1987 LSF 194 FORSLAG TIL SKOVLOV
Table of Provisions (73)
Statutory Text (73 Articles)
Kapitel 1
Formål
§ 1. Lovens formål er
1) at bevare og værne de danske skove,
2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og
produktivitet,
3) at medvirke til at forøge skovarealet, og
4) at styrke rådgivning og information om god skovdrift.
Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre,
at skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre
træproduktionen og varetage landskabelige, naturhistoriske,
kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til
friluftslivet.
§ 1, II, A og B.
Efter bestemmelsen fastlægges fredskovspligt for en stor del af de
private skove på grundlag af, om der var skov eller træarter, som
kan udvikles til højstammede bevoksninger, i 1805, eller - for de
sønderjyske landsdeles vedkommende - i 1784. I de pågældende år
trådte de forordninger om skove, der er nævnt i de indledende
bemærkninger til § 3, i kraft.
De sønderjyske landsdele er de landområder, der ved fredstraktaten i
Versailles af 28. juni 1919 blev overdraget til Danmark, jf. lov
nr. 351 af 9. juli 1920 om indlemmelse af de sønderjyske landsdele
i kongeriget.
Det kunne overvejes at opgive forbindelsen mellem fredskovspligten og
de gamle forordninger. Det skyldes bl.a., at det tilgængelige
kortmateriale ofte ikke viser forholdene for netop årene 1784 og
1805.
Det foreslås imidlertid at fastholde disse årstal først og fremmest
af de grunde, der er nævnt i indledningen til bemærkninger til §
4, stk. 1.
Ad nr. 6. Forslaget er identisk med den tilsvarende bestemmelse i den
gældende lovs § 1, I, om skove, der ved lovens ikrafttræden, det
vil sige 14. maj 1935, tilhørte offentlige stiftelser.
Ved offentlige stiftelser forstås, ligesom efter den gældende lov,
stiftelser, der er under offentligt tilsyn, og hvis midler ifølge
fundatsen skal komme en større, ubestemt kreds af personer til
gode. Sådanne skove har i det store og hele ikke været handlet, og
der forekommer derfor ikke skødepåtegninger til afgørelse af
fredskovsforholdene.
Ad nr. 7. Bestemmelsen er en lovteknisk præcisering af den gældende
lovs § 1, II, B, b. Denne omhandler skove, der er anlagt på de
fæstebondejorder, som godsejeren unddrog fra bondebrug i henhold
til udskiftningsforordningen af 1787 og skovforordningen af 1805.
I henhold til disse regler kunne hovedgårdsejere unddrage
fæstebondejord fra bønderne på betingelse af, at arealerne blev
tilplantet.
De majorater, der blev frigjort i henhold til majoratsloven
(lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986), var alle
hovedgårde. Der var tale om de såkaldte len (grevskaber og
baronier), stamhuse og fideikommisser, som omfatter en væsentlig
del af de gamle, private godsskove.
Det antages, at en stor del af de gamle, private godsskove er
fredskovspligtige ifølge den gældende lovs § 1, II, B, b.
Ad nr. 8. Mange jyske egekrat og andre naturskove er
fredskovspligtige ifølge retspraksis, men det fremgår ikke klart
af loven.
Der er i mange tilfælde knyttet naturvidenskabelige og/eller
landskabelige interesser til disse naturskove, jf. bemærkninger
til lovforslagets § 16, stk. 1.
Bestemmelsen omfatter, i modsætning til den gældende lov, egekrat
uden hensyn til deres alder.
De øvrige typer af naturskove, f.eks. bøgepur og klippeløkker vil
oftest være fredskovspligtige efter reglen i nr. 5.
Ad Stk. 2
Se bemærkningerne til stk. 1, nr. 3, ad II, og til nr. 4.
Ad Stk. 3
Bestemmelsen svarer delvis til den gældende lovs § 6, stk. 5. Den
tilsigter at bevare de ikke-træbevoksede arealer, der som en del
af skoven udgør en landskabsmæssig naturlig sammenhæng med den
egentlige skovbevoksning. Som eksempel på sådanne arealer kan
nævnes heder, moser og strandenge uanset størrelsen heraf, jf.
forslaget til § 16, stk. 3, og bemærkninger dertil.
Bestemmelsen gælder desuden for (tidligere) tjenestejorder, samt for
klitter, marker og enge, der udgør en del af skovejendommen.
Veje, brandbælter og andre ubevoksede arealer, der er nødvendige for
skovdriften, er også omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen gælder kun for arealer, der ligger på samme ejendom som
skoven.
Ad Stk. 4
Når Jordbrugsdirektoratet under Landbrugsministeriet opkøber arealer
i forbindelse med en jordfordeling, sker det med henblik på
snarlig videresalg til private, jf. lov nr. 129 af 28. april 1955
om jordfordeling mellem landejendomme (med senere ændringer). De
skove, der i sådanne tilfælde opkøbes, forbliver altså ikke i
statsligt eje, hvorfor de foreslås undtaget fra reglen i stk. 1,
nr. 1, for at undgå, at fredskovspligten kan virke hindrende for
jordfordelingens gennemførelse.
Ad stk. 5
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1.
Til § 4
Ad Stk. 1
Fredskovsbegrebet, der er et bærende element i lovforslaget, har i
næsten 200 år været et særdeles stærkt redskab i
landskabsforvaltningen, som har sikret bevaring og udvidelse af de
danske skove.
Det har været overvejet, om dette redskab yderligere kunne styrkes
ved et forslag om, at al skov er fredskov. Dette ville i
realiteten være at opgive fredskovsbegrebet.
Det antages, at den respekt, som i årenes løb har stået om begrebet,
netop skyldes, at der findes både skov, der er fredskovspligtig,
og skov, der ikke er fredskovspligtig.
Det formodes, at omkring 85 pct. af landets skove i dag er
fredskovspligtige.
Ved forslaget opretholdes fredskovsbegrebet, og det præciseres, at
fredskovspligt er en arealreservation, der er fastsat ved lov.
Heraf følger blandt andet, at fredskovspligten ikke viger for
modstridende bestemmelser i den fysiske planlægning i medfør af
lands- og regionplanlovene, kommuneplanloven eller andre love med
planlægningsbestemmelser.
Visse arealer er undergivet både fredskovspligt efter skovloven og
landbrugspligt efter landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 424
af 1. juli 1986. Ifølge landbrugslovens § 7a skal
landbrugspligtige jorder udnyttes på forsvarlig jordbrugsmæssig
måde. Med visse undtagelser anses skovbrug ikke som
jordbrugsmæssig udnyttelse. Landbrugsloven er dog ikke til hinder
for, at skovarealer, der fandtes før lovens ikrafttræden den 21.
april 1967, fortsat drives som skov. Landbrugspligtige skove, der
også er fredskove, skal drives efter skovlovens
dyrkningsbestemmelser. Sådanne skove er dog også omfattet af
landbrugslovens regler om hovederhverv, bopælspligt,
uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning m.v. I enkelte
tilfælde, f.eks. i jordfordelingssager, kan det være en fordel, at
sådanne skove er undergivet samme reguleringer som
landbrugsarealer. I den overvejende del af sager, hvor arealer
både er landbrugs- og fredskovspligtige, kan dobbeltadministration
forekomme. Blandt andet Skovpolitisk Udvalg har påpeget dette.
Landbrugsloven indeholder visse begrænsninger for, at
landbrugspligtig jord fremover indtages til (fred)skov. Ejeren af
en landbrugsejendom kan tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha,
af den del af ejendommen, der ikke var tilplantet inden den 1.
august 1973. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om
yderligere skovtilplantning. Disse regler tilsigter alene en
regulering af en egentlig skovtilplantning. Juletrækulturer på
landbrugspligtig jord er ikke omfattet af reglerne, idet sådanne
bevoksninger kan dyrkes som en landbrugsafgrøde.
Det præciseres, at fredskovspligtige arealer skal dyrkes efter
retningslinierne for god skovdrift.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen er central i lovforslaget.
At fredskovspligtig grund skal holdes bevokset med højstammede træer
medfører først og fremmest, at der herved produceres træ af den
bedst mulige kvalitet til industriel udnyttelse. Det gælder såvel
træ til finer, møbler, husbyggeri, skibsbyggeri m.v., som til
papir og spånplader. Dette indebærer, at den bedste lønsomhed ved
dyrkning af skovtræer i reglen sker ved højskovsdrift. Blandt
andre fordele ved højstammet skov er, at sådan skov kan have
betydelige landskabelige og naturhistoriske kvaliteter. Der tænkes
her ikke blot på de »nationale« højstammede løvskove, men også på
andre skovtyper.
Forslaget er forenklet i forhold til den gældende lovs § 6, stk. 1.
Heri er det desuden anført, at der skal være træer af en sådan art
og beskaffenhed samt i et sådant antal, at den beskrevne
bevoksningstilstand udvikles i skovene. Dette er nu indeholdt i
lovforslagets § 14.
Da hverken juletræer eller energiskov danner højstammede træer
indenfor et rimeligt tidsrum, idet de som led i dyrkningen
afhugges forinden, er sådanne kulturer ikke tilladt i fredskov
efter den gældende skovlov. Lovforslaget legaliserer dyrkning af
juletræer, se § 14, stk. 2.
Ad stk. 3
Blandt de arealer, der er omfattet af bestemmelsens første led, kan
f.eks. nævnes veje, brandbælter, skovplanteskoler og vildtagre.
Til § 5
Bestemmelsen er ny.
Der er eksempler på, at skov er ryddet, uden at det forinden er
klarlagt, om der var tale om et fredskovspligtigt areal eller ej.
Med reglen fastslås, at spørgsmålet om fredskovspligt skal være
afklaret forinden.
Forslaget skal sammenholdes med § 23. Dette indebærer, at selv om
ejeren godtgør, at skoven ikke er fredskovspligtig, må den ikke
uden tilladelse overgå til anden anvendelse i 10 års-perioden
efter et ejerskifte, jf. § 23.
Til § 6
Den foreslåede fortrinsstilling for fredskovspligt i forhold til
andre rettigheder er nødvendig til sikring mod, at
fredskovspligten udslettes i tilfælde af tvangsauktion. En
tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 3 omfatter kun de
fredskove, der fandtes ved lovens ikrafttræden. Derudover findes i
lovens § 4, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter pålæggelse af
fredskovspligt ved deklaration forudsætter panthavernes samtykke.
Normalt kan pålæggelse af fredskovspligt ikke bringe pantesikkerheden
i fare, men kravet om panthaversamtykke medfører, at alle
pantebreve i en ejendom skal forsynes med tinglyste
respektpåtegninger, når der lægges fredskovspligt på et areal,
f.eks. et vederlagsareal for ophævelse af fredskovspligt et andet
sted. Den foreslåede bestemmelse vil forenkle administrationen.
Der findes tilsvarende bestemmelser i § 10 i lov om by- og landzoner
(lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985) og i § 10 i lov om
råstoffer (lovbekendtgørelse nr. 531 af 10. oktober 1984).
Fredskovspligt er med denne regel ikke til hinder for ekspropriation.
Ekspropriationen som sådan tilsidesætter dog heller ikke
fredskovspligten.
Til § 7
Ad Stk. 1
Forslaget træder i stedet for reglerne i den gældende lovs §§ 24 - 33
om fredskovskonstatering.
Forenklingen indebærer, at der administrativt kan træffes afgørelser
om fredskovspligt uden iagttagelse af de komplicerede regler i den
gældende lov om fremlægning, indvarsling m.m.
Da skovloven blev vedtaget i 1935, var det hensigten, at al
fredskovspligt i løbet af ca. 50 år skulle fremgå af tingbogen.
Skødepåtegningsordningen i den gældende lovs § 10, stk. 3, skulle
medvirke hertil. Dette mål er dog ikke nået, selv om en
betydelig del af fredskovene er noteret efter denne bestemmelse.
Efter en lovændring i 1949 blev den retskredsvise
fredskovskonstatering indledt for at fremskynde processen, men i
midten af 1960'erne blev arbejdet indstillet, da det var for
ressourcekrævende. Arbejdet var da afsluttet i kun ca. en
trediedel af landet ved udstedelse af bekendtgørelser om
skødepåtegningsordningens bortfald i de pågældende retskredse, der
iøvrigt ikke hører til de skovrigeste.
Forholdet er senere kompliceret af, at der i 1970'erne blev
foretaget en del omlægninger af retskredsene, så det i dag kan
kræve betydelige arkivstudier for at fastlægge, hvor ordningen
gælder.
Den foreslåede bestemmelse lægger op til, at skovmyndighederne
snarest får afsluttet gennemgang og notering af de
fredskovspligtige arealer (det, der i den gældende lov omtales som
fredskovskonstatering). Dette kan bl.a. lade sig gøre ved hjælp af
den nyetablerede edb-matrikel i Matrikeldirektoratet.
En afgørelse af, at et areal er fredskovspligtigt, må naturligvis
baseres på de kriterier, der er nævnt i § 3. I overensstemmelse
med den administrative struktur, som lovforslaget lægger op til,
skal afgørelsen træffes af Skov- og Naturstyrelsen på grundlag af
en indstilling fra et statsskovdistrikt. Hvis ejeren anser
afgørelsen for at være forkert - og evt. sidder inde med
materiale, der viser, at arealet ikke er fredskovspligtigt - kan
der, som ved tilsvarende administrative afgørelser, klages til
miljøministeren. I sidste ende kan sagen om nødvendigt indbringes
for domstolene.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 1, IV, men er
i et vist omfang vidererækkende.
Forslaget har flere formål. Dels at undgå visse tvivlstilfælde, der
kan optræde i forbindelse med afgrænsning af fredskovspligt i en
skov, der indeholder skovstykker, som efter reglerne i § 3, stk.
1, ikke er fredskovspligtige. Dels at undgå forskellige nabogener
og gener for den »egentlige« fredskov, som kan opstå, hvis en
ikke-fredskovspligtig del af en skov ryddes uden hensyn til den
øvrige del.
Bestemmelsen er ikke begrænset til kun at angå skovstykker, der
findes ved lovens ikrafttræden. Den vil endvidere finde anvendelse
på skovstykker, der anlægges i fremtiden.
Med arronderer, der er et skovbrugsfagligt udtryk, menes enhver form
for udvidelse af en skov, der medfører, at skovens yderkant bliver
mere afrundet. Længden af skovens yderkant formindskes altså i
forhold til arealet, når arronderingen forbedres.
For at bestemmelsen kan finde anvendelse, må den
ikke-fredskovspligtige del tydeligt skulle udgøre en del af skoven
som topografisk enhed. Der kan altså ikke være tale om at pålægge
f.eks. ikke-fredskovspligtige juletræsarealer fredskovspligt, før
de har nået en betydelig højde, 10 m eller mere. Juletræer anses
derfor fortsat som en landbrugsafgrøde.
Det er ikke nogen betingelse, at disse skovstykker ligger på samme
ejendom som den »egentlige« fredskov.
Reglen vil blive administreret efter retningslinier, der udarbejdes
efter forhandling med Skovnævnet, jf. § 43, stk. 1, nr. 4.
Ad Stk. 3
Efter gennemgang og afgørelse af fredskovspligt påhviler det
skovmyndighederne til oplysning for både nuværende og kommende
skovejere at få foretaget notering herom i tingbogen og i
matriklen.
At visse brugere m.v. skal underrettes om afgørelsen skal ses i lyset
af deres mulighed for at udnytte deres klageret. De brugere, der
tænkes på, er sådanne, som har en egentlig personlig og/eller
økonomisk interesse i spørgsmålet, om skoven er fredskovspligtig,
eller ej. Det kan f.eks. være en forpagter, mens f.eks. en
jagtlejer ikke er omfattet af bestemmelsen.
Til § 8
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 4, stk. 1, men er dog mere
detaljeret end denne.
For at nye fredskove bedst muligt kan komme til at tilgodese kravene
i kapitel 3 om god skovdrift, kan der i deklarationen fastsættes
bestemmelser om arealets tilplantning, træartsvalg, kulturmetoder,
løvtræbælter og lignende.
For at et areal kan være egnet til at blive pålagt fredskovspligt,
skal bl.a. følgende kriterier tillægges vægt: bonitet,
arealstørrelse, arrondering, nærhed til anden fredskov,
landskabelig virkning, miljø- og grundvandsbeskyttelse, hensyn til
friluftslivet, naturgenopretning m.v.
Der er i en række amtskommuner og kommuner redegjort for disse
forhold i regionplanlægningen og kommuneplanlægningen. Det vil
være skovlovsmyndighedernes opgave at administrere reglen i
overensstemmelse med denne planlægning.
Bestemmelsen gælder ikke kun tilfælde, hvor en ejer af egen drift
lægger fredskovspligt på et areal. Den gælder tilsvarende i
tilfælde, hvor der af skovmyndighederne stilles krav om et
vederlagsareal, jf. forslagets § 13, og tilfælde, hvor der i
overensstemmelse med den sammenfattende fysiske planlægning kan
etableres nye fredskove, jf. kapitel 6.
Reglen kan bl.a. anvendes i forbindelse med skovtilplantning på
marginaljord.
Fredskovsdeklarationen skal have Skov- og Naturstyrelsen som
påtaleberettiget. Det kan - ligesom efter den gældende praksis -
bestemmes i tilladelsen, at fredskovsdeklarationen skal indeholde
et kort, der er udarbejdet af en landinspektør, og som viser
beliggenheden af det fredskovspligtige areal. Hvis
deklarationsarealet er en del af et matr. nr., kan det desuden
bestemmes, at grænserne for det fredskovspligtige areal, markeres
af en landinspektør.
Pålæggelse af fredskovspligt er en offentligretlig servitut, der ikke
kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens §
36.
Hvis arealet er landbrugspligtigt, skal tilplantning og pålæggelse af
fredskovspligt tillige ske inden for de rammer, der er fastsat i
landbrugsloven.
Bestemmelsen i stk. 2 om sikkerhedsstillelse er en fast praksis, der
hermed foreslås lovfæstet. Den tilsigter at skabe sikkerhed for,
at arealer, der indtages til fredskov, inden for en rimelig tid
kommer i skovdrift.
Til § 9
Stk. 1 afløser den gældende lovs § 5, der taler om at »fritage for
fredskovspligt«. I administrationen har man imidlertid altid
benyttet udtrykket »ophæve fredskovspligt«, der hermed foreslås
som lovens udtryk.
Ifølge praksis ophæver man så at sige aldrig fredskovspligten på
enklaver i skov. Begrundelsen er, at hvis enklaver er undtaget
fra fredskovspligt og derfor frit kan ryddes, kan det blive meget
generende for den resterende del af skoven.
Årsagerne til ansøgninger om ophævelse af fredskovspligt er
mangeartede. Der kan f.eks. være tale om landbrugsmæssig
dyrkning, byggeri, forskellige offentlige anlæg m.m.
Hvor vækstforholdene er ringest, kan det være formålstjenligt at
ophæve fredskovspligten på mindre plantager, der ligger uden
sammenhæng med anden fredskov. Den gældende lov giver ved § 5, a),
mulighed for, at fredskovspligten ophæves, hvis skovens dårlige
form, ringe størrelse eller naturforholdene kan begrunde det.
Denne bestemmelse har dog sjældent været benyttet. Det er
hensigten at styrke adgangen til at opgive fredskove, der ikke
opfylder nævneværdige formål. Der vil i sådanne tilfælde normalt
ikke blive stillet krav om vederlagsareal.
I mange tilfælde er der dog tale om nåletræsplantager, der ved
konvertering til løvtræ (f.eks. eg) kan bidrage til
naturgenopretning i de pågældende egne. I sådanne tilfælde kan
tilskud efter reglerne i kapitel 4 komme på tale.
Stk. 2 afløser den gældende lovs § 7, stk. 2, om suspension af
fredskovspligten. Ansøgninger herom kan have forskellige formål,
som f.eks. anlæg af dyrehaver og lystskove.
Både ved ophævelse af fredskovspligt efter stk. 1 og ved suspension
af fredskovspligt efter stk. 2 foretages der en afvejning af
væsentligheden af den påtænkte ikke-skovdriftsmæssige anvendelse
og hensynet til at fortsætte skovdriften, herunder hensynet til de
miljømæssige forhold.
Samtidig skal den afvejning, der er gennemført i den sammenfattende
fysiske planlægning, det vil sige region- og kommuneplanlægningen,
tilgodeses.
Ved ophævelse eller suspension af fredskovspligt vil der i reglen
blive stillet vilkår for tilladelsen. Ved ophævelse og i en række
tilfælde ved suspension af fredskovspligt kan der stilles krav om
vederlagsareal, se § 13 og bemærkninger dertil. Ved suspension af
fredskovspligt vil der også blive stillet vilkår om arealernes
gentilplantning ved periodens ophør, ligesom der kan stilles krav
om sikkerhedsstillelse.
Til § 10
I den gældende lov findes ikke en regel, der udtrykkeligt svarer til
denne bestemmelse. Der er hidtil indfortolket et forbud mod
bygninger m.v. i den gældende lovs § 6, stk. 1, hvorefter
skovgrunden skal holdes bevokset med højstammede træer. Heraf
følger, at der ikke må være bygninger og anlæg på grunden udover
dem, der er nødvendige for skovdriften.
For at være driftsmæssigt nødvendige skal bygninger tjene skovdriften
og ikke f.eks. jagt eller landbrugsmæssige formål.
For at en beboelsesbygning kan være nødvendig, skal den bebos af en
person, der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven.
På grund af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en
bestemt arealstørrelse, der gør et beboelseshus nødvendigt.
Normalt forudsætter det et bevokset areal på mindst 100 ha. Hvis
vækstforholdene er ringe, vil den nødvendige mindste
arealstørrelse være større end 100 ha.
I skove, hvor der bruges traktor, kan en mindre garage være en
nødvendig driftsbygning. I skove over ca. 50 ha kan maskinhuse
være nødvendige.
Blandt de anlæg, som omfattes af forbuddet, kan nævnes veje,
lossepladser, affaldsdepoter, luftledninger og rørledninger,
hvorimod skydeplatforme, foderhuse, læsseramper og lignende anses
for at være anlæg, der er nødvendige for skovdriften.
Det er fast praksis, at landbrugsbygninger på kombinerede land- og
skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen, der
ikke er fredskovspligtig. Opførelse af landbrugsbygninger i
fredskov kan derfor kun ske med tilladelse efter reglen i § 12.
Ligeledes kræver fritidsanlæg tilladelse efter denne regel.
Det bemærkes, at opførelse af bygninger i landzone normalt også
kræver tilladelse efter by- og landzoneloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985.
Det foreslåede forbud mod terrænændringer, der f.eks. kan omfatte
råstofindvinding, er begrundet i kulturhistoriske,
naturhistoriske, dyrkningsmæssige og landskabelige hensyn.
Til § 11
Bestemmelsen afløser udstykningslovens § 3, jf. lovbekendtgørelse nr.
6 af 6. januar 1977. Ifølge denne bestemmelse må »samlede
fredskovstrækninger« ikke udstykkes i mindre lodder end 50 ha.
Bestemmelsen sigter på at bevare skovarealet på ejendomme, der - for
så vidt angår skovarealet - er så store, at der er baggrund for
erhvervsmæssig skovdrift.
Begrundelsen for ikke at indlægge nogen fast arealgrænse i loven er,
at man derved opnår muligheden for en smidigere administration.
Herefter vil det være op til den kommende administration af loven
i hvert enkelt tilfælde at skønne, hvorvidt en ansøgning om
udstykning af fredskov kan imødekommes. Dette skøn kan variere
over tid og sted, afhængigt af om der - f.eks. under hensyntagen
til den skovteknologiske udvikling - er grundlag for
erhvervsmæssig skovdrift.
Ved udstykning af mindre parceller, som f.eks. nedlagte
skovtjenestesteder med tilhørende haver, anlægges der dog andre
betragtninger, bl.a. om parcellen er beliggende i skovens udkant,
har adgang til en offentligt tilgængelig vej m.v. Desuden er det
afgørende i sådanne sager, at et skovtjenestehus ikke på længere
sigt forventes at blive nødvendigt for driften af den pågældende
skov. I disse tilfælde gives »udstykningstilladelsen« som regel
ved at ophæve fredskovspligten, jf. lovforslagets § 9, stk. 1.
Der kan dispenseres fra reglen efter § 12. Der sigtes med disse
regler mod en mere smidig administration af udstykningssager
vedrørende erhvervsmæssige skovejendomme for at undgå
uhensigtsmæssige resultater af en skarp arealgrænse. Ved
administrationen af reglen og af dispensationer efter § 12 vil der
i de konkrete sager blive lagt vægt på at opretholde og forbedre
strukturen både af større og mindre skovbrug.
Ved »samlede fredskovsstrækninger« har man navnlig tænkt på
sammenhængende fredskovsarealer til forskel fra isoleret
beliggende fredskovsarealer. Grænsen mellem sammenhængende
skovarealer og isoleret beliggende skovarealer er dog ikke skarp.
Ved bedømmelsen af, om der er tale om en samlet
fredskovsstrækning, kan mange forskellige forhold være af
betydning udover afstanden.
Reglerne om udstykning gælder også for omdeling og skelforandring,
jf. udstykningslovens § 18.
Til § 12
Der henvises til bemærkningerne til § 10, § 11 og § 13.
Til § 13
Det har gennem tiderne været fast praksis, at fredskovspligt kun
blev ophævet mod udlæggelse af et kompenserende vederlagsareal,
medmindre der er tale om et areal af ubetydelig størrelse.
Suspension af fredskovspligt betinges efter praksis normalt også af
et vederlagsareal, hvis enten den midlertidige anvendelse af
skoven varigt forringer arealets egnethed til skovdrift, eller den
strækker sig over mere end 10 år.
Ordet »vederlagsareal« nævnes ikke i den gældende lov. I
administrationen har man imidlertid altid brugt det, hvorfor det
nu foreslås som lovens udtryk.
Den praksis, der hermed foreslås lovfæstet, har været et værn for
landets fredskove. Opfyldelse af kravet om vederlagsareal er i
mange tilfælde forbundet med besvær og omkostninger. Derfor
afholder det givetvis mange fra at overveje at anvende fredskov
til andet end skovdrift, idet det er almindeligt kendt, at det
kræver udlæggelse af vederlagsareal.
Normalt kræves der et vederlagsareal, som er 10-15 pct. større end
arealet, hvorpå fredskovspligten ønskes ophævet. Dette har hidtil
også været den overvejende hovedregel i sager, der angår mindre
arealer. Af mange årsager kan der være grund til fremover at lempe
denne praksis noget for mindre arealers vedkommende. Bl.a. står
det administrative besvær og omkostningerne i disse sager - både
hos myndigheder og private - ofte ikke mål med den beskedne
stigning i skovarealet, der opnås. Der er også grund til at opgive
kravet om vederlagsareal, når fredskovspligten ophæves, fordi
arealet ikke er egnet til skovdrift.
Kravet om vederlagsareal fremsættes normalt også som kompensation for
et ubevokset fredskovsareal, f.eks. et tidligere tjenestehus med
have, der ønskes udstykket og frasolgt. I disse tilfælde kræves
der normalt et vederlagsareal, der er mindst dobbelt så stort som
det udstykkede areal.
Det afhænger af de konkrete omstændigheder om en tilladelse efter §
12 betinges af et vederlagsareal.
I ældre praksis tillod man næsten aldrig, at bevoksede arealer
anvendtes som vederlagsarealer. Synspunktet var det, at landets
skovareal sædvanligvis formindskes, når fredskovspligten bliver
ophævet, og at denne formindskelse ikke bliver kompenseret,
medmindre der sker en nyplantning.
Der skete i 1960'erne et mindre skred i retning af at godkende
bevoksede vederlagsarealer.
Normalt skal et bevokset vederlagsareal ifølge den gældende praksis
dog være ca. dobbelt så stort som et ubevokset.
Om betingelserne for at lægge fredskovspligt på et areal henvises til
Kapitel 2
Fredskov
Kapitel 2 beskriver fredskovspligtige arealer, dvs. de arealer som
primært er reguleret ved loven. Endvidere indeholder kapitlet
bestemmelser om fredskovspligtens indhold, om de undtagelser, der
kan gøres herfra og om byggeri og udstykning.
I Kapitel 3 er der som noget nyt præciseret rammerne for god
skovdrift, der sammen med fredskovsbegrebet er et bærende element
i lovforslaget.
Desuden legaliseres adgangen til at dyrke juletræer og pyntegrønt i
kort omdrift.
Reglerne i Kapitel 4 tilsigter ved tilskud at fremme og forøge
løvtræsarealerne, især bøg og eg.
§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,
kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til
friluftslivet tillægges særlig vægt.
Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på
udviklingsopgaver og forsøgsvirksomhed.
Kapitel 3
God skovdrift
kapitel 3 om god skovdrift.
Af de grunde, som har ligget bag den gældende lovs § 11, stk. 1,
nemlig at sikre mod overdreven hugst i forbindelse med en handel
for at tilvejebringe en del af købesummen, foreslås det, at skove
over 2 1/2 ha, der ikke er fredskovspligtige, drives efter
reglerne om god skovdrift i en 10-års-periode efter et ejerskifte.
Med ejerskifte menes ikke blot erhvervelse ved køb men også ved
mageskifte, arv og gave.
Reglen finder kun anvendelse, når der er tale om egentlig skov.
Større sammenhængende juletræ- eller pyntegrøntarealer på
landbrugspligtig jord, der endnu ikke er udviklet til sluttede
skovbevoksninger, betragtes som landbrugsafgrøder og er således
ikke omfattet af reglen.
Til § 24
Bestemmelsen i stk. 1 angår både fredskov og ikke-fredskov.
Den gældende lovs bestemmelse om det såkaldte »10-årige tilsyn efter
ejerskifte« eller »hugstattestordningen« findes i skovlovens § 11,
stk. 1, men reglen fandtes allerede i skovforordningen af 1805.
Den har tidligere haft en væsentlig betydning for skovenes
bevarelse, fordi risikoen for overdreven hugst kan vise sig at
være størst i de første år af en ny skovejers ejertid.
Den gældende bestemmelse omfatter erhvervelse ved køb, herunder
mageskifte. Erhvervelser ved arv og gave blev ikke medtaget under
bestemmelsen i skovloven fra 1935.
Domspraksis har vist, at der er en glidende overgang mellem på den
ene side køb og på den anden side arv og gave. Herved er den
gældende bestemmelse blevet retsteknisk uskarp. Derfor foreslås
det, at bestemmelsen gælder enhver form for ejerskifte.
Ved erhvervsmæssig hugst er der tænkt på hugst til salg eller til
industriel udnyttelse.
Med bestemmelsen sættes hugstattestordningen i bero. Såfremt der
konstateres en udvikling i retning af »skovslagtning«, kan den dog
sættes i kraft igen, evt. alene for visse områder eller enkelte
ejendomme.
Denne ændring skal ses i lyset af lovforslagets intentioner om, at
skovmyndighederne i fremtiden skal lægge mere vægt på rådgivning
om god skovdrift. Der er som hidtil hjemmel til at forlange, at de
kultur- og bevoksningsarbejder, begrænsninger i hugsten m.m., som
god skovdrift kræver, udføres både på de arealer, hvor hugsten
skal foregå, og i skoven i øvrigt.
Hugstattester kan opdeles i årlige etaper fordelt på udspecificerede
bevoksninger.
En regel svarende til stk. 2 findes ikke i den gældende lov. Skove,
der ejes af selskaber, er, bortset fra selskabets erhvervelse af
skoven, ikke omfattet af stk. 1. Ændring af selskabets ejerforhold
er ikke retlig set et ejerskifte.
Til § 25
Den gældende lovs § 20 giver mulighed for, at der for skove, der er
delt mellem flere ejere, kan oprettes et skovlag, når en række
forudsætninger er opfyldt. Det var hensigten med reglen, at et
skovlag skulle kunne styrke de samlede skovdyrkningsmæssige
aktiviteter i disse skove, og desuden modvirke nabogener, der kan
være meget uheldige for skovdriften.
Problemerne med delte skove er særligt udtalte ved de såkaldte
»parcelskove«. Parcelskove kan være delt i mange parceller, f.eks.
i striber, der kan være ned til 10 - 20 m brede. I sådanne
tilfælde kan det være overordentlig vanskeligt at drive den
enkelte parcel uafhængigt af naboparcellerne.
Den gældende lovs regel om skovlag er imidlertid kun benyttet en
enkelt gang, og dette skovlag er senere igen nedlagt.
Problemerne omkring parcelskove og andre skove, der er delt mellem
flere ejere, er komplicerede, fordi en meget stor del af disse
ejendomme er landbrugsnoterede og dermed undergivet
landbrugslovgivningens regler om sammenlægning, samdrift m.v.
Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til, at
skovmyndighederne i samarbejde med konsulentorganisationerne kan
udarbejde forslag til sammenlægning eller samdrift af
skovparceller. Forslagene kan bl.a. gå ud på, hvordan regler i
landbrugsloven, jordfordelingsloven m.v. kan benyttes til at
forbedre bedriftsstrukturen udfra skovbrugsmæssige forudsætninger
i delte skove.
Til kapitel 6 om kortlægning og planlægning
Til §§ 26-27
Bestemmelserne er nye i skovloven. Der er bestemmelser om fysisk
planlægning i andre af Miljøministeriets love end de egentlige
planlove, f.eks. §§ 35-39 i naturfredningsloven, §§ 10-17 i
vandforsyningsloven, og §§ 61-64 i miljøbeskyttelsesloven.
Hensigten med bestemmelserne er at styrke samarbejdet mellem den
statslige skovadministration og de kommunale myndigheder. Desuden
afgrænser de generelt planlægningen i forholdet til skovloven.
Bestemmelserne skal ses i sammenhæng med § 7, stk. 1, nr. 6, i lands-
og regionplanloven, § 2, stk. 1, nr. 7, i regionplanloven for
Hovedstadsområdet, samt § 3, stk. 2, nr. 8, i kommuneplanloven,
hvorefter den fysiske planlægning blandt andet skal fastlægge
størrelsen og beliggenheden af arealer, der er forbeholdt
jordbrugserhvervene. Det fremgår af bemærkningerne til disse love,
at skovbrug i denne forbindelse er »jordbrug«.
Det følger heraf, at en planlægning i tilknytning til skovlovens
gennemførelse skal ske i sammenhæng med den planlægning, der
gennemføres i medfør af landbrugslovens § 3a, og som forudsættes i
forbindelse med de planlagte initiativer som opfølgning af
forbedringsloven og skovstøtteloven vedrørende forøget
skovtilplantning. Planlægning i tilknytning til skovene vil derfor
ske i et samarbejde med bl. a. Landbrugsministeriet.
Der lægges op til, at den fysiske planlægning for skovbruget bliver
sammenfattende som led i regionplanlægningen for den samlede
arealanvendelse. Der er altså ikke tale om, at fysisk planlægning
for skovbrugsforhold skal være en selvstændig sektorplanlægning.
Begrundelsen er, at en erhvervsmæssig planlægning, f.eks. for
skovbruget, inddrager mange forhold, ikke blot miljømæssige og
produktionsmæssige, men også lokalsamfundets erhvervs- og
befolkningsstruktur og økonomi.
Reglerne i kapitel 2 om bl.a. pålæggelse, ophævelse og suspension af
fredskovspligt tilsidesættes ikke af fysisk planlægning.
Flere amtskommuner har allerede inddraget skovbrugsforhold i
regionplanlægningen, f.eks. ved udpegning af områder, hvor der
ønskes mere skov, og områder, der ønskes friholdt for skov.
Sådanne områdeudpegninger har betydning for mulighederne for at
pålægge fredskovspligt efter skovloven.
Også en del kommuner har i kommuneplanen medtaget retningslinier for
opbygning af bynære skove, især begrundet i hensynet til behovet
for friluftsliv.
Til kapitel 7 om andre bestemmelser
Til § 28
Forslaget svarer, med visse redaktionelle ændringer, til den gældende
lovs § 21, som bestemmelsen er affattet i § 10 i lov nr. 250 af
23. maj 1984 (Håndhævelsesloven).
I forhold til den gældende bestemmelse er følgende bestemmelser ikke
indeholdt i forslaget
1) Bestemmelsen om, at ministeren skal søge et ulovligt forhold
lovliggjort.
2) Bestemmelsen om tilsynsinstruks og -kredse.
3) Bestemmelsen om, at kommunalbestyrelser skal foretage indberetning
om ulovlige forhold.
Disse regler følger af almindelige forvaltningsretlige regler,
sammenholdt med bestemmelserne i kapitel 8.
Til § 29
Bestemmelsen er ny men findes tilsvarende i en række andre
arealanvendelseslove, f.eks. råstofloven og naturfredningsloven.
Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 47, stk. 1.
Til § 30
Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 1, i den gældende lov, således
som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984
(Håndhævelsesloven).
Til § 31
Forslaget er nyt. For at kunne foretage en tilstrækkelig vurdering af
forskellige forhold ved administrationen af loven er det påkrævet,
at myndighederne har adgang til relevante oplysninger om
ejendommen.
Bestemmelsen vil navnlig få betydning, hvor man undersøger konkrete
forhold om en enkelt ejendom. Den kan også være grundlag for at
tilvejebringe oplysninger til brug for den skovstatistik, som
Skov- og Naturstyrelsen skal drage omsorg for at få udarbejdet
med års mellemrum, jf. lovforslagets § 37, stk. 4.
Med hensyn til kravet om, at der også er pligt til at give
oplysninger om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, bemærkes,
at det i mange tilfælde er en enkel måde at få dokumenteret, om
reglerne er overholdt. Men det har også i vid udstrækning
betydning for, hvilke eventuelle indgreb der bør foretages.
Bestemmelsen skal sammenholdes med forvaltningslovens § 27 om
tavshedspligt og straffelovens § 152 om straf for at bryde
tavshedspligten. Oplysninger om personlige og økonomiske forhold
er i medfør heraf tavshedsbelagte.
Til § 32
Ad Stk. 1
Forslaget fastslår myndighedernes mulighed for efter sædvanlig
forvaltningsretlig praksis at kunne gribe ind, hvis man i den
almindelige administration bliver opmærksom på forhold, der er i
strid med loven eller med regler, der er fastsat med hjemmel i
loven.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 9, stk. 2. Den skal ses i
sammenhæng med, at en overtrædelse af lovforslagets § 14 ikke er
direkte sanktioneret ved straf.
Stk. 2 adskiller sig fra stk. 1 ved, at den giver hjemmel til at
påbyde i detaljer, hvordan et manglende arbejde skal gennemføres
for at leve op til reglerne om god skovdrift. Desuden kan en for
kraftig hugst stoppes.
De situationer, der kan give anledning til et sådant påbud, er
mangeartede. Der kan ikke fastsættes entydige, landsdækkende og
generelle regler for, hvornår en given bevoksning ikke (længere)
drives efter principperne for god skovdrift. Som udgangspunkt er
der tale om undladelser, der umuliggør eller i udtalt grad
forsinker eller vanskeliggør, at den bevoksningstilstand, der er
beskrevet i § 4, stk. 2, opnås.
En ejer af fredskov kan således ikke med henvisning til skovens
immaterielle goder undlade at lade fredskoven være bevokset med
træer, der danner eller kan danne sluttet skov, medmindre arealet
er omfattet af § 4, stk. 3, af § 16, stk. 1-4, eller der er givet
tilladelse efter loven.
I helt ekstreme tilfælde kan der være tale om egentlig vanrøgt eller
forhugning.
Visse eksempler på situationer, hvor det kan komme på tale at gribe
ind med et påbud, kan dog nævnes
1) Kulturer eller selvforyngelser etableres med plantemateriale, der
ikke anses for forstligt forsvarligt. Der kan være tale om arter
eller herkomster, der ikke er tilladt eller ikke udvikler sig på
den pågældende egn, om planter der er for små, for ringe eller på
anden måde for skadede til at kunne klare sig, eller - i tilfælde
af selvforyngelse - om plantemateriale, der udpræget er meget
ringere end det, der kan tilføres udefra. De unge planter skal
dække are- alet jævnt og i et tilstrækkeligt omfang, så der inden
for et rimeligt tidsrum dannes sluttet skov af højstammede træer.
2) Kulturer eller selvforyngelser beskyttes ikke i nødvendigt omfang
mod anden vegetation, svampe- og andre sygdomme eller skadedyr.
3) I en række tilfælde er bortrydning af uønsket trævegetation eller
- især i forbindelse med selvforyngelse - udhugning i selve
kulturtræarten nødvendig for at opnå en levedygtig, blivende
bevoksning.
4) Gennemhugning af bevoksninger kan være så svag eller så udtalt
manglende, at bevoksningens stabilitet svækkes betragteligt. Ved
en for kraftig gennemhugning kan skovbunden gro til i græs,
hvilket forringer de efterfølgende dyrkningsmuligheder.
5) Alt for tidlige eller alt for sene foryngelseshugster kan medføre,
at skovdriften ikke kan opfylde kravet i § 4 om, at der skal
udvikles højstammede træer.
6) Hensynet til opbygning af en stabil og varieret skov medfører, at
såvel foryngelseshugsternes enkelte størrelse, som deres samlede
andel af skoven bør afbalanceres.
7) Nødvendige afvandingssystemer skal etableres og vedligeholdes.
8) Skovprodukter må ikke henligge i skoven i så lang tid, at de giver
baggrund for opformering af insekter, svampe eller andet, der kan
skade de levende, blivende bevoksninger.
Afgørelsen af, om der i et givet tilfælde er tale om, at en
bevoksning ikke drives efter principperne for god skovdrift, eller
ligefrem vanrøgtes eller forhugges, beror primært på en
skovbrugsfaglig vurdering. I vurderingen skal der tages hensyn til
generelle forhold, f.eks. om der for nyligt har været betydelige
stormfald eller tørkeskader, om der er udtalte nabogener, eller om
den konkrete forseelse må anses for at være af begrænset
rækkevidde.
Konstateres et eller flere af de nævnte forhold eller andre, som
strider mod princippet om god skovdrift, vil det i første omgang
give anledning til, at ejeren bliver vejledt af det stedlige
statsskovdistrikt om, hvordan skoven kan »bringes på fode igen«.
Hvis dette ikke giver resultat, kan der blive tale om at meddele
påbud efter lovforslagets § 32.
Et påbud kan f.eks. indeholde følgende
1) Arealet skal forberedes til plantning, det skal tilplantes, der
skal anvendes planter af en særlig art og beskaffenhed, arealet
skal indhegnes og evt. afvandes, alt sammen med nærmere angivne
metoder og materialer.
2) Kulturerne skal efterbedres og plejes med nærmere angivne metoder
og materialer.
3) Bevoksningen skal plejes på nærmere angiven måde.
4) Der skal gennemføres tyndinger efter nærmere forskrifter, eller
tynding kan kræves undladt i et nærmere fastsat antal år.
5) Visse bevoksninger skal ryddes og gentilplantes. Andre
bevoksninger skal opretholdes i et nærmere fastsat antal år.
6) Foryngelseshugster skal gennemføres efter en nærmere fastsat
plan, herunder kan der fastsættes et maksimum for størrelsen af
den enkelte foryngelseshugst.
7) Nærmere angivne afvandingsopgaver skal gennemføres.
8) Henliggende træeffekter skal fjernes.
9) Affald skal fjernes.
Der kan fastsættes tidsfrister vedrørende alle de nævnte forhold.
Ad Stk. 3
Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 4, i den gældende lov, således
som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984
(Håndhævelsesloven).
Til § 33
Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 2 og 3 i den gældende lov,
således som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj
1984 (Håndhævelsesloven).
Til § 34
Forslaget svarer til den gældende lovs § 15. Bestemmelsen i stk. 1,
nr. 1, har kun sjældent være anvendt, mens nr. 2, har været
benyttet i langt videre omfang.
Der er i adskillige tilfælde givet dom for, at skoven kan tages under
offentlig administration. Det er dog meget sjældent, at
skovlovmyndighederne efter dommens afsigelse har benyttet sig af
muligheden. I langt de fleste tilfælde sørger ejeren for at bringe
skoven i lovlig stand, hvorefter der naturligvis ikke er grund
til, at skovlovmyndighederne går ind i driften.
Bestemmelsen i stk. 2 er ændret i forhold til den gældende lov.
Ifølge denne kan ejeren nemlig indskrænke hæftelsen til selve
skovgrunden, hvis han lader den selvstændigt matrikulere. Denne
udstykningsadgang foreslås ikke gentaget, da den kan være i
afgørende modstrid med visse andre hensyn, både i denne lov og
f.eks. i landbrugsloven.
Til § 35
Bestemmelsen er ny, men findes tilsvarende i andre love, der
indeholder regler om statstilskud til private.
Bedømmelsen af, om et tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales,
eller om et tilsagn helt eller delvist bortfalder, skal bero på en
skovbrugsfaglig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen
eller statsskovdistrikterne på samme måde, som det oprindelige
projekt blev vurderet, jf. § 19 og bemærkninger dertil.
Til kapitel 8 om myndigheder
Til § 36
Bestemmelsen er ny.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, agtes
administrationen af loven henlagt til Skov- og Naturstyrelsen og
statsskovdistrikterne.
Den egentlige lovadministration tænkes som hidtil at skulle ske i
Skov- og Naturstyrelsen. Det opsøgende og vejledende
tilsynsarbejde skal som hidtil foretages af de
statsskovdistrikter, der har opgaver med administrationen af
skovloven. Der kan endvidere blive tale om at delegere andre
administrative opgaver i medfør af loven til distrikterne.
I dag fremgår Skov- og Naturstyrelsens opgaver på skovlovsområdet af
§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige
1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog
stk. 4.
2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.
3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.
4) Skove på mindst 2 1/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets
medvirken (fredskovsplantager).
5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf.
dog stk. 5.
6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.
7) Skove, der har hørt til de tidligere majorater.
8) Egekrat.
Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt
statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget
fredskovspligt.
Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er
fredskovspligtige.
Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt
tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er
fredskovspligtige, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.
Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer
er ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i
stk. 1, nr. 5.
Kapitel 4
Fremme af løvskov m.m.
§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og
dyrkes efter reglerne i kapitel 3.
Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der
danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet
skov af højstammede træer.
Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er
nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede
eller i anden særlig drift efter reglerne i kapitel 2 og 3.
Kapitel 5
Ejerskifte m.m.
Kapitel 5 beskriver situationen ved ejerskifte. For så vidt angår det
særlige 10 årige-tilsyn med skove, der har været handlet, er der
sket den ændring, at ordningen er sat i bero, men kan sættes i
kraft igen, hvis der bliver behov derfor. Samtidig er ordningen
udvidet til også at omfatte skove i selskabseje, uanset
tidspunktet for ejerskifte.
I Kapitel 6 er der fastsat regler om skovenes inddragelse i den
fysiske planlægning.
kapitel 5 er der dog regler, der også vedrører
ikke-fredskovspligtige arealer.
I de tilfælde, hvor lovforslaget benytter ordet »skov« er der tale om
fredskovspligtige arealer samt om visse andre arealer, der også er
træbevokset.
Som udgangspunkt er skove arealer, der er bevokset med træarter, der
kan udvikle en højstammet vækst. Der kan være tale om
hjemmehørende træarter som bøg, eg eller ask, eller om indførte
som ær, rødgran, skovfyr eller juletræ- og pyntegrøntarterne.
Der vil dog i reglen også være et krav til arealets størrelse og
udstrækning for, at et træbevokset areal kan betegnes som skov.
Mindre arealer danner i mange tilfælde ikke basis for skov med
tilstrækkelig beskyttelse mod vind og udtørring, hvilket medfører,
at højstammede træer ikke udvikles, og at den flora og fauna, der
hører hjemme i skove, ikke indfinder sig. Denne situation vil i
mange tilfælde foreligge, hvis skoven er mindre end 0,5 ha, eller
hvis den er meget smal, ned til 20 m bred. I sådanne tilfælde kan
der desuden være tekniske problemer med at udnytte træet.
Ad stk. 2
Det understreges, at formålsbestemmelsen lægger op til en flersidig
udnyttelse af skovene, hvor både de materielle og de immaterielle
hensyn tilgodeses.
Vægtningen af disse forskellige hensyn i forhold til hinanden er ikke
den samme overalt, men afhænger af de lokale behov,
dyrkningsmuligheder m.v.
Skovdyrkningen skal sigte på at forøge træproduktionen og forbedre
dyrkningsgrundlaget. Bl.a. skal en øget selvforsyningsgrad med
træprodukter søges opnået. Siden omkring år 1900 er
træproduktionen pr. arealenhed forøget med ca. 1 pct. om året.
Det skyldes tildels, at der ved anlæg af nye bevoksninger er
anvendt et stadigt højere ydende plantemateriale, og at dyrkningen
af de etablerede bevoksninger er forbedret. Det skyldes dog også,
at skovene er blevet mere sluttede - mere beskyttede - siden
indfredningen af dem i forrige århundrede. Herved er skovklimaet
blevet bedre, og grundlaget for en sikker og varieret skovdrift er
blevet mere frodigt.
Landskabelige hensyn stiller bl.a. krav til skovenes ydre og indre
rumlige opbygning, dvs. stabile skovbryn og beskyttelse af heder,
moser m.v. i skovene.
Naturhistoriske hensyn kan f.eks. være sikring af gode levesteder
for plante- og dyrelivet og fastholdelse og forbedring af
skovklimaet samt af et varieret bevoksningsbillede med forskellige
træarter af forskellige aldre - i visse tilfælde etageret i de
samme bevoksninger.
De kulturhistoriske hensyn er knyttet til bevaring af fortidsminder i
skovene samt enkelttræer eller bevoksninger af særlig interesse.
Med miljøbeskyttende hensyn tænkes f.eks. på forhold som beskyttelse
af skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod f.eks.
nitratforurening og på dæmpning af sandflugt og jordfygning.
Med hensyn til friluftslivet tænkes dels på publikums
opholdsmuligheder i skovene, dels på oplevelsesmulighederne.
Til § 2
Ad Stk. 1
Forslaget om, at offentligt ejede skove skal tillægge landskabelige,
naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt
hensyn til friluftslivet særlig vægt, er nyt, men svarer til de
opgaver, mange offentlige skovejere hidtil har påtaget sig.
Med offentligt ejede skove menes skove, der ejes af staten,
kommunerne, både primær- og amtskommunerne, og folkekirken.
Statsskovene er i første række dem, der hører til Statsskovbruget
under Miljøministeriet.
Der lægges med bestemmelsen ikke op til, at hensynet til udnyttelse
af træproduktionen tilsidesættes i de offentlige skove. Det er
væsentligt for hele det danske skovbrug og for træindustrien, at
der fortsat gennemføres en betydelig erhvervsmæssig aktivitet i
statsskovene.
Varetagelse af miljømæssige hensyn formindsker driftsresultatet
betragteligt. For Statsskovbrugets vedkommende er det opgjort til
60 - 70 mill. kr. om året. En mindre del af disse omkostninger er
direkte udgifter til publikumsfaciliteter m.v. Den største del er
indirekte omkostninger i form af manglende indtjening som følge
af, at økonomisk set mindre interessante bevoksninger, der f.eks.
kan være bevokset med løvtræ i lang omdrift, opretholdes i stort
omfang, og at løvskovsarealet til stadighed udvides. Hertil
kommer, at Statsskovbruget har betydelige omkostninger ved drift
og pleje af udyrkede arealer, der udgør ca. 1/3 af det samlede
areal.
En del kommuner har gennem tiderne opkøbt skove til glæde for
frilufts- eller turistlivet. Det gælder f.eks. en række af de
østjyske kommuneskove, hvor kommuner har gjort en indsats for at
bevare løvskove.
Skove under folkekirken udgøres ofte af mindre skove, især løvskove.
Med tilknytningen til kirkemiljøet kan de kulturhistorisk set
være værdifulde, og da skovdriften i nogle tilfælde har været
ekstensiv, er de visse steder i landet også naturhistorisk set
værdifulde.
Ad Stk. 2
Ifølge stk. 2 skal der lægges vægt på udviklingsopgaver og
forsøgsvirksomhed i Statsskovbruget. Det skal fortsat ske i
samarbejde med andre myndigheders aktiviteter på området. Dette
foregår allerede i dag, idet en betragtelig del af de
skovbrugsmæssige forsøgs- og forskningsaktiviteter gennemføres på
Statsskovbrugets arealer. Det drejer sig blandt andet om
bedømmelse af træarters vækstforhold, skovbehandling, forbedring
af skovteknikken, undersøgelse af luftforureningens betydning for
trævækst og vildtbiologiske studier. Disse aktiviteter er også
medvirkende til, at driftsresultatet forringes i Statsskovbruget.
Statsskovbruget har siden 1982 haft økologiske retningslinier for
driften af statsskovene. Heraf fremgår, at der på mange måder kan
tages hensyn til jorden og vandet, til bevoksningernes
sammensætning og til naturarealer i skovene.
Der gødskes eller kalkes kun i særlige tilfælde, såsom grundgødskning
i svagtproducerende nåleskov, erstatningsgødskning i
pyntegrøntbevoksninger etc. Ligeledes begrænses anvendelse af
herbicider, insekticider, fungicider m.v. til et minimum.
Ved flisning skal mest mulig af blad- og nålemassen samt små grene
blive liggende på jordbunden, idet disse ved forrådnelse giver et
væsentligt bidrag til næringsstofhusholdningen og humuslagets
opbygning. Meget gamle humuslag (mor, tørv) kan være af stor
videnskabelig interesse og bør i en del tilfælde ikke forstyrres.
Ved valg af kulturteknik bør jordbearbejdning derfor begrænses på
sådanne jorder.
Større renafdrifter ved søer og og andre vådområder bør undgås.
Gødskning bør undgås i nærheden af alle former for naturarealer.
Brugen af tunge skovmaskiner søges begrænset.
Sædvanligvis tilsigter skovdriften et varieret og stabilt skovbryn
mod det åbne land.
Særlig på let jord bør sammenskubning eller afbrænding af kvas
undgås, idet disse aktiviteter kan være medvirkende til en kraftig
frigørelse af kvælstof.
Gamle nåletræer (skovfyr, østrigsk fyr, lærk m.v.) kan bevares som
enkelttræer, hvor de ikke volder skade eller udgør en fare.
Sædvanligvis søges selvforyngelse i bøg gennemført. Indblanding af
længelevende nåletræer i foryngelserne er ønskelig.
Smålokaliteter, der er velegnede voksesteder for ask, lind og andre
danske løvtræer, bør udnyttes til disse træarter, evt. som holme
eller indblanding. Hvor naturlig undervækst under lystræer ikke
indfinder sig, underplantes med danske løvfældende arter.
Enkelttræer og grupper af træer, især af eg, bevares til høj
levealder, evt. så længe de er levedygtige. Specielt skånes
redetræer, randtræer, træer langs veje og lignende.
Ellesumpe opretholdes, evt. ved stævning.
Åbne vandarealer bevares åbne, oprenses og friholdes for forurening.
Vandløb holdes gerne beskyggede.
Blødbundsarealer, der indgår i skovdriften, søges fortsat dyrket
sådan, at de bedst muligt tjener den omgivende skovbevoksning men
uden intensive afvandings- eller
tilplantningsforanstaltninger. Vådbundsarealer i uplejet eller
ekstensivt plejet tilstand skal fortsat dyrkes på den måde.
Vådbundsarealer, der henligger i lysåben tilstand, bør opretholdes
i denne tilstand.
Åbne arealer med spredt træ- og buskvækst (overdrev) holdes i denne
tilstand, om nødvendigt ved holmevise plantninger eller ved
stedvise rydninger.
Til kapitel 2 om fredskovspligt
Til § 3
Den gældende lovs regler om, hvilke skove der er fredskovspligtige,
findes i § 1, der i 6 punkter opregner de fredskovspligtige
skove.
I. Skove, der ved lovens ikrafttræden den 14. maj 1935 tilhørte
staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
II. Skove i de sønderjyske landsdele, som fandtes på tidspunktet for
udstedelsen af skov- og jagtforordningen af 2. juli 1784.
III. Skove i den øvrige del af landet, som fandtes på tidspunktet for
udstedelse af forordning af 27. september 1805 om skovenes
udskiftning, vedligeholdelse og fredning i Kongeriget Danmark.
IV. Skove, der af hovedgårdsejere blev unddraget bondebrug i henhold
til udskiftningsforordningen af 8. juni 1787.
V. Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.
VI. Skovstykker, der ved lovens ikrafttræden lå omgivet af eller
dannede forbindelse mellem skove, der er nævnt under II, III, IV
eller V, eller som udfyldte indskæringer i yderkanten af sådanne
skove.
Forslaget til § 3 bygger i al væsentligt på den gældende lovs § 1,
men der er dog tale om såvel en præcisering som en udvidelse af
denne.
De fredskovspligtige arealer skal som hovedregel holdes træbevoksede
og dyrkes i overensstemmelse med principperne for god skovdrift,
jf. kapitel 3.
Det bemærkes, at arealer, hvorpå fredskovspligten er ophævet efter
den tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat er fritaget for
fredskovspligt, selv om de efter ordlyden falder ind under et
eller flere af punkterne, og selv om de fortsat bærer skov, jf. §
47, stk. 1.
Det tilføjes, at selvom skøde på en skovbevokset ejendom tidligere i
overensstemmelse med den gældende lovs § 1, jf. § 10, stk. 3, har
fået påtegning om, at der ikke findes fredskov på ejendommen, er
skoven alligevel fredskovspligtig, hvis den er omfattet af
bestemmelserne i lovforslagets § 3. En »negativ« skødepåtegning er
nemlig ikke at sammenligne med en tilladelse som nævnt i § 47,
stk. 1.
Ad Stk. 1
Ad nr. 1. Ifølge den gældende lovs § 1, I, er de offentligt ejede
skove fredskove, hvis de ved lovens ikrafttræden i 1935 tilhørte
staten, kommuner, kirker, præsteembeder eller offentlige
stiftelser. Der foreslås en ajourføring, så sådanne skove, bortset
fra dem, der ejes af offentlige stiftelser, jf. nr. 6, er
fredskove, uanset hvornår de er erhvervet. Det gælder således også
skove, som erhverves i fremtiden, bortset fra de tilfælde der er
nævnt i stk. 4.
Ved skove, der tilhører staten, tænkes ikke blot på Statsskovbrugets
skove (under Miljøministeriet), men også på skove, der ejes af
andre ministerier.
Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.
Ved skove, der tilhører folkekirken, er der tænkt på de skove, der
hører til folkekirkens institutioner, herunder skove som
menighedsrådene bestyrer.
Ad nr. 2. Bestemmelsen omfatter for det første ejendomme, hvor et
skøde i medfør af den gældende lovs § 10, stk. 3, har fået
påtegning om fredskovspligt, der herefter er noteret i tingbogen.
Bestemmelsen omfatter også ejendommene, hvor fredskovspligt i
forbindelse med en udstykning er blevet noteret i tingbogen på
grundlag af en udtalelse fra skovmyndighederne.
Desuden er ejendomme, der tidligere var vurderet med såkaldt
»skovskyldshartkorn«, noteret i tingbogen som fredskovspligtige,
jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 43 af 20. februar 1969 om bortfald af
hartkorn og matrikelskyld.
Endelig dækker bestemmelsen skove, for hvilke fredskovspligten er
konstateret efter de detaljerede regler i skovlovens afsnit C og
derefter noteret som fredskov i tingbogen.
I alle tilfælde er ejendommene dog som hovedregel fredskovspligtige i
medfør af en eller flere af de øvrige bestemmelser i den gældende
lovs § 1 (eller lovforslagets § 3).
Ad nr. 3. Forslaget svarer til den gældende lovs § 1, III. Det
omhandler både de deklarationer, der er tinglyst i medfør af den
tidligere lovgivning og de deklarationer, der fremover oprettes i
medfør af forslagets § 8.
Der er tre hovedtyper af fredskovsdeklarationer
I. Deklarationer, der ubetinget pålægger arealet fredskovspligt.
II. Deklarationer, der betinget af statstilskud til tilplantningen
(og evt. også af bevoksningens egnethed som fredskov) pålægger
arealet fredskovspligt.
III. Tjenestestedsdeklarationer.
Ad I. Disse deklarationer er i dag de mest almindelige. De anvendes
især ved pålæggelse af fredskovspligt som vilkår for dispensation
fra skovloven (vederlagsarealer) eller for ophævelse af
landbrugspligt. De omfatter normalt kun mindre arealer, der ofte
ligger i tilknytning til anden fredskov.
Ad II. Disse deklarationer er de såkaldte
»Hedeselskabs-deklarationer«, der omfatter næsten alle større
private plantageområder i Jylland.
I 1885 blev der indført en ordning, hvorefter staten kunne yde
tilskud til at oprette plantager ved Hedeselskabets medvirken på
betingelse af, at ejeren ved en tinglyst deklaration erklærede sig
villig til at pålægge plantagen fredskovspligt, også kaldet
»A-plantager«.
I de ældste deklarationer blev fredskovspligten ikke alene betinget
af, at der blev ydet statstilskud til tilplantningen af større
samlede arealer men også af, at arealet af skovmyndighederne blev
erklæret for egnet til at blive bevaret som fredskov. I nyere
deklarationer af denne art (fra ca. 1940 og frem til begyndelsen
af 1960'erne) har betingelsen alene været, at det
tilplantningsareal, hvortil der blev ydet statstilskud, var
sammenhængende og større end 2 1/2 ha.
I den sidste snes år er der ikke oprettet
»Hedeselskabs-deklarationer«.
For en stor del af »Hedeselskabs-deklarationerne« er der i årenes løb
tinglyst påtegning om endelig fredskovspligt, når betingelserne
herfor har været opfyldt, enten for hele det oprindelige
deklarationsareal eller for en (tilpas stor) del heraf. Men der
resterer dog en del deklarationer, hvor der endnu ikke er taget
stilling til omfanget af endelig fredskovspligt, jf. nr. 4. Med
hensyn til deklarationsarealer, der er tilplantet uden
statstilskud, henvises til stk. 2.
Ad III. Tjenestestedsdeklarationer er ikke benyttet til at pålægge et
areal fredskovspligt efter den gældende lovs § 4, men ejerne har
hermed anerkendt, at arealet på et andet grundlag allerede er
undergivet fredskovspligt. Nemlig ved, at det er udlagt som
tjenestejord til en person, der er ansat i skoven, og af den
ansatte anvendes til landbrug.
Disse deklarationer blev udarbejdet som følge af vedtagelsen af lov
nr. 240 af 7. juni 1952 om visse landbrugsejendommes brug og
overgang til selveje, hvorefter en række landbrugsejendomme under
godserne blev undergivet særlige bestemmelser om brug, overgang
til selveje m.m. Ifølge denne lov blev skovtjenestesteder undtaget
fra bestemmelserne, hvis fredskovspligten blev anerkendt af
ejeren. Samtidig blev landbrugspligten ophævet og i en række
tilfælde blev der foretaget samnotering med skovejendommen.
Mange af disse arealer er senere tilplantet og udgør nu en del af en
skov.
Ad nr. 4. Bestemmelsen omhandler alene de såkaldte »A-Plantager«, se
bemærkninger til nr. 3, Ad II.
Der er en anden type plantager, der er anlagt ved Hedeselskabets
medvirken og i et vist omfang med statstilskud, kaldet
»B-Plantager«. Disse er ikke pålagt hverken betinget eller endelig
fredskovspligt, er altså ikke fredskovsplantager, hvorfor de ikke
er omfattet af bestemmelsen.
Fredskovspligten er kun gældende for plantagernes bevoksede del samt
utilplantede arealer, der er en integreret del heraf, jf. stk. 3.
Kommende tilplantninger på deklarationsarealet, som kan
karakteriseres som skov og ikke blot som juletræskultur, vil blive
fredskovspligtige, selv om der ikke er ydet statstilskud. Se
iøvrigt stk. 2.
Ad nr. 5. Forslaget svarer i det store og hele til den gældende lovs
§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren
godtgøre over for miljøministeren, at det ikke er
fredskovspligtigt efter § 3 og ikke omfattet af reglen i § 23,
stk. 1.
Kapitel 6
Kortlægning og planlægning
§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af
rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er
stiftet.
Kapitel 7
Andre bestemmelser
Kapitel 7 omhandler myndighederne i henhold til loven og angiver
bl.a., hvilke pligter myndighederne har som formidler af viden om
skovdrift.
Ifølge Kapitel 8 skal der nedsættes et skovnævn, der afløser det
nuværende Statens Skovnævn.
Reglerne i Kapitel 9 omhandler de pligter, skovejerne har, og de
administrative sanktionsmuligheder, myndighederne har.
§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt
efter reglerne i § 3.
Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer
fredskov, og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er
fredskovspligtige.
Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om
beslutninger efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at
fredskovspligten bliver noteret i tingbogen og i matriklen.
Kapitel 8
Myndigheder
§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge
fredskovspligt på et areal, der findes egnet til skovdrift.
Fredskovspligten pålægges ved en fredskovsdeklaration, der
indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet inden for en
rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og
tinglyses for ejerens regning.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for
arealets tilplantning.
§ 8 og bemærkninger dertil.
Forslaget giver mulighed for, at der fastsættes nærmere regler om
vederlagsareal. Der kan bl.a. fastsættes regler om
vederlagsarealets størrelse, om at et vederlagsareal på længere
sigt kan yde en træproduktion, der er mindst lige så stor som
produktionen på det areal, hvorpå fredskovspligten ophæves eller
suspenderes, eller at der ikke kræves vederlagsareal for ophævelse
af fredskovspligt på små, uvæsentlige skovstykker.
Forslaget er ikke til hinder for, at der etableres en »puljeordning«,
dvs. en ordning, der tilsigter at etablere større skovstykker med
flere, mindre vederlagsarealer. Udover de skovbrugsmæssige fordele
ved at etablere en puljeordning kan det tænkes, at ordningen kan
være en lettelse for de ejere, der tilpligtes at udlægge
vederlagsarealer, og som måske ikke selv råder over passende jord
hertil.
I visse tilfælde vil det ikke være praktisk at udnytte muligheden for
en puljeordning. I så fald kan fritliggende vederlagsarealer, der
er mindre end 10 ha, accepteres under forudsætning af, at de
tilplantes med overvejende løvskov.
Reglen forhindrer ikke, at der også kan stilles andre vilkår for
tilladelser efter § 9 og § 12.
Til kapitel 3 om god skovdrift
I dette kapitel præciseres rammerne for god skovdrift. Det er
væsentligt, at god skovdrift reflekterer såvel de lokale forhold
som den skovbrugsfaglige viden og kunnen, der til enhver tid gør
sig gældende i landets skovbrugserhverv. Dansk skovbrug er på
flere områder langt fremme, også på internationalt plan, og det er
vigtigt, at skovloven medvirker til at fastholde denne position.
Det er centralt for skovdyrkningen, at der knyttes nær forbindelse
mellem de skovbrugsfaglige forsknings- og udviklingsinstitutioner
og det praktiske arbejde i skovene.
Skovbrugsforskningen er koncentreret om en række institutioner.
For det første forskes der i skovbrugets primære produktion, dvs.
trævæksten i skovene og de andre goder, herunder de miljømæssige
forbedringer bredt betragtet, der kommer deraf. De centrale
institutioner på dette område er Skovbrugsinstituttet ved Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole under Undervisningsministeriet samt
Statens Forstlige Forsøgsvæsen under Landbrugsministeriet. På det
skovbrugsgenetiske område er Landbohøjskolens Arboret en central
institution.
For det andet sker der et udviklingsarbejde omkring den sekundære
produktion, dvs. udnyttelsen af træprodukterne fra skovene. Her
deltager Skovbrugsinstituttet, Skovteknisk Institut (ATV) og
Skovskolen under Landbrugsministeriet.
For det tredie arbejdes der med forbedring af den tertiære produktion
i skovbruget, dvs. træprodukternes videreforarbejdning. Udover
Skovbrugsinstituttet og Skovskolen er de to teknologiske
institutter aktive på dette område.
På alle tre niveauer af skovbrugsmæssig forskning gennemføres tillige
aktiviteter med henblik på samarbejde med udviklingslandene. Den
nationale skovbrugsforskning og -udvikling har således også et
perspektiv udover landets grænser.
Det er et væsentligt sigte med lovforslaget, at denne aktivitet, der
er fordelt på forskellige institutioner, fastholder og udbygger
forbindelsen til skovdyrkningen i offentlige og private skove.
Det gøres på flere måder, bl.a. ved at understrege, at Skov- og
Naturstyrelsen har en opgave som igangsætter for det samlede
skovbrugserhverv i forbindelse med udviklings- og
forsøgsvirksomhed, og ved at styrelsen desuden har en opgave med
formidling af oplysninger om skovbrugsforhold. Endvidere bør
styrelsen fortsat medvirke til, at de øvrige formidlende
institutioner i skovbruget kan styrke deres mulighed for at
opfylde deres opgaver. Der tænkes bl.a. på Skovskolens og
Skovteknisk Instituts udadvendte kursus- og
undervisningsvirksomhed samt på skovdyrkerforeningernes, Dansk
Skovforenings og Hedeselskabets aktiviteter.
Til § 14
Reglerne i forslaget til § 14 er de elementære
skovdyrkningsbestemmelser. De er ikke, som det kendes fra enkelte
andre lande, særligt detaljerede. De angiver visse overordnede
principper for god skovdrift. Af denne grund er en overtrædelse af
bestemmelserne ikke direkte strafsanktioneret, jf. § 44.
Tilsidesættelse af reglerne om god skovdrift kan medføre påbud i
henhold til § 32. Overtrædes påbuddet, kan der ved dom pålægges
bøder, hugstbegrænsninger eller overtagelse af driften.
Ad Stk. 1
Bestemmelsen er ny. Som udgangspunkt gælder den kun i fredskov, jf. §
3. Om anvendelsen i ikkefredskov, se dog § 23.
Ad nr. 1. Der skal ske tilplantning, hvis selvforyngelse ikke
anvendes.
Grundlæggende for bestemmelsen er, at plantematerialet, der benyttes
til frembringelse af ny bevoksning, en »kultur«, i det mindste
skal være et godt alternativ til selvforyngelse.
Ved tilplantning fordeles unge træer jævnt over arealet sådan, at der
kan udvikles højstammet skov. Der skal plantes, hvis
selvforyngelse ikke fremkommer eller ikke er af tilstrækkelig god
kvalitet.
Når en bevoksning forynges, skal det vurderes, om den eksisterende
bevoksning er af en sådan art og beskaffenhed, at selvforyngelse
er en forstlig tilfredstillende måde at etablere en ny bevoksning
på.
Såning kan også benyttes til at frembringe en kultur. Ofte vil såning
»i marken« dog indebære en ringere udnyttelse af frømaterialet,
end hvis planterne bliver fremelsket i en planteskole.
Der lægges med denne bestemmelse ikke op til, at selvforyngelse skal
foretrækkes. Arbejdet med genetisk forædling af plantemateriale
til skovbrugsformål er omfattende, og der bør lægges vægt på at
drage nytte heraf.
Der henvises i øvrigt til reglerne i Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt
formeringsmateriale, jf. lov nr. 534 af 13. december 1972 om
handel med frø, såsæd, læggekartofler og planter. I henhold til
denne skal frø og planter til skovbruget for de væsentligste arter
være godkendt til forstlige formål. Bekendtgørelsen fastsætter
desuden reglerne for »kåring« af frøavlsbevoksninger og
frøplantager til brug for skovbrugets planteforsyning.
Hertil kommer, at planternes friskhed ved plantningen og kvaliteten
af den forudgående jordbearbejdning er af stor betydning.
Ad nr. 2. Bestemmelsen søger at sikre, at bevoksninger kommer vel
igennem kultur- og småplantestadiet på kortest mulig tid. Det
kræver ofte renholdelse af kulturerne, normalt ad mekanisk vej. I
visse tilfælde kan kemisk ukrudtsbekæmpelse komme på tale. Der
kan også være tale om beskyttelse af kulturplanterne mod angreb
af svampe, insekter eller højerestående dyr.
Ad nr. 3. For de fleste bevoksninger med en normal
bevoksningshistorie er tynding af betydning for udviklingen i
mellemaldrende og sene udviklingsstadier. Det gælder både
spørgsmålet om at koncentrere bevoksningens samlede tilvækst på et
rimeligt antal enkelttræer og at sikre bevoksningernes stabilitet
og sundhed. Reglen fastslår således, at tyndinger normalt skal
gennemføres en eller flere gange i en bevoksnings liv.
Tyndingsarbejdets praktiske gennemførelse er også vigtig, herunder
ikke mindst anvendelse af skovmaskiner. Vejledningsarbejdet må
lægge særlig vægt på tyndingsmetoder, der skåner de blivende
træer mod barkafskrabninger og rodskader og skovjorden mod
sammentrykning (traktose).
Tyndingsfrie bevoksningstyper kan i enkelte tilfælde være relevante,
også i fredskov. Det gælder f.eks., hvor marginaljord tilplantes,
og hvor sigtet med den første tilplantning blot er at udvikle et
skovklima indenfor rimelig tid.
Ad nr. 4. Ifølge bestemmelsen må foryngelseshugster af bevoksninger
ikke finde sted, før den kan betegnes som moden, hvilket i
granbevoksninger vil sige ganske betydeligt senere, end man
normalt høster juletræer.
Hugstmodenhed kan ikke præciseres til en eksakt alder for givne
bevoksningstyper. Som rettesnor kan sættes, at hugstmodenhed
indtræffer, før bevoksningen går i opløsning og omkring det
tidspunkt, hvor den kvantitative tilvækst stagnerer.
Foryngelsestidspunktet for den enkelte bevoksning afhænger tillige af
dens placering i forhold til nabobevoksningerne, den pågældende
bevoksnings betydning af immateriel art m.m.
Foryngelseshugst af en bevoksning kan strække sig over en årrække,
idet skovklimaet fra den gamle bevoksning udnyttes til at fremme
udviklingen af den nye bevoksning, f.eks. ved selvforyngelse eller
ved skærm- og randforyngelser.
Ad nr. 5. Der tænkes især på hensynet til opbygning af en skov, der
bedst muligt værner bevoksningerne mod vind og udtørring.
Renafdrift, stormfald og skader i en bevoksning kan i mange tilfælde
forringe omkringstående bevoksninger. Det er medvirkende til, at
det er meget væsentligt med et helhedssyn og en langsigtet
planlægning af skovdriften.
Denne regel lægger bl.a. op til, at der foretages planlægning af
skovdriften, dvs. især af foryngelseshugsterne. Driftsplanlægning
gennemføres med 10-15 års mellemrum for næsten alle offentlige
skove og for en meget stor del af de større private skove.
Lovforslaget lægger op til, at denne aktivitet styrkes også for
mindre private skove og sådan, at de langsigtede hensyn i
skovdriften, herunder de økonomiske, og hensynet til stabilitet og
variation i den rumlige opbygning af skovene sikres.
Som vilkår for tilladelser eller i forbindelse med påbud i henhold
til loven kan der stilles krav om, at der udarbejdes en plan for
skovens drift, som tinglyses på ejendommen.
Ad nr. 6. Da skovenes salgsprodukter ved langvarig henliggen i skoven
kan give anledning til opformering af skadevoldende insekter m.v.,
skal de fjernes snarest efter oparbejdning. Undladelse heraf kan
mindske salgsprodukternes værdi og i visse tilfælde påføre
nabobevoksninger sygdomme.
I modsætning hertil kan grene, kviste og andre trædele, der ikke
sælges, efterlades i skoven. De kan gennem forrådnelse give et
værdifuldt bidrag til jordbundsopbygningen, mikroklimaet m.v.
Ad nr. 7. Med bestemmelsen tænkes både på de produktionsmæssige og på
de økologiske og andre miljømæssige forhold ved skovdyrkningen.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen om juletræer og pyntegrønt i kort omdrift er ny. Drift
af juletræer og pyntegrønt på en sådan måde, at bevoksningerne
ryddes - måske gang på gang - før de blot tilnærmelsesvist udgør
højstammet skov, er ikke tilladt efter den gældende lov.
Administrationen har imidlertid accepteret, at juletræer og
pyntegrønt i kort omdrift i stigende omfang er indgået i
skovdriften. Begrundelsen herfor har været, at en sådan drift
økonomisk set ofte har været betydeligt mere fordelagtig end
traditionel vedproduktion. Denne driftsform har derfor medvirket
til at holde økonomien sammen i mange skovejendomme, hvilket også
har betydning for varetagelse af måske tabsgivende miljøhensyn i
privatskove. Produktionsværdien af juletræer og pyntegrønt udgør
mere end 300 mill. kr. om året, og begge produktioner er
arbejdskraftintensive og beskæftigelsesfremmende.
Skovdyrkningsmæssigt kan denne drift i visse tilfælde være en fordel.
Med deres betydeligt kortere omdriftstid kan en sådan kultur
benyttes til at bryde et bevoksningsbillede, der er ensaldrende
for at fordele de vedproducerende bevoksninger på flere
aldersklasser.
Ud fra landskabelige hensyn må denne driftsform anses for mere
hjemmehørende i skovene end i det åbne land.
Almindelig dyrkning af pyntegrønt i lang omdrift udvikler højstammede
træer og er derfor umiddelbart tilladt.
På denne baggrund foreslås dyrkning af juletræer og pyntegrønt i kort
omdrift tilladt på op til 10 pct. af skovens areal. Det tilsigtes
med denne meget enkle regel, at det ikke skal være nødvendigt med
registreringer og omfattende kontrolforanstaltninger og deraf
følgende belastning for private og myndigheder.
For de ejendomme, der ved lovens ikrafttræden dyrker mere end 10 pct.
af arealet med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, gælder en
overgangsordning, jf. § 47, stk. 4.
Ad Stk. 3
Bestemmelsen om benyttelse af bjergfyr svarer stort set til den
gældende lovs § 6, stk. 3.
Til § 15
Reglen afløser den gældende lovs § 4, stk. 2. Der foreslås dog den
ændring, at der kan gennemføres fredninger, hvor også andre end
landskabelige hensyn taler derfor, og at det er skovmyndighederne
og ikke ejeren, der opretter deklarationen. Der er altså tale om
en offentligretlig servitut, der ikke kræver samtykke fra
kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 36.
Den hidtil gældende regel har været benyttet af skovejere i mange
tilfælde - ikke alene til at frede enkelte grupper af træer, men
også til at gennemføre fredninger for endog ret store skovarealer,
især med løvtrædominans. Interessen for sådanne skovfredninger har
formodentlig været vigende i de senere år, dels fordi
begrænsningerne i ejerens handlefrihed ikke er fulgt op af
økonomiske kompensationer, dels fordi fredningerne ikke er fulgt
op med en tilstrækkelig pleje.
Med disse skovfredninger kan skovejere medvirke til at bevare og
beskytte miljøet i skovene på måder, der ikke ganske er i
overensstemmelse med § 14, stk. 1.
Reglen skal ses som et supplement til fredninger efter
naturfredningsloven.
Til § 16
Ad Stk. 1
Reglen om fredning af egekrat er ny.
Den gældende skovlov er ikke til hinder for, at fredskovspligtigt
egekrat konverteres til andre træarter. Sådanne konverteringer
forekommer, selv om der ikke er indlysende økonomiske eller
miljømæssige fordele forbundet dermed.
Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland. Egekrat består af
vintereg, stilkeg og krydsninger derimellem, og har en
karakteristisk bundflora. Det er en biotop, der hørte til
tidligere tiders hedebrug. Mange egekrat er således opdelt i måske
meget smalle parceller, der med års mellemrum har været benyttet
til gærdselshugst af de enkelte brug.
Jordbunden i egekrat er i mange tilfælde blevet forholdsvis udpint.
Indblæsning af gødning fra omkringliggende landbrugsarealer kan
derfor forrykke næringsstofbalancen i egekrat sådan, at den
naturlige tilstand vanskeligt kan bevares.
Egekrat skal med den foreslåede bestemmelse fortsat gennemhugges med
års mellemrum. Ejeren kan søge arbejdet gennemført ved en
plejeaftale, f.eks. med statsskovdistriktet i henhold til
lovforslagets § 20.
Reglen er ikke til hinder for, at egekrat ved naturlig vækst vokser
op til egentlig højstammet egeskov. Andre træarter kan indfinde
sig heri, f.eks. birk eller i visse tilfælde lind o.a.
Reglen bør følges op af en registrering af egekrat og evt. andre
naturskove samt en plan for deres pleje (herunder stævning) og
beskyttelse. Flere amtskommuner har allerede taget denne opgave
op.
Det kan også være af interesse at opretholde tilstanden i f.eks.
bøgepur, ellekrat eller klippeløkker. Det kan ske efter reglerne i
Kapitel 9
Klage
§ 9. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et
areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt
til andet.
Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal
midlertidigt anvendes til andet end skovdrift.
§§ 9, stk. 2, og 20, eller ved fredning efter naturfredningsloven.
Ad Stk. 2
Reglen er ny.
Skovbryn er karakteriseret ved en stor variation i arter af urter,
buske og løvtræer - i mange tilfælde småtræer af egnstypiske
arter - og er dermed normalt let at adskille fra den bagved
liggende produktionsbevoksning, som typisk består af en eller
nogle få træarter. I skovbrynet kan buske og træer ofte have meget
forskellig alder, mens produktionsbevoksningen bagved i reglen er
ensaldrende.
Reglen omfatter hele skovbrynet, det vil sige såvel træerne som de
buske, der hører til randzonen mellem skoven og arealet udenfor.
Bevaringen sker ved, at brynet plejes med henblik på opnåelse af høj
stabilitet. Det medfører, at der skal gentilplantes med nye
løvtræer og buske, når de ældre går til eller fældes, medmindre
der sker selvforyngelse.
Det er af betydning for skovdyrkningen, at et stabilt og robust
skovbryn af løvtræer og buske bevares. Skovbryn har en vis
betydning som forebyggelse mod stormfald. Det forudsætter dog, at
der gennemføres en aktiv hugst i bevoksningerne bagved. Stabile
skovbryn medvirker til at mindske vind og træk - forhold, der kan
forringe både træproduktionen og miljøet.
Skovbrynet er også den del af skoven, der opleves af mange som den
visuelt betydningsfulde del af landskabet, det er. Endvidere er
skovbryn væsentlige for dyre- og plantelivet, og bl.a. af denne
grund er disse bevoksningselementer naturhistorisk værdifulde og
interessante for friluftslivet.
Reglen omfatter kun skovbryn af løvtræer og buske, der findes ved
skovenes ydergrænser. Løvtræbælter i skovene - det gælder ikke
mindst i plantager på tørre egne - har også betydning for skovenes
rumlige opbygning, men reglen omfatter ikke disse.
Reglen er ikke til hinder for, at skove udvides ved tilplantning uden
for skovbrynet, hvorved der kan skabes et nyt skovbryn, der
herefter bliver omfattet af reglen.
Ad Stk. 3
Den foreslåede regel er en udvidelse af den gældende lovs § 6, stk.
5, hvorefter ejeren har ret til at bevare de klit- og hedearealer,
enge, moser, strandbredder og lignende, der hører til fredskov,
medmindre de tilplantes.
Med den foreslåede regel fredes søer, vandløb, moser, heder,
strandenge og strandsumpe, når de nævnte naturtypers areal er
mindre end de nedre arealgrænser, der er gældende efter
naturfredningslovens §§ 43 ff. De naturtyper, der her er tale om,
er fredskovspligtige, hvis de hører til fredskove i henhold til
forslagets § 3, stk. 3.
Reglen omfatter kun sådanne naturtyper, der er naturligt
forekommende. Hvis lignende arealer ønskes kunstigt anlagt, skal
der forinden indhentes tilladelse efter § 9, stk. 2.
Ad stk. 4
Bestemmelsen er indeholdt i den gældende lovs § 6, stk. 5.
Ad Stk. 5
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 17, men er dog en
udvidelse, idet enhver form for dyrehold, bl.a. hjortefarme, er
omfattet af lovforslaget. Bestemmelsen forekommer allerede i
1805-forordningen som en del af bestræbelserne på at adskille
landbruget fra skovbruget. Begrundelsen er, at husdyr og andre
tætte bestande af dyr kan skade nye bevoksninger og - i sværere
tilfælde - tillige ældre træer.
Forbuddet mod dyrehold gælder ikke alene de husdyr, der findes i
dansk landbrug, såsom kvæg, heste, svin og får, men også
dyrearter, der i det fremmede er husdyr, uden de hidtil har været
anvendt som sådan herhjemme, såsom æsler, muldyr, lamaer m.v.
Ad Stk. 6
Bestemmelsen omfatter den tilfældige, uorganiserede hensmiden af
overflødige genstande. Egentlige lossepladser, affaldsdepoter og
lignende er anlæg, der omfattes af reglen i § 10.
Bestemmelsen skal sammenholdes med naturfredningslovens § 63, stk. 1,
hvorefter der ikke uden ejerens tilladelse må henkastes eller
anbringes affald eller lignende på fremmed ejendom.
Forslaget gælder - i modsætning til naturfredningsloven - henkastning
af affald på både fremmed og egen ejendom.
Til § 17
»Særlige grunde« kan være meget forskelligartede. Der kan ved
dispensation fra § 14 stk. 1, være tale om hensyn til en eller
flere af de forskellige miljømæssige eller forsøgsmæssige opgaver
for skovbruget, jf. § 1.
Der kan også være tale om opbygning af ny skov på marginaljord, hvor
de dyrkningsmæssige og økonomiske forudsætninger i første
generationbevoksninger kan være mere beskedne end sædvanligt.
»Særlige grunde« ved dispensation fra § 14, stk. 2, kan f.eks. være
tilfælde, hvor navnlig mindre skovejendomme ikke giver baggrund
for en rationel drift af juletræs- og pyntegrøntarealer med de
begrænsninger, der følger af reglen.
»Særlige grunde« ved dispensation fra § 16 kan f.eks. være tilfælde,
hvor udsætning af dyrearter kan have betydning for skovdriften.
Det kan gælde yngre (nåletræ-)bevoksninger, hvor husdyr kan være
af betydning for bekæmpelse af ukrudt.
Til kapitel 4 om fremme af løvskov m.m.
Til §§ 18-19
Bestemmelsen er ny.
Ifølge den gældende skovlovs § 6, stk. 2, skal skovtilsynet påse, at
løvskoven ikke forsvinder. Hvis det dog alligevel er ved at ske,
og der ikke kan opnås en mindelig ordning med ejeren, skal
skovtilsynet indstille til Statens Skovnævn, at der rejses sag
efter naturfredningsloven om fredning af løvskoven. Reglen, som
nærmest har karakter af en hensigtserklæring, har næsten aldrig
været benyttet.
Baggrunden for at indføre en støtteordning til fremme af løvskov er,
at løvskovarealet i Danmark siden ca. 1930 har været i
tilbagegang.
Tilbagegangen har været knyttet til de gunstige vækstlokaliteter i de
østlige landsdele, hvor løvskoven førhen har været helt
dominerende og trods alt fortsat udgør størstedelen af skovenes
bevoksning.
I disse landsdele er ca. en trediedel af bøgearealet forsvundet i
perioden. Det er en markant udvikling, fordi det må ses i lyset
af, at perioden kun svarer til halvdelen af bøgetræers normale
levetid. Det vil med andre ord sige, at på mere end halvdelen af
de arealer, hvor bøg er fældet, er den erstattet af andre
træarter.
Siden 1950 er denne udvikling delvis modvirket af, at andre løvtræer
har vundet terræn i et omfang, der svarer til ca. halvdelen af det
bøgeareal, der er forsvundet i perioden.
I de nordlige og vestlige landsdele har navnlig egen vundet større
udbredelse i den samme periode, men løvtræet er stadig ret
sporadisk forekommende i disse landsdeles nåleskov. Samtidig er
der i stort omfang plantet ny nåleskov her, således at løvtræet i
dag syner langt mindre end før.
På landsplan er det samlede løvskovareal siden ca. 1930 blevet
reduceret med 7-8 pct. i absolut mål og med ca. 20 pct. i relativt
mål. Denne udvikling har ledt til bekymring for løvskovens fremtid
på langt sigt.
Der foreslås med lovforslaget en ordning om tilskud til fremme af
løvskov for at sikre en række samfundsmæssige goder, der ikke i
tilstrækkelig grad vil blive beskyttet, hvis skovdriften alene
skal baseres på rent privatøkonomiske hensyn.
Løvskovens samfundsmæssige betydning kan samles under 2
hovedoverskrifter
- løvskovens betydning for den fremtidige produktion af træ og
træprodukter, herunder for selvforsyning og beskæftigelse, og
- løvskovens ikke-materielle betydning, dvs. løvskovens betydning for
friluftslivet og for naturhusholdningen.
Med hensyn til løvskovens betydning for produktionen af træ og
træprodukter kan nævnes.
Internationale konsekvensanalyser for forsyningsmulighederne i de
næste 30-40 år inden for forskellige træproduktgrupper, der
selvsagt skal tages med betydeligt forbehold, viser bl.a., at der
i fremtiden vil ske en stigende efterspørgsel efter løvtræet, set
i relation til nåletræet. Det skyldes dels, at løvtræveddets
særlige egenskaber vil blive mere efterspurgt, dels at udbuddet af
løvtræved fra især den tredie verdens lande forventes at blive
mindre.
Under danske klimaforhold kan plantning af løvtræ fremfor nåletræ
næppe alene forsvares ud fra træforsyningsmæssige hensyn, da der
er tale om virkninger på så langt sigt, at prognosegrundlaget er
for usikkert. Det væsentligste argument for at tage overordnet
stilling til det fremtidige produktudbud fra skovbruget er ønsket
om at sikre alsidighed i sammensætningen af den indenlandske
træproduktion på meget langt sigt. Og skal den sikres, skal det
gøres nu.
Den værditilvækst, der finder sted ved forædling af råtræet, består
af merværdi og det arbejdskraftforbrug, der medgår ved
forarbejdningen. Værditilvæksten ved forarbejdning af løvtræ er
betydeligt større end ved forarbejdning af nåletræ. Det gælder
uanset, om måleenheden er produktionsværdi, valutabidrag eller den
beskæftigelse, der er knyttet til forarbejdningen. Det er således
beregnet, at bøgens (løvtræets) samfundsmæssige
beskæftigelsesmængde i dag er mindst halvanden gang større end
granens pr. enhed råtræ. Samfundet har derfor en produktionsmæssig
interesse i at opretholde løvskovbruget.
Med hensyn til løvskovens særlige betydning for friluftslivet kan
nævnes
Befolkningen foretrækker løvskov fremfor nåleskov, og især
foretrækkes bøgen, vor nationaltræart. Ikke mindst anses løvtræer
og buske i skovbryn for at være værdifulde, landskabeligt set.
Undersøgelser viser da også, at løvskoven - og især den ældre - er
mere indbydende for friluftsmæssige aktiviteter end nåleskoven.
Der er flere oplevelsesmuligheder i en (ældre) løvskov end i en
nåleskov. Og miljøet i en løvskov opfattes sædvanligvis mere
tiltrækkende og indbydende end i en nåleskov. Imidlertid har
friluftslivet også ønsker om variation i skovene. Det gælder ikke
alene et ønske om forskellige bevoksningsaldre, men også om
forskellige træarter, herunder både løv- og nåletræbevoksninger i
skovene. En sådan variation er ikke blot til glæde for
friluftslivet, men også for f.eks. dyre- og plantelivet i skovene.
Den landskabelige virkning giver løvskoven - måske især bøgeskoven -
en kulturhistorisk betydning for vort land. De karakteristiske,
velarronderede skovbryn med de bagved værende høje, slanke
løvtræer (søjlehaller), der stedvist strækker sig helt ud mod sund
og bælt, er en betydningsfuld del af det danske landskab, som
giver især bøgen sin nationale betydning.
Desuden skal det bemærkes, at der i gammel løvskov, hvor der gennem
tiderne næsten ikke eller måske slet ikke har været foretaget
dybgående jordbehandling, ofte er bevaret en relativ stor mængde
jordfaste fortidsminder, f.eks. gravhøje, højryggede agre m.v. Og
da sådanne gamle bevoksninger ofte er forholdsvis åbne, er
fortidsminderne både meget synlige og let tilgængelige.
Endelig skal følgende nævnes med hensyn til løvskovens særlige
betydning for naturhusholdningen
Det er ofte påpeget, at løvskoven tit er mere artsrig end nåleskoven,
og at løvskoven er et værdifuldt levested for mange dyre- og
plantearter. F.eks. vil en ældre løvtræbevoksning kunne have
omkring 3 gange så mange fugleindivider som en ældre
nåletræbevoksning.
Det er dog af væsentlig betydning, hvordan løvskoven ser ud. Yngre
løvskov vil sjældent være mere økologisk værdifuld end granskov.
Det er den ældre, lysåbne løvskov, der især har de mange dyre- og
plantearter.
Og her må nævnes, at helt gamle bevoksninger med træer, der er ved at
gå i forfald, har en særlig naturvidenskabelig betydning. I
hullerne i disse træer holder dyr til, der ikke kan leve andre
steder, f.eks. hulrugende fugle, flagermus og mange sjældne
insekter.
Med en løvskovstøtteordning som den, der foreslås i lovforslaget,
beskyttes disse træer ikke direkte, men ordningen sigter mod, at
der fortsat ved etablering af unge bevoksninger vil komme gamle
træer. En egentlig beskyttelse af disse må enten ske ved at indgå
en plejeaftale med ejeren efter § 20 i lovforslaget eller ved at
frede efter naturfredningsloven.
Løvskovbrynene har en særlig betydning for dyre- og plantelivet. Som
biotop betragtet er løvskovbryn nogle af de mest artsrige i
landet, og der findes dyre- og plantearter, der er særegne her.
For grundvandet kan der påvises visse fordele ved løvskov, idet der
ofte siver lidt mere vand ned fra løvskov end fra nåleskov, bl.a.
fordi løvskoven ikke transpirerer i den kølige del af året, sådan
som den stedsegrønne nåleskov gør det.
Disse ikke sammenlignelige forhold udgør de fleste af løvskovenes
samfundsmæssige værdier, som gør, at samfundet bør sikre, at
løvskoven til stadighed vil have en tilpas indplacering i det
samlede danske skovbrugsbillede. Problemet er, at ikke alle de
nævnte samfundsmæssige værdier giver økonomisk afkast til
skovejeren.
Den foreslåede tilskudsordning er formuleret på baggrund af danske
undersøgelser. De viser bl.a., at tilskud til etableringen af nye
løvskovbevoksninger vil give samfundet det bedste resultat på
lang sigt af den investering, som samfundet under alle
omstændigheder må foretage i en ordning til fremme af løvskov.
Som en foreløbig målsætning for tilskudsordningen sættes, at
løvtræarealet når op på det niveau, det havde i 1923, da der var
mest i nyere tid, ca. 150.000 ha. Af dette areal udgjorde
løvskovarealet i privatskovene ca. 120.000 ha. Med
tilskudsordningen sigtes med andre ord mod, at løvskovarealet i
private skove forøges over en årrække fra de nuværende ca. 106.000
ha til ca. 120.000 ha.
Der er tale om at bevare eller forøge det samlede løvskovareal med
sunde, produktive bevoksninger i alle aldersklasser, hvor
betydningen for friluftslivet og naturhusholdningen fortsat kan
øges, hvor den råtræforarbejdende industri til stadighed kan
forvente træ af høj kvalitet, og hvor der til stadighed vil være
mulighed for yderligere at beskytte eller frede særlige
løvtræbevoksninger, hvor specifikke hensyn til friluftslivet eller
naturhusholdningen skal tages.
Der vil formodentlig være en positiv effekt over hele landet men med
visse regionale forskelle. I den sydøstlige del af landet, hvor
især rødgran har vist sig at være ustabil, forventes der at komme
stor interesse for støtte til navnlig bøgekultivering, men også
til anlæg af ege- og askebevoksninger. I den vestlige og centrale
del af Jylland forventes der at komme en del interesse for anlæg
af egebevoksninger og stabiliserende og landskabsforskønnende
skovbryn.
Der sigtes mod, at ca. halvdelen af etableringen af
løvtræbevoksninger skal være bøg, ca. en fjerdedel eg og resten
andre løvtræarter.
Tilskudsordningen sigter især på at fremme bøg, eg og ask, men også
mindre udbredte hjemmehørende træarter som lind, navr, avnbøg og
spidsløn, og eventuelt elm, ær, birk og poppel.
For at nå den målsætning, der er nævnt, er det nødvendigt, at der i
gennemsnit etableres 1.000-1.200 ha løvtræbevoksninger om året i
de private skove. Dette er lidt mere end en fordobling af den
etablering af nye løvskovbevoksninger, der fremgik af
skovstatistikken i 1976. Der skal fastholdes en rolig
udviklingstakt. Det skyldes bl.a., at det er væsentligt, at
planteskolesektoren er i stand til at forsyne skovene med en
tilstrækkelig mængde planter af tilpas kvalitet.
Fra en skovbrugsfaglig synsvinkel er det vigtigt, at en støtteordning
for løvtræ formuleres sådan, at den virker med og ikke imod de
sædvanlige naturmæssige og markedsmæssige forudsætninger og
mekanismer, der styrer dispositionerne i skovdriften. Hermed
tænkes bl.a. på påvirkning af prisdannelsen for f.eks.
skovplanter, ødelæggelse af omkostningsbevidstheden ved
kulturanlæg, forvridning af de dyrkningsfaglige rutiner osv. Det
er desuden væsentligt, at en støtteordning til ny løvskov ikke
fratager de private ejere initiativ og dermed lyst til at dyrke
løvskov. En modvillig indstilling fra skovejere og
-administratorer kan ikke undgå at give et væsentligt tilbageslag
for befolkningens natur- og friluftsmæssige interesser i de
private skove. En vellykket naturpolitik for skovenes vedkommende
må derfor nødvendigvis baseres på et samarbejde med ejerne af
dette landskabs- og naturelement. En støtteordning skal derfor -
udover tilskud til ny skov - rumme støtte til sikring af frø og
planter, samt støtte til forskning i og udvikling af
løvskovdyrkningen.
En støtteordning for etablering af nye bevoksninger af løvtræ vil
være et direkte instrument til at få en mere jævn
aldersklassefordeling, der er nødvendig for at bevare løvskoven på
længere sigt. Ordningen forventes ikke at medføre en kraftigere
afvikling af de ældre bevoksninger. Det skyldes, at de økonomiske
ressourcer, der findes i disse bevoksninger, ofte er så
betydningsfulde for de enkelte ejere, at ganske andre forhold,
herunder generationsskifte m.v., er bestemmende for deres
eventuelle afvikling.
Ordningen vil blive administreret sådan, at den hviler på en
frivillighed fra ejerens side. Det vil sige, at ejeren skal
tilskyndes til at søge om midler til løvtrædyrkning, fordi han med
et tilskud anser løvtræ for at være fordelagtig. Den eneste
forudsætning er, at arealet er fredskovspligtigt.
Støttebeløb kan alene ydes til etablering af løvtræarter, der på
stedet er i stand til at udvikle højstammede bevoksninger, og som
iøvrigt opfylder lovforslagets krav om god skovdrift. Ved
etablering og retablering af løvskovbryn ydes desuden støtte til
buske.
Som udgangspunkt skal der ydes et tilskudsbeløb pr. arealenhed uanset
bonitet, udstrækning m.v. Satserne vil formodentlig variere mellem
ca. 5.000 kr. og ca. 15.000 kr. pr. ha afhængigt af løvtræart,
kulturmetodik, beliggenhed og eventuelt andre forhold. I tilfælde
af misligholdelse giver § 35 mulighed for, at staten kan kræve
beløbet tilbagebetalt.
I tilfælde, hvor der gives tilskud til etablering af ydre
løvskovbryn, vil disse blive omfattet af bevaringsreglen i
lovforslagets § 16, stk. 2.
Støtte vil alene blive ydet til genplantninger i eksisterende
fredskove. Støtte til andre former for tilplantning på private
arealer vil blive ydet med hjemmel i Landbrugsministeriets
lovgivning.
Det vil blive en betingelse for ydelse af støttebeløb til skovejere,
at plantematerialet, med mindre der er tale om selvforyngelse
eller brug af egne planter, opfylder kravene til forstligt
formeringsmateriale, jf. Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr.
150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt formeringsmateriale
(udstedt efter lov nr. 534 af 13. december 1972 om handel med frø,
såsæd, læggekartofler og planter).
Forudsætningen for, at løvtræskove kan bevares som væsentlige
produktions- og landskabselementer, er, at der frembringes en
tilpas mængde planter af rimelig kvalitet. Heri ligger f.eks.
at statsskovene fortsat bevarer, fornyer og beskytter bevoksninger,
der kan afgive et godt frømateriale,
at tilsvarende bevoksninger bevares, fornyes og beskyttes i private
skove,
at opformeringsanlæg især i form af frøproduktionsarealer,
frøplantager eller vegetativ formering opprioriteres, og
at der fortsat lægges vægt på forsyningen fra gode og velafprøvede
frøkilder.
Der vil efter den foreslåede løvskovstøtteordning også blive ydet
støtte til foranstaltninger, der indirekte virker for fremme af
løvskov. Det drejer sig dels om leverancer eller produktion af
frø- og/eller plantemateriale af løvtræarter, dvs. til frøimport-,
frøforarbejdnings- og planteskolevirksomheder, dels om forsknings-
og udviklingsvirksomhed til gavn for løvskovdyrkningen.
Når ordningen har været i kraft i ca. 10 år, forudsættes dens
virkninger vurderet i relation til målsætningen og i relation til
de samfundsmæssige nyttevirkninger iøvrigt. Hvis det viser sig, at
ordningen ikke fungerer tilfredsstillende, vil den blive justeret.
De regler, der fastsættes efter § 19, om tilskud til de 3 formål, der
er nævnt i § 18, stk. 2, vil i vidt omfang basere sig på de
betragtninger, der er nævnt ovenfor.
Om eventuel tilbagebetaling af tilskud henvises til § 35.
Til § 20
Bestemmelsen er ny. Der er tale om en opfølgning af bl.a. den
handlingsplan, miljøministeren i marts 1987 har fremlagt om
marginaljorderne. Heri er nævnt, at det offentlige kan træffe
aftaler med private ejere om at give tilskud til eller overtage
driften af arealer med særlig miljømæssig interesse.
Da bestemmelsen anfører, at en sådan overtagelse af driften sker ved
aftale mellem ejeren og skovmyndigheden, kan der i visse tilfælde
være tale om at yde ejeren økonomisk kompensation derfor.
Amtskommuner og kommuner kan på tilsvarende vis indgå plejeaftaler
med private indenfor rammerne af lov om kommunernes styrelse.
Handlingsplanerne for marginaljorderne lægger bl.a. op til, at
denne indsats styrkes i fremtiden.
Til Kapitel 5 om ejerskifte m.m.
Til § 21
Stk. 1 skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 1, 1. pkt.,
og stk. 3. Ifølge § 10, stk. 1, 1. pkt. skal ethvert køb af skov
straks meddeles til skovtilsynet. Ifølge stk. 3 skal skøder på
ejendomme uden for byerne indeholde en sælgererklæring om,
hvorvidt der findes skov eller fredskovspligtig grund på
ejendommen. I bekræftende fald skal skødet - før det anmeldes til
tinglysning - påtegnes af skovtilsynet om, hvorvidt og hvilke
arealer der er fredskov.
Ved hjælp af skødepåtegningsordningen er der siden 1935 noteret
meget fredskov i tingbogen. Ordningen er imidlertid en væsentlig
belastning for både private og myndigheder i forbindelse med
berigtigelse af ejendomshandler. Hertil kommer, at den
teknologiske udvikling ved oprettelsen af edb-matriklen og
udviklingen af Bygge og Bolig Registeret (BBR) - og som følge
heraf af kommunernes ejendomsregistre - på lidt længere sigt
forventes at give statsskovdistrikterne og andre myndigheder
væsentlig lettere adgang til ejeroplysninger. For skovoplysninger
forudsætter det dog, at noteringen af fredskovspligt i tingbog og
matrikel tilendebringes, jf. forslagets § 7, stk. 1, og
bemærkninger dertil.
På denne baggrund foreslås skødepåtegningsordningen ikke gentaget i
lovforslaget.
Forslag til § 21 omfatter - i modsætning til den gældende lovs § 10 -
enhver form for ejerskifte, men ikke hensidden i uskiftet bo.
Ejerskiftemeddelelsen skal gives til det stedlige statsskovdistrikt,
ligesom det er distriktet, der skal yde vejledning og rådgivning.
Det er hensigten, at bestemmelsen ophæves, når tingbogen og
matriklen er bragt i orden med hensyn til notering af
fredskovspligt, samt at en ordning, hvorefter skovmyndighederne
automatisk modtager meddelelse om ejerskifte, er iværksat, jf. §
46, stk. 3.
Meddelelsen om ejerskifte kan være den nye ejers første forbindelse
med skovmyndighederne. Og den nye ejer vil i visse tilfælde være
uden nøjere kendskab til reglerne og mulighederne for skovdrift.
Det er derfor væsentligt, som foreslået i stk. 2, at
skovmyndighederne allerede på dette stadium har en forpligtelse
til at kontakte ejeren med henblik på at formidle den information,
der måtte være nødvendig, herunder om de statsanerkendte
konsulentorganisationers virksomhed.
Af sådanne konsulentorganisationer findes der 3: De Danske
Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet og Dansk Skovforening.
Til § 22
Ligesom § 21 omfatter denne regel enhver form for ejerskifte. Reglen
fandtes allerede i 1805-forordningen og i § 10, stk. 1, i den
gældende lov. Bestemmelsen sikrer, at overdragerens hugst i
forbindelse med f.eks. en handel ikke udgør en del af købesummen.
Til § 23
Bestemmelsen er ny og skal sammenholdes med § 24 og bemærkninger
dertil. Endvidere skal den ses som en afløser for den gældende
lovs § 11, stk. 1, om 10-årige hugstbegrænsninger efter køb af
såvel fredskov som anden skov.
Ifølge lovforslaget er fredskovspligtige skove altid, dvs. uanset
tidspunktet for det seneste ejerskifte, undergivet reglerne i
Kapitel 10
Skovnævnet
Kapitel 10 indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser.
8. Den gældende skovlov
Flere af bestemmelserne i den gældende skovlov fra 1935 fandtes også
i skovforordningen fra 1805. Skovlovgivningen er således en meget
gammel del af landskabsforvaltningen. Dette er medvirkende til,
at mange af de danske skove er af høj kvalitet, både hvad angår
træproduktion og miljømæssige forhold.
Den gældende skovlov varetager både landskabelige og
produktionsmæssige hensyn. Dens regler tilsigter, at landets
skovareal ikke formindskes.
Skovarealet fastholdes ved, at størstedelen af skovene er pålagt
fredskovspligt.
Fredskovspligt er en arealreservation til skovdrift. Begrebet var
ikke nævnt i 1805-forordningen, men det blev benyttet allerede i
forbindelse med udskiftningerne og matrikuleringen i slutningen af
1700-tallet. Fredskovsbegrebet har betydet, at landets skovareal i
de sidste par hundrede år er forøget fra 2-3 pct. til nu ca. 12
pct.
Loven bestemmer, at fredskovspligtig grund skal drives på en måde, så
der dannes sluttet skov af højstammede træer.
Denne bestemmelse tjener flere formål. Højstammede træer er velegnede
til træindustriel udnyttelse pga. deres dimensioner, og da de kun
har få knaster. En skov af højstammede træer udgør tillige
befolkningens billede af, hvorledes en skov skal se ud. Poeter har
kaldt dette billede for »skovenes søjlehal«. Endelig er en skov
med højstammede træer en biotop, der indeholder levesteder for en
række dyre- og plantearter, der ikke kan trives andre steder. Det
er grunden til, at der i skov er flere arter end i andre af
landets mere betydende biotoper.
Loven indeholder tillige en række detaljerede regler om
fredskovskonstatering, som ikke er gentaget i lovforslaget.
Derimod er loven meget ordknap hvad angår de forskellige bestemmelser
om f.eks. forbud mod byggeri i fredskov. Der er dog i årenes løb
udviklet en righoldig praksis, som har været grundlag for
udformningen af visse af lovforslagets regler, navnlig i kapitel
2.
9. Konsekvenser for anden lovgivning
Lovforslaget har kun en enkelt direkte konsekvens for anden
lovgivning, nemlig at § 3 i udstykningsloven ophæves. Denne regel,
der omhandler udstykning af samlede fredskovsstrækninger, er
indarbejdet i lovforslaget.
Ved lovens administration vil regler efter en række andre love også
komme i betragtning. Det gælder f.eks. landbrugsloven,
skovstøtteloven, forbedringsloven, majoratsloven, zoneloven,
råstofloven, naturfredningsloven, lands- og regionplanlovene,
kommuneplanloven og ekspropriationsprocesloven. Forholdet til
disse og andre love er beskrevet i bemærkningerne til visse af
lovforslagets enkelte besteomelser.
10. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget
10.1. Administration af den gældende lov
10.1.1. Skov- og Naturstyrelsen
Ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 844 af 11. december 1986
om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen varetager denne styrelse administrationen af
skovloven. Tilsynet med de private skove er ved bekendtgørelse nr.
57 af 20. februar 1978 henlagt til 31 statsskovdistrikter.
På centralt hold i Skov- og Naturstyrelsen er der beskæftiget ca. 4
1/2 medarbejdere med administrationen af loven.
På statsskovdistrikterne er der beskæftiget, hvad der svarer til ca.
10 medarbejdere - regnet på heltidsbasis - med tilsynet med de
private skove og forberedelse af de skovlovssager, der afgøres af
Skov- og Naturstyrelsen. Miljøministeriets departement er
klagemyndighed over de afgørelser, der træffes af Skov- og
Naturstyrelsen. Antallet af klager i skovlovssager er dog
beskedent. Det antages, at der i departementet er beskæftiget,
hvad der svarer til ca. 1/2 medarbejder hermed.
Der er således ialt beskæftiget ca. 15 personer med administrationen
af skovloven.
10.1.2. Andre myndigheder
Der er ikke andre myndigheder, der har opgaver med administrationen
af skovloven, bortset fra Statens Skovnævn, der er et
skovbrugsfagligt sammensat organ.
10.2. Administrative konsekvenser af lovforslaget
I forbindelse med Skovog Naturstyrelsens oprettelse er der ved en
strukturændring og omlægning af de eksisterende ressourcer
oprettet et skovdyrkningskontor. Kontorets opgaver er
administration af skovloven, varetagelse af opgaver om
skovdyrkning, herunder at styrke forsknings- og udviklingsopgaver,
skovdyrkning i U-lande samt overvågning af skovenes
sundhedstilstand.
Med oprettelsen af skovdyrkningskontoret søger Skov- og
Naturstyrelsen at forbedre og koordinere indsatsen for en større
og mere værdifuld træproduktion og et godt miljø i skovene, både i
Miljøministeriets skove, i andre offentlige skove og i de private
skove.
En gennemførelse af lovforslaget vil medføre øgede opgaver for Skov-
og Naturstyrelsen. Der vil desuden - i mindre omfang - blive visse
opgaver på planlægningsområdet til amtsrådene og Hovedstadsrådet.
10.2.1. Skov- og Naturstyrelsen
De nye opgaver som følge af lovforslaget er
1) Arbejde i forbindelse med lovens ikrafttræden.
2) Notering af fredskovspligt i tingbog og matrikel.
3) Almindelig administration af nye bestemmelser i loven.
4) Tilskudsordning til fremme af løvskov.
5) Pleje af særlige bevoksninger i private skove.
6) Skovstatistik.
Ad 1. Arbejdet i forbindelse med lovens ikrafttræden omfatter
udarbejdelse af bekendtgørelser, cirkulærer, instrukser,
vejledninger m.v. Lovforslaget indeholder visse bestemmelser,
hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler. Det
forberedende arbejde i den forbindelse forventes udført i Skov- og
Naturstyrelsen.
Derudover skal der udarbejdes en ny tilsynsinstruks for
statsskovdistrikterne og en ny bemyndigelsesbekendtgørelse, der
henlægger visse af opgaverne til distrikterne.
Det skønnes, at 2 medarbejdere vil blive beskæftiget i 2 år hermed.
Ad 2. Notering af fredskovspligt i tingbog og matrikel er en
engangsopgave.
Noteringen af fredskovspligten er søgt gennemført flere gange.
Arbejdet er imidlertid ikke afsluttet, da den gældende lovs regler
herfor er så komplicerede, at det har vist sig at være for
ressourcekrævende.
Med lovforslaget forudsættes, at notering af fredskovspligten
afsluttes på relativ kort tid. Dette vil medføre lettelser og
især større klarhed for arealforvaltningen, både i den offentlige
og i den private sektor.
Skov- og Naturstyrelsens og statsskovdistrikternes arkiver er det
væsentligste grundlag for gennemførelse af denne opgave.
Det skønnes, at der medgår 4 medarbejdere i 3 år til afslutning af
noteringen af fredskovspligten i tingbog og matrikel. Disse vil
blive beskæftiget såvel i styrelsen som på distrikterne. Før
projektet sættes i gang, vil der blive gennemført et pilotprojekt.
Ved dette pilotprojekt skal personale- og ressourcebehovet for det
samlede projekt afklares.
Som opfølgning af dette arbejde og til brug for den almindelige
sagsbehandling, ajourføring m.v. skal samtlige tilsynsførende
statsskovdistrikter tilknyttes Matrikeldirektoratets edb-matrikel.
Ad 3. Den almindelige administration af loven omfatter, foruden som
hidtil konkrete sager, dels en styrkelse af rådgivning og
information om skovdyrkning, dels en løbende ajourføring af
fredskovsnoteringerne. Dette arbejde er en opprioritering af
nuværende opgaver med tilsynet med de private skove. Opgaverne
skal fortsat løses i samarbejde med de statsanerkendte
konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
Det antages, at en vedtagelse af lovforslaget vil medføre flere
enkeltsager, især i forbindelse med varetagelsen af de
miljømæssige hensyn i skovene. I Skov- og Naturstyrelsen og på
statsskovdistrikterne skønnes disse opgaver, regnet på
heltidsbasis, at beskæftige 3 ekstra medarbejdere.
Rådgivning og information samt forsøgs- og udviklingsopgaver om
skovdyrknings- og miljøforhold i skove medfører bl.a.
- Udarbejdelse af informationsmateriale.
- Vejledning til skovejere om generelle spørgsmål om skovdyrkning,
herunder om de statsanerkendte konsulentorganisationer,
støtteordninger m.v.
- Samarbejde med forskningsinstitutioner og skovdistrikter m.fl. om
skovbrugsmæssige forsøgs- og udviklingsopgaver.
- Medvirken ved formulering af mål for landets skovbrugsforskning og
-udvikling.
- Vejledning for amtskommunernes og Hovedstadsrådets
regionplanlægning på skovbrugsområdet.
Disse opgaver skønnes at beskæftige 1 medarbejder i Skov- og
Naturstyrelsen, især til informationsvirksomhed, og 4
medarbejdere, regnet på heltidsbasis, på statsskovdistrikterne.
Ad 4. Tilskudsordningen til fremme af løvskov er ny. Der forventes at
blive behov for tilskud til etablering af op til 1.000-1.200 ha om
året, dog med store variationer år for år som følge af bøgens og
egens ujævne frøsætning og svingningerne på træmarkedet.
Opgaverne består i forhåndstilsagn baseret på oplysning om
eksisterende, ældede bevoksningers art og alder og vurdering af
arealernes egnethed til løvtræ, tilsyn med bevoksningernes
etablering og opvækst, indgåelse af aftaler med ejere om
dyrkningen af bøgedriftsklassen, udbetaling af støttebeløb m.v.
Der vil også kunne gives tilskud til foranstaltninger, der indirekte
virker til fremme af løvskoven.
Det skønnes, at ordningen i alt vil beskæftige 3 medarbejdere i Skov-
og Naturstyrelsen og på statsskovdistrikterne, regnet på
heltidsbasis.
Det bemærkes, at dette skøn alene vedrører administrationen af
tilskud til fremme af løvskov, jf. bemærkninger til lovforslagets
§ 10. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger,
etableres anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det
er nødvendigt for skovdriften.
Kapitel 11
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 11. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.
§ 12. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade,
at reglerne i § 10 og § 11 fraviges.
§ 12, § 17, § 23, stk. 2, eller § 24,
3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 24 om, at der kun på
nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,
4) undlader at give oplysninger efter § 31 eller
5) undlader at efterkomme et påbud efter § 32, stk. 1 eller 2.
Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
§ 13. Som vilkår for tilladelser efter § 9 og § 12 kan
miljøministeren bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet
areal (vederlagsareal) efter reglerne i § 8.
Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse.
Vederlagsareal på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.
§ 14. Ved god skovdrift tilstræbes en stor og værdifuld træproduktion
ud fra de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2. God skovdrift
indebærer blandt andet
1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis
selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.
2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.
3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der
gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion
og stabilitet.
4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er
hugstmoden.
5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af
en stabil og varieret skov.
6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes
snarest.
7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget
vedligeholdes eller forbedres.
Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op
til 10 pct. af skovens areal.
Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er
tilstrækkeligt gode til dyrkning af højstammede træer.
§§ 14 - 16 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 84 af 11.
december 1986 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og
Naturstyrelsen.
Statsskovdistrikternes opgaver fremgår tildels af visse bestemmelser
i selve den gældende lov, f.eks. § 11 og § 17. Derudover er der
givet nogle retningslinier i Instruks af 18. oktober 1978 for
tilsynet med de private skove. Landet er opdelt i 31
skovtilsynskredse, hvilket fremgår af Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 om landets inddeling i
skovtilsynskredse. Endelig er der i et vist omfang delegeret
opgaver til distrikterne ved Skovstyrelsens (nu Skov- og
Naturstyrelsen) cirkulæreskrivelse af 12. marts 1980 om
bemyndigelse til distrikterne til selvstændigt at træffe visse
afgørelser m.v.
Bemyndigelsen til at begrænse klageadgangen tænkes først og fremmest
anvendt i de sager, hvor distrikterne træffer afgørelse i 1.
instans, sådan at der kun kan klages til Skov- og Naturstyrelsen.
Om Skovnævnets medvirken i sager, der er påklaget til ministeren,
henvises til § 43.
Til § 37
Ad stk. 1-3
Bestemmelserne er nye. De forudsætter, at Skov- og Naturstyrelsen
centralt og decentralt råder over personale, der samlet udgør et
videncenter inden for de emneområder, der har med skove og
arealforvaltning at gøre. Det drejer sig ikke blot om
forstuddannede på akademisk og teknisk niveau, men også om
juridiske, økonomiske, biologiske og andre uddannelser, herunder
medarbejdere med træning i formidling.
Skov- og Naturstyrelsens faglige bistand til andre myndigheder kan
vedrøre forskelligartede spørgsmål som skovdyrkning, skovøkologi,
skovenes sundhedstilstand, forsyning med skovfrø og -planter,
skovstatistik, skovplanlægning, skovhistorie, skovbrugsmæssige
uddannelser, skovenes betydning for friluftslivet, naturskoler og
anden informationsvirksomhed, arbejds- og arbejdsmiljøforhold i
skovbruget, skovlovgivning og internationalt samarbejde på
skovområdet m.m. Den faglige bistand kan også angå en række
tilgrænsende områder inden for biologi, økonomi, arealforvaltning
m.v.
Der kan være tale om både generelle spørgsmål og om forhold omkring
enkeltejendomme.
Skov- og Naturstyrelsens medvirken er i en række tilfælde
formaliseret, bl.a. i Skovskolerådet, Den Forstlige
Forsøgskommission og institutrådet for Skovteknisk Institut.
Skov- og Naturstyrelsen har løbende gennemført forsknings-,
udviklings- og undersøgelsesprojekter, f.eks. den landsomfattende
skovregistrering, skovtelemålingsprojektet,
edb-planlægningsprogrammet for skovejendomme (SRPLAN),
maskinudvikling, gødskningsprojektet, flisningsprojektet samt
undersøgelser af den luftbårne forurenings virkning på skov.
Denne virksomhed vil som hidtil blive koordineret med
Landbrugsministeriets og Undervisningsministeriets institutioner
på området samt de statsanerkendte konsulentorganisationer.
Vejlednings- og informationsvirksomhed overfor andre myndigheder og
private vil blive opprioriteret som følge af oprettelsen af Skov-
og Naturstyrelsen pr. 1. januar 1987. Det drejer sig bl.a. om
vejledning i skovdyrkning, økologi, landskabshistorie og fysisk
planlægning. Informationsvirksomheden kan gennemføres ved hjælp
af pjecer, artikler, foredrag osv.
Naturformidlingen er i de senere år opprioriteret gennem
ekskursioner, naturskolerne, naturvejlederordningen og
enkeltstående aktiviteter som f.eks. »Skolen i skoven, skoven i
skolen«, »Plant et træ«, og ikke mindst »Vandreture i
statsskovene«. Flere af disse aktiviteter gennemføres i samarbejde
med andre, f.eks. kommunerne, Dansk Skovforening, Dansk Røde Kors
og skolerne. Der findes i 1987 ca. 10 naturskoler på
Miljøministeriets arealer, og det planlægges at tre- eller
firdoble antallet.
Disse dele af styrelsens virksomhed skal ses som led i den generelle
opprioritering af naturformidlingen, der forestår i Skov- og
Naturstyrelsen.
Opprioriteringen vil ske omkring de to hovedområder, styrelsen skal
arbejde med: God skovdrift og en samlet, effektiv naturpolitik.
Styrelsen kan gennem det samarbejde, der som nævnt allerede er
etableret til mange sider, få til opgave at medvirke til at
formulere mål for den skovbrugsmæssige udvikling, set i relation
til en samlet naturpolitik. På det mere praktiske plan kan
styrelsens rolle være at formidle denne målsætning til forsknings-
og udviklingsorganisationer på området og at sørge for, at
målsætningen og den opnåede viden formidles, bl.a. til skovejerne,
skovgæsterne og træindustrien.
Dette arbejde vil blive gennemført i samarbejde med de øvrige
institutioner og organisationer på skovbrugsområdet, herunder de
statsanerkendte konsulentorganisationer.
Ad Stk. 4
Reglen, hvorefter Skov- og Naturstyrelsen skal drage omsorg for, at
der udarbejdes en landsdækkende skovstatistik, er også ny.
Skovstatistik - f.eks. skovtællinger - har hidtil været udarbejdet
med meget stærkt varierende tidsintervaller.
I forrige århundrede baseredes skovstatistiske opgørelser bl.a. på de
såkaldte »amtmandsindberetninger«, der fra tid til anden
redegjorde for forholdene i landet. I dette århundrede har Det
Statistiske Departement, senere Danmarks Statistik, stået for
arbejdet. Der er således udarbejdet »skovtællinger« i 1907, 1923,
1931, 1951, 1965 og 1976. Der er imidlertid så væsentlige
forskelle mellem de enkelte tællinger, både med hensyn til indhold
og udarbejdelse, at sammenligninger kan være vanskelige.
Ved at fastlægge, at der skal udarbejdes en skovstatistik mindst
hvert 10. år, søges usikkerhedsfaktoren med de ujævne
tidsintervaller begrænset.
Det er hensigten, at skovstatistikken bl.a. skal udnyttes til at
følge løvtræsarealets - herunder bøgearealets - udvikling, f.eks.
om hvordan udviklingen forløber i forskellige ejendoms- og
ejerkategorier.
Miljøministeren har nedsat et skovstatistiknævn, som har til opgave
at udarbejde et forslag til metodisk grundlag for fremtidige
skovstatistiske opgørelser. Disse skal bl.a. give en oversigt over
skovarealet, dets opdeling i træarts-, alders- og
produktionsklasser, skovejendommenes størrelse og ejerforhold,
skovproduktionen samt anvendelsen af de udyrkede arealer, alt
sammen fordelt på amtskommuner.
Hensigten hermed er således bl.a. at bringe skovstatistikken ind i
baner, så de sammenligningsvanskeligheder, der tildels præger
tidligere skovtællinger, kan undgås i fremtiden.
Skovstatistiknævnet skal bl.a. fremkomme med en indstilling om, hvem
der i fremtiden skal udarbejde skovtællingerne.
Det er hensigten at søge udarbejdet en skovstatistik snarest muligt
efter lovens ikrafttræden.
Den seneste skovtælling er som nævnt udført i 1976.
Skov- og Naturstyrelsen gennemfører desuden en overvågning af
skovenes sundhedstilstand.
Til § 38
Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 2,
der fastsætter, at en køber kan få en erklæring om skovens
tilstand inden købets afslutning.
Ifølge forslaget er det på den aktuelle ejers initiativ, at
erklæringen skal afgives. Man antager, at anmodning herom især
vil blive fremsat i forbindelse med et nært forestående
ejerskifte.
Ifølge Instruks af 18. oktober 1978 for tilsynet med de private skove
må erklæringen først udstedes, efter at distriktet har foretaget
en besigtigelse af skoven.
Der er ikke konkrete planer om at udnytte adgangen til at fastsætte
gebyr. I første omfang vil man følge arten og antallet af
henvendelser om erklæringer om skoves tilstand. I givet fald skal
gebyret dække omkostningerne for statsskovdistriktet ved at
besigtige skoven og udarbejde erklæringen.
Til § 39
Selv om der ikke i den gældende lov findes bestemmelser herom,
antages det, at statsskovdistriktet har ret til - evt. mod ejerens
vilje - at besigtige en skovejendom. Det fremgår af
tilsynsinstruksens pkt. 5 - og i øvrigt også af den tidligere
tilsynsinstruks fra 1935.
Til Kapitel 9 om klage
Til §§ 40-41
Bestemmelserne er nye men findes tilsvarende i en række andre nyere
love.
Til Kapitel 10 om Skovnævnet
Til §§ 42-43
Den gældende lovs § 22 fastsætter, at der nedsættes et Statens
Skovnævn, hvis medlemmer repræsenterer skovbrugserhvervet, dvs. de
centrale skovmyndigheder, Hedeselskabet, Dansk Skovforening og De
Danske Skovdyrkerforeninger.
Det er især beføjelser om behandling af enkeltsager, der ifølge
skovloven er henlagt til Skovnævnet. Disse beføjelser har i dag
mindre eller ingen - praktisk betydning i forhold til tidligere.
Til gengæld har nævnet i stigende omfang fået en generel rådgivende
funktion i skovbrugsfaglige spørgsmål, hvilket ikke var forudsat i
loven. Det foreslås at lovfæste denne praksis ved at ændre
Skovnævnets opgaver og sammensætning.
Derudover har skovnævnet som opgave at udøve det skovkyndige skøn
efter § 5 i majoratsloven (lensafløsningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986.
På baggrund af den ændrede opgavebeskrivelse og sammensætning er det
i forslag til lov om ændring af majoratsloven, der fremsættes
samtidig hermed, foreslået, at Skovnævnet heller ikke fremover
skal inddrages i behandlingen af disse konkrete enkeltsager.
Skovnævnets fremtidige opgaver bliver bl.a. i samarbejde med Skov- og
Naturstyrelsen at udarbejde udkast til regler og vejledninger
inden for lovens rammer. Der kan være tale om bekendtgørelser,
cirkulærer, vejledninger og om forskelligt oplysende materiale.
Skovnævnet får tillige til opgave at udtale sig om større og
væsentligere sager og om generelle administrative spørgsmål, der
er af betydning for lovens administration.
Nævnet vil blive sammensat af medlemmer med skovbrugsfaglig
ekspertise og anden ekspertise af betydning for vurdering af
forskellige spørgsmål i relation til skovene, herunder
skovbrugsvidenskabelige, naturfredningsmæssige og friluftsmæssige
spørgsmål.
Det vil blive fastsat i forretningsordenen, at Skov- og
Naturstyrelsen varetager sekretariatsfunktionen for Skovnævnet. Og
det vil blive angivet, hvilke klagesager, især mindre sager uden
særlig principiel betydning, som ikke nødvendigvis skal forelægges
for nævnet, før der træffes afgørelser.
Til kapitel 11 om straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
Til § 44
Det er givet, at overgreb mod navnlig fredskov ikke kan hindres alene
med straffebestemmelser. Det vil tillige medføre meget kortvarige
løsninger. For at opnå mere langsigtede virkninger skal der i
højere grad lægges vægt på vejledning og oplysende virksomhed.
Det lægges der også op til med lovforslaget. På den anden side er
det nødvendigt for at sikre gennnemførelse af lovens formål og
efterlevelse af de enkelte bestemmelser, at overtrædelser kan
sanktioneres med straf, navnlig i grovere tilfælde.
Som nævnt i bemærkningerne til § 32, stk. 2, er overtrædelse af en af
de væsentligste bestemmelser i loven, nemlig § 14 om god
skovdrift, ikke direkte sanktioneret ved straf. Dette hænger bl.a.
sammen med, at man vanskeligt kan formulere regler for, hvornår en
bevoksning ikke (længere) drives efter principperne for god
skovdrift. Da der er et betydeligt moment af skøn i bedømmelsen
heraf, foreslås det, at der i disse tilfælde kun kan straffes,
hvis et påbud efter § 32, stk. 2, ikke efterkommes. Der henvises
tillige til §§ 33 og 34.
Reglen i stk. 3 om 5 års forældelsesfrist er en fravigelse fra den
almindelige regel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, om 2 års
forældelsesfrist. Den findes tilsvarende i den gældende lovs § 12,
stk. 2. Den særlige forældelsesfrist blev indført i 1967 i
forbindelse med forskellige ændringer af både straffelovens og
speciallovgivningens regler om forældelse m.m. Begrundelsen for
den er, at mange skovlovsovertrædelser først kommer til
skovlovsmyndighedernes kendskab mere end 2 år efter, at de er
begået.
5 års-fristen foreslås af retstekniske grunde at skulle gælde for
samtlige de overtrædelser, der er beskrevet i stk. 1.
I visse tilfælde kan der blive tale om konfiskation efter
straffelovens §§ 75-77.
Til § 45
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende lov. Men
forslaget svarer til bestemmelser i anden nyere lovgivning.
Til § 46
Ad Stk. 1
Efter lovens vedtagelse skal der fastsættes en del administrative
regler og udarbejdes en del vejledningsmateriale.
Det drejer sig f.eks. om vejledninger om god skovdrift, regler om
vederlagsareal og regler om tilskudsordningen.
En hurtig ikrafttræden anses dog - uanset dette - for at være
nødvendig pga. af den ganske vist beskedne udvidelse af
fredskovsbegrebet, som er indeholdt i lovforslaget.
Ad Stk. 2
Foruden skovloven fra 1935 foreslås ophævelse af udstykningslovens §
3, der er indeholdt i lovforslagets § 11.
Ad Stk. 3
Der henvises til bemærkninger til § 21.
Til § 47
Disse overgangsbestemmelser sikrer en vis kontinuitet i
retstilstanden i tiden efter lovens ikrafttræden.
Specielt om tidsbegrænsningen i stk. 1 bemærkes, at bestemmelsen er
ny. Den svarer til lovforslagets § 29.
Bestemmelsen medfører bl.a., at arealer, hvorpå fredskovspligten er
ophævet efter den tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat
ikke er fredskovspligtige, selv om de efter ordlyden falder ind
under en eller flere af punkterne i § 3, stk. 1, og selvom de
fortsat bærer skov.
Det tilføjes, at ophævelse af fredskovspligt i følge sagens natur
ikke er en tilladelse, som ejeren kan udnytte eller lade være.
Denne specielle form for tilladelser kan derfor ikke blive
omfattet af tidsbegrænsningen.
Vedr. stk. 2 bemærkes, at man hidtil har anset bygninger og anlæg fra
før den gældende lovs ikrafttræden for lovlige, selv om de var
opført uden egentlig tilladelse.
Bestemmelsen omfatter f.eks. også fredskovspligtige lystskove og
dyrehaver, der eksisterede ved 1935-lovens ikrafttræden.
Stk. 3 er en opretholdelse af de deklarationer, der er oprettet i
medfør af den gældende lovs § 4, stk. 2.
Ministeren kan bestemme, at deklarationen aflyses, f.eks. hvis det
bliver nødvendigt i forbindelse med en fredning efter
naturfredningsloven.
Til § 48
De bestemmelser, der ophæves, jf. § 46, stk. 2, gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Det bemærkes, at der på Færøerne er oprettet et mindre antal
plantager.
§ 15. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan
miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration,
hvorved enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares.
Deklarationen tinglyses på ejendommen.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og
tinglyses for ejerens regning.
§ 16. Egekrat skal bevares.
Stk. 2. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og
buske bevares.
Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe,
der hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i
naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes,
tilplantes eller på anden måde ændres.
Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke
omfattet af reglerne i § 14, så længe anvendelsen ikke ændres.
Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.
Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.
§ 17. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade,
at reglerne i § 14 og § 16 fraviges.
§ 18. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov,
herunder til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud
kan blandt andet gives for at sikre, at bøge- og egearealet
bevares eller forøges, især i områder hvor bøgen eller egen er
egnskarakteristisk.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til
1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige
arealer,
2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter, og
3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af
løvskovsdyrkning.
Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb,
der er bevilget men ikke anvendt i et finansår, overføres til det
følgende finansår.
§ 18 og 19.
Ad 5. Plejeordningen forventes ikke at kræve yderligere personale af
væsentligt omfang.
Ad 6. I lovforslaget bemyndiges miljøministeren til at lade en
skovstatistik udarbejde med mindre end 10 års mellemrum.
Miljøministeriet har nedsat et skovstatistiknævn, der skal
udarbejde retningslinier for fremtidig produktion af statistik om
skove. Det forventes, at det vil være nødvendigt at udarbejde en
sådan statistik ca. hvert 5. år, bl.a. for at følge
tilskudsordningens virkninger. Det forventes at ske som rekvireret
arbejde uden for Skov- og Naturstyrelsen.
10.2.2. Amtskommuner og Hovedstadsrådet
Amtskommunerne og Hovedstadsrådet vil ikke blive berørt
ressourcemæssigt af lovforslaget. Forslagets regler om planlægning
er forudsat at blive en integreret del af regionplanlægningen,
ikke en udvidelse deraf.
10.2.3. Sammenfatning
Alt i alt har lovforslaget følgende konsekvenser for statens
personalebehov
Overgangs- 1993 og perioden derefter 1988 1989-92 pr. år pr. år --------------------------------------------------------------------- Almindelig administration .. 0 2 2 Lovopfølgende arbejde ...... 1 2 (2 år) 0 Fredskovskonstatering ...... 1 4 (3 år) 0 Information m.v. ........... 0 6 6 Tilskudsordning ............ 0 3 3 --------------------------------------------------------------------- Staten ialt ................ 2 17 11
10.3. Udgifter som følge af lovforslaget
10.3.1. Beregningsgrundlaget
Ved opgørelse af udgifterne er som beregningsgrundlag anvendt 250.000
kr. pr. årsværk, hvilket inkluderer såvel løn som øvrige
administrationsudgifter.
Derudover er der foretaget et udgiftsskøn for visse særskilte
opgaver.
10.3.2. Miljøministeriet
Udgifterne fordeler sig på 4 hovedområder
- Forøgelse af medarbejderstaben, publikationer, forsknings- og
udviklingsprojekter m.v.
- Tilkobling til Matrikeldirektoratets edb-matrikel.
- Tilskud til fremme af løvskov.
- Udarbejdelse af skovstatistik med op til 10 års mellemrum.
Information, forskning, udvikling m.v. beløb sig i 1986 til ca. 2
mill. kr.
Koblingen til Matrikeldirektoratets edb-matrikel påregnes at kunne
ske via det edb-terminalsystem, der er ved at blive etableret på
samtlige statsskovdistrikter. Der vil således i denne sammenhæng
alene være tale om merudgifter i forbindelse med en
abonnementsordning med direktoratet og i forbindelse med
datatransmission.
Tilskuddet til løvtræsordningen kan som nævnt variere en del år for
år som følge af natur- og markedsforhold. Af denne grund foreslås
ordningen etableret med ret til akkumuleret overførsel af midler,
der ikke er brugt i et finansår. Ordningen tænkes først sat i
kraft i 1989, sådan at den nærmere udformning kan gennemarbejdes
med skovnævnets medvirken i løbet af 1988.
10.3.3. Finansiering
Samlet medfører lovforslaget følgende merudgifter for staten
1988 1989-92 mill. 1993- kr. pr. år --------------------------------------------------------------------- Sagsbehandling, information, forskning, udvikling .......... 0,00 5,00 5,00 Tilkobling til edb-matrikel ... 3,00 3,00 2,00 Plejeordning .................. 1,00 2,00 Tilskudsordning ............... 15,00 15,00 --------------------------------------------------------------------- Staten ialt ................... 3,00 24,00 24,00
Merudgifterne er indbudgetteret på forslag til finanslov for 1988 med
tilhørende budgetoverslagsår.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1 om formål
Til § 1
Ad stk. 1
Den gældende skovlov indeholder ikke nogen formålsbestemmelse. Man
kan dog af forskellige bestemmelser i loven og af lovens
forarbejder udlede, at den skal varetage både produktionsmæssige
og miljømæssige, især landskabelige, hensyn.
Skovloven har ikke blot været en forudsætning for, at træproduktionen
er forøget og forbedret, men også, at skovene har kunnet tilgodese
miljømæssige hensyn, såsom landskabelige, naturhistoriske,
kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til
friluftslivet.
Lovforslaget tilsigter at videreføre denne linie ved at formulere et
egentligt formål med loven. De enkelte elementer i
formålsbestemmelsen er ikke indordnet i en prioriteret rækkefølge.
For det første tilkendegives, at man ønsker at bevare og værne de
danske skove. Dette sker i erkendelse af den store flersidige
betydning, skovene har. Forslaget sigter mod at forstærke lovens
indflydelse på skovdriften, både hvad angår træproduktionen og de
miljømæssige hensyn.
Det er væsentligt, at der i formålsbestemmelsen desuden lægges vægt
på skovnaturens langsigtede stabilitet. Det sker i lovforslaget
ved at fastlægge fredskovsbegrebet som en arealreservation til
skovbrugsformål og ved at foreskrive, at fredskovsarealer skal
benyttes til god skovdrift.
Lovforslaget sigter endvidere mod at forbedre strukturen i
skovbrugserhvervet. Det søges gennemført på flere måder f.eks.
ved at påvirke arronderingen og ejendomsstrukturen positivt og ved
at præcisere Skov- og Naturstyrelsens opgaver på det
skovbrugsfaglige område.
Velfungerende skovbrugsejendomme, både i den offentlige og i den
private sektor, er en væsentlig forudsætning for, at skovene
fortsat kan udbygges til flersidig gavn for træproduktionen og for
udvikling af skovenes miljømæssige værdier.
Det er endvidere hensigten, at en ny lov kan medvirke til at forøge
skovarealet. Der er ikke egentlige tilplantningsbestemmelser i
forslaget, men ved hjælp af regler om fysisk planlægning for
skovbrugsforhold, jf. forslagets § 26 og § 27, kan skovloven i
samspil med en målrettet administration af anden lovgivning, bl.a.
landbrugsloven, forbedringsloven og planlægningslovene, danne
baggrund for en egentlig tilplantningspolitik.
Opelskning af ny skov tjener flere formål. På længere sigt kan
landets afhængighed af import af træ og træprodukter bringes ned,
samtidig med at den indenlandske træforarbejdende industri kan
styrkes. Med en noget kortere tidshorisont kan tilplantning
medvirke til en række miljømæssige forbedringer inden for de
områder, der iøvrigt er nævnt i bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Det er klart, at behovet for ny skov bør afbalanceres med de øvrige
behov, der kan tilgodeses ved samfundets arealforvaltning.
Det er hensigten med loven, at det statslige tilsyn med de private
skove skal styrkes kvalitativt. Det skal bl.a. ske ved i højere
grad end i dag at rådgive og informere om god skovdrift, både de
produktionsmæssige og de miljømæssige forhold.
Lovforslaget vedrører især fredskovspligtige arealer. I bl.a.
§ 19. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilskudsordningens gennemførelse og administration. Der kan
herunder fastsættes regler om, hvilke oplysninger en ansøgning om
tilskud skal indeholde og om, at ansøgning skal indgives på et
særligt skema.
§ 20. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage
driften af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.
§ 21. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal
senest 3 måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen
give miljøministeren besked derom.
Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de
statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
§ 22. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.
§ 23. Skov på mindst 2 1/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i
de første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen
drives efter reglerne i § 14.
Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan ministeren tillade, at
reglen i stk. 1 fraviges.
§ 24. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der
i de første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen
kun på nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i
skoven. Reglerne kan begrænses til kun at gælde for særlige
områder.
Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab,
et andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller
fastsætte regler om, at der i en periode på indtil 10 år kun på
nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst.
§ 25. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere
ejere, søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte
konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle
sammenlægning eller samdrift af skovparceller.
§ 26. Miljøministeren kan foranledige, at der gennemføres kortlægning
af forhold, der har betydning for lovens administration.
§ 27. Miljøministeren kan fastsætte regler, hvorefter amtsrådet, i
hovedstadsområdet Hovedstadsrådet, som led i regionplanlægningen
udformer retningslinier til varetagelse af de formål og hensyn,
der er nævnt i § 1.
§ 28. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter
loven, overholdes.
Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er
fastsat i tilladelser, overholdes.
§ 29. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler,
der er udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet
senest 3 år efter, den er meddelt.
§ 30. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på
ejendommen. Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen,
påhviler pligten tillige brugeren.
§ 31. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller
fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren
give de oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om
økonomiske og regnskabsmæssige forhold, der har betydning for
lovens administration.
§ 32. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når
der konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er
udstedt efter loven.
Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i
overensstemmelse med reglerne i § 14, kan ministeren give påbud
om, hvordan arbejdet skal gennemføres, herunder om hvilke træarter
og dyrkningsmetoder der skal anvendes. Påbuddet kan desuden
indeholde bestemmelse om tidsfølgen for arbejdets gennemførelse.
Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er
berigtiget, skal ministeren lade påbuddet aflyse.
§ 33. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at
berigtige et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den
pågældende inden en fastsat frist, og under tvang af fortløbende
bøder, at berigtige forholdet.
Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes
rettidigt, og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til,
at påbuddet efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning
foretage det nødvendige for at berigtige forholdet.
§ 34. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 32 er af
særlig alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,
1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter
at statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller
2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet
i et nærmere fastsat tidsrum.
Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er
nævnt i stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen
som for ejendomsskatter.
§ 35. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 18 eller efter
regler, der er udstedt efter § 19, helt eller delvist skal
tilbagebetales, eller at tilsagn om tilskud helt eller delvist
bortfalder, hvis
1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller
fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,
2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes, eller
3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.
§ 36. Hvis miljøministeren henlægger sine beføjelser efter loven til
Skov- og Naturstyrelsen, statsskovdistrikter eller andre
institutioner under Miljøministeriet, kan ministeren fastsætte
regler om adgangen til at klage over disse myndigheders
afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige
administrative afgørelse.
§ 37. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren
og andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der
har betydning for lovens administration.
Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og
udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt
i § 1.
Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og
informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for
andre myndigheder og private.
Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst
hvert 10. år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.
§ 38. Statsskovdistriktet skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en
erklæring om skovens tilstand, herunder om der er forhold, som kan
begrunde et påbud efter § 32, stk. 1 eller stk. 2.
Statsskovdistriktet skal afgive erklæringen senest 8 uger efter,
at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales
gebyr for erklæringen.
§ 39. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er
udstedt efter loven, kan statsskovdistriktet besigtige ejendomme,
hvorpå der er skov eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen
kan gennemføres uden retskendelse men mod legitimation og efter
forudgående meddelelse til ejeren eller brugeren.
§ 40. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt
efter loven, kan påklages af
1) den, som afgørelsen retter sig til,
2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.
§ 41. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 2. Tilladelse efter § 9, § 12, § 17 eller § 23, stk. 2, må ikke
udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 9, § 12, § 17 eller § 23,
stk. 2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har
truffet afgørelse eller bestemmer andet.
Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil
klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.
§ 42. Miljøministeren nedsætter et sagkyndigt skovnævn, der rådgiver
ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.
Stk. 2. Nævnets formand udnævnes af ministeren.
Stk. 3. Nævnet består af 11 medlemmer udover formanden. 8 medlemmer
udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet,
Dansk Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger,
Hedeselskabet, Danmarks Naturfredningsforening,
Naturfredningsrådet og Friluftsrådet. 3 medlemmer udnævnes af
ministeren som repræsentanter for det skovbrugsvidenskabelige
område, Skov- og Naturstyrelsen og statsskovdistrikterne.
Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.
§ 43. Skovnævnet har følgende opgaver
1) Nævnet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af
betydning for skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.
2) Nævnet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren
udarbejder med hjemmel i loven.
3) Nævnet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.
4) Nævnet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for
administration af loven, herunder vejledninger som ministeren
udarbejder til opfølgning af loven.
5) Nævnet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i
medfør af regler efter § 36 er påklaget til ministeren, jf. dog
stk. 2.
6) Nævnet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden
for skovbrugsområdet og om de ændringer, nævnet finder ønskelige.
Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for nævnet. Der kan
heri fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er
påklaget til ministeren, ikke skal forelægges for nævnet.
§ 44. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 5, § 10, § 16, § 21, stk. 1, eller § 22,
2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 9,
§ 45. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et
anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges
virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune
eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes
styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab
bødeansvar.
§ 46. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves
1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.
2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme,
jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977.
Stk. 3. Denne lovs § 21, stk. 1, ophæves efter miljøministerens
bestemmelse.
§ 47. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den
tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser
bortfalder dog, hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.
Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger
fra før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan
bevares, så længe anvendelsen ikke ændres.
Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at
frede enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til
bevaring af naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre
miljøministeren bestemmer andet.
Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i
kort omdrift end nævnt i § 14, stk. 2, skal senest den 1. juli
1998 opfylde denne bestemmelse.
§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
1. Indledning
Folketinget har flere gange inden for de senere år drøftet emner af
betydning for skovpolitikken.
I folketingsåret 1981/82 fremsatte Det radikale Venstre således et
forslag til folketingsbeslutning om sikring af bøgeskov og anden
løvskov (beslutningsforslag B 61 i folketingsåret 1981/82).
Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende 1981/82, spalte
7878 ff. Forslaget kom ikke til afstemning og blev i uændret form
genfremsat i det følgende folketingsår (beslutningsforslag B62 i
folketingsåret 1982/83). Førstebehandlingen er gengivet i
Folketingstidende 1982/83, spalte 7824 ff. Heller ikke dette
forslag kom til afstemning.
Debatten om disse to beslutningsforslag førte til, at miljøministeren
i 1983 fremlagde en redegørelse om bøgens fremtid for
Folketinget. I redegørelsen pegedes der på forskellige
virkemidler til bevaring af bøgen, og der redegjordes for fordele
og ulemper ved dem. Redegørelsen førte ikke til politiske
beslutninger.
I folketingsåret 1985/86 fremsatte Socialistisk Folkeparti et forslag
til folketingsbeslutning om en ny skovlov (beslutningsforslag B115
i folketingsåret 1985/86). Førstebehandlingen er gengivet i
Folketingstidende 1985/86, spalte 9281 ff. Forslaget kom ikke til
afstemning.
I det følgende folketingsår fremsatte Socialistisk Folkeparti påny
et forslag til folketingsbeslutning om en ny skovlov
(beslutningsforslag B39 i folketingsåret 1986/87). Med enkelte
ændringer var dette forslag identisk med det tidligere.
Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende 1986/87, spalte
3854 ff. Forslaget kom ikke til afstemning.
Miljøministeren har den 14. maj 1986 givet Folketingets miljø- og
planlægningsudvalg »tilsagn om, at skovloven vil blive revideret i
folketingsåret 1987/88 med det hovedsigte at præcisere balancen
mellem skovenes økonomiske afkast (vedproduktionen) og den
rekreative udnyttelse. Ved revisionen er det hensigten at
modernisere og effektivisere skovtilsynet bl.a. således, at der
sikres en øget vedproduktion under hensyntagen til Danmarks
nuværende underskud i træproduktionen. En sådan indsats vil kunne
iværksættes, uden at balancen mellem vedproduktion og skovenes
rekreative udnyttelse forrykkes«.
Endelig har landbrugsministeren den 30. maj 1987 fremlagt en
skovpolitisk redegørelse. Se nærmere herom i afsnit 6.
Til forberedelse af lovforslaget nedsatte Miljøministeriet et
kontaktudvalg vedrørende revision af skovloven. I kontaktudvalget
var flg. organisationer m.v. repræsenteret: Dansk Skovforening,
De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet, Danmarks
Naturfredningsforening, Friluftsrådet, De Danske Landboforeninger,
Centralforeningen af Tolvmandsforeninger og Større Landbrugere i
Danmark, Danske Husmandsforeninger, Foreningen Danske
Træindustrier, Specialarbejderforbundet i Danmark, Danske
Skovteknikeres Landsforening, Danske Forstkandidaters Forening,
Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,
Naturfredningsrådet, Skovbrugsinstituttet ved Den Kongelige
Veterinær- og Landbohøjskole, Statens Forstlige Forsøgsvæsen,
Finansministeriet (Budgetdepartementet og
Administrationsdepartementet), Landbrugsministeriet,
Planstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Miljøministeriet.
Lovforslaget har desuden været sendt til udtalelse hos
Energiministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet,
Industriministeriet, Justitsministeriet, Kirkeministeriet,
Ministeriet for Offentlige Arbejder, Ministeriet for Skatter og
Afgifter, Undervisningsministeriet, Økonomiministeriet, Danmarks
Geologiske Undersøgelse, Levnedsmiddelstyrelsen, Miljøstyrelsen,
Hovedstadsrådet, Stiftelsen Sorø Akademi, Skovteknisk Institut,
Skovhistorisk Selskab, Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af
1923, Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Industrirådet, Majoratsforeningen og Dansk Botanisk Forening.
2. Skovlovgivningen gennem tiderne
Fra oldtiden og frem gennem tiderne blev det danske skovareal stadig
mindre. Skovene blev borthugget som led i bosættelsen for at
skaffe plads til boliger og agerjord og for at give befolkningen
brændsel og materiale til husholdning, husbygning, industri, skibe
m.v.
I slutningen af 1700-tallet var skovarealet således reduceret til
nogle få procent af landet. Samtidig var skovene i hovedsagen
forhuggede og i meget ringe dyrkningstilstand. Omfattende
husdyrhold i skovene havde en ødelæggende virkning på
foryngelserne. Der var igennem lang tid mangel på træprodukter, og
landet blev afhængig af udlandet, især af staterne langs
Østersøkysten, som følge af nødvendige, omfattende træimporter.
Med en række forordninger om skovenes forhold m.v. søgte staten at
vende denne udvikling. Forordningerne af 20. oktober 1670, 31.
august 1680, 29. december 1681, 13. september 1687, 21. januar
1710, 26. januar 1733 og 18. april 1781 fik dog alle trods pompøse
formålserklæringer kun en beskeden indflydelse.
Det var først skovforordningen af 27. september 1805, der medførte,
at udviklingen vendte. I henhold til denne forordning skulle
»overskov«, der var ejet i fællesskab af flere ejere, udskiftes.
Forordningen forbød desuden rydning af »overskov«, krævede den
indhegnet og fredet mod den ødelæggende kreaturgræsning og mod
høslæt og begrænsede købernes adgang til at hugge i skoven i 10
år efter købet. Endelig etablerede forordningen et forstligt
tilsyn med de private skove.
1805-forordningen var i nogen grad inspireret af en forordning af 2.
juli 1784 for Hertugdømmerne, som man havde gode erfaringer med.
Denne indeholder tillige en bestemmelse om, at skovtilsynet skal
være særligt intensivt og aktivt for små private skove.
Med »overskov« menes i 1805-forordningen træarter, der kan udvikle
sig til højstammet skov, dvs. dem der i dag betegnes
»skovtræarterne«.
1805-forordningen blev fulgt op af en række foranstaltninger. Således
forestod staten en række skovtilplantningsopgaver på heder og på
sandflugtsplagede arealer. Skovdriften blev forbedret, bl.a. ved
at staten opkøbte en del godsskove og satte dem i stand for
derefter at bortsælge dem igen. Der blev etableret undervisning af
forstkandidater og skovfogeder. Man oprettede »Statens Forstlige
Forsøgsvæsen«, der først var en del af statens skovadministration,
men som sidenhen blev en selvstændig institution under
Landbrugsministeriet.
I 1885 blev der indført en ordning med Hedeselskabet om statstilskud
til tilplantning på hederne. Med ordningen blev der i de
efterfølgende ca. 80 år tilplantet et par tusinde (større) private
plantager, især i Midt- og Vestjylland.
Med lov nr. 111 af 1. marts 1919 blev der indført en ordning om
statstilskud til aflønning af småskovsforeningernes
skovbrugskonsulenter. Disse foreninger blev dannet af ejere af
mindre skove for at opnå det nødvendige økonomiske grundlag for at
få forstlig bistand. Der er sidenhen dannet 15
skovdyrkerforeninger, der dækker det meste af landet.
Landbrugsministeriet nedsatte i 1920 en skovlovskommission, der afgav
betænkning i 1929. Der blev herefter fremsat et forslag til en
skovlov i rigsdagssamlingen 1933/34, som med visse ændringer blev
vedtaget i 1935 og trådte i kraft den 14. maj 1935.
1805-forordningen blev dog ikke ophævet. I 1949 blev skovloven
ændret med det sigte at bringe noteringen af fredskov i tingbogen
til ende, hvilket dog ikke lykkedes fuldt ud. I 1984 gennemførtes
en harmonisering på håndhævelsesområdet med en række andre af
Miljøministeriets love.
1805-forordningen, 1935-loven og den øvrige skovbrugsmæssige
udvikling i landet har tilsammen bevirket, at skovarealet er
forøget mere end 4 gange på ca. 180 år. Samtidig er
træproduktionen forøget og forbedret, ligesom skovenes
miljømæssige betydning tillægges stadig større vægt.
3. Skovbruget i Danmark
3.1. Skovarealet
Skovene, der helt overvejende er kulturskove, dækker ca. 12 pct. af
landets areal, svarende til knap 500.000 ha. Af skovarealet er
omkring en trediedel i offentlig eje og to trediedele i privat
eje. Ca. 270.000 ha består af nåletræbevoksninger med gran som
dominerende træart. Af løvtræsarealet på 137.000 ha udgør bøg
godt halvdelen. De ubevoksede arealer i skovene, f.eks. heder,
enge, søer, vandløb og lignende, udgør næsten 100.000 ha, og
vigtige naturinteresser er knyttet til disse arealer, hvoraf godt
halvdelen ligger i statsskovene.
Størstedelen af den forøgelse af skovarealet, der er sket i dette
århundrede, består af tilplantning med nåletræ, især rødgran.
Løvtræsarealet har i den samme periode været nogenlunde konstant.
Der er imidlertid sket visse forskydninger mellem de enkelte
løvtræarter, således at bøgearealet er gået noget tilbage samtidig
med, at især ege- og askearealet er blevet større. På grund af
metodiske vanskeligheder med at sammenligne de 6 skovtællinger,
der er udarbejdet i dette århundrede, kan det ikke lade sig gøre
at opgøre disse forskydninger eksakt. Der regnes imidlertid med,
at bøgearealet er formindsket med 15-25 pct., og at de øvrige
løvtræarter er forøget med et tilsvarende areal.
3.2. Strukturforholdene
Det danske skovbrug er karakteriseret ved et meget stort antal små
ejendomme. Omkring 25.000 af landets ca. 26.000 skovejendomme er
mindre end 50 ha. Disse ejendomme, der har en gennemsnitsstørrelse
på kun 4,5 ha, udgør ca. en fjerdedel af landets skovareal.
3.3. Træforsyning m.v.
Hugsten i Danmark svinger en del fra år til år, dels på grund af
stormfald, dels på grund af markedsmæssige forhold. Hugsten udgør
normalt godt 2 mill m3 pr. år, hvoraf ca. en fjerdedel er hugst i
statsskovene. Den samlede hugst udgør dog kun ca. en trediedel af
det danske forbrug af træ, og en stor del af forbruget må derfor
dækkes ved import. Der er i overvejende grad tale om import af
forarbejdet træ, herunder papir, og importværdien overstiger 10
mia. kr. om året.
Pyntegrønt og navnlig juletræer produceres ikke kun i skov men også
på agerjord. Statistisk er det vanskeligt at fordele produktionen
på de to jordbrugsformer. Det må dog antages, at pyntegrønt i det
store og hele produceres i skov, mens juletræerne er mere ligeligt
fordelt på skov- og landbrugsarealer. Produktionen varierer en del
år for år. Der produceres i størrelsesordenen 23.000 t klippegrønt
og 3 mill. stk. juletræer. Størstedelen af begge produktkategorier
eksporteres.
3.4. Skovbruget i samfundsøkonomien
Produktionsværdien i skovbruget udgør mere end 1 mia. kr. årligt, og
i den primære sektor og forarbejdningssektoren tilsammen er
værdien ca. 20 mia. kr., som dog i et vist omfang også omfatter
videreforarbejdning af importeret træ.
Det primære skovbrug beskæftiger ca. 5.000 personer. Skovbruget
danner grundlag for størstedelen af beskæftigelsen for ca. 30.000
personer i den øvrige skovsektor, den træforarbejdende industri
m.m. Skovbruget kan være velegnet for beskæftigelsesarbejde, og
har flere gange været benyttet dertil i arbejdsløshedssituationer.
Skovbrugets forbrug af rå- og hjælpestoffer fra andre sektorer er
lille sammenlignet med landbrugets og industriens. Det betyder, at
skovbruget ikke er særligt afhængig af leverancer udefra. Endelig
giver skovene en række miljømæssige fordele. Det gælder både
varetagelse af landskabelige, kulturhistoriske, naturhistoriske og
miljøbeskyttende hensyn og hensyn til friluftslivet.
3.5. Myndigheder og institutioner m.v.
Administrationen af statsskovene og skovlovgivningen forestås af
Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Skov- og
Naturstyrelsen er således landets største skovbrugsinstitution.
Styrelsen varetager på en lang række områder opgaver af generel
betydning for det samlede danske skovbrug.
Administrationen af skovstøtteloven og af skovbrugets
konsulentordninger forestås af Landbrugsministeriet, herunder af
Jordbrugsdirektoratet. Skovstøtteloven hjemler støtte til
produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i
private skove, der er mindre end 50 ha. I finansåret 1987 er der
afsat ca. 14 mill. kr. til skovstøtte. Støtten udbetales i den
rækkefølge, ansøgningerne modtages i Jordbrugsdirektoratet, og
uden en skovbrugs- eller miljøfaglig prioritering.
Landbrugsministeriets støtte til konsulentordningerne går dels til
Dansk Skovforening, dels til De Danske Skovdyrkerforeninger. Som
led i konsulentordningen ved Dansk Skovforening udarbejdes der
driftsplaner for private skovejendomme, og der gennemføres
generelle driftsøkonomiske, edb-mæssige, regnskabsmæssige og
ledelsesmæssige vejledningsopgaver. Der findes 15 lokale
skovdyrkerforeninger, der dækker hele landet med undtagelse af
Vestjylland. I finansåret 1987 er der afsat ca. 3 mill. kr. til
skovbrugets konsulentordninger.
Landbrugsministeriet overfører desuden årligt et beløb til
Hedeselskabet til billiggørelse af selskabets konsulent- og
vejledningstjeneste på skovområdet. I finansåret 1987 er der afsat
ca. 6,5 mill. kr. dertil. I maj 1987 har Finansudvalget godkendt,
at indsatsen på det samlede konsulentområde styrkes yderligere.
Det forslag om en tilskudsordning til løvskov, som er en del af
lovforslaget, skal administreres af Skov- og Naturstyrelsen som en
integreret del af den samlede skovlovsadministation (dvs. som et
vigtigt middel til opfyldelse af mål i loven) og som et supplement
til Landbrugsministeriets ordninger.
Skovskolen og Statens Forstlige Forsøgsvæsen er begge institutioner
under Landbrugsministeriet. Ved Skovskolen undervises ufaglærte og
faglærte skovarbejdere samt skovteknikere. Skolen afholder desuden
kurser for andre, herunder for skovbrugsstuderende og skovejere.
Statens Forstlige Forsøgsvæsen gennemfører forskning på
skovdyrkningsområdet og af befolkningens anvendelse af skovene til
friluftsliv. En betydelig del af forsøgene gennemføres i
statsskovene.
Målet med forsøgsvæsenets forskningsarbejde er at klarlægge forhold,
som har betydning for skovenes udvikling, stabilitet og produktion
under forskellige naturgivne forhold i Danmark. Ved de ofte
langvarige forsøg med forskellige former for etablering af
bevoksninger, skovbehandling, valg af træarter og racer m.v.
bidrager forsøgsvæsenet til at løse biologiske, tekniske,
økonomiske og samfundsmæssige problemer med relation til
skovbruget.
Hovedparten af forsøgsvæsenets aktiviteter er knyttet til ca. 500
forsøgsarealer. Hertil kommer laboratorieundersøgelser vedrørende
jordbundsforhold, plantefysiologiske forhold og skovtræernes
sygdomme.
Forsøgsvæsenet har samarbejdsrelationer til bl.a.
Skovbrugsinstituttet, Zoologisk Institut, Arboretet og andre
institutter på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, til
Miljøstyrelsens Luftforureningslaboratorium, Hedeselskabet og
Skov- og Naturstyrelsen.
I Undervisningsministeriets regi forskes i skovbrugsspørgsmål bl.a.
ved Skovbrugsinstituttet under Den Kgl. Veterinær- og
Landbohøjskole, hvor der desuden uddannes forstkandidater. Ved
Arboretet under Landbohøjskolen forskes i skovbrugsgenetik,
dendrologi (dvs. læren om træer og buske) og skovhistorie.
Endelig udfører de 2 teknologiske institutter og Skovteknisk Institut
(ATV) udviklingsopgaver på skovbrugsområdet.
3.6. Udviklingsperspektiver i skovbruget
Dansk skovbrug er inde i en hastig udvikling, der forventes fortsat i
de kommende årtier. Der er således stadig mulighed for at øge
mængden og kvaliteten af træproduktionen.
Forøgelse af træproduktionen sker ikke blot som følge af en forøgelse
af skovarealet ved tilplantning af marginaljord. Der kan også
høstes betydelige gevinster ved f.eks. skovtræforædling, bedre
skovdyrkning samt øget udnyttelse af råtræet.
Skovenes betydning for de miljømæssige forhold forventes også fortsat
forøget, dels som følge af et større skovareal, dels på grund af
den større variation og stabilitet i skovene, der kan opnås som
følge af god skovdrift.
Der består usikkerhed om eventuelle skader på danske bevoksninger som
følge af forøget luftforurening. Skov- og Naturstyrelsens
overvågningsaktiviteter på dette område søges fortsat i de
kommende år med øget intensitet.
4. Statsskovbrugets opgaver
Det er af væsentlig samfundsmæssig betydning, at skovenes produktion
er flersidig og omfatter såvel træ og træprodukter som en bred
vifte af miljø- og fritidsgoder. Derfor, og fordi produktionstiden
i skovene overstiger det enkelte menneskes levetid, er offentlig
skovdrift overalt i verden et anerkendt og udbredt middel i den
nationale skovpolitik. I EF-landene udgør de offentligt ejede
skove med tilhørende ubevoksede arealer store andele af det
samlede skovareal: I Grækenland 93 pct., i Irland 78 pct., i
Vesttyskland 56 pct., i Holland 48 pct., i Luxembourg 46 pct., i
Storbritannien 43 pct., i Belgien 42 pct., i Italien 40 pct., i
Danmark 39 pct., i Spanien 34 pct., i Frankrig 26 pct. og i
Portugal 24 pct.
De miljø- og friluftsinteresser, der knytter sig til skovene, kan
være en belastning for ejerne, hvilket medfører, at det kan være
ønskeligt at tilgodese disse interesser gennem statsdrift.
Endelig må der peges på, at der gennem et statsligt skovbrugsapparat
hurtigere og mere direkte kan nås skovpolitiske mål.
4.1. Langsigtede produktionsformål
Staten anlægger i sin drift af skovene en samfundsmæssig
ressourcebetragtning. Man opbygger vedmassereserver med en høj
værdi til indsats i forsyningsmæssige krisesituationer, hvilket
kan lade sig gøre, da man ikke er underlagt privatøkonomiske
forretnings- og likviditetshensyn.
Staten kan lettere end private forfølge langsigtede produktionsmål på
bekostning af kortsigtede. Statsskovene har bl.a. fungeret som
»træbank« under de to verdenskrige, og gør det stadig med
mellemrum, f.eks. gennem hugststop og etablering af trælagre i
forbindelse med stormfald. Staten har i de sidste 100-200 år
forestået store tilplantninger på heden med det primære formål at
øge træproduktionen og de indenlandske træressourcer og herudover
at øge beskæftigelsen i tider med stor arbejdsløshed. Der har
oftest været tale om nyttiggørelse af magre hedejorder og
lignende, der dyrkningsmæssigt er meget ringere end nutidens
marginaljorder.
4.2. Miljø- og fritidsgoder
I statsskovene er en del arealer fredet efter naturfredningsloven.
Derudover har Statsskovbruget administrativt fredet mange arealer
af landskabelige og videnskabelige grunde. Lyngheder og -bakker,
grupper af enebuske, enge, moser, strandvolde, trægrupper, særlige
løvtræbevoksninger m.v. bevares. Løvtræbevoksningers levetid
forlænges, og der stiles mod en vedvarende forøgelse af
løvtræarealet, ikke mindst i Vestjylland.
Jagten i statsskovene drives ud fra reservatsynspunkter, dvs. at der
tilstræbes en afbalanceret opretholdelse af det naturlige dyreliv.
Statsplantager er undertiden anlagt med naturbeskyttelses- og
naturgenopretningsformål, der rækker ud over den enkelte ejendoms
areal. Det gælder f.eks. klitplantagerne i Vestjylland,
Nordsjælland og på Bornholm, der sikrer de bagvedliggende
landbrugsarealer mod sandflugt. Det samme gælder de jyske
hedeplantager, der langsomt men sikkert forvandler disse karske
områder til en rig og varieret skovnatur. Tilplantningerne har
betydet, at den tusindårige udpining af de magre hedejorder er
ophørt, og at jordens frugtbarhed nu igen langsomt opbygges,
hvorved plantagerne bliver til skov.
I statsskovene kan befolkningen færdes døgnet rundt, og statsskovene
har en meget lang tradition for at tilgodese forskellige former
for friluftsliv - fra den fredfyldte oplevelse af skovensomheden
til de bynære skoves stærkere udbygning med anlæg af forskellig
art. Der er ligefrem rejst skove med det formål at tilgodese
behovet for friluftsliv, bl.a. Vestskoven ved København.
4.3. Samspil med den private skovsektor
I et lille skovbrugsområde som det danske er tilstedeværelsen af et
velfungerende offentligt skovbrug et stabiliserende element for
hele sektoren, og Statsskovbruget har ofte bevist sin nødvendighed
for sektorens fortsatte trivsel og udvikling.
Den statslige skovadministration er en både igangsættende og
stabiliserende faktor for sektorens forsknings- og
udviklingsaktiviteter i et omfang, som private
skovbrugsvirksomheder ikke kan magte.
Det er Skov- og Naturstyrelsens mål gennem stadig forbedring af den
statslige skovforvaltning og gennem statslig skovtilplantning at
sikre den fortsatte varetagelse af de nævnte materielle og
immaterielle mål med statsskovene og at sikre den gunstige
vekselvirkning mellem offentlig og privat aktivitet i
skovsektoren.
5. Skovene og friluftslivet
Næsten al friluftsliv her i landet foregår enten i skoven eller ved
stranden. Man regner med, at disse to naturtyper er nogenlunde
lige væsentlige for befolkningens friluftsliv.
Skovene tiltrækker en betydelig større andel af den voksne befolkning
end biblioteker, sportspladser, kunstudstillinger, teatre,
voksenundervisning og koncertsale.
Der er en betydelig variation i omfanget og karakteren af skovenes
anvendelse til friluftsliv, både fra skov til skov, fra den ene
person til den anden, fra det ene tidspunkt til det andet, og
inden for det enkelte skovområde.
Undersøgelser af befolkningens ønsker til skovenes og det åbne lands
udformning har bl.a. klarlagt, at det, folk ønsker af oplevelser,
når de færdes i skovene, især er stilhed og varierende
naturoplevelser. Der tages afstand fra larmende udfoldelser som
bil- og knallertkørsel, brug af transistorradioer og lignende.
Befolkningen værdsætter skov af enhver art. Men visse skovtyper
foretrækkes mere end andre. Således foretrækkes i nogen grad
løvskov fremfor nåleskov og bøgeskov fremfor anden løvskov; men
forskellige former for nåleskov og anden løvskov vurderes også
højt. Behovet for publikumsfaciliteter i form af borde, bænke,
affaldskurve og lignende er behersket, idet der dog er en
betydelig variation i ønskerne til skovenes udformning fra person
til person og fra område til område.
6. Regeringens skovpolitiske redegørelse
Regeringens skovpolitik har især fire hovedmål
- at sikre en øget produktion i skovbruget og træindustrien og mindre
afhængighed af import,
- at sikre eksistensen af en privat skovsektor med lønsomme
virksomheder,
- at øge skovenes miljømæssige og friluftsmæssige værdier og
- at forbedre ressourceudnyttelsen og forøge rentabiliteten.
Forøgelsen af træproduktionen søges gennemført på tre måder, nemlig
ved bedre udnyttelse af de eksisterende skove, opelskning af nye
skove og anvendelse af et bedre plantemateriale.
Samtidig med, at træproduktionen ønskes forøget, vil regeringen
fortsat søge at integrere hensynet til miljø og friluftsliv i
skovdriften. Dette skal bl.a. ske ved rådgivning og information og
ved at udforme støtteordninger på en sådan måde, at det flersidige
skovbrug fremmes.
Bedre udnyttelse af eksisterende skove vil bl.a. ske ved at samordne
de eksisterende konsulentordninger inden for skovbruget, således
at der laves en enstrenget ordning med ensartede regler. Ordningen
vil blive udformet sådan, at den nuværende 50 ha-grænse
bortfalder.
Samtidig sigter regeringen mod at lette mulighederne for tilplantning
af landbrugspligtig jord ved lempelser og justeringer i
landbrugsloven og jordfordelingsloven.
Et væsentligt element i regeringens skovpolitiske redegørelse er
endelig, at der bør etableres en mere tæt koordination mellem de
forskellige forsknings- og uddannelsesinstitutioner på
skovbrugsområdet.
7. Hovedtræk i lovforslaget
I lovforslaget er indarbejdet regler fra skovloven (lovbekendtgørelse
nr. 231 af 4. maj 1979 som ændret ved § 10 i lov nr. 250 af 23.
maj 1984) og udstykningslovens § 3 (lovbekendtgørelse nr. 6 af 7.
januar 1977). Forslaget indeholder dog en række nye principper i
forhold til disse regler, ligesom der i stor udstrækning er
gennemført en sproglig og retsteknisk modernisering.
Der har i årenes løb udviklet sig en righoldig praksis ved
administrationen af den gældende lov. Denne praksis er beskrevet
i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Den nævnte praksis er i vidt omfang opstået ved fortolkning af
enkelte nøglebestemmelser i den gældende lov. I lovforslaget er
den formuleret i visse regler.
Lovforslaget er i det store og hele udtryk for en videreførsel af
linien i 1935-loven, uden at der på væsentlige områder er tale om
hverken lempelser eller skærpelser. Lovforslaget betoner dog i
højere grad end den gældende lov de miljømæssige forhold ved
skovene.
I det efterfølgende er kort angivet hovedindholdet af lovforslagets
enkelte kapitler
I Kapitel 1 er der som noget nyt angivet en formålsbestemmelse, hvori
det præciseres, at skovene har både en produktionsmæssig og en
miljømæssig funktion. I Statsskovbruget skal der lægges særlig
vægt på udvikling og gennemførelse af en god og miljøvenlig
skovdrift, der kan danne forbillede.
Ingen
Nr LSF 194
Forslag til Skovlov
Fremsat af miljøministeren
den 28. januar 1988