1987 LSF 175 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DAGPENGE VED SYGDOM ELLER FØDSEL (REGULERING AF DAGPENGENES HØJESTE BELØB OG DAGPENGEUDBETALING I 2.-5. UGE EFTER ARBEJDSGIVERPERIODEN)
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1
I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr.
949 af 23. december 1986, som ændret ved lov nr. 872 af 23.
december 1987, foretages følgende ændringer
1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
» Stk. 2. Dagpenge efter denne lov ydes af
1) arbejdsgivere, der er omfattet af lov om Arbejdsgivernes
Elevrefusion (private arbejdsgivere), efter reglerne i afsnit I,
2) offentlige arbejdsgivere efter reglerne i afsnit I samt
3) det sociale udvalg.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
2. § 3, stk. 1, affattes således
»Lønmodtagere, der ved sygdommens indtræden har været beskæftiget
hos arbejdsgiveren i mindst 40 timer inden for de sidste 4 uger,
og som ikke får udbetalt fuld løn under sygdommen, har ret til
dagpenge fra arbejdsgiveren i 1 uge regnet fra 1. hele fraværsdag
(arbejdsgiverperioden). Lønmodtagere, der er beskæftiget hos
offentlige arbejdsgivere, har dog ret til dagpenge fra
arbejdsgiveren i yderligere 12 uger efter udløbet af
arbejdsgiverperioden.«
3. I § 7, indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
» Stk. 2. Under sygdom af mere end 2 ugers varighed kan offentlige
arbejdsgivere kræve, at lønmodtageren fra sin egen læge eller fra
en specialist, som er valgt af lønmodtageren, fremskaffer nærmere
oplysninger om sygdommens varighed. Udgifterne afholdes af
arbejdsgiveren. Opfylder lønmodtageren ikke denne pligt, uden at
der foreligger fyldestgørende begrundelse herfor, bortfalder
retten til dagpenge fra arbejdsgiveren.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
4. I § 10, stk. 3, og i § 24, stk. 3, ændres »2.052« til: »2.339«.
5. I § 15, stk. 1, ændres »i arbejdsgiverperioden« til: »efter
reglerne i dette afsnit«.
6. § 16, stk. 1, affattes således
»Det sociale udvalg udbetaler dagpenge
1) til lønmodtagere, der er beskæftiget hos private arbejdsgivere,
ved sygdom ud over de første 4 uger efter arbejdsgiverperioden,
2) til lønmodtagere, der er beskæftiget hos offentlige
arbejdsgivere, ved sygdom ud over de første 12 uger efter
arbejdsgiverperioden,
3) til lønmodtagere, der ikke har ret til dagpenge fra
arbejdsgiveren,
4) til personer med dagpengegivende anden erhvervsindtægt samt
5) til andre, der har ret til dagpenge, herunder dagpenge ved fødsel
og adoption, samt ved bortfald af delpension.«
7. I § 16 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke
» Stk. 3. Dagpenge efter stk. 1, nr. 1, udlægges i de første 4 uger
efter arbejdsgiverperiodens udløb af den private arbejdsgiver,
der har udbetalt dagpenge i arbejdsgiverperioden. Det sociale
udvalg refunderer private arbejdsgivere det udlagte beløb efter
regler, der fastsættes af chefen for Sikringsstyrelsen. Undlader
en privat arbejdsgiver helt eller delvis at udlægge dagpenge i
2.-5. fraværsuge, og skønner det sociale udvalg, at undladelsen
er uberettiget eller skyldes manglende betalingsevne, udbetaler
det sociale udvalg dagpenge direkte til lønmodtageren og
underretter arbejdsgiveren.«
8. § 18, stk. 1, affattes således
»Når private arbejdsgivere har udbetalt dagpenge i de første 4 uger
efter arbejdsgiverperioden og offentlige arbejdsgivere yderligere
har udbetalt dagpenge i de første 12 uger efter
arbejdsgiverperioden, har den sikrede ret til dagpenge fra det
sociale udvalg fra 1. fraværsdag efter disse perioders udløb,
såfremt den sikrede har indgivet anmodning inden 1 uge efter
periodernes udløb.«
9. I § 21 indsættes som stk. 2
»Stk. 2. Dagpenge ved sygdom ud over arbejdsgiverperioden beregnes
dog i de første 12 uger efter arbejdsgiverperiodens udløb efter
reglerne i kapitel 3.«
10. I § 25, stk. 2 og 4, ændres »103 uger« til: »91 uger«.
11. § 25, stk. 3, nr. 2, udgår, og i stedet indsættes som nye numre
»2) fra offentlige arbejdsgivere i de første 12 uger efter
arbejdsgiverperioden,
3) fra det sociale udvalg i de første 13 uger af fraværsperioden for
lønmodtagere og i de første 3 uger af fraværsperioden for
personer med anden dagpengegivende erhvervsindtægt og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
12. § 26, stk. 2, nr. 2, udgår, og i stedet indsættes som nye numre
»2) fra offentlige arbejdsgivere i de første 12 uger efter
arbejdsgiverperioden,
3) fra det sociale udvalg i de første 13 uger af fraværsperioden for
lønmodtagere og i de første 3 uger af fraværsperioden for
personer med anden dagpengegivende erhvervsindtægt og«.
Nr. 3 bliver herefter nr. 4.
13. I § 26, stk. 5, 3. pkt., ændres »den første uge« til: »de første
13 uger«.
14. I § 27, stk. 1, ophæves 3. pkt., og i stedet indsættes som nye
punktummer
»Ved sygdom hos personer, der er beskæftiget hos private
arbejdsgivere, regnes tidsrummet fra 1. fraværsdag efter udløbet
af arbejdsgiverperioden eller fra den fraværsdag, hvor
arbejdsgiveren er fritaget for dagpengepligten efter
bestemmelserne i lovens kapitel 2 og 4. Ved sygdom hos personer,
der er beskæftiget hos offentlige arbejdsgivere, regnes
tidsrummet fra 1. fraværsdag efter udløbet af de første 12 uger
efter arbejdsgiverperioden eller fra den fraværsdag, hvor
arbejdsgiveren er fritaget for dagpengepligten efter
bestemmelserne i lovens kapitel 2 og 4.«
4. pkt. bliver herefter 5. pkt.
15. § 40, 1. pkt., affattes således
»Private arbejdsgivere afholder udgifterne til dagpenge i
arbejdsgiverperioden, og offentlige arbejdsgivere afholder
udgifterne til dagpenge i de første 13 uger af fraværsperioden.«
§ 1
I lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, jf. lovbekendtgørelse nr.
949 af 23. december 1986, som ændret ved lov nr. 872 af 23.
december 1987 foretages følgende ændringer
1. I § 10, stk. 3, og i § 24, stk. 3, ændres »2.052« til: »2.339«.
2. I § 21 indsættes som stk. 2
»Stk. 2. Dagpenge ved sygdom ud over arbejdsgiverperioden beregnes
dog i de første 4 uger efter arbejsgiverperiodens udløb efter
reglerne i kapitel 3.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 1988. § 1, nr. 4, har dog
først virkning fra den 4. juli 1988.
Stk. 2. Lønmodtagere, der ved lovens ikrafttræden modtager dagpenge
fra offentlige arbejdsgivere efter de hidtil gældende regler,
overgår til at modtage dagpenge efter bestemmelserne i denne lov.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 1988. § 1, nr. 1, har dog først
virkning fra den 4. juli 1988.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lov nr. 262 af 7. juni 1972 om dagpenge ved sygdom eller fødsel
(Folketingstidene 1971-72, sp. 3653, 4599, 6643 og 6887; tillæg A
sp. 7297; tillæg B, sp. 2509 og 2753; tillæg C, sp. 737) er
senest ændret ved lov nr. 947 af 23. december 1986, ved § 10 i
lov nr. 948 af 23. december 1986 og ved lov nr. 872 af 23.
december 1987. Loven er bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr.
949 af 23. december 1986.
A. Regulering af dagpengenes højeste beløb
Ifølge § 24, stk. 3, 2. pkt., reguleres dagpengenes højeste beløb en
gang årligt fra den mandag, der ligger nærmest den 1. juli med en
procent, der fastsættes på finansloven for det pågældende år.
Ifølge bemærkningerne til lov nr. 948 af 23. december 1986 om
ændring af de automatiske reguleringsbestemmelser i tilknytning
til statens udgiftsbudget fastsættes procenten på baggrund af den
forventede prisudvikling i det kommende finansår.
I det omfang der er behov for at anlægge en bredere vurdering ved
fastlæggelse af niveauet for enkelte ydelser, sker det i de
enkelte love.
Niveauet for højeste dagpengebeløb blev i loven fastsat til 2.052
kr. for en uge.
På baggrund af den forventede prisudvikling i finansåret 1987 blev
beløbet på finansloven for 1987 reguleret med 3,6% pr. 1. juli
til 2.126 kr. for en uge.
På finansloven for 1988 reguleres dagpengenes højeste beløb med 10%
pr. 1. juli 1988. Heraf udgør den regulering, der sker på
baggrund af den forventede prisudvikling 3%, medens de resterende
7% sker som en engangsregulering.
Reguleringen har virkning fra den 4. juli 1988, jf. lovens § 24,
stk. 3, 4. pkt. Dagpengenes højeste beløb vil herefter udgøre
2.339 kr. for en uge.
Reguleringens økonomiske konsekvenser, der er indarbejdet i
finansloven for 1988, er årlige merudgifter på cirka 130 mill. kr.
B. Fremsættelse af lovforslag om administrationen af
dagpengeordningen for lønmodtagere i 2.-5. fraværsuge inden den
15. januar 1988.
Ved lov nr. 872 af 23. december 1987 om ændring af lov om dagpenge
ved sygdom eller fødsel blev arbejdsgiverperioden nedsat fra 5
uger til 1 uge. Samtidig fastsattes i lovens § 2, stk. 2, at
socialministeren skal fremsætte lovforslag om administrationen af
dagpengeordningen for lønmodtagere i 2.-5. fraværsuge inden den
15. januar 1988.
Baggrunden herfor var, at det i bemærkningerne er anført, at
ændringerne vil indebære betydelige konsekvenser for den
kommunale administration. Sigtet med det bebudede lovforslag var
derfor at give mulighed for en nærmere undersøgelse af
mulighederne for den mest hensigtsmæssige administration af
dagpengeordningen for lønmodtagere i 2.-5. fraværsuge og at sikre
en ordning, som ikke administrativt medførte merudgifter for
kommunerne. Som forudsat i bemærkningerne har spørgsmålet været
forhandlet med Kommunernes Landsforening. Der er herunder opnået
enighed om, hvordan en ordning, hvorefter arbejdsgiverne
udbetaler dagpenge også for 2.-5. fraværsuge med refusion fra
kommunen, kan tilrettelægges.
Det er imidlertid fra Kommunernes Landsforening blevet
tilkendegivet, at kommunerne kun forventer en beskeden lettelse i
administrationen ved en sådan refusionsordning. Administrationen
vil derfor, hvad enten den tilrettelægges på den ene eller den
anden måde, medføre merudgifter for kommunerne. Den eneste
løsning på dette problem er derfor, at kommunere i givet fald
kompenseres for merudgifterne.
Hertil kommer, at Socialministeriet har haft kontakt med Dansk
Arbejdsgiverforening - blandt andet på baggrund af foreningens
henvendelse i forbindelse med fremsættelsen af lovforslag L 123 i
december 1987 - og at Dansk Arbejdsgiverforening har
tilkendegivet, at en refusionsordning under ingen omstændigheder
kunne accepteres.
På denne baggrund foreslås det, at ordningen, hvorefter
dagpengeudbetalingen efter arbejdsgiverperioden overgår til det
sociale udvalg, opretholdes. Dette vil være i bedre
overensstemmelse med fælleserklæringen af 8. december 1987 fra
regeringen og arbejdsmarkedets hovedorganisationer. Der er heri
tillige anført, at nedsættelsen af dagpengelovens
arbejdsgiverperiode ikke må indebære ændringer af de enkelte
arbejdstageres rettigheder under sygdom.
I overensstemmelse hermed foreslås det, at dagpenge i 2.-5. uge
beregnes efter reglerne i dagpengelovens §§ 9 og 10 om beregning
på grundlag af den aktuelle indtjening.
Forslaget medfører som nævnt administrative merudgifter for
kommunerne. Skal kommunerne holdes skadesløse, må de derfor
kompenseres for merarbejdet.
Efter sædvanlig praksis gives der ikke kompensation for kommunale
merudgifter som følge af administrative meropgaver. Efter
indhentning af de nødvendige erfaringer om merarbejdets størrelse
vil spørgsmålet om kompensation for merarbejdet ved
administrationen af 2.-5. fraværsuge dog blive taget op til
drøftelse i forbindelse med kompensationsforhandlingerne med
kommunerne.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Der henvises til pkt. A i de almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Forslaget indebærer, at dagpenge også i 2.-5. uge vil blive beregnet
efter reglerne i dagpengelovens §§ 9 og 10 om beregning på
grundlag af den aktuelle indtjening.
Herved sikres lønmodtageren en dagpengehjælp af samme størrelse i de
første 5 uger af sygdomstilfælde, som da arbejdsgiverperioden var
på 5 uger. Efter disse regler er dagpengenes størrelse ikke
begrænset af et minimum, og lønmodtagere med flere arbejdsgivere
kan modtage dagpenge op til maximum for hver af arbejdsgiverne.
Til § 2
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Ingen
Nr LSF 175
Forslag til Lov om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (Regulering af dagpengenes højeste beløb og dagpengeudbetaling i 2.-5. uge efter arbejdsgiverperioden)
Fremsat af socialministeren (Mimi Stilling Jakobsen)
den 17. marts 1988
Vedtaget ved tredjebehandling den 17. marts 1988
Lov nr. 165 af 30/03/1988