1986 BR 54 BERETNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFENTLIGGØRELSE AF POLITISKE PARTIERS REGNSKABER NR B 54 1986-87, 1. SAMLING

Udvalget har behandlet beslutningsforslagene i en række møder og har

herunder stillet spørgsmål til justitsministen, som denne har

besvaret skriftligt og i samråd.

Herefter ønsker et mindretal (Det Radikale Venstres medlem af

udvalget) at udtale følgende

Under Folketingets 1. behandling den 22. januar 1987 af Det Radikale

Venstres forslag til folketingsbeslutning om offentliggørelse af

politiske partiers regnskaber (B 54) og om bidrag til politiske

partier (B 55) afgav justitsministeren på regeringens vegne det

løfte, at han i relation til begge forslag ville »gå aktivt ind for

at løse problemet«. Som begrundelse anførte justitsministeren selv

» . . . nemlig, at der, når det drejer sig om offentliggørelsen, må

været et ønske i brede befolkningskredse og i pressen om at få

nærmere kendskab til partiernes regnskaber, og når det drejer sig

om dette beslutningsforslag (B 55), at man må fjerne sig fra den

tilstand, hvor man tvinger mennesker til at betale til et politisk

parti«, jf. Folketingstidende 1986-87, forhandlingerne sp. 5941.

På trods af dette løfte har regeringen og justitsministeren intet

»aktivt« foretaget sig under udvalgsarbejdet. Anledning har ellers

ikke manglet. Den 11. februar d.å. stillede politisk-økonomisk

udvalg ministeren en række spørgsmål vedrørende

beslutningsforslagene, herunder i relation til B 55 følgende to

spørgsmål

»Såfremt ministeren har betænkeligheder i forbindelse med forslagets

punkt 1, 2 og 4, således som antydet ved 1. behandling, bedes disse

uddybet og begrundet.«, og

»Hvilke alternativer kan ministeren i givet fald pege på?»

Mere end to måneder senere og efter flere rykkere svarede ministeren

den 14. april 1987 på sidstnævnte spørgsmål

»Før der foreligger en nærmere afklaring af bl.a. de problemer, jeg

har peget på i besvarelsen af spørgsmål 1, og der således af

Folketinget er taget stilling til disse forhold, har jeg ikke

tilstrækkeligt grundlag for at pege på alternative

løsningsmuligheder.«

For at få fuld klarhed over, om dette indebar, at ministeren ikke

ville stå ved sit løfte, blev ministeren den 21. april 1987 med

udtrykkelig henvisning til tilsagnet om at »gå aktivt ind for at

løse problemet« gennem politisk-økonomisk udvalg anmodet om at

præcisere, » . . . hvilke ændringer i beslutningsforslaget

ministeren skønner nødvendige for at kunne realisere målsætningen

om frivillighed for bidrag til partipolitiske formål«. Den 4. maj

1987 svarede ministeren hertil: »På baggrund af det relativt

detaljerede beslutningsforslag må besvarelsen af spørgsmålet efter

Justitsministeriets opfattelse afhænge af en nærmere retspolitisk

stillingtagen i Folketinget . . . », jf. det svar på spørgsmål 9,

som er optrykt som bilag til beretningen. Ministeren peger således

alene på politiske problemer og afviser samtidig at gå konstruktivt

ind i debatten, før der er fundet en politisk løsning.

Alligevel var det primært lovtekniske og ikke politiske begrundelser,

justitsministeren henviste til, da han i et samråd med

politisk-økonomisk udvalg den 14. maj 1987 blev anmodet om at

besvare følgende spørgsmål: »Ministeren bedes redegøre for, hvilke

problemer han ser ved en vedtagelse af nærværende

beslutningsforslag.« Ministeren gentog i sit skriftlige svar på

samrådsspørgsmålet sin tidligere erklærede »sympati for

principperne i beslutningsforslagene«, men anførte derefter som sin

overordnede og udslagsgivende vurdering af forslagene: »Men der kan

også være grund til at gøre opmærksom på, at en effektiv

lovgivning vil blive kompliceret, og der er mange problemer

forbundet med en sådan lovgivning.«

Justitsministerens - og regeringens - »aktive medvirken« til

problemernes løsning kan således gøres op meget enkelt: Først

fastholder man under udvalgsarbejdet, at en »retspolitisk

stillingtagen i Folketinget« er en nødvendig forudsætning for at

komme videre. Derefter fraråder man en sådan politisk stillingtagen

med henvisning til, at »der er mange problemer forbundet med en

sådan lovgivning«. Dette er en yderst effektiv fremgangsmåde, når

man ønsker at forhale lovgivningsarbejdet og forhindre Folketinget

i at træffe beslutninger.

Såvel ved 1. behandling som under udvalgsarbejdet er det anført fra

flere sider, at en væsentlig del af formålet med

beslutningsforslagene kunne realiseres ad frivillighedens vej.

Mindretallet har stor sympati og forståelse for dette synspunkt og

har derfor foreslået en fremgangsmåde, som tilgodeser

frivillighedsprincippet. Forslaget om offentliggørelse af de

politiske partiers regnskaber (B 54) kunne erstattes med en

frivillig aftale mellem partierne efter svensk forbillede, medens

forslaget om frivillighed for bidrag til politiske partier (B 55)

kun begrænses til en betinget vedtagelse, hvor

lovgivningsforpligtelsen kun blev aktuel, såfremt organisationerne

ikke selv havde realiseret frivilligheden inden en bestemt dato.

Ingen af disse forslag kunne imidlertid samle tilslutning i

udvalget.

På denne baggrund og i lyset af, at der ved 1. behandling kunne

konstateres et flertal for hvert af de to beslutningsforslag,

ønskede mindretallet, at der blev skrevet betænkning, således at

forslagene kunne komme til afstemning i salen. Mindretallet måtte

imidlertid til sin beklagelse og under protest konstatere, at såvel

regeringspartierne som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti

modsatte sig betænkningsafgivelse. Dette er parlamentarisk

uacceptabelt og kan kun forklares med, at partierne ønsker at holde

deres stilling til principperne i beslutningsforslagene skjult for

befolkningen.

Mindretallet er overbevist om, at der i befolkningen er et stort

flertal, som støtter principperne i de to forslag. Offentliggørelse

af de politiske partiers regnskaber er mere end nogensinde blevet

et krav efter vedtagelsen af statsstøtte til partierne.

Frivillighed for bidrag til politiske partier rejses igen og igen

som et krav og giver anledning til konflikter på arbejdspladserne.

Det er uholdbart, at partiegoisme forhindrer Folketinget i at tage

stilling til så væsentlige principper. Derfor vil mindretallet

fortsat af alle kræfter arbejde for forslagenes vedtagelse.

P. u. v.

Ivar Nørgaard

formand

Bilag/

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 9

Ad svaret på spørgsmål 2

Under henvisning til ministerens løfte ved 1. behandlingen om at »gå

aktivt ind for at løse problemet«, jf. forhandlingerne sp. 5941,

anmodes ministeren om at præcisere, hvilke ændringer i

beslutningsforslaget ministeren skønner nødvendige for at kune

realisere målsætningen om »frivillighed for bidrag til

partipolitiske formål«.

Svar

På baggrund af det relativt detaljerede beslutningsforslag må

besvarelsen af spørgsmålet efter Justitsministeriets opfattelse

afhænge af en nærmere retspolitisk stillingtagen i Folketinget til

bl.a. de forhold, der er peget på i besvarelsen af udvalgets

spørgsmål 7 og 8. Hertil kommer, at Folketinget må afklare, om alle

elementerne i beslutningsforslaget skal med i en beslutning, jf. de

synspunkter, der blev fremført af justitsministeren og ordførerne

under 1. behandling.

Ingen

Nr BR 54

Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om offentliggørelse af politiske partiers regnskaber

Nr B 54 1986-87, 1. samling

Afgivet af det politisk-økonomiske udvalg

Afgivet: 19870820