1987 LSF 157 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM BEKÆMPELSE AF KØNSSYGDOMME

§ 1

Lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme, som

ændret ved § 26 i lov nr. 324 af 19. juni 1974, ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 1988.

Oprindeligt fremsat forslag

Lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme, som

ændret ved § 26 i lov nr. 324 af 19. juni 1974, ophæves.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovens historiske baggrund

Den nugældende lov om bekæmpelse af kønssygdomme blev vedtaget af

Folketinget den 11. maj 1973 som afløser for den hidtidige

kønssygdomslov fra 1947. Denne havde igen afløst den tidligere

lov om Modarbejdelse af offentlig Usædelighed og venerisk Smitte.

1947-loven havde baggrund i det øgede antal kønssygdomme umiddelbart

efter 2. verdenskrig og indeholdt skærpede regler vedrørende

smitteopsporing og pligten til at lade sig underkaste

lægebehandling.

I de følgende år blev en lovrevision flere gange udskudt, og først i

folketingssamlingen 1972-73 blev den nugældende lov gennemført.

1973-loven indeholdt flere liberaliseringer

1. Muligheden for at idømme bøde eller hæftestraf for overtrædelse

af bestemmelserne om patienternes pligter bortfaldt.

Tilbage står alene en hjemmel til, at embedslægen, efter først at

have gjort forsøg på at få patienten til at give møde ad

frivillighedens vej, kan udstede pålæg herom. Såfremt det fortsat

ikke lykkes, kan embedslægen lade politiet fremstille den

pågældende for lægen, og retten kan bestemme, at den pågældende

skal lade sig tvangsundersøge og tvangsbehandle.

2. Muligheden for også at give mødepålæg til personer, der med føje

mistænkes for at være smittespredere, bortfaldt.

Bestemmelsen sigtede særligt på prostituerede, men Folketinget fandt

i 1973 ikke tilstrækkeligt grundlag for at opretholde den, og

muligheden for at meddele pålæg har siden da været begrænset til

personer, som har forsømt patientpligter.

Som svar på et spørgsmål fra kommunaludvalget begrundede daværende

indenrigsminister Egon Jensen denne liberalisering med, at

pligten til at lade sig undersøge burde være knyttet til et

objektivt kriterium, dvs. sygdommen og dennes symptomer. Han

mente, at patienterne først er motiverede til at henvende sig til

en læge, når de mærker sygdommens symptomer.

3. Muligheden for at idømme straf på op til to års fængsel for at

udsætte andre for smitte med kønssygdom begrænsedes dels ved en

nedsættelse af straframmen til seks måneder, dels ved en

begrænsning af anvendelsesområdet til forsætlige forhold.

Med denne begrænsning bragtes loven i overensstemmelse med

1947-lovens faktiske anvendelsesområde, der f.eks. udtryktes ved,

at straffebestemmelsen i årene 1968-70 kun havde været bragt i

anvendelse i 3 tilfælde, mens der i samme tidsrum var registreret

i alt 39.480 tilfælde af kønssygdomme.

4. I stedet opfordredes landets læger gennem et cirkulære til at

forklare patienterne om smitterisikoen og pålægge dem

samlejeforbud. Da der ikke mere var straffebestemmelser i loven,

søgtes dette mål opnået gennem motivation.

Tilsvarende ændrede smitteopsporingsarbejdet karakter, så lægerne

efter 1973-loven kun ad frivillighedens vej skal søge oplyst,

hvem der kan have smittet patienterne, og hvem de selv kan have

smittet.

Forud for vedtagelsen af 1973-loven blev det overvejet at ligestille

behandlingen af kønssygdomme med behandlingen af andre sygdomme

ved helt at undlade bestemmelser om patientpligter og

straffebestemmelser. Udgangspunktet for disse overvejelser var en

antagelse af, at mennesker med kønssygdomme selv ønsker at blive

helbredt for lidelsen hurtigst muligt, ligesom de normalt vil

være indforstået med, at de må afholde sig fra kønsligt samkvem,

så længe de lider af sygdommen.

Man valgte imidlertid at bevare kønssygdommenes særstilling under

henvisning til et »asocialt patientklientel uden forståelse for

sygdommens karakter eller for nødvendigheden af at træffe

foranstaltninger mod smittefaren«.

Spørgsmålet om en særlov blev i særlig grad rejst af Venstres

ordfører, medlem af Folketinget Kofoed (Folketingets

forhandlinger 1972-73, sp. 3622 ff)

». . . men man kan måske stille det spørgsmål, om det i dag er

rigtigt at have en speciel lov om behandling af kønssygdomme. Om

det ikke er mere af traditionelle end af egentlige rationelle

grunde, at man laver en speciel lov. Erfaringen synes at tyde på,

at den specielle lov i hvert fald ikke har formået at hindre en

stigning. . .«

Udviklingen i antallet af kønssygdomme

Antallet af kønssygdomme siden 1947 viser ingen entydig sammenhæng

med de i samme periode skiftende lovbestemmelser. Antal kønssygdomme

1947 17.644

1948 14.684

1949 12.296

1950 9.276

1951 7.567

1952 7.274

1953 7.730

1954 8.360

1955 8.265

1956 7.791

1957 7.517

1958 7.387

1959 8.302

1960 9.294

1961 9.759

1962 8.989

1963 8.195

1964 7.742

1965 7.415

1966 7.543

1967 8.565

1968 10.603

1969 13.458

1970 15.420

1971 15.953

1972 17.441

1973 16.896

1974 15.441

1975 13.196

1976 11.336

1977 9.981

1978 9.493

1979 10.097

1980 11.228

1981 11.099

1982 10.685

1983 9.680

1984 8.419

1985 8.137

1986 6.263

1987 (anslået) 3.599

Under den restriktive 1947-lov faldt antallet af kønssygdomme i

årene fra 1947 frem til 1951. Men under den samme lov skete der

en stigning i årene fra 1966 til 1971, så udbredelsen af

kønssygdomme ved lovrevisionen i 1973 var af samme omfang som ved

1947-lovens ikrafttræden.

Hverken den daværende indenrigsminister eller partiernes ordførere

forsøgte ved lovrevisionen at forklare stigningen med juridiske

årsager. I stedet fremførtes flere sociologiske eller

psykologiske forklaringer

1. Utilstrækkelig effektivitet i bekæmpelsesarbejdet.

2. Det friere syn på seksuelle forhold.

3. En forøget seksuel aktivitet.

4. Nye svangerskabsforebyggende midler, der ikke forhindrer

smitteoverførsel.

5. Lettere helbredelse.

I den seneste tid har antallet af kønssygdomme imidlertid vist et så

markant fald, at de i 1987 forventes at ligge på et lavere niveau

end nogensinde tidligere efter 2. verdenskrig. Eneste mulige

forklaring herpå er, at forholdsreglerne mod sygdommen AIDS også

begrænser overførsel af smitte med kønssygdomme.

Selv om der ikke foreligger nogen sikker metode for måling af

indsatsen mod AIDS, er det faldende antal kønssygdomme et

indicium for, at den valgte metode har vist sig effektiv. I

tilsvarende retning peger, at fordoblingstiden for antallet af

AIDS-tilfælde er steget fra ca. 12 måneder til ca. 19 måneder,

men da den kan forklares af andre forhold, f.eks. bedre mulighed

for at hindre/forsinke AIDS i udbrud hos mennesker med ARC, står

tallene for antallet af kønssygdomme tilbage som et vidnesbyrd

over Folketingets succesfulde valg af strategi i kampen mod

sygdommen AIDS.

Overvejelser om kønssygdomsloven

Erfaringerne siden 2. verdenskrig viser, at udbredelsen af

kønssygdomme er uden sammenhæng med den gældende lovgivning.

Dette følger af, at også befolkningens seksualdrifter er

upåvirkelige gennem lovgivning. Ændringer i forekomsten af

kønssygdomme har udelukkende kunnet forklares sociologisk,

psykologisk eller moralsk. En effektiv oplysningskampagne har

vist sig at have langt større effekt end jura og paragraffer.

Dette har i særlig grad vist sig at være tilfældet ved

AIDS-kampagnen, idet frygten for en dødelig sygdom af indlysende

grunde er større end frygten for en juridisk sanktion.

Det er derfor forslagsstillernes opfattelse, at en lov om

særbehandling af bestemte sygdomme er overflødig. Kønssygdomme

adskiller sig ikke fra andre sygdomme, og kun eksistensen af en

særlov gør disse sygdomme til noget særligt. Motivationen for at

modtage behandling er uden tvivl stor hos enhver patient, uanset

hvilken sygdom den pågældende har pådraget sig.

Kønssygdomsloven fastslår, at enhver behandling er gratis, men intet

er til hinder for, at behandling af kønssygdomme fortsat kan være

gratis, selv om loven afskaffes. Det er i øvrigt

forslagsstillernes opfattelse, at al sygdomsbehandling bør være

gratis.

Kønssygdomsloven indeholder en række bestemmelser om smitteopsporing

men i praksis foregår smitteopsporingen gennem en naturlig

motivation af den enkelte patient, og såfremt den pågældende ikke

ønsker at medvirke hertil, gør lovgivning hverken fra eller til.

Kønssygdomsloven indeholder en illusorisk og sjældent anvendt

straffebestemmelse, men uden en kønssygdomslov vil bestemmelserne

i straffeloven fortsat være gældende for så vidt angår forsætlig

smitteoverførsel, og anden smitteoverførsel end den forsætlige

ønsker forslagsstillerne ikke at straffe.

Der er således ikke nogen begrundelse for at opretholde loven. Til

gengæld er der tungtvejende argumenter imod at opretholde den.

For det første medfører særlovgivningen en uheldig stempling af de

sygdomme, den omfatter. Herved vanskeliggøres smitteopsporing,

idet patienter ikke med samme selvfølgelighed oplyser om

smitteveje, når det gælder en stemplet sygdom, som når det gælder

en ikke-stemplet sygdom.

For det andet medfører særlovgivningen en ekstra barriere i forhold

til syge og smittede, der ofte i forvejen kan tilhøre en af

samfundets lavstatusgrupper.

For det tredje tilslører særlovgivningen de sociologiske realiteter.

Først fremkomsten af den alvorlige sygdom AIDS har givet

anledning til overvejelser om en mere effektiv indsats end en

illusorisk lov. Det er forslagsstillernes opfattelse, at

eksistensen af kønssygdomsloven har hindret tilsvarende

overvejelser om en effektiv indsats mod kønssygdomme, og at loven

derfor har givet anledning til en »falsk tryghed«.

For det fjerde viser alle udenlandske erfaringer, hvor man i

indsatsen mod sygdommen AIDS har udsendt signaler om tvang,

isolation og straf, at syge og smittede vægrer sig ved at

kontakte sundhedsmyndighederne. Selv om den erklærede hensigt kun

har været at ramme »de totalt uansvarlige«, har reaktionen været

nøjagtig den samme. Alene sammenkædningen af en bestemt sygdom

med tvang, isolation og straf er tilstrækkeligt til at svække

mulighederne for den medicinske indsats.

For det femte misbruges kønssygdomsloven i stigende grad i den

offentlige diskussion om sygdommen AIDS. En række læger og

politikere, der i særlig grad udmærker sig ved aldrig at have

deltaget i mere dybtgående konferencer og møder om indsatsen mod

AIDS, har med stor kraft fremført kravet om at medtage AIDS under

kønssygdomsloven.

Efter forslagsstillernes opfattelse er dette krav udelukkende

begrundet i den aktuelle mangel på effektive

behandlingsmuligheder. Af en måske forståelig desperation over de

manglende behandlingsmuligheder og ud fra ønsket om at

understrege situationens alvor ønsker man et drastisk indgreb.

Kønssygdomsloven kommer derfor (primært på grund af sit navn!)

ind i billedet. Imidlertid vil kønssygdomslovens generelt

uheldige virkninger over for de eksisterende kønssygdomme være en

ren katastrofe over for sygdommen AIDS. Indgrebene over for

mennesker med AIDS eller HIV-smitte, som er gennemført i

Sovjetunionen, Sverige og Vesttyskland, har allerede

vanskeliggjort den medicinske indsats, og der er begrundet frygt

for, at de også vil øge smittespredningen. Med den relativt lange

inkubationstid vil dette imidlertid først vise sig i løbet af

nogle år, og selv om lovgiverne til den tid kommer på bedre

tanker, vil skaden være uoprettelig.

Der er ikke brug for, at vi i Danmark kaster os ud i tilsvarende

eksperimenter eller falder for en hvilken som helst

snuptagsløsning over for en sygdom, der ikke kan løses med et

snuptag.

En afskaffelse af kønssygdomsloven vil markere, at sociologisk

betinget sygdomsudbredelse ikke kan begrænses med gold lovgivning.

Efter 2. behandling den 24. marts 1988 § 1

Lov nr. 287 af 23. maj 1973 om bekæmpelse af kønssygdomme, som

ændret ved § 26 i lov nr. 324 af 19. juni 1974, ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 1988.

Ændringsforslag til 2. behandlingen

Af sundhedsministeren

Ny paragraf

1) Efter den foreslåede tekst, der bliver § 1, indsættes som ny

paragraf

Ȥ 2

Loven træder i kraft den 1. juni 1988.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Sundhedsstyrelsens retningslinjer vedrørende kønssygdommes

behandling m.v. foreligger i løbet af maj måned, hvorfor

lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. juni 1988.

Ingen

Nr LSF 157

Forslag til Lov om ophævelse af lov om bekæmpelse af kønssygdomme

Fremsat af Agerschou (SF) Tommy Dinesen (SF) Birthe Hansen (SF) Birgitte Husmark (SF) Ebba Strange (SF)

den 14. januar 1988

Vedtaget ved tredjebehandling den 7. april 1988

Lov nr. 224 af 22/04/1988