1987 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM FRIHEDSBERØVELSE OG ANDEN TVANG I PSYKIATRIEN

Bilag 1

Lov nr. 118 af 13. april 1938

om sindssyge personers hospitalsophold

som ændret ved lov nr. 175 af 11. juni 1954, jf. lov nr. 182 af 7.

juni 1958 og lov nr. 225 af 7. juni 1972

Kapitel 1

Lovens område m.v.

§ 1. Frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling må kun

finde sted efter reglerne i denne lov.

Stk. 2. Ved tvang forstås i denne lov anvendelse af foranstaltninger,

som patienten modsætter sig.

§ 1. Denne lovs bestemmelser angår behandling af sindssygdomme på

stats- eller kommunale hospitaler eller på private

helbredelsesanstalter, som er autoriserede til at modtage

sindssyge til behandling. Autorisationen meddeles af

justitsministeren efter indstilling fra sundhedsstyrelsen og skal

søges fornyet, når anstalten skifter ledende læge. En meddelt

autorisation kan til enhver tid tilbagekaldes.

Stk. 2. Indlæggelse og tilbageholdelse af en sindssyg mod dennes

vilje må kun finde sted på de i stk. 1 nævnte hospitaler og

helbredelsesanstalter.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 2. Med henblik på i videst muligt omfang at forebygge anvendelse af

tvang skal sygehusmyndigheden tilbyde sygehusophold, behandling og

pleje, som svarer til god psykiatrisk sygehusstandard.

§ 2. Uden for de tilfælde, hvor en sindssyg person selv undergiver

sig fornøden lægebehandling, påhviler det hans nærmeste, når de

skønner, at han er så sindslidende, at behandling er påkrævet, at

tilkalde en læge. På grundlag af de ham givne eller af ham

indhentede yderligere oplysninger skønner lægen efter foretagen

undersøgelse af patienten, om denne må anses for at være sindssyg,

og afgør i så fald, om han bør indlægges på et sindssygehospital

eller en autoriseret helbredelsesanstalt. Sådanne foranstaltninger

er de nærmeste da berettigede til at iværksætte.

Stk. 2. Såfremt den tilkaldte læge finder, at det vil være

uforsvarligt, at den syge ikke indlægges til behandling på et

sindssygehospital eller en helbredelsesanstalt, fordi den syge er

farlig for sig selv eller for andre, er de nærmeste pligtige at

foretage det videre fornødne til indlæggelsens gennemførelse.

Tilsvarende pligt påhviler ligeledes de nærmeste, når den

tilkaldte læge finder det uforsvarligt at undlade indlæggelse,

fordi udsigterne for den syges helbredelse væsentlig vil

forringes, hvis indlæggelse ikke finder sted, og lægens skøn

godkendes af amtslægen på den syges hjemsted, i København af

stadslægen.

Stk. 3. Ved en persons nærmeste forstås de, hvem forsorgen for

personen retlig eller faktisk påhviler, såsom indehaver af

forældremyndighed, værge, lavværge, ægtefælle, myndige børn,

forældre, andre nære slægtninge eller de, hos hvem personen har

til huse, eller hvem det ifølge de foreliggende omstændigheder

påhviler at drage omsorg for personen.

Stk. 4. Bestemmelsen i lov nr. 181 af 20. maj 1933 om offentlig

forsorg § 252, stk. 1, forbliver ved magt, således at de nærmeste

forstås som foran i stk. 3 angivet.

Stk. 5. For så vidt ikke andre drager omsorg for den syge, påhviler

det politiet at træde til.

Kapitel 3

Frihedsberøvelse

§ 3. Indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal

så vidt muligt finde sted med patientens samtykke.

Stk. 2. Lægen skal vejlede patienten om formålet med indlæggelsen,

opholdet og behandlingen samt om udsigterne til en bedring af

helbredstilstanden.

Stk. 3. Overlægen skal opstille en behandlingsplan for enhver, der

indlægges på psykiatrisk afdeling, vejlede patienten om planens

indhold samt til stadighed søge at opnå patientens samtykke til

dens gennemførelse.

§ 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et

sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland

til at træffe bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige

sindssyge på sikringsanstalten, opretholdes med en sproglig

præcisering, dog således at der indføres obligatorisk

efterfølgende

domstolsprøvelse. Udvalgets forslag til lovregler findes i kapitel 11

i udvalgets lovudkast, se betænkning nr. 1109/ 1987, s. 31-32 med

tilknyttede bemærkninger s. 104-107 og betænkning nr. 1068/1986,

s. 258 ff.

Et mindretal på 2 medlemmer, der er enig med flertallet for så vidt

angår den del af farlighedskriteriet, der vedrører »farlig for sig

selv«, tager afstand fra kriteriet »farlig for andre« under

henvisning til, at afværgelse af fare for andre er en politimæssig

opgave, der ikke skal søges løst gennem en lovgivning, der bygger

på en behandlingsideologi.

3.2.3. Behandlingsindikationen har udvalget behandlet i betænkning

nr. 1068/1986, s. 216 ff og i betænkning nr. 1109/1987, s. 47. Der

er i udvalget enighed om, at en adgang til at frihedsberøve

sindssyge med henblik på behandling ikke kan undværes, dels fordi

en række sindssyge, som utvivlsomt har et stærkt behov for

psykiatrisk behandling, ikke selv kan forventes at ville anmode om

indlæggelse og ej heller at ville affinde sig frivilligt med at

blive indlagt på psykiatrisk afdeling, dels fordi den behandling,

de har behov for, ikke kan gives i deres hjem eller andet sted end

netop på en psykiatrisk sygehusafdeling.

Udvalget foreslår derfor, at adgangen til at tvangsindlægge og

tvangstilbageholde på behandlingsindikation opretholdes. Efter

udvalgets forslag skal frihedsberøvelse på behandlingsindikation

finde sted, hvis udsigten til helbredelse eller en betydelig og

afgørende bedring ellers vil blive væsentligt forringet. Det kan

ikke kræves, at der skal være udsigt til en egentlig helbredelse

af sindssygdommen som sådan således forstået, at patienten efter

sygehusbehandling må forventes at blive varigt rask, men det skal

være sandsynligt, at behandling vil give en væsentlig bedring

eller dog forebygge en betydelig akut forringelse af tilstanden.

En mærkbar lindring vil også være tilstrækkelig til, at kravene

til behandlingsindikation kan anses for opfyldt. Der skal være

rimelig grund til at antage, at patientens tilstand som følge af

sygehusbehandling vil blive så meget bedre, at behandlingen vil

resultere i udskrivning.

3.2.4. Udvalgets forslag til regler om frihedsberøvelse indebærer, at

de materielle betingelser - det psykiatriske sygdomskriterium,

farlighedsindikationen og behandlingsindikationen - bliver fælles

for både tvangsindlæggelse og for tvangstilbageholdelse. Den

eksisterende særlige adgang til at tvangstilbageholde på

ulempekriterium foreslås afskaffet. Om ulempekriteriet og de

synspunkter, der ligger til grund for en ophævelse af

ulempekriteriet som tvangstilbageholdelsesgrund, og om de

betænkeligheder, der kan være forbundet med en sådan ophævelse,

henvises til betænkning nr. 1068/1986, s. 231 ff.

Udvalget foreslår ingen ændring i adgangen til at tvangstilbageholde

frivilligt indlagte patienter. En nærmere redegørelse for

udvalgets synspunkter om dette spørgsmål findes i betænkning nr.

1068/1986, s. 248 ff.

Udvalget fremhæver bl.a., at muligheden for at tvangstilbageholde

også frivilligt indlagte patienter er fornuftig og rimelig i

betragtning af, at tvangstilbageholdelse udøves efter en vis tids

observation på psykiatrisk afdeling, hvorfor både

beslutningsgrundlaget og beslutningstageren er mere kvalificeret

end tilfældet er ved tvangsindlæggelser, hvor en læge eventuelt

uden forudgående eller dybere kendskab til patienten her og nu

skal afgøre, om tvangsindlæggelse er nødvendig. Det ville

endvidere være upraktisk og en ren formalitet, hvis man lader en

tvangstilbageholdelig patient forlade afdelingen, for derefter at

lade patienten blive modtaget af politi og eventuelt en anden læge

umiddelbart uden for sygehuset, hvorfra tvangsindlæggelse da vil

finde sted.

Udvalget henviser også til, at de foreslåede fælles kriterier for

tvangstilbageholdelse og for tvangsindlæggelse vil indebære, at

der kun vil kunne ske tvangstilbageholdelse på indikationer, der

også ville kunne føre til tvangsindlæggelse.

3.2.5. Specielt for så vidt angår fremgangsmåden i forbindelse med

den frihedsberøvelse, der består i tvangsindlæggelse, foreslår

udvalget en række ændringer i forhold til de gældende regler.

Efter den gældende ordning påhviler det den syges nærmeste at

tilkalde læge. Hvis betingelserne for tvangsindlæggelse er

opfyldt, udfærdiges en erklæring herom. Ved tvangsindlæggelse på

farlighedsindikation udfærdiges erklæringen på røde papirer,

medens erklæringen ved indlæggelse på behandlingsindikation

udfærdiges på gule papirer, der inden indlæggelsen skal være

godkendt af embedslægen, i København af stadslægen i forening med

Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik. Den læge,

der udsteder den nævnte erklæring efter foretagen undersøgelse, må

ikke være ansat på det psykiatriske sygehus, hvorpå den sindssyge

tvangsindlægges.

Tvangsindlæggelsen af den sindssyge skal ske inden 4 uger efter den

til grund for lægeerklæringen hvilende undersøgelse. I særligt

påtrængende og i praksis sjældent forekommende tilfælde kan

tvangsindlæggelse dog finde sted, uden at lægeerklæring

foreligger, men en sådan erklæring skal da så vidt muligt

fremskaffes i løbet af 3 dage efter indlæggelsen.

Politiet medvirker ved den praktiske gennemførelse af

tvangsindlæggelse.

Ved modtagelsen af patienten træffer overlægen på den psykiatriske

afdeling afgørelse om, hvorvidt betingelserne for

tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages

til behandling for sin sygdom.

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har behandlet de

særlige spørgsmål, der knytter sig til indlæggelsesproceduren, i

betænkning nr. 1068/1986, s. 475 ff og i betænkning nr. 1109/1987,

s. 52 ff. Udvalget stiller en række forslag til forbedring af

indlæggelsesproceduren. Det foreslås bl.a., at fristen mellem

lægeundersøgelsen og tvangsindlæggelsen, der i dag kan være på op

til 4 uger, forkortes til 1 døgn ved indlæggelser på

farlighedsindikation og til 7 dage ved indlæggelser på

behandlingsindikation, ligesom embedslægens medvirken ved

indlæggelser på behandlingsindikation foreslås afskaffet. Det

anbefales, at patientens læge så vidt muligt skal være til stede,

når tvangsindlæggelsen gennemføres. Dette gælder ikke kun ved

tvangsindlæggelse på farlighedsindikation, men også ved

tvangsindlæggelse på behandlingsindikation. Udvalget henviser til,

at lægens tilstedeværelse dels vil give patienten mulighed for at

rådføre sig med lægen, dels sikre at lægen i det øjeblik, hvor

tvangsindlæggelsen effektueres, påser, at betingelserne stadig er

opfyldt.

Der henvises til udvalgets lovudkast §§ 6-9.

3.3. Justitsministeriet kan af de af udvalget anførte grunde i det

hele tiltræde de forslag, som udvalget har stillet både for så

vidt angår de materielle betingelser for frihedsberøvelse som med

hensyn til de regler, der er foreslået til forbedring af

indlæggelsesproceduren. Justitsministeriets lovforslag er udformet

i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets §§ 5-9.

For så vidt angår spørgsmålet om anbringelse af ekstraordinært

farlige personer på sikringsanstalten henvises til lovforslagets

§ 3. Indlæggelse til behandling af sindssyge kan kun ske på grundlag

af en lægeerklæring, som hviler på en inden for de sidste fire

uger før indlæggelsen foretagen undersøgelse. Bortset fra de

tilfælde, hvor den pågældende indlægges i henhold til sin egen

begæring, skal lægeerklæringen være udstedt af en læge, der ikke

er ansat ved sindssygehospitalet eller helbredelsesanstalten. I

særlig påtrængende tilfælde kan indlæggelse dog finde sted, uden

at lægeerklæring foreligger, men sådan erklæring skal da så vidt

muligt fremskaffes i løbet af tre dage efter indlæggelsen.

Kapitel 4

Tvangsbehandling

§ 4. Tvang må ikke benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt for

at opnå patientens frivillige medvirken. Når forholdene tillader

det, skal patienten have en passende betænkningstid.

Stk. 2. Anvendelsen af tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som

søges opnået herved. Er mindre indgribende foranstaltninger

tilstrækkelige, skal disse anvendes.

Stk. 3. Tvang skal udøves så skånsomt som muligt og med størst mulig

hensyntagen til patienten, således at der ikke forvoldes unødig

krænkelse eller ulempe.

Stk. 4. Tvang må ikke anvendes i videre omfang, end hvad der er

nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

§ 4. Vedkommende overlæge træffer afgørelse om, hvorvidt

betingelserne for indlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten

bør modtages til behandling for sin sygdom.

Kapitel 5

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

§ 5. Tvangsindlæggelse, jf. §§ 6-9, eller tvangstilbageholdelse, jf.

§ 5. I de i § 2, stk. 2, jf. stk. 4, omhandlede tilfælde påhviler det

politiet på begæring af de i § 2, stk. 3 og 4, nævnte personer

eller myndigheder at yde bistand til indlæggelsens iværksættelse,

når de for indlæggelsen fastsatte betingelser er opfyldt. Nærmere

regler om politiets medvirken til indlæggelsen gives af

justitsministeren.

Stk. 2. Sindssyge, som ved politiets foranstaltning begæres indlagt

som farlige for sig selv eller for andre, skal straks modtages på

statens eller kommunens sindssygehospitaler.

Kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

kapitel 6, hvori Retslægerådet s. 197 er citeret for følgende

beskrivelse af sindssygdomsbegrebet

»Sindssygdom (synonymt med psykose) er en psykisk abnorm tilstand, i

første række kendetegnet ved en ændring af realitetsvurderingen,

et indgreb i patientens muligheder for at opleve og vurdere sin

omverden og sig selv, sin tilstand og handlinger i

overensstemmelse med »virkeligheden«, dvs. i overensstemmelse med

hans egen tidligere oplevelse af samme emner, respektive med

omgivelsernes vurdering heraf. Der hersker efter Retslægerådets

opfattelse udbredt faglig enighed om, hvad sindssygdom (psykose)

er. Uanset divergenser i afgrænsningen af de enkelte

psykosekategorier inden for de enkelte psykiatriske skoler og

uanset de vanskeligheder, der i konkrete tilfælde kan være

forbundet med at træffe afgørelsen: psykotisk - ikke-psykotisk,

ligger psykosebegrebet (sindssygdomsbegrebet) således i det

væsentlige fast. At erstatte betegnelsen sindssygdom med f.eks.

»alvorlig sindslidelse« vil efter Retslægerådets mening kunne

afstedkomme unødig uklarhed, specielt i relation til

neurosebegrebet.'

Udvalget foreslår yderligere, at det psykiatriske sygdomskriterium

ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse udvides til ud over

sindssygdom også at omfatte tilstande, der kvalitativt og/eller

kvantitativt ganske kan ligestilles med sindssygdom, og som i

undersøgelsesøjeblikket ikke lader sig skelne fra sindssygdom, og

som derfor også med rette bør behandles på samme måde, hvis

tillægskriteriernes krav ifølge behandlings- eller

farlighedsindikation samtidig er opfyldt.

Det fremhæves af udvalget, at det ikke med en sådan regel er

hensigten at udvide den kreds af personer, som kan tvangsindlægges

eller tvangstilbageholdes, men at skabe bedre lovhjemmel for at

opretholde hidtidig praksis på dette område.

Ved et krav om, at der skal foreligge »en tilstand, der ganske må

ligestilles med sindssygdom« angives, at der er tale om et meget

snævert område. En analogislutning skal for at være berettiget

opfylde kravene til en fuldstændig analogi. Dette må anses for at

være tilfældet f.eks. med visse affekteksplosive tilstande,

abnorme enkeltreaktioner, som er ledsaget af bevidsthedsændringer,

patologiske reaktioner på alkohol og/eller psykofarmaka, visse

biologisk betingede tilstande, tågetilstand i forbindelse med

epileptiske anfald og anorexia nervosa - nervøs spisevægring med

svær afkræftelse og livsfare til følge.

3.2.2. Sindssygdom eller en tilstand, der ganske må ligestilles

hermed, er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig betingelse for

at iværksætte tvangsindlæggelse eller tvangstilbageholdelse.

Personen skal efter udvalgets lovudkast herudover enten opfylde

behandlingskriteriet eller farlighedskriteriet, ligesom der

stilles krav om, at indlæggelse eller tilbageholdelse sker med

henblik på behandling. Dette krav gælder ikke kun ved

frihedsberøvelse på behandlingsindikation, men også ved

frihedsberøvelse på farlighedsindikation.

Udvalget har redegjort for sine overvejelser vedrørende

farlighedsindikationen i betænkning nr. 1068/1986, s. 220 ff og

betænkning nr. 1109/1987, s. 10 og s. 47 f.

Et flertal på 15 medlemmer foreslår, at farlighedskriteriet bevares

både for så vidt angår »farlig for andre« som med hensyn til

»farlig for sig selv« - fare for selvmord og selvlemlæstelse - men

at udformningen af indikationen præciseres, således at der stilles

nærmere krav til farens art og grad.

Til støtte for sit forslag vedrørende indikationen »farlig for andre«

anfører udvalgsflertallet bl.a., at denne indikation giver

mulighed for at gribe forebyggende ind ikke alene af hensyn til at

beskytte andre mennesker, men også af hensyn til den sindssyge

selv, som ved tvangsindlæggelse beskyttes imod at begå

lovovertrædelser, der kan nødvendiggøre strafferetlig forfølgning

og herunder eventuelt varetægtsfængsling.

Udvalgsflertallet peger også på, at alternativet til frihedsberøvelse

på psykiatrisk afdeling ikke nødvendigvis vil blive, at der ikke

gribes ind over for den pågældende, hvis kriteriet »farlig for

andre« opgives. Der vil i stedet ofte blive tale om en

politimæssig foranstaltning, f.eks. i form af anholdelse eller

detentionsanbringelse, hvilket næppe vil være en ønskelig løsning

over for visse sindssyge personer.

Udvalgsflertallet foreslår endvidere, at den særlige adgang, som

Justitsministeriet er tillagt i medfør af sindssygelovens § 10 og

§ 6. Søger en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv

fornøden behandling, har de nærmeste pligt til at tilkalde en

læge. Hvis de nærmeste ikke tilkalder en læge, påhviler det

politiet at gøre dette.

Stk. 2. På grundlag af sin undersøgelse og de modtagne oplysninger

skønner lægen, om indlæggelse på psykiatrisk afdeling er

nødvendig. Modsætter patienten sig sådan indlæggelse, afgør lægen,

om tvangsindlæggelse er påkrævet.

Stk. 3. Tvangsindlæggelse skal ske, når betingelserne i § 5 er

opfyldt. Lægen udfærdiger en erklæring herom, jf. § 7, stk. 2.

§ 6. I de tilfælde, hvor en sindssyg er tvangsindlagt ved politiets

bistand, påhviler det politiet straks ved indlæggelsen at give

skifteretten på den sindssyges hjemsted meddelelse herom for at

der kan blive beskikket ham en dertil egnet og villig

tilsynsværge, om muligt en person af hans nærmeste pårørende, dog

ikke den, der har foranlediget ham tvangsindlagt; hvor forholdene

ikke taler derimod, bør endvidere den sindssyges eget ønske tages

i betragtning ved beskikkelsen. Tilsynsværgen skal holde sig

underrettet om den sindssyges tilstand og drage omsorg for, at

opholdet i hospitalet eller helbredelsesanstalten ikke udstrækkes

længere end nødvendigt. Den sindssyge har ret til at afsende

lukkede breve til tilsynsværgen.

Stk. 2. I andre tilfælde af behandling på hospital eller anstalt end

de i stk. 1 nævnte påhviler det på tilsvarende måde den

behandlende læge at foranledige en tilsynsværge beskikket, hvis

den sindssyge selv fremsætter ønske derom.

Kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

§ 7. Politiet træffer bestemmelse om tvangsindlæggelsens

iværksættelse og yder bistand hertil.

Stk. 2. Tvangsindlæggelse må kun gennemføres på grundlag af en

lægeerklæring, som hviler på lægens egen undersøgelse foretaget

med henblik på indlæggelsen. Erklæringen må ikke være udstedt af

en læge, der er ansat på det psykiatriske sygehus eller den

psykiatriske afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted.

Stk. 3. Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal lægens

undersøgelse være foretaget inden for det seneste døgn og ved

tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, inden for de seneste 7 dage

forud for indlæggelsen.

§ 7. Er en patient helbredet, skal den behandlende læge udskrive ham

eller, hvis han er indlagt ifølge dom eller i henhold til § 10,

stk. 1, snarest gøre indstilling til vedkommende ret eller

myndighed om hans udskrivning.

Kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd m.v.

§ 8. Den indlæggende læge skal så vidt muligt være til stede, indtil

politiet forlader stedet sammen med den, der skal tvangsindlægges.

Ved tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, underretter politiet lægen

om tidspunktet for gennemførelse af tvangsindlæggelsen.

§ 8. Når den behandlende læge skønner, at udskrivning er uforsvarlig,

enten fordi patienten er farlig for sig selv eller for andre,

eller fordi udskrivning væsentlig vil forringe udsigterne for

patientens helbredelse, skal udskrivning nægtes.

Stk. 2. Uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde må den behandlende læge

ikke nægte at efterkomme en anmodning om udskrivning, medmindre

den må antages at ville medføre væsentlige ulemper for patienten

selv, og justitsministeren tiltræder nægtelsen.

Kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

kapitel 9, navnlig s. 323-326 og kapitel 11, s. 355 ff samt i

betænkning nr. 1109/1987, s. 10 f og s. 60 ff. Udvalgets forslag

til lovregler findes i lovudkastets §§ 12 og 13.

Udvalget opstiller som grundbetingelse for al lægelig

tvangsbehandling, at kun indlagte patienter kan undergives

tvangsbehandling og kun i det omfang, de opfylder betingelserne

for at kunne tvangstilbageholdes.

Psykokirurgiske indgreb og forsøgsbehandling må dog aldrig kunne

gennemføres med tvang, uanset om betingelserne for

tvangstilbageholdelse måtte være opfyldt, se udvalgets lovudkast

§ 9. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 2, skal patienten straks

modtages. Sker tvangsindlæggelse efter § 5, nr. 1, skal patienten

modtages snarest muligt inden for den frist på 7 dage, som er

nævnt i § 7, stk. 3.

Stk. 2. Overlægen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for

indlæggelse er opfyldt.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden

ved gennemførelse af tvangsindlæggelser, herunder om politiets

medvirken hertil.

Tvangstilbageholdelse

§ 9. Udskrivning kan begæres af patienten selv eller af følgende

personer: Indehaver af forældremyndighed, værge, lavværge,

tilsynsværge, ægtefælle, myndige børn, forældre eller andre nære

slægtninge.

Stk. 2. For så vidt en sådan begæring afslås, skal den behandlende

læge på forlangende af den, der har fremsat begæring om

udskrivning, forelægge sagen for justitsministeren, der inden 1

måned afgør, om udskrivning skal finde sted.

Stk. 3. Når justitsministeren har bestemt, at udskrivning skal

nægtes, skal der gives den, der har begæret udskrivning,

meddelelse derom. Samtidig skal vedkommende gøres bekendt med, at

spørgsmålet om lovligheden af tilbageholdelsen kan forelægges

retten i overensstemmelse med retsplejelovens kap. 43 a.

Stk. 4. Er en fremsat begæring afslået af justitsministeren, kan

spørgsmål om udskrivning ikke med virkning efter denne paragraf

rejses, forinden der er forløbet fire måneder efter

justitsministerens afgørelse. Forelægges spørgsmålet om

tilbageholdelsens lovlighed retten, regnes den nævnte frist fra

rettens afgørelse.

Kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

§ 10, må kun finde sted, såfremt patienten er sindssyg eller

befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og

det vil være uforsvarligt ikke at frihedsberøve den pågældende med

henblik på behandling, fordi

1) udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring

af tilstanden ellers vil blive væsentlig forringet, eller

2) den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig fare for sig

selv eller andre.

Tvangsindlæggelse

§ 10. Tvangstilbageholdelse af en person, der er indlagt på

psykiatrisk afdeling, skal ske, hvis overlægen finder, at

betingelserne i § 5 er opfyldt.

Stk. 2. Overførelse af en patient, der er indlagt på psykiatrisk

afdeling, til lukket psykiatrisk afdeling behandles efter reglerne

om tvangstilbageholdelse, såfremt patienten modsætter sig

overførelsen.

Stk. 3. Fremsættes anmodning om udskrivning, skal overlægen snarest

muligt og senest inden 24 timer meddele patienten, om denne kan

udskrives, eller om tvangstilbageholdelse skal ske. Fremsættes

anmodning om udskrivning inden for det første døgn efter, at

tvangsindlæggelse har fundet sted, skal overlægens beslutning

meddeles senest inden 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er

begæringen fremsat af patientrådgiveren, jf. §§ 24-29, underrettes

tillige denne.

§ 10, stk. 1.

Den grundlæggende betingelse er, at patienten er sindssyg eller

befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles med

sindssygdom. For så vidt angår sindssygdomsbegrebet og betegnelsen

»tilstande, der ganske kan ligestilles hermed«, henvises til de

almindelige bemærkninger under pkt. 3.2.1. Det skal fremhæves, at

anvendelsesområdet for begrebet »tilstande, der ganske må

ligestilles med sindssygdom« må fastlægges under hensyn til de

overvejende behandlingsmæssige formål, som denne lov forfølger, og

således uafhængigt af forståelsen af lignende begreber i anden

lovgivning. Beskrivelsen af den patientgruppe, der omfattes af §

5, bliver således ikke sammenfaldende med afgrænsningen af den

personkreds, der i praksis henhører under straffelovens § 16, stk.

1, om tilstande, der må ligestilles med sindssygdom.

Ud over tilstedeværelsen af sindssygdom eller en tilstand, der ganske

må ligestilles hermed, kræves som betingelse for tvangsindlæggelse

eller tvangstilbageholdelse opfyldelse af enten

farlighedskriteriet eller behandlingskriteriet.

Farlighedsindikation kan foreligge enten som fare for personen selv,

typisk i form af risiko for selvmord eller alvorlig

selvlemlæstelse, eller som fare for andre. Der stilles krav om, at

faren skal være nærliggende og væsentlig.

Farlighedsbegrebet omfatter en vis kvalificeret og aktuel fare for

person, herunder også trusler om vold eller selvlemlæstelse,

brandstiftelse og ligeartede farlige handlinger. En blot mulig og

mere fjern og uvis risiko for, at faren vil manifestere sig, er

ikke tilstrækkelig. Verbale forulempelser, der ikke indeholder

trusler om vold eller selvlemlæstelse, falder ligeledes uden for

det foreslåede farlighedsbegreb.

Tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse på behandlingsindikation

kan kun finde sted, hvis udsigten til helbredelse eller en

betydelig og afgørende bedring ellers vil blive væsentligt

forringet. Det kan ikke kræves, at der skal være udsigt til en

egentlig helbredelse af sindssygdommen som sådan således forstået,

at patienten efter sygehusbehandling må forventes at blive varigt

rask, men det skal være sandsynligt, at behandling vil medføre en

væsentlig bedring eller dog forebygge en betydelig og akut

forringelse af tilstanden. En mærkbar lindring vil også være

tilstrækkeligt til, at kravene til behandlingsindikation kan anses

for opfyldt. Der skal være rimelig grund til at antage, at

patientens tilstand som følge af sygehusbehandling vil blive så

meget bedre, at behandlingen vil resultere i udskrivning.

Endelig stilles der krav om, at det skal være uforsvarligt at undlade

at frihedsberøve den pågældende med henblik på behandling. Med

denne betingelse fremhæves, at frihedsberøvelse efter denne lov

sker med henblik på behandling.

I de tilfælde, hvor patienten er til fare for sig selv eller andre,

må det anses for tilstrækkeligt til at opfylde den nævnte

betingelse, at der ved behandling skønnes at være udsigt til at

afhjælpe farligheden, selv om der ikke samtidig består en rimelig

udsigt til at helbrede eller lindre selve den psykiske

abnormtilstand.

De foreslåede bestemmelser om tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse gælder også for umyndige personer -

umyndiggjorte og mindreårige - i det omfang, de er omfattet af de

opstillede kriterier. Hvis en mindreårig ikke er sindssyg eller i

en hermed ligestillet tilstand, er det reglerne i myndighedsloven

om forældremyndighed - og de begrænsninger i forældremyndigheden,

som må antages at gælde ved mindreårige, der har opnået en vis

alder og modenhed - der er bestemmende for retsstillingen

vedrørende indlæggelse og ophold på psykiatrisk afdeling.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 3 og

til betænkning nr. 1109/1987, side 46-52.

Til §§ 6-9

Bestemmelserne i lovforslagets §§ 6-9 regulerer fremgangsmåden ved

tvangsindlæggelse.

De nærmeste, det vil navnlig sige ægtefælle, samlever, forældre,

voksne børn og personer, der hører til husstanden, har pligt til

at tilkalde læge, typisk en praktiserende læge eller en vagtlæge,

hvis en person, der må antages at være sindssyg, ikke selv sørger

for fornøden lægehjælp. Opfylder de nærmeste ikke denne pligt,

eller har den syge ingen pårørende, påhviler det politiet at

tilkalde en læge.

Hvis den tilkaldte læge efter at have undersøgt patienten finder, at

indlæggelse er nødvendig, skal han i overensstemmelse med

bestemmelsen i lovforslagets § 3 søge at opnå patientens samtykke

til indlæggelse. Modsætter patienten sig indlæggelse, må

patientens protest i almindelighed respekteres med den virkning,

at indlæggelse undlades. Men hvis betingelserne for

tvangsindlæggelse, jf. forslagets § 5, er til stede, skal

tvangsindlæggelse ske. I så fald udfærdiger lægen en erklæring med

angivelse af bl.a. den formodede diagnose, patientens

sindstilstand og de oplysninger, som lægen støtter opfyldelsen af

enten farligheds- eller behandlingskriteriet på. Kravene til

korrekt fremgangsmåde er ikke opfyldt, hvis lægen udfærdiger

erklæringen alene på grundlag af observationer, som den pågældende

tidligere måtte have foretaget i forbindelse med undersøgelse af

patienten i anden anledning. Der kræves en aktuel undersøgelse

foretaget med henblik på indlæggelsen.

For at sikre en reel to-læge-prøvelse af tvangsindlæggelsens

berettigelse, må den attestudstedende læge (den indlæggende læge)

ikke være ansat på det psykiatriske sygehus eller den psykiatriske

afdeling, hvor tvangsindlæggelse skal finde sted.

Selve den praktiske gennemførelse af en tvangsindlæggelse er efter

forslaget henlagt til politiet. Politimesteren underskriver

tvangsindlæggelsespapirerne som rekvirent og påser i den

forbindelse, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt,

herunder at den rette fremgangsmåde er fulgt, og at

lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag

for tvangsindlæggelsen. Hvis der er særlig anledning hertil, vil

politimesteren efter omstændighederne også kunne foretage en

vurdering af, om kravene til farlighedsindikation er til stede.

For at undgå at tvangsindlæggelse foretages på grundlag af en

lægeundersøgelse, der ikke er aktuel, foreslås en bestemmelse i §

7, stk. 3, hvorefter der ved tvangsindlæggelse på

farlighedsindikation, der ifølge sin karakter nødvendigvis må ske

hurtigt, højst må gå 24 timer fra undersøgelsens foretagelse og

til gennemførelsen af tvangsindlæggelsen. Ved tvangsindlæggelse på

behandlingsindikation foreslås en frist på 7 dage. Overholdes de

anførte frister ikke, må der i givet fald foretages en ny

lægeundersøgelse og udfærdiges et nyt sæt

tvangsindlæggelsespapirer.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 2, er det overlægen på

den modtagende afdeling, der træffer den endelige afgørelse om,

hvorvidt patienten skal modtages som tvangsindlagt. Overlægen er

ikke bundet af det skøn, som den indlæggende læge og i et vist

omfang politiet har udøvet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt.

3.2.5. og til betænkning nr. 1109/1987, side 52-56.

Til § 10

Den foreslåede bestemmelse regulerer adgangen til at

tvangstilbageholde, det vil sige nægte udskrivning af en patient,

der er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Tvangstilbageholdelse

kan kun ske, hvis de materielle betingelser i § 5 er opfyldt,

herunder navnlig at patienten er sindssyg eller befinder sig i en

tilstand, der ganske må ligestilles hermed, ligesom enten

farligheds- eller behandlingskriteriet samtidig skal være opfyldt.

Hvis betingelserne for tvangstilbageholdelse er opfyldt, har

overlægen pligt til at nægte udskrivning.

Ikke kun tvangsindlagte patienter, men også patienter, der frivilligt

har ladet sig indlægge, vil kunne tilbageholdes mod deres vilje,

hvis betingelserne herfor er til stede.

Overførsel af en psykiatrisk patient til en lukket afdeling

sidestilles med en tvangstilbageholdelse, hvis patienten

protesterer mod overførslen. Dette indebærer, at en sådan

tvangsmæssig overførsel kun kan finde sted, hvis betingelserne i §

5 er opfyldt.

Lovforslagets § 10, stk. 3, 1. punktum indeholder en regel om, at

overlægen skal tage stilling til en anmodning om udskrivning og

meddele patienten sin afgørelse snarest muligt og senest inden 24

timer efter begæringens fremsættelse. Reglen gælder ikke kun for

patientens første udskrivningsbegæring, men også i tilfælde, hvor

patienten tidligere har fået afslag på en anmodning om udskrivning

og på ny fremsætter anmodning herom, hvilket patienten har fri

adgang til.

Hvis overlægen afslår at imødekomme udskrivningsbegæringen,

foreligger der en tvangstilbageholdelse. En patientrådgiver skal

derfor beskikkes, hvis patienten ikke allerede har fået beskikket

en sådan, f.eks. i kraft af forudgående tvangsindlæggelse eller

tidligere etableret tvangstilbageholdelse.

I § 10, stk. 3, 2. punktum, foreslås en særregel, der alene tager

sigte på den situation, at en tvangsindlagt patient begærer sig

udskrevet inden for det første døgn efter tvangsindlæggelsen. I

den situation vil det være nødvendigt at indrømme overlægen en vis

observationstid, der er længere end 24 timer, for at tage stilling

til, om den tvangsindlagte skal tilbageholdes. Fristen foreslås

fastsat til 48 timer regnet fra tvangsindlæggelsen. Er det

forsvarligt at udøve skønnet hurtigere, f.eks. i tilfælde hvor

overlægen kender patienten i forvejen, skal dette dog gøres,

således at ingen tilbageholdes længere end nødvendigt.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/1987, side 56-60.

Til § 11

Efter lovforslagets § 11 skal en frihedsberøvelse straks bringes til

ophør, når de materielle betingelser for frihedsberøvelse efter §

5 ikke længere er opfyldt. Dette skal ske, uanset om patienten har

fremkaldt afgørelsen ved at fremsætte begæring om udskrivning

efter § 10, stk. 3, eller en sådan begæring ikke er fremsat, jf. §

21, stk. 1, hvorefter overlægen af egen drift løbende skal tage

stilling til spørgsmålet. En ophævelse af frihedsberøvelse er ikke

nødvendigvis ensbetydende med udskrivning, idet patienten kan

vælge at forblive indlagt på frivilligt grundlag.

Til kapitel 4

Tvangsbehandling

Til § 12

Ved al lægelig behandling af psykiatriske patienter, der er omfattet

af den foreslåede lov, har den behandlende læge pligt til at søge

at opnå patientens informerede samtykke, jf. forslagets § 3 og

bemærkningerne hertil. Hvis dette ikke lykkes, og patienten i

stedet modsætter sig den foreslåede behandling, må man i

almindelighed undlade at iværksætte den påtænkte behandling,

medmindre den pågældende patient er indlagt og opfylder

betingelserne for tvangstilbageholdelse. I så fald vil der efter

forslagets § 12, stk. 1, være mulighed for at gennemføre den

psykiatriske behandling mod patientens vilje.

Afgørelse om tvangsbehandling træffes i det enkelte tilfælde af

overlægen, der også træffer bestemmelse om, i hvilket omfang der

om fornødent kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i

overensstemmelse med § 4 om det mindste middels princip. Ved

tvangsmedicinering indebærer dette, at der skal anvendes afprøvede

lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige

bivirkninger, jf. § 12, stk. 2.

Ved afprøvede lægemidler forstås præparater, der er velkendte, og som

findes optaget i Sundhedsstyrelsens specialitetsregister, jf.

Lægeforeningens medicinfortegnelse og lægemiddelkataloget.

Sædvanlig dosering betyder, at ordinationerne skal følge de

retningslinjer, der er angivet i lægemiddelfortegnelsen, samt det

der svarer til god lægelig praksis. Brug af ekstraordinært store

doser - megadoser - vil således være uberettiget, når der er tale

om tvangsbehandling. Depotpræparater bør i videst muligt omfang

undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved

tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen

overlægen ikke kender. Ved tvangsmedicinering bør der altid være

en læge til stede. Medicinering må ikke foregå skjult for

patienten ved medicintilsætning til mad og drikke eller sammen med

andre præparater, som patienten er vant til at tage.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 4 og

til betænkning nr. 1109/1987, side 60-63.

Til § 13

Medens § 12 regulerer adgangen til at tvangsbehandle psykiske

lidelser hos psykiatriske patienter, indeholder § 13 en regulering

af adgangen til i visse tilfælde at tvangsbehandle eventuelle

legemlige lidelser hos psykiatriske patienter.

Sådan somatisk tvangsbehandling må kun finde sted, såfremt patienten

for det første opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse.

Patienten skal således være sindssyg eller befinde sig i en

tilstand, der ganske kan ligestilles hermed, samt opfylde enten

behandlingskriteriet eller farlighedskriteriet.

For det andet skal den legemlige lidelse være så alvorlig, at den

udsætter patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Endelig skal overlægen på psykiatrisk afdeling og overlægen på den

pågældende somatiske afdeling være enige om, at betingelserne for

at tvangsbehandle den legemlige lidelse er opfyldt.

Patienten kan om fornødent overføres til somatisk afdeling med

henblik på behandlingens gennemførelse. Viser det sig under

opholdet på somatisk afdeling nødvendigt at anvende tvang, finder

dette sted i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 4 og til

betænkning nr. 1109/1987, side 63 f.

Til kapitel 5

Fiksering m.v.

Tvangsfiksering

Til § 14

Lovforslagets § 14 vedrører anvendelsen af tvangsfiksering i

modsætning til beskyttelsesfiksering, hvis anvendelse er reguleret

i § 18. Om sondringen mellem tvangsfiksering og

beskyttelsesfiksering henvises til de almindelige bemærkninger

under pkt. 5.2.

§ 10, stk. 3, har truffet bestemmelse om frihedsberøvelse.

Sygehusmyndigheden skal indbringe sagen inden 5 søgnedage efter,

at klagen er rejst, ledsaget af de fornødne oplysninger,

lægeerklæring, redegørelse for klagen m.v. Parter under sagen er

sygehusmyndigheden og patienten, jf. retsplejelovens § 470, stk.

1. Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten.

Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan spørgsmålet

om udskrivning først på ny begæres forelagt for retten, når der er

forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse. Har sagen været anket

til landsretten, regnes fristen fra landsrettens dom.

Den foreslåede frist på 2 måneder, der indebærer en halvering af den

tilsvarende frist i 1938-loven på 4 måneder, gælder kun, når der

er spørgsmål om en fornyet domstolsprøvelse af den samme

frihedsberøvelse. Dette forudsætter, at samme frihedsberøvelse

opretholdes i mere end 2 måneder, hvilket kun sjældent forekommer.

Fristen gælder derimod ikke, hvis der er tale om en ny

frihedsberøvelse, ligesom den heller ikke begrænser adgangen til

at anmode overlægen om at tage stilling til spørgsmålet om fortsat

frihedsberøvelse, jf. § 10, stk. 3.

Efter forslagets § 35 indbringes afgørelser om tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt samt

beskyttelsesfiksering for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som

behandler sagerne i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3 i

lov nr. 397 af 10. juni 1987 om sundhedsvæsenets centralstyrelse

m.v.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 7.

og til betænkning nr. 1109/ 1987, side 102-104.

Til kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

Til §§ 36 og 37

Efter de gældende bestemmelser i sindssygelovens § 10, sammenholdt

med § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et

sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på

Sjælland, har Justitsministeriet en adgang til at træffe

bestemmelse om anbringelse af ekstraordinært farlige sindssyge

mænd på sikringsanstalten. Denne særlige adgang til i helt

ekstraordinære tilfælde at udfærdige de såkaldte

farlighedsdekreter, der i perioden 1974-1984 ikke har været

anvendt i mere end 8 tilfælde om året, foreslås opretholdt med en

sproglig præcisering og således, at der som en yderligere

retsgaranti indføres obligatorisk efterfølgende domstolsprøvelse

af Justitsministeriets afgørelse om anbringelse.

I praksis anvendes farlighedsdekreter navnlig over for personer, der

opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en

strafferetlig foranstaltning efter straffelovens § 68. Bestemmelse

om anbringelse på sikringsanstalten kan dog også træffes over for

andre personer, der opholder sig på psykiatrisk afdeling, uanset

om de er frihedsberøvede eller frivilligt indlagte. Det forekommer

i sjældne tilfælde, at farlighedsdekret afsiges over for personer,

der er anbragt i kriminalforsorgens institutioner f.eks. på

grundlag af en dom til forvaring.

Den grundlæggende betingelse for at træffe en sådan administrativ

bestemmelse om anbringelse på den sikringsanstalt, der er knyttet

til Amtshospitalet i Nykøbing Sjælland, er, at den pågældende

person er sindssyg.

Endvidere kræves det, at den sindssyge vedvarende udsætter andres liv

eller legeme for alvorlig og overhængende fare. Der er tale om et

kvalificeret farlighedsbegreb, der ikke omfatter selvmordsfare.

Der skal foreligge en vedvarende mere kvalificeret og konkret

farlighed rettet mod andres liv eller legeme. Det er endvidere en

betingelse, at denne farlighed ikke kan imødegås eller afværges

ved andre mindre indgribende foranstaltninger end anbringelse i

sikringsanstalten.

Omfattet vil navnlig være personer, som under deres ophold på

psykiatrisk afdeling har gjort sig skyldig i manddrab, voldtægt

eller legemsbeskadigelse eller i forsøg herpå, jf. straffelovens

§ 10. Over for sindssyge personer, hvis sygdom ifølge lægeerklæring

rummer fare for retssikkerheden, skal overøvrigheden, for så vidt

det skønnes fornødent, træffe passende sikkerhedsforanstaltninger,

eventuelt ved anbringelse på dertil bestemt hospital eller

anstalt. Sådanne sindssyge skal snarest muligt modtages på statens

eller kommunens sindssygehospitaler.

Stk. 2. Foranstaltninger, der er truffet i henhold til foranstående

bestemmelse, kan kun ophæves eller forandres af vedkommende

overøvrighed.

Stk. 3. Spørgsmålet om anbringelsens eller tilbageholdelsens

lovlighed kan dog af den pågældende selv eller af den, der handler

på hans vegne, jf. § 9, stk. 1, kræves forelagt retten til

afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a.

Kapitel 11

Særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer

§ 11. Når betingelserne i § 5 ikke længere er til stede, skal

frihedsberøvelsen straks bringes til ophør. Patienten og

patientrådgiveren underrettes straks herom.

§ 11. Det har sit forblivende ved de hidtil gældende regler om

indlæggelse af sindssyge personer i henhold til dom og om

indlæggelse til observation ifølge retskendelse.

Kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

§ 12. Tvangsbehandling må kun anvendes over for personer, der

opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, jf. § 10.

Stk. 2. Ved tvangsmedicinering skal der anvendes afprøvede lægemidler

i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Stk. 3. Afgørelse om tvangsbehandling træffes af overlægen. Denne

træffer samtidig bestemmelse om, i hvilket omfang der om fornødent

kan anvendes magt til behandlingens gennemførelse.

Stk. 4. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§ 12. De i §§ 2-11 indeholdte regler finder tilsvarende anvendelse på

behandlingen af sjælelig abnorme epileptikere på statsanerkendte

anstalter, således at indlæggelse og tilbageholdelse af sådanne

personer mod deres vilje kun må finde sted på de nævnte anstalter.

Kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

§ 13. En person, som opfylder betingelserne for

tvangstilbageholdelse, og som modsætter sig behandling af en

legemlig lidelse, kan undergives tvangsbehandling af denne

lidelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv eller helbred

for væsentlig fare.

Stk. 2. Beslutning om tvangsbehandling som nævnt i stk. 1 træffes af

vedkommende psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende

somatiske afdeling i fællesskab. Behandling kan om fornødent ske

på somatisk afdeling.

Stk. 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

tvangsbehandling efter denne bestemmelse.

§§ 13 og 14 om nødværge og nødret gælder ved siden af reglerne i

den foreslåede lov.

Det følger af bestemmelsen i § 1, stk. 2, at der ved tvang forstås

anvendelse af foranstaltninger og midler - være sig indlæggelse,

fortsat ophold, behandling, fiksering m.v. - som den pågældende

patient modsætter sig. Hvis en patient hverken med ord eller i sin

adfærd protesterer mod foranstaltningen, anses den som frivillig,

selv om der ikke foreligger udtrykkeligt samtykke eller accept.

Det må i hvert enkelt tilfælde afgøres, om en patient, der ikke

protesterer verbalt, alligevel i kraft af en afvisende adfærd må

anses for at modsætte sig indlæggelse, fortsat ophold, behandling

m.v. Store krav til tilkendegivelsens klarhed kan der ikke

stilles, før en protest fra patientens side må antages at

foreligge med den virkning, at man må afstå fra at gennemføre den

påtænkte foranstaltning, medmindre betingelserne for tvangsmæssig

gennemførelse er til stede.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/ 1987, side 35-40.

Til kapitel 2

Almindelige bestemmelser

Til § 2

Der henvises til betænkning nr. 1109/ 1987, side 40-42 og de

almindelige bemærkninger under pkt. 2.2.1.

Til § 3

Selv om der efter den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 2, kun

foreligger tvang, hvis patienten modsætter sig en given

foranstaltning, har vedkommende læge efter forslagets § 3, stk. 1

og 2, pligt til at søge at opnå patientens samtykke efter behørig

vejledning om formålet med indlæggelsen, opholdet og behandlingen

samt om udsigterne til en bedring af tilstanden.

Denne pligt til at indhente informeret samtykke hos patienten gælder

i forhold til alle psykiatriske patienter i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling, og ikke

kun i forhold til de patienter, hvor anvendelse af tvang kan komme

på tale, hvis de pågældende modsætter sig den påtænkte

foranstaltning. Pligten påhviler både den indlæggende læge og

lægerne på den psykiatriske afdeling. Den indlæggende læge skal

navnlig vejlede patienten om formålet med indlæggelsen, og

sygehusets læger navnlig om selve sygehusopholdet og den

behandling, der agtes iværksat. Udsigterne til en bedring af

patientens helbredstilstand skal indgå som det grundlæggende tema

i vejledningen såvel for den indlæggende læge som for

sygehuslægernes vedkommende. For så vidt der bliver tale om

tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling, fremgår

vejledningspligten tillige af § 31.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 3, har overlægen pligt

til at opstille en behandlingsplan for alle, der indlægges på

psykiatrisk afdeling. I behandlingsplanen angives behandlingens

nærmere form og indhold.

Kravene til behandlingsplanen må ifølge sagens natur forstås med den

modifikation, at der i den første tid umiddelbart efter

indlæggelsen kun kan være tale om en rent foreløbig

behandlingsplan. Kravene til behandlingsplanen øges, efter at den

indledende observation af patienten, eventuelt i medicinfri

tilstand, er foretaget. Behandlingsplanen skal justeres løbende og

skal til enhver tid afspejle, hvilke behandlinger der er igang, og

det mål, der i hvert fald på kortere sigt søges realiseret ved de

aktuelle behandlinger.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt.

2.2.2. og til betænkning nr. 1109/1987 side 42-44.

Til § 4

I § 4 foreslås en lovfæstelse af det såkaldte »mindste middels

princip« som et generelt princip, der gælder ved enhver form for

tvangsanvendelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.2.,

herunder navnlig pkt. 2.2.3., og til betænkning nr. 1109/ 1987,

side 44-46.

Til kapitel 3

Frihedsberøvelse

Til § 5

Den foreslåede bestemmelse indeholder fælles materielle betingelser

for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse, se § 6, stk. 3, og

§ 13. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1938.

§ 14. Som midler til tvangsfiksering må alene anvendes bælte, hånd-

og fodremme samt handsker.

Stk. 2. Tvangsfiksering må kun anvendes, i det omfang det er

nødvendigt for at afværge, at en patient

1) udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide

skade på legeme eller helbred,

2) forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper

medpatienter, eller

3) øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

§ 14, stk. 1, indeholder en udtømmende opregning af de midler, som

det er tilladeligt at anvende til tvangsfiksering, når de i stk. 2

anførte betingelser er opfyldt. Ingen andre tvangsmidler - end

bælte, hånd- og fodremme samt handsker - må benyttes.

Hvis det af de i § 14, stk. 2, nævnte grunde anses for nødvendigt at

benytte bælte være sig af læder eller stof, skal fremgangsmåden i

§ 14, stk. 2, angiver de materielle betingelser, hvorunder

tvangsfiksering med rette kan bringes i anvendelse.

I stk. 2, nr. 1, findes de alvorligste tilfælde, hvor der er tale om

nærliggende fare for skade på legeme eller helbred. Her er

gruppen af beskyttede personer den videste. Reglen omfatter ikke

kun fiksering for at beskytte medpatienter, men også for at

beskytte personale, besøgende, og alle andre, der kommer på

afdelingen, samt vedkommende selv. Reglen yder dermed også

fornøden hjemmel for indgreb i tilfælde af selvbeskadigende

adfærd.

Der er tale om et farekriterium. For at faren kan anses som

nærliggende, skal der være tale om en konkret, aktuel og påviselig

fare. Det kræves derimod ikke, at faren allerede skal have

manifesteret sig i en skadevoldende handling, før der kan gribes

ind.

I stk. 2, nr. 2, er der tale om mindre alvorlige overgreb også rettet

mod personer, men den beskyttede personkreds er her begrænset til

kredsen af medpatienter.

Tvangsfiksering kan i medfør af nr. 2 anvendes over for den, der

forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper

medpatienter, men ikke personale og besøgende.

Er forulempelsen af særdeles grov karakter, vil den dog efter

omstændighederne kunne indebære en fare, som er omfattet af nr. 1

og dermed gøre anvendelse af tvangsmidler efter denne bestemmelse

berettiget.

Forfølgelse eller grov forulempelse kan bl.a. bestå i seksuelt

prægede tilnærmelser, kraftigt råbende eller stærkt drillende

adfærd eller gennemroden og tilegnelse af andres ting. I mange

tilfælde vil det dog være nærliggende at overveje, om en

midlertidig flytning af den patient, der groft forulemper

medpatienter, eventuelt kan løse problemet, jf. § 4, der også skal

iagttages ved tvangsfiksering.

Endelig er der i stk. 2, nr. 3, hjemmel til tvangsfiksering, når det

er nødvendigt for at afværge, at en patient øver hærværk af ikke

ubetydeligt omfang.

Ved bedømmelsen af, om der er tale om ikke ubetydeligt hærværk, bør

der ikke alene tages hensyn til tingenes værdi, men også til

hærværkets omfang og tidsmæssige udstrækning.

Er andre og mindre indgribende foranstaltninger end tvangsfiksering

tilstrækkelige til at bringe hærværket til ophør, skal disse

anvendes, jf. § 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 5 og

til betænkning nr. 1109/1987, side 64-69.

Til § 15

Den foreslåede bestemmelse indeholder en angivelse af, hvem der har

kompetencen til at træffe bestemmelse om tvangsfiksering.

Der henvises til betænkning nr. 1109/1987, side 69 f.

Til § 16

I lovforslagets § 16 stilles der krav om, at en patient, der er

tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

En fast vagt er en hertil udpeget plejer, sygeplejerske eller andet

kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver

end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter, som han

er fast vagt for. Tilsynet bør selvsagt udføres tillige med

hensyntagen til patientens egne ønsker og respekt af denne

værdighed og selvfølelse, herunder også retten til et vist

privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til

patientens sikkerhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.3.

og til betænkning nr. 1109/1987, side 70 f.

Anvendelse af fysisk magt

Til § 17

De materielle betingelser for anvendelse af den fysiske magt, der

består i at fastholde og eventuelt føre patienten til et andet

opholdssted, er de samme som gælder for tvangsfiksering efter §

14, stk. 2.

Er der behov for at anvende fysisk magt i forbindelse med

tvangsbehandling, findes hjemmelen herfor i § 12, stk. 3.

Spørgsmålet om, hvilket middel der skal anvendes i det enkelte

tilfælde, må afgøres under iagttagelse af det mindste middels

princip, jf. § 4. Man kan i øvrigt næppe bortse fra, at der ved

fortolkningen af kriterierne i § 14, stk. 2, og § 17 også må

anlægges en proportionalitetsbetragtning, således at kravene

skærpes, jo mere indgribende en foranstaltning, der er tale om.

Bestemmelsens stk. 1, 2. punktum indeholder adgang til at anvende den

magt, der er nødvendig for at sikre, at frihedsberøvede patienter

ikke forlader afdelingen. Reglen, der bl.a. giver overlægen ret

til at bestemme, at afdelingens yderdøre skal holdes aflåsede,

gælder, selv om betingelserne i 1. punktum, jf. § 14, stk. 2, ikke

er opfyldt.

I stk. 2 findes en regel om adgangen til at anvende en beroligende

indsprøjtning som et egnet middel til at få en meget urolig

patient til at falde til ro. Dette kan dels være påkrævet af

helbredsgrunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse

tilfælde forudsætter, at han falder i søvn, dels kan det efter

omstændighederne være et mindre vidtgående indgreb at give et

beroligende middel om fornødent med magt end at fastholde en

patient igennem et ikke helt kort tidsrum eller at bæltefiksere

patienten. Det må bero på en helt konkret vurdering, hvilket

middel der i den givne situation er det mindst indgribende.

Tvangsmedicinering, hvor indsprøjtninger gives som et led i

behandlingsplanen, kan kun ske i henhold til § 12 efter overlægens

ordination, hvorimod det, den vagthavende læge har hjemmel til at

gøre i henhold til § 17, stk. 2, alene er helt akut i

enkeltstående tilfælde at benytte en beroligende indsprøjtning som

det mindst indgribende middel, der er egnet til at løse det

foreliggende problem. Lægen bør være til stede, medens en sådan

indsprøjtning gives.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 5.

og til betænkning nr. 1109/1987, side 71-74.

Beskyttelsesfiksering

Til § 18

Vedrørende sondringen mellem beskyttelsesfiksering og tvangsfiksering

henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 5.2.

Fiksering af en patient mod dennes vilje i beskyttende øjemed kan

ske, når det er nødvendigt for at hindre, at den pågældende

utilsigtet udsætter sig selv for væsentlig fare. Foranstaltningen

anses for tvungen, ikke blot når patienten direkte formulerer en

protest, men også når vedkommende ved sin adfærd viser, at han

eller hun søger at frigøre sig for det beskyttelsesmiddel, der

anvendes. Hvis patienten selv kan frigøre sig og ikke søges

hindret heri, foreligger der ikke beskyttelsesfiksering, men et

hjælpemiddel.

De i praksis vigtigste eksempler på beskyttelsesfiksering er at

placere patienten i en stol med et bord foran, således at

patienten ikke selv kan rejse sig, eventuelt ved benyttelse af et

særlig fikseringsbord, lagen eller stofrem over dyne, når

patienten ligger i sin seng, samt brug af bælte i bad, på toilet

eller i stol alt med det formål at sikre, at patienten ikke rejser

sig og falder med risiko for herved at komme til skade.

Aflåsning af afdelingens yderdør eller brug af en lås, som

gerontopsykiatriske patienter ikke kan finde ud af at anvende, kan

også anses som en tvungen form for beskyttelse. Aflåsningen

benyttes navnlig, når døren ikke kan lades uaflåst, fordi en eller

flere patienter må befrygtes at ville forlade afdelingen og herved

vil udsætte sig for betydelig risiko for tilskadekomst i trafikken

eller for eventuelt at forkomme, fordi de ikke selv kan finde

tilbage til afdelingen. Formålet med aflåsning som

beskyttelsesforanstaltning er således forskelligt fra det formål,

der kan begrunde aflåsning i medfør af § 17, stk. 1, 2. punktum,

der alene vedrører frihedsberøvede patienter.

Når aflåsning sker, må den eller de patienter, der herved søges

forhindret i at forlade afdelingen, anses for frihedsberøvede,

forudsat deres adfærd kan siges at indebære en klar og utvetydig

begæring om udskrivning.

Efter § 18, stk. 2, kræver beskyttelsesfiksering lægeordination med

angivelse af, i hvilket omfang og i hvilke situatoner et vist

middel til beskyttelsesfiksering må benyttes. Der skal samtidig

træffes bestemmelse om, hvornår ordinationen skal tages op til

fornyet vurdering, hvilket efter de første fire ordinationer dog

mindst skal ske hver 4 uge, jf. § 21, stk. 3.

Ansvaret for og tilsynet med, at der ikke anvendes

beskyttelsesfiksering i videre omfang end strengt påkrævet under

behørig hensyntagen til patienternes sikkerhed, er overlægens, jf.

§ 14. Fra dennes lovs ikrafttræden ophæves, for så vidt angår

sindssyge og epileptikere, Christian den Femtes Danske Lov 1ste

bog, 19de kap., art. 7, for Færøernes vedkommende samme konges

norske lov 1ste bog, 17de kap., art. 7.

§ 15. Beslutning om tvangsfiksering træffes af en læge, efter at

denne har tilset patienten.

Stk. 2. Beslutning om at der foruden bælte skal anvendes hånd- eller

fodremme skal dog træffes af overlægen.

Stk. 3. Ville det i et tilfælde som nævnt i § 14, stk. 2, nr. 1, af

hensyn til patientens egen eller andres sikkerhed være

uforsvarligt at afvente lægens tilsyn, kan sygeplejepersonalet på

egen hånd beslutte at fiksere den pågældende med bælte. Lægen skal

da straks tilkaldes og træffe afgørelse vedrørende anvendelsen af

tvangsfiksering med bælte.

§ 15 med forudgående lægeordination i hvert enkelt tilfælde

følges. Dette gælder for alle patienter, der er indlagt på

psykiatrisk afdeling, herunder også gerontopsykiatriske

patienter. Reglerne om tvangsmidler omfatter også ikke-sindssyge,

der er indlagt på psykiatrisk afdeling, herunder misbrugere.

§ 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast

vagt.

Anvendelse af fysisk magt

§ 17. En person, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan

fastholdes og om fornødent med magt føres til et andet opholdssted

på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2, er opfyldt.

Over for personer, der er frihedsberøvet efter reglerne i kapitel

3, kan der anvendes den magt, der er nødvendig for at sikre deres

fortsatte tilstedeværelse på afdelingen.

Stk. 2. Er det af afgørende betydning for bedring af en meget urolig

patients tilstand, kan lægen bestemme, at patienten om fornødent

med magt skal have et beroligende middel.

Beskyttelsesfiksering

§ 18. Ved beskyttelsesfiksering forstås anvendelse af ethvert middel,

der benyttes for at hindre, at en patient utilsigtet udsætter sig

selv for væsentlig fare.

Stk. 2. Beskyttelsesfiksering må kun benyttes, efter at en læge har

tilset patienten og truffet nærmere bestemmelse om anvendelse af

et bestemt beskyttelsesmiddel.

Bemyndigelsesbestemmelse

§ 19. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt samt om

beskyttelsesfiksering.

§ 20. Oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 og 12-17,

og enhver ordination i henhold til § 18 skal tilføres afdelingens

tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og

begrundelse.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om

tvangsprotokoller samt om registrering og indberetning af tvang

til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen.

§ 21. Det påhviler til stadighed overlægen at påse, at

frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt

og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end

nødvendigt.

Stk. 2. Resultatet af den efterprøvelse af frihedsberøvelse, som er

nævnt i stk. 1, skal tilføres tvangsprotokollen henholdsvis 3, 10,

20 og 30 dage, efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og

herefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen

opretholdes. Patientrådgiveren og efter begæring tillige patienten

underrettes om beslutning om opretholdt tvangstilbageholdelse.

Stk. 3. Der skal foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet

om fortsat anvendelse af beskyttelsesfiksering så ofte, som

forholdene tilsiger det, dog mindst 3, 10, 20 og 30 dage, efter at

beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og

herefter mindst hver 4. uge, så længe ordinationen opretholdes.

§ 21, stk. 1.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 5. og til

betænkning nr. 1109/1987, side 74-79.

Bemyndigelsesbestemmelse

Til § 19

Sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om

tvangsfiksering, fysisk magt, beskyttelsesfiksering og herunder om

adgangen til at foretage aflåsning af yderdøre. Der kan dels blive

behov for at udfærdige mere detaljerede forskrifter om disse

former for tvangsanvendelse, dels at fastsætte mere instruktoriske

forskrifter til personalet.

Til kapitel 6

Tvangsprotokol og obligatorisk efterprøvelse

Til § 20

Den faktiske anvendelse af tvang, være sig tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk

magtanvendelse eller aflåsning af en ellers åben afdeling, skal i

hvert enkelt tilfælde registreres og indføres i en tvangsprotokol.

For så vidt angår beskyttelsesfiksering bortset fra aflåsning er det

tilstrækkeligt, at selve lægeordinationen indføres i

tvangsprotokollen. Ordinationsnotatet skal indeholde specifikation

af de situationer, hvor beskyttelsesfiksering må bringes i

anvendelse, og af de midler, der må benyttes. Derimod er der ved

beskyttelsesfiksering ikke pligt til at tilføre tvangsprotokollen

oplysning om de enkelte tilfælde, hvor beskyttelsesfikseringen

faktisk bringes i anvendelse i henhold til den forudgående

ordination.

Efter bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 2 er det forudsat, at der i de

nærmere regler om tvangsprotokoller, som sundhedsministeren

fastsætter, bl.a. skal medtages bestemmelser om indberetning af

tvang til sygehusmyndigheden, normalt amtskommune, og til

Sundhedsstyrelsen.

En patient har altid ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er

tilført tvangsprotokollen om patienten selv. Patientrådgiveren har

samme ret for så vidt angår den eller de patienter, som

patientrådgiveren er beskikket for.

Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1109/ 1987, side 79-81.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at

frihedsberøvelse og anden tvang i overensstemmelse med det mindste

middels princip ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt. Det

påhviler overlægen at påse overholdelsen af dette princip.

Lovforslagets § 21, stk. 2, indeholder en særlig regel om

obligatorisk efterprøvelse af, om betingelserne for fortsat

frihedsberøvelse er opfyldt (reviews).

Overlægen skal efter § 21, stk. 1, af egen drift og til stadighed

bl.a. påse, at ingen holdes frihedsberøvet i længere tid end

nødvendigt. Baggrunden for reglen i § 21, stk. 2, er ønsket om at

supplere denne løbende efterprøvelse, som bør ske regelmæssigt,

med en mere formaliseret procedure.

Efter reglen skal overlægen i relation til enhver patient, der er

frihedsberøvet, på eget initiativ tage spørgsmålet om fortsat

frihedsberøvelse op til formel prøvelse med de i bestemmelsen

angivne intervaller. Resultatet af denne obligatoriske

efterprøvelse skal tilføres tvangsprotokollen med en udførlig

begrundelse for afgørelsen. Finder overlægen, at betingelserne for

fortsat frihedsberøvelse ikke længere er til stede, skal

frihedsberøvelsen straks ophæves, jf. § 11. For det tilfælde, at

overlægen finder fortsat frihedsberøvelse nødvendig, følger det af

§ 21, stk. 2, 2. pkt., at patientrådgiveren og efter begæring

tillige patienten skal underrettes om afgørelsen.

Det bør fremhæves, at den nævnte procedure naturligvis ikke afskærer

patienten fra til enhver tid selv at fremsætte begæring om

udskrivning, jf. § 10, stk. 3. Den formaliserede obligatoriske

efterprøvelse skal netop sikre, at spørgsmålet tages op

regelmæssigt og uafhængigt af en begæring efter § 10, stk. 3, fra

patienten, alt med det formål, at frihedsberøvelsen begrænses til

det absolut nødvendige.

Endvidere indeholder § 21, stk. 3, en særbestemmelse for så vidt

angår efterprøvelse af ordination af beskyttelsesfiksering. For at

sikre, at der ikke anvendes beskyttelsesfiksering i videre omfang

end påkrævet, foreslås det, at der skal ske en fornyet vurdering

henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter den første ordination og

herefter mindst hver 4. uge. Sker der ikke fornyet lægeordination

på disse tidspunkter, falder beslutningen og hermed hjemmel til

for at benytte det pågældende beskyttelsesmiddel bort.

Der henvises til betænkning nr. 1109/ 1987, side 81-82.

Til kapitel 7

Særlige regler om psykokirurgiske indgreb og om forsøgsbehandling

Til § 22

Et psykokirurgisk indgreb medfører en varig ændring af hjernens

funktion og må betegnes som den mest indgribende psykiatriske

behandlingsform.

Sundhedsstyrelsen har siden 1983 centraliseret udførelse af

psykokirurgiske indgreb, således at de kun må foretages på

Rigshospitalet. Psykokirurgisk indgreb foretages i stadigt færre

og færre tilfælde og er siden 1983 efter det oplyste ikke blevet

foretaget her i landet.

Som følge af det særdeles vidtgående indgreb, som den psykokirurgiske

behandlingsform indebærer, må denne behandlingsform aldrig

anvendes som tvangsbehandling. En protest fra patienten skal altid

respekteres, uanset hvilken psykisk tilstand den pågældende

befinder sig i.

I lovforslagets § 22 stilles der herudover for det første krav om, at

patienten afgiver et informeret, skriftligt samtykke. Samtykker

patienten, men er den pågældende ude af stand til at afgive et

gyldigt samtykke, kan et psykokirurgisk indgreb kun gennemføres,

såfremt patienten umyndiggøres i personlig henseende, og den

beskikkede værge giver skriftligt samtykke.

Et skriftligt samtykke fra patienten - eller, efter umyndiggørelse,

af dennes værge - er ikke tilstrækkeligt. Der kræves endvidere en

forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af

Sundhedsstyrelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 4.

og til betænkning nr. 1109/1987, side 83 f.

Til § 23

I lovforslagets § 23 findes en regel om forsøgsbehandling. Ved forsøg

forstås afprøvning af lægemidler og indgreb eller anden legemlig

eller psykisk påvirknig eller undersøgelse, der foretages i

forskningsmæssigt øjemed uden samtidig behandling. Såvel klinisk

som ikke klinisk afprøvning og forskning er omfattet af reglen.

Efter § 23, stk. 1, må forsøgsbehandling ikke gennemføres over for

frihedsberøvede patienter. Dette gælder, uanset om de pågældende

patienter samtykker i at medvirke til forsøgsbehandlingens

gennemførelse. I givet fald må frihedsberøvelsen bringes til

ophør, før patienten kan medvirke.

I § 23, stk. 2, opstilles den regel, at forsøgsbehanding heller ikke

må gennemføres med tvang over for frivilligt indlagte patienter.

Tvang skal her forstås i overensstemmelse med definitionen i § 1,

stk. 2, men det forudsættes, at der i almindelighed indhentes et

egentligt samtykke fra patienten.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 4.

Til kapitel 8

Patientrådgivere og patientråd

Til §§ 24-29

Til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning foreslås

etableret en ordning med lønnede patientrådgivere.

Efter lovforslagets § 24, stk. 1, skal der automatisk og obligatorisk

ske beskikkelse af patientrådgiver i alle tilfælde af

tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling,

uanset om patienten har anmodet om en sådan beskikkelse. Ved anden

form for tvangsanvendelse, dvs. tvangsfiksering, jf. § 14, fysisk

magtanvendelse og beskyttelsesfiksering, jf. §§ 17 og 18, skal der

kun beskikkes en patientrådgiver, hvis patienten selv fremsætter

begæring herom. Beskikkelsen er ikke fakultativ i den forstand, at

det tilkommer den vagthavende sygeplejerske eller andre at skønne

over, om begæringen er mere eller mindre velbegrundet. Når en

begæring er fremsat af patienten selv, skal beskikkelse straks

finde sted.

Forslagets § 24, stk. 2, og § 26, stk. 1, indeholder en beskrivelse

af patientrådgiverens opgaver, der i almindelighed forudsættes at

kunne løses inden for 4-6 timer pr. uge.

Patientrådgivere antages efter ansøgning af statsamtmanden, som

udarbejder en fortegnelse over de antagne patientrådgivere, der

fordeles mellem de enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Patientrådgiverne tænkes navnlig rekrutteret fra personale med

ansættelse i sundheds- og socialsektoren i vid forstand. Også

andre interesserede bør dog kunne komme i betragtning f.eks.

præster, psykologer, lærere og andre, der må anses for særligt

egnede.

Beskikkelsen i det enkelte tilfælde sker ved, at den vagthavende

sygeplejerske fra den fortegnelse, som statsamtmanden har

udarbejdet over antagne patientrådgivere, udtager den

patientrådgiver, som står for tur. Beskikkelsen sker i

almindelighed ved telefonisk underretning til patientrådgiveren,

men skal efterfølgende bekræftes skriftligt.

Fremsætter patienten begæring om at få en anden patientrådgiver, som

er optaget på fortegnelsen, beskikket, skal en sådan begæring så

vidt muligt tages til følge, jf. § 25, stk. 3. Er der tale om en

anmodning om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet

med en anden, der er optaget på fortegnelsen over

patientrådgivere, bør anmodningen dog kun imødekommes, hvis dette

er rimeligt begrundet.

Medens den vagthavende sygeplejerskes og overlægens beskikkelse i

medfør af henholdsvis § 25, stk. 2 og 3, altid vil ske i henhold

til listen over faste patientrådgivere, kan andre end disse godt

beskikkes som patientrådgiver af statsamtmanden i henhold til

patientens udtrykkelige begæring, jf. § 25, stk. 4.

I disse tilfælde vil der dog altid ske en foreløbig beskikkelse af

den patientrådgiver, der efter § 25, stk. 2, står for tur. Denne

fungerer, indtil statsamtmanden har truffet afgørelse om, hvorvidt

patientens anmodning om at få beskikket en patientrådgiver, der

ikke er optaget på listen, kan imødekommes. Ved vurderingen af, om

en sådan begæring bør tages til følge, bør der lægges vægt på, om

begæringen er rimeligt begrundet, herunder om den, der ønskes

beskikket, kan anses for egnet til hvervet. Nære pårørende til

patienten og dennes venner kan meget vel være de eneste, som

patienten har tillid til. Til disse kan man ikke stille krav om

særlig indsigt eller kendskab til de forhold, som de faste

patientrådgivere forudsættes at have erhvervet sig, men derimod

nok om en umiddelbar forståelse for, hvad hvervet indebærer. Der

må ikke foreligge interessemodsætninger, som patienten eventuelt

ikke selv er tilstrækkelig opmærksom på.

Såfremt statsamtmanden finder beskikkelsen utilrådelig og derfor

afslår at imødekomme patientens begæring, vil afslaget kunne

påklages til Justitsministeriet.

Hvis patientrådgiveren skal kunne udføre sit hverv, er det

nødvendigt, at rådgiveren på den ene side modtager relevante

lægelige oplysninger om patienten og ikke må nøjes med, hvad denne

selv kan og vil oplyse. Det er på den anden side også vigtigt at

tage hensyn til patientens egne ønsker og lægernes tavshedspligt.

Der er en afvejning af disse modstridende hensyn, der gør det

nødvendigt at foretage en selvstændig regulering af spørgsmålet,

jf. forslagets § 27, idet forvaltningslovens regler om

partsrepræsentation næppe vil være fuldt ud dækkende for den

særlige retsstilling, der ønskes tilvejebragt på dette område.

Patientrådgiveren må have adgang til de oplysninger, som er

nødvendige for, at patientrådgiveren kan varetage sit hverv.

Patientrådgiveren skal f.eks. have adgang til at gøre sig bekendt

med oplysningerne i tvangsprotokollen, jf. bemærkningerne til §

20. Dette gælder, selv om patienten direkte modsætter sig dette.

Hvis en sådan situation opstår, bør overlægen dog altid søge

afklaret, om beskikkelse af en anden patientrådgiver eventuelt vil

ændre patientens holdning til spørgsmålet og i givet fald rejse

sag herom.

Som et naturligt modstykke til de fortrolige oplysninger,

patientrådgiverne modtager, har de tavshedspligt efter de gældende

regler i forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152.

Patientrådgiveren bør på den anden side ikke have informationer, som

af lægelige grunde ikke meddeles patienten.

Selv om patienten som hovedregel har ret til aktindsigt i sin egen

journal, jf. § 9 i lov om offentlighed i forvaltningen, må

patientrådgiverens adgang til at gøre sig bekendt med indholdet af

journalen kræve et samtykke fra patienten.

Efter lovforslagets § 28 bortfalder beskikkelsen som patientrådgiver

samtidig med, at det tvangsindgreb, der har udløst beskikkelsen,

bringes til ophør. Patientrådgiveren skal dog søge afklaret, om

patienten ønsker at klage over det nu afsluttede tvangsindgreb og

i givet fald bistå hermed, ligesom patientrådgiveren skal yde

bistand til gennemførelse af klagesager, der allerede er

påbegyndt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.2.

og til betænkning nr. 1109/1987, side 87-94.

Patientråd

Til § 30

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 6.4. og til

betænkning nr. 1109/1987, side 94 f (bemærkninger til § 31 i

udvalgets lovudkast).

Til kapitel 9

Underretning og klagevejledning m.v.

Til § 31

I tilfælde hvor frihedsberøvelse eller anden tvang agtes anvendt,

skal patienten forinden underrettes om den påtænkte tvang, dens

nærmere indhold, baggrund og formål, jf. forslagets § 31, stk. 1.

Dette gælder, uanset om patienten har anmodet om at få disse

oplysninger.

En sådan forudgående underretning kan dog i særligt hastende tilfælde

undlades ved anvendelse af tvangsmidler og fysisk magt, jf. stk.

2. Der tænkes herved på de akutte situationer, hvor tvang anvendes

for at afværge mere overhængende fare. I sådanne tilfælde ville

det være urealistisk og efter omstændighederne uforsvarligt, hvis

underretningspligten i stk. 1 skulle opfyldes, før indgrebet kunne

foretages. Begrundelsen for indgrebets foretagelse skal i disse

tilfælde gives efterfølgende.

Beslutninger om at anvende tvang må antages at være afgørelser i

forvaltningslovens forstand, hvilket bl.a. indebærer, at

forvaltningslovens regler om efterfølgende skriftlig begrundelse

på begæring finder anvendelse.

Til § 32

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 25 om klagevejledning gælder kun

for afgørelser, der meddeles skriftligt. Den almindelige

vejledningspligt i forvaltningslovens § 7 medfører imidlertid, at

der om fornødent også skal gives klagevejledning, når afgørelsen

meddeles mundtligt.

I § 32 foreslås en udtrykkelig bestemmelse, hvorefter patienten ved

enhver anvendelse af tvang skal vejledes om adgangen til at

påklage indgrebet. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

skal patienten vejledes om adgangen til domstolsprøvelse, jf.

forslagets § 34, herunder om fristen på 4 uger i retsplejelovens §

469, stk. 4. En sådan vejledningspligt følger også af

forvaltningslovens § 26. I forbindelse med tvangsbehandling,

tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt og

beskyttelsesfiksering skal patienten vejledes om adgangen til at

påklage de pågældende indgreb til Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, jf. lovforslagets § 35.

Det er ikke i bestemmelsen fastlagt, hvornår klagevejledningen skal

gives. Dog skal klagevejledning altid gives, før beslutning om

tvangsbehandling effektueres, såfremt der er mulighed for

opsættende virkning, jf. § 32, stk. 3.

En udnyttelse af klageadgangen har i almindelighed ikke opsættende

virkning, jf. § 32, stk. 2. Dog gælder der en særregel ved

tvangsbehandling, jf. § 32, stk. 3.

Til kapitel 10

Domstolsprøvelse og klageadgang

Til §§ 34 og 35

Sager vedrørende tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse

indbringes efter anmodning fra patient eller patientrådgiver

direkte for byretten i overensstemmelse med reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a uden forudgående administrativ

klagesagsbehandling.

Sagen skal indbringes for retten af den myndighed, der har besluttet

frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, jf. retsplejelovens

§ 22. Ethvert psykokirurgisk indgreb kræver skriftligt samtykke fra

patienten.

Stk. 2. Psykokirurgisk indgreb må endvidere kun foretages efter

forudgående godkendelse fra et lægeråd, der nedsættes af

Sundhedsstyrelsen.

Stk. 3. Er patienten ude af stand til at afgive gyldigt samtykke, kan

indgrebet kun gennemføres, såfremt patienten umyndiggøres i

personlig henseende, og den beskikkede værge giver skriftligt

samtykke.

§§ 22 og 23.

Udvalget har overvejet, om der skal gælde en særlig begrænsning med

hensyn til adgangen til at anvende elektrostimulation

(»elektro-chok«) som led i en tvangsbehandling, således at det

ikke er tilstrækkeligt, at betingelserne for tvangstilbageholdelse

er opfyldt, men at der herudover skal foreligge en livstruende

tilstand.

Et flertal i udvalget finder ikke, at der bør gælde en sådan særlig

begrænsning i adgangen til at anvende elektrostimulation som led i

en tvangsbehandling. Flertallet henviser navnlig til, at

elektrostimulation er en skånsom behandlingsform, og at en særlig

begrænsning vil kunne bevirke, at denne behandlingsform med urette

kommer i miskredit hos patienter og pårørende.

Et mindretal foreslår, at adgangen til at anvende elektrostimulation

som led i en tvangsbehandling begrænses til livstruende tilstande.

Mindretallet har til støtte herfor gjort gældende, at det ikke er

elektrostimulationsbehandling som sådan, reglen regulerer, men kun

de i praksis forholdsvis sjældne tilfælde, hvor tvangsbehandling

kan komme på tale, og henviser til, at der efter den praksis, der

allerede følges i dag, ikke synes at være behov for en adgang til

tvangsbehandling med elektrostimulation, der rækker videre end til

livstruende tilstande.

For så vidt angår spørgsmålet om tvangsbehandling af legemlige

(somatiske) lidelser hos psykiatriske patienter foreslår udvalget

til afklaring af retstilstanden en regel, hvorefter

tvangsbehandling af lidelsen kan ske, hvis patienten for det

første opfylder betingelserne for tvangstilbageholdelse, og

lidelsen for det andet er så alvorlig, at den udsætter patientens

liv eller helbred for væsentlig fare. Udvalget henviser bl.a. til,

at personlig umyndiggørelse og beskikkelse af værge i sådanne

tilfælde må anses for uhensigtsmæssig.

4.4. Justitsministeriet finder det af retssikkerhedsmæssige grunde

nødvendigt, at der sker en nærmere lovregulering af adgangen til

at anvende tvang i forbindelse med den lægelige behandling af

psykiatriske patienter. Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets

forslag, hvorefter det er en grundbetingelse for al

tvangsbehandling, at den indlagte patient opfylder betingelserne

for tvangstilbageholdelse. Den pågældende skal således være

sindssyg eller i en hermed ligestillet tilstand og opfylde enten

farlighedskriteriet eller behandlingskriteriet. Hvis dette ikke er

tilfældet, kan behandling kun gennemføres frivilligt.

Endvidere er Justitsministeriet enig i, at der bør være et forbud mod

at anvende tvang i forbindelse med psykokirurgi og

forsøgsbehandling.

Med hensyn til spørgsmålet om behovet for en yderligere begrænsning

ved tvangsbehandling med elektrostimulation finder

Justitsministeriet ikke at kunne afvise udvalgsflertallets

argumentation om de negative konsekvenser, som gennemførelsen af

mindretallets forslag vil kunne indebære for den frivillige

behandling.

Hertil kommer, at en klage over forestående tvangsmæssig behandling i

form af elektrostimulation, lige som anden tvangsbehandling er

tillagt opsættende virkning efter lovforslagets § 32, stk. 3,

medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for

ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Det vil således kunne blive vurderet af Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn, om den pågældende behandling bør gennemføres mod

patientens ønske i alle tilfælde, hvor behandlingen ikke er

nødvendig for at afværge en livstruende tilstand.

Der er derfor ikke i lovforslaget medtaget en bestemmelse om, at

elektrostimulation ikke må anvendes som et led i en

tvangsbehandling, medmindre der foreligger en livstruende

tilstand.

Justitsministeriet kan endelig tiltræde udvalgets forslag om, at der

tilvejebringes en lovhjemmel for tvangsbehandling af legemlige

lidelser hos patienter, der opfylder betingelserne for

tvangstilbageholdelse, såfremt lidelsen udsætter patientens liv

eller helbred for væsentlig fare.

5. Fiksering m.v.

5.1. Som anført under pkt. 4 indeholder sindssygeloven ingen

regulering af de tvangsmidler m.v., som det kan være berettiget at

anvende på en psykiatrisk afdeling.

Sundhedsstyrelsen har i cirkulære nr. 63 af 28. juni 1985 fastsat

regler til regulering af anvendelsen af såvel tvangsmidler som af

de såkaldte beskyttelsesforanstaltninger. I cirkulæret anføres, at

det er midlertidigt, og at det forudsættes afløst af de regler,

der vil blive fastsat som et resultat af revisionen af

sindssygelovgivningen.

5.2. Udvalget har i betænkning nr. 1068/1986, s. 279 ff redegjort for

sine principielle overvejelser med hensyn til spørgsmålet om

fiksering m.v. I betænkning nr. 1109/1987, s. 23 f findes

udvalgets udkast til lovbestemmeler (§§ 14-19) og side 64 ff er

optrykt bemærkninger til lovudkastet.

Udvalget foreslår, at der foretages en inddeling af den tvang, der

består i fastspænding eller fastholden, i tre hovedgrupper

Tvangsfiksering, fysisk magtanvendelse og beskyttelsesfiksering.

Med hensyn til sondringen mellem tvangsfiksering og

beskyttelsesfiksering anfører udvalget, at det som udgangspunkt er

formålet med at anvende en given foranstaltning, der er afgørende

for, om et bestemt middel, som bringes i anvendelse mod patientens

vilje, skal anses som et tvangsmiddel eller et beskyttelsesmiddel.

Hvis formålet er at afværge en fare, som patienten tilsigtet

udsætter sig selv eller sine omgivelser for, er der tale om et

tvangsmiddel. Omvendt er der tale om et beskyttelsesmiddel, hvis

formålet er at beskytte patienten selv imod, at denne utilsigtet

udsætter sit eget legeme for væsentlig fare typisk ved at forsøge

at foretage dagligdags handlinger eller udvise en helt almindelig

adfærd, som den pågældende blot ikke længere er i stand til at

udføre uden at løbe en væsentlig risiko for at komme til skade,

navnlig ved at falde.

Ud over formålet tillægges midlets art også betydning ved afgørelsen

af, om der er tale om tvangsfiksering eller beskyttelsesfiksering,

idet udvalget opstiller den regel, at midler, der anvendes til

tvangsfiksering - det vil sige bælte, fod- og håndremme eller

handsker - ikke må anvendes til beskyttelsesfiksering, se

betænkning nr. 1109/1987, s. 75 f.

Specielt for så vidt angår tvangsfiksering foreslår udvalget, at kun

bælte, håndremme, fodremme og handsker må anvendes som midler til

tvangsfiksering.

De materielle betingelser for at anvende tvangsfiksering findes i

udvalgets lovudkast § 14, stk. 2. Heraf fremgår, at

tvangsfiksering kun må anvendes, i det omfang det er nødvendigt

for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for

nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred,

forfølger eller på anden lignende måde groft forulemper

medpatienter, eller øver hærværk af ikke ubetydeligt omfang. Det

kræves derimod ikke, at den pågældende skal være sindssyg eller i

en hermed ligestillet tilstand.

Udvalget foreslår særlige regler med hensyn til, hvem der har

kompetencen til at træffe beslutning om tvangsfiksering, jf.

lovudkastets § 15, og i § 16 foreslås en regel om fast vagt til de

patienter, der er tvangsfikseret med bælte. Reglen om fast vagt er

omtalt nærmere nedenfor under pkt. 6.

Under samme materielle betingelser, som gælder for tvangsfiksering,

foreslås en adgang til fysisk at fastholde den pågældende patient

og eventuelt føre vedkommende til et andet opholdssted, jf.

lovudkastets § 17. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det enkelte

tilfælde skal anvendes tvangsfiksering eller alene fysisk magt, må

afgøres under iagttagelse af det mindste middels princip. Udvalget

tilføjer, at man i øvrigt næppe kan bortse fra, at der ved

fortolkningen af kriterierne for tvangsfiksering henholdsvis

anvendelse af fysisk magt også må anlægges en

proportionalitetsbetragtning, således at kravene skærpes, jo mere

indgribende en foranstaltning, der er tale om.

Udvalget foreslår endvidere en bestemmelse, der skal sikre, at

frihedsberøvede personer kan forhindres i at forlade sygehuset,

uanset at de almindelige betingelser for anvendelse af fysisk magt

ikke er til stede. Bestemmelsen giver bl.a. mulighed for aflåsning

af yderdøre. Endelig foreslås det i § 17, stk. 2, at der skabes

hjemmel til om fornødent med magt at give en urolig patient et

beroligende middel. I bemærkningerne til bestemmelsen anfører

udvalget, at dette dels kan være påkrævet af helbredsmæssige

grunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse tilfælde

forudsætter, at den pågældende falder i søvn, dels kan det være en

mindre indgribende foranstaltning end f.eks. at bæltefiksere den

pågældende.

I lovudkastets § 18 har udvalget foreslået en regel om

beskyttelsesfiksering, hvorved forstås en tvangsforanstaltning,

der bringes i anvendelse for at beskytte patienten imod utilsigtet

at udsætte sig selv for væsentlig fare, jf. ovenfor vedrørende

sondringen mellem tvangsfiksering og beskyttelsesfiksering.

5.3. Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig udvalgets

forslag til regulering af tvangsfiksering, anvendelse af fysisk

magt og beskyttelsesfiksering. Lovforslagets §§ 14-19 er affattet

i overensstemmelse hermed.

6. Patientrettigheder m.v.

6.1. Udvalget har flere steder i betænkning nr. 1068/1986 overvejet,

hvorledes det er muligt at tilbyde patienter, der undergives

tvang, den fornødne støtte og kompensation med henblik på at

styrke såvel deres retlige som deres faktiske stilling. I denne

forbindelse skal fremhæves udvalgets overvejelser om en forbedring

af den nugældende tilsynsværgeordning, om fast vagt til

bæltefikserede patienter og om patientråd og patientmøder.

6.2. Efter sindssygelovens § 6 skal der ved tvangsindlæggelse

beskikkes en tilsynsværge for den tvangsindlagte. I andre tilfælde

skal der beskikkes tilsynsværge for en sindssyg patient, hvis den

pågældende patient fremsætter ønske herom. Det er tilsynsværgens

hovedopgave at holde sig underrettet om patientens tilstand og

sørge for, at opholdet på sygehuset ikke varer længere end

nødvendigt, herunder være patienten behjælpelig ved rejsning af

klagesag. Det er skifteretten, der foretager beskikkelsen af

tilsynsværgen. Som regel beskikkes en af patientens nærmeste

pårørende.

Udvalget har behandlet tilsynsværgespørgsmålet i betænkning nr.

1068/1986, s. 340 ff, og i betænkning nr. 1109/1987 findes

udvalgets udkast til lovregler i §§ 25-30, og bemærkningerne

hertil er optrykt s. 87 ff.

Udvalget foreslår, at der til afløsning af den eksisterende

tilsynsværgeordning etableres en ordning med lønnede

patientrådgivere, der antages af amtmanden efter ansøgning blandt

personer, som må anses for egnede fagligt og personligt til på

deltid at udføre det arbejde, der er forbundet med

patientrådgiverfunktionen. Amtmanden udarbejder en fortegnelse

over de antagne patientrådgivere. Som patientrådgivere tænkes

navnlig anvendt personer inden for social- og sundhedssektoren i

vid forstand.

Ved tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse og tvangsbehandling skal

der efter udvalgets forslag obligatorisk ske

patientrådgiverbeskikkelse. I tilfælde af tvangsfiksering,

magtanvendelse og beskyttelsesfiksering skal der beskikkes

patientrådgiver, hvis patienten fremsætter begæring herom.

Udvalget har ikke fundet behov for beskikkelse af patientrådgiver

til patienter, der behandles frivilligt. I disse tilfælde påhviler

det personalet at yde patienten den fornødne vejledning og

bistand.

Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende

sygeplejerske underretter en patientrådgiver om tvangsindgrebet og

den heraf følgende beskikkelse. Patienten har efter særlige regler

mulighed for at få beskikket f.eks. et familiemedlem til at udføre

patientrådgiverarbejdet.

Patientrådgiveren har til opgave at vejlede og rådgive patienten med

hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og

behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal

endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af

eventuelle klager. Der opstilles et krav om, at patientrådgiveren

skal aflægge patienten et første besøg inden 24 timer efter

beskikkelsen, og derefter mindst een gang om ugen og i øvrigt

efter behov, indtil beskikkelsen bortfalder.

Justitsministeriet er enig med udvalget i, at der er behov for en

væsentlig forbedring af den støtte og bistand af såvel

medmenneskelig som retlig karakter, som psykiatriske patienter,

der undergives tvang, bør kunne få fra kvalificerede og uafhængige

personer. Justitsministeriet kan tiltræde den

patientrådgiverordning, som udvalget har foreslået til afløsning

af den gældende ordning efter sindssygeloven med tilsynsværger.

6.3. Specielt for så vidt angår patienter, der tvangsfikseres med

bælte, stiller udvalget forslag om, at der stilles krav om fast

vagt. Udvalgets redegørelse for dette spørgsmål findes i

betænkning nr. 1068/1986, s. 430 f. Udkast til lovbestemmelse

findes i § 16 i udvalgets lovudkast. I bemærkningerne til

udvalgets forslag anfører udvalget bl.a. (betænkning nr.

1109/1987, s. 71), at reglen dels har til formål at betage

bæltefiksering noget af den traumatiske effekt, som kan være

forbundet med at blive fikseret og ladt alene, dels at beskytte

patienten mod eventuelle overgreb eller gener fra medpatienter.

Udvalget peger endvidere på, at brug af fast vagt utvivlsomt vil

kunne begrænse brugen af bæltefiksering, navnlig således at den

tidsmæssige udstrækning formindskes.

Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til en regel

om fast vagt ved bæltefikserede patienter.

Bestemmelsen udelukker ikke, at den faste vagt efter omstændighederne

kan overvåge flere patienter, der er tvangsfikseret med bælte.

6.4. Patienternes mulighed for at øve indflydelse og medbestemmelse

på egne forhold må antages at spille en ikke uvæsentlig rolle for,

hvordan patienterne oplever opholdet på psykiatrisk afdeling, og

dermed i sidste instans også for behovet for tvangsanvendelse.

Udvalget har behandlet spørgsmålet om patienternes medindflydelse i

betænkning nr. 1068/1986, s. 404 ff og i betænkning nr. 1109/1987,

s. 94.

Udvalget anfører bl.a., at den medindflydelse, som patienterne

tillægges, har betydning både for patienternes følelse af eget

værd og for personalets holdning til patienterne, ligesom

patienternes medindflydelse endvidere må tillægges vægt som en

kontrolforanstaltning, der kan medvirke til at forebygge eventuelt

misbrug.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der på hvert enkelt psykiatrisk

sygehus eller afdeling skal oprettes patientråd eller afholdes

patientmøder. Ordningen skal gælde for alle indlagte psykiatriske

patienter og ikke kun for de patienter, der undergives tvang.

Udvalget er opmærksom på, at det vil være lettere at få en ordning

med regelmæssig afholdelse af patientmøder og oprettelse af et

partientråd til at fungere for de grupper af patienter, der er

indlagt igennem nogen tid, end for korttidsindlagte.

Justitsministeriet deler udvalgets opfattelse af betydningen af, at

patienterne så vidt muligt søges inddraget i og tillagt

indflydelse på egne forhold, også selv om der ikke helt kan

bortses fra de praktiske problemer, der kan være forbundet med at

få den af udvalget foreslåede ordning til at fungere i forhold til

visse grupper af patienter, navnlig korttidsindlagte og meget

syge. Justitsministeriet kan derfor tiltræde udvalgets forslag.

Lovforslagets § 30 er affattet i overensstemmelse hermed.

7. Domstolsprøvelse og klageadgang

7.1. Efter sindssygelovens § 9 kan afgørelser om

tvangstilbageholdelse på psykiatrisk afdeling administrativt

påklages til Justitsministeriet, der inden 1 måned skal tage

stilling til klagen. I praksis indhentes der en udtalelse fra

Retslægerådet, inden Justitsministeriet træffer afgørelse i sagen.

Tilsvarende gælder med hensyn til klager over tvangsindlæggelse.

Hvis Justitsministeriet godkender overlægens afgørelse om

frihedsberøvelse, kan patienten begære spørgsmålet om

frihedsberøvelsens lovlighed forelagt for retten i

overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Heraf følger bl.a., at sagen inden 5 søgnedage efter den

administrative afgørelse skal indbringes for byretten på

patientens hjemsted. Under en sådan sag kan også spørgsmål om

erstatning i anledning af den stedfundne frihedsberøvelse

pådømmes. Byrettens afgørelse kan i givet fald ankes til

landsretten.

Klager over rent lægelige spørgsmål, såsom valg af behandlingsform

eller metode, bivirkninger og lægefejl samt over eventuel

tvangsbehandling og brug af tvangsmidler henhører i henhold til

reglerne i lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets

centralstyrelse under Sundhedsstyrelsen. Pr. 1. januar 1988

afløses lov nr. 182 af 23. juni 1932 af en ny centralstyrelseslov,

lov nr. 397 af 10. juni 1987. I henhold til denne lov oprettes

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, for hvilket klager over den

faglige virksomhed, der udøves af personer inden for

sundhedsvæsenet, skal indbringes, medmindre der i lovgivningen

måtte være foreskrevet en særlig klageadgang. Eventuelle

erstatningskrav må rettes mod den ansvarlige sygehusmyndighed,

normalt vedkommende amtskommune, der som ansvarlig for driften

hæfter for eventuelle fejl begået af ansatte, herunder læger.

Klager over andre forhold end selve frihedsberøvelsen og de rent

lægelige forhold som f.eks. personalets optræden, maden, adgang

til beskæftigelse, motionsmuligheder, de bygningsmæssige og de

øvrige forhold, hvorunder patienter må opholde sig på et sygehus,

henhører under vedkommende amtskommune (Københavns og

Frederiksberg kommuner og Indenrigsministeriet for så vidt angår

Rigshospitalet), som er den ansvarlige sygehusmyndighed.

7.2. Udvalget har indgående overvejet spørgsmålet om udformningen af

den fremtidige klageordning. Der henvises til betænkning nr.

1068/1986, s. 439 ff og betænkning nr. 1109/1987, s. 11 f og s. 97

ff. Udvalget har delt sig i spørgsmålet om klageordningens nærmere

udformning.

Et flertal foreslår, at der oprettes lokale patientklagenævn, mindst

eet i hver amtskommune, der i første instans skal behandle klager

over alle former for tvangsanvendelse - frihedsberøvelse,

tvangsbehandling, tvangsfiksering, magtanvendelse og

beskyttelsesfiksering - samt klager over forsøgsbehandling.

Ud over at behandle konkrete klagesager tillægges nævnet en

kompetence til bl.a. gennem uanmeldte besøg på de psykiatriske

afdelinger at føre tilsyn med visse forhold, der har forbindelse

med de sager, som nævnet har kompetence til at behandle.

Hvert nævn skal ved behandlingen af en sag bestå af en dommer som

formand og to andre medlemmer beskikket efter indhentet udtalelse

fra henholdsvis Den almindelige danske Lægeforening og De

Samvirkende Invalideorganisationer.

Det lokale nævns afgørelse vedrørende frihedsberøvelse skal efter

flertallets forslag kunne indbringes for domstolene i

overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Nævnets andre afgørelser skal kunne indbringes for

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

Et mindretal foreslår, at klager over afgørelse om tvangsindlæggelse

og tvangstilbageholdelse indbringes direkte for domstolene i

overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a uden

nogen forudgående administrativ klagebehandling. Klager over

tvangsbehandling, tvangsfiksering, magtanvendelse og

beskyttelsesfiksering skal efter mindretallets forslag indbringes

for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn på samme måde som alle andre

patienters klager over behandlingen i sygehusvæsenet.

Justitsministeriet finder, at frihedsberøvelse er et så alvorligt

indgreb, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må foretrækkes, at

sager om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse efter begæring

så hurtigt som muligt indbringes direkte for en domstol. Det kan

efter Justitsministeriets opfattelse ikke undgås, at en

forudgående administrativ lokal behandling af en sådan sag vil

medføre en forsinkelse af den retlige prøvelse, uanset hvor smidig

og effektiv den administrative behandling tilrettelægges.

Justitsministeriet kan derfor tiltræde mindretallets synspunkter

på dette punkt.

Oprettelse af lokale klagenævn til behandling af klager over

tvangsbehandling, tvangsfiksering, magtanvendelse og

beskyttelsesfiksering synes generelt at være i overensstemmelse

med den nyere tendens i lovgivningen om, at administrative sager,

herunder klagesager, bør behandles så lokalt som muligt. Med

hensyn til klager over behandling på sygehuse har

lovgivningsmagten imidlertid ikke fundet, at dette synspunkt kunne

opveje de fordele, der også består ved en centraliseret

klagebehandling.

På den baggrund har Justitsministeriet fundet, at man bør afstå fra

at indføre særordninger for de psykiatriske patienter. Det ville

endvidere kunne gøre det samlede klagesystem for alle psykiatriske

patienter mere uoverskueligt og i øvrigt siges at være i strid med

det almindelige ønske om at integrere psykatrien i det almindelige

sygehusvæsen. Justitsministeriet finder derfor at kunne tilslutte

sig mindretallets forslag om, at klager af denne art i lighed med

andre klager inden for sygehusvæsenet behandles efter det

regelsæt, der findes i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

Justitsministeriet forudsætter herved, at sager om tvangsanvendelse

vil blive fremmet mest muligt, herunder ikke mindst sager

vedrørende klager over tvangsbehandling, som efter lovforslagets §

32, stk. 3, tillægges opsættende virkning, medmindre omgående

gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte

patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

8. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Det psykiatriske sygehusvæsen er henlagt til amtskommunerne m.fl., og

det påhviler derfor efter Justitsministeriets opfattelse allerede

i dag amtskommunerne at sikre, at de psykiatriske sygehuse er

indrettet således, at de bestandig er i overensstemmelse med god

psykiatrisk sygehusstandard.

Bestemmelsen i lovforslagets § 2 om indretningen m.v. af psykiatriske

sygehusafdelinger indebærer derfor ikke nogen udvidelse af de

forpligtelser, der allerede idag påhviler amtskommunerne.

Efter lovforslagets § 16 skal patienter, der er tvangsfikseret med

bælte, have fast vagt. Forslaget er en nyordning, der vil kunne

nødvendiggøre, at de berørte sygehuse foretager en ændret

disponering af sygehusenes personalemæssige ressourcer.

Da de psykiatriske sygehuse imidlertid allerede i dag er forpligtet

til at føre et rimeligt tilsyn med tvangsfikserede patienter, har

Justitsministeriet forudsat, at den fornødne omdisponering kan ske

inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer for sygehusene.

I lovforslagets kapitel 8 foreslås indført en ordning med faste

patientrådgivere til at vejlede og rådgive personer, som

tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives

tvangsbehandling. Patientrådgiverne udpeges i de enkelte tilfælde

af sygehuspersonalet på grundlag af en af statsamtet udarbejdet

fortegnelse over egnede og villige personer.

Honoreringen af patientrådgiverne, blandt andet med henblik på

kompensation for eventuelt tab af arbejdsfortjeneste, vil indebære

en merudgift, der kan anslås til ca. 1-2 mill. kr. årligt.

Honorarerne forudsættes afholdt af sygehusmyndighederne.

Lovforslagets kapitel 10 indebærer, at klager over tvangsbehandling

m.v. kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, medens

alle sager om frihedsberøvelse, herunder tvangstilbageholdelse,

skal indbringes for domstolene. Klager over behandling behandles i

dag af Sundhedsstyrelsen.

Vurderingen af, hvilket antal klager der kan forventes indbragt for

patientklagenævnet og domstolene er forbundet med betydelig

usikkerhed. Justitsministeriet skønner imidlertid, at antallet af

indbragte klagesager må antages at blive forholdsvis begrænset. På

denne baggrund finder Justitsministeriet, at forslagets regler om

nævnsbehandling og domstolsprøvelse af visse klager ikke kan

antages at påføre patientklagenævnet og domstolene merarbejde af

væsentligt omfang.

De nævnte merudgifter ved lovforslaget, der anslås til ca. 1-2 mill.

kr. årligt, vil blive overført fra Justitsministeriets lovreserve

til Indenrigsministeriets bloktilskudspulje.

9. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1068/1986, principbetænkning om tvang i psykiatrien,

og betænkning nr. 1109/1987 vedrørende udformningen af en ny lov

om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien har været sendt

til høring hos Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret,

samtlige amtskommuner, Københavns og Frederiksberg kommuner,

Indenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Socialministeriet,

Landsforeningen Sindslidendes Vel, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Det centrale Handicapråd, Den almindelige

danske Lægeforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk

Kommunalarbejderforbund, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk

Psykologforening, Dansk Socialrådgiverforening,

Ergoterapeutforeningen, Patientforeningen Galebevægelsen, Den

danske Dommerforening, Advokatrådet, Retslægerådet,

Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik,

Embedslægeforeningen, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes

Landsforening, Foreningen af politimestre i Danmark,

Politidirektøren i København, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politifuldmægtigforeningen og Dommerfuldmægtigforeningen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Lovens anvendelsesområde

Til lovforslagets titel og til § 1

Det centrale område i den foreslåede lov er en regulering af adgangen

til i visse tilfælde at anvende tvang i forbindelse med

psykiatrisk behandling.

Som altovervejende hovedregel omfatter bestemmelserne i lovforslaget

kun personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling. Heraf følger

modsætningsvis, at reglerne om f.eks. tvangsbehandling ikke kan

anvendes på personer, der opholder sig uden for psykiatrisk

afdeling. Disse personer kan - så længe de ikke er indlagt - kun

behandles frivilligt, uanset om de måtte opfylde de materielle

betingelser for at kunne tvangsbehandles.

Lovforslaget omfatter ikke personer, der opholder sig på

institutioner uden for det psykiatriske sygehusvæsen, selv om

disse personers tilstand som sådan måtte være omfattet af

lovforslaget. Bestemmelserne gælder derfor ikke for personer, der

opholder sig på plejehjem under bistandsloven, herunder de

tidligere H-plejehjem, som ved lov nr. 349 af 4. juni 1986 fra 1.

januar 1987 er overført fra Indenrigsministeriet til

Socialministeriets område, eller på institutioner for personer med

vidtgående fysiske eller psykiske handicaps, hvor

Socialministeriets bekendtgørelser nr. 568 og 569 af henholdsvis

21. og 22. december 1979 om magtanvendelse finder anvendelse.

Hovedreglen om, at lovens anvendelsesområde i stedlig henseende kun

er psykiatrisk afdeling, er fraveget på to punkter. For det første

regulerer loven den tvang, det kan være nødvendigt at anvende uden

for psykiatrisk afdeling i forbindelse med selve

tvangsindlæggelsen. For det andet gælder bestemmelserne i

lovforslaget for tvangstilbageholdte personer, der midlertidigt

overføres fra psykiatrisk afdeling til somatisk afdeling med

henblik på behandling af en legemlig lidelse. Dette gælder ikke

blot i tilfælde, hvor der bliver tale om tvangsbehandling af en

legemlig lidelse, jf. § 13, men også i tilfælde hvor en

frihedsberøvet patient frivilligt undergiver sig behandling af en

legemlig lidelse og med henblik herpå overføres til somatisk

afdeling, hvis tvangsanvendelse her senere viser sig nødvendig.

Nathospitalspatienter, som kun sover på en psykiatrisk afdeling,

anses for indlagt, og er dermed omfattet af loven, hvorimod

daghospitalspatienter, som kun kommer i dagtimerne på sygehuset

til behandling og eventuelt for at arbejde i terapi og på

værksteder, er udskrevet, hvorfor de som andre ambulante patienter

falder uden for reglerne. Det betyder i praksis, at de ikke kan

tvangstilbageholdes eller tvangsbehandles, og at proceduren for

tvangsindlæggelse i givet fald skal følges, hvis iværksættelse af

frihedsberøvelse anses for nødvendig.

Hvis en patient, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, forlader

afdelingen og ikke frivilligt vender tilbage til denne eller

udebliver efter udgang, opstår der ligeledes spørgsmål om lovens

rækkevidde.

Hvis der er tale om en tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt

patient, og overlægen i forbindelse med, at man har konstateret,

at patienten er bortgået eller er udeblevet efter korterevarende

udgang, anmoder om politiets bistand til at føre patienten

tilbage, må patienten uden iagttagelse af proceduren for

tvangsindlæggelse i almindelighed kunne tilbageføres med henblik

på fortsat tvangstilbageholdelse. Dette gælder dog ikke, hvis der

går længere tid, før politiet finder frem til den pågældende.

I sådanne tilfælde og i tilfælde, hvor overlægens anmodning om

politiets bistand ikke fremsættes umiddelbart efter konstateret

bortgang eller udeblivelse, eller der er givet udgang med

tilladelse til mere end en enkelt overnatning, bør tilbageførsel i

givet fald ske i overensstemmelse med reglerne om

tvangsindlæggelse.

Hvis en frivilligt indlagt patient, der ikke efterfølgende er blevet

tvangstilbageholdt, forlader sygehuset, vil tilbageførsel mod

patientens protest kun kunne ske efter reglerne om

tvangsindlæggelse.

For så vidt angår den personkreds, der er omfattet af lovforslagets

bestemmelser, henvises til de enkelte bestemmelser. Det bemærkes,

at visse bestemmelser, f.eks. § 3 om opstilling af en

behandlingsplan og § 31 om patientråd m.v., gælder for alle, der

indlægges på psykiatrisk afdeling, hvorimod andre bestemmelser,

f.eks. bestemmelserne om frihedsberøvelse og tvangsbehandling, er

begrænset til patienter, der er sindssyge eller i en tilstand, der

ganske kan ligestilles med sindssygdom.

I § 1, stk. 1, fastslås, at frihedsberøvelse og anvendelse af anden

tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på

psykiatrisk afdeling kun må finde sted efter reglerne i loven,

medmindre der findes anden lovhjemmel herfor. Bestemmelsen skal

således forstås med det forbehold, der bl.a. følger af adgangen

til at anbringe personer på psykiatrisk sygehus eller afdeling i

henhold til strafferetlig afgørelse, jf. § 38 og bemærkningerne

til denne bestemmelse, ligesom der i § 6 i lov nr. 498 af 23.

december 1970 om udlevering til andet nordisk land i anledning af

visse beslutninger om forsorg eller behandling findes en særlig

hjemmel til frihedsberøvelse. Også bestemmelserne i straffelovens

§ 23. Patienter, der er frihedsberøvet efter denne lov, må ikke

undergives forsøgsbehandling.

Stk. 2. Forsøgsbehandling må heller ikke gennemføres med tvang over

for frivilligt indlagte patienter.

§ 24. Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der

tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives

tvangsbehandling. Der skal endvidere efter anmodning fra patienten

beskikkes en patientrådgiver ved fiksering m.v.

Stk. 2. Patientrådgiveren skal vejlede og rådgive patienten med

hensyn til alle forhold i forbindelse med indlæggelse, ophold og

behandling på psykiatrisk afdeling. Patientrådgiveren skal

endvidere bistå patienten med iværksættelse og gennemførelse af

eventuelle klager.

§ 25. Statsamtmanden antager efter ansøgning et antal

patientrådgivere. En fortegnelse over disse fordeles mellem de

enkelte psykiatriske afdelinger i statsamtet.

Stk. 2. Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den

vagthavende sygeplejerske hurtigst muligt underretter

patientrådgiveren om tvangsindgrebet og beskikkelsen.

Patientrådgiverne beskikkes efter tur i den rækkefølge, hvori de

er optaget på fortegnelsen.

Stk. 3. Patienten skal have lejlighed til at udtale sig om den

påtænkte beskikkelse. Fremsætter patienten anmodning om at få

beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på

fortegnelsen, skal overlægen så vidt muligt imødekomme en sådan

anmodning. Afgørelsen kan påklages til statsamtmanden, der træffer

den endelige administrative afgørelse.

Stk. 4. Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person,

som ikke er optaget på fortegnelsen, sker der foreløbig

beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 2.

Statsamtmanden træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten

foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning skal

imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt.

§ 26. Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge

patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne.

Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen.

Besøg skal herefter finde sted mindst een gang om ugen og i øvrigt

efter behov.

Stk. 2. Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig,

skriftlig og telefonisk forbindelse med patienten.

§ 27. Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver

oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv

på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke

gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.

§ 28. Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at

tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren bistår dog

patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat,

eller som samtidig iværksættes.

§ 29. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antagelse og

beskikkelse af patientrådgivere, deres opgaver og nærmere

beføjelser samt honorar.

Patientråd m.v.

§ 30. På hvert enkelt psykiatrisk sygehus eller afdeling skal der

oprettes patientråd eller afholdes patientmøder efter regler, som

fastsættes af sundhedsministeren.

§ 31. Inden frihedsberøvelse iværksættes og anden tvang anvendes,

skal patienten underrettes om den påtænkte tvang, dens nærmere

indhold, baggrund og formål.

Stk. 2. Ved tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt, jf. §§

14-17, kan underretningen dog i særligt hastende tilfælde

undlades. Begrundelsen skal i så fald gives efterfølgende.

§ 32. Ved enhver anvendelse af tvang skal patienten vejledes om

adgangen til at påklage indgrebet.

Stk. 2. Klage over beslutning om anvendelse af tvang har ikke

opsættende virkning.

Stk. 3. Klage over beslutning om tvangsbehandling har dog opsættende

virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er

nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for

væsentlig fare.

§ 33. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om

underretning og klagevejledning.

§ 34. Sygehusmyndigheden skal efter anmodning fra patienten eller

patientrådgiveren indbringe afgørelser vedrørende

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse for retten efter

reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 2. Godkender retten, at patienten tvangstilbageholdes, kan

spørgsmålet om udskrivning først på ny begæres prøvet efter stk.

1, når der er forløbet 2 måneder efter rettens afgørelse.

§ 34. §§ 3 og 4 finder dog ikke fuldt ud anvendelse på sindssyge,

der skal anbringes i sikringsanstalten, idet farlighedsdekret må

afsiges, når betingelserne herfor er opfyldt, uanset om patienten

måtte samtykke i anbringelsen, ligesom Justitsministeriet kan

ophæve et farlighedsdekret, selv om patienten måtte ønske at

forblive på sikringsanstalten. Derimod gælder §§ 3 og 4 fuldt ud

for behandlingen af patienterne på sikringsanstalten, jf. §§

12-19.

Den administrative kompetence til at ophæve et farlighedsdekret er

henlagt til justitsministeren. Heraf følger, at ovelægen ved

sikringsanstalten ikke selv kan træffe bestemmelse om ophævelse,

men skal, når fortsat ophold i sikringsanstalten ikke længere

findes påkrævet, rette henvendelse til Justitsministeriet med

indstilling om, at farlighedsdekretet ophæves. En sådan pligt

følger af § 21, stk. 1.

Nægter Justitsministeriet at ophæve en af retten i medfør af

forslagets § 36, stk. 2, godkendt anbringelse, kan

Justitsministeriets afslag begæres indbragt for retten efter den

for patienten lette adgang til domstolsprøvelse efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a, jf. forslagets § 37, stk. 1, 4.

punktum.

På baggrund af de samme hensyn, der ligger bag bestemmelsen i § 34,

stk. 2, foreslås der også for farlighedsdekreters vedkommende

fastsat frister, der skal forløbe, før spørgsmål om fornyet

efterprøvelse kan rejses, jf. forslagets § 37, stk. 1, 3. punktum,

og § 37, stk. 2.

De nævnte frister gælder imidlertid ikke for overlægen ved

sikringsanstalten, der på et hvilket som helst tidspunkt kan

fremsætte anmodning over for Justitsministeriet om, at spørgsmålet

om foranstaltningens ophævelse tages op til fornyet overvejelse.

Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 3.2.2. og

3.3. og til betænkning nr. 1109/ 1987, side 104-107.

Til kapitel 12

Patienter indlagt i henhold til strafferetlig afgørelse

Til § 38

Der henvises til betænkning nr. 1109/ 1987, side 107-109

(bemærkninger til § 43 i udvalgets lovudkast).

Til kapitel 13

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 39

I § 39 angives ikrafttrædelsesdato, og som overgangsbestemmelse

foreslås, at de nye regler finder anvendelse på alle afgørelser,

der træffes efter ikrafttrædelsesdatoen, hvorimod ældre afgørelser

skal bedømmes efter den nugældende lov nr. 118 af 13. april 1938

om sindssyge personer hospitalsophold, jf. dog nedenfor om

bekikkede tilsynsværger. Dette medfører, at alle sager, der er

under behandling i Justitsministeriet og Sundhedsstyrelsen ved

lovens ikrafttrædelse skal oversendes henholdsvis til domstolene

og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

For så vidt angår frihedsberøvede patienter, der har fået beskikket

tilsynsværge efter de hidtil gældende regler, og som er undergivet

frihedsberøvelse også efter lovens ikrafttræden, skal der snarest

efter lovens ikrafttræden beskikkes en patientrådgiver. Dette vil

navnlig have betydning for - de ganske vist forholdsvis få -

frihedsberøvelser af længere varighed.

De sager, der ved lovens ikrafttræden verserer hos skifteretten om

tilsynsværgebeskikkelse, skal straks tilsendes vedkommende

psykiatriske sygehus med henblik på beskikkelse af patientrådgiver

i henhold til lovforslagets § 25, stk. 2.

Til § 40

Bestemmelsen ophæver med virkning fra lovens ikrafttræden pligten til

i henhold til lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et

sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland

at indhente en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen. Denne

høringsforskrift fra 1913 må efter oprettelsen af Retslægerådet

anses for overflødig. Ophævelse af høringspligten vil ikke kun

have betydning ved behandlingen af farlighedsdekreter, men også

ved behandlingen af straffesager, hvor der opstår spørgsmål om

anbringelse i sikringsanstalten.

Til § 41

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har i betænkning nr.

1109/1987, s. 103 foreslået retsplejelovens § 469 ændret, således

at disse sager, så længe patienten ikke er udskrevet, behandles

ved byretten i den retskreds, hvor sygehuset ligger, og ikke ved

byretten der, hvor patienten har bopæl. En sådan regel vil sikre

umiddelbar bevisførelse ved den dømmende ret og spare tid for

parter og vidner, som normalt alle vil have kortere afstand til

byretten i den retskreds, hvor sygehuset ligger, end til

patientens hjemting.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag herom. Denne

ændring af retsplejeloven træder i kraft i overensstemmelse med

bestemmelsen i § 39, stk. 1.

Til § 42

Det følger af bestemmelsen, at loven ikke umiddelbart skal gælde for

Færøerne og Grønland, men den kan ved kongelig anordning sættes i

kraft helt eller delvis for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Indtil det

sker, vil 1938-loven fortsat være gældende på Færøerne, og for

Grønlands vedkommende gælder lov nr. 259 af 27. maj 1981, der

sætter 1938-loven i kraft for Grønland med nærmere angivne

afvigelser.

§ 35. Klage over tvangsbehandling, fiksering, anvendelse af fysisk

magt og beskyttelsesfiksering indbringes for Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn.

Stk. 2. Om sagernes behandling ved Patientklagenævnet gælder i øvrigt

reglerne i kapitel 3 i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.

§ 36. I ganske særlige tilfælde, hvor mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, kan justitsministeren

bestemme, at en person, der er sindssyg, og som vedvarende

udsætter andres liv eller legeme for alvorlig og overhængende

fare, skal anbringes i sikringsanstalten, som er knyttet til

amtshospitalet i Nykøbing Sjælland.

Stk. 2. Justitsministeren skal inden 5 søgnedage efter, at der er

truffet afgørelse efter stk. 1, indbringe sagen for retten til

prøvelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.

Stk. 3. Bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og § 34 finder

bestemmelserne i denne lov tilsvarende anvendelse på personer,

der anbringes i sikringsanstalten efter stk. 1, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Patientrådgiver beskikkes alene i tilfælde, hvor den

pågældende ikke i forvejen har en sådan eller en bistandsværge

efter straffelovens § 71.

§§ 36 og 37.

4. Tvangsbehandling

4.1. I den nugældende lovgivning er kun adgangen til

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse på psykiatrisk afdeling

direkte lovreguleret, hvorimod adgangen til tvangsbehandling og

anvendelse af tvangsmidler m.v. ikke er omtalt i loven. Det

betyder dog ikke, at der ikke i dag findes retlige grænser og

normer for tvangsudøvelse på dette område.

Det forhold, at grænserne for adgangen til tvangsbehandling og anden

tvangsudøvelse kun fremgår mere indirekte af lovgivningen, må

imidlertid ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt anses for

utilfredsstillende både af hensyn til patienterne og af hensyn til

læger og sygeplejepersonalet. Folketingets ombudsmand har da også

igennem det seneste årti flere gange givet udtryk for det

ønskelige i en klargøring af retstilstanden.

I det følgende behandles spørgsmålet om tvangsbehandling. Under pkt.

5 omtales spørgsmålet om anvendelse af tvangsmidler m.v. i

fareafværgende og beskyttende øjemed.

4.2. Under den gældende retstilstand antages reglerne om

tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse indirekte at give

lovhjemmel for tvangsbehandling ud fra den betragtning, at en

frihedsberøvelse med henblik på psykiatrisk behandling ville savne

mening, hvis der ikke samtidig var mulighed for at iværksætte den

nødvendige behandling om fornødent med magt.

Heraf kan udledes, at kun personer, der er frihedsberøvet, eller som

opfylder betingelserne herfor, kan undergives tvangsbehandling på

psykiatrisk afdeling.

Sundhedsstyrelsen har i et cirkulære af 28. juni 1983 om information

og samtykke for så vidt angår patienter med psykiske lidelser

fastsat, at hovedreglen er, at psykiatrisk og somatisk behandling

ikke kan finde sted mod de psykisk syge personers vilje.

Tvangsbehandling af en psykisk lidelse hos en indlagt patient kan dog

undtagelsesvis finde sted ved livstruende tilstande, ved

psykotiske tilstande, hvor der foreligger fare for patienten selv

og omgivelserne, og hvor behandling med et beroligende lægemiddel

er mere hensigtsmæssig eller human end en fysisk restriktion, samt

ved psykotiske tilstande hos patienter, hvor undladelse af

behandling alvorligt vil forringe udsigterne til helbredelse.

For så vidt angår spørgsmålet om tvangsbehandling af legemlige

lidelser hos tvangsindlagte inhabile patienter har

Sundhedsstyrelsen opstillet den regel, at der ved livstruende

tilstande, eller hvor der foreligger alvorlig risiko for helbred,

kan foretages den nødvendige behandling med tvang.

Uden for disse særligt kvalificerede krisetilstande må der ifølge

Sundhedsstyrelsens regler i givet fald foretages en personlig

umyndiggørelse, således at bestemmelse om tvangsbehandling

herefter kan træffes af den beskikkede værge.

4.3. Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har behandlet

spørgsmålet om tvangsbehandling i betænkning nr. 1068/1986,

§ 37. Anbringelse efter § 36, stk. 1, kan administrativt kun ophæves

af justitsministeren. Begæring om ophævelse kan fremsættes af

overlægen, patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen.

Begæring fra patienten, patientrådgiveren eller bistandsværgen kan

tidligst fremsættes, når der er forløbet 2 måneder efter rettens

afgørelse, jf. § 36, stk. 2. Afslag på ophævelse forelægges på

begæring for retten til prøvelse efter reglerne i retsplejelovens

§ 38. Justitsministeren fastsætter regler om, i hvilket omfang

reglerne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer,

der opholder sig på psykiatrisk afdeling i henhold til en

retsafgørelse, som er truffet i strafferetsplejens former.

§ 39. Loven træder i kraft den 1. oktober 1988 og gælder for alle

afgørelser og beslutninger, der træffes efter lovens

ikrafttrædelse.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 118 af 13. april 1938 om sindssyge

personers hospitalsophold.

§ 40. I § 3 i lov nr. 123 af 29. april 1913 om opførelse af et

sindssygehospital og en dertil knyttet sikringsanstalt på Sjælland

udgår: »i overensstemmelse med indhentet erklæring fra

Sundhedsstyrelsen«.

§ 41. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1.

september 1986, som ændret senest ved lov nr. 386 af 10. juni

1987, indsættes i § 469, stk. 1 efter 1. pkt. som nyt pkt.: »Sager

om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse i henhold til lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien forelægges dog,

sålænge patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted,

hvor vedkommende psykiatriske sygehus eller afdeling er

beliggende.«

§ 42. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse

landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller

grønlandske forhold tilsiger.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

1.1. Lovforslaget har til formål at styrke de sindslidendes

retsstilling i forbindelse med frihedsberøvelse og

tvangsbehandling m.v. Lovforslaget skal endvidere sikre, at den

sindslidende i videst muligt omfang inddrages i og får indflydelse

på behandlingen og sine egne forhold i øvrigt.

I forhold til den gældende lov om sindssyge personers

hospitalsophold, der er fra 1938, vil lovforslaget bl.a. indebære,

at betingelserne for at anvende tvang i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skærpes

og præciseres.

Med henblik på at formindske brugen af tvang mest muligt foreslås det

som et grundlæggende princip, at tvang kun anvendes, når alle

andre muligheder er udtømt, og at den tvangsanvendelse, der i så

fald kommer på tale, begrænses til det absolut nødvendige (»det

mindste middels princip«).

For at sikre opfyldelsen af dette princip foreslås bl.a., at al tvang

skal registreres og indberettes, og der indføres regler om

obligatorisk efterprøvelse af fortsat frihedsberøvelse efter faste

terminer. Der opstilles endvidere en regel om fast vagt til

bæltefikserede patienter.

Til afløsning af den eksisterende tilsynsværgeordning foreslås

indført en ordning med patientrådgivere, hvilket vil indebære en

styrkelse af den støtte, som patienter, der er undergivet tvang,

vil få. Der foreslås oprettet patientråd eller afholdt

patientmøder for derved at øge patienternes medindflydelse på egne

forhold.

Endvidere foreslås regler om obligatorisk udarbejdelse af

behandlingsplan for enhver, der indlægges på psykiatrisk afdeling

og regler om vejledning af patienterne, samt regler om informeret

samtykke der skal sikre, at patienterne i videst muligt omfang

hele tiden er indforstået med den behandling, der foretages.

Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om en helt ny

klageordning, hvorved der tilsigtes en forbedring af behandlingen

af klagesager på dette område.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1068/ 1986 om tvang i

psykiatrien og betænkning nr. 1109/1987, der indeholder en

afsluttende udtalelse vedrørende udformningen af en ny lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

1.2. I de senere år har der flere gange i Folketinget været rejst

spørgsmål om behovet for en revision af sindssygelovgivningen.

Den 25. maj 1982 vedtog Folketinget et forslag til

folketingsbeslutning, hvorefter regeringen opfordredes til at

undersøge behovet for en revision af lov nr. 118 af 13. april 1938

med senere ændringer om sindssyge personers hospitalsophold

(Folketingstidende 1981/82, Folketingets forhandlinger sp. 7345,

sp. 8243, tillæg A, sp. 4121, B sp. 1143 og C sp. 547).

Under en forespørgselsdebat den 3. februar 1983 drøftede Folketinget

på ny de retssikkerhedsmæssige spørgsmål på det psykiatriske

område, og der var i Folketinget bred tilslutning til

justitsministerens tilkendegivelse om at ville nedsætte et udvalg

med henblik på en revision af sindssygelovgivningen

(Folketingstidende 1982/83, Folketingets forhandlinger sp.

5394-5454).

Det nedsatte udvalg har afgivet tre betænkninger.

I november 1983 afgav udvalget sin første delbetænkning, hvori

spørgsmålet om registrering af tvangsindlæggelser i Det centrale

Kriminalregister behandledes. I kommissoriet var udvalget blevet

anmodet om at behandle dette spørgsmål forlods. På baggrund af

udvalgets anbefaling er politiet siden maj 1985 ophørt med at

registrere tvangsindlæggelser i Det centrale Kriminalregister og

tidligere registrerede oplysninger herom er slettet.

I februar 1986 afgav udvalget en principbetænkning om tvang i

psykiatrien (betænkning nr. 1068/1986). Justitsministeriet

udsendte betænkningen til høring hos en række myndigheder og

organisationer, og udvalget har modtaget svarene til brug ved

udvalgets afsluttende arbejde. I april 1987 har udvalget herefter

afsluttet sit arbejde med afgivelsen af betænkning nr. 1109/1987

vedrørende udformningen af en ny lov om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien.

Det foreliggende lovforslag bygger på udvalgets to seneste

betænkninger og på det lovudkast, der er indeholdt i betænkning

nr. 1109/1987, og som der i udvalget har været enighed om, bortset

fra enkelte punkter, hvor udvalget har delt sig i et flertal og et

mindretal. Lovforslagets nærmere indhold gennemgås nedenfor under

pkt. 2-7. Herunder redegøres der for Justitsministeriets stilling

til de foreliggende flertals- og mindretalsudtalelser.

Justitsministeriet har endvidere foretaget enkelte redaktionelle

ændringer i forhold til betænkningens lovudkast. Hvor der i det

følgende er henvist til udvalgets lovudkast, sigtes der til

lovudkastet i betænkning nr. 1109/1987.

1.3. Den gældende retstilstand er baseret på lov nr. 118 af 13. april

1938 om sindssyge personers hospitalsophold (i det følgende omtalt

som sindssygeloven) og de hertil knyttede administrative

forskrifter. Loven er optrykt som bilag 1 til lovforslaget. Siden

1938 er der kun foretaget een væsentlig ændring af loven ved lov

nr. 175 af 11. juni 1954, hvor der som en konsekvens af

grundlovens § 71, stk. 6, om domstolskontrol med administrative

frihedsberøvelser blev indsat bestemmelser om adgang til

domstolsprøvelse.

Sindssygeloven indeholder retsgrundlaget for tvangsindlæggelse og

tvangstilbageholdelse af psykiatriske patienter. For at

tvangsindlægge en person skal en læge efter en foretagen

undersøgelse finde, at den pågældende er sindssyg, og at det vil

være uforsvarligt at undlade indlæggelse, enten fordi den syge er

til fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigterne for den

syges helbredelse væsentlig vil forringes, hvis indlægggelse ikke

finder sted.

Med hensyn til fremgangsmåden gælder, at lægens erklæring ved

tvangsindlæggelse på farlighedsindikation udfærdiges på røde

papirer, medens erklæringen ved indlæggelse på

helbredelsesindikation (behandlingsindikation) udfærdiges på gule

papirer, der inden indlæggelsen skal være godkendt af embedslægen.

Politiet medvirker ved den praktiske gennemførelse af

tvangsindlæggelse. Forinden bistand til indlæggelse ydes, påser

politiet, at betingelserne for tvangsindlæggelse af den pågældende

person er til stede, herunder navnlig at de for indlæggelsen

foreskrevne erklæringer foreligger i korrekt udfyldt stand.

Ved modtagelsen af patienten træffer overlægen på den psykiatriske

afdeling afgørelse om, hvorvidt betingelserne for

tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages

til behandling for sin sygdom.

En patient skal, uanset om den pågældende er tvangsindlagt eller

frivilligt har ladet sig indlægge, nægtes udskrivning

(tvangstilbageholdelse), hvis den behandlende læge på sygehuset

finder, at patienten er sindssyg, og udskrivning vil være

uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv eller

andre, eller fordi udsigterne for helbredelse vil blive væsentlig

forringet, hvis udskrivning finder sted. Herudover kan lægen nægte

at udskrive en patient, der er sindssyg, hvis udskrivning må

forventes at medføre væsentlige ulemper for patienten selv

(ulempeindikation), og Justitsministeriet tiltræder nægtelsen.

Ved tvangsindlæggelse skal der beskikkes en tilsynsværge for

patienten. Det påhviler politiet at give den fornødne meddelelse

til skifteretten, der beskikker tilsynsværgen. Hvis patienten

tvangstilbageholdes, har den pågældende ret til efter begæring at

få beskikket en tilsynsværge.

Spørgsmålet om adgangen til at anvende anden tvang end

frihedsberøvelse i forbindelse med behandlingen af psykiatriske

patienter er ikke udtrykkeligt reguleret i sindssygeloven.

Sundhedsstyrelsen har i cirkulærer af 21. oktober 1982 og af 28.

juni 1983 om information og samtykke for så vidt angår patienter

med psykiske lidelser fastsat administrative bestemmelser om

adgangen til tvangsbehandling, og i cirkulære nr. 63 af 28. juni

1985 er der fastsat nærmere retningslinjer for anvendelse af

tvangsmidler og beskyttelsesforanstaltninger over for patienter på

psykiatriske sygehuse og afdelinger m.v.

Den gældende klageordning er udformet således, at afgørelser om

frihedsberøvelse på psykiatrisk afdeling administrativt kan

påklages til Justitsministeriet med adgang til efterfølgende

domstolsprøvelse i henhold til reglerne i retsplejelovens kapitel

43 a.

Klager over den lægelige behandling, herunder eventuel

tvangsbehandling og anden tvangsanvendelse, henhører under

Sundhedsstyrelsen, medens klager over forholdene i øvrigt henhører

under den myndighed, der er ansvarlig for driften af sygehuset, i

almindelighed vedkommende amtskommune.

Endvidere fører Sundhedsstyrelsen - også efter ikrafttrædelsen pr. 1.

januar 1988 af lov om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (lov

nr. 397 af 10. juni 1987) - tilsyn med landets sygehusvæsen.

Styrelsen skal således følge forholdene på de amtskommunale

sygehuse, herunder de psykiatriske afdelinger, ligesom styrelsen

fører et særligt tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed, der

udføres af sundhedsvæsenets personale. Lokalt varetages tilsynet i

vidt omfang af de statslige embedslægeinstitutioner.

Endelig er der af Folketinget i henhold til grundlovens § 71, stk. 7,

nedsat et tilsyn, som består af 9 medlemmer, og som har til opgave

at føre tilsyn med behandlingen af administrativt frihedsberøvede

personer, herunder tvangsindlagte og tvangstilbageholdte

patienter.

2. Generelle synspunkter

2.1. Lovforslaget bygger i overensstemmelse med indstillingen fra

udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling på det

grundsynspunkt, at anvendelse af tvang i forbindelse med

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling skal

forebygges og undgås i det omfang, det af hensyn til patientens

eget eller andres liv, helbred og velfærd overhovedet er muligt,

men at tvang på den anden side ikke helt kan undværes på dette

område. Ved tvang forstås i denne sammenhæng tvangsindlæggelse,

tvangstilbageholdelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering og

beskyttelsesfiksering samt anvendelse af visse former for fysisk

magt.

Om de etiske synspunkter, der ligger til grund for, at det findes

acceptabelt i visse tilfælde at anvende tvang inden for

psykiatrien, kan der henvises til side 205 ff og side 279 i

betænkning nr. 1068/ 1986.

Udvalget har indgående overvejet, om den nødvendige lovregulering af

en sådan tvang bør ske i form af en særlig lov, der helt eller

delvis bygger på sindssygdomsbegrebet, eller om der er mulighed

for en anden løsning, herunder en samlet lovregulering af alle

former for administrativ frihedsberøvelse.

Et forslag til folketingsbeslutning om dette spørgsmål blev fremsat

og drøftet i Folketinget i foråret 1983. Der henvises til forslag

til folketingsbeslutning (B 71) om forberedelsen af en revision af

sindssygeloven, Folketingstidende 1982/83, Folketingets

forhandlinger sp. 8435 ff og tillæg A, sp. 3255 ff.

Udvalget har gjort rede for sine overvejelser i kapitel 5 i

principbetænkningen om tvang i psykiatrien (betænkning nr.

1068/1986), s. 150 ff, der skal ses i sammenhæng med udvalgets

behandling af psykosebegrebet og dets anvendelse i retlig

sammenhæng s. 187 ff.

Heri har udvalget bl.a. foretaget en gennemgang af argumenterne for

at afskaffe henholdsvis for at bevare en særlovgivning og har i

den forbindelse bl.a. opregnet en række eksempler på

lovbestemmelser om administrativt bestemt frihedsberøvelse i dansk

lovgivning. Udvalget udtaler (s. 184 f), at det efter udvalgets

opfattelse ikke vil være muligt på en retsteknisk forsvarlig måde

at opstille eet fælles sæt af materielle betingelser for alle

former for administrativt bestemt frihedsberøvelse.

Udvalget tager afstand fra tanken om at opgive sindssygdom som et

centralt kriterium til afgrænsning af den personkreds, der kan

frihedsberøves på psykiatrisk afdeling. Udvalget henviser herved

til, at de materielle betingelser for frihedsberøvelse af

retssikkerhedsmæssige grunde bør være specifikke og sættes i

relation til de præcise formål eller bestemte hensyn, som den

enkelte lov forfølger. Overordnede generelle kriterier bliver let

ubestemte og indholdsløse, hvis de skal dække over de

forskelligartede områder, hvor frihedsberøvelse som nødværge-

eller nødretsforanstaltning kan komme på tale, ligesom det i

sidste instans som følge af kriteriernes vaghed vil være

vanskeligt for domstolene at påse, om betingelserne for

frihedsberøvelse er opfyldt. Udvalget konkluderer på den baggrund,

at hensynet til retssikkerheden gør eet fælles regelsæt særdeles

betænkeligt.

Justitsministeriet er enig i udvalgets opfattelse, hvorefter en

særlig lovgivning på dette område er såvel retssikkerhedsmæssigt

mest betryggende som retsteknisk mest hensigtsmæssig.

Der kan i den forbindelse være grund til at fremhæve, at det ikke kun

er selve den frihedsberøvende tvang, der er behov for at regulere.

Der må også udformes bestemmelser, der fastlægger betingelserne

for og fremgangsmåden i forbindelse med tvangsbehandling,

bæltefiksering m.v. Det må derfor også af den grund anses for

rigtigst, at der udarbejdes en særlig lov til regulering af al

tvang i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på

psykiatrisk afdeling.

2.2. Ud over at skabe den fornødne hjemmel til en vis begrænset

adgang til tvangsanvendelse og at opstille et sæt af retsgarantier

til kontrol og efterprøvelse heraf indeholder lovforslaget som en

vigtig bestanddel en række bestemmelser, der - ud over den

begrænsning, som følger af selve tvangskriterierne, jf. nedenfor

pkt. 3-5 - har til formål at begrænse eller om muligt forebygge

tvangsanvendelse.

Udvalget vedrørende sindslidendes retsstilling har indgående drøftet,

hvorledes man i videst muligt omfang undgår, at situationer, hvor

der er behov for at anvende tvang, opstår, og hvorledes den tvang,

der i så fald bliver aktuel, kan begrænses til det absolut

nødvendige.

2.2.1. Udvalget fremhæver som et af de forhold, der har en ikke

uvæsentligt betydning for omfanget af tvangsanvendelse, de fysiske

rammer, hvorunder det psykiatriske sygehusvæsen fungerer, og de

øvrige ressourcer, som tilføres denne del af sygehusvæsenet, se

betænkning nr. 1068/ 1986, s. 313 ff, og betænkning nr. 1109/1987,

s. 12 ff.

Det fremgår heraf, at der i udvalget er enighed om det ønskelige i at

pege på denne sammenhæng og samtidig at fremhæve det synspunkt, at

forbedrede forhold for psykiatriske patienter ikke alene skabes

ved fastsættelse af en række formelle retsgarantier, men måske i

endnu højere grad afhænger af, at der afsættes de fornødne midler

til at sikre patienterne sygehusophold under tidssvarende forhold

og fysiske rammer, herunder med hensyn til udstyr, lokaler og

bygninger, personale, beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder

m.v.

Udvalget har på den baggrund i § 2 i lovudkastet (betænkning nr.

1109/1987, s. 19) foreslået en generel bestemmelse, der fastslår,

at sygehusmyndighederne skal tilbyde sygehusophold, der er i

overensstemmelse med god psykiatrisk sygehusstandard med henblik

på at begrænse og forebygge anvendelse af tvang.

Et flertal i udvalget foreslår endvidere, at der i selve lovteksten

optages et udtrykkeligt katalog over visse goder, som

frihedsberøvede patienter skal have ret til, såsom enestue, når

dette er lægeligt indiceret, passende værelsesstandard, tilbud om

beskæftigelse og undervisning, mindst 1 times ophold i frisk luft

dagligt, samt ledsaget udgang efter behov.

Et mindretal i udvalget er enig i den målsætning, som flertallet

opstiller. Mindretallet finder imidlertid ikke, at en udtrykkelig

lovfæstelse af de særlige regler om de fysiske og

behandlingsmæssige rammer, som de har fundet udtryk i flertallets

forslag, er et egnet middel til at sikre, at rammerne for alle

psykiatriske patienter generelt forbedres.

Mindretallet peger på, at lovbestemmelser, der fastsætter mere

præcise standarder og normer, der skal regulere sygehusvæsenets

ydelser over for en bestemt patientgruppe, griber ind i

sygehusmyndighedernes kompetence til efter sygehusloven at

foretage den nærmere sygehusplanlægning og prioritering af

ressourceforbruget inden for den samlede sygehussektor. Den

lovregulering, som flertallet har foreslået, vil således være et

brud på de lovgivningsprincipper, som lovgivningsmagten har lagt

til grund i forbindelse med udlægningen af ansvaret for

sygehusvæsenet til landets amtskommuner.

Mindretallet henviser endvidere til, at en gennemførelse af

flertallets forslag konkret vil indebære en risiko for, at

opfyldelsen af de materielle rettigheder for frihedsberøvede

patienter, hvis indlæggelsestid i øvrigt ofte vil være af kortere

varighed end andre patienters, vil ske på bekostning af en

tilsvarende forbedring af forholdene for de frivilligt indlagte

psykiatriske patienter, der udgør mere end 95 pct. af alle

indlagte.

De forbedringer, som der også efter mindretallets opfattelse kan være

behov for ikke blot til gavn for frihedsberøvede patienter, men

til fordel for alle psykiatriske patienter, bør ligesom på det

somatiske område fremkomme som resultat af de kommunale

myndigheders prioritering og fastlæggelse af udviklingen inden for

sundhedsområdet.

Justitsministeriet er enig med mindretallet i, at en sådan

lovfæstelse af en række minimumsgoder for en meget lille gruppe af

de psykiatriske patienter på en uheldig måde vil gribe ind i

amtskommunernes mulighed for at foretage en samlet

sygehusplanlægning, der sikrer den bedst mulige

ressourceanvendelse til gavn for alle psykiatriske patienter.

Justitsministeriet finder, at den mest hensigtsmæssige måde gennem

lovgivning - at sikre psykiatriske patienters forhold på vil være,

at der i lovforslaget medtages en bestemmelse, der udtrykkeligt

pålægger den enkelte sygehusmyndighed at sørge for, at de

psykiatriske afdelinger opfylder god psykiatrisk sygehusstandard,

således som et enigt udvalg har foreslået det i § 2.

2.2.2. I det omfang en patient frivilligt medvirker til den

nødvendige behandling, opstår der ikke behov for at anvende tvang.

Da frivillig medvirken er det bedste grundlag for al behandling og

det mål, som man allerede i dag søger at nå, har udvalget i

forbindelse med en revision af lovgivningen på det psykiatriske

område fundet det naturligt at overveje, hvilke foranstaltninger

der er egnede til at forbedre mulighederne for at opnå patientens

frivillige medvirken.

Udvalget har på en række punkter overvejet, hvorledes der gennem

lovbestemmelser vil kunne opnås en styrkelse af mulighederne for

patientens frivillige medvirken til gennemførelse af den

nødvendige behandling.

Med henblik herpå foreslår udvalget bl.a., at der lovfæstes en

almindelig regel om pligt for lægen til på eget initiativ at

informere psykiatriske patienter om behandlingens mål og midler i

forbindelse med indlæggelse og behandling på psykiatrisk afdeling,

jf. § 3, stk. 2, i udvalgets lovudkast. En sådan vejledningspligt

vil sikre, at patienten får det fornødne grundlag for at tage

stilling og herefter eventuelt afgive informeret samtykke. Der

henvises herom til betænkning nr. 1068/ 1986, s. 355 ff og til

betænkning nr. 1109/1987, s. 42 f.

Udvalget foreslår endvidere, at der indføres pligt for overlægen til

at opstille en behandlingsplan for alle psykiatriske patienter,

hvad enten de er frihedsberøvede eller opholder sig frivilligt på

psykiatrisk afdeling, jf. § 3, stk. 3, i udvalgets lovudkast.

Efter udvalgets opfattelse vil en behandlingsplan, som opstilles

snarest muligt efter indlæggelsen og som løbende justeres, i sig

selv være et velegnet middel til at opnå informeret samtykke. Uden

en behandlingsplan kan patienten ikke vide, hvad der skal ske, og

hvad han samtykker i eller eventuelt modsætter sig. Der henvises

til betænkning nr. 1068/1986, s. 36 og s. 368 samt til betænkning

nr. 1109/1987, s. 42 f.

Også andre bestemmelser i udvalgets lovudkast, herunder reglerne om

patientråd og patientmøder, tager mere eller mindre direkte sigte

på at fremme mulighederne for patienternes frivillige medvirken.

Justitsministeriet kan tiltræde, at der med henblik på at sikre, at

indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling så vidt

muligt finder sted med patientens samtykke, udformes regler om

lægelig vejledning som grundlag for at indhente informeret

samtykke fra patienten og om opstilling af en behandlingsplan for

hver enkelt patient. Bestemmelser af denne art, der inddrager

patienten aktivt i behandlingsforløbet, vil også efter

Justitsministeriets opfattelse kunne medvirke til, at spørgsmål om

anvendelse af tvang kun opstår i et begrænset antal tilfælde.

2.2.3. I de tilfælde, hvor det - eventuelt efter en passende

betænkningstid - ikke lykkes at opnå patientens frivillige

medvirken, jf. ovenfor under pkt. 2.2.2., skal patientens holdning

i almindelighed respekteres med den virkning, at man afstår fra at

iværksætte indlæggelse og behandling. Hvis betingelserne for at

anvende tvang er til stede, jf. nedenfor pkt. 3-5, må det efter

udvalgets opfattelse sikres, at tvangen i så fald begrænses til

det absolut nødvendige.

Dette spørgsmål om det såkaldte mindste middels princip har udvalget

behandlet i betænkning nr. 1068/1986, s. 320 ff og betænkning nr.

1109/1987, s. 44 f. Udvalget anbefaler, at der lovfæstes fælles

regler for alle former for tvangsudøvelse om, at der ikke må

anvendes mere tvang end formålet tilsiger, og at tvangen i sig

selv skal stå i et rimeligt forhold til det, der søges opnået ved

tvangen. Der henvises til § 4 i udvalgets lovudkast.

Som en særregel, der bygger på »det mindste middels princip«,

foreslår udvalget endvidere i lovudkastets § 21 regler om

obligatorisk efterprøvelse med henblik på at sikre, at tvang ikke

anvendes i videre omfang end nødvendigt. Der henvises til

udvalgets lovudkast og bemærkningerne hertil.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag om en lovfæstelse

af proportionalitetsprincippet om i den givne situation altid at

anvende den mindst muligt indgribende foranstaltning og at

begrænse den tidsmæssige udstrækning af foranstaltningen til det

absolut nødvendige. Det foreliggende lovforslags §§ 4 og 21 er

affattet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

3. Frihedsberøvelse

3.1. For at tvangsindlægge en person skal en læge efter de gældende

regler i sindssygelovens § 2 efter en foretagen undersøgelse

finde, at den pågældende er sindssyg, og at det vil være

uforsvarligt at undlade indlæggelse, enten fordi den syge er til

fare for sig selv eller andre, eller fordi udsigterne for den

syges helbredelse væsentlig vil forringes, hvis indlæggelse ikke

finder sted.

Efter § 8 i sindssygeloven skal en patient, uanset om den pågældende

er tvangsindlagt eller frivilligt har ladet sig indlægge, nægtes

udskrivning (tvangstilbageholdes), hvis den behandlende læge på

sygehuset finder, at patienten er sindssyg, og udskrivning vil

være uforsvarlig, enten fordi patienten er farlig for sig selv

eller for andre, eller fordi udsigterne for helbredelse vil blive

væsentlig forringet, hvis udskrivning finder sted. Herudover kan

lægen kun nægte at udskrive en patient, der er sindssyg, hvis

udskrivning må forventes at medføre væsentlige ulemper for

patienten selv (ulempeindikation), og Justitsministeriet godkender

udskrivningsnægtelsen.

De materielle betingelser for frihedsberøvelse i form af

tvangsindlæggelse og i form af tvangstilbageholdelse er i vidt

omfang identiske. Det er en nødvendig, men ikke i sig selv

tilstrækkelig betingelse, at den pågældende opfylder det

psykiatriske sygdomskriterium sindssygdom. Herudover skal der

enten foreligge farlighedsindikation - farlig for sig selv eller

farlig for andre, eller eventuelt begge dele - eller

helbredelsesindikation (også betegnet behandlingsindikation).

Endelig skal uforsvarlighedskriteriet også være opfyldt.

Ved tvangstilbageholdelse findes der ud over farligheds- og

behandlingsindikationen et tredje kriterium, ulempeindikationen,

der kan danne grundlag for frihedsberøvelse. Adgangen til at

tvangstilbageholde går således på dette punkt videre end adgangen

til at tvangsindlægge.

Fra 1973/74 til 1986 er antallet af tvangsindlæggelser faldet fra

omkring 2000 til ca. 1300, hvilket svarer til ca. 3 pct. af

samtlige psykiatriske indlæggelser pr. år - internationalt set en

lav procent. Af i alt 1283 tvangsindlæggelser i 1986 blev 814 (63

pct.) foretaget på farlighedsindikation (»røde papirer«) og 469

(37 pct.) på behandlingsindikation (»gule papirer«). Ud over den

faldende tendens i det samlede antal tvangsindlæggelser har

udviklingen siden 1973/74 været præget af et fald i antallet af

indlæggelser på farlighedsindikation, medens andelen af

indlæggelser på behandlingsindikation har udvist en stigende

tendens. Der føres ikke en tilsvarende landsdækkende statistik med

hensyn til antallet af tvangstilbageholdelser. Om

tvangsindlæggelsesstatistik henvises til betænkning nr. 1068/1986,

s. 72 ff.

3.2. Spørgsmålet om, hvilke materielle betingelser der skal være

opfyldt som forudsætning for, at en person kan frihedsberøves på

en psykiatrisk afdeling, er behandlet af udvalget vedrørende

sindslidendes retsstilling i betænkning nr. 1068/1986, s. 214 ff

og i betænkning nr. 1109/1987, s. 9 f og s. 46 ff. Udvalgets

forslag til lovregel findes i lovudkastets § 5.

Det fremgår, at udvalget ved sine drøftelser har fundet, at adgangen

til at tvangsindlægge og tvangstilbageholde ikke helt kan

undværes, og at der ikke ønskes en udvidelse af den personkreds,

der skal kunne frihedsberøves efter de nye regler, i forhold til

nugældende praksis efter sindssygeloven. Derimod peger udvalget på

behovet for at bringe lovgrundlaget i overensstemmelse med den

gældende praksis, som udvalget i øvrigt ikke har fundet grundlag

for at kritisere, og på behovet for at præcisere og skærpe

betingelserne for frihedsberøvelse.

3.2.1. I betænkning nr. 1068/1986, s. 214 har udvalget omtalt den

kritik, der er blevet fremført mod den gældende

indlæggelsespraksis, hvor det i ca. 20 pct. af tilfældene

forekommer, at det ikke efterfølgende er muligt at konstatere, at

den tvangsindlagte var sindssyg, hverken ved indlæggelsen eller

under opholdet på den psykiatriske afdeling. Udvalget anfører, at

denne retstilstand er uholdbar, og peger på nødvendigheden af at

fastlægge det psykiatriske sygdomskriterium på en sådan måde, at

der skabes den fornødne hjemmel til at opretholde gældende

praksis, som udvalget finder rigtig. Side 226 ff gøres der nærmere

rede for udvalgets overvejelser om, hvorledes lovgrundlaget kan

bringes i overensstemmelse med den foreliggende

indlæggelsespraksis.

I betænkning nr. 1109/1987, s. 9 f og s. 48 ff har udvalget fortsat

sine overvejelser om dette spørgsmål. Udvalget fremhæver, at det

på den ene side er ønskeligt at fremkomme med et løsningsforslag

til legalisering af de 20 pct. såkaldte ulovmedholdelige

tvangsindlæggelser, men at det på den anden side er udvalgets

opfattelse, at man bør afstå herfra, såfremt det vil medføre

risiko for udglidning og dermed en ændring af nugældende

indlæggelsespraksis med en stigning i antallet af

tvangsindlæggelser til følge.

Udvalget konkluderer, at sindssygdom må anses for at være det

snævrest mulige kriterium til afgrænsning af den personkreds, som

i forbindelse med opfyldelse af farligheds- eller

behandlingskriteriet bør kunne frihedsberøves på en psykiatrisk

afdeling.

Udvalget anbefaler derfor, at sindssygdom fastholdes som den centrale

grundbetingelse for tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse.

Udvalget er i den forbindelse opmærksom på, at det ikke er muligt

at give en fuldstændig eksakt og entydig definition af

sindssygdom, der er en samlebetegnelse for en række

forskelligartede psykiatriske sygdomme, men at begrebet dog lader

sig beskrive. Der henvises herved til betænkning nr. 1068/1986,

kapitel 43 a.

Stk. 2. Er en begæring fra patienten, patientrådgiveren eller

bistandsværgen om ophævelse af anbringelsen blevet afslået af

justitsministeren, kan spørgsmålet først på ny rejses, når der er

forløbet 2 måneder efter justitsministerens afgørelse. Har

justitsministerens afslag været forelagt for retten, regnes den

nævnte frist fra rettens afgørelse.

§§ 237, 216, 245, 246, eller som truer med at begå sådanne

handlinger, således at der fremkaldes alvorlig og velbegrundet

frygt for andres liv eller velfærd, jf. straffelovens § 266.

Forvolder en sindssyg lignende fare for andres liv eller legeme

ved almenfarlige handlinger, som f.eks. brandstiftelse, jf.

straffelovens §§ 180 og 181, vil dette også kunne begrunde

anbringelse i sikringsanstalten.

Den farlighed, der udløser farlighedsdekretet, vil undertiden, men

ikke altid, medføre, at der rejses en selvstændig straffesag eller

- hvis den pågældende i forvejen er undergivet en strafferetlig

foranstaltning - sag om foranstaltningsændring. I så fald vil

farlighedsdekretet ofte blive afløst af en strafferetlig

foranstaltning, indledningsvis typisk i form af et

varetægtssurrogat og senere i form af en foranstaltning efter

straffelovens § 68.

Ligesom hidtil bør det ved valget mellem farlighedsdekret og

strafferetlig forfølgning foretrækkes, at der gennemføres en

strafferetlig forfølgning, hvor dette efter den udviste adfærd

findes påkrævet. Der er imidlertid utvivlsomt et behov for i et

begrænset antal tilfælde på grundlag af et farlighedsdekret meget

hurtigt at kunne overføre virkeligt farlige sindssyge fra

psykiatrisk sygehusafdeling eller fra en af kriminalforsorgens

institutioner til sikringsanstalten.

Kompetencen til at afsige sådanne farlighedsdekreter tilkommer

justitsministeren.

Under hensyn til en sådan foranstaltnings særdeles indgribende

karakter foreslås der indført en ordning med efterfølgende

obligatorisk domstolsprøvelse af disse ingreb efter reglerne i

retsplejelovens kapitel 43 a, jf. § 36, stk. 2. En sådan

domstolsprøvelse skal ske, selv om farlighedsdekretet i

mellemtiden måtte være blevet afløst af en straffeprocessuel

foranstaltning.

For opholdet og behandlingen i sikringsanstalten gælder i øvrigt

reglerne i dette lovforslag bortset fra §§ 5-11, § 21, stk. 2, og

§ 469, stk. 1. Ved besluttende myndighed forstås i denne

forbindelse sygehusmyndigheden, normalt amtskommunen, som

arbejdsgiver for den overlæge, der i medfør af § 9, stk. 2, eller

Ingen

Nr LSF 45

Forslag til Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 28. oktober 1987