1987 LSF 96 FORSLAG TIL LOV OM NÆVN VEDRØRENDE VISSE KULTURELLE FORENINGER, STIFTELSER, INSTITUTIONER M.V.
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
§ 1
Stk. 1. Kultur- og kommunikationsministeren nedsætter et nævn, som
træffer afgørelse om, hvorvidt almennyttige foreninger,
stiftelser, institutioner m.v., som er hjemmehørende i Danmark, og
som anvender deres midler til fordel for kunst og kultur, kan
godkendes som berettigede til at modtage gaver med den virkning,
at gavebeløbet kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst efter reglerne i ligningslovens § 8I.
Stk. 2. Nævnet træffer afgørelser efter regler fastsat af kultur- og
kommunikationsministeren.
Stk. 3. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 2
Stk. 1. Nævnet består af 5 medlemmer, der udpeges af kultur- og
kommunikationsministeren. Blandt medlemmerne udpeger ministeren
formanden. Beskikkelserne gælder for 3 år.
Stk. 2. Kultur- og kommunikationsministeren fastsætter efter
indhentet udtalelse fra nævnet en forretningsorden for dette.
§ 3
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
Forslaget fremsættes samtidigt med et forslag fra skatteministeren
til lov om ændring af ligningsloven (kulturstøtte), efter hvilket
der på nærmere angivne vilkår åbnes mulighed for fradrag for
gaver, som selskaber yder til foreninger, stiftelser,
institutioner m.v., der anvender deres midler til fordel for kunst
og kultur.
Lovforslagene fremsættes med det fælles hovedsigte at stimulere det
samarbejde, der ikke mindst i de senere år har udviklet sig mellem
kulturliv og erhvervsliv, og som bygger på en vågnende forståelse
af, at både erhvervslivet og kulturlivet, som ligeværdige dele af
samfundsmønsteret, gennem en yderligere tilnærmelse til hinanden
vil kunne opnå store fordele.
Kulturlivet vil således i nær kontakt med et aktivt erhvervsliv kunne
få flere og bredere samfundsmæssige berøringsflader og dermed
mulighed for - både nationalt og internationalt - at nå ud til
andre og nye kredse end normalt muligt for det kulturelle budskab.
Gennem supplerende støtte fra erhvervslivet vil der samtidig
skabes rammer for, at det kulturelle mønster bliver mere
flerstrenget end et kulturliv, der alene er baseret på offentlig
støtte.
Erfaringer synes at vise, at almindelig trivsel og økonomisk vækst i
vid udstrækning bygger på et aktivt og engageret kulturliv, og på
lokalt plan landet over er der med dette for øje etableret et
konstruktivt samarbejde mellem offentlige myndigheder og det
stedlige erhvervsliv.
Det er ud fra beslægtede samfundsbestemte hensyn, at man også i mange
andre lande har overvejet, hvorledes man fra det offentliges side
kan medvirke til yderligere at stimulere samspillet mellem
kulturlivet og erhvervslivet. I den løbende debat har en række
mere eller mindre velkendte synspunkter været fremført imod privat
støtte til kulturlivet. Det er blevet hævdet, at reklameindslagene
ville omklamre eller forvanske det kulturelle budskab, og at kun
de veletablerede og velkendte aktiviteter og udtryksformer vil
kunne forvente støtte på bekostning af f.eks. det mere
eksperimenterende.
Erfaringer fra såvel Danmark som andre europæiske lande tyder på, at
udviklingen har overhalet disse påstandes aktualitet. Der kan
spores stor tilbageholdenhed, hvad angår reklameindslagenes
dominans, og i erhvervslivet en høj grad af interesse for at
knytte firmanavnet til mere progressive aktiviteter. I denne
sammenhæng kan det være rimeligt at pege på, at lovforslaget om
fradragsret for gaver, ved ikke at gøre gaven betinget af en
opnået reklameværdi, netop åbner øget mulighed for at støtte mere
eksperimenterende indslag og aktiviteter.
De her fremførte bemærkninger må ses i lyset af, at det med
lovforslagene ikke på nogen måde er tanken at reducere det
offentlige økonomiske engagement i støtten til kultur og kunst.
Tilskuddene fra erhvervslivet skal alene fremtræde som supplement
hertil i lighed med den store støtte, kunst- og kulturlivet har
modtaget og fortsat modtager fra en lang række private fonde, der
ad denne vej stærkt har medvirket til et mere righoldigt og
vidtspændende kulturliv.
Lovforslaget om fradragsret for gaver fremtræder skattemæssigt som et
supplement til bestemmelserne i statsskattelovens § 6 og
ligningslovens § 8. Efter disse bestemmelser kan reklameudgifter
fradrages, når der opnås en reklame, der svarer til bidragets
størrelse, og når firmaets identitet, navn eller mærke (logo),
direkte fremgår af skiltning eller lignende.
Disse bestemmelser gælder ikke blot for reklameudgifter til
kulturelle formål, men også til mange andre af samfundslivets
aktiviteter, herunder idrætten.
På baggrund af hovedsigtet med nærværende lovforslag samt forslaget
til ændring af ligningsloven omfatter disse ikke idrætsområdet.
Efter forslaget om ændring af ligningsloven lægges afgørelsen af,
hvilke institutioner m.v. som skal være berettigede til at modtage
gaver - med fradragsret for giveren til følge - over til et nævn.
Dette forslag tager sit udgangspunkt i, at afgrænsningen af
gavemodtagerne rejser spørgsmål af en art, som man ikke med
rimelighed mener at kunne pålægge ligningsmyndighederne.
Den konkrete afvejning i forbindelse med godkendelse vil have så
mange saglige berøringsflader med sagsområderne under
Kulturdepartementet, at det forekommer naturligt og
hensigtsmæssigt at lade kultur- og kommunikationsministeren
nedsætte nævnet.
Det har været overvejet, om opgaverne kunne henlægges under et eller
flere af de allerede eksisterende permanente nævn eller råd under
Kulturdepartementet. Da det imidlertid er afgørende, at nævnet, i
højere grad end ekspertviden på enkeltområder, afspejler de videst
mulige aspekter af det kulturelle mønster, har man valgt at
nedsætte et nyt nævn på lovmæssig basis.
På dette grundlag foreslås derfor, at kultur- og
kommunikationsministeren nedsætter et nævn, som træffer afgørelse
om, hvorvidt foreninger, stiftelser og institutioner m.v. med
kulturelle formål kan godkendes som berettigede til at modtage
gaver med den virkning, at giveren får fradragsret for gaven efter
reglerne i ligningslovens § 8I.
Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Ifølge ligningslovens § 8I kan selskaber m.v., som er skattepligtige
efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1-3 og 5-6, og stk. 2,
1. pkt., samt § 2, stk. 1, litra a, fradrage kontante gaver, som
selskabet har ydet til almennyttige foreninger, stiftelser,
institutioner m.v., der anvender midlerne til fordel for kunst og
kultur. Foreningerne, stiftelserne og institutionerne skal være
hjemmehørende her i landet.
Det er en betingelse for denne fradragsret, at den forening,
stiftelse, institution m.v., som modtager gaven, har opnået en
særlig godkendelse.
Med den foreliggende bestemmelse nedsætter kultur- og
kommunikationsministeren et nævn, der skal kunne foretage disse
godkendelser. Godkendelserne medfører alene, at foreningerne,
stiftelserne, institutionerne m.v. kan modtage gaver med den
virkning, at de er fradragsberettigede for giveren.
Man har fundet det rimeligt at give nævnet en selvstændig stilling.
Det foreslås således, at nævnets afgørelser ikke skal kunne
indbringes for anden administrativ myndighed. Dette er i
overensstemmelse med ønsket om et flerstrenget kulturliv.
Kultur- og kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler for
nævnets afgørelser i en bekendtgørelse.
For at opnå godkendelse skal følgende 3 betingelser være opfyldt
Foreningen, stiftelsen, institutionen m.v. skal
1. være hjemmehørende her i landet,
2. være almennyttig, og
3. anvende sine midler til støtte af kunst og kultur.
ad 1
Udtrykket hjemmehørende her i landet svarer til betegnelsen i
selskabsskattelovens § 1. Ifølge praksis er det derfor afgørende,
at såvel bestyrelsen - i hvert fald flertallet af bestyrelsen som
hovedkontoret befinder sig her i landet.
ad 2
En institution betragtes som almennyttig, når dens virke i samfundet
kan karakteriseres som nyttig ud fra den i befolkningen
almindeligt fremherskende opfattelse. Endvidere skal
institutionens formål komme en vis større kreds til gode.
Begrebet almennyttig skal således forstås på samme måde, som det
forstås i ligningslovens § 8 A om fradragsret for gaver til
almenvelgørende eller på anden måde almennyttige institutioner.
ad 3
Det må endvidere af vedtægt, fundats, lovgrundlag eller lignende for
den pågældende institution m.v. fremgå, at det primære formål med
dens virksomhed er at støtte kunst og kultur.
Som nævnt i de almindelige bemærkninger omhandler forslaget ikke
idrætten.
Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at forsøge at definere begreberne
kunst og kultur, men nævnet forventes at lægge et bredt og
alsidigt kulturbegreb til grund for de konkrete afvejninger.
I overensstemmelse hermed må institutioner m.v., som inden for de
sidste år har modtaget støtte fra Kulturdepartementet, kunne opnå
godkendelse, forudsat de øvrige betingelser er opfyldt.
Noget lignende må gælde for institutioner m.v., hvis virke falder
inden for de aktivitetsområder, som efter Kulturdepartementets
praksis kan opnå støtte.
Vejledende kriterier kan herudover være, om institutionen m.v. har
modtaget støtte fra amtskommunale og kommunale kulturbudgetter
eller er støttet af fonde og lignende med kulturelle hovedformål.
Nævnet er berettiget til at indhente direkte udtalelser fra de
kompetente organer, som normalt også varetager rådgivende
funktioner i relation til Kulturdepartementet f.eks. Teaterrådet,
Statens Musikråd, Akademirådet m.v.
Godkendelserne, som finder sted på baggrund af ansøgning fra de
pågældende foreninger, stiftelser, institutioner m.v., gives uden
tidsbegrænsning, idet det dog i forbindelse med godkendelsen kan
betinges, at de pågældende institutioner m.v. indberetter til
nævnet, såfremt forholdene ændres afgørende. Hvis betingelserne
ikke længere er opfyldt, kan godkendelsen således fratages
institutionen m.v.
Til § 2
Ud fra ønsket om et smidigt og handlekraftigt organ foreslås et nævn
af begrænset størrelse, og antallet af medlemmer er sat til 5.
Nævnet forudsættes sammensat under hensyntagen til medlemmernes
personlige og faglige kvalifikationer, således at det samlede nævn
repræsenterer en bred kulturel og samfundsmæssig indsigt.
Medlemmerne beskikkes for en 3-årig periode. Genbeskikkelse kan finde
sted, men hensynet til en passende fornyelse kan tale for, at
umiddelbar genbeskikkelse i almindelighed kun bør finde sted een
gang.
Nævnets arbejdsprocedure fastsættes i en forretningsorden for nævnet.
Bilag
Økonomiske og administrative konsekvenser
Nævnets sekretariatsfunktioner forventes at kunne varetages af 1
heltidsansat sagsbehandler og 1 heltidsansat kontorfunktionær.
Merudgifterne for staten anslås til kr. 0,3 mio. i
etableringsudgifter i 1988 samt kr. 0,8 mio. i løbende årlige
driftsudgifter jf. nedenstående opstilling
Driftsudgifter (prisniveau medio 1987)
kr. Lønudgifter ............ 500.000 Vederlag ............... 70.000 Øvrige udgifter, herunder lejeudgifter .. 200.000 --------- 770.000 ---------
Ingen
Nr LSF 96
Forslag til Lov om nævn vedrørende visse kulturelle foreninger, stiftelser, institutioner m.v.
Fremsat af kultur- og kommunikationeministeren (H.P. Clausen)
den 18. november 1987