1987 LSF 16 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FRI PROCES OG RETSHJÆLP) (friprocesogretshjælp)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september

1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og

nr. 386 af 10. juni 1987, foretages følgende ændringer

1. I § 14, stk. 3, indsættes som 2. pkt.

»Skifteretten vejleder endvidere om betingelserne for og

fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering.«

2. § 128, stk. 1, affattes således

»Advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der har

fri proces, skal yde retshjælp til personer, der opfylder de

økonomiske betingelser, som fastsættes i medfør af § 330, stk. 3.«

3. I § 330 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. En bevilling til fri proces omfatter alene de omkostninger

ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller en

anden form for forsikring.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

4. § 330, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således

»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår

betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.«

5. I § 330, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »overøvrigheden« til

»statsamtet«.

6. § 331 affattes således

»§ 331. Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, efter

ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke

er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel

karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har

væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige

situation.«

7. Efter § 331 indsættes

»§ 331 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en

ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal

meddele. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at

der skal anvendes en særlig blanket ved ansøgningen.«

8. I § 332, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer

»4) Fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.«

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

9. I § 332, stk. 2, indsættes som 2. pkt.

»Bevillingen kan betinges af, at der indbetales et gebyr til

statskassen efter regler fastsat af justitsministeren.«

10. § 333 og § 335 a, stk. 2, ophæves.

11. § 335 affattes således

»§ 335. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller

delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces i det

omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold og

omstændighederne i øvrigt taler derfor.«

12. § 449 affattes således

»§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i

en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, og finder retten, at den

pågældende har behov for advokatbistand, kan retten beskikke en

advokat for denne, såfremt parten opfylder betingelsen i § 330,

stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig

måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand,

kan retten beskikke den pågældende part en advokat, selv om parten

ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2. Retten pålægger

i så fald parten at erstatte statskassen udgifterne i forbindelse

med beskikkelsen.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 1988.

BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget har primært til formål at gennemføre væsentlige

forbedringer af befolkningens adgang til retshjælp.

I den forbindelse foreslås betydelige fohøjelser af de økonomiske

grænser for meddelelse af fri proces og offentlig retshjælp ved

advokater.

Det foreslås således, at den nuværende indtægtsgrænse for at kunne få

fri proces for et ægtepar forhøjes fra 110.000 kr. i samlet

socialindkomst til en samlet socialindkomst på 175.000 kr.

Tillægget pr. barn på 15.000 kr. foreslås forhøjet til 25.000 kr.

Indtægtsgrænsen for enlige uden børn vil efter forslaget blive

forhøjet fra 83.000 kr. til 130.000 kr.

Endvidere indeholder lovforslaget en regel om, at fri proces i

modsætning til i dag i almindelighed skal medføre fritagelse for

at erstatte modparten sagens omkostninger. Dernæst foreslås en

udvidelse af området for advokatretshjælp både for så vidt angår

de omfattede sagskategorier og med hensyn til retshjælpsydelsernes

omfang og indhold.

Samtidig foreslås, at retshjælpsforsikringer gøres til den primære

sikring mod befolkningens procesudgifter, idet en bevilling til

fri proces alene skal omfatte de omkostninger ved sagen, der ikke

er dækket af en eventuel retshjælpsforsikring. Endvidere foreslås,

at fri procesbevillingen for den mere velstillede del af dem, der

opfylder betingelserne for at få fri proces, i almindelighed

betinges af, at der indbetales et gebyr på 800 kr. til

statskassen. Herudover foreslås en ophævelse af reglen om

automatisk beskikkelse af en advokat for den sagsøgte i

ægteskabssager.

Endelig foreslås en række andre ændringer i reglerne for meddelelse

af fri proces, herunder en ligestilling mellem ægteskabelige og

ikke-ægteskabelige samlivsforhold. En anden væsentlig ændring

består i, at der ved afgørelsen af, om der skal meddeles fri

proces, skal tages hensyn til muligheden for at få sagen behandlet

af Forbrugerklagenævnet eller et af de private klage- eller

ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet.

Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med lovudkastet i

betænkning nr. 1113/87, der er afgivet af retshjælpsudvalget. Da

en del af de foreslåede ændringer skal gennemføres administrativt,

indeholder betænkningen forslag til nye bekendtgørelser om fri

proces og om offentlig retshjælp ved advokater. Såfremt

lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet udstede sådanne

bekendtgørelser i overensstemmelse med udvalgets udkast.

Baggrunden for lovforslaget er endvidere en beretning, afgivet af

Folketingets Retsudvalg den 20. september 1985 over et forslag til

folketingsbeslutning om forbedring af adgangen til retshjælp, fri

proces m.v. Beslutningsforslaget og beretningen er medtaget i

betænkningen og i øvrigt optrykt i Folketingstidende 1984-85,

tillæg A, sp. 3689, og tillæg B, sp. 3097.

Herudover blev der den 23. april 1987 af medlemmer af

Socialdemokratiet fremsat forslag nr. B 156 til

folketingsbeslutning om regulering af indtægtsgrænserne for

opnåelse af fri proces og retshjælp og om forhøjelse af vederlag

til nævninge og domsmænd og til advokater, der yder offentlig

retshjælp (blad nr. 737). Beslutningsforslaget er medtaget i

betænkningen. Beslutningsforslaget var til første behandling den

6. maj 1987 (Folketingstidende 1986-87, sp. 11294). Den 20. juni

1987 har Retsudvalget afgivet beretning over beslutningsforslaget

(blad nr. 1087). I beretningen henstiller et flertal i udvalget

til justitsministeren, at der inden udgangen af folketingsåret

1986-87 sker en regulering af de gældende satser og

indtægtsgrænser baseret på den skete løn- og prisudvikling.

Da de forslag, der er indeholdt i lovforslaget - som anført af

retshjælpsudvalget - skal ses i sammenhæng som en samlet reform af

retshjælpsområdet, har Justitsministeriet ikke fundet

administrativt at burde foretage de nævnte ændringer af

indtægtsgrænser og vederlag, før Folketinget har haft lejlighed

til at tage stilling til de dele af reformen, der kræver

lovændring, herunder de foreslåede nye regler vedrørende

retshjælpsforsikringer og betaling af modpartens omkostninger.

Disse regler foreslås som nævnt sat i kraft den 1. januar 1988.

I det følgende gives der en nærmere gennemgang af hovedpunkterne i

betænkningen og i lovforslaget samt i de administrative regler,

der vil blive udstedt i forbindelse med lovforslagets vedtagelse.

2. De økonomiske betingelser for fri proces

2.1. De gældende økonomiske grænser for at kunne få fri proces er

fastsat i bekendtgørelse nr. 573 af 17. december 1980, der trådte

i kraft den 1. januar 1981. Bekendtgørelsen er medtaget som bilag

til retshjælpsudvalgets betænkning. Efter bekendtgørelsens § 2 bør

fri proces i almindelighed ikke meddeles, hvis ansøgerens

socialindkomst overstiger 110.000 kr. for forsørgere og 83.000 kr.

for ikke-forsørgere med tillæg af 15.000 kr. for hvert barn under

18 år, der forsørges af ansøgeren.

Den manglende justering af de økonomiske grænser siden 1981 har

medført, at en fortsat faldende procentdel af befolkningen har

adgang til fri proces.

I slutningen af 1980 skønnedes således ca. 2/3 af befolkningen at

opfylde de økonomiske betigelser i den nævnte bekendtgørelse, mens

kun ca. 35 pct. af befolkningen i dag må antages at opfylde disse

betingelser, svarende til 41 pct. af familierne.

Efter retshjælpsudvalgets opfattelse er der på denne baggrund behov

for en betydelig forhøjelse af de økonomiske grænser, således at

der sikres den del af befolkningen, der har et reelt

retshjælpsbehov, adgang til fri proces.

Udvalget opstiller i den forbindelse en række alternative muligheder

baseret på, hvor stor en del af befolkningen, der vil være dækket

ved givne beløbsgrænser for forsørgere og ikke-forsørgere

(samlevende og enlige) med børnetillæg. En dækningsgrad på ca. 1/2

(51 pct.) af befolkningen vil således kunne opnås ved økonomiske

grænser på 120.000 kr. og 150.000 kr. i socialindkomst for

henholdsvis ikke-forsørgere og forsørgere samt et børnetillæg på

uændret 15.000 kr. Denne dækningsgrad svarer til 59 pct. af

familierne.

Forhøjes grænserne til 160.000 kr. og 190.000 kr. i socialindkomst

for henholdsvis ikke-forsørgere og forsørgere og med et uændret

børnetillæg på 15.000 kr. pr. barn, skønnes dækningsgraden at

ville stige til ca. 2/3 af befolkningen. Denne dækningsgrad svarer

til 73 pct. af familierne.

Sker der - som anbefalet af udvalget - tillige en forhøjelse af

børnetillægget til f.eks. 25.000 kr. pr. barn, vil dækningsgraden

ved begge alternativer blive noget større, idet flere samlevende

eller enlige med børn herved vil blive omfattet.

Skal forhøjelsen ske som en opskrivning efter forbrugerprisindekset,

reguleringspristallet og den gennemsnitlige timeløn for

LO-arbejdere fra 1980 niveau til 1986 niveau, skal de økonomiske

grænser sættes til ca. 126.000 kr. i socialindkomst for

ikke-forsørgere, ca. 170.000 kr. for forsørgere og ca. 23.000 kr.

i børnetillæg. Ved en sådan fremskrivning lægges der afgørende

vægt på udviklingen i købekraften fremfor en bestemt dækningsgrad

af befolkningen. Personer med uændret købekraft vil derfor fortsat

være sammenfaldende med den persongruppe, der vil kunne opnå fri

proces.

Retshjælpsudvalget tager ikke stilling til, hvilket af de nævnte

alternativer der bør vælges. Udvalget anfører i den forbindelse,

at valget må bero på en politisk vurdering, hvori mulighederne for

at finansiere forbedringerne må antages at ville spille en

væsentlig rolle. Efter udvalgets opfattelse bør man dog vælge den

i den givne situation størst mulige forhøjelse af de økonomiske

grænser for derved at opnå den største forbedring af befolkningens

adgang til fri proces.

Justitsministeriet foreslår på denne baggrund, at de tre nævnte

indtægtsgrænser den 1. januar 1988 forhøjes fra 83.000 kr. til

130.000 kr. (enlige), fra 110.000 kr. til 175.000 kr. (samlevende)

og fra 15.000 kr. til 25.000 kr. (tillæg pr. barn). Herved sikres,

at den persongruppe, der i 1981 havde økonomisk mulighed for at få

fri proces, igen vil få denne mulighed. Disse forhøjelser må

antages at indebære en dækningsgrad på 60 pct. af befolkningen og

ca. 2/3 af familierne. Den del af befolkningen, der har et reelt

retshjælpsbehov, får hermed adgang til fri proces.

Justitsministeriet har endvidere taget i betragtning, at de nævnte

væsentlige forhøjelser i sig selv vil indebære betydelige

merudgifter til fri proces, formentlig i størrelsesordenen ca. 50

mio. kr. i forhold til udgifterne i 1986 på ca. 60 mio. kr.

Endelig opfylder forhøjelserne de henstillinger, der er indeholdt

i de i indledningen nævnte to folketingsberetninger.

Efter retshjælpsudvalgets opfattelse bør der finde periodiske

justeringer sted af de økonomiske grænser i lyset af en

konstateret udvikling i pris- og lønforholdene.

Justitsministeriet kan tiltræde denne opfattelse, og

indtægtsgrænserne vil derfor fremover med mellemrum blive

reguleret i overensstemmelse med pris- og lønudviklingen.

2.2. I betænkningen anfører udvalget, at en væsentlig forhøjelse af

indtægtsgrænserne som den foreslåede vil medføre, at fri

procesordningen kommer til at omfatte personer, som nok vil have

behov for økonomisk støtte til deres rimelige retssager, men som

på den anden side selv vil have økonomisk mulighed for at afholde

en del af procesomkostningerne.

Udvalget har på denne baggrund og i betragtning af de betydelige

merudgifter, ordningen vil indebære for statskassen, overvejet

mulighederne for at indføre et system, hvorefter den økonomisk

dårligst stillede del af befolkningen får fuld retshjælpsdækning i

form af betaling af alle omkostninger ved processen, mens der

foretages begrænsninger i retshjælpsdækningen for den del af

befolkningen, der kan afholde nogle af omkostningerne uden at lide

væsentlige afsavn.

Udvalget tager ikke stilling til nødvendigheden af at indføre en

sådan ordning, men anfører, at så stor en del af befolkningen som

muligt bør have fuld dækning af procesomkostningerne.

Udvalget foreslår, at begrænsningerne i fri procesordningen i givet

fald gennemføres ved, at fri procesbevillingerne i de omfattede

tilfælde betinges af, at der indbetales et gebyr på f.eks. 800 kr.

til statskassen. Herved får man efter udvalgets opfattelse en

rimelig og passende »selvrisiko« for den berørte gruppe af

ansøgere. Udvalget foreslår dog samtidig, at der bliver en adgang

til at fravige kravet om gebyr, såfremt ansøgeren skønnes at have

et særligt behov for bistand.

Af de af retshjælpsudvalget anførte grunde foreslås, at der indsættes

en hjemmel til at betinge en fri procesbevilling af, at der

indbetales et gebyr til statskassen efter nærmere fastsatte

regler. Reglen herom findes i lovforslagets § 1, nr. 9.

Gebyret vil i bekendtgørelsen blive fastsat til 800 kr.

Indtægtsgrænsen (socialindkomsten) for de ansøgere, der skal

betale dette gebyr, vil i overensstemmelse med et af de

alternativer, som udvalget opstiller, blive sat til 120.000 kr.

for enlige og 150.000 kr. for samlevende med et tillæg på 25.000

kr. pr. barn. Ved sådanne grænser vil ca. halvdelen af

befolkningen og ca. 60 pct. af familierne kunne få fri proces uden

at skulle betale et gebyr.

Som foreslået af udvalget vil der i bekendtgørelsen blive fastsat en

adgang til at fravige kravet om gebyr, såfremt ansøgeren skønnes

at have særligt behov for bistand.

Endelig kan det nævnes, at såfremt modparten taber sagen, vil retten

kunne pålægge modparten at betale det erlagte gebyr til den, der

har fri proces, jf. retsplejelovens § 334.

2.3. Efter de gældende regler i bekendtgørelsen om fri proces sker

der i forbindelse med grænsen på 110.000 kr. ikke en sammenlægning

af socialindkomsterne, såfremt ansøgeren samlever uden at være

gift.

Udvalget foreslår, at der gennemføres en ligestilling mellem

ægteskabelige og ikke-ægteskabelige herunder hetero- og

homoseksuelle samlivsforhold, således at der i alle samlivsforhold

sker en sammenlægning af socialindkomsterne. Ved vurderingen af,

om der foreligger et samlivsforhold, skal det afgørende være selve

den omstændighed, at der består et samliv mellem to personer og

dermed et formodet personligt og økonomisk fællesskab, som

naturligt kan begrunde, at økonomien vurderes under et.

Den 14. maj 1987 vedtog Folketinget en beslutning om indførelse af

individualprincippet på det familie- og socialpolitiske område.

Efter beslutningen skal der gennemføres »en løbende automatisk

regelsanering ved i alt fremtidigt lovgivningsarbejde, der berører

familiens forhold, at indføre individualprincippet og i de

tilfælde, hvor det fraviges, da nøje begrunde hvorfor«.

Som det fremgår, har retshjælpsudvalget ikke foreslået, at

individualprincippet indføres på dette område, således at der

alene skal ses på ansøgerens egen socialindkomst og ikke på den

samlede socialindkomst i samlivsforholdet. Udvalget anfører i den

forbindelse, at det ikke i betænkningen har fundet at kunne gå ind

i de vanskelige og tidkrævende overvejelser, der må foretages som

forudsætning for at gennemføre et sådant individualprincip.

Efter de gældende regler i bekendtgørelsen om fri proces skal der i

tilfælde, hvor ansøgningen om fri proces kun er indgivet af en

enkelt, men hvor sagens udfald har betydning for flere, ved

afgørelsen tages hensyn til, om disse i fællesskab er i stand til

at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen. I denne

situation anvendes der således ikke en fast socialindkomstgrænse,

men der foretages en konkret, skønsmæssig vurdering. Denne regel,

der også gælder uden for samlivsforhold, foreslår udvalget

opretholdt.

Udvalget peger derfor på, at statsamterne ved en gennemførelse af

individualprincippet på fri procesområdet i hver enkelt sag, hvor

ansøgeren er gift eller samlevende, således ville skulle foretage

en vurdering af, om processen vil kunne have betydning for begge

med henblik på eventuelt at afkræfte den almindelige formodning

om, at der mellem gifte eller samlevende er et sådant økonomisk

fællesskab, at retssagens udfald må antages at have betydning for

begge.

Efter de gældende regler anser man ved en ansøgning om fri proces fra

en ugift ansøger med hjemmeboende børn den økonomiske betingelse

for opfyldt, hvis socialindkomsten er under (den høje grænse for

forsørgere på) 110.000 kr. + 15.000 kr. pr. barn. For et

samlevende ægtepar er grænsen den samme.

Retshjælpsudvalget finder, at denne særligt gunstige behandling af

ugifte ansøgere med børn er vanskelig at begrunde, og foreslår

derfor retstilstanden ændret på dette punkt. Dette indebærer, at

grænsen for denne ansøger sættes til summen af beløbsgrænsen for

enlige - efter forslaget 130.000 kr. i socialindkomst - og

tillægget på 25.000 kr. pr. barn.

Justitsministeriet kan tiltræde forslagene vedrørende ligestilling af

ægteskabelige og ikke-ægteskabelige samlivsforhold og vedrørende

beløbsgrænsen for enlige med børn, og reglerne herom i

bekendtgørelsen foreslås derfor fastsat i overensstemmelse med

betænkningens udkast.

2.4. Efter retsplejelovens § 331 kan justitsministeren, når særlige

grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om

de almindelige betingelser herfor i § 330 ikke er opfyldt. § 331

anvendes dels i forhold til kollektive enheder m.v., dels i

forhold til fysiske personer, der ikke opfylder de økonomiske

betingelser. Bestemmelsen kan endvidere anvendes under hensyn til

sagens principielle karakter. I overensstemmelse med

tilkendegivelsen i folketingsberetningen af 20. september 1985

foreslår udvalget, at der indsættes et nyt pkt. i bestemmelsen,

således at det udtrykkeligt af selve lovteksten fremgår, at

adgangen til at meddele fri proces, hvor de almindelige

betingelser herfor ikke er opfyldt, navnlig gælder i sager, som er

af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse,

eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller

erhvervsmæssige situation.

Udvalgets forslag er medtaget i § 1, nr. 6, i lovforslaget.

3. Modpartens sagsomkostninger

Efter retsplejelovens § 332, stk. 1, nr. 1-3, medfører fri proces i

almindelighed fritagelse for at betale retsafgifter, egne

advokatudgifter og andre udgifter i forbindelse med en retssags

førelse.

Efter retsplejelovens § 333 medfører fri proces derimod i

almindelighed ikke fritagelse for at betale modpartens

omkostninger, hvis sagen tabes.

Som undtagelse til denne hovedregel bestemmes det i § 335 a om

opfyldelse af klagenævnsafgørelser i forbrugersager, at eventuelle

omkostninger til modparten betales af statskassen, jf.

bestemmelsens stk. 2.

Efter retsplejelovens § 330 er det en betingelse for at meddele fri

proces, at den pågældende skønnes at have »rimelig grund til at

føre proces«. Ved afgørelsen heraf lægges der afgørende vægt på,

om den pågældende har udsigt til at få medhold i sin påstand eller

dog har et rimeligt krav på at få en retlig afgørelse.

I langt den overvejende del af de sager, hvor der meddeles fri

proces, er begrundelsen, at den pågældende skønnes at have udsigt

til at få medhold i sin påstand, og denne vurdering vil i langt de

fleste tilfælde vise sig at være rigtig. I denne situation er det

derfor udgangspunktet, at modparten efter de almindelige regler

pålægges at udrede samtlige omkostninger. I visse tilfælde

meddeles imidlertid fri proces, selv om der ikke er tale om en

»vindersag«. Begrundelsen for fri proces vil her ofte være, at den

pågældende dog på grund af sagens karakter har krav på at få en

retlig afgørelse, dvs., at der er rimelig grund til at føre

proces. Dette kan være tilfældet, hvor sagen har en særlig

indgribende karakter for den pågældende, f.eks. ved personskade,

lægefejl eller usædvanlig mange mangler ved et parcelhus.

Efter folketingsberetningen af 20. september 1985 bør det indgå i

retshjælpsudvalgets overvejelser, om ikke fri proces for en part

tillige bør medføre fritagelse for at erstatte modparten sagens

omkostninger. Selv om retten (efter § 333, stk. 2) har mulighed

for at træffe bestemmelse om, at omkostningerne til modparten helt

eller delvis skal betales af statskassen, hvor hensynet til den

part, der har fri proces, i særlig grad taler derfor, anføres i

beslutningsforslaget, at risikoen for at måtte betale

sagsomkostninger til modparten er et ganske betydeligt problem for

de mennesker, der får fri proces. Risikoen for at blive pålagt at

udrede modpartens sagsomkostninger kan afholde den pågældende fra

at søge berettigede krav gennemført. Når det een gang ved

bevillingen er fastslået, at den pågældende har rimelig grund til

at føre proces, bør sagen derfor kunne gennemføres uden risiko for

pålæg af sagsomkostninger i lighed med, hvad der gælder i

forbrugersager om opfyldelse af klagenævnsafgørelser, jf. § 335 a,

stk. 2.

I overensstemmelse hermed foreslår udvalget, at der i bestemmelsen i

retsplejelovens § 332, stk. 1, om opregningen af de

begunstigelser, som fri proces medfører for vedkommende part,

indføjes et nyt nr. 4 om, at fri proces medfører fritagelse for at

erstatte modparten sagens omkostninger.

Efter retsplejelovens § 335 kan retten, når omstændighederne taler

derfor, pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at

erstatte statskassen dennes udgifter i det omfang, disse ikke

pålægges modparten. Denne bestemmelse kan bl.a. anvendes i

tilfælde, hvor parten har opnået fri proces ved at afgive urigtige

oplysninger af væsentlig betydning, eller hvor de forudsætninger,

under hvilke fri proces må antages at være meddelt, senere er

bristet på grund af forhold, som parten snarere bør bære risikoen

for end det offentlige.

Tabes sagen f.eks. på grund af oplysninger, som ansøgeren kunne og

burde være fremkommet med under behandlingen af ansøgningen om fri

proces, forekommer det efter udvalgets opfattelse urimeligt, at

det offentlige skal betale omkostningerne.

Retshjælpsudvalget finder derfor, at den generelle bestemmelse i §

335 bør kunne anvendes også for så vidt angår modpartens

sagsomkostninger i tilfælde, hvor den pågældende selv har haft

indflydelse på, at sagen tabes helt eller delvis med den

konsekvens, at statskassen kommer til at hæfte for omkostninger

til modparten.

På denne baggrund foreslår udvalget en ændret affattelse af

bestemmelsen i retsplejelovens § 335, hvorved der lægges op til,

at retterne i videre omfang end i dag bør foretage en vurdering

af, om fri procesparten på grund af sine subjektive forhold skal

pålægges helt eller delvis at erstatte statskassen dennes udgifter

ved den fri proces.

Justitsministeriet kan tiltræde retshjælpsudvalgets forslag, og

lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Forslaget om at medtage modpartens omkostninger i fri procesydelserne

findes i § 1, nr. 8 (nyt nr. 4 i § 332, stk. 1). Ændringen af §

335 findes i § 1, nr. 11.

I konsekvens af disse ændringer foreslås § 333 og § 335 a, stk. 2,

ophævet (lovforslagets § 1, nr. 10).

4. Retshjælpsforsikringer

Udvalget behandler i betænkningen forholdet mellem fri

procesordningen og retshjælpsforsikringerne.

Retshjælpsforsikringen indførtes i 1970 som et tillæg til

skadesforsikringerne uden særskilt præmieberegning. De gældende

forsikringsbetingelser er fra 1983.

Det er udvalgets opfattelse, at retshjælpsforsikringerne bør

inddrages som et led i det samlede retshjælpssystem. En meget stor

del af befolkningen er på forskellige områder dækket af en

retshjælpsforsikring i forbindelse med en familieforsikring, en

parcelhusforsikring, en motorkøretøjsforsikring eller en

lystbådsforsikring. Forsikringsdækningen er imidlertid i dag

subsidiær i forhold til fri proces, idet forsikringstageren,

forinden der kan blive tale om at få dækning via forsikringen,

skal have udtømt mulighederne for at få sine procesomkostninger

dækket ved fri proces. Denne sammenkædning mellem

retshjælpsforsikringsbetingelserne og fri procesordningen har som

konsekvens, at den del af forsikringstagerne, der opfylder de

økonomiske betingelser for fri proces, via deres

forsikringspræmier betaler for en forsikringsydelse, som de ikke

selv har mulighed for at få del i, men som alene kommer den

forholdsvis bedrestillede del af befolkningen til gode. I den

forbindelse kan det dog nævnes, at retshjælpsforsikringen - i

modsætning til den nugældende fri procesordning - yder dækning for

modpartens omkostninger samt dækker visse advokatomkostninger, der

ikke har relation til egentlige retssager.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at der i retsplejelovens § 330

indsættes et nyt stk. 2, hvorefter en bevilling til fri proces

alene omfatter de omkostninger ved sagen, der ikke er dækket af en

retshjælpsforsikring eller en anden form for forsikring, der giver

dækning for udgifterne ved en proces. Ved denne bestemmelse gøres

forsikringsdækningen principal i forhold til fri proces, såfremt

forsikring faktisk er tegnet og i bekræftende fald i det omfang,

den efter forsikringsbetingelserne yder dækning for

procesomkostningerne. Der skal ikke foretages en vurdering af, om

der burde være forsikringsdækning. Der vil endvidere være mulighed

for fri procesdækning for de omkostninger, der i det enkelte

tilfælde ikke dækkes af forsikringen, herunder for omkostninger,

der ligger ud over forsikringens maksimum.

Ved denne ordning fastholdes desuden det principielle synspunkt, at

det er en offentlig opgave via reglerne om fri proces at spænde et

sikkerhedsnet ud under den del af befolkningen, der ikke har en

retshjælpsforsikring.

Udvalget foreslår, at ordningen i praksis administreres således, at

den person, der ønsker dækning af sine procesomkostninger, og som

opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, indgiver

ansøgning om fri proces til statsamtet. Finder statsamtet, at der

er rimelig grund til at føre proces, gives der som hidtil

bevilling til fri proces. Forholdet til forsikringsdækningen

bliver således først aktuelt i forbindelse med rettens

omkostningsfastsættelse ved sagens afslutning. Advokaten for den

part, der har fri proces, må derfor til brug for rettens afgørelse

sørge for, at der foreligger det nødvendige beslutningsgrundlag på

dette tidspunkt, herunder oplysninger om forsikringsdækningen. I

øvrigt skal advokaten som hidtil rette henvendelse til

forsikringsselskabet før sagsanlægget, jf. betænkningen side 123.

Udvalget er opmærksom på, at en bestemmelse med det foreslåede

indhold kan medføre forøgede udgifter for forsikringsselskaberne

med et deraf følgende behov for præmieforhøjelser. Eventuelle

præmieforhøjelser må imidlertid under hensyn til det meget store

antal forsikringer med retshjælpsdækning antages at ville udgøre

yderst begrænsede beløb pr. forsikringspolice.

Assurandør-Societetets repræsentanter i udvalget har udtrykt

bekymring for, at udgifterne til retshjælpsforsikringen som følge

af en gennemførelse af udvalgets forslag vil stige så meget og

dermed belaste de samlede udgifter til de forskellige forsikringer

med tilknyttet retshjælp, at nogle forsikringstagere på grund af

stadig - også af andre grunde - højere præmier vil undlade at

tegne de pågældende forsikringer.

Det er endvidere indgået i udvalgets overvejelser, at

forsikringsbranchen kunne tænkes at indføre en fravalgsmulighed,

således at forsikringstageren kunne tegne en forsikring, der ikke

omfattede retshjælp. En sådan mulighed ville i givet fald i særlig

grad appellere til den del af forsikringstagerne, der opfylder de

økonomiske betingelser for fri proces. Udvalget tvivler imidlertid

på, at en eventuel fravalgsmulighed vil blive udnyttet i noget

særligt stort omfang. Denne antagelse bygger på, dels at den

præmienedsættelse, der vil kunne opnås herved, må antages at

ville blive af begrænset størrelse, dels at retshjælpsforsikringen

indeholder andre begunstigelser end dækning af de

procesomkostninger, som kan dækkes ved fri procesordningen, f.eks.

udgifter i forbindelse med behandlingen ved administrative

instanser. Fravælges retshjælpsforsikringen, afskærer

forsikringstageren sig også fra disse begunstigelser.

Justitsministeriet er af de anførte grunde enig med udvalget i, at

retshjælpsforsikringerne bør inddrages som et led i det samlede

retshjælpssystem som foreslået af udvalget.

Lovforslagets § 1, nr. 3, er derfor udformet i overensstemmelse

hermed (nyt stk. 2 i § 330), således at en eventuel

forsikringsdækning gøres principal i forhold til fri proces.

5. Forholdet til Forbrugerklagenævnet og de private klage- eller

ankenævn

I betænkningen omtales Forbrugerklagenævnets og de godkendte klage-

eller ankenævns virksomhed, herunder disse nævns rolle i

retshjælpsordningen. Udvalget tager dog ikke i betænkningen mere

generelt stilling til forholdet mellem retshjælpen og

forbrugerklagenævnsbehandlingen, og der henstår således fortsat at

behandle en række væsentlige spørgsmål inden for dette område.

Der er i udvalget enighed om den principielle opfattelse, at en sag

så vidt muligt bør behandles af den myndighed/det organ, der har

de bedste forudsætninger for at behandle netop denne sag. For

dette resultat taler tillige ressourcemæssige hensyn. Udvalget

finder det derfor ønskeligt, at sager, der er bedst egnede til

nævnsbehandling, henvises hertil på et så tidligt tidspunkt som

muligt.

Udvalget har overvejet et forslag om at ændre retsplejelovens 330,

således at forbrugere, der kan få deres sager behandlet i

Forbrugerklagenævnet m.v., udelukkes fra fri proces i henhold til

Bilag

I dette bilag er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil

fremtræde, hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret.

Med mindre skrift er indsat den gældende formulering af de

bestemmelser, der berøres af forslaget.

§ 14. Til byretternes virkekreds hører uden for den egentlige

retspleje, hvortil også regnes skifteforvaltning og foged- og

auktionsforretninger

a. tinglysningsvæsenet,

b. oppebørsel af retsafgifter og regnskabsaflæggelse herfor,

c. udmeldelse af syns- og skønsmænd uden for retsplejen, for så vidt

den ikke kan ske af øvrigheden,

d. retshjælpsforretninger,

e. notarialforretninger,

samt uden for Københavns Byrets område

f. tilsyn med og revision af dødsboer, der behandles af eksekutorer.

Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om notarialforretninger.

Stk. 3. Skifteretten bistår ægtefællen og arvingerne med udfærdigelse

af anmeldelser og opgørelser, der skal indgives til skifteretten i

henhold til skifteloven, arveloven og arveafgiftsloven, medmindre

udfærdigelsen på grund af boets størrelse eller beskaffenhed vil

være særlig tidkrævende eller kræve særlige undersøgelser.

Skifteretten vejleder endvidere om betingelserne for og

fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering. --/ § 14. - - Stk. 2. - - Stk. 3. Skifteretten bistår ægtefællen og arvingerne med udfærdigelse af anmeldelser og opgørelser, der skal indgives til skifteretten i henhold til skifteloven, arveloven og arveafgiftsloven, medmindre udfærdigelsen på grund af boets størrelse eller beskaffenhed vil være særlig tidkrævende eller kræve særlige undersøgelser. /--

§ 128, stk. 1, således at der i denne bestemmelse henvises til de

økonomiske betingelser, der fastsættes i medfør af § 330

vedrørende fri proces.

Justitsministeriet er enig med retshjælpsudvalget heri, jf.

lovforslagets § 1, nr. 2, om en ændret affattelse af

retsplejelovens § 128, stk. 1.

Det følger heraf og af bemærkningerne ovenfor under pkt. 2.1.

vedrørende de økonomiske betingelser for fri proces, at grænserne

for socialindkomsten i bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved

advokater foreslås sat til 130.000 kr. for enlige og 175.000 kr.

for samlevende med et tillæg på 25.000 kr. pr. barn.

7.2. Udvalgets overvejelser i betænkningen har endvidere resulteret i

et udkast til en ny bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved

advokater med kommentarer til de enkelte bestemmelser.

Som noget nyt foreslås det, at advokaten i særligt hastende tilfælde

skal kunne yde almindelig retshjælp, selv om der ikke forevises

årsopgørelse med oplysning om socialindkomst eller dokumentation

for aktuelle indkomst- og formueforhold, hvis det må antages, at

de økonomiske betingelser er opfyldt. Herved åbnes der mulighed

for, at advokaten kan yde retshjælp i de særlige tilfælde, hvor en

hurtig rådgivning er nødvendig for at undgå retstab, men hvor

retshjælpssøgende ikke ved henvendelse til advokaten medbringer

den nødvendige dokumentation for sine økonomiske forhold.

Udvalget har endvidere særligt overvejet afgrænsningen af de

omfattede sagskategorier.

I den gældende bekendtgørelse er retshjælpens dækningsområde angivet

ved en positiv opregning. Denne afgrænsningsmåde har imidlertid i

praksis givet anledning til fortolkningstvivl i relation til

bekendtgørelsens rækkevidde. Hertil kommer, at de sagstyper, hvor

der kan ydes retshjælp, næppe dækker alle de områder, hvor der i

praksis har vist sig at være et relevant retshjælpsbehov. Disse

forhold har derfor været medvirkende til at svække

bekendtgørelsens praktiske betydning.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der i stedet anvendes en

negativ afgrænsning, således at der som udgangspunkt kan ydes

retshjælp i alle sagskategorier, medmindre de udtrykkeligt er

undtaget. Herved understreges det, at formålet med

advokatretshjælpsordningen er at give befolkningen den videst

mulige adgang til retshjælp.

Udvalget har endvidere tilstræbt at begrænse antallet af undtagne

sagskategorier mest muligt.

Udvalgets overvejelser har resulteret i, at retshjælp ikke bør kunne

gives til

1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager,

2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig

karakter,

3) sager om gældssanering og

4) sager, der angår eller er under behandling ved en

forvaltningsmyndighed, såfremt det må antages, at vejledning og

bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Der skal dog

kunne gives retshjælp til en klage over en forvaltningsmyndigheds

afgørelse.

Om den nærmere begrundelse for disse undtagelser henvises til

betænkningen side 77-80.

I udkastet til en ny bekendtgørelse opretholdes sondringen mellem

almindelig og udvidet retshjælp, men bestemmelsen om udvidet

retshjælp foreslås ændret således, at der åbnes adgang til denne

retshjælp i videre omfang end tidligere. Efter forslaget vil der

således bl.a. kunne ydes udvidet retshjælp, selv om sagen er

anlagt ved domstolene, hvis særlige forhold taler derfor, navnlig

hvis sagen uanset sagsanlæg ved yderligere bistand fra advokaten

skønnes at ville kunne afsluttes forligsmæssigt.

Arten af de ydelser, som retshjælpen kan omfatte, foreslås tillige

udvidet. Advokaten vil efter forslaget kunne deltage i møder,

ligesom der vil kunne ydes retshjælp til udfærdigelse af alle

former for processkrifter i borgerlige retssager. Forslaget åbner

endvidere mulighed for, at der kan ydes almindelig retshjælp til

udfærdigelse af bodelingsoverenskomster samt enkle testamenter og

ægtepagter.

Advokaternes vederlag er senest reguleret i 1978/ 1979 og udgør 200

kr. (eksklusiv moms) ved almindelig retshjælp og yderligere indtil

800 kr. (eksklusiv moms) ved udvidet retshjælp. Udviklingen på

Justitsministeriets konto vedrørende advokatretshjælpen viser et

stadigt fald i udgifterne hertil, hvilket må tages som udtryk for,

at denne retshjælpsform anvendes i stadigt mindre omfang.

Udgifterne var således i 1986 ca. 2 mio. kr. mod ca. 4 mio. kr. i

1982.

Det er udvalgets opfattelse, at denne udvikling til dels er begrundet

i de nævnte lave økonomiske grænser for at opnå denne form for

retshjælp.

Efter udvalgets mening skyldes udviklingen dog også for en væsentlig

del den manglende justering af honorarerne til advokaterne, der i

stigende grad har fundet det utilfredsstillende at skulle yde

retshjælp inden for de snævre rammer, som den nugældende

bekendtgørelse sætter. Hertil kommer, at de sager, der i dag

forelægges for advokaterne, er vanskeligere og mere tidkrævende

end tidligere, idet de lette og hurtigt ekspederede sager

behandles gratis i de private retshjælpsinstitutioner og

advokatvagterne.

Udvalget finder således, at det vederlag, der i dag kan opnås, er

utilfredsstillende og uegnet til at sikre, at advokaternes

engagement i ordningen kan fastholdes. Dette har medført, at

befolkningens mulighed for at få retshjælp er forringet.

Det foreslås derfor, at vederlaget for almindelig retshjælp forhøjes

til et beløb af indtil 610 kr. (500 kr. + moms), mens vederlaget

for udvidet retshjælp foreslås forhøjet til et beløb af yderligere

indtil 1.830 kr. (1.500 kr. + moms). Vederlaget for ydet

advokatretshjælp er et arbejdsvederlag, hvis størrelse - i

overensstemmelse med de almindelige principper for fastlæggelsen

af advokatsalærer - i det enkelte tilfælde afhænger af omfanget og

karakteren af den rådgivning og bistand, som advokaten har ydet.

For så vidt angår øvrige ændringer af mere administrativ art henvises

til bekendtgørelsesudkastet med bemærkninger.

Endelig skal det nævnes, at udvalget ikke i betænkningen har

foreslået en afskaffelse af de gældende regler om de

retshjælpssøgendes egenbetaling. Efter disse regler skal den

retshjælpssøgende betale 25 pct. af vederlaget ved almindelig

retshjælp og 50 pct. af vederlaget ved udvidet retshjælp. Dog

foreslås den ændring, at den retshjælpssøgende ikke skal betale

nogen del af vederlaget, når den ydede retshjælp består i

rådgivning m.v. i forbindelse med en ansøgning om fri proces.

Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udkastet til

bekendtgørelse, der således vil blive udstedt i forbindelse med en

gennemførelse af lovforslaget.

8. Retshjælpsinstitutionerne

I betænkningen redegør udvalget for de eksisterende private

retshjælpsinstitutioner og advokatvagterne samt for omfanget af og

retningslinjerne for udbetalingen af de offentlige tilskud hertil.

Endvidere beskrives indholdet af den retshjælp, som

institutionerne yder. Der er i de senere år sket en kraftig

stigning i antallet af advokatvagter, der er omfattet af

Advokatrådets advokatvagtordning (fra 6 i 1979 til 75 ved udgangen

af 1986), hvorimod antallet af private retshjælpsinstitutioner

alene er øget i moderat grad (fra 10 i 1979 til 15 ved udgangen af

1986).

Stort set hele landet er dækket af retshjælpsinstitutioner, og i de

store bysamfund (København, Århus, Esbjerg og Herning) er der

flere institutioner, ligesom der er valgmulighed mellem at søge

den juridiske vejledning i en advokatvagt eller i en privat

retshjælpsinstitution.

Der er således i dag skabt en stort set landsdækkende adgang for

befolkningen til via retshjælpsinstitutionerne at få gratis

rådgivning om dagligdagens juridiske problemer. Indholdet og

omfanget af retshjælpstilbudene kan variere fra institution til

institution, men ydelserne supplerer hinanden.

Der er i de forløbne år i takt med udviklingen i antallet af

retshjælpsinstitutioner sket en væsentlig forhøjelse af den

bevilling, hvoraf der ydes tilskud til institutionernes drift,

således at ansøgningerne om tilskud i dag kan imødekommes i et

meget betydeligt omfang. I den forbindelse kan henvises til, at

der i 1986, hvor bevillingen udgjorde 4 mio. kr., blev ansøgt om

tilskud til et samlet beløb på ca. 4,7 mio. kr., således at ca. 85

pct. af de ansøgte beløb blev bevilget.

Udvalget opstiller ikke i betænkningen alternativer til den

eksisterende ordning med private retshjælpsinstitutioner og

advokatvagter, men henstiller, at bevillingerne til de

eksisterende typer af retshjælpsinstitutioner forøges i det

omfang, det er nødvendigt for at imødekomme rimelige ansøgninger

om tilskud.

I overensstemmelse med denne henstilling er Justitsministeriet som

omtalt under pkt. 10 indstillet på, at statens tilskud til

retshjælpsinstitutionerne forhøjes i forbindelse med

gennemførelsen af dette lovforslag.

9. Øget informationsvirksomhed

Udvalget lægger afgørende vægt på, at der i forbindelse med en

gennemførelse af betænkningens forslag til ændringer i

retsreglerne udarbejdes et informationsmateriale, som på en

overskuelig måde præsenterer befolkningen for det samlede

retshjælpsudbud omfattende såvel de private

retshjælpsinstitutioner, advokatvagterne, den offentlige retshjælp

ved advokater, Forbrugerklagenævnet, de godkendte private klage-

eller ankenævn og fri proces ved domstolene, således at der gives

den enkelte mulighed for selv på et forsvarligt grundlag at vælge

det - henset til sagens karakter og egne ønsker - »rigtige«

retshjælpstilbud.

Udvalget henstiller, at der afsættes de nødvendige midler til

udarbejdelsen af et sådant informationsmateriale.

Justitsministeriet er enig i behovet for informationsmateriale, og i

forbindelse med lovforslagets vedtagelse vil der blive anvendt de

nødvendige midler hertil.

10. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget indebærer en væsentlig forbedring af de samlede

retshjælpstilbud til befolkningen, navnlig gennem en betydelig

forhøjelse af indtægtsgrænserne for fri proces og advokatretshjælp

samt udvidelsen af de begunstigelser, der knytter sig til fri

proces. Når der tages hensyn bl.a. til forslaget om, at en

eventuel retshjælpsforsikring skal være principal i forhold til

fri proces, til forslaget om en ændret beskikkelsesordning i

ægteskabssager og til forslaget om gebyr ved visse fri

procesbevillinger, kan Justitsministeriets nettomerudgifter ved

den forbedrede retshjælpsordning anslås til at ligge i

størrelsesordenen ca. 40-50 mio. kr. årligt. Skønnet er forbundet

med betydelig usikkerhed. Ud over de nævnte merudgifter kommer

yderligere merudgifter til forhøjede tilskud til

retshjælpsinstitutioner samt udgifter til øget

informationsvirksomhed.

De samlede merudgifter ved lovforslaget kan herefter anslås til ca.

45-55 mio. kr. årligt. Det bemærkes i den forbindelse, at

Justitsministeriets udgifter til fri proces m.v. gennem de seneste

ca. 5 år har ligget på et niveau omkring 60 mio. kr. årligt. De

anførte merudgifter vil blive modsvaret af en tilsvarende

forhøjelse af Justitsministeriets budgetreguleringskonto på

finansloven. Justitsministeriets totalramme påvirkes således ikke

af lovforslaget.

For så vidt angår lovforslagets administrative konsekvenser må de

foreslåede ændringer forudses at medføre en stigning i antallet af

ansøgninger om fri proces, der behandles af statsamterne, og i

antallet af retssager, hvor der meddeles fri proces. Yderligere må

en række sager om fri proces antages at få et mere kompliceret

indhold, bl.a. på grund af stigninger i sagsgenstandenes værdi.

Heroverfor står, at det med den foreslåede regulering af

indtægtsgrænserne bl.a. tilsigtes, at befolkningen får adgang til

fri proces i samme udstrækning som i begyndelsen af 1980'erne. Det

er herefter Justitsministeriets sammenfattende vurdering, at

forslaget ikke vil indebære ændringer i arbejdsmængden for de

berørte myndigheder, der afviger væsentligt fra det forudsatte i

forbindelse med den seneste regulering af indtægtsgrænserne i

1981.

11. Hørte myndigheder m.v.

Retshjælpsudvalgets betænkning er i midten af august 1987 sendt til

de berørte myndigheder og organisationer m.v. med oplysning om, at

de vil blive hørt over det lovforslag, der vil blive fremsat i

Folketinget på grundlag af udvalgets betænkning.

Lovforslaget er herefter i forbindelse med fremsættelsen sendt til

høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns

Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske

Dommerforening, Advokatrådet, Foreningen af Statsamtmænd,

Foreningen af Statsamtsjurister, Dommerfuldmægtigforeningen,

Assurandør-Societetet og Forbrugerrådet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I bilaget til lovforslaget er bestemmelserne i retsplejeloven

gengivet, som de vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages

uændret.

Til nr. 1

Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 7.2. foreslås, at der

ikke skal kunne gives advokatretshjælp til sager om gældssanering.

Udvalget foreslår på denne baggrund, at bestemmelsen i

retsplejelovens § 14, stk. 3, ændres, således at det præciseres,

at skifterettens vejledningspligt efter denne bestemmelse tillige

omfatter gældssaneringssager.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Til nr. 2

Ved denne ændring fastsættes, at der skal gælde samme økonomiske

betingelser for adgangen til advokatretshjælp som for fri proces.

Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 7.1.

og retshjælpsudvalgets betænkning nr. 1113/1987, kapitel 4.2.2.

Til nr. 3

Ved denne bestemmelse gøres en eventuel retshjælpsforsikring

principal i forhold til fri proces.

Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 4 og til

betænkningens kapitel 8.

Til nr. 4

Forslaget giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om,

at der ved vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at

føre proces, skal tages hensyn til, om muligheden for at få sagen

behandlet ved Forbrugerklagenævnet eller et af dette godkendt

privat klage- eller ankenævn er udnyttet.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5

og til betænkningens kapitel 7.3.

Til nr. 5

Ændringen er alene af sproglig art, idet »overøvrigheden« foreslås

ændret til »statsamtet«.

Til nr. 6

Ved bestemmelsen sker der ved indsættelse af et nyt 2. pkt. i § 331

en præcisering af de sager, hvor der navnlig skal gælde en adgang

til at meddele fri proces, selv om de almindelige betingelser

herfor ikke er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4. og

til betænkningens kapitel 3.3.1.

Til nr. 7

I overensstemmelse med retshjælpsudvalgets betænkning (kapitel

9.3.2.) foreslås en hjemmel for justitsministeren til at fastsætte

regler i forbindelse med ansøgninger om fri proces, herunder om

obligatorisk anvendelse af en blanket.

Til nr. 8

I bestemmelsen foreslås, at en bevilling til fri proces omfatter

fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.

Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.

og til betænkningens kapitel 3.2.1.

Til nr. 9

Ved bestemmelsen gives der justitsministeren hjemmel til at fastsætte

regler om, at en bevilling til fri proces betinges af, at der

indbetales et gebyr til statskassen.

Om baggrunden herfor og om den påtænkte udnyttelse af hjemlen

henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2. og i øvrigt til

betænkningens kapitel 3.1.2.2.

Til nr. 10

Som en konsekvens af forslaget i nr. 8 om fritagelse for betaling af

modpartens omkostninger foreslås de gældende bestemmelser i § 333

og § 335 a, stk. 2, om betaling af disse omkostninger ophævet.

Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 3 og til

betænkningens kapitel 3.2.1.

Til nr. 11

Det foreslås, at § 335 ændres, således at retterne i videre omfang

end i dag foretager en vurdering af, om fri procesparten på grund

af sine subjektive forhold skal pålægges helt eller delvis at

erstatte statskassen dennes udgifter ved den fri proces.

Bestemmelsen må ses i sammenhæng med forslaget i nr. 8, hvor det

foreslås, at fri proces også skal omfatte omkostninger til

modparten, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Til nr. 12

Forslaget indebærer, at sagsøgte i ægteskabssager ikke automatisk

skal have beskikket en advokat, men at retten i det enkelte

tilfælde skal tage stilling til behovet herfor.

Om baggrunden for denne ændring henvises til de almindelige

bemærkninger pkt. 6.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1988.

Der foreslås ikke fastsat særlige overgangsregler. De forhøjede

indtægtsgrænser vil således finde anvendelse ved alle ansøgninger

om fri proces, der afgøres fra den 1. januar 1988.

De ændrede regler vedrørende betaling af sagens omkostninger vil

ligeledes skulle anvendes i alle retssager, der ikke er afsluttet

inden denne dato.

§ 128. Advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der

har fri proces, skal yde retshjælp til personer, der opfylder de

økonomiske betingelser, som fastsættes i medfør af § 330, stk. 3.

Stk. 2. Advokater, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse

til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig en

tilsvarende forpligtelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om ydelse af retshjælp,

herunder om omfanget af advokaternes forpligtelse, om, hvilke

sagsområder retshjælpen skal omfatte, og om, hvem der skal være

berettiget til retshjælp.

Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om vederlag til advokater

for ydelse af retshjælp og om tilskud af statskassen til betaling

af vederlaget. Det kan bestemmes, at den, der søger retshjælp,

selv skal betale en del af vederlaget.

Stk. 5. Justitsministeren kan bestemme, at reglerne i stk. 1-4 ikke

skal gælde i områder, hvor der ydes retshjælp af et

retshjælpskontor. Justitsministeren kan af statskassen yde tilskud

til sådanne kontorer. --/ § 128. Advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der har fri proces, skal rådgive og bistå ubemidlede i retlige anliggender. Stk. 2. - - /--

§ 330.

Udvalget nærer imidlertid betænkeligheder ved ubetinget at afskære

fri proces i tilfælde, hvor forbrugeren har mulighed for en

nævnsbehandling.

Udvalget finder på den anden side, at de nævnte intentioner vil kunne

tilgodeses dels ved, at forbrugeren på et tidligere tidspunkt end

i dag får kendskab til muligheden for nævnsbehandling, dels ved,

at muligheden for nævnsbehandling indgår i statsamternes vurdering

af, om forbrugeren har rimelig grund til at føre proces, jf.

retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1.

Allerede i dag vil forbrugeren i vidt omfang blive vejledt om

muligheden for nævnsbehandling, hvis der søges advokatbistand i en

forbrugersag. Udvalget foreslår i den forbindelse, at der i

bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved advokater, jf. herom

nærmere nedenfor i pkt. 7, indsættes en bestemmelse om, at

advokaten skal vejlede den retshjælpssøgende om andre

retshjælpsmuligheder.

Indsender forbrugeren selv ansøgningen til statsamtet uden

forudgående kontakt til en advokat, vil statsamtet kunne yde

vejledning. Skønner statsamtet, at der i en forbrugersag ikke

bliver tale om en vanskelig bevisbedømmelse, eller at sagen ikke

er af velfærdstruende karakter eller i øvrigt af særlig

indgribende betydning for ansøgeren, bør statsamtet efter

udvalgets opfattelse kunne afslå ansøgningen om fri proces, idet

der ikke for tiden eller på det foreliggende grundlag findes at

være rimelig grund til at føre proces ved domstolene. Muligheden

for en mere hensigtsmæssig nævnsbehandling bliver herved et

væsentligt moment ved statsamtets skøn over processens rimelighed.

Ved skønnet over hensigtsmæssigheden bør statsamtet tillige lade

indgå praktiske og geografiske hensyn.

På denne baggrund foreslår udvalget en ændring af retsplejelovens §

330, stk. 2, således at justitsministeren - på samme måde som det

i dag er tilfældet med de økonomiske betingelser i stk. 1, nr. 2 -

bemyndiges til at fastsætte regler om, hvornår betingelsen i stk.

1, nr. 1, om rimelig grund til at føre proces er opfyldt. I medfør

af denne bestemmelse foreslås det i bekendtgørelsen om fri proces

fastsat, at der ved vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund

til at føre proces, skal tages hensyn til muligheden for at få

sagen behandlet ved Forbrugerklagenævnet eller klage- eller

ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet.

I øvrigt foreslås der ingen ændringer i den grundlæggende betingelse

i § 330 om, at der skal skønnes at være rimelig grund til at føre

proces.

Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets opfattelse, og

retsplejelovens § 330 foreslås derfor ændret i overensstemmelse

hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

6. Advokatbeskikkelse for sagsøgte i ægteskabssager

Ved en udtalelse af 9. januar 1985 stillede retshjælpsudvalget

forslag om en ændring af retsplejelovens § 449 om

advokatbeskikkelse for sagsøgte eller appelindstævnte i

ægteskabssager. Forslaget gik ud på, at sagsøgte ikke automatisk

skulle have beskikket en advokat, men at retten i det enkelte

tilfælde skulle anlægge en vurdering af, om den pågældende havde

behov for advokatbistand under sagen, og om den pågældende

opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces.

Retshjælpsudvalgets udtalelse af 9. januar 1985 er optaget som bilag

til betænkningen.

Retsplejelovens § 449 blev ændret ved lov nr. 226 af 6. juni 1985.

Ved denne lovændring, der altså er foretaget efter, at

retshjælpsudvalget afgav sin udtalelse den 9. januar 1985,

opretholdtes den hidtidige ordning, hvorefter der skal ske

beskikkelse af advokat for alle sagsøgte eller appelindstævnte,

der møder uden advokat, i sager om separation, skilsmisse og

omstødelse af ægteskab, i sager mellem ægtefæller til afgørelse

af, om separation består eller er bortfaldet, og i sager til

afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller. Herudover

blev det på baggrund af gennemførelsen af sager om fælles

forældremyndighed m.v. vedtaget, at der skal ske beskikkelse af

advokat i sager om ophør af fælles forældremyndighed, jf. § 448,

nr. 2, i sager om overførelse af forældremyndigheden til faderen

alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har haft fælles

forældremyndighed, jf. § 448, nr. 3, og endelig i sager om

statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter en indehavers

død, jf. § 448, nr. 4.

Beskikkelse af advokat skal efter de gældende regler som nævnt ske

automatisk og uden hensyn til sagsøgtes økonomiske forhold, og

advokatens vederlag udredes af statskassen, uden at der i

almindelighed kan blive tale om at pålægge den pågældende part at

betale sagsomkostninger.

Mens situationen for den sagsøgte i en ægteskabssag m.v. således er

den, at den pågældende automatisk og uden hensyn til de økonomiske

forhold får beskikket en advokat, forholder det sig anderledes for

den, der er sagsøger. Her skal den pågældende ansøge statsamtet om

fri proces, og bevilling hertil gives kun, såfremt den pågældende

skønnes at have rimelig udsigt til at få medhold, og såfremt den

pågældende opfylder visse økonomiske betingelser, jf.

retsplejelovens § 330.

Retshjælpsudvalget stillede bl.a. på denne baggrund forslag om, at

man ved en ændring af retsplejelovens § 449 fjernede denne

forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med hensyn til

fri proces m.v. Udvalget pegede i den forbindelse også på, at man

ved denne ændring fjernede den mulighed, som parterne hidtil havde

haft for ved aftale at sikre sig, at alle omkostninger ved deres

ægteskabssag ville blive afholdt af det offentlige. Den foreslåede

stramning af bestemmelsen ville efter udvalgets opfattelse også

betyde, at den mere velstående part ikke længere ville kunne have

nogen økonomisk interesse i at foretrække en separation/skilsmisse

ved dom fremfor ved bevilling, og udvalget fandt derfor, at den

foreslåede ny bestemmelse også ville kunne virke procesbesparende.

Den 2. oktober 1985 fremsatte Justitsministeriet forslag til lov om

ændring af bl.a. § 449 i overensstemmelse med retshjælpsudvalgets

udtalelse og med de ændringer, der var en konsekvens af den ved

den nævnte lov nr. 226 af 6. juni 1985 gennemførte ændring af §

449. Justitsministeriet foreslog dog, at retten skulle kunne

beskikke en advokat for den pågældende, selv om de økonomiske

betingelser for fri proces ikke var opfyldt, såfremt retten ikke

fandt det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde uden

advokatbeskikkelse. Om forslaget henvises til Folketingstidende

1985-86, tillæg A, sp. 359.

Forslaget vedrørende § 449 blev ikke vedtaget. I Retsudvalgets

betænkning af 16. maj 1986 over forslaget blev det anført, at

udvalget var positivt stemt over for den foreslåede ændring af

bestemmelsen om fri proces i ægteskabssager, men at man fandt, at

en ændring burde afvente en samlet revision af reglerne om fri

proces og retshjælp ved advokat (Folketingstidende 1985-86, tillæg

B, sp. 1723, ad ændringsforslag 4).

I retshjælpsudvalgets betænkning foreslås, at forslaget til ændring

af § 449 genfremsættes, og dette lovforslag er udformet i

overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

7. Offentlig retshjælp ved advokater

7.1. Efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 574 af 17. december 1980

om offentlig retshjælp ved advokater er det en betingelse for at

være berettiget til retshjælp, at socialindkomsten ikke overstiger

80.000 kr. med tillæg af 7.000 kr. pr. barn under 18 år, som

forsørges af den retshjælpssøgende. Hvis denne er gift og lever

sammen med sin ægtefælle, er ægtefællernes samlede socialindkomst

afgørende for, om de økonomiske betingelser kan anses for opfyldt.

Bekendtgørelsen er medtaget som bilag til betænkningen.

De nævnte økonomiske grænser for advokatretshjælp har været uændrede

siden 1979, og dette har medført, at der siden er sket en gradvis

og væsentlig begrænsning af den andel af befolkningen, der har

adgang til denne retshjælp.

I overensstemmelse med folketingsberetningen af 20. september 1985 er

det udvalgets opfattelse, at der - i modsætning til retstilstanden

efter de gældende regler - bør gælde samme økonomiske betingelser

for adgang til advokatretshjælp som for adgangen til fri proces.

Udvalget foreslår derfor en ændret formulering af retsplejelovens

§ 330. Der kan efter ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt

1) han skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og

2) han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de

omkostninger, der er forbundet med sagen.

Stk. 2. En bevilling til fri proces omfatter alene de omkostninger

ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller en

anden form for forsikring.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår

betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.

Stk. 4. Fri proces i sager i 1. instans meddeles af statsamtet, for

så vidt angår byretssager på det sted, hvor sagen er anlagt eller

agtes anlagt, og for så vidt angår landsretssager på det sted,

hvor sagen skulle være anlagt, hvis landsretsbehandling ikke var

anvendelig.

Stk. 5. Fri proces i anke- og kæresager meddeles af

justitsministeren, jf. dog § 332, stk. 4. --/ § 330. Der kan efter ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt 1) han skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og 2) han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår den i stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse er opfyldt. Stk. 3. Fri proces i sager i 1. instans meddeles af overøvrigheden, for så vidt angår byretssager på det sted, hvor sagen er anlagt eller agtes anlagt, og for så vidt angår landsretssager på det sted, hvor sagen skulle være anlagt, hvis landsretsbehandling ikke var anvendelig. Stk. 4. Fri proces i anke- og kæresager meddeles af justitsministeren, jf. dog § 332, stk. 4. /--

§ 331. Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, efter

ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke

er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel

karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har

væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige

situation. --/ § 331. Justitsministeren, kan når særlige grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke er opfyldt. /--

§ 331 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en

ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal

meddele. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at

der skal anvendes en særlig blanket ved ansøgningen. --/ Bestemmelsen er ny. /--

§ 332. Fri proces medfører for vedkommende part

1) Fritagelse for afgifter i overensstemmelse med lov om

retsafgifter.

2) Beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af

statskassen, jf. § 336 c.

3) Godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt

til vidneførsel, syns- og skønsforretninger og andre

foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling

eller oplysning.

4) Fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.

5) I skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for

skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kan dækkes af

boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel

medhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der

iværksættes med skifterettens godkendelse.

Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i

stk. 1 nævnte begunstigelser. Bevillingen kan betinges af, at der

indbetales et gebyr til statskassen efter regler fastsat af

justitsministeren.

Stk. 3. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den

pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for

at opnå ny foretagelse af sagen for samme ret, samt fuldbyrdelse

af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger,

som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er

foretaget inden meddelelse af fri proces.

Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter også behandling af sagen

i 2. og 3. instans, såfremt sagen er indbragt for højere ret af

modparten, og den part, der har fri proces, helt eller delvis har

fået medhold i den foregående instans.

Stk. 5. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.

Stk. 6. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under

hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at

være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører

virkningerne af fri proces. --/ § 332. Fri proces medfører for vedkommende part: 1) Fritagelse for afgifter i overensstemmelse med lov om retsafgifter. 2) Beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 336 c. 3) Godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt til vidneførsel, syns- og skønsforretninger og andre foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling eller oplysning. 4) I skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kan dækkes af boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel medhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der iværksættes med skifterettens godkendelse. Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser. Stk. 3. - - - - /--

§ 333 ophæves. --/ § 333. Fri proces for en part medfører ikke fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger. Stk. 2. Når hensynet til en part, der har fri proces, i særlig grad taler derfor på grund af sagens beskaffenhed og partens økonomiske forhold, kan retten bestemme, at omkostningerne til modparten helt eller delvis skal betales af statskassen i stedet for af parten. Stk. 3. Retten kan i øvrigt, hvor hensynet til modparten i særlig grad taler derfor, bestemme, at omkostningerne til denne skal betales af statskassen, der i så fald indtræder i modpartens ret mod parten. § 335a, stk. 2, ophæves. /--

§ 335 a. Personer, der opfylder betingelserne i § 330, stk. 1, nr. 2,

har fri proces i følgende tilfælde

1) Forbrugeren i sager, der indbringes af den pågældende for at få

opfyldt en afgørelse, som er truffet af forbrugerklagenævnet eller

af et klage- eller ankenævn, der er godkendt af

forbrugerklagenævnet, eller et forlig, som er indgået for et af

disse nævn.

2) Forbrugeren i sager, der indbringes af modparten med påstand om

ændring af en af de i nr. 1 nævnte afgørelser eller forlig til

skade for forbrugeren.

3) Den anden part i sager om en advokats vederlag, der indbringes af

den pågældende for at få opfyldt en afgørelse, som er truffet af

en kredsbestyrelse eller af advokatnævnet.

4) Den anden part i sager om en advokats vederlag, som advokaten

indbringer med påstand om ændring af en kredsbestyrelses eller af

advokatnævnets afgørelse til skade for den anden part. --/ § 335 a. - - Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 333 betales eventuelle omkostninger til modparten af statskassen. /--

§ 335. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller

delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces i det

omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold og

omstændighederne i øvrigt taler derfor. --/ § 335. Når omstændighederne taler derfor, kan retten pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassen dennes udgifter i det omfang, disse ikke pålægges modparten. /--

§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i

en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, og finder retten, at den

pågældende har behov for advokatbistand, kan retten beskikke en

advokat for denne, såfremt parten opfylder betingelserne i § 330,

stk. 1, nr. 2.

Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig

måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand,

kan retten beskikke den pågældende part en advokat, selv om parten

ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2. Retten pålægger

i så fald parten at erstatte statskassen udgifterne i forbindelse

med beskikkelsen. --/ § 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag efter § 448, nr. 1-4, 7 eller 8, skal retten beskikke en advokat for denne. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag efter § 448, nr. 5 eller 6, om forældremyndighed, kan retten beskikke en advokat for denne.

Ingen

Nr LSF 16

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Fri proces og retshjælp)

Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)

den 7. oktober 1987