1986 BSF 107 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF KLAGEREGLERNE I MILJØBESKYTTELSESLOVEN MED FLERE

Folketinget opfordrer miljøministeren til i folketingsåret 1986-87 at

fremsætte lovforslag om ændring af klagereglerne i

miljøbeskyttelsesloven og andre love inden for Miljøministeriets

område efter følgende model

1. Der indføres et modificeret to-instans system, således

a. At primærkommuners og amtskommuners beslutninger i relation til

deres godkendelses- og tilsynsbeføjelser kan påklages til

Miljøstyrelsen.

b. At Miljøstyrelsens beslutninger i relation til egne godkendelses-

og tilsynsbeføjelser kan påklages til Miljøankenævnet.

c. At de afgørelser, Miljøstyrelsen træffer i dens egenskab af

klageorgan, kan påklages til Miljøankenævnet, såfremt sagen

skønnes at være af principiel betydning. Miljøankenævnet træffer

selv afgørelse herom.

2. Miljøankenævnet gøres til et politisk sammensat organ efter

følgende regler

a. Ankenævnet består af 6 medlemmer valgt af Folketinget jf.

Forretningsorden for Folketinget, § 36. For hvert medlem vælges en

suppleant efter de samme regler.

b. Formand og næstformand vælges af og blandt ankenævnets medlemmer.

c. Valgperioden svarer til Folketingets.

3. De begrænsninger, der er med hensyn til, hvem der er

klageberettigede, ophæves.

BEMÆRKNINGER TIL FORSLAGET

ALMINDELIGE BEMÆRKNINGER

Miljøankenævnet blev oprettet ved lov nr. 372 af 13. juni 1973 om

miljøbeskyttelse. Det oprindelige forslag fremsat af den

socialdemokratiske regering indeholdt ikke nogen bestemmelse om et

ankenævn. Men som et led i et kompromis med Det Konservative

Folkeparti om miljøbeskyttelseslovens gennemførelse blev

ankenævnet indført.

Det fremgår af lovens forarbejder, at de beskikkede medlemmer af

ankenævnet ikke skal fungere som interesserepræsentanter, men som

teknisk sagkyndige. De, der ønskede ankenævnet, havde utvivlsomt

en forestilling om, at erhvervslivet herigennem kunne udøve

kontrol med Miljøstyrelsens varetagelse af miljøinteresserne.

Sådan er det da også kommet til at virke i praksis.

Siden miljøbeskyttelseslovens vedtagelse er Miljøankenævnet blevet

klageorgan for afgørelser truffet efter en række andre love: lov

om vandforsyning m.v., lov om begrænsning af svovlindhold m.v. i

brændsel, lov om bortskaffelse m.v. af olie- og kemikalieaffald,

lov om genanvendelse og begrænsning af affald, lov om råstoffer,

lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om kemiske stoffer og

produkter, lov om by- og landzoner og lov om sommerhuse og

campering m.v.

Miljøankenævnet er hermed blevet et ganske centralt organ på hele

miljøområdet.

Der er nu gået 13 år, siden Miljøankenævnet blev oprettet. Vi har

fået en del erfaringer, og det er blevet tydeliggjort, at der er

væsentlige problemer i det eksisterende klagesystem.

Skal en sag gennem tre instanser, er der stor risiko for en meget

lang sagsbehandlingstid. På miljølovens område er den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved tre instanser 9 3/4 måned.

Miljøankenævnet virker ofte som et omsvøbsdepartement, fordi nævnet i

realiteten ikke er mere kompetent som teknisk sagkyndigt organ end

Miljøstyrelsen. En lang sagsbehandlingstid vil som regel være til

ugunst for miljøet. Miljøankenævnets sammensætning og placering i

systemet har ligeledes generelt været til ugunst for miljøet.

Med den ændring, der er gennemført i miljøbeskyttelseslovens

formålsbestemmelse, er det naturligt, at også Miljøankenævnets

sammensætning og placering i ankesystemet revideres.

Efter lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om begrænsning af

svovlindholdet i brændsel, lov om genanvendelse og begrænsning af

affald og lov om kemiske stoffer og produkter er Miljøstyrelsen 1.

instans, og styrelsens afgørelser kan ankes til Miljøankenævnet.

Socialdemokratiet vil overveje, om der er mulighed for at lade

Miljøstyrelsens afgørelser være endelige for så vidt angår disse

love.

Det bør ligeledes indgå i overvejelserne, om Planstyrelsens

sekretariatsfunktion i relation til Miljøankenævnet efter lov om

by- og landzoner og lov om sommerhuse og campering m.v. skal

fortsætte, eller om Planstyrelsen skal placeres på linie med

Miljøstyrelsen som et 2. instansorgan, hvis afgørelser kun kan

ankes til Miljøankenævnet, såfremt de findes principielle.

I henhold til lov om råstoffer er Fredningsstyrelsen - nu Skov- og

Naturstyrelsen - 2. instans. Ligeledes er Miljøstyrelsen 2.

instans i henhold til lov om vandforsyning og lov om bortskaffelse

af olie- og kemikalieaffald. Her bør princippet fastholdes,

således at henholdsvis Skov- og Naturstyrelsens og Miljøstyrelsens

afgørelser kun kan ankes til Miljøankenævnet, såfremt disse findes

principielle.

Miljøafgørelser er i første instans som hovedregel henlagt til en

demokratisk valgt kommunalbestyrelse eller et amtsråd i erkendelse

af, at der i langt de fleste tilfælde skal foretages en politisk

afvejning. Med den sammensætning, Miljøankenævnet har i dag, er

det ikke velegnet til at træffe politiske beslutninger, og det

rejser principielle problemer, at ansvarlige politiske organer kan

få deres politiske afgørelser tilsidesat af et teknisk, juridisk

sammensat organ.

Miljøankenævnet kan ikke siges at være et uvildigt organ. Det

repræsenterer i høj grad erhvervsinteresser, og den viden,

nævnsmedlemmerne sidder inde med, repræsenterer ikke en objektiv

sagkyndig indsigt.

Miljøreguleringens hovedformål er at styre udviklingen i retning af

nogle overordnede samfundsmæssige målsætninger. De spørgsmål, der

ikke kan afgøres tilfredsstillende ved en faglig, teknisk

behandling i Miljøministeriets styrelser, er politiske spørgsmål,

og de bør derfor også afgøres af et politisk sammensat organ.

Der er i dag urimelige begrænsninger i, hvem der er klageberettigede.

Kommunalbestyrelsesmedlemmer er blevet forhindret i at klage over

en kommunalbestyrelsesbeslutning, selv om det i flere tilfælde har

vist sig, at mindretallet havde ret. Og borgergrupper er blevet

accepteret som klageberettigede af Miljøstyrelsen, hvorefter de

bliver afvist af Miljøankenævnet. Der er behov for en betydelig

liberalisering i klageadgangen.

Med de forbedringer, der i foråret 1986 blev indført i

miljøbeskyttelseslovens formålsbestemmelse, er der ikke tvivl om,

at det er Folketingets ønske, at hensynet til miljøet skal

opprioriteres. Derfor er der også grund til at tilpasse

klagereglerne.

BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE PUNKTER

Ad 1

Forestillingen om, at der skal være mulighed for at få en sag prøvet

ved en anden instans, er dybt rodfæstet i dansk retstradition. Og

samtidig giver anden instans behandling en afgørende mulighed for

fra mere centralt hold at påvirke indholdet af afgørelserne på

området. Udgangspunktet er derfor et to instans system med

mulighed for at klage een gang.

Miljøstyrelsen sidder inde med den fornødne tekniske faglige viden,

og styrelsen fungerer under miljøministerens ansvar. Derfor er det

naturligt, at Miljøstyrelsen bliver klageinstans for langt de

fleste miljøsager. Det må også tillægges betydning, at

Miljøstyrelsen har en tæt føling med den sagsbehandling, der

foregår i første instans.

Forslagets hovedregel er, at afgørelserne kun skal kunne indbringes

for een klageinstans.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at enkelte afgørelser er af en så

principiel karakter, at det bør være muligt at fravige

hovedprincippet om kun to behandlinger, således at Miljøankenævnet

kan komme ind i billedet. Efter forslaget skal Miljøankenævnet

selv afgøre, hvorvidt sagen er af en så principiel betydning, at

nævnet bør tage sagen op.

Ad 2

Afgørelserne i 1. instans (typisk kommuner/amtskommuner) er som

oftest truffet af politiske organer, fordi de er bedst egnede til

at foretage afvejninger af modsatrettede interesser. Den absolut

sidste instans bør derfor også være et politisk sammensat organ,

fordi det vil være bedst egnet til at foretage det nødvendige

helhedsskøn, og afgørelserne vil hermed få en betydelig autoritet.

Afgørende herfor er tillige, at afgørelserne følger det politiske

flertal i Folketinget og befolkningen.

Ad 3

De eksisterende regler i miljøbeskyttelsesloven m.fl. skaber en

betydelig usikkerhed om klageadgangens rækkevidde. Der er ingen

særlige grunde til at begrænse gruppen af klageberettigede i

miljøsager, og de eksisterende regler har utvivlsomt været til

skade for miljøhensynet.

Ingen

Nr BSF 107

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af klagereglerne i miljøbeskyttelsesloven med flere

Fremsat af Hjortnæs (S) Dorte Bennedsen (S) Ritt Bjerregaard (S) Camre (S) Erik Holst (S) Tove Lindbo Larsen (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S)

den 29. januar 1987