1986 BR 18 BERETNING OVER BÆKGAARD-SAGEN NR 70018 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 1084

§ 977 finde sted i følgende tilfælde

»1) når nye oplysninger tilvejebringes, og det skønnes antageligt,

at disse, om de havde foreligget under sagen, kunne have bevirket

frifindelse eller anvendelse af en væsentlig mildere

straffebestemmelse;

2) når noget sådant forhold oplyses som ommeldt i § 976, nr. 2, og

det skønnes antageligt, at sådant kan have bevirket eller medvirket

til domfældelsen;

3) når der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der gør det

overvejende sandsynligt, at de foreliggende bevisligheder ikke har

været rigtigt bedømt.«

I de i nr. 3 nævnte tilfælde skal begæring om genoptagelse fremsættes

inden 5 år efter domsafsigelse. Har domfældte i medfør af dommen

været underkastet frihedsberøvelse, kan begæring om genoptagelse

dog altid fremsættes indtil 2 år efter hans løsladelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt der er hjemmel til genoptagelse af

straffesager, der (som i det foreliggende tilfælde vedrørende sagen

mod Bækgaard) er afgjort endeligt ved byretten, kan efter

formuleringen af bestemmelserne i retsplejelovens § 976 og § 977

give anledning til en vis tvivl. Der henvises herom til Kommenteret

Retsplejelov, Bind III, 3. udgave, side 306 (note 1).

Efter retsplejelovens § 49, stk. 1, kan enhver, der anser sig krænket

ved utilbørligt eller usømmeligt forhold fra en dommers side under

udøvelsen af dennes virksomhed, inden 14 dage fremsætte besværing

herover for rigsadvokaten til indbringelse for Den særlige

Klageret.

Det følger heraf, at Bækgaard på grund af den nævnte frist ikke nu

selv kan klage til Den særlige Klageret over dommere, der har

deltaget i behandlingen af hans egen sag, der sluttede med

Københavns Byrets dom af 9. december 1986.

Efter retsplejelovens § 49, stk. 2, kan justitsministeren indbringe

en dommer for Den særlige Klageret, såfremt han finder, at dommeren

må antages at have gjort sig skyldig i et forhold, der må svække

eller gøre ham uværdig til den agtelse og tillid, som dommerkaldet

forudsætter. En sådan indbringelse vil i den omhandlede sag kunne

ske f.eks. på grundlag af en henvendelse fra Bækgaard. Det bemærkes

i den forbindelse, at Justitsministeriet efter det hidtil

foreliggende ikke har fundet grundlag for en sådan indbringelse.

Det kan i øvrigt oplyses, at Bækgaard i forbindelse med den

vidneforklaring, han skal afgive i straffesagen mod Jan Bonde

Nielsen, over for landsretten vil kunne fremdrage forhold i

tilknytning til hans tidligere indenretlige forklaringer i denne

sag.

Ad b. Folketingets Ombudsmand

Det fremgår af loven om Folketingets Ombudsmand, at ombudsmanden

bl.a. har indsigt med statens civile forvaltning, men ikke med den

del af forvaltningen, der varetages af domstolene.

Som oplyst i min besvarelse af 25. maj 1987 af spørgsmål 312 vil

tvistigheder om lovligheden af politiets efterforskningsskridt samt

om sigtedes og forsvarerens beføjelser kunne forelægges for retten

til afgørelse, jf. herved den udtrykkelige bestemmelse herom i

retsplejelovens § 746. Bækgaard vil kunne forventes ført som vidne

i straffesagen mod Bonde Nielsen i Østre Landsret, og han vil i

denne forbindelse på ny kunne fremføre sine klagepunkter over for

retten. Landsretten vil i givet fald i forbindelse med en vurdering

af værdien af hans vidneudsagn skulle tage stilling til den af

Bækgaard fremførte kritik.

På den anførte baggrund vil det være et spørgsmål, om ombudsmanden

under henvisning til hans manglende kompetence med hensyn til

domstolenes virksomhed i givet fald ville tage en eventuel klage

fra Bækgaard under realitetsbehandling. Dette spørgsmål må endeligt

afgøres af ombudsmanden.

Det følger i øvrigt af ombudsmandsloven, at Bækgaard vil være

afskåret fra at indgive klage til Folketingets Ombudsmand, i det

omfang der er forløbet mere end 1 år efter, at de forhold, som der

klages over, er begået, eller - i det omfang hans klage vedrører en

truffen afgørelse - når der er forløbet mere end 1 år siden, at den

øverste administrative instans har taget stilling til den

afgørelse, der påklages. Ombudsmanden vil imidlertid af egen drift

kunne optage sagen til undersøgelse, såfremt han finder, at der bør

bortses fra fristoverskridelsen.

Justitsministeriets redegørelse vedrørende Bækgaard-sagen indeholder

ministeriets vurdering af de forskellige kritikpunkter, som

Bækgaard fremførte under en TV-udsendelse den 23. april 1987. Som

oplyst i min besvarelse af 25. maj 1987 af spørgsmål 312 vil

Bækgaard i overensstemmelse med de almindelige regler i

retsplejeloven kunne benytte sig af den almindelige, administrative

rekursadgang og på denne måde opnå en administrativ klageafgørelse

fra Justitsministeriet direkte i relation til ham. Bækgaard vil

herefter i givet fald kunne indbringe en sådan afgørelse for

Folketingets Ombudsmand i overensstemmelse med de førnævnte regler.

Spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang ombudsmandens

manglende kompetence med hensyn til domstolenes virksomhed måtte

indebære, at en sådan klage ikke vil kunne tages under

realitetsbehandling, må som tidligere anført afgøres af

ombudsmanden.

Endelig har ombudsmanden i en række tilfælde afvist at behandle

klager under henvisning til, at Folketinget eller et af dettes

udvalg har taget stilling til sagen, jf. således ombudsmandens

beretning for 1978, side 11-12.

Ad C. Den Europæiske Menneskerettighedskommission/-domstol

I henhold til artikel 26 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention må Menneskerettighedskommissionen

alene optage en klage over et påstået brud på konventionens

bestemmelser til behandling, når alle hjemlandets retsmidler er

blevet udtømt og klagen er indgivet inden for et tidsrum af 6

måneder fra den dato, på hvilken hjemlandets endelige afgørelse

blev truffet.

Denne bestemmelse er i praksis fortolket således, at ordinære

retsmidler, såsom administrativ rekurs, domstolsprøvelse, herunder

appel, skal være udnyttet, og klageren skal alene udtømme sådanne

retsmidler, som giver mulighed for på en effektiv og tilstrækkelig

måde at få redresseret den påståede uret.

På baggrund af kommissionens praksis må det antages, at Den særlige

Klageret ikke generelt kan betragtes om et retsmiddel, der skal

have været forsøgt inden indgivelse af klage til kommissionen, men

er det forsøgt, vil 6 måneders fristen i artikel 26 skulle beregnes

fra klagerettens afgørelse under forudsætning af, at der er udsigt

til, at de spørgsmål, der er indbragt for klageretten, vil blive

realitetsbehandlet.

Den almindelige administrative rekurs og normalt også den almindelige

adgang i henhold til grundlovens § 63 til domstolsprøvelse er

imidlertid retsmidler, som skal være udtømt.

Da Folketingets Ombudsmand ikke har mulighed for at omgøre

beslutninger truffet af administrationen eller domstolene, er det

ikke en nødvendig forudsætning for, at kommissionen vil

realitetsbehandle en klage, at denne tidligere har været behandlet

af ombudsmanden.

Det må endvidere antages, at en klage indgivet af en privat person

alene vil blive behandlet af kommissionen, såfremt den påståede

krænkelse vedrører den pågældende selv eller en, som har

befuldmægtiget klageren til at indgive klagen på sine vegne, jf.

således konventionens artikel 25, 1. stk.

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er det en betingelse for, at

kommissionen vil realitetsbehandle en klage, at alle effektive

retsmidler er udtømt.

Det må på denne baggrund antages, at i det omfang Bækgaards klage

vedrører efterforskningsskridt af betydning for straffesagen mod

ham selv, vil det formentlig være en betingelse for klagens

antagelse til realitetsbehandling ved kommissionen, at

klagepunkterne har været rejst under straffesagens behandling, jf.

herved bl.a. retsplejelovens § 746 om afgørelser af tvistigheder om

lovligheden af politiets efterforskningsskridt, men derimod ikke at

Bækgaard over for Den særlige Klageret har fremsat begæring om

genoptagelse af straffesagen mod ham.

For så vidt angår påståede krænkelser, som ikke har haft betydning

for selve straffesagen mod Bækgaard selv, fremgår det endvidere af

det ovenfor anførte, dels at klagen skal have været forelagt den

øverste administrative rekursmyndighed, men ikke nødvendigvis

ombudsmandsinstitutionen, dels at den påståede krænkelse er

overgået Bækgaard selv.

Under en TV-udsendelse den 23. april 1987 fremkom Rudolf Bækgaard med

en række klagepunkter mod statsadvokaturen for særlig økonomisk

kriminalitet (bagmandspolitiet) i relation til en straffesag, som

har været ført mod ham.

Det blev i fjernsynsudsendelsen navnlig fremført, at anholdelsen og

varetægtsfængslingen af Rudolf Bækgaard ikke skete af hensyn til de

mod denne rejste sigtelser, men for at skaffe oplysninger fra

Bækgaard til brug for straffesagen mod Jan Bonde Nielsen, som på

samme tid var under efterforskning hos bagmandspolitiet. I den

forbindelse hævdede Bækgaard i TV-udsendelsen, at han af

bagmandspolitiet var blever tilbudt en »nem løsning« af sin egen

sag, hvis han ville være »samarbejdsvillig« med hensyn til sagen

mod Bonde Nielsen. Det blev også fremført i TV-udsendelsen, at

tidspunktet for løsladelsen af Bækgaard, efter indblanding af

Justitsministeriet, skulle være blevet udskudt et stykke tid, for

at løsladelsen ikke skulle give indtryk af en form for handel i

relation til sagen mod Bonde Nielsen. Herudover blev der i

fjernsynsudsendelsen også rettet kritik mod bagmandspolitiet for at

have benyttet Bækgaards hustru som »lokkedue« i et forsøg på at

anholde Bonde Nielsen.

Udvalget har stillet en række spørgsmål til justitsministeren om den

omhandlede sag, og udvalget har i forbindelse med besvarelsen heraf

modtaget en redegørelse fra Justitsministeriet om en undersøgelse,

der har været iværksat af ministeriet på baggrund af den af

Bækgaard fremførte kritik mod bagmandspolitiet. Udvalget har

endvidere haft et samråd med justitsministeren. Et af udvalgets

spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til

betænkningen.

Justitsministeren har over for retsudvalget oplyst, at Bækgaard kan

forventes ført som vidne i straffesagen mod Bonde Nielsen i Østre

Landsret, der vil blive påbegyndt i efteråret 1987. Ved den

lejlighed vil Bækgaard på ny få mulighed for at fremføre sin kritik

mod bagmandspolitiets fremgangsmåde i relation til afhøringen af

ham som vidne i straffesagen mod Bonde Nielsen, herunder at

bagmandspolitiet skulle have misbrugt varetægtsfængslingen af ham

til at opnå forklaringer fra ham eller forklaringer af et bestemt

forhold. Det vil så i givet fald være op til landsretten i

forbindelse med en vurdering af værdien af hans vidneudsagn at tage

stilling til kritikken.

På baggrund af den redegørelse, som udvalget har modtaget fra

justitsministeren om sagen, og under hensyn til at Bækgaard således

vil få lejlighed til under vidneansvar i Østre Landsret at fremføre

sin kritik over bagmandspolitiets fremgangsmåde i forbindelse med

behandlingen af hans sag, finder udvalget på nuværende tidspunkt

ikke grundlag for, at der foretages videre i relation til den

kritik, som er fremkommet mod bagmandspolitiet i forbindelse med

fjernsynsudsendelsen.

Det er indgået i udvalgets drøftelser, at det ikke kunne udelukkes,

at videre undersøgelser i sagen for nærværende kunne medføre

yderligere udsættelse af domstolenes behandling af straffesagen mod

Jan Bonde Nielsen, hvilket ikke er ønskeligt.

Et »mindretal§ (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

finder det godtgjort, at varetægtsfængslingen af Rudolf Bækgaard

har været benyttet til formål, der klart overstiger grundlaget for

denne.

SF skal her pege på det meget store antal afhøringer af Bækgaard i

Bonde Nielsen-sagen. Afhøringer, hvis antal overstiger antallet af

afhøringer i hans egen sag. Videre findes det godtgjort, at

Bækgaard har haft en sådan adgang til dokumenterne i Bonde

Nielsen-sagen, at der er tale om, at varetægtsfængslingsperioden i

væsentlig grad er medgået til Bækgaards aktive medvirken i

efterforskningen af Bonde Nielsen-sagen.

SF anser det samtidig for væsentligt, at Rudolf Bækgaard vil få

mulighed for at fremføre sine klagepunkter for Landsretten, når han

afhøres som vidne i ankesagen mod Bonde Nielsen. Såfremt retten

finder det godtgjort, at varetægtsfængslingen i forhold til

Bækgaard har været misbrugt, må konsekvensen være, at der rejses

tjenestemandssag mod de personer, der under tjeneste i

statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet har deltaget i

behandlingen af Bækgaards sag.

Endelig lægger SF vægt på, at en undersøgelse af det under

varetægtsfængslingen passerede i kommissionsdomstolsregi eller

lignende ikke vil kunne finde sted under sådanne former, at en

undersøgelse kan forventes at føre til en afklaring. Efter de

oplysninger, justitsministeren er fremkommet med over for udvalget,

vil de personer, der i det omfang de endnu er ansat i statens

tjeneste og har været beskæftiget med sagen i statsadvokaturen for

særlig økonomisk kriminalitet, kunne undslå sig for at afgive

vidneforklaring under henvisning til muligheden for

disciplinærforfølgning.

Under henvisning hertil finder SF ikke anledning til yderligere

initiativer fra retsudvalgets side.

P.u.v.

HAGEN HAGENSEN

formand

JUSTITSMINISTERIET

Besvarelse af retsudvalgets spørgsmål nr. 321 af 27. maj 1987

Spørgsmål

»I relation til Bækgaard-sagen bedes ministeren oplyse, hvorvidt

Bækgaard vil kunne indbringe sin sag for

a) Den særlige Klageret

b) Folketingets Ombudsmand

c) Den Europæiske Menneskerettighedskommission/ -domstol.«

Svar

Ad a. Den særlige Klageret

En fornyet behandling af straffesagen mod Rudolf Bækgaard måtte i

givet fald ske i form af en genoptagelse af sagen efter bestemmelse

truffet af Den særlige Klageret i medfør af reglerne i

retsplejelovens kapitel 86.

Genoptagelse efter begæring af en domfældt kan efter retsplejelovens

Ingen

Nr BR 18

Beretning over Bækgaard-sagen

Nr 70018 1986-87, 1. samling Blad nr 1084

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 19870701