1987 LSF 213 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURFREDNING

§ 1

I lov om naturfredning, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober

1984, som ændret ved lov nr. 355 af 13. maj 1987 foretages

følgende ændringer

1. I § 1 indsættes som stykke 3

»Stk. 3. Lovens beføjelser kan tillige anvendes til

naturgenopretning og lignende med henblik på varetagelse af de i

stk. 2, nr. 1-3, nævnte interesser.«

2. § 11 affattes således

» § 11. Miljøministeren eller amtsrådet, i hovedstadsområdet dog

Hovedstadsrådet, kan nedlægge forbud mod en anvendelse eller mod

etablering af forhold, som strider mod en påtænkt fredning.

Forbudet er gældende, indtil der er foretaget bekendtgørelse i

Statstidende om fredningssagens rejsning, jf. § 15, dog længst i

et år. Forbudet skal skriftligt meddeles de berørte lodsejere og

tinglyses på de pågældende ejendomme. Tinglysningen er uden

betydning for forbudets gyldighed«.

3. I § 18, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.

»Fredningsbestemmelser kan ligeledes indeholde forskrifter om

naturgenopretning eller andre forskrifter, der går ud på

tilvejebringelsen af en bestemt tilstand, der herefter skal

bevares.«

4.I § 18 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

» Stk. 5. I fredningsafgørelser kan større naturområder, herunder

især områder der er af særlig national eller international

betydning, og for hvilke der af hensyn til fredningsinteressernes

varetagelse er fastsat begrænsninger i offentlighedens adgang,

samt regler om drift og pleje og lignende, udpeges som

naturreservater.«

Stk. 5 bliver herefter stk. 6.

5. I stk. 5, der herefter bliver stk. 6, ændres »stk. 2-4« til

»stk. 2-5«.

6., Overskriften til kapitel IV affattes

således: »Fredningsplanlægning og offentlige anlæg«.

7. Efter § 39 udgår

»Kapitel V. Anlæg m.v.«.

8. Efter § 42 indsættes

»Kapitel V. Beskyttede naturtyper og beskyttelsesbræmmer m.v.«.

9. Overskriften til § 43 affattes således

»Søer og vandløb.«

10. § 43 affattes således

» § 43. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af naturlige

søer, hvis areal er på over 250 m2 og af det åbne forløb af

vandløb. Dette gælder dog ikke for offentlige vandløb, når

foranstaltningerne foretages i henhold til gældende

vandløbsregulativer, jf. dog § 43 b, stk. 2.

Stk. 2. Rørskær i perioden 1. marts-1. november kan kun ske med

tilladelse fra miljøministeren.«

11. Overskriften til § 43 a affattes således

»Heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge, overdrev m.v.«

12. § 43 a. affattes således

» § 43 a. Der må ikke foretages ændringer i tilstanden af

1) heder,

2) moser og lignende,

3) strandenge,

4) strandsumpe og

5) ferske enge og overdrev,

såfremt de i nr. 1-5 nævnte naturtyper m.v. udgør mindst 4.000 m2 i

sammenhængende areal.

Stk. 2. De i stk. 1 nr. 5) nævnte ferske enge kan dog omlægges som

hidtil.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang

gødskning er tilladt i de i stk. 1 nævnte naturtyper.«

13. § 43 b affattes således

»§ 43 b. Amtsrådet, i hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, kan i

særlige tilfælde gøre undtagelse fra bestemmelserne i §§ 43, stk.

1, og 43 a, stk. 1.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at bestemmelser i

§ 1, nr. 25-28.

2. Redegørelsen om en samlet strategi på marginaljordsområdet

2.1. Folketinget vedtog den 23. januar 1986 en dagsorden (jf.

Folketingstidende 1985-86, sp. 5567 ff, 5676 ff), hvorefter

regeringen senest den 1. marts 1987 skulle forelægge en samlet

strategi på marginaljordsområdet. Dagsordenen opfordrede

regeringen til

- inden den 1. marts 1987 at fremlægge en samlet strategi på

marginaljordsområdet,

- at fremskaffe de nødvendige ressourcer hertil,

- indtil en strategi er vedtaget at sikre stop for inddragelse af ny

jord under omdrift.

Der blev herefter igangsat et omfattende udredningsarbejde i form af

såkaldte pilotprojekter med henblik på at få klarlagt, hvilke

offentlige initiativer, der kunne være behov for.

På baggrund af dette udredningsarbejde afgav regeringen den 2. marts

1987 (jf. Folketingstidende 1986-87, sp. 7962 ff) en redegørelse

til Folketinget om en samlet strategi på marginaljordsområdet jf.

beretningen herom fra Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

den 3. juni 1987.

2.2. Som opfølgning heraf foreslås i nærværende lovforslag bl.a. en

styrkelse af den nugældende generelle beskyttelse af visse

naturtyper og småbiotoper.

Hovedreglen i de gældende bestemmelser i naturfredningsloven er, at

de af amtsrådet, henholdsvis Hovedstadsrådet udpegede og af

miljøministeren godkendte vandløb samt søer over 500 m2, moser

over 5.000 m2, heder over 5 ha og strandenge samt strandsumpe

over 3 ha er beskyttet af bestemmelserne i naturfredningslovens

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1989.

§ 3

Sager om tilladelser efter §§ 43-43 b i den hidtidige affattelse,

der er modtaget af amtsrådet, henholdsvis Hovedstadsrådet, før

denne lovs ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende

regler. Bestemmelsen i § 1, nr. 16, finder dog også anvendelse på

disse sager.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreliggende lovforslag skal - sammen med de samtidig fremsatte

forslag til lov om støtte til naturbevaring, naturgenopretning,

statslig skovtilplantning og friluftsliv og forslag til skovlov

samt det af landbrugsministeren fremsatte forslag til lov om

ændring af lov om støtte til forbedring af strukturen og

effektiviteten i jordbruget (socio-strukturelle foranstaltninger)

og en kommende ændring af skovstøtteloven - ses i sammenhæng med

regeringens strategi for marginale jorder, den skovpolitiske

redegørelse og betænkningen fra landbrugsministeriets struktur-

og planudvalg.

1. Baggrund

1.1. Naturfredningsloven er i løbet af en årrække blevet revideret

et antal gange bl.a. med henblik på en mere generel beskyttelse

af bestemte naturtyper, småbiotoper og lignende.

I 1972 blev der bl.a. tilvejebragt en generel beskyttelse af visse

søer og offentlige vandløb. Dette blev fulgt op af en række

justeringer i loven i 1975.

Ved lovændringen i 1978 blev fredningsplanudvalgene nedlagt og deres

beføjelser overført til amtskommunerne, henholdsvis

Hovedstadsrådet. Der blev samtidig gennemført en udvidet

beskyttelse af vådområder, idet visse private vandløb og moser

blev undergivet den generelle beskyttelsesordning. Om loven fra

1978, lov nr. 219 af 24. maj 1978, henvises til Folketingstidende

1977-78, sp. 4062 ff, 4935 ff, 9137 ff og 9419 ff samt Tillæg A,

sp. 2599 ff og Tillæg B, sp. 721 ff. I Tillæg A, sp. 2552 findes

tillige henvisninger til Folketingstidende vedrørende

lovændringerne i 1972 og 1975.

Naturfredningsloven blev påny ændret i 1983, hvor der bl.a. blev

gennemført generelle bestemmelser om beskyttelse af visse heder,

strandenge og strandsumpe samt en udvidelse af

beskyttelsesordningen for søer. Om loven fra 1983, lov nr. 208 af

25. maj 1983, henvises til Folketingstidende 1982-83, sp. 6590

ff, 7809 ff, 10996 ff, 11281 ff, samt Tillæg A, sp. 4321 ff og

Tillæg B, sp. 1493 ff.

I 1984 blev der sideløbende med tilsvarende ændringer i anden miljø-

og planlægningslovgivning foretaget ændringer, der klargjorde og

forbedrede naturfredningslovens regler om retshåndhævelse samt om

beskyttelsen af de små søer jf. lov nr. 250 af 23. maj 1984.

Endvidere blev der omtrent samtidig ved lov nr. 281 af 6. juni

1984 foretaget en række ændringer i lovens Kap. VII om

fortidsminder. Vedrørende lov nr. 250 fra 1984 henvises til

Folketingstidende 1983-84, sp. 943 ff, 1741 ff, 6159 ff, 6327 ff,

Tillæg A, sp. 1537 og Tillæg B, sp. 511 ff og vedrørende lov nr.

281 fra 1984 til Folketingstidende 1983-84, sp. 150 ff, 889 ff,

6822 ff, 6979 ff, Tillæg A, sp. 991 ff, og Tillæg B, sp. 221 ff.

Senest er der i 1987, foranlediget af arealudvalgets 1.

delbetænkning, foretaget ændringer vedrørende

fredningsplanlægningen, som bl.a. tager sigte på at gøre denne

mere problem- og handlingsorienteret, ikke mindst med henblik på,

at den kan fungere som redskab i naturplejen. Der henvises til

lov nr. 355 af 13. maj 1987 jf. Folketingstidende 1986-87, sp.

90, 1499 ff, sp. 10139 ff og sp. 10536 ff, Tillæg A, sp. 343 og

Tillæg B, sp. 683.

1.2. Nærværende lovforslag er en opfølgning af - Redegørelsen af 2.

marts 1987 til Folketinget om en samlet strategi på

marginaljordsområdet,

- Redegørelsen af 2. marts 1987 til Folketingets miljø- og

planlægsudvalg om naturbevaring og friluftslivet m.v.

Herudover er der indgået betragtninger og synspunkter i forbindelse

med Miljø- og Planlægningsudvalgets behandling af de ovennævnte

redegørelser, samt udvalgets beretning af 3. juni 1987 om en

samlet strategi på marginaljordsområdet. Der henvises i det hele

til Folketingstidende 1986-87, sp. 10146 ff.

Der er tillige medtaget en række forslag, som ikke er omtalt i de

nævnte redegørelser, men som har karakter af justeringer eller i

øvrigt har vist sig hensigtsmæssige eller påkrævede til

varetagelse af de fredningsmæssige interesser.

I forbindelse med lovforslagets nr. 21 vedrørende ændringer i

§§ 43, stk. 1 og 43 a, stk. 1, ikke skal gælde for nærmere

angivne kategorier af de pågældende naturtyper. Reglerne kan

omfatte hele landet eller bestemte områder.

Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at tilladelser

efter stk. 1 i nærmere angivne tilfælde af mere vidtrækkende

betydning meddeles af ministeren. Reglerne kan omfatte hele

landet eller bestemte områder.

Stk. 4. Miljøministeren kan beslutte at overtage afgørelsen i en for

amtsrådet eller Hovedstadsrådet indbragt sag, når sagen er af

mere vidtrækkende betydning.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler for amtsrådets og

Hovedstadrådets administration af stk. 1.

Stk. 6. Miljøministeren kan efter forhandling med vedkommende

ministre fastsætte regler for samarbejdet mellem amtsrådet og

Hovestadsrådet samt andre myndigheder.

Stk. 7. Miljøministeren kan fastsætte regler, som beskriver og

afgrænser de i §§ 43, stk. 1, og 43 a, stk. 1, nævnte naturtyper,

om beregning af arealstørrelser for disse, og om at naturlige

søer i helt eller delvist offentligt eje eller bestemte typer af

sådanne søer skal være omfattet af reglen i § 43, stk. 1, uanset

deres størrelse.«

14. Efter § 43 b indsættes

»Beskyttelsesbræmmer m.v.

§ 43 c. Miljøministeren kan efter aftale med landbrugsministeren

fastsætte regler om beskyttelsesbræmmer langs vandløb og omkring

søer og moser, jfr. stk. 2.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte regler kan fastlægge bestemmelser om

beskyttelsesbræmmernes bredde, omfanget af gødskning,

jordbehandling og tilplantning. Reglerne kan anvendes inden for

arealer, der er omfattet af aftaler om pleje, ekstensivering af

landbrugsdriften, braklægning eller lignende, som i henhold til

lovgivningen herom kan indgås mellem det offentige og ejere eller

forpagtere af sådanne arealer.

Indberetning m.v.

§ 43 d. Miljøministeren kan efter forhandling med amtsrådene og

Hovedstadsrådet fastsætte regler om registrering af de i §§ 43,

stk. 1, og 43 a, stk. 1, nævnte naturtyper og de i § 43 c nævnte

beskyttelsesbræmmer samt om indberetning af foretagne

registreringer og afgørelser efter de nævnte bestemmelser.«

15. I § 45, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 43, stk.

1, 1. pkt., og stk. 2, samt § 43 a, stk. 1, og § 43 b, stk. 1,»

til: »§ 43 b, stk. 1.«

16. § 45, stk. 4, affattes således

» Stk. 4. Klagefristen for afgørelserne i henhold til § 43 b, stk.

1, og § 44 er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt. I

tilfælde, hvor offentlig annoncering har fundet sted, regnes

klagefristen fra offentliggørelsen uanset tidspunktet for

eventuel individuel underretning. Hvis klagefristen udløber på en

lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende

hverdag.«

17. I § 45 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke

» Stk. 5. Bestemmelserne om klage i § 58, stk. 5-7, finder

tilsvarende anvendelse på afgørelser i henhold til § 43 b, stk.

1, og § 44.«

18. I § 47 a, stk. 1, indsættes efter »mindst 2 m«: »pr. 1.

september 1983.«

19. § 47 a, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) sådanne foranstaltninger, der kræver godkendelse af amtsrådet,

henholdsvis Hovedstadsrådet, eller af miljøministeren i henhold

til §§ 43, stk. 1, eller 43 a, stk. 1.«

20. I § 47 a indsættes som stk. 4

» Stk. 4. Amtsrådet henholdsvis Hovedstadsrådet registrerer de i

stk. 1 nævnte vandløb.«

21. Kapitel VII affattes således

»Kapitel VII.

Fortidsminder

§§ 43-43 b, således at der ikke må foretages ændringer i

tilstanden uden tilladelse fra amtsrådet, henholdsvis

Hovedstadsrådet.

Denne beskyttelsesordning foreslås udvidet, således at den også

kommer til at omfatte ferske enge, overdrev.

Med henblik på både at forbedre beskyttelsesordningen og samtidig

gøre den mere overskuelig for den enkelte grundejer foreslås en

fælles mindstegrænse på 4.000 m2 for de arealer, der omfattes af

ordningen.

For søer foreslås den hidtidige mindstegrænse nedsat fra 500 m2 til

250 m2 dog således, at også søer under denne grænse kan

inddrages, hvis de helt eller delvist er i offentligt eje.

Bestemmelserne foreslås endvidere formuleret, så det fremgår

tydeligt, at de kun kan fraviges, når der foreligger særlige

omstændigheder.

2.3. Beskyttelsen af de omfattede naturtyper kan på længere sigt

blive illusorisk, såfremt der ikke foretages

plejeforanstaltninger på de omfattede arealer. For at fremme

beskyttelsen af arealer, der omfattes af § 43 m.v., foreslås det

derfor, at amtskommunerne, henholdsvis Hovedstadsrådet, får

mulighed for at gennemføre plejeforanstaltninger på sådanne

arealer, når det kan ske uden væsentlig gene for ejeren og

brugeren. Samtidig foreslås en obligatorisk pleje af disse

områder, hvis de ejes af amtskommuner eller kommuner, og en

tilsvarende regel vil blive gennemført administrativt for

statsejede arealer. Der er derimod ikke nogen plejeforpligtelse

for private ejere.

2.4. For at styrke beskyttelsen af »de våde naturtyper« er der i

lovforslagets § 43 c indsat en bestemmelse, der giver

miljøministeren mulighed for efter aftale med

landrbugsministeren, at fastsætte regler om beskyttelsesbræmmer

langs vandløb og omkring søer og moser.

Reglerne, der alene skal finde anvendelse inden for arealer, der

omfattes af aftaler mellem den enkelte landmand og det offentlige

om pleje af aralerne, ekstensivering af landbrugsdriften,

braklægning eller lignende, vil indgå som et led i de

forpligtelser, som landmanden påtager sig i henhold til sådanne

aftaler.

Som eksempler på områder, hvor reglerne, der vil sikre en

miljøvenlig begrænsning eller ophør af landbrugsproduktionen i

bræmmerne, vil finde anvendelse, kan nævnes arealer omfattet af

en aftale om ekstensivering eller om landbrugsdrift i

miljøfølsomme områder i henhold til forbedringsloven, samt en

aftale om braklægning i henhold til det forslag om støtte til

braklægning af landbrugsarealer, der er under forhandling i EF's

ministerråd.

Reglerne vil indgå i grundlaget for de tilbud, som den enkelte

landmand i henhold til de nævnte frivillige ordninger kan

tilslutte sig, og der vil blive ydet kompensation til den enkelte

landmand i overensstemmelse med de for den enkelte ordning

gældende retningslinier. Det bemærkes herved, at en del af den

danske stats udgifter i henhold til ordningerne vil blive

refunderet af Den europæiske Udviklings- og Garantifond for

Landbruget (EUFGL) med 25 pct. for så vidt angår

ekstensiveringsordningen og ordningen vedrørende de miljøfølsomme

områder, og efter det foreliggende kompromisforslag med op til 70

pct. for såvidt angår braklægningsordningen.

Reglernes nærmere udformning vil først kunne ske når

braklægningsordningens endelige indhold er fastlagt. Der henvises

i denne forbindelse til de specielle bemærkninger til nr. 14, 23

og 31.

3.Forholdet til miljøministerens redegørelse om naturbevaring og

friluftsliv.

3.1. Den 2. maj 1986 blev afgivet en redegørelse til Folketingets

Miljø- og Planlægningsudvalg om naturbevaring og friluftsliv.

Denne redegørelse blev den 28. maj 1986 fulgt op af vedtagelsen af

forslag til Folketingsbeslutning om naturbeskyttelse og

friluftsliv, B 23 jf. Folketingstidende 1985-86, sp. 12070 ff. I

betænkningen fra folketingsudvalget opfordres regeringen til,

inden udgangen af februar 1987, at give udvalget en redegørelse

om arbejdet med naturbevaring og friluftsliv. Dette skete ved

redegørelsen herom, der blev afgivet den 2. marts 1987. I

redegørelsen blev det bebudet, at der ville blive fremsat forslag

til ændring af naturfredningsloven.

3.2. I overensstemmelse hermed indeholder nærværende lovforslag en

bestemmelse om, at naturreservatbegrebet indkorporeres i

naturfredningsloven. Begrebet har hidtil kun været anvendt ved

visse fredninger efter naturfredningslovens § 60, jf.

bemærkningerne til nr. 28. Naturreservatbegrebet bør imidlertid

også kunne finde anvendelse, hvor der foretages fredning efter

naturfredningslovens kapitel III, når fredningerne har en ganske

særlig beskaffenhed (nr. 4).

3.3. Endvidere foreslås det, at gyldighedsområdet for

naturfredningslovens § 60 udvides til at gælde hele

fiskeriterritoriet. I dag kan der kun fredes inden for

søterritoriet, hvilket medfører, at der i en række vigtige

områder ikke kan gennemføres de påkrævede reguleringer (nr. 28).

3.4. Det foreslås ligeledes (jf. afsnit 4.7 nedenfor), at sten- og

jorddiger ved en tilføjelse til naturfredningslovens kapitel VII

kan sikres som fortidsminder ved tinglysning. Bestemmelsen tænkes

anvendt ved diger, som er særligt bevaringsværdige (nr. 21, § 48).

4. Lovforslagets øvrige indhold

4.1. Udover hvad der er nævnt ovenfor, foreslås forskellige andre

ændringer. Disse forslag har karakter af justeringer eller er i

øvrigt fundet hensigtsmæssige eller påkrævede i lyset af

udviklingen i de senere år. Ændringerne vil i store træk blive

nævnt i det følgende

4.2. I formålsbestemmelsen i lovens § 1 indsættes en regel om, at

lovens beføjelser også kan udnyttes til naturgenopretning og

lignende (nr. 1). Bestemmelsen herom skal ses i sammenhæng med

forslaget i nr. 3, hvorefter reglen i § 18 om fredningsafgørelser

suppleres med en bestemmelse om, at konkrete fredninger også kan

ske med henblik på naturgenopretning, således som det hidtil er

sket i enkelte tilfælde.

4.3. Der foreslås hjemmel for miljøministeren til efter forhandling

med amtsrådene og Hovedstadsrådet at fastsætte regler, hvorefter

amtsrådene og Hovedstadsrådet skal foretage registrering af §

43-områder samt indberetning om disse registreringer og om

myndighedernes § 43-afgørelser (nr. 14) jf. også pkt. 6.3.1.

nedenfor og pkt. 3 i de specielle bemærkninger under nr. 10, 12

og 13. Dette vil give forbedrede muligheder for at følge

udviklingen og de amtskommunale fredningsmyndigheders

administration på dette område. Dermed vil der også blive

tilvejebragt et bedre grundlag for det fremtidige arbejde med

vejledninger og administrative retningslinjer.

4.4. Reglerne herom skal i øvrigt også ses i sammenhæng med en

intensiveret indsats vedrørende naturovervågning, der afspejles i

forslaget til en tilføjelse til § 65 b om Skov- og

Naturstyrelsens opgaver, der også på nogle andre punkter foreslås

justeret (nr. 35).

4.5. Det foreslås endvidere, at bestemmelsen om åbeskyttelseslinjen

omformuleres, således at de vandløbsnære arealer, der hidtil har

været omfattet af denne bestemmelse, fortsat nyder denne

beskyttelse, uanset at mange vandløbsregulativer fremover kan

forventes at erstatte bestemmelser om bundbredden med en

regulering af vandføringsevnen (nr. 18).

4.6. Det foreslås præciseret, at i tilfælde, hvor der inden for et

areal, som er omfattet af både sø- og åbeskyttelseslinjen, ønskes

foretaget en foranstaltning, der kræver tilladelse efter § 43,

stk. 1 eller § 43 a, stk. 1, skal der alene indhentes tilladelse

efter sidstnævnte bestemmelse. Formålet er at undgå

dobbeltadministration (nr. 19).

4.7. Kapitel VII om fortidsmindebeskyttelsen er revideret.

Baggrunden herfor er et ønske om at klargøre lovteksten på

punkter, hvor den har givet anledning til tvivl og tilpasse den

til den udviklede praksis samt at foretage visse forenklinger af

lovtekst og myndighedsbehandling. Dertil kommer, at der med

nedlæggelsen af Fredningsstyrelsen og oprettelsen af Skov- og

Naturstyrelsen er behov for ændringer i samtlige gældende

paragraffer.

Den væsentligste ændring i kapitlet er en udvidelse af

fortidsmindekategorierne. Sten- og jorddiger foreslås beskyttet,

som angivet i 3.4. Også en række andre landskabselementer, som

indgår i vor almindelige opfattelse af, hvad de er fortidsminder,

foreslås medtaget. Det drejer sig om sten og træer, hvortil der

er knyttet folketro, krigergrave m.v. (nr. 21, § 48, stk. 4).

Der foreslås ændringer, der betyder, at underjordiske fortidsminder

ikke afkaster en beskyttelseszone på 100 m. Dette medfører en

forenkling i forhold til den gældende lov, hvor der skal tages

stilling til beskyttelseszonen i hvert enkelt tilfælde, hvis den

skal indskrænkes (nr. 21, § 48, stk. 2).

Der stilles forslag om, at der etableres en dyrkningsfri zone på 2 m

omkring de fleste fortidsminder. Baggrunden herfor er, at der er

konstateret overordentlig mange beskadigelser af fortidsminder

forårsaget af dyrkningen af det omgivende agerland. Samtidig

ophæves den særlige regel om 5 m beplantningsfri zone i skovene,

som hidtil har været en del af fortidsmindebskyttelseszonen (nr.

21, § 49).

Det foreslås endvidere at flytte kompetencen vedrørende ændringer af

100 m beskyttelseszonen omkring fortidsminder fra fredningsnævnet

til Skov- og Naturstyrelsen. Ændringen medfører en ensartet

kompetencefordeling med hensyn til spørgsmålet om ophævelse og

indskrænkning af bygge- og beskyttelseszonerne, idet ændringen i

de øvrige bygge- og beskyttelseslinjer i forvejen er henlagt til

Skov- og Naturstyrelsen (nr. 21, § 50, stk. 4).

Adgangen til at påklage Skov- og Naturstyrelsens afgørelser til

miljøministeren foreslås indskrænket. Mens ændringer i

klageadgangen i loven i øvrigt har kunnet ske i medfør af en

bemyndigelsesbestemmelse, kræver ændringer i klageadgangen for

afgørelse om fortidsminder lovændring (nr. 21, § 58). Ændringerne

angår en afskæring af klage over, at et fortidsminde falder ind

under lovens regler. Konstateringer heraf foretages af Skov- og

Naturstyrelsen i forbindelse med tinglysning af fortidsminder, og

kræver arkæologisk og kulturhistorisk indsigt. Det er derfor ikke

egnet for en klagesagsbehandling (nr. 21, § 48, stk. 5).

Endvidere foreslås adgangen til at klage over påbud om

istandsættelse af beskadigede fortidsminder afskåret. Også disse

afgørelser kræver særlig arkæologisk og kulturhistorisk

sagkundskab (nr. 21, § 51).

4.8. Det foreslås endvidere, at dyr, der ikke tilhører landets

naturlige vildtlevende fauna, ikke må udsættes i naturen uden

miljøministerens tilladelse, og at der skabes mulighed for at

regulere udsætningen af planter, som ikke hører naturligt hjemme

i Danmark. Hensigten hermed er at undgå uheldige ændringer i den

vilde flora og fauna. Bestemmelserne undtager pattedyr og fugle,

idet disse reguleres af loven om jagt- og vildtforvaltning (nr.

27).

4.9. I § 59 foreslås visse ændringer overvejende med henblik

på at forbedre kontrollen af overholdelsen af de eksisterende

regler om forskellige transaktioner med udryddelsestruede vilde

dyr og planter, at styrke beskyttelsen af de her i landet fredede

dyr, samt at hindre forskellige transaktioner med udenlandske

vilde dyr og planter, der er taget illegalt fra naturen i

oprindelseslandet og lignende (nr. 25 og 26).

4.10. Endelig er foreslået visse mindre ændringer i reglerne om

besigtigelse m.v. (nr. 32) og i straffebestemmelserne (nr. 36, 37

og 38).

5. Hørte myndigheder og organisationer

Administrationsdepartementet,

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Budgetdepartementet,

Danmarks Geologiske Undersøgelser,

Danmarks Naturfredningsforening,

Danmarks Sportsfiskerforbund,

Dansk Botanisk Forening,

Danske Husmandsforeninger,

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Dansk Jagtforening,

Dansk Ornithologisk Forening,

Dansk Skovforening,

Dansk Strandjagtforening,

Dansk Zoologisk Konservatorforening,

De Danske Landboforeninger,

De Samvirkende Danske Skovdyrkerforeninger,

Dyrehandlernes Brancheforening,

Entomologisk Forening,

Fiskeriministeriet,

Forsvarsministeriet,

Fortidsminderådet,

Friluftsrådet,

Hovedstadsrådet,

Indenrigsministeriet,

Justitsministeriet,

Kirkeministeriet,

Kommunernes Landsforening,

Kultur- og Kommunikationsministeriet,

Landbrugsministeriet,

Landsjagtforeningen af 1923,

Miljøstyrelsen,

Ministeriet for Skatter og Afgifter,

Naturfredningsrådet,

Nordisk Herpetologisk Forening,

Nordisk Safariklub,

Overfredningsnævnets sekretariat,

Planstyrelsen,

Samarbejdet af Danske Fugleforeninger,

Tolvmandsforeningerne og

Økonomiministeriet.

6. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget

6.1. Indledning

Lovforslaget medfører ikke ændringer i opgavefordelingen mellem

staten og amtskommunerne, henholdsvis Hovedstadsrådet.

Lovforslaget vil imidlertid medføre forøgelse af både statens,

amtskommunernes og Hovedstadsrådets personalebehov og udgifter i

øvrigt.

Lovforslaget medfører enkelte ændringer i opgavefordelingen mellem

fredningsnævnene og Skov- og Naturstyrelsen inden for

fortidsmindeområdet. Disse ændringer medfører ikke ændret

personale- og udgiftsbehov.

6.2. Statslige udgifter

6.2.1. Oversigt og beregningsgrundlag

Lovforslaget medfører yderligere statslige udgifter som følge af

- et forøget antal klagesager samt vejledning, rådgivning og

besvarelse af forespørgsler m.v. i forbindelse med forslaget om

styrkelse af den nuværende generelle beskyttelse af visse

naturtyper og småbiotoper, samt forslaget om beskyttelsesbræmmer

omkring søer, vandløb og moser,

- registrering og vurdering af sten- og jorddiger samt tinglysning

af fortidsmindebeskyttelse på de mest værdifulde af disse.

Behandling af dispensationssager vedrørende sten- og jorddiger,

- den foreslåede tilladelsesordning for udsætning af planter og dyr,

der ikke tilhører landets naturlige vildtlevende flora og fauna,

- udarbejelse af bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og

informationsmateriale m.v. samt sammenfattende registreringer,

- klagesager vedrørende pleje af § 43-områder og fortidsminder.

Dette arbejde tænkes henlagt til Skov- og Naturstyrelsen.

Ved beregningen af de statslige udgifter er det skønnede lønniveau

pr. 1. juli 1988 lagt til grund, hvilket betyder følgende

gennemsnitlige lønudgifter

1 AC (akademisk sagsbehandler)

185.000

1 HK (kontorfunktionær)

150.000

Til lønudgifterne lægges 50 pct. til dækning af øvrige

administrationsudgifter.

6.2.2 Udvidelse af de generelle beskyttelsesbestemmelser vedrørende

naturtyper og småbiotoper og beskyttelsesbræmmer langs søer,

vandløb og moser samt samt andre ændringer angående

naturbeskyttelsen.

De væsentligste administrative konsekvenser knytter sig til

forslaget om styrkelse af den generelle beskyttelse af visse

naturtyper og småbiotoper samt forslaget om udlæg af

beskyttelsesbræmmer. De foreslåede bestemmelser vedr.

beskyttelsen af naturtyper og småbiotoper skønnes at medføre i

hvert fald en fordobling af det hidtidige antal sager, hvor der

klages over amtskommunernes, henholdsvis Hovedstadsrådets

afgørelser. Når der er fastat regler om beskyttelsesbræmmer, må

det påregnes, at dette, afhængigt af reglernes nærmere

udformning, vil medføre et ikke ubetydeligt antal enkeltsager.

Hertil kommer i hvert fald et vist antal klagsager som følge af

de nye bestemmelser om pleje af § 43-områder og

beskyttelsesbræmmer. En sådan stigning i antallet af klagesager

m.v. medfører behov for 3 akademiske medarbejdere med

naturvidenskabelig baggrund, samt 1 akademisk medarbejder med

samfundsvidenskabelig uddannelse og 2 kontorfunktionærer.

Ændringerne vil ligeledes bevirke, at Skov- og Naturstyrelsen skal

besvare et betydeligt antal forespørgsler og yde anden konkret

bistand til både myndigheder og private. Lovforslaget forudsætter

tillige, at der udarbejdes bekendtgørelser og cirkulærer, ligesom

der vil være behov for udarbejdelse af vejledninger og

retningslinjer m.v. Endvidere vil det være nødvendigt at

iværksætte et omfattende informationsarbejde. Disse

arbejdsopgaver medfører et permanent behov for 1 akademisk

medarbejder samt 1/2 kontorfunktionær.

Som led i informationsarbejdet må der påregnes behov for at udsende

en informationspjece til samtlige landets landmænd m.v..

Udgifterne hertil samt andet nødvendigt informationsmateriale

skønnes at blive ca. 800.000 kr.

Det foreslås, at knytte en tilladelsesordning til udsætning af dyr

(bortset fra pattedyr og fugle, der henhører under loven om jagt-

og vildtforvaltning), der ikke tilhører landets naturlige

vildtlevende fauna. Det foreslås endvidere, at miljøministeren

får hjemmel til at udfærdige regler om en tilsvarende

tilladelsesordning for udsætning af planter, der ikke tilhører

den naturlige vildtlevende flora. Tilladelsesordningen

forudsættes administreret af Skov- og Naturstyrelsen, som skal

udarbejde administrative retningslinjer samt vejlednings- og

informationsmateriale. Arbejdet hermed og den løbende

administration af tilladelsesordningen skønnes at medføre behov

for 1 akademisk medarbejder med naturvidenskabelig uddannelse

samt 1/2 kontorfunktionær.

De øvrige bestemmelser i lovforslaget, herunder det, der kræves fra

biologisk side i forbindelse med digerne, jf. afsnit 4.7 vil også

kræve, at der udarbejdes administrative retningslinjer,

vejledning og information, og vil tillige medføre en vis

forøgelse af de permanente administrative opgaver, som dog

skønnes at kunne bestrides inden for de ovennævnte rammer,

således at der herudover ikke vil være behov for yderligere

administrative ressourcer.

6.2.3 Beskyttelse af sten- og jorddiger og andre ændringer af

fortidsmindebeskyttelsen.

Beskyttelsen af sten- og jorddiger forudsætter efter forslaget

registrering og tinglysning. Dette registreringsarbejde skal

udføres koordineret med Skov- og Naturstyrelsens nyregistrering

af de fredede fortidsminder. Registreringen udføres af Skov- og

Naturstyrelsen og tilrettelægges efter aftale med amtskommunerne.

På grundlag af erfaringerne fra pilotregistreringsprojekter

skønnes der behov for 3 akademiske medarbejdere med

kulturhistorisk baggrund samt 2 kontormedarbejdere.

Beskyttelsen af sten- og jorddiger vil give anledning til

dispensationssager i langt større omfang end de hidtidige

fortidsmindekategorier. Sagsmængden vil stige i takt med

registreringsarbejdets færdiggørelse. Behandlingen af disse sager

vil derfor kunne klares inden for de ovenfor nævnte

personaleudvidelser.

Der vil skulle udarbejdes informationsmateriale ved lovændringens

gennemførelse samt løbende under registreringsarbejdet. Også

dette forudsættes gennemført inden for den foreslåede

personaleforøgelse.

De øvrige ændringer inden for fortidsmindebeskyttelsen medfører dels

nogle udvidelser af fortidsmindekategorierne og dels nogle

forenklinger. Ændringerne er herved neutrale i forhold til

personalebehov.

6.2.4 Samlede statslige merudgifter

De samlede statslige merudgifter som følge af lovforslaget fremgår

af nedenstående skema, i det dog bemærkes at spørgsmålet om

økonomisk kompensation for beskyttelsesbræmmer ikke indgår i

beregningerne.

Samlede statslige udgifter 1.000 kr.

1988 1989 1990 1991

Behandling af klagesager m.v.

4 AC 000 1.110 1.110 1.110

2 HK 000 450 450 450

Rådgivning regelfastsættelse m.v.

1 AC 139 278 278 278

1/2 HK 57 113 113 113

Tilladelsesordning

1 AC 139 278 278 278

1/2 HK 57 113 113 113

Information 800 000 000 000

Beskyttelse af sten- og jorddiger

3 AC 417 833 833 833

2 HK 225 450 450 450

I alt 1.834 3.625 3.625 3.625

I ovenstående er forudsat, at ansættelserne i 1988 vil ske pr. 1.

juli.

6.3 Amtskommunale udgifter

6.3.1 Udvidelse af de generelle beskyttelsesbestemmelser vedrørende

naturtyper og småbiotoper og bestemmelser om beskyttelsesbræmmer

langs søer, vandløb og moser, samt andre ændringer vedrørende

naturbeskyttelsen

Den foreslåede udvidelse af den generelle beskyttelsesordning for

naturtyper og småbiotoper vil kræve øgede personaleressourcer til

administrationen i amtskommunerne, henholdsvis Hovedstadsrådet.

I takt med den successive udvidelse af beskyttelsesordningen, der er

sket ved de tidligere revisioner af naturfredningsloven, har der

været en stærk stigning i det antal sager om dispensation,

amtskommunerne årligt behandler. Det skønnes, at det årlige antal

sager af denne art, der behandles i amtskommunerne efter de

hidtidige regler nu er ca. 500. Det forventes, at forslagene

medfører en væsentlig stigning i det hidtidige sagsantal,

antagelig mere end en fordobling.

De kommende bestemmelser om beskyttelsesbræmmer omkring søer,

vandløb og moser må påregnes at medføre et ikke ubetydeligt antal

sager samt behov for bistand til afklaring af konkrete

tvivlsspørgsmål.

Ved administrationen af de generelle beskyttelsesbestemmelser har

amtskommunerne, henholdsvis Hovedstadsrådet, skullet føre tilsyn

med reglernes overholdelse. Den foreslåede udvidelse af

beskyttelsesordningen vil medføre et behov for en tilsvarende

udvidelse af denne tilsynsvirksomhed.

Amtskommunerne henholdsvis Hovedstadsrådet vil ligeledes skulle føre

tilsyn med de foreslåede beskyttelsesbræmmer omkring søer,

vandløb og moser. Tilsynet med bræmmer omkring søer og moser vil

i vidt omfang kunne føres som en del af det tilsyn amtskommunerne

og Hovedstadsrådet skal føre med de arealer, der beskyttes af de

foreslåede bestemmelser i §§ 43-43 a. Beskyttelsesbræmmer omkring

vandløb vil medføre et udvidet tilsynsbehov. Der vil dog være

mulighed for visse besparelser, såfremt tilsynet tilrettelægges i

et samarbejde med amtskommunernes miljøforvaltninger, der fører

tilsyn med de amtskommunale vandløb i medfør af vandløbsloven.

Amtskommunerne og Hovedstadsrådet har i de senere år i stigende

udstrækning foretaget en registrering af de lokaliteter, som er

omfattet af beskyttelsesordningen. Dette er sket bl.a. for at

forbedre grundlaget for administrationen af bestemmelserne.

Gennem dette arbejde tilvejebringes der en dokumentation for de

enkelte områders beliggenhed og deres naturfredningsmæssige

betydning. En udvidelse af beskyttelsesordningen vil, jf.

bemærkningerne ovenfor under pkt. 4.3. og nedenfor til §§ 43-43 b

i pkt. 2.3 og 6.7, medføre et behov for, at registreringsarbejdet

udstrækkes til de arealer, der inddrages under beskyttelsen.

Ligeledes vil der være behov for, at registreringsarbejdet med

tiden foretages efter ensartede retningslinjer over hele landet,

bl.a. med henblik på en senere EDB behandling.

Styrelsen er dog af den opfattelse, at det vil være forkert at

instituere en pligtmæssig registrering, så længe der ikke

foreligger klarhed over en sådan registrerings nærmere indhold og

de nødvendige økonomiske ressourcer.

I den forbindelse bemærkes, at en landsdækkende registrering vil

kunne lægges tilrette efter forskellige ambitionsniveauer. En

foreløbig registrering vil kunne foretages ved anvendelse af

Geodætisk Instituts regelmæssige flyfotos som grundmateriale

kombineret med supplerende besigtigelser. Med dette

ambitionsniveau må det erkendes, at man vil komme ud for

situationer, hvor det offentlige ikke kan løfte sin bevisbyrde

om, at arealet opfylder betingelserne for at være omfattet af

beskyttelsesreglerne. Det må imidlertid påregnes, at

omkostningerne ved en gennemgribende registrering ikke vil stå

mål med det yderligere, man vil kunne opnå med denne, når man

sammenholder med de meget betydelige merudgifter en sådan

registrering vil koste.

I lyset heraf foreslås det, at miljøministeren efter forhandling med

amtsrådene og Hovedstadsrådet, kan fastsætte regler om

registrering af de beskyttede naturtyper. Såfremt denne hjemmel

udnyttes, vil arbejdskraftforbruget bero på reglernes nærmere

indhold, som på deres side naturligvis vil blive afstemt efter de

forhåndenværende økonomiske ressourcer.

Det foreslås, at de offentlige myndigheder, der ejer arealer, som er

beskyttet af bestemmelserne i §§ 43-43 a, stk. 1, og § 48, får

pligt til at pleje sådanne arealer. Bestemmelsen skønnes ikke at

medføre øgede økonomiske byrder for de pågældende myndigheder,

forudsat at arealerne hidtil har henligget i en rimelig tilstand,

eller at ambitionsniveauet ikke lægges for højt. Det bemærkes i

den forbindelse, at formålet i første række må være at undgå

irreversible skader, og at de offentlige myndigheder, der

forvalter arealer, normalt er i besiddelse af et teknisk apparat,

som er egnet til at udføre de omhandlede plejeopgaver.

For privatejede arealer, der omfattes af §§ 43-43 a, stk. 1, og §

48, foreslås det, at der gives amtskommunerne henholdsvis

Hovedstadsrådet ret til at gennemføre plejeforanstaltninger, når

dette kan ske uden væsentlig gene for ejeren eller brugeren.

Udførelsen af plejeforanstaltninger vil, jf. bemærkningerne til nr.

31, medføre behov for øgede ressourcer til administration samt

til udførelse af plejen. Der er knyttet en vis usikkerhed til,

hvor store arealer inden for de enkelte plejekrævende naturtyper,

der vil blive omfattet af bestemmelserne i §§ 43-43a.

Det skønnes imidlertid, at de nedenstående arealstørrelser på

landsplan vil være omfattet af ordningen.

- Strandenge/strandsumpe, ferske enge

og overdrev170.000 ha

- Heder 70.000 ha

- Moser m.v. 50.000 ha

Det er meget vanskeligt at opgøre arealerne for de omfattede

vandhuller og små søer, hvor en plejeindsats også kan komme på

tale.

På de arealer, hvor en plejeindsats er fornøden, vil omkostningerne,

der er forbundet med plejen, variere betragteligt. Plejebehovet

kan løses gennem afgræsning eller høslæt på visse engtyper.

Omvendt vil en pleje af eksempelvis moser, vandhuller eller heder

kræve indsats af såvel mandskab som maskiner til rydning,

opgravning og bortkørsel. Omkostningerne kan også variere i

forhold til den samlede størrelse af de arealer, der skal plejes.

Enten gælder det, at en førstegangs pleje af arealerne typisk vil

være væsentligt dyrere end en efterfølgende opfølgende

vedligeholdelse.

Med alle disse forbehold har Skov- og Naturstyrelsen og

Amtsrådsforeningen på grundlag af nogle typiske plejeopgaver i

relation til de nævnte arealtyper opstillet gennemsnitspriser for

førstegangspleje og efterfølgende vedligeholdelse.

Disse priser er

- For vedligeholdelse kr. 9.000,- pr. ha.

- Vedligeholdende pleje kr. 800.- pr. ha/år.

I ovennævnte priser er indregnet en administrationsandel, hvorom der

ligeledes er enighed. Det må skønnes, at de nævnte priser vil

være de samme, uanset opgaven udføres af det offentlige selv, ved

entreprenører eller de berørte lodsejere.

Under forudsætning af, at de samlede amtskommunale merudgifter til

pleje af § 43-områder ansættes til 6,2 mill. kr. årligt, jf.

nedenfor, vil der under anvendelse af de nævnte gennemsnitspriser

kunne foretages en førstegangspleje af ca. 700 ha det første år

efter lovens ikrafttræden. De efterfølgende år vil der i stigende

grad være behov for at foretage opfølgende pleje, hvorfor der med

uændret bevillingsniveau vil ske et gradvist fald i de midler,

der vil være til rådighed til førstegangspleje.

Plejeindsatsen vil med hensyn til arealstørrelse og intensitet kunne

foregå på forskellige ambitionsniveauer bl.a. afhængigt af, hvor

mange ressourcer der er til rådighed. Det må påregnes, at

plejebeføjelserne kun udnyttes i begrænset omfang, f.eks. for at

undgå definitive skadevirkninger på arealer, som er af særlig

betydning for plante- og dyrelivet. For en meget stor del af de

arealer, der omfattes af beskyttelsesbestemmelserne, må det

lægges til grund, at arealerne plejes som led i den

landbrugsmæssige drift i form af græsning og slæt. Og for andre

arealers vedkommende vil det næppe medføre større skader, at de

henligger nogle år uden væsentlig plejeindsats.

Såfremt de anførte forudsætninger - og dermed baggrunden for de i

medfør af lovforslaget afsatte midler - svigter, må spørgsmålet

tages op til fornyet overvejelse.

Der åbnes endvidere mulighed for, at de foreslåede regler om pleje

tillige skal omfatte beskyttelsesbræmmer. Såfremt der fastsættes

regler herom, forudsættes det, at der i forbindelse hermed

foretages en opgørelse af de økonomiske konsekvenser.

Amtskommunerne og Hovedstadsrådet har endvidere som et naturligt led

i det øvrige arbejde på naturfredningsområdet, men i et varieret

omfang, gennemført naturovervågningsopgaver.

I den nedenfor angivne ressourceforøgelse er der taget højde for, at

amtsrådene henholdsvis Hovedstadsrådet, indgår i et samarbejde om

den fortsatte naturovervågning. Det er lagt til grund, at der

fremover i et vist omfang skal afsættes arbejdskraft til dette

område, udover hvad der hidtil er anvendt på regionalt niveau. Så

længe man imidlertid ikke har fået endelig klarhed over, hvilke

opgaver der skal løses af amtsrådene og Hovedstadsrådet ud over

den naturovervågningsindsats, der allerede foretages, kan det

ikke afgøres, hvad der kræves af arbejdskraftressourcer på dette

felt på længere sigt. Det bemærkes herved, at den generelle

indsats på naturovervågningsområdet er taget op til nærmere

undersøgelse og overvejelse. Når dette arbejde er tilendebragt,

vil spørgsmålet om udfærdigelse af regler herom i medfør af § 65

b, stk. 4 blive taget op til forhandling. Et led heri vil være

nærmere vurdering af de nødvendige økonomiske ressourcer, alt

afhængigt af det ambitionsniveau, der vælges.

De øvrige forslag skønnes ikke at medføre et øget ressourceforbrug

for amtskommunerne.

6.3.2 Beskyttelse af sten- og jorddiger og andre ændringer af

fortidsmindebeskyttelsen

Ændringerne skønnes ikke at give anledning til øget ressourcebehov

for amtskommunerne.

6.3.3 Samlede amtskommunale merudgifter

På denne baggrund skønnes de umiddelbare samlede amtskommunale

merudgifter at blive 17,2 mill. kr. årligt fra 1989. Heri er ikke

inkluderet udgifter til administration af bestemmelser om

beskyttelsesbræmmer.

Det samlede udgiftsbeløb på 17,2 mill. kr. fordeler sig således

Udgifter i 1.000 kr.

1) Til administration som følge af udvidelse af §§ 43-43 b 7.000

2) Til administration af bestemmelser om beskyttelsesbræmmer *

3) Til plejeaktiviteter og administration heraf 6.200

4) Til øget administration i forbindelse med naturovervågning 2.000

5) Til registrering af § 43 a, stk. 1, områder 2.000

* Dette beløb afhænger af udformningen af reglerne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Med forslaget tydeliggøres, at naturfredningslovens forskellige

midler, f.eks. fredninger efter lovens kapitel III, kan anvendes

ikke blot til at bevare den eksisterende natur, men også til at

retablere, restaurere eller skabe naturområder. Initiativer af

denne karakter er nærmere omtalt i den redegørelse om en samlet

strategi på marginaljordsområdet, som blev afgivet til

Folketinget den 2. marts 1987, jf. pkt. 2.1. i de almindelige

bemærkninger og indgår også som et centralt punkt i forslaget til

lov om støtte til naturbevaring, naturgenopretning,

skovtilplantning og friluftsliv.

Til nr. 2

Med den ændrede formulering af 1. punktum i § 11 klargøres det, at

et foreløbigt forbud kan gå ud på at hindre, at tilstanden af et

areal ændres, selv om denne anvendelse er et led i ejendommens

fortsatte drift. Formålet med forslaget er imidlertid ikke at

tilvejebringe en generel hjemmel til at nedlægge forbud mod en

aktuel lovlig udnyttelse af ejendommen. Derimod skal der - som

hidtil - kunne nedlægges forbud mod en ændret anvendelse af

ejendommen og herudover tillige mod sådanne driftsmæssige

foranstaltninger, der - hvis de gennemføres - ville forspilde

formålet med en fredningssag. Der tænkes herved på

foranstaltninger, der uanset at de kan karakteriseres som led i

en sædvanlig drift, vil ændre områdets aktuelle tilstand, f.eks.

afdrift af en bøgebevoksning som led i skovdrift eller omlæg af

arealer, der omlægges regelmæssigt efter en vis længere årrække.

Indsættelsen af bestemmelsen i § 11, 3. punktum om, at forbuddet

skal meddeles de berørte lodsejere, har til formål at sikre, at

de får information om eventuelle forbud på deres ejendom.

Til nr. 3

Der henvises til bemærkningerne til nr. 1, idet det endvidere

bemærkes, at bestemmelsen i § 18, stk. 4, om anlægsarbejder, og i

særlige tilfælde påbud om sådanne, også gælder for forskrifter,

der tager sigte på naturgenopretning og lignende. Typisk vil

foranstaltninger, der tager sigte på at tilvejebringe en bestemt

tilstand, skulle udføres af det offentlige.

Til nr. 4

I Redegørelsen til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg om

naturbeskyttelse og friluftsliv af 2. marts 1987, jf. pkt. 3.1. i

de almindelige bemærkninger nævnes det, at det er hensigten at

søge naturreservatbegrebet indarbejdet i naturfredningsloven.

Naturreservater er områder af en vis størrelse og med væsentlige

naturvidenskabelige værdier, fortrinsvis af national eller

international betydning, der tilsiger, at

beskyttelsesinteresserne må veje tungt i afvejningen mod

friluftsliv, tekniske anlæg og erhvervsinteresser, herunder

jordbrugsinteresser. Dette vil i en række tilfælde nødvendiggøre

supplerende fredninger eller statslige arealerhvervelser.

Områderne vil ofte rumme betydelige elementer af udyrkede eller

ekstensivt dyrkede arealer, ligesom større ferske eller salte

vådområder kan indgå deri.

Som udgangspunkt bør naturreservaterne udpeges i begrænset antal

blandt de nuværende videnskabelige reservater samt indenfor de

egnede nationale, biologiske og geologiske interesseområder, der

blev udpeget af Fredningsstyrelsen i 1983 og 1984 til brug for

bl.a. amtskommunernes og Hovedstadsområdets fredningsplanlægning.

I forbindelse med fredninger og erhvervelser af disse

naturreservat-områder kan bl.a. i fredningsafgørelser og

bekendtgørelser efter lovens § 60 fastsættes særlige regler om

offentlighedens adgang, samt områdets drift og pleje. Områdernes

særlige fredningsmæssige betydning kan tillige medføre, at der

både bør iværksættes en særlig overvågning jf. forslaget

vedrørende § 65 b, stk. 4 (nr. 35) samt oplysning til

offentligheden.

Naturreservatbegrebet er hidtil kun anvendt ved fredninger i medfør

§ 43, stk. 1 og § 43 a, stk. 1, i forslaget opregner de naturtyper,

som fremover skal omfattes af den generelle beskyttelsesordning

og størrelseskriterierne herfor. Efter de gældende regler i loven

kræves der nu en tilladelse fra amtsrådet eller Hovedstadsrådet,

såfremt man ønsker at foretage et indgreb i en af de i §§ 43-43 b

nævnte naturtyper. Bestemmelserne foreslås udformet som en

egentlig forbudsordning, dog med mulighed for dispensation i

særlige tilfælde jf. forslaget til § 43 b, stk. 1.

I § 43 a, stk. 1, i forslaget er det bestemt, at tilstanden i de

nævnte naturområder ikke må ændres. Hermed er der ikke tilsigtet

nogen realitetsændring i forhold til de gældende §§ 43 a og 43 b,

hvor opdyrkning, tilplantning og anden ændring kun kan ske med

tilladelse fra Amtsrådet, i Hovedstadsområdet dog

Hovedstadsrådet. En opdyrkning eller tilplantning af en af de

nævnte naturtyper vil være en ændring af denne og dermed kræve en

dispensation fra bestemmelsen.

Sædvanlig vedligeholdelse af bestående dræningsanlæg vil ikke være i

strid med bestemmelsen i § 43 a, stk. 1. I overensstemmelse med

praksis efter de hidtil gældende regler vil imidlertid ny

dræning, ændringer i eksisterende dræns placering, herunder

nedlægning af drænrør i større udstrækning eller større dybde end

hidtil samt ændringer i eksisterende dræns diameter kræve

dispensation fra bestemmelsen.

En udtømmende opregning af, hvad der er omfattet af bestemmelsen er

næppe mulig. Det afgørende er ikke blot foranstaltningens

karakter, men navnlig også den virkning den har for området,

nemlig om den »ændrer« dette.

Der er selvfølgelig en nedre grænse for, hvad der kræver

dispensation. Foranstaltninger kan være så perifere eller

bagatelagtige, at de kan iværksættes uden dispensation. I

overensstemmelse hermed er der i de hidtidige cirkulærer peget på

nogle foranstaltninger, som ikke kræver tilladelse. I hede- og

strandengscirkulæret (cirkulære nr. 103 af 27. marts 1984, pkt.

7.2 og 7.3) er som eksempler herpå nævnt opsætning af sædvanlige

landbrugshegn, etablering af anlæg til kreaturvanding samt

opførelse af læskure for kreaturer og lignende sædvanlige mindre

bygninger, der er nødvendige for græsning og høslæt. I samme

cirkulære er desuden angivet, at bebyggelse ikke vil kræve

tilladelse, hvis denne finder sted i tilknytning til de på en

ejendom eksisterende bygninger.

Det er næppe muligt herudover at foretage en generel karakteristik

af den nedre grænse for, hvad der kræver dispensation. Der er

imidlertid behov for at vise varsomhed med at antage, at noget

ikke kræver dispensation, da man herved i praksis vil kunne

afskære klagemuligheden, fordi afgørelsen ikke skal

offentliggøres. Uanset at en beslutning om, at en bestemt

foranstaltning ikke kræver dispensation, eventuelt kan påklages,

vil det nemlig som regel bero på tilfældigheder, om de

klageberettigede bliver bekendt med beslutningen eller med, at

foranstaltningen foretages.

Ved administrationen af bestemmelsen vil i øvrigt retningslinjerne i

Miljøministeriets cirkulære nr. 222 af 1. december 1987 samt

cirkulære nr. 103 af 27. marts 1984 fortsat blive lagt til grund

med de ændringer, som naturligt følger som en konsekvens af

inddragelsen af de nye naturtyper under bestemmelsen. De betyder

eksempelvis, at park- og haveområder vil falde udenfor

bestemmelsen.

2.2 Plejeforanstaltninger

Som angivet i det hidtidige hede- og strandengscirkulære, pkt. 7.5

vil foranstaltninger, der klart tjener til at opretholde områdets

hidtidige tilstand kunne ske uden tilladelse. Dette gælder for

eksempel fjernelse af selvsået opvækst af træer og buske i

begrænset omfang. Dette vil fremover have større aktualitet, jf.

bestemmelsen i lovforslagets § 62 a om de arealforvaltende

myndigheders pligt til at foretage pleje på egne arealer og de

regionale fredningsmyndigheders ret til at foretage pleje af ikke

fredede arealer, der er omfattet af §§ 43, stk. 1, 43 a, stk. 1,

og 49, stk. 1, når disse er i privat eje, og når pleje kan ske

uden gene eller skade for ejeren og brugeren.

Foranstaltninger, der rækker ud over almindelig pleje af områdets

hidtidige tilstand, kræver dispensation, selv om de tager sigte

på at forbedre naturtilstanden. Miljøministerens hjemmel i

forslagets § 62 a, stk. 5 til at fastsætte regler om pleje af §

43-regler vil imidlertid kunne benyttes til at sikre en smidig

administration også af naturforbedringsarbejder, idet sådanne

regler i givet fald fortrænger dispensationsordningen efter § 43

b, stk. 1.

Landbrugsarealer, der tages ud af omdriften og underkastes pleje

efter aftale med lodsejeren, vil i visse tilfælde kunne undergå

en sådan forandring, at de bliver omfattet af de i § 43 a, stk.

1, nævnte naturtyper. Sådanne plejeaftaler skal dog ikke kunne

bevirke, at disse arealer inddrages under den generelle

beskyttelsesordning. Dette vil blive præciseret i de

administrative forskrifter, som udstedes efter loven.

2.3 Særligt vedrørende gødskning og sprøjtning

I hede- og strandengscirkulæret (cirkulære nr. 103 af 27. marts

1984, pkt. 6.1) er angivet, at gødskning eller anvendelse af

kemiske bekæmpelsesmidler kræver tilladelse, i det omfang sådanne

foranstaltninger ikke tidligere er indgået i landbrugsdriften.

Baggrunden for denne ordning har været hensynet til ikke at gribe

ind i en hidtidig anvendelse.

Vedrørende gødskning i moser og heder gælder der imidlertid

umiddelbart et forbud, idet selve eksistensen af disse naturtyper

som regel er ensbetydende med, at der ikke hidtil har været

gødsket, eller at gødskning i hvert fald har været uden særlig

landbrugsmæssig interesse og derfor heller ikke har været

foretaget. Gødskning sådanne steder må derfor anses som en

foranstaltning, der ændrer tilstanden, og som derfor ikke kan ske

uden dispensation. Det bemærkes herved, at det i det hidtidige

vådområdecirkulære (cirkulære nr. 222 af 1. december 1978, pkt.

4.2) er nævnt, at aflæsning af gødning i moser ikke kan ske uden

tilladelse.

I § 43 a, stk. 3, er der indsat en hjemmel hvorefter miljøministeren

kan fastsætte regler om anvendelse af gødskning i de i stk. 1,

nævnte naturtyper. På baggrund af ovenstående er det hensigten at

præcisere retstilstanden ved at udstede regler, hvorefter

gødskning i moser og på heder ikke er tilladt, idet gødskning her

er uforeneligt med ønsket om ikke at ændre disse naturtyper.

Derimod vil der ikke blive udformet regler, som forbyder eller

sætter begrænsninger i adgangen til at gødske i andre af de i §

43 a, stk. 1, nævnte naturtyper, idet det dog vil blive

præciseret, at gødskning i sådanne områder ikke må antage et

omfang, som bevirker, at området skifter karakter.

For så vidt angår anvendelsen af kemiske bekæmpelsesmidler, er der i

lov om kemiske stoffer og produkter den fornødne hjemmel til at

fastsætte de nødvendige anvendelsesbegrænsninger.

3. § 43 b. Dispensationer m.v.

Det fremgår herefter klarere, at bestemmelsen om, at der ikke kan

ske ændringer, kun kan fraviges, når der foreligger særlige

omstændigheder. Miljøministeren har ved tidligere lejligheder i

overensstemmelse med bemærkningerne i lovforslaget til de

pågældende bestemmelser tilkendegivet overfor Folketinget, at der

skal tungtvejende grunde til at tillade ændringer i de beskyttede

naturområder, når ændringerne er væsentlige eller i modstrid med

ønsket om at opretholde de pågældende naturtyper som sådanne. Det

er således ikke nok, at der er påvist en væsentlig jordbrugs-

eller anden økonomisk interesse i, at et indgreb finder sted. Der

må tillige enten være tale om et område, som udfra

fredningsmæssige hensyn vurderes som uden særlig interesse, for

at man eventuelt kan acceptere, at der sker indgreb i dets

tilstand, eller at det påtænkte indgreb i sig selv ikke skønnes

at medføre nogen afgørende forrykning af tilstanden i området.

Dog vil det naturligvis ikke kunne udelukkes, at andre særlige

forhold må tages i betragtning f.eks., at der foreligger specielt

store landbrugsmæssige interesser i et givet projekt, samtidig

med at den pågældende naturlokalitet er af mindre interesse.

Navnlig for de mindre naturlokaliteter er det af betydning, at de

ikke vurderes isoleret fra omgivelserne. Principielt gælder det

således, at interessen i at bevare f.eks. en af de små

naturlokaliteter ikke blot behøver at være den pågældende

lokalitets værdi i sig selv som levested for planter og dyr.

Interessen vil herudover ofte også knytte sig til, at der ikke

bliver forøgede afstande til lignende lokaliteter og dermed

forringede spredningsmuligheder for plante- og dyrelivet. Derfor

må f.eks. også de små naturlokaliteter, der er beliggende spredt

i jordbrugsområderne, generelt søges bevaret i størst mulig

udstrækning. Et områdes betydning for plante- og dyrelivet

behøver derfor ikke at have sammenhæng med en beliggenhed inden

for eller uden for de områder, som af fredningsmyndighederne er

udpeget som særlige fredningsinteresseområder, jf.

miljøministerens besvarelse af 12. marts 1986 af spørgsmål 19 i

forbindelse med forslag til lov om ændring af forskellige miljø-

og planlægningslove (jf. lov nr. 355 af 13. maj 1987, jf. pkt.

1.1. i de almindelige bemærkninger), hvori det understreges, at

ændringen af naturfredningslovens bestemmelser om

fredningsplanlægning ikke tilsigter nogen ændring af den

hidtidige praksis for administrationen af §§ 43-43 b, hvilket

indebærer, at disse bestemmelser fortsat skal administreres med

ensartet strenghed.

På den anden side er den registering, analyse og planlægning af

naturforhold der foretages, bl.a. af fredningsmyndighederne, af

stor betydning. Baggrunden herfor er først og fremmest, at der

gennem dette arbejde tilvejebringes en dokumentation for de

enkelte områders beliggenhed og deres naturfredningsmæssige

betydning, jf. miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 103

(alm. del - bilag 121) fra Folketingets miljø- og

planlægningsudvalg (7. januar 1985 j.nr. D 84-411-23), og de

almindelige bemærkninger, pkt. 4.3. og 6.3.1. samt nedenfor under

nr. 14.

Det bemærkes i øvrigt, at en særlig omstændighed, der kan begrunde

dispensation fra §§ 43-43 a, kan være, at et ansøgt indgreb har

en naturforbedrende funktion.

Råstofindvinding på arealer, der er omfattet af naturfredningslovens

beskyttelsesbestemmelser i §§ 43, 43 a og 43 b, forudsætter, at

der meddeles dispensation også uanset, at indvinding sker til

eget brug, jf. Miljøministeriets cirkulærer fra 1978 samt 1984,

hvis principper er uændrede. Dette gælder også for indvinding på

arealer, hvor der er anmeldt og anerkendt

råstofindvindingsrettigheder i henhold til § 5, stk. 1-3 i lov

nr. 285 af 7. juni 1972 om udnyttelse af sten, grus og andre

naturforekomster i jorden og på søterritoriet.

I tilknytning hertil kan det nævnes, at reglerne i §§ 43 og 43 a

ligesom hidtil vil finde anvendelse, uanset om området er

undergivet landbrugspligt eller fred-skovpligt.

Om plejeforanstaltninger henvises til pkt. 2.2, og om bestemmelsen

i § 43 a, stk. 3, hvorefter der kan fastsættes regler om

gødskning, henvises til pkt. 2.3.

Dispensation kan gives på vilkår, og den kan tilbagekaldes, hvis et

eller flere af vilkårene ikke opfyldes. Der er ingen

begrænsninger i arten af de vilkår, som kan stilles i forbindelse

med en dispensation, idet det naturligvis dog må kræves, at

vilkårene ligger inden for rammerne af lovens formålsbestemmelse

i § 1. Der henvises i denne forbindelse også til bemærkningerne

til nr. 26 om fastsættelse af vilkår om benyttelse af planter,

der ikke er »fremmede«.

Om § 43 b henvises i øvrigt til afsnit 2.3, 5.1, 5.4, 6.4 og 7.

4. Erstatningsbiotoper

Det vil være muligt at stille som vilkår, at der etableres såkaldte

erstatningsbiotoper, eller at der foretages pleje- eller

restaureringsforanstaltninger på andre § 43 lokaliteter. Sådanne

vilkår er i en vis udstrækning anvendt, hvor der foreligger en

forudgående ansøgning om tilladelse til at fravige §§ 43-43 b (og

i nogle tilfælde også i lovliggørelsessager). Der er sket bl.a.

med støtte i betænkningen af 11. maj 1983 fra Folketingets miljø-

og planlægningsudvalg vedrørende ændring af naturfredningsloven

jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg B, sp. 1496ff.

Det kan være velbegrundet i visse tilfælde at stille krav om

etablering af erstatningsbiotoper som vilkår for dispensationer,

hvor der foreligger en forudgående ansøgning. Man bør imidlertid

udvise en vis varsomhed hermed, da det ud fra en

naturfredningsmæssig synsvinkel vil være langt at foretrække, at

de oprindelige naturområder med deres særegne karaktertræk

bibeholdes i videst muligt omfang, og en vidtstrakt praksis

vedrørende dispensationer på sådanne vilkår vil kunne få karakter

af en slags »handel med natur«. Man vil dog f.eks. kunne

forestille sig situationer, hvor der gives dispensationer til

opdyrking af spredtliggende engparceller mod, at der etableres

større samlede arealer med vedvarende græs, der bringes under

beskyttelsesordningen.

Der kan være behov for at stille vilkår om etablering af

erstatningsbiotoper eller genopretning af (eller

plejeforanstaltninger på) eksisterende biotoper i tilfælde, hvor

der er foretaget en lovovertrædelse, og man afstår fra at stille

krav om en egentlig retablering af den pågældende biotop. Det kan

især være relevant i situationer, hvor det er forbundet med

uforholdsmæssigt store udgifter at forlange den oprindelige

biotop retableret, eller en retablering af denne er umulig eller

i hvert fald uigennemførlig indenfor en overskuelig årrække.

Adgangen til at stille vilkår eller give pålæg om

erstatningsbiotoper gælder alle beskyttede typer.

Erstatningsbiotoperne skal som udgangspunkt have lighed med de

biotoper, de skal erstatte, og etableres indenfor en i geografisk

og biologisk forstand vis nærhed fra den oprindelige biotop,

således at erstatningsbiotopen f.eks. vil kunne opfylde

tilsvarende spredningsøkologiske funktioner m.v. Hvor dette ikke

er praktisk eller økonomisk muligt, kan der dog stilles krav om

etablering af erstatningsbiotop i områder, som ikke ligger i

umiddelbar nærhed og også om en biotop af en anden karakter end

den, som skal erstattes. F.eks. at en ødelagt mose erstattes med

en sø.

Det bør endvidere tilstræbes, at erstatningsbiotopen får en

størrelse, der så vidt muligt modsvarer den oprindelige biotops

og enten opfylder det størrelsesmæssige mindstekrav for den

pågældende type eller er beliggende således, at den, uanset at

kravet herom ikke er opfyldt, er omfattet af § 43-beskyttelsen.

I øvrigt bemærkes, at det ovennævnte om erstatningsbiotoper også er

markeret indirekte gennem tilføjelsen til formålsbestemmelsen i §

1 af en regel om, at lovens beføjelser også kan anvendes med

henblik på naturgenopretning og lignende jf. forslagets nr. 3 om

ændringen af § 18, stk. 2.

5. Andre bestemmelser

5.1. Bestemmelsen i forslagets § 43, stk. 2 om rørskær er uændret i

forhold til de nu gældende bestemmelser. Det samme gælder

indholdsmæssigt bestemmelserne i § 43 b, stk. 2-6, som for

overskuelighedens skyld er samlet under een bestemmelse, hvor de

i den gældende lov findes nævnt både i § 43, § 43 a og § 43 b.

5.2. Det bemærkes, at bestemmelsen om dambrug § 43, stk. 1, ikke er

medtaget i lovforslaget, da denne bestemmelse findes overflødig,

idet det næsten altid vil være nødvendigt med en dispensation,

såfremt man ønsker at anlægge eller ændre et dambrug, fordi dette

ikke vil kunne undgå at ændre tilstanden i et af de beskyttede

arealer. Endvidere kræves som oftest tilladelse efter

miljøbeskyttelsesloven og undertiden også efter zoneloven.

5.3. I § 43 b, stk. 2 er der i lighed med den gældende lov hjemmel

for miljøministeren til generelt at undtage bestemte kategorier

af de beskyttede naturtyper fra reglerne i §§ 43, stk. 1 og 43 a,

stk. 1. I den gældende lov er denne hjemmel udnyttet til i et

vist omfang at fritage heder, strandenge og strandsumpe fra

beskyttelsesordningen, når disse er beliggende i byzone eller i

sommerhusområde jf. § 2 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 40

af 9. februar 1984 om tilladelse m.v. efter naturfredningslovens

§§ 43-43 b har hjemlet en særlig forespørgselsordning. Efter

denne påhviler det amtsrådet henholdsvis Hovedstadsrådet, at give

oplysning om, hvorvidt et givet areal er omfattet af

godkendelsesordningen. Såfremt oplysning herom ikke er afgivet

inden en vis frist har virkningen været, at lodsejerne har kunnet

gennemføre foranstaltningen uden tilladelse efter lovens §§

43-43b. Erfaringerne har vist, at denne forespørgselsordning

næppe har haft en stor praktisk betydning, samtidig med at den

har givet anledning til væsentlige administrative problemer, især

ved vurderingen af, hvorvidt tilkendegivelser fra amtskommunerne,

henholdsvis Hovedstadsrådet, om at et areal ikke er omfattet af

godkendelsesordningen, har kunnet påklages til Miljøministeriet.

I forbindelse med udarbejdelsen af kommende administrative

retningslinjer vil det blive taget op til overvejelse og

forhandling med de berørte parter, om der er grund til at bevare

denne forespørgselsordning. Det må herved forudsættes, at

amtsrådene, henholdsvis Hovedstadsrådets afgørelser efter

lovforslagets §§ 43, stk. 1 og 43 a, stk. 1, om, at et areal

eller en foranstaltning ikke er omfattet af

godkendelsesordningen, skal kunne påklages efter de almindelige

regler, og at de formelle regler om offentliggørelse og

klagevejledning m.v. også gælder for sådanne afgørelser.

Til nr. 14

1. Indledning

I lovforslagets § 43 c er der indsat en bestemmelse, der giver

miljøministeren hjemmel til efter aftale med landbrugsministeren

at fastsætte regler om beskyttelsesbræmmer omkring vandløb, søer

og moser og lignende.

I forbindelse med drøftelserne i Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg om regeringens marginaljordsstrategi i maj

1987 tilkendegav miljøministeren, at der skulle skabes mulighed

for

- at udlægge beskyttelsesbræmmer på begge sider af offentlige og

større, private vandløb,

- at udlægge tilsvarende bræmmer omkring moser, søer og heder, samt

visse ferske enge og overdrev,

- at udlægge bredere beskyttelseszoner langs visse vandløb med et

konkret fastlagt indhold, og mod kompensation til landmanden

Et bredt flertal i udvalget var enigt i, at der burde udlægges

beskyttelsesbræmmer langs de nævnte naturtyper.

Gennemførelsen af ekstensiveringsordningen, ordningen vedrørende de

miljøfølsomme områder og den kommende »set-aside« ordning vil

give mulighed for at yde sådanne tilskud til landmænd, som

udlægger beskyttelsesbræmmer langs vandløb og omkring søer og

moser. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger, pkt.

2.4.

Det foreslås derfor, at miljøministeren får hjemmel til at fastlægge

nærmere regler for bræmmeområderne. Sådanne regler vil dels

afgrænse bræmmerne og dels fastlægge retningslinier for

anvendelsen. Det vil være en forudsætning for at indgå aftale med

den enkelte landmand, at de af miljøministeren fastlagte

retningslinier respekteres.

Det er de søer, vandløb og moser, der til enhver tid er omfattet i

bestemmelserne i §§ 43-43 a, som vil kunne omfattes af reglerne.

Hvis der senere foretages en revision af den eksisterende

vandløbsudpegning, hvorved der udgår vandløb, vil reglerne ikke

længere kunne finde anvendelse langs de pågældende

vandløbsstrækninger. Hvis der på den anden side ved en sådan

revison af vandløbsudpegningen medtages yderligere vandløb under

§ 43-beskyttelsen, vil reglerne om beskyttelsesbræmmer kunne

finde anvendelse langs de pågældende vandløbsstrækninger.

I marginaljordsprojekterne har man bl.a. prøvet at give et overblik

over anvendelsen af de vandløbsnære arealer. Det fremgår, at en

betydelig del af disse arealer i dag henligger med permanent

græs, uudnyttede eller tilplantet med skov.

Af hensyn til det vilde dyre- og planteliv er det vigtigt at bevare

de ikke intensivt drevne eller udyrkede arealer. Dette kan også

have en gavnlig effekt på vandløbet. De samme hensyn taler for at

fremme udbredelsen af sådanne arealer.

Mange af de eksisterende grønne bredarealer vil være beskyttet

gennem den foreslåede ændringer af § 43 a.

Det vil herudover været hensigtsmæssigt gennem tilbud til

landmændene at fremme udbredelsen af udyrkede eller ekstensivt

dyrkede arealer langs vandløb og omkring søer og moser.

I forbindelse med forberedelsen af lovforslaget har Skov- og

Naturstyrelsen foretaget en analyse af de økologiske, økonomiske,

administrative og andre forhold vedrørende beskyttelsesbræmmer.

Denne analyse viser, at der udfra økologiske hensyn er størst behov

for beskyttelsesbræmmer langs de våde naturtyper, dvs. vandløb,

søer og moser. Bræmmer langs visse andre naturtyper, f.eks. heder

og strandenge vil kunne have en direkte uheldig landskabelig

virkning, på grund af muligheden for træ- og buskopvækst.

Analysen viser ligeledes, at det af administrative grunde alene vil

være hensigtsmæssigt at udlægge bræmmer langs vandløb og omkring

søer og moser. Dette skyldes navnlig, at der vil opstå betydelige

afgrænsningsproblemer, såfremt man fastlægger bræmmer omkring de

mere tørre naturtyper. En bræmme omkring sådanne naturtyper ville

sandsynligvis på visse jordtyper i løbet af en årrække fremtræde

på samme måde, som den beskyttende naturtype, de støder op til.

Beskyttelsesbræmmen ville efterhånden selv kunne antage karakter

af hede eller overdrev og dermed forskyde bræmmen, hvis ikke den

oprindelige afgrænsning er særdeles markant i terrænet. De

afgrænsningsproblemer, der følger heraf, ville bevirke, at en

bestemmelse, der foreskrev en udyrket bræmme omkring de

pågældende naturtyper, som ikke er omfattet af lovforslaget,

ville blive særdeles vanskelig at administrere. Dette problem

foreligger ikke på samme måde ved vandløb og søer, hvor grænsen

til åbent vand eller den vanddækkede bredvegetation er nogenlunde

entydig og stabil. Tilsvarende betragtninger vil normalt også

kunne anlægges ved moser, hvor en permanent meget høj vandstand

er den afgørende faktor for en relativ stabil sammensætning af

vegetationen.

2. Beskyttelsesbræmmernes betydning for naturtilstanden

Betydningen af beskyttelsesbræmmer for den vilde flora og fauna har

i de seneste år været behandlet af bl.a. Naturfredningsrådet.

Miljøstyrelsens Ferskvandslaboratorium og Center for Jordøkologi

m.fl. Man har herfra generelt påpeget, at dyrkningsfrie bræmmer,

hvor der ikke gødes, sprøjtes eller jordbehandles, vil have høj

økologisk værdi og fungere som vokse- og levesteder samt

spredningskorridor og refugier for en række vilde plante- og

dyrearter, f.eks. somerfugle, bier og andre insekter, frøer,

fugle og pattedyr.

Foruden denne direkte betydning for floraen og faunaen vil de

udnyttede bræmmer få betydning for vandløbs- og sømiljøet.

Brinkvegetationen vil således stabiliseres og beskytte mod

vanderosion. Derved skabes mulighed for dannelsen af udhængende

brinker, der kan fungere som skjulested for ørreder og andre

fisk, der også vil få øget fødegrundlag i form af insekter, der

falder ned i vandløbet.

3. Betydning for miljøkvaliteten i vandige miljøer

Bræmmerne vil have en vis positiv effekt som en slags bufferzone

imellem intensivt udnyttede arealer og vandløb, søer og moser.

Herved formindskes udvaskningen af næringsstoffer, og samtidig

fastholdes det sediment, der aflejres langs med vandløb og søer

og ved oversvømmelser. Det skyldes, at der i bræmmen vil være

såvel en levende, velfungerende rodzone som uforstyrrede jordlag

ned til vandløbet. Jorden med disse levende planterødder og

mikroorganismer kan i så fald fungere som et slags

rensningsanlæg, indskudt mellem vandløb og mark. Herved vil en

del af det udvaskede kvælstof filteres bort, før det når

vandløbet og grundvandet. Samtidig vil tilførslerne til

vådområderne af jord og fosfor også i et vist omfang blive

opfanget af de udyrkede bræmmers vegetation.

Det er ikke muligt nærmere at kvantificere beskyttelsesbræmmernes

effekt på udvaskningen, idet bræmmebredde, lokale forhold som

jordbundstyper, terræn, hældning, klima, drænings- og

afvandingstilstanden samt den nuværende arealudnyttelse har en

helt afgørende indflydelse herpå.

4. Offentlighedens færdsel

Der henvises til bemærkningerne til nr. 23.

5. Forholdet til vandløbsloven

Efter vandløbslovens bestemmelser, er vandløbenes banketter

beskyttede, idet der er et generelt forbud imod at dyrke, plante,

hegne og bygge så nær vandløbene, at dets vedligeholdelse,

fyldets oplægning eller tilsynets færdsel hindres.

Vandløbsmyndigheden kan fastsætte nærmere bestemmelser herom. En

bankets bredde fra vandløbets overkant på 1-2 meter er som nævnt

sædvanlig. For offentlige vandløb indeholder regulativerne

nærmere bestemmelser herom.

6. Forholdet til lovgivningen om kemiske bekæmpelsesmidler.

For så vidt angår anvendelsen af kemiske bekæmpelsesmidler i

beskyttelsesbræmmerne forudsættes dette ikke reguleret ved

naturfredningsloven, men i medfør af lov om kemiske stoffer og

produkter, idet man herved opnår en bedre mulighed for allerede

ved Miljøstyrelsens godkendelse af midlerne at fastsætte de

nødvendige og relevante anvendelsesbegrænsninger for det enkelte

middel og lade dette komme til udtryk på midlets etikette,

brugsanvisning og lignende, hvilket vil have stor

informationsmæssig værdi og dermed give reglerne større

gennemslagskraft. Det kan overvejes at lade en sådan regulering

omfatte både beskyttelsesbræmmerne samt arealer, der omfattes af

de generelle beskyttelsesregler i §§ 43-43 a og arealer omfattet

af fortidsmindebeskyttelsen i lovforslagets § 49, jf.

bemærkningerne til lovforslagets nr. 10, 12 og 13, pkt. 2.3.

Regulering vil ligeledes kunne overvejes anvendt i forhold til

alle vandløb (dvs. uanset om de omfattes af § 43-registreringen)

samt søer (dvs. uanset deres størrelse) og på alle naturtyper,

der er opregnet i naturfredningslovsforslagets §§ 43-43 a (dvs.

uanset disses nærmere størrelse)).

7. Registrering

I § 43 d er der nu skabt adgang for miljøministeren til efter

forhandling med amtsrådene og Hovedstadsrådet at fastsætte regler

om registrering af de i §§ 43-43 a nævnte naturtyper. Denne

bestemmelse vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler

om registrering af beskyttelsesbræmmer, hvis dette findes

hensigtsmæssigt, idet behovet for en sådan registrering dog

forekommer mindre presserende, hvis der foreligger en

registrering af de naturtyper, som beskyttelsesbræmmerne omgiver.

Desuden vil arbejdet med en egentlig mere detailleret og nøjagtig

registrering være ret omfattende og kræve særlige ressourcer, som

ikke indgår i forudsætningerne for nærværende lovforslag. Dette

spørgsmål må der derfor tages særskilt stilling til i forbindelse

med en eventuel fastsættelse af særlige regler om registrering af

beskyttelsesbræmmer.

8. Bemærkninger til de enkelte regler i bestemmelserne

8.1. Ad § 43 c

Om definitionen af søer, vandløb samt begrebet »moser og lignende«

henvises til henholdsvis pkt. 6.1., 6.2. og 6.4. under de

specielle bemærkninger til lovforslagets nr. 10, 12 og 13.

Udgangpunktet for beregningen af bræmmebredden er den ydre grænse

for, hvad der er omfattet af reglerne i § 43, stk. 1, henholdsvis

§ 43 a, nr. 2.

8.2 Ad § 43 d.

Bestemmelsen i § 43 e, giver mulighed for på længere sigt at skabe

et landsdækkende overblik over administrationen af § 43, § 43 a,

og § 43 c. Dette kan have betydning for vejledningsarbejdet og

fremtidige beslutninger på området, herunder vedrørende

beskyttelsesbræmmer. Det er hensigten, at oplysningerne med tiden

skal kunne registreres og behandles på EDB. Der henvises i øvrigt

til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.3. og 6.3.1. samt til

pkt. 3 i de specielle bemærkninger til nr. 10, 12 og 13.

Eventuelle regler om indberetning m.m. vil blive udformet i

samarbejde med Amtsrådsforeningen, Hovedstadsrådet og eventuelle

andre berørte myndigheder og organisationer.

Til nr. 15

Bestemmelsen i § 45, stk. 1 er en konsekvensændring af ændringerne

af §§ 43-43 b.

Til nr. 16

I § 45, stk. 4, foreslås en regel om, at klagefristen for afgørelser

efter lovforslagets § 43 b, stk. 1, i modsætning til nu skal

beregnes fra offentliggørelsestidspunktet i tilfælde, hvor disse

afgørelser både meddeles individuelt og offentliggøres. Der

tilvejebringes herved overensstemmelse med reglerne om

klagefristens beregning i bl.a. vandløbsloven og

miljøbeskyttelsesloven. Der foreslås endvidere en regel om, at

hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges

klagefristen til den følgende hverdag. Dette er i

overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven.

Til nr. 17

Bestemmelsen i § 45, stk. 5 er en konsekvensændring af ændringerne

af §§ 43, 43 a og 43 b.

Til nr. 18, 19 og 20

Før den nye vandløbslovs ikrafttræden pr. 1. september 1983

indeholdt alle vandløbsregulativer bestemmelser om den

foreskrevne bundbredde. Med den nye lovs ikrafttræden er der

imidlertid åbnet mulighed for i stedet at regulere vandløbets

skikkelse ved angivelse af en given vandføringsevne, hvilket

betyder, at en del af de vandløb, som er omfattet af

naturfredningslovens bestemmelser om åbeskyttelseslinjen i § 47

a, ikke længere vil være omfattet. Som følge heraf foreslås

bestemmelsen ændret, således at de vandløbsregulativer, som var

gældende på det tidspunkt, hvor den nye vandløbslov trådte i

kraft, lægges til grund, når det skal afgøres, om et vandløb er

omfattet af beskyttelsesbestemmelsen. I stk. 4 er det bestemt at

amtsrådene og Hovedstadsrådet skal registrere de vandløb som er

omfattet af stk. 1. Sådanne registreringer foreligger stort set

allerede.

Det vil i øvrigt blive nærmere overvejet, hvorledes oplysninger om

vandløbs naturfredningsmæssige status i henhold til såvel § 43

som § 47 a kan indarbejdes i vandløbsregulativerne ved den

løbende revision af disse.

Til nr. 21

Bestemmelserne i kapitel VII er i forslaget ændret så betydeligt, at

det er fundet hensigtsmæssigt at foretage en total omskrivning af

hele kapitlet for at gøre det mere overskueligt. Der henvises i

øvrigt herom til de almindelige bemærkninger afsnit 4.7. Samtidig

er de almindelige bestemmelser vedrørende tilsyns- og

plejeforhold, som tidligere fandtes i fortidsmindekapitlet

foreslået ophævet, idet de må anses dækket af lovens generelle

bestemmelser herom i kapitel XII. Der tilsigtes imidlertid ingen

ændringer i praksis med disse forslag.

ad § 48

Bestemmelsen indeholder angivelsen af hvilke fortidsminder, der er

beskyttet i medfør af naturfredningslovens kapitel VII, og

hovedreglerne om indholdet af denne beskyttelse.

Bestemmelsen er, som den hidtil gældende, bygget op som en angivelse

af de forskellige monumenttyper, som er beskyttet. Denne

angivelse er søgt gjort så fuldstændig som muligt, men kan

naturligvis ikke være udtømmende, fordi en del monumenter kan

henføres til flere af de angivne kategorier eller er af meget

sjælden eller enestående karakter. I forhold til den eksisterende

bestemmelse er der foretaget en klargørelse ved, at en del

monumenttyper, der har været omfattet af de bredere kategorier,

den hidtil gældende bestemmelse anvender, nu nævnes udtrykkeligt.

Herudover er der medtaget et antal monumenttyper, som ikke hidtil

har været omfattet af fortidsmindebeskyttelsen. Grundlaget for,

at disse monumenttyper medtages, er, at de, udfra videnskabeligt

kulturhistoriske vurderinger, må anses for vigtige vidnesbyrd om

kulturhistoriske sammenhænge samtidig med, at de må anses for

truede i en sådan grad, at en beskyttelse anses for påkrævet.

§ 48. Gravhøje, stengrave, bautasten, skibssætninger, voldsteder,

forsvarsanlæg, ødekirkegårde og ruiner, der er synlige i

terrænet, må ikke beskadiges eller ændres, og de må ikke deles

ved udstykning, omdeling eller skelforandring uden tilladelse fra

Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte fortidsminder, der ikke er synlige i

terrænet, har samme beskyttelse som nævnt i stk. 1, såfremt der

foretages tinglysning efter stk. 6.

Stk. 3. Andre fortidsminder, herunder mølleanlæg, dæmninger, bro- og

vejanlæg, stenvolde, stenrækker, værfter, helligkilder, kanaler,

anlæg ved og i søer og åer, runesten, helleristningssten og

kultsten, har samme beskyttelse som nævnt i stk. 1, såfremt der

foretages tinglysning efter stk. 6.

Stk. 4. Såfremt der efter stk. 6, foretages tinglysning om deres

tilstedeværelse, må sten og træer, hvortil der er knyttet

folketro, historisk overlevering eller kulturhistorisk tradition,

samt krigergrave, mindesmærker, stendiger, jorddiger, kors,

milepæle, vildtbanesten og lignende, ikke beskadiges, og de må

kun ændres, flyttes eller fjernes med tilladelse fra Skov- og

Naturstyrelsen.

Stk. 5. Afgørelsen af, hvilke fortidsminder, der er omfattet af stk.

1-4, og hvilken udstrækning fortidsminderne har, træffes af Skov-

og Naturstyrelsen. For fortidsminder under terræn eller

eksisterende bebyggelse kan afgrænsningen fastlægges til

matrikelskellet.

Stk. 6. Skov- og Naturstyrelsen kan begære en meddelelse om

tilstedeværelsen af de i stk. 1-4 nævnte fortidsminder tinglyst

på de pågældende ejendomme. For de i stk. 2-4 anførte

fortidsminder indtræder beskyttelsen ved meddelelse til ejeren

om, at tinglysningen agtes foretaget.

§ 48 er bygget op således, at der i de enkelte stykker angives de

monumenttyper, der har fælles retsbeskyttelse. Stk. 1 angiver de

typer, der er automatisk beskyttede og som omgives af 100 m

beskyttelseslinje jf. § 50. Stk. 2 giver mulighed for at knytte

samme beskyttelse til de i stk. 1 nævnte monumenttyper ved

tinglysning, for så vidt monumenterne ikke fremstår som synlige i

terrænet, men giver ikke 100 m beskyttelseslinje. Stk. 3 angiver

de synlige monumenter, hvis erkendelighed som fortidsminder kan

være vanskelig, og hvor der derfor kræves tinglysning for at give

dem samme beskyttelse som de fortidsminder, der omhandles i stk.

1. Stk. 4 indeholder beskyttelse af en række fortidsminder, der

ikke er omgivet af 100 m beskyttelseslinje, og for hvilke en

tinglysning er en forudsætning for beskyttelsen.

Endelig indeholder bestemmelsen den forenkling, at den hidtidige

dobbeltkompetence, hvorefter både Skov- og Naturstyrelsen og

Fredningsnævnet skulle give tilladelse til indgreb, fjernes.

Dette var allerede overvejet ved fastsættelsen af den hidtil

gældende lovtekst og må anses for en hensigtsmæssig klargøring af

kompetenceforholdene samtidig med, at det medfører en forenklet

administration.

ad stk. 1

Bestemmelsen opregner de fortidsminder, der umiddelbart er beskyttet

efter naturfredningsloven. I forhold til den hidtil gældende

bestemmelse er broanlæg udskilt af bestemmelsen, men bautasten,

skibssætninger og ødekirkegårde er medtaget i denne kategori.

Under den automatiske beskyttelse har man i overensstemmelse med de

retningslinjer, der blev lagt ved gennemførelsen af den første

generelle fortidsmindebeskyttelse i 1937, kun anset de

fortidsminder, der ikke var under dyrkning med jævnlig omdrift

som omfattet af § 48. Dog er visse voldsteder og lignende fredet

med tilladelse til fortsat dyrkning.

Navnlig i de senere år er en del af de tidligere overpløjede

fortidsminder gået ud af dyrkning og de vil herefter kunne anses

som omfattet af § 48. I almindelighed vil man anse de

fortidsminder, som ikke har været dyrket i 10 år, som omfattet af

beskyttelsen.

Baggrunden for, at broanlæg er udskilt og medtaget i stk. 3 som

fortidsminder, hvor tinglysning kræves for at beskyttelsen

indtræder, skal ses i, at denne monumenttype, der udover de

egentlige broer tillige omfatter stensætninger og lignende, kan

give afgrænsningsproblemer i forhold til bygningsfredningslovens

område. For at sikre en hensigtsmæssig administration af de to

parallelle beskyttelsesinstitutter vil man i forbindelse med

stillingtagen til de enkelte broanlæg kunne knytte det i det

enkelte tilfælde mest hensigtsmæssige beskyttelsesinstitut til

broanlæggene. De broer, hvis beskyttelse først og fremmest tager

udgangspunkt i deres arkitektoniske værdi, vil således blive

fredet efter bygningsfredningsloven, hvorimod de ikke vil blive

underlagt fortidsmindebeskyttelsen. De broanlæg, hvis værdi

primært fremtræder som bærer af kulturhistoriske vidnesbyrd, vil

på den anden side kunne tinglyses som fortidsminder.

Baggrunden for at medtage bautasten som umiddelbart beskyttede

fortidsminder er, at deres beskyttelse i medfør af den hidtil

gældende § 48 reelt har svaret til den, der er knyttet til

forslagets § 48, stk. 1. Skibssætninger og ødekirkegårde er

medtaget for at komplettere beskrivelsen af de beskyttede

fortidsminder. De to fortidsmindetyper anses i forvejen for at

være omfattet af beskyttelsen, men er ikke udtrykkelig nævnt,

skønt de udgør selvstændigt arkæologisk definerede

fortidsmindetyper.

I forhold til den hidtil gældende lovtekst er der endvidere sket en

klargøring af regler om indseendet med udstykning og lign., idet

den hidtidige bestemmelse, der anvender udtrykket »det areal,

hvorpå fortidsmindet er beliggende«, har givet anledning til

tvivlstilfælde. Ved den ændrede formulering fastslås det, at det

er fortidsmindet, der ikke må deles.

ad stk. 2

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende, hvorefter man ved

tinglysning kan sikre fortidsminder, som ikke er synlige i

terrænet. Ved den nye bestemmelse er det dog sikret, at sådanne

fortidsminder ikke omgives af en 100 m beskyttelseslinje. De

fortidsminder, der ikke er synlige i terrænet, må anses for

tilstrækkeligt beskyttede ved § 48 alene, når der som i

forslagets § 48, stk. 5 gives mulighed for at lade beskyttelse af

f.eks. ruiner under terræn være gældende for hele det

matrikelnummer, hvorpå de formodes at ligge.

ad stk. 3

I denne bestemmelse medtages dels en række monumenttyper, der ikke

er umiddelbart erkendelige som fortidsminder, og dels en række

fortidsminder (runesten, helleristningssten og andre kultsten),

som ofte er flyttet fra deres oprindelige placering. Også for

disse fortidsminder anses det for nødvendigt, at beskyttelsen

forudsætter en tinglysning.

I forhold til den hidtil gældende § 48 medtager bestemmelsen

værfter, dvs. kunstigt anlagte forhøjninger, som har skullet

beskytte bebyggelsen i marskområder mod oversvømmelser, i

opregningen af fortidsmindetyper, og helligkilderne kan

beskyttes, også selvom der ikke er konstateret faste anlæg i

forbindelse med kilden.

De i denne bestemmelse nævnte fortidsminder er omgivet af en 100 m

beskyttelseslinje.

ad stk. 4

Udover kors, milepæle, vildtbanesten og lignende, der hidtil har

været omfattet af § 48, stk. 2, er der i dette stykke opregnet en

række fortidsmindetyper, der ikke tidligere har været omfattet af

fortidsmindebeskyttelsen efter naturfredningsloven. Disse

fortidsmindetyper indgår imidlertid i vor almindelige opfattelse

af, hvad der er fortidsminder med en betydelig vægt. De lokale -

ofte parallelle kulturtraditioner knytter sagn, legender og nyere

begivenheder til disse lokaliteter på en måde, der svarer ganske

til de allerede beskyttede fortidsminder. I svensk lovgivning om

fortidsmindebeskyttelse er de tilsvarende fortidsmindetyper

medtaget netop ud fra hensynet til den almindelige opfattelse af,

hvad der er beskyttelsesværdigt som fortidsminde.

For så vidt angår krigergrave bemærkes, at bestemmelsen giver

mulighed for at beskytte disse som fortidsminder. Denne mulighed

vil blive anvendt efter nærmere forhandlinger med

Forsvarsministeriets tilsyn med krigergrave i de tilfælde, hvor

fortidsmindebeskyttelsen er nødvendig og hensigtsmæssig.

Stendigerne har tidligere været overvejet inddraget i de beskyttede

fortidsmindetyper, senest ved ændring af naturfredningsloven i

folketingssamlingen 1982-83.

I forbindelse med behandlingen af forslaget tilkendegav

miljøministeren, at han ville redegøre nærmere for beskyttelsen

af stendigerne. I denne forbindelse kan det oplyses, at der i

redegørelsen om naturbevaring og friluftsliv peges på, at en

beskyttelse af stendigerne er nødvendig, og at den skal

gennemføres som en fortidsmindebeskyttelse.

Stendigerne repræsenterer et karakteristisk kulturhistorisk

landskabselement, som er med til at give landskabet karakter. Og

de er gode vidnesbyrd om gamle dyrknings- og samfundsformer. De

har tillige vigtige økologiske funktioner som

spredningskorridorer for dyr og planter.

Tilsvarende vil det være nødvendigt at beskytte jorddigerne, som i

stenfattige egne, fortrinsvis i Vestjylland, har haft samme

funktion som stendigerne.

Jord- og stendiger har også været anvendt som dyrefolde, f.eks.

langs den jyske Oksevej. Også sådanne diger vil kunne beskyttes

af bestemmelsen.

Bestemmelsen forudsætter, at der foretages tinglysning af det

enkelte fortidsminde, for at beskyttelsen omfatter dette. Derved

sikres, at der kan foretages en kvalitativ vurdering af

fortidsmindet og dets betydning i sammenhæng med landskabet, som

levested for vilde dyr og planter og som økologisk

spredningskorridor. Det forudsættes således, at der skal

gennemføres en registrering af de fortidsmindetyper, der

omhandles i bestemmelsen.

Bestemmelsens beskrivelse af beskyttelsens indhold er ikke

fuldstændig parallel til beskyttelsen i stk. 1. Baggrunden herfor

er, at de fortidsmindetyper, der er omhandlet i stk. 4, må

forudses oftere at give anledning til, at der tillades foretaget

ændringer, der berører fortidsmindet. Navnlig for så vidt angår

stendiger og jorddiger må en tilpasning til landbrugets

driftsformer forventes at give anledning til en række fravigelser

fra beskyttelsen.

ad stk. 5

På grundlag af erfaringerne med den hidtidige lovgivning samt som

konsekvens af, at de i stk. 2 omhandlede fortidsminder ikke er

omfattet af beskyttelseslinjer efter § 50 har man fundet det

hensigtsmæssigt udtrykkeligt at fastslå, at spørgsmålene om arten

og omfanget af fortidsminderne og dermed spørgsmålene om hvilke

der kan henføres til de umiddelbart beskyttede, afgøres af Skov-

og Naturstyrelsen. For de fortidsmindetyper, hvis beskyttelse

afhænger af tinglysning (stk. 2 og 4), vil der i forbindelse med

tinglysningen blive taget stilling til de spørgsmål, som stk. 5

omhandler.

For fortidsminder beliggende under terræn, vil det til tider være

vanskeligt at kende deres udstrækning, f.eks. når de strækker sig

ind under eksisterende bebyggelse. I sådanne tilfælde vil man i

overensstemmelse med eksisterende administrativ praksis fastlægge

fortidsmindets afgrænsning til matrikkelskellet.

For de fortidsminders vedkommende, der er umiddelbart beskyttet

efter lovteksten, kan der til tider være behov for, at deres

karakter og udstrækning fastslås, således at der skabes klarhed

over retstilstanden. Dette vil normalt finde sted i forbindelse

med tinglysningen, som rutinemæssigt foretages også for de

fortidsminder, der er umiddelbart beskyttet. I nogle tilfælde vil

der kunne være behov for at præcisere ældre beskrivelser i

allerede foretagne tinglysninger, hvor disse ikke klart beskriver

de beskyttede fortidsminders udstrækning. Dette sker bl.a. i

forbindelse med den nyregistrering af fortidsminderne, som Skov-

og Naturstyrelsen har sat i gang.

ad stk. 6

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 52, idet man dog har

tillagt den meddelelse til ejeren, der rutinemæssigt udsendes i

god til før tinglysning, den virkning, at beskyttelsen udløses,

når meddelelsen er kommet ejeren i hænde. Meddelelsen om, at der

vil blive foretaget tinglysning om et fortidsmindes

tilstedeværelse, tjener dels til orientering af ejeren, dels til

at ejeren kan medvirke ved den nærmere beskrivelse af det

beskyttede fortidsminde f.eks. ved at korrigere eventuelle fejl i

beskrivelsen eller matr.nr. Meddelelsen bør derimod ikke kunne

udnyttes til at fjerne fortidsmindet inden beskyttelsen træder i

kraft.

ad § 49

Bestemmelsen omhandler fortidsmindernes forhold til den landbrugs-

og skovbrugsmæssige dyrkning m.v. Den fastlægger primært, hvad

der allerede efter fast praksis er gældende, nemlig at der ikke

må foretages dyrkning på fortidsminderne. Denne praksis har dog

ikke været gennemført i forhold til alle fortidsmindetyper, idet

dyrkning har været tilladt på enkelte voldsteder, værfter og

lign. fortidsminder, som var under dyrkning, da fredningen af dem

fandt sted. Med bestemmelsen skabes således hjemmelgrundlag for

en praksis, der udfra rimelighedsbetragtninger er blevet udøvet

uden sikker hjemmel.

Navnlig for så vidt angår de fortidsminder, der har en betragtelig

udstrækning, vil det kunne være rimeligt, at der fortsat tillades

en begrænset dyrkning, når denne kan udføres uden at skade de

væsentlige dele af fortidsmindet.

Bestemmelsen fastsætter på den anden side, at hovedreglen skal være,

at fortidsminder skal henligge udyrket.

Ved den igangværende nyregistrering af de fredede fortidsminder er

der konstateret beskadigelser på 15- 20 pct. af fortidsminderne.

En meget stor del af disse beskadigelser hidrører fra dyrkningen

af de omkringliggende landbrugsarealer. Anvendelsen af meget

store landbrugsmaskiner med begrænset manøvredygtighed er blevet

almindelig, og de jordbearbejdningsredskaber, især plove, der

anvendes i dag muliggør pløjning af en eller flere furer udenfor

traktorens baghjul. Dette har givet anledning til afpløjning af

højfoden på mange gravhøje, så de står tilbage med høje, lodrette

kanter, hvor ingen vegetation kan fæste rod. Kanterne giver

derved yderligere udskridning af højene.

Der er derfor behov for en dyrkningsfri zone omkring fortidsminderne.

For at få en ensartet regel for fortidsmindernes forhold til de

omgivende arealer foreslås det at ophæve den særlige regel om

forbud mod genplantning indenfor 5 m fra højfoden i skove og

plantager, der var bevokset før den 1. marts 1961. Forbuddet, som

der kan dispenseres fra af Fredningsnævnet, har vist sig

vanskeligt at administrere og foreslås derfor afløst af den

generelle 2 m zone.

Der findes knap 30.000 fredede fortidsminder i Danmark. Af disse

ligger henved 60 pct. i dyrket agerland. Man kan til

beregningsformål anvende en gennemsnitsdiameter på 15 for disse

fortidsminder.

En 2 m bræmme vil herefter betyde, at ca. 105 m2 pr. fortidsminde

udtages af dyrkning. På landsbasis betyder det, at 189 ha udgår

af dyrkning. Samtidig vil en del skovarealer kunne beplantes,

således at det samlede nettotal for ændring af arealernes

produktionsstatus er praktisk taget uændret.

ad stk. 2

Forslaget følger en rekommendation fra Europarådet om forbud mod

anvendelse af metaldetektorer på kulturmindemærker. Skattesøgning

med metaldetektorer har i flere tilfælde ført til beskadigelse af

fortidsmindet, når »skatten« graves op. Tilladelse efter

bestemmelsen vil kun blive givet til anerkendte arkæologiske

museer som led i en arkæologisk undersøgelse.

ad stk. 3

Anvendelsen af gødskning på fortidsminder kan være betænkelig, såvel

udfra arkæologiske hensyn, som udfra hensynet til

fortidsmindernes rolle som levesteder for de vilde planter og

dyr, der ikke kan klare sig i de dyrkede områder.

ad § 50

Denne paragraf afløser den hidtidige § 53 og omhandler den

beskyttelse, som udfra såvel landskabelige som arkæologiske

hensyn er fastsat for fortidsmindernes omgivelse. Paragraffen

beskytter fortidsmindernes omgivelser mod de samme indgreb, som

er omhandlet i bestemmelsen om strandbeskyttelseslinjen.

Opregningen af indgreb, der er omfatet af bestemmelsen, er ikke

udtømmende, idet alle indgreb, der i væsentlig grad kan virke

skæmmende på fortidsmindet og dets omgivelser, kræver

dispensation. Der kan f.eks. være tale om oplag af

affaldsdeponering, herunder etablering af markmøddinger, anlæg af

luftledninger henover fortidsmindet og dets nære omgivelser.

Som en markering af, at der ikke alene med bestemmelsen skal sikres

en tilfredsstillende udsigt til fortidsminderne, men tillige en

tilfredsstillende udsigt fra fortidsminderne, der ofte udgør

udsigtspunkter i landskabet, er der i stk. 1 gjort en tilføjelse

til den hidtidige affattelse ved udtrykkeligt i stykkets slutning

at nævne fortidsmindets omgivelser. Denne tilføjelse er en

markering af den praksis, som allerede gælder for

administrationen af den hidtil gældende bestemmelse.

For så vidt angår de fortidsminder, som er omhandlet i § 48, stk. 4,

vil der ikke være behov for at beskytte arkæologiske spor i de

umiddelbare omgivelser til fortidsminderne. Disse fortidsminder,

og især digerne, har primært betydning som kulturhistoriske

elementer i landskabet. Der er derfor ikke det samme behov for at

forhindre dyrkning m.v. omkring disse fortidsminider, som omkring

de øvrige. Beskyttelsesbræmmerne knyttes på den baggrund kun til

de fortidsminder, der er omtalt i § 48, stk. 1-3.

ad stk. 2

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 53, stk. 1 sidste punktum.

Den tager højde for, at bedømmelsen af sammenhængen mellem

fortidsminder og omgivelser forudsætter inddragelse af en særlig

faglig og arkæologisk indsigt.

Fredningsnævnenes administration af fortidsmindebeskyttelseslinjen

har siden dens indførelse i 1961 i meget høj grad været baseret

på de udtalelser, som på denne måde er indhentet, idet

rigsantikvarens og senere Fredningsstyrelsen og Skov- og

Naturstyrelsens indstillinger er blevet fulgt i langt

størstedelen af sagerne, såvel for så vidt angår spørgsmålet, om

dispensation burde gives som ved fastsættelse af vilkår for en

dispensation.

De vilkår, som kan knyttes til en dispensation, vil ofte have til

formål at mildne indgrebet f.eks. ved slørende beplantning og

lign. Men der kan også være tale om vilkår, der som kompensation

for indgrebet i omgivelserne på en side af fortidsmindet, styrker

muligheden for at opfatte fortidsmindet og dets sammenhæng med de

øvrige sider af omgivelserne. Dette kan f.eks. ske ved krav om

fjernelse af - ofte ubenyttede - skure og småbygninger eller af

bevoksning på eller ved fortidsmindet eller ved andre

foranstaltninger, der kan sikre muligheden for at opleve

fortidsmindet i dets sammenhæng med omgivelserne.

ad stk. 3

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 53, stk. 1, 2. punktum med

den ændring, at der foreslås en umiddelbar ret til genplantning

indtil 2 m fra fortidsmindets fod, mens en genplantning indenfor

denne afstand vil kræve en tilladelse fra Skov- og

Naturstyrelsen. Sådanne tilladelser vil kun blive givet i særlige

tilfælde udfra arkæologiske vurderinger. Den ændrede formulering,

der anvender »genplantning« i stedet for »nyplantning«, sigter

mod at klargøre reglen, men sigter ikke mod en ændring af

praksis. Det fremgår af praksis, at reglen kun finder anvendelse

på genplantning i egentlige skove og plantager, men derimod ikke

genplantning af læhegn og lign.

ad stk. 4

Bestemmelsen svarer til den hidtige § 53, stk. 1, næstsidste pkt.,

men kompetencen til at ændre afgrænsningen henlægges i lighed med

bestemmelserne om ophævelse af de øvrige bygge- og

beskyttelseslinier til Skov- og Naturstyrelsen. Bestemmelsen er

dog ikke til hinder for, at fredningsnævnene som vilkår for en

dispensation i medfør af stk. 1 fordrer en ændring af

beskyttelseszonen.

Adgangen til at ophæve eller ændre beskyttelsen efter stk. 4 vil

således navnlig give mulighed for, i forbindelse med den

kommunale planlægning, at tage stilling til tilrettelæggelsen af

omgivelserne til fortidsminder, der indgår i tættere bebyggede

områder. Ved en sådan stillingtagen vil beskyttelsesinteresserne

kunne varetages i forhold til den konkrete lokalplan for området,

således at realiseringen af planen ikke løbende vil kræve

dispensationer, så længe udviklingen følger den plan, der har

dannet grundlag for ændringen.

Bestemmelsen tænkes også anvendt til generelt at tage stilling til

hvilken beskyttelse, der i medfør af stk. 1 skal gælde de

fortidsminder, der findes i udbyggede byområder, hvor en

beskyttelseszone på 100 m i nogle tilfælde kan forekomme

uhensigtsmæssig.

ad stk. 5

Bestemmelsen indeholder en bemyndigelse til at fastsætte

driftstekniske regler for skovdriften inden for 100 m

beskyttelseszonen. Baggrunden herfor er ønsket om at beskytte

fortidsminderne mod de beskadigelser, der kan opstå ved den

mekaniserede skovdrift. Reglerne vil blive søgt udarbejdet i

samarbejde med Dansk Skovforening og vil eventuelt helt eller

delvis kunne træde i stedet for den dyrkningsfri zone omkring

fortidsminderne i skovene, jf. § 49.

ad § 51

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 51, stk. 1, pkt. 1's sidste

del. Bestemmelsen giver Skov- og Naturstyrelsen adgang til at

genoprette de skader på fortidsminderne, der ikke kan tilskrives

ejeren og brugeren. Bestemmelsen giver endvidere adgang til at

lade fortidsminder underkaste arkæologiske undersøgelser, som af

Skov- og Naturstyrelsen måtte skønnes påkrævede af videnskabelige

grunde eller med henblik på at tilrettelægge reparationer,

vedligeholdelse eller formidling. Arkæologiske undersøgelser i

forbindelse med større istandsættelser vil blive forelagt

Fortidsminderådet, jf. § 7a til udtalelse før Skov- og

Naturstyrelsens beslutning om gennemførelse af istandsættelsen.

ad stk. 2

Bestemmelsen svarer til den hidtidige § 50 med den tilføjelse, at

bestemmelsen nu udtrykkeligt medtager hjemmel for den hidtidige

praksis, hvorefter Skov- og Naturstyrelsen kan forlange, at

ejeren foretager foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå

nye beskadigelser af samme type som den, der har givet anledning

til påbuddet. Der vil typisk være tale om at påbyde hegning,

f.eks. hvor fortidsmindet er udsat for massive kreaturskader,

navnlig i gentagelsestilfælde.

ad stk. 3

Bestemmelsen supplerer stk. 2. Arbejder, hvis udførelse kræver

særlig arkæologisk eller anden videnskabelig sagkundskab, har

også hidtil været udført for ejerens og brugerens regning, idet

påbud om at genoprette et beskadiget fortidsminde ikke i disse

tilfælde kan anses for forsvarligt. Denne fortolkning af

bestemmelsen klargøres i formuleringen, der hjemler mulighed for

umiddelbart at benytte dette retsmiddel, såfremt Skov- og

Naturstyrelsen skønner, at det vil være uforsvarligt at overlade

genopretningen til ejeren og brugeren. Bestemmelsen vil, som den

hidtidige praksis kun blive anvendt, hvor der er klarhed om, hvem

der har foretaget beskadigelsen. Bestemmelsen vil endvidere kun

blive anvendt i de tilfælde, hvor genopretning ikke sker i

forbindelse med gennemførelsen af en straffesag for

beskadigelsen. I straffesagssammenhæng bliver kravet om betaling

af genopretninger indarbejdet i anklagemyndighedens påstand.

ad § 52

Bestemmelsen afløser den hidtidige § 51, stk. 2, pkt. 1. Den giver

mulighed for en smidigere administration af den hidtidige

bestemmelse, der alene indeholdt mulighed for enten vederlagsfrie

ordninger eller fuldstændig erhvervelse. Der har ved

administrationen vist sig behov for løsninger, der ligger mellem

disse yderpunkter. Bestemmelsen kan anvendes af såvel Skov- og

Naturstyrelsen som af de regionale fredningsmyndigheder, dvs.

amtskommunerne og Hovestadsrådet. Bestemmelsen anvender derfor

ordet »fredningsmyndighederne« som indehaver af kompetence efter

reglen.

Da ejeren ofte vil være indforstået med offentlig adgang på et

aftalt grundlag, har de amtskommunale myndigheder i en række

tilfælde på privatretligt grundlag indgået sådanne aftaler.

Bestemmelsen i § 52 medfører, at sådanne aftaler nu kan indgås

med hjemmel i loven, hvilket bl.a. vil betyde, at de kan

tinglyses med bedre prioritetsstilling.

De aftalte ordninger, der har været praktiseret, har for nogle

typers vedkommende ikke bestået i etablering af egentige

stianlæg, men blot i markering af retten til offentlig adgang ved

anvisningspæle, således at færdsel sker ad en »trampesti« i det

dyrkede areal. Stien bliver så jordbehandlet sammen med det

øvrige areal og »nyanlagt« hver sommer. Sådanne ordninger kan

indebære, at stien flyttes fra år til år under hensyn til

dyrkningen. Bl.a. af den grund er det ikke altid hensigtsmæssigt

at benytte en fredning efter kapitel III i loven til at åbne for

offentlighedens adgang til fortidsminderne.

Anvendelsen af bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget om

lov om støtte til naturbevaring, naturgenopretning,

skovtilplantning og friluftsliv, hvorefter der søges opnået

økonomiske rammer for ordninger, der bl.a. skal tilgodese

befolkningens friluftliv, herunder ved at skabe bedre adgang til

naturen.

Muligheden for fredning kan derimod anvendes i tilfælde, hvor der

ikke ved aftale kan opnås en ordning med ejeren og brugeren.

Fredningen kan gå ud på at fastlægge en begrænset rettighed over

ejendommen ved at åbne for offentlig adgang til fortidsmindet,

men fredningsinstituttet kan også anvendes til erhvervelser af

fortidsmindet og af stiarealer m.v., hvor dette i særlige

tilfælde måtte være hensigtsmæssigt.

ad § 53

Bestemmelsen svarer til den hidtil gældende § 49, idet der dog er

foretaget en ændring i opremsningen af foranstaltninger, som

ministeren kan fastsætte regler om i henhold til stk. 4.

Ændringen klargør, at opremsningen ikke er udtømmende.

Til nr. 22

Ved ændringen af naturfredningsloven i 1969 tillagdes der ved § 55,

stk. 2, almenheden rettigheder i relation til de privatejede

skove.

I forbindelse hermed gav ministeren under lovforberedelsen tilsagn

om at ville udrede udgifter i forbindelse med brandskader og

udgifter til anskaffelse og opsætning af affaldskurve og skilte.

Der blev i overensstemmelse hermed, i form af en aftale indgået med

Dansk Skovforening, gennemført en ordning, hvorefter staten -

efter behandling i et udvalg med repræsentanter fra Dansk

Skovforening, Friluftsrådet og ministeriet - godtgør dokumenteret

tab ved brand, hærværk og tyveri forårsaget af besøgende.

Udgifterne ved ordningen er afholdt via en tekstanmærkning på de

årlige finanslove.

Det er imidlertid nu fundet formålstjenligt at formalisere

ordningen, jfr. forslaget til § 55, stk. 6. Baggrunden herfor er

bl.a. ønsket om at give miljøministeren mulighed for at justere

erstatningsordningen og for at ophæve muligheden for at indbringe

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser for miljøministeren.

Til nr. 23

Regler om beskyttelsesbræmmer, der udstedes i medfør af § 43 c,

medfører ikke ændringer af de gældende bestemmelser om

almenhedens færdsel og ophold i henhold til naturfredningslovens

§ 49. På fortidsminder efter § 48 samt inden for en afstand på 2 m

fra de i § 48, stk. 1-3 nævnte fortidsminder, må der ikke

foretages jordbehandling eller beplantning, medmindre andet er

fastsat i forbindelse med tinglysningen, jf. § 48, stk. 6, eller

senere er tilladt af Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 2. På de i stk. 1 nævnte arealer må der ikke anvendes

metaldetektorer uden tilladelse fra Skov- og Naturstyrelsen.

Stk. 3. På de i stk. 1 nævnte arealer må der ikke anvendes gødning,

medmindre andet er fastsat af Skov- og Naturstyrelsen i

forbindelse med tinglysningen, jf. § 48, stk. 6, eller senere

tillades af Skov- og Naturstyrelsen.

§ 50. Inden for en afstand af 100 m fra de i § 48, stk. 1 og 3,

nævnte fortidsminder må der ikke uden fredningsnævnets tilladelse

placeres bygninger, skure og campingvogne, opstilles master,

foretages beplantninger, ændringer i terrænet eller iværksættes

foranstaltninger, der kan skade fortidsmindet eller i væsentlig

grad virke skæmmende på fortidsmindet og dets omgivelser.

Stk. 2. Fredningsnævnene skal indhente Skov- og Naturstyrelsens

udtalelse, forinden der træffes afgørelse efter stk. 1.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan der uden fredningsnævnets

tilladelse i skove og plantager, hvor der var bevoksning før den

1. marts 1961, foretages genplantning uden for det i § 49, stk.

1, nævnte areal.

Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen kan ændre grænserne for området for

beskyttelsen efter stk. 1, såfremt det beskyttede areal ikke

derved forøges.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler for skovdrift i de i

stk. 1 nævnte områder. Ministeren kan herunder fravige

bestemmelserne i § 49.

§ 51. Skov- og Naturstyrelsen kan lade fortidsmindet istandsætte,

såfremt det ikke medfører udgift for ejeren og brugeren af

ejendommen, jf. dog stk. 2-3.

Stk. 2. Beskadiges, ændres eller flyttes et fortidsminde, kan Skov-

og Naturstyrelsen pålægge ejeren og brugeren at genoprette den

hidtidige tilstand inden for en rimelig frist, samt at foretage

foranstaltninger, der måtte være påkrævede for at hindre nye

beskadigelser, medmindre det godtgøres, at skaden ikke skyldes

fejl eller forsømmelse hos ejeren eller brugeren. Efterkommes et

påbud ikke inden for den fastsatte frist, kan Skov- og

Naturstyrelsen lade arbejdet udføre på ejerens og brugerens

bekostning.

Stk. 3. Kan en genopretning efter stk. 2 efter Skov- og

Naturstyrelsens skøn ikke udføres forsvarligt af ejer og bruger,

kan Skov- og Naturstyrelsen foretage genopretning på ejerens og

brugerens bekostning.

§ 52. Finder fredningsmyndighederne, at offentligheden bør sikres

adgang til et fortidsminde, kan de søge adgangen sikret ved

aftale med ejeren og brugeren af den pågældende ejendom om en

sådan ordning. Aftalen tinglyses på ejendommen med prioritet

forud for andre byrder på ejendommen.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen kan opsætte informationsskilte ved

fortidsminder, hvortil offentligheden har adgang.

§ 53. Fortidsminder på havbunden herunder stengrave, bopladser,

ruiner, sejlspærringer, forsvarsanlæg, havne- og broanlæg må ikke

beskadiges, ændres eller fjernes uden Skov- og Naturstyrelsens

tilladelse, hvis de befinder sig i territorialfarvandet samt på

kontinentalsoklen, dog ikke udover 24 sømil fra de basislinjer,

hvorfra bredden af det ydre territorialfarvand måles.

Stk. 2. Vrag af skibe, der må antages at være gået tabt for til

enhver tid mere end 100 år siden, samt skibsladninger og dele fra

sådanne skibsvrag må ikke beskadiges, ændres eller fjernes uden

Skov- og Naturstyrelsens tilladelse, hvis de befinder sig i det

område, der er nævnt i stk. 1, eller i vandløb eller i søer.

Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen registrerer fortidsminder og vrag

m.v, der er omfattet af denne paragraf. Fund af sådanne

fortidsminder og vrag m.v. skal straks anmeldes til Skov- og

Naturstyrelsen.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om beskyttelse

af fortidsminder og vrag m.v., der er omfattet af denne paragraf.

Miljøministeren kan herunder fastsætte, at der ikke må foretages

ændring af bundforholdene, optagning af grus eller sand, dumpning

eller opfyldning, opankring eller andre foranstaltninger.«

22. I § 55 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke

» Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om dækning af

skader, der opstår som følge af offentlighedens færdsel i private

skove.«

Stk. 6-9 bliver herefter stk. 7-10.

23. I § 56 a indsættes som stk. 2

Stk. 2. Miljøministeren kan bestemme, at de i § 43 c, stk. 1, nævnte

beskyttelsesbræmmer ved visse vandløb, søer og moser ikke skal

være omfattet af reglerne i § 56, stk. 1, 1. pkt.'

24. § 58, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsens afgørelse vedrørende tilladelser

efter § 48, stk. 1-4, kan påklages til miljøministeren af

ejendommens ejer og bruger samt af de i stk. 1, 1. pkt., nævnte

myndigheder m.v. Skov- og Naturstyrelsens afgørelse efter § 53,

stk. 2, kan påklages til miljøministeren af den, der kan godtgøre

sin ret som ejer af vraget. Skov- og Naturstyrelsens øvrige

afgørelser efter kapitel VII kan ikke påklages.«

25.I § 59, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»Miljøministeren kan i den forbindelse tillige fastsætte regler om

anmeldelse, registrering, mærkning samt om gebyrer til hel eller

delvis dækning af myndighedernes udgifter ved behandling af

tilladelsessager, tilsyn og kontrol.«

26. I § 59, stk. 4, ændres: »der ikke forekommer i vildtlevende

tilstand her i landet« til: »som ikke hidrører her fra landet«.

27. Efter § 59 indsættes

» § 59 a. Dyr, der ikke tilhører landets naturligt vildtlevende

fauna, må ikke udsættes uden miljøministerens tilladelse.

Miljøministeren kan fastsætte regler om udsætning af bestemte

dyregrupper. Udsætning af pattedyr og fugle reguleres dog af

reglerne i lovgivningen om jagt- og vildtforvaltning.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at bestemte

planter, som ikke tilhører landets naturligt vildtlevende flora,

ikke må udplantes eller sås uden særlig tilladelse.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 omfatter også søterritoriet og

fiskeriterritoriet, som fastlagt efter Lov om Danmarks Riges

fiskeriterritorium.«

28. I § 60 indsættes efter »søterritoriet«: »og fiskeriterritoriet

som fastlagt efter Lov om Danmarks Riges fiskeriterritorium.«

29. I § 60 a indsættes som stykke 4

» Stk. 4. Miljøministeren kan fastsættes regler om gebyrer til hel

eller delvis dækning af myndighedernes udgifter ved

administrationen af de i stk. 1 og 2 nævnte regler.«

30. § 60 b, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

31. § 62 a affattes således

» § 62 a. Hovedstadsrådet, amtskommuner og kommuner skal som ejer af

ikke fredede arealer, der er omfattet af bestemmelserne i §§ 43

a, stk. 1, og 49, stk. 1, pleje disse.

Stk. 2. Amtsrådet, i hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, kan foretage

pleje af ikke fredede arealer, der er omfattet af §§ 43 a, stk.

1, og 49, stk. 1, når disse er i privat eje, og når pleje kan ske

uden væsentlig gene for ejeren og brugeren.

Stk. 3. Gennemførelse af plejeforanstaltninger efter stk. 2 og 3 kan

kun ske, såfremt ejeren og brugeren i rimelig tid forinden er

underrettet herom og om muligheden af, at ejeren eller brugeren

selv foretager den nødvendige pleje.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om pleje af de i stk.

1-3 omhandlede arealer, og om påklage af amtsrådets eller

Hovedstadsrådets beslutninger efter stk. 2-3.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte regler om pleje af fredede

arealer, herunder om amtsrådets, i hovedstadsområdet

Hovedstadsrådet, ret til at pleje disse og om påklage af

myndighedernes beslutninger om pleje.

Stk. 6. Amtsrådet, i hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, kan indgå

aftaler med ejere og brugere om pleje af de i stk. 2 og stk. 5

omhandlede arealer.

Stk. 7. Reglerne i stk. 1-4 og 6 finder tilsvarende anvendelse på de

i § 43, stk. 1, nævnte ikke fredede naturlige søer. Dette gælder

dog ikke for søer, der er omfattet af vandløbslovgivningen.

Stk. 8. Miljøministeren kan efter forhandling med amtsrådene,

Hovedstadsrådet og andre berørte myndigheder, fastsætte regler

om, at de i stk. 1-4 og stk. 6 nævnte regler tillige skal omfatte

de i § 43c, stk. 1, omhandlede beskyttelsesbræmmer. Dette gælder

dog ikke for beskyttelsesbræmmer, der er fredede.«

32. § 65 affattes således

» § 65. Fredningsmyndighederne eller personer, der af disse

myndigheder er bemyndiget hertil, har, hvis det skønnes

nødvendigt, til enhver tid mod legimation uden retskendelse

adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at

udøve de beføjelser, der er tillagt dem i medfør af denne lov.

Der kan herunder foretages undersøgelser af betydning for

naturfredningsinteressernes varetagelse.

Stk. 2. Politiet yder bistand hertil. Justitsministeren kan efter

forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler herom.

Stk. 3. Ved eftersyn af erhvervsvirksomheder skal indehaveren og de

beskæftigede personer yde fredningsmyndighederne fornøden

vejledning og hjælp.«

33. § 65 b, stk. 1, affattes således

» § 65 b. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig rådgivning og anden

bistand til miljøministeren og andre myndigheder vedrørende

nationale og internationale naturforvaltningsspørgsmål.«

34. § 65 b, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen forestår vejlednings- og

informationsvirksomhed om nationale og internationale

naturforvaltningsspørgsmål over for andre myndigheder og private.«

35. I § 65 b indsættes som stykke 4

» Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen overvåger i samarbejde med

Landbrugsministeriet, amtsrådene og Hovedstadsrådet samt andre

berørte offentlige myndigheder og institutioner naturens tilstand

i landet som helhed og i dets forskellige dele.

Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes

overvågningen skal udføres.«

36. I § 66, stk. 1, nr. 1, affattes således

1) Overtræder §§ 16, stk. 1, 43, stk. 1 og 2, 43 a, stk. 1, 46, stk.

1 og 5, 47, stk. 1, 47 a, stk. 1, 47 b, 48, stk. 1-4, 49,50, stk.

1, 53, stk. 1-3, 54, stk. 1, 2. og 3. pkt. samt stk. 5, 55, stk.

3 og 4, 56, stk. 1, 3. og 4. pkt., 57, stk. 1, 58, stk. 6, 63 og

65, stk. 3.'

37. I § 66, stk. 6, indsættes som 2. pkt.

»Er lovovertrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt

fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.«

38. § 66, stk. 7, affattes således

» Stk. 7. Forældelsesfristen for strafansvaret er fem år for

overtrædelser, som nævnt i stk. 1, nr. 1-3, samt for

overtrædelser af regler udstedt i henhold til loven.

Forældelsesfristen for overtrædelse af § 16, stk. 1, og § 63 er

dog kun to år.«

39. § 67, stk. 4, affattes således

»Stk. 4. Såfremt vilde dyr eller planter er indført i strid med

forskrifter udstedt i medfør af § 59, stk. 2, jf. stk. 4, eller §

60 b, stk. 2, eller ankommer her til landet, uden at

betingelserne for, at der kan meddeles indførselstilladelse efter

de nævnte regler, er opfyldt, og dette medfører udgifter,

herunder til transport af varerne til oprindelses- eller

afsenderlandet, skal sådanne udgifter for alle rimelige

foranstaltninger bæres af den, der har foretaget transporten her

til landet, og af den, for hvem indførslen er foretaget, eller

varerne er bestemt.«

40. I § 7 a, stk. 1, 2. pkt., § 65 a, stk. 1 og § 65 b, stk. 2 samt

i overskriften til § 65 ændres »Fredningsstyrelsen« til: »Skov-

og Naturstyrelsen«.

§ 56 a (der imidlertid ikke omfatter beskyttelsesbræmmer) ske en

samlet afvejning af p.d.e.s. de biologiske interessser og på

p.d.a.s. befolkningens interesser i at kunne færdes i naturen. I

denne bedømmelse kan også inddrages de forskellige myndigheder og

interesseorganisationer. Det bemærkes imidlertid, at bestemmelsen

kun forudsættes anvendt i tilfælde, hvor der på grund af et

særligt værdifuldt dyre- eller planteliv er behov for en

beskyttelse mod færdsel i bræmmerne, og hvor proceduren i den

gældende § 56, stk. 2, 2. pkt. ikke skønnes hensigtsmæssig.

Til nr. 24

Forslaget til § 58, stk. 3 er en konsekvens af ændringerne i kapitel

VII. Der er herudover med bestemmelsen foretaget en begrænsning

af klageadgangen til ministeren. Dette gælder Skov- og

Naturstyrelsens afgørelse af, om et konkret fortidsminde falder

ind under lovgivningens opregning. Sådanne afgørelser træffes af

Skov- og Naturstyrelsen på grundlag af indgående arkæologiske og

kulturhistorisk sagkundskab og i særlige tilfælde efter

forelæggelse for Fortidsminderådet. En sådan sagkyndig bedømmelse

er ikke egnet som klagetema til ministeren.

Det gælder endvidere adgangen til at påklage Skov- og

Naturstyrelsens påbud til ejendommens ejer eller bruger om

istandsættelse af fortidsminder, der er beskadiget. Også her er

afgørelserne baseret på særlig sagkundskab hos Skov- og

Naturstyrelsen, mens afgørelsens forudsætninger og retsvirkninger

er nøje opregnet i lovbestemmelsen. Disse afgørelser er således

heller ikke egnede for en klagebehandling.

Til nr. 25

Ved den foreslåede bestemmelse tydeliggøres, at de regler, som

miljøministeren kan fastsætte efter § 59, stk. 2, jf. stk. 2 og

stk. 3, også kan omfatte bestemmelser om anmeldelse, registrering

og mærkning. Bestemmelsen af denne karakter kan være nødvendige

som et led i kontrollen af reglernes overholdelse og dermed for

deres effektivitet.

Det er imidlertid ikke hensigten, at der skal fastsættes almindelige

regler af denne art, idet bestemmelser om anmeldelse,

registrering og mærkning stort set kun vil være relevante for

bestemte vilde plante- og dyrearter eller produkter heraf. Som

eksempler herpå kan især peges på visse her i landet beroende dyr

eller produkter heraf, der er omfattet af Washington-konventionen

om kontrol med international handel med udryddelsestruede vilde

dyr og planter og af Rådsforordning (EØF) nr. 3620/82 af 3.

december 1982 om gennemførelse i Fællesskabet af denne

konvention, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 23 af 25.

januar 1984. Efter disse regler er det forudsat, at der kan gøres

undtagelse fra de strenge regler om forbud mod ind- og udførelse

og salg m.v., bl.a. i visse tilfælde hvor dyret eller produktet

er erhvervet, før reglerne trådte i kraft, og der er tale om

førstegangs-transaktioner med disse varer. For med tiden at kunne

undgå disse administrativt set ret byrdefulde sager og mindske

risikoen for omgåelse, vil det kunne være hensigtsmæssigt at

fastsætte regler om, at visse dyr eller produkter af denne

karakter anmeldes (og registreres) inden en vis frist, med den

virkning at de i modsat fald uden videre anses for omfattet af de

almindelige regler eller i hvert fald anses for omfattet af disse

regler, hvis ejeren ikke kan godtgøre, at de er indført eller

erhvervet, før disse regler trådte i kraft.

Regler om mærkning vil - foruden eventuelt i den ovennævnte

forbindelse - kunne være nødvendige, når det drejer sig om f.eks.

dyr opdrættet i fangenskab, for hvilke der, bl.a. indenfor

rammerne af de nævnte regler om Washington-konventionen, i visse

henseender gælder lempeligere regler. Det bemærkes herved, at

EF-kommissionen i den i henhold til den nævnte Rådsforordning

nedsatte forvaltningskomite har fremlagt et forslag til en

forordning om mærkning af visse grupper af dyr, og at der ved den

foreslåede tilføjelse til § 59, stk. 2 tilvejebringes en hjemmel

til at kunne fastsætte bestemmelser om straf jf. lovens § 66,

stk. 2, jf. stk. 3 for overtrædelse af reglerne i en sådan

forordning.

Forslaget om gebyrer tilsigter især at tilvejebringe hjemmel for

regler om betaling for udgifter til en eventuelt mærkningsordning

jf. ovenfor. Men herudover kan det - eventuelt som led i særlige

EF-regler herom og/eller med henblik på en fuld

brugerfinansiering - især blive aktuelt at fastsætte gebyrer for

udstedelser af tilladelser og certifikater indenfor rammerne af

Washington-konventionen og for kontrollen med overholdelsen af

disse regler. Det bemærkes herved bl.a., at det af kontrolmæssige

grunde er nødvendigt at gennemgå næsten alle importerede partier

af vilde dyr, og at denne kontrol ofte er administrativt

belastende. Det skyldes dels, at tilsynet af dyreværnsmæssige

grunde bør ske så hurtigt som muligt, dels at mange sendinger

ankommer udenfor den normale arbejdstid i Skov- og

Naturstyrelsen, der varetager kontrollen. Styrelsen har ganske

vist efter de gældende regler hjemmel til at betinge

indførselstilladelser af, at varerne ankommer således, at de kan

kontrolleres stort set indenfor sædvanlig arbejdstid. Men sådanne

betingelser tilsidesættes ofte af importørerne, undertiden dog

fordi de er vanskelige at overholde i praksis.

Til nr. 26

Uanset den foreslåede ændring af § 59, stk. 4, som indebærer, at

ordene »der ikke forekommer i vildlevende tilstand her i landet«

udgår, vil miljøministeren fortsat kunne fastsætte regler om

sådanne arter af vilde pattedyr og fugle. Om baggrunden for

regler af denne karakter henvises i øvrigt til bemærkningerne i

Folketingstidende 1977-78, tillæg A, sp. 2643 ff og 1983-84,

tillæg A, sp. 1581 ff.

Den foreslåede udvidelse indebærer således, at der kan fastsættes

regler af den i § 59, stk. 2 nævnte karakter for alle arter af

vilde pattedyr og fugle, men ikke for de individer, som findes i

den danske natur eller hidrører fra denne, idet disse umiddelbart

er omfattet af loven om jagt- og vildtforvaltning.

Baggrunden for udvidelsen er især at tilvejebringe hjemmel for at

kunne kontrollere eller forbyde de i § 59, stk. 2 omhandlede

transaktioner, også udover hvad der følger af reglen i § 60 b,

stk. 2 for alle arter af dyr (og planter) i det omfang, de er

fredede dels i oprindelseslandet, dels her i landet ved

bestemmelser i medfør af enten § 59, stk. 1 eller efter loven om

jagt- og vildtforvaltning.

Med hensyn til arter af pattedyr og fugle, der findes vildtlevende

også her i landet, og hvor de her beroende vildtlevende individer

er omfattet af loven om jagt- og vildtforvaltning, vil reglerne

blive fastsat efter forhandling med Landbrugsministeriet.

Forslaget tilsigter således ikke ændringer i denne lovgivning,

men alene at forbedre mulighederne for en koordineret

administration af reglerne om kontrol med bl.a. indførsel af

vilde dyr (og planter).

For så vidt angår dyr (eller planter), der er fredet i

oprindelseslandet, bemærkes, at Skov- og Naturstyrelsen i flere

tilfælde - i forbindelse med kontrollen af overholdelsen af de

eksisterende regler - har konstateret, at især visse arter af

vilde fugle, padder og krybdyr indføres og gøres til genstand for

erhvervsmæssig udnyttelse her i landet, uanset at de er

totalfredede og/eller undergivet udførelsesforbud i

oprindelseslandet.

Hvis sådanne dyr ikke er truet globalt eller i det mindste i en

række lande, er de normalt heller ikke omfattet af

Washington-konventionens lister og dermed beskyttet af reglerne

vedrørende denne konvention, jf. bemærkningerne herom til

forslaget til ændring af § 59, stk. 2. Der har derfor ikke i

naturfredningsloven hidtil været hjemmel til at gribe ind overfor

de i § 59, stk. 2 nævnte transaktioner med den slags dyr, hvis

det drejede sig om arter af pattedyr og fugle, der findes

vildtlevende her i landet. Ændringsforslaget vil skabe den

fornødne hjemmel herfor og dermed for tilvejebringelsen af regler

af tilsvarende karakter, som de, der i den omhandlede henseende

gælder eller påtænkes gennemført i flere andre lande (f.eks.

henholdsvis USA og Canada).

Det bemærkes, at Skov- og Naturstyrelsen som følge af det

internationale samarbejde vedrørende naturbeskyttelse og især

administrationen af Washington-konventionen har et rimeligt

kendskab til artsfredninger og bestemmelser om forbud mod

udførsel af vilde dyr og planter i andre lande. Hertil kommer, at

forskellige internationale overenskomster som f.eks. Den

Europæiske Naturbeskyttelseskonvention (Bern-konventionen af 19.

september 1979 om beskyttelse af Europas vilde dyr og planter

samt naturlige levesteder, jf. Udenrigsministeriets

bekendtgørelse nr. 84 af 1987) og Bonn-konventionen af 23. juni

1979 om beskyttelse af migrerende arter af vilde dyr (jf.

Udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 83 af 987) indeholder

lister over vilde dyr (og planter), der er totalbeskyttede og i

et vist omfang undergivet omsætningsforbud i de lande, som har

tiltrådt konventionerne.

Der vil naturligvis først og fremmest være behov for at forbyde

erhvervsmæssige aktiviteter, men af bevis- og kontrolmæssige

grunde kan det blive nødvendigt at udstrække forbudet til også at

omfatte andre af de transaktioner, der er omtalt i § 59, stk. 2,

f.eks. indførsel og udførsel, uanset at dette sker i privat

øjemed. Efter den foreslåede bestemmelse er der også hjemmel til

at fastsætte regler af den nævnte art for dyr (og planter), der

hidrører fra Grønland eller Færøerne, først og fremmest på grund

af de totalbeskyttede arter, der findes der, men ikke i Danmark.

Med hensyn til regler om kontrol eller forbud mod de i § 59, stk. 2

opregnede aktiviteter, for så vidt angår dyr (eller planter) der

hidrører fra udlandet og taget lovligt fra naturen der, men som

er artsfredede her i landet, bemærkes, at det kan virke stødende,

når der, som det hidtil har været tilfældet, lovligt kan foregå

en mere eller mindre erhvervsmæssig handel med sådanne arter, og

disse endog kan indføres og herefter udføres til andre lande,

hvor arterne ligeledes er fredet. Hertil kommer endvidere, at så

længe sådanne aktiviteter er lovlige, er mulighederne for

omgåelse af de nationale fredningsbestemmelser betydeligt større.

Endelig bemærkes, at Danmark i henhold til visse internationale

overenskomster og lign. i et vist omfang er forpligtet til at

forhindre handel og lign. med disse arter, også udover hvad der

følger af Washington-konventinen og Rådsforordningen herom (EØF)

nr. 3620/82 af 3. december 1982. Dette gælder især efter Rådets

direktiv (EØF) nr. 409/79 af 2. april 1979 om beskyttelse af

vilde fugle, idet der efter dette direktivs artikel 6 gælder et

generelt forbud mod salg m.v. af flertallet af de arter af fugle,

som er omfattet af direktivet.

Til nr. 27

Stk. 1 i § 59 a forbyder bevidst udsætning af artsfremmede dyr.

Pattedyr og fugle er ikke omfattet af bestemmelsen, da deres

forhold reguleres gennem den af Landbrugsministeriet forvaltede

jagt- og vildtlovgivning, hvorefter der gælder en tilsvarende

regel. Den foreslåede regel vedrører således i første række - men

altså ikke udelukkende - grupper af dyr som insekter, krybdyr og

padder. Miljøministeren har i stk. 1, ligeledes hjemmel til at

fastsætte regler om udsætning af bestemte dyregrupper. Med hensyn

til udsætning af fisk, krebs og bløddyr kan bestemmelsen ikke

benyttes til en generel regulering af dette spørgsmål, idet

reglerne i lovene om saltvandsfiskeri og ferskvandsfiskeri finder

anvendelse her. Derimod kan der med hjemmel i den foreslåede

bestemmelse fastsættes almindelige regler om udsætning også af

denne slags dyr i § 43-områder med henblik på tilfælde hvor

sådanne dyr kan påvirke den omgivende flora og fauna. Dette vil

f.eks. kunne være relevant for græskarper. Regler af denne art

vil i givet fald blive forhandlet nærmere med Fiskeriministeriet.

Fiskeriministeriet har i den forbindelse oplyst, at man ved den

kommende revision af ferskvandsfiskeriloven agter at fastsætte,

hvilke fiskearter der kan udsættes i Danmark. Herudover kan

spørgsmål om udsætning også reguleres ved konkrete dispensationer

efter § 43 b, ligesom de kan indgå i fredninger efter kapitel III.

I stk. 2 er der skabt hjemmel for miljøministeren til at regulere

forholdet for planters vedkommende, hvis der viser sig behov

herfor. Begge bestemmelserne skal i øvrigt ses på baggrund af

bl.a. de meget strenge regler, der efter lov nr. 288 af 6. april

1986 om miljø og genteknologi gælder for udsætning af

gensplejsede organismer i naturen.

Introduktion af ikke hjemmehørende planter og dyr i den danske natur

(eller re-introduktion af arter, som engang har levet her) kan

medføre uheldige økologiske konsekvenser, idet disse (nye) arter

kan være så overlevelsesdygtige og dominerende, at de kan true

naturligt hjemmehørende arters eksistens. Som eksempel kan nævnes

indførelsen af den nordamerikanske tøffelsnegl til Europa. Arten

har nu spredt sig langs den europæiske atlanterhavskyst, hvor den

anretter stor skade på østers og andre muslinger som

næringskonkurrent. Fra planternes verden kan nævnes eksemplet med

den oprindeligt som prydplante indførte kæmpebjørneklo.

Danmark har gennem tiltrædelsen i 1982 af Den Europæiske

Naturbeskyttelseskonvention (jf. bemærkningerne til nr. 25)

forpligtet sig til at føre kontrol med indførelsen af ikke

naturligt hjemmehørende arter m.m. jf. konventionens artikel

11.2.b. Princippet herom gælder også ifølge rekommendationer og

lignende fra bl.a. Europarådet, som Danmark har tiltrådt og

findes også i art. 196 i FN's Havretskonvention. Den foreslåede

ændring af loven skal derfor også ses som et led i opfyldelsen af

disse internationale forpligtelser.

Reglen i stk. 2 omfatter kun planter, som ikke tilhører den

naturligt hjemmehørende vildtlevende flora, idet spørgsmålet om

re-introduktion af vilde plantearter, der tidligere har levet i

Danmark, og en kontrol af denne næppe vil være relevant.

Baggrunden for reglen er i øvrigt, at det danske natur- og

kulturlandskab i stadig større omfang får tilført planter, som

ikke er naturligt hjemmehørende. Det er imidlertid ikke

hensigten, at bestemmelsen skal bruges til generelt at stoppe

denne udvikling, som i mange henseender kan være til gavn for

navnlig jordbruget. Bestemmelsen skal også i øvrigt anvendes

yderst restriktivt og har alene til formål at hindre, at der

udsættes og sås planter, som vil kunne spredes til den vilde

natur og her få en kraftigt dominerende plads på bekostning af

andre arter.

Dette beskyttelsesbehov gælder især for så vidt angår de naturtyper,

som er nævnt i § 43 og § 43 a. Her vil man normalt kunne sætte

som vilkår i forbindelse med behandlingen af sager om

dispensation til tilplantning og lign. af disse områder, at der

ikke sker udplantning eller såning af sådanne fremmede planter

(jf. i øvrigt pkt. 3 i bemærkningerne til nr. 10, 12 og 13 om §

43 m.v.). Miljøministeren vil præcisere dette overfor amtsrådene

og Hovedstadsrådet i det kommende cirkulære jf. § 43 b, stk. 5.

Udnyttelsen af bestemmelsen i stk. 2, vil alene ske efter

forhandlng med Landbrugsministeriet samt landbrugs- og

skovbrugserhvervet.

Det bemærkes, at i det omfang der fastsættes regler om, at såning

eller udplantning af bestemte planter kræver tilladelse, vil der

også med hjemmel i stk. 2 kunne fastsættes regler om bl.a., på

hvilke vilkår eller i hvilke områder dette kan ske, således at

der eventuelt tilvejebringes en almindelig reguleringsordning

vedrørende disse planter, hvis dette administrativt set er mere

hensigtsmæssigt end et konkret tilladelsessystem.

I stk. 3 er bestemmelsens gyldighedsområde fastsat til

fiskeriterritoriet. Om baggrunden herfor henvises til

bemærkningerne ovenfor til stk. 1 om FN's Havretskonvention og

til bemærkningerne til nr. 28, hvor der er foreslået en lignende

ændring til § 60.

Til nr. 28

Naturfredningsloven § 60 giver ministeren adgang til at foretage

reguleringer på havområderne til varetagelse af de hensyn, der er

nævnt i lovens formålsparagraf.

Fredninger efter § 60 anvendes til sikring af væsentlige natur- og

kulturhistoriske værdier samt til regulering af

interessekonflikter mellem disse områder og

friluftsliv/erhvervsinteresser. Efter de gældende bestemmelser

kan en række af disse interesser ikke varetages gennem

naturfredningsloven udenfor grænserne af søterritoriet.

Forslaget om at lade loven gælde også på fiskeriterritoriet,

herunder indre farvande, skal ses som en konsekvens af den i 1982

gennemførte ændring af lov om jagt- og vildtforvaltning. Ved lov

nr. 294 af 9. juni 1982 er bl.a. bestemmelser om jagttider og

fredningsbestemmelser udvidet til også at omfatte

fiskeriterritoriet. I bemærkningerne til lovforslaget

(Folketingstidende 1981/82, tillæg A, sp. 221) er som begrundelse

herfor bl.a. henvist til, at det ikke er rimeligt, at visse

totalfredede dyr, med mindre lovens geografiske område udvides,

lovligt kan fanges i den del af fiskeriterritoriet, der ligger

udenfor søterritoriet. Tilsvarende gælder med hensyn til

naturfredningsloven. Hertil kommer, at Ramsar-områder og

EF-fuglebeskyttelsesområder kan strække sig ud over søterritoriet.

En lignende bestemmelse findes i lov om miljø- og genteknologi.

Danmark har, jf. bemærkningerne til nr. 26, den 9. september 1982

ratificeret konventionen af 19. september 1979 om beskyttelse af

Europas vilde dyr og planter samt naturlige levesteder (»Den

europæiske naturbeskyttelseskonvention«) og den 5. august 1982

konventionen af 23. juni 1979 om beskyttelse af migrerende arter

af vilde dyr (»Bonn-konventionen om migrerende dyrearter«). Begge

konventioner pålægger de ratificerende stater at træffe

foranstaltninger til beskyttelse af trækkende arter, der

forekommer indenfor deres jurisdiktionsområde. Et betydeligt

antal fugles trækruter går over havområder, der ligger udenfor

søterritoriet, men indenfor fiskeriterritoriet. På disse

havområder forekommer i perioder betydelige koncentrationer af

fugle. Generelt er danske havområder i øvrigt - også udenfor

søterritoriet - af international betydning som raste-, og

overvintrings- og fældningsområder for en række fuglearter.

Danmark har tillige i 1977 ratificeret konventionen af 3. marts 1973

om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og

planter (»Washington-konventionen« eller internationalt forkortet

»CITES«). Heri bestemmes, at individer af arter omfattet af

konventionen, f.eks. hvaler, kun må bringes i land fra havet

efter særlig tilladelse. Havet defineres i konventionen som

områder, der ikke er under nogen stats jurisdiktion.

Konventionens bestemmelser må herefter opfattes således, at

tilladelse kun kræves, når individet er fanget udenfor

fiskeriterritoriet. Dette bringer også konventionen i harmoni med

loven om jagt- og vildtforvaltning, når det drejer sig om fangst

af fugle og pattedyr, f.eks. hvaler.

En bestemmelse, hvorefter der kan etableres særligt beskyttede

områder på fiskeriterritoriet (udenfor søterritoriet), er også i

overensstemmelse med principperne i FN's Havretskonvention, især

art. 56, 192 og 194, stk. 5.

Den omstændighed, at naturfredningslovens § 60 ikke gælder udenfor

søterritoriet, er således uhensigtsmæssig og kan ikke begrundes

med biologiske eller andre hensyn, ligesom dette heller ikke

svarer til reglerne og principperne i forskellige internationale

overenskomster.

Det er baggrunden for, at adgangen til at foretage fredninger ved

bekendtgørelse foreslås udvidet til at gælde hele

fiskeriterritoriet, således som det er fastlagt ved lov om

Danmarks Riges fiskeriterritorium.

Den foreslåede ændring af § 60 tilsigter alene en udvidelse af det

marine areal, der kan fredes, fra søterritoriet til

fiskeriterritoriet. Der tilsigtes ikke ændringer i den hidtidige

saglige arbejdsdeling i forhold til Fiskeriministeriet.

Det bemærkes, at et område, der fredes ved bekendtgørelse i medfør

af § 60, kan få tillagt status af naturreservat. Om privatejede

arealer henvises i den henseende til forslaget vedrørende § 18,

stk. 4 (nr. 4).

Til nr. 29

Med hjemmel i naturfredningslovens § 60 a er der udstedt en

bekendtgørelse nr. 467 af 12. juni 1985 om ikke erhvervsmæssig

sejlads på Gudenåen. I samarbejde mellem de berørte amtsråd og

Skov- og Naturstyrelsen skal der efter bekendtgørelsen

iværksættes en adgangsbegrænsning for kanoer og andre både på

Gudenåen. Dette tænkes gennemført ved en synlig registrering på

disse. Denne registrering forventes gennemført ved

brugerbetaling, hvilket imidlertid kræver en direkte lovhjemmel

som foreslået. Denne hjemmel vil også kunne anvendes i andre

lignende kommende tilfælde.

Til nr. 30

Ministeren for Grønlands kompetence til at fastsætte regler for

Grønlands vedkommende på dette område ophæves, idet denne

kompetence nu er overgået til Det Grønlandske Hjemmestyre.

Reglen i stk. 2, giver også hjemmel til, at de beslutninger

vedrørende de internationale overenskomsters forståelse og

administration, som - i overensstemmelse med reglerne i de

internationale aftaler - træffes af parterne heri, kan udmøntes i

retsregler, hvis dette skønnes nødvendigt. Det bemærkes, at det i

de fleste tilfælde er muligt at indarbejde de nævnte beslutninger

umiddelbart i den nationale administration, dog således

naturligvis, at rammerne for de skønsmæssige afgørelser, som de

nationale regler åbner mulighed for, begrænses tilsvarende.

Til nr. 31

Såfremt der ikke løbende eller periodevist foretages pleje af

områder, der omfattes af de generelle beskyttelsesregler i § 43

a, stk. 1, f.eks. ved græsning eller høslæt, vil de hurtigt kunne

skifte karakter, ofte med uheldige konsekvenser i

naturfredningsmæssig henseende.

F.eks. vil heder, strandenge, enge og overdrev, der ikke græsses

eller slås, efterhånden gro til. Ligeledes vil moser efterhånden

omdannes til skov og søer gradvist forsumpe. I tilfælde, hvor man

vil fastholde eller genskabe områdets karakter, vil det kunne

være nødvendigt f.eks. at foretage rydning af opvoksende træer og

buske.

Det foreslås derfor i § 62, a, stk. 1, at de offentlige myndigheder,

der ejer arealer, som er beskyttet af § 43 a, stk. 1, får pligt

til at pleje områderne. Det bemærkes, at selvom staten ikke

udtrykkeligt er nævnt, forudsættes det, at de statslige

arealforvaltende myndigheder løbende træffer de foranstaltninger,

som er nødvendige for at holde deres arealer i en rimelig stand,

jf. pkt. 2.3. og 6.3.1. i de almindelige bemærkninger. I givet

fald kan miljøministeren udstede nærmere regler herom med hjemmel

i stk. 4. Under den nævnte plejepligt for statsejede arealer er

ikke omfattet arealer, der tilhører kirker og præsteembeder.

Dette spørgsmål vil blive optaget til nærmere forhandling med

Kirkeministeriet, idet de nævnte arealer heller ikke er omfattet

af plejeretten i stk. 2.

Pligten til pleje efter stk. 1 indebærer, at den ansvarlige sørger

for, at det område, der er tale om, i hvert fald ikke varigt

skifter karakter. Det kan f.eks. indebære, at selvsåede træer på

en hede eller eng fra tid til anden fjernes. Der vil således

normalt ikke blive tale om store og udgiftskrævende

foranstaltninger.

For privatejede arealer, der omfattes af beskyttelsesbestemmelserne

i §§ 43, 43 a og 48 foreslås det i stk. 2, at der gives

amtskommunerne, henholdsvis Hovedstadsrådet, ret til at

gennemføre plejeforanstaltninger, når dette kan ske uden

væsentlig gene for ejeren eller brugeren. Bestemmelsen gælder

også for arealer, der tilhører offentlige stiftelser. Denne ret

vil ifølge forslagets stk. 3 kunne finde anvendelse, når ejeren

og brugeren er underrettet herom i rimelig tid forinden. Såfremt

ejeren eller brugeren i stedet selv ønsker at foretage de

nødvendige plejeforanstaltninger, vil de have mulighed for det.

Bestemmelsen giver kun amtskommunen, henholdsvis Hovedstadsrådet,

ret til at pleje området, således at der kan ske en opretholdelse

af den hidtidige tilstand. Såfremt der ønskes foretaget

videregående foranstaltninger, vil det kræve en aftale med ejeren

eller rejsning af en fredningssag.

Der vil typisk være tale om foranstaltninger, som vil kunne have en

gavnlig indflydelse på mulighederne for at anvende arealet til

græsning eller slæt.

Bestemmelsen vil eksempelvis kunne anvendes til rydning af spredte

bevoksninger, så længe at det pågældende areal stadig kan

karakteriseres som en af de naturtyper, der er omfattet af

beskyttelsesbestemmelserne i § 43 a, stk. 1. Plejen kan dog kun

ske, i det omfang det er nødvendigt for at undgå, at den

hidtidige tilstand ændres. Bestemmelsen kan derfor ikke benyttes

til at fremtvinge en tilstand, som eksisterede før området blev

omfattet af bestemmelserne i kapitel V. Dette gælder selvsagt

også, hvis der er tale om f.eks. et hede- eller engareal, der på

grund af træ- eller buskvækst har groet sig ud af §

43-beskyttelsen. Her giver § 62 a, stk. 2 ikke hjemmel til at

genskabe heden eller engarealet, allerede fordi området ikke er

omfattet af § 43 a. Som det fremgår af bestemmelsen i stk. 2

indebærer den alene en ret for de regionale myndigheder til at

gennemføre plejeforanstaltninger, medens spørgsmålet om, i

hvilket omfang denne ret kan eller skal udnyttes, afhænger af de

økonomiske midler, der stilles til rådighed, jf. almindelige

bemærkninger pkt. 6.3.1.

Der er et tilsvarende behov for pleje af jordfaste

fortidsminder, som beskyttes af § 48. Det foreslås derfor

samtidig i stk. 1-2, at der gives en klarere hjemmel end den

hidtidige til at foretage vegetationspleje på fortidsminder, også

i tilfælde hvor vegetationen ikke indebærer en umiddelbar trussel

mod fortidsmindet, hvilket i almindelighed gælder for træer, der

er over 30 år. Hvor f.eks. trærødder truer med at sprænge

dyssekamre og lign., vil tillige § 51, stk. 1 kunne anvendes, men

bestemmelsen i dette stykke har ofte efter hidtidig praksis været

anset som hjemlende Skov- og Naturstyrelsen ret til at foretage

almindelig vegetationspleje til opretholdelse af den tilstand,

der fremgår af fredningsbeskrivelsen. Med bestemmelsen gøres

denne hjemmel klar.

Pleje af fortidsmindernes vegetation er i stigende grad blevet

påkrævet på grund af, at fortidsminderne gror til i krat, fordi

de ikke længere anvendes til græsning og brændehugst. På

tilgroede fortidsminder forsvinder græs og urtevegetation

således, at jordoverfladen udsættes for erosion. Plejen virker

således stabiliserende for fortidsmindets bevaringstilstand

samtidig med, at den kan bidrage til, at fortidsminderne får et

tiltalende udseende som markante landskabselementer.

Amtsrådets, henholdsvis Hovedstadsrådets, beslutninger om at

foretage plejeforanstaltninger på arealer, der tilhører kirker,

præsteembeder og offentlige stiftelser samt privatejede arealer,

kan ikke påklages efter de almindelige klageregler i lovens §§ 45

og 58. Uanset at der kun vil være tale om mindre vidtgående

naturforbedrende foranstaltninger vil det imidlertid kunne være

rimeligt, at de omhandlede beslutninger kan påklages af ejeren

eller brugeren.

Miljøministeren vil derfor, jf. stk. 4, kunne fastsætte regler om, i

hvilket omfang og hvorledes amtsrådene henholdsvis

Hovedstadsrådets beslutninger kan påklages. Med hjemmel i stk.

4 vil der også i øvrigt kunne fastsættes generelle regler om

pleje jf. pkt. 2.2. i bemærkningerne til nr. 10,12 og 13.

Bestemmelserne i stk. 1-2 omfatter ikke fredede arealer. Dette har

sammenhæng med fredningsnævnets og Overfredningsnævnets

beføjelser vedrørende fredede arealer. Det foreslås imidlertid

i stk. 5, at miljøministeren får hjemmel til at fastsætte særlige

regler om pleje af fredede arealer.

Disse regler vil som udgangspunkt alene komme til at omfatte de

fredede arealer, for hvilke der ikke er fastsat regler om pleje i

fredningsbestemmelserne. Også i øvrigt må afgrænsningen af de

pågældende arealer nærmere overvejes. Reglerne vil i givet fald

komme til at indholde tilsvarende principper som i stk. 2-3,

medens det må nærmere overvejes, hvorledes princippet i stk. 1

kan gennemføres, samtidig med at det sikres, at en pleje ikke

kommer i strid med fredningens formål. Det må endvidere

overvejes, hvorledes fredningsnævnene og Overfredningsnævnet kan

inddrages i fornødent omfang, eventuelt uden en egentlig

fredningsprocedure efter kap. III, samtidig med at noget sådant

ikke tilsidesætter hensynet til lodsejerne.

Ejere af § 43 arealer har som nævnt i de almindelige bemærkninger

pkt. 2.3., ingen pligt til at pleje deres arealer, men i en lang

række tilfælde vil dette ske som led i den naturlige

landbrugsmæssige udnyttelse, f.eks. ved græsning eller slæt på

enge eller overdrev. Der kan også være andre grunde til, at denne

pleje finder sted strækkende sig fra rent driftsmæssige årsager

over f.eks. vildtmæssige hensyn til interessen i at bevare de

pågældende naturområder som sådanne.

Uanset det anførte og uanset de regionale myndigheders plejeret

efter stk. 2 vil det kunne være hensigtsmæssigt at der

indgås plejeaftaler med ejere eller brugere af arealer der er

omfattet af § 43 a, stk. 1. Det samme gælder for fredede arealer.

Det er derfor i § 62 a, stk. 6, præciseret at amtsrådene, i

hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, har mulighed for at indgå

sådanne aftaler. Der tænkes således på aftaler mellem ejeren og

den pågældende offentlige myndighed, hvorved lodsejeren

forpligter sig til mod økonomisk kompensation at drive sit areal

efter nærmere fastsatte retningslinjer. Der henvises i den

forbindelse bl.a. til det samtidig fremsatte forslag til lov om

støtte til naturbevaring, naturgenopretning, skovtilplantning og

friluftsliv.

Bestemmelsen er ikke til hinder for at sådanne aftaler kan indgås af

primærkommuner efter aftale eller bemyndigelse fra amtsrådene

henholdsvis Hovedstadsrådet.

Der åbnes i stk. 8 mulighed for, at de foreslåede plejeregler

tillige skal omfatte beskyttelsesbræmmer. Når det ikke er

foreslået, at beskyttelsesbræmmer umiddelbart skal være omfattet

af disse regler skyldes det, at det skønnes vanskeligt uden

erfaringer at vurdere behovet for pleje, og hvad indholdet af en

sådan pleje skal være. Det anses derfor at være mest rimeligt, at

der indhøstes erfaringer og eventuelt foretages undersøgelser,

før det afgøres om reglerne er egnede til at finde anvendelse på

beskyttelsesbræmmer.

Til nr. 32

Bestemmelsen i § 65, stk. 1 svarer til den hidtidige bestemmelse om

fredningsmyndighedernes adgang til offentligt- og privatejede

arealer. Formuleringen er imidlertid moderniseret, så den svarer

til den ordlyd, som er anbefalet i betænkning nr. 1039/1985 om

tvangsindgreb udenfor stafferetsplejen. Det er samtidig

præciseret, at også personer, som af fredningsmyndighederne er

bemyndiget dertil, har den i bestemmelsen angivne adgangsret,

samt at adgangen kan ske uden retskendelse. Dette har betydning i

f.eks. de tilfælde, hvor fredningsmyndighederne benytter private

konsulentfirmaer til at løse opgaver i forbindelse med

forberedelse af fredningssager eller andre undersøgelsesopgaver i

henhold til loven.

Det er endvidere præciseret, at besigtigelser kan foretages, også i

tilfælde, hvor det er påkrævet i forbindelse med undersøgelser af

betydning for naturfredningsinteressernes varetagelse, jf. § 65

b. Der vil herunder kunne udtages prøver af f.eks. vand- og

jordbundsforholdene, når det kan ske uden gene eller skade for

ejeren. Dette svarer til en lignende bestemmelse i vandløbsloven.

Det forudsættes, at der som hidtil så vidt muligt skal gives

forudgående meddelelse om besigtigelse, herunder om eftersyn af

forretningslokaler som led i kontrollen i henhold til bl.a. § 59.

Udover hvor forudgående meddelelse ikke kan gives af praktiske

grunde, kan forudgående meddelelse undlades, hvor øjemedet med

eftersynet ville forspildes, hvis en sådan meddelelse blev givet.

Hvor der som i § 59, stk. 3, er hjemmel til at fastsætte en

autorisationsordning, kan kravet om forudgående meddelelse

generelt fraviges i reglerne om en sådan ordning, således som det

er tilfældet efter § 11, stk. 2, i Miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 16 af 13. januar 1984 om erhvervsmæssig

konservering af visse truede dyrearter m.v. på samme måde som i §

11, stk. 2, i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 553 af 21.

november 1983 om erhvervsmæssig konservering af vildt.

Af bemærkningerne til den nugældende bestemmelse i § 65, stk. 3, jf.

Folketingstidende 1983-84, tillæg A, sp. 1544 ff og 1585 ff,

fremgår, at formålet med denne bestemmelse, der nu er indeholdt i

lovforslagets § 65, stk. 1, har været, at tilvejebringe hjemmel

til kontrol og eftersyn, således at dette kan ske uden

ransagningskendelse i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende

modsætter sig eftersynet. Det skal i den forbindelse bemærkes, at

eftersynet også omfatter en gennemgang af forretningsprotokoller,

skabe og lign. i forretningslokaler, hvis dette er nødvendigt for

at kunne afgøre, om lovgivningen er overholdt. Bestemmelsen giver

kun hjemmel til undersøgelse af lokaler, der helt eller delvis

udgør - eller anvendes som - forretningslokaler, hvorimod

undersøgelse af lokaler, der udelukkende anvendes til privat

bopæl, må ske under iagttagelse af de sædvanlige regler om

ransagningskendelse. På den anden side må alt, hvad der findes i

forretningslokalet, og som det ikke klart fremgår anvendes

udelukkende til privat brug, kunne undersøges.

Under kontrolbesøget kan effekter tages i forvaring eller

beslaglægges efter retsplejelovens almindelige regler herom.

I betænkning nr. 1039/1985 om tvangsindgreb udenfor

strafferetsplejen anbefaler udvalget, at det af lovbestemmelser

bør fremgå, at borgerne har pligt til at yde vejledning og hjælp

til myndighederne, når disse udnytter de beføjelser, som er

tillagt dem i loven. Det er på den baggrund fundet

hensigtsmæssigt at indsætte en bestemmelse i stk. 3, som

udtrykkeligt pålægger de i bestemmelsen omhandlede indehavere af

erhvervsvirksomheder og de i disse beskæftigede personer at yde

myndighederne vejledning og bistand under myndighedernes

besigtigelse eller eftersyn.

Til nr. 33

Ved den foreslåede ændring af § 65, b stk. 1 præciseres, at Skov- og

Naturstyrelsens faglige rådgivning og øvrige bistand både kan

angå naturforvaltningsspørgsmål her i landet, i bestemte andre

lande og på tværs af landegrænser. Den rådgivning og øvrige

bistand, som bestemmelsen omhandler, afgrænses i overensstemmelse

med de rammer og principper, der fremgår af formålsbestemmelsen i

lovens § 1. Bestemmelsen afspejler den praksis, som har udviklet

sig, og er i øvrigt begrundet i det internationale samarbejde

særligt vedrørende de forskellige konventioner om beskyttelse af

vilde planter, dyr og deres levesteder, som Danmark har

tilsluttet sig. Bestemmelsen skal endvidere ses i lyset af den

voksende erkendelse af behovet for at foretage en økologisk

vurdering af udviklingsprojekter og Miljøministeriets rolle i

denne forbindelse. Også Landbrugsministeriets Vildtforvaltning

yder, inden for sit ressort faglig bistand og rådgivning.

Til nr. 34

§ 60 på statsejede arealer og søterritoriet, eksempelvis ved

bekendtgørelse nr. 382 af 15. juli 1985 om fredning af Vadehavet

(Natur- og Vildtreservat Vadehavet) og bekendtgørelse nr. 340 af

27. juni 1985 om fredning af Ringkøbing Fjord (Naturreservat

Tipperne og Naturreservat Klægbanken).

Begrebet bør imidlertid også kunne anvendes på privatejede arealer,

der fredes ifølge naturfredningslovens kapitel III. Dette kan

f.eks. være påkrævet i situationer, hvor privatejede arealer

sammen med tilstødende statsejede arealer eller marine områder

udgør et sammenhængende område med store naturvidenskabelige

værdier. Såfremt begrebet anvendes på privatejede arealer, der

fredes efter naturfredningslovens kapitel III, vil det som

foreslået være naturligt, at betegnelsen naturreservat indgår i

fredningsafgørelsen.

En placering af et fredet område i kategorien naturreservater kan

indebære en særlig koordineret administration og overvågning af

arealerne m.v., men vil naturligvis ikke indebære ændringer i

gyldigheden eller styrken af den fastsatte fredningsafgørelse og

vil derfor ikke få andre retsvirkninger end dem, der i øvrigt er

knyttet til de fastsatte fredningsbestemmelser. Det vil dog kunne

forventes, at den statslige andel af fredningserstatningen af

Overfredningsnævnet i disse tilfælde ofte vil blive fastsat til

90 pct. (jf. naturfredningslovens § 24, stk. 2).

Som eksempler på de større naturområder, der kunne udpeges som

naturreservater, kan nævnes: Hanstholm-reservatet (der nu har

status som vildtreservat, der tillige er omfattet af en kapitel

III-fredning efter naturfredningsloven), Agger Tange og Harboør

Tange (der ejes af Trafikministeriet, og er fredet ved

bekendtgørelse efter naturfredningslovens § 60), og Vejlerne (der

er beskyttet ved privat deklaration og har haft status som

videnskabeligt reservat siden 1960).

Lovfæstelsen af naturreservatbegrebet kan ses som et led i et bredt

natursyn, der omfatter al natur strækkende sig fra intensivt

kultiverede områder til arealer, hvor naturen udfolder sig på

sine egne betingelser. Naturreservaterne omfatter i dette

spektrum de mest ekstensivt udnyttede naturområder af især

national og international betydning, mens andre strategier

naturligvis må vælges for de øvrige områder og naturværdier, der

er mere spredt fordelt i den intensivt udnyttede naturs

omfattende arealer.

Til nr. 6, 7, 8, 9 og 11

I forbindelse med inddragelsen af flere naturtyper under

beskyttelsesordningen i kapitel V er det af systematiske årsager

fundet hensigtsmæssigt at overføre § 42 til kapitel IV, således

at kapitel V stort set kun omhandler den generelle

beskyttelsesordning af bestemte naturtyper. Forslagene i nr. 6,7

og 8 effektuerer dette. Forslagene i nr. 9 og 11 ajourfører

overskrifterne til §§ 43 og 43 a, således at de dækker det

konkrete indhold af disse.

Til nr. 10, 12 og 13

1. Indledning

Naturfredningsloven har , jf. pkt. 1.1 i de almindelige

bemærkninger, siden 1972 rummet bestemmelser, hvorefter visse

naturtyper (vandløb, søer m.v.) har været omfattet af en generel

beskyttelsesordning, således at en række indgreb, der ændrer

arealernes naturtilstand, ikke må foretages uden forudgående

tilladelse fra det pågældende amtsråd/Hovedstadsrådet.

Med baggrund i en fremadskridende forringelse og reduktion af de

udyrkede eller ekstensivt udnyttede naturarealer er den generelle

beskyttelsesordning ved flere ændringer af naturfredningsloven

successivt blevet udvidet til at omfatte flere naturtyper (moser,

heder og strandenge m.v.).

I Redegørelsen af 2. marts 1987 til Folketinget om en samlet

strategi på marginaljordsområdet peges der på, at bevarelsen af

udyrkede eller ekstensivt dyrkede arealer vil være et af flere

hovedmål for de kommende års strategi. Derfor må de miljømæssige

interesseområder, som i dag dyrkes ekstensivt eller henligger i

udyrket tilstand, opretholdes og sikres. Det gælder således

strandenge, ferske enge, overdrev og an-dre småbiotoper, og

redegørelsen indeholder i denne henseende forslag om

- at der fastsættes klare regler om, at sådanne arealer over 4.000

m2, som hovedregel opretholdes i den nuværende tilstand, og

- at søer og vandhuller over 250 m2 beskyttes.

Endvidere er behovet for bevaring af de udyrkede og ekstensivt

udnyttede arealer blevet understreget i Redegørelsen af 2. marts

1987 til Folketingets miljø- og planlægningsudvalg om

naturbevaring og frilufts-liv m.v., og i de øvrige

tilkendegivelser i forbindelse med udvalgets behandling af de

ovennævnte redegørelser samt i dets beretning af 3. juni 1987 om

en samlet strategi på marginaljordsområdet.

Det foreliggende lovforslag tilsigter en ændring af loven i

overensstemmelse med de ovenfor nævnte retningslinjer. Det er i

den forbindelse fundet hensigtsmæssigt at foretage en fuldstændig

revision og omredigering af de gældende §§ 43-43 b, for hermed at

give bestemmelserne et mere overskueligt præg og lette

forståelsen af disse i overensstemmelse med de fremkomne

tilkendegivelser herom.

2. § 43 og § 43 a

2.1. Den generelle beskyttelsesordning vedrørende naturtyper

§ 65 b, stk. 3 foreslås ændret på samme måde og med samme

begrundelse som ændringen af § 65 b, stk. 1. Den foreslåede

ændring indebærer bl.a., at Skov- og Naturstyrelsen vil kunne yde

tilskud til vejlednings- og informationsvirksomhed, der angår

naturbeskyttelsesspørgsmål, som vedrører Danmark, bestemte andre

lande eller går på tværs af landegrænserne.

Til nr. 35

I § 65 b, stk. 4 introduceres en naturovervågningspligt for Skov- og

Naturstyrelsen, Landbrugsministeriet, amtsrådene, Hovedstadsrådet

og andre berørte offentlige myndigheder og institutioner. I

miljøministerens redegørelse til Folketingets miljø- og

planlægningsudvalg om naturbeskyttelse og friluftsliv af 2. marts

1987 fremhæves, at en bedre naturovervågning er et afgørende

grundlag for en effektiv naturpolitik, og at der må sikres en

regelmæssig indsamling og analyse af oplysninger, der kan belyse

naturens tilstand og udvikling.

Mens overvågningen af især forureningstilstandene i vandmiljøet,

luften og jorden igennem en årrække har udviklet sig i et

samarbejde mellem Miljøministeriet og bl.a. amtskommunerne, så er

der endnu ikke etableret tilsvarende rammer for et aktuelt

overblik over tilstandene og udviklingerne i de naturlige plante-

og dyrebestande samt de naturtyper, som udgør levestederne.

Et nationalt naturovervågningsprogram tilrettelægges på grundlag af

hidtidige oversigter over status for det danske plante- og

dyreliv, udredningsarbejder i Skov- og Naturstyrelsen samt et

symposium afholdt af denne styrelse i 1986. For så vidt angår

udredningsarbejderne skal peges på rapporten fra 1986

»Naturreservater og Feltstationer - redskaber til overvågning,

udforskning, beskyttelse og forvaltning af dansk natur«. Det

ovennævnte symposium er afrapporteret i 1987 i publikationen

»Naturovervågning - rapport fra et symposium i Middelfart«.

Ved et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen, herunder

styrelsens økologiske feltstationer, samt - specielt for så vidt

angår pattedyr og fugle - især Landbrugsministeriets Jagt- og

Vildtforvaltning, andre centrale myndigheder, de højere

læreanstalter, amtskommunerne og naturorganisationerne udarbejdes

og justeres overvågningsprogrammer, der muliggør, at styrelsen

løbende kan følge og rapportere om tilstanden og tendenser i det

danske plante- og dyreliv og de forskellige naturtyper. Som et

særligt felt kan i denne sammenhæng fremhæves den løbende

overvågning af tilstandene i de særligt udpegede, nationalt og

internationalt betydningsfulde naturområder her i landet, som

Danmark ifølge internationale konventioner er forpligtet til at

foretage.

Naturovervågning vil navnlig have til formål at skabe et bedre

grundlag for forberedelse og opfølgning af lovgivning, generelle

administrative forskrifter samt konkrete beslutninger om

naturforvaltning og dermed for en varetagelse af de brede

naturhensyn, der ligger bag loven.

Til nr. 36

Ændringen af bestemmelsen i § 66, stk. 1, nr. 1 er alene en

konsekvensændring nødvendiggjort af de øvrige ændringer i

lovforslaget.

Til nr. 37.

I overensstemmelse med forslagene i betænkning nr. 996/1983 om

ansvarsplacering m.v. i kommunestyret præciseres det i § 66, stk.

6, at kommuner og kommunale fællesskaber kan pålægges bødeansvar.

Det er herved forudsat, at den strafbare handling er begået af

kommunerne eller det kommunale fællesskab som grundejer,

bygherre, driftsherre, arbejdsgiver eller lignende.

Til nr. 38

Strafferammen i naturfredningsloven er bøde for visse overtrædelser,

under skærpende omstændigheder hæfte eller fængsel i indtil et år.

Efter straffelovens § 93 er forældelsesfristen for strafansvaret 2

år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i 1 år for

overtrædelsen, eller når straffen for overtrædelsen ikke ville

overstige bøde. I naturfredningslovens § 66, stk. 7 er denne

regel fraveget, idet det her er bestemt, at der gælder en 5-årig

forældelsesfrist for visse overtrædelser af loven. I betænkning

nr. 981/1983 om håndhævelse af bygge- og miljølovgivningen er det

i afsnit 10.6.4. anbefalet, at den fem-årige forældelse i

naturfredningsloven og skovloven videreføres. Begrundelsen herfor

er navnlig, at den eneste adækvate reaktion på overtrædelser i

mange situationer vil være bødestraf, idet fysisk lovliggørelse

ikke er mulig. Forældelsesfristen for overtrædelse af regler

udstedt i henhold til loven er imidlertid i overensstemmelse med

straffelovens almindelige bestemmelse på 2 år. Da der ved

overtrædelse af sådanne regler normalt er tale om overtrædelse af

samme karakter som ved overtrædelser af selve lovens

bestemmelser, er det fundet rimeligt at foreslå stk. 7 ændret,

således at der også gælder en 5-årig forældelsesfrist for

overtrædelse af regler udstedt i henhold til loven.

Til nr. 39

§ 67, stk. 4, blev indsat ved den i punkt 1 i de almindelige

bemærkninger omtalte lov nr. 250 af 23. maj 1984 om håndhævelse,

jf. Folketingstidende 1983-84, Tillæg A, sp. 1588 f. for at få

tilvejebragt en udtrykkelig hjemmel for at få betalt - eller

dækket det offentliges - udgifter til bl.a. hjemtransport til

oprindelseslandet af »ulovlige« dyr og planter. Ved den ændrede

formulering af bestemmelsen præciseres, at den finder anvendelse

ikke blot, hvor indførsel rent faktisk har fundet sted i strid

med de gældende regler men også i tilfælde, hvor det ved varernes

ankomst her til landet konstateres, at indførsel må afslås, fordi

de nødvendige tilladelser fra afsenderlandet ikke foreligger,

eller at indførsel af andre grunde ikke kan tillades. Det

bemærkes herved, at reglens anvendelse ikke forudsætter, at der

kan lægges transportøren eller den, som varerne er destineret

til, noget til last, idet disse - uanset subjektiv skyld - må

være nærmest til at bære risikoen for, at det er eller har været

nødvendigt at træffe udgiftkrævende foranstaltninger.

Til nr. 40

Den 1. januar 1987 blev Skov- og Naturstyrelsen oprettet. Samtidig

blev Skovstyrelsen og Fredningsstyrelsen nedlagt, og langt

hovedparten af de beføjelser og den administration, som disse to

styrelser var tillagt, blev overført til den nye styrelse. Dette

gælder også de beføjelser, som Fredningsstyrelsen var tillagt i

naturfredningsloven, og der er derfor grund til at bringe lovens

ord i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Til § 2 og § 3

Bestemmelsen i § 3 fastslår, at de verserende sager efter § 43 m.v.

færdigbehandles efter de regler, der var gældende, da sagen

startede. Dog er det fundet hensigtsmæssigt, at der straks fra

lovens vedtagelse gælder ensartede regler om beregning af

klagefristen, uanset hvornår sagen er startet.

kapitel V til ændringer af heder, strandenge og strandsumpe. Det

er hensigten at videreføre denne ordning og - udover de nævnte

naturtyper - også at lade den omfatte ferske enge, overdrev og

lignende udyrkede arealer jf. forslagets § 43 a, stk. 1. Se

endvidere herom pkt. 6.4. Hjemlen i § 43 b, stk. 2, kan ligeledes

tænkes udnyttet i forbindelse med Tøndermarsken, jf. forslag til

lov herom.

Bestemmelsen i § 43 b, stk. 2 tager sigte på større områder. Hvis

der derimod er tale om mindre områder, som bør udgå af ordningen,

f.eks. hvor det ud fra et landskabeligt synspunkt ville være af

interesse at få arealer inddraget i omdrift, bør bestemmelsen i

stk. 1 anvendes.

Det bemærkes mere generelt, at de områder, der til enhver tid

opfylder kriterierne efter §§ 43-43 b, principielt er omfattet af

beskyttelsesordningen. Som tidligere nævnt (pkt. 2.2), kan det

imidlertid som led i en forvaltningsaftale mellem det offentlige

og en landmand aftales, at såfremt det pågældende areal på grund

af forvaltningsaftalens nærmere formål og indhold udvikler sig

til et § 43-område, skal arealet ikke være omfattet af den

generelle § 43-regulering (pkt. 2.3).

Denne problemstilling vil især kunne være relevant i forbindelse med

en forvaltningsaftale om ekstensivering i form af braklægning

udenfor omdrift i forbindelse med reglerne i EF's

socio-strukturelle forslag (Rådets forordning (EØF) nr. 797/85 af

12. marts 1985 om forbedring af landbrugsstrukturernes

effektivitet som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 1760/87

af 15. juni 1987 om ændring af forordnng nr. 797/85 m.v. for så

vidt angår landbrugsstrukturen og tilpasningen af landbruget til

den nye markedssituation samt bevaringen af landskabet). Der

henvises herved til 1. delbetænkning fra Landbrugsministeriets

Struktur- og Planudvalg om gennemførelsen af EF's

socio-strukturelle foranstaltninger i Danmark (september 1987) og

forslaget om lov om ændring af lov om støtte til forbedring af

strukturen og effektiviteten i jordbruget.

5.4. Reglen i den nuværende lovs § 43, stk. 5 om beskyttelse

af gadekær og lignende tilgængelige småsøer i byer eller bymæssig

bebyggelse er ikke medtaget i forslaget, men er i § 43 b, stk.

7 erstattet af en hjemmel for miljøministeren til at inddrage

naturlige søer med et mindre areal end 250 m2 under

beskytelsesordningen, når disse helt eller delvist er i

offentligt eje. Som offentligt ejet betragtes også søer som

ligger på gadejord og lignende. Sådanne små søer beskyttes

iøvrigt i et vist omfang, jf. forslaget til en ny skovlov som

nævnt i pkt. 1.3. i de almindelige bemærkninger.

5.5. I § 43 b, stk. 7 er der endvidere indsat en hjemmel for

miljøministeren til at udstede bestemmelser, som nærmere

definerer de beskyttede naturtyper og foreskriver, hvorledes

arealernes størrelse skal beregnes. Sådanne forskrifter er først

og fremmest tænkt udsendt i cirkulæreform, men der kan vise sig

behov for en hjemmel til at udforme egentlige regler herom i

bekendtgørelsesform. Da bestemmelsernes rækkevidde og dermed også

deres beskyttende effekt vil være afhængig af disse definitioner,

er der nedenfor givet en foreløbig redegørelse for, hvorledes de

forskellige naturtyper tænkes afgrænset.

Bemærkningerne herom er et supplement til og en uddybning af de

definitioner m.v., som allerede findes i Miljøministeriets

cirkulære nr. 222 af 1. december 1978 og nr. 103 af 27. marts

1984 vedrørende de naturtyper, som er omfattet af den gældende

lovs § 43, § 43 a og § 43b. Herom henvises også til afsnit 7

nedenfor.

6. Definition af naturtyperne

6.1. Søer og vandhuller. Begrebsmæssigt har naturfredningsloven

omfattet »naturlige søer«, dvs. søer, der traditionelt indgår i

idet pågældende landskab eller miljø. Der har været tale om søer,

damme vandhuller dvs. vandområder, der ikke er midlertidige, og

hvor der har udviklet sig et karakteristisk plante- og dyreliv i

tilknytning til søen.

Bestemmelserne har således omfattet dels de naturligt forekommende

søer, der ikke eller kun i ringe grad er påvirkede af

kulturtekniske indgreb - sådanne søer er i dag overordentligt

sjældne, dels søer, vandhuller og damme, som helt eller delvist

skyldes eller er påvirket af menneskelig indsats for en kortere

eller længere årrække siden. Det kan f.eks. være gadekær,

møllesøer og ældre opstemningsanlæg samt færdigt udgravede grus-,

ler-, tørve- og mergelgrave, bevandingshuller, vildtdamme

(andedamme) m.v.

Temporære søer, der kun er vandfyldte en del af året, typisk fra

vinterperioden til hen i sommermånederne maj-juni, hvor de tørrer

ud, er omfattede af beskyttelsesbestemmelsen under forudsætnng

af, at de ikke er indgået i omdrift og i øvrigt udgør en

integreret del af et eng- og småbiotopområde, der i øvrigt

opfylder størrelseskriteriet.

Arealgrænsen har siden 1984 været på 500 m2, dog således at gadekær

og lignende offentligt tilgængelige småsøer har været undtaget

fra denne grænse. Den sidstnævnte undtagelsesbestemmelse foreslås

i § 43, stk. 7 jf. afsnit 5.3 afløst af en bestemmelse, hvorefter

miljøministeren kan undtage søer, der helt eller delvist er i

offentligt eje fra det ellers gældende størrelseskriterium (jf.

pkt. 5.4).

Arealgrænsen for søer og vandhuller, der omfattes af § 43, ændres i

øvrigt fra 500 m2 til 250 m2 (0,025 ha), bl.a. fordi størstedelen

af småsøerne og vandhullerne, der har stor økologisk og

landskabelig betydning, hidtil har været ubeskyttede, og de

gennem de sidste 100 år ved en række kulturtekniske indgreb m.v.

er blevet reduceret i et meget betydeligt omfang.

Ved beregningen af arealet af en given sø eller et vandhul bør der

lægges vægt på dels udstrækningen af den sammenhængende åbne

vandoverflade, dels karakteren af det tilstødende vådområde med

en vegetation bestående af vand- og sumpplanter.

Det bemærkes i øvrigt, at småsøer, der er mindre end 250 m2, men som

er beliggende ved et beskyttet vandløb eller i en af de

beskyttede naturtyper (moser, heder, strandenge m.v.) på 4.000 m2

og derover og således udgør en del af denne, som hidtil er

beskyttet uanset størrelsen. Det vil umiddelbart følge af

arealberegningsreglerne jf. afsnit 7 nedenfor.

6.2. Vandløb. Offentlige vandløb, private vandløb med en bundbredde

på mindst 1,5 m samt visse nærmere angivne private vandløb med en

bundbredde på under 1,5 m har med baggrund i ændringen af

naturfredningsloven i 1979 været omfattet af de generelle

beskyttelsesbestemmelser.

Amtsrådene og Hovedstadsrådet har efterfølgende foretaget en konkret

og præcis udpegning af, hvilke vandløb der i de enkelte regioner

er omfattet, nemlig i alt ca. 28.000 km af 44.000 km registrerede

vandløb. Udpegningen er i perioden 1984-87 godkendt af

miljøministeren. Det er de vandløb, der er omfattet af de

godkendte registreringer, der falder ind under § 43.

Registreringen vil kunne revideres med passende mellemrum.

Det nye forslag til § 43 er formuleret i overensstemmelse med det

ovennævnte, således at den hidtidige sondring mellem offentlige

vandløb og private vandløb med en bundbredde på mindst 1,5 m og

derunder er bortfaldet. Der er således ikke foreslået nogen

ændring af den retstilstand, der faktisk er gældende efter loven.

Den hidtidige bestemmelse om arbejder i henhold til gældende

vandløbsregulativer er opretholdt indholdsmæssigt. Også

almindelige vedligeholdelsesarbejder for private vandløb kan

udføres uden dispensation, jf. princippet om, at der efter §§

43-43 a ikke kræves dispensation til sædvanlig vedligeholdelse

(pkt. 2.1. ovenfor). Der tilsigtes ikke nogen ændring i den

eksisterende praksis i, hvad der kan betragtes som

vandløbsvedligeholdelse.

6.3. Heder. I Miljøministeriets cirkulære nr. 103 af 27. marts 1984,

afsnit 3.2 er heder beskrevet således

»Begrebet hede i naturfredningslovens forstand er i overensstemmelse

med den almindelige forståelse heraf en udyrket landstrækning med

mager jordbund, oftest bevokset med lyng og forskellige andre

mindre buskvækster. Plantevæksten spiller således en central

rolle.

Hedevegetationen er lavtvoksende med forekomst af dværgbuske. På

mange hedearealer udgør buske og træer som eg, birk, bævreasp,

gyvel, ene og selvsåede nåletræer et væsentligt element i

vegetationen.

De dværgbuske, som især forekommer på danske hedearealer, er

følgende: Hedelyng, revling, klokkelyng, tyttebær, blåbær,

mosebølle, hede-melbærris, krybepil og arter af planteslægten

visse.

I nogle typer af hede udgør græsser, halvgræsser, laver og mosser

det dominerende element i plantevæksten, hvor der så stadig er et

islæt af ovennævnte arter af dværgbuske. Især kan følgende

græsarter udgøre det dominerende element i plantevæksten: Bølget

bunke, fåresvingel, tandbælg, blåtop, sandskæg og katteskæg.

Her i landet er heden sjældent et stabilt plantesamfund, og

græsning, tidvis afbrænding og hugst er ofte en nødvendig

forudsætning for, at hedens dværgbuske, græs og lav ikke bliver

overvokset og udkonkurreret af buske og træer. Der vil derfor

ofte forekomme hedearealer med varierende grader af tilgroning.

En hedemose, der opfylder betingelserne for at kunne karakteriseres

som en mose, er formelt ikke omfattet af hedebegrebet, men falder

ind under begrebet »moser« i lovens § 43. Såfremt hedemosen ikke

kan karakteriseres som en mose, er den derimod omfattet af

hedebegrebet. Sondringen mellem heder og moser er dog normalt

uden praktisk betydning.' Se herom afsnit 6.4.

Det bemærkes, at der i mange tilfælde er jævne overgange mellem på

den ene side visse hedetyper (»græsheder«), der er præget af

græsser som bølget bunke, fåresvingel, blåtop m.v. og på den

anden side overdrev. Disse er særligt i Øst-Danmark mange steder

en pendant til den jyske hede, der domineres af hedelyng og andre

dværgbuske. Hedelyngen har en begrænset levetid (20-30 år), og

mange hedearealer er under tilgroning af selvsåede buske og træer

som eg, bævreasp, gyvel, ene og selvsåede nåletræer som bjergfyr.

Betydelige hedearealer, der ikke er under regelmæssig naturpleje,

har nu således stedsvis karakter af mere eller minde lukket krat.

Sondringen mellem hede og overdrev eller hede og krat er dog

under forudsætning af, at det samlede udyrkede naturareal

opfylder størrelseskriteriet, normalt uden praktisk betydning. På

samme måde har sondringen mellem moser og heder mindre betydning

efter at begge naturtyper er blevet omfattet af § 43 a og

arealgrænsen nu foreslås at være den samme for disse jf. tillige

afsnit 7 nedenfor.

6.4. Moser og lignende. I den hidtidige § 43, stk. 2 er fastsat, at

»moser« er omfattet af beskyttelsen. Der har imidlertid været

tvivl om afgrænsningen af mosebegrebet. Traditionelt er begrebet

defineret udfra områdernes plantevækst, fugtighedsforhold og

jordbund, men det har været usikkert, hvorvidt alle disse tre

kriterier skulle opfyldes i det enkelte tilfælde, eller om det

var tilstrækkeligt, at kun en eller to af forudsætningerne var

til stede. Specielt har tvivlen angået, om det er en nødvendig

forudsætnng, at der foreligger et tørvelag.

Hensigten med bestemmelsen er navnlig at beskytte det vilde dyre- og

plantelliv. Det vil derfor være uhensigtsmæssigt at gøre

beskyttelsen afhængig af, om der i det konkrete tilfælde

foreligger et tørvelag.

For at tydeliggøre, at bestemmelsen også finder anvendelse, hvor der

ikke foreligger noget tørvelag, er ordet »moser« derfor erstattet

af »moser og lignende«.

Det bemærkes, at tørvedannelsen i visse mosetyper naturligt er meget

begrænset og undertiden næsten fraværende; dette gælder f.eks.

nogle kalkkær og vældmoser.

Der lægges derfor primært vægt på botaniske forhold i definitionen,

hvorimod hydrologiske og/eller geologiske kriterier kun

forudsættes anvendt, hvis der foreligger tegn på kulturbetingede

indgreb, som hindrer en botanisk bedømmelse. Her tænkes f.eks. på

nylig oppløjning, opfyldning eller anden intensiv

jordbearbejdning, hvorved terrænforhold er ændret eller naturlig

vegetation er fjernet. Også afgrænsningen mellem moser og andre

naturtyper foretages først og fremmest udfra botaniske kriterier.

Arealer betegnes således som mose, når de naturligt forekommende

moseplanter dominerer i forhold til plantearter fra andre

naturtyper. Envidere karakteriseres moser ved et ujævnt

overfladerelief.

En landbrugsmæssig udnyttelse, der er så begrænset, at den ikke

påvirker den naturlige vegetationssammensætning væsentligt, vil

indebære, at området må betegnes som mose i henhold til

naturfredningsloven. Ekstensiv græsning vil således kunne

forekomme i moser, som er omfattet af § 43 a, og en fortsat

græsning af denne art kræver derfor ikke dispensation.

Træbevoksede moseområder, hvor vegetationen er opstået naturligt, er

omfattet af naturfredningslovens § 43 a. Dette gælder også

birkekær og pilekrat samt elle- og askesumpe, såfremt den

forekommende urtevegetation i øvrigt medfører, at området må

betegnes som mose. I sådanne moser må normal forstlig udnyttelse

finde sted, mens f.eks. tilplantning kræver dispensation.

Begrebet »moser og lignende« i lovforslagets forstand omfatter

således udyrkede eller ekstensivt udnyttede områder præget af en

ferskvandspåvirket naturlig eller overvejende naturlig

vegetation, som er knyttet til gennemsnitlig høj vandstand, og

som ofte har dannet tørv eller anden organisk aflejring. Begrebet

er således en fællesbetegnelse for en række vådbundsområder med

plantesamfund, der har betegnelsen efter vegetationens

sammensætning (f.eks. rørsump, starsump, ellesump, birkekær,

pilekrat, eller efter vandtilførslen (højmose, kærmose, vældmose)

eller efter andre forhold (f.eks. dyndeng, fugteng). Om et område

kaldes mose eller kær har ingen betydning.

Ofte vil det være vanskeligt at trække en præcis grænse mellem mose

og andre typer af relativt uforstyrrede og naturligt forekommende

plantesamfund som heder, overdrev, strandsump m.v. Derimod vil

der som regel være markant synlige vegetations- eller

terrænforskelle i forhold til dyrkede arealer, tilplantede

skovarealer og terrænskel i form af veje, hegn, diger, grøfter

m.v. I mange tilfælde vil mosegrænsen derfor kunne trækkes i

forhold til arealer, der er i omdrift (under plov), eller

vejspor, hegn, diger, ejendomsskel m.v.

En nærmere afgrænsning er imidlertid i de fleste tilfælde uden

praktisk betydning, dels fordi de omtalte naturtyper som oftest

er omfattet af § 43 med det samme arealmæssige krav, dels fordi

en flerhed af de pågældende naturtyper, der sammenlagt udgør

4.000 m2, vil være omfattet af § 43-beskyttelsen jf. pkt. 7

nedenfor.

Moser beliggende i sommerhusområder og byzone har - på samme måde

som vandløb og søer beliggende i disse områder - hidtil været

omfattet af § 43-beskyttelsen, medens dette kun i begrænset

omfang har været tilfældet for de øvrige naturtyper. Ved

fastsættelsen af de nærmere regler i henhold til § 43 b, stk. 2

og stk. 7 vil denne ordning i videst muligt omfang blive søgt

opretholdt, og det vil således i denne henseende fortsat kunne

være nødvendigt nærmere at afgøre, om et givet område må

karakteriseres som en mose i modsætning til f.eks. en hede.

6.5. Strandenge. I Miljøministeriets cirkulære nr. 103 af 27. marts

1984 er strandenge beskrevet således i afsnit 3.3

»Begrebet strandenge i naturfredningslovens forstand omfatter - i

overensstemmelse med den almindelige forståelse heraf -

engstrækninger ved kysten. De afgørende kriterier er således

plantevæksten samt områdets landskabelige karakter og beliggenhed.

Strandenge er relativt flade, lavtliggende og kystnære arealer med

en naturlig vegetation bestående af græsser, halvgræsser og

urter, som danner en mere eller mindre sammenhængende grønsvær.

Strandengsflader brydes ofte af lavninger og naturlige render

(f.eks. loer) og ældre strandvoldsrygge. Strandenge beliggende ud

til kysten vil undertiden kunne blive overskyllede af havet.

Overskylshyppigheden og -perioden varierer meget. Her i landet

ligger den normalt mellem 10 dage pr. år og 1 dag pr. 10. år.

Strandengene strækker sig fra kysten og ind i landet. I de dele, der

ligger nærmest vandet, domineres plantevæksten af en eller flere

salttålende plantearter såsom kveller, vadegræs, annelgræs,

harril, strandtrehage, strandasters, strandvejbred, jordbærkløver

og engelskgræs m.fl. Disse plantearter aftager gradvis ind mod de

lidt højere liggende, mindre saltpåvirkede dele af strandengen.

Ind mod land afgrænses strandengen hyppigt af et terrænskel i form

af en niveauændring, hegn, skelgrøft, vej eller andet, som danner

grænse for engen med den nuværende eller tidligere udnyttelse som

græsningsareal.

I inddigede områder kan der undertiden fortsat eksistere strandenge

med salttålende planter, alt afhængig af særlig jordbund og

vandbevægelse.

Strandengsbegrebet i naturfredningsloven omfatter således en række

varierende naturtyper, der har forskellige betegnelser efter den

måde, hvorpå de er opstået og graden af saltpåvirkning. Områderne

kan blandt andet betegnes som marsk, marskeng, sylteng,

strandeng, strandoverdrev eller strandfælled.

I de fleste strandenge er den lave plantevækst resultatet af

landbrugsmæssig udnyttelse i form af græsning og høslæt. Ved

ophør af græsning eller høslæt kan ske en tilgroning med de mere

højtvoksende sumpplanter, og strandengen overgår da til at blive

en strandsump.«

6.6. Strandsumpe. I Miljøministeriets cirkulære nr. 103 af 27. marts

1984 er standsumpe beskrevet således i afsnit 3.3

»Strandsumpe er kystbeliggende områder, hvis vegetation er domineret

af store sumpplanter som tagrør, strandkogleaks, blågrøn kogleaks

og enkelte andre arter. Strandsumpe forekommer ofte på de mest

fugtige og eventuelt permanent vanddækkede dele af beskyttede

kyststrækninger.

Begrebet strandsumpe i § 43 b er forskelligt fra begrebet moser i §

43 (hvor størrelseskravet i almindelighed kun er på 0,5 ha), der

også omfatter rørsumpe. Som det imidlertid fremgår af afsnit

4.3., har sondringen mellem de to begreber - uanset de

forskellige størrelseskrav - i praksis kun mindre betydning. Hvor

sondringen har betydning (se f.eks. afsnit 11.2.3.), må den

foretages på grundlag af områdernes beliggenhed henholdsvis ved

kysten eller inde i landet, og i tvivlstilfælde udfra dominansen

af salttålende planter som strandkogleaks, blågrøn kogleaks,

strandasters m.fl. i strandsumpene."

6.7. Ferske enge og overdrev.

6.7.1. Disse arealer omfatter fugtige, ferske enge og tørre enge,

ofte kaldet overdrev. Under betegnelsen overdrev falder også

græsbevoksede kystskrænter.

På enge og overdrev kan der ofte forekomme mere eller mindre

udbredte bevoksninger med krat og anden træagtig vegetation.

Sådanne bevoksninger vil også være beskyttet af bestemmelsen, og

det vil derfor kræve dispensation, såfremt man ønsker at rydde et

sådant krat.

Udformningen af de gældende §§ 43-43 b og forslagets §§ 43 og 43 a

forudsætter, at benyttelsen af de beskyttede arealer kan

fortsætte som hidtil. Dette er baggrunden for forslaget i § 43 a,

stk. 2, hvori det er bestemt, at ferske enge kan omlægges i

hidtidigt omfang, idet nogle ferske enge, såkaldte »kulturenge«,

regelmæssigt omlægges navnlig for at sikre bedre

grænsningsmuligheder. Ved omlæg forstås normalt pløjning og

efterfølgende jordbehandling, hvorefter området tilsås med den

samme eller en ny afgrøde. Hvis det i forbindelse med omlæg af et

bestemt engareal inden for de senere år har været praksis i et år

at høste en anden afgrøde - typisk korn - på det pågældende

areal, vil denne praksis også kunne fortsætte ifølge

lovforslaget, i overensstemmelse med princippet om, at

lovforslaget ikke tilsigter nogen ændringer i den hidtidige

anvendelse af de beskyttede områder, når denne i øvigt ikke er i

modstrid med ønsket om at bevare den pågældende naturtype som

sådan.

Dyrkning af korn og andre sædskifteafgrøder på enge i større omfang

end hidtil vil kræve dispensation. Det samme gælder, såfremt man

ønsker at omlægge eller på anden måde foretage jordbearbejdning i

ferske enge, som ikke hidtil har været regelmæssigt omlagt,

hvorved normalt forstås inden for de sidste 7-10 år.

6.7.2.Ferske enge. Ferske enge skabes ved menneskets påvirkning.

Enge kan således være dannet ved slåning eller græsning af

naturlige kærsamfund eller ved fældning af elle-, aske-, birk-

eller pil-dominerede sumpskove med efterfølgende slåning eller

græsning.

Engens plantesamfund afviger delvis fra de oprindelige kærsamfund.

Ved slåning og/eller græsning forhindres træer og buske i at

indvandre, ligesom græsser og planter, der kan tåle

kulturpåvirkningen, får øgede konkurrencemæssige fordele frem for

de øvrige arter. Dette bevirker, at det oprindelige kærsamfund

ændres til at indeholde en større del af plantearter, der tåler

afslåning og nedbidning, samt arter, der på anden måde

begunstiges af påvirkningen. Af sådanne artsgrupper kan nævnes

lave, lyskrævende planter samt een- og toårige urter, hvis

spiring begunstiges af kreaturernes optrampning af jordbunden

eller regelmæssig slåning. Engene er derfor generelt artsrige og

indeholder en række sjældnere og fåtallige plante- og dyrearter.

Enge på forholdsvis god jordbonitet (rigkær) kan eksempelvis have en

vegetation af lavere urter som trævlekrone, engkabbeleje,

engblomme, vinget perikon samt maj-gøgeurt og andre orchideer

m.v. Er græsning eller høslæt forholdsvis ekstensiv eller

ophørende, kan disse engtyper være under tilgroninng med højere

planter som f.eks. lådden dueurt, stor nælde, tagrør, almindelig

mjødurt, kær-star, almindelige fredløs, angelik og kærtidsel

m.fl. Denne vegetation kan over nogle år udvikle sig til krat og

sumpskov.

De ferske enge udgør i dag en økologisk set meget betydende

biotoptype. Deres lysåbne samfund rummer et bredt register af

specielle plantearter samt bestande af fugle (vibe, bekkasin,

engpiber, bynkefugl m.fl.), pattedyr og insekter, hvoraf flere er

truede, ikke blot nationalt, men også internationalt. Endelig har

de enge, der ligger direkte langs vandløb og søer, en særlig

betydning som bufferzone, der medvirker til at reducere

udsivningen af næringssalte (og pesticider) til vandområderne.

De ferske enge er gennem de sidste årtier på landsplan blevet stærkt

reduceret, primært som følge af afvanding og detaildræning,

hvorved arealerne er blevet inddraget i den landbrugsmæssige

omdrift og udnyttet til kornavl, kulturgræsmarker, raps m.v.

Sideløbende er der også i de senere år sket en opgivelse af den

traditionelle udnyttelse af mange engarealer til høslæt og

græsning, hvorefter arealerne gradvist over nogle (5-15) år gror

til med tagrør, krat, sumpskov m.v.

Engene kan således ved naturlig tilgroning af fugtigere bund udvikle

sig tilbage mod mose, rørsump og krat eller sumpskov og på de

mere tørre dele mod mere eller mindre tilgroede overdrev og

græsfælleder. Overgangen mellem engen og sådanne relativt

uforstyrrede plantesamfund kan ofte erkendes ved hegn og skel,

men er i andre tilfælde jævn og glidende samt vanskelig at

lokalisere præcist i terrænet. Da de nævnte naturtyper imidlertid

også - under forudsætning af at størrelseskriteriet er opfyldt -

omfattes af bestemmelserne i loven, er disse grænsedragninger i

det store og hele af mindre betydning administrativt set.

6.7.3. Overdrev. I den oprindelige betydning var overdrevet den del

af en landsbys jorder, der som »udmark« lå udenfor vangene, og

som ikke var eng eller skov. Overdrevene blev traditionelt brugt

til græsning for husdyrene og eventuelt også til høslæt. Gennem

årene er mange overdrev ved oppløjning blevet inddraget i

omdriften, eller de er i en række tilfælde blevet plantet til, i

de senere år hyppigst med nåletræer.

De tilbageværende overdrev, der på landsplan skønnes at dække under

10.000 ha, ligger i dag spredt med de største arealer på øerne og

i Midt- og Østjylland. Der er typisk tale om tørbundsarealer, der

aldrig eller kun meget sjældent har været pløjet op, og som helt

overvejende har været udnyttet som græsningsarealer.

Græs- og urtevegetationen er oftest righoldig og varieret med mange

sjældne arter. Blandt mere karakteristiske plantearter kan f.eks.

nævnes mark-krageklo, gul evighedsblomst, mark-bynke, blåhat,

prikbladet perikon, gul snerre, smalbladet høgeurt, fløjlsgræs,

knoldranunkel m.fl. Der er til vegetationen knyttet et rigt

insekt- og andet dyreliv. Tørvelag er manglende eller kun svagt

udviklet.

Bortset fra strandoverdrev og enkelte fredede områder er overdrevene

i dag stort set alle indhegnede. I takt med de senere års

strukturændringer i landbruget er græsningen på mange arealer

aftaget eller helt ophørt, og en del overdrev præges derfor i

lighed med hedearealer af stigende tilgroning med buske og træer.

De eksisterende overdrev findes nu hovedsagelig på kuperede, svært

opdyrkelige områder eller som dele af dyrehaver. Derfor findes de

i reglen på nuværende og tidligere tiders kystskrænter (f.eks.

stenalderhavets kystskrænter), og andre kuperede, svært

opdyrkelige områder. Specielle overdrevstyper findes på Bornholm

i form af klippeløkker og som kalkbakker i Himmerland og på Møn

m.v.

Overdrevene kan have kontinuerlige og diffuse afgrænsninger i

forhold til naturtyper som enge, moser, krat og heder. Derimod

vil der oftest omkring overdrevet være tydelige terrænskel i form

af veje, hegn, grøfter og lign., ligesom der vil være markante

overgange i forhold til højskov og plantage samt til agerarealer,

der er i omdrift.

Visse hårdt græssede overdrev kan være næsten uden opvækst af

vedplanter (buske, træer).

7. Særligt om arealberegning

Mellem de fleste af de ovenfor nævnte naturtyper er der i mange

tilfælde meget jævne og glidende overgange, f.eks. fra eng til

mose, fra rørsumpe til kratbevoksede områder og fra hede til

mose. De nævnte overgange med små ændringer i

vegetationssammensætningen vil bero på helt lokale variationer i

jordbundens type og vandindhold.

Ved arealberegningen af sådanne biotopkomplekser lægges det samlede

naturareals størrelse til grund. Småbiotoper, der ikke i sig selv

opfylder størrelseskriteriet, vil således kunne være omfattet af

beskyttelsesordningen, hvis de støder op til eller indgår i

arealer med andre naturtyper, som er omfattet af

beskyttelsesordningen jf. bl.a. bemærkningerne herom i pkt. 6.3.

og 6.4. samt om småsøerne i pkt. 6.1.

Ved afgrænsningen af arealet lægges endvidere til grund, at der skal

være tale om et sammenhængende areal.

Med sammenhængende areal forstås et område, som i

naturfredningsmæssig henseende kan karakteriseres som en

funktionel helhed. Dette indebærer, at en hede, eng, mose, eller

et overdrev eller kombinationer af disse naturtyper kan anses som

sammenhængende i naturfredningslovens forstand, uanset om området

i et vist omfang er gennemskåret af f.eks. mindre veje,

brandbælter, vandløb, små skovparceller, hegn, herunder levende

hegn m.v. I øvrigt må det bero på et konkret skøn i det enkelte

tilfælde, om et areal kan anses som sammenhængende, herunder om

de »fremmede elementer« er så væsentlige, at der såvel

landskabeligt som biologisk set ikke er tale om helhed. Disse

elementer må derfor udgøre en relativ beskeden del af det samlede

areal, for at der kan ses bort fra dem ved afgørelsen af, om

området er »sammenhængende«.

Det bemærkes, at ejerforholdet er uden betydning for afgørelsen af,

om et areal er sammenhængende. Præcise regler om arealberegningen

kan fastsættes med hjemmel i § 43 b, stk. 7, jf. afsnit 5.4.

ovenfor.

8. Forespørgsler

De hidtil gældende bekendtgørelser vedrørende naturfredningslovens

kapitel VII om fortidsminder er forudsat nogle mindre justeringer

af kompetenceforholdene mellem p.d.e.s. Skov- og Naturstyrelsen

og p.d.a.s. fredningsnævnene med henblik på især en forenkling og

afskaffelse af den administrative dobbeltkompetence, hvorefter

både Skov- og Naturstyrelsen og fredningsnævnene i visse tilfælde

skal give tilladelse til indgreb i fortidsminder.

Der er ikke herudover fremsat forslag om andre ændringer i disse

kompetenceforhold, og fredningsnævnene samt Overfredningsnævnet

er derfor stadig de centrale myndigheder, når det drejer sig om

konkrete fredninger efter kapitel III.

Med hensyn til administrationen af lovens beskyttelses- og

byggelinjer skal der henvises til betænkningen fra Arealudvalget

om harmonisering af lovgivningen om arealanvendelse og regulering

af fast ejendom.

Et flertal af Arealudvalget har heri angivet, at administrationen af

naturfredningslovens bygge- og beskyttelseslinjer bør overføres

til amtsrådene, således at amtsrådene får beføjelse til som 1.

instans at træffe afgørelser i konkrete sager (denne beføjelse

ligger i dag hos fredningsnævnene), og således at amtsrådet

tillige får beføjelsen til inden for nærmere angivne områder at

ophæve bygge- og beskyttelseslinjer. Denne beføjelse, der typisk

anvendes i forbindelse med lokalplanlægningen, ligger i dag hos

Skov- og Naturstyrelsen.

Skov- og Naturstyrelsen har i Arealudvalget bebuder en mere generel

revision af naturfredningsloven i løbet af et par år. Styrelsen

vil i den forbindelse bl.a. gennemgå administrationen af bygge-

og beskyttelseslinjerne med udgangspunkt i de forslag, som er

indeholdt i Arealudvalgets betænkning og resultaterne af især den

politiske behandling af og stillingtagen til disse forslag.

Der er ikke fremsat forslag om ændringer i lovens klageregler

bortset fra en enkelt justering af klagefristens beregning, jf.

forslagets nr. 16. Eventuelle større ændringer i klagereglerne

bør afvente det endelige resultat af arbejdet i Miljøministeriets

arealudvalg. De ændringer i klagereglerne, som kan komme på tale

som led i opfølgningen af Arealudvalgets arbejde, vil blive

behandlet i sammenhæng med lignende ændringer i den øvrige

relevante lovgivning.

1.3. Ændringen af naturfredningsloven skal ses i sammenhæng med

regeringens forslag til lov om støtte til naturbevaring,

naturgenopretning, skovtilplantning og friluftsliv, som med en

række økonomiske virkemidler supplerer naturfredningslovens

instrumenter, især når det drejer sig om naturpleje og

-genopretning jf. bl.a. lovforslagets nr. 1 (§ 1, stk. 4), nr. 3

(§ 18, stk. 2, 2. pkt.) og nr. 32 (§ 62 a). I den forbindelse kan

også nævnes Landbrugsministeriets støtteordninger til

landbrugsekstensivering jf. de specielle bemærkninger til nr. 10,

12 og 13, pkt. 5.3.

For så vidt angår områder, der er omfattet af fredsskovpligt, er det

i forslaget til ændring af skovloven forudsat, at søer, moser,

heder, strandenge og strandsumpe ikke må dyrkes, afvandes,

tilplantes eller på anden måde ændres. Dette gælder selv om

størrelsen er mindre end de nedre arealgrænser der gælder efter

nærværende lovforslags §§ 43 og 43 a.

1.4. Ændringen af naturfredningsloven kan endelig ses som et led i

en fortsat forbedret opfyldelse af formålet med og

forpligtelserne ifølge forskellige internationale konventioner

m.v., som Danmark har tilsluttet sig. Det drejer sig især om

forslagene vedrørende lovens § 43 m.v., der er omtalt nedenfor i

punkt 2.2. - 2.4. Disse forslag er af væsentlig betydning i

relation til såvel Ramsar-konventionen (jf. Udenrigsministeriets

bekendtgørelse af 4. april 1978) og EF's

fuglebeskyttelsesdirektiv (se de specielle bemærkninger til nr.

26) som til den i de specielle bemærkninger til nr. 27 omtalte

Europæiske Naturbeskyttelseskonvention. En forholdsmæssig stor

del af de arealer, der beskyttes eller nu foreslås beskyttet af §

43 m.v., ligger nemlig i Ramsar-områder og

EF-fuglebeskyttelsesområder, eller falder indenfor rammerne af

kravene til beskyttelse af levesteder i Den Europæiske

Naturbeskyttelseskonvention. Også i andre af forslagene indgår

imidlertid hensynet til internationale forpligtelser eller

folkeretlige principper. Det gælder således de forslag, der er

omtalt nedenfor i punkt 3.3., 4.8., og 4.9., d.v.s. lovforslagets

kapitel VIII, især § 56, hvorefter der gælder en offentlig

adgangsret til udyrkede områder, såfremt ejeren ikke har

foretaget hegning, og der iøvrigt er lovlig adgang.

Miljøministeren kan bestemme, at de i § 43 c, stk. 1 nævnte

beskyttelsesbræmmer ved visse vandløb m.v. ikke skal være

omfattet af bestemmelserne om offentlig adgang. I nogle tilfælde

vil det dog være vanskeligt at færdes på arealerne, fordi de er

mere eller mindre tilgroede med tæt urtevegetation eller krat,

eller fordi der, som det ofte vil være tilfældet, for såvidt

angår de mindre eller små søer og moser, ikke er offentlig adgang

til dem. For vandløbs vedkommende skal der efter reglerne i

vandløbslovens § 69 allerede i dag være passagemuligheder for

vandløbsmyndigheden ved tilsyn i forbindelse med vandløbenes

løbende vedligeholdelse.

Det skønnes umiddelbart, at reglerne i naturfredningslovens § 56,

stk. 2 i almindelighed vil være tilstrækkelige til at hindre

negative biologiske virkninger af det formentlig noget øgede pres

mod f.eks. de vandløbsnære arealer, som beskyttelsesbræmmerne vil

medføre.

Da det imidlertid er hensigten, at især beskyttelsesbræmmerne langs

vandløb også skal fungere som økologiske spredningsveje, og en

afspærring, hvor dette er nødvendigt, i form af hegning kan være

besværlig, umulig eller bekostelig, kan det være hensigtsmæssigt,

at der tilvejebringes mulighed for, at der kan gennemføres

adgangsbegrænsninger på en mere smidig måde end den § 56, stk. 2,

2. pkt. i dag åbner mulighed for, nemlig for private arealer i

form af konkret bedømmelse af Fredningsnævnet fra sag til sag.

Lovforslaget giver derfor hjemmel til at fastsætte regler, der

begrænser offentlighedens adgang til bræmmerne og således, at

dette kan ske for bestemte kategorier af beskyttelsesbræmmer. Der

vil også konkret kunne gøres undtagelse fra de almindelige

adgangsbestemmelser f.eks. for en hel - særlig sårbar -

vandløbsstrækning eller søerne i et bestemt område. Herved kan

der på een gang således som det er tilfældet m.h.t. den gældende

Ingen

Nr LSF 213

Forslag til Lov om ændring af lov om naturfredning

Fremsat af miljøministeren (Chr. Christensen)

den 18. marts 1988