1987 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (OPHÆVELSE AF PRIVATFORBRUGSBESKATNINGEN)
Statutory Text (4 Articles)
§ 28 ophæves.
BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET
Lov nr. 509 af 2. oktober 1974 indførte med virkning fra indkomståret
1975 en ny § 28 i ligningsloven om, at visse selvstændigt
næringsdrivende - i praksis især nyetablerede landmænd og andre,
der har det svært - skal indkomstbeskattes på grundlag af deres
privatforbrug i situationer, hvor deres skatteindtægt opgjort på
normal vis ligger på mindre beløb. Reglen er uadministrerbar og
sætter på en aldeles urimelig måde skel mellem skatteyderne,
bl.a. til skade for personer med forsørgerpligter. Loven
gennemførtes da også på trods af en enstemmig modstand fra
sagkundskaben, jf. bl.a. betænkning af 28. august 1974 fra det af
finansministeren den 24. maj 1974 nedsatte udvalg om nulindtægters
beskatning.
Forslaget blev vedtaget i en sen nattetime efter århundredets mest
folketingsdramatiske dag (20. september 1974) med stemmer fra
Socialdemokraterne, de fleste radikale (minus Per Gudme og Dagmar
Andreasen), Centrum-Demokraterne, Danmarks Kommunistiske Parti,
Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti.
Flertallet havde ganske klart en helt anden konjunkturbedømmelse end
den, der viste sig at blive den korrekte.
Fremskridtspartiet foreslog - ved L 38 af 17. oktober 1975 - at
ophæve reglen, før den trådte i kraft, men folketingsflertallet
ville ikke afstå fra at indlade sig på nydannelseseksperimentet
fra septembernatten , jf. nærmere Folketingstidende
1975-76, forhandlingerne spalte 1631-1654, 3296-3309 og 3625-3630
samt tillæg A sp. 989-990 og B 159-160.
Fremskridtspartiet afprøvede ved L 182 af 16. april 1982, jf.
Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A spalte 4473 og
forhandlingerne spalte 7318, om folketingsflertallet var modnet
til at indse reglens uforstandighed. Også denne gang forgæves.
Efter forløbet af yderligere over fem år prøver partiet så ved
nærværende lovforslag igen og håber, at tredje gang bliver lykkens
gang.
Siden 1974 er reglen ændret tre gange: ved lov nr. 266 af 8. juni
1978, ved lov nr. 228 af 26. maj 1982 og ved lov nr. 361 af 10.
juni 1987. Efter foretagelsen af disse tekniske småændringer har
reglen følgende indhold
»§ 28. Hvis en person, som er skattepligtig efter kildeskattelovens §
1, har foretaget skattemæssig afskrivning, henlæggelse til
investeringsfond eller beløbsmæssigt har forøget sin nedskrivning
på varelagre i forhold til det foregående år og den
skattepligtige indkomst er mindre end det beløb, som det
ligningsmæssigt opgjorte privatforbrug udgør, ansættes den
skattepligtige indkomst til dette beløb, jf. dog stk. 4.
Forhøjelsen af indkomsten skal dog ikke kunne overstige de samlede
afskrivnings-, nedskrivnings- og henlæggelsesbeløb.
Stk. 2. For personer, der anvender virksomhedsordningen, finder stk.
1 dog kun anvendelse på afskrivninger m.v. på aktiver omfattet af
virksomhedsordningen i indkomstår, hvor der sker modregning af
underskud efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 2-3.
Stk. 3. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter de nærmere
regler for opgørelsen af privatforbruget.
Stk. 4. De skattemæssige afskrivninger i stk. 1 omfatter ikke
afskrivninger, der er bundet til det enkelte år, og som fortabes,
hvis de ikke foretages i det pågældende år. I øvrigt kan
begrænsningen af afskrivning på driftsmidler kun ske inden for den
del af afskrivningen, der overstiger 10 pct. af saldoværdien, og
begrænsningen af afskrivning på bygninger og særlige
installationer i bygninger kun inden for den del, der overstiger 2
pct. af anskaffelsessummens kontantværdi pristalsreguleret efter
bestemmelsen i § 19 A, stk. 2, i lov om skattemæssige
afskrivninger m.v.
Stk. 5. Begrænsning af afskrivninger m.v. efter stk. 1 skal dog kun
ske, hvis privatforbruget overstiger 121.600 kr. Den nævnte
beløbsgrænse reguleres efter personskattelovens § 20.
Stk. 6. En skattepligtig, hvis skattepligtige indkomst er forhøjet
efter reglerne i stk. 1, fortaber ikke derved de pågældende
afskrivninger m.m., idet disse betragtes som ikke foretaget.«
I brev af 25. marts 1982 til Skatte- og Afgiftsudvalget oversatte
skatteministeren den daværende lovtekst til følgende, noget mere
forståelige sprog
»Den selvangivne indkomst skal forhøjes, når følgende betingelser er
opfyldt
- der skal være tale om en fuldt skattepligtig person,
- der skal være foretaget skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger
på varelagre, som beløbsmæssigt er større end året før, eller
henlæggelser til investeringsfond,
- privatforbruget skal være større end 76.100 kr. - dette beløb, der
reguleres efter udskrivningslovens § 4, udgør for 1982 82.500 kr.
- og
- privatforbruget skal være større end den skattepligtige indkomst,
der er selvangivet.
Forhøjelsen af den selvangivne indkomst sker ved, at de pågældende
afskrivninger m.v. begrænses så meget, at indkomsten kommer op på
et beløb, der svarer til privatforbruget. Forhøjelse af den
selvangivne indkomst efter § 28 kan dog ikke overstige de samlede
afskrivnings-, nedskrivnings- og henlæggelsesbeløb.
Afskrivninger, som er bundet til det enkelte år, og som fortabes,
hvis de ikke foretages i det pågældende år, kan dog ikke
begrænses. Derudover kan afskrivninger kun begrænses inden for den
del af afskrivningen, der for driftsmidler overstiger 10 pct. af
saldoværdien, og som for bygninger og særlige installationer i
disse overstiger 2 pct. af anskaffelsessummen.
Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst efter § 28 betyder ikke,
at den skattepligtige fortaber de pågældende afskrivninger m.v.
Der sker blot en udsættelse af afskrivningerne m.v., således at de
fremtidige afskrivningsmuligheder forøges tilsvarende.«
I samme brev har skatteministeren oplyst, at skattevæsenet ikke har
andet stof om reglens benyttelse end resultatet af en enquete, der
blev foranstaltet vedrørende årene 1975 og 1976. Dette resultat
optryktes som bilag til L 182 af 16. april 1982.
Mens skattevæsenet altså er ret uvidende om, hvordan ordningen
fungerer, kan Fremskridtspartiet fastslå, at reglen nu har virket
elendigt og vilkårligt gennem de sidste 12 år. I samme periode har
Folketinget totalt ødelagt erhvervslivets forhold. Herefter må
selv de, der i den dramatiske septemberperiode i 1974 stemte for
forslaget, indse, at forudsætningerne herfor totalt har svigtet,
og at det eneste rigtige derfor nu er at befri den i forvejen alt
for komplicerede danske skattelovgivning også for denne gevækst,
som i sine praktiske virkninger først og fremmest føjer
skattevæsenets spot til den skade, hvormed den forfejlede
rentepolitik har ramt landbrug og mindre bygningshåndværkere.
Når firkløverpropagandister påstår, at rentepolitikken er blevet mere
skånsom i de senere år, overser de ganske, at
udlandskonjunkturerne har standset inflationen, og at den reelle
rente derfor fortsat ligger på et alt for højt, rekordagtigt
niveau.
Typisk vil den, der rammes af gældende § 28, være en nyetableret, som
må bruge sine beskedne pengemidler til at betale
ikkefradragsberettigede afdrag på etableringsgæld, og som følgelig
ikke har penge tilovers til tillige at betale en skat, der ofte
bliver på flere hundrede procent af hans skatteindtægt.
I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten
(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september
1986, som ændret ved lov nr. 361 af 10. juni 1987, foretages
følgende ændring
Ingen
Nr LSF 34
Forslag til Lov om ændring af ligningsloven (Ophævelse af privatforbrugsbeskatningen)
Fremsat af Glistrup (FP) Dohrmann (FP) Annette Just (FP) Pia Kjærsgaard (FP)
den 27. oktober 1987