1986 BTL 251 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORNYELSE AF VISSE OVERENSKOMSTER INDEN FOR EDB-OMRÅDET NR L 251 1986-87, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren
og dennes svar herpå
Spørgsmål 19
Har PROSA på noget tidspunkt givet udtryk for at strejkeramme
forsvaret, politiet og valgberedskabet?
Svar
Finansministeren kan herom oplyse følgende
PROSA har haft mulighed for at udvide konflikten til disse områder
med virkning fra 25. august 1987.
På mødet den 12. august 1987 meddelte PROSA, at man ikke havde planer
om at udvide konflikten.
Jeg kan henholde mig hertil.
Spørgsmål 18
Hvilke områder har PROSA henholdsvis finansministeren udvalgt til at
være strejkeramt eller lockoutet?
Endvidere ønskes oplyst tidspunkterne herfor.
Svar
Finansministeren har herom oplyst følgende
»Inden for statens område er der iværksat strejker på følgende
tidspunkter
Danmarks Statistik: 17. april 1987.
Farvandsdirektoratet: 1. maj 1987.
Handelshøjskolen i Århus: 1. maj 1987.
Danmarks Geologiske Undersøgelse: 1. juni 1987.
Ministeriet for Grønland: 1. juni 1987.
Socialstyrelsen: 1. juni 1987.
De centrale administrationer ved Københavns Universitet og Århus
Universitet: 1. juni 1987.
Idet der henvises til bilaget til lovforslaget udarbejdet af
Administrationsdepartementet den 14. august 1987, kan det oplyses
for så vidt angår Datacentralens område
- at alle opgaver for Toldvæsenet er strejkeramt,
- at opgaverne for Statsskattedirektoratet med undtagelse af
skattereformaktiviteterne er strejkeramt, medens
skattereformaktiviteterne er lockoutet,
- at af opgaverne for Regnskabsdirektoratet er regnskabskørslerne
strejkeramt, og lønkørslerne er lockoutet.
Strejken trådte i kraft den 25. juni 1987 og lockouten den 1. juli
1987.«
Jeg kan henholde mig hertil.
Spørgsmål 40
Hvorfor er der i listen over lockoutede ikke medtaget AF-MATCH, SU,
Udenrigsministeriets systemer, pensionsudbetalinger,
vedligeholdelse af alle systemerne (skat, told, politi, forsvar
m.v.)?
Svar
Finansministeren har herom oplyst følgende
»Oplysningerne i besvarelsen af udvalgets spørgsmål 18 om omfanget af
Datacentralens lockout knytter sig til de aktivitetsområder, hvor
en konflikt ud over den 1. september 1987 vil have de væsentligste
konsekvenser, jf. Administrationsdepartementets notat af 14.
august.
Det er korrekt, at Datacentralens lockout herudover omfatter
yderligere et antal systemer, herunder de i spørgsmål 40 nævnte.
Det gælder for en række af disse systemer, at der er etableret
manuelle procedurer m.v., hvorved konsekvenserne af konflikten i
nogen grad er afbødet.
Af følgende liste fremgår i øvrigt, hvilke opgaver der er henholdsvis
strejke- og lockoutramt
Strejkeramte
Skatteområdet
Drift af den samlede skatteopgave, udvikling af en række
skatteopgaver, dog ikke udvikling af skattereformen
Lockoutramte
Udvikling af resten af skatteopgaverne inkl. udvikling af
skattereformen. Industriministeriet
Opgaver for Patentdirektoratet
Udviklingsopgaver i henhold til kontrakt
Opgaver for departementet
Tilsynet med banker og sparekasser
Mindre driftsopgaver
Forsvar
FØRST (forsvarsøkonomistyringssystem) og SJS-I (statens
journalsystem)
Udviklingsopgaver og vedligeholdelsesopgaver (dog ikke driftsstøtte,
som er friholdt)
Økonomi
Central driftsafvikling af SCL (lønsystem)
Centralt driftsafviklede regnskabsopgaver: SCR, IRIS (internt
regnskab)
Mindre opgaver for Nationalbanken og Kongeriget Danmarks Hypotekbank
og Finansforvaltning samt kreditforeningerne
Undervisning og told
Undervisningsministeriets bloktilskud (gymnasier m.v.)
Alle opgaver for toldvæsenet
CRAM (arbejdsmarkedsstatistikken)
Undervisningsministeriet (Statens Uddannelsesstøtte) og
Erhvervsskolerne
Økonomiopgaver for HNG og DANGAS Indenrigs- og Justitsministeriet
Driftsstøtte til Værnepligtsstyrelsen
Udvikling på politiets opgaver
Driftsstøtte til Civilforsvarsstyrelsen
Udvikling af tinglysningssystemet
Udvikling af CPR-opgaven
Udvikling af vægtafgift
Diverse opgaver herunder for private
Central driftsafvikling af alle opgaver, bl.a. Retsinformation,
DC-HOST, Børne- og hustrubidrag
for Københavns Kommune m.v.
Alle udviklingsopgaver for diverse mindre statslige kunder samt for
indenlandske private
kunder
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
haft samråd med arbejdsministeren og finansministeren.
Arbejdsministeren har endvidere skriftligt besvaret spørgsmål fra
udvalget.
Udvalget har desuden modtaget skriftlige og/eller mundtlige
henvendelser fra
Foreningen af Danske Civiløkonomer,
PROSA,
PROSA/DC og
PROSA/STAT.
Der er af et mindretal stillet et ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Nogle af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren samt dennes svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Mindretallet har konstateret, at det er i overensstemmelse med
arbejdsretlig teori, jf. Per Jacobsen: Kollektiv Arbejdsret, 3.
udg., side 248, og lovgivningspraksis siden 1981, når der ikke
gives lønforhøjelser med tilbagevirkende kraft fra overenskomstens
udløbstidspunkt på et område, hvor der har været iværksat en
overenskomstmæssig konflikt.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtaler
følgende
Efter Socialdemokratiets opfattelse har arbejdsministerens
forelæggelse af lovforslaget og oplysningerne til Folketinget lidt
af væsentlige mangler.
I bemærkningerne til lovforslagets § 12, stk. 2, oplyser regeringen,
at det er praksis, at overenskomstfornyelser på områder, hvor der
er iværksat overenskomstmæssige arbejdsstandsninger, først får
virkning fra det tidspunkt, hvor arbejdsstandsningerne ophører.
På trods af bestræbelser herfor i udvalget er det ikke lykkedes
arbejdsministeren at dokumentere denne praksis. Tværtimod er der i
lovgivningen eksempler på det modsatte, og ministeren har da også
erkendt, at det er en ny praksis, der ønskes indført.
Et andet eksempel på oplysninger, der har været vildledende, findes i
bilaget til lovforslaget. Det hedder heri, at en fortsættelse af
konflikten ud over 1. september 1987 vil »medføre en række
konsekvenser«. Blandt disse nævnes, at »fra 11. august kan de
friholdte opgaver inddrages i konflikten til enhver tid med 14
dages varsel. Der er tale om edb-opgaver for blandt andet
politiet, forsvar og Folketinget. Selv en meget kortvarig
arbejdsstandsning er ikke forsvarlig«.
Der er ingen tvivl om, at en oplysning af denne karakter har gjort
indtryk på medlemmer af Folketinget og kan have været bestemmende
eller medbestemmende for den holdning, der er givet udtryk for i
folketingssalen.
Imidlertid har det under udvalgsarbejdet vist sig, at PROSA allerede
den 12. august 1987 meddelte regeringen, at man ingen planer havde
om at udvide konflikten. I bedste fald er oplysningerne under nr.
5 derfor uden interesse, i værste fald må de betragtes som
vildledende.
Socialdemokratiet finder det beklageligt, at ministeren på denne måde
har medvirket til at skabe et forkert indtryk af praksis på
området og af PROSAs planer. I virkeligheden har ministeren helt
ubegrundet givet indtryk af, at PROSA ville optræde uforsvarligt.
Mindretallet finder det endvidere betænkeligt, at regeringen har
ladet en konflikt på statens edb- og Datacentralens område udvikle
sig til en grænse, hvor statens administrative systemer er ved at
bryde sammen. Mindretallet henviser til bilaget til lovforslaget
og fagforeningen PROSA, som på et meget tidligt tidspunkt i den
igangværende konflikt forudså denne situation med sammenbrud.
Mindretallet har derfor i udvalget forsøgt at få regeringen i gang
med overvejelser om, hvorledes samfundet i fremtiden undgår at
komme i lignende situationer.
Den teknologiske udvikling på informatikkens område har været i en
rivende udvikling. Den igangværende konflikt imellem
staten/Datacentralen og PROSA har vist, at det alvorligt må
overvejes, om det er acceptabelt, at statens edb-funktioner kan
lammes på grund af arbejdskonflikter.
Det er derfor Socialdemokratiets opfattelse, at der hurtigt må tages
initiativ til, at visse funktioner, som kan betragtes som
samfundsvigtige edb-opgaver, i fremtiden varetages af
tjenestemænd.
Det er mindretallets opfattelse, at regeringen ved at lade denne
konflikt løbe så langt har sat Folketinget i en situation, hvor
Tinget for at redde samfundet fra administrativt kaos nødvendigvis
må stemme for det foreliggende forslag.
Da lovforslaget er udformet således, at de medarbejdere, der er
omfattet af konflikten mellem Finansministeriet/Datacentralen og
PROSA vil få deres løn- og arbejdsforhold reguleret efter de samme
retningslinjer, som er aftalt mellem finansministeren og
HK/Samdata for tilsvarende overenskomstområder, hverken mere eller
mindre, vil mindretallet indstille lovforslaget til vedtagelse med
det stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis og
Venstresocialisternes medlemmer af udvalget) opfatter den
langvarige konflikt mellem staten, Datacentralen og PROSA som
resultat af Finansministeriets passive holdning.
Der er intet i det materiale, der er forelagt arbejdsmarkedsudvalget,
som giver belæg for regeringens påstand om, at væsentlige
samfundsfunktioner såsom Folketinget, forsvaret og politiet var
truet af konflikten. Det er tværtimod ved svar på spørgsmål 19
oplyst, at Finansministeriet ved mødet den 12. august 1987 med
PROSA fik meddelelse om, at PROSA ikke havde planer om at udvide
konflikten. Det er endvidere ved svar på spørgsmål 18 og spørgsmål
40 oplyst, at Finansministeriet ved sin omfattende lockout af en
række publikumsrettede funktioner har bragt staten ud i de
vanskeligheder, som arbejdsministeren nævner som den egentlige
begrundelse for indgrebet. Det er endelig over for udvalget
oplyst, at såvel staten som Datacentralen har store problemer med
at fastholde kvalificeret personale, samt at det forud for
overenskomstperiodens afslutning fra arbejdsgiversiden offentligt
var tilkendegivet, at der ved overenskomstforhandlingerne skulle
søges en løsning herpå.
I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at regeringen i sit
lovforslag fraviger sit tidligere tilbud på TFU-forliget plus 3
pct. over for PROSA, som det er blevet oplyst over for udvalget.
Den holdning, der ligger bag en sådan nedskæring af tilbudet, kan
opfattes som en straffeekspedition og vil under alle
omstændigheder vanskeliggøre arbejdsforholdene på de omfattede
arbejdspladser.
For mindretallet er det ikke kun et spørgsmål om løn, der skal til
for at fastholde personalet i den offentlige sektor, men også om
skabelse af arbejdspladser, som giver udviklingsmuligheder,
uddannelse, reel medbestemmelse på arbejdets tilrettelæggelse og
sociale ordninger for medarbejderne, men selvfølgelig spiller
lønnen og lønforskelle mellem det offentlige og private en rolle.
En undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet bestilt af
Finansministeriet viser, at statsansatte edb-folk i 1985
gennemsnitlig fik 56.000 kr. mere om året ved at skifte til det
private erhvervsliv (svarer i dag til ca. 71.000 kr.). Resultatet
af denne kæmpemæssige forskel er, at det offentlige i stigende
omfang må købe sig til edb-viden fra private firmaer, hvilket
betyder stadig større udgifter for staten til konsulentfirmaer.
Dertil kommer, at edb-arbejde er et spørgsmål om følsomme data,
som det er mere end problematisk at overlade til private firmaer.
Af de oplysninger, som er fremkommet under udvalgsarbejdet, er der
ikke meget, som tyder på, at den offentlige arbejdsgiverpart har
bestræbt sig særlig meget på at komme frem til brugelige
forhandlingsudspil og -resultater, og resultatet vil blive
edb-kaos i de kommende år på grund af en accelererende
personaleflugt til det private, et problem, som vi ikke har kunnet
få oplyst hvordan staten vil løse.
Mindretallet ser med stor bekymring på, at der på det offentlige
ansættelsesområde er etableret en tradition for indgreb. Denne
tradition fritager de offentlige arbejdsgivere, forhandlere og
organisationerne for det ansvar, der ligger i at opnå et
forhandlingsresultat, som kan sikre, at det offentlige rekrutterer
og fastholder kvalificeret arbejdskraft.
Mindretallet modsætter sig principielt lovindgreb til løsning af
arbejdsmarkedskonflikter og indstiller lovforslaget til
forkastelse ved 3. behandling, men er dog medforslagsstiller til
det stillede ændringsforslag.
Et fjerde mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse, men vil redegøre for sin
stilling til ændringsforslaget ved 2. behandling.
Ændringsforslag
Af
et mindretal (S, SF og VS)
Til § 12
1) Stk. 2 udgår.
Bemærkninger
Forslagsstillerne ønsker ikke at medvirke til indførelse af en ny
arbejdsretlig praksis.
Bo Kristensen (KF) fmd. Henning Andersen (KF) Houe (KF) Jette
Thomsen (KF) Maisted (V) Tørnæs (V) Bollmann (CD)
Kofod-Svendsen (KRF) Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn
Christensen (S) Søren B. Jørgensen (S) nfmd. Kaj Poulsen (S)
Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen (SF) Elisabeth Bruun
Olesen (VS) Estrup (RV)
Partiet FP havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 251
Betænkning over Forslag til lov om fornyelse af visse overenskomster inden for edb-området
Nr L 251 1986-87, 1. samling
Afgivet af arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19870819