eller ej. Som nævnt ovenfor er

de nævnte godtgørelser til ulønnede bestyrelsesmedlemmer og

lignende allerede skattefri efter gældende praksis.

Forslaget må antages at have begrænsede provenumæssige virkninger.

Til nr. 3

Af ligningslovens § 9, stk. 5, fremgår det, at der kan udbetales

skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser til lønmodtagere

efter regler, der er fastsat af ligningsrådet. Det under nr. 2

nævnte forslag medfører en udvidelse af personkredsen, der kan få

udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelser efter

særlige regler. Herefter kan personer - bortset fra selvstændige

erhvervsdrivende - der udfører et hverv for andre, modtage

skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse efter reglerne i

ligningslovens § 9, stk. 5 eller 6. Alle arbejdsgivere m.v. kan

ligeledes i princippet udbetale rejse- og befordringsgodtgørelser

efter de nævnte regler i ligningsloven, jf. nedenfor.

Efter bestemmelsen i statskattelovens § 5, litra d, medregnes

dagpenge og rejsegodtgørelser under udførelse af offentlige

hverv, der gør det nødvendigt for den pågældende at opholde sig

uden for sin hjemstedskommune, ikke til den skattepligtige

indkomst. Denne bestemmelse er ikke ændret med skattereformen.

Godtgørelser, der er omfattet af § 5, litra d, i statsskatteloven

er fortsat skattefri.

I det omfang betingelserne i statsskattelovens § 5, litra d, for

udbetaling af skattefri godtgørelser ikke er opfyldt, kan de

foran beskrevne regler om skattefri godtgørelser i ligningsloven

eventuelt finde anvendelse.

Der er i de seneste år konstateret en stigende interesse i at kunne

udbetale rejse- og befordringsgodtgørelser, der er skattefri

efter § 5, litra d. Praksis har udviklet sig således, at området

for anvendelsen af § 5, litra d, er blevet udvidet med grupper af

skatteydere. Dette har imidlertid medført, at det i praksis kan

være vanskeligt umiddelbart at afgøre, hvornår der er tale om

udførelsen af offentlige hverv.

Da alle arbejdsgivere m.v. som nævnt kan udbetale skattefri rejse-

og befordringsgodtgørelser efter ligningslovens regler, vil det

være rimeligt at klargøre anvendelsesområdet for

statsskattelovvens § 5, litra d. Det sker ved at foreslå, at

denne bestemmelse kun gælder for udbetalinger, der foretages af

staten, danske kommuner eller De Europæiske Fællesskaber i

forbindelse med udførelsen af offentlige hverv.

Udtrykket staten omfatter Folketinget, domstolene og myndigheder og

institutioner, der normalt medregnes til den statslige

forvaltning (ministerier, direktorater, styrelser m.v.). Det

betyder, at f.eks. Danmarks Nationalbank, Danmarks Radio og

Arbejdsmarkedets Tillægspension ikke anses for statslige

myndigheder i denne forbindelse.

Udtrykket kommuner omfatter kun primærkommuner, amtskommuner og

Hovedstadsrådet. Derimod er kommunale fællesskaber, der er

omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, eller andre

selskaber, hvori kommunerne deltager, ikke omfattet af udtrykket.

Organisationer m.v., der ikke kan anses for omfattet af begreberne

stat eller kommune, vil således ikke kunne udbetale rejse- og

befordringsgodtgørelser, der er skattefri i medfør af

bestemmelsen i statsskattelovens § 5, litra d. Derimod vil de

pågældende organisationer kunne udbetale skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelser til lønmodtagere efter de gældende regler

i ligningslovens § 9, stk. 5, og til bestyrelsesmedlemmer m.fl.

efter de i nr. 2 foreslåede regler.

Forslaget må antages at have begrænsede provenumæssige virkninger.

Til nr. 4

Kommunalbestyrelsesmedlemmer og amtsrådsmedlemmer kan modtage rejse-

og befordringsgodtgørelse, der er omfattet af statsskattelovens §

5 d, for hverv udført for deres kommune eller amtskommune.

Bestyrelserne for Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i

Danmark er sammensat af henholdsvis kommunalbestyrelsesmedlemmer

og medlemmer af amtsrådene. Det arbejde, der udføres i de to

foreninger, har i et vist omfang samme karakter, som det arbejde

medlemmer af kommunalbestyrelser og amtsråd udfører for deres

respektive kommuner/amtskommuner. Man har derfor fundet det

rimeligt, at de to foreninger kan udbetale skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelse til deres bestyrelsesmedlemmer for

udførelse af arbejde for foreningerne. Skattefriheden gælder dog

kun for godtgørelser med samme beløb og efter samme principper,

som gælder for udbetaling af skattefri godtgørelse ved udførelse

af hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem eller amtsrådsmedlem.

Til nr. 5

Det foreslås, at ordningen om skattefri rejse- og

befordringsgodtgørelse til medlemmer af bestyrelser, udvalg,

kommissioner, råd og lignende, skal have virkning fra og med

indkomståret 1987.

Reglerne om skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse til

bestyrelsesmedlemmer i Kommunernes Landsforening og i

Amtsrådsforeningen i Danmark foreslås at have virkning fra og med

indkomståret 1987.

Til nr. 6

Nogle organisationer m.v., der efter hidtidig praksis har kunnet

udbetale rejse- og befordringsgodtgørelser skattefrit efter

bestemmelsen i statsskattelovens § 5, litra d, vil fremover være

afskåret herfra som følge af begrænsningen i bestemmelsens

anvendelsesområde.

Lovforslaget vil medføre en skærpelse i de tilfælde, hvor der

udbetales godtgørelser, der overstiger ligningsrådets satser. Det

foreslås derfor, at bestemmelsen først får virkning fra og med

indkomståret 1989.

Jytte Hilden (S) Stavad (S) fmd. Erling Christensen (S) Pia

Gjellerup (S) Helen Beim (S) Bjørn Poulsen (SF) Bente Søltoft

(SF) Jens Thoft (SF) Aagaard (KF) Kirkegaard (KF) Engell (KF)

Pernille Sams (KF) Svend Heiselberg (V) Skrumsager Skau

(V) nfmd. Bente Juncker (CD) Glistrup (FP) Aase Olesen (RV)

Partierne KRF og FK havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1987 116 Valid

Nr BTL 116

Betænkning over Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Skattereformen)

Nr L 116 1987-88, 1. samling

Afgivet af Skatte- og Afgiftsudvalget

Afgivet: 19880120

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →