Legislator Case Law & Legislation
198614K00248 DK

1986 BTL 248 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FORLÆNGELSE AF OVERENSKOMSTER MELLEM FALCKS REDNINGSKORPS A/ S OG HENHOLDSVIS SPECIALARBEJDERFORBUNDET I DANMARK OG CHAUFFØRERNES FAGFORENING I KØBENHAVN NR L 248 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 981

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1986 248 Valid

Bilag

To af udvalgets spørgsmål til arbejdsministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål

Hvilke krav har redderne stillet, herunder om nødtjeneste?

Svar

Der henvises til pkt. 6 i vedlagte skrivelse af d.d. fra Falck med

bilag.

Spørgsmål

Har kommuner og amtskommuner prøvet at få en nødberedskabsaftale

igennem på redderområdet?

Svar

I den konkrete situation har Amtsrådsforeningen daglig haft kontakt

med Falck med henblik på, at korpset skulle indgå aftale om

varetagelse af livsvigtigt arbejde under konflikten.

Amtsrådsforeningen har allerede i 1981 i forbindelse med en

truende konflikt med redderne pålagt Falck at indgå aftaler om

udførelse af det i lægelig forstand livsvigtige arbejde under en

konflikt i overensstemmelse med den praksis, der er gældende på

det offentlige sygehusområde.

Problemet set fra Amtsrådsforeningen i den konkrete situation var, at

SID har krævet ændrede lønog arbejdstilrettelæggelsesvilkår for at

varetage det livsvigtige arbejde under konflikten.

FALCKS REDNINGSKORPS

Den 20. maj 1987

Arbejdsministeriet

For Folketinget er stillet spørgsmål som angivet nedenfor, og som kan

besvares som følger;

1. Hvorfor er der ikke tilvejebragt en permanent ordning for

nødhjælpsberedskab under konflikt?

En sådan ordning har aldrig været drøftet mellem

overenskomstparterne, henholdsvis Specialarbejderforbundet i

Danmark, Chaufførernes Fagforening i København og Falcks

Redningskorps A/ S, hvorfor det aldrig har været aktuelt under

forhandlinger med de forretningsførere, der har været fra

forbundene tidligere.

2. Regnskab for året 1986

Årsregnskabet for året 1986 foreligger endnu ikke, men der regnes

skønsmæssigt med et overskud på kr. 40.000.000 i forhold til en

omsætning på kr. 1.500.000.000. Vi vedlægger et genpartseksemplar

af regnskaberne for 1983, 84 og 85 tillige med et eksemplar af

vort årsnummer af Hjælp for de samme år.

3. Hovedaftalen

Vedlægges i kopi.

4. Standardformular med Amtsrådsforeningen/ Patientbefordring

Vedlægges i kopi.

5. Standardformular vedrørende Kommunernes Landsforening om

Brandslukning

Vedlægges i kopi.

6. Hvor langt har parterne stået fra hinanden under forhandlingerne?

Under forhandlingerne såvel uden for forligsinstitutionen som senest

i forligsinstitutionen har parterne på sædvanlig vis haft en vis

afstand mellem synspunkterne.

Disse blev imidlertid under de seneste forhandlinger, der blev

afsluttet den 28. april 1987, bøjet imod hinanden, således at et

mæglingsforslag kunne stilles, og som begge parter har anbefalet

til godkendelse.

6. Hvilke krav har redderne stillet - nødtjeneste?

Til besvarelse af spørgsmålet om, hvilke krav redderne har stillet i

forbindelse med en nødhjælpstjeneste, vedlægges en kopi af vor

pressemeddelelse af dags dato, som beskriver, hvilke krav der var

rejst.

Vi håber med nærværende, at vi på tilfredsstillende vis har besvaret

de stillede spørgsmål.

Ønskes yderligere oplysninger, er vi selvfølgelig når som helst til

rådighed.

Med venlig hilsen

FALCKS REDNINGSKORPS A/ S

Jørgen Falck

ordf. direktør

FALCK-HUSET

Den 20. maj 1987

PRESSEMEDDELELSE

Forhandlingerne mellem Falcks Redningskorps A/ S og

Specialarbejderforbundet i Danmark om et nødberedskab under den

varslede konflikt brød onsdag middag sammen, da SID skærpede

kravene for et nødberedskab.

Redningskorpset afviste tirsdag et krav fra redderne om opretholdelse

af et nødberedskab udelukkende for livsvigtig kørsel på de vilkår,

der var en skærpelse af det afviste overenskomsttilbud.

Overenskomsten, der ville have givet redderne en lønforhøjelse på

godt 21 procent, var anbefalet af såvel Specialarbejderforbundet i

Danmark som Chaufførernes Fagforening, København, men blev

forkastet ved en afstemning blandt redderne.

Falck havde forud for forhandlingerne beregnet, at et nødberedskab -

omfattende 11 procent af den daglige kørsel - kunne gennemføres

for en udgift på 4,5 millioner kroner om ugen. Redderne havde

stillet krav om at få 90 kroner i timen for et arbejde under

nødberedskab med kørsel i otte timer ad gangen.

Dette krav, som ville betyde, at størstedelen af de strejkende

reddere skulle være på vagt under nødberedskabet, blev afvist af

Falcks ledelse tirsdag. Det var opgjort, at reddernes krav til et

nødberedskab ville koste redningskorpset 6,5 millioner kroner om

ugen.

Da forhandlingerne blev genoptaget onsdag, havde redderne modereret

timelønskravet under nødberedskabet til den normale løn på godt 74

kroner i timen. Men samtidig skærpede redderne kravet til antallet

af beredskabsvagter, idet man gik fra normal døgnvagt-rytme til et

krav om udelukkende at køre med faste dag- og nattevagter. Det

ville dels betyde en ugentlig udgift til nødberedskabet på 7,3

millioner kroner og dels, at hovedparten af - på mindre stationer

alle - de strejkende skulle være i arbejde under nødberedskabet

for at passe 11 procent af den daglige kørsel. På enkelte

stationer ville det endda betyde, at redningskorpset skulle

foretage yderligere ansættelser af medarbejdere for at opretholde

nødberedskabet.

Med venlig hilsen

FALCKS REDNINGSKORPS A/ S

Jørgen Falck

ordførende direktør

Betænkning over lovforslag 1986 248 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret

skriftligt og i samråd.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkepartis og

Venstresocialisternes medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse uændret.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre

for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis og Venstresocialisternes

medlemmer af udvalget) skal først beklage, at den måde,

Folketinget behandler Falck-indgrebet på, umuliggør en

kvalificeret debat, herunder eventuel fremsættelse af

ændringsforslag, der kan få en seriøs behandling.

Vi står i den situation, at et privat firma, Falck, i virkelighedens

verden fratager Falck-redderne strejkeretten med regeringens

velsignelse. De menige Falck-reddere har sagt nej til

mæglingsskitsen. Den ophøjes nu til lov med den begrundelse, at

regeringen må gribe ind, da vi ellers står uden ambulancer og

brandbiler til akut tjeneste fra midnat, da forhandlingerne om et

nødberedskab er brudt sammen. Regeringen vil derfor ophøje

mæglingsforslaget til lov. Dette har selvfølgelig haft som

resultat, at direktør Jørgen Falck i TV-avisen dags dato har

nægtet at forhandle ud over mæglingsforslaget. Regeringens

fremsættelse med Socialdemokratiets accept har derfor blokeret for

nye realitetsforhandlinger.

Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne er enig med

regeringen i, at noget må der gøres. Socialistisk Folkeparti og

Venstresocialisterne ønsker selvfølgelig ikke en situation, hvor

vi fra midnat er uden ambulancer og brandbiler. Også vi kan se

situationen for os med folk med hjertestop, der ikke når frem til

hospitalet i tide på grund af manglende ambulancer. Også vi kan se

situationen for os med en kæmpebrand, der ikke kan slukkes. Hvem

ønsker sådanne tilstande? Ikke Socialistisk Folkeparti og

Venstresocialisterne.

Socialistisk Folkeparti pg Venstresocialisterne ønsker også et

indgreb. Men vi ønsker ikke det mæglingsforslag, som medlemmerne

forkastede, ophøjet til lov. Vi ønsker et indgreb, hvor regeringen

pålægger Falck og Falck-reddernes organisationer at sørge for det

nødvendige beredskab, således at sagerne kan gå deres normale gang

i forhold til overenskomstsystemet. Det er det mest demokratiske.

Det er dybt udemokratisk at tvinge Falck-redderne til at arbejde

under en uønsket overenskomst de næste par år. Det er

stokkemetoder, som regeringen og Socialdemokratiet i skøn forening

udøver over redderne under dække af hensynet til ambulance- og

brandtjenesten i akuttilfælde, hvor dette hensyn kunne dækkes ved

at pålægge Falck og Falck-redderne det af Socialistisk Folkeparti

og Venstresocialisterne ønskede nødberedskab, og mindretallet har

derfor valgt at stille et ændringsforslag, som tilgodeser disse

hensyn, og indstiller derfor lovforslaget til vedtagelse med det

stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF og VS)

Til § 1

1) Paragraffen affattes således

»§ 1. De kollektive overenskomster mellem Falcks Redningskorps A/ S

og henholdsvis Specialarbejderforbundet i Danmark og Chaufførernes

Fagforening i København, der er opsagt til den 1. maj 1987,

forlænges uændret til den 22. maj 1987.

Stk. 2. Det pålægges parterne inden den 23. maj 1987 at have

tilvejebragt en nødberedskabsplan. Forligsmanden udpeger en

opmand, som deltager i forhandlingerne, og, såfremt parterne ikke

opnår enighed, afsiger en kendelse om nødberedskabsplanen.«

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Forslagsstillerne anser det for rimeligt, at

overenskomstforhandlingerne forløber under normale omstændigheder,

og ændringsforslaget har til formål at sikre dette.

Såfremt ændringsforslaget vedtages, udgår de til lovforslaget

knyttede bilag.

Bo Kristensen (KF) fmd. Henning Andersen (KF) Bodil Dahl

Christensen (KF) Jette Thomsen (KF) Lennart Larson (V) Tørnæs

(V) Bollmann (CD) Kofod-Svendsen (KRF) Jytte Andersen (S)

Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Søren B. Jørgensen (S)

nfmd. Kaj Poulsen (S) Lilli Gyldenkilde (SF) Ole Henriksen

(SF) Elisabeth Bruun Olesen (VS) Estrup (RV)

Partiet FP havde ikke medlemmer i udvalget.

Betænkning over lovforslag 1986 248 Valid

Nr BTL 248

Betænkning over Forslag til lov om forlængelse af overenskomster mellem Falcks Redningskorps A/ S og henholdsvis Specialarbejderforbundet i Danmark og Chaufførernes Fagforening i København

Nr L 248 1986-87, 1. samling Blad nr 981

Afgivet af arbejdsmarkedsudvalget

Afgivet: 19870520

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →