1987 LSF 226 FORSLAG TIL LOV OM BETALT FRIHED TIL UDDANNELSE

Artikel 1

I denne konvention betyder udtrykket »betalt frihed til uddannelse«

frihed, der ydes en arbejder med henblik på hans deltagelse i

uddannelse i et nærmere bestemt tidsrum inden for arbejdstiden

med ydelse af tilstrækkelig økonomisk kompensation.

Kapitel 1

Formål

§ 1. Lovens formål er at sikre voksne mulighed for at deltage i

undervisning med henblik på at forbedre

1) den enkeltes mulighed for kvalificering til arbejdslivet for at

sikre fælles velstand og større beskæftigelse,

2) den enkeltes muligheder for at få indflydelse på sin dagligdag og

samfundet for at udbrede, forstærke og uddybe demokratiet og

3) mulighederne for personlig udvikling for at sikre større

livskvalitet, lighed og velfærd.

Artikel 2

Enhver medlemsstat skal udforme og gennemføre en politik, der tager

sigte på ved metoder afpasset efter nationale forhold og national

praksis, i fornødent omfang i etaper, at fremme ydelse af betalt

frihed til uddannelse med henblik på

a) oplæring på ethvert niveau;

b) almen, social eller samfundsrettet uddannelse;

c) uddannelse i fagforeningsvirksomhed.

Kapitel 2

Omfattede personer

§ 2. Rettigheder i henhold til denne lov tilkommer indtil det fyldte

60. år alle lønmodtagere og ledige tilmeldt arbejdsformidlingen,

når de pågældende har opnået mindst 5 års tilknytning til

arbejdsmarkedet. Rettighederne tilkommer ikke ansatte i et

uddannelsesforhold.

Stk. 2. Tilknytningen til arbejdsmarkedet beregnes på grundlag af

indbetalinger i henhold til lov om Arbejdsmarkedets

Tillægspension.

Stk. 3. Arbejdsministeren fastsætter efter indstilling fra

Landsarbejdsnævnet regler for

1) medregning af forsikredes ledighedsperioder ved udregningen af

5-års-perioden, jf. stk. 1, og

2) omfanget og den nærmere gennemførelse af lediges rettigheder i

henhold til stk. 1.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter regler for medregning af

perioder, hvor en lønmodtager har modtaget dagpenge efter lov om

dagpenge ved sygdom eller fødsel, ved udregningen af

5-års-perioden, jf. stk. 1.

Stk. 5. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter indstilling

fra det i § 7 nævnte uddannelsesråd bestemme, at reglerne i

Kapitel 3

Retten til fravær fra arbejdet

§ 3. Personer omfattet af § 2 har ret til fravær fra arbejdet til

deltagelse i undervisning omfattet af § 7, stk. 3. Arbejdsgiveren

kan gøre fraværet betinget af mindst 6 måneders ansættelse.

Arbejdsgiveren kan endvidere modsætte sig fravær i henhold til

denne lov ud over 2 år.

Stk. 2. Arbejdsgiveren skal ved fravær i indtil 1 måned senest 2

måneder før uddannelsens påbegyndelse og ved fravær i mere end 1

måned senest 3 måneder før uddannelsens påbegyndelse have

underretning om tidspunkterne for uddannelsesperioden.

Stk. 3. Såfremt hensynet til virksomhedens drift afgiver tvingende

grunde hertil, kan arbejdsgiveren begære udsættelse med fraværets

påbegyndelse.

Stk. 4. Kan uenighed efter stk. 3 ikke løses ved forhandling mellem

arbejdsgiveren og lønmodtagerens eventuelle faglige organisation,

har arbejdsgiveren adgang til at indbringe spørgsmålet for det i

henhold til § 8 nedsatte nævn, der afgør spørgsmålet endeligt.

Indbringelse for nævnet har ikke opsættende virkning for

fraværets påbegyndelse.

§ 3. Afskedigelse på grund af de i forslaget nævnte forhold vil

med andre ord ikke være lovlig. Afskedigelse af anden årsag,

f.eks. arbejdsmangel, vil derimod være lovlig. Som følge heraf

foreslås i stk. 3 en fortrinsret til genansættelse i denne

situation.

Til stk. 4

Opstår der uoverensstemmelser i forbindelse med reglerne i stk. 1-3,

påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse eller

nægtet genansættelse er begrundet i saglige årsager.

Til stk. 5

Hvis der er foretaget en afskedigelse i strid med stk. 1 og 2, skal

arbejdsgiveren betale en godtgørelse. Godtgørelsen fastsættes

under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens

omstændigheder i øvrigt. Der henvises her til Hovedaftalens § 4,

stk. 3. Lønmodtagere, de er omfattet af denne bestemmelse eller

andre tilsvarende bestemmelser, vil have mulighed for

genansættelse p.g.a. usaglig afskedigelse.

Godtgørelsen kan ikke overstige 78 ugers løn, hvilket er et

tilsvarende niveau, som er gældende i forbindelse med tilsvarende

lovgivning om uberettiget afskedigelse.

Til § 6

Tvistigheder under §§ 4 og 5 henvises til behandling i det

fagretlige system i videst muligt omfang.

Personer, der ikke er dækket af kollektive overenskomster eller er

uorganiserede, må henvises til civilt søgsmål.

Til § 7

Som rådgivende organ i forbindelse med den samlede administration af

lov om betalt frihed til uddannelse nedsætter undervisnings- og

forskningsministeren et særligt uddannelsesråd.

Til stk. 2

Rådets sammensætning fremgår af lovforslagets tekst. Lønmodtagere og

private samt offentlige arbejdsgivere sikres en lige

repræsentation.

Arbejdsministeren og undervisnings- og forskningsministeren udpeger

hver 1 tilforordnet til rådet.

Til stk. 3

Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling

fra rådet de nærmere retningslinjer i forbindelse med

administrationen af loven. Administrationen af det samlede

lovkompleks henlægges til undervisnings- og forskningsministeren,

og denne kan overdrage opgaver til et direktorat under

ministeriet. Arbejdsministeren indgår på de i lovgivningen

særligt fastsatte punkter.

De væsentligste opgaver for uddannelsesrådet er beskrevet i denne

bestemmelse. Rådet kan efter anvisning fra undervisnings- og

forskningsministeren pålægges yderligere opgaver i tilknytning

til loven.

Det bemærkes særligt, at uddannelsesrådet forventes hvert år i juni

måned at offentliggøre en liste over de uddannelser og

oplysningsaktiviteter, som giver adgang til fravær i medfør af

loven. Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, er der

tale om en meget bred vifte af almene og erhvervsrettede

uddannelses- og oplysningsaktiviteter, som giver adgang til

frihed til uddannelse.

Der henvises til ILO's konvention nr. 140 og henstilling nr. 148 om

betalt frihed til uddannelse, hvor uddannelse skal fremmes med

henblik på

1) oplæring på ethvert niveau,

2) almen social eller samfundsrettet uddannelse,

3) uddannelse i fagforeningsvirksomhed.

Til § 8

Undervisnings- og forskningsministeren nedsætter et nævn, der skal

afgøre uoverensstemmelser om det i § 3, stk. 3, nævnte spørgsmål.

Som omtalt i bemærkningerne til § 3, stk. 4, så forventes de fleste

uoverensstemmelser at blive bilagt på lokalt plan. For at sikre

en så hurtig og effektiv behandling af sagerne som muligt

indrettes derfor kun een administrativ ankeinstans i form af

dette nævn.

Nævnets sammensætning fremgår af lovforslagets tekst. Nævnet er

paritetisk sammensat.

Hvis der ikke kan opnås flertal for en afgørelse i nævnet, så afgør

en af Arbejdsrettens formandskab udpeget opmand spørgsmålet.

Opmanden udpeges for en periode på 2 år ad gangen af hensyn til

de nødvendige hurtige afgørelser.

Til § 9

Det følger af bestemmelsen, at personer, der deltager i undervisning

i medfør af loven, efter ansøgning til uddannelsesrådet har

mulighed for at modtage en godtgørelse til dækning af mistet

indtægt i uddannelsesperioden. Herudover kan der ydes tilskud til

dækning af befordringsudgifter i tilfælde, hvor disse er særligt

økonomisk belastende for deltagerne i undervisning.

Godtgørelsens formål er at yde hel eller delvis dækning for tab af

indtægt i uddannelsesperioden. Der kan derfor ikke ydes

godtgørelse eller tilskud ved deltagelse i undervisning, hvor der

via offentlige tilskud er mulighed for dækning af tab af indtægt.

Deltagelse i kurser inden for arbejdsmarkedsuddannelserne vil

således normalt ikke give mulighed for at modtage

uddannelsesgodtgørelse eller befordringstilskud i medfør af denne

lov.

Der kan via overenskomstmæssige aftaler ydes supplerende

godtgørelse, som ikke modregnes.

Til stk. 2

Godtgørelsen fastsættes afhængig af den gennemsnitlige løn- eller

dagpengeindtægt i de sidste 4 uger før uddannelsens påbegyndelse.

Denne ordning svarer til sygedagpengeordningen. Det fastslås, at

der højst kan oppebæres en godtgørelse svarende til 125 pct. af

de maksimale dagpenge. Op til dette niveau er det sigtet, at

godtgørelsen skal dække hele den mistede ugentlige løn- eller

dagpengeindtægt i uddannelsesperioden, men godtgørelsen kan ikke

overstige den tidligere indtægt. Denne bestemmelse forudsætter en

individuel beregning af godtgørelsessatsen. Det er sigtet, at

uddannelsesgodtgørelsens niveau svarer til satserne inden for

arbejdsmarkedsuddannelserne.

Til stk. 3

Der kan ydes godtgørelse i medfør af loven til personer, som er

omfattet af § 2, stk. 5. Godtgørelsen kan ydes for tab af indtægt

eller til omkostninger i forbindelse med deltagelse i

undervisning. Tab af indtægt eller ydeligere omkostninger skal

dokumenteres ved ansøgning.

Godtgørelsen beregnes for selvstændige med udgangspunkt i den

indtægt, der er erhvervet det foregående år ved personligt

arbejde. For medhjælpende ægtefæller ansættes godtgørelsen dog ud

fra en procentsats af ægteparrets samlede indtægt - dog ikke ud

over, hvad der ved skatteberegningen maksimalt anses for indtjent

af den pågældende. Ved opgørelsen af de konkrete tilfælde

indhentes disse gennem ligningsmyndigheden.

Godtgørelsen for personer omfattet af § 2, stk. 5, kan i lighed med

stk. 2 højst udgøre et beløb svarende til 125 pct. af

arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.

Til stk. 4

Ansøgere kan som hovedregel kun oppebære godtgørelse og

befordringstilskud i en periode på sammenlagt 26 uger inden for 3

år. Det vil være muligt, at disse ydelser modtages over flere

delperioder, såfremt undervisningsforløbet tilsiger dette. Kun i

særlige tilfælde har uddannelsesrådet mulighed for at dispensere

fra 26-ugers-reglen. Dispensation kan bl.a. komme på tale for

særligt uddannelsessvage grupper, når længden af den valgte

uddannelse bidrager til at opfylde disse gruppers specifikke

behov.

Til stk. 5

Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med § 7, stk. 3, hvori

uddannelsesrådet tildeles kompetence vedrørende fordelingen af

midler til uddannelsesgodtgørelse. Uddannelsesrådet har til

opgave at afgive indstillinger om de nærmere retningslinjer for

prioritering blandt indkomne ansøgninger og for behandling af

ansøgningerne. Ved prioritering af indkomne ansøgninger skal der

gives fortrinsstilling for ansøgere med kort uddannelsesbaggrund,

jf. lovens generelle sigte om at give reelle muligheder for

uddannelse til de grupper på arbejdsmarkedet, der hidtil har fået

ringe andel af samfundets uddannelsesressourcer.

Til § 10

I bestemmelsen fastlægges en generel oplysningspligt for ansøgere

til godtgørelse og tilskud. Der gives desuden hjemmel til at

kræve tilbagebetaling af beløb, der er modtaget med urette. Der

kan selvsagt kun modtages godtgørelse og støtte i det tidsrum,

hvor beløbsmodtageren følger den angivne uddannelse.

Til § 11

Ledige skal have mulighed for at udnytte retten til at deltage i

uddannelse uden at være begrænset af rådighedsbestemmelsen i lov

om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring. De skal altså

kunne deltage i et undevisningsforløb uden afbrydelse.

En ledig kan derfor vægre sig ved at tage anvist arbejde, såfremt

den pågældende kan dokumentere at deltage i et

undervisningsforløb i medfør af denne lov. Arbejdsløshedskasserne

har mulighed for at få oplysningerne bekræftet ved kontakt til

uddannelsesstedet.

Til stk. 2

Den periode, hvor den ledige deltager i uddannelse i medfør af denne

lov, vil i forhold til § 55 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring være at betragte som arbejde.

Til § 12

Lovens bestemmelser kan ikke fraviges til ugunst for de omfattede

lønmodtagere. Forbedringer for lønmodtagerne i forhold til loven

forventes at blive aftalt ved de kollektive overenskomster.

Til § 13

Reglerne i lovens §§ 1, 7 og 8 skal træde i kraft ved lovens

bekendtgørelse i Lovtidende. Det sker med henblik på straks at få

nedsat uddannelsesråd og -nævn for fastlæggelse af de nærmere

retningslinjer for lovens gennemførelse.

Til stk. 2

Reglerne vedrørende ret til fravær i forbindelse med uddannelse

træder i kraft den 1. august 1988 og bliver således en

landsdækkende ordning.

Til stk. 3

Med henblik på at muliggøre igangsætning af lovens bestemmelser

vedrørende løngodtgørelse i nogle enkelte amter, jf. de

almindelige bemærkninger, kan undervisnings- og

forskningsministeren indskrænke iværksættelsen til at omfatte

nogle enkelte amter.

Til § 15

Loven tages op til revision i folketingsåret 1989-90 så betids, at

et forslag kan vedtages inden den 1. maj 1990.

Artikel 4

Den omhandlede politik skal tage hensyn til det pågældende lands og

de forskellige erhvervsgrenes udviklingstrin og særlige behov og

skal koordineres med den almindelige beskæftigelses-,

uddannelses- og arbejdstidspolitik, i givet fald under

hensyntagen til sæsonmæssige svingninger i arbejdstiden eller

arbejdsmængden.

Kapitel 4

Uddannelsesrådet og uddannelsesnævnet

§ 4. Efter udløbet af uddannelsesperioden, jf. § 3, stk. 2, har

lønmodtageren ret til at genoptage arbejdet.

Stk. 2. Såfremt lønmodtageren ikke ønsker at genoptage arbejdet,

skal arbejdsgiveren underrettes herom snarest muligt og senest

således, at lønmodtageren overholder sit opsigelsesvarsel.

Stk. 3. Den tid, en lønmodtager har været fraværende i henhold til §

3, medregnes ved beregning af anciennitet i arbejdsforholdet.

Artikel 5

Denne politik skal tage sigte på, om fornødent under forskellige

betingelser, at bidrage

a) til erhvervelse, forbedring og tilpasning af erhvervsmæssige

kvalifikationer samt fremme af tryghed i beskæftigelsen under

hensyntagen til den videnskabelige og teknologiske udvikling samt

økonomiske og strukturelle forandringer;

b) til arbejdernes og deres repræsentanters kyndige og aktive

deltagelse i virksomhedens liv og i samfundslivet;

c) til arbejdernes menneskelige, sociale og kulturelle udvikling, og

d) i almindelighed til fremme af passende fortsat uddannelse og

oplæring, der gør det muligt for arbejderne at tilpasse sig

samtidens krav.

Artikel 5

Ydelse af betalt frihed til uddannelse kan gennemføres ved lov og

administrative bestemmelser, kollektive overenskomster,

voldgiftskendelser eller på anden med national praksis stemmende

måde.

kapitel 5 tillige skal finde anvendelse på nærmere angivne

personer, der ikke er omfattet af foranstående bestemmelser.

Kapitel 5

Uddannelsesgodtgørelse

kapitel 5, §§ 9-10, personer som f. eks. hjemmearbejdende og

selvstændige. Disse kan således modtage godtgørelse efter

reglerne i kapitel 5. Retten til fravær efter § 3 har ikke

relevans for denne gruppe.

Til § 3

De af forslaget omfattede personer har ret til fravær fra arbejdet

til deltagelse i undervisning, som er omfattet af § 7, stk. 3.

Der er tale om en udvidelse af lønmodtagernes rettigheder i

forhold til arbejdsgiveren. Med begrebet fravær fra arbejdet

menes orlov som ved de kendte orlovsordninger (barselorlov, orlov

i forbindelse med værnepligt m.v.).

Retten til fravær kan gøres betinget af en beskæftigelse på

ansættelsesstedet i mindst 6 måneder. Er lønmodtager og

arbejdsgiver enige herom, kan dette krav bortfalde.

Perioden, hvor der er ret til fravær efter loven, kan arbejdsgiveren

begrænse til 2 år. Ret til længere fravær kan dog følge af

kollektiv overenskomst.

Til stk. 2

Bestemmelsen fastlægger den procedure, der skal anvendes ved

opnåelse af uddannelsesfrihed. Lønmodtageren retter henvendelse

til arbejdsgiveren og angiver, i hvilken periode frihed til

uddannelse ønskes.

For at opnå frihed skal henvendelsen til arbejdsgiveren ske med

mindst 2 måneders varsel for frihedsperioder på 1 måned og

derunder. Ved uddannelsesfrihed i mere end 1 måned kræves der et

varsel på mindst 3 måneder. Henvendelsen til arbejdsgiveren bør

ske skriftligt.

Til stk. 3

Arbejdsgiveren kan, hvor der er særlige hensyn til arbejdets

gennemførelse, udsætte den ønskede frihed til uddannelse. Der

skal være tale om tvingende grunde, idet udsættelse normalt ikke

vil kunne forekomme.

Til stk. 4

Hvis der er uoverensstemmelse om en udsættelse, skal der optages

forhandling mellem arbejdsgiveren og den ansattes eventuelle

faglige organisation. Disse forhandlinger skal optages snarest

muligt efter kravet om udsættelse. Det forventes, at der i næsten

alle tilfælde vil kunne opnås enighed på dette niveau.

Opnås der ikke enighed lokalt, kan arbejdsgiveren indbringe

spørgsmålet for det nævn, som undervisnings- og

forskningsministeren nedsætter i henhold til § 8. Afgørelse skal

normalt være truffet senest 14 dage, før frihedsperioden var

ønsket af lønmodtageren. Indbringelse vil ikke have opsættende

virkning.

Nævnet skal tage stilling til såvel berettigelsen af udsættelsen som

udsættelsens tidsmæssige omfang.

Til § 4

Lønmodtageren skal efter endt uddannelse have ret til at vende

tilbage til det arbejde, som den pågældende forlod, inden

uddannelsesloven blev påbegyndt. Med det samme arbejde menes

samme arbejdsfunktion og samme arbejdstid. Det anbefales, at der

opnås enighed herom mellem arbejdsgiver og lønmodtager, inden

uddannelsesfriheden påbegyndes, uden at dette på nogen måde kan

indskrænke lønmodtagerens ret til at få frihed til uddannelse og

ret til at vende tilbage til samme arbejde.

I en kort overgangsperiode vil lønmodtageren dog kunne henvises til

andet tilsvarende arbejde, såfremt en arbejdsopgave mest

hensigtsmæssigt færdiggøres af en anden.

Såfremt lønmodtageren ønsker at vende tilbage til arbejdet før

udløbet af den bebudede frihedsperiode, forudsætter dette

arbejdsgiverens accept.

Til stk. 2

Såfremt lønmodtageren ikke ønsker at genoptage arbejdet, skal

arbejdsgiveren have underretning herom snarest muligt.

Lønmodtageren skal under alle omstændigheder overholde sit

opsigelsesvarsel.

Til stk. 3

Bestemmelsen svarer til § 2 i Lov om barselorlov m.v..

F.eks. bevares løn- og opsigelsesanciennitet. Bestemmelsen får også

betydning ved udregning af anciennitet i relation til f.eks.

Hovedaftalens § 4, stk. 3, og funktionærlovens §§ 2 a og 2 b.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre indholdet af artikel 11 i

ILO-konvention nr. 140, hvori det hedder

»Betalt frihed til uddannelse skal ligestilles med effektiv

arbejdstid, hvad angår erhvervelse af ret til sociale ydelser og

andre rettigheder hidrørende fra beskæftigelsesforholdet, som

fastsat ved national lov eller administrative bestemmelser,

kollektive overenskomster, voldgiftskendelser eller på anden med

national praksis stemmende måde«.

Til § 5

Til stk. 1-3

Bestemmelserne i stk. 1 og 2 indeholder et forbud mod afskedigelse

af en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om afholdelse af

orlov eller har udnyttet adgangen til at holde orlov i medfør af

§ 5. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne

vil udnytte retten til fravær efter § 3, stk. 1.

Stk. 2. En arbejdsgiver må heller ikke i øvrigt afskedige en

lønmodtager p.g.a. fravær efter § 3, stk. 1.

Stk. 3. Ved afskedigelse p.g.a. arbejdsmangel har den pågældende

fortrinsret ved genbesættelse af bortfaldne eller ved besættelse

af tilsvarende stillinger inden for et tidsrum af 1 år.

Stk. 4. Det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en afskedigelse

ikke er foretaget og genansættelse ikke nægtet i strid med stk.

1-3.

Stk. 5. Er en afskedigelse foretaget i strid med stk. 1 og 2, skal

arbejdsgiveren betale en godtgørelse, der ikke kan overstige 78

ugers løn.

Artikel 6

Det offentlige, arbejdsgiver- og arbejderorganisationer samt

institutioner eller organer for uddannelse og oplæring skal på en

med nationale forhold og national praksis stemmende måde

inddrages i udformningen og gennemførelsen af planerne for fremme

af betalt frihed til uddannelse.

Kapitel 6

Forskellige bestemmelser

§ 6. Uoverensstemmelser vedrørende bestemmelserne i §§ 4 og 5

behandles efter de almindelige fagretlige regler, såfremt

lønmodtageren er omfattet af en kollektiv overenskomst.

Artikel 7

Ordningen vedrørende betalt frihed til uddannelse skal finansieres

på et forskriftsmæsigt og fyldestgørende grundlag og i

overensstemmelse med national praksis.

Kapitel 7

Ikrafttræden m.v.

§ 7. Undervisnings- og forskningsministeren nedsætter et

uddannelsesråd.

Stk. 2. Uddannelsesrådet består af en formand, der udpeges af

undervisnings- og forskningsministeren. Til rådet udpeger

Landsorganisationen i Danmark 4 medlemmer, Dansk

Arbejdsgiverforening 2 medlemmer, Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd 2 medlemmer, Sammenslutningen af

Landbrugets Arbejdsgivere 1 medlem, Kommunernes Landsforening,

Københavns og Frederiksberg Kommuner i forening 1 medlem,

Amtsrådsforeningen 1 medlem og Finansministeriet 1 medlem.

Arbejdsministeren og undervisnings- og forskningsministeren kan hver

udpege 1 medlem, der uden stemmeret kan deltage i rådets møder.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter

indstilling fra rådet de nærmere regler for gennemførelse af

denne lov. Rådet afgiver herunder indstilling om,

1) hvilke uddannelser personer omfattet af § 2, stk. 5, og ledige

kan deltage i, og hvilke uddannelser der efter § 3 kan give ret

til fravær,

2) fordelingen af midler til uddannelsesgodtgørelse og

3) regler for optagelse på offentlige og anerkendte private

uddannelsesinstitutioner med optagelsesbetingelser.

Artikel 8

Der må ikke nægtes arbejdere betalt frihed til uddannelse på

grundlag af race, hudfarve, køn, religion, politisk

overbevisning, national afstamning eller social oprindelse.

§ 8. Undervisnings- og forskningsministeren opretter endvidere et

uddannelsesnævn, der skal afgøre uoverensstemmelser om det i § 3,

stk. 3, nævnte spørgsmål. Undervisnings- og forskningsministeren

udnævner de i stk. 2 og 3 udpegede personer for en periode af 3

år. Genudnævnelse kan finde sted.

Stk. 2. Nævnet består af 1 repræsentant udpeget af Dansk

Arbejdsgiverforening, 1 repræsentant udpeget af de offentlige

arbejdsgivere i forening, 1 repræsentant udpeget af

Landsorganisationen i Danmark og 1 repræsentant udpeget af

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

Stk. 3. Arbejdsrettens formandskab udpeger endvidere en opmand, der

i mangel af flertal i det i stk. 2 nævnte nævn afgør spørgsmålet.

Artikel 9

Der skal i fornødent omfang fastsættes særlige bestemmelser om

betalt frihed til uddannelse i tilfælde

a) hvor særlige kategorier af arbejdstagere, f.eks. arbejdere i

mindre virksomheder, landarbejdere eller andre arbejdere, der er

bosat i afsides områder, skifteholdsarbejdere eller arbejdere med

ansvar for familie, har vanskeligt ved at gøre brug af den

almindelige ordning;

b) hvor særlige kategorier af virksomheder, f.eks. mindre eller

sæsonprægede virksomheder, har vanskeligt ved at anvende den

almindelige ordning, idet det forudsættes, at arbejdere

beskæftiget i sådanne virksomheder ikke skal udelukkes fra at

nyde godt af ordningen vedrørende betalt frihed til uddannelse.

§ 9. Efter ansøgning til uddannelsesrådet kan der ydes deltagere i

undervisning efter foranstående bestemmelser godtgørelse for tab

af indtægt og tilskud til udgifter til befordring.

Stk. 2. Godtgørelsen efter stk. 1 udgør for fuldtidsbeskæftigede et

beløb svarende til 125 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste

beløb. Godtgørelsen kan dog ikke overstige ansøgerens

gennemsnitlige ugentlige lønindtægt hos arbejdsgiveren eller

dagpengeindtægt i de sidste 4 uger før uddannelsesperiodens

påbegyndelse.

Stk. 3. Godtgørelsen, der ydes til personer omfattet af § 2, stk. 5,

kan højst udgøre et beløb svarende til 125 pct. af

arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.

Stk. 4. Godtgørelse og tilskud efter foranstående bestemmelser kan

ydes den enkelte i sammenlagt 26 uger inden for 3 år. I særlige

tilfælde kan der ydes godtgørelse ud over denne periode.

Stk. 5. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter

indstilling fra uddannelsesrådet nærmere regler for behandling af

ansøgninger og for tildeling af godtgørelse samt ydelse af

tilskud.

Artikel 10

Betingelserne for adgang til betalt frihed til uddannelse kan

varieres efter om en sådan adgang skal benyttes til

a) oplæring på ethvert niveau;

b) almen, social eller samfundsrettet uddannelse eller

c) uddannelse i fagforeningsvirksomhed.

§ 10. Personer, der har afgivet urigtige oplysninger eller fortiet

omstændigheder, som er af betydning for retten til ydelser efter

dette kapitel, eller i øvrigt mod bedre vidende har modtaget

ydelser efter dette kapitel, skal tilbagebetale det beløb, der er

modtaget med urette.

Artikel 11

Betalt frihed til uddannelse skal ligestilles med effektiv

arbejdstid, hvad angår erhvervelse af ret til sociale ydelser og

andre rettigheder hidrørende fra beskæftigelsesforholdet som

fastsat ved national lov eller administrative bestemmelser,

kollektive overenskomster, voldgiftskendelser eller på anden måde

med national praksis stemmende måde.

§ 11. Ledige, der udnytter retten efter § 2, stk. 3, nr. 2, kan i

uddannelsesperioden ikke anvises arbejde.

Stk. 2. Perioden, hvori ledige deltager i uddannelse efter denne

lov, medregnes ved opgørelsen efter § 55 i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

Artikel 12

De officielle ratifikationer af denne konvention skal sendes til Det

internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til indregistrering.

§ 12. Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til ugunst

for de af loven omfattede lønmodtagere.

Artikel 13

1. Denne konvention er kun bindende for de medlemmer af Den

internationale Arbejdsorganisation, hvis ratifikationer er blevet

indregistreret hos generaldirektøren.

2. Den træder i kraft 1 år efter den dato, da to medlemsstaters

ratifikation er blevet indregistreret hos generaldirektøren.

3. Derefter træder konventionen i kraft for enhver medlemsstat 1 år

efter at dens ratifkation er blevet indregistreret.

§ 13. Reglerne i lovens §§ 1 og 7-8 træder i kraft ved

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Reglerne i lovens §§ 2-6 og 11-12 træder i kraft den 1.

august 1988.

Stk. 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan for nærmere

angivne amtskommuner sætte reglerne i lovens §§ 9-10 i kraft fra

den 1. august 1988.

Artikel 14

1. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, kan

opsige den efter 10 års forløb fra datoen for konventionens

første ikrafttræden ved afgivelse af en erklæring, der sendes til

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør til

indregistrering. Opsigelsen får først virkning 1 år efter datoen

for indregistreringen.

2. Enhver medlemsstat, som har ratificeret denne konvention, og som

ikke inden 1 år efter udløbet af den i stk. 1 omhandlede

10-års-periode gør brug af den i denne artikel hjemlede

opsigelsesret, er forpligtet i yderligere 10 år og kan derefter

opsige konventionen ved udløbet af hver 10-års-periode under de i

denne artikel fastsatte betingelser.

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Artikel 15

1. Det internationale Arbejdsburesus generaldirektør skal underrette

alle Den internationale Arbejdsorganisations medlemmer om

indregistreringen af de ratifikationer og opsigelser, han

modtager fra organisationens medlemmer.

2. Samtidig med at generaldirektøren underretter organisationens

medlemmer om indregistreringen af ratifikation nr. 2, skal han

gøre dem opmærksom på konventionens ikrafttrædelsesdato.

§ 15. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget i

folketingsåret 1989-90.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det er et bærende led i et demokratisk samfund som det danske, at

den enkelte borger har en rimelig grad af indsigt i de mekanismer

og beslutningsprocesser, der ligger til grund for samfundets

udvikling. At fastholde et folkestyret samfund, hvor den enkelte

har reel indflydelse, nødvendiggør, at man uanset social baggrund

har mulighed for at danne sig et billede af og en personlig

holdning til tidens problemer og fællesskabets fremtid.

Mængden af viden, information og kravene til den enkelte accelererer

i dise år som følge af udviklingen i samfundet. Alle

samfundslivets områder er blevet mere komplicerede og dermed

vanskeligere at overskue.

Alt tyder på, at tempoet i denne udvikling stadig vil blive øget.

Teknologien gør stadig nye landvindinger, og befolkningens

muligheder udvides på mangfoldige områder.

Men udviklingen medfører også, at der bliver større afstand i viden

mellem den langtids- og den korttidsuddannede. Det giver

lægmanden en urimelig position i forhold til eksperten, og det

forstærker faren for, at eksperten kan monopolisere sin viden og

sortere, hvilke informationer den øvrige befolkning skal

delagtiggøres i.

Det er vigtigt at kunne anvende eksperterne, stille dem

kvalificerede spørgsmål og forholde sig kritisk og

holdningsmæssigt til deres svar. Mange debatter må nødvendigvis

føres på et holdningsmæssigt og et teknisk plan på een og samme

tid.

Men med den stadig skævere fordeling af den samlede kundskabsmængde

sættes mange på forhånd uden for den offentlige diskussion, og

dermed mindskes såvel deres engagement som deres mulighed for at

forholde sig politisk til problemerne. Det virker hæmmende for en

fortsat udvikling af et reelt demokratisk samfund i

overensstemmelse med grundlovens ånd og med dansk politisk

tradition.

Det er et paradoks, at vor viden i dag øges som aldrig før, og at

informationsteknologien i bredeste forstand udvikles i rivende

fart, mens den enkelte får stadig sværere ved at overskue sin

situation og forstå og tage stilling til større sammenhænge.

Det er uddannelsesreformens primære sigte at skaffe lønmodtagerne

almen kompetence og derigennem give deltagerne større

livskvalitet og personlig udvikling, således at demokratiet

udbredes, uddybes og styrkes.

Uddannelsesreformen skal også forbedre befolkningens evne til at

klare sig på et arbejdsmarked under stor forandring. Der vil i

fremtiden komme en udvikling i de krav, der stilles til vores

uddannelsesmæssige kvalifikationer i forhold til vores arbejde.

Også for det danske samfund som helhed vil der være behov for mere

uddannelse. Vi lever af at sælge vores arbejdskraft. Det er det

bedste råstof, som vi har. Derfor skal vi uddanne vores

arbejdskraft så godt som muligt.

Der vil i de kommende år foregå betydelige forskydninger mellem

forskellige erhvervssektorer. Vi er på vej ind i informations- og

servicesamfundet, hvor det bliver helt nye produkter og

serviceydelser, som skal produceres. Der vil blive stillet store

krav til omstillingsevne og fornyelse overalt i arbejdslivet.

Også mellem de forskellige erhvervsgrupper og faggrupper vil der

forekomme store forskydninger. Behovet for arbejdskraft med øget

teknisk viden vil vokse. De kvalifikationer, som vil blive

efterspurgt, vil komme til at gå på tværs af traditionel viden og

faggrænser. Den teknologiske udvikling vil sammenholdt med nye

former for arbejdsorganisering på længere sigt kræve en almen

højnelse af uddannelsesniveauet for alle grupper af ansatte. Vi

er på vej væk fra den stærke specialisering. Og vi er på vej over

i en type arbejde, der vil være præget af vores evne til

opgaveformulering og problemløsning i samarbejde med andre.

Hvis arbejdskraften skal klare denne store omstilling, og det gælder

alle grupper på arbejdsmarkedet, så må der konstant uddannelse

til. En del af opgaven løses af efteruddannelse og omskoling, en

del løses i virksomhederne i form af mearbejderuddannelse, men

der er brug for mere grundlæggende uddannelser uafhængigt af det

enkelte job.

Betalt frihed til uddannelse vil styrke denne grundlæggende

uddannelse først og fremmest for de dårligst uddannede grupper.

Det tredje formål med denne uddannelsesreform er at rette op på den

skæve fordeling af uddannelser. Ca. 800.000 lønmodtagere har

under 8 års skolegang. Ifølge lavindkomstkommissionen er der op

mod 1 mio. voksne, som ikke har fået en grundlæggende

erhvervsuddannelse efter folkeskolen.

De korttidsuddannede hører til de grupper, der betaler for andres

uddannelser, uden at de selv i nævneværdig grad har kunnet

anvende uddannelsessystemet. De er ikke blevet tilgodeset

tilstrækkeligt i uddannelsespolitikken, hvor ressourcerne først

og fremmest er brugt på den opvoksende generation og til

længerevarende uddannelser. Den eksisterende efteruddannelse i

samfundet og i virksomhederne skaber yderligere skævheder. Der

bruges flere ressourcer på folk med uddannelse end folk uden

uddannelse.

Med forslaget om betalt frihed til uddannelse skabes der også

mulighed for at rette op på den ulige fordeling af uddannelser

mellem kønnene.

Derfor er der brug for en frihedsret og en løngodtgørelse, så den

enkelte sikres reelle muligheder for deltagelse i

uddannelsesaktiviteter specielt for de dårligst stillede grupper.

Udviklingen inden for voksenuddannelser internationalt

Voksenuddannelse har gennem 1970erne og 1980erne fået en stadig

større betydning i den uddannelsespolitiske diskussion i Danmark.

Tilgangen til denne diskussion har været forskellig for de

enkelte samfundsgrupper. Diskussionsgrundlaget er for alle

samfundsgrupper undergået en forandring gennem de seneste år,

ikke mindst som følge af den hastige ændring i erhvervs- og

samfundsstrukturen i øvrigt samt udviklingen af

uddannelsesordninger i andre europæiske lande.

Voksenuddannelse har på internationalt plan været diskuteret siden

2. verdenskrig. Den første UNESCO-konference om uddannelse blev

holdt i 1949. Formålet med denne konference var gennem

voksenuddannelse at fremme fredelig sameksistens, social

retfærdighed og udvikling af menneskeligt fællesskab. Ved de

efterfølgende konferencer i 1960 og 1972 blev begreberne

»voksenuddannelse« og »livslang uddannelse« fastlagt som

fællesprincipper for undervisning af voksne i medlemslandene.

Inden for OECD blev begrebet voksenuddannelse fra ca. 1970 knyttet

til overvejelser om uddannelsessektorernes ressourcemæssige

fordelinger i de højt industrialiserede lande.

Med ILO's konvention nr. 140 og henstilling nr. 148 om betalt frihed

til uddannelse (Paid Educational Leave) fra 1974 blev

voksenuddannelse sat i forhold til arbejdsmarkedspolitiske

spørgsmål. Bredde i uddannelsestilbuddene blev sikret, idet

betalt frihed til uddannelse skal fremmes med henblik på

1) oplæring på ethvert niveau,

2) almen, social eller samfundsrettet uddannelse,

3) uddannelse i fagforeningsvirksomhed.

Princippet om deltagergodtgørelse blev vedtaget.

I en nylig foretaget undersøgelse vedrørende

uddannelsesorlovsordninger i en række europæiske lande

konkluderes, at man er nået langt internationalt. Undersøgelsen

er foretaget af Udviklingscentret For Voksenundervisning og

Folkeoplysning.

Der eksisterer i dag uddannelsesorlovsordninger i Storbritannien,

Frankrig, Sverige, Vesttyskland, Holland og Spanien. Andre lande

har tiltrådt ILO-konventionen og indført partielle ordninger. I

disse lande er man de fleste steder startet på et lavt niveau,

men efterhånden er ordningerne udbygget, så de er omfangsrige.

Det er et tegn på, hvor højt voksenuddannelse prioriteres

internationalt.

De danske repræsentanter (både regerings-, fagforenings- og

arbejdsgiverrepræsentanter) stemte på ILO's arbejdskonference i

1974 for såvel konvention nr. 140 som for henstilling nr. 148.

Danmark har imidlertid endnu ikke ratificeret konventionen.

Konventionen er 1983-84 optrykt som bilag til dette lovforslag.

Forsøgs- og udviklingsarbejde i Danmark

Folketinget vedtog den 30. maj 1984 en folketingsbeslutning om et

10-punktsprogram for voksenundervisning og folkeoplysning (se

Folketingstidende 1983-84, forhandlingerne sp. 3651, 4548 og

7421, tillæg A sp. 3853, tillæg B sp. 1239 og tillæg C sp. 673).

I tilknytning hertil blev der afsat kr. 100 mio., som senere er

suppleret flere gange, senest for 1988 med yderligere 20 mio. kr.

Forsøgsaktiviteterne pågår stadig, og der er opnået mange

erfaringer med uddannelsesaktiviteter og oplysningsaktiviteter i

de forløbne 3 år. Udviklingscentret for Voksenundervisning og

Folkeoplysning har siden formidlet resultater fra dette forsøgs-

og udviklingsarbejde gennem 2 rapporter. Det bekræftes her

tydeligt, at der i befolkningen er et stort ønske om at få sat

gang i voksenundervisningen og folkeoplysningen.

Nærværende lovforslag er en opfølgning af punkterne 6 og 7 i

10-punkts-programmet. Disse 2 punkter skulle ikke igangsættes som

særlige forsøg, men igangsættes via selvstændig lovgivning. Det

fremgår af punkt 6, at de økonomiske og arbejdsmæssige

betingelser for deltagelse skal forbedres bl.a. ved oprettelse af

en uddannelsesfond, som kan give uddannelsesstøtte til at deltage

i et bredt udvalg af folkeoplysende tilbud. Ved tildeling af

midler fra fonden skal de voksne, som kun har fået en beskeden

andel i samfundets omfattende uddannelsestilbud, prioriteres

højest.

Udvikling af betalt frihed til uddannelse

Dette lovforslag vil give lønmodtagere ret til frihed til

uddannelse, og det vil give mulighed for at yde løngodtgørelse

til de personer, som opnår uddannelsesfrihed. Også andre personer

end de af uddannelsesfriheden omfattede kan modtage

løngodtgørelse gennem denne lov.

Loven skal virke på og i tilknytning til arbejdsmarkedet. Den kan

udfyldes og suppleres gennem kollektive aftaler mellem

arbejdsmarkedets parter.

Såfremt betalt frihed til uddannelse alene blev gennemført via

overenskomsterne, ville disse uddannelsesmuligheder ikke komme

til at omfatte alle lønmodtagere. Lønmodtagernes mulighed for

alsidig udvikling må derfor sikres lovmæssigt. Det gøres ved, at

lønmodtagerne sikres en individuel ret til frihed og mulighed for

selv at vælge mellem de uddannelsestilbud, der omfattes af

reformen.

Et bærende princip i det danske samfund er, at sikring af

befolkningens uddannelsesniveau er en samfundsopgave. Loven må

tilrettelægges således, at de lønmodtagere, der har de mest

ubekvemme forhold på arbejdsmarkedet, får reel mulighed for at

deltage i uddannelse.

Det bliver også nødvendigt med en stor uddannelsespolitisk indsats,

hvis intentionerne skal blive til noget. I dag er der kun en

begrænset uddannelseskapacitet for voksne, og det vil derfor være

nødvendigt med en udbygning af kapaciteten på en række

uddannelsesområder. Den enkelte uddannelsessøgende skal inden for

den liste, som det foreslåede centrale uddannelsesråd afstikker,

have ret til selv at vælge uddannelse. Der kan være tale om både

almendannende og erhvervsrettede uddannelser eller en kombination

heraf. Der vil være behov for både en bedre udnyttelse af den

eksisterende kapacitet og investering i nye tilbud.

I forbindelse med igangsætning og udvikling af betalt frihed til

udannelse vil der være et særskilt behov for oplysning og

opsøgende virksomhed. Mange lønmodtagere er fremmede over for

uddannnelse og må derfor motiveres gennem en særlig indsats. Der

skal afsættes midler til dette arbejde, som skal udføres i

samarbejde mellem det offentlige og arbejdsmarkedets parter.

I forbindelse med udvikling af betalt frihed til uddannelse er det

nødvendigt at styrke den lokale uddannelsesplanlægning på

virksomheder og institutioner. Denne opgave kan varetages af

samarbejdsudvalgene, hvor disse findes, eller igennem særlige

uddannelsesudvalg under disse. Opgaven vil være at fastlægge en

uddannelsespolitik for virksomheden, at undersøge arbejdstagernes

uddannelsesønsker og -behov samt at koordinere brugen af

voksenuddannelse, herunder brugen af arbejdsmarkedsuddannelser,

virksomhedsinterne uddannelser og betalt frihed til uddannelse.

Den nødvendige bevidsthed om værdien af hele tiden at kvalificere

sig må først og fremmest opbygges i sammenhæng med den enkeltes

dagligdag på arbejdspladsen og i fritidslivet.

Igangsætning og gradvis udbygning af betalt frihed til uddannelse

Det forudsættes i dette lovforslag, at retten til frihed til

uddannelse gennemføres som en generel ordning for alle

lønmodtagere og ledige, der har haft en tilknytning til

arbejdsmarkedet i 5 år.

Det forventes samtidig, at reformen vil blive igangsat gradvis

m.h.t. de økonomiske muligheder for såvel løngodtgørelse som

investering i og drift af uddannelsestilbud. For 1988 er der på

finansloven afsat 50 mio. kr. til opstart af betalt frihed til

uddannelse. Med disse midler til rådighed kan der ske en delvis

opstart i 2 amter. Det forventes, at ordningen derefter kan

udbygges gradvis, og at det økonomiske niveau fastlægges i

forbindelse med vedtagelse af finanslovene for de pågældende år.

Loven tages op til revision i 1990.

Når der peges på opstart i 2 amter m.h.t. løngodtgørelse og

udbygning af uddannelsestilbud, så skyldes det flere forhold. Det

er vigtigt at opnå erfaringer med organisationsstrukturen og

specielt den lokale styring. Det formodes, at der vil være behov

for en lokal og regional koordination m.h.t. administration og

information over for den gruppe, som skal indgå i ordningen.

Indførelse af betalt frihed til uddannelse nødvendiggør også, at der

sker en udbygning af de forskellige uddannelsestilbud. Derfor vil

en gradvis igangsætning for det tredje kræve et vist

minimumsgrundlag i det antal, som kan søge de forskellige tilbud.

Ved at vælge geografisk afgrænsede områder opnås en større

intensitet befolkningsmæssigt. Her forudsætter forslaget, at de

fleste vil søge lokale eller regionale uddannelsestilbud.

Administrative konsekvenser

Som det fremgår af lovforslagets kapitel 3, overdrages ansvaret for

administrationen af denne lov til undervisnings- og

forskningsministeren.

Denne kan administrativt beslutte at oprette et selvstændigt

direktorat m.h.p. administrationen af loven eller at overlade

opgaven til et af de eksisterende direktorater.

Arbejdsministeren inddrages på de i loven nærmere angivne punkter

vedrørende lediges forhold.

Undervisnings- og forskningsministeren nedsætter et særligt

uddannelsesråd, som skal afgive indstilling om de nærmere regler

for gennemførelse af loven.

Specielt skal dette centrale uddannelsesråd afgive indstilling om,

hvilke uddannelser der giver ret til fravær og mulighed for

løngodtgørelse, fordeling af midler til uddannelsesgodtgørelse

samt regler for optagelse på offentlige uddannelsesinstitutioner.

Til afgørelse af uoverensstemmelser, jf. § 3, stk. 3, nedsættes et

uddannelsesnævn.

I forbindelse med lovens geografiske udbygning nedsættes i

amtskommunerne særlige udvalg med tilknyttet administration.

Disse udvalg kan af rådet tillægges opgaver m.h.t. fordeling af

godtgørelsesmidler, udbygning af uddannelsestilbud,

informationsaktiviteter m.v.

Økonomiske konsekvenser

Aktiviteten i tilknytning til loven forventes udbygget gradvis,

således at starten finder sted i 2 amter i 1988. Nedenfor angives

de økonomiske udgifter, der forventes i 1988. Udgifterne for de

efterfølgende år fastlægges i forbindelse med vedtagelsen af

finansloven. De regionale administrationsudgifter forventes

afholdt over amtskommunernes budgetter.

Det er vanskeligt at forudsige de beskæftigelsesmæssige konsekvenser

og dermed besparelsen på dagpenge. Disse forhold afhænger af

længden af det fravær, den enkelte søger. Længere fravær vil

selvsagt give større genbeskæftigelseseffekt. Nedenfor er regnet

med en genbeskæftigelseseffekt på 50 pct.

Der er nedenfor beregnet udgifter for de personer, som opnår

løngodtgørelse inkl. de drifts- og anlægsudgifter, som må

forventes at komme i tilknytning til en udbygning af

uddannelsestilbuddene. Beregningerne er baseret på udgifter pr.

personuge, dvs. de omkostninger, der er forbundet med en person

frigjort i en uge med løngodtgørelse samt anlægs-, drifts- og

administrationsudgifter som følge af deltagelsen i

undervisningen. Det kan f.eks. være deltagerbetaling, som

uddannelsesinstitutioner opkræver.

Indførelse af betalt frihed til uddannelse vil kræve flere

omkostninger pr. person i starten, og med en gradvis udbygning må

der forventes lavere omkostninger pr. personuge. Dette afhænger

bl.a., af i hvilken udstrækning det vil være muligt at udnytte

eksisterende kapacitet i uddannelserne.

Forudsætninger

1) I 1988 forventes gennemført 14.000 personuger.

2) Løngodtgørelse udgør 125 pct. af max. dagpenge (svarende til

AMU-godtgørelse).

3) Der forventes en genbeskæftigelse på 50 pct. og dermed en

tilsvarende dagpengebesparelse.

4) Anlægs- og driftsomkostninger er udregnet som et ligevægtet

gennemsnit af AMU-kurser (2.800 pr. personuge) og

enkeltfagskurser (1.000 kr. pr. personuge).

Udgift pr. personuge Anlæg og drift 1.750 kr. Løngodtgørelse 2.860 kr. Administration, information m.v. 100 kr. Udgifter i alt (brutto) 4.710 kr. Dagpengebesparelse 1.150 kr. Nettoudgifter pr. personuge 3.560 kr.

Nettoudgifter i 1988. (14.000 personuger): 49,8 mio. kr.

Der er på finansloven for 1988 afsat 50 mio. kr. til opstart af en

ordning med betalt frihed til uddannelse. Der forventes her

anvendt 40,0 mio. kr. til løngodtgørelse og 25,9 mio. kr. til

uddannelsesaktiviteterne. Besparelsen på dagpenge forventes at

udgøre 16,1 mio. kr.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens formål er at sikre voksne mulighed for at deltage i

voksenundervisning. Med loven forbedres voksnes

beskæftigelsesmæssige og økonomiske forudsætninger for at deltage

i undervisning.

I formålsbestemmelsen fremdrages 3 forhold, som skal iagttages i

forbindelse med baggrunden for lovforslaget.

Det skal for det første forbedre den enkeltes mulighed for

kvalificering til arbejdslivet og dermed sikre fælles velstand og

større beskæftigelse. De nuværende og kommende strukturændringer

i samfundet og på arbejdsmarkedet og de deraf følgende krav til

omstilling vil medføre et øget behov for omskoling,

efteruddannelse og videreuddannelse. Der sigtes med denne del af

målsætningen ikke alene på at forbedre lønmodtagernes snævre

jobkvalifikationer, men også på bredere uddannelser, der på

længere sigt kan forbedre den pågældendes omstillingsmuligheder.

Den anden del af formålsbestemmelsen peger på en forbedring af den

enkeltes indflydelse på sin egen situation og på samfundet som

helhed. Det skal forstærke og uddybe demokratiet.

Det danske samfund er blevet mere kompliceret, og det er blevet

vanskeligere for den enkelte at følge med. Mange undersøgelser

har bekræftet, at forståelse for samfundets forhold og politisk

indflydelse er større for erhvervsgrupper med længerevarende

uddannelse i forhold til erhvervsgrupper med en meget kort

uddannelse. Derfor er det nødvendigt med udvidede

uddannelsesmuligheder for personer med en kort uddannelse, og det

kræver muligheder for at få frihed fra sit arbejde til uddannelse.

Det tredje punkt vedrører muligheden for gennem uddannelse at

forbedre den personlige udvikling og derigennem sikre større

livskvalitet, lighed og velfærd. Uddannelse skaber ikke af sig

selv større livskvalitet, men det giver flere handlingsmuligheder

for den enkelte, som på længere sigt kan forøge livskvalitet og

personlig velfærd.

Den samlede formålsbeskrivelse tilkendegiver også, at der er tale om

frihedsret i forhold til uddannelse i bred forstand. Der sigtes

både mod almene og erhvervskvalificerende uddannelsestyper.

Til § 2

Bestemmelsen i § 2 vedrører den omfattede personkreds. Retten til

fravær tilkommer alle lønmodtagere indtil det 60. år, som har

haft en tilknytning til arbejdsmarkedet på mindst 5 år.

Kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet i 5 år defineres i denne

lov som mindst 5 års beskæftigelse siden den pågældendes

indtræden på arbejdsmarkedet uanset daglig arbejdstid. Der

forudsættes ikke 5 års uafbrudt beskæftigelse. Man kan opnå

retten til fravær og muligheden for godtgørelse jf. § 9, uanset

om man kun i delperioder har været tilknyttet arbejdsmarkedet,

blot den samlede tid er over 5 år.

Til stk. 2

Beregningen af tilknytningen til arbejdsmarkedet sker på basis af

ATP-indbetalinger, jf. lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Der skal jf. stk. 1, være indbetalt ATP i en samlet periode på

mindst 5 år uanset nuværende eller tidligere arbejdstid.

Bestemmelsen medfører, at beskæftigelse på under 10 timer ugentlig

ikke medtages i beregningen.

Til stk. 3

Bestemmelsen i nr. 1 vedrører medregning af forsikredes

ledighedsperioder i beregningen af tilknytningen til

arbejdsmarkedet. Bestemmelsen fastslår, at arbejdsministeren skal

fastsætte regler efter indstilling fra Landsarbejdsnævnet.

Den ledige retter henvendelse til arbejdsformidlingen, der

underretter A-kassen, ved ønske om frihed til uddannelse.

Efter nr. 2 skal lediges rettigheder efter loven generelt fastsættes

af arbejdsministeren efter indstilling fra Landsarbejdsnævnet,

jf. dog § 11.

Til stk. 4

Lønmodtagere kan også ved opgørelse af tilknytning til

arbejdsmarkedet medtage perioder, hvor der har været sygdom.

Socialministeren fastsætter nærmere regler herfor.

Til stk. 5

Lovforslaget omfatter tillige, for så vidt angår bestemmelserne i

Artikel 16

Det internationale Arbejdsbureaus generaldirektør skal i medfør af

Artikel 17

Når Det internationale Arbejdsbureaus styrelsesråd måtte anse det

for nødvendigt, skal det forelægge generalkonferencen en rapport

om gennemførelsen af denne konvention samt overveje ønskeligheden

af at sætte spørgsmålet om en hel eller delvis ændring af den på

konferencens dagsorden.

Artikel 18

1. Dersom konferencen vedtager en ny konvention, der helt eller

delvis ændrer denne konvention, skal, medmindre andet måtte være

bestemt i den nye konvention,

a) en medlemsstats ratifikation af den nye ændrede konvention ipso

jure medfører øjeblikkelig opsigelse af denne konvention, uanset

bestemmelserne i artikel 14, såfremt og så snart den nye, ændrede

konvention træder i kraft;

b) denne konvention ikke længere kunne ratificeres af

medlemsstaterne fra den dato at regne, da den nye, ændrede

konvention træder i kraft.

2. Denne konvention forbliver under alle omstændigheder i kraft i

den foreliggende form og med det foreliggende indhold for de

medlemsstater, som har ratificeret den, men som ikke har

ratificeret den ændrede konvention.

Bilag

Konvention nr. 140 om betalt frihed til uddannelse

Den internationale Arbejdsorganisations generalkonference, der er

blevet sammenkaldt i Geneve af Det internationale Arbejdsbureaus

styrelsesråd, og som den 5. juni 1974 er trådt sammen til sin 59.

samling, og

som henviser til, at det udtales i artikel 26 i verdenserklæringen

om menneskerettigheder, at enhver har ret til uddannelse, og

som endvidere henviser til de i de gældende ILO-henstillinger om

erhvervsmæssig uddannelse og beskyttelse af

arbejderrepræsentanter indeholdte bestemmelser om ydelse af orlov

til arbejdere med henblik på deres deltagelse i uddannelses-

eller oplæringsprogrammer eller tilladelse til, at de kan deltage

i sådanne programmer i arbejdstiden, og

i betragtning af at behovet for fortsat uddannelse og oplæring i

takt med den videnskabelige og teknologiske udvikling samt de

økonomiske og sociale forholds skiftende mønster kræver, at der

træffes egnede foranstaltninger til ydelse af betalt frihed til

uddannelse for at imødekomme nye forhåbninger, behov og mål af

social, økonomisk og kulturel art, og

i erkendelsen af at betalt frihed til uddannelse bør betragtes som

et af midlerne til imødekommelse af de enkelte arbejderes

virkelige behov i et moderne samfund, og

i betragtning af at betalt frihed til uddannelse bør ses i

sammenhæng med en uddannelsespolitik, der går ud på fortløbende

uddannelse og oplæring, og som skal gennemføres gradvis og

effektivt, og

som er blevet enig om vedtagelsen af visse forslag med hensyn til

betalt frihed til uddannelse, hvilket spørgsmål er opført som 4.

punkt på mødets dagsorden, og

som har besluttet, at disse forslag skal tage form af en

international konvention, vedtager i dag den 24. juni 1974

følgende konvention

artikel 102 i De forenede Nationers pagt sende udførlige

oplysninger om de ratifikationer og opsigelser, han har

indregistreret i henhold til bestemmelserne i de foranstående

artikler, til De forenede Nationers generalsekretær til

indregistrering.

Ingen

Nr LSF 226

Forslag til Lov om betalt frihed til uddannelse

Fremsat af Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Frank Jensen (S) Korneliusen (S) Lone Møller (S) Hans Strunge (S)

den 26. februar 1988