1987 LSF 16 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (FRI PROCES OG RETSHJÆLP) (friprocesogretshjælp)
Table of Provisions (17)
Statutory Text (17 Articles)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986 som ændret ved lov nr. 273 af 13. maj 1987, lov nr. 385 og
nr. 386 af 10. juni 1987, foretages følgende ændringer
1. I § 14, stk. 3, indsættes som 2. pkt.
»Skifteretten vejleder endvidere om betingelserne for og
fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering.«
2. § 128, stk. 1, affattes således
»Advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der har
fri proces, skal yde retshjælp til personer, der opfylder de
økonomiske betingelser, som fastsættes i medfør af § 330, stk. 3.«
3. I § 330 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
»Stk. 2. En bevilling til fri proces omfatter alene de omkostninger
ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller en
anden form for forsikring.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
4. § 330, stk. 2, der bliver stk. 3, affattes således
»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår
betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.«
5. I § 330, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »overøvrigheden« til
»statsamtet«.
6. § 331 affattes således
»§ 331. Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, efter
ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke
er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel
karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har
væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige
situation.«
7. Efter § 331 indsættes
»§ 331 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en
ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal
meddele. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
der skal anvendes en særlig blanket ved ansøgningen.«
8. I § 332, stk. 1, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer
»4) Fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.«
Nr. 4 bliver herefter nr. 5.
9. I § 332, stk. 2, indsættes som 2. pkt.
»Bevillingen kan betinges af, at der indbetales et gebyr til
statskassen efter regler fastsat af justitsministeren.«
10. § 333 og § 335 a, stk. 2, ophæves.
11. § 335 affattes således
»§ 335. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller
delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces i det
omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold og
omstændighederne i øvrigt taler derfor.«
12. § 449 affattes således
»§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i
en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, og finder retten, at den
pågældende har behov for advokatbistand, kan retten beskikke en
advokat for denne, såfremt parten opfylder betingelsen i § 330,
stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig
måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand,
kan retten beskikke den pågældende part en advokat, selv om parten
ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2. Retten pålægger
i så fald parten at erstatte statskassen udgifterne i forbindelse
med beskikkelsen.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 1988.
BEMÆRKNINGER TIL LOVFORSLAGET
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har primært til formål at gennemføre væsentlige
forbedringer af befolkningens adgang til retshjælp.
I den forbindelse foreslås betydelige fohøjelser af de økonomiske
grænser for meddelelse af fri proces og offentlig retshjælp ved
advokater.
Det foreslås således, at den nuværende indtægtsgrænse for at kunne få
fri proces for et ægtepar forhøjes fra 110.000 kr. i samlet
socialindkomst til en samlet socialindkomst på 175.000 kr.
Tillægget pr. barn på 15.000 kr. foreslås forhøjet til 25.000 kr.
Indtægtsgrænsen for enlige uden børn vil efter forslaget blive
forhøjet fra 83.000 kr. til 130.000 kr.
Endvidere indeholder lovforslaget en regel om, at fri proces i
modsætning til i dag i almindelighed skal medføre fritagelse for
at erstatte modparten sagens omkostninger. Dernæst foreslås en
udvidelse af området for advokatretshjælp både for så vidt angår
de omfattede sagskategorier og med hensyn til retshjælpsydelsernes
omfang og indhold.
Samtidig foreslås, at retshjælpsforsikringer gøres til den primære
sikring mod befolkningens procesudgifter, idet en bevilling til
fri proces alene skal omfatte de omkostninger ved sagen, der ikke
er dækket af en eventuel retshjælpsforsikring. Endvidere foreslås,
at fri procesbevillingen for den mere velstillede del af dem, der
opfylder betingelserne for at få fri proces, i almindelighed
betinges af, at der indbetales et gebyr på 800 kr. til
statskassen. Herudover foreslås en ophævelse af reglen om
automatisk beskikkelse af en advokat for den sagsøgte i
ægteskabssager.
Endelig foreslås en række andre ændringer i reglerne for meddelelse
af fri proces, herunder en ligestilling mellem ægteskabelige og
ikke-ægteskabelige samlivsforhold. En anden væsentlig ændring
består i, at der ved afgørelsen af, om der skal meddeles fri
proces, skal tages hensyn til muligheden for at få sagen behandlet
af Forbrugerklagenævnet eller et af de private klage- eller
ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet.
Lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse med lovudkastet i
betænkning nr. 1113/87, der er afgivet af retshjælpsudvalget. Da
en del af de foreslåede ændringer skal gennemføres administrativt,
indeholder betænkningen forslag til nye bekendtgørelser om fri
proces og om offentlig retshjælp ved advokater. Såfremt
lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet udstede sådanne
bekendtgørelser i overensstemmelse med udvalgets udkast.
Baggrunden for lovforslaget er endvidere en beretning, afgivet af
Folketingets Retsudvalg den 20. september 1985 over et forslag til
folketingsbeslutning om forbedring af adgangen til retshjælp, fri
proces m.v. Beslutningsforslaget og beretningen er medtaget i
betænkningen og i øvrigt optrykt i Folketingstidende 1984-85,
tillæg A, sp. 3689, og tillæg B, sp. 3097.
Herudover blev der den 23. april 1987 af medlemmer af
Socialdemokratiet fremsat forslag nr. B 156 til
folketingsbeslutning om regulering af indtægtsgrænserne for
opnåelse af fri proces og retshjælp og om forhøjelse af vederlag
til nævninge og domsmænd og til advokater, der yder offentlig
retshjælp (blad nr. 737). Beslutningsforslaget er medtaget i
betænkningen. Beslutningsforslaget var til første behandling den
6. maj 1987 (Folketingstidende 1986-87, sp. 11294). Den 20. juni
1987 har Retsudvalget afgivet beretning over beslutningsforslaget
(blad nr. 1087). I beretningen henstiller et flertal i udvalget
til justitsministeren, at der inden udgangen af folketingsåret
1986-87 sker en regulering af de gældende satser og
indtægtsgrænser baseret på den skete løn- og prisudvikling.
Da de forslag, der er indeholdt i lovforslaget - som anført af
retshjælpsudvalget - skal ses i sammenhæng som en samlet reform af
retshjælpsområdet, har Justitsministeriet ikke fundet
administrativt at burde foretage de nævnte ændringer af
indtægtsgrænser og vederlag, før Folketinget har haft lejlighed
til at tage stilling til de dele af reformen, der kræver
lovændring, herunder de foreslåede nye regler vedrørende
retshjælpsforsikringer og betaling af modpartens omkostninger.
Disse regler foreslås som nævnt sat i kraft den 1. januar 1988.
I det følgende gives der en nærmere gennemgang af hovedpunkterne i
betænkningen og i lovforslaget samt i de administrative regler,
der vil blive udstedt i forbindelse med lovforslagets vedtagelse.
2. De økonomiske betingelser for fri proces
2.1. De gældende økonomiske grænser for at kunne få fri proces er
fastsat i bekendtgørelse nr. 573 af 17. december 1980, der trådte
i kraft den 1. januar 1981. Bekendtgørelsen er medtaget som bilag
til retshjælpsudvalgets betænkning. Efter bekendtgørelsens § 2 bør
fri proces i almindelighed ikke meddeles, hvis ansøgerens
socialindkomst overstiger 110.000 kr. for forsørgere og 83.000 kr.
for ikke-forsørgere med tillæg af 15.000 kr. for hvert barn under
18 år, der forsørges af ansøgeren.
Den manglende justering af de økonomiske grænser siden 1981 har
medført, at en fortsat faldende procentdel af befolkningen har
adgang til fri proces.
I slutningen af 1980 skønnedes således ca. 2/3 af befolkningen at
opfylde de økonomiske betigelser i den nævnte bekendtgørelse, mens
kun ca. 35 pct. af befolkningen i dag må antages at opfylde disse
betingelser, svarende til 41 pct. af familierne.
Efter retshjælpsudvalgets opfattelse er der på denne baggrund behov
for en betydelig forhøjelse af de økonomiske grænser, således at
der sikres den del af befolkningen, der har et reelt
retshjælpsbehov, adgang til fri proces.
Udvalget opstiller i den forbindelse en række alternative muligheder
baseret på, hvor stor en del af befolkningen, der vil være dækket
ved givne beløbsgrænser for forsørgere og ikke-forsørgere
(samlevende og enlige) med børnetillæg. En dækningsgrad på ca. 1/2
(51 pct.) af befolkningen vil således kunne opnås ved økonomiske
grænser på 120.000 kr. og 150.000 kr. i socialindkomst for
henholdsvis ikke-forsørgere og forsørgere samt et børnetillæg på
uændret 15.000 kr. Denne dækningsgrad svarer til 59 pct. af
familierne.
Forhøjes grænserne til 160.000 kr. og 190.000 kr. i socialindkomst
for henholdsvis ikke-forsørgere og forsørgere og med et uændret
børnetillæg på 15.000 kr. pr. barn, skønnes dækningsgraden at
ville stige til ca. 2/3 af befolkningen. Denne dækningsgrad svarer
til 73 pct. af familierne.
Sker der - som anbefalet af udvalget - tillige en forhøjelse af
børnetillægget til f.eks. 25.000 kr. pr. barn, vil dækningsgraden
ved begge alternativer blive noget større, idet flere samlevende
eller enlige med børn herved vil blive omfattet.
Skal forhøjelsen ske som en opskrivning efter forbrugerprisindekset,
reguleringspristallet og den gennemsnitlige timeløn for
LO-arbejdere fra 1980 niveau til 1986 niveau, skal de økonomiske
grænser sættes til ca. 126.000 kr. i socialindkomst for
ikke-forsørgere, ca. 170.000 kr. for forsørgere og ca. 23.000 kr.
i børnetillæg. Ved en sådan fremskrivning lægges der afgørende
vægt på udviklingen i købekraften fremfor en bestemt dækningsgrad
af befolkningen. Personer med uændret købekraft vil derfor fortsat
være sammenfaldende med den persongruppe, der vil kunne opnå fri
proces.
Retshjælpsudvalget tager ikke stilling til, hvilket af de nævnte
alternativer der bør vælges. Udvalget anfører i den forbindelse,
at valget må bero på en politisk vurdering, hvori mulighederne for
at finansiere forbedringerne må antages at ville spille en
væsentlig rolle. Efter udvalgets opfattelse bør man dog vælge den
i den givne situation størst mulige forhøjelse af de økonomiske
grænser for derved at opnå den største forbedring af befolkningens
adgang til fri proces.
Justitsministeriet foreslår på denne baggrund, at de tre nævnte
indtægtsgrænser den 1. januar 1988 forhøjes fra 83.000 kr. til
130.000 kr. (enlige), fra 110.000 kr. til 175.000 kr. (samlevende)
og fra 15.000 kr. til 25.000 kr. (tillæg pr. barn). Herved sikres,
at den persongruppe, der i 1981 havde økonomisk mulighed for at få
fri proces, igen vil få denne mulighed. Disse forhøjelser må
antages at indebære en dækningsgrad på 60 pct. af befolkningen og
ca. 2/3 af familierne. Den del af befolkningen, der har et reelt
retshjælpsbehov, får hermed adgang til fri proces.
Justitsministeriet har endvidere taget i betragtning, at de nævnte
væsentlige forhøjelser i sig selv vil indebære betydelige
merudgifter til fri proces, formentlig i størrelsesordenen ca. 50
mio. kr. i forhold til udgifterne i 1986 på ca. 60 mio. kr.
Endelig opfylder forhøjelserne de henstillinger, der er indeholdt
i de i indledningen nævnte to folketingsberetninger.
Efter retshjælpsudvalgets opfattelse bør der finde periodiske
justeringer sted af de økonomiske grænser i lyset af en
konstateret udvikling i pris- og lønforholdene.
Justitsministeriet kan tiltræde denne opfattelse, og
indtægtsgrænserne vil derfor fremover med mellemrum blive
reguleret i overensstemmelse med pris- og lønudviklingen.
2.2. I betænkningen anfører udvalget, at en væsentlig forhøjelse af
indtægtsgrænserne som den foreslåede vil medføre, at fri
procesordningen kommer til at omfatte personer, som nok vil have
behov for økonomisk støtte til deres rimelige retssager, men som
på den anden side selv vil have økonomisk mulighed for at afholde
en del af procesomkostningerne.
Udvalget har på denne baggrund og i betragtning af de betydelige
merudgifter, ordningen vil indebære for statskassen, overvejet
mulighederne for at indføre et system, hvorefter den økonomisk
dårligst stillede del af befolkningen får fuld retshjælpsdækning i
form af betaling af alle omkostninger ved processen, mens der
foretages begrænsninger i retshjælpsdækningen for den del af
befolkningen, der kan afholde nogle af omkostningerne uden at lide
væsentlige afsavn.
Udvalget tager ikke stilling til nødvendigheden af at indføre en
sådan ordning, men anfører, at så stor en del af befolkningen som
muligt bør have fuld dækning af procesomkostningerne.
Udvalget foreslår, at begrænsningerne i fri procesordningen i givet
fald gennemføres ved, at fri procesbevillingerne i de omfattede
tilfælde betinges af, at der indbetales et gebyr på f.eks. 800 kr.
til statskassen. Herved får man efter udvalgets opfattelse en
rimelig og passende »selvrisiko« for den berørte gruppe af
ansøgere. Udvalget foreslår dog samtidig, at der bliver en adgang
til at fravige kravet om gebyr, såfremt ansøgeren skønnes at have
et særligt behov for bistand.
Af de af retshjælpsudvalget anførte grunde foreslås, at der indsættes
en hjemmel til at betinge en fri procesbevilling af, at der
indbetales et gebyr til statskassen efter nærmere fastsatte
regler. Reglen herom findes i lovforslagets § 1, nr. 9.
Gebyret vil i bekendtgørelsen blive fastsat til 800 kr.
Indtægtsgrænsen (socialindkomsten) for de ansøgere, der skal
betale dette gebyr, vil i overensstemmelse med et af de
alternativer, som udvalget opstiller, blive sat til 120.000 kr.
for enlige og 150.000 kr. for samlevende med et tillæg på 25.000
kr. pr. barn. Ved sådanne grænser vil ca. halvdelen af
befolkningen og ca. 60 pct. af familierne kunne få fri proces uden
at skulle betale et gebyr.
Som foreslået af udvalget vil der i bekendtgørelsen blive fastsat en
adgang til at fravige kravet om gebyr, såfremt ansøgeren skønnes
at have særligt behov for bistand.
Endelig kan det nævnes, at såfremt modparten taber sagen, vil retten
kunne pålægge modparten at betale det erlagte gebyr til den, der
har fri proces, jf. retsplejelovens § 334.
2.3. Efter de gældende regler i bekendtgørelsen om fri proces sker
der i forbindelse med grænsen på 110.000 kr. ikke en sammenlægning
af socialindkomsterne, såfremt ansøgeren samlever uden at være
gift.
Udvalget foreslår, at der gennemføres en ligestilling mellem
ægteskabelige og ikke-ægteskabelige herunder hetero- og
homoseksuelle samlivsforhold, således at der i alle samlivsforhold
sker en sammenlægning af socialindkomsterne. Ved vurderingen af,
om der foreligger et samlivsforhold, skal det afgørende være selve
den omstændighed, at der består et samliv mellem to personer og
dermed et formodet personligt og økonomisk fællesskab, som
naturligt kan begrunde, at økonomien vurderes under et.
Den 14. maj 1987 vedtog Folketinget en beslutning om indførelse af
individualprincippet på det familie- og socialpolitiske område.
Efter beslutningen skal der gennemføres »en løbende automatisk
regelsanering ved i alt fremtidigt lovgivningsarbejde, der berører
familiens forhold, at indføre individualprincippet og i de
tilfælde, hvor det fraviges, da nøje begrunde hvorfor«.
Som det fremgår, har retshjælpsudvalget ikke foreslået, at
individualprincippet indføres på dette område, således at der
alene skal ses på ansøgerens egen socialindkomst og ikke på den
samlede socialindkomst i samlivsforholdet. Udvalget anfører i den
forbindelse, at det ikke i betænkningen har fundet at kunne gå ind
i de vanskelige og tidkrævende overvejelser, der må foretages som
forudsætning for at gennemføre et sådant individualprincip.
Efter de gældende regler i bekendtgørelsen om fri proces skal der i
tilfælde, hvor ansøgningen om fri proces kun er indgivet af en
enkelt, men hvor sagens udfald har betydning for flere, ved
afgørelsen tages hensyn til, om disse i fællesskab er i stand til
at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen. I denne
situation anvendes der således ikke en fast socialindkomstgrænse,
men der foretages en konkret, skønsmæssig vurdering. Denne regel,
der også gælder uden for samlivsforhold, foreslår udvalget
opretholdt.
Udvalget peger derfor på, at statsamterne ved en gennemførelse af
individualprincippet på fri procesområdet i hver enkelt sag, hvor
ansøgeren er gift eller samlevende, således ville skulle foretage
en vurdering af, om processen vil kunne have betydning for begge
med henblik på eventuelt at afkræfte den almindelige formodning
om, at der mellem gifte eller samlevende er et sådant økonomisk
fællesskab, at retssagens udfald må antages at have betydning for
begge.
Efter de gældende regler anser man ved en ansøgning om fri proces fra
en ugift ansøger med hjemmeboende børn den økonomiske betingelse
for opfyldt, hvis socialindkomsten er under (den høje grænse for
forsørgere på) 110.000 kr. + 15.000 kr. pr. barn. For et
samlevende ægtepar er grænsen den samme.
Retshjælpsudvalget finder, at denne særligt gunstige behandling af
ugifte ansøgere med børn er vanskelig at begrunde, og foreslår
derfor retstilstanden ændret på dette punkt. Dette indebærer, at
grænsen for denne ansøger sættes til summen af beløbsgrænsen for
enlige - efter forslaget 130.000 kr. i socialindkomst - og
tillægget på 25.000 kr. pr. barn.
Justitsministeriet kan tiltræde forslagene vedrørende ligestilling af
ægteskabelige og ikke-ægteskabelige samlivsforhold og vedrørende
beløbsgrænsen for enlige med børn, og reglerne herom i
bekendtgørelsen foreslås derfor fastsat i overensstemmelse med
betænkningens udkast.
2.4. Efter retsplejelovens § 331 kan justitsministeren, når særlige
grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om
de almindelige betingelser herfor i § 330 ikke er opfyldt. § 331
anvendes dels i forhold til kollektive enheder m.v., dels i
forhold til fysiske personer, der ikke opfylder de økonomiske
betingelser. Bestemmelsen kan endvidere anvendes under hensyn til
sagens principielle karakter. I overensstemmelse med
tilkendegivelsen i folketingsberetningen af 20. september 1985
foreslår udvalget, at der indsættes et nyt pkt. i bestemmelsen,
således at det udtrykkeligt af selve lovteksten fremgår, at
adgangen til at meddele fri proces, hvor de almindelige
betingelser herfor ikke er opfyldt, navnlig gælder i sager, som er
af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse,
eller som har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller
erhvervsmæssige situation.
Udvalgets forslag er medtaget i § 1, nr. 6, i lovforslaget.
3. Modpartens sagsomkostninger
Efter retsplejelovens § 332, stk. 1, nr. 1-3, medfører fri proces i
almindelighed fritagelse for at betale retsafgifter, egne
advokatudgifter og andre udgifter i forbindelse med en retssags
førelse.
Efter retsplejelovens § 333 medfører fri proces derimod i
almindelighed ikke fritagelse for at betale modpartens
omkostninger, hvis sagen tabes.
Som undtagelse til denne hovedregel bestemmes det i § 335 a om
opfyldelse af klagenævnsafgørelser i forbrugersager, at eventuelle
omkostninger til modparten betales af statskassen, jf.
bestemmelsens stk. 2.
Efter retsplejelovens § 330 er det en betingelse for at meddele fri
proces, at den pågældende skønnes at have »rimelig grund til at
føre proces«. Ved afgørelsen heraf lægges der afgørende vægt på,
om den pågældende har udsigt til at få medhold i sin påstand eller
dog har et rimeligt krav på at få en retlig afgørelse.
I langt den overvejende del af de sager, hvor der meddeles fri
proces, er begrundelsen, at den pågældende skønnes at have udsigt
til at få medhold i sin påstand, og denne vurdering vil i langt de
fleste tilfælde vise sig at være rigtig. I denne situation er det
derfor udgangspunktet, at modparten efter de almindelige regler
pålægges at udrede samtlige omkostninger. I visse tilfælde
meddeles imidlertid fri proces, selv om der ikke er tale om en
»vindersag«. Begrundelsen for fri proces vil her ofte være, at den
pågældende dog på grund af sagens karakter har krav på at få en
retlig afgørelse, dvs., at der er rimelig grund til at føre
proces. Dette kan være tilfældet, hvor sagen har en særlig
indgribende karakter for den pågældende, f.eks. ved personskade,
lægefejl eller usædvanlig mange mangler ved et parcelhus.
Efter folketingsberetningen af 20. september 1985 bør det indgå i
retshjælpsudvalgets overvejelser, om ikke fri proces for en part
tillige bør medføre fritagelse for at erstatte modparten sagens
omkostninger. Selv om retten (efter § 333, stk. 2) har mulighed
for at træffe bestemmelse om, at omkostningerne til modparten helt
eller delvis skal betales af statskassen, hvor hensynet til den
part, der har fri proces, i særlig grad taler derfor, anføres i
beslutningsforslaget, at risikoen for at måtte betale
sagsomkostninger til modparten er et ganske betydeligt problem for
de mennesker, der får fri proces. Risikoen for at blive pålagt at
udrede modpartens sagsomkostninger kan afholde den pågældende fra
at søge berettigede krav gennemført. Når det een gang ved
bevillingen er fastslået, at den pågældende har rimelig grund til
at føre proces, bør sagen derfor kunne gennemføres uden risiko for
pålæg af sagsomkostninger i lighed med, hvad der gælder i
forbrugersager om opfyldelse af klagenævnsafgørelser, jf. § 335 a,
stk. 2.
I overensstemmelse hermed foreslår udvalget, at der i bestemmelsen i
retsplejelovens § 332, stk. 1, om opregningen af de
begunstigelser, som fri proces medfører for vedkommende part,
indføjes et nyt nr. 4 om, at fri proces medfører fritagelse for at
erstatte modparten sagens omkostninger.
Efter retsplejelovens § 335 kan retten, når omstændighederne taler
derfor, pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at
erstatte statskassen dennes udgifter i det omfang, disse ikke
pålægges modparten. Denne bestemmelse kan bl.a. anvendes i
tilfælde, hvor parten har opnået fri proces ved at afgive urigtige
oplysninger af væsentlig betydning, eller hvor de forudsætninger,
under hvilke fri proces må antages at være meddelt, senere er
bristet på grund af forhold, som parten snarere bør bære risikoen
for end det offentlige.
Tabes sagen f.eks. på grund af oplysninger, som ansøgeren kunne og
burde være fremkommet med under behandlingen af ansøgningen om fri
proces, forekommer det efter udvalgets opfattelse urimeligt, at
det offentlige skal betale omkostningerne.
Retshjælpsudvalget finder derfor, at den generelle bestemmelse i §
335 bør kunne anvendes også for så vidt angår modpartens
sagsomkostninger i tilfælde, hvor den pågældende selv har haft
indflydelse på, at sagen tabes helt eller delvis med den
konsekvens, at statskassen kommer til at hæfte for omkostninger
til modparten.
På denne baggrund foreslår udvalget en ændret affattelse af
bestemmelsen i retsplejelovens § 335, hvorved der lægges op til,
at retterne i videre omfang end i dag bør foretage en vurdering
af, om fri procesparten på grund af sine subjektive forhold skal
pålægges helt eller delvis at erstatte statskassen dennes udgifter
ved den fri proces.
Justitsministeriet kan tiltræde retshjælpsudvalgets forslag, og
lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Forslaget om at medtage modpartens omkostninger i fri procesydelserne
findes i § 1, nr. 8 (nyt nr. 4 i § 332, stk. 1). Ændringen af §
335 findes i § 1, nr. 11.
I konsekvens af disse ændringer foreslås § 333 og § 335 a, stk. 2,
ophævet (lovforslagets § 1, nr. 10).
4. Retshjælpsforsikringer
Udvalget behandler i betænkningen forholdet mellem fri
procesordningen og retshjælpsforsikringerne.
Retshjælpsforsikringen indførtes i 1970 som et tillæg til
skadesforsikringerne uden særskilt præmieberegning. De gældende
forsikringsbetingelser er fra 1983.
Det er udvalgets opfattelse, at retshjælpsforsikringerne bør
inddrages som et led i det samlede retshjælpssystem. En meget stor
del af befolkningen er på forskellige områder dækket af en
retshjælpsforsikring i forbindelse med en familieforsikring, en
parcelhusforsikring, en motorkøretøjsforsikring eller en
lystbådsforsikring. Forsikringsdækningen er imidlertid i dag
subsidiær i forhold til fri proces, idet forsikringstageren,
forinden der kan blive tale om at få dækning via forsikringen,
skal have udtømt mulighederne for at få sine procesomkostninger
dækket ved fri proces. Denne sammenkædning mellem
retshjælpsforsikringsbetingelserne og fri procesordningen har som
konsekvens, at den del af forsikringstagerne, der opfylder de
økonomiske betingelser for fri proces, via deres
forsikringspræmier betaler for en forsikringsydelse, som de ikke
selv har mulighed for at få del i, men som alene kommer den
forholdsvis bedrestillede del af befolkningen til gode. I den
forbindelse kan det dog nævnes, at retshjælpsforsikringen - i
modsætning til den nugældende fri procesordning - yder dækning for
modpartens omkostninger samt dækker visse advokatomkostninger, der
ikke har relation til egentlige retssager.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at der i retsplejelovens § 330
indsættes et nyt stk. 2, hvorefter en bevilling til fri proces
alene omfatter de omkostninger ved sagen, der ikke er dækket af en
retshjælpsforsikring eller en anden form for forsikring, der giver
dækning for udgifterne ved en proces. Ved denne bestemmelse gøres
forsikringsdækningen principal i forhold til fri proces, såfremt
forsikring faktisk er tegnet og i bekræftende fald i det omfang,
den efter forsikringsbetingelserne yder dækning for
procesomkostningerne. Der skal ikke foretages en vurdering af, om
der burde være forsikringsdækning. Der vil endvidere være mulighed
for fri procesdækning for de omkostninger, der i det enkelte
tilfælde ikke dækkes af forsikringen, herunder for omkostninger,
der ligger ud over forsikringens maksimum.
Ved denne ordning fastholdes desuden det principielle synspunkt, at
det er en offentlig opgave via reglerne om fri proces at spænde et
sikkerhedsnet ud under den del af befolkningen, der ikke har en
retshjælpsforsikring.
Udvalget foreslår, at ordningen i praksis administreres således, at
den person, der ønsker dækning af sine procesomkostninger, og som
opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, indgiver
ansøgning om fri proces til statsamtet. Finder statsamtet, at der
er rimelig grund til at føre proces, gives der som hidtil
bevilling til fri proces. Forholdet til forsikringsdækningen
bliver således først aktuelt i forbindelse med rettens
omkostningsfastsættelse ved sagens afslutning. Advokaten for den
part, der har fri proces, må derfor til brug for rettens afgørelse
sørge for, at der foreligger det nødvendige beslutningsgrundlag på
dette tidspunkt, herunder oplysninger om forsikringsdækningen. I
øvrigt skal advokaten som hidtil rette henvendelse til
forsikringsselskabet før sagsanlægget, jf. betænkningen side 123.
Udvalget er opmærksom på, at en bestemmelse med det foreslåede
indhold kan medføre forøgede udgifter for forsikringsselskaberne
med et deraf følgende behov for præmieforhøjelser. Eventuelle
præmieforhøjelser må imidlertid under hensyn til det meget store
antal forsikringer med retshjælpsdækning antages at ville udgøre
yderst begrænsede beløb pr. forsikringspolice.
Assurandør-Societetets repræsentanter i udvalget har udtrykt
bekymring for, at udgifterne til retshjælpsforsikringen som følge
af en gennemførelse af udvalgets forslag vil stige så meget og
dermed belaste de samlede udgifter til de forskellige forsikringer
med tilknyttet retshjælp, at nogle forsikringstagere på grund af
stadig - også af andre grunde - højere præmier vil undlade at
tegne de pågældende forsikringer.
Det er endvidere indgået i udvalgets overvejelser, at
forsikringsbranchen kunne tænkes at indføre en fravalgsmulighed,
således at forsikringstageren kunne tegne en forsikring, der ikke
omfattede retshjælp. En sådan mulighed ville i givet fald i særlig
grad appellere til den del af forsikringstagerne, der opfylder de
økonomiske betingelser for fri proces. Udvalget tvivler imidlertid
på, at en eventuel fravalgsmulighed vil blive udnyttet i noget
særligt stort omfang. Denne antagelse bygger på, dels at den
præmienedsættelse, der vil kunne opnås herved, må antages at
ville blive af begrænset størrelse, dels at retshjælpsforsikringen
indeholder andre begunstigelser end dækning af de
procesomkostninger, som kan dækkes ved fri procesordningen, f.eks.
udgifter i forbindelse med behandlingen ved administrative
instanser. Fravælges retshjælpsforsikringen, afskærer
forsikringstageren sig også fra disse begunstigelser.
Justitsministeriet er af de anførte grunde enig med udvalget i, at
retshjælpsforsikringerne bør inddrages som et led i det samlede
retshjælpssystem som foreslået af udvalget.
Lovforslagets § 1, nr. 3, er derfor udformet i overensstemmelse
hermed (nyt stk. 2 i § 330), således at en eventuel
forsikringsdækning gøres principal i forhold til fri proces.
5. Forholdet til Forbrugerklagenævnet og de private klage- eller
ankenævn
I betænkningen omtales Forbrugerklagenævnets og de godkendte klage-
eller ankenævns virksomhed, herunder disse nævns rolle i
retshjælpsordningen. Udvalget tager dog ikke i betænkningen mere
generelt stilling til forholdet mellem retshjælpen og
forbrugerklagenævnsbehandlingen, og der henstår således fortsat at
behandle en række væsentlige spørgsmål inden for dette område.
Der er i udvalget enighed om den principielle opfattelse, at en sag
så vidt muligt bør behandles af den myndighed/det organ, der har
de bedste forudsætninger for at behandle netop denne sag. For
dette resultat taler tillige ressourcemæssige hensyn. Udvalget
finder det derfor ønskeligt, at sager, der er bedst egnede til
nævnsbehandling, henvises hertil på et så tidligt tidspunkt som
muligt.
Udvalget har overvejet et forslag om at ændre retsplejelovens 330,
således at forbrugere, der kan få deres sager behandlet i
Forbrugerklagenævnet m.v., udelukkes fra fri proces i henhold til
Bilag
I dette bilag er bestemmelserne i retsplejeloven gengivet, som de vil
fremtræde, hvis Folketinget vedtager lovforslaget uændret.
Med mindre skrift er indsat den gældende formulering af de
bestemmelser, der berøres af forslaget.
§ 14. Til byretternes virkekreds hører uden for den egentlige
retspleje, hvortil også regnes skifteforvaltning og foged- og
auktionsforretninger
a. tinglysningsvæsenet,
b. oppebørsel af retsafgifter og regnskabsaflæggelse herfor,
c. udmeldelse af syns- og skønsmænd uden for retsplejen, for så vidt
den ikke kan ske af øvrigheden,
d. retshjælpsforretninger,
e. notarialforretninger,
samt uden for Københavns Byrets område
f. tilsyn med og revision af dødsboer, der behandles af eksekutorer.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om notarialforretninger.
Stk. 3. Skifteretten bistår ægtefællen og arvingerne med udfærdigelse
af anmeldelser og opgørelser, der skal indgives til skifteretten i
henhold til skifteloven, arveloven og arveafgiftsloven, medmindre
udfærdigelsen på grund af boets størrelse eller beskaffenhed vil
være særlig tidkrævende eller kræve særlige undersøgelser.
Skifteretten vejleder endvidere om betingelserne for og
fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering. --/ § 14. - - Stk. 2. - - Stk. 3. Skifteretten bistår ægtefællen og arvingerne med udfærdigelse af anmeldelser og opgørelser, der skal indgives til skifteretten i henhold til skifteloven, arveloven og arveafgiftsloven, medmindre udfærdigelsen på grund af boets størrelse eller beskaffenhed vil være særlig tidkrævende eller kræve særlige undersøgelser. /--
§ 128, stk. 1, således at der i denne bestemmelse henvises til de
økonomiske betingelser, der fastsættes i medfør af § 330
vedrørende fri proces.
Justitsministeriet er enig med retshjælpsudvalget heri, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2, om en ændret affattelse af
retsplejelovens § 128, stk. 1.
Det følger heraf og af bemærkningerne ovenfor under pkt. 2.1.
vedrørende de økonomiske betingelser for fri proces, at grænserne
for socialindkomsten i bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved
advokater foreslås sat til 130.000 kr. for enlige og 175.000 kr.
for samlevende med et tillæg på 25.000 kr. pr. barn.
7.2. Udvalgets overvejelser i betænkningen har endvidere resulteret i
et udkast til en ny bekendtgørelse om offentlig retshjælp ved
advokater med kommentarer til de enkelte bestemmelser.
Som noget nyt foreslås det, at advokaten i særligt hastende tilfælde
skal kunne yde almindelig retshjælp, selv om der ikke forevises
årsopgørelse med oplysning om socialindkomst eller dokumentation
for aktuelle indkomst- og formueforhold, hvis det må antages, at
de økonomiske betingelser er opfyldt. Herved åbnes der mulighed
for, at advokaten kan yde retshjælp i de særlige tilfælde, hvor en
hurtig rådgivning er nødvendig for at undgå retstab, men hvor
retshjælpssøgende ikke ved henvendelse til advokaten medbringer
den nødvendige dokumentation for sine økonomiske forhold.
Udvalget har endvidere særligt overvejet afgrænsningen af de
omfattede sagskategorier.
I den gældende bekendtgørelse er retshjælpens dækningsområde angivet
ved en positiv opregning. Denne afgrænsningsmåde har imidlertid i
praksis givet anledning til fortolkningstvivl i relation til
bekendtgørelsens rækkevidde. Hertil kommer, at de sagstyper, hvor
der kan ydes retshjælp, næppe dækker alle de områder, hvor der i
praksis har vist sig at være et relevant retshjælpsbehov. Disse
forhold har derfor været medvirkende til at svække
bekendtgørelsens praktiske betydning.
Udvalget foreslår på den baggrund, at der i stedet anvendes en
negativ afgrænsning, således at der som udgangspunkt kan ydes
retshjælp i alle sagskategorier, medmindre de udtrykkeligt er
undtaget. Herved understreges det, at formålet med
advokatretshjælpsordningen er at give befolkningen den videst
mulige adgang til retshjælp.
Udvalget har endvidere tilstræbt at begrænse antallet af undtagne
sagskategorier mest muligt.
Udvalgets overvejelser har resulteret i, at retshjælp ikke bør kunne
gives til
1) sigtede eller tiltalte i offentlige straffesager,
2) aktivt erhvervsdrivendes sager af overvejende erhvervsmæssig
karakter,
3) sager om gældssanering og
4) sager, der angår eller er under behandling ved en
forvaltningsmyndighed, såfremt det må antages, at vejledning og
bistand i fornødent omfang gives af myndigheden. Der skal dog
kunne gives retshjælp til en klage over en forvaltningsmyndigheds
afgørelse.
Om den nærmere begrundelse for disse undtagelser henvises til
betænkningen side 77-80.
I udkastet til en ny bekendtgørelse opretholdes sondringen mellem
almindelig og udvidet retshjælp, men bestemmelsen om udvidet
retshjælp foreslås ændret således, at der åbnes adgang til denne
retshjælp i videre omfang end tidligere. Efter forslaget vil der
således bl.a. kunne ydes udvidet retshjælp, selv om sagen er
anlagt ved domstolene, hvis særlige forhold taler derfor, navnlig
hvis sagen uanset sagsanlæg ved yderligere bistand fra advokaten
skønnes at ville kunne afsluttes forligsmæssigt.
Arten af de ydelser, som retshjælpen kan omfatte, foreslås tillige
udvidet. Advokaten vil efter forslaget kunne deltage i møder,
ligesom der vil kunne ydes retshjælp til udfærdigelse af alle
former for processkrifter i borgerlige retssager. Forslaget åbner
endvidere mulighed for, at der kan ydes almindelig retshjælp til
udfærdigelse af bodelingsoverenskomster samt enkle testamenter og
ægtepagter.
Advokaternes vederlag er senest reguleret i 1978/ 1979 og udgør 200
kr. (eksklusiv moms) ved almindelig retshjælp og yderligere indtil
800 kr. (eksklusiv moms) ved udvidet retshjælp. Udviklingen på
Justitsministeriets konto vedrørende advokatretshjælpen viser et
stadigt fald i udgifterne hertil, hvilket må tages som udtryk for,
at denne retshjælpsform anvendes i stadigt mindre omfang.
Udgifterne var således i 1986 ca. 2 mio. kr. mod ca. 4 mio. kr. i
1982.
Det er udvalgets opfattelse, at denne udvikling til dels er begrundet
i de nævnte lave økonomiske grænser for at opnå denne form for
retshjælp.
Efter udvalgets mening skyldes udviklingen dog også for en væsentlig
del den manglende justering af honorarerne til advokaterne, der i
stigende grad har fundet det utilfredsstillende at skulle yde
retshjælp inden for de snævre rammer, som den nugældende
bekendtgørelse sætter. Hertil kommer, at de sager, der i dag
forelægges for advokaterne, er vanskeligere og mere tidkrævende
end tidligere, idet de lette og hurtigt ekspederede sager
behandles gratis i de private retshjælpsinstitutioner og
advokatvagterne.
Udvalget finder således, at det vederlag, der i dag kan opnås, er
utilfredsstillende og uegnet til at sikre, at advokaternes
engagement i ordningen kan fastholdes. Dette har medført, at
befolkningens mulighed for at få retshjælp er forringet.
Det foreslås derfor, at vederlaget for almindelig retshjælp forhøjes
til et beløb af indtil 610 kr. (500 kr. + moms), mens vederlaget
for udvidet retshjælp foreslås forhøjet til et beløb af yderligere
indtil 1.830 kr. (1.500 kr. + moms). Vederlaget for ydet
advokatretshjælp er et arbejdsvederlag, hvis størrelse - i
overensstemmelse med de almindelige principper for fastlæggelsen
af advokatsalærer - i det enkelte tilfælde afhænger af omfanget og
karakteren af den rådgivning og bistand, som advokaten har ydet.
For så vidt angår øvrige ændringer af mere administrativ art henvises
til bekendtgørelsesudkastet med bemærkninger.
Endelig skal det nævnes, at udvalget ikke i betænkningen har
foreslået en afskaffelse af de gældende regler om de
retshjælpssøgendes egenbetaling. Efter disse regler skal den
retshjælpssøgende betale 25 pct. af vederlaget ved almindelig
retshjælp og 50 pct. af vederlaget ved udvidet retshjælp. Dog
foreslås den ændring, at den retshjælpssøgende ikke skal betale
nogen del af vederlaget, når den ydede retshjælp består i
rådgivning m.v. i forbindelse med en ansøgning om fri proces.
Justitsministeriet kan i det hele tiltræde udkastet til
bekendtgørelse, der således vil blive udstedt i forbindelse med en
gennemførelse af lovforslaget.
8. Retshjælpsinstitutionerne
I betænkningen redegør udvalget for de eksisterende private
retshjælpsinstitutioner og advokatvagterne samt for omfanget af og
retningslinjerne for udbetalingen af de offentlige tilskud hertil.
Endvidere beskrives indholdet af den retshjælp, som
institutionerne yder. Der er i de senere år sket en kraftig
stigning i antallet af advokatvagter, der er omfattet af
Advokatrådets advokatvagtordning (fra 6 i 1979 til 75 ved udgangen
af 1986), hvorimod antallet af private retshjælpsinstitutioner
alene er øget i moderat grad (fra 10 i 1979 til 15 ved udgangen af
1986).
Stort set hele landet er dækket af retshjælpsinstitutioner, og i de
store bysamfund (København, Århus, Esbjerg og Herning) er der
flere institutioner, ligesom der er valgmulighed mellem at søge
den juridiske vejledning i en advokatvagt eller i en privat
retshjælpsinstitution.
Der er således i dag skabt en stort set landsdækkende adgang for
befolkningen til via retshjælpsinstitutionerne at få gratis
rådgivning om dagligdagens juridiske problemer. Indholdet og
omfanget af retshjælpstilbudene kan variere fra institution til
institution, men ydelserne supplerer hinanden.
Der er i de forløbne år i takt med udviklingen i antallet af
retshjælpsinstitutioner sket en væsentlig forhøjelse af den
bevilling, hvoraf der ydes tilskud til institutionernes drift,
således at ansøgningerne om tilskud i dag kan imødekommes i et
meget betydeligt omfang. I den forbindelse kan henvises til, at
der i 1986, hvor bevillingen udgjorde 4 mio. kr., blev ansøgt om
tilskud til et samlet beløb på ca. 4,7 mio. kr., således at ca. 85
pct. af de ansøgte beløb blev bevilget.
Udvalget opstiller ikke i betænkningen alternativer til den
eksisterende ordning med private retshjælpsinstitutioner og
advokatvagter, men henstiller, at bevillingerne til de
eksisterende typer af retshjælpsinstitutioner forøges i det
omfang, det er nødvendigt for at imødekomme rimelige ansøgninger
om tilskud.
I overensstemmelse med denne henstilling er Justitsministeriet som
omtalt under pkt. 10 indstillet på, at statens tilskud til
retshjælpsinstitutionerne forhøjes i forbindelse med
gennemførelsen af dette lovforslag.
9. Øget informationsvirksomhed
Udvalget lægger afgørende vægt på, at der i forbindelse med en
gennemførelse af betænkningens forslag til ændringer i
retsreglerne udarbejdes et informationsmateriale, som på en
overskuelig måde præsenterer befolkningen for det samlede
retshjælpsudbud omfattende såvel de private
retshjælpsinstitutioner, advokatvagterne, den offentlige retshjælp
ved advokater, Forbrugerklagenævnet, de godkendte private klage-
eller ankenævn og fri proces ved domstolene, således at der gives
den enkelte mulighed for selv på et forsvarligt grundlag at vælge
det - henset til sagens karakter og egne ønsker - »rigtige«
retshjælpstilbud.
Udvalget henstiller, at der afsættes de nødvendige midler til
udarbejdelsen af et sådant informationsmateriale.
Justitsministeriet er enig i behovet for informationsmateriale, og i
forbindelse med lovforslagets vedtagelse vil der blive anvendt de
nødvendige midler hertil.
10. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget indebærer en væsentlig forbedring af de samlede
retshjælpstilbud til befolkningen, navnlig gennem en betydelig
forhøjelse af indtægtsgrænserne for fri proces og advokatretshjælp
samt udvidelsen af de begunstigelser, der knytter sig til fri
proces. Når der tages hensyn bl.a. til forslaget om, at en
eventuel retshjælpsforsikring skal være principal i forhold til
fri proces, til forslaget om en ændret beskikkelsesordning i
ægteskabssager og til forslaget om gebyr ved visse fri
procesbevillinger, kan Justitsministeriets nettomerudgifter ved
den forbedrede retshjælpsordning anslås til at ligge i
størrelsesordenen ca. 40-50 mio. kr. årligt. Skønnet er forbundet
med betydelig usikkerhed. Ud over de nævnte merudgifter kommer
yderligere merudgifter til forhøjede tilskud til
retshjælpsinstitutioner samt udgifter til øget
informationsvirksomhed.
De samlede merudgifter ved lovforslaget kan herefter anslås til ca.
45-55 mio. kr. årligt. Det bemærkes i den forbindelse, at
Justitsministeriets udgifter til fri proces m.v. gennem de seneste
ca. 5 år har ligget på et niveau omkring 60 mio. kr. årligt. De
anførte merudgifter vil blive modsvaret af en tilsvarende
forhøjelse af Justitsministeriets budgetreguleringskonto på
finansloven. Justitsministeriets totalramme påvirkes således ikke
af lovforslaget.
For så vidt angår lovforslagets administrative konsekvenser må de
foreslåede ændringer forudses at medføre en stigning i antallet af
ansøgninger om fri proces, der behandles af statsamterne, og i
antallet af retssager, hvor der meddeles fri proces. Yderligere må
en række sager om fri proces antages at få et mere kompliceret
indhold, bl.a. på grund af stigninger i sagsgenstandenes værdi.
Heroverfor står, at det med den foreslåede regulering af
indtægtsgrænserne bl.a. tilsigtes, at befolkningen får adgang til
fri proces i samme udstrækning som i begyndelsen af 1980'erne. Det
er herefter Justitsministeriets sammenfattende vurdering, at
forslaget ikke vil indebære ændringer i arbejdsmængden for de
berørte myndigheder, der afviger væsentligt fra det forudsatte i
forbindelse med den seneste regulering af indtægtsgrænserne i
1981.
11. Hørte myndigheder m.v.
Retshjælpsudvalgets betænkning er i midten af august 1987 sendt til
de berørte myndigheder og organisationer m.v. med oplysning om, at
de vil blive hørt over det lovforslag, der vil blive fremsat i
Folketinget på grundlag af udvalgets betænkning.
Lovforslaget er herefter i forbindelse med fremsættelsen sendt til
høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, Den Danske
Dommerforening, Advokatrådet, Foreningen af Statsamtmænd,
Foreningen af Statsamtsjurister, Dommerfuldmægtigforeningen,
Assurandør-Societetet og Forbrugerrådet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
I bilaget til lovforslaget er bestemmelserne i retsplejeloven
gengivet, som de vil fremtræde, hvis lovforslaget vedtages
uændret.
Til nr. 1
Som nævnt i de almindelige bemærkninger pkt. 7.2. foreslås, at der
ikke skal kunne gives advokatretshjælp til sager om gældssanering.
Udvalget foreslår på denne baggrund, at bestemmelsen i
retsplejelovens § 14, stk. 3, ændres, således at det præciseres,
at skifterettens vejledningspligt efter denne bestemmelse tillige
omfatter gældssaneringssager.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Til nr. 2
Ved denne ændring fastsættes, at der skal gælde samme økonomiske
betingelser for adgangen til advokatretshjælp som for fri proces.
Der henvises herom nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 7.1.
og retshjælpsudvalgets betænkning nr. 1113/1987, kapitel 4.2.2.
Til nr. 3
Ved denne bestemmelse gøres en eventuel retshjælpsforsikring
principal i forhold til fri proces.
Der henvises herom til de almindelige bemærkninger pkt. 4 og til
betænkningens kapitel 8.
Til nr. 4
Forslaget giver justitsministeren hjemmel til at fastsætte regler om,
at der ved vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at
føre proces, skal tages hensyn til, om muligheden for at få sagen
behandlet ved Forbrugerklagenævnet eller et af dette godkendt
privat klage- eller ankenævn er udnyttet.
Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 5
og til betænkningens kapitel 7.3.
Til nr. 5
Ændringen er alene af sproglig art, idet »overøvrigheden« foreslås
ændret til »statsamtet«.
Til nr. 6
Ved bestemmelsen sker der ved indsættelse af et nyt 2. pkt. i § 331
en præcisering af de sager, hvor der navnlig skal gælde en adgang
til at meddele fri proces, selv om de almindelige betingelser
herfor ikke er opfyldt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 2.4. og
til betænkningens kapitel 3.3.1.
Til nr. 7
I overensstemmelse med retshjælpsudvalgets betænkning (kapitel
9.3.2.) foreslås en hjemmel for justitsministeren til at fastsætte
regler i forbindelse med ansøgninger om fri proces, herunder om
obligatorisk anvendelse af en blanket.
Til nr. 8
I bestemmelsen foreslås, at en bevilling til fri proces omfatter
fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.
Om baggrunden herfor henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.
og til betænkningens kapitel 3.2.1.
Til nr. 9
Ved bestemmelsen gives der justitsministeren hjemmel til at fastsætte
regler om, at en bevilling til fri proces betinges af, at der
indbetales et gebyr til statskassen.
Om baggrunden herfor og om den påtænkte udnyttelse af hjemlen
henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.2. og i øvrigt til
betænkningens kapitel 3.1.2.2.
Til nr. 10
Som en konsekvens af forslaget i nr. 8 om fritagelse for betaling af
modpartens omkostninger foreslås de gældende bestemmelser i § 333
og § 335 a, stk. 2, om betaling af disse omkostninger ophævet.
Der henvises nærmere til de almindelige bemærkninger pkt. 3 og til
betænkningens kapitel 3.2.1.
Til nr. 11
Det foreslås, at § 335 ændres, således at retterne i videre omfang
end i dag foretager en vurdering af, om fri procesparten på grund
af sine subjektive forhold skal pålægges helt eller delvis at
erstatte statskassen dennes udgifter ved den fri proces.
Bestemmelsen må ses i sammenhæng med forslaget i nr. 8, hvor det
foreslås, at fri proces også skal omfatte omkostninger til
modparten, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.
Til nr. 12
Forslaget indebærer, at sagsøgte i ægteskabssager ikke automatisk
skal have beskikket en advokat, men at retten i det enkelte
tilfælde skal tage stilling til behovet herfor.
Om baggrunden for denne ændring henvises til de almindelige
bemærkninger pkt. 6.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 1988.
Der foreslås ikke fastsat særlige overgangsregler. De forhøjede
indtægtsgrænser vil således finde anvendelse ved alle ansøgninger
om fri proces, der afgøres fra den 1. januar 1988.
De ændrede regler vedrørende betaling af sagens omkostninger vil
ligeledes skulle anvendes i alle retssager, der ikke er afsluttet
inden denne dato.
§ 128. Advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der
har fri proces, skal yde retshjælp til personer, der opfylder de
økonomiske betingelser, som fastsættes i medfør af § 330, stk. 3.
Stk. 2. Advokater, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse
til den myndighed, som justitsministeren bestemmer, påtage sig en
tilsvarende forpligtelse.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter regler om ydelse af retshjælp,
herunder om omfanget af advokaternes forpligtelse, om, hvilke
sagsområder retshjælpen skal omfatte, og om, hvem der skal være
berettiget til retshjælp.
Stk. 4. Justitsministeren fastsætter regler om vederlag til advokater
for ydelse af retshjælp og om tilskud af statskassen til betaling
af vederlaget. Det kan bestemmes, at den, der søger retshjælp,
selv skal betale en del af vederlaget.
Stk. 5. Justitsministeren kan bestemme, at reglerne i stk. 1-4 ikke
skal gælde i områder, hvor der ydes retshjælp af et
retshjælpskontor. Justitsministeren kan af statskassen yde tilskud
til sådanne kontorer. --/ § 128. Advokater, der er antaget til at udføre sager for parter, der har fri proces, skal rådgive og bistå ubemidlede i retlige anliggender. Stk. 2. - - /--
§ 330.
Udvalget nærer imidlertid betænkeligheder ved ubetinget at afskære
fri proces i tilfælde, hvor forbrugeren har mulighed for en
nævnsbehandling.
Udvalget finder på den anden side, at de nævnte intentioner vil kunne
tilgodeses dels ved, at forbrugeren på et tidligere tidspunkt end
i dag får kendskab til muligheden for nævnsbehandling, dels ved,
at muligheden for nævnsbehandling indgår i statsamternes vurdering
af, om forbrugeren har rimelig grund til at føre proces, jf.
retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 1.
Allerede i dag vil forbrugeren i vidt omfang blive vejledt om
muligheden for nævnsbehandling, hvis der søges advokatbistand i en
forbrugersag. Udvalget foreslår i den forbindelse, at der i
bekendtgørelsen om offentlig retshjælp ved advokater, jf. herom
nærmere nedenfor i pkt. 7, indsættes en bestemmelse om, at
advokaten skal vejlede den retshjælpssøgende om andre
retshjælpsmuligheder.
Indsender forbrugeren selv ansøgningen til statsamtet uden
forudgående kontakt til en advokat, vil statsamtet kunne yde
vejledning. Skønner statsamtet, at der i en forbrugersag ikke
bliver tale om en vanskelig bevisbedømmelse, eller at sagen ikke
er af velfærdstruende karakter eller i øvrigt af særlig
indgribende betydning for ansøgeren, bør statsamtet efter
udvalgets opfattelse kunne afslå ansøgningen om fri proces, idet
der ikke for tiden eller på det foreliggende grundlag findes at
være rimelig grund til at føre proces ved domstolene. Muligheden
for en mere hensigtsmæssig nævnsbehandling bliver herved et
væsentligt moment ved statsamtets skøn over processens rimelighed.
Ved skønnet over hensigtsmæssigheden bør statsamtet tillige lade
indgå praktiske og geografiske hensyn.
På denne baggrund foreslår udvalget en ændring af retsplejelovens §
330, stk. 2, således at justitsministeren - på samme måde som det
i dag er tilfældet med de økonomiske betingelser i stk. 1, nr. 2 -
bemyndiges til at fastsætte regler om, hvornår betingelsen i stk.
1, nr. 1, om rimelig grund til at føre proces er opfyldt. I medfør
af denne bestemmelse foreslås det i bekendtgørelsen om fri proces
fastsat, at der ved vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund
til at føre proces, skal tages hensyn til muligheden for at få
sagen behandlet ved Forbrugerklagenævnet eller klage- eller
ankenævn, der er godkendt af Forbrugerklagenævnet.
I øvrigt foreslås der ingen ændringer i den grundlæggende betingelse
i § 330 om, at der skal skønnes at være rimelig grund til at føre
proces.
Justitsministeriet kan tiltræde udvalgets opfattelse, og
retsplejelovens § 330 foreslås derfor ændret i overensstemmelse
hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.
6. Advokatbeskikkelse for sagsøgte i ægteskabssager
Ved en udtalelse af 9. januar 1985 stillede retshjælpsudvalget
forslag om en ændring af retsplejelovens § 449 om
advokatbeskikkelse for sagsøgte eller appelindstævnte i
ægteskabssager. Forslaget gik ud på, at sagsøgte ikke automatisk
skulle have beskikket en advokat, men at retten i det enkelte
tilfælde skulle anlægge en vurdering af, om den pågældende havde
behov for advokatbistand under sagen, og om den pågældende
opfyldte de økonomiske betingelser for fri proces.
Retshjælpsudvalgets udtalelse af 9. januar 1985 er optaget som bilag
til betænkningen.
Retsplejelovens § 449 blev ændret ved lov nr. 226 af 6. juni 1985.
Ved denne lovændring, der altså er foretaget efter, at
retshjælpsudvalget afgav sin udtalelse den 9. januar 1985,
opretholdtes den hidtidige ordning, hvorefter der skal ske
beskikkelse af advokat for alle sagsøgte eller appelindstævnte,
der møder uden advokat, i sager om separation, skilsmisse og
omstødelse af ægteskab, i sager mellem ægtefæller til afgørelse
af, om separation består eller er bortfaldet, og i sager til
afgørelse af, om parterne er eller ikke er ægtefæller. Herudover
blev det på baggrund af gennemførelsen af sager om fælles
forældremyndighed m.v. vedtaget, at der skal ske beskikkelse af
advokat i sager om ophør af fælles forældremyndighed, jf. § 448,
nr. 2, i sager om overførelse af forældremyndigheden til faderen
alene i tilfælde, hvor forældrene ikke har haft fælles
forældremyndighed, jf. § 448, nr. 3, og endelig i sager om
statsamtets afgørelser om forældremyndighed efter en indehavers
død, jf. § 448, nr. 4.
Beskikkelse af advokat skal efter de gældende regler som nævnt ske
automatisk og uden hensyn til sagsøgtes økonomiske forhold, og
advokatens vederlag udredes af statskassen, uden at der i
almindelighed kan blive tale om at pålægge den pågældende part at
betale sagsomkostninger.
Mens situationen for den sagsøgte i en ægteskabssag m.v. således er
den, at den pågældende automatisk og uden hensyn til de økonomiske
forhold får beskikket en advokat, forholder det sig anderledes for
den, der er sagsøger. Her skal den pågældende ansøge statsamtet om
fri proces, og bevilling hertil gives kun, såfremt den pågældende
skønnes at have rimelig udsigt til at få medhold, og såfremt den
pågældende opfylder visse økonomiske betingelser, jf.
retsplejelovens § 330.
Retshjælpsudvalget stillede bl.a. på denne baggrund forslag om, at
man ved en ændring af retsplejelovens § 449 fjernede denne
forskelsbehandling af parterne i en ægteskabssag med hensyn til
fri proces m.v. Udvalget pegede i den forbindelse også på, at man
ved denne ændring fjernede den mulighed, som parterne hidtil havde
haft for ved aftale at sikre sig, at alle omkostninger ved deres
ægteskabssag ville blive afholdt af det offentlige. Den foreslåede
stramning af bestemmelsen ville efter udvalgets opfattelse også
betyde, at den mere velstående part ikke længere ville kunne have
nogen økonomisk interesse i at foretrække en separation/skilsmisse
ved dom fremfor ved bevilling, og udvalget fandt derfor, at den
foreslåede ny bestemmelse også ville kunne virke procesbesparende.
Den 2. oktober 1985 fremsatte Justitsministeriet forslag til lov om
ændring af bl.a. § 449 i overensstemmelse med retshjælpsudvalgets
udtalelse og med de ændringer, der var en konsekvens af den ved
den nævnte lov nr. 226 af 6. juni 1985 gennemførte ændring af §
449. Justitsministeriet foreslog dog, at retten skulle kunne
beskikke en advokat for den pågældende, selv om de økonomiske
betingelser for fri proces ikke var opfyldt, såfremt retten ikke
fandt det muligt at behandle sagen på forsvarlig måde uden
advokatbeskikkelse. Om forslaget henvises til Folketingstidende
1985-86, tillæg A, sp. 359.
Forslaget vedrørende § 449 blev ikke vedtaget. I Retsudvalgets
betænkning af 16. maj 1986 over forslaget blev det anført, at
udvalget var positivt stemt over for den foreslåede ændring af
bestemmelsen om fri proces i ægteskabssager, men at man fandt, at
en ændring burde afvente en samlet revision af reglerne om fri
proces og retshjælp ved advokat (Folketingstidende 1985-86, tillæg
B, sp. 1723, ad ændringsforslag 4).
I retshjælpsudvalgets betænkning foreslås, at forslaget til ændring
af § 449 genfremsættes, og dette lovforslag er udformet i
overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.
7. Offentlig retshjælp ved advokater
7.1. Efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 574 af 17. december 1980
om offentlig retshjælp ved advokater er det en betingelse for at
være berettiget til retshjælp, at socialindkomsten ikke overstiger
80.000 kr. med tillæg af 7.000 kr. pr. barn under 18 år, som
forsørges af den retshjælpssøgende. Hvis denne er gift og lever
sammen med sin ægtefælle, er ægtefællernes samlede socialindkomst
afgørende for, om de økonomiske betingelser kan anses for opfyldt.
Bekendtgørelsen er medtaget som bilag til betænkningen.
De nævnte økonomiske grænser for advokatretshjælp har været uændrede
siden 1979, og dette har medført, at der siden er sket en gradvis
og væsentlig begrænsning af den andel af befolkningen, der har
adgang til denne retshjælp.
I overensstemmelse med folketingsberetningen af 20. september 1985 er
det udvalgets opfattelse, at der - i modsætning til retstilstanden
efter de gældende regler - bør gælde samme økonomiske betingelser
for adgang til advokatretshjælp som for adgangen til fri proces.
Udvalget foreslår derfor en ændret formulering af retsplejelovens
§ 330. Der kan efter ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt
1) han skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og
2) han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de
omkostninger, der er forbundet med sagen.
Stk. 2. En bevilling til fri proces omfatter alene de omkostninger
ved sagen, der ikke er dækket af en retshjælpsforsikring eller en
anden form for forsikring.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår
betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.
Stk. 4. Fri proces i sager i 1. instans meddeles af statsamtet, for
så vidt angår byretssager på det sted, hvor sagen er anlagt eller
agtes anlagt, og for så vidt angår landsretssager på det sted,
hvor sagen skulle være anlagt, hvis landsretsbehandling ikke var
anvendelig.
Stk. 5. Fri proces i anke- og kæresager meddeles af
justitsministeren, jf. dog § 332, stk. 4. --/ § 330. Der kan efter ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt 1) han skønnes at have rimelig grund til at føre proces, og 2) han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, hvornår den i stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse er opfyldt. Stk. 3. Fri proces i sager i 1. instans meddeles af overøvrigheden, for så vidt angår byretssager på det sted, hvor sagen er anlagt eller agtes anlagt, og for så vidt angår landsretssager på det sted, hvor sagen skulle være anlagt, hvis landsretsbehandling ikke var anvendelig. Stk. 4. Fri proces i anke- og kæresager meddeles af justitsministeren, jf. dog § 332, stk. 4. /--
§ 331. Justitsministeren kan, når særlige grunde taler derfor, efter
ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke
er opfyldt. Dette gælder navnlig i sager, som er af principiel
karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har
væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige
situation. --/ § 331. Justitsministeren, kan når særlige grunde taler derfor, efter ansøgning meddele fri proces, selv om betingelserne i § 330 ikke er opfyldt. /--
§ 331 a. Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en
ansøgning om fri proces og om de oplysninger, som ansøgeren skal
meddele. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
der skal anvendes en særlig blanket ved ansøgningen. --/ Bestemmelsen er ny. /--
§ 332. Fri proces medfører for vedkommende part
1) Fritagelse for afgifter i overensstemmelse med lov om
retsafgifter.
2) Beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af
statskassen, jf. § 336 c.
3) Godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt
til vidneførsel, syns- og skønsforretninger og andre
foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling
eller oplysning.
4) Fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger.
5) I skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for
skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kan dækkes af
boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel
medhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der
iværksættes med skifterettens godkendelse.
Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i
stk. 1 nævnte begunstigelser. Bevillingen kan betinges af, at der
indbetales et gebyr til statskassen efter regler fastsat af
justitsministeren.
Stk. 3. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den
pågældende instans, herunder den procedure, der er nødvendig for
at opnå ny foretagelse af sagen for samme ret, samt fuldbyrdelse
af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger,
som af hensyn til forberedelsen af sagsanlægget med føje er
foretaget inden meddelelse af fri proces.
Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter også behandling af sagen
i 2. og 3. instans, såfremt sagen er indbragt for højere ret af
modparten, og den part, der har fri proces, helt eller delvis har
fået medhold i den foregående instans.
Stk. 5. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.
Stk. 6. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under
hvilke den er meddelt, viser sig ikke at være til stede eller at
være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører
virkningerne af fri proces. --/ § 332. Fri proces medfører for vedkommende part: 1) Fritagelse for afgifter i overensstemmelse med lov om retsafgifter. 2) Beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 336 c. 3) Godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt til vidneførsel, syns- og skønsforretninger og andre foranstaltninger, der er iværksat af hensyn til sagens behandling eller oplysning. 4) I skiftesager fritagelse for sikkerhedsstillelse for skifteomkostninger og, for så vidt udgifterne ikke kan dækkes af boets midler, fritagelse for betaling af vederlag til eventuel medhjælper i boet og andre udgifter ved foranstaltninger, der iværksættes med skifterettens godkendelse. Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser. Stk. 3. - - - - /--
§ 333 ophæves. --/ § 333. Fri proces for en part medfører ikke fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger. Stk. 2. Når hensynet til en part, der har fri proces, i særlig grad taler derfor på grund af sagens beskaffenhed og partens økonomiske forhold, kan retten bestemme, at omkostningerne til modparten helt eller delvis skal betales af statskassen i stedet for af parten. Stk. 3. Retten kan i øvrigt, hvor hensynet til modparten i særlig grad taler derfor, bestemme, at omkostningerne til denne skal betales af statskassen, der i så fald indtræder i modpartens ret mod parten. § 335a, stk. 2, ophæves. /--
§ 335 a. Personer, der opfylder betingelserne i § 330, stk. 1, nr. 2,
har fri proces i følgende tilfælde
1) Forbrugeren i sager, der indbringes af den pågældende for at få
opfyldt en afgørelse, som er truffet af forbrugerklagenævnet eller
af et klage- eller ankenævn, der er godkendt af
forbrugerklagenævnet, eller et forlig, som er indgået for et af
disse nævn.
2) Forbrugeren i sager, der indbringes af modparten med påstand om
ændring af en af de i nr. 1 nævnte afgørelser eller forlig til
skade for forbrugeren.
3) Den anden part i sager om en advokats vederlag, der indbringes af
den pågældende for at få opfyldt en afgørelse, som er truffet af
en kredsbestyrelse eller af advokatnævnet.
4) Den anden part i sager om en advokats vederlag, som advokaten
indbringer med påstand om ændring af en kredsbestyrelses eller af
advokatnævnets afgørelse til skade for den anden part. --/ § 335 a. - - Stk. 2. Uanset bestemmelsen i § 333 betales eventuelle omkostninger til modparten af statskassen. /--
§ 335. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller
delvis at erstatte statskassens udgifter ved den fri proces i det
omfang, udgifterne ikke pålægges modparten, når partens forhold og
omstændighederne i øvrigt taler derfor. --/ § 335. Når omstændighederne taler derfor, kan retten pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassen dennes udgifter i det omfang, disse ikke pålægges modparten. /--
§ 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i
en sag efter § 448, nr. 1-5 og 7-8, og finder retten, at den
pågældende har behov for advokatbistand, kan retten beskikke en
advokat for denne, såfremt parten opfylder betingelserne i § 330,
stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. Finder retten det ikke muligt at behandle sagen på forsvarlig
måde, uden at sagsøgte eller appelindstævnte har advokatbistand,
kan retten beskikke den pågældende part en advokat, selv om parten
ikke opfylder betingelsen i § 330, stk. 1, nr. 2. Retten pålægger
i så fald parten at erstatte statskassen udgifterne i forbindelse
med beskikkelsen. --/ § 449. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag efter § 448, nr. 1-4, 7 eller 8, skal retten beskikke en advokat for denne. Giver sagsøgte eller appelindstævnte ikke møde ved advokat i en sag efter § 448, nr. 5 eller 6, om forældremyndighed, kan retten beskikke en advokat for denne.
Ingen
Nr LSF 16
Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven (Fri proces og retshjælp)
Fremsat af justitsministeren (Ninn-Hansen)
den 7. oktober 1987