1987 LSF 205 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BØRNETILSKUD OG FORSKUDSVIS UDBETALING AF BØRNEBIDRAG
Statutory Text (3 Articles)
I lov nr. 350 af 4. juni 1986 om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, som ændret ved lov nr. 948 af 23.
december 1986, foretages følgende ændring
I § 5, stk. 1, nr. 4, udgår ordene »eller i øvrigt forsørges af
offentlige midler«.
Bemærkninger til lovforslaget
I børnetilskudslovens § 5, stk. 1, er opregnet en række betingelser
for at opnå børnetilskud. Tilsvarende betingelser gælder for ret
til forskudsvis udbetaling af børnebidrag samt
børnefamilieydelse. Blandt disse betingelser er, at barnet ikke
er anbragt uden for hjemmet efter bistandsloven, ikke sammen med
en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en
døgnforanstaltning efter bistandsloven eller i øvrigt forsørges
af offentlige midler. Forslagsstillerne mener, at de nævnte
betingelser generelt er diskutable, men hensigten med dette
lovforslag er kun at fjerne den elastikbestemmelse, der betyder,
at familier med langtidssyge børn mister retten til børneydelser.
Det fremgår bl.a. af Sikringsstyrelsens vejledning om
bestemmelsen, at hvis et sygehusophold for et barn påregnes at
blive af længere varighed, efter praksis mere end ca. 2 måneder,
så anses barnet for forsørget af det offentlige under hele
indlæggelsen, og så ryger alle børneydelser.
Konsekvensen er, at en enlig forsørger med et barn, der bliver
indlagt i længere tid på et sygehus, kan risikere at miste i alt
4.694 kr. for et kvartal i form af manglende børnetilskud,
forskudsvis udbetaling af børnebidrag og børnefamilieydelse.
Forslagsstillerne er vidende om, at det faktisk sker. Reglerne er
oven i købet sådan, at retten til at modtage tilskud skal være
opfyldt ved begyndelsen af det første døgn i kvartalet. Det
medfører, at hvis barnet f.eks. bliver udskrevet det tredje døgn
i kvartalet, så er ydelserne for perioden alligevel forsvundet.
Filosofien bag bestemmelsen er rimeligvis at undgå
»dobbeltforsørgelse« - et begreb, der kan udsættes for meget
juridisk spidsfindighed - jf. debatten for nogle måneder siden om
fradrag i grundydelsen for kontanthjælpsmodtagere under
sygehusophold. Men ikke engang denne diskutable filosofi holder i
forbindelse med børns indlæggelse på hospital. Her modtager
barnet kun kost, men børneydelserne er beregnet til mange andre
udgifter som f.eks. tøj, kontingenter, eventuelt
daginstitutionsbetaling m.v., og i øvrigt indgår beløbene
naturligvis i familiens almindelige økonomi. Selv om dette ikke
var tilfældet, ville forslagsstillerne alligevel være imod
bestemmelsen, fordi der, hvordan man end vender og drejer det, er
tale om en slags brugerbetaling for sygehusophold. Hertil kommer
det urimelige i, at familier med langtidssyge børn oven i dette
problem også skal have økonomiske problemer.
Af disse grunde foreslås bestemmelsen fjernet.
Lovforslaget indebærer, at man heller ikke mister retten til
børneydelser ved visse andre former for ophold uden for hjemmet
som f.eks. på en observationsskole. Det er fuldt bevidst, da
forældre også i disse tilfælde afholder udgifter, der har
sammenhæng med børnene.
Ingen
Nr LSF 205
Forslag til Lov om ændring af lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
Fremsat af Agerschou (SF) Carsten Andersen (SF) Birgitte Husmark (SF) Ejner Larsen (SF) Ebba Strange (SF) Bente Søltoft (SF)
den 10. februar 1988