1987 LSF 32 FORSLAG TIL LOV OM HELÅRSBEBOELSESRET

Ingen offentlig myndighed kan hindre en person i at bo i et hus, blot

fordi beboelsen foregår på andre dage af året end tilladt i

offentligretlige forskrifter.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Rundt om i landets sommerhuskommuner udkæmpes som bekendt store

fejder mellem kommunalforvaltningerne og familier, der ønsker at

overnatte i deres sommerhus i dele af vinterhalvåret eller

eventuelt permanent.

I den strid står Fremskridtspartiet hundrede procent på den enkelte

borgers side. Forslagsstillerne finder det afskyeligt, at loven

(særlig § 7 a i lov om sommerhuse og campering m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 357 af 15. juli 1985) er indrettet sådan, at

myndighederne kan gribe ind, når en ejer af en ejendom selv ønsker

at overnatte og bo i sin egen ejendom eller overlader til andre at

bo der.

Ud over en aldeles uholdbar henvisning til, at det er myndighedernes

opgave at opretholde orden inden for privatområdet, plejer

kommunerne at forsvare sig med, at det offentlige ikke har råd til

at betale for kloakering, vejasfalt og -belysning,

postudbringning, renovation, offentlige transportmidler,

snerydning, forsyninger af elektricitet, varme, vand, gas osv.,

som måtte følge af, at sommerhuse benyttes til helårsbeboelser.

Heller ikke det argument er imidlertid fem flade øre værd.

Selvfølgelig må ejerne af de pågældende huse affinde sig med de

faciliteter, der nu engang er tilgængelige i området, og

selvfølgelig må de som alle andre overholde forureningslovgivning

m.v. Vil de ikke det, kan de lade være med at overnatte i huset.

Men hvis de uanset det nævnte forhold ønsker at bo i deres egne

ejendomme (og/eller lade andre bo der), bør de ikke tildænges med

noget som helst yderligere overformynderi fra den offentlige

administration. Også her må gælde, at den enkelte skal have lov

til at gøre på sin ejendom, hvad der passer ham, når det ikke

mærkbart generer andre.

Selvfølgelig kan det i sådanne sommerhuse - som alle andre steder -

tænkes, at børn bliver vanrøgtet, og så må selvsagt de almindelige

regler i den til enhver tid gældende børneværnslovgivning komme

ind i billedet.

Dernæst kommer de mørkemænd og mørkedamer, der er rædselsslagne over

at overlade noget for dem uoverskueligt til det enkelte menneskes

frihed, med argumenter om, at man sprænger kommunens

skolestruktur. Skolernes elevkapacitet må imidlertid indrette sig

efter, hvor børnefamilierne bosætter sig, og ikke omvendt.

I debatten er det videre blevet hævdet, at folk sandelig ikke må bo

deer, hvor ambulancer og brandbiler kun vanskeligt kan komme frem.

Denne »omsorg« - der tilsyneladende kun gælder vinterhalvåret -

hviler på en bedrevidende pylrementalitet, som helt må forkastes

over for, at den enkelte skal have lov til at udsætte sig for den

fare ikke på sekunder at kunne blive hjulpet af

udrykningskøretøjer i påkommende tilfælde, hvis han selv

frivilligt efter egen vurdering anser fordelene ved

sommerhus-vinterophold for større.

Dernæst er det til støtte for, at kommunen skal have hånd i hanke

med, hvem der bor i sommerhusområder m.v., hævdet, at kommunerne

kan komme ud for urimeligt store sociale udgifter. Fejlen her er

imidlertid den måde, som vi i Danmark har valgt at finansiere

socialbudgettet på, sådan at fattige kommuner med svagt

skattegrundlag pålægges for store byrder. Problemet må derfor

løses ved en byrdefordelingsreform som flere gange foreslået af

Fremskridtspartiet.

Når man videre har hævdet, at det offentlige ville opvurdere

sommerhuse, hvis de kunne benyttes hele året og derved gøre dem

dyrere i skat, er det imidlertid heller ikke noget, der kan komme

i betragtning over for ønsket om udvidet personlig frihed for

ejeren. Skattereglerne fastsættes af folkevalgte organer og skal

selvsagt tilpasses, hvad disse finder er den rette samlede

skatteudskrivning, og skatten skal fordeles, som Folketing og

kommunale råd finder rigtigt. Derimod skal skattevæsenet ikke

bruges som »Den store Bastian« til at forskrække folk fra at bruge

deres egne ejendomme, som det passer dem.

Ej heller er hensynet til uforstyrret kommunal planlægning nogen

hellig ko. Det er menneskers trivsel og frie

udfoldelsesmuligheder, det gælder om at fremme. Bureaukraternes

tro på, at kommuneplaner, regionplaner osv. skulle udgøre værdier

i sig selv, er aldeles forfejlet. Sandheden er under alle

omstændigheder, at de kæmpeanstrengelser, der har været udfoldet

ved planlægningsdillerne, er ofret aldeles forgæves. Ingen kan

forudse udviklingen, og det er kun urimelige og unødige

selvpinsler at lægge livets udvikling i de spændetrøjer, som

planerne udgør.

Samfundsmæssigt vil lovforslagets vedtagelse selvsagt have den

fordel, at den eksisterende bygningsmasse bliver bedre udnyttet.

Da det offentlige pålagde sommerhusrestriktioner, skyldtes det

også en overvurdering af, hvilken rigdom og velstand Danmark ville

komme til at flyde i - så meget, at man kunne tillade sig at lade

store boligmasser henstå ubeboede halvdelen af året. Nu har de

sørgelige kendsgerninger overbevist os om, at danskerne vågner op

som konen i muddergrøften, og så må vi selvsagt drage den

konsekvens igen at ophæve disse offentligretlige restriktioner.

Under alle omstændigheder bor folk jo også under den nuværende

lovgivning i deres sommerhuse om vinteren. Problemet er blot, om

man skal kriminalisere denne helt almindelige adfærd eller

indrette loven efter de faktiske folhold. Ved valget mellem disse

to muligheder foretrækker forslagsstillerne den sidstnævnte.

Nu findes der jo også sommerhusrestriktioner, som er begrundet i

private aftaler (servitutter). I det omfang noget sådant

eksisterer, påvirkes det ikke af nærværende lovforslag, som jo

alene drejer sig om »offentligretlige forskrifter«.

Lovforslaget er en genfremsættelse af L 151 af 28. februar 1980

(Folketingstidende 1979-80 (2. samling), forhandlingerne sp. 5940

og 8909 og tillæg A sp. 3757) og L 48 af 28. oktober 1982

(Folketingstidende 1982-83, tillæg A sp. 919, forhandlingerne sp.

2247, 10994 og 11281 samt tillæg B sp. 1021).

Da det i praksis nok især bliver ældre mennesker, som vil få glæde af

forslaget, kan det opfattes som en brik i Fremskridtspartiets

pensionistpolitik.

Ingen

Nr LSF 32

Forslag til Lov om helårsbeboelsesret

Fremsat af Glistrup (FP) Pia Dahl (FP) Kirsten Madsen (FP) Poulsgaard (FP)

den 27. oktober 1987