1987 LSF 222 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ÆGTESKABSLOVEN (SEPARATIONS- OG SKILSMISSEBETINGELSER)

§ 1

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr.

630 af 15. september 1986, som ændret ved lov nr. 223 af 22.

april 1987, foretages følgende ændringer

1. §§ 29-41 ophæves, og i stedet indsættes

» Separation

§ 1.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. oktober 1988.

kapitel 3 om omstødelse.

Til § 1, nr. 2 (§ 42, stk. 1)

I konsekvens af forslaget om ophævelse af den gældende lovs § 37,

stk. 2, foreslås § 42, stk. 1, 2. pkt., ophævet.

Til § 1, nr. 3 (§ 43, stk. 1)

Bestemmelsen indeholder regler om, hvornår der skal foretages

mægling.

Det foreslås i § 43 at indskrænke kravet om obligatorisk mægling til

sager om separation efter § 29 eller umiddelbar skilsmisse efter

§ 3

Stk. 1. Er der før lovens ikrafttræden indgivet ansøgning om

bevilling til separation eller skilsmisse eller anlagt retssag om

separation eller skilsmisse, anvendes den tidligere lovgivnings

regler.

Stk. 2. Såfremt begge ægtefæller anmoder derom, inden bevilling

meddeles eller endelig dom afsiges, anvendes dog bestemmelserne i

§ 4

Om ægtefællers adgang til skilsmisse på grundlag af separation

meddelt før lovens ikrafttræden anvendes bestemmelserne i § 1.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl.

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Hovedsigtet med lovforslaget er at foretage en revision af

ægteskabslovens kapitel 4 om separation og skilsmisse.

Medlemmer af Det Radikale Venstre fremsatte den 14. januar 1987

forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning. (Skilsmisseret efter vold). Lovforslaget blev vedtaget

enstemmigt ved 3. behandling den 7. april 1987. I Retsudvalgets

betænkning blev der bl.a. fra Det Radikale Venstre givet udtryk

for, at man ønskede, at der i folketingsåret 1987-88 blev fremsat

et lovforslag til modernisering af separations- og

skilsmissereglerne, se Folketingstidende 1986-87 (1. samling),

forhandlingerne sp. 5125, 7201, 9741 og 10119 samt tillæg A sp.

2993, tillæg B sp. 585 og tillæg C sp. 373.

Det er oplyst, at regeringen ikke agter at fremsætte et lovforslag,

hvorfor forslagsstillerne fremsætter et lovforslag, der bygger på

den betænkning om separations- og skilsmissebetingelser

(betænkning nr. 1121/1987), som er udarbejdet af en arbejdsgruppe

under Justitsministeriet.

2. Lovforslagets indhold

Adgang til separation

Efter lovforslaget skal en ægtefælle have ret til separation, uanset

hvordan den anden ægtefælle stiller sig hertil.

Efter § 29 i den gældende ægteskabslov har ægtefæller ret til

separation, når de mener ikke at kunne fortsætte samlivet og er

enige om at søge separation. En ægtefælle har endvidere ret til

separation, selv om den anden ægtefælle protesterer, hvis denne

groft har forsømt familiens underhold eller groft krænket andre

pligter over for ægtefællen eller børnene. Det samme gælder, hvis

forholdet mellem ægtefællerne af andre grunde må anses for

ødelagt, medmindre ødelæggelsen hovedsagelig beror på ægtefællens

eget forhold, jf. § 30, stk. 1. En ægtefælle har endvidere ret

til separation, hvis der foreligger omstændigheder, som ville

give den pågældende ret til at kræve skilsmisse, jf. § 30, stk.

2. Efter gældende lovgivning er der således i princippet ikke

ensidig ret til separation.

Ægteskabsudvalget foretog i begyndelsen af 1970erne en gennemgang af

praksis, der viste, at domstolene kun nægter separation i meget

få tilfælde, og siden har der kun været een højesteretsdom og een

trykt landsretsdom, hvor der blev frifundet for

separationspåstanden.

I arbejdsgruppen var der enighed om, at der som foreslået af

Ægteskabsudvalget og det norske udvalg og i overensstemmelse med

finsk og svensk lovgivning bør indføres ensidig adgang for en

ægtefælle til at få separation, uanset hvordan den anden

ægtefælle stiller sig hertil. Der vil i alt væsentligt kun være

tale om en kodifikation af allerede eksisterende praksis, og

lovgivningen bør i tilfælde som det foreliggende tilpasses den

praksis, som faktisk følges, således at reglerne giver et korrekt

udtryk for de reelle muligheder for separation. Udviklingen i

samfundet går generelt i retning af at give begge parter større

selvstændighed og frihed i deres samliv. Denne udvikling bør

afspejle sig i muligheden for at få separation uden hensyn til

den anden parts ønsker.

Forslaget vil betyde en vigtig afdramatisering af

separationssagerne. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal meddeles

separation, vil ikke længere kunne give anledning til tvist

mellem ægtefællerne. Det bliver således ikke nødvendigt for en

part at overveje sin stilling til den andens separationsønske, og

det bliver unødvendigt med detaljerede og pinagtige forklaringer

i retten for at belyse årsagerne til ægteskabets sammenbrud.

Motiverne bag de få frifindelsespåstande er det vanskeligt at

analysere. Sagsøgte kan nære ønske om at fortsætte ægteskabet,

f.eks. hvis dette har været langvarigt, ligesom religiøs

tilknytning, etnisk baggrund eller hensyn til familien kan spille

en rolle. Man kan imidlertid ikke se bort fra, at også andre

hensyn kan være afgørende, f.eks. et ønske om at opnå en

gunstigere position, når der skal forhandles eller træffes

afgørelse om de vilkår, der skal gælde for separationen.

Kravet om samlivsophævelse

Den gældende retstilstand, hvorefter separationen bortfalder for

fremtiden, hvis samlivet genoptages, foreslås opretholdt i

overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefaling.

Der henvises til betænkningen, side 22-25, side 33-34 og

bemærkningerne til § 30 i lovudkastet.

Separationstidens længde

Arbejdsgruppen har ligesom Ægteskabsudvalget og det norske udvalg

fundet, at separationsperioden som udgangspunkt fortsat bør være

af 1 års varighed. Hvis separationsperioden skal være en realitet

som prøvetid i de tilfælde, hvor den ene af ægtefællerne ønsker

at genoptage samlivet, kan den vanskeligt være kortere end 1 år.

I tilfælde, hvor ægtefællerne er enige om at ønske skilsmisse, er

det efter arbejdsgruppens opfattelse tilstrækkeligt, at de har

været igennem en separationstid på 6 måneder. Ægtefællerne kan i

denne periode nå at overveje deres fremtidige situation, samtidig

med at de får hinanden og deres konflikter på afstand.

Der henvises til betænkningen side 42-43-

To års adskillelse

Efter den gældende lovs § 33 har enhver af ægtefællerne ret til

skilsmisse, når deres samliv på grund af uoverensstemmelser har

været hævet i de sidste tre år.

En ægtefælle har efter den gældende § 34 ret til skilsmisse, når den

anden mod ægtefællens vilje og uden fyldestgørende grund har

ophævet samlivet og dette derefter har været hævet i de sidste to

år.

Arbejdsgruppen foreslår, at der også i fremtiden skal være adgang

til umiddelbar skilsmisse efter længere tids samlivsophævelse

uden separation. Der er ikke grund til, at ægtefællerne skal

igennem en yderligere separationsperiode på 1/2-1 år, hvis de

begge eller blot en af dem ønsker ægteskabet opløst. Som det

fremgår af de talmæssige oplysninger i betænkningens afsnit

1.2.2.-1.4., anvendes den gældende bestemmelse i § 33 i et vist

omfang i praksis. Arbejdsgruppen foreslår i lighed med gældende

finsk og svensk ret og det norske udkast, at skilsmissen skal

kunne opnås efter en samlivsophævelse, der har varet i mindst 2

år.

Arbejdsgruppen har fundet, at det fortsat bør fremgå af

bestemmelsen, at alene samlivsophævelse på grund af

uoverensstemmelse kan danne grundlag for skilsmisse. Faktisk

adskillelse, der ikke skyldes uenighed, men f.eks. arbejds- eller

uddannelsesmæssige forhold, institutions- eller fængselsophold,

bør ikke kunne medføre umiddelbar skilsmisse. Der henvises til

betænkningen side 44-45.

Skilsmisse på grund af utroskab

Ifølge ægteskabslovens § 37 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når

den anden ægtefælle har gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller

andet forhold, der kan sidestilles hermed. Skilsmisse kan dog

ikke kræves, hvis ægtefællen selv har givet anledning til

handlingen eller må anses for at have frafaldet sin ret. Ifølge

stk. 2 kan der i stedet for skilsmisse gives separation, hvis

hensynet til børnene eller andre vægtige grunde på afgørende måde

taler derfor. I stk. 3 findes frister, inden hvilke retssag om

skilsmisse må anlægges eller bevillingsansøgning indgives.

En tilsvarende regel findes i Norge og fandtes indtil lovændringerne

i henholdsvis 1973 og 1987 i Sverige og Finland.

Mens den danske og finske regel har haft betydelig anvendelse, er

den påberåbt i langt færre tilfælde i Norge og Sverige.

I Danmark tyder en gennemgang af de foreliggende noget sparsomme

oplysninger på, at i hvert fald 25-30 pct. af alle danske

ægteskabsopløsninger sker med utroskab som skilsmissegrund.

Indstillingen i Ægteskabsudvalget til utroskab som skilsmissegrund

var præget af megen tvivl, se betænkning 2 (nr. 697/73), side

17-18.

Det var hele Ægteskabsudvalgets opfattelse, at bestemmelsen i § 37,

stk. 2, om separation i stedet for skilsmisse burde ophæves.

Udvalget var ikke bekendt med, at bestemmelsen var anvendt af

domstolene.

Hele udvalget gik også ind for at ophæve adgangen til skilsmisse på

grund af utroskab i separationstiden.

Ved de lovændringer, der blev gennemført i Sverige i 1973 og i

Finland i 1987, blev adgangen til umiddelbar skilsmisse ved

utroskab ophævet. Også det norske udvalg har foreslået

utroskabsbestemmelsen ophævet.

I arbejdsgruppen er det gjort gældende, at utroskab ikke bør sættes

i særklasse som skilsmissegrund, og at det er betænkeligt at

bevare en regel, der så klart er udtryk for et snævert

skyldprincip. Med indførelse af en ensidig adgang til separation

vil den ægtefælle, der føler sig krænket af den andens utroskab,

få tilstrækkelig mulighed for at komme ud af ægteskabet. Den

udbredte anvendelse i dag af utroskabsbestemmelsen skyldes

antagelig, at den benyttes af enige ægtefæller som middel til at

opnå umiddelbar skilsmisse, og er i mange tilfælde næppe udtryk

for, at den ene ægtefælle føler sig specielt krænket på grund af

utroskaben. Det forekommer modstridende, samtidig med at

arbejdsgruppen afviser adgangen til umiddelbar skilsmisse for

ægtefæller, der er enige herom, at bevare utroskabsreglen,

således som den anvendes i dag.

Heroverfor er det anført, at utroskab formentlig i dag af en

betydelig del af den danske befolkning opfattes som en så grov

krænkelse af den anden ægtefælle, at det ville føles stødende, om

man ophævede den mulighed, den krænkede traditionelt har haft for

at få ægteskabet opløst. I modsætning til, hvad der er eller var

tilfældet i Norge og Sverige, har reglen i dag en betydelig

praktisk anvendelse i Danmark. Når tendensen i øvrigt går i

retning af at udvide adgangen til at komme ud af ægteskabet, kan

det gøres gældende, at der ikke på et centralt område som det

foreliggende bør ske en begrænsning i adgangen til umiddelbar

skilsmisse.

Selv om der i arbejdsgruppen har været delte meninger om, hvorvidt

adgangen til umiddelbar skilsmisse på grundlag af utroskab bør

opretholdes, er utroskabsbestemmelsen medtaget i lovudkastets §

33. Der har i arbejdsgruppen været enighed om, at der er behov

for en modernisering af bestemmelsens ordlyd.

Arbejdsgruppens medlemmer er med Ægteskabsudvalget enig i, at den

gældende regel i § 37, stk. 2, under alle omstændigheder bør

ophæves.

I arbejdsgruppen er der, ligesom der var i Ægteskabsudvalget,

enighed om at foreslå adgangen til skilsmisse på grundlag af

utroskab i separationstiden ophævet. Den krænkelse, som kan

påføres en ægtefælle gennem den andens seksuelle forhold, kan kun

betragtes som væsentlig, så længe ægtefællerne lever sammen i

ægteskab. Samtidig skaber en sag på dette grundlag uro om de

vilkår, der ellers skulle være lagt fast ved separationen.

Endelig anvendes muligheden vel ikke sjældent ud fra et fælles

ønske om at forkorte den 1-årige separationstid, hvilket der ikke

synes at være behov for, når separationstiden for enige

ægtefæller foreslås nedsat til 6 måneder.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 33.

Vold

Den gældende lovs § 39 giver en ægtefælle ret til skilsmisse, når

den anden ægtefælle har udøvet vold af grovere karakter over for

denne eller børnene. Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved

lov nr. 223 af 22. april 1987. Den blev enstemmigt vedtaget i

Folketinget.

Lovforslagets § 34 er i overensstemmelse med den gældende

formulering. Der henvises i øvrigt til arbejdsgruppens betænkning

side 49.

Bigami

Ifølge ægteskabslovens § 9 må den, som tidligere har indgået

ægteskab, ikke indgå nyt ægteskab, så længe det tidligere

ægteskab består. Indgås ægteskab i strid med bestemmelsen, kan

såvel det nye som det hidtidige ægteskab opløses. Ifølge

ægteskabslovens § 23, stk. 1, omstødes et ægteskab, hvis det er

indgået i strid med § 9. Dette gælder dog ifølge § 23, stk. 2,

ikke, når det tidligere ægteskab er opløst, inden sag er anlagt.

Efter den gældende lovs § 36 har en ægtefælle ret til skilsmisse,

når den anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.

Arbejdsgruppen har ikke behandlet omstødelsesreglerne. Derfor har

man bevaret den gældende regel om adgang til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har indgået nyt ægteskab, medens et andet

ægteskab endnu består.

Ikke andre skilsmissegrunde

I den gældende ægteskabslov findes der endnu nogle regler om adgang

til umiddelbar skilsmisse.

Ifølge den gældende § 35 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når

den anden ægtefælle er forsvundet og der er gået tre år, siden

den pågældende sidst vides at have været i live.

Efter den gældende § 38 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle med kundskab eller formodning om at lide af

kønssygdom, som endnu frembyder smittefare, ved samleje har udsat

ægtefællen for smitte. Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis

ægtefællen med kundskab om smittefaren frivilligt lod sig udsætte

for den.

Ifølge den gældende § 40 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når

den anden ægtefælle af en dansk domstol er idømt fængsel i 2 år

eller derover. Dette gælder dog ikke, hvis ægtefællen frivilligt

har medvirket til den strafbare handling eller samtykket i den.

Efter den gældende § 41 har en ægtefælle ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle lider af sådan sindssygdom, at fortsættelsen af

ægteskabet ikke bør fordres og sygdommen under ægteskabet har

varet i de sidste tre år. Såfremt særlige grunde taler herfor,

kan skilsmisse dog gives, selv om sygdommen har varet i mindre

end tre år.

Om anvendelse i praksis af de nævnte skilsmissegrunde henvises til

de talmæssige oplysninger i afsnit 1.2.2.-1.4. i betænkningen

side 10-14.

Arbejdsgruppen foreslår reglerne i den gældende ægteskabslovs § 35,

§ 29. En ægtefælle, som ikke mener at kunne fortsætte samlivet, har

ret til separation.

§ 30. Separationens virkninger bortfalder for fremtiden, hvis

ægtefællerne fortsætter samlivet ud over en rimelig

overgangsperiode eller genoptager samlivet uden på ny at ophæve

dette inden for kortere tid.

Skilsmisse efter separation

§ 31. En ægtefælle har ret til skilsmisse efter 1 års separation.

Stk. 2. Ægtefæller har ret til skilsmisse efter 6 måneders

separation, hvis de er enige om skilsmisse.

2 års adskillelse

§ 32. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når ægtefællerne på grund

af uoverensstemmelse har levet adskilt i de sidste 2 år.

Utroskab

§ 32, hvis ægtefællen, der ønsker ægteskabet opløst, kan

godtgøre, at der senere er opstået en uoverensstemmelse, som har

givet sig udslag i fortsat adskillelse. Fristen begynder da at

løbe fra det tidspunkt, da uoverensstemmelsen opstod. Der skal

ligesom efter den gældende § 33 ikke lægges vægt på, om

uoverensstemmelserne hovedsagelig beror på ægtefællens egne

forhold. Bortset fra, at fristen i lovforslagets § 32 er nedsat

til 2 år, svarer bestemmelsen til den gældende lovs § 33, og den

praksis, der har udviklet sig om denne bestemmelse, kan derfor

fortsat anvendes.

Til § 33

Bestemmelsen vedrører adgangen til skilsmisse på grund af utroskab.

Efter lovforslagets § 33 opretholdes adgangen til umiddelbar

skilsmisse på grund af utroskab.

Lovforslagets § 33, stk. 1, svarer til den gældende lovs § 37, stk.

1. Der er dog foretaget den sproglige modernisering, at

arbejdsgruppen har valgt at anvende udtrykket »været utro« i

stedet for udtrykket »gjort sig skyldig i ægteskabsbrud«. Der er

ikke tilsigtet nogen realitetsændring. Den praksis, der har

udviklet sig i forbindelse med § 37, stk. 1, vil derfor fortsat

kunne finde anvendelse. Utroskab foreligger, når en gift person

vidende og frivilligt har samleje med en anden end sin ægtefælle.

Utroskab foreligger ikke, hvis en ægtefælle f.eks. er blevet

voldtaget. Som lignende seksuelle forhold kan nævnes et

homoseksuelt forhold og visse samlejelignende forhold.

Der er to omstændigheder, som medfører, at retten til skilsmisse på

grundlag af utroskab ikke kan påberåbes, jf. bestemmelsens stk.

1, 2. pkt. Dette gælder i tilfælde, hvor den anden ægtefælle har

været indforstået med handlingen. Det vil f.eks. være tilfældet,

hvis ægtefællen frivilligt har medvirket til handlingen,

eksempelvis ved tilskyndelse, eller må siges på forhånd at have

givet sit samtykke, f.eks. ved en aftale om at ophæve

troskabspligten. Skilsmisse kan heller ikke opnås, hvis

ægtefællen må anses at have frafaldet sin ret. Efter praksis

antages dette at være tilfældet, hvis den pågældende

efterfølgende enten udtrykkeligt eller stiltiende har givet

afkald på at kræve skilsmisse på grund af den andens utroskab.

Stiltiende afkald antages i almindelighed at foreligge, hvor

ægtefællen med kendskab til den andens ægteskabsbrud fortsætte

det seksuelle samliv.

I lovforslagets § 33, stk. 2, er indføjet en ny regel, der afskærer

en ægtefælle fra at kræve skilsmisse på grund af utroskab, der

har fundet sted, mens ægtefællerne er separerede.

Reglen i lovforslagets § 33, stk. 3, svarer til den gældende § 37,

stk. 3, bortset fra en enkelt redaktionel ændring, der tager

højde for, at bevillingsvejen er den mest anvendte.

Til § 34

Ifølge denne bestemmelse er der adgang til skilsmisse, når den anden

ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for

ægtefællen eller børnene. Lovforslagets § 34, stk. 1, svarer til

den gældende § 39, således som bestemmelsen blev affattet ved lov

nr. 223 af 22. april 1987. I stk. 2 har arbejdsgruppen på samme

måde som i lovforslagets § 33, stk. 3, foreslået en mindre

redaktionel ændring.

Til § 35

Bestemmelsen indeholder reglen om adgang til skilsmisse på grundlag

af bigami.

Lovforslagets § 35 svarer til den gældende lovs § 36.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne i ægteskabslovens

§§ 32-35. Forslaget indebærer, at der i sager om skilsmisse på

grundlag af separation, jf. § 31, ikke skal afholdes mægling.

Dette gælder, uanset om skilsmissen meddeles ved dom eller

bevilling, og uanset om der indkaldes til vilkårsforhandling

efter § 44.

Kravet til tidspunktet for mæglingen i sager, der skal behandles ved

retten, foreslås lempet. Efter ordlyden af den gældende § 43 skal

mægling i retssager forsøges, inden sagen anlægges. Af praktiske

grunde er der en klar udvikling i retning af ved retssager at

lempe kravet, således at sagen ikke afvises fra berammelse, selv

om mægling ikke er foretaget. I disse tilfælde udsætter retten

sagen, for at mægling kan finde sted. Den ændrede formulering i

lovforslagets § 43, hvorefter mægling skal være forsøgt før

domsforhandlingens afslutning, viderefører denne praksis.

Til § 1, nr. 4 (§ 44)

Bestemmelsen indeholder regler om vilkårsforhandling.

Efter den gældende lovs § 44 skal der foretages vilkårsforhandling,

inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles. Regler

herom fastsættes af justitsministeren. Det kan i disse regler

bestemmes, at vilkårsforhandlingen bortfalder for en ægtefælle,

der ikke har ophold her i landet.

Udkastet til den ny affattelse af § 44 tilsigter at forenkle

fremgangsmåden ved skilsmisse på grundlag af separation, jf.

lovforslagets § 31, således at der ikke stilles krav om fornyet

vilkårsforhandling, hvis alle vilkårene for separationen skal

gælde også for tiden efter en eventuel senere skilsmisse.

Den forenklede fremgangsmåde med undladelse af vilkårsforhandling

forud for en skilsmissebevilling på grundlag af separation kan

ikke anvendes, hvis der i en vilkårsaftale eller ved en

separationsdom for så vidt angår bidragspligten er bestemt, at et

vilkår skal tages op på ny ved en eventuel senere skilsmisse, jf.

ægteskabslovens § 45, 2. pkt. I denne situation må der indkaldes

til sædvanlig vilkårsforhandling med henblik på drøftelse af

bidragspligten. Hvis det i andre tilfælde skønnes nødvendigt

eller hensigtsmæssigt, kan statsamtet indkalde til

vilkårsforhandling. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er

mangler eller uklarheder i den skriftlige henvendelse eller

usikkerhed om vilkårene. Et ønske fra en eller begge ægtefæller

om at møde i statsamtet vil det også være naturligt at

imødekomme. Undlader en ægtefælle i disse tilfælde at efterkomme

statsamtets anmodning ved at udeblive fra vilkårsforhandlingen

trods to tilsigelser hertil, kan statsamtet nægte at udfærdige

skilsmissebevilling.

Forslaget medfører, at skilsmissebevilling kan udstedes på

skriftligt grundlag i de tilfælde, hvor vilkårsforhandling ikke

skal foretages.

Til § 5

Bestemmelsen indeholder en sædvanlig hjemmel til at sætte

ændringsloven i kraft for Færøerne og Grønland.

For Grønlands vedkommende gælder lov for Grønland om ægteskabs

indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 318 af 21.

september 1969 med senere ændringer.

For Færøernes vedkommende gælder fortsat ægteskabsloven nr. 276 af

30. juni 1922 om ægteskabs indgåelse og opløsning med senere

ændringer.

§ 33. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle

har været utro eller har deltaget i et lignende seksuelt forhold.

Skilsmisse kan dog ikke kræves, hvis ægtefællen har været

indforstået med handlingen eller senere må anses at have

frafaldet sin ret.

Stk. 2. Skilsmisse kan ikke opnås på grundlag af utroskab, der har

fundet sted, mens ægtefællerne er separeret.

Stk. 3. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 6 måneder efter, at ægtefællen er blevet vidende

om handlingen, og inden 2 år efter, at den er begået.

Vold

§ 34. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle

har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne

eller børnene.

Stk. 2. Ansøgning om skilsmissebevilling må indgives eller retssag

anlægges inden 1 år efter, at ægtefællen er blevet vidende om

handlingen, og inden 3 år efter, at den er begået.

Bigami

§ 35. En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle

har indgået nyt ægteskab i strid med § 9.«

2. § 42, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

3. I § 43, stk. 1, affattes 1. pkt. således

»Inden bevilling til separation eller umiddelbar skilsmisse efter §§

32-35 meddeles eller domsforhandling i en retssag herom

afsluttes, skal der forsøges mægling mellem ægtefællerne om

fortsættelse af ægteskabet.«

4. § 44 affattes således

» § 44. Inden bevilling til separation eller skilsmisse meddeles,

skal der endvidere foretages vilkårsforhandling. Hvis der ønskes

skilsmisse efter § 31 og vilkårene for separationen gælder også

for tiden efter skilsmissen, er vilkårsforhandling dog ikke

nødvendig.

Stk. 2. Regler om vilkårsforhandling fastsættes af

justitsministeren. Det kan i disse regler bestemmes, at

vilkårsforhandling bortfalder for en ægtefælle, der ikke har

ophold her i landet.«

§ 38, § 40 og § 41 ophævet.

Fremgangsmåden i skilsmissesager efter separation

Efter gældende ret er bestemmelserne om fremgangsmåden ved

separation og skilsmisse ens. Der skal således følges den samme

procedure også ved skilsmisse på grundlag af separation, jf.

ægteskabslovens § 32, selv om ægtefællerne har været gennem en

separationssag efter tilsvarende regler tidligere, normalt godt

et år tidligere.

Forud for alle skilsmisser på grundlag af separation skal der ifølge

ægteskabslovens § 43 forsøges mægling mellem ægtefællerne om

fortsættelse af ægteskabet, selv om mægling før separationen

viste sig forgæves.

Søger ægtefællerne skilsmissen ved bevilling, skal de begge møde

personligt i statsamtet til fornyet vilkårsforhandling, jf.

ægteskabslovens § 44. Dette gælder også, når ægtefællerne på

forhånd begge har erklæret at ville skilles og er enige om

vilkårene, og uanset om vilkårene for separationen også gælder

for tiden efter en eventuel senere skilsmisse. Undlader en af

ægtefællerne at møde op trods to tilsigelser, kan der ikke

meddeles bevilling. Den ægtefælle, der har taget initiativ til

skilsmissen, er herefter henvist til at anlægge retssag og få

skilsmissedom, også selv om det viser sig ved drøftelserne med

advokaterne eller under domsforhandlingen, at der ikke har været

nogen reel uenighed mellem parterne.

Efter den gældende ægtskabslovs § 45 gælder de vilkår, der er

fastsat ved en dom til separation, også for tiden efter en

skilsmisse opnået på grundlag af separationen - såkaldt

gennemgående vilkår. Kun med hensyn til bidragspligt over for den

anden ægtefælle kan der ved dommen træffes anden bestemmelse, jf.

§ 45, 2. pkt. Det er sædvanligt, at aftalte separationsvilkår

indeholder en klausul om, at vilkårene også skal gælde for tiden

efter en eventuel skilsmisse på grundlag af separationen.

For så vidt angår forældremyndighedsspørgsmålet følger det af

myndighedslovens § 11, stk. 1, således som reglen blev formuleret

ved lovændringen i 1985, at der ved separation eller skilsmisse

skal tages stilling til, hvem forældremyndigheden skal tilkomme,

medmindre der tidligere er truffet aftale eller afgørelse herom.

Arbejdsgruppen finder ikke, at der er betænkeligheder ved at undlade

mægling ved skilsmisse med henblik på ægtekabets fortsættelse i

tilfælde, hvor der forgæves er forsøgt mægling forud for

separationen, og hvor ægtefællerne har haft en separationsperiode

på mindst et halvt år til at afklare deres forhold.

Arbejdsgruppen foreslår, at der ikke skal gennemføres

vilkårsforhandling, hvis der søges skilsmissebevilling på

grundlag af separation og alle separationsvilkårene gælder også

for tiden efter en eventuel senere skilsmisse. Er det i en aftale

eller en separationsdom bestemt, at spørgsmålet om bidrag til den

anden ægtefælle skal tages op på ny ved en eventuel senere

skilsmisse, må der indkaldes til sædvanlig vilkårsforhandling med

henblik på drøftelse af bidragsspørgsmålet.

Forslagene indebærer, at i de tilfælde, hvor vilkårsforhandling ikke

skal foretages, vil skilsmissebevilling kunne udstedes på

skriftligt grundlag.

Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel 5.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1 (§§ 29-35)

Til § 29

Bestemmelsen i § 29 indeholder reglen om adgang til separation.

Efter lovforslaget indføres der adgang for en ægtefælle, som ikke

mener at kunne fortsætte samlivet, til at kræve separation.

Som anført i de almindelige bemærkninger er der i alt væsentligt

alene tale om en kodifikation af allerede eksisterende praksis.

Forslaget indebærer en ensidigt ret til separation, uanset hvordan

den anden ægtefælle stiller sig dertil. Det er ikke nødvendigt at

angive eller godtgøre nogen grund til ønsket om separation, og

myndighederne skal ikke foretage en undersøgelse heraf. Det er en

selvfølge, at en ægtefælle, der efter lovforslagets §§ 31-35 har

krav på skilsmisse, f.eks. på grund af den andens utroskab, i

stedet kan anmode om separation. Det er herefter overflødigt at

gentage bestemmelsen i den gældende ægteskabslovs § 30, stk. 2.

Det er en selvfølge, at en ægtefælle, der efter lovforslagets §§

32-35 har krav på skilsmisse, f.eks. på grund af den andens

utroskab, i stedet kan anmode om separation.

Det kræves som hidtil, at det er ægtefællens hensigt at følge

separationen op med en faktisk samlivsophævelse. Får

myndighederne under sagens behandling indtryk af, at ægtefællerne

agter at blive boende sammen i den fælles bolig ud over en

rimelig overgangsperiode, skal separationen nægtes. Det gælder,

selv om det er parternes mening at indrette sig således, at hver

skal have sine egne værelser.

Separationen kan som hidtil meddeles både ved dom og ved bevilling.

Uanset at en ægtefælle efter forslaget ikke længere har mulighed

for at hindre, at den anden ægtefælles ønske om separation

imødekommes, kan bevilling kun meddeles, hvis ægtefællerne er

enige om at ønske separation ved bevilling og om vilkårene

herfor, jf. ægteskabslovens § 42. Lovforslaget indeholder således

ingen ændringer i betingelserne for at kunne meddele separation

ved bevilling. Er disse ikke til stede, må separationen

gennemføres ved dom. Under sagen kan retten afvise forsøg fra

sagsøgte på at afgive forklaring om eller på anden måde føre

bevis for sagsøgers adfærd og forholdene under ægteskabet som

værende uden betydning for, om der skal afsiges dom til

separation.

Til § 30

Bestemmelsen fastslår virkningerne af, at ægtefællerne efter

separationen fortsætter eller genoptager samlivet.

Efter lovforslagets § 30 bortfalder separationens virkninger for

fremtiden, hvis ægtefællerne fortsætter samlivet ud over en

rimelig overgangsperiode eller genoptager samlivet uden på ny at

ophæve dette inden for kortere tid.

Som nævnt i betænkningen vil en aftale også kunne bevirke

separationens bortfald. Det har ikke været meningen med den

ændrede formulering af § 30 at ændre retstilstanden på dette

punkt.

Som efter den gældende bestemmelse i § 31 foreslås det, at

separationens virkninger bortfalder for fremtiden. Dette har

bl.a. betydning for formueordningen.

Til § 31

Bestemmelsen fastlægger separationstidens længde.

Efter stk. 1 er separationstiden på 1 år. Hvis ægtefællerne er enige

om at opløse ægteskabet, foreslås det dog, at skilsmisse bør

kunne opnås allerede efter 1/2 års separation, jf. stk. 2.

Separationen kan som hidtil ikke danne grundlag for skilsmisse, hvis

samlivet har været fortsat ud over en rimelig overgangsperiode.

Hvis ægtefællerne har genoptaget samlivet uden på ny at have

ophævet dette inden for kortere tid, vil adgangen til skilsmisse

på grundlag af separationen ligeledes være bortfaldet, jf.

lovforslagets § 30. Arbejdsgruppen har ikke fundet behov for at

gentage dette krav om adskillelsen i lovforslagets § 31, idet

separationens virkninger generelt, herunder muligheden for at

opnå skilsmisse på grundlag af separationen, i medfør af § 30

bortfalder, hvis samlivet fortsættes eller genoptages.

Efter lovforslaget sker der ingen ændring i den gældende ordning,

hvorefter separationsfristen regnes fra bevillingens dato eller

datoen for separationsdommen, selv om parterne i en rimelig

overgangsperiode har boet sammen og uanset forsøg på

samlivsgenoptagelse.

Som noget nyt foreslås det i stk. 2, at skilsmisse i

enighedstilfælde kan meddeles efter kun 1/2 års separation. Der

skal være enighed om ønsket om skilsmisse, hvorimod der ikke

behøver at være enighed om vilkårsspørgsmål, der kan tages op ved

skilsmissen. Enigheden behøver ikke at være fastslået før

henvendelsen til statsamtet. Henvender en af ægtefællerne sig til

statsamtet, må statsamtet skrive til den anden part med anmodning

om at udfylde og underskrive skilsmissebegæringen. Nægter den

anden ægtefælle at medvirke hertil eller undlader denne at

reagere, bortfalder muligheden for skilsmisse efter 1/2 års

separation ved bevilling, uden at det er nødvendigt at indkalde

til en vilkårsforhandling. Ægtefællen må da henvises til at

indsende en ny begæring til statsamtet, når etårsfristen er

udløbet, jf. lovforslagets § 31, stk. 1.

Det kan komme på tale af meddele skilsmisse efter lovforslagets §

31, stk. 2, ved dom. Dette gælder i tilfælde, hvor ægtefællerne

er enige om skilsmisse, men uenige om et vilkår, typisk

spørgsmålet om bidragspligt, hvis dette vilkår ifølge

separationsbevillingen eller dommen ikke gælder for tiden efter

en skilsmisse. Domstolene tager da samtidig med, at der meddeles

skilsmisse efter 6 måneders separation, stilling til

bidragsspørgsmålet. Det kan ikke udelukkes, at en ægtefælle

udtager stævning med påstand om skilsmisse efter stk. 2 i

tilfælde, hvor den anden ægtefælle ikke har reageret på en

henvendelse fra statsamtet, idet sagsøger formoder, at der

foreligger enighed om ønsket om skilsmisse. Udebliver den anden

ægtefælle, kan der ikke meddeles skilsmisse.

Enigheden om skilsmisse skal foreligge efter udløbet af

halvårsfristen. Hvis skilsmisse opnås uden forudgående

vilkårsforhandling alene på grundlag af parternes skriftlige

begæring, kan ægtefællernes tilkendegivelser derfor først

afgives, når der er forløbet et halvt år fra separationens dato.

Enigheden skal være til stede lige til bevillingens meddelelse

eller dommens afsigelse.

Hvis betingelserne for at undlade vilkårsforhandling, jf.

lovforslagets § 44, stk. 1, ikke er til stede, fordi vilkårene

ikke er gennemgående, kan ansøgning om skilsmisse som hidtil

indsendes til statsamtet, inden tidsbetingelsen er opfyldt.

Vilkårsforhandling kan dog først finde sted, når fristen er

udløbet.

Til § 32

Efter denne bestemmelse er der adgang til skilsmisse efter 2 års

adskillelse.

Skilsmisse efter lovforslagets § 32 forudsætter, at ægtefællerne har

levet faktisk adskilt med forskellige bopæle de sidste 2 år. Det

kræves endvidere, at uoverensstemmelser er årsagen til den

fysiske adskillelse. Faktisk adskillelse, der f.eks. skyldes

arbejds- eller uddannelsesmæssige forhold, kan ikke danne

grundlag for skilsmisse. Er ægtefællerne uenige om, hvorvidt

ægteskabet skal opløses, og hævder den ene, at der ikke har

foreligget to års uoverensstemmelser, må retten bedømme de

foreliggende beviser herfor. Selv om adskillelsen oprindeligt

ikke skyldes uoverensstemmelser, kan forholdet dog henføres under

Ingen

Nr LSF 222

Forslag til Lov om ændring af ægteskabsloven (Separations- og skilsmissebetingelser)

Fremsat af Kirsten Lee (RV) Bernhard Baunsgaard (RV) Marianne Jelved (RV) Dagmar Mørk Jensen (RV) Aase Olesen (RV) Niels Helveg Petersen (RV)

den 23. februar 1988