1987 LSF 18 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (DØRLUKNING OG ADVOKATBISTAND TIL DEN FORURETTEDE)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og

nr. 386 af 10. juni 1987, foretages følgende ændringer

1. I § 29 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke

»Stk. 6. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1988.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har navnlig til formål at styrke den forurettedes

stilling i voldssager ved at indføre en adgang til at kunne

beskikke en advokat for ofre for voldsforbrydelser. Den beskikkede

advokat skal bistå den forurettede med at opgøre et eventuelt

erstatningskrav og skal endvidere yde den pågældende en bistand af

mere almen karakter under efterforskningen og under en eventuel

senere behandling af sagen i retten. Udgifterne til salær m.v. til

den beskikkede advokat skal afholdes af det offentlige.

Endvidere foreslås en udvidelse af den gældende ordning med

advokatbeskikkelse i voldtægtssager, således at der bliver en

adgang til at beskikke en advokat for den forurettede ikke blot i

voldtægtssager, men ved alle sædelighedsforbrydelser.

Endelig foreslås, at den forurettede i voldtægtssager skal kunne

bestemme, at dørene skal lukkes, når den pågældende afgiver

forklaring i retten.

Lovforslaget bygger på flertalsindstillingen i betænkning nr. 1102/

1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager.

Betænkningen er afgivet af et udvalg, der blev nedsat af

Justitsministeriet i 1983 på baggrund af en henvendelse fra

Ligestillingsrådet, Danske Kvinders Nationalråd og Dansk

Kvindesamfund. Udvalget har haft 17 medlemmer med repræsentanter

for bl.a. politiet, anklagemyndigheden, domstolene, advokaterne og

kvindeorganisationerne. I betænkningen foretages en udførlig

gennemgang af de gældende regler vedrørende retsstillingen for

ofre for sædeligheds- og voldsforbrydelser, og udvalget gennemgår

på den baggrund forskellige muligheder for at styrke de

forurettedes stilling i disse sager gennem nye lovregler,

administrative forskrifter og vejledninger samt lægelig og

psykologisk bistand m.v. til disse ofre.

I det følgende gives der en gennemgang af de foreslåede nye regler på

baggrund af udvalgets overvejelser i betænkningen. I den

forbindelse omtales de lovforslag, der fremsættes af et mindretal

på 5 af udvalgets 17 medlemmer (repræsentanterne for

Ligestillingsrådet og kvindeorganisationerne). Endvidere omtales

de øvrige forslag og overvejelser, der er indeholdt i

betænkningen.

2. Advokatbeskikkelse

2.1. Voldssager

Efter retsplejelovens § 995 a kan retten beskikke en advokat for den

forurettede i en straffesag, når det skønnes nødvendigt, at den

pågældende har advokatbistand ved opgørelsen af et

erstatningskrav. Det er endvidere en forudsætning, at den

pågældende opfylder de økonomiske betingelser for at opnå fri

proces.

I bemærkningerne til bestemmelsen i § 995 a er det anført, at behov

for advokatbistand normalt kun vil opstå ved større

erstatningssager, f.eks. ved invaliditet eller tab af forsørger.

Udvalget anfører (betænkningen side 149 og 157 ff), at

advokatbeskikkelse efter retsplejelovens § 995 a kun sjældent

finder sted. Dette skyldes efter udvalgets opfattelse ikke

manglende behov, men formentlig navnlig, at forurettede ikke eller

først sent får kendskab til muligheden for at opnå advokatbistand.

På denne baggrund har udvalget overvejet, om der bør indføres en

videre adgang for forurettede til at opnå advokatbistand for det

offentliges regning i sager om voldskriminalitet, end den gældende

retsplejelovs § 995 a åbner mulighed for.

Udvalget har i denne forbindelse peget på, at det af praktiske og

psykologiske grunde er væsentligt for den forurettede i en

voldssag, at erstatningsafgørelsen og udbetalingen af erstatningen

ikke trækker for længe ud. Dette hensyn tilgodeses bedst, hvis

retten tager stilling til erstatningskravet i forbindelse med

domsforhandlingen i straffesagen.

Efter udvalgets erfaringer må den forurettedes krav på erstatning

imidlertid ofte udskydes til civilt søgsmål (eller afgørelse i

erstatningsnævnet) i medfør af retsplejelovens § 992, stk. 1, på

grund af ufuldstændige oplysninger, typisk manglende dokumentation

for udgifter. Sådanne udsættelser vil i et vist omfang kunne

undgås, hvis forurettede får adgang til advokatbistand.

Også i andre henseender kan forurettede i en voldssag efter udvalgets

opfattelse have behov for bistand af en advokat. Det kan således

for nogle forurettede være af stor betydning at blive forberedt på

afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med

mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden tiltaltes

tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller

referatforbud/navneforbud.

I sager, hvor der er tale om vold i ægteskab eller samlivsforhold,

såkaldt »hustruvold«, vil der endvidere ofte på samme måde som i

voldtægtssager - se nedenfor under pkt. 2.2 - blive tale om

afhøring om intime forhold, hvortil kommer, at der sjældent er

andre vidner end den forurettede. I disse tilfælde vil der efter

udvalgets opfattelse være et særligt behov for advokatbistand til

den forurettede, som bl.a. på grund af økonomiske forhold og/eller

hensynet til mindreårige børn meget ofte vil være i et sådant

afhængighedsforhold til manden, at hun ikke uden kraftig støtte

udefra magter at fremsætte og fastholde forklaringer, der

indeholder alvorlige beskyldninger mod ham.

Af de anførte grunde foreslår udvalget, at der indføres en adgang til

advokatbeskikkelse for den forurettede i voldssager. Beskikkelsen

skal kunne ske på et tidligere tidspunkt og med flere opgaver end

de advokatbeskikkelser, der kan foretages efter retsplejelovens §

995 a. Udvalget finder endvidere, at de forurettede udtrykkeligt

skal gøres opmærksom på muligheden for at få beskikket advokat, og

advokatens rettigheder bør være de samme som ved voldtægtssager

m.v., jf. retsplejelovens § 741 b og §741 c og nedenfor under pkt.

2.3.

Efter udvalgets opfattelse er det ikke muligt generelt at udpege en

gruppe af voldssager, hvor beskikkelse altid bør ske. Det bør

derfor overlades til retten at foretage en konkret vurdering af

forurettedes behov, også under hensyntagen til adgangen til

advokathjælp i medfør af retshjælpsordninger eller retsplejelovens

kapitel 10.2.).

Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale en ændring af § 741

c, således at der straks fra sagens start, dvs. fra

anmeldelsestidspunktet, skulle bestå en ret for bistandsadvokaten

til at gøre sig bekendt med alt materiale i sagen. Disse medlemmer

anser det på den ene side for tvivlsomt, om bevisforvanskning i

noget større omgang med rette kan frygtes at forekomme, men finder

på den anden side ikke at kunne udelukke, at der er en generel

risiko herfor. Det er flertallets vurdering, at alene muligheden

herfor vil kunne have en ødelæggende indflydelse på sagen - set ud

fra anklagemyndighedens og forurettedes synsvinkel - idet

forsvareren i forskellige sammenhænge vil kunne påberåbe sig, at

den forurettedes kendskab til tiltaltes forklaring gør værdien af

forurettedes forklaring tvivlsom. Flertallet peger endvidere på,

at det for sagens videre forløb er af helt afgørende betydning, at

politiafhøringen af forurettede kan afsluttes, uden at hun kender

sigtedes forklaring. Hertil kommer, at der kan være et

diskretionshensyn at tage til andre vidner, der har afgivet

forklaring til politiet. Flertallet stiller sig tvivlende overfor,

om bistandsadvokaten vil være tjent med at få oplysninger, der

ikke må videregives til klienten, og betvivler endvidere, at

bistandsadvokaten ved først at opnå fuld aktindsigt ved

tiltalerejsningen skulle være afskåret fra at yde den fornødne

bistand.

Justitsministeriet er enig i, at der ikke bør gennemføres ændrede

regler vedrørende aktindsigt som foreslået af mindretallet, og

lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse hermed.

3. Dørlukning m.v.

3.1. I overensstemmelse med grundlovens § 65, hvorefter der i

retsplejen i videst muligt omfang skal gennemføres offentlighed,

er det i retsplejelovens § 29, stk. 1, fastsat, at retsmøder er

offentlige.

Det fremhæves af udvalget, at hovedhensynet bag reglen om

offentlighed i retsplejen må antages at være ønsket om, at

offentlighedens, herunder pressens adgang til at overvære sagerne

skal sikre sigtede eller tiltalte en fair behandling i retten.

Heroverfor står hensynet til den forurettede, som i visse tilfælde

kan begrunde større eller mindre indskrænkninger i adgangen til at

overvære en sag. Dette giver sig også udslag i retsplejeloven, som

indeholder forskellige undtagelser til hovedreglen om

offentlighed. I henhold til retsplejelovens § 29, stk. 4, nr. 1,

kan retten således i straffesager beslutte, at dørene skal lukkes,

når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at nogen

ellers vil blive tilføjet »en ufornøden krænkelse«.

En beslutning om dørlukning betyder, at der samtidig er

referatforbud, idet offentlig gengivelse af, hvad der er sket i et

lukket retsmøde, i medfør af retsplejelovens § 31, stk. 2, er

forbudt.

Dørlukning er derfor et mere indgribende skridt end referatforbud, og

i overensstemmelse hermed er det i retsplejelovens § 29, stk. 5,

fastsat, at det bør iagttages, at der ikke træffes beslutning om

dørlukning, hvor det skønnes tilstrækkeligt med et referatforbud.

Rigsadvokaten har i meddelelse 2/1977 fra februar 1977 instrueret

politi og anklagemyndighed om, at anklageren i sager om alvorlig

seksualkriminalitet over for retten under det første retsmøde i

sagen og påny ved domsforhandlingens begyndelse skal rejse

spørgsmålet om dørlukning og referatforbud af hensyn til

forurettede, når der er grundlag herfor.

Det er udvalgsmedlemmernes erfaring (betænkningen side 66), at en

begæring fra den forurettede i en voldtægtssag om dørlukning for

så vidt angår hendes egen forklaring i praksis i almindelighed

imødekommes. Under den øvrige del af domsforhandlingen forekommer

der derimod ikke at være nogen fast praksis for dørlukning af

hensyn til forurettede. Heller ikke for så vidt angår

referatforbud af hensyn til forurettede, er der efter udvalgets

erfaring nogen fast praksis med hensyn til, om begæring fremsættes

og imødekommes.

Udvalget har overvejet (betænkningen side 82-84), om forurettede bør

have krav på dørlukning, når hun selv skal afgive forklaring.

Fordelen ved en sådan regel er efter udvalgets opfattelse, at

forurettede på forhånd kan være sikker på, at hun ikke udsættes

for at skulle afgive forklaring i retten om intime forhold under

tilstedeværelse af helt uvedkommende tilhørere. Denne vished burde

efter udvalgets mening medføre, at forurettede vil være fri for at

bekymre sig herom i forbindelse med overvejelsen af, om hun skal

indgive anmeldelse, forudsat selvfølgelig, at hun er bekendt med

denne ret eller gøres bekendt hermed.

Udvalget finder på denne baggrund, at hensynet til offentligheden,

herunder pressen (og dermed til tiltaltes retssikkerhed), bør vige

over for hensynet til forurettede i de sager, som er opregnet i

retsplejelovens § 741 a, stk. 1, på grund af disse sagers

specielle karakter (voldtægt, blodskam m.v.).

Udvalget foreslår derfor en ny bestemmelse i retsplejelovens § 29,

stk. 6, hvorved forurettede får en ubetinget ret til at kræve

dørlukning under sin egen forklaring. I de tilfælde, hvor

forurettede ikke begærer dørlukning, bør retsformanden efter

udvalgets opfattelse rejse spørgsmålet.

Justitsministeriet kan på baggrund af de af udvalget fremhævede

særlige - herunder psykologiske hensyn til forurettede i denne

afgrænsede sagsgruppe tiltræde udvalgets forslag, selv om dette

indebærer en fravigelse fra det almindelige princip om, at det er

retten, som leder processen under hensyntagen til alle involverede

parters retssikkerhed.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 1.

3.2. Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 848, stk. 1, kan

retsformanden bestemme, at tiltalte skal forlade retssalen, mens

et vidne eller en medtiltalt afhøres. Beslutningen forudsætter, at

»særegne grunde« taler for, at en uforbeholden forklaring ellers

ikke kan opnås.

En sigtet eller tiltalt, som ikke har overværet en forklaring, vil

efterfølgende blive gjort bekendt med denne og den afhørtes

identitet, jf. retsplejelovens § 848, stk. 2, som ændret ved lov

nr. 321 af 4. juni 1986.

Betingelserne for afhøring uden den tiltaltes tilstedeværelse vil

ofte være opfyldt i grove sædelighedssager, idet forurettede ofte

vil være så hæmmet ved at skulle afgive forklaring i tiltaltes

tilstedeværelse, at forklaringen kan blive ufuldstændig eller

urigtig. Efter udvalgsmedlemmernes erfaring imødekommes

forurettedes begæring således ofte.

Udvalget har derfor overvejet (betænkningen side 87-90), om

forurettede i lighed med reglen om dørlukning bør have et

egentligt krav på at kunne bestemme, at tiltalte ikke skal være

til stede i retssalen, mens forurettede afgiver forklaring.

Udvalgets flertal finder, at det almindelige princip om, at den

tiltalte i en straffesag har ret til at være til stede under den

retlige behandling, er så væsentligt, at undtagelse herfra kun bør

besluttes af retten efter en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Da gældende praksis ikke synes at have givet anledning til væsentlige

problemer for de forurettede, og det ikke er sandsynligt, at noget

nævneværdigt antal tilfælde af voldtægt m.v. ikke anmeldes med den

begrundelse, at forurettede ønsker at være sikker på at kunne

afhøres uden tiltaltes tilstedeværelse, foreslår udvalgets

flertal, at der ikke sker ændringer på dette punkt.

To medlemmer, der hører til udvalgsflertallet, fremhæver i denne

forbindelse, at allerede den nuværende meget hyppige udnyttelse af

hjemlen i retsplejelovens § 848, stk. 2, frembyder væsentlige

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Disse medlemmer mener

derfor, at retsplejelovens § 848, stk. 2, bør fortolkes således,

at betingelsen om, at der skal foreligge »særegne grunde«, får et

reelt indhold. Selv i grove sædelighedssager kan betingelsen efter

disse medlemmers opfattelse ikke antages generelt at være opfyldt.

Udvalgets mindretal finder, at de samme hensyn, som er fremhævet i

forbindelse med forslaget om dørlukning, på afgørende måde også

gør sig gældende for så vidt angår spørgsmålet om forurettedes

adgang til at afhøres uden tiltaltes tilstedeværelse. Som

konsekvens heraf foreslår mindretallet, at retsplejelovens § 848,

stk. 2, ændres, således at forurettede, såfremt begæring herom

fremsættes, får krav på afhøring uden tiltaltes tilstedeværelse.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de særlige forhold omkring

voldtægtssager ikke kan begrunde en fravigelse af almindelige

retsplejemæssige principper som foreslået af mindretallet. I den

forbindelse må det fremhæves, at spørgsmålet om dørlukning og

spørgsmålet om afhøring af den forurettede uden tiltaltes

tilstedeværelse ikke kan sammenlignes, idet de modstående hensyn i

det sidstnævnte tilfælde har en langt mere væsentlig og

fundamental retssikkerhedsmæssig karakter, således at dette

spørgsmål altid bør afgøres af retten og ikke overlades til

forurettede.

4. Polititilhold

De gældende regler om advarsler (»polititilhold«) gennemgås i

betænkningens kapitel 7. Polititilhold udstedes med hjemmel i

straffelovens § 265. Efter denne bestemmelse kan politiet meddele

en person advarsel (forbud) mod at krænke en andens fred ved at

trænge ind på ham, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller

på lignende måde forulempe ham. Overtrædelse af bestemmelsen

straffes med bøde, hæfte eller under skærpende betingelser fængsel

indtil 6 måneder. Det er en forudsætning for strafansvaret, at

politiet har meddelt en advarsel, der i øvrigt har gyldighed i op

til 5 år.

Straffesager efter § 265 rejses i almindelighed kun, såfremt

forurettede anmoder herom, jf. straffelovens § 275, stk. 2.

Sagerne behandles som politisager og kan afgøres med en

bødevedtagelse i retten. Den typiske straf for overtrædelse af §

265 er dagbøder på i alt 1.000 - 2.000 kr. I et mindre antal grove

sager idømmes frihedsstraf fra 10 dages hæfte til 3 måneders

fængsel.

Udvalget har ikke foretaget nogen undersøgelse, der kan belyse

virkningen af polititilhold. Det oplyses dog, at der i 1984 og

1985 blev anmeldt ca. 500 overtrædelser af straffelovens § 265.

Udvalget anser det for utvivlsomt, at polititilhold har virkning

efter sit formål i en række sager.

Udvalget giver udtryk for, at politiet ikke bør være for restriktiv

med at give tilhold, når det begæres af personer, der har været

udsat for voldtægt eller grov vold. Ligeledes er det udvalgets

opfattelse, at meddelelse af polititilhold ikke bør udelukkes af,

at der f.eks. i et ægteskab ikke er indgivet separations- eller

skilsmissebegæring, at samlivet på gerningstidspunktet ikke var

ophævet, eller af, at indklagede har samværsret med børn, der bor

hos klageren. I disse tilfælde bør politiet efter udvalgets

opfattelse begrænse tilholdet til bestemte former for henvendelser

til klageren.

Den orientering, forurettede skal have om muligheden for meddelelse

af tilhold, bør efter udvalgets opfattelse gives dels af politiet,

dels af en eventuel bistandsadvokat samt være omtalt i den

vejledning til voldtægtsofre m.v., der som nævnt ovenfor vil blive

udarbejdet.

Udvalget finder ikke, at der er grundlag for at skærpe straffene for

overtrædelse af § 265, f.eks. således, at der ved

førstegangsovertrædelser idømmes korte ubetingede frihedsstraffe

samt længere straffe i grove tilfælde. Der henvises i den

forbindelse til, at i de fleste sager vil frihedsstraf være en for

hård reaktion, mens der i grovere tilfælde allerede i dag anvendes

frihedsstraf. Udvalget anfører endvidere, at en skærpelse af

strafniveauet ikke kan forventes at have nogen større virkning på

de pågældende personer. Derimod finder udvalget, at visse

gerningsmænd, undertiden netop i relation til denne forbrydelse,

kan udvise en så psykisk påfaldende adfærd, at der bør idømmes en

behandlingsdom.

En ændring af straffelovens § 265 kunne efter udvalgets opfattelse i

givet fald ske ved, at man fjerner kravet om en forudgående

advarsel som strafbarhedsbetingelse. Som begrundelse herfor kan

anføres, at det kan opfattes som en ekstra belastning for

forurettede først at skulle argumenter for, at tilholdet gives, og

derefter at skulle vente på behandlingen af tilholdssagen,

herunder at politiet får mulighed for at forkynde tilholdet for

den pågældende.

Udvalget finder derfor, at de nævnte ulemper for forurettede samt den

omstændighed, at § 265 er en af de få bestemmelser i

straffeloven, der kræver forudgående advarsel til gerningsmanden,

taler for, at betemmelsen ændres, således at forulempelser bliver

strafbare også uden en sådan advarsel.

Udvalget er på den anden side opmærksom på, at der, såfremt man

fjerner den forudgående advarsel som betingelse for at kunne

straffe, vil kunne opstå problemer med hensyn til den subjektive

tilregnelse (gerningsmandens forsæt). Disse problemer kan i vidt

omfang undgås, hvis der er meddelt advarsel.

Udvalget foreslår på den baggrund ikke en ændring af § 265, men

henstiller, at dette spørgsmål forelægges for Straffelovrådet til

nærmere overvejelse.

Endelig anfører udvalget, at reglerne for politiets behandling af

disse sager bør samles af hensyn til overskueligheden og den

ensartede behandling af sagerne. Det foreslås derfor, at der til

politiet udsendes en cirkulæreskrivelse om polititilhold, og at

der i politiskolens lærebogsmateriale optages en omtale heraf. De

nævnte forskrifter bør således indeholde en beskrivelse af såvel

betingelserne for at give tilhold som den nærmere fremgangsmåde

herved. Det bør fremgå, at politiet efter omstændighederne skal

gøre forurettede opmærksom på muligheden for at meddele tilhold,

ligesom der skal oplyses om adgangen til at kræve skriftlig

begrundelse og til at klage over nægtet tilhold eller nægtet

tiltalerejsning.

Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er

indstillet på at fastsætte nærmere regler for politiets behandling

af sager vedrørende § 265.

Endvidere kan det oplyses, at Justitsministeriet har anmodet

Straffelovrådet om at overveje en eventuel ændring af

straffelovens § 265.

Endelig kan det nævnes, at det er besluttet at iværksætte

forsøgsordninger i en række politikredse om et mere formaliseret

samarbejde mellem politiet og de sociale myndigheder i

tilholdssager, således at der kan tilbydes en aktiv og socialt

orienteret bistand til parterne på et så tidligt tidspunkt som

muligt.

5. Lægelig og psykologisk bistand m.v.

I betænkningens kapitel 8 anbefaler udvalget med forbillede i en

ordning, der for nogle år siden er gennemført i Oslo, at der rundt

omkring i landet på nogle sygehuse - og i hvert fald i København,

Århus, Odense og Ålborg - etableres modtageafdelinger, der kan yde

voldtægtsofre lægelig og psykologisk bistand m.v.

Modtageafdelingerne skal personalemæssigt være tilknyttet en

psykiatrisk modtageklinik eller anden afdeling med ansatte

psykologer m.v. I afdelingen skal både modtages ofre, der har

anmeldt forholdet til politiet, og ofre, der (endnu) ikke har

foretaget anmeldelse. De tekniske, herunder retsmedicinske

undersøgelser skal foretages på afdelingen. Der skal være mulighed

for at tilkalde en advokat, og offeret skal have en indledende

samtale med en psykolog og tilbud om senere kontakt til psykologen

med henblik på krisebehandling.

Udvalget har ikke i øvrigt ment at burde gå ind i nærmere

overvejelser om den praktiske gennemførelse eller om

sygehusvæsenets opgaver i forbindelse med etableringen af sådanne

modtageafdelinger.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der som anbefalet af

udvalget være behov for, at der således som det allerede i dag

findes ved Rigshospitalet - etableres modtageafdelinger eller

lignende foranstaltninger for ofre for voldtægtsforbrydelser.

Hvorvidt sådanne foranstaltninger bør etableres, tages der ikke

stilling til med dette lovforslag. Det er således også på dette

område de myndigheder, som er ansvarlige for sundhedsvæsenet -

herunder amtsrådene og Københavns og Frederiksbergs Kommuner - der

ud fra en prioritering af behov og ressourcer skal tage stilling

til indførelsen af de nævnte foranstaltninger.

6. Andre forslag

I betænkningen (kapitel 3) anbefaler udvalget, at politiet i det

omfang, det er praktisk muligt, ved sædelighedsforbrydelser søger

at efterkomme den forurettedes ønsker om afhøring ved kvindeligt

politipersonale, og at politiet oplyser den forurettede om

mulighederne herfor.

Udvalget finder endvidere, at det for politiets fremtidige

personalepolitik, herunder ved fordelingen af det kvindelige

politipersonale imellem politikredsene, bør være et af målene at

kunne tilbyde de forurettede i disse sager at blive afhørt af en

kvinde.

Rigspolitichefen har i den forbindelse over for Justitsministeriet

oplyst, at de hensyn, der er påpeget af udvalget, allerede i dag

indgår ved fordelingen af det kvindelige politipersonale mellem

kredsene.

Udvalget anbefaler i øvrigt, at undervisningen af politipersonalet i

psykologi, særligt med henblik på afhøring m.v. af personer i

krise, prioriteres højt. Udvalget støtter derfor de igangværende

overvejelser om på politiskolen at etablere et selvstændigt kursus

i psykologi ved siden af den allerede eksisterende undervisning i

faget på 4 uger i forbindelse med uddannelsen til politibetjent.

Rigspolitichefen har hertil oplyst, at det for tiden overvejes,

hvorledes undervisningen omkring de menneskelige og psykologiske

aspekter i forbindelse med kontakten med anmeldere og ofre kan

intensiveres mest muligt.

I betænkningen (kapitel 6 og kapitel 9.2.3. og 9.4.3.) gennemgår

udvalget den gældende retstilstand vedrørende erstatning og

godtgørelse til ofre for voldtægts- og voldsforbrydelser. Udvalget

stiller ikke forslag til lovændringer på dette område.

Udvalget foreslår dog (side 119 og 165), at anklagemyndigheden, når

der indleveres anklageskrift eller retsmødebegæring til retten i

disse sager, hvor der ikke er sket advokatbeskikkelse, skriftligt

underretter den forurettede med opfordring til at tilvejebringe

dokumentation for et eventuelt erstatningskrav.

Det kan i den forbindelse oplyses, at Justitsministeriet er

indstillet på, at der fastsættes sådanne bestemmelser.

7. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget indebærer, at der i alle sædelighedssager - og ikke som

i dag kun i voldtægtssager - bliver en adgang til

advokatbeskikkelse. Endvidere indføres en adgang til

advokatbeskikkelse i voldssager.

Beskikkelsen forudsætter i alle tilfælde en begæring fra den

forurettede eller fra politiet, og ved voldssagerne og de mindre

grove sædelighedssager er det endvidere en betingelse for

advokatbeskikkelse, at retten finder, at forholdene taler herfor.

Vurderingen af, i hvilket omfang der kan forventes beskikket

bistandsadvokater efter lovforslaget, er derfor forbundet med

betydelig usikkerhed. Justitsministeriet skønner imidlertid, at

der vil ske beskikkelse i et sådant antal sager, at de årlige

merudgifter til advokatsalær kan anslås til omkring 5 - 10 mio kr.

Disse merudgifter vil blive modsvaret af en tilsvarende forhøjelse

af Justitsministeriets budgetreguleringskonto på finansloven.

Forslaget er således ikke forbundet med statslige nettomerudgifter.

Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser af betydning

for det offentlige.

8. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes stilling i voldtægts- og

voldssager har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre

og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense

og Ålborg, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,

Foreningen af Politimestre i Danmark, rigsadvokaten,

rigspolitichefen, politidirektøren i København,

Politifuldmægtigforeningen, Dansk Politiforbund, Dansk

Kriminalpolitiforening, Advokatrådet, Indenrigsministeriet,

Landsforeningen Hjælp Voldsofre, Ligestillingsrådet, Danske

Kvinders Nationalråd, Dansk Kvindesamfund, De Danske

Husmoderforeninger og Joan-Søstrene.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bilaget til lovforslaget er bestemmelserne i retsplejeloven

gengivet, som de vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages

uændret.

Til nr. 1

Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i en voldtægtssag,

blodskamssag m.v. får et krav på at kunne bestemme, at dørene skal

lukkes, når han eller hun afgiver forklaring for retten.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt.

3.1. og betænkning nr. 1102/1987 side 65-67 og 79-84 samt kapitel

10.1.

Til nr. 2

I bestemmelsen foreslås, at § 741 a, stk. 1, udvides, således at

sager vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (blodskam),

straffelovens § 222, stk. 2, 2. led (samleje med mindreårig ved

tvang eller trusler) og § 223, stk. 1 (samleje med adoptivbarn,

stedbarn, plejebarn m.v. under 18 år) giver den forurettede en

adgang til at få beskikket en advokat, såfremt den pågældende

begærer det. Efter den gældende bestemmelse består der alene en

sådan adgang i voldtægts- og voldtægtslignende sager.

Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.b

og betænkningen side 39 f og 61-63 samt kapitel 10.1.

Endvidere foreslås der indsat et nyt stk. 2 i § 741 a. Efter denne

bestemmelse indføres der en adgang for retten til i voldssager og

ved straffelovens øvrige sædelighedsforbrydelser efter den

forurettedes begæring at kunne beskikke en advokat for den

pågældende, såfremt forholdene taler derfor.

Om baggrunden herfor henvises for voldssagernes vedkommende til de

almindelige bemærkninger pkt. 2.1. og betænkningen side 148-150 og

157-162 samt kapitel 10.1.

For så vidt angår sædelighedssagerne henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 2.2.c og betænkningen side 63-64 samt kapitel

10.1.

Til nr. 3

Bestemmelsen indebærer, at den forurettede i sædeligheds- og

voldssager ikke blot ved den første afhøring hos politiet, men

også i forbindelse med og inden anden afhøring skal have

vejledning om adgangen til at få beskikket en advokat.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2.d og

betænkningen side 30 samt kapitel 10.1.

til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1988.

Der foreslås ikke fastsat særlige overgangsregler. Den nye adgang til

dørlukning og advokatbeskikkelse finder således anvendelse i alle

sager, der ikke er endeligt afgjort før lovens ikrafttræden.

Bilag

I dette bilag er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil

fremtræde, hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret.

Med mindre skrift er indsat den gældende formulering af de

bestemmelser, der berøres af lovforslaget. Endelig er medtaget de

øvrige bestemmelser i retsplejelovens kapitel 66 a om

advokatbistand til den forurettede, som ikke foreslås ændret (§§

741 c - 741 e).

§ 29. Retsmøderne er offentlige, hvor ikke det modsatte særlig er

foreskrevet.

Stk. 2. Dog kan retten undtagelsesvis på begæring af en part eller i

embeds medfør beslutte, at dørene skal lukkes, når enten hensynet

til sædeligheden, ro og orden i retslokalet, statens forhold til

fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver

det.

Stk. 3. Det samme gælder borgerlige sager, når offentlig forhandling

ville tilføje nogen en ufornøden krænkelse, herunder når

forklaring skal afgives om forretnings- eller driftshemmeligheder.

Stk. 4. I straffesager kan retten beslutte, at dørene skal lukkes,

når sigtede (tiltalte) er under 18 år, samt undtagelsesvis

1) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at offentlig

forhandling vil medføre fare for nogens sikkerhed eller vil

tilføje nogen en ufornøden krænkelse, herunder når oplysning skal

afgives om forretnings- eller driftshemmeligheder. Dørlukning af

hensyn til en sigtet (tiltalt), der er til stede, kan kun

besluttes, hvis han selv begærer det.

2) når særegne omstændigheder giver grund til at antage, at

retsmødets offentlighed på afgørende måde vil være til hinder for

sagens oplysning. Ved retsmøder under domsforhandling kan dørene

dog kun lukkes af den anførte grund, når det af sagens oplysninger

fremgår, at der for det forhold, som er genstand for tiltale, kan

forventes at ville blive gjort strafansvar gældende også mod andre

end den eller de under sagen tiltalte personer, og derhos ganske

særlige hensyn gør det magtpåliggende, at dørene lukkes. Dette vil

dog kun ske i 1. instans og kun i det omfang, de anførte hensyn

med nødvendighed kræver. Hvor dørene af den ovennævnte grund

lukkes under domsforhandlingen, skal der til retsbogen optages en

så fyldig gengivelse af sagens gang, at der ved domsafsigelsen kan

meddeles offentligheden en fremstilling af domsforhandlingens

forløb under fornøden hensyntagen til, at hensigten med dørenes

lukning ikke forspildes.

Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor

det skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3.

Stk. 6. I sager, der vedrører lovovertrædelse af straffelovens § 210,

§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223,

stk. 1, lukkes dørene under den forurettedes forklaring, når den

pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager,

der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf.

§§ 216 og 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223,

stk. 1.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

2. § 741 a, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes

»I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210, §§ 216 og

217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1,

beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom.

Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. §§ 216 og 217, § 218, stk. 2,

§ 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222 stk. 2, 2. led, eller § 223,

stk. 1, lukkes dørene under forurettedes forklaring, når den

pågældende fremsætter begæring derom. Det samme gælder i sager,

der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224 eller § 225, jf.

§ 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223,

stk. 1.

Stk. 7. Domme afsiges stedse i et offentligt møde. --/ § 29. - - Stk. 2. - - Stk. 3. - - Stk. 4. - - Stk. 5. Det bør dog iagttages, at dørene ikke lukkes i tilfælde, hvor det skønnes tilstrækkeligt at anvende reglerne i § 31, stk. 3. Stk. 6. Domme afsiges stedse i et offentligt møde. /--

§ 216, § 217, § 218, stk. 2, § 222, stk. 2, 2. led, eller § 223,

stk. 1, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring derom.

Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217, § 218, stk. 2,

§ 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.

Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, §

218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223,

stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§

260-262 eller § 288, kan retten, når forholdene taler derfor, på

den forurettedes begæring beskikke en advokat for den pågældende.

Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, §

222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

3. § 741 b, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres første gang,

og skal gentages i forbindelse med og inden anden afhøring.«

§ 222, stk. 2, 2. led, eller § 223, stk. 1.

Stk. 2. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119, §

218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223,

stk. 2, § 232, § 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249-250, §§ 260-262

eller § 288, kan retten, når forholdene taler derfor, på den

forurettedes begæring beskikke en advokat for den pågældende. Det

samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §

224 eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222, stk. 1 og

stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.

Stk. 3. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af

advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for

den forurettede under efterforskningen. --/ § 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens §§ 216, 217 eller 218, stk. 2, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter begæring herom. Det samme gælder i sager, der vedrører overtrædelse af staffelovens §§ 224 eller 225, jf. §§ 216, 217 eller 218, stk. 2. Stk. 2. Fremsætter den forurettede ikke begæring om beskikkelse af advokat, kan der efter politiets begæring beskikkes en advokat for den forurettede under efterforskningen. /--

§§ 224 og 225, på samme måde som de allerede omfattede

voldtægtssager m.v. giver anledning til, at forurettede skal

forklare om intime forhold under en afhøring, som kan virke fuldt

ud så belastende, som tilfældet kan være det i voldtægtssagerne.

Efter udvalgets opfattelse vil der endvidere i lighed med

voldtægtssagerne, se nedenfor under pkt. 2.3, være behov for, at

en advokat yder den forurettede bistand af mere almen karakter.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at den forurettede får krav på

advokatbeskikkelse i de sager, der vedrører de ovenfor nævnte

straffelovsovertrædelser. Disse bestemmelser foreslås derfor

indsat i § 741 a, stk. 1.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og § 741 a, stk. 1,

foreslås derfor ændret, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

c. For så vidt angår de resterende bestemmelser i straffelovens

sædelighedskapitel fremhæver udvalget, at der også her kan blive

tale om belastende afhøringer om intime spørgsmål. Det drejer sig

om straffelovens § 218, stk. 1 (samleje m.v. uden for ægteskab ved

udnyttelse af en persons sindssygdom eller åndssvaghed), § 219

(ansattes samleje m.v. med institutionsanbragte), § 220 (samleje

m.v. uden for ægteskab ved groft misbrug af en persons tjenstlige

eller økonomiske afhængighed), § 221 (tilsnigelse af samleje), §

222, stk. 1 og stk. 2, 1. led, (samleje m.v. med personer under 15

eller 12 år), § 223, stk. 2 (forførelse til samleje m.v. af

personer under 18 år) og § 232 (blufærdighedskrænkelse).

Udvalget finder derfor, at der i et mindre antal af disse sager - de

grove sager - også kan være et ikke ubetydeligt behov for

advokatbistand. Da udvalget ikke anser det muligt at formulere en

klar afgrænsning af de sager, hvor der ikke vil være behov for

advokatbeskikkelse, foreslår udvalget, at der indføres adgang for

domstolene til efter en konkret vurdering på begæring at beskikke

en advokat for offeret for disse forbrydelser.

Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde dette forslag, og de nævnte

bestemmelser foreslås derfor sammen med voldssagerne indsat i det

nye stk. 2 i § 741 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

d. Udvalgets mindretal foreslår dernæst (betænkningen side 48-52), at

retsplejelovens § 741 a ændres, således at der altid, dvs. uanset

om forurettede selv ønsker det, skal beskikkes en advokat for

denne i de sager, som omfattes af bestemmelsen i retsplejelovens §

741 a, stk. 1 (voldtægt, blodskam m.v.).

Ifølge forslaget skal beskikkelsen ske straks ved sagens start, dog

således, at uopsættelige spørgsmål til forurettede og nødvendige

efterforskningsskridt bør kunne finde sted, også før advokaten er

kommet til stede, hvis forurettede er indforstået hermed.

Den forurettede har efter mindretallets opfattelse ikke selv mulighed

for at overskue konsekvenserne af at afslå et tilbud om advokat,

fordi hun ikke ved, hvad tilbuddet indebærer, og fordi hun ikke

kan forudse, hvad gennemførelsen af voldtægtssagen vil indebære

for hende. Hertil kommer efter mindretallets opfattelse, at

kvinden ofte på anmeldelsestidspunktet kan være oprevet og slet

ikke forstår, hvad der bliver sagt, og at politiets vejledning om

adgang til at få advokat naturligvis vil være af svingende

kvalitet.

Udvalget har foretaget en undersøgelse af en række sager om voldtægt

m.v. fra København, Roskilde og Holstebro politikredse. Denne

undersøgelse viste (betænkningen side 179), at ca. halvdelen af

kvinderne ikke ønskede en advokat beskikket. Mindretallet bemærker

hertil, at undersøgelsen imidlertid ikke indeholder oplysninger om

kvindernes baggrund for ikke at modtage tilbuddet, ligesom de

pågældende kvinder ikke på et senere tidspunkt eventuelt ved

sagens afslutning - er blevet bedt om at vurdere deres behov for

en bistandsadvokat. Mindretallet finder derfor ikke, at denne

gennemgang kan tages til indtægt for, at de forurettede ikke har

haft et behov for bistandsadvokat.

Udvalgets flertal finder ikke at kunne anbefale den af mindretallet

foreslåede ændring. Efter flertallets opfattelse er det et

gennemgående træk i dansk lovgivning, at hjælpeforanstaltninger,

herunder advokatbistand, ikke påtvinges borgerne, medmindre de må

antages at være ude af stand til selv at klare for sig, eller de

stilles over for krav om meget indgribende foranstaltninger.

Udgangspunktet for beskikkelse af bistandsadvokat til forurettede

må efter flertallets opfattelse ud fra tilsvarende

grundsynspunkter være, at forurettede kun efter begæring får

beskikket en bistandsadvokat.

Flertallet henviser endvidere til, at mange kvinder, der har været

udsat for voldtægt, som det f.eks. fremgår af den nævnte

undersøgelse, rent faktisk ikke ønsker at modtage det tilbud om

vederlagsfri bistand ved en advokat, som retsplejelovens kapitel

66 a giver, og som politiet orienterer om, inden afhøringen

begynder. Flertallet finder ikke, at offentlige eller andre hensyn

kræver, at der i sådanne tilfælde alligevel beskikkes en advokat.

Som nærliggende eksempler på, at advokatbistand kan være

overflødig, kan nævnes sager, hvor der anmeldes forsøgshandlinger

på det indledende stade, eller hvor anmeldelse først indgives

efter længere tid og eventuelt på foranledning af andre. Endelig

peger flertallet på, at bestemmelsen i retsplejelovens § 995 a

giver retten mulighed for at beskikke en advokat for den

forurettede, uanset om hun ønsker det, når det skønnes nødvendigt

ved opgørelsen af erstatningskrav, dog forudsat at den pågældendes

socialindkomst ligger under grænsen for at opnå fri proces.

Flertallet henviser i denne forbindelse til, at beskikkelse i

medfør af § 995 a kan ske på rettens initiativ - eller f.eks.

politiets - og således ikke forudsætter en begæring fra den

forurettede. Flertallet finder det i øvrigt påfaldende, såfremt

man skulle kunne påtvinge enhver forurettet i en bestemt type

sager - som ikke nødvendigvis er særligt grove - en advokat, mens

en tiltalt kun kan påtvinges en forsvarer, hvis der er tale om en

sag af en vis grovhed.

Derimod finder flertallet, at den gældende ordning vil kunne

effektiviseres ved, at tilbuddet om advokatbistand dels kommer til

at fremgå af den vejledning til den forurettede, som et enigt

udvalg stiller forslag om (betænkningen side 18 f og betænkningens

bilag 3), og dels bliver gentaget ved den anden afhøring af

forurettede. Flertallet foreslår derfor retsplejelovens § 741 b,

stk. 1, 2. pkt., formuleret i overensstemmelse hermed.

Justitsministeriet kan heller ikke tiltræde mindretallets opfattelse.

Justitsminsteriet finder således, at mindretallets forslag på

afgørende måde afviger fra udgangspunktet i al anden dansk

lovgivning, hvorefter bistand af almen karakter ikke påtvinges

borgeren, medmindre dette anses for nødvendigt, fordi borgeren

ikke kan tage vare på sig selv eller stilles over for krav om

foranstaltninger af indgribende karakter.

Justitsministeriet finder endvidere, at en tvangsbeskikkelse af en

advokat for en voldtagen kvinde næppe kan anses for en egnet

bistand til denne og et godt udgangspunkt for det samarbejde og

tillidsforhold, der gerne skulle være mellem advokaten og den

forurettede (klienten).

I overensstemmelse med udvalgets forslag foreslås § 741 b, stk. 1, 2.

pkt., ændret, således at tilbuddet om advokatbeskikkelse gentages

i forbindelse med og inden anden afhøring. Herved sikres, at en

forurettet, som under første afhøring ikke har ønsket

advokatbistand, får opfordring til på et senere tidspunkt, hvor en

eventuel choktilstand normalt er ophørt, på ny at tage stilling

til spørgsmålet (lovforslagets § 1, nr. 3).

Justitsministeriet er i øvrigt som foreslået af udvalget indstillet

på at udarbejde en vejledning til personer, der har været udsat

for voldtægt m.v. Vejledningen vil bl.a. indeholde oplysninger om

deres rettigheder, og den skal udleveres af politiet ved

anmeldelsen og i øvrigt kunne fås på biblioteker, krisecentre m.v.

2.3. Mindretallets lovforslag

a. Efter de gældende regler er bistandsadvokatens opgaver ikke

direkte fastlagt i loven, men omtalt i bemærkningerne til

lovforslaget. Efter disse bemærkninger er advokatens opgave både

af juridisk og mere almen karakter. Advokaten skal støtte den

forurettede under afhøringen hos politiet og i retten og yde

bistand ved opgørelsen af eventuelle erstatningskrav. Endvidere

kan der blive tale om rådgivning om særlige hjælpemuligheder af

psykologisk, lægelig eller social karakter, om personlig støtte og

vejledning samt bl.a. rådgivning med hensyn til at få givet

gerningsmanden et eventuelt polititilhold. Der henvises herom

nærmere til betænkningens side 41-43.

Udvalgets mindretal foreslår, at bistandsadvokatens opgaver

udtrykkeligt fastsættes i selve retsplejeloven for bl.a. at

legitimere advokaten i forbindelse med henvendelser til f.eks.

sociale myndigheder, læger, psykologer m.v. (betænkningen side 53

og mindretallets lovudkast med bemærkninger i kapitel 10.2).

Udvalgets flertal finder ikke, at sådanne regler naturligt hører

hjemme i retsplejeloven eller skulle være nødvendige for at give

advokaten legitimation over for offentlige myndigheder eller

andre. Flertallet finder det i øvrigt vanskeligt at formulere

afgrænsningen mellem den almene bistand, der mod særligt honorar

skal ydes af bistandsadvokaten, og den, der skal ydes af andre

efter de almindelige regler om støtteforanstaltninger, f.eks.

bistandsloven. Efter sagens natur må grænsen være flydende, og der

bør gives bistandsadvokaten en rimelig margin, inden for hvilken

den pågældende konkret kan skønne, om det er afgørende for

klienten at få bistanden straks og af advokaten.

Justitsministeriet kan tiltræde flertallets opfattelse, og

mindretallets forslag er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

b. Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 741 c indeholder en

række regler om bistandsadvokatens beføjelser under sagen.

Herefter har advokaten adgang til at overvære afhøringerne af den

forurettede såvel hos politiet som i retten, ret til at stille

yderligere spørgsmål til den forurettede under disse afhøringer,

adgang til at gøre sig bekendt med forurettedes forklaring til

politirapport samt, når tiltale er rejst, adgang til at gøre sig

bekendt med sagens yderligere materiale. Advokaten må ikke uden

politiets samtykke gøre den forurettede eller andre bekendt med

dette yderligere materiale.

Det anføres i bemærkningerne til § 741 c, at bestemmelsen ikke

indeholder en nærmere regulering af bistandsadvokatens

processuelle stilling i retten. Det fremhæves derfor i

bemærkningerne, at det i vidt omfang vil være overladt til

domstolene at fastlægge advokatens beføjelser i forbindelse med

den almindelige retsledelse. Det understreges dog samtidig, at

bistandsadvokaten under afhøringerne ikke bør kunne rådgive den

forurettede om den umiddelbare besvarelse af de spørgsmål, som

stilles.

Endvidere fastslås det, at advokaten ikke bør kunne virke som en

yderligere anklager i sagen, og advokaten bør derfor ikke have

adgang til at procedere med hensyn til skyldspørgsmålet og

strafudmålingen. Advokaten kan derimod procedere med hensyn til

erstatningsspørgsmål og f.eks. spørgsmål om dørlukning,

referatforbud og afhøring af den forurettede uden tiltaltes

tilstedeværelse. Blandt de spørgsmål, som det herefter er overladt

til domstolene at afgøre, er således navnlig, hvorvidt og i

bekræftende fald på hvilken måde bistandsadvokaten kan stille

spørgsmål til andre end den forurettede, dvs. tiltalte og

eventuelle andre vidner (betænkningen side 43-45).

Der er i udvalget enighed om, at bistandsadvokaten fortsat ikke bør

have adgang til at procedere om skyldspørgsmålet og

strafudmålingen.

Mindretallet foreslår imidlertid, at det i retsplejeloven fastsættes,

at advokaten har ret til at stille spørgsmål direkte til tiltalte,

forurettede og andre vidner med henblik på en klarlæggelse af

hændelsesforløbet, bortset fra spørgsmål, der direkte eller

indirekte vedrører vurderingen af tiltaltes skyld og udmålingen af

straffen. Mindretallet henviser herved til, at sådanne spørgsmål

fra advokaten i praksis kan være nødvendige af hensyn til

underbyggelsen af en eventuel erstatningspåstand. Endvidere

henviser mindretallet til, at den forurettede har et naturligt

krav på, at hændelsesforløbet i videst muligt omfang bliver

klarlagt, og undertiden vil dette bedre kunne opnås, såfremt også

bistandsadvokaten kan deltage i afhøringerne.

Endelig foreslår mindretallet, at det udtrykkeligt i retsplejeloven

fastsættes, at advokaten har adgang til at være til stede under

hele domsforhandlingen med den virkning, at tilstedeværelsen

honoreres (betænkning side 57-59 og kapitel 10.2).

Flertallet finder, at den nuværende retstilstand bør opretholdes,

idet tvivlsspørgsmål på dette område bedst løses ved en konkret

afgørelse i retten og ikke egner sig til lovregulering. Flertallet

har ikke indtryk af, at det i dag i noget nævneværdigt omfang

giver anledning til problemer, hvis bistandsadvokaten ønsker at

stille spørgsmål til forurettede og andre vidner, medmindre

spørgsmålene direkte eller indirekte tager sigte på

skyldvurderingen eller strafudmålingen. Udvalgsflertallet har

heller ikke grundlag for at tro, at bistandsadvokaten afskæres fra

at procedere vedrørende erstatningsspørgsmål og de tidligere

nævnte processuelle spørgsmål eller fra at være til stede i

rimeligt omfang.

Af de af flertallet anførte grunde har Justitsministeriet ikke fundet

at burde medtage mindretallets forslag i lovforslaget.

c. Vedrørende aktindsigt finder mindretallet, at det vil være af stor

betydning for bistandsadvokaten med henblik på at kunne yde den

forurettede den bedst mulige bistand at få fuld aktindsigt straks

fra sagens start. En sådan udvidelse vil derfor efter disse

medlemmers opfattelse indebære en betydningsfuld styrkelse af den

forurettedes stilling. Mindretallet mener ikke, at udvidet

aktindsigt vil medføre nogen nævneværdig risiko for

bevisforvanskning, og foreslår i den forbindelse, at bestemmelsen

udformes således, at bistandsadvokaten som hovedregel har

tavshedspligt også over for klienten på samme måde, som det i dag

er tilfældet, når der efter tiltalerejsning er givet fuld

aktindsigt, jf. § 741 c, stk. 3 (betænkningen side 54-56 og

§ 741 a foreslås derfor ændret i overensstemmelse hermed, jf.

lovforslagets § 1, nr. 2 (nyt stk. 2 i § 741 a).

2.2. Voldtægtssager m.v.

a. Ved lov nr. 253 af 16. juni 1980 blev de gældende bestemmelser

vedrørende advokatbistand til den forurettede i sager om voldtægt

indsat i retsplejeloven som et særligt kapitel 66 a (§§ 741 a -

741 e) under overskriften »Advokatbistand til den forurettede«.

Den gældende affattelse af §§ 741 a - 741 e fremgår af

lovforslagets bilag.

Vedrørende baggrunden for lovforslaget er der i bemærkningerne (se

betænkningen side 39 f) henvist til de særlige forhold, som gør

sig gældende under gennemførelsen af sager om voldtægt.

Beskikkelse af advokatbistand er i henhold til retsplejelovens § 741

a begrænset til sager om overtrædelse af straffelovens § 216, §

217 og § 218, stk. 2 (voldtægt, samleje ved anden ulovlig tvang

end vold eller trussel herom og samleje uden for ægteskab med en

person, som på grund af sin tilstand er ude af stand til at

modsætte sig handlingen), samt i sager om overtrædelse af

straffelovens § 224 eller § 225, jf. § 216, § 217 og § 218, stk. 2

(anden kønslig omgængelse end samleje og kønslig omgængelse med en

person af samme køn i relation til de nævnte bestemmelser),

herunder forsøg på og medvirken til overtrædelse af de nævnte

bestemmelser.

Beskikkelse forudsætter, at den forurettede eller politiet fremsætter

begæring herom, men er i så fald obligatorisk.

Udvalget har i betænkningen overvejet, om området for retsplejelovens

§ 741 a bør udvides til også at omfatte andre sager, der vedrører

overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om forbrydelser mod

kønssædeligheden samt straffelovens § 210 om blodskam.

Udvalget har endvidere overvejet, om advokatbeskikkelse bør ske,

uanset om den forurettede ønsker det.

b. For så vidt angår spørgsmålet om en udvidelse af området for

beskikkelse finder udvalget (betænkningen side 61-64), at sager

vedrørende overtrædelse af straffelovens § 210 (om samleje eller

anden kønslig omgængelse end samleje med slægtning i nedstigende

linie eller søskende (blodskam)), § 222, stk. 2, 2. led (samleje

med mindreårig ved tvang eller trusler) og § 223, stk. 1 (samleje

m.v. med adoptivbarn, stedbarn, plejebarn m.v. under 18 år), for

de to sidstnævnte paragraffers vedkommende tillige eventuelt jf.

§ 741 a. I sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 210,

§ 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære

en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den

forurettede afhøres første gang, og skal gentages i forbindelse

med og inden anden afhøring. Det skal af politirapporten fremgå,

at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet

drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af

advokat indbringes for retten.

Stk. 2. Er den forurettede villig til at udtale sig, er begæringen om

beskikkelse af advokat ikke til hinder for, at politiet afhører

den forurettede uden advokatens tilstedeværelse. Ønsker den

forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse,

kan politiet tilkalde en af de i § 733, stk. 1, nævnte advokater

til at varetage hvervet som advokat for den forurettede, indtil

retten har taget stilling til begæringen.

Stk. 3. Justitsministeriet kan fastsætte nærmere regler om

tilkaldeordningens gennemførelse. --/ § 741 b. Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives, inden den forurettede afhøres. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget behørig vejledning. Politiet drager omsorg for, at den forurettedes begæring om beskikkelse af advokat indbringes for retten. Stk. 2. - - Stk. 3. - - /--

§ 741 c. Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af den

forurettede såvel hos politiet som i retten og har ret til at

stille yderligere spørgsmål til den forurettede. Advokaten

underrettes om tidspunktet for afhøringer og retsmøder.

Stk. 2. Advokaten har adgang til at gøre sig bekendt med den

forurettedes forklaring til politirapport. Når der er rejst

tiltale i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre sig

bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har

tilvejebragt.

Stk. 3. I det omfang materialet uden ulempe kan mangfoldiggøres, skal

genpart tilstilles advokaten. Advokaten må ikke uden politiets

samtykke overlevere det modtagne materiale til den forurettede

eller andre, og han må ikke uden politiets samtykke gøre den

forurettede eller andre bekendt med indholdet af det i stk. 2, 2.

pkt., nævnte materiale.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en advokat, der er

antaget af den forurettede i de i § 741 a nævnte sager.

§ 741 d. Om kompetencen til at beskikke advokat for den forurettede

gælder samme regler som ved beskikkelse af forsvarer, jf. § 735.

§ 741 e. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat

gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri

proces, jf. kapitel 31.

§ 995 a. Retten bør endvidere i forbindelse med beskikkelsen kunne

tilkendegive, hvis beskikkelse er sket særligt med henblik på en

eller flere bestemte opgaver.

På denne baggrund foreslår udvalget retsplejelovens § 741 a ændret,

således at retten, når forholdene taler derfor, på begæring af den

forurettede kan beskikke en advokat for den pågældende i en sag,

der vedrører overtrædelse af straffelovens § 119 (overfald på

offentligt ansatte), § 237, jf. § 21 (forsøg på manddrab), §§

244-246 (vold m.v.), §§ 249 og 250 (uagtsom legemsbeskadigelse og

hensættelse i hjælpeløs tilstand m.v.), §§ 260-262 (ulovlig tvang

og frihedsberøvelse) eller § 288 (røveri). I 1986 blev der

indgivet ca. 9300 anmeldelser til politiet om overtrædelse af

disse bestemmelser.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag, og retsplejelovens

Ingen

Nr LSF 18

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Dørlukning og advokatbistand til den forurettede)

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 8. oktober 1987