1987 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (OPHÆVELSE AF PRIVATFORBRUGSBESKATNINGEN)

§ 28 ophæves.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

Lov nr. 509 af 2. oktober 1974 indførte med virkning fra indkomståret

1975 en ny § 28 i ligningsloven om, at visse selvstændigt

næringsdrivende - i praksis især nyetablerede landmænd og andre,

der har det svært - skal indkomstbeskattes på grundlag af deres

privatforbrug i situationer, hvor deres skatteindtægt opgjort på

normal vis ligger på mindre beløb. Reglen er uadministrerbar og

sætter på en aldeles urimelig måde skel mellem skatteyderne,

bl.a. til skade for personer med forsørgerpligter. Loven

gennemførtes da også på trods af en enstemmig modstand fra

sagkundskaben, jf. bl.a. betænkning af 28. august 1974 fra det af

finansministeren den 24. maj 1974 nedsatte udvalg om nulindtægters

beskatning.

Forslaget blev vedtaget i en sen nattetime efter århundredets mest

folketingsdramatiske dag (20. september 1974) med stemmer fra

Socialdemokraterne, de fleste radikale (minus Per Gudme og Dagmar

Andreasen), Centrum-Demokraterne, Danmarks Kommunistiske Parti,

Socialistisk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti.

Flertallet havde ganske klart en helt anden konjunkturbedømmelse end

den, der viste sig at blive den korrekte.

Fremskridtspartiet foreslog - ved L 38 af 17. oktober 1975 - at

ophæve reglen, før den trådte i kraft, men folketingsflertallet

ville ikke afstå fra at indlade sig på nydannelseseksperimentet

fra septembernatten , jf. nærmere Folketingstidende

1975-76, forhandlingerne spalte 1631-1654, 3296-3309 og 3625-3630

samt tillæg A sp. 989-990 og B 159-160.

Fremskridtspartiet afprøvede ved L 182 af 16. april 1982, jf.

Folketingstidende 1981-82 (2. samling), tillæg A spalte 4473 og

forhandlingerne spalte 7318, om folketingsflertallet var modnet

til at indse reglens uforstandighed. Også denne gang forgæves.

Efter forløbet af yderligere over fem år prøver partiet så ved

nærværende lovforslag igen og håber, at tredje gang bliver lykkens

gang.

Siden 1974 er reglen ændret tre gange: ved lov nr. 266 af 8. juni

1978, ved lov nr. 228 af 26. maj 1982 og ved lov nr. 361 af 10.

juni 1987. Efter foretagelsen af disse tekniske småændringer har

reglen følgende indhold

»§ 28. Hvis en person, som er skattepligtig efter kildeskattelovens §

1, har foretaget skattemæssig afskrivning, henlæggelse til

investeringsfond eller beløbsmæssigt har forøget sin nedskrivning

på varelagre i forhold til det foregående år og den

skattepligtige indkomst er mindre end det beløb, som det

ligningsmæssigt opgjorte privatforbrug udgør, ansættes den

skattepligtige indkomst til dette beløb, jf. dog stk. 4.

Forhøjelsen af indkomsten skal dog ikke kunne overstige de samlede

afskrivnings-, nedskrivnings- og henlæggelsesbeløb.

Stk. 2. For personer, der anvender virksomhedsordningen, finder stk.

1 dog kun anvendelse på afskrivninger m.v. på aktiver omfattet af

virksomhedsordningen i indkomstår, hvor der sker modregning af

underskud efter virksomhedsskattelovens § 13, stk. 2-3.

Stk. 3. Ministeren for skatter og afgifter fastsætter de nærmere

regler for opgørelsen af privatforbruget.

Stk. 4. De skattemæssige afskrivninger i stk. 1 omfatter ikke

afskrivninger, der er bundet til det enkelte år, og som fortabes,

hvis de ikke foretages i det pågældende år. I øvrigt kan

begrænsningen af afskrivning på driftsmidler kun ske inden for den

del af afskrivningen, der overstiger 10 pct. af saldoværdien, og

begrænsningen af afskrivning på bygninger og særlige

installationer i bygninger kun inden for den del, der overstiger 2

pct. af anskaffelsessummens kontantværdi pristalsreguleret efter

bestemmelsen i § 19 A, stk. 2, i lov om skattemæssige

afskrivninger m.v.

Stk. 5. Begrænsning af afskrivninger m.v. efter stk. 1 skal dog kun

ske, hvis privatforbruget overstiger 121.600 kr. Den nævnte

beløbsgrænse reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 6. En skattepligtig, hvis skattepligtige indkomst er forhøjet

efter reglerne i stk. 1, fortaber ikke derved de pågældende

afskrivninger m.m., idet disse betragtes som ikke foretaget.«

I brev af 25. marts 1982 til Skatte- og Afgiftsudvalget oversatte

skatteministeren den daværende lovtekst til følgende, noget mere

forståelige sprog

»Den selvangivne indkomst skal forhøjes, når følgende betingelser er

opfyldt

- der skal være tale om en fuldt skattepligtig person,

- der skal være foretaget skattemæssige afskrivninger, nedskrivninger

på varelagre, som beløbsmæssigt er større end året før, eller

henlæggelser til investeringsfond,

- privatforbruget skal være større end 76.100 kr. - dette beløb, der

reguleres efter udskrivningslovens § 4, udgør for 1982 82.500 kr.

- og

- privatforbruget skal være større end den skattepligtige indkomst,

der er selvangivet.

Forhøjelsen af den selvangivne indkomst sker ved, at de pågældende

afskrivninger m.v. begrænses så meget, at indkomsten kommer op på

et beløb, der svarer til privatforbruget. Forhøjelse af den

selvangivne indkomst efter § 28 kan dog ikke overstige de samlede

afskrivnings-, nedskrivnings- og henlæggelsesbeløb.

Afskrivninger, som er bundet til det enkelte år, og som fortabes,

hvis de ikke foretages i det pågældende år, kan dog ikke

begrænses. Derudover kan afskrivninger kun begrænses inden for den

del af afskrivningen, der for driftsmidler overstiger 10 pct. af

saldoværdien, og som for bygninger og særlige installationer i

disse overstiger 2 pct. af anskaffelsessummen.

Forhøjelsen af den skattepligtige indkomst efter § 28 betyder ikke,

at den skattepligtige fortaber de pågældende afskrivninger m.v.

Der sker blot en udsættelse af afskrivningerne m.v., således at de

fremtidige afskrivningsmuligheder forøges tilsvarende.«

I samme brev har skatteministeren oplyst, at skattevæsenet ikke har

andet stof om reglens benyttelse end resultatet af en enquete, der

blev foranstaltet vedrørende årene 1975 og 1976. Dette resultat

optryktes som bilag til L 182 af 16. april 1982.

Mens skattevæsenet altså er ret uvidende om, hvordan ordningen

fungerer, kan Fremskridtspartiet fastslå, at reglen nu har virket

elendigt og vilkårligt gennem de sidste 12 år. I samme periode har

Folketinget totalt ødelagt erhvervslivets forhold. Herefter må

selv de, der i den dramatiske septemberperiode i 1974 stemte for

forslaget, indse, at forudsætningerne herfor totalt har svigtet,

og at det eneste rigtige derfor nu er at befri den i forvejen alt

for komplicerede danske skattelovgivning også for denne gevækst,

som i sine praktiske virkninger først og fremmest føjer

skattevæsenets spot til den skade, hvormed den forfejlede

rentepolitik har ramt landbrug og mindre bygningshåndværkere.

Når firkløverpropagandister påstår, at rentepolitikken er blevet mere

skånsom i de senere år, overser de ganske, at

udlandskonjunkturerne har standset inflationen, og at den reelle

rente derfor fortsat ligger på et alt for højt, rekordagtigt

niveau.

Typisk vil den, der rammes af gældende § 28, være en nyetableret, som

må bruge sine beskedne pengemidler til at betale

ikkefradragsberettigede afdrag på etableringsgæld, og som følgelig

ikke har penge tilovers til tillige at betale en skat, der ofte

bliver på flere hundrede procent af hans skatteindtægt.

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten

(ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 22. september

1986, som ændret ved lov nr. 361 af 10. juni 1987, foretages

følgende ændring

Ingen

Nr LSF 34

Forslag til Lov om ændring af ligningsloven (Ophævelse af privatforbrugsbeskatningen)

Fremsat af Glistrup (FP) Dohrmann (FP) Annette Just (FP) Pia Kjærsgaard (FP)

den 27. oktober 1987