1986 BTB 158 BETÆNKNING OVER DEN AF STATSREVISORERNE AFGIVNE ENDELIGE BETÆNKNING OVER STATSREGNSKABET FOR FINANSÅRET 1984 NR B 158 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 745
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Bilag
MINISTERIET FOR OFF. ARBEJDER
1. april 1987
Folketingets finansudvalg
Christiansborg
1240 København K
Finansudvalget har i brev af 12. marts 1987 (BIL.NR. 16.68) i
forbindelse med gennemgangen af statsrevisorernes endelige
betænkning over statsregnskabet for finansåret 1984 og diverse
beretninger vedrørende samme regnskabsår stillet mig følgende fire
spørgsmål
SPØRGSMÅL 1
»Hvilke initiativer har rigsrevisors udtalelse om, at løn- og
ansættelsesvilkår inden for alle områder af P & T snarest bør
bringes i overensstemmelse med gældende retningslinjer og senest
fra udløbet af den gældende overenskomstperiode, givet anledning
til (rigsrevisors notat af 7. april 1986, pkt. 2)?»
SVAR
P & T har i tiden siden statsrevisorernes beretning nr. 9, 1984, om
Post- og Telegrafvæsenets bureautjeneste (jernbanepostkontorerne)
på en række områder gennemført forandringer, som har bragt løn- og
ansættelsesvilkår i overensstemmelse med gældende retningslinjer.
I februar 1986 blev samtlige tjenestesteder i P & T anmodet om at
opsige uhjemlede aftaler og kutymer, der var indgået lokalt. Der
blev samtidig udsendt en vejledning om de lokale chefers
kompetence til at indgå aftaler.
I marts 1987 er der sket en opfølgning over for tjenestestederne, som
viser, at lokale aftaler og kutymer alle er ophørt i indeværende
aftaleperiode og senest med udgangen af marts måned 1987.
Tilsvarende gælder generelle kutymer.
Enkelte aftaler/protokollater, der er indgået af generaldirektoratet
uden bemyndigelse af Finansministeriet, drøftes for tiden med
berørte personaleorganisationer forinden forelæggelse for
Finansministeriet. Disse aftaler ønskes videreført, men med ændret
indhold.
For så vidt angår de uhjemlede særaftaler i bureautjenesten har
generaldirektoratet og Dansk Postforbund i mere end et år ført
forhandlinger om et aftaleudkast til forelæggelse for
Finansministeriet, uden at det er lykkedes at nå til enighed.
Som følge heraf har P & T netop anmodet Finansministeriet om at
videreføre sagen med henblik på, at særaftalerne bringes til
ophør. Det kan i den forbindelse oplyses, at der i resultatet af
aftaleforhandlingerne pr. 1. april 1987 mellem finansministeren og
tjenestemændenes centralorganisationer indgår, at der i
aftaleperioden kan optages forhandlinger om ændring af de
specielle arbejdstidsregler i bureautjenesten. I tilfælde af
uenighed følges tjenstemandslovens § 47.
SPØRGSMÅL 2
»I skrivelse af 5. marts 1986 fra ministeren for offentlige arbejder,
jf. den endelige betænkning, s. 123, forventedes indgået ny
overenskomst mellem DSB og P & T om befordring af posten.
Er en sådan overenskomst indgået?
I bekræftende fald: i hvilken udstrækning afspejler taksterne DSBs
faktiske omkostninger ved befordringen af posten?»
SVAR
Der er med virkning fra 1. juni 1986 indgået en ny overenskomst
mellem DSB og P & T om postens befordring med jernbane.
Betalingsprincippet i den tidligere overenskomst var baseret på en
vognakselkilometerpris.
Under forhandlingerne lagde P & T vægt på at få et mere
differentieret system, der bedre er tilpasset DSBs omkostninger
for de enkelte produkter.
Dette synspunkt accepterede DSB, idet det samtidig blev fastslået, at
prisfastsættelsen under alle omstændigheder skulle give fuld
omkostningsdækning.
Betalingsprincipperne i den nye og nugældende overenskomst er
splittet op for de forskellige produkter. Første del af betalingen
er et administrativt beløb, der skal dække DSBs omkostninger ved
tilrettelæggelse og administration af postvæsenets transporter med
DSB.
For den befordring, der foregår i de særlige postvogne, som DSB har
anskaffet alene til brug for P & T, er betalingen delt op i tre
elementer.
1. Et årligt beløb til dækning af forrentning og afskrivning af den
kapital, DSB har investeret i postvognene.
Begrundelsen herfor er, at DSB alene har investeret i postvogne af
hensyn til P & T, og med den specialindretning vognene har, kan de
kun anvendes af postvæsenet.
Det årlige beløb sikrer DSB fuld afskrivning af den investerede
kapital.
2. Et årligt beløb til dækning af vedligeholdelsesomkostningerne for
postvognene.
3. En kilometerbetaling for kørsel med postvognene. Betalingen pr.
km, der i forhold til den tidligere aftale er væsentlig lavere,
betales for alle kørte kilometre, uanset om postvognen er læsset
eller tom.
For pakkebefordringen, der foregår i almindelige godsvogne,
ligestilles P & T med andre store kunder, der benytter DSBs
godsvognsmateriel.
Priserne for disse godsvogne er for hver relation fastsat på grundlag
af DSBs normale priser i den pågældende relation.
I de relationer, hvor P & T bruger ældre knap så efterspurgte
godsvogne, ydes der herudover en mindre rabat.
For alle småtransporter som f.eks. befordring af enkelte postsække,
der udveksles af DSB-personale, eller for brevkassetømning,
betaler P & T en ydelse, der er afstemt efter omkostningerne for
disse ekstraarbejder.
Set under eet giver taksterne DSB en indtægt, der modsvarer DSBs
faktiske udgifter.
SPØRGSMÅL 3
»Udføres der hos P & T i dag postbefordring pr. bil, som det for
staten ville kunne betale sig at lade udføre hos DSB, hvis
taksterne for DSBs befordring kun skulle dække DSBs omkostninger
ved befordringen?»
SVAR
En omlægning af postbefordringen fra befordring med bil hos P & T til
befordring med bane vil ikke være mere fordelagtig end den
nuværende befordring. Som nævnt i svaret på spørgsmål 2 er der
ikke grundlag for en nedsættelse af DSBs takster for
postbefordring.
SPØRGSMÅL 4
»I beretningen pkt. 32 oplyses, at der er opnået en besparelse på 1,1
mill. kr. ved nedlæggelse af et bureau. Det ønskes oplyst, om den
angivne besparelse er baseret på en befordringstakst hos DSB, der
netop dækker DSBs omkostninger.«
SVAR
Den opnåede besparelse på 1,1 mill. kr. ved nedlægning af et af
bureauerne på strækningen København-Ålborg er sammensat således
Overførsel af sorteringsopgaver fra bureauet til faste postkontorer
165.000 kr.
Omlægning af bureautransport til biltransport og anden togtransport
984.000 kr.
Som hovedregel forelægges P & Ts planer og beregninger for DSB, inden
der træffes beslutning om gennemførelse af transportomlægninger,
hvilket også er sket forud for den foreliggende omlægning.
Ved omlægningen blev det muligt for DSB at reducere køreplanen med
det pågældende dagtog fra København til Ålborg, hvorved DSBs tab
af fragtindtægter blev kompenseret af besparelser.
Med venlig hilsen
FRODE NØR CHRISTENSEN
Bilag
MINISTERIET FOR OFF. ARBEJDER
1. april 1987
Folketingets finansudvalg
Christiansborg
1281 København K
Hermed fremsender jeg svar på et spørgsmål, stillet af Folketingets
finansudvalg den 12. marts 1987, BIL.NR. 16.69.
SPØRGSMÅL
I forbindelse med behandlingen af statsrevisorernes beretning nr. 10
1984 om sikkerhed i forbindelse med teletransmission af økonomiske
data er i statsrevisorernes endelige betænkning side 187 oplyst,
at en arbejdsgruppe har udarbejdet krav til en
kryptograferingstjeneste og var ved at overveje forskellige
modeller for etablering af en sådan tjeneste. Samtidig oplyses, at
overvejelserne forventes afsluttet 1. juni 1986.
Det ønskes oplyst, hvilke initiativer der er taget for at fremme
sikkerheden i forbindelse med teletransmission af økonomiske data.
SVAR
I 1984 blev der nedsat en (styre)gruppe vedrørende datasikkerhed
under P & Ts formandskab og med deltagelse af Rigspolitiet, I/S
Datacentralen af 1959, telefonselskaberne og P & T. Senere
indtrådte også Rigsrevisionen og Registertilsynet i gruppen.
Gruppen havde til formål at revurdere mulighederne for at beskytte
datasystemer, der har forbindelse med telenettet, mod aflytning,
manipulation og elektronisk sabotage (f.eks. gennem uautoriseret
sletning af programmer).
Det blev først undersøgt, om man kunne beskytte telenettet rent
fysisk. Gruppen måtte dog erkende, at det ikke er praktisk muligt
at hindre uautoriserede i at tiltvinge sig adgang til lokalnettet.
Herefter blev det konkluderet, at den eneste realistiske måde at
beskytte data på under deres transmission er ved kryptografering.
Kryptografering foretages i dag på abonnentens eget initiativ og
ansvar, således som det f.eks. er tilfældet for Forsvaret.
Kryptograferingssystemets sikkerhed afhænger af, hvor svært det er at
afsløre kryptograferingsnøglerne. Kryptograferingsnøgler skal
derfor udskiftes hyppigt, hvilket følgelig giver anledning til en
del administration.
Flere af (styre)gruppens medlemmer ønskede derfor, at
kryptograferingen blev indlagt som en facilitet i telenettet.
Som følge af dette ønske er en arbejdsgruppe med repræsentanter for
telefonselskaberne og P & T nu i gang med at undersøge, om det er
teknisk/økonomisk muligt at udbygge telenettet med et
kryptograferingssystem, der har en automatisk administration af
kryptograferingsnøglerne placeret centralt i nettet. Hermed menes,
at det undersøges, om der findes et tilstrækkeligt kundemæssigt og
økonomisk grundlag, samt om de tekniske muligheder for passende
kryptograferingsniveauer findes, idet den interne sikkerhed og
håndterbarhed skal tages i betragtning. Endelig skal også de
juridiske og ansvarsmæssige aspekter vurderes.
Såfremt undersøgelsen giver til resultat, at der ikke er økonomisk,
teknisk eller kundemæssigt grundlag for at oprette en offentlig
tjeneste med kryptografering, må abonnenterne også i fremtiden
selv sørge for kryptografering, hvis de ønsker en sådan.
Den igangværende undersøgelse forventes at resultere i en rapport med
en systembeskrivelse i løbet af maj 1987, og såfremt det herefter
besluttes at gå videre med projektet, påregnes en teknisk
beskrivelse at være klar medio 1988.
Det må forudses, at den nuværende tidsplan kan blive påvirket af en
eventuel beslutning om, at projektet skal koordineres med andre
EF-landes.
FRODE NØR CHRISTENSEN
Bilag
LANDBRUGSMINISTERIET
21. april 1987
Finansudvalget
I skrivelse af 8. april 1987 har finansudvalget anmodet om min
besvarelse af følgende spørgsmål
»Vedrørende statsrevisorernes beretning nr. 3 1984 om dispositioner i
Landbrugsministeriets Vildtforvaltning ønskes oplyst, hvilke
overvejelser og eventuelt hvilke ændrede forretningsgange den af
statsrevisorerne, jf. den endelige betænkning s. 146, givne skarpe
påtale har givet anledning til.«
SVAR
Landbrugsministeriet har i skrivelse af 30. december 1986 til
samtlige ministeriers institutioner bl.a. indskærpet, at der i
forbindelse med enhver afgørelse, der træffes om aflønnings- og
ansættelsesforhold, herunder afsked, skal gives medarbejdere
skriftlig underretning. Denne indskærpelse er gentaget i en ny
personalevejledning, som netop er udsendt til ministeriets
institutioner.
Britta Schall Holberg
/Majken S. Schmidt
Finansudvalget har behandlet den af statsrevisorerne afgivne endelige
betænkning over statsregnskabet for finansåret 1984 samt de af
statsrevisorerne afgivne beretninger.
I forbindelse med gennemgangen af dette materiale har udvalget
stillet spørgsmål til ministrene for at få belyst en række forhold
nærmere. Ministrenes besvarelser er optrykt som bilag til
nærværende betænkning.
Ligesom i tidligere år tilslutter udvalget sig generelt samtlige
kritiske udtalelser, statsrevisorerne har fremsat i betænkningen
og beretningerne, og udvalget forudsætter, at den rejste kritik
allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning
til dybtgående overvejelser om en forbedring af budgetlægningen og
regnskabsaflæggelsen på de punkter, som omfattes af kritikken.
Herefter indstiller udvalget i overensstemmelse med statsrevisorerne
følgende
FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING I HENHOLD TIL GRUNDLOVENS § 47 MED
HENSYN TIL STATSREGNSKABET FOR FINANSÅRET 1984.
Statsregnskabet for finansåret 1984 godkendes.
COLLET (KF) HENNING ANDERSEN (KF) ANNELISE GOTFREDSEN (KF) BO
KRISTENSEN (KF) IVAR HANSEN (V) fmd. FOGH RASMUSSEN (V) ARNE
MELCHIOR (CD) KOFOD-SVENDSEN (KRF) BAADSGAARD (S) CAMRE (S)
nfmd. HELLE DEGN (S) ERENBJERG (S) NØRGAARD-SØRENSEN (S)
ERLING OLSEN (S) INGERLISE KOEFOED (SF) JES LUNDE (SF)
BILGRAV-NIELSEN (RV)
Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 158
Betænkning over den af statsrevisorerne afgivne endelige betænkning over statsregnskabet for finansåret 1984
Nr B 158 1986-87, 1. samling Blad nr 745
Afgivet af finansudvalget
Afgivet: 19870422