1986 BTB 137 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBEDRING AF TRAFIK- OG ADGANGSFORHOLDENE FOR HANDICAPPEDE NR B 137 1986-87, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i en række møder og har
herunder stillet spørgsmål til ministeren for offentlige arbejder,
som denne har besvaret skriftligt.
Herefter indstiller UDVALGET forslaget til VEDTAGELSE med det
stillede ændringsforslag, som er tiltrådt af ministeren for
offentlige arbejder.
Der er enighed mellem udvalget og ministeren for offentlige arbejder
om, at den fremtidige statslige politik på handicapområdet i øget
omfang må bidrage til, at handicappede sikres adgang til transport
og offentlig eller offentligt støttet service, ligesom de
handicappedes organisationer søges inddraget i relevante
beslutninger om indretning af offentlige transportmidler og gade-
og vejanlæg.
Gode trafik- og adgangsforhold til offentlig service er af
fundamental betydning for handicappedes udfoldelsesmuligheder.
Det kræver skærpet bevidsthed og øget viden om handicappedes vilkår,
og det er denne proces, der ved hjælp af forslaget ønskes fremmet.
Der er brug for en systematisk kortlægning, planlægning og
intensivering af arbejdet med forbedring af vilkårene for
handicappede.
Det bør overvejes, hvordan den lokale og centrale indsats koordineres
bedst muligt.
Kommuner og amtskommuner må have en naturlig forpligtelse til at
informere om vilkårene for handicappede borgere i lighed med den
oplysningsforpligtelse, der gælder for den sociale lovgivnings
hjælpemuligheder.
De handicappede må tages med på råd, og informationsindsatsen skal
forstærkes.
Ligeledes må der iværksættes oplysningskampagner om handicappedes
vilkår målrettet mod forskellige personalegrupper og
beslutningstagere.
Ændringsforslag
Af
UDVALGET, tiltrådt af MINISTEREN FOR OFFENTLIGE ARBEJDER
Til teksten
1) TEKSTEN affattes således
»Folketinget pålægger regeringen at arbejde for forbedring af trafik-
og adgangsforholdene for handicappede gennem bl.a. nedenfor nævnte
tiltag, der forudsættes taget op med de relevante offentlige
myndigheder og private organisationer.
Regeringen pålægges ved årets udgang at give Folketingets udvalg om
offentlige arbejder en statusrapport over arbejdet samt forslag
til, hvilke eventuelle tiltag der anses for at være nødvendige for
at opfylde intentionerne i denne folketingsbeslutning.
I arbejdet skal bl.a. følgende punkter tages op
1) Handicappede må gennem skærpede regler eller ændrede aftaler
sikres fysisk adgang til betjening hos læger, tandlæger,
fysioterapeuter, apoteker m.v.
2) Trafikterminaler, dvs. tog- og busstationer, færgehavne og
lufthavne, skal indrettes, så de er tilgængelige for handicappede.
3) Offentlige bygninger skal indrettes, således at de bliver
tilgængelige for handicappede.
4) Offentlige transportmidler, dvs. busser, tog, færger, fly og
hyrevogne, bør i videst muligt omfang være tilgængelige for
handicappede.
5) Telebussystemer og særlige kørselsordninger for stærkt
handicappede udbygges, så alle kan få dækket kørselsbehovet
lokalt, regionalt og på landsplan.
6) Gader, veje m.v. bør udformes på en sådan måde, at
fremkommeligheden for alle handicapgrupper sikres i videst muligt
omfang.
7) Ved planlægning og projektering af trafikanlæg skal den ansvarlige
myndighed sikre, at anlæggene udføres handicapegnet. En sådan
handicapegnethed sikres bedst gennem et nært samarbejde med de
handicappedes organisationer.
8) Den betydelige styrkelse af forsknings-, udviklings- og
oplysningsarbejdet om handicappedes forhold i trafikken, som er
sket i de senere år, skal fortsættes.«
IKAST (KF) AHLMANN-OHLSEN (KF) ARENTOFT (KF) LIZZIE LICHTENBERG
(KF) SVEND HEISELBERG (V) LENNART LARSON (V) ARNE MELCHIOR
(CD) INGER STILLING PEDERSEN (KRF) OLE VAGN CHRISTENSEN (S)
ERENBJERG (S) J. K. HANSEN (S) fmd. LERKE (S) HELGE MORTENSEN
(S) JIMMY STAHR (S) TOMMY DINESEN (SF) OLE HENRIKSEN (SF)
BILGRAV-NIELSEN (RV)
Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTB 137
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af trafik- og adgangsforholdene for handicappede
Nr B 137 1986-87, 1. samling
Afgivet af udvalget om offentlige arbejder
Afgivet: 19870507