1987 BTL 67 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM STØTTE OG STATSGARANTEREDE LÅN TIL FISKERIET NR L 67 1987-88, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har i den
forbindelse stillet spørgsmål til fiskeriministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Udvalget har desuden modtaget mundtlig og skriftlig henvendelse fra
følgende gruppe af fiskere
Poul Christensen,
Kaj Christensen,
Gert S. Nielsen,
Kåre Jesper Hermandsen,
Leonhart Christensen,
Leif Hansen,
Walther Thorsen,
Peter Trier Nielsen,
Erik Jespersen og
Gunner Høj.
Fiskeriministeren har over for udvalget oplyst, at han ved
gennemførelsen af § 1 (ophørsstøtte) som udgangspunkt vil anvende
de satser, som giver højeste EF-refusion, og som er gengivet i
bemærkningerne til det forslag til lov om støtte til visse
strukturforanstaltninger inden for fiskeriet m.v., der blev
fremsat den 18. februar 1987 (se Folketingstidende 1986-87, 1.
samling, tillæg A, sp. 4291).
Fiskeriministeren har desuden særlig oplyst, at han i forbindelse
med lovforslagets vedtagelse har til hensigt at gennemføre en
ekstraordinær midlertidig ordning indtil 1. februar 1988, som har
til formål at gøre det attraktivt hurtigt at modtage
ophørsstøtte, så fartøjer ikke bruger af kvoterne for 1988. Denne
ordning går ud på, at fartøjer, som har mindst 150 fiskedage og
75 pct. af deres fiskeri på mindst 2 af arterne torsk, kuller,
mørksej, brisling, sperling, tobis og sild, kan modtage en
ophørspræmie, som udgør 70 pct. af forsikringsværdien som anført
i strukturlovens § 3 forudsat, at de afstår fra fiskeri inden den
1. februar 1988. Ophørsstøtten, som ikke vil overstige det
dobbelte af EF-satsen, kan udgøre 60 pct. af forsikringsværdien
for fartøjer, som driver fiskeri mellem 100 og 150 dage på
ovennævnte arter. Denne midlertidige ordning er tiltrådt af
fiskeriets hovedorganisationer.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer)
lovforslaget til vedtagelse uændret.
Flertallet ønsker at udtale, at i forbindelse med en tilpasning af
fiskerflådens kapacitet til fiskerimulighederne bør der lægges
vægt på, at flåden fortsat er bredt og alsidigt sammensat, idet
der bør opretholdes en naturlig geografisk og størrelsesmæssig
fordeling af fartøjer i den danske erhvervsfiskerflåde. Med
henblik herpå
- Forvaltes ophørsordningen således, at fordelingen af
ophørsmidlerne ikke medfører en forvridning af den geografiske
fordeling og den størrelsesmæssige sammensætning af fiskerflåden.
Samtidig lægges vægt på, at navnlig fartøjer, der mest aktivt
belaster de kritiske fiskebestande, trækkes ud af fiskeriet.
- Udformes reglerne om kapacitetstilpasning på en sådan måde, at de
bidrager til den nettoreduktion af fiskerflåden på 15 pct., som
tilstræbes gennemført over en 2-årig periode.
- Og under fuld hensyntagen til målsætningen om
kapacitetstilpasning, udnyttelse af konsumfiskerimulighederne og
værditilvækst for fangsterne fremmes den tilbageværende flådes
fangstgrundlag gennem de øvrige foranstaltninger i strukturloven
såsom forsøgsfiskeri og støtte til bedre fangstbehandling.
Fiskeriministeren bør snarest muligt og efter drøftelse med de
berørte organisationer fremsætte forslag om tilvejebringelse af
standardiserede regnskabsmæssige oplysninger for erhvervsfiskeri
bl.a. til belysning af erhvervets indtægtsforhold.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
udtaler, at ministerens forslag til hurtig ophørsordning for
større fartøjer straks bør gennemføres.
I øvrigt skal ophørsordningen administreres på en sådan måde, at der
opretholdes et varieret fiskeri, tages geografiske hensyn og
hensyn til bådstørrelser og bådtyper. Denne ordning skal således
ses i sammenhæng med en sammenhængende fiskeripolitik.
Ved udformningen af det pointsystem, der skal sortere ansøgere til
ophørsstøtten, skal der især lægges vægt på, at fartøjer, der
aktivt belaster de kritiske fiskebestande, trækkes ud af
fiskeriet, samt på at hindre fartøjer, der i dag først og
fremmest driver industrifiskeri, i at gå over i konsumflåden.
I den forbindelse forventes det, at Fiskeribankens praksis vil
blive, at fartøjer, der overtages på tvangsauktion, vil blive
vurderet nøje med henblik på ophørsstøtte samt eventuelt salg ud
af EF, inden fartøjet sælges videre.
Ministeren opfordres til at iværksætte undersøgelser over behovet og
muligheden for at gennemføre en ordning, hvor det bliver muligt
at opkøbe fartøjer med henblik på ophør eller salg ud af EF.
Ministerens overvejelser oversendes til Folketinget inden den 1.
februar 1988.
Ministeren opfordres desuden til at føre forhandlinger med
fiskeriets organisationer med henblik på at etablere en
selvfinansieringsordning som supplement til de statslige bidrag
til ophørsordningen. Ministeren bør inden den 1. februar 1988
fremlægge resultatet af disse drøftelser for Folketingets
Landbrugs- og Fiskeriudvalg.
Idet målsætningen om en reduktion på 15 pct. af fiskerflåden i løbet
af 2 år opretholdes, opfordres ministeren endelig til at
fremsende en statusrapport til Folketingets Landbrugs- og
Fiskeriudvalg inden udløbet af 1988, i hvilken effekten af
tiltagene i 1988 vurderes.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Svend Andersen ( S) nfmd. Erling Christensen ( S ) Arne Jensen ( S )
Henning Nielsen ( S ) Bjørn Westh ( S ) Gade ( SF ) Birthe Hansen
( SF ) Inger Harms ( SF ) Knud Østergaard ( KF) fmd. Grove ( KF )
Jette Thomsen ( KF ) Henning Andersen ( KF ) Povl Brøndsted ( V )
Svend Heiselberg ( V ) Emmert Andersen ( CD ) Dohrmann ( FP )
Larsen-Ledet ( RV )
Partierne KRF og FK havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 67
Betænkning over Forslag til lov om støtte og statsgaranterede lån til fiskeriet
Nr L 67 1987-88, 1. samling
Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget
Afgivet: 19871209