Legislator Case Law & Legislation
198712K00155 DK

1987 LSF 155 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF POSTLOVEN

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1987 155 Valid

§ 1

I postloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 395 af 16. august 1983, som

ændret ved lov nr. 574 af 7. december 1983 og lov nr. 609 af 12.

december 1984, foretages følgende ændringer

1. § 1, stk. 1, affattes således

»Postvæsenet skal besørge

1) adresserede breve og blindeforsendelser (brevforsendelser),

2) adresserede pakker og

3) dag-, uge- og månedsblade samt tidsskrifter.«

2. I § 18 indsættes som stk. 3

»Stk. 3. Kultur- og kommunikationsministeren fastsætter nærmere

regler for afsenders og modtagers rådighedsret i forbindelse med

postgiroforretninger.«

3. I § 30 indsættes efter stk. 1, som nyt stykke

»Stk. 2. Kultur- og kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere

regler for indgåelse af aftaler med tredjemand om udførelse af

postforretninger.«

Stk. 2 bliver stk. 3.

Lovforslag som fremsat 1987 155 Valid

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, § 1,

nr. 1, dog først den 1. januar 1989.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

I P&T gennemføres i disse år omfattende moderniseringer, der har til

formål at yde borgere og erhvervsliv tidssvarende tjenesteydelser

af høj kvalitet. For brevtjenesten, der er en monopoltjeneste,

ønsker P&T at fastholde uændrede eller faldende realtakster. For

øvrige tjenesteydelser, som udføres i konkurrence med andre

udbydere, fastsættes taksterne ud fra de vilkår, markedet byder.

Udover at stille krav om øget fleksibilitet og produktivitet,

nødvendiggør moderniseringen af postvæsenet en tilpasning af

eksisterende tjenester og indførelse af nye tjenester til

imødekommelse af kundernes i stigende grad forskelligartede behov

for postal service.

På postområdet er behovet for overgang til taksering efter

befordringstid fremfor efter indhold i dag så stort, at de

nugældende regler ønskes ændret. Ændringen vil betyde, at især

erhvervslivet - uden hensyntagen til om brevets indhold er

overensstemmende med eksisterende bestemmelser vedrørende

tryksagsforsendelser - vil få mulighed for frit at vælge den

befordringstid og dermed den takst, som er mest hensigtsmæssig. I

konsekvens af overgangen til taksering efter befordringstid, er

der ikke længere behov for betegnelserne postkort og tryksager.

Også på giroområdet er der behov for modernisering og tilpasning af

de tjenester, som kunderne tilbydes. Behovet er også her præget

af de stadig øgede og stadig mere differentierede krav, som

stilles af erhvervsliv og borgere. Dertil kommer, at behovet for

nye og ændrede tjenesteydelser på giroområdet i høj grad er

knyttet til den teknologiske og stærkt konkurrenceprægede

udvikling på betalingsformidlingsområdet. Forholdene betyder

tilsammen, at postgiro må have en fleksibilitet i udbuddet af

tjenester, for at kunne stille et system til betalingsformidling

til rådighed, der efterspørges af kunderne. Fleksibiliteten er

således afgørende, hvis postgiro, der er et

betalingsformidlingssytem uden tilknyttet bankvirksomhed, skal

kunne fastholdes som en effektiv tjeneste, der yder kunderne den

service, som efterspørges.

Loven forventes ikke at medføre nævneværdige økonomiske konsekvenser

og vil kunne holdes inden for det for P&T fastlagte nettotal.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Ændringen skyldes, at takseringsprincippet for breve, postkort og

tryksager ønskes ændret fra den 1. januar 1989, således at

taksterne fastsættes efter befordringstid i stedet for efter

indholdet af forsendelsen.

Betegnelserne tryksager og postkort er derfor unødvendige i den

indenlandske posttjeneste, men de nævnte forsendelsesarter vil

til og fra udlandet stadig blive besørget efter reglerne i

Verdenspostkonventionen.

Hjemmelen til at fastsætte en differentieret takst efter

befordringstid findes i postlovens § 34.

Ændringen vil ikke have økonomiske konsekvenser.

Til nr. 2

I takt med udviklingen i den elektroniske betalingsformidling

udveksles der i stort omfang betalinger mellem postgiro og

pengeinstitutterne på edb-medier. I den forbindelse er der, bl.a.

på grundlag af drøftelser med Den danske Bankforening og Danmarks

Sparekasseforening, behov for hjemmel til i bekendtgørelsen om

benyttelse af postvæsenet at give P&T mulighed for at tilbageføre

beløb, der fejlagtigt er posteret på postgirokonti. Sikring af

denne mulighed nødvendiggør mere fleksibel brug af afsenderens

rådighedsret.

I øvrigt er der indenfor rammerne af den foreslåede og de allerede

gældende regler behov for at der for P&T's kontohavere kan

gennemføres transaktioner i situationer, hvor dette ikke i dag

finder sted. Til illustration af sådanne situationer kan

eksempelvis nævnes, at det forekommer, at erhvervskontohavere i

postgiro ved en fejltagelse indsender betalingsordrer, hvor det

samlede beløb overstiger morgenens saldo på postgirokontoen. I

sådanne tilfælde gennemføres i dag kun betalingsordrer, som det

er muligt at gennemføre, uden at kontoen bliver overtrukket,

hvorefter de overskydende betalinger returneres til afsenderen.

I et konkret tilfælde har dette betydet, at en betaling på ca. 10

mio. kr. blev afvist, uanset at der på kontoen kun manglede nogle

få tusinde kroner i, at der var dækning for beløbet. Afvisningen

og den deraf følgende forsinkelse af nogle af betalingerne

medfører ofte, at afsenderen må betale renter og gebyrer for den

forsinkede betaling, for eksempel til Toldvæsenet og

Skattevæsenet.

Regler af denne art vækker i dag berettiget utilfredshed hos

postgiros store kontohavere, især fordi deres konto samme dag,

som afvisningen finder sted, krediteres langt større beløb end

det, der mangler i forhold til morgenens saldo. Der er derfor

behov for, at P&T mere fleksibelt kan indgå aftaler om, at

kontoen midlertidigt overtrækkes, når det bedømmes, at risikoen

er begrænset. Som et hovedgrundlag for bedømmelsen af risikoen

vil der fra P&T's side blive lagt vægt på, at der, uanset

midlertidig overtræksmulighed, er tale om, at kontoen normalt har

positivt indestående.

Et andet eksempel foreligger i forbindelse med, at P&T har indgået

aftale med en række store banker og Danmarks Sparekasseforening

om, at pengeinstitutternes kunder, via terminaler tilsluttet

pengeinstitutternes »telebank«-systemer, kan flytte beløb fra

deres egen postgirokonto til deres pengeinstituts postgirokonto

eller omvendt. Forholdene i dag medfører, at pengeinstitutterne

til opfyldelse af denne aftale altid må have et betydeligt

indestående på deres postgirokonti til dækning af deres kunders

dispositioner. I forbindelse hermed har det været nødvendigt for

P&T at indgå foreløbige aftaler med pengeinstitutterne om, at

kundernes træk på pengeinstituttets postgirokonto gennemføres,

selv om kontoen overtrækkes, idet det ellers ville være

nødvendigt med et for pengeinstitutterne yderligere stort

indestående til fjernelse af risikoen for, at kontoen

lejlighedsvis går i debet. Uanset, at det indgår i aftalen med

pengeinstitutterne, at P&T ydes fuld rentegodtgørelse, når

kontoen overtrækkes på denne måde, er pengeinstitutternes

nuværende begrænsede rådighedsret ikke i overensstemmelse med

deres behov og P&T's ønske om at yde den kundebetjening, der

efterspørges.

Behovet for tidssvarende og fleksibel kundebetjening gælder også i

forhold til private postgirokunder. I takt med at flere

postgirokonti bruges af private til alle former for betalinger,

herunder eksempelvis terminsbetalinger, er der opstået et øget

behov for, at privatkonti kan overtrækkes midlertidigt typisk i

de måneder, hvor de store betalinger finder sted. Også her vil

der fra P&T's side blive lagt stor vægt på, at der er tale om

midlertidigt overtræk, således at kontoen normalt har positivt

indestående.

Med den foreslåede øgede fleksibilitet vedrørende afsenderens brug

af postgirokonti er der ikke tale om at give mulighed for P&T til

at drive bankvirksomhed, men derimod at give effektive muligheder

for pengeoverførsler, som svarer til kundernes behov.

De ønskede ændringer forventes kun at medføre en beskeden forøgelse

af tab i forbindelse med dækningsløse overtræk på postgirokonti.

Tabene forventes mere end opvejet af en forøgelse af

renteindtægterne i forbindelse med overtræk.

De økonomiske følger af ændringen vil kunne holdes inden for det for

P&T fastlagte nettotal.

Til nr. 3

P&T indgår i betydeligt omfang aftaler med private erhvervsdrivende

m.v. om udførelse af post- og giroforretninger. Tilføjelsen af

det nye stk. 2 ønskes foretaget med henblik på at tydeliggøre

kultur- og kommunikationsministerens hjemmel til i

bekendtgørelsen om benyttelse af postvæsenet at fastsætte regler

vedrørende P&T's indgåelse af aftaler med trediemand om udførelse

af opgaver for P&T. Der kan eksempelvis være tale om fastlæggelse

af regler for trediemands udførelse af tillagte

forretningsopgaver, herunder vedrørende postforsendelsers

behandling og ansvarsregler.

Lovforslag som fremsat 1987 155 Valid

Nr LSF 155

Forslag til Lov om ændring af postloven

Fremsat af kultur- og kommunikationsministeren (H. P. Clausen)

den 13. januar 1988

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →