1987 LSF 63 FORSLAG TIL LOV OM SIKRING AF RØGFRI MILJØER OG MÆRKNING AF TOBAKSVARER M.V.

Kapitel 1

Sikring af røgfri miljøer

§ 1. Lovens formål er at sikre røgfri miljøer samt at begrænse

tobaksrygningens gener og helbredsskadelige virkninger for såvel

aktive som passive rygere.

Kapitel 2

Mærkning m.v. af tobaksvarer

§ 2. I Folketinget, domstolene og i den offentlige forvaltning er

tobaksrygning ikke tilladt i lokaler, som udgør arbejdsstedet for

mere end een ansat, samt i fælles opholdslokaler og lignende for

de ansatte.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i de lokaler, der er nævnt i

stk. 1, såfremt de ansatte, der har arbejdssted i sådanne lokaler,

erklærer sig indforstået hermed, eller såfremt det gennem

effektive foranstaltninger sikres, at ingen af de ansatte generes

af tobaksrygningen.

Stk. 3. Tobaksrygning er endvidere tilladt i særskilte lokaler, der

er direkte bestemt for rygere. I tilfælde, hvor det er

overordentlig vanskeligt eller kostbart at indrette særskilte

lokaler til tobaksrygning, kan tobaksrygning tillades i særligt

markerede områder, såfremt der træffes effektive foranstaltninger

til at hindre gener for ikkerygere.

Stk. 4. Den pågældende offentlige arbejdsgiver skal hurtigst muligt

efter lovens ikrafttræden etablere de i stk. 3 nævnte rygeområder.

Kapitel 3

Ikrafttrædelse

§ 3. Tobaksrygning er ikke tilladt under møder i Folketinget,

domstolene og i den offentlige forvaltning, herunder møder i

offentlige råd, nævn og kommissioner, medmindre samtlige

mødedeltagere er enige om at tillade tobaksrygning.

§ 4. I Folketinget, domstolene og i den offentlige forvaltning er

tobaksrygning ikke tilladt i lokaler, hvortil der er adgang for

offentligheden. Det samme gælder ventelokaler hos personer, der i

henhold til autorisation eller bevilling driver selvstændig

virksomhed inden for sundhedssektoren.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i særskilte lokaler, der er

indrettet for rygere.

§ 5. Tobaksrygning er ikke tilladt på hospitaler, dag- og

døgninstitutioner og uddannelsesinstitutioner.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i særskilte lokaler, der er

indrettet for rygere. Patienter på hospitaler m.v., som ikke har

mulighed for at benytte særskilte lokaler for rygere, kan få

tilladelse til tobaksrygning i øvrige lokaler, såfremt der

samtidig træffes foranstaltninger, der kan sikre andre patienter

mod ulemper ved tobaksrygningen.

§ 6. Tobaksrygning er ikke tilladt i offentlige transportmidler i

fast rutefart inden for landets grænser.

Stk. 2. Tobaksrygning er dog tilladt i offentlige transportmidler,

såfremt der er truffet foranstaltninger, der sikrer, at ingen mod

sin vilje generes af tobaksrygningen.

§ 7. De myndigheder, under hvis område de pågældende lokaler og

transportmidler hører, er ansvarlige for overholdelsen af reglerne

i §§ 2-6.

Stk. 2. Det påhviler de myndigheder, der er nævnt i stk. 1, at

oplyse om reglerne om tobaksrygning i de pågældende lokaler og

transportmidler gennem skiltning og lignende.

Stk. 3. Spørgsmål om overtrædelse af reglerne i dette kapitel kan

indbringes for den almindelige klageinstans for den pågældende

myndigheds virksomhed i øvrigt.

§ 8. Alle tobaksprodukter, der markedsføres i Danmark, skal forsynes

med en advarsel, der gør opmærksom på tobaksrygningens

helbredsskadelige virkninger.

§ 9. I advarselsteksten på cigaretpakninger skal der være en

angivelse af de væsentligste af de sundhedsskadelige stoffer,

produktet indeholder, samt i hvilke mængder de er indeholdt i

produktet.

Stk. 2. Sundhedsministeren kan fastsætte regler for mærkning af

andre tobaksprodukter.

§ 10. Sundhedsministeren fastsætter i samarbejde med Tobaksskaderådet

regler om advarsler på tobaksprodukter og i reklamer.

§ 11. Udgifter til indkøb af tobaksvarer kan ikke afholdes over

statslige budgetter.

§ 12. Den, der overtræder §§ 8 og 9, straffes med bøde.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 9, stk. 2, og §

10, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af

bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

anpartsselskaber og andelsselskaber eller lignende, kan der

pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 13. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

§ 14. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne, men kan ved kgl.

anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de

særlige grønlandske forhold tilsiger.

§ 15. Forslag om revision af loven fremsættes for Folketinget senest

i folketingsåret 1990-91.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget er en genfremsættelse af det forslag om sikring af

røgfri miljøer og mærkning af tobaksvarer m.v., som

indenrigsministeren fremsatte i folketingsåret 1986-87 (1.

samling) i den affattelse, dette lovforslag forelå efter 2.

behandling den 26. maj 1987, dog med to tilføjelser samt med

enkelte redaktionelle ændringer som følge af oprettelsen af

Sundhedsministeriet og Tobaksskaderådet.

Lovforslaget bygger i øvrigt på det af Det Radikale Venstre fremsatte

beslutningsforslag om sikring af røgfri miljøer, der vedtoges af

Folketinget den 28. maj 1986. Der henvises til Folketingstidende

1986-87 (1. samling), forhandlingerne sp. 5123, 5777, 12621 og

13276 samt tillæg A sp. 3087, og Folketingstidende 1985-86,

forhandlingerne sp. 7047, 9384 og 11996 samt tillæg A sp. 4745,

tillæg B sp. 1849 og tillæg C sp 913.

De to tilføjelser til det nævnte lovforslag i den affattelse, det

forelå efter 2. behandling er to bestemmelser fra

indenrigsministerens oprindelige lovforslag, hvorefter der kan

ryges på offentlige arbejdspladser og i offentlige møder, såfremt

de tilstedeværende er enige herom. Disse såkaldte

»kværulantparagraffer« faldt ud ved afstemningen om

ændringsforslagene ved 2. behandling, men det medførte så megen

kritik af forslaget som helhed, at SF ved 3. behandling foreslog -

og fik vedtaget - at de blev genindført i lovforslaget.

Den efterfølgende debat ved 3. behandling blev imidlertid ført, som

om denne ændring ikke var sket eller Tingets medlemmer ikke havde

haft tid eller mulighed for at sætte sig ind i lovforslagets

indhold.

Forslagsstillerne finder det derfor rimeligt endnu en gang at forsøge

at få gennemført røgfri miljøer i den »milde« form, der betyder,

at hvor der er enighed om det, kan man fortsat ryge på offentlige

arbejdspladser og i møder. Men forslagsstillerne ønsker samtidig

at fremhæve, at ændringen tager sigte på arbejds- og

mødesituationer med få tilstedeværende, som alle accepterer

rygning. Bestemmelserne bør derimod ikke kunne anvendes i

tilbagevendende arbejds- og mødesituationer, hvor man ved, at en

eller flere af deltagerne ikke ønsker passiv rygning.

Kun på denne måde kan det hindres, at mennesker, der ikke ønsker at

indånde røgfyldt luft, betegnes som »kværulanter« eller

samarbejdsvanskelige. Det bør endvidere være en selvfølge, at

afskedigelser p.g.a. overfølsomhed over for tobaksrøg ikke kan

finde sted.

Offentlige møder og arbejde på offentlige arbejdspladser må med andre

ord ske på ikkerygernes betingelser i respekt for det

frihedsbegreb, der lå til grund for forlagsstillernes oprindelige

beslutningsforslag om sikring af røgfri miljøer: »Den personlige

frihed er frihed til at gøre alt, der ikke skader andre«.

Siden fremsættelsen af beslutningsforslaget om røgfri miljøer er der

sket en markant udvikling i den rigtige retning, både i udlandet

og herhjemme. Der henvises til bilaget om de internationale

forhold.

I Danmark er det blevet mere almindeligt, at møder og lignende kan

afholdes røgfrit. Tilbage er imidlertid de offentlige

arbejdspladser, hvor mange fortsat oplever, at det er umuligt at

komme igennem med forslag om røgfri miljøer, medmindre der er

lovgivet om det. Nærværende lovforslag vedrører alene de

offentlige arbejdspladser, men det er indlysende, at også de

private arbejdspladser burde gøres røgfri af sundhedsmæssige

grunde, og det kan ikke stærkt nok anbefales, at arbejdsmarkedets

parter i fællesskab løser denne opgave.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

ad § 1

Da loven er helt ny i sin art i Danmark, ønskes formålet fastslået i

lovens § 1.

Tobaksrygningens helbredsskadelige virkninger på såvel rygere som

ikkerygere anerkendes nu overalt i verden som en fastslået

kendsgerning. Passiv rygning er særlig belastende for de 10 pct.

af befolkningen, som er overfølsomme over for tobaksrøg samt for

det ufødte barn, men passiv rygning er tillige årsag til en mindre

del af de sygdomme, som især er tobaksbetingede: lungekræft og

andre kræftformer, hjerte- og karsygdomme samt luftvejslidelser

hos børn og unge.

ad § 2, stk. 1 og 2

Bestemmelserne er identiske med bestemmelserne i det af regeringen

den 14. januar 1987 fremsatte forslag om sikring af røgfri miljøer

og mærkning af tobaksvarer m.v. (L 162).

Indenrigsministeren havde forsynet bestemmelserne med følgende

kommentarer

»Sigtet med bestemmelsen er at sikre, at ansatte på offentlige

arbejdspladser ikke ufrivilligt udsættes for gener ved

tobaksrygning. Dette gælder såvel de lokaler, hvor

arbejdsfunktionerne udføres, som fælles opholdslokaler og lignende

for de ansatte. Bestemmelsen omfatter således kantiner, fælles

omklædningsrum, gangarealer, toiletter m.v.

Tobaksrygning er tilladt, såfremt det gennem effektive

foranstaltniger sikres, at ingen af de ansatte generes af

tobaksrygningen. Sådanne foranstaltninger kan f.eks. bestå i

udluftningssystemer, rumopdelinger eller andre særlige

bygningsmæssige forhold.«

ad § 2, stk. 3

Bestemmelsen er identisk med det af Socialdemokratiet stillede og af

et flertal (ved 2. behandling af L 162) vedtagne ændringsforslag.

Man ønsker med ændringsforslaget at fastholde, at der bør indrettes

særskilte lokaler for rygere, men åbner en mulighed for i helt

særlige tilfælde at etablere særligt markerede områder under den

klare forudsætning, at det sikres, at tobaksrygningen ikke generer

ikkerygere.

ad § 2, stk. 4

Bestemmelsen pålægger den pågældende offentlige arbejdsgiver at

etablere særskilte rygelokaler af hensyn til de rygere, der er

afhængige af tobak. Bestemmelsen var ikke med i regeringens

forslag, men vedtoges som ændringsforslag af et flertal ved 2.

behandling af L 162.

ad § 3

Bestemmelsen er identisk med L 162, § 2, og »omfatter både eksterne

møder og interne møder mellem ansatte i institutioner, møder i

folketingsudvalg, kommunale udvalg, sagkyndige udvalg, som er

nedsat af en offentlig myndighed etc.«

ad § 4

Bestemmelsen er i overensstemmelse med L 162, § 3, med enkelte

redaktionelle ændringer, der sikrer, at al slags virksomhed inden

for sundhedssektoren (f.eks. apotekervirksomhed) er omfattet.

ad § 5

Bestemmelsen er identisk med L 162, § 4.

Ved uddannelsesinstitutioner forstås såvel skoler som videregående

uddannelsesinstitutioner.

Muligheden for at tillade tobaksrygning for personer, der ikke kan

benytte særskilte rygelokaler, gælder både på hospitaler og andre

institutioner.

ad § 6

Bestemmelsen er identisk med L 162, § 5.

Bestemmelsen omfatter persontransport med både bus, tog, fly og skib.

Persontransport mellem et bestemmelsessted i Danmark og i udlandet

er ikke omfattet.

Ved offentlige transportmidler i fast rutefart forstås

transportmidler, der er åbne for alle, og som anvendes ved

erhvervsmæssig personbefordring, der drives enten af en offentlig

myndighed eller af private. Hyrevognskørsel og turistkørsel med

busser er ikke omfattet af bestemmelsen.

Ved 12. behandling af L 162 faldt et ændringsforslag, der strammede

denne bestemmelse, og forslagsstillerne har derfor ikke anset det

for realistisk at komme igennem med en strammere formulering. Det

må imidlertid slås fast, at rygning på de bageste pladser i f.eks.

rutebiler og fly i høj grad er generende for ikkerygere, der

sidder i nærheden. Efter forslagsstillernes opfattelse berettiger

rejsetiden i danske indenrigsfly ikke til rygning (under 1 time).

ad § 7

Stk. 1 og 2 er identiske med L 162, § 6.

Stk. 3. blev vedtaget som ændringsforslag ved 2. behandling og

imødekommer kritikken af lovforslaget for ikke at indeholde nogen

form for sanktioner.

Ændringsforslaget blev vedtaget med den begrundelse, at det efter de

afgivne høringssvar på L 162 må forventes, at visse myndigheder

vil være negative over for loven.

Egentlige straffebestemmelser anses det ikke for hensigtsmæssigt at

gennemføre, idet det påhviler de pågældende myndigheder og

arbejdsgivere, hvorunder de af loven omfattede lokaler og

transportmidler hører, at sikre lovens overholdelse.

Indenrigsministeren fremhævede under arbejdet med L 162, at

allerede gældende love og bestemmelser var tilstrækkelige til at

håndhæve loven.

ad §§ 8, 9 og 10

Bestemmelserne er med enkelte redaktionelle ændringer identiske med

de ændringsforslag, der blev vedtaget ved 2. behandling af L 162.

I forhold til regeringens forslag indebærer de en stramning af

bestemmelserne vedrørende mærkning af tobaksvarer, idet det ikke

er nok at gøre opmærksom på, at tobaksrygning er sundhedsskadelig,

og at lade denne oplysning være en standardpåskrift på

tobaksprodukter. Såvel tobaksprodukter som reklamer må forsynes

med skiftende advarsler, der oplyser om, på hvilken måde tobak er

helbredsnedbrydende.

ad § 11

Forbudet mod at afholde udgifter til tobak over statslige budgetter

blev vedtaget i form af et ændringsforslag ved 2. behandling af L

162 og er i øvrigt identisk med det af Socialdemokratiet stillede

ændringsforslag til finanslovforslaget 1987.

I betragtning af, at tobak er den alvorligste sygdomsfremkaldende

faktor i vort miljø (alene ca. 3.100 lungekræfttilfælde om året),

forekommer det urimeligt, at det offentlige tilskynder til

rygning.

ad §§ 13 og 15

Ikrafttrædelsesdato 1. juli 1988 er valgt af hensyn til muligheden

for at nå at indrette særlige rygelokaler på visse arbejdspladser.

Tidspunktet for revision af loven bør være ca. 3 år efter dens

ikrafttræden.

Bilag

Uddrag af Statens Tobaksråds redegørelse til Stortinget (Norge)

(uaut. oversættelse)

Internationale forhold

7. april 1987: WHO - Verdenssundhedsorganisationen - erklærer

hovedkontoret i Geneve, Schweiz, og de seks andre regionskontorer

rundt om i verden for røgfrie arbejdspladser. Rygning bliver kun

tilladt i særlige, afgrænsede områder.

WHO opfordrer andre lande og byer til at følge eksemplet.

Belgien

Fra 1. september 1987 er der indført rygeforbud i alle offentlige

steder med »tag og vægge«: sygehuse, børnehaver, skoler,

plejehjem, jernbane- og T-banestationer (perroner udendørs er

undtaget forbudet).

Områder, hvor madvarer bliver fremstillet og opbevaret,

kollektivtransport, skolebusser og elevatorer omfattes også af

forbudet.

Efter en prøvetid på 3 måneder begynder politiet at give bøder for

ulovlig rygning. Bødens størrelse vil variere mellem en sum af 280

kr. og 3.200 kr., alt efter lovbruddets karakter.

Der er også indført love, som begrænser rygning i arbejdsmiljøet.

New York State

Staten og byen New York har fremlagt et forslag med ret vidtgående

regler, som endnu ikke er gennemført.

Princippet om røgfrit fællesmiljø gælder på arbejdspladser,

offentlige steder som banker, skoler, ekspeditionslokaler,

venterum, museer og teatre m.v. Det er endvidere forbudt at ryge i

hyrevogne.

Restauranter med plads til mindre end 50 gæster kan tillade rygning.

I restauranter med mere end 50 pladser kræver loven op til 70 pct. af

pladserne til ikkerygere. Rygning er derimod tilladt i baren.

Rygning er endvidere tilladt på hotelværelser og i tobakshandler.

For at gennemføre disse strenge regler opereres med sanktioner i form

af bøder fra 250 dollar og 15 dages fængsel.

Resten af USA

Ved udgangen af 1985 havde hele 42 stater love som regulerede rygning

på offentlige steder. 17 stater har også love, som begrænser

rygning i arbejdsmiljøet.

Reglerne i Los Angeles og San Francisco om arbejdsgivernes pligt til

at sørge for røgfrit miljø til deres ansatte indeholder strenge

sanktioner: bøder på indtil 500 dollar pr. dag eller fængsel i

indtil 6 måneder. Det er i høj grad op til den enkelte, der ønsker

røgfrihed, at få reglerne gennemført, og mange har ikke kræfter

eller mod til at gøre det. Selv de strenge bestemmelser om røgfri

luft i San Francisco har ladet sig gennemføre uden de store

praktiske problemer.

Finland

I den finske tobakslov fra 1976 er der i §§ 12 og 13 indsat

bestemmelser til sikring af røgfri miljøer. Loven tager først og

fremmest sigte på at værne om passagerer på transportmidler, børn

i og under den skolepligtige alder, personer, der opholder sig i

forvaltningsorganers receptioner, venterum og mødelokaler. Der er

også lavet en bestemmelse om, at det ved opslag skal bekendtgøres,

i hvilken grad rygning er forbudt.

Finland udøver princippet om, at rygning generelt er forbudt i

offentlige lokaler, hvor publikum har fri adgang. I private

lokaler anbefales godt adskilte zoner. Kontrolinstans er det

lokale helseråd, som videre kan indklage brud på bestemmelserne

til påtalemyndigheden. I kommentarerne til den finske tobakslov

kan læses følgende

»Det lokale sundhedsråd skal på eget initiativ eller på grundlag af

oplysninger, det har modtaget, kontrollere forbud mod og

begrænsning af rygning i sit distrikt. Om nødvendigt skal

sundhedsrådet informere dem, som disponerer over lokalerne eller

betjeningen på offentlige befordringsmidler, eller deres

repræsentanter om overtrædelser i deres lokaler eller på deres

befordringsmidler.

Enhver, som ryger, skal anmodes om at lade være af den, som

disponerer over lokalerne eller befordringsmidlerne, eller dennes

repræsentant. Hvis anmodningen ikke følges omgående, kan

vedkommende bortvises, medmindre dette viser sig umuligt i

øjeblikket. Politiet har pligt til på anmodning at hjælpe med at

fjerne personer, der ikke retter sig efter anmodningen.

Den, som er ansvarlig for befordringsmidlet eller lokalerne, kan give

besked til klageinstansen om overtrædelse af rygeforbudet.

Klageinstansen kan ikke tage forholdsregler, medmindre en sådan

besked er modtaget.«

I den finske tobakslov er det fastsat, at overtrædelse af rygeforbud

straffes med bøder. De finske myndigheder havde i 1986 ikke

registreret nogen tilfælde, hvor der havde været gjort brug af

denne bestemmelse. Den finske tobakslov indeholder regler om

finansiering af disse tiltag. Der er fastsat en særafgift på

mindst 0,5 pct. af skatterne på tobak til anvendelse til støtte

for en sundhedsorienteret tobakspolitik. Finland brugte i 1985 ca.

12 mio. kr. til forskning, evaluering og sundhedspolitiske

projekter/oplysningskampagner.

Island

På Island blev der i 1984 vedtaget en ganske vidtgående tobakslov.

Lovens formål er at reducere forbruget af tobak og dermed

sundhedsskaderne, som tobak medfører, samt at beskytte folk mod

virkningerne af tobaksrygning. Loven indeholder påbud om mærkning

af tobakspakker, forbud mod tobaksreklame, forbud mod salg af

tobaksvarer til personer under 16 år og forbud mod salg af

tobaksvarer fra automater.

Den islandske lov indeholder også bestemmelser om finansiering af

tiltag til bekæmpelse af tobaksskaderne. Staten er forpligtet til

at yde 2 promille af den totale omsætning af tobaksvarer til

sådant arbejde.

Desuden indeholder loven et særligt kapitel om begrænsninger i

adgangen til tobaksrygning. Tobaksrygning er forbudt i lokaler,

som er tilgængelige for publikum, med visse undtagelser for

restauranter og lignende. Steder, hvor rygning er forbudt, skal

mærkes tydeligt. Rygning er ikke tilladt på skoler og i andre

bygninger, der er tiltænkt børn under 16 år, og i sundhedscentre.

Institutionens leder kan imidlertidig tillade rygning i den del af

bygningen, som er særligt forbeholdt personalet.

På sygehuse kan rygning kun tillades på særlige steder, hvor den

ikke kan skade ikkerygere. Rygning er også forbudt i offentlige

befordringsmidler, men med visse undtagelser for international

flytransport.

Sverige

I Sverige er der ikke vedtaget særlige love om passiv rygning.

»Arbetarskyddsstyrelsen« og Socialstyrelsen har efter pålæg fra

regeringen udarbejdet råd og anbefalinger om begrænsning af

tobaksrygning i lokaler, som er af fælles karakter. Disse almene

råd har det sigte, at ingen mod sin vilje skal behøve at blive

udsat for ubehag eller sundhedsfare p.g.a. rygning i områder, hvor

både rygere og ikkerygere har ret eller grund til at færdes.

Adgang til rygning på arbejdspladsen afgøres gennem demokratiske

afgørelser via »verneombud« og arbejdsmiljøudvalg. Socialstyrelsen

og »Arbetarskyddsstyrelsen« anbefaler begrænset tobaksrygning.

Sommeren 1983 blev der udgivet en oversigt over svenske hoteller,

pensionater og restauranter, hvor man kunne spise og bo røgfrit.

Denne »Rigsguide« blev til efter et samarbejde mellem frivillige

ikkerygerforeninger og hotel- og restaurationsorganisationer.

Formålet med denne guide var i første række at invitere hotel- og

restaurationssektoren til at informere om, hvad der fandtes af

røgfri miljøer. Det var desuden et formål, at flere miljøer skulle

blive røgfri.

I Sverige er det totale antal af rygere også gået ned, men samtidig

er der sket en forandring i fordelingen mellem mænd og kvinder

samt en vis aldersforskydning. Det er særligt yngre kvinder, der

udgør et stigende antal rygere. I sundhedstjenesten begynder man

at mærke positive forandringer. F.eks. er lungekræft ved at blive

mindre almindeligt blandt mænd.

Israel

I Israel blev der den 4. august 1983 vedtaget en lov om begrænsning

af rygning på offentlige steder. Den gælder for biografer, teatre,

koncerthaller, operaer, mødelokaler, undervisningsrum,

sundhedsinstitutioner, apoteker, biblioteker, skoler, elevatorer,

busser, minibusser og hyrevogne. På sådanne steder er det - med

nogle undtagelser - forbudt at ryge og holde en tændt cigaret,

cigarillo, cigar eller pibe. Der skal opstilles skilte med

»rygning forbudt«.

Italien (Redegørelse af 23. juli 1986 fra den norske ambassade i

Rom).

Den (nu afgåede) italienske regering lagde den 15. juni 1986 et

forslag frem som har til hensigt at reducere rygningen i Italien.

Lovforslaget sigter først og fremmest mod at regulere rygning i

offentlige lokaler. Forslaget går videre ind for reklameforbud,

mærkning af tobaksvarer samt forbud mod salg til personer under 16

år.

Lovforslaget lægger bl.a. op til rygeforbud i

- alle private og offentlige sygehuse og sundheds/behandlingshjem.

Det eneste, der er undtaget denne regel i disse institutioner, er

venterum, reserveret for rygere;

- alle undervisningsinstitutioner med undtagelse af lokaler, som er

reserveret for rygere;

- alle offentlige transportmidler, inkl. nationale flyruter. Forbudet

gælder også for områder indendørs på jernbanestationer,

flypladser, havne og undergrundsstationer. Kun områder, forbeholdt

rygere er undtaget fra forbudet;

- i lukkede arbejdsrum, private såvel som offentlige, hvor der

arbejder mere end een person, med undtagelse af lokaler reserveret

til rygere.

- offentlige kontorer, der er åbne for publikum.

Reklameforbudet vil også gælde hel eller delvis gengivelse af

varemærker eller symboler for røgvarer.

Brud på rygeforbudet kan føre til bøder fra ITL 15.000 til 45.000

(N.kr. 75-225). For brud på loven om mærkning af tobaksvarer kan

man idømmes bøder i en størrelsesorden 10-100 mill. lire (N.kr.

50.000-500.000), mens man for salg af røgvarer til personer under

16 år ligeledes kan idømmes bøder i en størrelsesorden

100.000-500.000 lire (kr. 500-2.500).

Lovforslaget udløste bred omtale i de fleste italienske aviser.

Undersøgelser, baseret på meningsmålinger, viste, at kun 1/3 af

italienere over 15 år ryger dagligt. Meningsmålingerne viste også

et solidt flertal for de fleste af forslagene i lovudkastet.

Med den nuværende politiske krise er det umuligt at sige, hvornår

forslaget måtte blive behandlet. Lovbehandlinger er desuden

normalt en nok så langvarig proces, så man kan roligt regne med,

at der vil gå endnu en tid, før forslaget evt. bliver vedtaget.

Ingen

Nr LSF 63

Forslag til Lov om sikring af røgfri miljøer og mærkning af tobaksvarer m.v.

Fremsat af Aase Olesen (RV) Dagmar Mørk Jensen (RV) Kirsten Lee (RV) Niels Helveg Petersen (RV)

den 5. november 1987