1987 LSF 228 FORSLAG TIL LOV OM ERHVERVSUDDANNELSER

Kapitel 1

Formål m.v.

§ 1. Undervisningsministeren tilrettelægger et samordnet system af

erhvervsuddannelser med henblik på den private og den offentlige

sektors forskellige beskæftigelsesområder.

Stk. 2. Dette uddannelsessystem skal tilrettelægges således, at det

i videst muligt omfang er egnet til at

1) motivere unge til uddannelse og sikre, at alle unge, der ønsker

en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder herfor og for at

vælge inden for en større flerhed af uddannelser,

2) give unge en uddannelse, der både giver grundlag for deres

fremtidige arbejdsliv og bidrager til deres personlige udvikling

og til deres forståelse af samfundet og dets udvikling,

3) imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og

generelle kvalifikationer vurderet under hensyn til den

erhvervsmæssige og samfundsmæssige udvikling, herunder

udviklingen i erhvervsstruktur, arbejdsmarkedsforhold,

arbejdspladsorganisation og teknologi, og

4) give de uddannelsessøgende grundlag for videreuddannelse.

Stk. 3. Undervisningsministeren godkender oprettelse af nye

uddannelser og nedlæggelse af uddannelser.

Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling herom, hvis dette

følger af § 35.

Kapitel 2

Adgangen til uddannelserne

§ 2. Uddannelserne tilrettelægges i almindelighed som

vekseluddannelser, således at der skiftes mellem

skoleundervisning og praktikuddannelse i een eller flere

virksomheder.

Stk. 2. Der kan gennemføres ordninger, hvorefter dele af

skoleundervisningen foregår i en virksomhed på grundlag af aftale

mellem skole og virksomheder.

§ 2, stk. 2 og 3.

B. Praktikuddannelsen

Om praktikstederne henvises til kapitel 6.

Til § 31

I denne bestemmelse fastslås det, at praktikuddannelsen foregår i en

eller flere virksomheder, der af vedkommende faglige udvalg er

godkendt som praktiksteder for den pågældende uddannelse, og på

grundlag af en uddannelsesaftale mellem elev og virksomhed.

Kapitel 3

Uddannelsernes struktur m.v.

§ 3. En uddannelse indledes af den enkelte elev enten på skole eller

i en virksomhed på grundlag af en uddannelsesaftale.

Stk. 2. En uddannelse er fælles for eleverne, uanset om den enkelte

elev indleder uddannelsen på skole eller i en virksomhed.

Kapitel 4

Indholdet af uddannelserne

§ 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om uddannelserne i

almindelighed. Reglerne fastsættes efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, hvis dette følger af § 35.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter endvidere regler for de

enkelte uddannelser. Reglerne fastsættes efter de faglige udvalgs

bestemmelse, hvis dette følger af § 38.

§ 4, stk. 1. Der henvises i øvrigt til bestemmelserne i § 38,

stk. 1 og 2, om de nærmere regler for uddannelserne.

Til stk. 3

Efter bestemmelsen i stk. 3 træffer den enkelte skole beslutning om

sit udbud af valgfag. Beslutningerne træffes inden for reglerne i

hovedbekendtgørelsen og uddannelsesbekendtgørelsen, jf. § 4, stk.

1 og 2. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 27 om

valgfagenes indhold og § 41, stk. 2, om de lokale

uddannelsesudvalgs opgaver. Valgfag vil typisk være fælles for

flere uddannelser.

Til § 26

Det, der sigtes til med typebetegnelserne grundfag, områdefag og

specialefag, kan i hovedtræk angives således

Grundfag omfatter dels praktisk og teoretisk undervisning (fx i

værkstedsteknik og materialelære med dele af naturlæren,

administration, økonomi, jura, afsætning, erhvervsstruktur og

regnskab m.v), dels undervisning, der perspektiverer og

indholdsmæssigt supplerer den faglige grunduddannelse (fx dele af

følgende discipliner: Historie, kulturkundskab, dansk,

fremmedsprog, matematik, naturlære, erhvervskundskab, økonomi,

samfundsfag og kreative fag). De vil normalt være fælles for

flere uddannelsesområder. Undervisningen i retningsfaglige og i

almene discipliner bør gennemføres integreret.

Områdefag er specifikke for et uddannelsesområde (fx et mekanisk

område eller det administrative/merkantile område). De skal

bidrage til at fastlægge såvel den generelle erhvervskompetence

som den specifikke erhvervskompetence. Tankegangen er, at

områdefagene i begyndelsen har en stor faglig bredde (og derfor

er fælles for flere uddannelser), men gradvis indsnævres og -

sammen med specialefagene - rettes mod en specifik kompetence.

Specialet (specialefagene og specialeopgaverne) omfatter et snævrere

område (fx personvognsteknik inden for de mekaniske områder eller

dekoration inden for det merkantile område). Eleverne skal i

specialefag opnå det højeste erhvervsfaglige niveau inden for et

mere specifikt område. Specialefag vil typisk være koncentreret i

afslutningen af uddannelsen.

Undervisningen vil normalt skulle afsluttes med en eller flere

specialeopgaver, som demonstrerer en helhed af færdigheder og

kundskaber af praktisk, teoretisk, generel og speciel art.

Specielt for handelsskoleområdet, hvor det forudsættes, at grundfag

- i hvert fald i en periode - træder i stedet for områdefag, vil

der være et hensyn til, at undervisningen fortsat kan gennemføres

integreret med almene discipliner og retningsfaglige discipliner.

Til § 27

Skolerne vil være forpligtet til at udbyde et rimeligt

antal valgfag, der må være så varierede under hensyn til

elevernes interesser, at eleverne får reelle muligheder for at

foretage et valg.

Ved et væsentligt element af valgfag også i "faglig henseende" vil

man kunne understøtte tilpasningen af undervisningen til

elevernes forudsætninger og interesser - herunder deres

fremtidsmål - og derved fremme deres motivation og udbytte. Det

vil kunne bidrage til at udvikle elevernes kreativitet,

fordybelse og selvstændighed m.v. Samtidig skal der blandt

valgfagene være fag, der har betydning med henblik på at

forberede og motivere eleverne til videreuddannelse, herunder

videregående uddannelse.

Der forudsættes endvidere et udbud af valgfag, der er "af betydning

med henblik på kvalifikationsbehov og beskæftigelsesmuligheder i

skolens lokalområde". Bestemmelsen er på linie med andre

decentraliseringsbestræbelser i lovforslaget.

Udbuddet af lokale tilvalgsfag forudsættes at ske i samarbejde med

det lokale uddannelsesudvalg.

Valgfagene vil være såvel teoretiske som praktiske og dermed et

naturligt supplement til den erhvervsorienterede undervisning,

dels for elever, som ønsker at uddybe mere specielle aspekter i

deres uddannelse, dels for elever, som ønsker en større bredde,

og endelig for elever, som særligt interesserer sig for

kreative/designmæssige aspekter.

De studieforberedende valgfag i uddannelserne vil i stigende grad

omfatte fag, som er udviklet specielt til erhvervsskoleelever (fx

prøveforberedende teknisk matematik, naturlære og sprog), men som

samtidig har generel værdi, og vil stadig, men i aftagende grad,

omfatte fag fra folkeskolen og hf. Det skal her tages i

betragtning, at strukturelle grunde - fx at den skolemæssige del

af erhvervsuddannelserne er opdelt i kortere eller længere ophold

- nødvendiggør, at den prøveforberedende undervisning kan opdeles

i kortere moduler.

Der må åbnes mulighed for, at valgfag gennemføres i tilgrænsende

uddannelsessystemer, der udbyder undervisning, som i omfang og

niveau svarer til de valgfag, erhvervsskolerne udbyder.

Til § 28

1. led tilsikrer eleverne på den enkelte skole/det enkelte hold

en medindflydelse på undervisningens organisation og metoder og i

et vist omfang også på undervisningsindholdet.

2. led fastslår, at indholdet i uddannelserne må være tilpasset

elevernes forudsætninger, både med hensyn til evner og med hensyn

til interesser og modenhed. Der skal lægges vægt på at foretage

en større pædagogisk differentiering end i dag.

Det må tages i betragtning, at erhvervsuddannelserne i dag nok i et

vist omfang tiltrækker teoretisk interesserede elever, men især

tiltrækker elever, der ikke umiddelbart er motiveret for de

teoretiske kundskabsgivende dele af undervisningen. Uddannelserne

må fortsat - især i de indledende faser - tage udgangspunkt i

konkrete, grundlæggende erhvervsnære problemstillinger, og

relevant teknologi må introduceres og anvendes.

Både de teoretiske og praktiske indholdselementer må placeres på et

for eleverne velmotiveret tidspunkt i uddannelsen. Nogle

skolemæssige indholdselementer må placeres, før eleverne begynder

på den praktiske del af uddannelsen, eller ligge tidligt i den.

Andre indholdselementer kan bedst placeres, når eleverne er

begyndt på eller er et stykke inde i deres virksomhedspraktik.

Der bør lægges vægt på i den skolemæssige del af uddannelsen at

udnytte elevernes erfaringer fra virksomhederne, og

undervisningen må også kunne rumme eksperimentet og den

selvstændige udforskning.

Til §§ 29 og 30

Disse bestemmelser svarer til de gældende bestemmelser i efg-lovens

Kapitel 5

Rådgivende organer m.v.

§ 5. Adgang til en erhvervsuddannelse har alle, der har opfyldt

undervisningspligten efter folkeskoleloven, og som opfylder

betingelserne i §§ 6-8.

Kapitel 6

Praktikvirksomhederne

§ 6. Adgang til at indlede en erhvervsuddannelse på skole har alle,

der har gennemført et erhvervs- og uddannelsesorienterende

kursus, jf. § 13. Betingelsen gælder dog ikke for adgang til de

uddannelser, der er nævnt i § 14, stk. 2.

Stk. 2. Ansøgere, der har adgang til at indlede en

erhvervsuddannelse på skole, har tillige krav på at blive optaget

på en erhvervsuddannelse efter eget valg, jf. dog § 12.

§§ 6 og 7 fastsætter bestemmelser om 2 adgangsveje til en

erhvervsuddannelse, alt efter om den enkelte elev indleder sin

uddannelse på skole eller i en virksomhed. Bestemmelsen i § 8

giver undervisningsministeren mulighed for efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, og de faglige udvalg, jf. §

38, at give adgang til at indlede en uddannelse på skole på et

andet grundlag end et erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus.

Der tænkes herved bl.a. på muligheden for at give ansøgere, der har

været beskæftiget med relevant arbejde, adgang til at blive

optaget på skole til en erhvervsuddannelse, når beskæftigelsen

har været af en rimelig varighed. Der vil herved kunne tages

hensyn til de erhvervserfaringer og dermed forudsætninger - også

for at vælge uddannelse - en ansøger har erhvervet på denne måde.

For handels- og kontoruddannelsernes vedkommende er det orienterende

kursus som nævnt ikke en adgangsbetingelse, selv om det vil bestå

som en mulighed for de unge.

Der tænkes udformet regler, således at der også for andre

uddannelser efter indstilling fra de faglige udvalg kan åbnes for

direkte adgang til uddannelserne uden obligatorisk gennemførelse

af et erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus. En aflastning

af de orienterende kurser kunne samtidig give ressourcemæssige

muligheder for en forlængelse af skoleundervisningen under den

pågældende uddannelse og dermed bidrage til at højne det faglige

niveau på 2. del.

Endelig vil der i samarbejde med Erhvervsuddannelsesrådet blive

udformet regler om adgang for mere modne elever med erfaringer

fra anden uddannelse eller beskæftigelse.

Til § 9

Bestemmelsen i stk. 1 er en konsekvens af princippet om fri adgang

til erhvervsuddannelserne. Den skal sikre, at ansøgere, der

opfylder adgangsbetingelserne, ikke kommer i klemme, fordi den

enkelte skole, der har udbudt en bestemt uddannelse, ikke har

plads til alle ansøgere til uddannelsen eller eventuelt har for

få ansøgere til at kunne gennemføre uddannelsen.

Stk. 2, der bemyndiger undervisningsministeren til at fastsætte

regler om skolernes samarbejde om udbuddet af uddannelser og om

fordeling af eleverne mellem flere skoler med samme uddannelse,

hænger sammen med bestemmelsen i stk. 1 og tilsigter at opnå en

rimelig udnyttelse af skolekapaciteten uden for store

begrænsninger i elevernes frie skolevalg. Ministeren bemyndiges

endvidere til at fastsætte regler om eventuel udskydelse af

elevoptagelser i tilfælde af særlige kapacitetsproblemer. Hvis

søgningen væsentligt overstiger den forventede søgning, kan det

blive nødvendigt at udskyde optagelsen af nogle af ansøgerne, til

kapaciteten er tilvejebragt.

Samarbejdet mellem skolerne får, når bestemmelsen sammenholdes med §

7 om skolens udbud af erhvervsuddannelser i forslaget til lov om

erhvervsskoler, en ny dimension, idet skolerne i højere grad end

hidtil får ansvar for, at den geografiske fordeling af

erhvervsuddannelsernes skoledele er hensigtsmæssig. Det

forudsættes derfor, at reglerne om skolernes samarbejde vil kunne

danne grundlag for en passende arbejdsdeling mellem naboskoler

med henblik på lokalt at opnå en god overensstemmelse mellem

elevsøgning og uddannelsesudbud.

Til §§ 10 og 11

Bestemmelserne giver hjemmel for at fastsætte administrative regler

om, hvordan optagelsen på skole foregår, herunder om prøve i

dansk ved optagelse af udlændinge.

Til § 12

Som anført i bemærkningerne til § 6, stk. 2, er der for dem, der

efter § 6 har adgang til at blive optaget på skole til en

erhvervsuddannelse, som hovedregel også fri adgang til at blive

optaget netop på den uddannelse, ansøgeren har valgt. Det samme

gælder ansøgere med adgang efter § 8. Hensyn til

beskæftigelsesmulighederne kan imidlertid gøre det nødvendigt at

begrænse adgangen til skoleundervisningen inden for de enkelte

uddannelser. Men som det fremgår af bestemmelsen, er det alene

dette hensyn, der kan danne baggrund for adgangsbegrænsning.

Regler herom fastsættes efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35.

Til § 13

Formålet med de erhvervs- og uddannelsesorienterende kurser er at

give unge en grundlæggende orientering om erhvervsuddannelserne

og at indføre dem i forskellige uddannelsesområder. De unge skal

under et kursus afprøve deres evner og interesser, og de skal

gennem kurset erhverve sig et godt grundlag for at vælge

uddannelse. Orienteringskurset tænkes i det væsentlige at

modsvare de nuværende basisuddannelsers indledende indhold

(orientering, vejledning og almen undervisning). De kan opbygges

sådan, at eleverne kan bevæge sig på tværs af

uddannelsesområder under et uddannelses- og erhvervsorienterende

forløb og samtidig gennem tilvalg styrke og udbygge deres almene

kundskaber. Kursernes geografiske placering bliver ikke afhængig

af faste enhedsstørrelser som de kendte basisuddannelser, og de

kan tilpasses lokale behov ud fra elevønsker og udbud af

erhvervsuddannelsernes praktik- og skoledele. Der vil være fri

adgang til de orienterende kurser, som udbydes af de enkelte

skoler eller i et samarbejde mellem naboskoler. I henhold til § 7

i lovforslaget om erhvervsskoler bestemmer skolernes bestyrelser

selv konkret, hvilke eventuelle kurser de vil udbyde.

Kurserne skal have en varighed, der svarer til i alt 20

undervisningsuger. Som det fremgår af § 14, stk. 1, varer 1. del

af skoleundervisningen 20 uger. Det vil sige, at de elever, der

indleder en uddannelse på skole på grundlag af et erhvervs- og

uddannelsesorienterende kursus, i realiteten får et basisår, der

med hensyn til omfang modsvarer det nuværende, men tilrettelagt

efter pædagogiske principper, som skønnes bedre egnet til at

fastholde de unges motivation, jf. bl.a. bemærkningerne til §§

22-28.

Der forventes oprettet kurser ved alle skoler med tekniske

uddannelser, således at de dækker skolens egne uddannelser og

gennem samarbejde med andre skoler tillige kan opfylde elevønsker

om introduktion til andre uddannelser, der er omfattet af loven.

For handels- og kontoruddannelsernes vedkommende er det

orienterende kursus ikke en adgangsbetingelse. Der vil derfor

sjældent være behov for kurser ved skoler, som alene har disse

uddannelser.

Kurserne tilrettelægges af skolerne inden for generelle regler,

fastsat efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, som

herved får lejlighed til at præge rammerne for kursernes

struktur, mål og indhold. Rådet skal endvidere afgive indstilling

om regler om optagelse på kurserne, jf. § 35.

Udgangspunktet for kursernes mål og indhold er, at de under hensyn

til de enkelte uddannelsessøgendes særlige behov skal orientere

de uddannelsessøgende om deres uddannelsesmæssige muligheder og

krav og herunder give den enkelte unge undervisningstilbud med

henblik på at forbedre vedkommendes kundskabsmæssige

forudsætninger i forlængelse af undervisning i folkeskolen. Det

vil typisk være i fag som matematik, naturlære, fremmedsprog og

dansk.

Til kapitel 3

Uddannelsernes struktur m.v.

Til § 14

Til stk. 1

Uddannelserne består af en 1. del og en 2. del, der begge indeholder

både praktik og skoleundervisning. l. dels praktikuddannelse kan

helt eller delvis gennemføres før 1. skoleophold. Varigheden vil

normalt være 1/2 - 1 år. 1. dels skoleundervisning skal have en

varighed svarende til 20 uger (et halvt skoleår), og vil i

almindelighed være fælles for elever med og uden

uddannelsesaftale. På uddannelser med tilstrækkelig stor tilgang

kan de faglige udvalg bestemme, at skoleundervisningen på 1. del

struktureres forskelligt for elever med og uden

uddannelsesaftale, når blot der ikke gøres forskel i omfanget og

målene for den undervisning, som eleverne modtager.

Samlet vil 1. dels uddannelserne have en varighed på indtil 11/2 år.

Af hensyn til en fleksibel placering af skoledelen er det

nødvendigt, at 1. del ikke er under l år.

I selve loven foreslås fastsat en tidsmæssig ramme om uddannelserne.

Efter bestemmelsen varer uddannelserne i almindelighed ikke over

4 år, idet for store afvigelser fra de øvrige ungdomsuddannelser

på normalt 3 år ville kunne virke begrænsende på de unges

uddannelsesvalg.

Til stk. 2

Inden for handels- og kontoruddannelserne kan 1. dels

skoleundervisning have en varighed af 40 uger, svarende til den

tidligere handelseksamen. De nuværende uddannelser inden for

handels- og kontorområdet kan således videreføres uændret.

Samtidig åbnes der efter stk. 1 mulighed for en videreudvikling og

for en opblødning af grænserne mellem de kommercielle og de

tekniske erhvervsuddannelser. Eksempelvis vil skoleopholdene

inden for handels- og kontorområdet kunne tilrettelægges som en

1. del på 20 uger med mulighed for at lægge den resterende

skoledel enten som et fortløbende forløb med ren skolegang, som

et afsluttende skoleophold, som enkeltdagskurser, eller hvilken

fordeling af skoletiden der ellers findes hensigtsmæssig.

Til stk. 3

Elever, der har gennemført et erhvervs- og uddannelsesorienterende

kursus, har ret til at få 1. dels praktikuddannelse afkortet med

20 uger. Orienteringskurset og 1. del vil herved tilsammen

tidsmæssigt komme til at svare til uddannelsestiden for de

elever, der begynder i en virksomhed. Bestemmelsen tilstræber at

understøtte ligeværdigheden i de 2 hovedadgangsveje.

Til stk. 4

Skoleundervisningens varighed kan normalt ikke overstige 60

uger. Det forventes hermed, at skoledelen højst vil udgøre

halvdelen af en vekseluddannelse. Undervisningsministeren træffer

inden for denne ramme for den enkelte uddannelse bestemmelse om

skoleundervisningens varighed.

Til stk. 6

Undervisningsministeren fastsætter på grundlag af de faglige udvalgs

bestemmelse regler om de enkelte uddannelsers varighed og deres

struktur, herunder fordelingen på skoleundervisning og

praktikuddannelse, jf. § 38.

På uddannelser med tilstrækkelig stor tilgang kan de faglige udvalg

bestemme, at skoleundervisningen på 1. del struktureres

forskelligt for elever med og uden uddannelsesaftale, når blot

der ikke gøres forskel i omfanget og målene for den undervisning,

som eleverne modtager.

Til stk. 7

Undervisningsministeren fastsætter efter denne bestemmelse regler,

hvorefter der for elever med særlige uddannelses- eller

beskæftigelsesmæssige forudsætninger sker

en meritoverførsel, således at eleverne fritages for dele af

uddannelsen. Ministeriet lægger vægt på, at der i videst muligt

omfang tages hensyn til tidligere uddannelse eller beskæftigelse,

således at eleverne ikke bliver tvunget til at gennemføre

dobbeltuddannelse, men kan få anerkendt reelle kvalifikationer.

Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling herom til

ministeren, jf. § 35.

Regler om meritoverførsel indgår i hovedbekendtgørelser for

uddannelserne i almindelighed og i de enkelte

uddannelsesbekendtgørelser, jf. § 38. For skoleundervisningens

vedkommende indeholder § 50, stk. 2, en bestemmelse om skolernes

kompetence til inden for de fastsatte regler at fritage for dele

af undervisningen.

Til § 15

Til stk. 1

Det fastslås i denne bestemmelse, at de enkelte uddannelser skal

søges tilrettelagt med en betydelig bredde i arbejdsområde og

funktion.

Den større bredde i uddannelserne vil betyde flere varierede

beskæftigelsesmuligheder under bibeholdelse af de ansatte

medarbejdere, og de uddannede vil være bedre beskyttede mod

arbejdsløshed og få grundlag for større mobilitet på

arbejdsmarkedet. Endvidere er bredde i uddannelsen relevant for

videreuddannelsesmuligheder.

Kravet om, at uddannelsen skal være bred med hensyn til

arbejdsområde er vendt imod de forholdsvis mange af de nuværende

uddannelser, som er meget smalle i den forstand, at det

modsvarende beskæftigelsesområde er snævert, og som derfor også

har meget få uddannelsessøgende.

På det tekniske område (efg- og lærlingeuddannelser) eksisterer der

55 rene lærlingeuddannelser, 64 rene efg-2.dels-uddannelser og 54

uddannelser, der kan gennemføres både som lærlinge- og

efg-uddannelser. Af disse i alt 173 uddannelser (efg-uddannelser

og lærlingeuddannelser er regnet som een uddannelse på

uddannelsesområder, hvor begge forekommer) har ca. 80 en årlig

tilgang på mindre end 15, og en stor andel af disse uddannelser

har langt mindre tilgang. På handels- og kontorområdet har

butiksuddannelsen en opdeling i 46 brancher (kun

butiksassistentuddannelsen har en generel karakter), en

gros-handelsuddannelsen en opdeling på 58 og kontoruddannelsen en

på 12.

En radikal reduktion af det samlede antal uddannelser tilstræbes ved

at fastlægge bredere uddannelser, hvori de smalleste uddannelser

kan integreres, eventuelt som specialer i en i øvrigt bred

uddannelse.

Med kravet om bredde i funktion sigtes til et krav om, at der ved de

enkelte uddannelsers fastlæggelse skal lægges vægt på sådanne

generelle arbejdsfunktioner m.v. (teknologi, materialer) og

sådanne mere generelle kvalifikationer, som er relevante også

uden for det beskæftigelsesområde, uddannelserne primært tager

sigte på.

Til stk. 2 og 3

Efter bestemmelserne kan uddannelserne tilrettelægges således, at

eleverne på et eller flere tidspunkter inden udløbet af det

almindelige uddannelsesforløb kan afbryde dette med en afsluttet

uddannelse - og dermed erhvervskompetence - og senere genoptage

uddannelsen i det almindelige forløb. Bestemmelserne svarer til

efg-lovens § 3, stk. 3, hvorefter "uddannelserne opbygges

således, at de kan forlades på passende trin med

erhvervskompetence, og således, at uddannelserne senere kan

fortsættes".

Til § 16

Uddannelsen tilrettelægges så bredt, at de unge undgår at

specialisere sig for tidligt inden for den valgte uddannelse. Men

hvis de unge trods dette har behov for at skifte uddannelse, vil

der blive tilrettelagt supplerende kurser med henblik på deres

overgang til en anden uddannelse.

Til § 17

Bestemmelsen, hvorefter der for elever, der har gennemgået hele

eller dele af 1. dels skoleundervisningen, og som derefter

forgæves søger praktikplads, kan tilrettelægges

skoleundervisning, der helt eller delvis kan erstatte

praktikuddannelsen, har karakter af en nødløsningsregel.

Tilvejebringelse af størst mulig garanti for, at unge, der har

indledt uddannelsen på skole, også kan komme videre i deres

uddannelse, må tillægges så stor betydning, at der i loven bør

peges på muligheden for, at en del af praktiktiden kan erstattes

med undervisning - typisk værkstedsundervisning - på skole.

Til § 18

Erhvervsuddannelserne foregår hovedsagelig på erhvervsskoler

(handelsskoler og tekniske skoler). Men andre skoler,

institutioner - herunder revalideringsinstitutioner - og

virksomheder, der ikke opfylder reglerne i kapitel 1 og 2 i

forslag til lov om erhvervsskoler, kan efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet i henhold til stk. 2 godkendes til at

meddele bestemte erhvervsuddannelser. En godkendelse kan efter

indstilling fra rådet tilbagekaldes.

Til § 19

Bestemmelsen i § 19 er et led i en samlet reform af økonomistyringen

ved erhvervsskolerne parallelt med erhvervsuddannelsesreformen.

Yderligere lovbestemmelser om økonomistyringsreformen er

indeholdt i forslag til lov om erhvervsskoler, kapitel 3, og i de

almindelige bemærkninger til dette lovforslag er det generelle

sigte med økonomistyringsreformen nærmere beskrevet.

Lovforslaget om erhvervsskoler indeholder de økonomiske

bestemmelser, der skal gælde for skolerne under eet.

Bestemmelserne her i § 19 (samt i § 66 om tilskud til etablering

af nye uddannelser og forsøgs- og udviklingsarbejde m.v.) er

derimod specifikke for erhvervsuddannelserne i dette lovforslag.

Efter lovforslagene vil statens finansiering af

erhvervsuddannelserne og erhvervsskolerne i fremtiden alene finde

sted i form af tilskud. Hidtil har staten ydet tilskud til

lærlingeuddannelserne samt teknikeruddannelserne, men dækket

driftsudgifterne ved efg-uddannelserne.

De forskellige finansieringsformer har ikke betydet nogen reel

forskel i finansieringen af de forskellige uddannelser, men har

givet store problemer i økonomistyringen, regnskabsaflæggelsen

m.v. Disse problemer vil blive løst ved indførelse af et rent

tilskudssystem, der samtidig muliggør en vidtgående

decentralisering af de økonomiske beslutninger i sammenhæng med

den decentralisering af uddannelsesmæssige beslutninger, som

dette lovforslag lægger op til. Skolerne får i overensstemmelse

med deres status som selvejende institutioner både et

selvstændigt pædagogisk og et selvstændigt økonomisk ansvar.

Ved tildelingen af tilskud til skolerne vil der efter lovforslagene

generelt ske en opdeling i tilskud til direkte

undervisningsudgifter ved forskellige hovedgrupper af uddannelser

og tilskud til skolernes fællesudgifter til administration,

bygningsdrift m.v. De hidtil foretagne bevillingsmæssige og

regnskabsmæssige fordelinger af fællesudgifter på de enkelte

uddannelser har været af fiktiv karakter og medvirket til de

regnskabsmæssige problemer.

De enkelte skoler vil imidlertid i henhold til forslag til lov om

erhvervsskoler frit kunne disponere over de samlede tilskud til

undervisningsudgifter og fællesudgifter. Den samlede

finansieringsomlægning forudsættes ligesom uddannelsesreformen at

være udgiftsneutral, dvs. at nuværende omkostningsforhold i høj

grad vil danne grundlag for fastsættelse af fremtidige

tilskudssatser m.v.

For de uddannelser, der er omfattet af dette lovforslag (dvs.

erhvervsuddannelserne med samhørende orienteringskurser og

suppleringskurser), foreslås, at staten yder lovbundne

tilskud til dækning af de direkte undervisningsudgifter. De

lovbundne tilskud indføres for at sikre institutionerne økonomisk

dækning i forbindelse med lovforslagets bestemmelser om fri

adgang til uddannelserne, jf. §§ 6, 7 og 9.

Som bekendt har man også hidtil forsøgt at tilpasse tilskud og

bevillinger inden for det enkelte finansår til den faktiske

uddannelsessøgning, hvilket typisk har resulteret i et eller

flere aktstykker i løbet af et finansår. Denne form for

bevillingsstyring har været forbundet med alt for stor usikkerhed

både set fra de bevilgende myndigheders, skolernes og de enkelte

uddannelsessøgendes synsvinkel. Derfor foreslås den frie adgang

nu sikret gennem lovbundne tilskud.

Til stk. 1

Tilskuddene til de direkte undervisningsudgifter bestemmes efter

forslaget ud fra objektive kriterier, dvs. uafhængigt af de

enkelte skolers anvendelse af tilskuddene. Det foreslås, at der i

de årlige finanslove fastlægges tilskudstakster pr. årselev for

forskellige større grupper af uddannelser. 1 årselev vil svare

til en elev undervist på skolen i 40 uger. Opgørelsen for den

enkelte skole vil blive baseret på det skoleadministrative

system, der er under udvikling på erhvervsskolerne. Taksterne

skal kunne dække alle undervisningsudgifter (inkl. moms).

Undervisningsudgifterne afgrænses som lærerlønsudgifter,

lønudgifter til andet personale, der bistår i undervisningen,

materialeudgifter, lærebøger/læremidler og udgifter til

apparatur. Der kan dog ved takstfastsættelsen fraregnes

forventede indtægter knyttet til de enkelte uddannelser, jf.

forslag til lov om erhvervsskoler § 17, stk. 2. Det drejer sig

primært om salg af produkter, som fremstilles i forbindelse med

undervisningen.

Når taksterne fastlægges i finansloven, vil det være Folketinget,

der i fremtiden direkte fastlægger den overordnede økonomiske

standard for uddannelserne og hermed en økonomisk ramme for det

faglige selvstyre. Der vil naturligvis i anmærkningerne til

finanslovforslaget blive redegjort for de omkostningsforhold, der

har været afgørende for takstforslagene.

Taksterne vil blive fastsat ud fra det forventede pris- og lønniveau

i finansåret efter samme principper som for statslige

driftsudgifter.

Til stk. 2

Efter denne bestemmelse træffer ministeren beslutning om, hvilken

gruppe hver enkelt uddannelse skal i. Erhvervsuddannelsesrådet

afgiver indstilling til ministeren om kriterier for opdelingen i

uddannelsesgrupper.

Opdelingen i uddannelsesgrupper vil så vidt muligt blive baseret på

generelle, objektive omkostningskriterier, herunder om

uddannelsen kræver værkstedsundervisning eller tilsvarende,

hertil knyttede behov for undervisning i mindre grupper, for

teknisk personale, materialer, værktøj og apparatur i

undervisningen. Desuden vil mulighederne for fælles udnyttelse af

undervisningstilbud (grundfag m.v.) og apparatur indgå. Der

tilsigtes en opdeling i så få uddannelsesgrupper som muligt. Ved

særligt materiale- eller apparaturkrævende uddannelser kan der

blive tale om, at der ud over taksten for den pågældende

uddannelsesgruppe ydes en tillægstakst til materiale og/eller

apparatur. Når Erhvervsuddannelsesrådet skal tage stilling til

kriterier for gruppeopdelingen, vil Undervisningsministeriet

fremlægge beregningsmateriale, der belyser konsekvenserne af

alternative opdelinger.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 66 om rådighedsbeløb

(omstillingspulje) til dækning af særlige udgifter i forbindelse

med iværksættelse af nye uddannelser og om rådighedsbeløb til

forsøgs- og udviklingsarbejde.

Til stk. 3

Enkelte uddannelser vil have en så lille tilgang på landsplan, at

det vil være vanskeligt at oprette hold af normal størrelse og

herigennem at opnå en økonomisk hensigtsmæssig drift. Resultatet

kunne blive, at ingen skole ville tilbyde uddannelsen. Alligevel

kan det ud fra erhvervsmæssige hensyn være vigtigt, at

uddannelsen tilbydes eet eller flere steder i landet. Tilsvarende

kan det ud fra erhvervsmæssige hensyn være vigtigt at fastholde

et rimeligt spektrum af uddannelser i forskellige dele af landet.

I disse tilfælde foreslås det, at de lovbundne tilskud ydes efter

særlige regler fastsat af undervisningsministeren, der også efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet træffer beslutning om,

hvilke uddannelser der er omfattet af reglerne, og hvilke skoler

der kan tilbyde uddannelserne i henhold til disse regler.

Tilskudsreglerne baseres på, at der fastsættes et garanteret minimum

for den elevtilgang, skoler får tilskud til, og et antal

årselever svarende hertil.

Antallet af faktiske årselever registreres på normal vis, og der

ydes tilskud efter de sædvanlige takster hertil. Men hvis det

faktiske antal årselever er mindre end det garanterede minimum,

ydes der også tilskud til et antal garanterede årselever svarende

til forskellen. Bestemmelsen i stk. 3 skal også ses i forbindelse

med, at undervisningsministeren kan pålægge en skole at tilbyde

en bestemt uddannelse, jf. forslag til lov om erhvervsskoler § 6,

stk. 2.

Til stk. 4

Tilskud i henhold til stk. 1 og 3 ydes efter stk. 4 til

erhvervsskolerne og til dækning af de direkte

undervisningsudgifter på virksomheder samt på skoler, der ikke

henhører under Undervisningsministeriets ressort (f.eks.

Landtransportskolen og Skovskolen, der hører under henholdsvis

arbejdsministerens og landbrugsministerens ressort), eller på

skoler som er godkendt efter anden lovgivning (f.eks.

husholdningsskoler og landbrugsskoler).

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 26 i lovforslaget om

erhvervsskoler.

Til § 20

Der foreslås en hjemmel for undervisningsministeren til i særlige

tilfælde at bestemme, at udgifterne uanset bestemmelsen i § 19

delvis afholdes af private midler. Der sigtes herved bl.a. til

særlig bekostelig undervisning, der finder sted på en skole, men

også til de tilfælde, hvor uddannelserne er ekstraordinært lange.

Til kapitel 4

Indholdet af uddannelserne

Til § 21

Til stk. 1

For flere af de nuværende uddannelser gælder, at der er behov for at

løfte deres niveau med hensyn til teknologi og generelle

kvalifikationer. Det er den principielle målsætning, at

uddannelserne skal være ajour med og helst foran udviklingen med

hensyn til teknologi (og materialer) og arbejdsorganisation på

arbejdspladserne. Og forventede udviklinger i disse henseender må

tages i betragtning ved uddannelsesindholdets fastlæggelse. Dette

gælder både uddannelsen på skole og i praktikvirksomheden.

Uddannelserne skal være beskæftigelsesgrundlag (typisk) 3-4 år

efter deres begyndelse og en årrække frem. På den anden side

foregår teknologiudvikling m.v. med en sådan hast, at eleverne

ikke kan lære alt det, de faktisk får brug for i en overskuelig

fremtid i den til uddannelsen svarende beskæftigelse. Det er på

denne baggrund vigtigt, at der ved uddannelsesindholdets

fastlæggelse ikke alene lægges vægt på indlæring af umiddelbart

anvendelige færdigheder. Der må også lægges vægt på arbejds- og

studiemetoder, arbejdspladsfunktioner m.v., der dels øger

omstillingsevne, dels giver grundlag for deltagelse i senere

læreprocesser, det være sig ved egen indsats eller ved deltagelse

i videreuddannelse.

Med kravet om, at praktik- og skoleundervisningen skal udgøre et

sammenhængende forløb, fremhæves et hovedsigte med, at

uddannelserne er vekseluddannelser.

Uddannelsesindholdet skal også tilrettelægges under hensyn til

mulighederne for anvendelse af uddannelserne som grundlag for

videreuddannelse, herunder som adgangsveje til videregående

uddannelser.

Med videregående uddannelser sigtes navnlig til korte videregående

uddannelser (KVU'er) på handelsskoler og tekniske skoler, jf. for

de sidstes vedkommende teknikerloven (lov nr. 232 af 22. april

1987) samt til uddannelserne på handelshøjskoler og teknika.

Efter den gældende bestemmelse om korte videregående uddannelser på

handelsskoler har ikke alene ansøgere med højere handelseksamen,

men også ansøgere med en efg-uddannelse eller lærlingeuddannelse

inden for handels- og kontorområdet adgang til disse uddannelser.

Med hensyn til kompetence til videreuddannelse på

handelshøjskole gælder, at elever, der har gennemført en

erhvervsfaglig grunduddannelse inden for handels- og

kontorområdet, med ganske få enkeltfagsprøver på HH-niveau kan

opnå studiekompetence på handelshøjskolerne.

Med hensyn til de videregående teknikeruddannelser bestemmer

teknikerloven, at undervisningsministeren tilrettelægger

videregående teknikeruddannelser, der bygger på de grundlæggende

faglige uddannelser og efter nærmere regler giver adgang til

ingeniøruddannelserne på teknika.

De grundlæggende faglige uddannelser er hovedadgangsvejen til

teknikeruddannelserne. For uddannelsessøgende, som ikke

umiddelbart har adgang til uddannelserne, tilrettelægger

undervisningsministeren tekniker- og ingeniørforkurser. Det

gælder fx, hvis erhvervsuddannelsen ikke har umiddelbar

tilknytning til den enkelte teknikeruddannelse. Dette

forkursusbegreb (TIF- kurser) dækker bl.a. de etablerede

enkeltfagskurser og værkstedskurser.

Det er vigtigt, at erhvervsuddannelserne i videst muligt

omfang umiddelbart giver adgang til korte videregående

uddannelser, samt at de bliver den normale adgangsvej til disse

uddannelser. Det er vigtigt både for de uddannelsessøgendes

udviklingsmuligheder og for at imødekomme erhvervslivets

kvalifikationsbehov på et niveau over det, som nås ved

afslutningen af en erhvervsuddannelse. En erhvervsuddannelse skal

have en sådan normalvarighed, en sådan struktur, herunder bredde,

og et sådant indhold, herunder teoriindhold, at den giver det

kvalifikationsniveau, som er en forudsætning for umiddelbar

adgang til korte videregående uddannelser.

I nogle tilfælde må erhvervsuddannelserne som nu suppleres med

enkeltfagskurser eller adgangskurser.

Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 1, stk. 2, herunder

om uddannelsernes bidrag til elevernes personlige udvikling.

Til stk. 2

Bestemmelsen vedrører grundlaget for den nærmere fastlæggelse af

uddannelsernes indhold, hermed både indholdet af

skoleundervisningen og indholdet af praktikuddannelsen. Det er

vigtigt, at indholdet fastlægges på grundlag af de erfaringer,

der er repræsenteret navnlig gennem de faglige udvalg, men også

på skolerne og de dertil knyttede uddannelsesudvalg. Efter

bestemmelsen skal grundlaget for fastlæggelsen af indholdet

imidlertid så vidt muligt yderligere hvile på et analyse- og

prognosearbejde vedrørende kvalifikationsbehov. Der sigtes herved

til den type undersøgelser af kvalifikationsbehovene, som er

velkendt fra flere uddannelsesområder, således jern- og

metalområdet, elektrikerområdet og det grafiske område.

Til stk. 3

Hver uddannelse indeholder et speciale, der kan ligge både inden for

skoleundervisningen og praktikuddannelsen, jf. i øvrigt

bemærkningerne til §§ 24 og 26.

A. Skoleundervisningen

Til § 22

Bestemmelsen angiver indholdet af skoleundervisningen.

Det fremhæves, at skoleundervisningen under hele

uddannelsesforløbet på en helhedsorienteret måde skal

omfatte både praktisk og teoretisk undervisning.

Bestemmelsen indeholder ikke nogen direkte angivelse af, hvilke fag

undervisningen skal omfatte, men en bestemmelse af

undervisningsindholdet ved formålsangivelse: "fornødne generelle

og specielle kvalifikationer, herunder (. . .) (nr. 1-4)."

Udtrykket "generelle kvalifikationer " dækker dels kvalifikationer,

som er nyttige også ud over det erhvervsmæssige (det vil sige i

personlig og samfundsmæssig henseende), dels kvalifikationer,

praktiske eller teoretiske, som er nyttige - evt. nødvendige -

for en erhvervsudøvende, men som ikke er bundet til et specielt

erhvervsområde. Der tænkes særligt på kvalifikationer i retning

af forståelse og på en beherskelse af teknologiske metoder eller

materialekundkab, som kan anvendes i flere erhvervsområder (fx

kvalifikationer med hensyn til rengøringsmetoder eller

regnskabsføring).

Med udtrykket " specielle kvalifikationer " sigtes til praktiske

og/eller teoretiske kvalifikationer, der tilgodeser specielle

behov af erhvervsfaglig og anden art (varierende fra fx at

rengøre et arbejdsredskab, der anvendes til levnedsmidler, til fx

at udføre en bestemt regnskabsmæssig opgørelse, fx af hensyn til

levnedsmiddelkontrol).

Valget af en formålsorienteret - i stedet for en fagorienteret -

metode for udformning af bestemmelsen i § 22, er begrundet i

flere forhold. Den traditionelle sondring mellem "retningsfag" og

"almene fag" er vanskelig at arbejde med, bl.a. fordi udtrykket

"almene fag" kan anvendes i flere betydninger: som

"almendannende" fag, som "generelle" fag, eller som "fællesfag"

(fag for flere elevkategorier). Hertil kommer, at en angivelse af

fagdeling i lovteksten er inkonsekvent i forhold til den ønskede

integration mellem fag, herunder ikke mindst mellem "retningsfag"

og "almene fag".

Til grund for § 22 ligger en række pædagogiske synspunkter m.v.

Erhvervsudviklingen har øget kravet til mobilitet og

omstilling, og forringet betingelserne for at erhverve en

livsvarig faglig kvalifikation, og den teknologiske udvikling vil

nødvendiggøre nye former for planlægning og organisering af

produktionen.

Den traditionelle deling mellem "åndens" og "håndens" arbejde,

mellem det planlæggende og det udførende arbejde, mellem

forskellige faggrupper såvel som mellem det producerende og det

administrative (herunder finansiering, køb og afsætning,

produktionskontrol m.v.) er på retur. Uddannelserne må indrettes

på denne udvikling.

Det må forventes, at den teknologiske udvikling vil fortsætte, og at

de hertil hørende organisationsformer tilsvarende vil ændres -

også under påvirkning af medarbejdernes uddannelsesniveau og

mulighed for gennem efter- og videreuddannelse at udbygge deres

kvalifikationer.

For så vidt muligt at sikre, at den færdiguddannede kan være ajour

med den erhvervsmæssige, herunder den teknologiske udvikling, må

den erhvervsmæssige uddannelse udgøre et grundlag, der kan bygges

videre og justeres på. Det må antages, at en uddannelse, hvor der

direkte er lagt vægt på elevernes aktive tilegnelse af stoffet og

på forståelsen, bredden og fordybelsen, vil tilgodese dette mål.

Det fremtidige arbejdsmarked må antages at ville forudsætte, at der

opnås brede og tværfaglige kvalifikationer, og af hensyn til

motivationen i undervisningen må det sikres, at eleven hele tiden

kan se en ret tæt sammenhæng med det konkrete erhvervsmål, og at

der kan ske en faglig fordybelse.

I betragtning af det store og voksende samkvem med udlandet må der

lægges vægt på, at der generelt indgår undervisning i

fremmedsprog og i et vist omfang

også fremmedsamfundsorientering i erhvervsuddannelserne.

Det stigende behov for at sikre samfundet et sundt arbejdsmiljø og

miljø i øvrigt nødvendiggør, at erhvervsuddannelserne lægger vægt

på, at både umiddelbare miljøaspekter og bagvedliggende

teknologiske, driftsmæssige og samfundsmæssige aspekter indgår i

undervisningen, integreret i den øvrige undervisning.

Der må lægges stor vægt på, at usaglige barrierer i uddannelserne

lokaliseres og fjernes, herunder at de barrierer, der gør det

vanskeligt eller umuligt for piger at gennemføre "utraditionelle"

uddannelser, fjernes.

For at disse intentioner bedst kan opfyldes, foreslås bl.a. af

pædagogiske grunde, at den teoretiske del af undervisningen

metodisk tager sit udgangspunkt i faglige forhold og så vidt

muligt gennemføres integreret med den praktiske undervisning.

Endelig må der lægges vægt på, at uddannelserne giver eleverne

motivation samt kulturelle og udfoldelsesmæssige udfordringer,

som rækker ud over de faglige, fordi erhvervsuddannelserne er

ungdomsuddannelser og dermed også bør kunne styrke elevernes mere

personlige udvikling og gavne eleven som samfundsborger. En

undervisning, som tilgodeser disse formål, vil formentlig også

bidrage til at fremme det sociale miljø i uddannelserne og dermed

indirekte øge udbyttet af den faglige undervisning.

Uddannelserne skal give

- Teknologiske og naturfaglige kundskaber og færdigheder af såvel

praktisk som teoretisk art. Disse kundskaber og færdigheder

vedrører typisk forekommende arbejdsopgaver, arbejdsmetoder,

maskiner, udstyr, værktøjer, materialer, administration og

organisation.

- Kvalifikationer vedrørende design og kvalitetsbevidsthed.

- Branchekendskab, teknologisk, erhvervsøkonomisk og i

samfundsmæssig sammenhæng. Endvidere viden om branchens

historiske udvikling og dens funktion i samfundet.

- Viden om sammenhæng mellem virksomhedsorganisation, produktion,

økonomi, anvendt teknologi, afsætning og service.

- Viden om foranstaltninger vedrørende fagområdets typiske

arbejdsmiljø-, ydre miljø- og sikkerhedsforhold.

- Færdigheder i at søge og anvende informationer samt færdigheder i

at kommunikere, både på dansk og på et eller flere fremmedsprog.

- Færdigheder i at arbejde med problemer, der omfatter abstrakt

symbolbehandling, fx problemer, der egner sig for matematisk

metode.

- Kundskaber og færdigheder af samfundsmæssig, social og kulturel

art, herunder fx kundskab om samfundsøkonomi,

arbejdsmarkedsforhold og kulturhistorie.

Kvalifikationskravene er anført uden angivelse af kundskabs- og

færdighedsniveau, men det forudsættes, at der sker en nøjere

præcisering i en nærmere målfastsættelse i

uddannelsesbekendtgørelserne for de enkelte uddannelser.

Til § 23

Det er fundamentalt, at undervisningen tilrettelægges på en sådan

måde, at eleverne kan indse relevansen af det uddannelsesforløb,

de skal igennem. Det kan herunder være nødvendigt allerede i

uddannelsens start at placere undervisningen i konkrete og

relativt specielle discipliner. Undervisningen heri bør

tilrettelægges således, at eleverne opnår forståelse af og

interesse i undervisning af mere generel og også teoretisk

karakter - der kan fx indgå kurser, der er fælles for flere

uddannelser - og således, at skoleforløbet som hovedtendens kan

opbygges med en fortsat faglig specialisering.

Også hensyn til praktikopholdene kan tilsige at starte mere specielt

og udskyde (noget af) det bredere stof.

Integrationen af almene og retningsfaglige discipliner, således som

den har været gennemført i mange år inden for handels- og

kontorområdet, har vist sig at være meget hensigtsmæssig, idet

eleverne ikke oplever noget skel mellem det "almene" og det

"retningsfaglige".

Det har herigennem været relativt let at sikre, at uddannelserne er

brede, uden at elevernes motivation er gået tabt.

Når bestemmelsen gør en begyndelse med de emner, der er fælles for

flere uddannelser, til hovedregel, beror det på flere forhold.

Denne rækkefølge vil typisk - men som nævnt ikke undtagelsesfrit

- give den bedste sammenhæng i stoffet.

Den giver eleverne de bedste muligheder for uden tab af

uddannelsestid/med meritoverførsel og evt. et beskedent antal

suppleringskurser at skifte til en anden uddannelse. Og den

giver bedre mulighed for at opnå en ressourcemæssig fordel ved at

undervise elever fra flere uddannelser sammen.

Bestemmelsen i § 23 giver således mulighed for en vis specialisering

i "normalforløbet" for en uddannelse. Yderligere specialisering

vil kunne finde sted i medfør af kurser i henhold til

efteruddannelsesloven (lov nr. 271 af 6. juni 1985). Sådanne

kurser vil også kunne bruges til anden uddybning af

"normaluddannelsen", dvs. til at give den et fagligt løft (fx med

hensyn til ny teknologi) og til at gøre uddannelserne bredere,

således at de dækker et bredere beskæftigelsesområde til fremme

af større fleksibilitet og mobilitet.

Til § 24

Skoleundervisningen omfatter grundfag, områdefag, specialefag og

valgfag.

Til hver uddannelse tænkes knyttet en generel

erhvervskompetence, baseret på grundfag og områdefag, og

en speciel erhvervskompetence knyttet til specialet

(specialefagene og specialeopgaverne).

Specialet har både værdi i sig selv og for udbyttet af grundfag og

områdefag.

Grundfag kan træde i stedet for områdefag på brede

uddannelsesområder som fx på handels- og kontorområdet, hvor den

hidtidige integration af retningsfaglige og almene discipliner

ønskes bevaret.

Fagene skal som hovedregel vægtes således, at grundfag og områdefag

hver får en betydelig vægt, nemlig 1/3, i enhver

erhvervsuddannelse, medens speciale- og valgfag hver udgør 1/6.

Hovedvægten er lagt på grundfag og områdefag, fordi disse fag skal

sikre uddannelserne som ungdomsuddannelser og give erhvervsmæssig

bredde.

Valgfagene, jf. § 27, skal sikre den individuelle og lokale

tilpasning af uddannelserne, og specialet er vægtet for at sikre

den specielle erhvervskompetence.

En helhedsorienteret undervisning, der skal tilgodese både

praktiske, teoretiske, specielle og generelle mål, må gennemføres

i et samarbejde mellem lærere med forskellige faglige

kvalifikationer.

Det er en selvfølge, at den enkelte skole som hidtil bestemmer den

pædagogiske metode. Som noget nyt tilsigtes en større

decentralisering ved at sikre den enkelte skole - i samarbejde

med det lokale uddannelsesudvalg - en betydelig frihed med hensyn

til fastlæggelse af undervisningsindholdet ved at forlade den

nuværende ofte forholdsvis detaljerede centrale styring. Den

centrale styring begrænses til en rammestyring i vedkommende

uddannelsesbekendtgørelse gennem angivelse navnlig af

uddannelsens mål og af de enkelte undervisningsfag og fagenes

formål. Denne rammestyring suppleres løbende af

Undervisningsministeriets pædagogiske vejlednings- og

tilsynsvirksomhed.

Skolens fastlæggelse af undervisningen sker i samråd med vedkommende

lokale uddannelsesudvalg og skal ikke godkendes centralt, jf.

bemærkningerne til § 39.

Til § 25

Til stk. 1

Efter stk. 1 godkender undervisningsministeren forslag

til grundfag efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet.

Grundfagene opføres på en samlet oversigt. Et relevant udvalg af

disse grundfag vil indgå med betydeligt vægt (1/3) i enhver

erhvervsuddannelse og forventes at være dominerende under 1. del

med en vægt på 1/2 til 2/3. For at blive optaget på listen over

grundfag skal fagene pædagogisk og fagligt have både almindelig

interesse for erhvervsuddannelserne som ungdomsuddannelser og

have erhvervsfaglig interesse for flere beskæftigelses- og

uddannelsesområder. De vil derfor være fælles for flere

uddannelser. Faglige udvalg, herunder samarbejdende udvalg, og

initiativ- og koordinationsudvalg vil kunne tage initiativ til

grundfag.

Grundfagene skal opfylde det formål at give uddannelserne større

faglig bredde og endvidere at sikre, at erhvervsuddannelserne

giver eleverne mulighed for en studiemæssig kompetence.

Det er de faglige udvalg, der skal vælge den enkelte uddannelses

grundfag inden for de fag, der er med på den godkendte liste.

Grundfagslisten vil af Erhvervsuddannelsesrådet kunne forsynes med

oplysninger om, hvilke kombinationer af grundfag der skønnes

hensigtsmæssige for grupper af uddannelser.

Til stk. 2

Efter bestemmelsen i stk. 2 hører områdefag og specialefag helt

under de faglige udvalgs kompetenceområde. Udvalgene skal dog

udøve kompetencen inden for reglerne i hovedbekendtgørelsen, jf.

Kapitel 7

Elevernes retlige forhold

§ 7. Adgang til at indlede en erhvervsuddannelse i en virksomhed

har alle, der har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed.

Stk. 2. Den, der har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed,

jf. stk. 1, har krav på at blive optaget på skole til

undervisning i overensstemmelse med reglerne for den pågældende

uddannelse.

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

§ 8. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om andre

adgangsveje til skoleundervisningen end gennemførelse af et

erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus. Reglerne fastsættes

efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, og

vedkommende faglige udvalg, jf. § 38, stk. 7.

Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 9. En skole har inden for de erhvervsuddannelser, skolen udbyder,

pligt til at optage alle ansøgere, der efter §§ 6 - 8 har krav på

at blive optaget, eller til at drage omsorg for, at de optages på

en anden skole eller andre skoler med samme uddannelse.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om samarbejde

mellem skolerne indbyrdes om udbuddet af uddannelser, om

fordeling af eleverne mellem flere skoler med samme uddannelse og

om eventuel udskydelse af elevoptagelser i tilfælde af særlige

kapacitetsproblemer.

§ 10. Ved optagelse af udlændinge kan skolen forlange en prøve i

dansk bestået inden optagelsen.

§ 11. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om optagelse på skole,

herunder om den prøve, der er nævnt i § 10.

§ 12. Undervisningsministeren kan under hensyn til

beskæftigelsesmulighederne efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet fastsætte regler om begrænsning af

adgangen i henhold til § 6, stk. 2, og § 8 til

skoleundervisningen inden for de enkelte uddannelser.

§ 13. Skolerne kan tilrettelægge erhvervs- og

uddannelsesorienterende kurser med henblik på adgang til

uddannelserne. Enhver, der har opfyldt undervisningspligten efter

folkeskoleloven, har adgang til et erhvervs- og

uddannelsesorienterende kursus.

Stk. 2. Kurserne har en varighed, der svarer til 20

undervisningsuger. Ved kurserne skal der lægges vægt på en

grundlæggende orientering og indføring i flere

uddannelsesområder, herunder på, at eleven ved afprøvning af

evner og interesser får et godt grundlag for at vælge uddannelse.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 2, stk. 2, og i § 9 gælder også for disse

kurser.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet regler om kurserne og om optagelse på

kurserne.

§ 14. Uddannelserne består af en 1. del og en 2. del, der begge

indeholder både praktik og skoleundervisning. 1. del har en

varighed på 1-11/2 år, heraf skoleundervisning svarende til 20

uger.

Stk. 2. Inden for handels- og kontoruddannelserne kan 1. del bestå

af 40 ugers skoleundervisning uden praktik.

Stk. 3. Elever, der har gennemført et erhvervs- og

uddannelsesorienterende kursus, har ret til at få 1. dels

praktikuddannelsen afkortet med 20 uger.

Stk. 4. Uddannelserne varer i almindelighed ikke over 4 år.

Undervisningsministeren fastsætter varigheden af den enkelte

uddannelses skoleundervisning. Varigheden kan normalt ikke

overstige 60 uger.

Stk. 5. Skoleophold under 2.del med værkstedsundervisning varer

normalt 10 uger.

Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter efter de faglige udvalgs

bestemmelse regler om de enkelte uddannelsers varighed og deres

struktur, herunder fordelingen på skoleundervisning og

praktikuddannelse.

Stk. 7. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet regler, hvorefter personer med særlige

uddannelses- eller beskæftigelsesmæssige forudsætninger fritages

for dele af uddannelsen, jf. § 4, stk. 1.

§ 15. De enkelte uddannelser skal som ungdomsuddannelser søges

tilrettelagt med en betydelig bredde, herunder i arbejdsområde og

funktion, med henblik på at kunne opfylde skiftende

kvalifikationsbehov på arbejdsmarkedet og at kunne give grundlag

for videreuddannelse, herunder videregående uddannelse.

Stk. 2. Uddannelserne kan tilrettelægges således, at eleverne på et

eller flere tidspunkter inden udløbet af det almindelige

uddannelsesforløb kan afbryde forløbet med en afsluttet

uddannelse.

Stk. 3. Eleverne skal senere kunne genoptage uddannelsen i det

almindelige forløb.

§ 16. Der kan efter indstilling fra vedkommende faglige udvalg

tilrettelægges supplerende kurser med henblik på elevers overgang

til en anden erhvervsuddannelse end den, de er begyndt på.

§ 17. For elever, der har gennemgået 1.dels skoleundervisning, og

som derefter forgæves søger praktikplads, kan der tilrettelægges

skoleundervisning, som helt eller delvis erstatter

praktikuddannelsen.

§ 18. Erhvervsuddannelserne meddeles af godkendte erhvervsskoler.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet godkende, at skoler, som ikke er

erhvervsskoler, institutioner og virksomheder meddeler bestemte

erhvervsuddannelser. Godkendelsen kan efter indstilling fra rådet

tilbagekaldes.

§ 19. Staten yder tilskud til dækning af de direkte

undervisningsudgifter ved uddannelserne, ved de orienterende

kurser, jf. § 13, og ved de supplerende kurser, jf. § 16.

Tilskuddet til undervisningsudgifter bestemmes ud fra antal

årselever ved uddannelserne og et gennemsnitligt tilskud pr.

årselev fastlagt i de årlige finanslove for større grupper af

uddannelser.

Stk. 2. Undervisningsministeren træffer beslutning om opdelingen af

uddannelserne i uddannelsesgrupper under hensyn til

uddannelsernes udgiftsbehov. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver

indstilling til ministeren om kriterier for opdelingen.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte særlige tilskudsregler

for uddannelser med lille elevtilgang, hvis det ud fra

erhvervsmæssige hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen som

selvstændig uddannelse på een eller flere skoler i landet.

Undervisningsministeren træffer efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet beslutning om, hvilke uddannelser der er

omfattet af reglerne, og hvilke skoler der kan tilbyde

uddannelserne i henhold til reglerne.

Stk. 4. Tilskuddet i henhold til stk. 1-3 ydes til godkendte

erhvervsskoler og til andre skoler, institutioner og

virksomheder, som er godkendt til at meddele erhvervsuddannelse,

jf. § 18.

§ 20. Undervisningsministeren kan uanset bestemmelsen i § 19 i

særlige tilfælde bestemme, at udgifterne delvis afholdes af

private midler. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om

udgifternes afholdelse.

§ 21. Indholdet af uddannelserne skal tilrettelægges under

hensyntagen til de formål, der er nævnt i § l, stk. 2, og således

at praktikuddannelsen og skoleundervisningen udgør et

sammenhængende forløb.

Stk. 2. Uddannelsernes faglige indhold skal så vidt muligt

fastlægges på grundlag af analyser og prognoser vedrørende

kvalifikationsbehov.

Stk. 3. Hver uddannelse indeholder et speciale.

A. Skoleundervisningen

§ 22. Skoleundervisningen skal under hele uddannelsesforløbet på en

helhedsorienteret måde omfatte både praktisk og teoretisk

undervisning med henblik på at give eleverne fornødne generelle

og specielle kvalifikationer, herunder at

1) give eleverne forudsætninger for at varetage de funktioner,

uddannelserne tager sigte på, og i forbindelse hermed fornøden

viden om og fornødne færdigheder i anvendelse af relevant

teknologi,

2) give eleverne forudsætninger for selvstændigt og ved efter- og

videreuddannelse at udbygge deres kvalifikationer, herunder

forudsætninger for videregående uddannelser,

3) bidrage til elevernes personlige udvikling og

4) give eleverne forståelse af samfundet og dets udvikling, herunder

navnlig af virksomhedernes og de ansattes rolle i en almindelig

erhvervsmæssig og samfundsmæssig sammenhæng og af

arbejdsmarkedsforhold og arbejdspladsforhold.

§ 23. Skoleundervisningen tilrettelægges i almindelighed således, at

det eller de første skoleophold omfatter emner, der er fælles for

flere uddannelser, og således, at der i øvrigt i skoleforløbet

sker en faglig specialisering.

§ 24. Skoleundervisningen omfatter grundfag, områdefag, specialefag

og valgfag. Fagene har i almindelighed følgende vægt: Grundfag og

områdefag 1/3 hver, specialefag og valgfag 1/6 hver. Grundfag kan

træde i stedet for områdefag.

§ 25. Undervisningsministeren godkender efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet forslag til grundfag, der skal angive

mål, indhold, vejledende undervisningstid og

bedømmelseskriterier. Grundfagene opføres på en samlet oversigt.

Det faglige udvalg vælger den enkelte uddannelses grundfag inden

for de fag, der er opført på oversigten.

Stk. 2. De faglige udvalg bestemmer den enkelte uddannelses

områdefag og specialefag inden for de regler, der fastsættes af

undervisningsministeren efter § 4, stk. 1.

Stk. 3. Skolerne tilbyder valgfag inden for de regler, der

fastsættes af undervisningsministeren efter § 4, stk. 1 og 2.

§ 26. Grundfag omfatter praktisk og teoretisk undervisning, der

bidrager til at give erhvervsuddannelserne faglig bredde.

Samtidig har grundfagene til formål at opfylde krav til

ungdomsuddannelserne, herunder med hensyn til at fremme den

personlige udvikling, at bidrage til studiekompetence og at give

en forståelse af samfundet og dets udvikling.

Stk. 2. Områdefag omfatter praktisk og teoretisk undervisning, der

er særlig for den pågældende uddannelse, og som bidrager til at

give eleven en generel og specifik erhvervskompetence.

Stk. 3. Specialefag omfatter, på det for erhvervsuddannelserne

højeste faglige niveau, praktisk og teoretisk undervisning, der

er særlig for en del af en uddannelse, og som især bidrager til

at give eleven en specifik erhvervskompetence. Eleverne vælger

specialefag blandt de fag, der er godkendt for den pågældende

uddannelse.

§ 27. Valgfag skal være egnede til at imødekomme elevernes

interesser. Der skal herunder tilbydes fag, der er af betydning

for videreuddannelse og for adgangen til videregående

uddannelser. Der kan endvidere tilbydes valgfag svarende til

uddannelsernes generelle niveau med henblik på

kvalifikationsbehov og beskæftigelsesmuligheder i skolens

lokalområde.

§ 28. Der skal ved undervisningens tilrettelæggelse tages hensyn til

elevernes ønsker og tilstræbes den differentiering af

undervisningen, som en hensyntagen til elevernes forudsætninger

og interesser tilsiger.

§ 29. Til elever, der har behov for det, gives der

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 30. Der skal tilbydes eleverne rådgivning om valg af uddannelse og

erhverv samt om personlige forhold.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler herom.

B. Praktikuddannelsen

§ 30.

14) Regler om samarbejds- eller informationsordninger, jf. § 43,

stk. 3.

15) Regler om de faglige udvalgs behandling af godkendelsessager,

jf. § 45.

16) Regler om elevernes retlige forhold, jf. § 47, stk. 6, § 49,

stk. 2, og § 51, stk. 1.

17) Regler om Tvistighedsnævnets virksomhed, jf. § 63, stk. 4.

18) Overgangsordninger, jf. § 70, stk. 3.

19) Godkendelse af erhvervsskoler, jf. § 2, stk. 1, i lov om

erhvervsskoler.

20) Godkendelse af nyetablering af erhvervsuddannelser på

erhvervsskolerne, jf. § 7, stk. 4, i lov om erhvervsskoler.

21) Regler om befordringstilskud, jf. § 24, stk. 2, i lov om

erhvervsskoler.

Stk. 2. Erhvervsuddannelsesrådet har endvidere til opgave at

1) rådgive undervisningsministeren i spørgsmålet om, hvordan

uddannelsessystemet tilrettelægges, således at det i videst

muligt omfang er egnet til at opfylde de krav og mål, der er

nævnt i § l, stk. 2,

2) følge de erhvervsmæssige udviklinger og udviklingsmuligheder og

på grundlag heraf afgive indstilling til undervisningsministeren

om behovet for oprettelse af nye uddannelser og omlægning eller

nedlæggelse af bestående uddannelser,

3) følge de bestående uddannelser og på grundlag heraf afgive

indstilling til undervisningsministeren om behovet for bedre

koordination af uddannelserne, eventuelt en sammenlægning af

uddannelser og

4) træffe afgørelse i tvivlsspørgsmål vedrørende nedsættelse af

lønnævn, jf. § 54, stk. 3.

Stk. 3. Rådet rådgiver i øvrigt undervisningsministeren og kan på

eget initiativ drøfte og afgive udtalelse om alle spørgsmål, der

efter rådets opfattelse har betydning for uddannelserne efter

loven.

§ 31. Praktikuddannelsen foregår på en eller flere virksomheder, der

er godkendt af det faglige udvalg, og på grundlag af en

uddannelsesaftale mellem eleven og virksomheden.

§ 31 har navnlig den betydning at henlægge kompetencen til

godkendelse af praktikpladser til de faglige udvalg. Bestemmelsen

er i denne henseende i overensstemmelse med efg-lovens og

lærlingelovens bestemmelser.

Til § 32

Efter stk. 1 fastsætter undervisningsministeren praktikregler på

grundlag af, hvad de faglige udvalg træffer bestemmelse om, jf. §

38. Reglerne skal fastlægge praktikvirksomhedernes

uddannelsesmæssige forpligtelser og dermed grundlaget for

virksomhedens ansvar for, at uddannelsen bliver fyldestgørende.

Tidsmæssigt er praktikuddannelsen det dominerende led i de fleste

grundlæggende erhvervsuddannelser. Under hensyn hertil og til

praktiktidens uddannelsesmæssige betydning i øvrigt er det af

afgørende betydning at søge sikret, at praktikuddannelserne får

et reelt indhold. Der bliver derfor efter lovforslaget stillet

større og mere udførlige krav til praktikuddannelsen, end det

gennemgående hidtil er sket. Efter stk. 2 skal alle praktikregler

således angive den pågældende uddannelses mål og på grundlag

heraf nærmere beskrive de arbejdsområder og funktioner, som

praktikuddannelsen skal omfatte.

Under hensyn til vigtigheden af, at skoleundervisning og praktik i

deres indhold og tidsmæssige forløb kan supplere hinanden/være

integreret i hinanden på den ud fra et uddannelsesmæssigt

synspunkt mest hensigtsmæssige måde, foreskriver stk. 2

endvidere, at praktikreglerne skal udformes således, at det

sikres, at skoleundervisning og praktikuddannelse supplerer

hinanden på en hensigtsmæssig måde.

Hvordan denne supplering/integration nærmere skal ske, må helt bero

på de enkelte uddannelsers mål. I nogle tilfælde vil

praktikuddannelsen navnlig være en rutinetilegnelse i forhold til

skoleundervisningen, i andre tilfælde vil skoleundervisningen

være udfyldende og breddegivende i forhold til praktikuddannelsen.

C. Bedømmelse af elever, prøver og

svendeprøver

De gældende regler for elevbedømmelse m.v. er forskellige for

lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og grundlæggende

teknikeruddannelser. Inden for lærlinge- og efg-uddannelserne er

der endvidere principielle forskelligheder mellem handels- og

kontorområdet og de tekniske uddannelsesområder. Der henvises

herom til Nordskov Nielsen-udvalget, jf. bemærkningerne til

lovudkastets § 26.

Til § 33

Bestemmelserne om bedømmelse af elever, prøver og svendeprøver tager

sigte på, at der fortsat kan være en betydelig bredde i

variationen af formerne for bedømmelse m.v. og med hensyn til

indhold og fremgangsmåde ved prøver og andre bedømmelser,

herunder svendeprøver, således at der kan tages hensyn til

forskelligartede behov inden for de enkelte uddannelser.

Til stk. 1

Bestemmelsen vedrører erhvervsuddannelsen på skole og i en

virksomhed.

Der gennemføres bedømmelse og/eller eksamen i forbindelse med

afslutningen af skoleundervisningen med henblik på at bedømme

elevernes udbytte af undervisningen og vurdere, om slutmålene for

skoleundervisningen er opnået. Skolen udsteder bevis herfor, når

kravene er opfyldt.

Når eleven har gennemført praktikuddannelsen i overensstemmelse med

praktikreglerne, jf. § 32, udsteder praktikvirksomheden bevis for

gennemførelsen.

Til stk. 2

Reglerne om udarbejdelse af bedømmelsesplaner i almindelighed

fastsættes af undervisningsministeren og forudsættes at indeholde

sådanne generelle krav til bedømmelsesplanerne, at den

almindelige anerkendelse af uddannelsernes kvalitet bevares

usvækket, og uddannelserne sikres som ungdomsuddannelser.

Til stk. 3

Undervisningsministeren fastsætter bedømmelsesplanerne for de

enkelte uddannelser, for så vidt angår områdefag og specialefag,

efter de faglige udvalgs bestemmelse jf. § 38.

Til stk. 4

Det faglige udvalg kan træffe afgørelse om indførelse af en

svendeprøve som afslutning på praktikuddannelsen. Udvalget

fastsætter de nærmere regler herom og foranstalter denne prøve.

Det faglige udvalgs beslutning om at indføre svendeprøve

medfører, at der ved indgåelse af uddannelsesaftaler skal påføres

oplysning herom. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til §

47. Udgifterne afholdes ligeledes af det faglige udvalg, der helt

eller delvis kan kræve udgifterne refunderet af

praktikvirksomhederne (svendeprøvegebyr). Det faglige udvalg kan

udstede svendebrev, når svendeprøven er bestået.

Til kapitel 5

Rådgivende organer m.v.

Det er hensigten med det foreslåede rådgivningssystem, at der skabes

moderne erhvervsuddannelser, der hurtigt kan omstilles og

fornyes, og som kan gennemføres på den økonomisk mest forsvarlige

måde.

Lovforslaget bygger endvidere på, at disse mål bedst vil kunne

tilgodeses i et system, hvor ansvar og deraf følgende

forpligtelser synligt hænger sammen, og hvor hver især får til

opgave at sørge for det, som vedkommende må formodes at være

bedst egnet til.

Ud fra dette synspunkt er det arbejdsmarkedets parter, der ifølge

lovforslaget skal have det fulde ansvar for den faglige fornyelse

af erhvervsuddannelserne. Den del af erhvervsuddannelserne, der

gør uddannelserne til ungdomsuddannelser, skal Folketing og

minister derimod være ansvarlige for. Det samme gælder den

bevillingsmæssige side. Endelig bygger lovforslaget på, at

skolerne - i samarbejde med lokalsamfundet - skal kunne varetage

den detaljerede udformning af uddannelserne.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger om

de rådgivende organer.

Til § 34

Den foreslåede sammensætning af Erhvervsuddannelsesrådet er ikke

væsentlig forskellig fra rådets nuværende sammensætning, men der

er visse forskelle.

Det findes således, som anført i stk. 1, rigtigt, at de kommunale

organisationer, som repræsenterende arbejdsgiversiden i den

offentlige sektor, og skolelederne, udpeger medlemmer til rådet -

og ikke, som nu alene tilforordnede. Teknisk Landsforbunds

repræsentation er ligeledes fundet konsekvent, når loven kommer

til at omfatte de nuværende grundlæggende teknikeruddannelser.

Det forudsættes, at de udpegende hovedorganisationer respekterer

ønsker fra de i stk. 2 nævnte organisationer med hensyn til disse

organisationers repræsentanter.

Bestemmelsen i stk. 3, hvorefter der foreslås udpeget stedfortrædere

for rådets medlemmer er ny, men i overensstemmelse med nuværende

praksis.

En nydannelse er ligeledes den foreslåede bestemmelse i stk.

4, hvorefter undervisningsministeren efter indstilling fra rådet

skal udpege et antal uafhængige, særligt sagkyndige som

tilforordnede.

Bestemmelsen i stk. 5 om, at Teknikerrådets formand skal kunne

deltage i Erhvervsuddannelsesrådets møder, modsvarer bestemmelsen

i teknikerlovens § 9, stk. 2, hvorefter Erhvervsuddannelsesrådets

formand kan deltage i Teknikerrådets møder.

Til § 35

Erhvervsuddannelsesrådets opgaver er udformet på grundlag af det

under de almindelige bemærkninger anførte hovedsynspunkt om, at

rådet - i modsætning til den nuværende ordning - i mindst mulig

udstrækning skal beskæftige sig med enkeltopgaver, men derimod

være forum for uddannelsespolitiske drøftelser med hensyn til

uddannelserne generelt (tværgående).

Bestemmelsen i stk. 1 fastlægger Erhvervsuddannelsesrådets

kompetence til at afgive indstilling om en række vigtige regler i

den overordnede styring af hele

erhvervsuddannelsessystemet. Rådet kan dog overlade de opgaver,

som er nævnt under nr. 3 og nr. 15, til initiativ- og

koordinationsudvalg, jf. § 36.

Bestemmelsen i stk. 2 vil give Erhvervsuddannelsesrådet nogle

opgaver, der især har til formål at sikre uddannelsernes

fornyelse og koordination. Erhvervsuddannelsesrådet kan dog - ud

over den opgave, der er nævnt i stk. 1, nr. 3 - også overlade de

opgaver, der er nævnt under nr. 2 og 3, til initiativ- og

koordinationsudvalg.

Bestemmelsen i stk. 3 om rådets virksomhed på eget initiativ svarer

til de gældende regler, men forudsættes, som modstykke til den

ovenfor nævnte begrænsning af de lovpålagte enkeltopgaver, at få

større praktisk rækkevidde i fremtiden.

Til § 36

Erhvervsuddannelsesrådet skal have mulighed for at nedsætte

særlige initiativ- og koordinationsudvalg. Disse udvalg skal i

det væsentlige varetage opgaver vedrørende fornyelse, herunder

koordination af uddannelserne og forenkling ved samling af

beslægtede smalle enkeltuddannelser. Udvalgene kan tage initiativ

til nedsættelse af faglige fællesudvalg og kan i det hele virke

for samarbejde og koordination mellem faglige udvalg.

Det forudsættes, at et initiativ- og koordinationsudvalg skal dække

eet eller flere hovederhvervsområder. Et hovederhvervsområde

omfatter en flerhed af uddannelses- og beskæftigelsesområder, der

er karakteriseret ved en vis ensartethed med hensyn til

arbejdsopgaver og -funktioner. Forventningen er, at

Erhvervsuddannelsesrådet vil gruppere uddannelses- og

beskæftigelsesområderne i hovederhvervsområder hovedsagelig på

baggrund af uddannelsernes fællesskaber om grundfag. Det

forudsættes, at en uddannelse kan henføres til flere

hovederhvervsområder, og at grupperingen i øvrigt af rådet

undergives en løbende revision. Grupperingen vil afløse den

nuværende gruppering af lærlinge- og efg-uddannelser m.v. i

hovederhvervsområder.

Efter de gældende regler er uddannelserne henført til følgende 8

hovederhvervsområder: Handels- og kontorområdet, jern- og

metalområdet, bygge- og anlægsområdet, levnedsmiddelområdet,

servicefagsområdet, det grafiske område, jordbrugsområdet og

landtransportområdet.

Den nuværende inddeling i de nævnte 8 hovederhvervsområder er ikke

lovfæstet. Den har derfor - administrativt efter indstilling fra

de rådgivende organer - principielt kunnet tilpasses

erhvervsudviklingen og de erfaringer om uddannelsessystemets

funktion og om uddannelsesbehov, der løbende er indvundet. En

sådan tilpasning er kun sket i meget begrænset omfang.

Erfaringerne viser, at det kan være vanskeligt at indpasse nye

uddannelser i den fastsatte struktur med den følge, at

uddannelserne ikke oprettes, eller at deres oprettelse forsinkes

betydeligt.

I Nordskov Nielsen-udvalgets betænkning er det bl.a. derfor

forudsat, at inddelingen i hovederhvervsområder revurderes i

forbindelse med gennemførelse af ny lovgivning om uddannelserne.

I betænkningen drøftes både spørgsmålet om det fremtidige antal

af hovederhvervsområder og kriterier for inddelingen. Det

fremgår, at den nærmere fastlæggelse af en ny inddeling efter

udvalgets opfattelse utvivlsomt vil kræve en meget kompliceret og

tidskrævende proces med drøftelser med arbejdsmarkedets og

skolernes organisationer og med de rådgivende organer. Denne

proces forudsætter udvalget gennemført, før en ny lovgivning i

øvrigt sættes i kraft.

Det er Undervisningsministeriets opfattelse, at de formål,

initiativ- og koordinationsudvalgene efter forslaget skal

opfylde, ikke tvinger til, at områderne skal fastlægges på

forhånd.

Rådet får efter forslaget mulighed for at nedsætte det antal udvalg,

som til enhver tid findes nødvendigt og med den sammensætning og

det uddannelsesområde, der er behov for. Udvalgene skal altså

være fornyelsesorganer uden administrative opgaver og vil kunne

oprettes og nedlægges, sammensluttes eller deles i takt med

skiftende behov for initiativ og koordination. Rådet afgør, om

behovet er til stede, og opfordring til at nedsætte et udvalg kan

komme fra alle interesserede.

De omtalte fornyelsesopgaver er et vigtigt element i lovforslaget.

Dette er samtidig baggrunden for, at Erhvervsuddannelsesrådet -

om fornødent - skal kunne overlade dem til eet eller flere

(eventuelt midlertidige) initiativ- og koordinationsudvalg.

Til § 37

Til stk. 1

Efter bestemmelsen i stk. 1 skal der nedsættes faglige

udvalg. Udvalgene nedsættes af vedkommende arbejdsgiver- og

arbejdstagerorganisationer med et lige stort antal arbejdsgiver-

og arbejdstagerrepræsentanter.

Disse udvalg skal erstatte både de faglige udvalg, der er hjemlet i

lærlingeloven og efg- loven, og de uddannelsesnævn, der er nedsat

i henhold til bekendtgørelser om grundlæggende

teknikeruddannelser.

Det forudsættes, at der også i fremtiden vil være faglige udvalg,

der er fælles for flere uddannelser.

Bestemmelsen lægger op til, at det enkelte udvalg - ligesom de

eksisterende fællesfaglige udvalg - kan dække flere beslægtede

uddannelser og dermed opnå en lettere koordination af det faglige

indhold og en mere effektiv ressourceudnyttelse fx gennem

etablering af visse fælles områdefag og kombinerede specialer,

som kan påregne et rimeligt elevgrundlag og en realistisk økonomi

i de enkelte uddannelser.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 om midlertidige faglige udvalg tager især

sigte på den situation, hvor der tages initiativ til etablering

af en uddannelse på et nyt, hidtil ikke-uddannelsesdækket område.

I et sådant tilfælde er det vigtigt, at der forholdsvis tidligt

kan etableres et, eventuelt blot foreløbigt, fagligt udvalg, som

kan foretage/deltage i forberedelsesarbejdet. Udvalget skal

ligesom et fagligt udvalg efter stk. 1 bestå af et lige stort

antal arbejdsgiver- og arbejdstagerrepræsentanter.

Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling om nedsættelse af

midlertidige udvalg.

Bestemmelsen i stk. 2 giver endvidere hjemmel for, at

undervisningsministeren kan nedsætte ad hoc udvalg, herunder til

dækning af alternative uddannelser. Hermed sigtes til

situationer, hvor undervisningsministeren ud fra lovens formål,

jf. § l, finder behov for at undersøge ønskeligheden af at

supplere det spektrum af erhvervsuddannelser, som er fremkommet

fra det faglige system. Hvis ad hoc udvalget finder, at der er

behov for et sådant supplement, skal udvalget afgive indstilling

til ministeren herom. Erhvervsuddannelsesrådet skal udtale sig om

indstillingen, jf. § 35.

En hovedårsag til nedsættelse af et ad hoc udvalg kunne være, at der

mangler attraktive uddannelsestilbud til nogle grupper af unge,

fx de skoletrætte, eller at der består barrierer for

utraditionelle uddannelsesvalg, især for piger, som fx kunne

nedbrydes gennem kombinationsuddannelser med en blanding af

"bløde" og "hårde" elementer.

Det er vigtigt, at det samlede rådgivningssystem bliver i stand til

at opfange og bearbejde behov for fornyelser, der kan sikre et

uddannelsesmæssigt følgeskab mellem erhvervsuddannelsessystemet

og "spydspidsvirksomhederne" i den teknologiske og markedsmæssige

udvikling. Dette kan især være synligt i tilslutning til de

stadigt mere omfattende offentlige forsknings- og

udviklingsprogrammer (fx om informationsteknologi, bioteknologi

og nye materialer), hvor behovet for en koordination med

uddannelsespolitikken ofte fremhæves, men hidtil med begrænset

gennemslagskraft (overvejende på ingeniøruddannelserne).

Tilsvarende opfølgnings- og koordinationsproblemer kan også opstå

i tilslutning til offentlige investeringsprogrammer, miljøplaner

m.v. (fx havmiljø), hvor det er afgørende at undgå kvantitative

og kvalitative flaskehalse og sikre dansk konkurrenceevne i

berørte brancher. Endelig vil der naturligvis altid være en lille

del af arbejdspladserne på ethvert fagområde, som teknologisk er

særlig avanceret, og som bør kunne inddrages i et gensidigt

forpligtende samarbejde om fornyelse af en eksisterende

uddannelse - uden at tiden altid er moden til ændring af

vekseluddannelsen for alle elever og praktikvirksomheder inden

for fagområdet. Ofte vil problemet kunne løses ved at etablere et

nyt speciale, men for en periode kan der også tænkes behov for et

egentligt alternativ til en eksisterende uddannelse.

Til § 38

Denne bestemmelse omhandler de faglige udvalgs opgaver. Ifølge

lovforslaget vil der ske en styrkelse af de faglige udvalgs

indflydelse i form af et meget vidtgående fagligt selvstyre over

de enkelte erhvervsuddannelser.

Til stk. 1

Inden for de regler, som ministeren på grundlag af indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet (ved een eller

flere hovedbekendtgørelser ), fastsætter for uddannelserne i

almindelighed, er det de faglige udvalg, der for de enkelte

godkendte uddannelser, jf. § 1, stk. 3, bestemmer indholdet i

regler om

- uddannelsens varighed,

- uddannelsens struktur,

- uddannelsens mål,

- eventuelle yderligere rammer for skoleundervisningens indhold,

- bedømmelsesplaner for så vidt angår områdefag og specialefag og

- praktikuddannelsen.

Da de godkendte uddannelser finansieres ved lovbundne tilskud

baseret på årselever og takster pr. årselev, jf. § 19, må de

faglige udvalg i deres overvejelser inddrage en økonomisk

vurdering.

Til stk. 2

I overensstemmelse med den bestemmelse om varighed, struktur,

indhold m.v., der er truffet for den enkelte uddannelse af det

faglige udvalg, udformer undervisningsministeren i

en uddannelsesbekendtgørelse de nærmere regler om rammerne for

uddannelsen. Ministerens opgave forudsættes i hovedsagen

begrænset til en vurdering af, om det faglige udvalgs bestemmelse

er i overensstemmelse med lovgivningen og hovedbekendtgørelsen,

jf. bemærkningerne til § 4, og en stillingtagen til den

foreslåede varighed af skoleundervisningen, jf. § 14.

Herunder påhviler det ministeriet som regeludstedende myndighed og

pædagogisk tilsynsmyndighed i forhold til skolerne at udforme

uddannelsesreglerne således, at der sikres råderum for en

pædagogisk og økonomisk hensigtsmæssig tilrettelæggelse af

skoleundervisningen, og for en lokal toning af uddannelsen, som

skolen udvikler i samarbejde med det lokale uddannelsesudvalg og

de konkrete praktikvirksomheder.

Til stk. 3

De faglige udvalg fastsætter regler for og afholder eventuelle

svendeprøver, jf. § 33, stk. 4.

Til stk. 4

Det foreslås, at de faglige udvalg skal have pligt til at være

overvågende og initiativtagende med hensyn til fornyelse af den

uddannelse, der er omfattet af det faglige udvalgs

virksomhedsområde og tilgrænsende områder. Fører det faglige

udvalgs vurdering herefter alene til, at udvalgets uddannelse bør

ændres med hensyn til varighed, struktur, indhold m.v., træffer

udvalget i almindelighed selv de ønskelige nye bestemmelser, jf.

stk. 1.

Ønskes en ny uddannelse etableret eller en eksisterende uddannelse

nedlagt, kræver det undervisningsministerens godkendelse, jf. §

1, stk. 3 og indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, hvis

afgørelsen ikke kan træffes efter almindelige regler, hvorom

rådet har afgivet indstilling, jf. § 35, stk. 1, nr. 2.

Forudsat at det, som de faglige udvalg bestemmer, ligger inden for

de generelle rammer, vil uddannelsesbekendtgørelsen umiddelbart

kunne ændres, og fornyelsen blive gennemført langt hurtigere end

i dag. Hertil kommer, at den foreslåede overgang

til rammebekendtgørelser i sig selv åbner for en løbende og

fleksibel fornyelse af uddannelserne på lokalt initiativ.

Til stk. 5

I stk. 5 angives en række konkrete afgørelser, som tænkes tillagt de

faglige udvalg enten som endelige afgørelser eller under rekurs

til Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder. Bestemmelserne

svarer i det væsentlige til gældende regler.

Til § 39

Bestemmelsen pålægger skolerne sammen med de lokale

uddannelsesudvalg, jf. §§ 40 og 41, at fastlægge undervisningens

nærmere indhold, jf. bemærkningerne til § 24, og pålægger dem et

fornyelsesinitiativ.

På grundlag af skolens vurdering af fornyelsesforslagets karakter er

det skolens opgave at tage stilling til, over for hvem den vil

fremsætte forslaget.

Der henvises i øvrigt til punkterne k og l i indledningen til de

almindelige bemærkninger, herunder om, at lovforslaget indebærer

en vidtrækkende decentralisering, således at de enkelte skoler

bl.a. selv fastlægger deres uddannelsesprofil og det nærmere

indhold af de uddannelser, der udbydes på skolen.

Endvidere henvises til kapitel 2 i lovforslaget om erhvervsskoler og

til bemærkningerne hertil. Dette lovforslag er fremsat samtidig

med lovforslaget om erhvervsuddannelser.

Til § 40

De her omtalte lokale uddannelsesudvalg vedrørende skolens enkelte

uddannelser svarer i væsentlig grad til de cirkulærehjemlede

fagkomiteer vedrørende de tekniske skolers grunduddannelser og de

undervisningsudvalg, som er hjemlede i bekendtgørelser om

grundlæggende teknikeruddannelser. Dette niveau i

rådgivningsstrukturen forudsættes imidlertid tillagt større

betydning og foreslås i overensstemmelse hermed fastlagt ved lov.

Udvalgene foreslås i henhold til stk. 1 nedsat af vedkommende

skole (bestyrelse). Forslaget svarer således til, hvad der gælder

for de grundlæggende teknikeruddannelser, og til hvad der i

medfør af teknikerloven gælder for de videregående

teknikeruddannelser. For de erhvervsfaglige uddannelser i øvrigt

indebærer bestemmelsen en decentralisering og en styrkelse af

bestyrelsens rolle i samarbejdet mellem skolen og den berørte del

af arbejdsmarkedet.

De nærmere regler for de lokale uddannelsesudvalgs sammensætning

indeholdes i stk. 2 og 3. Det forudsættes, at de

organisationsudpegede medlemmer vil udgøre et flertal af

medlemmerne. Skolen kan tilføre udvalget et antal særligt

sagkyndige medlemmer. Bestemmelserne om paritet og geografisk

tilknytning gælder for både organisationsudpegede og øvrige

medlemmer. Med formuleringen "det geografiske område, uddannelsen

dækker" i stk. 2, 4. pkt., er der taget hensyn dels til ønsket om

den størst mulige lokale tilknytning, dels til at visse

uddannelser kun findes på een bestemt skole og således er

landsdækkende. Det geografiske område er for disse uddannelser

derfor hele landet. I henhold til stk. 3 skal repræsentanter for

skolens ledelse og lærere tilforordnes udvalget. Endvidere kan

der tilforordnes en elevrepræsentant samt en repræsentant for

arbejdsformidlingen.

Til § 41

Efter denne bestemmelse vil uddannelsesudvalgene få to principielt

forskellige opgaver, som dog i praksis vil have berøringsflader

1) Udvalgene skal rådgive skolen i spørgsmål vedrørende den eller de

uddannelser, udvalget omfatter. I stk. 2 omtales specielt

rådgivning med hensyn til de i § 27 omhandlede lokalt tilpassede

valgfag, som skolen kan tilbyde eleverne.

Men rådgivningsreglen er i øvrigt ganske generelt formuleret og

bygger på forudsætningen om løbende samråd mellem skole og udvalg

med gensidig udveksling af oplysninger og synspunkter.

2) Udvalgene skal virke for samarbejdet mellem skolen og det lokale

arbejdsmarked. Det må således påhvile uddannelsesudvalgene i

samarbejde med skolen at virke for placeringen af skolen og dens

uddannelsesmuligheder i lokalsamfundet med dets virksomheder,

organisationer, andre uddannelsesinstitutioner m.v.

Til kapitel 6

Praktikvirksomhederne

Om praktikuddannelsen henvises til kapitel 4, B.

Til § 42

Bestemmelsen i stk. 1, hvorefter det påhviler de faglige udvalg at

virke for de bedst mulige uddannelsesmæssige forhold i

praktikvirksomhederne, svarer til de gældende regler herom

vedrørende lærlinge- og efg-uddannelserne.

Bestemmelsen i stk. 2, vedrører de faglige udvalgs adgang til

virksomheder, som har ansat elever, med henblik på

tilvejebringelse af oplysninger om de uddannelsesmæssige forhold

i virksomheden.

Til § 43

Vanskeligheder med fremskaffelse af praktikpladser har i en årrække

været det alvorligste problem i efg-uddannelserne, omend der i de

seneste år har været tendens til en bedring i

praktikpladssituationen. Manglende mulighed for tilvejebringelse

af praktikplads har for et meget stort antal elever betydet, at

deres uddannelsesforløb er blevet afbrudt. Der henvises herved

til Nordskov Nielsen-udvalget, jf. betænkningens kap. 4 og 5,

afsnit 1.

Bestemmelsen i § 43 indeholder regler, der tager sigte på at skabe

bedre muligheder for, at unge, der gennemgår en 1.dels-uddannelse

på skole, også kan få den nødvendige praktikplads til at

fortsætte vekseluddannelsen.

Bestemmelsen er imidlertid kun et bidrag til realisation af denne

målsætning. Vigtigere er formentlig andre foranstaltninger, såsom

udviklingen af nye uddannelser og tilhørende

praktikpladsmuligheder, herunder ikke mindst for kvinder, og en

styrkelse af vejledningsindsatsen på erhvervsskolerne om

uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder.

§ 32. Praktikuddannelsen skal gennemføres efter praktikregler, der

fastsættes af undervisningsministeren efter de faglige udvalgs

bestemmelse.

Stk. 2. Praktikreglerne skal angive uddannelsens mål og på grundlag

heraf beskrive arbejdsområder og funktioner, som

praktikuddannelsen skal omfatte. Reglerne skal have et sådant

indhold, at det sikres, at skoleundervisning og praktikuddannelse

supplerer hinanden på en hensigtsmæssig måde. De skal indeholde

regler om kontakt mellem skole, elev og virksomhed.

C. Bedømmelse af elever, prøver og svendeprøver

§ 33. Eleverne modtager bevis for den gennemførte uddannelse,

herunder bevis både for gennemført skoleuddannelse og for

gennemført praktikuddannelse. Elever, der afbryder uddannelsen,

har ret til at få udleveret dokumentation for deltagelsen i

undervisningen.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet regler om bedømmelsesplaner i

almindelighed og regler for bevisernes udformning og udstedelse,

jf. § 4, stk. 1.

Stk. 3. Bedømmelse af elever under uddannelsens forløb og eksamen

tilrettelægges for den enkelte uddannelse på grundlag af

bedømmelsesplaner, der fastsættes af undervisningsministeren, for

områdefags og specialefags vedkommende efter de faglige udvalgs

bestemmelse.

Stk. 4. Det faglige udvalg kan bestemme, at praktikuddannelsen

afsluttes med en svendeprøve, der afholdes efter retningslinier

fastsat af udvalget. Udgifterne til denne prøve afholdes af

udvalget. Udvalget kan kræve, at praktikvirksomheden helt eller

delvis refunderer udvalget udgifterne.

§ 34. Undervisningsministeren nedsætter et erhvervsuddannelsesråd og

udpeger formanden. Rådets medlemmer udpeges af følgende

organisationer, således

Dansk Arbejdsgiverforening 8

Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger 1

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune og Frederiksberg

Kommune i forening 1

Landsorganisationen i Danmark 8

Funktionærernes og Tjeneste-

mændenes Fællesråd 1

Teknisk Landsforbund 1

Handelskolernes Forstander- og

Inspektørforening 1

Sammenslutningen af Ledere af Tek-

niske Skoler 1

Handelsskolernes Lærerforening 1

Dansk Teknisk Lærerforening 1

Stk. 2. 3 af de medlemmer, der udpeges af Dansk

Arbejdsgiverforening, skal repræsentere henholdsvis

Håndværksrådet, Det Danske Handelskammer og

Fællesrepræsentationen - Hovedorganisation for Arbejdsleder- og

tekniske Funktionærforeninger i Danmark. Et af de medlemmer, der

udpeges af Landsorganisationen i Danmark, skal repræsentere

eleverne.

Stk. 3. Der udpeges stedfortrædere for medlemmerne.

Stk. 4. Arbejdsministeren, industriministeren og

undervisningsministeren udpeger hver en tilforordnet til rådet.

Undervisningsministeren udpeger efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet et antal uafhængige, særligt sagkyndige

til som tilforordnede at deltage i rådets arbejde.

Stk. 5. Teknikerrådets formand eller næstformand kan deltage i

rådets møder uden stemmeret.

Stk. 6. Formanden, medlemmerne og disses stedfortrædere samt de

tilforordnede beskikkes af undervisningsministeren for 4 år. De

tilforordnede særligt sagkyndige kan dog beskikkes for en kortere

periode.

Stk. 7. Rådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 8. Undervisningsministeren stiller sekretariatsbistand til

rådighed for Erhvervsuddannelsesrådet.

§ 35. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling til

undervisningsministeren om

1) Regler om uddannelserne i almindelighed med hensyn til

a) Uddannelsernes struktur.

b)Uddannelsernes mål.

c)Øvrige rammer for skoleundervisningens indhold.

d)Fritagelse for dele af uddannelsen, jf. § 14, stk. 7.

e)Bedømmelse, jf. § 33, stk. 2.

2) Oprettelse af nye uddannelser og nedlæggelse af uddannelser, for

så vidt der herved sker fravigelser af regler om uddannelserne i

almindelighed, der er fastsat efter indstilling af rådet,

herunder udtalelse om indstillinger fra ad hoc udvalg, jf. § 37,

stk. 2.

3) Nedsættelse af midlertidige faglige udvalg i forbindelse med

forberedelse og iværksættelse af uddannelser, jf. § 37, stk. 2.

4) Prioritering af ansøgninger om tilskud fra

Undervisningsministeriets puljer til dækning af særlige udgifter

i forbindelse med iværksættelse af nye uddannelser, analyse- og

prognosearbejde samt forsøgs- og udviklingsarbejde, jf. § 66.

5) Afvigelser fra loven som led i forsøg, jf. § 67.

6) Regler i almindelighed om krav til lærerkvalifikationer.

7) Etablering af andre adgangsveje og regler herom, jf. § 8.

8) Regler om optagelse på skole og regler, der begrænser adgangen

til uddannelsen i henhold til denne lov, jf. §§ 11 og 12.

9) Regler om erhvervs- og uddannelsesorienterende kurser, jf. § 13,

stk. 4.

10) Godkendelse af skoler, som ikke er erhvervsskoler, institutioner

og virksomheder til bestemte erhvervsuddannelser, jf. § 18, stk.

2.

11) Kriterier for opdelingen af uddannelserne i uddannelsesgrupper

under hensyn til udgiftsbehov, jf. § 19, stk. 2, og afgørelser

om, hvilke uddannelser der er omfattet af særlige tilskudsregler

for uddannelser med lille elevtilgang, jf. § 19, stk. 3, 2. pkt.

12) Godkendelse af forslag til grundfag, jf. § 25, stk. 1.

13) Regler om rådgivning om valg af uddannelse og erhverv m.v., jf.

§ 36. Erhvervsuddannelsesrådet kan nedsætte initiativ- og

koordinationsudvalg for uddannelser inden for eet eller flere

hovederhvervsområder.

Stk. 2. Erhvervsuddannelsesrådet kan overlade een eller flere af de

opgaver, der er nævnt i § 35, stk. 1, nr. 3 og 15, og stk. 2, nr.

2 og 3, til et initiativ- og koordinationsudvalg.

Stk. 3. Et initiativ- og koordinationsudvalg kan medvirke til

Erhvervsuddannelsesrådets indstilling om godkendelse af grundfag,

jf. § 35, stk. 1, nr. 12, og virke for samordning af de faglige

udvalgs valg af grundfag, jf. § 38, stk. 5, nr. 1.

§ 37. Arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationerne nedsætter et

antal faglige udvalg med et lige stort antal arbejdsgiver- og

arbejdstagerrepræsentanter. De faglige udvalg skal tilsammen

dække alle uddannelser etableret i henhold til denne lov.

Stk. 2. I forbindelse med forberedelse og iværksættelse af

uddannelser kan undervisningsministeren efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet nedsætte midlertidige udvalg.

Undervisningsministeren kan endvidere nedsætte ad hoc udvalg.

Stk. 3. Sekretariatsbistand til faglige udvalg tilvejebringes af de

organisationer, der er repræsenteret i de faglige udvalg.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan stille sekretariatsbistand til

rådighed for midlertidige udvalg eller ad hoc udvalg.

§ 38. De faglige udvalg bestemmer for de enkelte godkendte

uddannelser indholdet i regler om

1) Uddannelsens varighed og struktur, herunder fordelingen på

skoleundervisning og praktikuddannelse.

2) Uddannelsens mål.

3) Eventuelle øvrige rammer for undervisningens indhold.

4) Bedømmelsesplaner for så vidt angår områdefag og specialefag.

5) Praktikuddannelsen.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter reglerne i

overensstemmelse med udvalgenes bestemmelse, når reglerne lovligt

kan fastsættes.

Stk. 3. De faglige udvalg fastsætter retningslinier for og afholder

eventuelle svendeprøver, jf. § 33, stk. 4.

Stk. 4. Det faglige udvalg skal følge den erhvervsmæssige udvikling

og udviklingsmuligheder inden for udvalgets område og

tilgrænsende områder og efter behov tage initiativ til

nyetablering, omlægning og nedlæggelse af uddannelser.

Stk. 5. De faglige udvalg træffer afgørelse med hensyn til

1) Valg af grundfag for den enkelte uddannelse, jf. § 25, stk. 1.

2) Godkendelse af praktikvirksomheder, jf. § 31 og § 45.

3) Godkendelse af særbestemmelser i uddannelsesaftaler, jf. § 51,

stk. 2.

4) Afkortning eller forlængelse af uddannelsestid, jf. §§ 56-58.

De faglige udvalgs afgørelser med hensyn til nr. 1, 3 og 4 kan ikke

indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6. De faglige udvalg

1) virker for de bedst mulige uddannelsesmæssige forhold i

praktikvirksomhederne, jf. § 42,

2) virker for tilvejebringelse af praktikpladser, jf. § 43, stk. 2,

og

3) behandler tvistigheder mellem elever og praktikvirksomheder, jf.

§ 39. Skolen skal i samarbejde med de lokale uddannelsesudvalg, jf.

§§ 40-41, fastlægge undervisningens nærmere indhold inden for de

regler, der i henhold til § 4, stk. 2, er fastsat for de enkelte

uddannelser, samt følge behovet for fornyelse af disse regler og

fremkomme med forslag hertil.

§ 40. Hver skole nedsætter eet eller flere lokale uddannelsesudvalg,

der tilsammen skal dække de erhvervsuddannelser, skolen udbyder.

Stk. 2. De medlemmer af udvalget, der repræsenterer organisationer

med sæde i vedkommende faglige udvalg, udpeges af det faglige

udvalg efter indstilling fra organisationernes lokale afdelinger.

Øvrige medlemmer udpeges af skolen. Arbejdsgivere og

arbejdstagere skal være ligeligt repræsenteret. Medlemmerne skal

have tilknytning til det geografiske område, som de pågældende

uddannelser dækker.

Stk. 3. En repræsentant for skolens ledelse og en repræsentant for

skolens lærere tilforordnes udvalget. Der kan endvidere

tilforordnes en repræsentant for skolens elever. En repræsentant

for arbejdsformidlingen kan tilforordnes udvalget.

Stk. 4. Uddannelsesudvalget vælger selv sin formand.

Stk. 5. Skolen stiller sekretariatsbistand til rådighed for udvalget.

§ 41. Lokale uddannelsesudvalg rådgiver skolen i spørgsmål, der

vedrører de uddannelser, der er omfattet af udvalgets

virksomhedsområde, og virker for samarbejdet mellem skolen og det

lokale arbejdsmarked.

Stk. 2. Skolens afgørelse om valgfag af lokal betydning, jf. § 27,

træffes efter indstilling fra uddannelsesudvalget.

Stk. 3. De faglige udvalg kan overdrage opgaver, som efter denne lov

påhviler udvalgene, men som hensigtsmæssigt kan udføres af de

lokale uddannelsesudvalg, til disse udvalg.

§ 42. De faglige udvalg skal virke for de bedst mulige

uddannelsesmæssige forhold i praktikvirksomhederne.

Stk. 2. De faglige udvalg eller den, som udvalgene bemyndiger

hertil, har til enhver tid uden retskendelse og mod behørig

legitimation adgang til virksomheder, som har ansat elever, med

henblik på tilvejebringelse af oplysninger om de

uddannelsesmæssige forhold i virksomheden.

§ 43. Praktikpladser formidles af arbejdsformidlingskontorerne, der

i videst muligt omfang skal samarbejde med skolerne herom.

Stk. 2. De faglige udvalg og de lokale uddannelsesudvalg skal ved

kontakt med virksomheder virke for, at der tilvejebringes det

nødvendige antal praktikpladser

Stk. 3. Undervisningsministeren kan efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet fastsætte regler om samarbejds- eller

informationsordninger med henblik på at tilvejebringe et

tilstrækkeligt antal praktikpladser.

§ 43 angår foranstaltninger med direkte sigte på

praktikpladsproblemet.

Til stk. 1

Efter stk. 1 påhviler det - ligesom efter de gældende regler -

arbejdsformidlingskontorerne at formidle praktikpladser og i

forbindelse hermed at samarbejde med skolerne.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2, der er en ny bestemmelse, men som i et vist

omfang modsvarer nuværende praksis, pålægger de faglige udvalg og

lokale uddannelsesudvalg ved kontakt med virksomheder at virke

for, at der tilvejebringes det antal praktikpladser, der er behov

for. Bestemmelsen om, at også uddannelsesudvalgene skal deltage i

arbejdet med at skaffe praktikpladser, er på linie med det

generelle synspunkt om de lokale arbejdsmarkeders medindflydelse

på og medansvar for erhvervsuddannelsessystemets funktion.

Spørgsmålet om, hvilket antal praktikpladser der er behov for med

henblik på en uddannelse, kan ikke besvares præcist, men

bestemmelsen angiver, at spørgsmålet må bedømmes ved en afvejning

af på den ene side elevernes uddannelsesønsker - hvor mange

ønsker den pågældende uddannelse - og på den anden side de

forventede fremtidige beskæftigelsesmuligheder på det modsvarende

erhvervsområde. Bedømmelsen skal endvidere ske med henblik på, at

udbuddet af praktikpladser bliver alsidigt med hensyn til

virksomhedernes størrelse og teknologiudvikling.

Til stk. 3

Arbejdet på tilvejebringelse af praktikpladser involverer flere

instanser og funktioner: Arbejdsformidlingen, skolerne,

elevvejledningsfunktionen, de faglige udvalg og de lokale

uddannelsesudvalg. Det er vigtigt, at arbejdet organiseres i et

rationelt samarbejde, herunder med hensigtsmæssige systemer for

informationsudveksling. Under hensyn hertil foreslås i stk. 3 en

bestemmelse, der bemyndiger undervisningsministeren til efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet at fastsætte regler

om samarbejds- eller informationsordninger.

Til § 44

Denne bestemmelse om statsstøtte i form af rejsehjælp, flyttehjælp,

tilskud til boligbevarelse og tilskud til dobbelt husførelse

svarer i det væsentlige til § 13 i lov om foranstaltninger

vedrørende lære- og praktikpladser m.v. (lovbekendtgørelse nr.

140 af 23. marts 1987). Denne lov foreslås ophævet, jf.

lovforslagets § 71.

Til § 45

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 vedrører grundlaget for det faglige udvalgs

afgørelse af, om en virksomhed kan godkendes som praktiksted.

Ved bestemmelsen fastslås det, at afgørelsesgrundlaget er - og

principielt alene er - uddannelsesmæssige hensyn (i vid

forstand). Der kan og skal lægges vægt på, om virksomheden vil

kunne gennemføre praktikuddannelse i overensstemmelse med de

praktikregler, der fremgår af lovforslagets § 32, med deres

angivelse af uddannelsens formål og af arbejdsområde og

funktioner.

Bestemmelsen i stk. 1 indebærer et krav om, at spørgsmålet om,

hvorvidt en virksomhed kan godkendes, principielt afgøres ved en

konkret vurdering. Et fagligt udvalg kan således ikke udforme

faste regler for sin egen praksis, således at disse regler

anvendes som fuldtud afgørende for spørgsmålet om godkendelse

eller ikke-godkendelse, men derimod godt vejledende

retningslinier.

Til stk. 2

Efter bestemmelsen i stk. 2 fastsætter undervisningsministeren efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om det faglige

udvalgs behandling af godkendelsessager, herunder regler om

frister vedrørende sagsbehandlingen.

Hovedmålsætningerne for de administrative bestemmelser bør være på

den ene side at sikre, at godkendelsesafgørelser træffes på et

forsvarligt grundlag, og på den anden side at opnå en

behandlingsmåde, der er enkel og hurtig.

Til § 46

Det foreslås i denne bestemmelse at opretholde den gældende ordning

i lov om foranstaltninger vedrørende lære- og praktikpladser

m.v., hvorefter en afgørelse om at nægte en virksomhed

godkendelse som praktiksted kan indbringes for et ankenævn.

Der foreslås den ændring i den gældende ankenævnsordning, at

ankenævnets formand skal være dommer - således om tilfældet

hidtil har været i praksis. Endvidere foreslås en udtrykkelig

lovbestemmelse om beskikkelse af stedfortrædere for de 4

medlemmer, der beskikkes efter indstilling fra Dansk

Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark.

Til kapitel 7

Elevernes retlige forhold

Bestemmelserne omhandler elevernes retlige forhold, hovedsagelig i

betydningen retsforholdet mellem elev og praktikvirksomhed, men

også retsstillingen mellem elev og virksomhed på den ene side og

skole på den anden.

Bestemmelserne er på den ene side ikke så detaljerede som

lærlingelovens tilsvarende bestemmelser, men på den anden side

noget mere udførlige end bestemmelserne i efg-loven og

efg-retsbekendtgørelsen. Lærlingelovens ordning på dette område

er et godt udgangspunkt for valget af de emner, der bør være

reguleret i lovform. Der kan dog foretages en betydelig

forenkling med hensyn til intensiteten i reguleringen af de

enkelte emner, navnlig hvad angår regler om uddannelsesaftalers

ophør.

Til § 47

Efter bestemmelserne reguleres uddannelsen af

den uddannelsesaftale, der er omtalt i § 3l. Eleven skal indgå en

uddannelsesaftale med en virksomhed, når lovens krav til aftalens

parter i øvrigt er opfyldt.

Kravet til virksomheden er, at den er godkendt til den pågældende

uddannelse af det faglige udvalg, jf. § 38.

Kravet til eleven er, at undervisningspligten efter folkeskoleloven

er opfyldt, jf. § 5.

Reglen om, at der skal være indgået en uddannelsesaftale, svarer

til, hvad der er forudsat i lærlingeloven og efg-loven om

påbegyndelse af en lærlinge- eller efg-2.dels-uddannelse. Elever,

der har indgået en uddannelsesaftale, har krav på at blive

optaget på skole til undervisning i overensstemmelse med reglerne

for den pågældende uddannelse.

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 om indgåelse af en uddannelsesaftale som

betingelse for uddannelsens gennemførelse vedrører både de

tilfælde, hvor eleven indleder sin uddannelse med

praktikuddannelse, og de tilfælde, hvor eleven indleder sin

uddannelse på skole og derefter skifter til praktikuddannelse som

sit 1. praktikophold.

Uddannelsesaftalen skal omfatte alle uddannelsens praktik- og

skoleophold, herunder en eventuel svendeprøve, bortset fra den

del af skoleundervisningens 1. del, der måtte ligge før 1.

praktikuddannelse. Dette krav er i overensstemmelse med de

gældende krav til lærekontrakter og efg-uddannelsesaftaler.

Kravet er opretholdt som den almindelige hovedregel især af

hensyn til elevens interesse i den størst mulige sikkerhed for at

kunne afslutte en påbegyndt uddannelse. Oplysningen om afholdelse

af en eventuel svendeprøve er begrundet i, at beslutningen om at

afholde svendeprøve alene træffes af det faglige udvalg og

således ikke fremgår af uddannelsesbekendtgørelsen.

Til stk. 2

Supplerende kurser, jf. § 16, skal heller ikke være omfattet af

uddannelsesaftalen. Bestemmelsen i stk. 2 er dog formuleret med

henblik på den mulighed, at supplerende kurser også kan indgå som

element i den enkelte uddannelse som en del af uddannelsen med

den virkning, at kurset skal være omfattet af en

uddannelsesaftale.

Hovedreglen om, at aftalen skal omfatte hele uddannelsen, er ikke

anvendelig i tilfælde, hvor eleven allerede har gennemgået en del

af den pågældende uddannelse i henhold til en anden aftale, men

hvor denne aftale er blevet afbrudt eller ophævet inden

uddannelsens afslutning. I sådanne tilfælde skal aftalen i

overensstemmelse med hidtidig praksis vedrørende lærlinge og

efg-elever i henhold til stk. 5 normalt kun omfatte de manglende

praktik- og skoleophold. Den resterende uddannelsestid kan

afkortes eller forlænges i særlige tilfælde ved det faglige

udvalgs afgørelse efter de almindelige regler i §§ 56-58.

Det forekommer, at en virksomhed ikke kan godkendes til en hel

uddannelse, eller at virksomheden ikke ønsker at påtage sig et

helt uddannelsesforløb. Derfor indeholder stk. 1 mulighed for, at

flere virksomheder kan være part i en aftale med samme elev.

Til stk. 3

Bestemmelsen i stk. 3 om kombinationsaftaler i form af delaftaler

giver sikkerhed for, at det på forhånd er fastlagt, i hvilke

uddannelsesperioder eleven og den enkelte virksomhed har

gensidige forpligtelser.

Til stk. 4

Bestemmelsen i stk. 4 tager sigte på tilfælde, hvor en virksomhed er

godkendt til uddannelsen på betingelse af, at en del af

uddannelsen gennemføres på en anden (godkendt) virksomhed. Det er

dog ikke udelukket, at en virksomhed af egen drift vælger at lade

eleven udstationere, f.eks. hvis dette skønnes nødvendigt for at

opnå en fagligt forsvarlig uddannelse i det konkrete tilfælde.

Der må i fremtiden forventes et øget behov for kombinationsaftaler

(delaftaler) og udstationeringsaftaler som følge af ændringer af

virksomhedsstrukturen i retning af mere specialiserede

virksomheder og udviklingen i retning af bredere

grunduddannelser. For at lette adgangen til delaftaler og

udstationeringsaftaler er der derfor i forslaget indarbejdet den

forenkling, at aftalerne ikke skal forhåndsgodkendes af de

faglige udvalg, når de deltagende virksomheder helt eller delvis

er godkendt til uddannelsen. Det forudsættes, at de faglige

udvalg i deres praksis vedrørende godkendelse af virksomheder vil

være opmærksomme på muligheden for at godkende på vilkår af, at

uddannelsesaftale indgås som kombinationsaftale. Der henvises

endvidere til bemærkningerne til § 2, stk. 1.

Til stk. 6

Da kombinationsaftaler giver anledning til særlige retsspørgsmål,

f.eks. om prøvetid, ansvarsfordeling, kontakt mellem skole, elev

og virksomhed m.v., foreslås en bestemmelse, hvorefter der skal

fastsættes regler om sådanne særlige spørgsmål.

Til § 48

Til stk. 1

Bestemmelsen gælder undervisning under de enkelte uddannelsers

forløb og omfatter både elevens pligt til at deltage og

virksomhedens pligt til at give eleven den fornødne frihed fra

arbejdet i virksomheden med henblik på fremmødet på

skolen. Bestemmelsen indebærer tillige forudsætningsvis - som

hidtil - at eleven i undervisningsperioder med

heldagsundervisning opfylder sin del af aftalen ved at møde til

undervisning. Virksomheden kan altså ikke kræve elevens

tilstedeværelse på praktikstedet, selv om den normale arbejdstid

delvis er placeret uden for den daglige eller ugentlige

undervisningstid, fx lørdag og søndag.

Til stk. 2

Eleverne indkaldes af skolen til undervisning i overensstemmelse med

uddannelsesreglernes fastlæggelse af uddannelsens skole- og

praktikophold. De nærmere regler om indkaldelsen vil angå

spørgsmål om meddelelse til parterne om indkaldelsen inden for

visse frister, om hvilken skole der indkalder, og om

administrative procedurer i øvrigt, herunder om blanketter m.v.

Til stk. 3

Efter bestemmelsen i stk. 3 skal undervisningsministeren fastsætte

regler om elevers adgang til ophold på skolehjem i forbindelse

med skoleundervisningen.

Skolehjem er inden for lærlinge- og efg-uddannelserne den

traditionelle betegnelse for en institution, som yder kost og

logi samt tilbud om fritidsbeskæftigelse m.v. til lærlinge og

efg-elever under skoleophold.

Baggrunden for skolehjemmene er navnlig, at lærlinge- og

efg-uddannelsernes praktikdele foregår på virksomheder spredt

over hele landet, medens skoleundervisningen på grund af de

enkelte uddannelsers elevtal for de fleste uddannelsers

vedkommende kun finder sted på få skoler, eventuelt en enkelt

skole.

På baggrund af, at uddannelserne er ungdomsuddannelser, og for at

fremme, at lærekontrakter og uddannelsesaftaler kan indgås

ubundet af skoleundervisningens lokalisering, er skolehjemmene et

tilbud om, at de unges forholdsvis kortvarige, nødvendige

bopælsskift kan ske pædagogisk forsvarligt og uden væsentlige

økonomiske og praktiske ulemper for den enkelte.

Der vil også i fremtiden være behov for en skolehjemsordning i

tilknytning til erhvervsskolerne m.fl., selv om der gennemføres

en bedre geografisk spredning af uddannelserne, og selv om

skolehjemsbehovet også forudsættes formindsket, efterhånden som

målsætningen om, at uddannelserne samles i færre og bredere

uddannelser, bliver realiseret.

Til § 49

Bestemmelsen fastsætter, at retsvirkningen af, at en elev

uberettiget forsømmer undervisningen eller groft overtræder

skolens ordensregler, kan være udelukkelse fra fortsat

undervisning.

Denne meget indgribende sanktion forudsættes kun anvendt i meget

alvorlige tilfælde, og det fremgår af bestemmelsens formulering,

at der forinden skal være forsøgt med mindre vidtgående

foranstaltninger. Sådanne kan fx være samtaler, advarsler,

midlertidig hjemsendelse, indkaldelse til et fornyet skoleophold

eller overflytning til en anden skole.

Bestemmelsen skal sammenholdes med § 61, hvorefter en

uddannelsesaftale bortfalder i tilfælde af, at eleven udelukkes

fra undervisning, der er omfattet af aftalen.

Til § 50

Til stk. 1

Bestemmelsen angår tilbud om skoleundervisning, der supplerer

undervisningen under uddannelserne. Der sigtes navnlig til tilbud

om, at eleven helt eller delvis på ny gennemgår et allerede helt

eller delvis gennemført skoleophold, som på grund af sygdom eller

af andre grunde ikke har givet eleven det fornødne udbytte. Den

supplerende undervisning kan dog også være begrundet i mangler

ved oplæringen i virksomheden.

Det forudsættes, at tilbud om supplerende undervisning kommer i

stand i et samarbejde mellem skolen, eleven og virksomheden. Det

vil ikke være en retlig forpligtelse for uddannelsesaftalens

parter at modtage et sådant tilbud. Men et fremsat tilbud, som

ikke er accepteret, kan få betydning under en eventuel senere

tvistighedssag om misligholdelse af aftalen m.v.

Bestemmelsen skal sammenholdes med § 57, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2

og 3, om forlængelse af uddannelsesaftalen samt med § 60, stk. 4,

om, at deltagelse i supplerende undervisning ikke kan begrunde,

at aftalen ophæves ud fra et misligholdelses- eller

forudsætningssynspunkt.

Til stk. 2

Ved bestemmelsen tillægges der skolerne kompetence til at træffe

afgørelse om meritoverførsel, således at eleven fritages for dele

af skoleundervisningen. Der henvises til bemærkningerne til § 14,

stk. 7.

Til § 51

Af hensyn til at sikre velordnede forhold omkring aftalernes indhold

og gennemførelse findes det nødvendigt at opretholde kravet om,

at aftalen skal indgås på en godkendt formular. Den godkendes af

undervisningsministeren efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35. Det findes endvidere

nødvendigt at opretholde en offentlig registrering af aftalerne

og en vis kontrol med indgåede aftalers lovlighed. Registreringen

er nødvendig for at skabe overblik over praktikpladssituationen

og give grundlag for både lokale og centrale initiativer og

behovsvurderinger. Kontrollen med aftalernes lovlighed tjener

fortrinsvis parternes interesse i, at indgåede aftaler faktisk

fører til den tilsigtede uddannelse på vilkår, som på forhånd er

afklarede. Det forudsættes, at den pågældende myndighed som led i

sin aftalekontrollerende virksomhed yder parterne vejledning og

rådgivning om aftalen og den pågældende uddannelse.

Disse opgaver har hidtil været varetaget af arbejdsformidlingen, som

også fortsat må anses for at være bedst egnet til disse

funktioner. Lovforslaget fastlægger dog ikke en bestemt

kompetencefordeling på dette område.

Til § 52

De dispositioner, der sigtes til i bestemmelsen, er navnlig

ophævelse efter gensidig overenskomst, jf. § 59, stk. 1, og

bemærkningerne hertil, ophævelse af aftalen inden for prøvetiden,

jf. § 59, stk. 2, erklæring om ophævelse efter § 60, afslutning

af privat forlig om erstatning m.v. eller forlig i henhold til §

62, stk. 1, gennemførelse af sag for Tvistighedsnævnet efter §

62, stk. 2, samt aftaler om forlængelse af uddannelsestiden i

henhold til § 57.

Til § 53

Efter denne bestemmelse skal undervisningsministeren fastsætte

nærmere regler om uddannelsesaftalers registrering, jf.

bemærkningerne til § 51. Sådanne regler findes nu i

Undervisningsministeriets cirkulære af 6. august 1982 om

arbejdsformidlingskontorernes registrering af uddannelsesaftaler

og godkendelse af lærekontrakter samt om indmeldelse af elever og

lærlinge til skoleundervisning.

Til § 54

Til stk. 1

Alle elever med uddannelsesaftale har - svarende til efg-ordningen -

krav på løn under hele den del af uddannelsen, som aftalen

omfatter.

Til stk. 2

I overensstemmelse med de hidtidige regler i lærlingeloven foreslås

med hensyn til størrelsen af den obligatoriske mindsteløn den

almindelige ordning, at mindstelønnen fastsættes i kollektive

overenskomster inden for uddannelsesområdet. Virkningen af denne

ordning er, at overenskomstparterne aftaler mindstelønnen med

bindende virkning for alle virksomheder og elever inden for

uddannelsesområdet, uanset om virksomheden og eleven i det

konkrete tilfælde er medlem af de forhandlingsberettigede

organisationer. Spørgsmål om forhandlingsretten afgøres i øvrigt

ved hjælp af de almindelige fagretlige regler.

Til stk. 3 og 4

Med hensyn til uddannelsesområder, som ikke er omfattet af en

kollektiv overenskomst, foreslås, at mindstelønnen fastsættes af

et lønnævn. Lønnen vil typisk kunne fastsættes med udgangspunkt i

overenskomster på beslægtede områder. Denne regel svarer til

lærlingelovens og efg-lovens bestemmelser, men i en forenklet

udformning.

Til § 55

Til stk. 1

Ved bestemmelsen henføres de ansættelsesforhold, der bygger på

uddannelsesaftaler, til lovgivningens og overenskomsternes

almindelige regler om ansættelses- og arbejdsvilkår m.v. i det

omfang, det er foreneligt med uddannelsen. Forbeholdet angår dels

ansættelsesforholdets uddannelsesformål, dels de særlige

bestemmelser, der fastsættes i lovforslagets øvrige bestemmelser

eller fastsættes i administrative regler i henhold hertil, fx om

aftalens indgåelse og ophør, prøvetid, aflønning og afgørelse af

tvistigheder mellem parterne.

Det bør som hovedregel overlades til fastsættelse gennem kollektive

overenskomster og lovgivningen vedrørende arbejdsmarkedet, hvilke

regler der skal gælde for elevernes retsstilling, i sammenhæng

med tilsvarende regler for arbejdstagere i øvrigt. Udgangspunktet

bør herefter være, at der gælder samme retsstilling for elever

som for andre arbejdstagere. Hvor der måtte være særlige behov

for det, kan der i overenskomsterne eller den pågældende

lovgivning fastsættes særlige regler for eleverne, således som

det fx er sket i ferieloven. Dog er der behov for at fastsætte

særlige regler om uddannelsessaftalers indgåelse og ophør, om

prøvetid og aftalernes varighed samt om afgørelse af tvistigheder

mellem aftalens parter og enkelte andre bestemmelser til sikring

af uddannelsesformålet. Sådanne regler bør fastsættes i lovform,

da de til dels indebærer en fravigelse fra aftalefriheden eller

fra anden lovgivning, fx funktionærloven.

Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med disse

grundsynspunkter. Den lovgivning, der sigtes til i stk. 1, er

navnlig

Lovgivning, som har udtrykkelige særregler om lærlinge og efg-elever

(og som derfor i lovteknisk henseende bør ajourføres i konsekvens

af dette lovforslag)

- Funktionærloven

- Ferieloven

- Lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring

- Lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse

- Lov om umyndighed og værgemål.

Lovgivning uden særlige regler om lærlinge og efg-elever

- Dagpengeloven (sygdom og graviditet m.v.)

- Lov om barselsorlov m.v.

- Lov om offentlig sygesikring

- Medhjælperloven

- Arbejdsmiljøloven

- Lov om arbejdsskadeforsikring

- Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

- Lov om Lønmodtagernes Garantifond (LG)

- Lov om Arbejdsmarkedsuddannelsesfonden (AUD).

Til stk. 2

Stk. 2 svarer til bestemmelser for lærlinge og efg-elever. Der

findes fortsat at være behov for en sådan regel om

arbejdsindholdet til beskyttelse af eleven mod misbrug og til

sikring af, at de uddannelsesmæssige mål kan nås.

Til § 56

Ved bestemmelsen tillægges der de faglige udvalg kompetence til at

træffe afgørelse om meritoverførsel, således at uddannelsestiden

afkortes på grundlag af tidligere uddannelse eller beskæftigelse.

Bestemmelsen skal sammenholdes med § 14, stk. 7, om fastsættelse

af generelle regler, hvorefter fritagelse under visse betingelser

skal ske. Det bør tilstræbes, at der gives sådanne obligatoriske

regler om meritoverførsel for større grupper af

uddannelsessøgende. Men der bør også være mulighed for, at

afgørelse kan træffes på grundlag af friere overvejelser i

konkrete tilfælde, hvor sådanne generelle regler ikke kan

anvendes. Det er dette, bestemmelsen tager sigte på.

Til § 57

Til stk. 1 og 2

Efter bestemmelsens stk. 1 kan parterne under nærmere angivne

betingelser med bindende virkning aftale at forlænge

uddannelsestiden, når eleven har været fraværende fra

virksomheden på grund af sygdom af længere varighed, graviditet

m.v. eller deltagelse i supplerende skoleundervisning.

Der er samtidig indført en mulighed for, at parterne kan aftale

nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed mod tilsvarende forlængelse

af uddannelsestiden for elever, som på grund af særlige

omstændigheder ikke vil kunne gennemføre på normal tid. Hermed

åbnes der mulighed for at tilpasse erhvervsuddannelserne til

marginale grupper af unge (handicappede og eliteidrætsudøvere for

at nævne et par eksempler), og der skabes en parallel til

fleksibiliteten i de gymnasiale uddannelser.

I forhold til de gældende regler indeholder den foreslåede

bestemmelse den nydannelse, at parterne kan aftale en

forlængelse, uden at aftalen skal godkendes. Hvis den aftalte

forlængelse overstiger det faktiske fravær, er aftalen dog kun

gyldig med det faglige udvalgs godkendelse, jf. stk. 2.

Det forudsættes, at regler om uddannelsesaftalers registrering m.v.,

som udfærdiges i henhold til § 53, kommer til at indeholde regler

om underretning af det faglige udvalg om indgåede aftaler om

forlængelse.

Til stk. 3

I stk. 3 er der, for det tilfælde, at parterne ikke er enige om

forlængelsen, medtaget en bestemmelse om, at det faglige udvalg

kan fastsætte en forlængelse efter ansøgning fra en af parterne,

når eleven har været fraværende fra virksomheden af en af de

nævnte grunde.

Bestemmelserne i § 57 er en forenkling af de nugældende bestemmelser

for lærlinge og efg- elever.

Til § 58

Afkortning eller forlængelse af uddannelsestiden kan komme på tale i

andre tilfælde end dem, der er nævnt i §§ 56 og 57.

Afkortning, som ikke er begrundet i meritoverførsel, kan fx tænkes

som følge af afbrydelse af aftalen ved virksomhedsophør kort før

uddannelsens afslutning.

Forlængelse, der ikke er begrundet i et fravær som omtalt i § 57,

kan tænkes i andre tilfælde af fravær eller midlertidig

afbrydelse af uddannelsen, fx ved straffuldbyrdelse. Forlængelse

vil også kunne forekomme, hvis eleven ikke består en afsluttende

faglig prøve. Forlængelsen kan efter omstændighederne være et

egnet alternativ til ophævelse af aftalen på grund af

misligholdelse.

§ 44. Med henblik på indgåelse af uddannelsesaftaler kan staten give

økonomisk støtte til elever i form af

1) Rejsehjælp til søgning eller overtagelse af en praktikplads.

2) Flyttehjælp ved overtagelse af en praktikplads.

3) Tilskud til ikke-forsørgere til bevarelse af bolig på hjemstedet.

4) Tilskud til forsørgere til merudgifter til dobbelt husførelse.

Stk. 2. Arbejdsministeren fastsætter med tilslutning fra

undervisningsministeren nærmere regler for ydelse af støtte.

§ 45. Det faglige udvalgs afgørelse af, om en virksomhed kan

godkendes som praktiksted, træffes på grundlag af en vurdering

af, om virksomheden vil kunne gennemføre praktikuddannelsen i

overensstemmelse med de praktikregler, der er fastsat efter § 32,

og om virksomheden kan give eleven tilfredsstillende

oplæringsforhold.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet regler om det faglige udvalgs behandling

af godkendelsessager, herunder regler om frister vedrørende

sagsbehandlingen.

§ 46. Et fagligt udvalgs afgørelse i henhold til § 45 om, at en

virksomhed ikke kan godkendes som praktiksted, kan af

virksomheden indbringes for Ankenævnet vedrørende

Praktikvirksomheder, hvis afgørelser ikke kan indbringes for

anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Ankenævnet nedsættes af undervisningsministeren. Formanden

skal være dommer. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra

Dansk Arbejdsgiverforening og 2 medlemmer efter indstilling fra

Landsorganisationen i Danmark. Formanden og de 4 medlemmer

beskikkes for 4 år. For medlemmerne beskikkes stedfortrædere.

Stk. 3. I nævnets møder deltager 2 tilforordnede, udpeget af

Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune i forening, og 2

tilforordnede udpeget af henholdsvis arbejdsministeren og

undervisningsministeren.

Stk. 4. Nævnets forretningsorden fastsættes af

undervisningsministeren efter indstilling fra nævnet.

§ 47. Det er en betingelse for gennemførelse af en

erhvervsuddannelse, at der mellem eleven og een eller flere

virksomheder er indgået en uddannelsesaftale. Aftalen skal

omfatte alle uddannelsens praktik- og skoleophold, herunder en

eventuel svendeprøve, bortset fra den del af skoleundervisningens

1. del, der måtte ligge før 1. praktikophold.

Stk. 2. Kurser efter § 16 medregnes til uddannelsen, hvis det er

bestemt i regler om de pågældende kurser.

Stk. 3. Er flere virksomheder parter i aftalen, skal det af aftalen

fremgå, hvilke skole- og praktikophold den enkelte virksomhed er

part i.

Stk. 4. En virksomhed kan ved aftalen forpligte sig til at lade en

del af elevens uddannelse gennemføre i en anden virksomhed.

Stk. 5. Har eleven tidligere gennemgået en del af den uddannelse,

aftalen angår, kan aftalen kun omfatte de manglende skole- og

praktikophold, jf. dog §§ 56-58 om afkortning eller forlængelse

af uddannelsestiden i særlige tilfælde.

Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om de særlige spørgsmål

vedrørende elevernes og virksomhedernes retsstilling, som aftaler

efter stk. 3 og 4 giver anledning til.

§ 48. En uddannelses gennemførelse forudsætter, at eleven deltager i

skoleundervisning, således som det bestemmes af vedkommende skole

i overensstemmelse med reglerne for uddannelsen.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter regler om fremgangsmåden

ved indkaldelse af elever til skole.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter regler om elevers adgang

til ophold på skolehjem i forbindelse med skoleundervisningen.

§ 49. Elever, som uden lovlig grund udebliver fra undervisningen,

eller som groft overtræder skolens ordensregler, kan, når mindre

vidtgående foranstaltninger forgæves har været anvendt, udelukkes

fra fortsat undervisning.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om udelukkelse efter stk.

1 og om behandlingen af sager herom.

§ 50. Skolen kan tilbyde elever skoleundervisning ud over, hvad der

følger af de almindelige bestemmelser herom, hvis hensynet til

elevens uddannelse taler for det.

Stk. 2. Skolen kan efter regler fastsat af undervisningsministeren,

jf. § l4, stk. 7, træffe afgørelse om fritagelse for dele af

skoleundervisningen for elever, der på grund af tidligere

uddannelse eller beskæftigelse har særlige forudsætninger for den

pågældende uddannelse.

§ 51. En uddannelsesaftale skal være skriftlig og underskrevet

senest ved aftaleforholdets begyndelse. Aftalen skal indgås på en

formular, der er godkendt af undervisningsministeren efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet.

Stk. 2. Der kan ikke ved aftalen foretages ændringer i eller

tilføjelser til formularens aftaleindhold uden vedkommende

faglige udvalgs godkendelse.

§ 52. For elever, der er undergivet forældremyndighed, kræves

samtykke fra forældremyndighedens indehaver til at indgå

uddannelsesaftale og til at indgå aftaler eller foretage andre

dispositioner, der indebærer ændringer i en indgået

uddannelsesaftale, eller som vedrører denne aftales ophør.

§ 53. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om

uddannelsesaftalers registrering.

§ 54. Uddannelsesaftalen skal angive den løn, praktikvirksomheden

skal betale til elever under praktikophold samt under

skoleophold, der er omfattet af aftalen.

Stk. 2. Lønnen skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved

kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet.

Stk. 3. Inden for uddannelsesområder, der ikke er omfattet af en

kollektiv overenskomst, fastsættes mindstelønnen af et nævn, der

nedsættes af områdets organisationer, og som består af 2

arbejdsgiverrepræsentanter og 2 arbejdstagerrepræsentanter samt

af en formand, der beskikkes af Arbejdsretten. Tvivlsspørgsmål

vedrørende nedsættelse af lønnævn afgøres af

Erhvervsuddannelsesrådet.

Stk. 4. Lønnævnet træffer afgørelse ved flertal blandt de

organisationsudpegede medlemmer. Kan nævnet ikke træffe

afgørelse, kan formanden offentliggøre resultatet af

forhandlingerne og anføre sit eget standpunkt.

§ 55. I aftaleperioden gælder de bestemmelser, der ved kollektive

overenskomster eller i lovgivningen er fastsat om arbejdstageres

ansættelses- og arbejdsvilkår m.v., i det omfang det er

foreneligt med uddannelsen efter denne lov.

Stk. 2. Arbejdsgiveren kan kun undtagelsesvis pålægge eleven

arbejde, som ikke har et uddannelsesmæssigt sigte, og kun under

forudsætning af, at uddannelsens mål kan nås.

§ 56. For elever, der på grund af tidligere uddannelse eller

beskæftigelse har særlige forudsætninger for den uddannelse,

uddannelsesaftalen vedrører, kan det faglige udvalg, i

forbindelse med aftaleindgåelsen eller senere, træffe afgørelse

om afkortning af den efter § l4 fastsatte uddannelsestid.

§ 57. Eleven og virksomheden kan indgå aftale om forlængelse af

uddannelsestiden med et bestemt tidsrum, hvis en elev

1) på grund af sygdom er fraværende fra praktikvirksomheden i mere

end 10 procent af den fastsatte uddannelsestid,

2) er fraværende fra virksomheden på grund af supplerende

skoleundervisning efter § 50,

3) har orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller adoption

efter lovgivningen herom eller

4) har nedsat arbejdstid eller arbejdsfrihed på grund af særlige

forhold.

Stk. 2. Medfører en aftale efter stk. 1, at uddannelsestiden

forlænges med mere end fraværsperioden, er aftalen kun gyldig,

hvis det faglige udvalg godkender den.

Stk. 3. Er der ikke enighed mellem eleven og virksomheden om

forlængelse i anledning af fraværsperioder som nævnt i stk. 1,

kan det faglige udvalg efter anmodning fra en af parterne

forlænge uddannelsestiden med et af udvalget fastsat tidsrum.

§ 58. Uden for de tilfælde, der er nævnt i §§ 56 og 57, kan det

faglige udvalg, når særlige omstændigheder taler for det, træffe

afgørelse om afkortning eller forlængelse af uddannelsestiden.

§ 58 svarer til de nugældende bestemmelser for lærlinge og

efg-elever.

Til § 59

Arbejdsaftaler kan i almindelighed bringes til ophør ved en af

parternes erklæring, eventuelt efter en særlig

opsigelsesprocedure m.v., uden at der foreligger misligholdelse

hos den anden part, og uden at en forudsætning for aftalen har

vist sig urigtig eller er bristet. I mange ansættelsesforhold er

adgangen til opsigelse og eventuelt spørgsmål om

fratrædelsesgodtgørelse ordnet ved lov eller kollektiv

overenskomst.

Under hensyn til, at uddannelsesaftaler har et videregående formål i

forhold til arbejdsaftaler i almindelighed, er denne regulering

af opsigelsesadgangen ikke tilstrækkeligt betryggende for

uddannelsesaftalens parter.

Som en videreførelse af principperne i lærlingeloven og reglerne i

efg-retsbekendtgørelsen foreslås derfor i stk. 1 en bestemmelse

om, at en uddannelsesaftale ikke kan ophøre ved en af parternes

erklæring, men kun hvis parterne er enige om det. Uopsigeligheden

modificeres dog i stk. 2 (3 måneders prøvetid).

Til §§ 60 og 61

Selv om en uddannelsesaftale som udgangspunkt er uopsigelig, kan der

dog være tilfælde, hvor det er nødvendigt at kunne bringe en

aftale til ophør.

Lærlingeloven indeholder en udførlig opregning af grunde, der kan

føre til lærekontrakters bortfald eller ophævelse.

Derimod indeholder efg-retsbekendtgørelsen meget enkelt formulerede

regler om ophævelse på grund af væsentlig misligholdelse eller på

grundlag af urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger.

Hertil kommer en bestemmelse om, at aftalen bortfalder, hvis

eleven udelukkes fra skoleundervisningen.

Til § 60

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 svarer til efg-retsbekendtgørelsens

bestemmelser og knytter hæveadgangen til væsentlig misligholdelse

og urigtige eller bristede, væsentlige forudsætninger. Stk.

3 svarer ligeledes til efg-bestemmelserne, hvorefter der gælder

en frist på l måned for at gøre hævegrunden gældende. Stk.

4 præciserer, når den sammenholdes med § 57, stk. 1, nr. 2, at

deltagelse i supplerende skoleundervisning ikke medfører

hævebeføjelse, men alene kan begrunde forlængelse af

uddannelsestiden.

Til § 61

Bestemmelsen medfører, at aftalen bortfalder i tilfælde, hvor eleven

helt udelukkes fra skoleundervisningen. Bestemmelsen betyder

ikke, at aftalen bortfalder, hvis eleven hjemsendes midlertidigt

med henblik på senere fornyet gennemgang af skoleopholdet efter

reglerne om supplerende undervisning, jf. § 50, stk. 1.

Til §§ 62 og 63

Tvistigheder mellem et læreforholds parter afgøres som hovedregel

ved lærlingevoldgiftsret efter lærlingelovens § 27, jf.

bekendtgørelse nr. 202 af 10. april 1987. Tvistigheder mellem

parterne i en efg-uddannelse afgøres af det tvistighedsnævn, der

er nedsat i henhold til efg-lovens § 11.

Det foreslås, at det under efg-loven etablerede tvistighedsnævn

videreføres. Behovet for at indbringe sager til afgørelse for

nævnet kan også i fremtiden begrænses gennem regler om, at

tvistigheder så vidt muligt søges forligt ved en indsats fra

organisationerne i det faglige udvalg eller de lokale

uddannelsesudvalg, jf. § 41, stk. 3. Det har i praksis vist sig,

at der kan findes en løsning på et stort antal sager ad denne

vej, i mange tilfælde ved lokale forligsforhandlinger.

Det samlede sagsantal for det nye tvistighedsnævn må derfor påregnes

at blive noget mindre end summen af de hidtidige sager for

lærlingevoldgiftsretterne og Tvistighedsnævnet.

Til § 62

Det er obligatorisk, at tvistigheder, som parterne ikke selv kan

løse, før indbringelse for tvistighedsnævnet forelægges for det

faglige udvalg, der skal søge at tilvejebringe forlig, jf. stk. 1.

Tvistighedsnævnet kan også tage stilling til spørgsmål om erstatning

til eleven ved overtrædelse af lovens bestemmelser i tilfælde,

hvor der er strid, om en uddannelsesaftale overhovedet er indgået.

Det forudsættes, at det faglige udvalg så vidt muligt overlader til

lokale organisationsrepræsentanter, eventuelt de lokale

uddannelsesudvalg, jf. § 41, stk. 3, at udføre opgaven, eller at

forligsmøderne i hvert fald gennemføres i lokalområdet.

Til § 63

Bestemmelsen handler om Tvistighedsnævnet og dets sammensætning. Det

foreslås fastsat, at formanden skal være dommer. Den nuværende

formulering i efg-loven af kravene til formanden betyder stort

set alene, at formanden skal være jurist. I praksis har formanden

altid været dommer.

Til § 64

Til stk. 2

Nævnet kan - og kan på den anden side også kun - tage stilling til

fortolkning af en kollektiv overenskomst, hvis nævnets faste

medlemmer er enige derom. Der har i praksis vist sig behov for en

regel til afgørelse af, hvorvidt sådanne spørgsmål afgøres af

nævnet eller - eventuelt præjudicielt - skal henskydes til

afgørelse ad almindelig fagretlig vej.

Til stk. 4

I henhold til § 62, stk. 3, kan en tvistighed ikke i første omgang

indbringes for domstolene. Derimod kan Tvistighedsnævnets

afgørelser i henhold til stk. 4 indbringes for domstolene.

Til § 65

Til stk. 1

Bestemmelsen er en i princippet uændret videreførelse af

lærlingelovens bestemmelser om, at en lærling også under

skoleophold er omfattet af arbejdsgiverens risiko og

forsikringsordning i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring.

Bestemmelsen skal sikre, at alle elever med uddannelsesaftale klart

er omfattet af lov om arbejdsskadeforsikring, også under

skoleophold, der er omfattet af aftalen.

Til stk. 2

Bestemmelsen er ny i forhold til den hidtidige lovgivning. Med

bestemmelsen bliver elever ved tilskadekomst under skoleophold,

der ikke er omfattet af en uddannelsesaftale, stillet på samme

måde som elever med uddannelsesaftale, dog kun for så vidt skaden

skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold. Herved

er fx undervisning i teorilokaler, laboratorieundervisning og

idrætsundervisning typisk undtaget, medens reglen vil omfatte

værkstedsundervisning og lignende. Det vil bero på

omstændighederne i hver enkelt sag, om denne

erstatningsbetingelse er opfyldt. Hvis betingelsen ikke er

opfyldt, vil erstatningsspørgsmålet skulle afgøres efter de

almindelige regler om erstatningsansvar.

Den afgørende følge af, at forholdet bringes ind under regler

svarende til lov om arbejdsskadeforsikring, er, at eleven efter

tilskadekomst får erstatning, uanset om skolen kan gøres

ansvarlig for skaden efter almindelige erstatningsregler.

Der er inden for erhvervsuddannelserne et særligt og væsentligt

behov for en erstatningsordning, der hviler på loven om

arbejdsskadeforsikring. Elever med uddannelsesaftale vil være -

og har også hidtil været - omfattet af stk. 1; elever, der

indleder en erhvervsuddannelse på skole og ikke har nogen

uddannelsesaftale, bør imidlertid ikke behandles anderledes. En

væsentlig del af undervisningen foregår under anvendelse af

maskiner, indretninger, værktøj og materialer m.v., der indebærer

skaderisici. Elever på specialarbejderskolerne og kursister i

arbejdsmarkedsuddannelser (efteruddannelse af faglærte) på

erhvervsskolerne er da også omfattet af erstatningsordninger.

Til kapitel 8

Forskellige bestemmelser

Til § 66

Til stk. 1

Det foreslås, at undervisningsministeren ved anvendelse af et

rådighedsbeløb (omstillingspulje) får mulighed for efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet at yde supplerende

tilskud til nye uddannelser i en indkøringsperiode. Iværksættelse

af en ny uddannelse vil typisk medføre udgifter, der ikke kan

rummes inden for de almindelige tilskudssatser efter § 20,

således ekstraordinære udstyrsudgifter, udgifter til

læreruddannelse og markedsføring (information og vejledning). Det

er udgifter af denne art, bestemmelsen tager sigte på.

Omstillingspuljen vil kunne tilgodese en hurtig omstilling og vil

således være et middel i den uddannelsespolitiske styring med

henblik på at fremme områder, hvor der skønnes at være et udækket

behov for uddannelse.

Med henblik på at sikre tilstrækkelig og hurtig tilvejebringelse af

fagligt solide grundlag for fornyelser i uddannelsessystemet er

det nødvendigt, at der er et rimeligt bevillingsmæssigt grundlag

for analyse- og prognosearbejde og for forsøgs- og

udviklingsarbejde. Det foreslås derfor, at der på de årlige

finanslove afsættes et særskilt rådighedsbeløb ( forsøgspulje )

hertil.

Initiativer til arbejde af den her omtalte art bør kunne tages af

alle uddannelsessystemets aktører, herunder - foruden af

ministeren - af Erhvervsuddannelsesrådet, faglige udvalg og

skoler. Anvendelsen af rådighedsbeløbet må ske på grundlag af

foreliggende projekter eller projektideer.

Til stk. 2

Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling om prioritering af

projekterne og projektideerne.

Til § 67

Under hensyn til forventningerne om en fortsat hurtig erhvervsmæssig

og samfundsmæssig udvikling, herunder ikke mindst en teknologisk

udvikling, kan der ud over forsøgsvirksomhed inden for lovens

rammer blive behov for forsøgsvirksomhed, der ikke rummes inden

for loven. Det er derfor nødvendigt med en vidtgående

dispensationsbestemmelse. Efter forslaget kan enhver af lovens

bestemmelser fraviges af undervisningsministeren efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, hvis det sker

for at fremme uddannelsesforsøg. Det forudsættes, at sådanne

forsøg afvikles og evalueres inden for et på forhånd fastlagt og

begrænset åremål.

Til § 68

Bestemmelsen er en lovfæstning af den hidtidige retstilstand,

hvorefter klager over afgørelser om fx optagelse og

meritoverførsel kan indbringes for Direktoratet for

Erhvervsuddannelserne.

Til § 69

Bestemmelsen svarer til bestemmelser i bl. a. lærlingeloven og

efg-loven.

Til kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 70

Ifølge stk. 1 forudsættes loven at træde i kraft 1. januar 1990. Det

samme gælder lovforslaget om erhvervsskoler, der er fremsat

samtidig hermed.

Flere væsentlige elementer i reformen kræver imidlertid nærmere

forberedelse, herunder rådgivning om administrativ

regelfastsættelse og om reformens nærmere gennemførelse på de

enkelte uddannelsesområder, før reformen kan få virkning.

Det er derfor væsentligt, at Erhvervsuddannelsesrådet nedsættes så

tidligt, at det kan medvirke aktivt til forberedelsen af lovens

ikrafttræden. Bestemmelsen i stk. 2 angiver i overensstemmelse

hermed, at § 34 om rådets nedsættelse træder i kraft før de

øvrige bestemmelsers ikrafttræden og med det nævnte sigte, og det

forudsættes, at nedsættelsen finder sted snarest efter lovens

kundgørelse.

Bestemmelsen i stk. 3 handler om uddannelser, der er påbegyndt, men

ikke afsluttet inden lovens ikrafttræden.

Efter bestemmelsen i 1. pkt., skal undervisningsministeren, efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet, fastsætte regler om, i

hvilket omfang den nye lovgivning finder anvendelse i disse

tilfælde. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med lovforslagets §

71 om den lovgivning, der forudsættes ophævet ved lovens

ikrafttræden. Bestemmelsen har til formål at sikre, at

uddannelser, der er påbegyndt under den hidtidige lovgivning, kan

afsluttes uden tab af uddannelsestid for de uddannelsessøgende,

og uden at der foretages urimelige indgreb i bestående

aftaleforhold, fx med hensyn til lønspørgsmål. Ved de omhandlede

regler kan hidtidige bestemmelser opretholdes for igangværende

uddannelsesforhold, og det kan på den anden side bestemmes, at

den nye lovgivning eller dele heraf skal anvendes ved siden af

eller i stedet for hidtidige regler.

Det forudsættes, at reglerne for så vidt angår en række generelle

spørgsmål bliver fælles for hele uddannelseskategorier; dette

gælder fx spørgsmål om elevernes retsstilling. Omvendt må der

påregnes at være behov for særlige overgangsregler for de enkelte

uddannelser med hensyn til især undervisningens struktur og

indhold samt bedømmelser af elevernes udbytte af undervisningen.

De regler, ministeren skal fastsætte efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, må med hensyn til sådanne bestemmelser

indeholde bemyndigelser til de faglige udvalg.

Efter bestemmelsen i 2. pkt., skal ministeren efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet - for så vidt det efter 1. pkt.

bestemmes, at hidtidige regler skal finde anvendelse - tillige

fastsætte regler om overførelse af den virksomhed, der påhviler

de rådgivende organer m.v. efter de hidtidige regler, til de

organer, der skal nedsættes efter den nye lov.

Bestemmelsen indebærer således, at de hidtidige organer skal

nedlægges, således at der ikke i overgangsperioden kommer til at

bestå flere organer af til dels samme art inden for de enkelte

uddannelsesområder. Der vil i det omfang, hidtidige regler skal

finde anvendelse, især blive tale om at overføre beføjelser fra

Lærlingerådet, erhvervsuddannelsesudvalgene og til dels

Erhvervsuddannelsesrådet til organer nedsat efter den nye lov. De

beføjelser, der nu tilkommer Ankenævnet vedrørende Læresteder og

Praktikvirksomheder, Tvistighedsnævnet og

lærlingevoldgiftsretterne, forudsættes i det hele overført til de

nye tilsvarende organer. De forudsatte kompetenceoverførsler

forventes at kunne foretages uden særlige vanskeligheder, navnlig

under hensyn til, at de kun skal have virkning for uddannelser,

der er påbegyndt, men ikke afsluttet (eller afbrudt) inden lovens

ikrafttræden.

Til § 71

Til stk. 1 og 2

Efter bestemmelsen i stk. 1 ophæves lærlingeloven og

efg-loven samt loven om foranstaltninger vedrørende lære- og

praktikpladser m.v., fra tidspunktet for den nye lovs

ikrafttræden (1. januar 1990). Bestemmelserne i den sidstnævnte

lov forudsættes afløst af bestemmelserne i §§ 44, 46 og 53 og

regler fastsat administrativt efter disse bestemmelser. Efter

lovforslaget om erhvervsskoler forudsættes endvidere følgende

love ophævet fra 1. januar 1990: Lov om godkendelse af

handelsskoler, tekniske skoler samt maskinmester- og

maskinistskoler og tilskud m.v. til disse skoler

(tilskudsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 178 af 2. april

1987, lov om undervisningen på de godkendte handelsskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 974 af 19. december 1986, og lov om

tekniske skoler, teknika og teknologiske institutter, jf.

lovbekendtgørelse nr. 38 af 22. januar 1987.

Efter ikrafttrædelsestidspunktet vil der ikke kunne påbegyndes

uddannelser efter den tidligere lovgivning, og de rådgivende

organer m.v., der er nedsat efter denne lovgivning, nedlægges.

Med hensyn til konsekvenserne heraf for igangværende

uddannelsesforhold henvises til § 70, stk. 3, og bemærkningerne

hertil.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan regler, der er fastsat med hjemmel i

lærlingeloven, efg-loven og loven om foranstaltninger vedrørende

lære- og praktikpladser m.v., forblive i kraft indtil videre.

I henhold til forslaget til lov om erhvervsskoler gælder dette også

regler, der er fastsat med hjemmel i de 2 uddannelseslove og den

gældende tilskudslov, der alle foreslås ophævet ved

ikrafttrædelsen af erhvervsskoleloven,

herunder uddannelsesregler, der er udstedt med hjemmel i

tilskudsloven.

En række hjemler i disse 3 love erstattes af hjemler i den

foreslåede erhvervsuddannelseslov, mens andre hjemler dækkes af

en generel bestemmelse i den foreslåede erhvervsskolelov.

Med hjemmel i § 2 i loven om undervisningen på de godkendte

handelsskoler er der bl.a. fastsat regler om

handelsmedhjælpereksamen (lærlingeundervisning inden for handels-

og kontorområdet). Denne undervisning indgår i lovforslaget om

erhvervsuddannelser. Handelsskolelovens § 2 har imidlertid

endvidere dannet hjemmel for udstedelse af regler om bl.a.

HHX-uddannelsen, der ikke er omfattet af

erhvervsuddannelseslovforslaget.

Med hjemmel i § 9 i loven om bl.a. tekniske skoler er der udstedt

regler om eksamenskommissionen for de tekniske skoler.

Med hjemmel i den gældende tilskudslovs § 2 er der bl.a. fastsat

regler om de grundlæggende teknikeruddannelser. Disse uddannelser

indgår nu i forslaget til lov om erhvervsuddannelser.

Tilskudslovens § 2 har imidlertid endvidere dannet hjemmel for

udstedelse af regler for bl.a. HTX-uddannelsen, der ikke er

omfattet af erhvervsuddannelseslovforslaget.

Ophævelsen af disse 3 love indebærer således, at de hidtidige

lovhjemler for flere uddannelsesregler falder bort. Der er derfor

i § 1, stk. 2, i lovforslaget om erhvervsskoler opretholdt en

generel bestemmelse, der - så længe der ikke findes særlige

uddannelseslove på områderne - sikrer fortsat hjemmel for regler

vedrørende uddannelser, der som fx HTX og HHX som nævnt ikke er

omfattet af lovforslaget om erhvervsuddannelser.

Til stk. 3

I henhold til § 56 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser kan

arbejdsministeren fastsætte regler om økonomisk støtte til

specialarbejdere m.fl. under faglig oplæring. Støttemuligheden

omfatter kun støtte under lærlingeuddannelse. Efter reglerne i

Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 452 af 4. juli 1986 ydes

den økonomiske støtte til lærlinge, der er fyldt 19 år, og som i

mindst det sidste år før læreforholdets begyndelse har været

beskæftiget eller arbejdssøgende som specialarbejder eller

lignende. Det er yderligere en betingelse for støtten, at

læremesteren ved aftalen om læreforholdet har forpligtet sig til

under hele uddannelsens virksomhedsdel at betale en løn, der

mindst svarer til mindste specialarbejderløn. Støtten udgør et

beløb svarende til satsen for de maksimale dagpenge i den

arbejdsløshedskasse, hvor lærlingen er eller kunne være medlem.

Får lærlingen løn under skoleopholdene, udbetales støtten til

virksomheden, som derfor ikke får AER-refusion; ellers udbetales

den direkte til lærlingen.

Det er ministeriets opfattelse, at støttebehovet i det væsentlige

angår spørgsmål om elevernes lønvilkår. Alle elever med

uddannelsesaftale har efter dette lovforslag krav på

overenskomstmæssig løn under hele uddannelsen, jf. § 54, modsat

de gældende regler, hvor visse voksne lærlinge ikke har krav på

løn under skoleophold, jf. lærlingelovens § 30. Hvorvidt voksne

arbejdstagere under uddannelse har krav på en højere løn end

mindstelønnen efter lovforslagets § 54, afhænger af individuelle

aftaler eller kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet.

Med forslaget om ophævelse af § 56 i lov om

arbejdsmarkedsuddannelser overlades det til arbejdsmarkedets

overenskomstparter frit at opfylde eventuelle behov for en særlig

økonomisk støtte til visse voksne elever. Dette kan ske inden for

rammerne af den gældende lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion

efter bestyrelsens beslutning. Arbejdsgivernes Elevrefusion er et

instrument, som i forvejen findes inden for

erhvervsuddannelserne, og som forbinder overenskomstsystemet med

uddannelsesområdet. Udviklingen på overenskomstområdet og i

støtteordningen kan herved ske på en harmonisk og afbalanceret

måde.

Til § 72

Det forudsættes, at der som hidtil kan indgås aftaler mellem

undervisningsministeren og hjemmestyret i Grønland og på Færøerne

om samarbejde på erhvervsuddannelsesområdet.

§ 59. En uddannelsesaftale kan ikke opsiges af aftalens parter.

Stk. 2. De første 3 måneder af praktiktiden betragtes dog som en

prøvetid, hvori enhver af parterne kan opsige aftalen uden

angivelse af grund og uden varsel. Skoleophold medregnes ikke i

prøvetiden.

§ 60. Misligholder en af parterne i uddannelsesaftalen væsentligt

sine forpligtelser, kan den anden part hæve aftalen.

Stk. 2. Hvis en væsentlig forudsætning for aftaleindgåelsen viser

sig at være urigtig eller senere brister, kan parten hæve aftalen.

Stk. 3. Ophævelse efter stk. 1 eller stk. 2 skal ske inden for l

måned efter, at den hævende part har fået kendskab til eller ved

anvendelse af almindelig agtpågivenhed burde have fået kendskab

til den omstændighed, som begrunder ophævelsen.

Stk. 4. At en elev gennemgår supplerende skoleundervisning efter §

50 stk. 1, kan ikke begrunde ophævelse efter stk. 1 eller 2.

§ 61. Udelukkes en elev fra skoleundervisning efter § 49, bortfalder

uddannelsesaftalen.

§ 62.

Stk. 7. De faglige udvalg afgiver indstilling om andre adgangsveje,

jf. § 8, og om supplerende kurser, jf. § 16.

Stk. 8. De faglige udvalg afgiver efter anmodning udtalelse til

Erhvervsuddannelsesrådet om spørgsmål af betydning for rådets

arbejde.

§ 62. Tvistighed mellem en elev og praktikvirksomheden kan alene

indbringes for det faglige udvalg, der skal søge at tilvejebringe

forlig.

Stk. 2. Hvis der ikke kan opnås forlig efter stk. 1, kan

tvistigheden indbringes for Tvistighedsnævnet, jf. § 63.

Stk. 3. Tvistighederne kan ikke indbringes for domstolene eller i

øvrigt for andre myndigheder end dem, der er nævnt i stk. 1 og 2,

jf. dog § 64.

§ 63. Tvistighedsnævnet nedsættes af undervisningsministeren og

består af en formand, der skal være dommer, og 4 faste medlemmer,

hvoraf 2 beskikkes efter indstilling fra Dansk

Arbejdsgiverforening og 2 efter indstilling fra

Landsorganisationen i Danmark. Formanden og de 4 faste medlemmer

beskikkes for 4 år. For medlemmerne beskikkes stedfortrædere.

Stk. 2. Nævnet tiltrædes for hver sag af 2 medlemmer, udpeget af de

forhandlingsberettigede organisationer inden for det pågældende

uddannelsesområde.

Stk. 3. Tvistighedsnævnets møder er offentlige, medmindre nævnet i

den enkelte sag beslutter det modsatte.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Tvistighedsnævnet og Erhvervsuddannelsesrådet nærmere regler om

Tvistighedsnævnets virksomhed, herunder om afholdelsen af de

udgifter, der er forbundet med nævnets virksomhed.

§ 64. Tvistighedsnævnet kan træffe afgørelse om ophævelse af en

uddannelsesaftale og om erstatning til den skadelidte.

Stk. 2. Nævnet kan kun tage stilling til spørgsmål om fortolkning af

en kollektiv overenskomst, hvis nævnets faste medlemmer er enige

om det.

Stk. 3. Nævnets afgørelser og de forlig, der indgås for nævnet, kan

fuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af

domme og indenretlige forlig.

Stk. 4. Senest 8 uger efter, at nævnet har truffet afgørelse, kan

sagen af hver af parterne indbringes for domstolene.

§ 65. Elever er under skoleophold, der er omfattet af en

uddannelsesaftale, omfattet af den ordning vedrørende

arbejdsskadeforsikring, som efter loven om arbejdsskadeforsikring

gælder for praktiktiden.

Stk. 2. Med hensyn til elevers skader under andre skoleophold end

dem, der er nævnt i stk. l, finder loven om

arbejdsskadeforsikring tilsvarende anvendelse, for så vidt skaden

skyldes undervisning under arbejdspladslignende forhold. Risikoen

med hensyn til disse skader påhviler staten.

§ 66. Der afsættes på de årlige finanslove rådighedsbeløb til

dækning af

1) Særlige udgifter i forbindelse med iværksættelse af nye

uddannelser.

2) Udgifter til analyse- og prognosearbejde samt til forsøgs- og

udviklingsarbejde vedrørende uddannelser, der er omfattet af

loven.

Stk. 2. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling om

rådighedsbeløbenes anvendelse. § 67. Undervisningsministeren kan

i særlige tilfælde gøre undtagelser fra loven, hvis det sker for

at fremme uddannelsesforsøg. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver

indstilling herom.

§ 68. Efter nærmere regler fastsat af undervisningsministeren kan

klager over en skoles afgørelser indbringes for ministeren.

§ 69. Har undervisningsministeren bemyndiget ministeriets

direktorater til at udøve de beføjelser, der i denne lov er

tillagt ministeren, kan ministeren fastsætte bestemmelser om

adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet i henhold

til bemyndigelsen, herunder om at afgørelser ikke skal kunne

indbringes for ministeren.

§ 70. Loven træder i kraft den 1. januar 1990.

Stk. 2. § 34 træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet regler om, i hvilket omfang loven finder

anvendelse på uddannelser, der er påbegyndt, men ikke afsluttet

inden lovens ikrafttræden. For så vidt de hidtidige regler skal

finde anvendelse, fastsætter ministeren tillige regler om

overførelse af den virksomhed, der påhviler de rådgivende organer

m.v. efter de hidtidige regler, til de organer, der skal

nedsættes efter denne lov.

§ 71. Følgende love ophæves

1) Lov om lærlingeforhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 16.

marts 1987.

2) Lov om erhvervsfaglige grunduddannelser, jf. lovbekendtgørelse

nr. 150 af 18. marts 1987.

3) Lov om foranstaltninger vedrørende lære- og praktikpladser m.v.,

jf. lovbekendtgørelse nr. 140 af 23. marts 1987.

Stk. 2. Regler fastsat med hjemmel i de love, der er nævnt i stk. 1,

forbliver i kraft indtil videre.

Stk. 3. § 56 i lov nr. 237 af 6. juni 1985 om

arbejdsmarkedsuddannelser ophæves.

§ 72. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

A. Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget og det samtidigt fremsatte lovforslag om

erhvervsskolerne fremkommer som svar på flere års kritik af de

nuværende erhvervsuddannelsesordninger og som resultat af de

sidste 15 års brydninger mellem mesterlæren og efg-systemet.

Med disse lovforslag lægges der op til en række væsentlige

fornyelser på erhvervsuddannelsesområdet. De væsentligste forslag

til fornyelser kan sammenfattes i følgende hovedpunkter

a. Lærlinge- og efg-uddannelserne samt de grundlæggende

teknikeruddannelser samles under et fælles

regelsæt, Erhvervsuddannelsesloven, som er bygget op om det

væsentlige fællestræk ved disse ungdomsuddannelser: at de

er vekseluddannelser, dvs. foregår i vekselvirken mellem

skoleophold og praktikophold på grundlag af en uddannelsesaftale.

Regelsættet kan rumme alle erhvervsrettede vekseluddannelser, der

bygger på 9. klassetrin.

b. Det samlede udbud af erhvervsuddannelser og andre

ungdomsuddannelser vil give differentierede, attraktive tilbud

til alle unge og fremme, at flest muligt gennemfører den valgte

uddannelse.

c. Adgangsbegrænsningen ophæves, ligesom elev og læremester får frit

skolevalg.

Eleven kan enten begynde uddannelsen på skole eller i en virksomhed

på grundlag af en uddannelsesaftale. Uanset dette valg er en

uddannelses varighed og indhold det samme.

d. Der vil være flere adgangsveje til den enkelte uddannelse: 1)

gennemførelse af et erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus,

2) indgåelse af uddannelsesaftale. Desuden kan der fastlægges

regler om direkte adgang og meritoverførsel for særlige

elevgrupper - især voksne - med relevant beskæftigelses- eller

uddannelsesbaggrund.

Alle elever kan vælge at indlede uddannelsen med 1 års

skoleundervisning (20 ugers orienteringskursus og 20 ugers

1.del), som modsvarer et basisår som det nuværende. De unge vil

gennem det 1. halvårs erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus

få en grundlæggende orientering om og indføring i forskellige

uddannelsesområder, der giver dem et godt grundlag for at vælge

uddannelse. Det 2. halvår skal ligeledes søges tilrettelagt med

en sådan almen og erhvervsfaglig bredde, at de unge undgår at

specialisere sig for tidligt inden for den valgte uddannelse.

Endelig vil der - hvis de unge trods dette har behov for at

skifte uddannelse - blive tilrettelagt supplerende kurser med

henblik på deres overgang til en anden uddannelse.

Regler om andre adgangsveje fastlægges efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, og konkret beslutning for et

uddannelsesområde sker efter indstilling fra det faglige udvalg.

Nogle udvalg kan fx ønske at gøre gennemførelse af relevant

beskæftigelse af en vis varighed til en ekstra adgangsvej, mens

andre udvalg kan ønske at åbne for direkte adgang til 1. del fra

folkeskolens 9. klasse og til gengæld styrke 2. dels uddannelsen.

For handels- og kontoruddannelsernes vedkommende er det orienterende

kursus ikke en adgangsbetingelse.

e. Uddannelsernes grundstruktur bygger på

vekseluddannelsesprincippet, ligesom lærlinge- og efg- 2.dels

uddannelsernes: dvs. relativt korte skoleophold vekslende med

praktikophold i en virksomhed. Uddannelserne består således af en

1. del og en 2. del, der begge indeholder såvel praktik som

skoleundervisning.

1. dels uddannelsen har en varighed på 1-11/2 år.

1. dels praktikuddannelse skal være omfattet af uddannelsesaftalen

mellem elev og virksomhed og kan helt eller delvis gennemføres

før 1. skoleophold. Varigheden vil normalt være 1/2-1 år.

1. dels skoleundervisning kan gennemføres uden (før)

uddannelsesaftale og skal have en varighed svarende til 20 uger

(et halvt skoleår). Inden for handels- og kontoruddannelserne kan

1. dels skoleundervisning dog have en varighed af 40 uger.

Den nærmere struktur (vekslen mellem skole og praktik) fastlægges

både på 1. og 2. del af de faglige udvalg. På uddannelser med

tilstrækkelig stor tilgang kan de faglige udvalg bestemme, at

skoleundervisningen på 1. del struktureres forskelligt for elever

med og uden uddannelsesaftale, når blot der ikke gøres forskel i

omfanget og målene for den undervisning, som eleverne modtager.

f. Praktikuddannelsen i virksomheden skal både indeholde

erhvervsfaglig træning og uddybe, understøtte og supplere den

teoretiske og praktiske skoleundervisning.

g. Uddannelsernes skoledele sammensættes af grundfag, der bidrager

til at give uddannelserne faglig bredde, områdefag, der er

specifikke for den enkelte uddannelse, specialefag, der bygger på

uddannelsens grundfag og områdefag, og som er særlige for en del

af en uddannelse, samt valgfag, herunder fag, der er af betydning

for videreuddannelse, og fag, der modsvarer særlige

kvalifikationsbehov i skolens lokalområde.

Det forudsættes, at grundfag, områdefag og specialefag sammensættes

således, at flertallet af de nuværende enkeltuddannelser herefter

fremtræder som specialer inden for et stærkt reduceret antal

enkeltstående grunduddannelser.

I alle fagene forudsættes der at ske en integration af de almene og

erhvervsfaglige emner.

h. Indholdet af grundfag, områdefag, specialefag og valgfag, fagenes

vægt og deres fordeling i den samlede uddannelse skal tilgodese,

at uddannelserne er ungdomsuddannelser, der skal fremme elevernes

personlige udvikling, og at de er rettet mod både beskæftigelse

og fortsat uddannelse.

Strukturreformen forudsættes udgiftsneutral målt i udgifter pr.

færdiguddannet elev. De elevuger, der spares ved at afskaffe

dobbeltuddannelse og indføre flere adgangsveje, kan anvendes

til styrkelse af 2. del samt til etablering af forsøgs- og

omstillingspuljer til fremme af uddannelsernes fornyelse.

Uddannelserne tilrettelægges i hele deres forløb efter pædagogiske

principper, der skønnes bedre egnet til at fastholde de unges

motivation.

Samtidig lægges der vægt på at understøtte de erhvervsfaglige

uddannelsers rolle som hovedvejen til vigtige korte og

mellemlange videregående uddannelser, som bygger på

erhvervsuddannelse og erhvervserfaring.

De under a-h omtalte nydannelser - som angår

uddannelsernes regelgrundlag, adgangsveje, struktur og indhold

- forudsættes at bidrage til et øget beredskab for omstilling og

fornyelse af erhvervsuddannelserne og til, at disse i fornødent

omfang bibringer alle elever både generelle og specielle

kvalifikationer, herunder øget fleksibilitet og mobilitet i

forhold til ændrede kvalifikationskrav.

Et andet bidrag til sikring af en tilstrækkelig og hurtig fornyelse

af uddannelserne skal komme gennem en række forslag til fremme af

en bedre styring af erhvervsuddannelserne i sammenhæng med de

foreslåede nye rammer for uddannelsernes struktur og indhold m.v.

i. De rådgivende organers antal reduceres, deres virksomhed

omdefineres og koncentreres, og deres indflydelse styrkes.

Sagsgangene saneres, og der indføres nye frihedsgrader for

initiativtagere til fornyelse gennem udfyldelse af overordnede

rammer. Erhvervsuddannelsesrådet får adgang til selv at etablere

tværgående initiativ- og koordinationsudvalg, der skal virke for

fornyelse inden for eet eller flere hovederhvervsområder.

j. Den centrale styring i Undervisningsministeriet koncentreres om

godkendelse af nye uddannelser og fastsættelse af regler om

uddannelserne i almindelighed i samarbejde med

Erhvervsuddannelsesrådet. Endvidere sikres

Undervisningsministeriet mulighed for at gennemføre en overordnet

økonomisk styring efter Folketingets bestemmelse, bl.a. gennem

fastlæggelse af skoleundervisningens maksimale varighed på de

enkelte uddannelser.

Inden for de generelle regler og økonomiske begrænsninger fastlægges

mål og rammer for de enkelte uddannelser efter de faglige udvalgs

bestemmelse.

k. Skolerne tilføres øget kompetence til at

fastsætte undervisningens nærmere indhold og omsætte det lokale

arbejdsmarkeds behov til undervisningstilbud. Det er et led i

decentraliseringen, at den enkelte skole får frihed til som

hovedregel selv at afgøre, hvilke godkendte uddannelser den vil

udbyde. Skolerne sikres mulighed for en effektiv og økonomisk

ansvarlig tilrettelæggelse af deres virksomhed ved denne

decentralisering, kombineret med bloktilskud efter faste takster

pr. elev.

l. Decentraliseringen giver nye muligheder for og stiller nye krav

til erhvervsskolerne. Lovforslaget om erhvervsuddannelser

suppleres derfor af forslaget til lov om erhvervsskoler, hvormed

der søges tilvejebragt de fornødne forudsætninger for

decentraliseringen for så vidt angår de almindelige rammer for

skolernes virksomhed, herunder en modernisering af lovgivningens

bestemmelser om skolernes retlige og økonomiske organisering,

ledelsesmæssige forhold og generelle tilskudsbetingelser.

Til disse fornyelser føjer sig endelig en række forslag til

forbedring, herunder forenkling af reglerne om elevernes retlige

og økonomiske stilling

m. Ved ansættelser i uddannelsesmæssigt øjemed skal der - i

princippet svarende til efg-ordningen - indgås

en uddannelsesaftale i overensstemmelse med reglerne i

lovforslaget. Men lærlingelovens forbud mod beskæftigelse af unge

uden lærekontrakt videreføres ikke.

n. Den retlige regulering af retsforholdet mellem aftalens

parter fastlægges i hovedsagen i loven, svarende til

lærlingelovens principper, men i en forenklet form.

o. Alle elever med uddannelsesaftale får - svarende til

efg-ordningen - krav på løn under hele den del af uddannelsen,

som aftalen omfatter.

Med denne brede vifte af fornyelsesforslag - tilligemed en lang

række yderligere forslag og enkeltheder, hvorom der henvises til

lovforslagenes tekst og de specielle bemærkninger - er det

tilsigtet på en afbalanceret måde at imødekomme den kritik og de

løsningsforslag, der har været fremsat

bl.a. om erhvervsuddannelsernes manglende evne til at tiltrække

og fastholde uddannelsessøgende med meget forskelligartede

forudsætninger og ønsker om uddannelse og

livsbane, om uddannelsernes utilstrækkelige og forsinkede

tilpasning til ændrede kvalifikationskrav, om det splittede

systems uoverskuelighed for elever og

erhvervsliv, om splittelsens økonomiske og administrative ulemper

og om svagheder i erhvervsuddannelsernes indholdsmæssige og

økonomiske styring gennem central detailregulering.

2. Baggrunden for lovforslaget

Med henblik på at overveje og fremsætte forslag til en revision af

erhvervsuddannelserne nedsatte undervisningsministeren i maj 1986

et udvalg vedrørende revision af de grundlæggende

erhvervsuddannelser (Nordskov Nielsen-udvalget).

Af udvalgets kommissorium fremgik bl.a. følgende

"Det må gøres lettere at etablere nye tidssvarende uddannelser, og

bestående uddannelser skal kunne vedligeholdes og fornyes i tide.

Uddannelsernes indhold og struktur skal gøre det muligt at

tilpasse de enkelte uddannelsers omfang og geografiske placering

mere smidigt.

Der skal være plads til almene fag og tilbud, der sikrer eleverne

mulighed for fortsat uddannelse. Undervisningen skal tage hensyn

til elevernes forskellige behov og ønsker.

Der må sikres alle interesserede unge relevante uddannelsestilbud i

et gennemskueligt system, der sikrer eleverne overblik over,

hvilke kvalifikationer de kan erhverve, og hvad de kan føre til.

Uddannelsessystemet bør udformes som et enhedsorienteret system, der

kan afløse lærlingeuddannelsessystemet og den nuværende

efg-ordning samt eventuelt også de grundlæggende

teknikeruddannelser og andre grundlæggende erhvervsuddannelser.

Det påhviler udvalget at overveje gennemførelse af en

uddannelsesstruktur med forholdsvis brede uddannelser, der på den

ene side åbner mulighed for afstigning med erhvervskompetence

efter et vist forløb, og på den anden side åbner mulighed for

uddannelsens fortsættelse eller genoptagelse i forskellige

videregående trin, herunder eventuelt i forbindelse med nærmere

specialisering.

Der skal derfor være sammenhæng mellem grunduddannelserne og andre

uddannelser, herunder teknikeruddannelserne og videre- og

efteruddannelsessystemet.

Der bør lægges afgørende vægt på, at uddannelsessystemet, navnlig

med hensyn til uddannelsernes indhold og struktur, løbende kan

tilpasses variationer i uddannelsesbehov."

I efteråret 1985 havde undervisningsministeren endvidere bedt

konsulentfirmaet P.A. International Consultants A/S om at

gennemføre en analyse af erhvervsskolernes styring.

Konsulentfirmaet skulle fremlægge forslag til forbedringer, der

kunne

- sikre tilstrækkelig omfattende og hurtig fornyelse af uddannelserne

- sikre de enkelte skoler mulighed for effektiv og økonomisk

ansvarlig tilrettelæggelse af virksomheden

- sikre Undervisningsministeriet mulighed for at gennemføre en

overordnet økonomisk styring, som også gav mulighed for hurtig

omstilling og omprioritering.

Konsulentfirmaets styringsanalyse, der blev afgivet i december 1986,

er indgået i udvalgets og Undervisningsministeriets overvejelser.

Styringsanalysen indgår endvidere i overvejelserne bag

lovforslaget om erhvervsskoler, der fremsættes samtidig hermed.

Udvalget afgav i juni 1987 betænkning 1112/1987, som der nærmere

henvises til. Betænkningen blev afgivet af et enigt udvalg, idet

der dog om enkelte hovedspørgsmål, bl.a. spørgsmålet om

indgangsvejene til uddannelsen, og nogle få enkeltspørgsmål, er

tale om en delt indstilling. Nogle af hovedpunkterne i

betænkningen og i det lovudkast, der er indeholdt i betænkningen,

er følgende

Erhvervsuddannelserne skal gennem regler om styring, adgang,

struktur, indhold, meritoverførsel m.v. tilrettelægges som

et samordnet system, der fremtræder med en rimelig overskuelighed

og derved adskiller sig fra den nuværende ordning

(lærlingeuddannelser, erhvervsfaglige grunduddannelser

(efg-uddannelser), grundlæggende teknikeruddannelser,

grundlæggende eksamensuddannelser på handels- og kontorområdet og

en række andre specielle grunduddannelser inden for

Undervisningsministeriets område).

Der skal være adgang til uddannelserne for alle, der har opfyldt

deres undervisningspligt efter folkeskoleloven. Uddannelserne

skal sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannelse, får

reelle muligheder herfor og for at vælge inden for en større

flerhed af uddannelser, herunder at restgruppen blandt unge

mindskes. Og uddannelserne skal som typiske ungdomsuddannelser

give unge en uddannelse, der også bidrager til deres forståelse

af samfundet og til deres personlige udvikling.

Uddannelserne, der i almindelighed tilrettelægges som uddannelser,

der veksler mellem skoleundervisning og praktikuddannelse, skal

tilrettelægges med en betydelig bredde i arbejdsområde og

funktion med henblik på at kunne modsvare skiftende

kvalifikationsbehov på arbejdsmarkedet og danne grundlag for

videreuddannelse, herunder videregående uddannelse.

Der foreslås en forenkling og harmonisering af de nugældende regler

om rådgivende organer m.v., herunder indførelse af det princip,

at der som hovedregel kun skal medvirke eet niveau i den enkelte

rådgivningsproces. Forslaget tilsigter tillige at give større

garantier, end tilfældet er efter den nuværende ordning, for

fornyelse og koordination af de enkelte uddannelser.

Forslaget indebærer nærmere en begrænsning af

Erhvervsuddannelsesrådets opgaver, en nedlæggelse af

erhvervsuddannelsesudvalgene, en oprettelse af særlige initiativ-

og koordinationsudvalg, en styrkelse af de faglige udvalg og en

decentralisering til det lokale niveau, dvs. skole og lokalt

arbejdsmarked repræsenteret ved skolens bestyrelse og lokale

uddannelsesudvalg. Om Erhvervsuddannelsesrådet gælder det, at

rådet i mindst muligt omfang skal beskæftige sig med

enkeltopgaver, men derimod med generel regelfastsættelse og med

principielle og væsentlige spørgsmål. Rådet skulle herved få

bedre tid og ressourcer til - også på eget initiativ - at

beskæftige sig med centrale uddannelsespolitiske spørgsmål.

3. Lovforslaget som led i Undervisningsministeriets reform af

uddannelserne

Lovforslaget følger på de fleste punkter udvalgets lovudkast.

Lovforslagets formålsbestemmelse om et samordnet

uddannelsessystem, sikring af erhvervsuddannelser for alle unge,

der ønsker det, og uddannelsernes tilrettelæggelse som

ungdomsuddannelser følger udvalgets udkast. Det er en overordnet

målsætning, at erhvervsuddannelserne sammen med de øvrige

ungdomsuddannelser indeholder attraktive tilbud for alle unge,

herunder også for unge med handicap, og tilrettelægges, så flest

muligt af de unge gennemfører den valgte uddannelse. Lovforslaget

omfatter erhvervsuddannelser svarende til de

nuværende lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og grundlæggende

teknikeruddannelser. Systemet kan rumme alle erhvervsrettede

vekseluddannelser, der bygger på 9. klassetrin.

Lovforslaget fastslår erhvervsuddannelserne som overvejende

vekseluddannelser, uddannelser, der veksler mellem

skoleundervisning og praktikuddannelse. En uddannelse kan efter

forslaget af den enkelte elev indledes enten på skole eller i en

virksomhed på grundlag af en uddannelsesaftale. Det fremhæves i

forslaget, at der er tale om eenstrengede uddannelser, der er

fælles for eleverne, uanset om den enkelte elev er begyndt på den

pågældende uddannelse på skole eller i en virksomhed.

Alle, der har opfyldt undervisningspligten efter folkeskoleloven,

har via 2 forskellige veje adgang til erhvervsuddannelserne.

Forslaget indfører som hovedregel fri adgang til at begynde på

skole på netop den erhvervsuddannelse, vedkommende unge ønsker.

Alene beskæftigelseshensyn skal efter lovforslaget kunne danne

baggrund for at begrænse adgangen til skoleundervisningen inden

for de enkelte uddannelser.

Der foreslås 2 ligeværdige adgangsveje til uddannelserne, således at

en elev enten kan begynde sin uddannelse på skole på grundlag af

et gennemført erhvervs- og uddannelsesorienterende kursus eller

begynde uddannelsen i en virksomhed på grundlag af en

uddannelsesaftale. Andre adgangsveje vil senere kunne tilføjes

efter indstilling fra de rådgivende organer. Inden for handels-

og kontoruddannelserne kan eleverne begynde på uddannelserne på

skole uden et forudgående orienteringskursus.

Forslaget om parallelle adgangsveje, men fælles uddannelse afviger

fra udvalgsflertallets forslag, som går ud på at indlede en

erhvervsuddannelse med en af to alternative basisuddannelser

enten basisundervisning på skole af 40 ugers varighed eller et

praktikophold i en virksomhed i henhold til en uddannelsesaftale

og basisundervisning på skole af en varighed svarende til mindst

20 uger.

Forudsat at de sidste 20 uger af basisundervisningen på 40 uger på

skole er identiske med de 20 uger på skole ifølge det sidstnævnte

alternativ, svarer dette nøje til lovforslagets fælles 1. del.

Ved at udskille adgangsvejen fra selve uddannelsen opnås en

enklere og mere overskuelig struktur i det samlede

erhvervsuddannelsessystem.

Efter lovforslaget godkender undervisningsministeren efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet et katalog over

grundfag, hvoraf et relevant udsnit vil indgå med betydelig vægt

i enhver erhvervsuddannelse. Det er de faglige udvalg, der vælger

den enkelte uddannelses grundfag inden for de godkendte fag.

Lovforslaget indebærer som udvalgets lovudkast en koncentration af

Erhvervsuddannelsesrådets arbejde om generelle, tværgående

opgaver. Ifølge lovforslaget kan Erhvervsuddannelsesrådet

nedsætte initiativ- og koordinationsudvalg, som rådet kan

overlade een eller flere af sine opgaver til, specielt med

henblik på fornyelse og koordination af uddannelser, jf.

bemærkningerne til § 36.

Lovforslaget er i det hele udtryk for større fagligt selvstyre for

arbejdsmarkedets parter, for så vidt angår moderniseringen af

uddannelsernes faglige mål og indhold, og følger hermed udvalgets

forslag. Det faglige selvstyre er suppleret med større åbenhed

over for initiativer fra skoler, virksomheder m.fl., som kan

bidrage til at sikre en tilstrækkelig omfattende og hurtig

fornyelse af uddannelserne.

Undervisningsministeren godkender nye uddannelser, eventuelt efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet. Men den hidtidige

centrale detailstyring af uddannelserne foreslås afløst af mål-

og rammestyring, som suppleres med lokal faglig

rådgivning samt central pædagogisk vejledning og tilsyn. Efter

lovforslaget fastsætter undervisningsministeren efter indstilling

fra Erhvervsuddannelsesrådet regler om uddannelserne i

almindelighed i een eller flere hovedbekendtgørelser og regler

alene om rammerne for de enkelte uddannelser, herunder

skoleundervisningens længde, i form

af uddannelsesbekendtgørelser. Disse regler fastsættes på

grundlag af, hvad de faglige udvalg - inden for de generelle

regler - træffer bestemmelse om med hensyn til den enkelte

uddannelses varighed, struktur, uddannelsesmål,

praktikuddannelser og bedømmelse m.v. af elever.

Undervisningsministeriets styring begrænses tilsvarende til en

overordnet uddannelsespolitisk styring, og der foreslås

indført overvejende lovbundet finansiering af uddannelserne, hvor

den frie adgang for eleverne kombineres med faste tilskud pr.

årselev til skolerne.

Undervisningsministeren får dog - ved anvendelse af de

rådighedsbeløb, der i lovforslaget forudsættes afsat til forsøgs-

og omstillingspuljer - mulighed for efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet at yde supplerende tilskud til forsøg og

til nye uddannelser i en indkøringsperiode. Forsøgs- og

omstillingspuljerne vil herved kunne tilgodese en hurtig

omstilling og omprioritering og vil således være et middel i

ministeriets uddannelsespolitiske styring med henblik på at

fremme områder, hvor der skønnes at være et udækket behov for

uddannelse.

Forslaget giver skolerne større frihed og ansvar. Undervisningen

finder normalt sted på erhvervsskolerne, og skolerne får ansvaret

for at fastlægge deres uddannelsesprofil. Forslaget indeholder

derfor ikke regler om skolernes kapacitet. Det beror således på

skolernes eget initiativ, hvilke af de godkendte uddannelser de

ønsker at udbyde, og hvordan den enkelte uddannelse nærmere skal

tilrettelægges inden for uddannelsesbekendtgørelsens rammer.

Skolens bestyrelse og de dertil knyttede uddannelsesudvalg får

derved mulighed for at tilrettelægge et mere dynamisk samspil

mellem lokale virksomheder og skolens ressourcer (lærere, udstyr

m.m.).

Der henvises om disse - og andre spørgsmål vedrørende skolerne - til

lovforslaget om erhvervsskoler. Mens lovforslaget om

erhvervsuddannelser er en ren uddannelseslov for disse

uddannelser, er det tanken, at lov om erhvervsskoler skal være

en institutionslov for erhvervsskolerne, der også har andre

uddannelser. Denne lov skal omfatte skolernes samlede

organisering og finansiering.

4. Økonomiske konsekvenser

Lovforslagets økonomiske konsekvenser afhænger af, hvordan

bestemmelserne om rammerne for uddannelserne udfyldes, og af de

unges uddannelsesmæssige adfærd.

Sammenhængen mellem uddannelsernes udformning og de økonomiske

konsekvenser afhænger især af varigheden af de enkelte

uddannelsers skoledele og af enhedsomkostningernes størrelse,

udtrykt i henholdsvis antal uger pr. elev og pris pr. elevuge.

De unges uddannelsesmæssige adfærd har betydning, især hvad angår

den samlede tilgang til uddannelserne, de unges valg blandt

uddannelser af forskellig varighed, de unges og virksomhedernes

valg af adgangsveje samt elevernes gennemførelsesfrekvens.

Det er regeringens forudsætning, at erhvervsuddannelsesreformen

er udgiftsneutral ud fra en ligevægtsbetragtning, hvor

elevtilgang og gennemførelsesfrekvens holdes uændret. Der

forudsættes således en fastfrysning af erhvervsuddannelsernes

nuværende udgiftsniveau, målt i udgifter pr. færdiguddannet elev.

I det omfang reformen, som det er tilsigtet, tiltrækker flere unge

og mindsker frafaldet, vil udgifterne til erhvervsuddannelserne

derimod blive tilsvarende forøget. Denne forøgelse vil dog i

nogen grad blive kompenseret af mindre udgifter til andre

uddannelser m.v.

Som konsekvens af reformen vil der ikke længere forekomme

dobbeltuddannelse som i dag, hvor en del basisårselever, især på

de tekniske områder, fortsætter i en lærlingeuddannelse incl.

forskole.

De elevuger, der spares ved at afskaffe dobbeltuddannelser og

indføre flere adgangsveje, forudsættes anvendt til styrkelse af

2. del samt til etablering af en omstillingspulje.

På de tekniske områder vil reformen således kunne fremme en

bevægelse bort fra en skoletung start mod en 2. del, der til

gengæld indeholder mere skolegang end nu. Derved kan

vekseluddannelses-pricippet styrkes gennem uddannelsesforløbet

som helhed, ligesom muligheden for differentiering mellem

uddannelserne på grundlag af skoleopholdenes varighed øges.

På handels- og kontorområdet forudsættes ikke umiddelbart større

omlægninger i den nuværende uddannelsesstruktur. Reformen vil

derfor kun medføre økonomiske konsekvenser i det omfang, de unge

skulle vælge at benytte det (frivillige) tilbud om

orienteringskurser - herunder også orientering om tekniske fag.

På længere sigt er det tænkeligt, at uddannelsesstrukturen på

HK-området vil ændres svarende til det tekniske område, bl.a. med

henblik på opbygning af kombinationsuddannelser, men også for at

opnå en mere trinvis opbygning af uddannelserne ved at indbygge

handelsmedhjælpereksamen (HMX) i en 1. del på 20 uger.

Efg-basisuddannelsen på handels- og kontorområdet og

handelsmedhjælpereksamen indebærer ikke i dag nævneværdig

dobbeltuddannelse i forhold til hinanden, men integration af

handelsmedhjælpereksamen i en 1. del på 20 uger vil kunne

indebære en vis rationaliseringsgevinst, ikke mindst da

handelsmedhjælpereksamen har relativt høje enhedsomkostninger.

Samtidig vil en integration muliggøre en mere varieret

skoletyngde på 2. del inden for spektret af handels- og

kontoruddannelser.

Det skal understreges, at lovforslaget åbner for mange varianter i

uddannelsesstruktur også inden for en uændret omkostningsramme.

Reformen indebærer under alle omstændigheder en styrkelse af

erhvervsuddannelserne gennem bedre ressourceudnyttelse.

Erhversvuddannelsersreformen indebærer merudgifter i

overgangsperioden, hvor de i alt ca. 300 erhvervsuddannelser

omlægges efter nye regler, samtidig med at igangværende

uddannelsesforløb afvikles efter gamle regler. Merudgifterne

skønnes at udgøre 25, 50 og 25 mill. kr. i 1989, 1990 og 1991.

B. Bemærkninger

til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Formål m.v.

Til § 1

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår, at uddannelserne skal tilrettelægges

som et samordnet system. Der sigtes herved ikke alene til den

mere formelt administrativ-organisatoriske samordning, som er en

følge af lovforslagets regler om rådgivningsorganer m.v. Der

sigtes også til, at uddannelserne gennem regler om adgang,

struktur, indhold, meritoverførsel m.v. skal udgøre en

systematisk sammenhæng, der fremtræder med rimelig overskuelighed

og derved adskiller sig fra den nuværende ordning.

Lovforslaget omfatter som anført i de almindelige

bemærkninger uddannelser svarende til de nuværende

lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og grundlæggende

teknikeruddannelser. Derimod er de rene skoleuddannelser til HHX

og HTX, der i væsentlig grad danner grundlag for elevernes

videregående uddannelse, ikke omfattet af dette lovforslag, men

forudsættes behandlet samlet i et efterfølgende lovinitiativ i

folketingssamlingen 1988-89. Det er herved fundet hensigtsmæssigt

at afvente igangværende udvalgs- og evalueringsarbejder

omfattende bl.a. disse uddannelser, der også efter den nye

lovgivning forbliver som en del af det samlede system af

erhvervsmæssige grunduddannelser, som meddeles af

erhvervsskolerne.

Reformen går ud på, at der bliver tale om fælles rammer og

grundstruktur for alle lærlingeuddannelser, efg-uddannelser og

grundlæggende teknikeruddannelser i et eenstrenget

uddannelsessystem, som kan rumme alle erhvervsrettede

vekseluddannelser, der bygger på 9. klassetrin. Ud over de nævnte

uddannelser drejer det sig om ungdomsuddannelser til andre

erhvervsområder, hvor organisationerne på det pågældende

arbejdsmarked ønsker det.

Det er i stk. 1 tilkendegivet, at det uddannelsesystem, lovforslaget

skal give grundlag for, principielt retter sig mod både »den

private og den offentlige sektors beskæftigelsesområder«. Når der

flere steder i lovforslaget anvendes udtrykket »virksomhed«,

sigtes herved således til virksomheder i såvel den offentlige som

den private sektor. Der er naturligvis ikke til den anvendte

formulering knyttet nogen forudsætning om, at det er ønskværdigt

at etablere uddannelser, der specielt retter sig mod enten den

offentlige eller den private sektor. Da visse beskæftigelsesarter

kun forekommer i den ene af de to sektorer, må visse uddannelser

også blive specielt rettet mod den ene sektor. Men principielt

bør det ved udformningen af de enkelte uddannelser betragtes som

ønskeligt, at uddannelserne bliver anvendelige i både den private

og den offentlige sektor.

Til stk. 2

En hovedmålsætning må være, at det almindelige vejlednings- og

uddannelsessystem bliver i stand til i videst muligt omfang at

tiltrække og fastholde de unge i et

ungdomsuddannelsesforløb/erhvervsuddannelsesforløb, således at

flest muligt af de unge begynder på et erhvervskompetencegivende

uddannelsesforløb, og flest muligt af dem, der begynder et sådant

uddannelsesforløb, fuldfører forløbet.

Ved formuleringen af formålsbestemmelsen i stk. 2 er der lagt vægt

på at understrege erhvervsuddannelsernes typiske funktion som

ungdomsuddannelser. Dette præger de to første led. I 3.

led fremhæves som en sideordnet målsætning, at uddannelsen i

videst muligt omfang skal være egnet til at

imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og

generelle kvalifikationer. Endelig anføres i 4. led, at

uddannelserne - af hensyn både til elevernes og arbejdsmarkedets

behov - i almindelighed skal give grundlag for videreuddannelse.

Kravet i 1. led om, at uddannelsessystemet skal være egnet til at

motivere de unge til uddannelse, indebærer krav til

vejledningsindsats og til uddannelsernes indhold og pædagogik.

I 1. led stilles der krav om, at uddannelsessystemet skal være egnet

til at sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannelse,

får reelle muligheder dels for at få en sådan uddannelse, dels

for at vælge inden for en større flerhed af uddannelser.

Under hensyn til, at uddannelserne typisk er

ungdomsuddannelser, understreges det i bestemmelsen i 2. led, at

uddannelserne ikke alene skal tage sigte på at give de unge det

nødvendige grundlag for deres fremtidige arbejdsliv. De skal også

bidrage til deres personlige udvikling og til deres forståelse af

samfundet og dets udvikling. Ikke alene de unge, der vælger deres

ungdomsuddannelse inden for gymnasiet og hf, men også de unge,

der vælger en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse, bør have en almen

undervisning, der foruden at have betydning for deres deltagelse

i arbejdslivet er af betydning også for deres tilværelse i

øvrigt. Den almene undervisning er typisk af betydning for den

retningsfaglige undervisning og kan og bør i almindelighed

integreres med denne undervisning, og den er af betydning for den

unges senere funktionsdygtighed i arbejdsmæssige sammenhænge.

3. led fastslår derfor, at uddannelsessystemet skal tilrettelægges

således, at det i videst muligt omfang er egnet til at imødekomme

arbejdsmarkedets behov for både erhvervsfaglige og generelle

kvalifikationer, og at disse kvalifikationsbehov skal vurderes

under hensyn til den almindelige erhvervsmæssige og

samfundsmæssige udvikling, herunder udviklingen i

erhvervsstruktur, arbejdsmarkedsforhold, arbejdspladsorganisation

og teknologi.

Der sker for tiden og må i fremtiden forventes at ske en udvikling i

arbejdspladsorganisation, der er præget af krav til de enkelte

medarbejdere om større forståelse af virksomheden som en helhed

og af arbejdsprocessers sammenhænge og om videregående deltagelse

i samarbejde i grupper. Fremhævelsen af, at

kvalifikationsbehovene skal vurderes under hensyn til udviklingen

vedrørende "arbejdspladsorganisation", er baseret på denne

forudsætning.

Fremhævelsen af, at kvalifikationsbehovene skal vurderes under

hensyn til teknologiudviklingen, er baseret på en forudsætning

om, at de fremtidige erhvervsuddannelser, i højere grad end

tilfældet nu er, skal være ajour med og helst foran i forhold til

den teknologiske udvikling. Uddannelsernes varighed, struktur og

indhold må løbende vurderes og tilpasses på et solidt

informationsgrundlag, typisk tilvejebragt ved grundige

kvalifikationsanalyser og -prognoser, jf. herved § 21, stk. 2, og

bemærkningerne hertil.

Erhvervsuddannelserne skal tilrettelægges ikke alene med henblik på

at give eleverne et beskæftigelsesgrundlag/en erhvervskompetence.

De skal i videst muligt omfang også tilrettelægges således, at de

så vidt muligt i sig selv, undertiden efter supplerende kurser,

kan give eleverne grundlag for videreuddannelse, herunder for en

videregående uddannelse. Dette vil typisk være korte videregående

uddannelser (KVU-er), herunder videregående teknikeruddannelser

og handelsuddannelser. Dette har fundet udtryk i

formålsbestemmelsen i 4. led. Det stiller særlige krav til

uddannelsernes struktur og indhold. Der henvises til §§ 15,

22 og 27 og bemærkningerne hertil samt bemærkningerne til § 21,

stk. 1.

Formålsbestemmelsen i § 1, stk. 2, er ikke en udtømmende angivelse

af de fundamentale principper, som er lagt til grund ved

lovforslagets udformning. Der tænkes her især

på vekseluddannelsesprincippet, som fremgår af bestemmelsen i §

2, og på det eenstrengede uddannelsessystem, der som kernen i

erhvervsuddannelsesreformen er fremhævet i indledningen. Det

eenstrengede uddannelsessystem fremgår af § 3.

Til stk. 3

Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at nægte oprettelse af

uddannelser, der ikke hidtil har været omfattet af lovgivningen

om lærlinge- og efg-uddannelserne eller de grundlæggende

teknikeruddannelser for derved at modvirke en opskruning af

uddannelseskrav og deraf følgende omkostninger for det

offentlige. Erhvervsuddannelsesrådet afgiver indstilling om

oprettelse og nedlæggelse af uddannelser, for så vidt der herved

sker fravigelser af regler om uddannelserne i almindelighed, der

er fastsat efter indstilling af rådet, jf. § 35, stk. 1, nr. 2.

Til § 2

De grundlæggende erhvervsuddannelser forekommer i dag overvejende

som vekseluddannelser (lærlingeuddannelserne, de almindelige

efg-uddannelser og de grundlæggende teknikeruddannelser). Men der

forekommer også rene skoleuddannelser (således

edb-assistentuddannelsen, der formelt er en efg-2.dels

uddannelse, hvor der oprindelig ikke forelå praktikmuligheder).

Vekseluddannelserne varierer nu betydeligt med hensyn til fordeling

af uddannelsestid og uddannelsesindhold på skole og praktiksted.

Med hensyn til grundlæggende teknikeruddannelser er det

almindeligt, at der er balance mellem skoletid og praktiktid, men

at uddannelsesindholdets tyngdepunkt ligger i

skoleundervisningen. I de almindelige efg-uddannelser og især i

lærlingeuddannelserne er praktiktiden klart længstvarende. Den

nærmere sammenhæng mellem skoletidens og praktiktidens

undervisningsindhold er imidlertid meget varierende. De rene

skoleuddannelser til HHX og HTX er som nævnt ikke omfattet af

dette lovforslag.

Lovforslaget bygger derfor på forudsætningen om, at

erhvervsuddannelserne som altovervejende hovedregel skal være

vekseluddannelser. Når der overhovedet åbnes mulighed for

uddannelser uden praktik, skyldes det, at man ikke helt kan

udelukke, at der opstår uddannelser, der - især i

indkøringsperioden - alene kan gennemføres som skoleundervisning.

Under vekseluddannelsen skiftes der mellem skoleundervisning og

praktikuddannelse i een eller flere virksomheder. Praktiktiden

kan sikre en konkret praktisk indlæring, større motivation og

bedre forståelse hos eleven af, hvad uddannelsen fører til, en

forståelse af arbejdspladsorganisation og -funktion. Hertil

kommer, at praktiksystemet er en indbygget garanti for en rimelig

overensstemmelse mellem uddannelserne og de aktuelle forhold på

arbejdsmarkedet. Og for erhvervslivets nødvendige engagement i

uddannelsespolitik og -administration.

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 fastslår vekseluddannelsesprincippet i

overensstemmelse med det, der er anført foran.

Uddannelserne består af en 1. del og en 2. del, der begge indeholder

både praktik og skoleundervisning, jf. § 14, stk. 1. Om den

nærmere struktur med vekslen mellem skole og praktik både på 1.

og 2. del, fastsætter undervisningsministeren regler efter de

faglige udvalgs bestemmelse, jf. § l4, stk. 6.

Uddannelsen kan omfatte flere praktiksteder. Dette svarer til, hvad

der er hjemlet i de gældende regler om de såkaldte

kombinationsaftaler (delaftaler og udstationeringsordninger) i

lærlingeloven og i efg-retsbekendtgørelsen.

Nogle virksomheder, der ikke fuldt ud opfylder forudsætningerne for

at blive godkendt som (ene)- praktiksteder, kan således godkendes

som praktiksted under den forudsætning, at de suppleres med et

andet praktiksted. Når der i lovforslaget peges på

praktikuddannelser i flere virksomheder, skal det først og

fremmest ses i sammenhæng med det øgede behov herfor, som beror

på lovforslagets forudsætning om væsentligt bredere uddannelser

end de nuværende, jf. bl.a. § l5.

De faglige udvalg bør derfor virke for en bredere anvendelse end

hidtil af kombinationsaftaler (delaftaler og

udstationeringsordninger).

Der henvises endvidere til lovforslagets §§ 45 og 47 og

bemærkningerne hertil.

Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2 fastsætter, at dele af skoleundervisningen kan

foregå i en virksomhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med

det generelle synspunkt, hvorefter samarbejdet mellem skole og

lokalsamfundets arbejdsmarked - under det lokale

uddannelsesudvalgs medvirken, jf. §§ 40-41 - bør intensiveres og

også give sig praktiske udslag i den måde, skoleundervisningen

gennemføres på.

Samarbejdet kan gennemføres på flere måder. Praksis med hensyn til

anvendelse af gæstelærere fra virksomheder og organisationer kan

yderligere udbygges, og dele af undervisningen kan forlægges til

en virksomhed. Også sådanne ordninger kan gennemføres i

forskellige former: Orienterende virksomhedsbesøg, undervisning i

virksomhedslokaler med anvendelse af dele af virksomhedens udstyr

og korterevarende praktikarrangementer under skolens ansvar.

Der er en forudsætning, at dette samarbejde mellem skole og

virksomhed sker inden for rammerne af den godkendte uddannelse,

jf. §§ 38 og 39.

Der påhviler skolens bestyrelse og de lokale uddannelsesudvalg en

særlig rolle med hensyn til at formidle sådanne ordninger.

Til § 3

Bestemmelsen handler om, hvordan erhvervsuddannelserne indledes.

Til stk. 1

Efter de gældende regler findes der 3 principielt forskellige måder

at indlede en erhvervsuddannelse på: Efg-uddannelserne indledes

med den 1-årige basisuddannelse, hvorunder/ hvorefter eleven

vælger den enkelte uddannelse. Lærlingeuddannelserne indledes med

indgåelse af lærekontrakt. De grundlæggende teknikeruddannelser

efterfølger ofte ligesom en efg-2.delsuddannelse en

efg-basisuddannelse, men indledes oftere på andet grundlag (10.

klasse, studentereksamen eller hf-eksamen), og begynder normalt

med skoleophold.

Som det nærmere fremgår af de almindelige bemærkninger, er det en

overordnet uddannelsespolitisk målsætning, at alle unge, der

ønsker en erhvervsuddannelse, får reelle muligheder for det. Der

skal være tilbud for elever med meget forskellige forudsætninger.

Det må påregnes, at der vil være en gruppe unge, der efter

grundskolens afslutning ikke vil være motiverede for en

erhvervsuddannelse, der indledes på skole, men som vil være

tiltrukket af en erhvervsuddannelse, hvis den kan indledes i en

virksomhed. I henhold til stk. 1 indledes en uddannelse derfor af

den enkelte elev enten på skole eller i en virksomhed. Der er

altså 2 indgange til hver af uddannelserne.

Til stk. 2

Som anført i de almindelige bemærkninger og i bemærkningerne til §

1, stk. 1, er et af hovedformålene med

erhvervsuddannelsesreformen og lovforslaget at udforme

et sammenhængende og overskueligt uddannelsessystem inden for

erhvervsuddannelserne, der afløser lærlingeuddannelsessystemet,

den nuværende efg-ordning og de grundlæggende teknikeruddannelser

med et eenstrenget uddannelsessystem baseret på en fælles

strukturel ramme.

Det eenstrengede uddannelsessystem indebærer, at en uddannelse er

fælles for eleverne, uanset om uddannelsen af den enkelte elev

indledes på skole eller i en virksomhed. Uddannelsen er fælles,

uanset på hvilket adgangsgrundlag eleverne har indledt en

uddannelse på skole. Den fælles uddannelse fremgår af stk. 2.

Til § 4

Bestemmelsen fastsætter princippet om, at den overordnede styring af

uddannelserne skal være en mål- og rammestyring.

Undervisningsministeren fastsætter i nogle fælles

hovedbekendtgørelser efter indstilling fra

Erhvervsuddannelsesrådet, jf. § 35, regler om uddannelserne i

almindelighed i overensstemmelse med lovforslagets bestemmelser

om struktur, mål, indhold, bedømmelse m.v.

Ordene »efter indstilling« betyder i lovforslaget en udtalelse, som

ikke er bindende for ministeren. Initiativet til udtalelsen kan i

alle tilfælde tages såvel af ministeren som af det pågældende

rådgivningsorgan.

Ministeren fastsætter endvidere rammebekendtgørelser for de enkelte

uddannelser, der ikke i detaljer beskriver uddannelsens indhold

m.v. Reglerne fastsættes efter de faglige udvalgs bestemmelse,

hvis dette følger af § 38. De faglige udvalg bestemmer således

for de enkelte uddannelser reglernes indhold om uddannelsens

varighed og struktur, uddannelsens mål, eventuelle øvrige rammer

for undervisningens indhold, bedømmelsesplaner og

praktikuddannelsen. Inden for rammebekendtgørelserne får den

enkelte skole mulighed for fornyelse af indhold og større

pædagogisk differentiering samt for en lokalt tilpasset og

økonomisk forsvarlig tilrettelæggelse af deres egen virksomhed.

Der henvises endvidere til bestemmelserne i kapitel 5 om de

rådgivende organers beføjelser samt til lovforslaget om

erhvervsskoler.

Til kapitel 2

Adgangen til uddannelserne

Til §§ 5-8

Bestemmelserne fastslår som princip den frie adgang til

erhvervsuddannelserne og fastsætter 2 ligeværdige adgangsveje til

den enkelte uddannelse. Vejen til en indledning på skole går

efter lovforslagets § 6 gennem et erhvervs- og

uddannelsesorienterende kursus. Men ministeren kan efter

indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet og vedkommende faglige

udvalg i henhold til § 8 fastsætte regler om andre adgangsveje

til skoleundervisningen, jf. bemærkningerne til § 8. Vælger den

unge at indlede uddannelsen i en virksomhed, skal der fra starten

indgås en uddannelsesaftale med virksomheden.

Til § 5

Det fremgår af denne bestemmelse, at erhvervsuddannelserne som

skolemæssig baggrund har folkeskolens 9. klassetrin og ikke

bygger på studentereksamen eller højere forberedelseseksamen.

Efter folkeskolelovens § 33, stk. 4, kan der gives tilladelse til

at opfylde undervisningspligten ved deltagelse i erhvervsmæssig

uddannelse.

Til § 6

Bestemmelserne i § 6 handler om adgangen til at indlede en

erhvervsuddannelse på skole.

Til stk. 1

Stk. 1 bestemmer, at alle, der har gennemført et erhvervs- og

uddannelsesorienterende kursus, har adgang til at begynde en

erhvervsuddannelse med skoleundervisning. 1. dels

skoleundervisning kan gennemføres uden (før) uddannelsesaftale.

Ansøgere til handels- og kontoruddannelser med en 1. del på 40

ugers skoleundervisning kan vælge at begynde uddannelsen på skole

uden et forudgående kursus.

De erhvervs- og uddannelsesorienterende kurser er nærmere beskrevet

i § 13 og bemærkningerne hertil. Som det ligger i kursernes

betegnelse, er formålet med dem at give en grundlæggende

orientering og indføring i forskellige uddannelsesområder.

Væsentlige elementer i kurserne bør være undervisningspraktik på

en flerhed af skolens værksteder med den deraf følgende

afprøvning af evner og interesser og tilegnelse af

arbejdspladsfunktionskrav, et forholdsvis bredt udbud af valgfag,

der giver mulighed for at imødekomme elevens ønsker om at

indhente eventuelle »efterslæb« fra grundskoletiden, og en solid

uddannelses- og erhvervsvejledning.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at ansøgere, der har adgang til at indlede

en erhvervsuddannelse på skole, som hovedregel tillige har krav

på at blive optaget på en bestemt uddannelse - dvs. i

almindelighed fri adgang til erhvervsuddannelserne. Alene hensyn

til beskæftigelsesmulighederne skal kunne begrunde, at der

fastsættes regler om begrænsning af adgangen til 1. dels

skoleundervisningen inden for de enkelte uddannelser, jf. §

12. Der henvises endvidere til bestemmelsen i § 9.

Til § 7

Til stk. 1

Bestemmelsen tager sigte på de unge, der foretrækker at indlede en

erhvervsuddannelse i en virksomhed, og fastslår, at alle, der har

indgået en uddannelsesaftale, har adgang hertil. Det ligger i

selve uddannelsesaftalen mellem elev og virksomhed. Om kravene

til virksomheden og eleven ved indgåelse af en uddannelsesaftale

og om uddannelsesaftalens indhold og virkninger henvises til § 47

og bemærkningerne hertil.

1. dels praktikuddannelsen skal være omfattet af uddannelsesaftalen

mellem elev og virksomhed og kan helt eller delvis gennemføres

før skoleundervisningen. Varigheden vil normalt være l/2 - l år.

Til stk. 2

Den, der har indgået en uddannelsesaftale med en virksomhed, har

krav på at blive optaget på skole til undervisning der i

overensstemmelse med reglerne for den pågældende uddannelse.

Til § 8

Ingen

Nr LSF 228

Forslag til Lov om erhvervsuddannelser

Fremsat af undervisnings- og forskningsministeren (Bertel Haarder)

den 2. marts 1988