1986 BR 17 BERETNING OVER EN SAMLET STRATEGI PÅ MARGINALJORDSOMRÅDET NR 70017 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 1072
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget vedtog den 23. januar 1986 en dagsorden, hvorefter
regeringen senest den 1. marts 1987 skulle fremlægge en samlet
strategi på marginaljordsområdet, se forhandlingerne sp. 5676 f.
Den 3. marts 1987 fremlagde regeringen en redegørelse for Folketinget
om en samlet strategi på marginaljordsområdet. Strategien var
hovedsagelig baseret på en række projektundersøgelser om
marginaljorder og miljøinteresser, som Miljøministeriet har
gennemført i 1986.
Endvidere har udvalget inddraget dele af regeringens strategi for
marginaljorder i forbindelse med behandlingen af vandmiljøplanen.
Regeringens redegørelse kom til debat i Folketinget den 7. april
1987, se forhandlingerne sp. 10146 ff.
På grund af den stramme tidsfrist for vandmiljøplanens færdiggørelse
har udvalget ikke kunnet nå at færdigbehandle
marginaljordsstrategien i denne sammenhæng og har derfor besluttet
at fortsætte drøftelserne i udvalget om marginaljorder, efter at
beretning over vandmiljøplanen blev afgivet den 30. april 1987.
Udvalget har stillet en række spørgsmål til miljøministeren, som
denne har besvaret skriftligt.
Udvalget har endvidere modtaget mundtlige og/ eller skriftlige
henvendelser fra
Dansk Jagtforening
Dansk Ornitologisk Forening
Danske Husmandsforeninger
Danmarks Naturfredningsforening
De danske Landboforeninger
De Samvirkende Danske Frøavlerforeninger
Det grønne Kontaktudvalg
Friluftsrådet og
Tolvmandsforeningerne.
Udvalget har den 20. maj 1987 drøftet regeringens
marginaljordsstrategi med miljøministeren, som over for udvalget
har tilkendegivet, at de kommende års strategi for
marginaljordsområdet har som formål at opretholde og sikre de
områder, som i dag dyrkes ekstensivt eller henligger i udyrket
tilstand, at beskytte særlig miljøfølsomme områder samt at afbøde
konsekvenserne af marginaliseringen, bl.a. hvor dette er
uacceptabelt af hensyn til lokalsamfundene.
Ministeren har endvidere tilkendegivet, at han finder, det bør
sikres, at landskabelige og natur- og miljøhensyn varetages gennem
pleje og alternativ jordbrugsmæssig anvendelse af de arealer, der
henligger udyrkede eller vil udgå af traditionel, intensiv
landbrugsdrift.
Overgangen til ekstensiv eller alternativ landbrugsproduktion på
arealer, der marginaliseres navnlig som følge af udviklingen i
landbrugserhvervets vilkår, vil blive støttet gennem koordineret
anvendelse af landbrugsloven, udlånsloven og jordfordelingsloven
samt gennem udmøntning af EFs socio-strukturelle foranstaltninger i
dansk lovgivning.
Med hensyn til skovtilplantning har ministeren henvist til
regeringens redegørelse af 30. april 1987 om skovpolitik, se
forhandlingerne sp. 11082 ff.
Ministeren har endvidere oplyst, at der vil blive iværksat
pilotprojekter i områder af særlig natur- og miljømæssig interesse.
Projekterne skal belyse mulighederne for og omkostningerne ved
gennem naturplejeaftaler mellem miljømyndighederne og den enkelte
landmand at sikre landskabelige hensyn samt natur- og miljøhensyn.
Endelig vil ministeren i begyndelsen af folketingsåret 1987-88
fremsætte forslag til revision af naturfredningsloven,
vandløbsloven og erhvervelsesloven. Den ny lovgivning skal skabe
mulighed for
- at udlægge beskyttelsesbræmmer på begge sider af offentlige og
større private vandløb,
- at udlægge tilsvarende bræmmer omkring moser, søer og heder samt
visse ferske enge og overdrev,
- at udlægge bredere beskyttelseszoner langs visse vandløb med et
konkret fastlagt indhold og mod kompensation til landmanden,
- at sikre, at ekstensivt udnyttede og udyrkede arealer på mere end
4.000 m2, navnlig strandenge, ferske enge, overdrev og andre
småbiotoper som hovedregel opretholdes i deres nuværende tilstand,
- at beskytte søer og vandhuller over 250 m2,
- at pleje de mest værdifulde af de nævnte naturtyper bl.a. via
aftaler med ejeren,
- at oprette erstatningsbiotoper,
- at genskabe større samlede naturområder samt
- at udvide erhvervelseslovens formål til at omfatte både natur- og
friluftsformål og skabe mulighed for at anvende opkøb, lån, tilskud
og plejeaftaler som midler til at opnå disse mål.
Ministeren har tilkendegivet, at regeringen i forbindelse med
fremlæggelsen af lovforslag nærmere vil redegøre for omkostningerne
ved ændringer i lovgivningen som følge af strategien. Der vil
herunder blive nærmere redegjort for, i hvilket omfang den enkelte
landmand bør kompenseres for tab i forbindelse med udlæg af bræmmer
og zoner ved vandløb m.v., når dette indebærer, at hidtil intensivt
dyrket jord udgår af normal drift.
Et »flertal§ (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det
Radikale Venstres medlemmer af udvalget) finder, at regeringens
redegørelse til Folketinget om en samlet strategi på
marginaljordsområdet samt Skov- og Naturstyrelsens notat af 26.
februar 1987 om strategi for marginale jorder og miljømæssige
interesseområder er et godt udgangspunkt for det videre arbejde.
Flertallet ønsker dog at korrigere oplægget med følgende
Flertallet finder, at man som følge af afsætningsvanskeligheder og
faldende priser på landbrugsprodukter må se i øjnene, at der i de
kommende år vil ske en øget marginalisering af den danske
landbrugsjord bl.a. i de områder, hvor der er størst udgifter
forbundet med intensiv landbrugsdrift. Dette skyldes ikke mindst,
at man i EF har set sig nødsaget til at indføre en række
foranstaltninger i form af produktionsnedsættelser, restriktiv
prispolitik, medansvarsafgifter m.v. Yderligere tiltag til
nedsættelse af landbrugsproduktionen er under udarbejdelse i EF.
Det er flertallets opfattelse, at man gennem lovgivning og
planlægning skal imødegå denne udvikling på en sådan måde, at det
gavner natur- og miljøhensynene, herunder også de rekreative
områder og friluftslivet, og samtidig forhindre, at
eksistensgrundlaget ødelægges for befolkningen i de områder, hvor
marginaliseringen sker.
Flertallet mener, at den lovgivning etc., der på miljøområdet skal
følge marginaljordsredegørelsen op, må være offensiv og tage
udgangspunkt i overordnede natur- og miljømæssige krav. Det videre
arbejde med kortlægning og forsknings-, forsøgs- og
udviklingsarbejde, pilotprojekter m.v. bør føre til, at der kan
oparbejdes en viden om, hvad det danske kulturlandskab skal
indeholde for at sikre et varieret natur- og dyreliv. Hermed
indpasses marginaljordsudviklingen i en langsigtet målsætning for
den generelle natur- og miljøpolitik.
Flertallet finder det nødvendigt, at tilbageværende ekstensivt
udnyttede eller udyrkede naturtyper, inklusive småbiotoperne i det
åbne land, nu sikres. Naturfredningsloven skal derfor ændres, så
ferske enge, overdrev og småbiotoper inddrages under lovens
bestemmelse. Herefter vil loven omfatte vandløb, søer, moser,
ferske enge, strandenge, strandsumpe, heder og overdrev.
Endvidere finder flertallet det formålstjenligt, at der udarbejdes
regler for en retlig beskyttelse af forskellige typer diger og
eventuelt andre fortidsminder, der ikke er sikret gennem gældende
lovgivning.
I forbindrelse med lovforberedelsen skal den nærmere udformning af
reglerne afklares, idet det bl.a. skal fremgå, at sammenhængende
arealtyper, f.eks. moser og enge, opgøres under eöt. Reglerne bør
udformes således, at det er klart for den enkelte lodsejer, hvilke
arealtyper der er omfattet af lovgivningen. Det bør endvidere
fremgå, at dispensation fra beskyttelsesreglerne kun gives i helt
særlige tilfælde, mens hidtidig brug af arealerne kan fortsætte.
Flertallet finder endvidere, at der skal fastsættes regler til
etablering af 6 m brede beskyttelsesbræmmer på begge sider af alle
større offentlige vandløb samt private vandløb omfattet af
naturfredningslovens § 43. For mindre vandløbs vedkommende tages
udgangspunkt i en ordning, der bygger på princippet med
bræmmebredder på 2 * bundbredden. I beskyttelsesbræmmerne må der
ikke gødskes, bruges bekæmpelsesmidler eller foretages
jordbehandling. I sammenhæng hermed må indgå spørgsmålet om
kompensation, opkøb, plejekontrakter m.v. til landmænd, der må lade
forholdsmæssigt store vandløbsnære arealer udgå af intensiv drift.
Virkningerne af bræmmerne skal løbende følges, og det skal bl.a. i
lyset af de kommende års pilotprojekter i marken vurderes, om
bræmmerne bør gøres bredere. I sammenhæng hermed skal der tages
stilling til udlægning af beskyttelsesbræmmer ved mindre og helt
små vandløb, der ikke er omfattet af naturfredningslovens § 43.
Miljøministeren opfordres til at fremlægge en redegørelse herom i
begyndelsen af folketingsåret 1990-91.
Der skal tillige skabes hjemmel til, at der efter konkret planlægning
kan udlægges bredere beskyttelseszoner via opkøb, jordfordeling,
plejekontrakter eller anden økonomisk kompensation til landmanden.
Sådanne zoner skal f.eks. kunne etableres i særlig miljøfølsomme
områder såsom ådale eller områder med sårbart grundvand.
Miljøministeren bør sikre, at der sker en kortlægning af særligt
følsomme grundvandsreservoirer, bl.a. i relation til områdernes
landbrugsstruktur og drift.
Flertallet finder desuden, at der skal indføres 6 m brede
beskyttelsesbræmmer omkring naturtyper omfattet af
naturfredningslovens § 43 (heder, overdrev, søer, moser, ferske
enge og strandenge). Omkring heder og overdrev må der ikke gødskes
eller anvendes pesticider. I bræmmer omkring søer, moser, ferske
enge og strandenge må der ikke gødskes, bruges bekæmpelsesmidler
eller foretages jordbehandling. I forbindelse med lovforberedelsen
opfordres miljøministeren til at afklare spørgsmålet om
beskyttelsesbræmmer omkring mindre biotoper omfattet af
naturfredningslovens § 43. Samtidig bør det afklares, om der bør
etableres sprøjtefrie bræmmer langs skovbryn, levende hegn og
lignende. For at sikre tilbageværende ekstensivt udnyttede eller
udyrkede naturtyper skal moser, ferske enge, strandenge,
strandsumpe, heder og overdrev større end 2.500 m2, søer dog over
150 m2, være omfattet af naturfredningsloven.
Flertallet finder, at der i de kommende år under hensyn til natur,-
miljøog friluftsinteresser skal skabes eller genskabes
naturområder, f.eks. søer og vådområder. Endvidere bør privat og
statslig skovrejsning fremmes under hensyn til friluftslivet,
natur- og miljøhensyn og den indenlandske vedproduktion.
Flertallet mener, at amtsrådene skal sikres adgang til at foretage
den eventuelt nødvendige pleje af § 43 beskyttede områder samt
beskyttelsesbræmmer og zoner, som ejerne ikke selv ønsker at
gennemføre, f.eks. som led i en naturplejeaftale.
Flertallet lægger vægt på miljøministerens tilsagn om gennem
samarbejde med andre ministerier, regionale og lokale myndigheder
samt interesseorganisationer at indhøste erfaringer gennem en
projektorienteret realisering af marginaljordsstrategiens tanker i
praksis. Af speciel interesse har flertallet bemærket, at
Miljøministeriet har indledt et samarbejde med Husmandsforeningerne
om iværksættelse af pilotprojekter med henblik på forvaltnings- og
plejekontrakter mellem Miljøministeriet og den enkelte landmand.
Ministeren har oplyst, at projekterne navnlig søges gennemført i
natur- og miljømæssigt vigtige områder samt i områder af interesse
for friluftslivet. De skal belyse jordbrugsinteresserne, både
traditionelt og ekstensivt landbrug samt skovbrug samt natur- og
miljøinteresser, herunder naturgenopretning. Samtidig skal hensynet
til lokalsamfundets bevarelse tilgodeses, bl.a. ved friluftsliv og
turisme.
Som et led i projekterne vil der løbende ske en vurdering af de
økologiske og økonomiske konsekvenser af de initiativer, som
igangsættes.
Med henblik på at fremme ovennævnte formål finder flertallet, at den
nugældende erhvervelseslov skal have et bredere sigte, således at
målsætningerne i en ny lovgivning både omfatter naturgenopretning,
naturbeskyttelse, friluftsliv og offentlig skovrejsning. Endvidere
skal bybefolkningen sikres bynære naturområder at færdes i.
Midlerne til at realisere denne målsætning skal efter flertallets
opfattelse kunne være opkøb, pålæggelse af forkøbsret og - i ganske
særlige tilfælde - ekspropriation, praktiske
retableringsforanstaltninger, tilskud og lån til privat
naturgenopretning, naturpleje-aftaler m.v.
Flertallet ønsker en planlægning for skovrejsning iværksat, der
udpeger de arealer, som vil være egnede til skovdrift. En væsentlig
forøgelse af vedproduktionen er ønskelig både samfundsøkonomisk og
beskæftigelsesmæssigt. Flertallet understreger i den forbindelse,
at skovrejsning skal tilrettelægges således, at den både tilgodeser
hensynet til produktion, grundvandsbeskyttelse og rekreative
formål. Denne planlægning bør ikke hæmme, men udfra de nævnte
synspunkter give mulighed for etablering også af små skovarealer.
Flertallet har noteret sig, at miljøministeren straks i
folketingssamlingen 1987-88 vil fremsætte de forslag til
lovændringer m.v., som strategiens gennemførelse kræver. Det drejer
sig på miljøområdet om ændringer i naturfredningsloven,
erhvervelsesloven og vandløbsloven. Flertallet forudsætter
endvidere, at landbrugsministeren fremsætter forslag til revision
af lov om jordfordeling, således at jordfordeling fremover også
skal kunne ske ud fra natur- og miljøhensyn.
Flertallet finder, at regeringen i forbindelse med fremsættelse af
lovforslag skal redegøre for, om reglerne i landbrugsloven om
landbrugspligt vil modvirke strategiens målsætninger, samt om
støtten til læplantning bør betinges af, at der ikke anvendes
insekt- og ukrudtsbekæmpelsesmidler i og nær læhegn.
Flertallet forudsætter, at miljøministeren ved fremlæggelse af
lovforslagene redegør for de omkostninger, der er knyttet til
strategiens realisering, og for, hvorledes disse foreslås
finansieret.
Flertallet anmoder særligt miljøministeren om at prioritere en række
større naturgenopretningsprojekter, som bør gennemføres inden for
en samlet økonomisk ramme af størrelsesordenen 3-400 mill. kroner
for de nærmeste 6 år.
Flertallet opfordrer endelig regeringen til i forbindelse med det
igangværende arbejde i struktur- og planudvalget under
landbrugsministeren nøje at vurdere, om en udmøntning af
EF-foranstaltningerne er tilstrækkelig til at sikre den ønskede
omstilling i jordbrugserhvervet. Flertallet opfordrer regeringen
til stærkt at virke for ændringer i EFs landbrugspolitik, der
understøtter natur- og miljøvenlige driftsformer.
Flertallet anmoder miljøministeren om i begyndelsen af
folketingssamlingen 1990-91 at give Folketingets miljø- og
planlægningsudvalg en redegørelse om status for gennemførelsen af
marginaljordsstrategien.
Et »mindretal§ (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) finder, at regeringens
redegørelse om strategi for marginaljordsområdet og ministerens
tilkendegivelse over for udvalget er et godt og tilstrækkeligt
grundlag for udarbejdelsen af de lovforslag, som ministeren har
lovet at forelægge for Folketinget i begyndelsen af folketingsåret
1987-88.
Mindretallet mener, at den nærmere fastlæggelse af omfanget af den
forøgede § 43-beskyttelse, bræmmebredde etc. bør ses i sammenhæng
med omkostningerne herved og finansieringsmulighederne.
Mindretallet mener, at man også med hensyn til bræmmer bør iværksætte
pilotforsøg i samarbejde med landboorganisationer, inden man
endeligt fastsætter regler for bredde af sprøjte-, gødnings- og
dyrkningsfrie bræmmer.
Sådanne forsøg vil kunne afklare spørgsmål om opkøb, erstatning,
pleje m.v.
I den forbindelse peger mindretallet endvidere på, at udmøntningen af
EF-foranstaltningerne må indgå i Folketingets overvejelser.
Mindretallet er bekendt med, at Centrum-Demokraterne, som ikke har
medlemmer i udvalget, kan tilslutte sig mindretallets indstilling.
P.u.v.
Steffensen
formand
Ingen
Nr BR 17
Beretning over en samlet strategi på marginaljordsområdet
Nr 70017 1986-87, 1. samling Blad nr 1072
Afgivet af miljø- og planlægningsudvalget
Afgivet: 19870603