1987 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM KYSTBESKYTTELSE.

Bilag 1

Lov nr. 53. af 10. April 1874 om Diger til Beskyttelse mod

Oversvømmelse fra Havet, som ændret ved Lov nr. 175 af 30. April

1969 og Lov nr. 63 af 31. Januar 1973.

Kapitel 1

Beslutning om kystbeskyttelse

Kapitel 1

Beslutning om kystbeskyttelse

§ 1. Amtsrådet kan bestemme, at der på en kyststrækning skal udføres

anlæg eller træffes andre foranstaltninger til beskyttelse mod

oversvømmelse eller den nedbrydende virkning fra havet, fjorde

eller andre dele af søterritoriet

(kystbeskyttelsesforanstaltninger).

§ 1. Enhver kan tilpligtes at taale Anlæg eller Udvidelse af et Dige

paa den ham tilhørende Grund, selv om derved ikke opnaas nogen

Beskyttelse for hans Eiendom. Dog bliver der for Afsavnet af

Grunden saavel som for den øvrige Skade og Ulempe, der ved Digets

Opførelse og Udvidelse forvoldes, at give fuld Erstatning.

I Mangel af mindelig Overenskomst bliver det af

Landsvæsenskommissionen at afgjøre, om Fordelene ved Digets

Opførelse eller Udvidelse staa i et saadant Forhold til de

Ulemper, der derved ville foraarsages, at der er Anledning til

uden Vedkommendes Indvilgelse at paalægge dem mod Erstatning at

taale, at det opføres paa deres Grund. Finder Kommissionen, at

dette bør ske, har den at bestemme, hvilken Grund der skal afgives

til Diget med Tilbehør, om og i bekræftende Fald i hvilket Omfang

der kan indrømmes Eieren Ret til at benytte Diget, om der for

Fremtiden skal paahvile ham Indskrænkninger med Hensyn til

Benyttelsen af den til Diget grændsende Jord, og i saa Tilfælde

hvilke, samt hvilken Erstatning der i det Hele skal gives Eieren.

I intet Tilfælde skal den Eieren indrømmede Ret til at benytte Diget

kunne være til Hinder for, at Digebestyrelsen eller

Digeinteressenterne lade udføre Arbeider ved det, sigtende til

dets Vedligeholdelse eller Udvidelse.

§ 1. Såfremt nogen måtte formene, at værker, som han agter at opføre

til beskyttelse for sin ejendom mod angreb fra havet eller

fjordene, også vil komme andre ejendomme til gode, og at disses

ejere derfor bør deltage i de med værkernes opførelse og

vedligeholdelse mv forbundne udgifter, kan han i mangel af

mindelig overenskomst indbringe spørgsmålet herom for en

landvæsenskommission. Denne har da at undersøge, om

kystsikringsværkerne vil kunne tjene til beskyttelse for alle

eller nogen af de af rekvirenten opgivne ejendomme, og om den

fordel, der herved vil opnås for disse, er af den betydning, at

det bør pålægges deres ejere at deltage i de ved

kystsikringsværkerne foranledigede udgifter. Befindes dette at

være tilfældet, har kommissionen, efter at der, såfremt værkerne

ikke udelukkende skal opføres på land, er tilvejebragt samtykke

fra ministeren for offentlige arbejder til udførelsen, efter

forhandling med de interesserede at godkende en plan for værkerne

og bestemme, hvilke ejendomme der bør deltage i udgifterne ved

disses anlæg og vedligeholdelse, samt i hvilket forhold de skal

bidrage, hvorhos kommissionen fastsætter de øvrige bestemmelser,

som skønnes nødvendige for gennemførelsen af det bestemte

samvirke, i hvilken henseende reglerne i lov om diger til

beskyttelse mod oversvømmelse fra havet af 10. april 1874 kan

foreskrives bragte til anvendelse i det omfang, kommissionen

finder det rigtigt.

§ 1. Amtsrådet kan bestemme, at der på en kyststrækning skal udføres

anlæg eller træffes andre foranstaltninger til beskyttelse mod

oversvømmelse eller den nedbrydende virkning fra havet, fjorde

eller andre dele af søterritoriet

(kystbeskyttelsesforanstaltninger).

Bilag 2

Lov nr. 235 af 12. juni 1922 om kystsikringsanlæg.

Kapitel 2

Kystbeskyttelsens opretholdelse

§ 2. Før amtsrådet træffer beslutning om, at der skal udføres

kystbeskyttelsesforanstaltninger, skal amtsrådet afholde et møde

med ejerne af de ejendomme, som amtsrådet skønner vil kunne blive

bidragspligtige i henhold til § 5, stk. 2.

Stk. 2. Før mødet indhenter amtsrådet udtalelser fra

kommunalbestyrelsen og fra Kystinspektoratet. Amtsrådet kan anmode

Kystinspektoratet om at bistå som sagkyndig under sagens videre

behandling.

Stk. 3. Ejerne og kommunalbestyrelsen indvarsles skriftligt til mødet

med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelse sker endvidere ved

bekendtgørelse i eet eller flere stedlige blade med samme varsel.

Stk. 4. På mødet skal amtsrådet redegøre for de foreløbige planer.

§ 2, stk. 1, hvis ejere, der berøres af ændringerne, forinden har

haft lejlighed til at udtale sig.

§ 2. Forsaavidt brugbart og tilstrækkeligt Materiale til et Diges

Opførelse, Udvidelse eller Vedligeholdelse ikke findes paa selve

den til Diget med tilhørende Grøft benyttede Grund, skal det

kunne fordres afgivet mod fuld Erstatning paa de Eiendommes

Jorder, som nyde eller ville vinde Beskyttelse ved Diget.

Naar Staten eller en amts- eller primærkommune udreder mindst en

Trediedel af Omkostningerne ved Anlæget, Udvidelsen eller

Gjenopførelsen af et Dige, kan det hertil fornødne Materiale tages

ogsaa udenfor de Eiendomme, der nyde eller ville nyde Beskyttelse

ved Diget, naar det kun med uforholdsmæssig Vanskelighed eller

Bekostning kan faas paa disse.

I Mangel af mindelig Overenskomst afgjør Landvæsenskommissionen,

hvorvidt det nævnte Materiale skal afgives, og i bekræftende Fald,

hvor det maa tages, samt hvilken Erstatning der skal ydes.

§ 2. På lignende måde bliver der at forholde, når anlæg af

kystsikringsværker alt er udført eller påbegyndt, såvelsom når

kystsikringsværker agtes udvidede således, at de afgiver bedre

beskyttelse eller beskyttelse for flere ejendomme end hidtil, og

andre end de, der hidtil har bidraget, ønskes tilpligtede at

deltage i udgifterne ved værkernes fundendelse eller udvidelse og

deres fremtidige vedligeholdelse mv.

§ 2. Før amtsrådet træffer beslutning om, at der skal udføres

kystbeskyttelsesforanstaltninger, skal amtsrådet afholde et møde

med ejerne af de ejendomme, som amtsrådet skønner vil kunne blive

bidragspligtige i henhold til § 5, stk. 2.

Stk. 2. Før mødet indhenter amtsrådet udtalelser fra

kommunalbestyrelsen og fra Kystinspektoratet. Amtsrådet kan

anmode Kystinspektoratet om at bistå som sagkyndig under sagens

videre behandling.

Stk. 3. Ejerne og kommunalbestyrelsen indvarsles skriftligt til

mødet med mindst 4 ugers varsel. Indkaldelse sker endvidere ved

bekendtgørelse i et eller flere stedlige blade med samme varsel.

Stk. 4. På mødet skal amtsrådet redegøre for de foreløbige planer.

Kapitel 3

Reguleringsbestemmelser

Kapitel 3

Reguleringsbestemmelser

§ 3. Bestemmer amtsrådet, at sagen ikke skal fremmes, bekendtgøres

det i de blade, der er nævnt i § 2, stk. 3, eller ved skriftlig

meddelelse til de ejere, der var indkaldt til mødet efter § 2,

stk. 1.

Stk. 2. Beslutter amtsrådet at fremme sagen, sendes meddelelse herom

til de ejere, der er nævnt i § 2, stk. 1.

Stk. 3. Amtsrådet kan gennemføre mindre væsentlige ændringer i

forhold til de foreløbige planer uden afholdelse af nyt møde efter

§ 3. Naar derom fremsættes Begjæring, skal Erstatning for Afsavnet af

den til Diget udlagte Grund samt for de med Hensyn til Benyttelsen

af de Diget tilgrændsende Jorder muligen foreskrevne

Indskrænkninger fastsættes til en aarlig Godtgjørelse, for hvis

Erlæggelse der paa Forlangende bliver at stille Sikkerhed. I andet

Fald bliver fornævnte Erstatning, ligesom Erstatningen for den

øvrige Skade og Ulempe, der vil forvoldes ved Diget, at fastsætte

til en Sum een Gang for alle. Ved Erstatningens Beregning har

Landvæsenskommissionen saavidt muligt at følge de for Afstaaelse

af Jord mv til Jernbaner ved Forordningen af 5. Marts 1845

foreskrevne Regler, dog at der stedse bliver at yde fuldstændig

Erstatning for det afgivne Materiale. Overensstemmende med

Forskrifterne i den nævnte Forordning bliver det derhos at

afgjøre, hvilken Del af Erstatningen der, hvis Jorden bruges af en

Anden end Eieren, skal tillægges Brugeren.

§ 3. Såfremt nogen måtte formene, at værker, som han har opført eller

agter at opgøre på sin ejendom til beskyttelse af denne mod angreb

fra havet eller fjordene, for at gøre fyldest bør fortsættes på

andre ejendomme, kan en landvæsenskommission endvidere træffe

bestemmelse om, hvorvidt anlægget uden vedkommende ejers samtykke

vil kunne tillades og i bekræftende fald på hvilke vilkår.

§ 3. Bestemmer amtsrådet, at sagen ikke skal fremmes, bekendtgøres

det i de blade, der er nævnt i § 2, stk. 3, eller ved skriftlig

meddelelse til de ejere, der var indkaldt til mødet efter § 2,

stk. 1.

Stk. 2. Beslutter amtsrådet at fremme sagen, sendes meddelelse herom

til de ejere, der er nævnt i § 2, stk. 1.

Stk. 3. Amtsrådet kan gennemføre mindre væsentlige ændringer i

forhold til de foreløbige planer uden afholdelse af nyt møde

efter § 2, stk. 1, hvis ejere, der berøres af ændringerne,

forinden har haft lejlighed til at udtale sig.

Kapitel 4

Klage

§ 4. Amtsrådet kan selv iværksætte eller pålægge en

kommunalbestyrelse eller et lag, jfr. § 7, stk. 1, at iværksætte

forundersøgelser, projektering og udførelse af

kystbeskyttelsesforanstaltninger.

§ 4. Enhver er pligtig at taale den Færdsel over hans Eiendom, som et

Diges Anlæg, Udvidelse og Vedligeholdelse maatte gjøre nødvendig.

Bevirkes der herved Skade paa Eiendommen, bliver Erstatningen for

denne, forsaavidt den ikke kan bestemmes samtidig med de i §§ 1 og

2 ommeldte Erstatninger, at fastsætte ved uvillige, af Retten

udmeldte Mænd.

§ 4. For bidrag til et i henhold til foranstående §§ 1-3 af en

landvæsenskommission godkendt anlæg haves samme fortrins- og

udpantningsret som for hartkornsbidragene til

amtsrepartitionsfonden.

§ 4. Amtsrådet kan selv iværksætte eller pålægge en

kommunalbestyrelse eller et lag, jf. § 7, stk. 1, at iværksætte

forundersøgelser, projektering og udførelse af

kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Kapitel 5

Straf, ikrafttræden m.v.

§ 5. Amtsrådet bestemmer, hvorledes udgifterne til

kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal afholdes, herunder

udgifterne til

1) Sagens forberedelse, herunder forundersøgelser.

2) Projektering, udførelse og tilsyn.

3) Drift, vedligeholdelse og udførelse af andre løbende

foranstaltninger.

4) Ekspropriation, jfr. § 6.

5) Finansiering, jfr. § 9.

Stk. 2. Bidrag kan pålægges ejere af ejendomme, der opnår beskyttelse

ved foranstaltningen, eller som i øvrigt opnår en fordel derved.

Det enkelte bidrags størrelse fastsættes ligeledes af amtsrådet.

Stk. 3. Trafikministeren kan efter indstilling fra et amtsråd pålægge

en kommune at bidrage til en foranstaltning udover, hvad der måtte

blive den pålagt i henhold til bestemmelsen i stk. 2, hvis

amtskommunen eller en anden kommune bidrager med mindst samme

beløb udover, hvad der måtte være amtskommunen eller kommunen

pålagt i henhold til bestemmelsen i stk. 2. Bestemmelsen i 1. pkt.

finder anvendelse på både anlægsudgifter, driftsudgifter og andre

udgifter.

Stk. 4. Før amtsrådet træffer beslutning i henhold til stk. 2, skal

amtsrådet afholde et møde med ejerne af de ejendomme, der agtes

pålagt bidrag.

Stk. 5. Ejerne og kommunalbestyrelsen indvarsles skriftligt til mødet

med mindst 4 ugers varsel. Med brevet skal følge forslag til

udgiftsfordeling. Mødet bekendtgøres i eet eller flere stedlige

blade.

§ 5. Er der truffet Bestemmelser om, at Eieren af den Grund, hvorpaa

et Dige er opført, skal drage Omsorg for dettes Vedligeholdelse,

skal dette Forhold til enhver Tid kunne opsiges af Digebestyrelsen

eller Digeinteressenterne med et halvt Aars Varsel til

næstkommende 1. Mai.

Opgives et Dige, kan Grundens Eier ikke forlange det sløjfet eller

borttaget, men han er berettiget til at fordre en Erstatning een

Gang for alle for Grundens forringede Værdi, forsaavidt der ikke

ved Digets Anlæg er givet fuldt Vederlag for Grunden. Dog maa

Forlangende herom for at kunne komme i Betragtning fremsættes

inden 3 Maaneder, efter at Eieren er blevet underrettet om, at

Diget er opgivet. Erstatningen fastsættes ved uvillige, af Retten

udmeldte Mænd. Er der fastsat en aarlig Godtgørelse for Afsavnet

af den til Diget udlagte Grund og Indskrænkninger i Benyttelsen af

de til samme grændsende Jorder, bortfalder denne, naar Diget

opgives.

§ 5. Denne lov gælder ikke for Færøerne.

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 16. februar 1988

§ 5. Amtsrådet bestemmer, hvorledes udgifterne til

kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal afholdes, herunder

udgifterne til

1) Sagens forberedelse, herunder forundersøgelser.

2) Projektering, udførelse og tilsyn.

3) Drift, vedligeholdelse og udførelse af andre løbende

foranstaltninger.

4) Ekspropriation, jf. § 6.

5) Finansiering, jf. § 9.

Stk. 2. Bidrag kan pålægges ejere af ejendomme, der opnår

beskyttelse ved foranstaltningen, eller som i øvrigt opnår en

fordel derved. Det enkelte bidrags størrelse fastsættes ligeledes

af amtsrådet.

Stk. 3. Trafikministeren kan efter indstilling fra et amtsråd

pålægge en kommune at bidrage til en foranstaltning ud over, hvad

der måtte blive den pålagt i henhold til bestemmelsen i stk. 2,

hvis amtskommunen eller en anden kommune bidrager med mindst

samme beløb ud over, hvad der måtte være amtskommunen eller

kommunen pålagt i henhold til bestemmelsen i stk. 2. Bestemmelsen

i 1. pkt. finder anvendelse på både anlægsudgifter,

driftsudgifter og andre udgifter.

Stk. 4. Før amtsrådet træffer beslutning i henhold til stk. 2, skal

amtsrådet afholde et møde med ejerne af de ejendomme, der agtes

pålagt bidrag.

Stk. 5. Ejerne og kommunalbestyrelsen indvarsles skriftligt til

mødet med mindst 4 ugers varsel. Med brevet skal følge forslag

til udgiftsfordeling. Mødet bekendtgøres i et eller flere

stedlige blade.

§ 6. Amtsrådet kan træffe beslutning om ekspropriation til

gennemførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet kan beslutte at ekspropriere arealer med en

offentlig myndighed eller et lag som fremtidig ejer, hvis det af

hensyn til kystens pleje eller kystbeskyttelsen må anses for at

være af væsentlig betydning, at myndigheden eller laget, jfr. § 7,

stk. 1, har ejendomsret til strandbredden, forlandet foran et dige

eller en kyststrækning, hvor der ikke findes sammenhængende

grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation.

Stk. 3. Ved ekspropriation i hehold til stk. 1 og 2 finder følgende

bestemmelser i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse, idet

amtsrådet træder i stedet for vejbestyrelsen: § 43, stk. 3, §§

44-45 og §§ 47-67.

§ 6. Saafremt Nogen maatte formene, at et Dige, som han agter at

opføre til Beskyttelse for sin Eiendom mod Oversvømmelser fra

Havet eller Fjordene, ogsaa vil komme andre Eiendomme til Gode, og

at disses Eiere derfor bør deltage i de med Digets Opførelse og

Vedligeholdelse mv forbundne Udgifter, kan han i Mangel af

mindelig Overenskomst indbringe Spørgsmaalet herom for

Landvæsenskommissionen. Denne har da at undersøge, om Diget vil

kunne tjene til Beskyttelse for alle eller nogle af de af

Rekvirenten opgivne Eiendomme, og om den Fordel, der herved vil

opnaa for disse, er af den Betydning, at det bør paalægges deres

Eiere at deltage i de ved Diget foranledigede Udgifter. Befindes

dette at være Tilfældet, har Kommissionen at bestemme Digets

Retning, Størrelse og øvrige Beskaffenhed, hvilke Eiendomme der

bør deltage i Udgifterne ved Diget, samt at fastsætte det Forhold,

i hvilket de skulle bidrage.

Paa lignende Maade bliver der at forholde naar et Digeanlæg alt er

paabegyndt, saavel som naar det agtes udvidet saaledes, at det

afgiver bedre Beskyttelse eller Beskyttelse for flere Eiendomme

end hidtil, og Andre end de, der hidtil have bidraget, ønskes

tilpligtede at deltage i Udgifterne ved Anlægets Fuldendelse eller

Udvidelse og dets fremtidige Vedligeholdelse mv.

Afgiver et allerede existerende Dige Beskyttelse for flere Eiendomme

mod Oversvømmelse fra Havet eller Fjordene, medens dog kun enkelte

af de paagjældende Eiendommes Eiere hidtil have draget Omsorg for

dets Bevarelse, skal enhver af disse kunne fremsætte Fordring paa,

at ogsaa de andre Eiendommes Eiere for Fremtiden skulle deltage i

Udgifterne ved Diget, med mindre der enten lige overfor disse

eller lige overfor det Offentlige maatte paahvile dem, der nu

vedligeholder Diget, en særlig forpligtelse hertil. Hvad navnlig

ældre Inddæmningsdiger (jfr § 19) angaar, skal den heromhandlede

Fordring i intet Tilfælde kunne gjøres gjældende lige overfor

Eiere af Eiendomme, der ikke skylde Inddæmningen deres

Tilblivelse. I Mangel af mindelig Overenskomst afgjør

Landvæsenskommissionen, hvorvidt den fremsatte Fordring kan anses

berettiget. I bekræftende Fald bestemmer den, hvilke Eiendomme der

bør deltage i Udgifterne ved Diget, samt i hvilket Forhold de

skulle bidrage.

§ 6 a. Landvæsenskommissionen kan efter anmodning fra ejeren af en

ejendom, der er bidragspligtig til et dige, ændre den fastsatte

fordeling af Udgifterne til digets vedligeholdelse mv, såfremt

dette på grund af væsentligt forandrede forhold findes rimeligt.

Bestemmelsen i 1. pkt finder også anvendelse for diger, der er

anlagt med hjemmel i særlig Lov.

§ 6. Amtsrådet kan træffe beslutning om ekspropriation til

gennemførelse af kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet kan beslutte at ekspropriere arealer med en

offentlig myndighed eller et lag som fremtidig ejer, hvis det af

hensyn til kystens pleje eller kystbeskyttelsen må anses for at

være af væsentlig betydning, at myndigheden eller laget, jf. § 7,

stk. 1, har ejendomsret til strandbredden, forlandet foran et

dige eller en kyststrækning, hvor der ikke findes sammenhængende

grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation.

Stk. 3. Ved ekspropriation i henhold til stk. 1 og 2 finder følgende

bestemmelser i lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse,

idet amtsrådet træder i stedet for vejbestyrelsen: § 43, stk. 3,

§ 7. Amtsrådet kan beslutte, at der under amtsrådets tilsyn oprettes

et digelag, kystsikringslag eller kystbeskyttelseslag, som de

bidragydende ejere skal være medlem af.

Stk. 2. Amtsrådet udfærdiger en vedtægt for laget. Den skal indeholde

regler for lagets styrelse og udførelsen af lagets opgaver,

herunder vedligeholdelse af udførte anlæg og udførelse af løbende

foranstaltninger.

Stk. 3. Forslag til vedtægt sendes til lagets medlemmer. Beslutning

om vedtægtens endelige indhold kan tidligst træffes 4 uger efter,

at forslaget er afsendt.

§ 7.

Den normale måde at administrere et dige eller et kystsikringsanlæg

på har været at danne en forening - et digelag eller

kystsikringslag - med de bidragydende ejendomme (ejere) som

medlemmer. Lovforslaget forudsætter i § 7, at dette også fremtidig

vil være en praktisk anvendelig administrationsform. Der gives

ikke som i digeloven regler om, hvem der kan foreslå oprettelse af

et lag, eller hvornår et sådant skal dannes. Lovforslaget

overlader det helt til amtsrådets skøn at tage stilling til,

hvornår det vil være rigtigt i henhold til loven at oprette et lag

med de retsvirkninger, som følger deraf. Det står naturligvis en

ejerkreds frit for uden amtsrådets medvirken at oprette et lag med

det formål at beskytte en kyststrækning. Oprettelse af et sådant

lag kan imidlertid ikke drage nytte af de bestemmelser, som loven

indeholder om pante- og fortrinsret for bidrag, bidrags opkrævning

m.v.

Hvis amtsrådet beslutter, at der skal oprettes et lag, er det i § 7,

stk. 1, bestemt, at laget skal stå under amtsrådets tilsyn,

hvilket omfatter både et teknisk og økonomisk tilsyn. Nærmere

regler herom forudsættes indsat i lagets vedtægt. Bestemmelserne i

§ 7. De Bidrag til et Diges Anlæg, Udvidelse og Vedligeholdelse mv,

der kommer til at paahvile en Eiendom, udredes af dennes Eier.

Saafremt Jorderne ere overladte en Anden til Brug, forinden den

her ommeldte Byrde paalagdes Eiendommen, kan Eieren fordre, at

Brugeren skal refundere de til Vedligeholdelsen medgaaede Udgifter

og derhos fra den Dag af, da Diget er afleveret til

Vedligeholdelse, tilsvare 4 pCt aarlig Rente af de til Digets

Anlæg eller Udvidelse mv medgaaede Udgifter, eller i alt Fald saa

meget deraf, som det maa antages, at Digeanlæget har forbedret

Eiendommen til Brugerens Fordel, hvilket i Mangel af mindelig

Overenskomst afgjøres ved Landvæsenskommissionen.

§ 7. Amtsrådet kan beslutte, at der under amtsrådets tilsyn oprettes

et digelag, kystsikringslag eller kystbeskyttelseslag, som de

bidragydende ejere skal være medlem af.

Stk. 2. Amtsrådet udfærdiger en vedtægt for laget. Den skal

indeholde regler for lagets styrelse og udførelsen af lagets

opgaver, herunder vedligeholdelse af udførte anlæg og udførelse

af løbende foranstaltninger.

Stk. 3. Forslag til vedtægt sendes til lagets medlemmer. Beslutning

om vedtægtens endelige indhold kan tidligst træffes 4 uger efter,

at forslaget er afsendt.

§ 8. Amtsrådet lader for lagets regning vedtægten tinglyse på de

ejendomme, der hører til laget.

Stk. 2. Hvis en ejendom under laget udstykkes eller i øvrigt afgiver

areal, fordeler amtsrådet efter anmodning det bidrag, der påhviler

ejendommen. Det påhviler ejerne at sørge for berigtigelse af

tingbogen.

§ 8. Naar Opførelsen og Vedligeholdelsen af et Dige er af Vigtighed

for et større Antal Eiendomme, og det ved frivillig Overenskomst

eller Landvæsenskommissionens Kjendelse er bestemt, hvilke

Eiendomme der skal deltage i Udgifterne ved Diget, og i hvilket

Forhold de skulle bidrage, kan Amtsraadet for den Kreds, hvor

Diget er eller vil blive beliggende, indvilge i, at der under

Raadets Tilsyn dannes et Digelag, saafremt Begjæring herom

fremsættes fra mindst det halve Antal af de paagjældende Eiere, og

og disse bidrager med mindst halvdelen af udgifterne ved diget.

Strækker et Digeanlæg sig gjennem flere Amtsraadskredse, bestemmer

Indenrigsministeren, til hvilket Amtsraad den nævnte Begjæring

skal rettes.

Naar tre Fjerdedele af Eierne af de Eiendomme, for hvilke et Diges

Anlæg eller Vedligeholdelse er af Betydning, ere enige om at ønske

et Digeanlæg dannet, og disse bidrager med mindst tre Fjerdedele

af Udgifterne med Diget, kan Indenrigsministeren paabyde

Oprettelsen af et saadant under Amtsraadets Tilsyn, hvilket altid

skal ske, naar der af Staten, Amts- eller Primærkommunen er ydet

Bidrag til Digets Anlæg, Udvidelse eller Gjenopførelse.

§ 8. Amtsrådet lader for lagets regning vedtægten tinglyse på de

ejendomme, der hører til laget.

Stk. 2. Hvis en ejendom under laget udstykkes eller i øvrigt afgiver

areal, fordeler amtsrådet efter anmodning det bidrag, der

påhviler ejendommen. Det påhviler ejerne at sørge for

berigtigelse af tingbogen.

§ 9. Amtsrådet bestemmer, hvorledes midlerne til

kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal tilvejebringes, herunder

om, hvorvidt der skal optages lån, om lån skal garanteres af

amtskommunen, og om amtskommunen midlertidigt skal afholde

udgiften.

§ 9.

Bestemmelsen omfatter alle nødvendige udgifter til gennemførelse af

kystbeskyttelsesforanstaltninger, herunder udgifter til sagens

forberedelse, udførelse og tilsyn.

Det vil være praktisk, at amtskommunen forskudsvis kan afholde

udgifterne. Til § 10.

Bestemmelsen svarer til digelovens § 8, stk. 2, og § 17, stk. 1, 7.

pkt. Til § 11.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at en udgiftsfordeling, der er

fastsat af en landvæsenskommission eller en

overlandsvæsenskommission i henhold til den gældende lovgivning,

kan ændres af amtsrådet. Til § 13

Bestemmelsen svarer til digelovens § 12. Datoen 1. oktober er

afpasset med kommunens tilrettelæggelse af opkrævning af

ejendomsskat for det følgende kalenderår. Til § 14.

Bestemmelsen har samme reelle indhold som digelovens § 4. Til § 15.

Bestemmelsen svarer til digelovens § 15. Til § 16.

Uden tilladelse må der ikke etableres faste anlæg og indretninger på

søterritoriet. Dette gælder også høfder, bølgebrydere og andre

kystsikringsanlæg. Dette følger af statens højhedsret over

søterritoriet. Tilladelser meddeles af trafikministeren, der for

kystsikringsanlægs vedkommende har delegeret sin kompetence til

Kystinspektoratet, jfr. bekendtgørelse nr. 451 af 17. oktober

1980. Denne ordning opretholdes uændret.

En sådan generel kontrol med anlæg på søterritoriet er af mange

grunde nødvendig. Hvad specielt kystsikringsanlæg angår, er der

den særlige yderligere grund, at kystsikringsanlæg på een

kyststrækning meget ofte kan have skadelig virkning for en

nabokyststrækning. En typisk situation er den, at en høfde i kraft

af materialevandringen vel samler materialer på eet sted, men

samtidig bevirker, at en nabostrækning underforsynes med

materialer (læsideerosion). Kystsikringsanlæg bør derfor som regel

ikke vurderes og udføres ud fra, hvad der tjener en enkelt

ejendom, men for en større strækning. Der kan være tale om, at

anlægget, hvis det udføres, bør have en større udstrækning, og der

kan være tale om en bestemt udformning af anlægget for at modvirke

negative virkninger andetsteds.

Hertil kommer, at foranstaltninger til imødegåelse af kystnedbrydning

kan være andre end faste anlæg. Et vigtigt eksempel herpå er i de

senere år kystfodring, det vil sige kunstig tilførsel af

materialer (sand eller ral) til strandbred eller den kystnære del

af søterritoriet. Som andre eksempler kan nævnes planering af en

strandbred for at udjævne »trug«, hævning af strandplanet i

almindelighed og rørlægning af vandløb, der eroderer i

strandbredden.

Omvendt vil indgreb på strandbredden kunne forringe kystens

modstandskraft ikke blot på det bestemte sted, hvor indgrebet

sker, men også i almindelighed.

Det følger heraf, at en hensigtsmæssig stillingtagen til, hvorledes

beskyttelse af en given kyststrækning bør ske, ikke kan foretages

for søterritoriet og strandbredden hver for sig, men bør

undergives en helhedsvurdering. Der er med andre ord samme behov

for en kontrol med kystsikringsforanstaltninger på strandbredden

som på søterritoriet, ligesom der er behov for en kontrol med, at

der ikke foretages indgreb på strandbredden til skade for kysten.

Det foreslås derfor, at der for fremtiden skal indhentes tilladelse

til kystbeskyttelsesforanstaltninger, hvadenten disse udføres på

søterritoriet eller på strandbredden. Den nærmere fastlæggelse af

det landområde, der omfattes af bestemmelsen, er efter

lovforslaget det samme, som omfattes af § 46 i lov om

naturfredning angående strandbyggelinien.

Endvidere foreslås, at der ikke uden tilladelse må foretages

forskellige handlinger, som kan skade kysten.

Imidlertid vil forslaget kun i meget begrænset omfang indebære en

udvidelse af området for handlinger, til hvis udførelse der kræves

tilladelse fra en offentlig myndighed. Der vil for hovedparten af

det ved forslagets § 16 regulerede område være tale om en mere

rationel kompetencefordeling og placering af lovreguleringen.

Forholdet er det, at der ikke uden tilladelse fra et fredningsnævn må

foretages forskellige handlinger på strandbredder, jfr. § 46 i lov

om naturfredning angående strandbyggelinien. Bl.a. må der ikke

foretages ændringer i terrænet. Foranstaltninger til

kystbeskyttelse kan vanskeligt udføres uden at foretage en sådan

ændring. Da fredningsnævnene ikke sidder inde med særlig

sagkundskab på kystbeskyttelse, forelægges sager af denne art ofte

Kystinspektoratet til udtalelse, og dettes vurdering af sagen vil

naturligt nok i vid udstrækning blive lagt til grund for

fredningsnævnets afgørelse. Det vil derfor være mere praktisk, om

også en tilladelse til kystsikringsforanstaltninger på

strandbredden skal indhentes hos den myndighed, der besidder den

kysttekniske sagkundskab, som skal give tilladelse til

foranstaltninger uden for kystlinien, og som i vid udstrækning

fungerer som konsulent for den nu kompetente myndighed.

Den i lovforslagets § 25 foreslåede ændring af § 46, stk. 9, i

naturfredningsloven vil afgive hjemmel for miljøministeren til at

undtage kystsikringsforanstaltninger fra fredningsnævnets

kompetence, og dobbeltbehandling af disse sager vil derved kunne

undgås.

Der er ikke hermed taget endelig stilling til, hvorvidt det af hensyn

til naturfredningsinteresser må anses for hensigtsmæssigt i en vis

udstrækning at bevare fredningsnævnenes kompetence. Efter

lovforslaget tilkommer afgørelsen heraf miljøministeren.

Det må i denne forbindelse bemærkes, at et af hensynene bag

lovrevisionen er naturbeskyttelse i vid forstand, nemlig at

medvirke til bevaring af landets ud fra en række forskelligartede

synsvinkler værdifulde strand- og kystmiljø.

Dette indebærer imidlertid på ingen måde en bastant og ureflekteret

kystsikringsaktivitet. Således er det meget rigtigt påpeget af

Naturfredsningsrådet, at det i en række tilfælde vil være forkert

at træffe foranstaltninger mod en kystnedbrydning, da en sådan nu

engang er en naturlig proces, der har årtusinder bag sig.

Det er derfor væsentligt, at der, inden foranstaltninger sættes i

værk, foretages en generel vurdering af behovet for

beskyttelsesforanstaltninger og ikke mindst af arten af disse. I

denne vurdering må indgå såvel hensynet til landskabets bevaring

og hensynet til naturens frie udfoldelse som traditionelle,

økonomiske betragtninger.

Det er derfor væsentligt, at de myndigheder, der skal administrere

loven, har øje for alle disse elementer i sagen.

Dette er i lovforslaget, som allerede nævnt, tilgodeset ved, at

stedlige myndigheder, der deltager i administrationen af

naturfredningsloven, nemlig amtsrådene, ved lovforslaget tillægges

beslutningskompetencen i 1. instans.

Dernæst består der efter hele lovens system et løbende nært

samarbejde mellem Kystinspektoratet og amtsrådene, hvorved

naturfredningshensyn direkte kan inddrages i sagsbehandlingen.

Iøvrigt består der også et nært samarbejde mellem Skov- og

Naturstyrelsen og Kystinspektoratet, bl.a. ved administration af

lov om råstoffer.

Sigtet er således, at hensynet til naturens og landskabets

beskyttelse integreres i de efter lovforslaget kompetente

myndigheders primære sagsbehandling.

Hvad angår de, antageligt få, klagesager af denne art, der vil komme,

er situationen for Trafikministeriets vedkommende ikke anderledes

på dette område end f.eks. ved administration af faste anlæg på

søterritoriet. Her må også en række hensyn indkorporeres i

sagsbehandlingen, og i nødvendigt omfang vil høring af f.eks.

Skov- og Naturstyrelsen blive foretaget.

Om de handlinger, som er angivet i § 16, stk. 1, nr. 2, gælder, at

miljøministeren kan bestemme, at de kun må udføres efter

tilladelse fra Kystinspektoratet. Dette er bestemt i § 7, stk. 4,

i lov om råstoffer. Forklaringen på, at bestemmelsen findes her,

er den, at den hidrører fra den tidligere kystfredningslov, som er

ophævet ved loven om råstoffer. Bestemmelsen hører systematisk

hjemme i en lov om kystbeskyttelse. Den foreslås derfor optaget i

lovforslagets § 16.

Den nævnte bestemmelse i lov om råstoffer foreslås samtidigt

ophævet, jfr. lovforslagets § 21.

I forbindelse med betragtningen om, at det regulerede område kun i

meget begrænset omfang udvides ved bestemmelsen i § 16, bør

endelig anføres, at faste anlæg, der opføres på strandbredden, i

kraft af en pågående kysttilbagerykning senere kan komme til at

ligge på søterritoriet. I så fald kræves der i princippet

tilladelse til anlæggets bibeholdelse, selv om noget sådant i

praksis næppe efterleves. Til § 17.

Bestemmelserne i denne paragraf har samme formål som digelovens § 16.

Medens digeloven bestemmer, at det er trafikministeren, der skal

udfærdige alle bestemmelser af den art, som paragraffen omhandler,

forudsætter lovforslaget, at ministeren udfærdiger generelle

bestemmelser, medens amtsrådet udfærdiger bestemmelser, der skal

gælde for et bestemt anlæg eller en bestemt kyststrækning.

Udover begrænsning i færdsel for at undgå nedslidning af græsvækst

m.v. kan der f.eks. blive tale om forbud mod bådoplæg på

strandbredder og foran diger, navnlig i vinterhalvåret. I

stormsituationer kan sådanne genstande kastes ind på diget og

beskadige dette.

Bestemmelsen i stk. 4 afløser bestemmelsen i § 8 i lov nr. 85 af 30.

april 1909 om tillæg til strandingsloven, hvilken bestemmelse

ophæves ved § 21. Den foreslåede bestemmelse er dog noget mere

omfattende end den gamle regel og noget simplificeret, hvad

ejernes hæftelse angår. Særligt bemærkes, at et vrag kan have en

uheldig indvirkning på selve kysten, f.eks. ved at forårsage en

læsideerosion. Til § 18.

Som for flertallet af administrative afgørelsers vedkommende bør der

være mulighed for at få afgørelser i henhold til loven

efterprøvet. Efter digeloven og lov om kystsikringsanlæg kan

landvæsenskommissionens afgørelser indbringes til efterprøvelse

for en overlandvæsenskommission.

Efterprøvelse skal kunne foretages af alle enkeltpunkter i en

afgørelse, herunder om et anlægs udstrækning, bidragsfordeling,

vedtægters indhold o.s.v.

Amtsrådets eventuelle afgørelse om ikke at yde eller at yde bidrag

til et anlæg betragtes ikke som en beslutning i henhold til loven.

Bestemmelsen i stk. 3 åbner mulighed for samtidig med selve

beslutningen at bestemme, at en eventuel, efterfølgende klage ikke

skal have opsættende virkning i den beskrevne situation. Til §

19.

Det er hensigten, at ministerens beføjelser i henhold til §§ 16 og

17, stk. 4, skal delegeres til Kystinspektoratet. Til § 20.

På søterritoriet må der ikke uden tilladelse foretages opfyldning og

inddæmning eller anbringes faste anlæg og indretninger. Dette

følger af statens højhedsret over søterritoriet og en praksis, der

går tilbage til tiden før grundloven af 1849, hvilken praksis er

opretholdt i kraft af den gældende grundlovs § 25. Det står

således ikke i en særlig lov, at en sådan tilladelse er nødvendig.

Bestemmelsen i § 20, stk. 2, indebærer ingen ændring i den

bestående retstilstand, hvorefter der udkræves en tilladelse fra

staten eller en dertil særskilt bemyndiget regional eller lokal

myndighed til nævnte dispositioner.

I visse situationer følger det af anden lovgivning, at tilladelse

til at foretage visse handlinger kræver tilladelse, hvis de har et

bestemt formål. F.eks. er anbringelse af faste genstande betinget

af en tilladelse fra Fiskeriministeriet, hvis formålet er

etablering af havbrug m.v., jfr. i det hele lov nr. 306 af 4. juni

1986 om saltvandsfiskeri. Endvidere er gravning på søterritoriet

betinget af en tilladelse fra Miljøministeriet, hvis formålet er

udforskning eller indvinding af råstoffer, jfr. råstofloven,

lovbekendtgørelse nr. 531 af 10. oktober 1984. Derimod har

anbringelse af genstande eller gravning uden et sådant formål ikke

været kriminaliseret, medmindre handlingen var omfattet af

straffelovens § 295.

Straffelovens § 295 lyder således: »Den, som i ferske vande eller på

søterritoriet i strid med privates eller det offentliges ret

foretager inddæmning eller anbringer faste indretninger, straffes

med bøde eller hæfte indtil 3 måneder«.

Det forekommer ikke sjældent, at bestemmelsen overtrædes. Ofte vil

overtrædelsen blive konstateret efter længere tids forløb. I det

overvejende antal tilfælde vil forholdet efterfølgende kunne

legaliseres, eventuelt ved at foretage visse ændringer eller

reduktioner. I enkelte tilfælde må der kræves fjernelse.

Straffelovens § 295 er kun i enkelte tilfælde bragt i anvendelse

på den måde, at der er rejst tiltale. Derimod er bestemmelsen

jævnligt anvendt derved, at der er henvist til, at bestemmelsen er

overtrådt, og at tiltale vil blive rejst, hvis forholdene ikke

efterfølgende bliver korrigeret på en måde, der kan godkendes,

eller eventuelt hvis fjernelse ikke sker.

Anklagemyndigheden har imidlertid nu fastslået, at § 295 alene

kriminaliserer selve handlingen, der omtales, men ikke det

forhold, at man opretholder den ulovligt etablerede tilstand.

Dette betyder, at fristen for forældelse af strafansvaret begynder

at løbe fra handlingens tidspunkt. Da, som sagt, den ulovlige

handling ofte først kommer til myndighedernes kendskab efter

længere tids forløb, vil den praktiske betydning af straffelovens

§ 9. Styrelsen af Digelagets Anliggender ordnes ved en af Amtsraadets

udfærdiget Vedtægt, der forinden dens endelige Affattelse

forelægges Eierne og Brugerne af de til Digelaget hørende

Eiendomme. Indsigelser imod Vedtægtens Bestemmelser, afgjøres af

Amtsraadet, hvis Beslutning inden 4 Uger, efter at Afgjørelsen er

truffen, kan indankes for Indenrigsministeren.

Vedtægten, vedhæftet en Fortegnelse over de til Digelaget hørende

Eiendomme med Angivelse af det Forhold, i hvilket de skulle

bidrage til Dækningen af dettes Udgifter, skal, foruden en

Angivelse af Digelagets Navn og en Betegnelse af det eller de til

samme hørende Diger, indeholde nærmere Regler om Bestyrelsens

Sammensætning og Myndighed, Forretningsgang og Forhold overfor

Amtsraadet, Udøvelsen af dettes Tilsyn med Digelaget, Anvendelsen

af Digelagets særlige indtægter, dettes Regnskabsvæsen,

Regnskabets Revision og Decision, Fremgangsmaaden ved Udførelsen

af Arbejdet ved Digerne mv.

Forandringer i Vedtægten foregaa under iagttagelse af samme

fremgangsmaade som ved dens Affattelse.

§ 9. Amtsrådet bestemmer, hvorledes midlerne til

kystbeskyttelsesforanstaltningerne skal tilvejebringes, herunder

om, hvorvidt der skal optages lån, om lån skal garanteres af

amtskommunen, og om amtskommunen midlertidigt skal afholde

udgiften.

§ 10. Trafikministeren kan bestemme, at en sag, der har betydning for

en kyststrækning i flere amtskommuner, henvises til behandling

alene af det ene amtsråd. Kapitel 2

Kystbeskyttelsens opretholdelse

§ 10. Amtsrådet lader vedtægten tinglyse på de ejendomme, der hører

til digelaget.

Stk 2. Dommeren underretter digebestyrelsen om udstykning af de

ejendomme, der hører til digelaget.

Stk 3. Naar en ejendom udstykkes, fastsætter digebestyrelsen

fordelingen af eiendommens andel paa de enkelte parceller. Eieren

af en parcel kan inden 4 uger fra den dag, han har faaet

meddelelse om afgørelsen, indbringe denne for

landvæsenskommissionen.

Stk 4. Digebestyrelsen underretter amtsraadet om de i stk 3 nævnte

ændringer.

§ 10. Trafikministeren kan bestemme, at en sag, der har betydning

for en kyststrækning i flere amtskommuner, henvises til

behandling alene af det ene amtsråd.

§ 11. Kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse på ændring og

nedlæggelse eller ophør af allerede bestående eller besluttede

kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet kan ændre en udgiftsfordeling, herunder en

udgiftsfordeling, der er fastlagt inden lovens ikrafttræden. § 5

finder tilsvarende anvendelse.

§ 11. Med Amtsraadets Samtykke kan Digelagets Bestyrelse bestemme, at

de til Dækning af Anlægsomkostningerne og senere extraordinære

Udgifter nødvendige Midler skulle tilveiebringes ved Laan, for

hvis Forrentning og Tilbagebetaling Amtsraadet derhos kan lade

Amtskommunen garantere. Iøvrigt blive Digelagets Udgifter, dog med

Undtagelse af Anlægsomkostningerne, forskudsvis at udrede af

Amtskommunen. De Beløb, der medgaa til Forrentningen af de optagne

Laan, blive at erstatte de bidragydende Eiendommes Eiere af disses

Brugere, selv om de overstige 4 pCt, jfr Lovens § 7.

Sker der Skade paa Digerne, der kræver hurtigt Udbedring, kunne

Brugerne af de til Digelaget hørende Eiendomme i fornødent Fald af

Digelagets Bestyrelse tilsiges til mod Betaling at forrette

Kjørsler og Arbeide hertil. For Fordelingen af Kjørslerne og

Arbeidet, Vederlaget for samme mv forfatter Bestyrelsen et

Regulativ, som forsynes med Amtsraadets Stadfæstelse. Den, der

uden lovligt Forfald udebliver fra Arbeidet, forlader dette i

urette Tid eller under dets Udøvelse gjør sig skyldig i grov

Forsømmelse, ifalder en Bøde, forsaavidt hans Forseelse ikke

efter den gjældende Lovgivning medfører høiere Straf.

§ 11. Kapitel 1 finder tilsvarende anvendelse på ændring og

nedlæggelse eller ophør af allerede bestående eller besluttede

kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Stk. 2. Amtsrådet kan ændre en udgiftsfordeling, herunder en

udgiftsfordeling, der er fastlagt inden lovens ikrafttræden. § 5

finder tilsvarende anvendelse.

§ 12. Et lag eller et medlem af et lag kan forelægge amtsrådet

spørgsmål om fortolkning af lagets vedtægt eller spørgsmål om den

måde, hvorpå laget forvaltes.

Stk. 2. Amtsrådet kan pålægge et lags bestyrelse at sørge for, at

bestemte foranstaltninger, som det påhviler laget at lade udføre,

bringes til udførelse. Hvis pålægget ikke efterkommes, kan

amtsrådet lade foranstaltningerne udføre for lagets regning.

§ 12 er naturligt sammenhængende med amtsrådets tilsynsopgave.

Det følger af bestemmelsen i § 16, at Kystinspektoratet kan påse, at

de for den offentligretlige tilladelse til anlægget fastsatte

vilkår overholdes, men et konstant, løbende tilsyn fra

Kystinspektoratet er det ikke nødvendigt at praktisere. Et

samarbejde mellem amtsrådet og Kystinspektoratet vil naturligt

udvikle sig i fortsættelse af den eksisterende praksis således, at

vanskelige problemer vil kunne vurderes i fællig. Til § 8.

Stk. 1 svarer til digelovens § 10, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 2 har sit forbillede i vandløbslovens § 67. Til

§ 12. Hvert år inden den 1. februar meddeler amtsrådet den pågældende

kommunalbestyrelse, hvilke bidrag de enkelte bidragspligtige

ejendomme skal udrede, hvorpå kommunalbestyrelsen indkræver

bidragene. Bidragene kan inddrives ved udpantning. For bidragene

haves pante- og fortrinsret i vedkommende ejendom som for

kommunale ejendomsskatter.

Stk 2. De pålignede beløb indbetales til amtskommunen efter de for

amtskommunale ejendomsskatter gældende regler, jfr lov om

beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

§ 12. Et lag eller et medlem af et lag kan forelægge amtsrådet

spørgsmål om fortolkning af lagets vedtægt eller spørgsmål om den

måde, hvorpå laget forvaltes.

Stk. 2. Amtsrådet kan pålægge et lags bestyrelse at sørge for, at

bestemte foranstaltninger, som det påhviler laget at lade udføre,

bringes til udførelse. Hvis pålægget ikke efterkommes, kan

amtsrådet lade foranstaltningerne udføre for lagets regning.

§ 13. Hvert år inden den 1. oktober meddeler amtsrådet

kommunalbestyrelsen, hvilke bidrag de enkelte bidragspligtige

ejendomme skal udrede til amtsrådet eller laget.

Kommunalbestyrelsen indkræver bidragene. Bidragene tillægges

udpantningsret. For bidragene haves pante- og fortrinsret i

ejendommen som for kommunale ejendomsskatter.

Stk. 2. De pålignede beløb indbetales til amtskommunen efter de for

amtskommunal grundskyld og dækningsafgift gældende regler, jfr.

lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

§ 13. Et til et Digelag hørende Dige kan ikke udvides, formindskes,

nedlægges eller udgaa af Digelaget, uden Amtsraadets Samtykke.

Meddeles dette, bliver der, saafremt Foranstaltningen medfører,

enten af flere Eiendomme blive beskyttede af Diget, eller at nogle

af de til Digelaget hørende Eiendomme miste den Beskyttelse, de

hidtil have havt, i fornødent Fald ved Landvæsenskommissionens

Mellemkomst at forfatte en ny Fortegnelse over de bidragspligtige

Eiendomme med Angivelse af det Forhold, i hvilket de skulde

bidrage til Digelagets Udgifter, og med dennes Behandling at

forholde overensstemmelse med § 10. I Mangel af mindelig

Overenskomst afgjør Landvæsenskommissionen, om og i hvilken

Udstrækning der skal ydes Erstatning for det Tab, der paaføres en

Eiendom derved, at Diget formindskes, nedlægges eller udgaar af

Digelaget, samt om denne skal udredes af Digelaget eller kun af

enkelte Digeinteressenter og i sidste Fald af hvilke.

§ 13. Hvert år inden den 1. oktober meddeler amtsrådet

kommunalbestyrelsen, hvilke bidrag de enkelte bidragspligtige

ejendomme skal udrede til amtsrådet eller laget.

Kommunalbestyrelsen indkræver bidragene. Bidragene tillægges

udpantningsret. For bidragene haves pante- og fortrinsret i

ejendommen som for kommunale ejendomsskatter.

Stk. 2. De pålignede beløb indbetales til amtskommunen efter de for

amtskommunal grundskyld og dækningsafgift gældende regler, jf.

lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.

§ 14. Ejere af omliggende arealer skal tåle, at arealerne benyttes i

nødvendigt omfang i forbindelse med tilsyn,

vedligeholdelsesarbejder og løbende foranstaltninger.

Stk. 2. Forvoldes der under benyttelsen efter stk. 1 skade på en

ejendom, skal der ydes erstatning herfor. I mangel af forlig

fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter lov om

offentlige veje.

§ 14. Naar der er dannet et Digelag, kan dette ikke atter opløses,

med mindre de Medlemmer, der begjære Opløsningen, udrede mindst

tre Fjerdedele af dets Udgifter, og Amtsraadet giver sit Samtykke

hertil.

§ 14. Ejere af omliggende arealer skal tåle, at arealerne benyttes i

nødvendigt omfang i forbindelse med tilsyn,

vedligeholdelsesarbejder og løbende foranstaltninger.

Stk. 2. Forvoldes der under benyttelsen efter stk. 1 skade på en

ejendom, skal der ydes erstatning herfor. I mangel af forlig

fastsættes erstatningen af taksationsmyndighederne efter lov om

offentlige veje.

§ 15. Retten til at optage husdyr, jfr. lov om mark og vejfred, kan

på diger og kyststrækninger, på hvilke der i henhold til denne lov

eller tidligere love er truffet beslutning om

kystbeskyttelsesforanstaltninger, også udøves af medlemmer af et

lags bestyrelse, af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet.

§ 15. Retten til at optage husdyr, jfr lov om mark- og vejfred, kan

paa digearealer udøves af saavel grundens eier eller bruger som af

medlemmer af et digelags bestyrelse og af tilsynsførende med

diget.

§ 15. Retten til at optage husdyr, jf. lov om mark- og vejfred, kan

på diger og kyststrækninger, på hvilke der i henhold til denne

lov eller tidligere love er truffet beslutning om

kystbeskyttelsesforanstaltninger, også udøves af medlemmer af et

lags bestyrelse, af kommunalbestyrelsen eller af amtsrådet.

§ 16. På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke findes

sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende landvegetation,

samt på arealer, der ligger inden for en afstand af 100 m fra,

hvor denne vegetation begynder, må der kun efter tilladelse fra

trafikministeren

1) udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger eller

2) graves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for

terrænændring.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke havnearealer og

foranstaltninger

1) i henhold til lov om råstoffer eller

2) i henhold til lov om sandflugtsbekæmpelse.

Stk. 3. På sandflugtsfredede arealer må arbejder i henhold til stk. 1

kun udføres efter tilladelse fra sandflugtsmyndighederne.

§ 16. Efter Indstilling af Amtsraadet kan Indenrigsministeren

fastsætte nærmere Bestemmelser om Digernes Benyttelse mv sigtende

til at beskytte de til Digelaget hørende Digeværker mod

Beskadigelser. Bliver det i denne Anledning nødvendigt at paalægge

Eierne og Brugerne af de Digerne tilstødende Eiendomme

Indskrænkninger i deres Raadighed over disse, bliver det i

fornødent Fald ved Landvæsenskommissionen at bestemme, om der skal

gives Erstatning herfor, og i bekræftende Fald, hvor stor denne

skal være.

De af Indenrigsministeren i Henhold til denne Paragraf udfærdigede

Bestemmelser blive at bringe til almindelig Kundskab i de

Kommuner, i hvilke Digerne ere beliggende, paa den paa ethvert

Sted brugelige Maade. Den, der gjør sig skyldig i Overtrædelser af

dem, kan forsaavidt hans Forseelse ikke efter den paagjældende

Lovgivning medfører høiere Straf, idømmes Bøder og bliver desuden

pligtig at erstatte al den ved hans Handling bevirkede Skade.

§ 16. På strandbredder og andre kyststrækninger, hvor der ikke

findes sammenhængende grønsvær eller anden sammenhængende

landvegetation, samt på arealer, der ligger inden for en afstand

af 100 m fra, hvor denne vegetation begynder, må der kun efter

tilladelse fra trafikministeren

1) udføres kystbeskyttelsesforanstaltninger eller

2) graves, bores, pumpes, suges eller foretages nogen form for

terrænændring.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke havnearealer og

foranstaltninger

1) i henhold til lov om råstoffer eller

2) i henhold til lov om sandflugtsbekæmpelse.

Stk. 3. På sandflugtsfredede arealer må arbejder i henhold til stk.

1 kun udføres efter tilladelse fra sandflugtsmyndighederne.

§ 17. Trafikministeren kan i kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler

om begrænsning i færdsel på og brug af forstranden, strandbredder

og kystbeskyttelsesanlæg. Bestemmelser, hvorved der sker

begrænsning i almenhedens ret efter naturfredningslovens § 54,

stk. 1, udfærdiges med tilslutning fra miljøministeren.

Stk. 2. Amtsrådet kan for den enkelte kyststrækning eller for det

enkelte anlæg til kystbeskyttelse fastsætte nærmere bestemmelser

om færdsel og brug. Hvis bestemmelserne indebærer ekspropriation,

finder § 6, stk. 3, tilsvarende anvendelse. Bestemmelser, hvorved

der sker begrænsning i almenhedens ret efter naturfredningslovens

§ 17. Naar flere Eiendomme ere bidragspligtige til et Dige, der ikke

henhører til noget Digelag, skal enhver af disses Eiere eller

Brugere være berettiget til at forlange, at der oprettes en

Vedtægt, hvori der gives nærmere Regler om Digets Bestyrelse,

Tilsynet med og Vedligeholdelse af det, hvorledes Arbeiderne

herved skulle udføres mv. Meningsuligheder om Vedtægtens enkelte

Bestemmelser afgjøres ved simpel Stemmeflerhed. Vægrer

Majoriteten af de Interesserede sig ved at affatte en Vedtægt,

eller er nogen af dem utilfreds med de om dennes Indhold tagne

Beslutninger, kan Sagen indankes for Amtsraadet. Dette har da i

første Tilfælde at udfærdige Vedtægten og i sidste Tilfælde at

afgjøre, hvorledes der skal forholdes med Hensyn til de indankede

Spørgsmaal. Det bestemmer derhos, hvem der skal udrede de ved

Amtsraadets Behandling af Sagen foranledigede Udgifter.-Paa

lignende Maade forholdes, hvis der senere skulde opstaa Spørgsmaal

om Forandringer i Vedtægten.

Strækker Diget sig gjennem flere Amtsraadskredse, bestemmer

Indenrigsministeren, til hvilket Amtsraad Paaanke skal finde Sted.

Ønsker Nogen, der eier en Eiendom, der er bidragspligtig til et

Dige, at dette skal gives en større Høide, Bredde eller Længde,

eller at det skal formindskes eller nedlægges, bliver Spørgsmaalet

herom i Mangel af mindelig Overenskomst mellem Eierne af de til

Diget bidragspligtige Eiendomme at indbringe for

Landvæsenskommissionen, der da afgjør Sagen. Billiger

Kommissionen, at den paagjældende Foranstaltning træffes, har den

tillige at fastsætte de nærmere Betingelser herfor og derunder

navnlig ogsaa at bestemme, hvorvidt der, naar et Dige formindskes

eller nedlægges, skal gives Erstatning for det Tab, en Eiendom

mulig herved vil lide, og i bekræftende Fald, hvor stor denne skal

være, samt hvilke af Digeinteressenterne, der skal udrede den.

Tilkommer der ikke Eieren af den Grund, hvorpaa et af de

heromhandlede Diger er opført, Ret til at benytte dette, kan den

ved lov om mark- og vejfred hjemlede ret til at optage kreaturer

paa samme udøves af enhver af digeinteressenterne.

§ 17. Trafikministeren kan i kystbeskyttelsesøjemed udfærdige regler

om begrænsning i færdsel på og brug af forstranden, strandbredder

og kystbeskyttelsesanlæg. Bestemmelser, hvorved der sker

begrænsning i almenhedens ret efter naturfredningslovens § 54,

stk. 1, udfærdiges med tilslutning fra miljøministeren.

Stk. 2. Amtsrådet kan for den enkelte kyststrækning eller for det

enkelte anlæg til kystbeskyttelse fastsætte nærmere bestemmelser

om færdsel og brug. Hvis bestemmelserne indebærer ekspropriation,

finder § 6, stk. 3, tilsvarende anvendelse. Bestemmelser, hvorved

der sker begrænsning i almenhedens ret efter naturfredningslovens

§ 18. Amtsrådets afgørelser efter loven eller regler fastsat efter

loven kan påklages til trafikministeren af den, afgørelsen er

rettet til, og af enhver, der må antages at have en væsentlig,

individuel interesse i sagen.

Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den

pågældende. Trafikministeren kan dog se bort fra fristen, når

omstændighederne taler derfor.

Stk. 2. Rettidig klage har opsættende virkning. Dog kan den

myndighed, der har truffet afgørelsen, bestemme, at uopsættelige

reparations- og afværgeforanstaltninger skal iværksættes uanset

rettidig klage.

Stk. 4. En afgørelse i henhold til § 6 kan ikke indbringes for

domstolene, før afgørelsen har været prøvet i henhold til stk. 1.

§ 18. De af Landvæsenskommissioner i Henhold til denne Lov afsagte

Kjendelser kunne indankes for en Overlandvæsenskommission i

Overensstemmelse med Lov om Landvæsensretter.

§ 18. Amtsrådets afgørelser efter loven eller regler fastsat efter

loven kan påklages til trafikministeren af den, afgørelsen er

rettet til, og af enhver, der må antages at have en væsentlig

individuel interesse i sagen.

Stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt

den pågældende. Trafikministeren kan dog se bort fra fristen, når

omstændighederne taler derfor.

Stk. 3. Rettidig klage har opsættende virkning. Dog kan den

myndighed, der har truffet afgørelsen, bestemme, at uopsættelige

reparations- og afværgeforanstaltninger skal iværksættes uanset

rettidig klage.

Stk. 4. En afgørelse i henhold til § 6 kan ikke indbringes for

domstolene, før afgørelsen har været prøvet i henhold til stk. 1.

§ 19. Overlader trafikministeren sine beføjelser til at træffe

afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter

loven til en institution under ministeriet, kan ministeren

fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne,

herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere

administrativ myndighed. Kapitel 5

Straf, ikraftræden m.v.

§ 19. Bestemmelserne i denne Lov, der ogsaa omfatter saadanne

naturlige Værn, som kunne sættes i Klasse med Diger, kunne kun med

Indenrigsministerens Samtykke og paa de af ham fastsatte Vilkaar

bringes til Anvendelse paa Klitstrækninger, der i Henhold til lov

om sandflugtens bekæmpelse, ere det Offentliges Tilsyn undergivne

Med Hensyn til Diger, der ere eller agtes opførte for at indvinde

Land fra Havet eller Fjordene kunne de først fordres anvendte,

efter at det indvundne Land er blevet skyldsat; dog skal den

Omstændighed, at hidtilværende Vandarealer ere eller ville blive

tørlagte ved et Digeanlæg, ikke i og for sig medføre, at der ei

kan gjøres Brug af nærværende Lovs Bestemmelser, naar det maa

erkjendes, at Anlægets væsentligste Øjemed, er at afgive

Beskyttelse for allerede tidligere tilværende Jorder, og det

derhos er efter Foranstaltning af een eller flere af disse Eiere,

at Diget er eller agtes opført. De med Hensyn hertil opstaaende

Spørgsmaal afgjøres af Landvæsenskommissionen.

§ 19. Overlader trafikministeren sine beføjelser til at træffe

afgørelser efter loven eller efter bestemmelser fastsat efter

loven til en institution under ministeriet, kan ministeren

fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne,

herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere

administrativ myndighed.

§ 20. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 16, stk. 1,

2) tilsidesætter vilkår i en tilladelse efter § 16, stk. 1, eller

3) undlader at efterkomme pålæg efter § 17, stk. 4.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der på søterritoriet uden tilladelse

1) foretager inddæmning eller opfyldning,

2) udfører anlæg eller anbringer faste eller forankrede indretninger

eller genstande,

3) anbringer fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller

4) foretager uddybning eller gravning.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg om inden

en fastsat frist

1) at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et anlæg, en indretning,

en genstand eller et fartøj, som vedkommende har foretaget, udført

eller anbragt i strid med bestemmelsen i stk. 2, eller

2) at retablere forholdene efter en uddybning eller gravning, som

vedkommende har foretaget i strid med bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges

selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en

kommune eller et kommunalt fællesskab, jfr. § 60 i lov om

kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det

kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 20. - -

§ 20. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 16, stk. 1,

2) tilsidesætter vilkår i en tilladelse efter § 16, stk. 1, eller

3) undlader at efterkomme pålæg efter § 17, stk. 4.

Stk. 2. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,

straffes med bøde den, der på søterritoriet uden tilladelse

1) foretager inddæmning eller opfyldning,

2) udfører anlæg eller anbringer faste eller forankrede indretninger

eller genstande,

3) anbringer fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, eller

4) foretager uddybning eller gravning.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der ikke efterkommer et pålæg om

inden en fastsat frist

1) at fjerne en inddæmning, en opfyldning, et anlæg, en indretning,

en genstand eller et fartøj, som vedkommende har foretaget udført

eller anbragt i strid med bestemmelsen i stk. 2, eller

2) at retablere forholdene efter en uddybning eller gravning, som

vedkommende har foretaget i strid med bestemmelsen i stk. 2.

Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der

fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i

forskrifterne.

Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber,

andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der

pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået

af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om

kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det

kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 21. Følgende love og bestemmelser ophæves

1) Lov nr. 53 af 10. april 1874 om diger til beskyttelse mod

oversvømmelse fra havet.

2) § 8 i lov nr. 85 af 30. april 1909 om tillæg til strandingsloven

af 10. april 1895.

3) Lov nr. 235 af 12. juni 1922 om kystsikringsanlæg.

4) § 7, stk. 4, i lov om råstoffer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 531 af

10. oktober 1984.

§ 21. Plakat af 6te Juni 1848 ophæves fra det Tidspunkt, da denne

Lov, der ikke gjælder for Kjøbenhavn eller Færøerne, træder i

Kraft.

§ 21. Følgende love og bestemmelser ophæves

1) Lov nr. 53 af 10. april 1874 om diger til beskyttelse mod

oversvømmelse fra havet.

2) § 8 i lov nr. 85 af 30. april 1909 om tillæg til strandingsloven

af 10. april 1895.

3) Lov nr. 235 af 12. juni 1922 om kystsikringsanlæg.

4) § 7, stk. 4, i lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 617 af

24. september 1987.

§ 22. Trafikministeren kan bestemme, at regler i love om bestemte

digeanlæg afløses af regler i denne lov.

§ 22. Trafikministeren kan bestemme, at regler i love om bestemte

digeanlæg afløses af regler i denne lov.

§ 23. Sager, der er indbragt for en landvæsensret inden den 1. juli

1988, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 23. Sager, der er indbragt for en landvæsensret inden den 1. juli

1988, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.

§ 24. De opgaver, som loven henlægger til amtsrådet, udøves for

Københavns Kommunes vedkommende af borgerrepræsentationen.

§ 24. De opgaver, som loven henlægger til amtsrådet, udøves for

Københavns Kommunes vedkommende af Borgerrepræsentationen.

§ 25. I lov om naturfredning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10.

oktober 1984, affattes § 46, stk. 9, således

»Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i stk. 1

ikke skal gælde for nærmere angivne arter af anlæg eller

foranstaltninger, der tillige vedrører søterritoriet, eller til

hvilke tilladelse kræves i henhold til lov om kystbeskyttelse«.

§ 25. I lov om naturfredning, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10.

oktober 1984, som ændret ved § 3 i lov nr. 355 af 13. maj 1987,

affattes § 46, stk. 9, således

»Stk. 9. Ministeren kan fastsætte regler, hvorefter bestemmelsen i

stk. 1 ikke skal gælde for nærmere angivne arter af anlæg eller

foranstaltninger, der tillige vedrører søterritoriet, eller til

hvilke tilladelse kræves i henhold til lov om kystbeskyttelse.«

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1988.

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

Den almindelige lov om diger til beskyttelse mod oversvømmelse fra

havet er fra 1874, og den er kun undergået få ændringer (lov nr.

53 af 10. april 1874, som ændret ved lov nr. 175 af 30. april 1969

og lov nr. 63 af 31. januar 1973). Den almindelige lov om

kystsikringsanlæg er fra 1922 og bygger helt på reglerne i

digeloven (lov nr. 235 af 12. juni 1922). Det er derfor naturligt

ved en lovrevision i muligt omfang at behandle diger og

kystsikringsanlæg under eet.

Som digelovens titel siger, tjener diger til at imødegå oversvømmelse

af områder ved havet i tilfælde af højvande, herunder i tilfælde

af egentlig stormflod. Kystsikringsanlæg tjener, som loven siger,

»mod angreb fra havet«, og er altså værn mod havets nedbrydende

indvirkning på klitter, klinter og strandbredderne i

almindelighed. På mange kyststrækninger kan der være behov for

begge typer foranstaltninger. Også af den grund er det naturligt

at behandle dem i samme lov.

Begge love bygger på det grundlæggende princip, at det er ejerne af

de ejendomme, der opnår beskyttelse ved et anlæg, der skal tage

initiativet til at bringe det til eksistens og afholde udgifterne

ved dets etablering, drift og vedligeholdelse.

Da et dige eller kystsikringsanlæg almindeligvis mest hensigtsmæssigt

udføres på en kyststrækning, der dækker flere ejendomme, er det et

hovedpunkt i digeloven og kystsikringsloven, hvorledes der skal

gås frem, hvis en ejer ønsker, at der skal udføres et anlæg, der

dækker flere ejendomme, og at alle disse skal bidrage til

anlæggets etablering, vedligeholdelse og drift.

Loven henviser i så fald den pågældende ejer til at forelægge sagen

for en landvæsenskommission.

Siden digeloven og kystsikringsloven blev gennemført, er der langs

landets kyster bygget fritidshuse i et stort antal, og den

rekreative udnyttelse af landets strande er intensiveret i et

betydeligt omfang.

Medens en jævn kysttilbagerykning tidligere ikke behøvede at have

større konsekvenser, fordi det bagvedliggende land var ubebygget,

er situationen nu ofte den, at bebyggelsen »spærrer« for en

naturlig kysttilbagerykning. På samme måde vil en bebyggelse kunne

hindre en tilbagerykning af klitter gennem en kontrolleret

sandflugt. Herved vil de egentlige strandbredder hyppigere være

udsat for at kunne formindskes og nogle steder næsten forsvinde.

På denne baggrund forskydes behovet for afværgeforanstaltninger fra

kun at tjene til direkte beskyttelse af enkelte ejendomme til også

at omfatte en egentlig kystpleje, hvorved forstås

foranstaltninger, der tjener til at bevare kystlandskabet -

strandbredden - nogenlunde intakt. En sådan kystpleje har

imidlertid også en direkte beskyttende virkning for baglandet.

Den bebyggelse af kystnære områder, som er sket i de senere årtier

med fritidshuse og feriehoteller, der atter danner grundlaget for

en omfattende turisme med deraf afledede indtægter, afgiver også

en helt anden økonomisk baggrund for initiativer til strandes og

kystlandskabers bevarelse end den økonomiske verden, som digelov

og kystsikringslov kunne have for øje.

Set i dette perspektiv kan det være tilfældigt, hvornår og hvorledes

et initiativ til kystbeskyttelses- og kystplejeforanstaltninger

med udgangspunkt i den på området generelt gældende lovgivning

tages, da lovenes principielle udgangspunkt som sagt er, at

initiativet påhviler den enkelte ejendoms ejer.

Det står naturligvis en offentlig myndighed frit for at gennemføre

foranstaltninger, hvis den offentlige kasse afholder udgifterne

derved. (Spørgsmålet om opnåelse af ret til at råde over de

nødvendige arealer vil som regel i praksis kunne løses). Derimod

vil ifølge loven f.eks. en kommune kun kunne få kystgrundejere til

tvangsmæssigt at bidrage til et beskyttelsesanlæg, hvis kommunen

selv er kystgrundejer. Selvom en kommune vel nok kan rejse en sag

for landvæsenskommissionen og få dennes afgørelse, hvis ingen

protesterer, vil lovenes udformning under alle omstændigheder være

et forhold, der ikke tilskynder, men snarere afholder en

kommunalbestyrelse fra at tage et initiativ.

En omstændighed, der i væsentlig grad afholder den eller de enkelte

grundejere fra at rette henvendelse til en landvæsenskommission

for at få en organiseret behandling af spørgsmålet om udførelse af

beskyttelsesforanstaltninger på en kyststrækning, er, at den eller

de pågældende da må stå som rekvirent for

landvæsenskommissionssagen. Rekvirenten må dels stille sikkerhed

for sagens omkostninger, dels risikere endeligt at udrede disse.

Omkostningerne ved en sag kan være af ikke ubetydelig størrelse.

En tilfredsstillende, indledende sagsbehandling vil ofte forudætte

forundersøgelser og sagkyndig bistand i øvrigt.

Kommissionsbehandlingen er i øvrigt i sig selv en ret

omkostningskrævende behandlingsform for administrative sager.

Disse betragtninger kan sammenfattes således

For det første: Adgangen til at tage et initiativ til at bringe

beskyttelsesforanstaltninger til eksistens med muligheden for at

få andre pålagt bidragspligt bør ikke være begrænset til

kystgrundejere. Et initiativ bør også kunne tages af offentlige

myndigheder som sådanne, og loven bør tilkendegive det naturlige

for en kommunalbestyrelse eller et amtsråd i at følge udviklingen

på dette område og i givet fald tage et initiativ.

For det andet: En mere traditionel, administrativ sagsbehandling end

kommissionsformen vil kunne fjerne den hindring for en sags

rejsning, som kravet om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger

ved en landvæsenskommissionsbehandling frembyder, og vil kunne

nedbringe omkostningerne for den enkelte sag, i hvert fald i

dennes indledende fase, hvis en sagkyndig medvirken kan inddrages

efter generelt fastsatte regler.

Med udgangspunkt heri er det naturligt generelt at overveje, om det

nu eksisterende administrative system på en mere smidig måde end

den gældende digelovs ordning kan løse de opgaver, som loven

henlægger til landvæsensretterne. Erindres må, at lovens system er

fastlagt for mere end 100 år siden.

De væsentligste af disse opgaver er følgende

a) En bedømmelse af, hvorvidt der består en risiko for oversvømmelse

eller kystnedbrydning på stedet, og en vurdering af risikoens

størrelse.

b) En stillingtagen til de foranstaltninger, der i givet fald bør

udføres for at imødegå de uønskede virkninger fra naboskabet med

havet, og en vurdering af størrelsen af de dermed forbundne

omkostninger.

c) En stillingtagen til det rimelige i at ofre det beløb, som

foranstaltningerne vil koste, hvilket må ske ud fra en vurdering

af på den ene side risikoens størrelse (punkt a) og på den anden

side størrelsen af de beskyttede værdier (arealer og bygninger)

eller vægten af de interesser, som i øvrigt ønskes tilgodeset,

hvis disse ikke direkte kan opgøres i penge, f.eks. rekreative

formål, der tilgodeser en bred befolkningsgruppes adgang til

stranden.

Her er naturligvis ikke tale om et enten - eller. Størrelsen af den

indsats, der skønnes rimelig, er også undergivet en vurdering.

d) Hvis overvejelserne under punkt c) falder ud til en positiv

beslutning om foranstaltningers iværksættelse, skal der tages

stilling til, hvorledes udgifterne skal fordeles på de beskyttede

ejendomme eller andre tilgodesete interesser.

e) Endvidere kan der være behov for erhvervelse af arealer eller

andre rettigheder ved ekspropriation til foranstaltningernes

gennemførelse.

En gennemgang af disse hovedopgaver viser, at der på baggrund af den

aktuelle lovgivningspraksis og det bestående, generelle

administrative system ikke er afgørende grunde til at bibeholde en

kommissionsbehandling i disse sager. Derimod synes der at kunne

opnås en væsentligt mindre formel og dermed mindre

omkostningskrævende sagsbehandling ved at henlægge sagerne til

faste, administrative myndigheder.

Medens det således er landvæsensretterne, der er den besluttende

myndighed i anlægsfasen, er det efter digeloven og

kystsikringsloven amtsrådet, der er tillagt forskellige beføjelser

i forbindelse med anlæggenes drift. Det gælder således oprettelse

af digelag, udfærdigelse af vedtægt for digelaget, opkrævning af

bidrag, tilsyn m.v.

Det er derfor nærliggende at undersøge, om ikke de funktioner, som

lovene tillægger landvæsensretterne, uden forringelse af

kvaliteten af sagsbehandlingen vil kunne overføres til amtsrådene.

Som sagt må denne undersøgelse ske i lyset af de opgaver, som

amtsrådene efter den aktuelle lovgivning og administrative praksis

i øvrigt bestrider, og på baggrund af det administrative og

tekniske apparat, som en amtskommune i dag råder over.

Denne undersøgelse kan tage sit udgangspunkt i den angivelse af

landvæsensretternes hovedopgaver, som er beskrevet ovenfor under

litra a) - e).

Hvad angår spørgsmålene om en vurdering af risiko for oversvømmelse

og kystnedbrydning samt om stillingtagen til valg af art og

udformning af beskyttelsesforanstaltninger, besidder for så vidt

hverken landvæsensretterne eller amtsrådet som sådant en særlig

sagkundskab.

Landsvæsenskommissionen vil derfor almindeligvis antage en sagkyndig,

der ikke er medlem af kommissionen, som bistand, hvilket

naturligvis i sig selv medfører en udgift. Denne sagkyndige er

alene rådgiver for kommissionen som sådan. Uafhængigt heraf vil

der være behov for rådgivende ingeniørbistand til at iværksætte og

foretage forundersøgelser, projektering og tilsyn med arbejdets

udførelse på linie med, hvad der er nødvendigt til andre typer af

anlægssager. Men udgifter af denne art er ikke afhængig af den

administrative sags behandlingsform.

Nogle amtskommuners tekniske forvaltninger vil have et vist kendskab

til dette sagsområde, men det vil næppe være tilfredsstillende

generelt at forudsætte, at fornøden generel viden og erfaring på

dette specifikke felt er disponibel i amtskommunerne.

Imidlertid: Disse opgaver kan ikke formodes at blive bedre løst ved

at benytte landvæsensretterne end ved at benytte tilgængelig

administrativ og teknisk ekspertise inden for det almindelige

administrationsapparat.

Hvad angår skønnet om, hvorvidt og da i hvilket omfang der bør gøres

en indsats for at imødegå havets skadegørende virkning, består

dette som nævnt i en afvejelse af navnlig tre forhold: risikoens

størrelse, omkostningernes størrelse og de beskyttende værdiers og

interessers størrelse.

Til at løse denne opgave synes amtsrådet at være et mindst ligeså

godt forum som en landvæsenskommission, vel snarere et bedre,

nemlig af to grunde. Dels har et amtsråd en betydelig bredere

sammensætning og en bredere indfaldsvinkel til en bedømmelse af

sagen end en landvæsenskommission. Det er her tilstrækkeligt at

henvise til amtsrådenes omfattende funktioner på

planlægningsområdet og naturfredningsområdet. Dels er arten af de

interesser, som en kystbeskyttelse i dag kan tjene, meget bredere,

end digeloven og kystsikringsloven har for øje, jfr. de indledende

bemærkninger ovenfor. Det er ikke kun et spørgsmål om at tilgodese

en beskyttelse af bestemte ejendomme, men der kan være tale om en

ønskelig bevaring af et kystlandskab som sådant for at tilgodese

et videregående interessefelt. Valget af landvæsensretterne som

besluttende organ havde sit naturlige udgangspunkt deri, at der

skulle foretages en bedømmelse af en rent økonomisk interesse hos

en række - i princippet sidestillede - private grundejere. Den

opgave, der nu foreligger, vil som sagt kunne være væsentligt mere

sammensat, og til udøvelse af det til løsningen heraf nødvendige

skøn må amtsrådet anses for velegnet.

Disse sidste betragtninger har til dels også gyldighed i relation til

omkostningsfordelingen. I det omfang, hvori denne består i en

fordeling mellem interesser af forskellig art - egentlig

ejendomsbeskyttelse vejet op mod strandlandskabets bevaring af

hensyn til almene interesser - , vil amtsrådet antageligt være et

mere hensigtsmæssigt forum at henlægge denne skønsopgave til end

landvæsensretterne. Omkostningsfordelingen i snævrere forstand

mellem direkte beskyttede ejendomme vil normalt ske ud fra visse

objektive kriterier som de beskyttede ejendommes kystlængde, værdi

og afstand fra havet. Selvom landvæsensretterne er egnede til at

løse denne opgave, er der omvendt intet i vejen for, at den kan

løses på tilfredsstillende måde indenfor det almindelige

administrationsapparat. Eksempelvis kan nævnes, at det er

kommunalbestyrelsen, der fordeler omkostningerne ved

spildevandsanlæg i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 27, og at

vejbestyrelser påligner vejbidrag i henhold til vejbidragsloven.

For at henlægge kompetencen på dette punkt til et organ i det

almindelige administrative system taler også, at der i betragtning

af de almene interesser, som en kystbeskyttelse i nutiden kan

tjene, kan være anledning for kommuner og amtskommuner til at

bidrage til foranstaltninger til kystens beskyttelse. En samlet

vurdering af sagen inden for det almindelige, administrative

system fremstår også derfor som en hensigtsmæssig løsning.

Hvad endelig beslutninger om ekspropriation af arealer eller

rettigheder angår, træffer amtsråd og kommunalbestyrelser i

talrige tilfælde beslutning om ekspropriation uden særlig

kommissionsbehandling. Det er tilstrækkeligt at nævne

ekspropriation til veje og ekspropriation i henhold til lov om

kommuneplanlægning.

Resultatet af disse betragtninger er blevet

En rationel og fuldt forsvarlig behandlingsform af dige- og

kystsikringssager vil kunne opnås, selvom sagerne ikke behandles

for landvæsensret. De beføjelser, som landvæsensretterne er

tillagt i henhold til de gældende love, vil kunne overføres til

amtsrådene. Dette foreslås gennemført ved den lov, som der her

fremlægges forslag til.

Ved den nærmere tilrettelæggelse af fremgangsmåden for sagernes

behandling vil det være nyttigt at skelne mellem en indledende,

foreløbig behandling og den egentlige beslutningsfase.

Der bør være mulighed for, at der på en relativt ukompliceret måde på

et rimeligt kvalificeret grundlag kan skabes en debat om det

ønskelige og økonomisk forsvarlige i at udføre en kystbeskyttelse

på en given strækning.

Systemet foreslås derfor udformet således, at det i princippet står

enhver frit for at henvende sig til amtsrådet med forslag om, at

der træffes foranstaltninger mod oversvømmelse eller

kystnedbrydning. Om amtsrådet finder grundlag for at tage sagen

op, er så en anden sag.

Der er nær sammenhæng mellem arealanvendelsen, som denne fastlægges i

henhold til planlægningslovgivningen, og behovet for

kystbeskyttelse. Således må det ved udfærdigelse af region- og

kommuneplaner påses, at der ikke foretages arealudlæg til ny

bebyggelse og andre langsigtede investeringer ved kyster, der er

truet af nedbrydning eller tilbagerykning.

En bedømmelse af et forslag om kystbeskyttelsesforanstaltninger i

relation til den aktuelle region- og kommuneplan vil derfor være

et naturligt led i amtsrådets indledende sagsbehandling.

Det vil for amtsrådets foreløbige bedømmelse af en sag normalt være

meget ønskeligt, at det kan trække på en egentlig kystteknisk

sagkundskab. Som sagt kan det ikke generelt forudsættes, at denne

specifikke ekspertise er til stede i amtskommunernes tekniske

forvaltninger, og det vil være ønskeligt for amtsrådet at kunne få

en sådan sagkyndig udtalelse i sagens indledende fase uden direkte

omkostninger til sagkyndig rådgivning.

Det foreslås derfor at stille det statslige Kystinspektorats

ekspertise til amtsrådenes disposition således, at

Kystinspektoratet dels kan bidrage til en foreløbig belysning af

sagen i indledningsfasen, dels kan optræde som amtsrådets

sagkyndige bistand under sagens videre forløb, hvis den fremmes.

Herved opnås, at der i adskillige sager relativt hurtigt kan opnås

en fornemmelse af problemernes størrelse og mulighederne for en

afhjælpning. Denne foreløbige, sagkyndige vurdering er for så vidt

et nyt element i disse sagers behandling - i hvert fald som et

systematisk led i fremgangsmåden. Kystinspektoratets medvirken

under sagens videre forløb kan bedst sammenlignes med den

funktion, som den af landvæsenskommissionerne efter hidtidig

praksis antagne særligt sagkyndige har haft.

Det er meningen, at udgifterne ved Kystinspektoratets rådgivning skal

afholdes som en del af Kystinspektoratets almindelige virksomhed -

altså af staten uden refusion fra anden side. Ministeriet mener,

at det er naturligt, at staten yder et sådant bidrag til

sagsbehandlingen på dette område i betragtning af den generelle

interesse, som samfundet har i en øget kystbeskyttelse og

kystpleje. Det må herved tages i betragtning, at Kystinspektoratet

allerede efter den bestående retstilstand skal godkende alle

kystsikringsanlæg, som rækker ud på søterritoriet, og at

Kystinspektoratet også hidtil har udøvet en ret betydelig

konsultativ virksomhed i relation til anlæg, som staten ikke er

direkte økonomisk engageret i.

Kystinspektoratets medvirken i sagsforberedelsen skal også ses i

sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets § 16, ifølge hvilken

Kystinspektoratet skal have en generel, kontrollerende funktion

ikke alene på søterritoriet, men også på strandbredden. Der

tilstræbes således en reform på dette administrationsområde, der

bygger på den eksisterende kysttekniske ekspertise og inddrager

denne i sagsbehandlingen på en organiseret måde, hvorved en mere

rationel sagsbehandling opnås.

Om baggrunden for § 16 henvises til bemærkningerne til denne

bestemmelse. Her skal alene bemærkes, at Kystinspektoratets

funktion efter denne i betydelig udstrækning vil kunne afløse

fredningsnævnenes virksomhed i forbindelse med kystsikringsanlæg. Det samlede resultat af lovforslagets administrative reform er

således, at de fra sag til sag fungerende landvæsensretter og

fredningsnævn erstattes af faste administrative organer,

amtsrådene og Kystinspektoratet. Da disse organer i forvejen i

betydeligt omfang er engageret på forskellig måde i sagerne, vil

der samlet kunne opnås en ikke uvæsentlig rationalisering.

Størrelsen af udgifterne ved kollektive særorganers inddragelse må

her tages i betragtning.

Reformen giver en væsentlig lettere adgang for de enkelte ejere og

andre interesserede til at få kystbeskyttelsesspørgsmål vurderet,

navnlig derved, at selve den administrative behandling gøres

gratis.

Ved organisatoriske omlægninger og en rationel indpasning af de til

dels nye opgaver i de bestående arbejdsopgaver skønnes det muligt

at undgå forøgelse af Kystinspektoratets personale og at begrænse

Kystinspektoratets merudgifter til 100.000 kr. årligt. En vis

forøgelse af Kystinspektoratets rejseudgifter må forventes, og den

forøgede rejseaktivitet udløser overenskomstmæssigt fastlagt

merarbejdsvederlag.

Det skal imidlertid præciseres, at Kystinspektoratet ikke uden for

sit hidtidige aktivitetsfelt kan påtage sig at udføre de

funktioner, som traditionelt bestrides af rådgivende ingeniører.

Det drejer sig om planlægning og styring, eventuelt udførelse af

forundersøgelser, skitseprojektering, detailprojektering,

udarbejdelse af anlægsoverslag, styring af anlægssagen og tilsyn

med arbejdernes udførelse.

Noget andet er, at Kystinspektoratet i kraft af sit generelle

erfaringsgrundlag ofte vil kunne bidrage med skitser til

standardkonstruktioner, skønsmæssige overslag og muligvis på

sagens foreløbige stade medvirke i visse forundersøgelser. Det er

et spørgsmål om, hvilke praktiske muligheder der konkret

foreligger. Hertil kommer, at Kystinspektoratet har almindelige

tilsynsopgaver i henhold til bestemmelsen i lovforslagets § 16.

Det må skønnes, at amtskommunerne i konsekvens af lovforslaget næppe

vil få merudgifter i forhold til de udgifter, de hidtil har haft

ved sekretariatsbetjening af landvæsenskommissioner, bistand til

digelag m.v., hvilke opgaver de traditionelt i vidt omfang har

påtaget sig.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser.

Til § 1.

I modsætning til den bestående lovgivning (digelov og lov om

kystsikringsanlæg) behandler lovforslaget diger og

kystsikringsanlæg under eet. Som fælles betegnelse for

aktiviteter, der modvirker oversvømmelse og kystnedbrydning,

anvender lovforslaget »kystbeskyttelse«.

Ordet »sikring« anvendes ikke, da det forekommer at give udtryk for

noget absolut, som kun de færreste foranstaltninger, der træffes,

kan leve op til. En absolut sikring vil ofte være for kostbar.

I mange tilfælde vil der være tale om kystprocesser, der kan medvirke

til begge arter af følgevirkninger, og en samlet vurdering af de

tiltag, der skal træffes på en given kyststrækning, vil være det

rationelle.

Bestemmelsen taler om »anlæg« og »andre foranstaltninger«. Ved

»anlæg« tænkes f.eks. på diger, høfder, bølgebrydere,

skråningsbeskyttelse og andre parallelværker. Imidlertid er der i

de senere årtier en stigende erkendelse af, at en række andre

foranstaltninger kan være af nok så stor betydning for en

beskyttelse af kysten. Hovedeksemplet er kystfodring, hvorved

forstås kunstig tilførsel af materialer som sand og ral til

strandbred og den kystnære zone af havet. Andre eksempler er

udfyldning af »trug« på strandbredden, en generel hævning af

strandplanet og rørlægning af vandløb, der ved frit løb gnaver

(eroderer) i strandbredden.

Når der i lovforslaget tales om »foranstaltninger«, dækker dette

begreb således en række varierende tiltag, herunder etablering af

faste anlæg.

Ved valget af, hvilke foranstaltninger der skal tages i anvendelse,

vil deres effektivitet og omkostningerne ved deres udførelse

naturligvis være afgørende elementer. Andre hensyn spiller

imidlertid også ind, navnlig hensynet til strandlandskabets

udseende og rekreative anvendelse. I denne henseende vil

eksempelvis kystfodring have store kvaliteter, fordi den ikke

medfører ændring i kystlandskabets karakter.

Det er ifølge paragraffen amtsrådet, der kan bestemme, at der skal

træffes foranstaltninger til kystbeskyttelse på en given

kyststrækning.

Det må imidlertid bemærkes, at det naturligvis står en ejer eller en

sammenslutning af ejere frit for at træffe sådanne

foranstaltninger uden amtsrådets medvirken, hvis han eller de selv

afholder udgifterne derved. I så fald skal der alene indhentes

tilladelse til foranstaltningernes udførelse i henhold til § 16

(landjorden) og i kraft af statens højhedsret over søterritoriet,

jfr. § 20, stk. 2. Amtsrådets beslutning er kun nødvendig, hvis de

muligheder, som loven giver for at få gennemført en

udgiftsfordeling (§ 5), for at ekspropriere (§ 6) osv, ønskes

opnået. Amtsrådet vil naturligvis blive orienteret om alle

tilladelser i henhold til § 16.

Det står efter forslaget enhver frit for at rette henvendelse til

amtsrådet for at få dette til at rejse en sag. Der skal ikke som

hidtil stilles sikkerhed for sagsomkostninger, idet selve den

administrative sagsbehandling er gratis for den enkelte. Der er

ikke grund til i loven at begrænse den kreds, der kan foranledige

en sag rejst, da amtsrådet står frit med hensyn til, om det vil

fremme sagen eller lade være.

Det forhold, at et amtsråd ikke efterkommer et ønske om at indlede en

sag om foranstaltninger til kystbeskyttelse, kan ikke betragtes

som »en beslutning i henhold til denne lov«, der kan efterprøves

af trafikministeren i henhold til lovforslagets § 18.

Et amtsråd kan altså undlade at fremme en sag uden afholdelse af møde

og uden at indhente udtalelser fra kommunalbestyrelsen og

Kystinspektoratet. Men indleder amtsrådet en sagsbehandling, og

ønsker det at holde det indledende møde, skal der foreligge

udtalelser fra de nævnte myndigheder. Til § 2.

Som netop sagt i bemærkningerne til § 1, er der ingen, der har krav

på, at amtsrådet rejser en sag. Lovforslaget bygger på den

forudsætning, at amtsrådet altid vil se på en henvendelse, der

synes rimeligt begrundet. Men det er som nævnt undergivet

amtsrådets skøn, om den i § 2 beskrevne procedure skal sættes i

værk.

Vigtigt er det imidlertid på denne baggrund, at der kan praktiseres

en indledende sagsbehandling uden for store direkte udgifter.

Dette er hensigten med bestemmelserne i § 2.

Ifølge denne skal amtsrådet afholde et indledende møde med ejerne af

de ejendomme, som amtsrådet skønner vil kunne blive

bidragspligtige. Det er overladt til amtsrådet at bestemme, hvem

der skal repræsentere amtsrådet ved det pågældende møde. Typisk

vil det antageligt blive den tekniske forvaltning, eventuelt under

ledelse af formanden for udvalget for teknik og miljø. Som

grundlag for sagens bedømmelse skal amtsrådet indhente udtalelser

fra kommunalbestyrelsen og Kystinspektoratet. Herved vil der være

tilvejebragt et foreløbigt materiale, som kan vejlede amtsrådet

ved sagens præsentation for de interesserede.

På mødet vil amtsrådet få en tilkendegivelse om, hvorledes de berørte

interessenter bedømmer sagen.

Det står naturligvis amtsrådet frit for at holde lige så mange møder

med de berørte interessenter, som det finder grund til. Til § 3.

I det i stk. 1 omhandlede tilfælde træffer amtsrådet bestemmelse om,

i hvilken form ejerne skal underrettes om rådets afgørelse.

Såfremt der er tale om et større antal ejere, kan meddelelsen

praktisk ske ved bekendtgørelse i de stedlige blade. Hvis der

derimod kun er tale om få ejere, vil det være mest praktisk at

give meddelelsen pr. brev.

Ifølge stk. 3 kan amtsrådet foretage mindre væsentlige ændringer i

projektet uden afholdelse af nyt møde efter § 2, stk. 1. Såfremt

det ændrede projekt indebærer, at enkelte lodsejere, der ikke

tidligere har været inddraget i sagen, berøres, er det dog

forudsat, at der gives de pågældende lejlighed til at udtale sig,

forinden afgørelse træffes. Amtsrådet afgør, hvorledes de

pågældende skal have adgang til at udtale sig.

Hvis der derimod er tale om væsentlige ændringer i forhold til det

oprindelige projekt, må sagen imidlertid gøres til genstand for

behandling på et nyt møde.

Ved væsentlige ændringer tænkes ikke på foranstaltningernes

detaljeringsgrad. For at der skal være tale om en væsentlig

ændring, må det vedrøre elementære forhold som f.eks. hvilke

ejendomme der omfattes af foranstaltningerne, hvilken art

foranstaltning der udføres, og hvor anlægget placeres. Til § 4.

Som hidtil vil det i en række tilfælde være naturligt, at den

interesserede ejerkreds tager initiativ til arbejdernes

projektering og gennemførelse, typisk efter oprettelse af en

sammenslutning - et lag. Alt efter sagens hast og betydning kan

der imidlertid være grund til, at primærkommunen eller amtsrådet

sætter sig i spidsen for ledelsen af sagens praktiske

gennemførelse, først og fremmest ved at engagere rådgivende

ingeniørbistand til arbejdernes forberedelse og projektering. Alle

muligheder står åbne efter lovforslagets § 4.

Bestemmelsen er af ren praktisk art. Spørgsmålet om, hvorledes

udgifterne til sagens fremme skal inddækkes, afgøres i det hele

efter bestemmelserne i § 5. Hvis en kommunalbestyrelse efter § 4

pålægges at lede den praktiske fremme af en sag, kan der ikke heri

indlægges, at kommunen skal bidrage til udgiftsdækningen efter §

5.

Ifølge § 16 skal der tilladelse fra (i praksis) Kystinspektoratet til

at udføre et kystbeskyttelsesanlæg. I betragtning af, at

Kystinspektoratet skal inddrages på sagens forberedende stadium,

jfr. § 2, stk. 2, forudsættes det, at amtsrådet og

Kystinspektoratet praktiserer et sådant samvirke, at den

beslutning, som amtsrådet træffer i henhold til § 3, stk. 2, vil

kunne godkendes af Kystinspektoratet. Dette gælder både med hensyn

til hovedprincippet i sikringsforanstaltningerne og med hensyn til

disses detaljerede udformning. Til § 5.

Princippet i § 5 er, at alle udgifter, der afholdes til

virkeliggørelse af en bestemt foranstaltning, skal fordeles på de

bidragspligtige. Til forskel fra den nuværende retstilstand skal

den enkelte sag imidlertid ikke belastes med udgifter til den

egentlige, administrative sagsbehandling. Det gælder amtsrådets,

herunder dets tekniske organisations medvirken, og det gælder

Kystinspektoratets medvirken, herunder dettes rejseudgifter.

Udgiften til afholdelsen af møder, f.eks. leje af mødelokale, skønnes

at være af så begrænset størrelse, at amtsrådet bør afholde disse.

Dette må ses på baggrund af, at et indledende møde må afholdes

også i tilfælde, hvor sagen efter mødet opgives.

Hvad kredsen af bidragspligtige angår, forudsætter lovforslaget, at

ejerne af de direkte beskyttede ejendomme fortsat er den kreds,

det primært kan være tale om at pålægge bidragspligt. Som hidtil

kan det meget vel tænkes, at der kun er grund til at pålægge denne

kreds bidragspligt. Lovforslaget begrænser imidlertid ikke kredsen

af private ejendomsbesiddere, der kan pålægges bidragspligt, til

ejerne af de direkte beskyttede ejendomme, men medtager ejendomme,

som i øvrigt opnår en fordel ved foranstaltningen. Herved tænkes

bl.a. på, at en nærliggende strand i velplejet stand i kraft af

dens rekreative værdi kan være af direkte økonomisk værdi for

ejendomme, der ikke som sådanne er truet fra havet.

Betragtningen om en strands økonomiske betydning for ejendomme, der

ikke er truet fra havet, kan imidlertid føres videre derhen, at

kredsen af ejendomme, der har en sådan interesse i stranden, er

meget vid og ubestemt. Dette fører til, at der kan være

begrundelse for, at amtskommunen eller primærkommunen bidrager til

strandens beskyttelse og bevaring. På denne baggrund skal

bestemmelsen i stk. 3 ses.

Bestemmelsen forudsætter, at amtskommune eller primærkommune

frivilligt kan beslutte at bidrage til eller helt at afholde

udgifterne ved et anlæg eller en foranstaltning, herunder til

drift og vedligeholdelse, hvis noget sådant findes begrundet. Det

er videre klart, at et amtsråd kan pålægge en primærkommune bidrag

uden særlige begrænsninger, hvis primærkommunen er

ejendomsbesidder. Det følger af bestemmelsen i stk. 2.

Det er yderligere anset for rimeligt, at en primærkommune skal kunne

pålægges bidrag i dennes egenskab af primærkommune, hvis

amtskommunen eller en anden primærkommune bidrager med mindst

samme beløb i egenskab af offentlig myndighed (ikke som

grundejer). Det sidstnævnte alternativ sigter på den situation, at

et anlæg eller en foranstaltning har betydning for en

kyststrækning, der går gennem flere kommuner. Hvis een kommune har

besluttet at bidrage, må det anses for rigtigt, at der er mulighed

for at pålægge een eller flere andre kommuner at bidrage med et

beløb, der ikke overstiger det, som førstnævnte kommune har

besluttet at bidrage med.

Det kan være velbegrundet, at de offentlige kasser bidrager til et

anlægs tilvejebringelse og igangsætning af visse foranstaltninger,

selv om de ikke deltager i de løbende, fremtidige udgifter.

Om, hvorledes amtsrådet ønsker at være repræsenteret på det i stk. 4

omhandlede møde, henvises til bemærkningerne til § 2. Til § 6.

Ekspropriationsbestemmelsen i § 6, stk. 1, er meget kortfattet i

forhold til de tilsvarende bestemmelser i digeloven. Henvisningen

i stk. 3 til § 43, stk. 3, i lov om offentlige veje fastslår

imidlertid klart, at en ekspropriation kan bestå såvel i en

erhvervelse af fast ejendom til eje som i pålæg af servitutter og

brugsrettigheder af enhver art. Nogen særlig specifikation i lov

om kystbeskyttelse er der derfor ikke behov for. Henvisningen til

samme lovs § 45 giver grundlag for at iværksætte forundersøgelser

m.v. uden samtykke fra den enkelte ejer.

I betragtning af, at foranstaltninger til kystens pleje og

beskyttelse kan være af anden art end faste anlæg, som digeloven

og kystsikringsloven havde for øje, vil det kunne være af

væsentlig betydning for at kunne udøve sådanne

plejeforanstaltninger at have helt fri råden over strandbred eller

forland. For at undgå tvivl om dette særlige spørgsmål er det

derfor i stk. 2 bestemt, at ejendomsretten til strand- og

forlandsarealer kan eksproprieres til ejendom, selv om der ikke på

sådanne arealer skal udføres faste anlæg. Fra praksis kan nævnes

et tilfælde, hvor det ville have været af væsentlig betydning at

eje forlandet foran et dige for at udføre såkaldte slikgårde med

henblik på en forøgelse af forlandet til digets beskyttelse. Til

§ 27. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§§ 44-45 og §§ 47-67.

§ 54, stk. 1, udfærdiges med tilslutning fra vedkommende

fredningsnævn.

Stk. 3. Bestemmelser udfærdiget i henhold til stk. 2 bekendtgøres i

eet eller flere stedlige blade samt ved opslag på stedet.

Stk. 4. Trafikministeren eller et amtsråd kan give ejeren af et vrag

pålæg om at fjerne det, hvis det skønnes at kunne frembyde fare

for kysten eller for et kystbeskyttelsesanlæg. Efterkommes

pålægges ikke, kan ministeren eller amtsrådet lade vraget fjerne

for ejerens regning, hvis det er nødvendigt for at afværge en

nærliggende fare. Er øjeblikkelig indgriben påkrævet, kan

ministeren eller amtsrådet lade vraget fjerne for ejerens regning

uden forudgående pålæg til ejeren.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på

andre genstande, der er anbragt på søterritoriet eller

strandbredden uden tilladelse. Kapitel 4

Klage

§ 54, stk. 1, udfærdiges med tilslutning fra vedkommende

fredningsnævn.

Stk. 3. Bestemmelser udfærdiget i henhold til stk. 2 bekendtgøres i

et eller flere stedlige blade samt ved opslag på stedet.

Stk. 4. Trafikministeren eller et amtsråd kan give ejeren af et vrag

pålæg om at fjerne det, hvis det skønnes at kunne frembyde fare

for kysten eller for et kystbeskyttelsesanlæg. Efterkommes

pålægget ikke, kan ministeren eller amtsrådet lade vraget fjerne

for ejerens regning, hvis det er nødvendigt for at afværge en

nærliggende fare. Er øjeblikkelig indgriben påkrævet, kan

ministeren eller amtsrådet lade vraget fjerne for ejerens regning

uden forudgående pålæg til ejeren.

Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på

andre genstande, der er anbragt på søterritoriet eller

strandbredden uden tilladelse.

§ 295 hermed være næsten fjernet, når talen er om søterritoriet.

Dette er især baggrunden for bestemmelserne i § 20, stk. 2 og stk. 3.

Sidstnævnte bestemmelse skaber grundlag for, at man, når

overtrædelsen er konstateret, kan kræve forholdene retableret

eller ændret, og hvis dette ikke sker, da rejse tiltale for

overtrædelsen.

Bestemmelsen i stk. 2 er med baggrund i praksis udformet lidt mere

detaljeret end bestemmelsen i straffelovens § 295. Det er således

ved en højesteretsdom af 14. marts 1975 (Ugeskrift for Retsvæsen

1975 s. 415) fastslået, at anbringelse af en såkaldt »husbåd« på

søterritoriet kræver tilladelse. Det er fundet naturligt direkte

at fastslå dette i loven. Ministeriet finder ligeledes, at der er

samme behov for at kunne forhindre uautoriseret uddybning og

gravning som for at forhindre anbringelse af faste genstande,

hvorfor sådanne handlinger også er medtaget.

Konstateres en overtrædelse efter et ejerskift, kan den senere ejer

ikke straffes, men dennes pligt til fjernelse eller retablering må

i givet fald fastslås under et civilretligt søgsmål. Til § 21.

Ifølge § 7, stk. 4, i lov om råstoffer kan miljøministeren bestemme,

at der på strandbredder m.v. kun må foretages visse handlinger

efter tilladelse fra Kystinspektoratet. Bestemmelsen bliver

overflødig ved bestemmelsen i dette lovforslags § 16, stk. 1. Der

henvises i øvrigt til bemærkningerne til denne paragraf. Til §

22.

Det er ikke anset for nødvendigt at revidere love, der gælder for

enkelte, bestemte digeanlæg. Der vil næppe vise sig behov for

andre ændringer end den, at de opgaver, som hidtil har skullet

løses af landvæsensretterne, for fremtiden skal varetages af

amtsrådet, henholdsvis taksationsmyndighederne i lov om offentlige

veje.

Da spørgsmålet om ændring af en eengang fastsat udgiftsfordeling både

er af væsentlig praktisk og økonomisk betydning, er amtsrådets

fremtidige kompetence på dette punkt særskilt fastslået i

lovforslagets § 11, stk. 2. Til § 24.

Loven har ikke praktisk betydning for Frederiksberg Kommune. Der er

derfor intet bestemt om, hvilken myndighed der udøver amtsrådets

beføjelser i denne kommune. Til § 25.

Om baggrunden for den foreslåede ændring af § 46, stk. 9, i

naturfredningsloven henvises til bemærkningerne til § 16.

Ingen

Nr LSF 37

Forslag til Lov om kystbeskyttelse.

Fremsat af trafikministeren (Frode Nør Christensen)

den 28. oktober 1987

Vedtaget ved tredjebehandling den 16. februar 1988

LOV nr 108 af 05/03/1988