1987 LSF 85 FORSLAG TIL LOV OM INDUSTRIMINISTERIETS ERHVERVSANKENÆVN
Table of Provisions (10)
Statutory Text (10 Articles)
§ 1. Industriministeriets Erhvervsankenævn er klageinstans for
administrative afgørelser i det omfang, det fastsættes ved lov
eller i henhold til lov.
Stk. 2. Ankenævnet er i sin virksomhed uafhængig af instrukser
vedrørende den enkelte sags behandling og afgørelse.
Stk. 3. Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 2. Ankenævnet består af en formand, et antal næstformænd og et
antal sagkyndige medlemmer.
Stk. 2. Formandskabets og nævnets medlemmer beskikkes af
industriministeren for en periode af 4 år. Formandsskabets
medlemmer skal opfylde betingelserne for at blive udnævnt til
landsdommer. Nævnets medlemmer udpeges blandt personer, der har
kendskab til erhvervsforhold, herunder kapitalmarkedsforhold,
nationaløkonomi og forsikringsmatematik.
§ 3. Ved afgørelsen af den enkelte sag deltager formanden eller
næstformand, og 2 eller i særlige tilfælde 4 sagkyndige medlemmer,
der udpeges af formanden efter regler fastsat af
industriministeren.
§ 4. Klager over de afgørelser, der træffes i medfør af § 1, stk. 1,
skal indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn.
Stk. 2. Sagsbehandlingen ved ankenævnet er skriftlig. Hvor særlige
grunde taler derfor, kan formanden dog bestemme, at mundtlig
forhandling skal finde sted.
§ 5. Ankenævnet kan tillade en tredjemand eller offentlig myndighed,
der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, at indtræde i
sagen til støtte for klageren eller den indklagede styrelse.
§ 6. En klage har ikke opsættende virkning, med mindre dette er
fastsat i anden lovgivning. Hvor særlige grunde taler derfor, kan
ankenævnet dog bestemme, at en klage tillægges opsættende
virkning.
§ 7. Industriministeren fastsætter nærmere regler for ankenævnets
virksomhed, herunder regler om sagsbehandling og regler om, at
klagerne skal betale et gebyr for at få behandlet en klage.
§ 8. Loven træder i kraft den 1. januar 1988.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Forslaget har til formål at oprette Industriministeriets
Erhvervsankenævn.
For Industriministeriets vedkommende er adgangen til at rekurere
afgørelser i vidt omfang afskaffet, enten ved oprettelse af
ankenævn, ved indførelse af en rådsorganisation med endelige
afgørelser eller ved at gøre institutionernes afgørelser
administrativt endelige. Dette er et led i en almindelig udvikling
siden begyndelsen af 70-erne, hvor det blev anerkendt, at
departementer ikke bør beskæftige sig med konkret sagsbehandling,
hverken som førsteinstans eller som ankeinstans.
I dag er der således på mange centrale lovgivningsområder under
Industriministeriet oprettet ankenævn. Her skal peges på
Monopolankenævnet, Patentankenævnet, Butikstidsankenævnet og
Besætningsnævnet.
2. For borgere er klagebehandlingen ved ankenævn fremfor rekurs til
ministeren mere betryggende under hensyn til ankenævnets
uafhængige stilling og sammensætning. For centraladministrationen
vindes der typisk ikke værdifuld indsigt i sagsområdet eller
effektive styringsmuligheder ved rekursbehandling. Styring gennem
tilfældig ankesagsbehandling er ikke hensigtsmæssig.
3. Under Industriministeriet findes der stadig væsentlige områder,
hvor adgangen til ved rekurs at indbringe institutionernes
afgørelser for departementet er uændret. Det er i særlig grad
tilfældet for de institutioner, som administrerer selskabs- og
kapitalmarkedslovgivningen, dvs. Aktieselskabs-Registeret, Bank-
og Sparekassetilsynet samt i et vist omfang Forsikringstilsynet.
Erhvervsankenævnets oprettelse er et led i Industriministeriets
strukturomlægning, der bl.a. medfører, at Aktieselskabs-Registeret
omdannes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Forsikringstilsynet
og Tilsynet med Banker og Sparekasser sammenføres i
Finanstilsynet.
Lovforslaget har til formål primært at lade Erhvervsankenævnet være
klageinstans for den lovgivning, der administreres af ovennævnte
styrelser.
De sager, der for tiden bliver tale om at kunne indbringes for
ankenævnet, er afgørelser efter lov om aktieselskaber, lov om
anpartsselskaber, lov om visse selskabers aflæggelse af årsregskab
m.v., lov om banker og sparekasser m.v., lov om visse
kreditinstitutter, lov om visse spare- og udlånsvirksomheder m.v.,
lov om investeringsforeninger, lov om Københavns Fondsbørs, lov om
en værdipapircentral, lov om realkreditlignende lån og
andelsboliglån m.v., lov om forsikringsvirksomhed og lov om tilsyn
med pensionskasser.
Herved opnås, at ankenævnet bliver kompetent i alle sammenlignelige
sager, hvor et fælles ankenævns behandling kan sikre ensartethed i
praksis.
Samtidig med oprettelsen af Erhvervsankenævnet nedlægges
Forsikringsnævnet. Forsikringsnævnet har bl.a. behandlet klager
over afgørelser efter bestemmelser i lov om forsikringsvirksomhed,
der antages at være af særlig indgribende karakter eller af
kompliceret art.
4. Forslaget har under udarbejdelsen været forelagt følgende til
udtalelse: Industrirådet, LO, Dansk Arbejdsgiverforening,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Den danske Bankforening, Danmarks
Sparekasseforening, Danske Investeringsforeningers
Fællesrepræsentation, Foreningen af Fondsbørsvekselerere,
Foreningen af Firma-Pensionskasser, Pensionskasserådet,
Assurandør-Societetet, FDB, Butikshandelens Fællesråd, Dansk
Organisation for Detailhandelskæder, Det Danske Handelskammer og
Håndværksrådet.
5. Forslaget forventes ikke at medføre øget personaleforbrug for
staten. Forslaget vil medføre, at der skal ske en særskilt
vederlæggelse til nævnsmedlemmer. Det er ikke muligt at angive
udgifterne, som vil blive afholdt inden for ministeriets rammer.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Ved oprettelse af Industriministeriets Erhvervsankenævn er det
tillagt afgørende vægt, at nævnet er uafhængigt af de øvrige
administrative myndigheder, og at det både repræsenterer og råder
over den fornødne sagkundskab.
Nævnets status som en selvstændig og uafhængig myndighed er fastslået
i stk. 2, hvor det er foreskrevet, at det ikke kan modtage
instruktioner om, hvorledes den enkelte sag skal afgøres.
Ved stk. 3 fastslås det, at Erhvervsankenævnet er øverste
administrative myndighed med hensyn til de sager, der kan
indbringes for nævnet. Nævnet er dog som andre administrative
myndigheder undergivet ombudsmandens kontrol. Nævnets afgørelser
er undergivet den almindelige domstolskontrol.
Til § 2
Efter forslaget forestås nævnets virksomhed af et formandsskab samt
et antal sagkyndige medlemmer. Som det fremgår af de almindelige
bemærkninger, er det tanken, at nævnet skal behandle afgørelser,
der træffes af Finanstilsynet i henhold til
pengeinstitutlovgivningen m.v. og forsikringslovgivningen og af
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for så vidt angår
selskabslovgivningen. Nævnets opgave er at behandle sager og
træffe afgørelser efter en juridisk og fagmæssig bedømmelse af
sagens omstændigheder. Ankenævnets opgave er således at behandle
såvel de retlige som de hermed forbundne skønsmæssige forhold i de
berørte styrelsers afgørelser. Afgrænsningen af de spørgsmål, der
kan indbringes for ankenævnet, er foretaget i de pågældende love.
Nævnet består af et formandsskab, der skal opfylde betingelserne for
at blive udnævnt til landsdommer. Lovteksten åbner mulighed for
udpegning af såvel en formand som eventuelle næstformænd, ligesom
man har undladt i lovteksten at tage stilling til, hvor mange
sagkyndige der skal udpeges. Det skyldes usikkerhed om, hvor mange
sager der indbringes for nævnet. Opmærksomheden skal dog henledes
på § 3, hvor det fastslås, at der ved afgørelsen af hver enkelt
sag mindst deltager formanden og 2 sagkyndige.
Nævnet skal desuden bestå af uvildige sagkyndige, der har en speciel
sagkundskab på de områder, hvor nævnet får tillagt kompetencen til
at behandle klagesager. Der agtes udpeget personer, der har
kendskab til erhvervsforhold, herunder kapitalmarkedsforhold,
nationaløkonomi samt forsikringsmatematik.
Til § 3
Det foreslås, at formanden og 2 sagkyndige deltager ved afgørelsen af
den enkelte sag. Der fastslås, at industriministeren fastsætter
retningslinier for udvælgelse af nævnsmedlemmer. Baggrunden herfor
er, som det også fremgår af bemærkningerne til § 2, at der er tale
om indbringelse af vidt forskellige sagstyper, hvor forskellig
ekspertise er fornøden.
Der er mulighed for at bestemme, at 4 medlemmer deltager ved en sags
behandling. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor der er tale om en
sag af kompliceret art, hvor det er påkrævet med flere sagkyndiges
vurdering.
Til § 4
Det fastslås som hovedregel, at sagsbehandlingen under
nævnsbehandlingen er skriftlig. Klageren vil naturligvis have krav
på at blive gjort bekendt med sagens akter. Klageren og den
myndighed, hvis afgørelse indklages, har adgang til efter begæring
at møde for nævnet, medmindre nævnet skønner denne ret overflødig.
¬mt1Til § 5
Der gives tredjemænd og offentlige myndigheder mulighed for at
indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede
myndighed, såfremt de har retlig interesse i udfaldet af en for
ankenævnet verserende sag. Afgørelsen af, hvorvidt der foreligger
en retlig interesse, træffes i første instans af ankenævnet.
Ankenævnets afgørelse herom er underkastet domstolsprøvelse.
Til § 6
Som hovedregel har klager ikke opsættende virkning. Der er dog
tillagt ankenævnet en mulighed for at bestemme, at klagen skal
have opsættende virkning, hvor særlige grunde taler herfor.
Til § 7
Ministeren vil i medfør af denne bestemmelse udarbejde en række
detailregler, som man ikke har fundet nødvendigt at optage i selve
lovteksten, eller som følger af forvaltningsloven. Der vil således
kunne gives regler om kompetenceforholdene inden for nævnet, om
sagernes forberedelse, om fremgangsmåden ved udpegning af
medlemmer til nævnet, om medlemmernes vederlæggelse og om nævnets
sekretariat. Det vil være af væsentlig betydning, at der
fastsættes sådanne regler for nævnets virksomhed, der sikrer en
effektiv, hurtig og betryggende sagsbehandling, dog med skyldig
hensyntagen til væsentlige fundamentale retssikkerhedsmæssige
principper.
Ingen
Nr LSF 85
Forslag til Lov om Industriministeriets Erhvervsankenævn
Fremsat af industriministeren (Nils Wilhjelm)
den 18. november 1987
Vedtaget ved tredjebehandling den 18. december 1987
LOV nr 858 af 23/12/1987