1987 LSF 133 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, LOV OM FREMGANGSMÅDEN VED INDDRIVELSE AF SKATTER OG AFGIFTER M.V. OG LOV OM RETSAFGIFTER (ARREST OG FORBUD, APPEL I FOGEDSAGER M.V.)

Artikel 1

1. I denne forordning fastsættes,

a) på hvilke betingelser toldmyndighederne kan gribe ind over for

varer, som angives til fri omsætning, og som formodes at være

varemærkeforfalskede, og

b) hvilke foranstaltninger der skal træffes af de kompetente

myndigheder med hensyn til sådanne varer, hvis det fastslås, at de

er varmærkeforfalskede.

2. I denne forordning forstås ved

a) varemærkeforfalskede varer: enhver vare, på hvilken der ubeføjet

er anbragt et varemærke, som er identisk med - eller som ikke

umiddelbart kan skelnes fra - et varemærke, der er gyldigt

registreret for sådanne varer i eller for den medlemsstat, hvor

varen angives til fri omsætning, og som derved krænker den

pågældende varemærkeindehavers rettigheder ifølge denne

medlemsstats lovgivning;

b) varemærkeindehaver: varemærkeindehaveren samt enhver anden

person, der har tilladelse til at anvende varemærket, eller disses

repræsentant.

3. Denne forordning finder ikke anvendelse på varer, hvorpå der er

anbragt et varemærke med varemærkeindehaverens samtykke, men som

angives til fri omsætning uden denne samtykke.

Det samme gælder varer, som angives til fri omsætning, og hvorpå der

er anbragt et varemærke på andre betingelser end dem, der er

aftalt med varemærkeindehaveren.

AFSNIT II

Forbud imod fri omsætning af varemærkeforfalskede varer

Bilag 1

I

(Retsakter hvis offentliggørelse er obligatorisk)

RÅDETS FORORDNING (EØF) Nr. 3842/86

af 1. december 1986

om foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede

varers

overgang til fri omsætning

RÅDET FOR DE EUROPÆISKE

FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det europæiske

økonomiske Fællesskab, særlig artikel 113 og 235,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (2),

under henvisning til udtalelse fra Det økonomiske og sociale Udvalg

(3) og

ud fra følgende betragtninger

Handelen med varer, på hvilke der ubeføjet er anbragt et varemærke,

i det følgende benævnt varemærkeforfalskede varer, skader i høj

grad lovlydige fabrikanter og handlende og vildleder forbrugerne;

der bør i videst muligt omfang forhindres, at sådanne varer blive

brugt på markedet i Fællesskabet, og det bør med henblik herpå

fastsættes foranstaltninger, der gør det muligt effektivt at

imødegå denne ulovlige fremfærd, uden at den lovmæssige frie

handel hæmmes; dette mål falder endvidere i tråd med de

bestræbelser, der udfoldes i samme retning på internationalt plan;

såfremt de varemærkeforfalskede varer indføres fra tredjelande, er

det vigtigt at forbyde overgangen til fri omsætning heraf i

Fællesskabet og at indføre en egnet fremgangsmåde, der sætter

toldmyndighederne i stand til at gribe ind for at sikre

overholdelsen af et sådant forbud under de bedst mulige

betingelser;

toldmyndighedernes indgriben bør bestå i at suspendere frigivelsen

af varer til fri omsætning, såfremt disse formodes at være

varemærkeforfalskede, i det tidsrum, der er nødvendigt for at

afgøre, hvorvidt der foreligger varemærkeforfalskning;

formålet med en sådan fremgangsmåde gør det ikke nødvendigt at

fastsætte fællesskabsbestemmelser om, hvilken myndighed der er

kompetent til at afgøre, hvorvidt varer, som er angivet til fri

omsætning, er varemærkeforfalskede, eller om, hvilke nærmere

regler der skal følges ved behandlingen af dette spørgsmål; da der

ikke foreligger fællesskabsbestemmelser på dette område, bør

vedkommende kompetente myndighed endvidere, når den træffer

afgørelse om spørgsmål, der er blevet forelagt den, henvise til de

kriterier, som anvendes for at fastslå, hvorvidt varer, der er

fremstillet i den pågældendse medlemsstat, krænker

varemærkeindehaverens rettigheder;

det bør derimod fastlægges, hvilke foranstaltninger der skal træffes

med hensyn til varer, der angives til fri omsætning, hvis det

fastslås, at de er varemærkeforfalskede; sådanne foranstaltninger

bør ikke alene bevirke, at de ansvarlige for indførelsen af

varerne ikke får økonomisk fordel at transanktionen, men bør også

effektivt forebygge yderligere transaktioner af samme art;

for at undgå alvorlige forstyrrelser af toldbehandlingen af de

varer, der indføres af rejsende i deres personlige bagage, eller

som indføres som småforsendelser uden erhvervsmæssige karakter,

bør denne forordnings anvendelsesområde ikke omfatter varer, der

formodes at være varemærkeforfalskede, for så vidt de indføres fra

tredjelande inden for de grænser, der er fastsat i

fællesskabsbestemmelserne, såvel med hensyn til indrømmelse af

toldfrihed som til anvendelse af den enhedstoldsats, der er

fastsat i afsnit II, punkt C, i de indledende bestemmelser i den

fælles toldtarif;

det er væsentligt at sikre, at de i denne forordning fastsatte

fælles regler anvendes ensartet, og med henblik herpå at fastsætte

en fællesskabsprocedure, hvorefter der inden for en passende frist

kan fastsætte gennemførelsesbestemmelser til disse regler;

denne forordning berører ikke medlemsstaternes gældende bestemmelser

vedrørende overgang til fri omsætning af varer, som ikke er

varemærkeforfalskede i henhold til denne forordning, men hvis

markedsføring ville skade en eventuel ejendomsret i den pågældende

medlemsstat;

denne forordning tager sigte på at forebygge international handel

med varemærkeforfalskede varer; traktatens specifikke bestemmelser

giver ikke Fællesskabets institutioner hjemmel til at fastsætte

alle de bestemmelser, der er nødvendige i dette øjemed, særlig de

foranstaltninger, som varer, om hvilke det er fastslået, at de er

varemærkeforfalskede, skal underkastes; det forekommer derfor

påkrævet ligeledes at henvise til artikel 235 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING;

AFSNIT I

Almindelige bestemmelser

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1.

september 1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr.

385 og nr. 386 af 10. juni 1987, foretages følgende ændringer

1. § 12, 1. pkt., affattes således

»Landet inddeles i 83 retskredse.«

2. § 16 a affattes således

»§ 16 a. Retten i Roskilde består af 6 dommere. Retten i Randers

består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i

Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere.

Retten i Tåstrup består af 2 dommere.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver

beklædes af en enkelt dommer.

Stk. 3. Ved hver af de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens

administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige

regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes

af den administrerende dommer med justitsministerens billigelse.

Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den

administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige

medlemmer af retten.«

3. I § 17, stk. 1, udgår: »Roskilde by, Roskilde herred,».

4. I § 17 a, stk. 2, 4. pkt., ændres »beskikkede« til

»administrerende«.

5. § 31, stk. 3, 4. pkt., affattes således

»Såfremt der fremsættes begæring herom, og ingen offentlig interesse

findes at tale derimod, kan retten endvidere nedlægge forbud mod,

at der sker offentlig gengivelse af navn, stilling eller bopæl for

sigtede (tiltalte) eller andre under sagen nævnte personer, eller

at den pågældendes identitet på anden måde offentliggøres.«

6. § 453, 2. pkt., affattes således

»Ved offentlig gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse

af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i dommen nævnte

personer eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet.«

7. § 456 o, stk. 2, 1. pkt., affattes således

»Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der ikke ske

offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen af de i

dommen nævnte personer eller på anden måde offentliggørelse af de

pågældendes identitet.«

8. I § 505, stk. 4, ændres »ankes« til: »kæres«.

9. § 506 og § 536, stk. 4, ophæves.

10. § 542, stk. 2, affattes således

»Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes før den

ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1.

Fremlægges bevis for, at nogen af de oprindelige parter inden

fristens udløb har kæret udlægsforretningen, stilles auktionen i

bero.«

11. §§ 584-586 ophæves.

12. Kapitel 53 affattes således

»Kapitel 53

Appel af fogedrettens afgørelser

Artikel 2

Det er forbudt at lade varer, om hvilke det efter fremgangsmåden i

Bilag 2

I dette bilag er lovbestemmelserne gengivet, som de vil fremtræde,

hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret

Med mindre skrift

er indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

Ad § 1 (Retsplejeloven)

§ 2

I lov nr. 278 af 26. maj 1976 om fremgangsmåden ved inddrivelse af

skatter og afgifter m.v. affattes § 6, stk. 3, således

»Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for

pante- eller toldfogeden, der underretter fogedretten om

indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over

for fogedretten. Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger

fra forretningens foretagelse. Oversiddes fristen, afviser

fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis

indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse

behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til

fogedretten inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten

efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.«

Artikel 3

1. I hver medlemsstat kan en varemærkeindehaver indgive skriftlig

anmodning til den kompetente myndighed med henblik på at lade

toldmyndighederne suspendere frigivelsen af varemærkeforfalskede

varer, der angives til fri omsætning i den pågældende medlemsstat,

hvis han har begrundet formodning om, at sådanne

varemærkeforfalskede varer påtænkes indført i medlemsstaten.

2. En anmodning i henhold til stk. 1 skal indeholde alle relevante

oplysninger, som varemærkeindehaveren råder over, for at den

kompetente myndighed kan træffe afgørelse med fuldt kendskab til

sagens omstændigheder, og skal navnlig omfatte en så nøjagtig

beskrivelse af varerne, at det er muligt for toldmyndighederne at

genkende dem. Den skal vedlægges dokumentation for, at ansøgeren

er indehaver af varemærket for de omhandlede varer.

I anmodningen anføres det, i hvilket tidsrum der ønskes indgriben

fra toldmyndighedernes side.

Det kan kræves, at ansøgeren betaler en afgift til dækning af de

administrative omkostninger ved behandlingen af anmodningen.

3. Den myndighed, hvortil der indgives en anmodning, som er affattet

i overensstemmelse med stk. 2, træffer afgørelse og underretter

skriftligt ansøgeren herom.

Imødekommes anmodningen, fastsætter nævnte myndighed, i hvilket

tidsrum toldmyndighederne kan gribe ind. Dette tidsrum kan på

foranledning asf mærkeindehaveren forlænges af den myndighed, der

traf den oprindelige afgørelse.

Medlemsstaterne kan, hvis varemærkeindehaverens anmodning

imødekommes, eller hvis frigivelsen suspenderes for en sending

varer i medfør af artikel 5, stk. 1, kræve, at denne stiller

sikkerhed til dækning af sit eventuelle ansvar over for

importøren, såfremt den fremgangsmåde, der iværksættes i henhold

til artikel 5, stk. 1, ikke forfølges på grund af en handling

eller undladelse fra varemærkeindehaverens side, eller hvis det

senere fastslås, at de pågældende varer ikke er

varemærkeforfalskede.

Varemærkeindehaveren skal underrette den i stk. 1 omhandlede

myndighed, hvis varemærke ikke længere er gyldigt registreret.

Den kompetente myndighed kan tillige kræve, at ansøgeren afholder

omkostningerne ved varernes opbevaring under toldkontrol i medfør

af artikel 5 eller i forbindelse med søgsmål, som

varemærkeindehaveren ikke er part i, og stiller sikkerhed for

betalingen af det pågældende beløb.

4. Medlemsstaterne kan give toldmyndighederne beføjelse til at

træffe afgørelse om den i denne artikel omhandlede anmodning.

§ 3

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 534 af 18. august

1986, ophæves § 52 og § 56.

Artikel 4

Afgørelsen om at imødekomme en varemærkeindehavers anmodning

meddeles straks de toldsteder i den pågældende medlemsstat, som

vil kunne blive berørt i forbindelse med indførsel af de i

anmodningen omhandlede varemærkeforfalskede varer.

AFSNIT IV

Vilkårerne for indgriben fra toldmyndighederne og de myndigheder,

der er kompetente til at træffe afgørelse vedrørende sagens

indhold

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

Stk. 2. Er anmodning om arrest eller forbud indgivet til fogedretten

før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler

anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslagets hovedformål er at gennemføre en almindelig revision og

modernisering af retsplejelovens fogedretlige regler om arrest og

forbud og i den forbindelse foretage en skærpelse af betingelserne

for at benytte disse såkaldte foreløbige retsmidler.

Endvidere foreslås en ændring af appelreglerne i fogedsager, således

at appel af fogedrettens afgørelser alene skal kunne foretages ved

kære og ikke som i dag enten ved anke eller kære.

Lovforslaget er en videreførelse af det revisionsarbejde af

fogedreglerne, der blev igangsat ved lovændringer i 1976 og 1978.

Ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 blev der således gennemført en

almindelig revision af retsplejelovens regler om udlæg (kapitlerne

45, 46 og 47), og ved lov nr. 291 af 8. juni 1978 indførtes nye

regler om tvangsauktion over fast ejendom (kapitlerne 51 og 52).

Lovændringerne byggede på betænkning nr. 634/1971 om udlæg og

udpantning og betænkning nr. 800/1977 om tvangsauktion over fast

ejendom.

De nu foreslåede ændringer bygger på betænkning nr. 1107/1987 om

arrest og forbud. Betænkningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe

under Retsplejerådet og tiltrådt af Retsplejerådet. Forslagene om

ændrede appelregler i fogedsager bygger på Retsplejerådets

udtalelse fra oktober 1986, der er optaget som bilag 4 til

betænkningen.

I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i

lovforslaget, idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere

detaljerede gennemgang af gældende ret og baggrunden for og

indholdet af de foreslåede ændringer.

2. Arrest

Formålet med at foretage arrest i en skyldners formue er at søge at

sikre, at der er nogle af skyldnerens aktiver tilbage på det

tidspunkt, hvor en gældsforpligtelse kan være fastslået ved dom.

Ved en arrest søges det således sikret, at den, der har et krav, der

kan opgøres i penge, senere kan gøre udlæg i bestemte af

skyldnerens aktiver, som fogeden under arrestforretningen har

noteret i fogedprotokollen. Efter en arrest må skyldneren ikke

sælge aktiverne, og hvis skyldneren alligevel gør det, vil der

kunne blive tale om strafansvar, ligesom aktiverne vil kunne

kræves udleveret fra erhververen, selv om denne er i god tro.

Derimod beskytter arresten ikke over for de af skyldnerens øvrige

kreditorer, der vil gøre udlæg i aktivet, inden den, der har gjort

arrest, selv har tilvejebragt et grundlag for at gøre udlæg gennem

en dom eller et forlig.

De foreslåede ændringer af retsplejelovens kapitel 56 om arrest er i

vidt omfang udtryk for en sproglig modernisering og præcisering af

reglernes anvendelse på grundlag af den retspraksis, der har

udviklet sig. Samtidig foreslås en ændring på de punkter, hvor de

hidtidige reglers anvendelse har givet anledning til berettiget

kritik eller har haft uheldige virkninger.

2.1. Betingelserne for at foretage arrest

Efter den gældende retsplejelovs § 612 kan arrest foretages til

sikkerhed for pengekrav , enten når rekvirentens fordring er

forfalden uden at være betalt, eller når en skyldner ved

dispositioner over sine aktiver bringer rekvirentens

fyldestgørelsesmulighed i fare. Herudover kræves, at der (endnu)

ikke kan foretages udlæg for kravet.

Det er blevet kritiseret, at arrest som foreløbigt retsmiddel kan

misbruges, navnlig i tilfælde, hvor arrestbegæringen alene støttes

på, at rekvirenten har en forfalden fordring på skyldneren. Der

henvises i den forbindelse til, at arresten kan anvendes som

pressionsmiddel mod skyldneren og som en genvej til et hurtigt

udlæg på grundlag af et under arrestforretningen indgået

retsforlig. Efter § 636, stk. 2, kan den, som uden rimelig

anledning har ladet foretage arrest, ikke få erstattet sine

sagsomkostninger. Denne regel, der tilsigter at hindre fremkomsten

af ugrundede arrestbegæringer, virker imidlertid ikke efter

hensigten i de situationer, hvor der i fogedretten indgås et

retsforlig om forfaldne fordringer, hvis fyldestgørelse ikke har

været truet af skyldnerens dispositioner.

Retsplejerådet har på denne baggrund overvejet, hvorledes man på den

ene side kan forhindre omgåelse af retsordenens almindelige regler

for retsforfølgning af forfaldne fordringer og på den anden side

ikke afskære en fordringshaver fra at anvende arrest, såfremt

muligheden for fyldestgørelse trues af skyldnerens dispositioner.

Rådet kan ikke anbefale at indføre bestemmelser, som helt eller

delvis gør det umuligt at indgå eksegible retsforlig under en

arrestforretning, da en sådan løsning vil indebære et markant brud

med domstolenes traditionelle ret og pligt til at mægle forlig.

Man finder derimod, at mulighederne for misbrug vil kunne imødegås

ved at skærpe betingelserne for anvendelse af arrest.

Det foreslås derfor, at arrest generelt betinges af, at der

foreligger en aktuel grund til at antage, at skyldneren ved sine

dispositioner vil bringe fordringshaverens fyldestgørelsesmulighed

i fare.

Herved præciseres arrestens formål som et foreløbigt retsmiddel. Det

er alene i disse tilfælde, at der er grundlag for at fravige de

almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse. En sådan formulering af

arrestbetingelserne vil sammen med muligheden for erstatning i

nogen grad fjerne fordringshaverens incitament til at misbruge

arrestinstituttet, men vil ikke afskære berettigede krav om

arrest.

Fordringshaveren skal i fogedretten efter forslaget kunne

antageliggøre, at muligheden for senere fyldestgørelse væsentligt

forringes, hvis arrest ikke foretages. Fordringshaveren skal

således kunne henvise til konkrete omstændigheder vedrørende

skyldnerens personlige eller økonomiske forhold, som antageliggør,

at arrestbetingelsen er opfyldt. Som eksempler herpå nævnes

oplysninger om, at skyldneren agter varigt at tage ophold i

udlandet, tilfælde, hvor en forretningsdrivende skyldner foretager

usædvanlige realisationer af sine aktiver eller usædvanlige

forretningsmæssige dispositioner, og endelig tilfælde, hvor

skyldneren direkte tilkendegiver at ville lægge hindringer i vejen

for fordringshaverens fyldestgørelse.

I betænkningen anføres i øvrigt, at en skærpelse af mulighederne for

at gøre arrest må ses i sammenhæng med fordringshaverens mulighed

for i kontraktsforhold at vurdere medkontrahentens soliditet og

muligheden for i sådanne tilfælde at sikre sig fortrinsret til

fyldestgørelse i medkontrahentens aktiver i forbindelse med ydelse

af kredit sammenholdt med konkurslovens omstødelsesregler.

Endvidere må behovet for at kunne gøre arrest for forfaldne

fordringer antages i nogen grad at være mindsket som følge af

udlægsreformen i 1976, navnlig derved, at grundlaget for udlæg

blev udvidet, jf. § 478, og den ved § 486, stk. 2, indførte adgang

til fremrykket tvangsfuldbyrdelse.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, og

lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§ 627).

2.2. Regler om bevisrisikoen for fordringens eksistens og om

sikkerhedsstillelse

Efter de gældende regler er det ikke en betingelse for at foretage

arrest, at fordringshaveren i fogedretten skal kunne godtgøre

eller sandsynliggøre sin fordring mod skyldneren. Er

fordringshaveren ikke i stand til i fogedretten at føre det

fornødne bevis, må fordringshaveren imidlertid stille sikkerhed

for sit eventuelle erstatningsansvar, hvis det under en senere

retssag skulle vise sig, at kravet ikke består. Fogeden skal alene

nægte at gennemføre arrestforretningen, hvis der fremkommer

oplysninger under fogedforretningen af en sådan art, at

fogedretten må skønne, at fordringen ikke består. Skyldneren har i

øvrigt bevisbyrden herfor, og adgangen til at føre bevis er i den

forbindelse begrænset af den almindelige fogedretlige regel herom

i § 501.

Retsplejerådet har overvejet, om der bør stilles beviskrav til

fordringens eksistens, således at fordringshaveren i fogedretten

skal sandsynliggøre eller godtgøre sin fordring mod skyldneren.

Der stilles imidlertid ikke forslag herom, da den fornødne

bevisførelse i givet fald vil kunne være af et meget betydeligt

omfang. Adgangen til at foretage arrest ville i høj grad blive

besværliggjort, og der ville blive tale om en øget belastning af

fogedretterne. Skyldnerens interesser skønnes tilstrækkeligt

tilgodeset ved de nuværende regler om sikkerhedsstillelse og

erstatning samt en foreslået adgang til appel, jf. nedenfor.

Arresten foregriber alene et økonomisk opgør mellem sagens parter,

og der findes derfor ikke samme behov for en sådan prøvelse af

grundlaget for fordringshaverens begæring, som det foreslås

nedenfor i forbudssagerne, og heller ikke hensynet til de øvrige

kreditorer taler for en indgående bevisførelse.

Retsplejerådet - og Justitsministeriet - foreslår derfor, at det

nugældende system opretholdes, således at arrest kan foretages -

eventuelt mod sikkerhedsstillelse - medmindre skyldneren inden for

rammerne af den tilladte bevisførelse kan godtgøre, at fordringen

ikke består.

Retsplejerådet foreslår som udgangspunkt ingen ændringer i reglerne

om sikkerhedsstillelse. Dog foreslås tilvejebragt udtrykkelig

hjemmel for, at fogeden kan justere kravet til sikkerhed, indtil

arresten er foretaget, men ikke efter dette tidspunkt.

Begrundelsen herfor er, at det kan være vanskeligt allerede før

arrestforretningens påbegyndelse at bedømme alle forhold af

betydning for fastsættelsen af sikkerhedens størrelse.

Det præciseres i øvrigt, at fogedretten bør foretage en konkret

bedømmelse med hensyn til sikkerhedens art og størrelse, således

at sikkerheden ikke fastsættes urealistisk høj. Der henvises til

forslaget til § 629.

2.3. Arrestforretningens gennemførelse

Retsplejerådet foreslår, at der under en arrestforretning i videst

muligt omfang anvendes samme regler som ved udlægsforretninger,

således at der gennemføres en regelforenkling i overensstemmelse

med den modernisering, der fandt sted ved udlægsreformen i 1976.

Da de gældende regler om fremgangsmåden ved foretagelse af arrest

i øvrigt ikke har givet anledning til kritik, foreslås disse

regler videreført.

Efter udlægsreglerne fastsætter fogedretten tid og sted for

forretningens foretagelse. Efter de gældende regler skal en

arrestforretning som hovedregel påbegyndes på skyldnerens bopæl.

Indførelse af samme regel som for udlægsforretningerne vil medføre

den fordel, at fogedretten i større og mere komplicerede

arrestforretninger kan beramme sagen til foretagelse på

hovedkontoret i tilfælde, hvor der må forventes en mere omfattende

bevisførelse. Efter retsmidlets karakter vil der dog ofte være

behov for at påbegynde arrestforretningen som udgående

fogedforretning uden forudgående underretning af skyldneren. Dette

kan have betydning både af hensyn til en hurtig indgriben over for

skyldnerens dispositioner og for rekvirentens muligheder for at

sandsynliggøre, at der foreligger en aktuel grund til at antage,

at skyldneren ved sine dispositioner vil bringe fordringshaverens

fyldestgørelsesmulighed i fare.

Ved lovforslaget foreslås derfor, at der anvendes samme

fremgangsmåde ved arrestforretninger som ved udlægsforretninger i

de tilfælde, hvor dette er muligt (§ 631, stk. 2).

2.4. Appel af fogedrettens afgørelser i arrestsager

En rekvirent kan efter den gældende § 645 påkære fogedrettens

nægtelse af at foretage arrest efter de almindelige regler i

artikel 5 er fastslået, at de er varmemærkeforfalskede, overgå til

fri omsætning.

AFSNIT III

Anmodning om toldmyndighedernes indgriben

Artikel 5

1. Et toldsted, der i henhold til artikel 4 underrettes om en

afgørelse om at imødekomme en varemærkeindehavers anmodning,

suspenderer frigivelsen af varer, der angives til fri omsætning,

såfremt det eventuelt efter samråd med ansøgeren konstaterer, at

de pågældende varer svarer til den beskrivelse af de

varemærkeforfalskede varer, der er givet i nævnte afgørelse. Det

underretter klareren herom samt den myndighed, der har truffet

afgørelsen. Toldstedet eller ovennævnte myndighed underretter

ligeledes ansøgeren om denne foranstaltning. Toldstedet kan i

forbindelse med undersøgelsen af varerne udtage prøver for at

lette den videre behandling af sagen.

2. Gældende bestemmelser i den medlemsstat, hvor varerne er blevet

angivet til fri omsætning, finder anvendelse

a) for så vidt angår forelæggelse af sagen for den myndighed, der

har kompetence til at træffe afgørelse om indholdet, samt for så

vidt angår omgående underretning af det i stk. 1 omhandlede

toldsted om denne henvendelse, medmindre dette toldsted selv har

foretaget henvendelsen;

b) for så vidt angår udarbejdelsen af den afgørelse, som denne

myndighed skal træffe. De kriterier, der skal lægges til grund for

udarbejdelsen af denne afgørelse, er de samme, som anvendes til at

fastslå, hvorvidt varer, der er fremstillet i den pågældende

medlemsstat, krænker varemærkeindehaverens rettigheder. De

afgørelser, som den kompetente myndighed træffer, skal begrundes.

artikel 5, stk. 2, eller ikke har fået meddelelse om, at der er

truffet retsbevarende foranstaltninger af vedkommende myndighed,

frigives varerne, såfremt alle indførselsformaliteter er opfyldt.

2. Betingelserne for oplagring af varerne i det tidsrum, hvor

frigivelsen er suspenderet, fastsættes af den enkelte medlemsstat.

AFSNIT V

Bestemmelser, der finder anvendelse på varer, om hvilke det er

fastslået, at de er varemærkeforfalskede

Artikel 6

1. Hvis det toldsted, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, ikke inden

ti arbejdsdage fra suspensionen af frigivelsen er blevet

underrettet om sagens forelæggelse for den myndighed, der har

kompetence til at træffe afgørelse om sagens indhold i henhold til

§ 6. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for

pante- eller toldfogeden, der underretter fogedretten om

indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over

for fogedretten. Fristen for fremsættelse af indsigelser er 4 uger

fra forretningens foretagelse. Oversiddes fristen, afviser

fogedretten indsigelsen. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis

indtil 1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse

behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til

fogedretten inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til landsretten

efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.

§ 6. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Under forretningen kan indsigelser fremsættes over for

pante- eller toldfogden, der underretter fogedretten om

indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over

for fogedretten inden for et tidsrum af 14 dage fra forretningens

foretagelse.

Ad § 3 (Retsafgiftsloven)

Artikel 7

1. Med forbehold af de øvrige retsmidler, der kan benyttes af

varemærkeindehaveren, såfremt det er fastslået, at varemærket er

blevet forfalsket, træffer medlemsstaterne de foranstaltninger,

der er nødvendige, for at de kompetente myndigheder

a) som hovedregel, og uden at der kan ydes nogen form for

godtgørelse, tilintetgøre de varer, om hvilke det er fastslået, at

de er varemærkeforfalskede, eller holder dem uden for de

kommercielle kerdsløb i medfør af bestemmelserne herom i den

nationale lovgivning, således at den skade, der påføres

varemærkeindehaveren, reduceres til et minimum;

b) i forhold til sådanne varer træffer enhver anden foranstaltning,

der faktisk bevirker, at de ansvarlige for indførelsen af varerne

ikke får økonomisk fordel af transaktionen, samt effektivt

forebygger yderligere transaktioner af samme art.

Bl.a. følgende foranstaltninger anses ikke at opfylde dette formål

- genudførelse af de varemærkeforfalskede varer i uforandret stand;

- den blotte fjernelse af varemærket, som udeføjet er anbragt på de

varemærkeforfalskede varer, undtagen i særlige tilfælde;

- henførelse af varerne under en anden toldprocedure.

2. De varemærkeforfalskede varer kan eventuelt overgives til

statskassen. I så fald finder stk. 1, litra a), anvendelse.

3. Medmindre det strider mod den nationale lovgivning, underretter

det pågældende toldsted eller den kompetente myndighed på

varemærkeindehaverens anmodning denne om navn og adresse på

afsender, importør og modtager af varer, om hvilke det er

fastslået, at de er varemærkeforfalskede, samt om mængden af de

pågældende varer.

AFSNIT VI

Afsluttende bestemmelser

Artikel 8

1. Imødekommelsen af en anmodning, der er affattet i

overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, giver i tilfælde af, at

varemærkeforfalskede varer ikke bemærkes ved et toldsteds kontrol,

og frigivelsen derfor ikke suspenderes i henhold til artikel 5,

stk. 1, kun varemærkeindehaveren ret til erstatning i det omfang,

det følger af vedkommende medlemsstats lovgivning.

2. Et toldsteds eller en anden kompetent myndigheds udøvelse af den

kompetente, som er tillagt dem i forbindelse med bekæmpelse af

varemærkeforfalskning, kan kun i det omfang, det følger af

vedkommende medlemsstats lovgivning, påføre disse ansvar over for

importøren eller enhver anden, der har en rettighed vedrørende

varer, der er angivet til fri omsætning, og som måtte have lidt

tab på grund af deres indgriben.

3. Varemærkeindehaverens eventuelle civilretlige ansvar afgøres i

henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de pågældende

varer er blevet angivet til fri omsætning.

Artikel 9

Denne forordning finder ikke anvendelse på varer, der inden for de

grænser, der er fastsat, såvel med hensyn til indrømmelse af

toldfrihed som til anvendelse af den enhedstoldsats, der er

fastsat i afsnit II, punkt c), i de indledende bestemmelser i den

fælles toldtarif, indføres af rejsende i deres personlige bagage

eller indføres som småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter.

Artikel 10

Denne forordning finder tilsvarende anvendelse på varer, på hvilke

der ubeføjet er anbragt et varemærke, der er gyldigt registret for

sådanne varer i overensstemmelse med fællesskabsregler, så snart

disse træder i kraft. I dette tilfælde med fællesskabsregler, så

snart disse træder i kraft. I dette tilfælde kan

varemærkeindehaveren indgive den i artikel 3 omhandlede anmodning

til den myndighed, som udpeges hertil.

Artikel 11

1. Udvalget for almindelige Toldbestemmelser, som et nedsat ved

Artikel 12

Denne forordning træder i kraft den 1. januar 1988.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder i hver

medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. december 1986.

På Rådets vegne

A. CLARK

formand

(1) EFT nr. C 20 af 22. 1. 1985, s. 7.

(2) EFT nr. C 343 af 31. 12. 1985, s. 111.

(3) EFT nr. C 218 af 29. 8. 1985, s. 7.

(1) EFT nr. L 205 af 13. 8. 1979, s. 19.

§ 12. Landet inddeles i 83 retskredse. - - -

§ 12. Landet inddeles i 84 retskredse. - - -

§ 16 a. Retten i Roskilde består af 6 dommere. Retten i Randers

består af 4 dommere. Retten på Frederiksberg samt retterne i

Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens og Herning består af 3 dommere.

Retten i Tåstrup består af 2 dommere.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte retter deles i afdelinger, som hver

beklædes af en enkelt dommer.

Stk. 3. Ved hver af de i stk. 1 nævnte retter varetages rettens

administration af den dommer, der er udnævnt hertil. Almindelige

regler om forretningernes fordeling mellem afdelingerne fastsættes

af den administrerende dommer med justitsministerens billigelse.

Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af den

administrerende dommer efter forhandling med det eller de øvrige

medlemmer af retten.

§ 16 a. Retten i Randers består af 4 dommere. Retten på

Frederiksberg samt retterne i Lyngby, Ballerup, Esbjerg, Horsens

og Herning består af 3 dommere.

Stk. 2. Retten i Randers deles i 4 afdelinger. De øvrige i stk. 1

nævnte retter deles i 3 afdelinger. Hver afdeling beklædes af en

enkelt dommer.

Stk. 3. Ved hver af de i stk. 1 nævnte retter beskikker

justitsministeren en af dommerne til at varetage rettens

administration. Almindelige regler om forretningernes fordeling

mellem afdelingerne fastsættes af den beskikkede dommer med

justitsministerens billigelse. Sagernes fordeling mellem dommerne

bestemmes af den beskikkede dommer efter forhandling med rettens

øvrige medlemmer.

§ 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe,

Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Holbæk, Slagelse,

Næstved, Haderslev, Sønderborg, Vejle, Kolding, Fredericia,

Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og Hjørring.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 17. Der ansættes 2 dommere ved retterne i Gentofte, Gladsaxe,

Glostrup, Helsingør, Hillerød, Frederikssund, Roskilde by,

Roskilde herred, Holbæk, Slagelse, Næstved, Haderselv, Sønderborg,

Vejle, Kolding, Fredericia, Silkeborg, Viborg, Frederikshavn og

Hjørring.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 17 a. - - -

Stk. 2. Ved byretterne og ved Sø- og Handelsretten i København kan

der meddeles andre personer bemyndigelse til at udføre foged-,.

skifte-, notarial- og tinglysningsforretninger samt

faderskabssager, såfremt der ikke skal træffes afgørelse i

tvistigheder. Personer, der er bemyndiget til at udføre

fogedforretninger, kan dog efter dommerens nærmere bestemmelse

træffe afgørelser efter § 490, § 494, stk. 2 og 3, og § 525. For

så vidt angår Sø- og Handelsretten i København, Københavns Byret

og retterne i Århus, Odense og Aalborg, meddeles bemyndigelsen af

rettens præsident. For så vidt angår de i § 16 a, stk. 1, nævnte

retter, meddeles bemyndigelsen af den administrerende dommer. Ved

de øvrige retter meddelels bemyndigelsen af dommeren.

§ 17 a. - - -

Stk. 2. - - - For så vidt angår de i § 16 a, stk. 1, nævnte retter,

meddeles bemyndigelsen af den beskikkede dommer. - - -

artikel 24 i direktiv 79/695/EØF(1), kan behandle ethvert

spørgsmål, der angår gennemførelsen af denne forordning, og som

rejses af formanden enten på dennes initiativ eller efter

anmodning fra en medlemsstat.

2. De nødvendige gennemførelsesbestemmelser til denne forordning

fastsættes efter fremgangsmåden i artikel 26, stk. 2 og 3, i

direktiv 79/695/EØF.

3. Medlemsstaterne giver Kommissionen alle fornødne oplysninger om

gennemførelsen af denne forordning.

Kommissionen giver de øvrige medlemsstater disse oplysninger.

Nærmere bestemmelser om udvekslingen af oplysninger fastlægges som

led i gennemførelsesbestemmelserne, jf. stk. 1 og 2.

4. Senest tre år efter denne forordnings ikrafttræden aflægger

Kommissionen på grundlag af de i stk. 3 omhandlede oplysninger

beretninger til Europa-Parlamenet og til Rådet om, hvordan den

indførte ordning fungerer, og foreslår de eventuelt nødvendigt

ændringer og tilføjelser.

§ 31. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. Offentlig gengivelse af forhandlingen i straffesager kan ved

kendelse forbydes, såfremt sigtede er under 18 år, og det begæres

af værgen eller en repræsentant for det sociale udvalg. Endvidere

kan retten ved kendelse helt eller delvis forbyde offentlig

gengivelse af, hvad der i straffesager forhandles i offentligt

retsmøde, når sådan gengivelse er egnet til at skade sagens

oplysning eller der er grund til at antage, at sådan gengivelse

vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil tilføje nogen en

ufornøden krænkelse. Referatforbud af hensyn til en sigtet

(tiltalt), der er til stede, kan kun besluttes, hvis han selv

begærer det. Såfremt der fremsættes begæring herom, og ingen

offentlig interesse findes at tale derimod, kan retten endvidere

nedlægge forbud mod, at der sker offentlig gengivelse af navn,

stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under

sagen nævnte personer, eller at den pågældendes identitet på anden

måde offentliggøres. Forbudet kan efter begæring udstrækkes til at

gælde også under en eventuel anke af sagen, såfremt anken omfatter

bedømmelsen af beviserne for tiltaltes skyld. Rettens nægtelse af

at udstede sådant forbud kan påkæres. I øvrigt er rettens

afgørelse ikke genstand for kære eller anke. Overtrædelse af

rettens forbud straffes med bøde.

Stk. 4. - - -

§ 31. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - - Retten kan endvidere forbyde offentlig gengivelse af

navn, stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre

under sagen nævnte personer, såfremt der fremsættes begæring herom

og ingen offentlig interesse findes at tale derimod. - - -

Stk. 4. - - -

§ 52 og § 56 ophæves.

§ 52. Henviser retten i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 3, 1.

pkt., en klager til at iværksætte anke i stedet for kære,

fradrages den allerede betalte kæreafgift i ankeafgiften, dersom

anke iværksættes rettidigt.

kapitel 53. Endvidere kan fogedrettens ophævelse af en arrest på

grund af efterfølgende omstændigheder appelleres efter § 640, stk.

3. Det er imidlertid kun i disse to situationer, der er mulighed

for at appellere. Skyldneren har ikke mulighed for at appellere en

foretagen arrest eller fogedrettens nægtelse af at ophæve en

arrest på grund af efterfølgende omstændigheder.

Retsplejerådet finder, at dette er i strid med det

to-instansprincip, der i øvrigt gælder i fogedsager, og at

hensynet til skyldneren taler for at ændre det gældende system,

navnlig når henses til det ofte lange tidsrum, som kan hengå,

inden der foreligger en endelig afgørelse i justifikationssagen.

Det nuværende appelsystem fører således til, at skyldneren ikke

under appel kan få efterprøvet, om arresten er foretaget i

genstande omfattet af f.eks. reglerne om trangsbeneficiet, ligesom

skyldneren er afskåret fra at få efterprøvet fogedrettens

afgørelse om fordringshaverens sikkerhedsstillelse.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at der åbnes adgang til

at påkære fogedrettens afgørelser under arrestsagen i

overensstemmelse med reglerne i kapitel 53.

Justitsministeriet er af de anførte grunde enig med Retsplejerådet

i, at hensynet til skyldneren i afgørende grad taler for, at der

gives denne en appelmulighed, og der er derfor i forslaget til §

640 medtaget en bestemmelse om kæreadgang efter reglerne i kapitel

53 med tilføjelse om, at kære ikke har opsættende virkning.

3. Forbud

Formålet med et fogedforbud er at værne en rettighedshaver mod, at

en anden foretager handlinger, som strider mod rettighedshaverens

ret. Forbudet sikrer en hurtig indgriben i tiden, indtil

rettighedshaveren kan opnå dom for, at den pågældende ikke er

berettiget til at foretage nærmere beskrevne handlinger.

Forskellen mellem arrest og forbud består således navnlig i, at

rettighedshaveren gennem en arrest sikrer et pengekrav og gennem

et forbud overholdelsen af en undladelsespligt.

Anvendelsen af forbud har i de senere år givet anledning til omtale

og kritik navnlig i de såkaldte benzinsager, hvor benzinselskaber

har fået nedlagt forbud over for en række benzinforhandlere, fordi

de havde indgået overenskomst om forhandling af benzinprodukter

fra et andet benzinselskab.

3.1. Forbudsbetingelser og beviskrav

Efter de gældende regler kan forbud nedlægges mod handlinger, der

strider mod rekvirentens ret, når der er grund til at antage, at

rekvisitus vil krænke denne ret.

Retsplejerådet finder, at der ved fastlæggelsen af, under hvilke

betingelser der skal åbnes mulighed for nedlæggelse af forbud, i

første række må tages hensyn til rekvirentens interesse i hurtigt

og effektivt at kunne bringe en iværksat eller truende

retskrænkelse til ophør. Reglerne om forbud bør dog også i videst

muligt omfang sikre en afgørelse, der er forsvarlig i forhold til

rekvisitus.

Retsplejerådet foreslår ingen ændring i de grundlæggende betingelser

for at nedlægge forbud, men derimod en skærpelse af kravene til

beviserne for, at betingelserne er opfyldt. Selv om bevisførelsen

i forbudssager ofte finder sted i langt videre omfang end normalt

i fogedsager, er det efter den herskende opfattelse i teori og

praksis en tilstrækkelig betingelse for nedlæggelse af forbud, at

rekvirentens ret kan være krænket. I mangel af fyldestgørende

bevis kan forbudssagen således fremmes, hvis rekvirenten stiller

sikkerhed for den skade og ulempe, som forbudet kan forårsage for

rekvisitus. Efter motiverne til de gældende regler fandt man

dennes interesser tilstrækkeligt værnet ved en sådan

sikkerhedsstillelse og ved kravet om, at justifikationssag skal

anlægges inden en uge efter forbudets nedlæggelse.

Retsplejerådet anfører, at det ud fra et retssikkerhedsynspunkt må

forekomme uantageligt, at man - som det har været fremført - kan

købe sig til et forbud uden at kunne sandsynliggøre, at

betingelserne herfor er opfyldt. Endvidere kan det anføres, at

justifikationssagen efter sin art meget vel kan strække sig over

et meget langt tidsrum, hvor forbudet står ved magt, hvortil

kommer, at forbudet bevarer sin retsvirkning, såfremt en dom i 1.

instans ankes. Forbudet kan derfor være forbundet med meget

betydelige skadevirkninger for rekvisitus, og disse

skadevirkninger kan ikke altid kompenseres ved ikendelse af en

erstatning under justifikationssagen.

Retsplejerådet finder ikke, at man bør opstille et krav om, at

rekvirenten allerede under forbudssagen fuldt ud skal kunne

godtgøre sin ret som betingelse for nedlæggelse af forbud. Et

sådant krav ville berøve forbudet dets effektivitet som retsmiddel

mod en truende retskrænkelse, og i øvrigt ville det i mange sager

medføre en bevisførelse, der ligger uden for fogedrettens

nuværende rammer.

I stedet foreslår Retsplejerådet, at beviskravene skærpes, således

at forbud kun kan nedlægges, hvis rekvirenten godtgør eller

sandsynliggør, at betingelserne herfor foreligger.

Justitsministeriet kan af de anførte grunde tiltræde Retsplejerådets

forslag, og lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse

hermed (§ 642).

3.2. Forhold, der udelukker nedlæggelse af forbud

De foreløbige retsmidler forudsættes alene at skulle tages i

anvendelse for at forhindre retstab hos rekvirenten ved at skulle

afvente almindelig rettergang. De foreløbige retsmidler er således

subsidiære i forhold til den sædvanlige fremgangsmåde med

domserhvervelse og efterfølgende tvangsfuldbyrdelse på grundlag af

dommen. Retsplejerådet finder, at forbudets subsidiære karakter

bør komme til udtryk i lovteksten, og foreslår, at der i loven

indsættes en bestemmelse, hvorefter rekvirenten skal godtgøre

eller sandsynliggøre, at han udsættes for retstab, såfremt han

henvises til at gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.

Efter den gældende retstilstand kan et forbud ikke nedlægges, når

det skønnes, at den ret, der ønskes værnet, er tilstrækkelig

beskyttet af regler om straf eller om erstatningsansvar i

forbindelse med sikkerhedsstillelse for den skade, som rekvisitus

måtte tilføje rekvirenten. Begrundelsen herfor er, at

forbudsinstituttet opfattes som et supplerende led i

retshåndhævelsen, der alene bør anvendes, hvis de almindelige

regler om straf og erstatning ikke slår til.

Retsplejerådet finder, at truslen om straf og erstatningsansvar kun

i begrænset omfang vil udgøre et tilstrækkeligt værn for

rekvirenten. For at understrege forbudsinstituttets subsidiære

karakter i forhold til andre retsmidler finder man dog, at det

fortsat bør være reglen, at forbudet ikke kan nedlægges, hvis en

trussel om idømmelse af straf eller betaling af erstatning i sig

selv må antages at afholde rekvisitus fra at foretage de

handlinger, som begæringen om forbud retter sig imod.

Det er i teorien antaget, at adgangen til at nedlægge forbud er

begrænset af en proportionalitetsgrundsætning, således at

fogedretten kan nægte at nedlægge forbud i tilfælde, hvor der

består et åbenbart misforhold mellem rekvirentens interesse i

forbudets nedlæggelse og den skade og ulempe, som forbudet vil

påføre rekvisitus. Retsplejerådet foreslår denne

proportionalitetsgrundsætning lovfæstet. Det fremhæves dog, at en

sådan regel må have karakter af en undtagelsesregel, som kun

bringes i anvendelse i de få tilfælde, hvor der består en

betydelig forskel mellem rekvirentens interesse i forbudets

nedlæggelse og dets mulige skadevirkninger for rekvisitus.

Justitsministeriet er enig i, at forbudet i almindelighed vil være

et subsidiært retsmiddel. Det bør dog understreges, at adgangen

til fogedforbud kan være den primære retsbeskyttelse over for

krænkelse af visse rettigheder, eksempelvis immaterialrettigheder,

hvor muligheden for straf eller erstatning oftest ikke yder et

tilstrækkeligt værn. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde, at

en proportionalitetsgrundsætning lovfæstes som en

undtagelsesbestemmelse.

Forslaget til § 642, nr. 3, og 643 svarer derfor til Retsplejerådets

forslag.

3.3. Rettigheder, der kan håndhæves ved forbud

Skønt hovedformålet med et fogedforbud er at sikre en hurtig og

effektiv håndhævelse af undladelsespligter, er det i retspraksis

antaget, at der i forbindelse med nedlæggelse af et forbud kan

pålægges rekvisitus accessoriske, klart angivne handlepligter af

forholdsvis underordnet betydning. Der har her været tale om

retablering af forskellige fysiske forhold, som har været

nødvendige for at gennemføre en effektiv håndhævelse af

undladelsespligten, eksempelvis nedtagelse af skilte i forbindelse

med et forbud mod skiltning og fjernelse af færdselsspærringer i

forbindelse med forbud mod ændring af færdsel.

Retsplejerådet finder, at denne retstilstand bør opretholdes, og

foreslår, at der tilvejebringes udtrykkelig lovhjemmel for at

pålægge rekvitus at foretage enkeltstående handlinger af

forholdsvis underordnet betydning for at sikre den ved et forbud

pålagte undladelsespligt.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag, som er

medtaget i lovforslaget som § 641, stk. 2.

3.4. Appel af fogedrettens afgørelser i forbudssager

Som for arrestsagerne er der efter gældende ret alene en adgang for

rekvirenten til at appellere fogedrettens nægtelse af at nedlægge

forbud og således ingen appeladgang for rekvisitus. Retsplejerådet

foreslår, at der gives rekvisitus adgang til at appellere et

nedlagt forbud i overensstemmelse med det i fogedsager og

retssager i øvrigt gældende to-instansprincip. Endvidere kan

anføres, at rekvirentens pligt til inden en uge at anlægge

justifikationssag ikke yder rekvisitus tilstrækkelig beskyttelse,

da der ofte kan hengå et meget langt tidsrum, inden endelig

afgørelse træffes i justifikationssagen.

Af hensyn til retsmidlets effektivitet bør appel fra rekvisitus ikke

tillægges opsættende virkning, men det bør sikres, at appelsagen

behandles hurtigst muligt, og det bør endvidere sikres, at

appelsagen i alt væsentligt behandles på samme grundlag som i

fogedretten, således at justifikationssagen ikke overflødiggøres.

Efter gældende ret har parterne under påkære af en fogedafgørelse

fri adgang til at fremkomme med nyt bevismateriale og adgang til

at fremsætte nye påstande og fremføre nye anbringender. Rådet

foreslår på dette punkt, at det kun skal være ved kære af

fogedrettens nægtelse af at nedlægge forbud, at der skal være

adgang til at nedlægge nye påstande under hensyn til de

vanskeligheder, en fri adgang til at fremkomme med nye påstande

under kæresagen ellers ville rejse med hensyn til formuleringen af

påstanden i justifikationssagen.

Justitsministeriet kan tilslutte sig, at der også i forbudssagerne

indføres en appeladgang for rekvisitus, og man er enig i, at en

sådan appeladgang med de foreslåede begrænsninger vil være

forenelig med hensynene til såvel retsmidlets effektivitet som den

efterfølgende prøvelse af forbudet under en justifikationssag.

Lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed (§ 650

sammenholdt med § 587, stk. 4 og 5).

3.5. Straf for overtrædelse af forbud

Såfremt rekvisitus overtræder et nedlagt forbud, har rekvirenten

mulighed for at anlægge privat straffesag mod rekvisitus med

påstand om straf af bøde eller hæfte og i forbindelse hermed efter

omstændighederne erstatning. Retten har dog mulighed for at

udsætte den private straffesag, indtil forbudssagen

(justifikationssagen) er afgjort, jf. § 650, stk. 1.

Der er blevet rejst kritik mod, at en straffesag kan gennemføres,

uanset det eventuelt senere fastslås, at fogedforbudet har været

ulovligt.

Af hensyn til forbudsinstituttets effektivitet finder

Retsplejerådet, at det er af afgørende betydning, at en

overtrædelse af forbudet er selvstændigt strafsanktioneret. Man

kan ikke anbefale, at en eventuel straffesag altid skal udsættes,

indtil justifikationssagen er afgjort. Straffesagen bør fremmes,

hvis et i øvrigt velmotiveret forbud ellers må befrygtes at miste

sin effektivitet. Risikoen for, at rekvisitus straffes for

overtrædelse af et forbud, der har været ulovligt, må antages at

blive mindsket gennem de øvrige forslag til skærpelse af

beviskravene for rekvirentens ret og forslaget om kæreadgang også

for rekvisitus.

Justitsministeriet kan af de af Retsplejerådet anførte grunde

tiltræde, at retstilstanden på dette punkt forbliver uændret, jf.

forslaget til § 651, stk. 1 og 3.

3.6. Håndhævelse af nedlagte forbud

Efter den gældende § 650, stk. 2, skal politiet på

forbudsrekvirentens begæring yde bistand til forbudets håndhævelse

ved at hindre rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og

ved at tilintetgøre, hvad der måtte være foretaget i strid med

forbudet.

Denne bestemmelse har givet anledning til kritik, idet det bl.a. i

forbindelse med de såkaldte benzinsager fra rekvisitus har været

anført, at det er urimeligt, at private parter i kontraktsforhold

kan rekvirere politiets bistand til et forbuds opretholdelse.

Omvendt har det fra rekvirentens side været anført, at politiet

ikke ydede tilstrækkelig bistand ved håndhævelse af forbudet.

Endvidere har politiet gjort gældende, at bistand til håndhævelse

af forbud på begæring af rekvirenten falder uden for politiets

naturlige virkefelt.

Retsplejerådet foreslår på denne baggrund, at reglerne ændres

således, at det er fogedretten, der efter rekvirentens anmodning

skal yde bistand til forbudets opretholdelse, herunder ved at

hindre, at et forbud overtrædes, og ved at tilintetgøre, hvad der

er foretaget i strid med forbudet. Såfremt denne bistand

forudsætter politiets medvirken, bør det - i lighed med hvad der i

øvrigt gælder for fogedsager - være op til fogedretten at angive

politiets opgaver.

Rådet præciserer, at den bistand, der skal ydes, må være hjemlet i

det nedlagte forbud, idet fogedrettens bistand i modsat fald vil

få karakter af en genoptagelse af forbudssagen. De

foranstaltninger, som kan komme på tale, vil have karakter af

fysiske handlinger, som i sig selv er egnede til at hindre

overtrædelseshandlinger. Som eksempel nævnes plumbering af

benzinstandere, således som det er forekommet i de såkaldte

benzinsager. Såfremt rekvisitus ved forbudet er pålagt at foretage

enkeltstående handlinger for at sikre den ved forbudet pålagte

undladelsespligt, bør fogedretten kunne lade de nødvendige

handlinger foretage for rekvirentens regning.

Retsplejerådet anser det for tvivlsomt, om de nugældende

bestemmelser afgiver hjemmel for beslaglæggelse af genstande, som

benyttes til overtrædelseshandlinger. Det findes imidlertid

ubetænkeligt at tilvejebringe udtrykkelig hjemmel herfor, idet det

samtidig forudsættes, at der enten under justifikationssagen eller

under en privat anlagt straffesag af domsretten tages endelig

stilling til, hvorledes der skal forholdes med det beslaglagte. På

grund af forbudets foreløbige karakter vil det være nødvendigt, at

fogedretten tager det beslaglagte i sin varetægt, men således, at

opbevaringen finder sted på rekvirentens bekostning. Fogedretten

bør kunne betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten stiller

sikkerhed for disse omkostninger. Da en beslaglæggelse vil kunne

forøge et eventuelt erstatningskrav mod rekvirenten, såfremt

forbudet viser sig at være ulovligt nedlagt, bør fogedretten

endvidere kunne betinge beslaglæggelsen af, at rekvirenten stiller

sikkerhed for de yderligere erstatningskrav, som kan følge af

beslaglæggelsen.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Retsplejerådets

forslag (§ 645 og § 649).

4.1. Appelregler i fogedsager

Retsplejerådet har som nævnt i indledningen i oktober 1986 afgivet

en udtalelse om appelregler i fogedsager, der er medtaget som

bilag 4 i betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud.

Retsplejerådets udtalelse indeholder udkast til ændring af

retsplejelovens kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelser og

enkelte andre bestemmelser i retsplejeloven samt § 6, stk. 3, i

loven om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter

m.v.

Fogedrettens afgørelser kan efter retsplejelovens nugældende regler

appelleres ved anke eller kære, idet realitetsspørgsmål appelleres

ved anke, mens formalitetsspørgsmål appelleres ved kære.

Ankebehandling er karakteriseret ved, at der efter en forudgående

skriftveksling foregår en mundtlig ankebehandling i et offentligt

retsmøde med adgang til bevisførelse umiddelbart for den dømmende

ret. I modsætning hertil foregår kærebehandlingen som hovedregel

på grundlag af parternes skriftlige indlæg. Kærebehandlingen er

derfor en hurtigere og billigere afgørelsesform. Parterne eller

deres advokater skal ikke afsætte tid til møde i retten, og

kæresagerne kan lettere indpasses i landsrettens øvrige arbejde.

Heroverfor står de væsentlige processuelle garantier, der omgærer

ankebehandlingen. Den gældende afgrænsning, hvorefter

realitetsspørgsmål ankes, og formalitetsspørgsmål kæres, er udtryk

for en afvejning af ønsket om en hurtig og enkel behandlingsform

over for behovet for de processuelle garantier, som er forbundet

med mundtlig behandling. Man har tilstræbt, at de sager, der

undergives den mere summariske kærebehandling, er egnede til

kærebehandling, hvilket navnlig forudsætter, at sagerne ikke

rummer bevisspørgsmål i nævneværdig grad.

Retsplejerådet finder, at den gældende afgrænsning må antages at

sikre ankebehandling i de fleste af de sager, hvor der er behov

for grundig behandling, men at det nuværende afgrænsningskriterium

formentlig også medfører, at der finder ankebehandling sted i

sager, der lige så betryggende kunne behandles under kære. Mange

fogedsager er karakteriserede ved, at de rummer et relativt klart

faktum, således at der ikke er spørgsmål om yderligere

bevisførelse under appelsagen - navnlig i form af parts- og

vidneforklaringer - og at problemstillingerne er forholdsvis

afgrænsede og overskuelige. Endvidere er der i fogedsagerne et

særligt stort behov for en hurtig behandling.

Afgrænsningen mellem appelformerne, anke og kære, er i øvrigt ikke

ganske skarp. For at afbøde uheldige konsekvenser heraf, har det

været nødvendigt at give særlig hjemmel til henvisning af

appellanter, der har anvendt det forkerte retsmiddel, til at

appellere i den rette form. Denne bestemmelse anvendes jævnligt i

praksis, navnlig i tilfælde, hvor der urigtigt er sket kære. Der

sker således i disse tilfælde en forsinkelse af sagsbehandlingen

til ulempe for parter og advokater.

Retsplejerådet stiller på baggrund af sine overvejelser forslag om,

at der indføres en mere smidig appelordning, der i højere grad

medfører, at den mundtlige behandling med adgang til bevisførelse

i form af parts- og vidneafhøring umiddelbart for landsretten

forbeholdes de sager, hvor der virkelig er behov herfor. Dette vil

kunne ske ved at ændre appelordningen, således at klager over

fogedforretninger altid skal gøres gældende ved kære, men med en

videre adgang for landsretten til i de enkelte tilfælde at

bestemme, at sagen skal forhandles mundtligt for landsretten. Det

vil først og fremmest gælde sager, hvor der begæres parts- eller

vidneforklaring for landsretten. Der kan endvidere være tilfælde,

hvor komplicerede eller principielle juridiske problemer

foreligger til afgørelse, og hvor det derfor er af betydning, at

parterne eller deres advokater er til stede og kan uddybe deres

synspunkter. Parternes skriftlige indlæg kan her indicere, at

mundtlig behandling er påkrævet, men i øvrigt bør landsretten

lægge afgørende vægt på parternes ønske om mundtlig forhandling.

Justitsministeriet kan tiltræde Retsplejerådets forslag om kære som

eneste appelform i fogedsager, men med en videre adgang for

landsretten til at bestemme mundtlig forhandling. En sådan ordning

vil være et mere smidigt instrument til udskillelse af de sager,

hvor der er behov for mundtlig forhandling, og man vil herved

fjerne den bestående usikkerhed med hensyn til, hvilke retsmidler

der skal benyttes. Kære vil i mange tilfælde være billigere for

parterne og muliggøre en arbejdsmæssig lettelse for landsretterne.

Af hensyn til de processuelle garantier, der er knyttet til den

mundtlige forhandling, er det af væsentlig betydning, at

landsretterne ved afgørelsen af, om mundtlig forhandling skal

anordnes, lægger afgørende vægt på parternes ønske herom.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 12.

4.2. Pante- og toldfogedudlæg

Udlæg for ydelser, der opkræves eller inddrives af kommuner eller

amtskommuner, foretages i henhold til inddrivelseslovens § 2 af

kommunalt ansatte pantefogeder.

Efter samme lovs § 3 foretages udlæg for ydelser, der opkræves eller

inddrives af toldvæsenet, af personer, der er bemyndiget dertil af

toldvæsenet (toldfogeder). Det følger af inddrivelseslovens § 5,

at udlæg, hvis ikke andet er bestemt i loven, skal foretages i

overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47.

Selv om der fremsættes indsigelser under udlægsforretningen, er

pante- eller toldfogeden ikke afskåret fra at gennemføre

forretningen. Pante- eller toldfogeden kan imidlertid ikke træffe

afgørelse om indsigelserne, men skal indsende sagen til

fogedretten, som træffer afgørelse i overensstemmelse med de

almindelige regler herom, jf. inddrivelseslovens § 6, stk. 1, der

henviser til retsplejelovens §§ 499-503.

Efter pante- eller toldfogedforretningens foretagelse består der en

adgang til inden for et tidsrum af 14 dage at fremsætte

indsigelser over for fogedretten, jf. inddrivelseslovens § 6, stk.

3. Landsretterne har i en del tilfælde, hvor der er forløbet mere

end 14 dage, men mindre end 4 uger fra pante- eller

toldfogedforretningen, tilladt appel af pante- eller

toldfogedudlæg direkte til landsretten.

Retsplejerådet finder, at denne indsigelsesfrist på 14 dage er for

kort, og at der bør gælde samme appelfrist som for udlæg, der er

foretaget af fogedretten, nemlig 4 uger, jf. retsplejelovens §

506, stk. 2. Endvidere stemmer det mindre godt med landsrettens

placering i domstolssystemet, hvis landsretten behandler

indsigelser vedrørende pante- eller toldfogedudlæg uden

forudgående prøvelse i fogedretten. Rådet foreslår derfor, at

indsigelsesfristen efter inddrivelseslovens § 6, stk. 3, ændres

fra 14 dage til 4 uger. Samtidig foreslås justitsministeren

bemyndiget til undtagelsesvis at tillade, at fogedretten tager

indsigelserne under påkendelse, såfremt 4-ugersfristen er

overskredet. Endelig foreslås bestemmelsen formuleret således, at

det udtrykkeligt fastslås, at appel til landsret af sådanne udlæg

først kan ske, når fogedretten har tagt stilling til afgørelsen.

Justitsministeriet kan efter samråd med Skatteministeriet tilslutte

sig Retsplejerådets forslag til ændring af inddrivelsesloven, jf.

lovforslagets § 2.

4.3. Retsplejelovens § 17 a, stk. 2

Efter retsplejelovens § 17 a, stk. 2, kan der meddeles andre

personer end dommerfuldmægtige, dvs. kontorfunktionærer,

bemyndigelse til at udføre bl.a. fogedforretninger, såfremt der

ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.

Afgørelser truffet af kontorfunktionærer med bemyndigelse i henhold

til § 17 a, stk. 2, (ikke-juridiske fogeder) kan appelleres til

landsretten af parterne efter de almindelige regler herom.

Retsplejerådet finder, at meget kunne tale for, at udlæg foretaget

af henholdsvis ikke-juridiske fogeder og pante- og toldfogeder

undergives ensartede regler. Man foreslår derfor, at

ikke-juridiske fogeder i lighed med pante- og toldfogeder af

vedkommende dommer skal kunne bemyndiges til at foretage udlæg

uanset fremsatte indsigelser. Indsigelserne skal i så fald

efterfølgende forelægges for den juridiske foged til afgørelse, og

denne afgørelse skal kunne kæres.

Retsplejerådet finder endvidere, at ikke blot udlægsforretninger,

men også andre forretninger, som foretages af ikke-juridiske

fogeder, først skal kunne appelleres til landsretten, når sagen

har været genstand for en juridisk behandling ved den pågældende

byrets fogedret. Det foreslås derfor, at alle indsigelser mod

fogedforretninger foretaget af ikke-juridiske fogeder skal

behandles af den juridiske foged, og at kun dennes afgørelse skal

kunne appelleres til landsretten.

Retsplejerådets forslag vedrørende § 17 a, stk. 2, er ikke medtaget

i lovforslaget. Baggrunden herfor er, at en eventuel gennemførelse

af de foreslåede ændringer efter Justitsministeriets opfattelse i

givet fald bør foretages i forbindelse med en samlet gennemgang og

revision af reglerne på dette område. Hertil kommer, at de

gældende regler ikke har givet anledning til problemer i praksis,

og at der fra flere af de hørte myndigheder har været rejst

væsentlige indvendinger mod denne del af Retsplejerådets forslag.

5. Forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning

Som § 653 i retsplejeloven foreslås en bestemmelse, der skaber

mulighed for anvendelsen her i landet af EF-rådets forordning

3842/1986 af 1. december 1986 om foranstaltninger med henblik på

forbud mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning.

Forordningen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

Forordningen har til formål at forstærke indsatsen mod den stigende

internationale handel med varemærkeforfalskede varer og samtidig

beskytte de handlende og forbrugerne inden for EF. Ved

forordningen gennemføres et forbud mod indførsel af

varemærkeforfalskninger. Forordningen indeholder nærmere regler om

den fremgangsmåde, der skal følges for at hindre overtrædelser af

forbudet. En varemærkeindehaver kan således indgive en skriftlig

anmodning til den kompetente nationale myndighed, der herefter

træffer afgørelse med henblik på at lade toldmyndighederne

suspendere frigivelsen af varer, der med urette fremtræder som en

mærkevare. Den kompetente myndighed kan betinge en supension af

sikkerhedsstillelse, ligesom der kan opkræves gebyr til dækning af

omkostninger ved anmodningens behandling.

EF-forordninger er efter EØF-traktatens art. 189 umiddelbart

gældende i Danmark, dvs. at de kan påberåbes direkte for

domstolene. Forordninger hverken skal eller må gennemføres ved

bindende danske retsakter.

Forordningen indeholder imidlertid enkelte bestemmelser, hvor

medlemsstaterne må foretage en nærmere udfyldning af forordningen.

Efter forordningens art. 3 er spørgsmålet om udpegning af den

kompetente myndighed overladt til medlemsstaterne. Da den

kompetente myndighed tillægges opgaver, der i det væsentlige

svarer til fogedretternes beføjelser i forbudssager, skønnes det

mest naturligt, at fogedretterne udpeges som den kompetente

myndighed.

Forordningen indeholder ingen regler om en domstolskontrol af den

kompetente myndigheds afgørelse efter forordningens art. 3, men

henviser til de regler, der gælder i medlemsstaterne. For Danmarks

vedkommende vil der være tale om, at varemærkeindehaveren skal

anlægge justifikationssag ved domstolene inden for en frist på 10

arbejdsdage, idet toldmyndighederne ellers vil være forpligtet til

at frigive de varemærkeforfalskede varer til importøren.

6. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative

konsekvenser af betydning for det offentlige.

7. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1107/1987 om arrest og forbud har været sendt til

høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense og Aalborg, Den Danske

Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af

Politimestre i Danmark, rigsadvokaten, rigspolitichefen,

politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen,

Advokatrådet, Butikshandelens Fællesråd, Dansk Organisation af

Detailhandelskæder, Den Danske Bankforening, Danmarks

Sparekasseforening, Entreprenørforeningen, Det Danske

Handelskammer, Håndværksrådet, Industrirådet og Danske Dagblades

Forening.

Retsplejerådets udtalelse af oktober 1986 om appelregler i

fogedsager har særskilt været sendt til høring hos præsidenterne

for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i

Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Politiets- og Domstolenes

Tjenestemandsforening, Dansk Dommer- og

Politikontorfunktionærforening, Advokatrådet, Skatteministeriet,

Foreningen af Pantefogeder i Danmark, Kommunernes Landsforening og

Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt

med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1-4

De foreslåede ændringer i § 12, § 16 a, stk. 1 og 2, og § 17 er en

konsekvens af, at retterne i Roskilde by og Roskilde herred er

sammenlagt til retten i Roskilde med samtidig indførelse af en

administrationsordning. Endvidere er der indført en

administrationsordning ved retten i Tåstrup i forbindelse med

udvidelse af retten med 1 dommer. De gennemførte ændringer er

hjemlet ved Finansudvalgets aktstykke nr. 215 af 20. maj 1987 og

tekstanmærkning nr. 60 til finansloven for 1987 under § 42 ad §

18.02.01 (Retterne).

Ændringerne i § 16 a, stk. 3, og § 17 a indebærer, at den

administrerende dommer for fremtiden udnævnes af dronningen i

modsætning til den gældende bestemmelse i § 16 a, stk. 3,

hvorefter den administrerende dommer beskikkes af

justitsministeren.

Til nr. 5-7

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 31, stk. 3, 4.

pkt., kan retten nedlægge forbud mod offentlig gengivelse af navn,

stilling eller bopæl for sigtede (tiltalte) eller andre under

sagen nævnte personer, såfremt der fremsættes begæring herom, og

ingen offentlig interesse findes at tale derimod.

Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 og lov nr. 298 af 6. juni 1984 er

der i § 1017 b og § 1017 c optaget straffebestemmelser vedrørende

offentlig meddelelse om henholdsvis forurettede i

kønssædelighedssager og lægdommere. Disse bestemmelser omfatter

efter deres ordlyd foruden navn, stilling og bopæl anden

offentliggørelse af den pågældendes identitet.

I en landsretsdom er det fastslået, at forbud efter § 31, stk. 3, 4.

pkt., alene omfatter offentlig gengivelse af navn, stilling eller

bopæl i modsætning til de i 1980 og 1984 indsatte bestemmelser i §

1017 b og § 1017 c, der også forbyder f.eks. offentliggørelse af

fotografier af den pågældende. Da formålet med navneforbud m.v. er

at beskytte mod offentliggørelse af den pågældendes identitet på

samme måde som i § 1017 b og § 1017 c, foreslås det at affatte §

31, stk. 3, 4. pkt., i overensstemmelse med disse bestemmelser.

Jutitsministeriet stiller endvidere i konsekvens heraf forslag om en

tilsvarende ændring af § 453 og § 456 o, stk. 2, vedrørende

offentlig gengivelse af domme i henholdsvis sager om ægteskab og

forældremyndighed og sager om faderskab.

Til nr. 8

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. foreslås, at kære

bliver eneste appelform i fogedsager. Den ændrede affattelse af

bestemmelsen er en følge heraf.

Til nr. 9 og 11

Ophævelse af de nævnte bestemmelser er en konsekvens af, at reglerne

om appel af fogedrettens afgørelser samles i kapitel 53.

Til nr. 10

Bestemmelsen er ændret i overensstemmelse med de foreslåede nye

appelregler, jf. nr. 12.

Til nr. 12

Om baggrunden for de foreslåede ændrede appelregler i fogedsager

henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og

Retsplejerådets udtalelse om appelregler i fogedsager, der er

medtaget som bilag 4 i Retsplejerådets betænkning nr. 1107/1987 om

arrest og forbud.

Til § 584

I stk. 1 fastsættes, at appel af fogedforretninger altid skal ske

ved retsmidlet kære.

Bestemmelsens stk. 2 svarer til den gældende retstilstand (§ 585) og

angiver afgørelser, der ikke kan kæres.

Til § 585

Denne bestemmelse svarer til den gældende retstilstand, hvorefter

anke eller kære til Højesteret i fogedsager er betinget af

Justitsministeriets tilladelse (3. instansbevilling). Efter de

gældende regler er fristerne for ansøgningens indgivelse kortere i

kæresager end i ankesager. Det foreslås at lade de hidtidige

frister for ankesager være gældende, selv om appel efter § 584

alene skal kunne ske ved kære.

Til § 586

Kærefristen i stk. 1 på 4 uger og angivelsen af udgangspunktet for

beregningen af fristen svarer til den gældende § 506, stk. 2.

Stk. 2 svarer til den gældende frist for ankesager.

Stk. 3 svarer til den gældende § 584, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 4 omhandler adgangen til at meddele den såkaldte

oprejsningsbevilling og svarer til den hidtidige retstilstand for

så vidt angår udlæg (§ 506, stk. 3) samt fuldbyrdelse af andre

krav end pengekrav enten på grundlag af et særligt

eksekutionsgrundlag i henhold til kapitel 48 (§ 506, stk. 3) eller

ved en umiddelbar fogedforretning (§ 610, jf. 506, stk. 3). For så

vidt angår auktionssager opretholder bestemmelsen den hidtidige

ordning efter § 584, stk. 2.

Til § 587

Ved stk. 1 fastsættes, at kærereglerne fra byret til landsret med

nogle nærmere angivne undtagelser skal finde tilsvarende

anvendelse ved kære af fogedforretninger. Efter de gældende regler

er det ligeledes anke- og kærereglerne fra byret til landsret, der

med nogle undtagelser finder anvendelse på appel af

fogedforretninger med de lempelser, der følger af forholdets

natur.

Stk. 2 svarer til den hidtidige retstilstand, jf. § 586. Såfremt

fogedretten efter auktionens afholdelse afsiger en kendelse om

fordelingen af auktionssummen, vil bestemmelsen ikke være til

hinder for, at der udstedes auktionsskøde, hvis auktionskøberen -

som det ofte er tilfældet i praksis - deponerer det omhandlede

beløb eller indbetaler det til fogedretten.

Stk. 3 svarer til den hidtidige retstilstand, jf. § 640, stk. 4, og

kapitel 53.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og

betænkningen side 162-163.

Til nr. 15

Til § 627

Bestemmelsen angiver, under hvilke betingelser arrest kan foretages.

Det foreslås, at der opstilles samme betingelser for at foretage

arrest for forfaldne som for uforfaldne fordringer. Om baggrunden

herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og

betænkningen side 43-45.

Bestemmelsen i § 627, nr. 1, svarer med sproglige ændringer til den

nugældende § 612, stk. 1, nr. 1.

Kapitel 53

Appel af fogedrettens afgørelser

Kapitel 53

Retsmidlerne imod de til dommes tvungne fuldbyrdelse henhørende

fogedforretninger m.m.

kapitel 56.

Bestemmelsen i den nugældende § 636, stk. 2, foreslås ophævet, idet

en arrest altid vil være ulovlig og dermed ansvarspådragende,

såfremt rekvirenten ikke under justifikationssagen kan godtgøre,

at betingelserne for foretagelse af arrest har været til stede.

Ændringen i forslagets § 639 om, for hvilke skader og ulemper der

kan ydes erstatning (tab og tort), er af sproglig karakter, idet

skyldneren i sin tabsopgørelse forudsættes som hidtil at kunne

medtage tab som følge af kreditspilde, jf. betænkning nr. 634/1971

om udlæg og udpantning, side 65, med omtale af reglen i

retsplejelovens § 505.

Til § 640

Ved bestemmelsen fastslås det, at der som i fogedsager efter

retsplejelovens tredie bog, tredie afsnit, skal gælde en

almindelig kæreadgang efter reglerne i kapitel 53 over

fogedrettens afgørelser under en arrestsag. Om baggrunden herfor

henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4. og betænkningen

side 49-50.

Til § 641

Stk. 1 svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 646, stk.

1, idet det dog er fremhævet, at forbud mod offentlige

myndigheders handlinger kan begæres nedlagt i alle tilfælde, hvor

den offentlige myndighed er part i et privatretligt forhold, jf.

betænkningen side 89.

Ved bestemmelsen i stk. 2 er der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel

for at pålægge rekvisitus accessoriske handlepligter i forbindelse

med nedlæggelse af forbud. Der henvises herom til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.3. og betænkningen side 88-89.

Stk. 3 svarer til gældende lovs § 646, stk. 3.

Adgangen til forbud mod ægteskab efter den nugældende § 646, stk. 2,

findes ikke påkrævet og er derfor ikke medtaget, jf. betænkningen

side 89.

Til § 642

Den foreslåede bestemmelse afløser bestemmelserne i § 646, stk. 1, §

647 og § 648, stk. 1. Forslaget indebærer en begrænsning i

adgangen til at få nedlagt forbud mod sikkerhedsstillelse.

Skærpelsen af betingelserne for at få nedlagt forbud er gennemført

ved som hovedregel at pålægge rekvirenten bevisrisikoen. Der

henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1. og

betænkningen side 89-93.

De i § 642, nr. 1 og 2, opstillede betingelser svarer til gældende

ret, jf. betænkningen side 53-62.

Herudover indeholder § 642, nr. 3, en præcisering af, at forbudet

som et foreløbigt retsmiddel alene forudsættes anvendt for at

forhindre retstab hos rekvirenten ved at skulle afvente almindelig

rettergang. Fogedretten må således i de konkrete sager tage

stilling til, om denne betingelse er opfyldt. I den forbindelse må

det dog fremhæves, at muligheden for at nedlægge fogedforbud for

visse sagstyper kan udgøre den primære sikring mod retskrænkelser,

eksempelvis krænkelse af immaterialrettigheder. Der henvises i

øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og betænkningen

side 93.

Til § 643

Ved bestemmelsens stk. 1 opretholdes med sproglige ændringer reglen

i den nugældende § 648, stk. 2, hvorefter forbud ikke bør

nedlægges, når det skønnes, at en af rekvisitus tilbudt sikkerhed

eller den straf, som lovens almindelige regler hjemler for

retskrænkelsen, yder rekvirenten tilstrækkeligt værn. Endvidere

præciseres i bestemmelsen, at erstatningstruslen i de tilfælde,

hvor den i sig selv udgør et tilstrækkeligt værn, kan udelukke

forbud.

Ved bestemmelsen i stk. 2 er der tilvejebragt udtrykkelig hjemmel

for den proportionalitetsgrundsætning, som teorien allerede har

opstillet med udgangspunkt i de gældende regler.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og

betænkningen side 62-64 og 93-94.

Til § 644

Såfremt rekvirenten allerede under forbudssagen godtgør sin ret, vil

det som hidtil være udelukket at afkræve rekvirenten en

sikkerhedsstillelse som betingelse for nedlæggelse af forbud. Ved

bestemmelsen i stk. 1 er det tilsigtet, at fogedretten i alle

andre tilfælde skal kunne afkræve rekvirenten sikkerhed.

Sikkerheden kan kræves såvel ved bevistvivl som i tilfælde af

retlig tvivl. Der henvises herom til betænkningen side 66 og 95.

I stk. 2 er det fastslået, at fogedretten som hidtil fastsætter

sikkerhedens art og størrelse efter et skøn.

Efter retspraksis nedlægges forbud som oftest betinget af, at

rekvirenten stiller sikkerhed inden en angiven frist. Denne

praksis kan give anledning til tvivl om, fra hvilket tidspunkt

retsvirkningerne af det nedlagte forbud skal regnes. For at undgå

en sådan tvivl fastsættes det ved bestemmelsen i stk. 3, at forbud

først nedlægges, når en af fogedretten forlangt sikkerhed er

stillet. Af hensyn til fristen for anlæggelse af

justifikationssag, fristen for appel samt de strafbare følger af

overtrædelseshandlinger, fastsættes det endvidere, at fogedretten

giver parterne meddelelse om tidspunktet for forbudets

nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt ikke allerede er meddelt i et

retsmøde, jf. retsplejelovens § 162. Det forudsættes, at retten

normalt vil give underretning til den udeblevne rekvisitus, jf. §

162, stk. 2, sidste pkt. Meddelelsen gives i den form, som

fogedretten bestemmer, jf. retsplejelovens § 154. Der henvises i

øvrigt til betænkningens side 96.

Til § 645

Bestemmelsen i stk. 1 afløser den gældende § 650, stk. 2. Forslaget

indebærer, at pligten til at yde bistand til forbudets håndhævelse

overføres fra politiet til fogedretten. Om begrundelsen for denne

ændring i kompetenceforholdene samt om arten og omfanget af

fogedrettens bistand henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

3.6. og betænkningen side 99-100.

Ved bestemmelsen i stk. 2 tilvejebringes hjemmel for, at fogedretten

i forbindelse med forbudets håndhævelse kan træffe bestemmelse om

beslaglæggelse af rørligt gods. Betingelsen for, at beslaglæggelse

kan finde sted, er, at rekvirenten kan godtgøre, at det gods, der

ønskes beslaglagt, anvendes eller har været anvendt til

overtrædelseshandlinger. Har godset ikke været anvendt til

overtrædelseshandlinger, kan beslaglæggelse kun ske, såfremt

rekvirenten med en meget høj grad af sandsynlighed kan påvise, at

godset må forventes anvendt til overtrædelseshandlinger. Da

beslaglæggelse - i lighed med forbud - er et retsmiddel af

foreløbig karakter, kan beslaglagt gods ikke overgives til

rekvirenten. Det fastsættes derfor i stk. 3, at fogedretten selv

skal tage det beslaglagte i forvaring eller overlade det til en

person, fogedretten har bemyndiget hertil.

Opbevaringen sker på rekvirentens bekostning. Udover de egentlige

opbevaringsudgifter kan omkostningerne ved opbevaringen også

omfatte f.eks. forsikringspræmier, såfremt fogedretten finder det

fornødent at forsikre det beslaglagte. Rekvirenten kan kræve sine

omkostninger til opbevaringen dækket hos rekvisitus, såfremt det i

domsretten fastslås, at beslaglæggelsen har været berettiget.

I stk. 4 er det bestemt, at fogedretten kan afkræve rekvirenten

sikkerhed for opbevaringsudgifterne. Sikkerheden skal stilles,

inden beslaglæggelsen iværksættes. Som følge af, at en

beslaglæggelse i sig selv vil kunne udløse erstatningskrav udover

de krav, som kan afledes af selve forbudet, er det endvidere

bestemt, at fogedretten kan betinge beslaglæggelsen af, at en i

medfør af § 644 stillet sikkerhed forhøjes. Særskilt

sikkerhedsstillelse kan kun komme på tale i de tilfælde, hvor

forbud er nedlagt uden sikkerhedsstillelse, eller hvor afgørelsen

om beslaglæggelse træffes af en anden fogedret end den, som i

forvejen har modtaget rekvirentens sikkerhedsstillelse. Da det

ikke kan udelukkes, at en beslaglæggelse kan krænke trediemands

ret, skal trediemands erstatningskrav i denne anledning være

sikret ved den stillede sikkerhed, og fogedretten må derfor påse,

at sikkerhedsstillelsen formuleres således, at den også dækker

erstatningskrav fra trediemand.

Vedrørende stk. 2-4 henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger pkt. 3.6. og betænkningen side 100.

Til § 646

Med bestemmelserne i § 646 er det bl.a. som følge af de forøgede

beviskrav tilsigtet at tilnærme procesformen i forbudssager, som

behandles i fogedretten, til procesformen i almindelige civile

førsteinstans sager i det omfang, det er foreneligt med

retsmidlets karakter, idet det herved navnlig må fremhæves, at der

ved nedlæggelse af fogedforbud er tale om egentlig

tvangsfuldbyrdelse af en undladelsespligt. Dette nødvendiggør, at

fogedretten i en række tilfælde kan anvende de processuelle

regler, som i øvrigt er karakteristiske for

tvangsfuldbyrdelsesreglerne.

Som anført i betænkningen (side 92 f) kan der i øvrigt være grund

til at fremhæve, at de større krav til sagsbehandlingen, som er en

følge af de forøgede beviskrav, taler for, at dommeren eller en

anden erfaren jurist i almindelighed beklæder fogedretten i

forbudssager.

Efter forslagets stk. 1 foreslås fogedrettens stedlige kompetence i

forbudssager fastlagt efter §§ 235-240 i de almindelige

værnetingsregler i civile sager. Hovedformålet med at henvise til

disse værnetingsregler frem for de almindelige fogedretlige

værnetingsregler i § 487 er at sikre, at rekvisitus i videst

muligt omfang er repræsenteret under forretningen. De foreslåede

værnetingsregler vil indebære, at det i vidt omfang sikres, at

forbudssagen og den efterfølgende justifikationssag behandles ved

samme dommerembede, medmindre justifikationssagen skal påbegyndes

ved landsretten eller ved Sø- og Handelsretten som første instans.

Sammenfaldet mellem fogedrettens og domsrettens stedlige

kompetence kan virke procesbesparende i de større, mere

komplicerede forbudssager, navnlig hvis justifikationssagen i

sådanne tilfælde kan behandles af samme jurist i såvel fogedret

som domsret, jf. betænkningen side 91-93.

For de tilfælde, hvor forbudsrekvisitus ikke er processuel

indlænding, eller hvor der fremsættes anmodning om bistand eller

beslaglæggelse, er der henvist til de almindelige fogedretlige

værnetingsregler i § 487.

Ved de foreslåede værnetingsregler er det fastslået, at en begæring

om fogedforbud næsten altid behandles ved rekvisiti hjemting, og

det samme vil ofte gælde begæringer om bistand til håndhævelse af

et allerede nedlagt forbud. Dette udelukker imidlertid ikke, at

der kan være behov for, at der i andre retskredse skal ske

tvangsfuldbyrdelse af anmodninger i medfør af forslagets § 645.

Om baggrunden for henvisningerne i stk. 2 gælder det samme, som er

anført i bemærkningerne til § 631, stk. 2, nemlig at undgå, at

lovstoffet udvides betydeligt.

Henvisningen i stk. 2 til § 248 medfører, at fogedretten af egen

drift skal påse, om rekvirentens anmodning er indbragt for rette

værneting. Møder rekvisitus efter indkaldelse, eller antræffes

denne under en udgående fogedforretning uden at fremsætte

indsigelse mod fogedrettens kompetence, anses fogedretten som

stedlig kompetent. Fogedretten kan i samme omfang som domsretten i

civile sager henvise sagen til rette fogedret ved kendelse. Kan

henvisning ikke finde sted, forudsættes sagen afvist ved kendelse,

jf. forslagets § 650.

Henvisningen til § 344 indebærer, at reglerne om bevisbedømmelse i

civile sager overføres til forbudssagerne. Under behandlingen af

spørgsmålet om, hvorvidt forbud skal nedlægges eller ej, har

rekvisitus i modsætning til andre sager, som behandles ved

fogedretten, ikke pligt til at afgive forklaring. De i § 344

indeholdte henvisninger til § 302, § 303 og § 339, stk. 3, gør

disse bestemmelser anvendelige under forbudssagen.

Af henvisningen til § 348 følger, at en begæring om fogedforbud skal

være skriftlig, hvilket er en fravigelse af de almindelige

fogedretlige regler, jf. § 488, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger

det af denne henvisning, at en begæring om nedlæggelse af

fogedforbud i sit indhold skal svare til stævningen i en civil

førsteinstans sag. Afgørelsen af, om en forbudsbegæring er egnet

til at danne grundlag for sagens videre behandling, træffes efter

de samme regler, som gælder i civile sager. Ved at opstille

sådanne krav til begæringens indhold, sikres det, at rekvisitus på

forhånd får mulighed for at forberede sine eventuelle indsigelser,

ligesom en udførlig begæring letter fogedrettens muligheder for en

hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagens forløb.

Henvisningen til § 349 giver fogedretten samme mulighed for at

afvise en begæring om fogedforbud som domsretten i civile sager,

ligesom der er åbnet mulighed for, at fogedretten kan indrømme

rekvirenten en frist til at afhjælpe indholdsmangler.

Det fremgår af § 354, stk. 3, at en sagsøgt, som udebliver fra det

første retsmøde, hvortil han er indkaldt ved lovlig, forkyndt

stævning, som hovedregel dømmes i overensstemmelse med de i

stævningen indeholdte påstande og anbringender, for så vidt disse

findes begrundet i sagsfremstillingen og det i øvrigt fremkomne.

Denne regel foreslås overført til forbudssager, som behandles ved

fogedretten. Reglen forudsættes dog alene anvendt i de tilfælde,

hvor rekvisitus er indkaldt til fogedretten ved lovlig, forkyndt

tilsigelse, og hvor der i forbindelse med tilsigelsen er overgivet

rekvisitus en genpart af anmodningen og de deri påberåbte bilag.

Reglen i § 494, stk. 1, sidste pkt., indebærer, at der i disse

tilfælde skal vejledes om retsvirkningerne af udeblivelse i

indkaldelsen. Selv om rekvisitus er udeblevet, vil han kunne

påkære fogedrettens kendelse. Dokumenterer eller påberåber

rekvisitus sig, inden kendelse om forbudets nedlæggelse afsiges,

at være forhindret på grund af lovligt forfald, kan fogedretten

udsætte sagen i medfør af § 502, stk. 1, nr. 3. Finder fogedretten

det i øvrigt ønskeligt, at rekvisitus er til stede, kan

forretningen endvidere udsættes i medfør af § 495, stk. 3.

Ved henvisningen til § 491, stk. 1, 1. pkt., er den almindelige

fogedretlige regel, hvorefter fogedretten fastsætter tid og sted

for forretningen, overført til forbudssager. Herved er der

tilvejebragt hjemmel for, at forretningen - således som det i

praksis formentlig allerede er tilfældet - som hovedregel kan

påbegyndes på fogedrettens kontor. Henvisningen indebærer

endvidere, at fogedretten skal give rekvirenten underretning om,

hvor og hvornår forretningen foretages. Meddelelse gives på den

måde, som fogedretten finder mest hensigtsmæssig, evt. pr.

telefon. Såfremt rekvirenten udebliver fra det af fogedretten

berammede møde, følger det af henvisning til § 492, stk. 1, at

forretningen skal afvises.

Reglerne om indkaldelse - eventuelt ved tilsigelse - af rekvisitus i

udlægsforretninger er ved henvisningen til § 493, stk. 1 og

2, og § 494, stk. 1 og 4, overført til forbudskapitlet, mens der

for så vidt angår selve fogedforbudssagen ikke er fundet grundlag

for at overføre § 494, stk. 2, som følge af henvisningen til §

354, stk. 3, jf. ovenfor.

Det fremgår af henvisningen til § 493, stk. 2, at fogedretten kan

undlade underretning til rekvisitus om foretagelse af en udgående

forbudsforretning. Undladelse af underretning af rekvisitus vil

navnlig forekomme, hvor der er behov for meget hurtigt at få

nedlagt forbud. Antræffes rekvisitus ikke under en sådan udgående

fogedforretning, vil det være en betingelse for forbudets

nedlæggelse, at rekvirenten på grundlag af det foreliggende

materiale kan godtgøre eller sandsynliggøre, at betingelserne for

nedlæggelse af forbud er til stede. Kan rekvirenten ikke løfte sin

bevisbyrde, kan han begære sagen udsat for at forkynde en

tilsigelse for rekvisitus tillige med en genpart af begæringen og

de deri påberåbte bilag.

Hjemmel til at afsige kendelse om forbuds nedlæggelse på

fogedrettens kontor uden rekvisiti tilstedeværelse er tilvejebragt

ved henvisning til § 495, stk. 1, 1. pkt.

Henvisningen til § 499 giver trediemand hjemmel til at indtræde som

part i fogedforbudssagen, inden forbudet nedlægges. Trediemand

indtræder ved at afgive erklæring herom i fogedretten. Er forbud

først nedlagt, må trediemand henvises til appel af det nedlagte

forbud eller til at indtræde som part i justifikationssagen, idet

reglerne om genoptagelse i § 504 ikke er overført til

forbudskapitlet. Der henvises herom til betænkningen side 96-97.

Ved henvisningen til § 500 fastslås det, at fogedretten i samme

omfang som i andre fogedsager har vejledningspligt over for den

part, som ikke under sagen er repræsenteret ved advokat. Endvidere

er der tilvejebragt hjemmel for, at fogedretten under de i § 500,

stk. 2, angivne betingelser kan beskikke en advokat for

forbudssagens parter. En sådan beskikkelse angår alene fogedsagen.

Fri proces under justifikationssagen må således søges efter de

sædvanlige regler i retsplejelovens kapitel 31.

Henvisningen til § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, giver fogedretten

mulighed for at udsætte behandlingen af såvel selve begæringen om

forbud som eventuelle begæringer om bistand til håndhævelse af

forbudet, men det skal dog fremhæves, at den vidtgående adgang til

bevisførelse under forbudssagen og reglerne om rekvirentens

sikkerhedsstillelse kun rent undtagelsesvis giver grundlag for at

udsætte en ved fogedretten verserende sag. Hertil kommer, at en

vidtgående brug af udsættelsesadgangen vil berøve

forbudsinstituttet dets effektivitet.

Hvis fogedretten i medfør af § 645 skal yde rekvirenten bistand til

forbudets opretholdelse eller skal foretage beslaglæggelse, vil

sådanne retsskridt have karakter af en egentlig

tvangsfuldbyrdelse, og det er derfor nødvendigt, at fogedretten i

disse tilfælde råder over de samme retsmidler som i andre

fogedsager. For disse tilfælde foreslås det derfor at overføre

reglerne i § 491, stk. 3, § 494, stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og §

498. Politiets opgaver i forbindelse med forbudssager vil

fremtidig blive at yde bistand til fogedretten i overensstemmelse

med den almindelige regel i § 498, stk. 1.

Til § 647

I stk. 1 foreslås det, at adgangen til at føre bevis for fogedretten

alene skal begrænses af hensyn til forretningens fremme.

Rekvirentens adgang til at føre bevis både for rettens eksistens

og krænkelse er således tilsigtet udvidet i forhold til gældende

ret, hvilket navnlig må antages at kunne få betydning i sager om

immaterialrettigheder. Udover at give hjemmel til at afskære en

bevisførelse, som efter sin art og sit omfang falder uden for

fogedsagens rammer, kan fogedretten også med hjemmel i denne

bestemmelse afskære en bevisførelse, som åbenbart er uden

betydning for sagen, eller hvis formål må være at forhale sagens

afgørelse. Der henvises i øvrigt til betænkningen side 89-93.

Stk. 2 giver fogedretten adgang til at tilkende sagsomkostninger i

tilfælde, hvor begæringen tilbagekaldes, inden justifikationsag er

anlagt, hvor anmodningen om forbud ikke fremmes, herunder på grund

af manglende sikkerhedsstillelse inden en angiven frist, eller

hvor et nedlagt forbud ophæves i medfør af § 638. I alle andre

tilfælde afgøres omkostningsspørgsmålet under justifikationssagen.

Fogedrettens afgørelse træffes efter de samme regler, som gælder i

civile sager, jf. kapitel 30. Baggrunden herfor er, at de

processuelle regler for forbudssagernes behandling på væsentlige

punkter i øvrigt er tilnærmet de regler, som gælder for

almindelige, civile førsteinstans sager, ligesom arbejdets art og

omfang for parterne i disse sager gennemsnitligt væsentligt vil

overstige, hvad der gælder for fogedsager.

Til § 648

Henvisningerne i stk. 1 til arrestkapitlets regler, herunder om

justifikationssagens behandling, svarer med sproglige ændringer

til den nugældende § 652. Dog er henvisning svarende til den

nugældende § 637 om, at rekvisitus ikke kan appellere et nedlagt

forbud, udgået på baggrund af den foreslåede appeladgang for

rekvisitus, jf. § 650.

I stk. 2 pålægges fogedretten at vejlede rekvisitus om

retsvirkningerne af fogedrettens afgørelser, herunder navnlig, at

det er strafbart at overtræde et nedlagt forbud.

Til § 649

Som følge af den foreslåede regel i § 645, stk. 2, om

beslaglæggelse, er der i forslagets § 649 fastsat regler om,

hvilket forum der skal tage stilling til lovligheden af en

foretagen beslaglæggelse. Det foreslås, at afgørelsen som

hovedregel skal træffes af domsretten, enten under

justifikationssagen eller under en privat anlagt straffesag.

Fogedretten kan alene tage stilling til spørgsmålet i forbindelse

med ophævelse af et forbud. Fogedrettens afgørelse vil i disse

tilfælde være genstand for kære.

Træffes der afgørelser om konfiskation, forudsættes det, at det

konfiskerede gods overgives til den stedlige politimester til

videre foranstaltning på samme måde, som det finder sted i

straffesager. I de tilfælde, hvor det konfiskerede efter dommen

skal anvendes til fyldestgørelse af rekvirentens erstatningskrav,

forudsættes det, at det konfiskerede forbliver i fogedrettens

besiddelse, indtil udlæg i gods kan foretages.

Til § 650

Efter denne bestemmelse skal fogedrettens afgørelser i forbudssager

træffes ved kendelse. Dette indebærer, at afgørelserne altid skal

begrundes. Herved sikres det, at der tilvejebringes et rimeligt

arbejdsgrundlag for domsretten under justifikationssagen og under

en eventuel privat anlagt straffesag, ligesom en eventuel

kærebehandling vil blive lettet herved.

Det følger af bestemmelsen, at parterne (og en retligt interesseret

trediemand) kan påkære alle fogedrettens afgørelser under

forbudssagen inden for en kærefrist på 4 uger. Fogedrettens

afgørelse om sikkerhedsstillelse vil således efter forslaget kunne

påkæres særskilt eller i forbindelse med kære af nedlæggelse af

forbud.

Til § 651

Forslaget svarer med enkelte mindre ændringer til de nugældende

regler i § 650, stk. 1, og § 651. Den foreslåede formulering

af stk. 2 fører dog til, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel

for, at trediemand kan straffes for medvirken, ligesom den

foreslåede formulering åbner mulighed for at idømme trediemand

såvel straf som erstatning uden at afvente udfaldet af

justifikationssagen. De såkaldte benzinsager har illustreret

behovet for også at kunne håndhæve et nedlagt forbud effektivt i

forhold til trediemand på et tidligt stadium af forbudssagen.

Efter forslagets stk. 3 kan en privat anlagt straffesag udsættes for

at afvente udfaldet af justifikationssagen. Under hensyn til de

forøgede beviskrav, den foreslåede adgang til at påkære nedlagte

forbud samt til forbudsinstituttets effektivitet vil en sådan

udsættelse formentlig kun sjældent være hensigtsmæssig. Der

henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.5. og

betænkningen side 98-99.

Til § 652

Ved bestemmelsen foreslås den nugældende lovs § 653 videreført alene

med sproglige ændringer.

Til § 653

Efter bestemmelsen i stk. 1 udpeges fogedretten som den kompetente

myndighed, til hvem en varemærkeindehaver skal indgive en

anmodning om suspension af frigivelsen af varemærkeforfalskede

varer til fri omsætning efter EF-rådets forordning 3842/1986 af 1.

december 1986. Forordningens system er i vidt omfang

sammenfaldende med retsplejelovens almindelige regler om arrest og

forbud. Justitsministeriet har derfor efter drøftelse med

Industriministeriet og Tolddepartementet skønnet det mest

naturligt, at domstolene blev kompetente i sager, der er omfattet

af forordningen.

Forordningen forudsætter et samarbejde mellem den kompetente

myndighed, dvs. fogedretterne, og toldvæsenet. Med henblik på at

fastlægge de nærmere regler herom er der ved bestemmelsen i stk.

2 tilvejebragt hjemmel for, at justitsministeren kan fastsætte de

regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af De

Europæiske Økonomiske Fællesskabers forordninger om

foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede

varers overgang til fri omsætning.

Der sigtes med bestemmelsen i øvrigt til anvendelsen her i landet af

EF-kommissionens forordning om gennemførelsesbestemmelser til

rådsforordningen. Den generelle henvisning til de til enhver tid

gældende forordninger giver mulighed for at indrette

retstilstanden, således at forordninger, som senere måtte blive

vedtaget, uden videre kan anvendes.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 5 og

lovforslagets bilag 1.

En anmodning om suspension af frigivelsen af varemærkeforfalskede

varer til fri omsætning vil blive pålagt den sædvanlige retsafgift

for fogedforbudssager, for tiden 200 kr. i grundafgift, jf.

retsafgiftslovens § 17, stk. 1, nr. 3.

Til § 2

Ved denne ændring i inddrivelsesloven ændres fristen for

fremsættelse af indsigelser mod pante- og toldfogedudlæg fra 14

dage til 4 uger. Oversiddes fristen, skal justitsministeren efter

forslaget have mulighed for undtagelsesvis at give tilladelse til,

at fogedretten tager indsigelserne under påkendelse. Bestemmelsen

fastslår endvidere udtrykkeligt, at appel til landsretten af

sådanne udlæg først kan ske, når fogedretten har taget stilling

til afgørelsen.

Om baggrunden for ændringerne henvises nærmere til de almindelige

bemærkninger pkt. 4.2. og betænkningen side 151-152 og 164-169.

Til § 3

Forslaget om ophævelse af retsafgifslovens § 52 og § 56 er en

konsekvensændring som følge af de foreslåede nye appelregler i

fogedsager, hvorefter afgørelser alene skal kunne kæres. § 52 og §

56 vedrører beregning af retsafgift i tilfælde af henvisning til

at iværksætte anke i stedet for kære og omvendt.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1988. Tidspunktet

for anmodningens indgivelse skal være afgørende for, om en

arrestsag eller forbudssag skal behandles efter de foreslåede nye

regler eller de hidtil gældende regler.

Kapitel 56

Arrest

§ 56. Henviser retten i medfør af retsplejelovens § 587, stk. 3, 2.

pkt., en klager til at iværksætte kære i stedet for anke,

tilbagebetales det beløb, hvormed den betalte ankeafgift

overstiger kæreafgiften, dersom kære iværksættes rettidigt.

Kapitel 57

Forbud

Kapitel 57

Forbud

§ 349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, §

493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og

stk. 3, § 499, § 500 og § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende

anvendelse. Under behandlingen af en anmodning om bistand eller

beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491, stk. 3, § 494,

stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.

§ 349, § 354, stk. 3, § 491, stk. 1, 1. pkt., § 492, stk. 1, §

493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1 og 4, § 495, stk. 1, 1. pkt., og

stk. 3, § 499, § 500 og § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, tilsvarende

anvendelse. Under behandlingen af en anmodning om bistand eller

beslaglæggelse efter § 645 finder tillige § 491, stk. 3, § 494,

stk. 2, § 495, stk. 2, § 497 og § 498 tilsvarende anvendelse.

§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig

gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse af navn,

stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt under

sagen, eller på anden måde offentliggørelse af de pågældendes

identitet. Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med bøde

eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel

indtil 6 måneder.

§ 453. Retsmøderne foregår for lukkede døre. Ved offentlig

gengivelse af domme må der ikke ske offentliggørelse af navn,

stilling eller bopæl for nogen af de personer, der er nævnt under

sagen. Overtrædelse af de nævnte forbud straffes med bøde eller

under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel indtil 6

måneder.

§ 456 o. - - -

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der

ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen

af de i dommen nævnte personer, eller på anden måde

offentliggørelse af de pågældendes identitet. Overtrædelse

straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte

eller med fængsel indtil 6 måneder.

§ 456 o. - - -

Stk. 2. Ved offentlig gengivelse af domme i faderskabssager må der

ikke ske offentliggørelse af navn, stilling eller bopæl for nogen

af de i dommen nævnte personer. Overtrædelse straffes med bøde

eller under skærpende omstændigheder med hæfte eller fængsel

indtil 6 måneder.

§ 505. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan kæres både af

parterne og af justitsministeren.

§ 505. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3, jf. stk. 2, kan ankes både af

parterne og af justitsministeren.

§ 506 ophæves.

§ 506. Anke eller kære sker efter reglerne i kapitel 53.

Stk. 2. Anke eller kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen

er foretaget. Hvis forretningen ikke foretages, skal anke eller

kære ske inden 4 uger efter den afgørelse, som ankes eller kæres.

Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anke eller

kære indtil eet år efter de i stk. 2 nævnte tidspunkter.

Stk. 4. Anke eller kære har ikke opsættende virkning. Fogedretten

kan dog undtagelsesvis bestemme, at anke eller kære, der

iværksættes inden en af fogedretten fastsat frist, skal have

opsættende virkning. Anke eller kære kan endvidere tillægges

opsættende virkning af den ret, for hvilken sagen er indbragt.

§ 536, stk. 4. ophæves.

§ 536. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter stk. 1-3 kan kæres til

landsretten.

§ 542. - - -

Stk. 2. Fogedretten påser, at auktionen ikke afholdes før den

ordinære kærefrist på 4 uger er udløbet, jf. § 586, stk. 1.

Fremlægges bevis for, at nogen af de oprindelige parter inden

fristens udløb har kæret udlægsforretningen, stilles auktionen i

bero.'

§ 542. - - -

Stk. 2. Det bliver at iagttage, at auktionen ikke må foregå, førend

den ordentlige ankefrist af 4 uger er udløbet. Fremlægges bevis

for, at der inden denne frists udløb af nogen af de oprindelige

parter lovlig er rejst anke eller kære mod udlægsforretningen,

enten selvstændigt eller som et tilbehør til dommen, bliver det

udlagtes forauktionering at stille i bero.

§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre

andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds

fogedretten ligger.

Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1

og 2, § 563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og

stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke

kæres.

§§ 584-586 ophæves.

§ 584. Fogedrettens afgørelser kan ankes eller kæres til landsretten

efter reglerne i kapitel 53. Appelfristen er 4 uger fra

afgørelsen. Kære, der går ud på ophævelse af auktion over et

luftfartøj, der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt

Genevekonventionen af 19. januar 1948, kan dog ske indtil 6

måneder efter salgsdagen, såfremt den kærende som grund for

ophævelsen påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har

været overholdt.

Stk. 2. Anke eller kære efter udløbet af appelfristen kan i ganske

særlige tilfælde tillades af justitsministeren indtil 6 måneder

efter dommens eller kendelsens afsigelse.

§ 584. Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre

andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds

fogedretten ligger.

Stk. 2. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk.1

og 2, § 563, stk. 2, § 569, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og

stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577, stk. 2, kan ikke

kæres.

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige

grunde taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til

Justitsministeriet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger,

efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan

justitsministeren dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis

ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 585. Fogedrettens afgørelse efter §§ 561, stk. 2, 3 og 4, 562,

stk. 1 og 2, 563, stk. 2, 596, sidste pkt., 570, stk. 2, 3. pkt.,

og stk. 3, 571, stk. 1, 576, stk. 2, og 577, stk. 2, kan ikke

indbringes for højere ret.

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige

grunde taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til

Justitsministeriet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger,

efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan

justitsministeren dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis

ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er

foretaget, eller, hvis forretningen ikke foretages,inden 4 uger

efter den afgørelse, som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4

uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et

luftfartøj, der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt

Genevekonventionen af 19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder

efter salgsdagen, dersom den kærende som grund for ophævelsen

påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har været

overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den

ret, hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog

undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog

indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald

indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

§ 586. Anke eller kære inden auktionens slutning har ikke opsættende

virkning.

Stk. 2. Dog kan fogedretten bestemme, at anke eller kære, der sker

straks eller inden en af fogedretten fastsat frist, skal have

opsættende virkning. Denne kan betinges af, at den appellerende

stiller sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt

auktionsmøde. Anke eller kære kan endvidere tillægges opsættende

virkning af den ret, for hvilken sagen er indbragt.

§ 586. Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er

foretaget, eller, hvis forretningen ikke foretages,inden 4 uger

efter den afgørelse, som kæres, jf. dog § 219, stk. 3.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4

uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et

luftfartøj, der er registreret i en fremmed stat, som har tiltrådt

Genevekonventionen af 19. januar 1948, er fristen dog 6 måneder

efter salgsdagen, dersom den kærende som grund for ophævelsen

påberåber sig, at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har været

overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den

ret, hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog

undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog

indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald

indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4

nævnte ændringer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter

auktionens slutning, har opsættende virkning. Ved kære af

afgørelser, der træffes inden auktionens slutning, kan en

bestemmelse om opsættende virkning betinges af, at kærende stiller

sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt auktionsmøde.

Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke

hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.

Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke

har været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af

et i medfør af kapitel 57 nedlagt forbud.

Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende

anvendelse.

Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens

beskaffenhed findes at være grund dertil.«

13. I § 610, 1. pkt., ændres »anke eller kære« til: »kære«.

14. § 611 ophæves.

15. Kapitel 56 og 57 affattes således

»Kapitel 56

Arrest

§ 587. Reglerne i § 393 og §§ 395-398 finder med de i stk. 2-4

nævnte ændringer tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Kære af afgørelser, der træffes i auktionssager efter

auktionens slutning, har opsættende virkning. Ved kære af

afgørelser, der træffes inden auktionens slutning, kan en

bestemmelse om opsættende virkning betinges af, at kærende stiller

sikkerhed for omkostningerne ved afholdelse af nyt auktionsmøde.

Stk. 3. Fogedrettens ophævelse af en arrest eller et forbud kan ikke

hindres fra at træde i virksomhed ved anvendelse af kære.

Stk. 4. Parterne kan under kæresagen fremsætte påstande, der ikke

har været fremsat for fogedretten. Det gælder dog ikke ved kære af

et i medfør af kapitel 57 nedlagt forbud.

Stk. 5. Under kære af forbud finder § 647, stk. 1, tilsvarende

anvendelse.

Stk. 6. Mundtlig forhandling foretages, hvis der efter sagens

beskaffenhed findes at være grund dertil.

§ 587. Klager over fogedforretninger, som vedrører selve den

fordring eller ret, om hvis fuldbyrdelse der er spørgsmål, eller

som går ud på, at auktionssummen er urigtig fordelt ved

fogedrettens kendelse (§§ 555 og 579), gøres gældende ved anke til

den landsret, under hvilken fogedretten står. Har den, der vil

rejse sådan anke, tillige klager af den i denne paragrafs stk. 2

angivne beskaffenhed, bliver disse at inddrage under anken.

Stk. 2. Klager, der alene angår de processuelle betingelser for

fogedforretningen eller den ved samme brugte fremgangsmåde, gøres

gældende ved kære til den landsret, under hvilken fogedretten

står.

Stk. 3. Såfremt en klage, der burde være fremsat ved anke, rettidigt

er gjort gældende ved kære, henviser landsretten ved kendelse, der

ikke kan påkæres, klageren til at iværksætte anke. Tilsvarende

regel gælder, når en klage rettidigt er iværksat ved anke, men

burde være gjort gældende ved kære. Klageren skal da, uanset at

ankefristen (henholdsvis kærefristen) imidlertid måtte være

udløbet, på ny kunne indbringe klagen for landsretten, når han

inden 14 dage efter kendelsens afsigelse indgiver ankestævning

(kæreskrift) på landsrettens (fogedrettens) kontor.

§§ 587 ff).

§ 588. Under ankesagen eller kæremålet er den for fogedretten

stedfundne procedure ikke bindende, og der er endog intet til

hinder for, at nye påstande fremsættes. Dog kan parterne ikke

tilbagekalde de af dem for fogedretten afgivne, fogedbogen eller

auktionsbogen tilførte, erklæringer med hensyn til sagens

sammenhæng.

Stk. 2. I øvrigt gælder de om anke og kære fra byret til landsret

givne regler med de lempelser, der følger af forholdets natur.

§ 589. Anke til Højesteret kan ikke ske. Justitsministeren kan dog

tillade anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller

særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning herom må indgives

inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter dommens

afsigelse. I andre sager end auktionssager kan justitsministeren

dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives

senere, men inden eet år efter afsigelsen.

Stk. 2. Om anken til Højesteret gælder i øvrigt de almindelige

regler i kapitel 36.

§ 590. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres.

Justitsministeren kan dog tillade kære, når særlige grunde taler

derfor. Ansøgning herom må indgives inden 4 uger, i auktionssager

dog inden 2 uger, efter afgørelsen. I andre sager end

auktionssager kan justitsministeren dog undtagelsesvis meddele

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder

efter afgørelsen.

Stk. 2. Om kæren til Højesteret gælder i øvrigt de almindelige

regler i kapitel 37.

§ 611 ophæves.

§ 611. Imod fogedrettens afgørelser under de i § 609 omhandlede

forretninger kan der benyttes henholdsvis anke eller kære i

overensstemmelse med de almindelige regler om retsmidler imod de

til dommens fuldbyrdelse sigtende fogedforretninger (jf. navnlig

§ 612. Til sikkerhed for et krav, der lyder på penge eller penges

værd, kan arrest på gods finde sted, når

1) udlæg for kravet ikke endnu kan gøres i godset, og derhos

2) enten fordringen er forfalden, eller der er grund til at

befrygte, at skyldneren ellers ved at bortflytte eller forstikke

sit gods eller på anden måde ville umuliggøre eller dog væsentlig

vanskeliggøre adgangen til i sin tid at opnå dom og gøre

eksekution.

Stk. 2. Med hensyn til arrest for bodmerigæld har det sit

forblivende ved sølov af 1. april 1892 § 185.

§ 614. - - -

Stk. 2. - - -

Stk. 3. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger,

tilhørende fremmede stater, kan arrest kun foretages i

overensstemmelse med reglerne i den derom gældende særlovgivning.

§ 614. Arrest på gods kan ikke foretages i ting, hvori der ikke vil

kunne gøres eksekution for den pågældende fordring.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 615. Arrest kan afværges, og foretagen arrest fås ophævet, når

skyldneren stiller fornøden sikkerhed for den fordring med renter

og omkostninger, i anledning af hvilken arrest søges.

Stk. 2. Om den tilbudte sikkerhed ifølge størrelse og beskaffenhed

er fyldestgørende, bedømmes af fogedretten efter et skøn.

§ 616. Arrest på gods medfører, at skyldneren fra det øjeblik,

arrestdekretet er afsagt, bliver uberettiget til at forflytte,

forbruge, tilintetgøre eller ved retshandler råde over de

arresterede genstande, derunder oppebære arresterede fordringer.

Dog finder reglerne i § 518, stk. 2, og § 520, stk. 1, 1. pkt.,

tilsvarende anvendelse ved arrest i fast ejendom.

Stk. 2. Om arrestens tinglysning gælder reglerne i § 1 i lov om

tinglysning nr. 111 af 31. marts 1926. Ved arrest i fordringer

finder bestemmelsen i § 524 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Med hensyn til arrest i registrerede skibe gælder reglerne i

lov nr. 93 af 29. marts 1957 om skibsregistrering.

§ 617. Arrestrekvirenten er i reglen ikke berettiget til at lade de

arresterede genstande tage fra skyldneren. Dog kan fogedretten ved

rørligt gods, når de arresterede genstandes beskaffenhed eller

skyldnerens person og forhold opfordrer dertil, bestemme, at de

arresterede genstande skal tages under bevogtning af fogedretten

selv eller af nogen, der hertil af fogedretten beskikkes på

skyldnerens bekostning.

§ 617. Arrestrekvirenten er i reglen ikke berettiget til at lade de

arresterede genstande tage fra skyldneren. Dog kan fogedretten ved

rørligt gods, når de arresterede genstandes beskaffenhed eller

skyldnerens person og forhold opfordrer dertil, bestemme, at de

arresterede genstande skal tages under bevogtning af fogedretten

selv eller af nogen, der hertil af fogedretten beskikkes på

skyldnerens bekostning.

§ 625. Arrestforretninger udføres af fogedretten. Bestemmelserne i §

491, stk. 4, om vidner ved fogedforretninger finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2. Den i § 498, stk. 2, givne forskrift er også anvendelig på

arrestforretninger.

§ 626. Hvilken fogedret der er pligtig eller berettiget til at

foretage arrestforretninger, afgøres efter de i § 487, jf. § 491,

stk. 3, givne regler.

§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav,

når

1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og

2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers

vil blive væsentligt forringet.

§ 627, nr. 2, afløser den nugældende regel i § 612, stk. 1, nr. 2.

Bestemmelsen foreslås formuleret på samme måde som i § 486, stk.

2, om fremskyndet tvangsfuldbyrdelse. Forslaget indebærer, at

fordringshaveren skal antageliggøre, at muligheden for senere at

opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Fuldt bevis

kræves ikke, men i mangel heraf må fordringshaveren stille

sikkerhed, selv om fordringen er forfalden og ubestridt.

Beviskravet er således mindre end i forbudstilfælde, jf.

lovforslagets § 642.

Da der efter søloven ikke længere kan gøres arrest for bodmerigæld,

foreslås bestemmelsen i den nugældende § 612, stk. 2, ophævet.

Til § 628

Reglen i stk. 1 svarer med sproglige ændringer til den nugældende §

627, stk. 2, 2. pkt.

Reglen i stk. 2 svarer til den nugældende § 614, stk. 3.

Til § 629

Bestemmelsen afløser den nugældende § 627, stk. 2, 1. og 3. pkt., og

er formuleret således, at det præciseres, at fogedretten kan

justere eller omgøre kravet til fordringshaverens

sikkerhedsstillelse helt frem til det tidspunkt, hvor arresten

foretages. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt.

2.2. og betænkningen side 46-47.

Til § 630

Den foreslåede regel i stk. 1 svarer til den nugældende § 615 med

den ændring, at kravet til skyldnerens sikkerhedsstillelse udvides

til også at omfatte anslåede renter og omkostninger frem til det

tidspunkt, hvor udlæg kan foretages.

Stk. 2 svarer med sproglige ændringer til den nugældende § 630.

Til § 631

Bestemmelsen i stk. 1 afløser den nugældende § 627, stk. 1. Kravene

til anmodningens indhold er skærpede, idet det nu kræves, at de

konkrete omstændigheder, som truer rekvirentens fyldestgørelse,

skal angives i anmodningen.

Bestemmelsen i stk. 2 afløser og supplerer bestemmelserne i de

nugældende regler i § 614, stk. 1, § 616, § 617, § 625, § 626, §

628, § 629 og § 632. De i bestemmelsen indeholdte henvisninger

understreger den nære sammenhæng mellem arrest og udlæg med hensyn

til fremgangsmåden under forretningen og for så vidt angår

sikringsakter i forhold til godtroende trediemænd.

Justitsministeriet er opmærksom på, at de mange henvisninger i stk.

2 - på samme måde som i § 646, stk. 2, om forbud - kan gøre

overskueligheden af reglerne noget mindre. For at undgå, at

lovstoffet forøges ganske betydeligt, er det imidlertid lovteknisk

fundet forsvarligt at anvende disse henvisninger, der er gjort

mere præcise end efter de gældende regler, f.eks. § 632 og § 652

(hvoraf den sidste bestemmelse lyder således: »I øvrigt bliver med

de lempelser, som følger af forholdets beskaffenhed, de regler at

anvende, som i det foregående kapitel, navnlig §§ 625-29 samt §§

633-34 og 636-45, er givne om arrest«).

I forhold til de nugældende regler tilvejebringes der ved henvisning

til § 489, stk. 1, udtrykkelig hjemmel for, at fogedretten kan

afvise en ufuldstændig anmodning om arrest, men henvisningen til §

488, stk. 3, indebærer, at fogedretten i sådanne tilfælde kan

indrømme fordringshaveren en frist til at berigtige forholdet.

Henvisningen til § 489, stk. 2, giver fogedretten mulighed for at

henvise en forkert indbragt anmodning til rette fogedret.

Henvisningen til § 491 giver fogedretten ret til i samme omfang som

i andre fogedsager at fastsætte tid og sted for forretningen.

Bestemmelsen forudsættes anvendt under hensyn til retsmidlets

særlige karakter, således at arrestforretninger normalt vil kunne

berammes med meget kort varsel, og således at der i vidt omfang

tages hensyn til fordringshaverens ønsker. Det må fremhæves, at

der i arrestforretninger ofte vil være grundlag for at påbegynde

forretningen på skyldnerens bopæl. Der henvises i øvrigt til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.3. og betænkningen side 47-48.

Henvisningerne til § 493 og § 494 overfører de i udlægstilfælde

gældende regler om underretning og indkaldelse af skyldneren til

arrestforretningen. Det må understreges, at den i forslagets §

627, nr. 2, indeholdte arrestbetingelse hyppigt vil gøre det

påkrævet efter § 493, stk. 2, at undlade underretning til

skyldneren om tid og sted for forretningens foretagelse.

Efter de gældende regler savner fogedretten udtrykkelig hjemmel til

at udsætte en arrestforretning. Det er i betænkning nr. 634/1971

om udlæg og udpantning side 59 antaget, at udsættelse kan ske uden

udtrykkelig hjemmel. Det er dog fundet mest hensigtsmæssigt at

tilvejebringe udtrykkelig hjemmel ved henvisning til § 502, men

bestemmelsen må praktiseres med betydelig tilbageholdenhed af

hensyn til arrestinstituttets effektivitet.

Reglerne om genoptagelse af fogedforretninger i retsplejelovens §

504, nr. 1 og 4, foreslås overført til arrest. Det foreslås

således, at en trediemand bør kunne få en arrestforretning

genoptaget for at få konstateret, om en foretagen arrest strider

mod hans ret, da det forekommer mindre rimeligt at henvise

trediemand til at afvente udfaldet af justifikationssagen, før det

endeligt kan afgøres, om han frit kan disponere over det

arresterede aktiv. En sådan genoptagelse skønnes ubetænkelig, da

den alene vil angå arrestens genstand. Med samme begrundelse

foreslås det, at der gives en skyldner, der ikke har været til

stede under arrestforretningen, adgang til genoptagelse for at

benytte rettighederne efter §§ 509-516 (om trangsbeneficiet m.v.).

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 48-49.

Henvisningen til retsplejelovens §§ 508-516 afløser den gældende §

614, stk. 1. Ændringen er - set på baggrund af de senere års

retspraksis - af ren sproglig karakter.

Til § 632

Bestemmelsen i stk. 1 svarer til den gældende § 631 med den ændring,

at det foreslås, at det af bestemmelsen direkte kommer til at

fremgå, at arrest skal kunne foretages for hele det beløb, for

hvilket udlæg senere skal kunne foretages, såfremt arresten

stadfæstes.

Stk. 2 og 3 svarer med sproglige ændringer til den gældende § 633.

Til § 633

Bestemmelsen afløser den gældende § 617. Det er alene fundet

nødvendigt at lave en særskilt bestemmelse for så vidt angår

løsøre, idet det af henvisningerne i forslagets § 631, stk. 2, til

reglerne i retsplejelovens kapitel 47 fremgår, hvorledes der skal

forholdes ved arrest i andre aktiver.

Efter bestemmelsen skal omkostningerne til opbevaring af det

arresterede afholdes af rekvirenten, der vil kunne gøre regres mod

skyldneren for disse omkostninger, såfremt arresten stadfæstes.

I stk. 2 fastslås det i overensstemmelse med retspraksis og teori,

jf. betænkningen side 27, at arresterede penge altid skal tages i

fogedrettens besiddelse, indtil arresten ophæves eller afløses af

et udlæg.

Til § 634-639

De foreslåede bestemmelser svarer med sproglige ændringer i det

væsentligste til de nugældende §§ 634-43.

I betænkningen foreslås, at fristen på en uge for anlæggelse af den

såkaldte justifikationssag også skal gælde i tilfælde, hvor sagen

vedrørende fordringen (hovedsagen) skal anlægges i udlandet. Efter

Justitsministeriets opfattelse bør fristen for et sådant sagsanlæg

være to uger for at give den fornødne tid til udarbejdelse på

fremmed sprog af en fyldestgørende stævning m.v. efter det

pågældende lands procesordning jf. § 634, stk. 4. I disse tilfælde

foreslås endvidere, at arresthaveren kun har pligt til at anlægge

sag om arrestens lovlighed, dvs. arrestsag, her i landet.

Fristen på 3 måneder i forslagets § 635, stk. 2, svarer til reglen i

forslagets § 639, stk. 4.

Det følger af retsplejelovens § 253, at retten kan udskille

spørgsmålet om arrestens stadfæstelse til særskilt afgørelse,

ligesom retten i medfør af retsplejelovens § 254 kan bestemme, at

arrestsagen og hovedsagen skal forhandles under et. Det er derfor

ikke fundet nødvendigt at opretholde særlige bestemmelser herom i

§ 627. Fogedretten kan foretage arrest til sikkerhed for pengekrav,

når

1) der ikke kan foretages udlæg for fordringen, og

2) det må antages, at muligheden for senere at opnå dækning ellers

vil blive væsentligt forringet.

§ 627. - - -

Stk. 2. I reglen har fogedretten før forretningens foretagelse at

afkræve rekvirenten en sikkerhedsstillelse, reel eller personlig,

med hensyn til det erstatningsbeløb, som ville tilkomme den, hos

hvem arresten er gjort, i tilfælde af denne ulovlighed; kun hvor

de foreliggende oplysninger skønnes at indeholde et fuldstændigt

bevis for arrestens lovlighed, er sikkerhedsstillelse ufornøden,

så længe ikke beviset svækkes ved det under forretningen oplyste.

Dog bør der ikke en gang mod sikkerhedsstillelse indrømmes arrest,

når det ifølge det for fogedretten oplyste skønnes, at fordringen

er ugrundet. Alle spørgsmål om sikkerhedsstillelsens art og

størrelse afgør fogedretten efter sit skøn.

§ 627. - - -

Stk. 2. I reglen har fogedretten før forretningens foretagelse at

afkræve rekvirenten en sikkerhedsstillelse, reel eller personlig,

med hensyn til det erstatningsbeløb, som ville tilkomme den, hos

hvem arresten er gjort, i tilfælde af dennes ulovlighed; kun hvor

de foreliggende oplysninger skønnes at indeholde et fuldstændigt

bevis for arrestens lovlighed, er sikkerhedsstillelse ufornøden,

så længe ikke beviset svækkes ved det under forretningen oplyste.

Dog bør der ikke en gang mod sikkerhedsstillelse indrømmes arrest,

når det ifølge det for fogedretten oplyste skønnes, at fordringen

er ubegrundet. Alle spørgsmål om sikkerhedsstillelsens art og

størrelse afgør fogedretten efter sit skøn.

§ 627. Den, der vil erhverve arrest på nogens gods, har at indgive

skriftlig begæring herom til vedkommende fogedret, ledsaget af de

dokumenter, og øvrige oplysninger, som er for hånden.

Stk. 2. - - -

§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen

ikke består.

Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der

tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne

herom i anden lovgivning.

§ 628. Arrest kan ikke foretages, når det må antages, at fordringen

ikke består.

Stk. 2. I luftfartøjer, fremmede statsskibe og skibsladninger, der

tilhører fremmede stater, kan arrest kun foretages efter reglerne

herom i anden lovgivning.

§ 628. Arrestforretningen begynder på skyldnerens bopæl eller i

mangel af en sådan på hans sædvanlige opholdssted, men kan dog

efter omstændighederne, navnlig når der er fare ved opsættelse,

eller når skyldneren ikke har bopæl i riget eller står i begreb

med at forlade dette, begynde på det sted, hvor personen eller

forretningens genstand forefindes.

Stk. 2. Når rekvirenten ønsker det, og hensynet til skyldnerens tarv

ikke taler derimod, kan fogedretten beramme arrestforretningen til

påbegyndelse på sit kontor, således at skyldnerens udeblivelse

uden lovligt forfald medfører virkning efter § 494.

§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages,

kan fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for

arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan

påføres skyldneren ved arresten.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

§ 629. Inden arrestforretning påbegyndes, eller arrest foretages,

kan fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for

arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan

påføres skyldneren ved arresten.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

§ 629. Med hensyn til parternes møde under forretningen gælder

reglerne i § 492, stk. 1, og § 495.

§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller

en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for

fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som

anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med

arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren

eller den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til

at afværge arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.

§ 630. Arrest kan afværges eller ophæves, såfremt skyldneren stiller

en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for

fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som

anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med

arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Inden arrest foretages, opfordrer fogedretten skyldneren

eller den, der varetager dennes interesser, jf. § 495, stk. 2, til

at afværge arresten ved betaling eller sikkerhedsstillelse.

§ 630. Arrestforretningen begynder med, at fogedretten opfordrer

pågældende til ved sikkerhedsstillelse eller betaling at

tilfredsstille rekvirenten, hvorpå fogedretten, når dette ikke

straks sker, efter afgørelse af mulige indsigelser skrider til

arrestens udførelse.

§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete

omstændigheder, som fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de

oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for sagens behandling.

Anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, der påberåbes.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, §

488, stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, §

494, §§ 495-500, § 501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, §

503, § 504, nr. 1 og 4, § 505, stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§

508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt., § 523, stk. 2-4,

og § 524 tilsvarende anvendelse.

§ 631. Anmodning om arrest indgives skriftligt til fogedretten.

Anmodningen skal indeholde oplysninger om de konkrete

omstændigheder, som fordringshaveren vil påberåbe sig, og om de

oplysninger, som i øvrigt er nødvendige for sagens behandling.

Anmodningen skal være ledsaget af de dokumenter, der påberåbes.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder reglerne i § 487, §

488, stk. 3, § 489, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, §

494, §§ 495-500, § 501, stk. 4 og 5, § 502, stk. 1, nr. 2 og 3, §

503, § 504, nr. 1 og 4, § 505, stk. 2-4, § 507, stk. 2-4, §§

508-518, § 519, stk. 1, § 520, stk. 1, 1. pkt., § 523, stk. 2-4,

og § 524 tilsvarende anvendelse.

§ 631. Arresten kan kun udstrækkes til så meget af skyldnerens gods,

som behøves til at sikre rekvirentens fordring i forbindelse med

de sandsynlige udgifter ved arresten og dens forfølgning.

§ 632. Arresten kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens

formue, som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af

fordringen med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter og

sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen,

arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med

arrest og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger,

herunder at råden over aktiverne i strid med fordringshaverens ret

kan medføre strafansvar.

Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved

skriftlig meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der

varetager skyldnerens interesser, jf. § 495, stk. 2.

§ 632. Med hensyn til valget af de genstande, hvori arresten gøres,

forholdes der efter de i § 517 givne forskrifter, ligesom der i

øvrigt ved arrestforretningers foretagelse, med de af forholdets

natur følgende lempelser, gås frem efter de om

eksekutionsforretninger i §§ 497-501, 503, 506, stk. 4, 1. pkt.,

507 og 518 givne regler.

§ 632. Arrest kan kun foretages i så stor en del af skyldnerens

formue, som efter fogedrettens skøn er nødvendig til dækning af

fordringen med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter og

sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen,

arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2. Fogedretten erklærer de arresterede aktiver for belagt med

arrest og vejleder skyldneren om arrestens retsvirkninger,

herunder at råden over aktiverne i strid med fordringshaverens ret

kan medføre strafansvar.

Stk. 3. Er skyldneren ikke til stede, kan vejledning ske ved

skriftlig meddelelse eller ved tilkendegivelse til den, der

varetager skyldnerens interesser, jf. § 495, stk. 2.

§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages

skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning

ellers vil blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på

fordringshaverens bekostning af fogedretten eller af den,

fogedretten bemyndiger dertil.

Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af

fogedretten.

§ 633. Fogedretten erklærer derefter til fogedbogen de optegnede

genstande for belagte med arrest til arrestrekvirentens sikkerhed.

Det betydes skyldneren, at han fra nu af ikke uden at udsætte sig

for strafansvar kan råde over dem på en måde, som kommer i strid

med arrestrekvirentens ret. Er skyldneren ikke til stede, gives

der den eller dem, som i henhold til § 495, stk. 2, tilkaldes på

hans vegne, pålæg om at give ham en sådan betydning. Efter

omstændighederne kan et lignende pålæg gives til tredjemand, i

hvis besiddelse det arresterede er.

§ 633. Fogedretten kan bestemme, at arresteret løsøre skal fratages

skyldneren, når det må antages, at muligheden for at opnå dækning

ellers vil blive væsentligt forringet. Løsøret opbevares på

fordringshaverens bekostning af fogedretten eller af den,

fogedretten bemyndiger dertil.

Stk. 2. Ved arrest i rede penge tages beløbet i forvaring af

fogedretten.

§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge

retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre

skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder

forfølgning. Under denne sag skal fordringshaveren endvidere

nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af arresten.

Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1.

instans, skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge

arrestsag ved samme ret.

Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende

fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen.

Retten kan i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt

eller delvis.

Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,

anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger

efter arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i

landet.

Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved

udenlandsk domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende

virkning her i landet, skal påkendelsen af en sag anlagt efter

stk. 1 udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den

udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende spørgsmål om,

hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når

arrest er afværget ved sikkerhedsstillelse.

§ 634. Fordringshaveren skal inden en uge efter arresten anlægge

retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort, medmindre

skyldneren under eller efter arrestforretningen frafalder

forfølgning. Under denne sag skal fordringshaveren endvidere

nedlægge særskilt påstand om stadfæstelse af arresten.

Stk. 2. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved 1.

instans, skal fordringshaveren inden en uge efter arresten anlægge

arrestsag ved samme ret.

Stk. 3. Er der afsagt dom i 1. instans i retssagen om den pågældende

fordring, anlægges arrestsagen ved den ret, der har afsagt dommen.

Retten kan i tilfælde af anke udsætte arrestsagens behandling helt

eller delvis.

Stk. 4. Skal retssag om den fordring, for hvilken arrest er gjort,

anlægges ved udenlandsk domstol, skal sagen anlægges inden to uger

efter arresten. Inden for samme frist anlægges arrestsagen her i

landet.

Stk. 5. Verserer der retssag om den pågældende fordring ved

udenlandsk domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende

virkning her i landet, skal påkendelsen af en sag anlagt efter

stk. 1 udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den

udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende spørgsmål om,

hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 6. Reglerne i stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse, når

arrest er afværget ved sikkerhedsstillelse.

§ 634. Hvis der ikke allerede er anlagt retssag i anledning af den

fordring, for hvilken arrest er gjort, skal rekvirenten, når

skyldneren ikke under eller efter forretningen har frafaldet

forfølgning, inden en uge efter arresten anlægge sådan sag, under

hvilken han tillige skal nedlægge særskilt påstand på, at

arrestens foretagelse stadfæstes. Retten kan bestemme, at

spørgsmålet vedrørende arrestens stadfæstelse forhandles særskilt.

Stk. 2. Er retssag i anledning af pågældende fordring svævende ved

første instans, bliver der inden fornævnte frist at anlægge en

særskilt arrestsag ved den samme ret, ved hvilken hin sag

behandles. Det er retten forbeholdt at bestemme, at arrestsagen

skal sættes i forbindelse med hovedsagen, såvel som at den ene af

disse sager skal udsættes, indtil den anden er påkendt.

Stk. 3. Er dom faldet i første instans i retssagen, hvorunder den

fordring er indtalt, for hvilken arresten er gjort, anlægges

arrestsagen ved den ret, af hvilken hin sag er blevet påkendt.

Retten kan i tilfælde af anke udsætte arrestsagens forhandling i

det hele eller for en del.

Stk. 4. Er retssag i anledning af fordringen svævende ved udenlandsk

domstol, hvis afgørelse må antages at få bindende virkning her i

landet, skal påkendelsen af den i medfør af stk. 1 anlagte sag

udsættes, indtil der er truffet retskraftig afgørelse i den

udenlandske sag. Retten kan dog straks påkende spørgsmål om,

hvorvidt arrestens foretagelse kan stadfæstes.

Stk. 5. Reglerne om arrestens og fordringens forfølgning bliver med

de fornødne lempelser at anvende, når arrest er afværget ved

sikkerhedsstillelse.

§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag

bortfalder, såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget,

kommer under konkurs eller dør, og dødsboet tages under offentlig

skiftebehandling uden gældsansvar for arvingerne.

Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af

arresten frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter

arrestens foretagelse eller arrestsagens ophævelse, og der ikke

fra boets side er anlagt retssag om erstatning.

§ 635. Fordringshaverens forpligtelse til at anlægge retssag

bortfalder, såfremt skyldneren, efter at arrest er foretaget,

kommer under konkurs eller dør, og dødsboet tages under offentlig

skiftebehandling uden gældsansvar for arvingerne.

Stk. 2. Fordringshaverens sikkerhedsstillelse i anledning af

arresten frigives, såfremt der er forløbet 3 måneder efter

arrestens foretagelse eller arrestsagens ophævelse, og der ikke

fra boets side er anlagt retssag om erstatning.

§ 635. Kommer skyldneren, efter at arrest er gjort, under konkurs,

eller dør han, og offentligt skifte uden gælds vedgåelse finder

sted efter ham, bortfalder arrestrekvirentens forpligtelse til at

anlægge retssag i anledning af fordringen eller arresten. Den af

rekvirenten i anledning af arresten stillede sikkerhed løsgives

dog først, når 8 uger er gået efter arrestens foretagelse eller,

hvis sag har været anlagt og hæves, 8 uger efter ophævelsen, og

der derhos ikke fra boets side er rejst sag om erstatning. Er

dette sket, må det endelige udfald af sagen afventes.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.

Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser

vedrørende arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den

pågældende fordring særskilt, skal indsigelser mod fordringens

rigtighed dog fremsættes under denne sag.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.

Skyldneren kan under arrestsagen fremsætte alle indsigelser

vedrørende arrestens lovlighed. Behandles spørgsmålet om den

pågældende fordring særskilt, skal indsigelser mod fordringens

rigtighed dog fremsættes under denne sag.

§ 636. Under arrestsagen påkendes det, om arresten er lovlig gjort.

Er retssag i anledning af den pågældende fordring svævende, og

arrestsagen ikke behandles i forbindelse med hovedsagen, kan

indsigelser mod fordringens rigtighed ikke fremføres under

arrestsagen. I øvrigt kan alle andre indsigelser vedkommende

arrestens lovlighed fremsættes og påkendes under arrestsagen, uden

hensyn til, om de tilforn har været undergivne fogedrettens

afgørelse.

§ 636. - - -

Stk. 2. Dersom retten efter derom af rekvisitus nedlagt påstand

skønner, at der ikke i hans økonomiske stilling eller forhold i

øvrigt på den tid, da arresten begæredes, fandtes nogen rimelig

anledning for arrestrekvirenten til at benytte det nævnte

retsmiddel, bliver der ikke ved dommen at tilkende rekvirenten

erstatning for de med arrestens foretagelse eller den særlige

retsforfølgning forbundne udgifter. Herimod stridende

overenskomster er ugyldige.

§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved

dommen vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen

er udløbet, medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i

dommen.

§ 637. Klager fra dens side, hos hvem arresten er gjort, sigtende

til at bevirke ophævelse af den foretagne arrest som ulovlig

gjort, kan over for arrestrekvirenten alene fremføres henholdsvis

under arrestsagen eller den i anledning af fordringen anlagte

retssag.

§ 637. Arresten kan ophæves ved dommen i arrestsagen eller ved

dommen vedrørende fordringen. Arresten bortfalder, når ankefristen

er udløbet, medmindre anke er iværksat, eller andet er bestemt i

dommen.

§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt

fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag

vedrørende fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller

såfremt nogen af disse sager afvises eller hæves.

Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af

omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt

give fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.

§ 638. Arresten kan ophæves såvel ved dommen i arrestsagen som ved

dommen i hovedsagen.

Stk. 2. Arresten bortfalder først, når ankefristen for den dom,

hvorved den kendes ugyldig, er udløbet, uden at anke er iværksat,

medmindre andet er bestemt i dommen.

§ 638. Arresten kan kræves ophævet af fogedretten, såfremt

fordringshaveren undlader at anlægge arrestsag eller sag

vedrørende fordringen inden de i § 634 nævnte frister, eller

såfremt nogen af disse sager afvises eller hæves.

Stk. 2. Arresten kan ophæves helt eller delvis på grund af

omstændigheder, som er indtruffet efter arrestens foretagelse.

Stk. 3. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt

give fordringshaveren lejlighed til at udtale sig.

§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som

viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab

og tort. Det samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves

på grund af efterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages,

at fordringen ikke bestod.

Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et

mindre beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning

for det tab, der følger af, at arresten har haft for stor

udstrækning.

Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren

betale skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt

fordringshaveren burde have undladt at begære arrest.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under

arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under

selvstændigt søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan

anlægges, når arresten er ophævet efter § 638 eller endeligt

bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal anlægges inden 3 måneder

efter ophævelsen eller bortfaldet.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når

arrest afværges ved sikkerhedsstillelse.

Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i

kæresagen tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk.

1-3.

§ 639. Forsømmer arrestrekvirenten den ham ifølge det foregående

påhvilende forpligtelse til inden de i § 634 ommeldte frister at

begynde arrestsag eller sag i anledning af fordringen, eller

afvises eller hæves nogen af disse sager, kan arresten fordres

ophævet, dog uden at arrestrekvirenten af denne grund er udelukket

fra igen at gøre arrest for denne samme fordring.

§ 639. Den, som har opnået arrest på grundlag af en fordring, som

viser sig ikke at bestå, skal betale skyldneren erstatning for tab

og tort. Det samme gælder, når arresten bortfalder eller ophæves

på grund af efterfølgende omstændigheder, såfremt det må antages,

at fordringen ikke bestod.

Stk. 2. Viser fordringshaverens fordring sig alene at bestå for et

mindre beløb, skal fordringshaveren betale skyldneren erstatning

for det tab, der følger af, at arresten har haft for stor

udstrækning.

Stk. 3. Er arresten ulovlig af andre grunde, skal fordringshaveren

betale skyldneren erstatning for tab og tort, såfremt

fordringshaveren burde have undladt at begære arrest.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 kan gøres gældende som modkrav under

arrestsagen eller sagen vedrørende fordringen eller under

selvstændigt søgsmål. Selvstændigt søgsmål, der først kan

anlægges, når arresten er ophævet efter § 638 eller endeligt

bortfaldet efter § 635 eller § 637, skal anlægges inden 3 måneder

efter ophævelsen eller bortfaldet.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse, når

arrest afværges ved sikkerhedsstillelse.

Stk. 6. Ophæves arresten under kære, kan der ved afgørelsen i

kæresagen tillægges skyldneren erstatning efter reglerne i stk.

1-3.

§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel

53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 640. En pålagt arrest kan i det hele eller for en del ophæves af

fogedretten på grund af omstændigheder, som er indtruffet efter

arrestens foretagelse. På grund af formelle fejl ved

forfølgningssagen kan arresten kun fordres ophævet i medfør af §

639.

Stk. 2. Forinden arresten ophæves, skal fogedretten så vidt muligt

give arrestrekvirenten lejlighed til at ytre sig.

Stk. 3. Imod fogedrettens kendelse kan der, hvad enten den går ud på

at ophæve arresten eller nægte dens ophævelse, iværksættes anke

eller kære i overensstemmelse med reglerne om anke eller kære imod

de til dommes fuldbyrdelse sigtende fogedforretninger, jfr.

navnlig §§ 587 ff.

Stk. 4. Fogedrettens ophævelsesdekret kan ikke hindres fra at træde

i virksomhed ved anvendelse af anke eller kære.

§ 640. Fogedrettens afgørelse kan påkæres efter reglerne i kapitel

53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter

for stat og kommune i disses egenskab af parter i private

retsforhold at undlade handlinger, som strider mod rekvirentens

ret.

Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som

forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående

handlinger for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun

anvendes efter reglerne herom i anden lovgivning.

§ 641. Befindes en arrest i det hele ulovlig, enten fordi den

fordring, for hvilken den er iværksat, ikke ved endelig dom

befindes grundet hverken i det hele eller for en del, eller fordi

arresten selv, bortset fra fordringens rigtighed, lider af

mangler, som medfører dens ugyldighed, og som kunne have været

undgåede af arrestrekvirenten ved fornøden agtpågivenhed, er

arrestrekvirenten pligtig at yde den, hos hvem arresten er gjort,

erstatning for tab, tort og kreditspilde. Befindes arresten

ulovlig for en del, er arrestrekvirenten pligtig at erstatte den,

hos hvem arresten er gjort, det særlige tab og den særlige

kreditspilde, som måtte være en følge af, at der er blevet givet

arresten en for stor udstrækning.

Stk. 2. Bortfalder eller ophæves en gjort arrest på grund af

efterfølgende omstændigheder, tilkommer der den, hos hvem arresten

er gjort, erstatning for tab, tort og kreditspilde, når det må

antages, at arresten, om den var blevet behørig forfulgt og holdt

ved magt, ville have medført sådant ansvar.

§ 641. Fogedretten kan ved forbud pålægge private og repræsentanter

for stat og kommune i disses egenskab af parter i private

retsforhold at undlade handlinger, som strider mod rekvirentens

ret.

Stk. 2. Fogedretten kan i forbindelse med et forbud pålægge den, som

forbudet retter sig imod (rekvisitus), at foretage enkeltstående

handlinger for at sikre den ved forbudet pålagte undladelsespligt.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, der tilhører fremmede stater, kan forbud kun

anvendes efter reglerne herom i anden lovgivning.

§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller

sandsynliggøres

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,

2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og

3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at

gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.

§ 642. Krav på erstatning i anledning af arresten kan gøres gældende

mod arrestrekvirenten enten som modkrav under arrestsagen eller

under et selvstændigt søgsmål i første instans, hvilket sidste dog

først kan anlægges, når arresten enten ved dom er kendt ugyldig

eller ved fogedrettens kendelse (§ 640) ophævet; sådant

selvstændigt søgsmål må i så fald anlægges inden 12 uger.

§ 642. Forbud kan nedlægges, såfremt det godtgøres eller

sandsynliggøres

1) at de handlinger, der søges forbudt, strider mod rekvirentens ret,

2) at rekvisitus vil foretage de handlinger, som søges forbudt, og

3) at formålet vil forspildes, såfremt rekvirenten henvises til at

gøre sin ret gældende ved almindelig rettergang.

§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens

almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en af

rekvisitus tilbudt sikkerhed yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil

påføre rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart

misforhold til rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.

§ 643. Ophæves arresten af overordnet ret, for hvilken fogedrettens

nægtelse (§ 640) af at ophæve arresten er indbragt, kan der ved

samme dom tillægges den, hos hvem arresten er gjort, den ham

tilkommende erstatning hos arrestrekvirenten

§ 643. Forbud kan ikke nedlægges, når det skønnes, at lovens

almindelige regler om straf og erstatning og eventuelt en af

rekvisitus tilbudt sikkerhed yder rekvirenten tilstrækkeligt værn.

Stk. 2. Fogedretten kan nægte at nedlægge forbud, såfremt det vil

påføre rekvisitus skade eller ulempe, der står i åbenbart

misforhold til rekvirentens interesse i forbudets nedlæggelse.

§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for

forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og

ulempe, som kan påføres rekvisitus ved forbudet.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges

forbudet først, når den forlangte sikkerhed er stillet.

Fogedretten giver parterne meddelelse om tidspunktet for forbudets

nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt ikke allerede er meddelt i et

retsmøde, jf. § 162.

§ 644. Fogedretten kan bestemme, at rekvirenten som betingelse for

forbudets nedlæggelse skal stille sikkerhed for den skade og

ulempe, som kan påføres rekvisitus ved forbudet.

Stk. 2. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 3. Har fogedretten stillet krav om sikkerhed, nedlægges

forbudet først, når den forlangte sikkerhed er stillet.

Fogedretten giver parterne meddelelse om tidspunktet for forbudets

nedlæggelse, såfremt dette tidspunkt ikke allerede er meddelt i et

retsmøde, jf. § 162.

§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til

forbudets opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud

overtrædes, og ved at tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid

med forbudet.

Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det

anvendes eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet,

eller såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det vil

blive anvendt til sådant formål.

Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af

fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten

stiller sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger.

Beslaglæggelse kan endvidere betinges af, at en i medfør af § 644

fastsat sikkerhed forhøjes.

§ 645. Fogedrettens nægtelse af arrest er genstand for kære efter

reglerne i kap. 53. Kærefristen er 4 uger.

§ 645. Fogedretten yder efter anmodning rekvirenten bistand til

forbudets opretholdelse, herunder ved at hindre, at et forbud

overtrædes, og ved at tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid

med forbudet.

Stk. 2. Fogedretten kan beslaglægge rørligt gods, såfremt det

anvendes eller har været anvendt ved overtrædelse af forbudet,

eller såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det vil

blive anvendt til sådant formål.

Stk. 3. Det beslaglagte opbevares på rekvirentens bekostning af

fogedretten eller af den, fogedretten bemyndiger hertil.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge beslaglæggelse af, at rekvirenten

stiller sikkerhed for de i stk. 3 nævnte omkostninger.

Beslaglæggelse kan endvidere betinges af, at en i medfør af § 644

fastsat sikkerhed forhøjes.

§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds,

hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke

hjemting her i landet, eller vedrører anmodningen alene bistand

eller beslaglæggelse efter § 645, finder § 487 tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348,

§ 646. Ved forbud, foretaget af fogedretten, kan der gives en eller

flere bestemte private personer såvel som repræsentanter for stat

eller kommune i disses egenskab som ejere af faste ejendomme eller

som medkontrahenter i kontraktsforhold pålæg om at undlade

handlinger eller foretagender, som strider imod

forbudsrekvirentens ret, og som de pågældende på grund heraf, selv

uden forbudet, ville være uberettiget til at foretage.

Stk. 2. Forbud mod ægteskab kan finde sted ligesom hidtil.

Stk. 3. Med hensyn til luftfartøjer, fremmede statsskibe og

skibsladninger, tilhørende fremmede stater, kan forbud kun

anvendes i overensstemmelse med reglerne i den derom gældende

særlovgivning.

§ 646. Ved forbud, foretaget af fogedretten, kan der gives en eller

flere bestemte private personer såvel som repræsentanter for stat

eller kommune i disses egenskab som ejere af faste ejendomme eller

som medkontrahenter i kontraktsforhold pålæg om at undlade

handlinger eller foretagender, som strider imod

forbudsrekvirentens ret, og som de pågældende på grund heraf, selv

uden forbudet, ville være uberettiget til at foretage.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

§ 646. Anmodning om forbud indgives til fogedretten i den retskreds,

hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke

hjemting her i landet, eller vedrører anmodningen alene bistand

eller beslaglæggelse efter § 645, finder § 487 tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 344, § 348,

§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes

uforenelig med hensynet til forretningens fremme.

Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres

forbud ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen,

træffes efter anmodning bestemmelse om sagsomkostninger.

Bestemmelserne i kapitel 30 finder tilsvarende anvendelse.

§ 647. Forbud kan gøres, uagtet det ikke for fogedretten bevises, at

de handlinger, der skal forbydes, er stridende mod

forbudsrekvirentens ret; men denne må i så fald stille sikkerhed

for den skade og ulempe, som ved forbudet kan forårsages den

pågældende.

Stk. 2. Dog må forbud end ikke imod sikkerhedsstillelse iværksættes,

når det må antages, at det er ulovligt.

§ 647. Fogedretten kan afskære en bevisførelse, som findes

uforenelig med hensynet til forretningens fremme.

Stk. 2. Tilbagekalder rekvirenten sin anmodning, eller gennemføres

forbud ikke, eller ophæves et nedlagt forbud under fogedsagen,

træffes efter anmodning bestemmelse om sagsomkostninger.

Bestemmelserne i kapitel 30 finder tilsvarende anvendelse.

§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af

forbudet, herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre

strafansvar efter § 651, stk. 1.

§ 648. Forbud kan kun gøres, når den, mod hvem forbudet rettes, ved

gerning eller ord har givet grund til at antage, at han vil

foretage de handlinger, som skal forbydes. Kan fyldestgørende

bevis i så henseende ikke fremskaffes for fogedretten, kan det

pålægges forbudsrekvirenten at stille sikkerhed som betingelse for

at få forbud iværksat.

Stk. 2. - - -

§ 648. - - -

Stk. 2. Forbudet bør ikke nedlægges, når det skønnes, at en af

rekvisitus tilbudt sikkerhed eller den straf, som lovens

almindelige regler hjemler for retskrænkelsen, yder rekvirenten

tilstrækkeligt værn.

§ 648. De regler, som i §§ 634-639 er fastsat om arrest, finder

tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Fogedretten vejleder rekvisitus om retsvirkningerne af

forbudet, herunder at overtrædelse af forbudet kan medføre

strafansvar efter § 651, stk. 1.

§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af §

651 anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal

forholdes med beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan

også træffes ved ophævelse af et forbud i medfør af § 648, jf. §

638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte tilbagegives rekvisitus,

eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation, kan det

konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens

erstatningskrav.

§ 649. I de i de tvende foregående paragraffer omhandlede tilfælde

bestemmer fogedretten ifølge skøn over samtlige omstændigheder

sikkerhedens art og størrelse.

§ 649. Ved dommen i forbudssagen eller ved dommen i en i medfør af §

651 anlagt sag træffes bestemmelse om, hvorledes der skal

forholdes med beslaglagt rørligt gods. En sådan bestemmelse kan

også træffes ved ophævelse af et forbud i medfør af § 648, jf. §

638. Ved afgørelsen kan det beslaglagte tilbagegives rekvisitus,

eller det kan konfiskeres. Sker der konfiskation, kan det

konfiskerede efter anmodning anvendes til dækning af rekvirentens

erstatningskrav.

§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres

efter reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 650. - - -

Stk. 2. Når forbud ved fogedretten er nedlagt, har politiet på

forbudsrekvirentens begæring at yde bistand til forbudets

opretholdelse ved at hindre pågældende i at foretage

overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der måtte være

foretaget i strid med forbudet, o.desl.

§ 650. Fogedrettens afgørelser, der træffes ved kendelse, kan kæres

efter reglerne i kapitel 53. Kære har ikke opsættende virkning.

§ 650. Den, der modvillig overtræder et for ham ved fogedretten

nedlagt forbud, kan under en af forbudsrekvirenten anlagt sag

dømmes til straf af bøde eller hæfte og i forbindelse hermed efter

omstændighederne til erstatning. Spørgsmålet om idømmelse af straf

og erstatning kan dog udsættes, indtil forbudssagen er afgjort.

Stk. 2. - - -

§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en

af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i

forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den,

der forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et

fogedforbud.

Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan

udsættes, indtil forbudssagen er afgjort.

§ 651. Den, der forsætligt overtræder et fogedforbud, kan under en

af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte og i

forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning.

Stk. 2. Reglen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse over for den,

der forsætligt yder rekvisitus bistand til at overtræde et

fogedforbud.

Stk. 3. Spørgsmålet om idømmelse af straf eller erstatning kan

udsættes, indtil forbudssagen er afgjort.

§ 651. Enhver, der, vidende om et forbud, yder den, mod hvem

forbudet er rettet, bistand til de forbudne foretagenders

udførelse, bliver, for så vidt forbudet stadfæstes,

erstatningspligtig over for forbudsrekvirenten.

§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning

om forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en

genstands flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden,

og formålet hermed er at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et

pengekrav.

§ 652.

Efter bestemmelsens stk. 4 opretholdes den særligt for fogedsager

gældende vide adgang til fremsættelse af nye påstande under appel.

Af henvisningen i stk. 1 til § 393 fremgår, at der også er adgang

til at fremkomme med nye anbringender og beviser.

Adgangen til at nedlægge nye påstande under appel foreslås dog

modificeret ved tilføjelse af et 2. pkt., hvorefter parterne under

kære af et nedlagt forbud skal være bundne af de for fogedretten

nedlagte påstande. Såfremt kæresagens genstand ikke i disse

tilfælde blev begrænset på den foreslåede måde, ville det

vanskeliggøre formuleringen af forbudsrekvirentens påstand i

justifikationssagen, som skal anlægges inden udløbet af

kærefristen. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger

pkt. 3.4. og betænkningen side 97-98 og 126-127.

Bestemmelsens stk. 5 er ny, og henvisningen til § 647, stk. 1,

indebærer, at landsretten under kære af et forbud kan afskære en

bevisførelse, som efter sit omfang og sin art findes at være i

strid med retsmidlets foreløbige karakter.

Efter stk. 6 får appelinstansen en skønsmæssig beføjelse til at

anordne mundtlig forhandling af kæremålet, hvis der efter sagens

beskaffenhed findes at være grund dertil.

Er parterne enige om at begære mundtlig forhandling af kæremålet,

bør retten i almindelighed imødekomme begæringen herom. Mundtlig

forhandling vil i øvrigt navnlig kunne tænkes anordnet, såfremt

der begæres bevisførelse for landsretten i form af parts- eller

vidneforklaringer, eller såfremt sagens juridiske tvivlsspørgsmål

gør det hensigtsmæssigt, at parterne forelægger sagen mundtligt.

Om adgangen til at anordne mundtlig forhandling henvises til de

almindelige bemærkninger pkt. 4.1. og betænkningen side 162.

Til nr. 13 og 14

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om, at

kære bliver eneste appelform i fogedsager, og at reglerne om appel

af fogedrettens afgørelser samles i kapitel 53. Fogedrettens

afgørelser under de i § 609 omhandlede indsættelses- og

udsættelsesforretninger vil således kunne kæres efter reglerne i

§ 652. I øvrigt bliver med de lempelser, som følger af forholdets

beskaffenhed, de regler at anvende, som i det foregående kapitel,

navnlig §§ 625-29 samt §§ 633-34 og 636-45, er givne om arrest.

§ 652. I øvrigt bliver med de lempelser, som følger af forholdets

beskaffenhed, de regler at anvende, som i det foregående kapitel,

navnlig §§ 625-29 samt §§ 633-34 og 636-45, er givne om arrest.

§ 652. Reglerne om arrest anvendes, såfremt der fremsættes anmodning

om forbud mod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller en

genstands flytning eller anden rådighedsudøvelse over genstanden,

og formålet hermed er at opnå sikkerhed for fyldestgørelse af et

pengekrav.

§ 653. I sager, der er omfattet af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskabs forordning 3842/86 af 1. december 1986 om

foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede

varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne kompetent

myndighed, jf. art. 3 i forordningen.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er

nødvendige for domstolenes anvendelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskabs forordninger om foranstaltninger med henblik på forbud

mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning.«

§ 653. Forbud imod en fordrings udbetaling, et skibs afsejling eller

overhovedet en genstands forflyttelse eller anden

rådighedsudøvelse over den er, når hensigten hermed er at søge

sikkerhed for fyldestgørelsen af krav af den i § 612 ommeldte art,

uden hensyn til, hvorledes forretningen benævnes, i et og alt at

betragte som arrest i den pågældende fordring eller genstand. Som

en følge heraf bliver de i forrige kapitel om arrest givne regler

i alle henseender at anvende på sådanne forretninger.

§ 653. I sager, der er omfattet af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskabs forordning 3842/86 af 1. december 1986 om

foranstaltninger med henblik på forbud mod varemærkeforfalskede

varers overgang til fri omsætning, er fogedretterne kompetent

myndighed, jf. art. 3 i forordningen.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser, der er

nødvendige for domstolenes anvendelse af Det Europæiske Økonomiske

Fællesskabs forordninger om foranstaltninger med henblik på forbud

mod varemærkeforfalskede varers overgang til fri omsætning.

Bestemmelsen er ny.

Ad § 2 (Inddrivelsesloven)

Ingen

Nr LSF 133

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven, lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. og lov om retsafgifter (Arrest og forbud, appel i fogedsager m.v.)

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 18. december 1987