1986 BTL 244 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE OG LOV OM STØTTE TIL MILJØFORBEDRENDE INVESTERINGER I MINDRE LANDBRUG M.V. (VANDMILJØHANDLINGSPLANEN) NR L 244 1986-87, 1. SAMLING
Statutory Text (4 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som
bilag til den trykte betænkning
Spørgsmål 15
»Ministeren bedes oplyse hovedprincipperne for de i bemærkningerne
side 5, pkt. 4, nævnte kommende bekendtgørelser.«
Svar
Med hensyn til hovedprincipperne i den kommende bekendtgørelse om
faste grænseværdier for kommunale spildevandsudledninger skal jeg
henvise til min besvarelse af spørgsmål 1.
Bekendtgørelsen om industriens direkte udledninger vil som
hovedprincip have, at industrivirksomheder med en årlig udledning
på over 66 tons kvælstof og/eller 7,5 tons fosfor - svarende til
henholdsvis 15.000 og 5.000 personækvivalenter - skal rense
udledningen så langt som muligt ved brug af den bedste
tilgængelige teknologi. Der tænkes hermed på teknologi, som er
teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig for den pågældende
virksomhedstype.
I visse tilfælde - f.eks. hvor hensynet til recipientens sårbarhed
tilsiger det - kan der blive tale om at stille krav om mere
vidtgående rensning eller om at sætte udviklingsarbejde i gang.
Når der ikke opereres med faste udlederkrav, skyldes det de store
forskelle i industriudledningerne.
Administrativt gennemføres rensning med bedste tilgængelige teknologi
ved, at de gældende udledningstilladelser tages op til revision.
Med hensyn til regler om kommunernes kontrol med overholdelsen af
regler om grønne marker og obligatoriske gødnings- og
sædskifteplaner vil indholdet heraf afhænge af indholdet af de
regler, som Landbrugsministeriet udsender om grønne marker og
obligatoriske gødnings- og sædskifteplaner, jf. i øvrigt svar på
spørgsmål 14.
De anførte ændringsbekendtgørelser til bekendtgørelse om
husdyrgødning og ensilage er for det første den allerede
ikrafttrådte bekendtgørelse nr. 259 af 14. maj 1987 om ændring af
bekendtgørelse om husdyrgødning og ensilage m.v., som indeholder
regler om de ændrede kapacitetskrav. For det andet vil der senere
blive udarbejdet regler om frister for gennemførelse af de anlæg,
som bliver omfattet af de nye kapacitetskrav. Disse regler skal
sikre, at der sker en jævn fordeling af investeringerne.
Bekendtgørelsen om overvågning af grundvand vil indeholde
bestemmelser om, at amtskommunerne som supplement til det
statslige nationale overvågningsnet skal etablere et regionalt net
til overvågning af grundvandet.
Det regionale net skal give de oplysninger, der er nødvendige, for at
amtskommunerne kan være i stand til at udføre deres planlægnings-
og tilsynsforpligtelse med hensyn til kvaliteten og kvantiteten af
grundvandet. Det skønnes, at der på landsbasis skal indgå ca.
1.500 boringer til brug for det regionale net.
For så vidt angår overvågning i øvrigt henvises til ministerens
besvarelse af spørgsmål H 180, som er optrykt i bilagshæftet til
beretning om vandmiljøhandlingsplanen af 30. april 1987.
De anførte ændringsbekendtgørelser til bekendtgørelse om støtte til
miljøforbedrende investeringer m.v. samt til bekendtgørelse om
statsgaranti for lån til miljøforbedrende investeringer m.v. skal
sikre, at støtte- og lånebetingelserne bliver bragt i
overensstemmelse med de ændringer, der foretages i lov om støtte
til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v.
Spørgsmål 19
»Finder ministeren det hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en årlig
redegørelse om udviklingen af etablering af gylleanlæg, og finder
ministeren, at sådan en redegørelse kan danne baggrund for styring
af området?»
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, der har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig
»En årlig redegørelse om udviklingen for etablering af
gødningsopbevaringsanlæg vil kunne give flere værdifulde
informationer. En sådan oversigt kan i de kommende år give et
billede af, om udbygningstakten er jævn. Samtidig kan den - hvis
den indeholder tilstrækkelige informationer give oplysninger om
landbrugets miljøbelastning. Det vil derfor være særdeles
hensigtsmæssigt, hvis der udarbejdes årlige redegørelser over
udviklingen. Disse redegørelser må baseres på
informationsmateriale fra kommunerne.
Da redegørelsen kan vise, hvilken takt investeringerne sker i, vil
det være muligt at vurdere, om der sker en jævn fordeling af
investeringerne. Redegørelsen kan derfor danne baggrund for en
vurdering af, om det er nødvendigt at justere styringssystemerne.
Den er dog ikke i sig selv et styringsmiddel.«
Spørgsmål 20
»Hvorledes vil ministeren sikre, at landmændene ikke venter til
umiddelbart inden fristens udløb med at etablere gylleanlæg.«
Svar
Folketingets miljø- og planlægningsudvalg har i beretningen af 30.
april tilkendegivet, at »der må fastlægges et system til
planlægning og prioritering, der kan sikre en jævn fordeling af
investeringerne« i perioden indtil 1. januar 1993.
Jeg agter derfor at ændre bekendtgørelse om husdyrgødning og ensilage
m.v. i overensstemmelse hermed.
Der vil herefter blive fastsat forskellige frister for gennemførelsen
af de nødvendige investeringer for forskellige størrelser af
husdyrbrug, således at der sikres en jævn fordeling af
investeringerne frem til 1. januar 1993.
Spørgsmål 32
»Ministerens kommentar udbedes til henvendelse fra Kommunernes
Landsforening, jf. L 244- bil. 5.«
Svar
Kommunernes Landsforening har i skrivelse af 25. maj 1987 til
Folketingets miljø- og planlægningsudvalg fremsat en række
bemærkninger til forslag til lov om ændring af lov om
miljøbeskyttelse og lov om støtte til miljøforbedrende
investeringer i mindre landbrug m.v.
Jeg kan knytte følgende kommentarer hertil
Ad § 1, nr. 1: § 7, der giver hjemmel til at ændre afgørelser truffet
efter loven eller efter regler i medfør af loven, er ikke
begrænset til at omfatte spørgsmål om direkte udledninger til
luft, vand og jord. Baggrunden for at foreslå bestemmelsen har dog
været at få den tilstrækkelige hjemmel til at ændre afgørelser om
direkte udledninger fra industrien. Den planlagte bekendtgørelse
om grænseværdier for visse stoffer i udledninger fra offentlige
spildevandsanlæg udsendes med hjemmel i bl.a. § 6 i den gældende
miljøbeskyttelseslov. Bekendtgørelsen vil blive udformet således,
at grænseværdierne for fosfor, kvælstof og organisk stof bliver
umiddelbart gældende for de kommunale udledninger. For at
overholde disse grænseværdier kan det efter en konkret vurdering
blive nødvendigt at stille skærpede vilkår til bl.a. virksomheder,
der er tilsluttet anlægget. De nødvendige påbud herom til
virksomhederne udstedes allerede med hjemmel i § 25 i den gældende
miljøbeskyttelseslov. På denne baggrund finder jeg ikke, at der er
anledning til at ændre formuleringen af § 7.
Ad § 1, nr. 2: Landsforeningen finder, at det må være en forudsætning
for kommunernes kontrol med overholdelsen af regler om gødnings-
og sædskifteplaner, at der tilvejebringes en landbrugsfaglig
ekspertise, og at der ansættes mindst 275 landbrugskyndige
medarbejdere i kommunerne.
Med hensyn til spørgsmålet om ressourcer og tilvejebringelsen af den
fornødne viden skal jeg henvise til min besvarelse af spørgsmål 26
og 31.
Med hensyn til Landsforeningens synspunkter om kontrollen med de
grønne marker bemærkes, at tilrettelæggelsen af kontrollen vil ske
i et tæt samarbejde med bl.a. Landbrugsministeriet og Kommunernes
Landsforening. Jeg er enig i, at kontrollen må tilrettelægges som
en begrænset stikprøvekontrol. Med hensyn til spørgsmålet om det
vil være hensigtsmæssigt at supplere denne kontrol med et centralt
overvågningssystem (flyfoto eller satellitbilleder), kan jeg ikke
på nuværende tidspunkt udtale mig om, hvorvidt et sådant
overvågningssystem vil være administrativt og økonomisk
velbegrundet. Jeg vil bede Miljøstyrelsen om at undersøge dette i
forbindelse med udarbejdelsen af kontrolreglerne, jeg kan i øvrigt
henvise til mit svar på spørgsmål H 122.
Ad § 1, nr. 4: Landsforeningen ønsker, at det foreslåede stk. 2 til §
56, der giver miljøministeren hjemmel til at fastsætte regler om
indberetninger om kommunalbestyrelsernes og amtsrådenes
kortlægnings- og tilsynsvirksomhed og formen herfor, skal udgå.
Det er fortsat min opfattelse, at bestemmelsen er nødvendig. Såfremt
Miljøstyrelsen skal kunne opfylde sin forpligtelse til at rådgive
miljøministeren, er det nemlig nødvendigt, at der er en klar
hjemmel i miljøbeskyttelsesloven for, at styrelsen kan modtage den
fornødne orientering fra kommunalbestyrelserne og amtsrådene om
måleresultater, undersøgelser m.v.
Med hensyn til Landsforeningens frygt for at kommunerne vil blive
tvunget til at anskaffe EDB-materiel kan jeg oplyse, at dette ikke
vil blive tilfældet. Jeg kan i den forbindelse henvise til
lovforslagets bemærkninger til nr. 4, hvori der står, at: »Det
forudsættes, at der i regler, der fastsættes med hjemmel i § 56,
stk. 2, kun i begrænset omfang vil blive stillet krav til formen
for dataindberetningen, og at sådanne krav ikke vil tvinge
kommuner og amtskommuner til specielle program- og
maskinløsninger.«
Ad § 2: Det er rigtigt, at lovforslaget åbner mulighed for at yde
støtte til investeringer i opbevaringsanlæg på mindst 6 måneders
opbevaringskapacitet for husdyrbrug med mere end 30 dyreenheder.
Forudsætningen herfor er, at kommunalbestyrelsen efter § 6 i
bekendtgørelse om husdyrgødning og ensilage m.v. har fundet det
miljømæssigt forsvarligt at dispensere fra kravet om 9 måneders
opbevaringskapacitet i samme bekendtgørelse § 5.
Reglerne om 9 måneders kapacitetskravet er indsat i bekendtgørelsen
om husdyrgødning og ensilage m.v. ved ændringsbekendtgørelse (nr.
259 af 14. maj 1987), som trådte i kraft den 18. maj 1987.
Dispensationsbestemmelsen i bekendtgørelsens § 6 blev samtidig
justeret i overensstemmelse med ordlyden i
vandmiljøhandlingsplanen, beretningen af 30. april 1987.
Jeg kan henvise til min besvarelse om dispensationspraksis i
spørgsmål 5.
Ved vurderingen af den administrative belastning af kommunerne i
forbindelse med ordningen bør man være opmærksom på, at brug på op
til 31 dyreenheder efter de nye regler fritages for generelle
opbevaringskrav i ovrensstemmelse med vandmiljøhandlingsplanen.
Dette skønnes at medvirke til en begrænsning af antallet af
dispensationssager, idet husdyrbrug med mellem 15 og 31
dyreenheder ikke længere behøver at indgive dispensationsansøgning
for at opnå tilladelse til en mindre opbevaringskapacitet end 5
eller 6 måneder, som var det tidligere gældende generelle krav til
opbevaringskapaciteten for disse brugsstørrelser.
Kompensationskrav i forbindelse med kommunernes merbelastning som
følge af ordningen vil i øvrigt blive forhandlet med Kommunernes
Landsforening. I forbindelse med disse forhandlinger vil et
eventuelt behov for landbrugsfaglig bistand til kommunerne blive
vurderet.
Ad § 3, stk. 3: Efter bestemmelsen i lovforslagets § 3, stk. 3, kan
investeringen gennemføres og opnå støtte efter hidtil gældende
kapacitetskrav, støtteprocenter og tidsfrister, hvis bindende
aftale om levering af et opbevaringsanlæg er indgået inden den 19.
maj 1987.
Kommunernes Landsforening anfører, at det vil være umuligt for
kommunerne at kontrollere, om en sådan aftale er indgået inden den
nævnte dato. Der henvises til, at en sådan aftale principielt kan
være mundtlig.
Jeg vil hertil bemærke, at uanset at det principielt er rigtigt, at
en sådan aftale kan være indgået mundtligt, vil det ikke være
tilstrækkeligt, at ansøgeren blot hævder, at en sådan mundtlig
aftale er indgået. Efter almindelige forvaltningsretlige regler må
det i et forhold som dette påhvile landmanden at dokumentere, at
en sådan aftale er indgået. Dette vil i almindelighed kunne ske
ved fremlæggelsen af en dateret kontrakt om levering af det
pågældende anlæg. Og hvis aftalen alene er indgået mundtligt, må
landmanden kunne opfylde dokumentationskravet over for kommunen
ved fremlæggelse af en ordrebekræftelse fra leverandøren, hvori
der henvises til den indgåede mundtlige aftale, dennes nærmere
indhold og tidspunktet for dens indgåelse.
Det er naturligvis en forudsætning for at komme ind under
overgangsreglen i § 3, stk. 3, at aftalen i sig selv er ubetinget
(altså bindende efter sit indhold), og at den angår levering af et
nærmere specificeret anlæg, som efter hidtil gældende regler er
lovligt.
Jeg agter at redegøre nærmere for overgangsordningens administration
i et cirkulære til kommunalbestyrelserne.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder. I forbindelse
hermed har udvalget stillet spørgsmål til miljøministeren, som
denne har besvaret dels skriftligt, dels i samråd. Endvidere har
udvalget stillet spørgsmål til landbrugsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Skriftlige og/eller mundtlige henvendelser er modtaget fra
Danske Husmandsforeninger,
De danske Landboforeninger og
Kommunernes Landsforening.
Miljøministeren har over for udvalget givet tilsagn om at iværksætte
undersøgelser m.v. vedrørende fast gødning og kompostering bl.a.
med henblik på en miljømæssig forbedret udnyttelse af
husdyrgødningen. I forbindelse hermed vil det blive belyst,
hvorvidt kompostering eventuelt medfører øget ammoniakfordampning
m.v.
Miljøministeren har endvidere givet tilsagn om at overveje
mulighederne for på hensigtsmæssig måde at inddrage
luftfotografering osv. i kontrollen af grønne marker.
Miljøministeren har endelig givet tilsagn om, at der i reglerne om
gødnings- og sædskifteplaner vil blive henvist til, hvilke normer
der skal benyttes i de planer, der skal udarbejdes af den enkelte
landmand bl.a. med hensyn til gødningstilførsel.
Der er af miljøministeren og af et flertal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) kan tiltræde de stillede ændringsforslag,
men vil i øvrigt redegøre for sin stilling ved 2. behandling af
lovforslaget.
Et tredje mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Midretallet skal endvidere bemærke, at der ikke med dette lovforslag
er taget stilling til den videre lovgivning, bekendtgørelser,
aktstykker m.v. som følge af vandmiljøplanen.
Mindretallet skal dog for god ordens skyld - og siden det åbenbart
ikke kan siges for tit - atter tage afstand fra regeringens
lovforslag om nedsættelse af den amtskommunale grundskyld for
landbrug og gartneri. Specielt ved dette lovforslag finder
mindretallet det vigtigt at få dette understreget, da lettelsen
for landbruget ikke primært vil ske for de landbrug, der har de
store miljøinvesteringer, tværtimod.
Det, der er behov for, er støtteordninger, der hjælper husdyrbrugene.
Mindretallet forventer, at der etableres et hensigtsmæssigt
styringssystem for udbygning af gyllebeholdere, jf. svar på de
stillede spørgsmål.
De, der bliver ansat i Statens Plantetilsyn, må være indstillet på
eventuelt at måtte overgå til det kommunale tilsyn, hvis det
senere må antages at være mest hensigtsmæssigt.
Ændringsforslag
Af
et flertal (S, SF og RV)
Til § 1
1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 6 indsættes som stk. 2
»Stk. 2. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren fastsætte regler om jordens dyrkningsmæssige
anvendelse med henblik på at beskytte vandløb, søer og havet samt
grundvandet mod forurening med næringssalte.«»
2) Nr. 2 affattes således
»2. I § 48 indsættes som stk. 4
»Stk. 4. Miljøministeren kan efter forhandling med
landbrugsministeren bestemme, at tilsynet med regler, der er
fastsat med hjemmel i § 6, stk. 2, udføres af Statens
Plantetilsyn.«»
Af
miljøministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 2
3) I det under nr. 3 forslåede § 4, stk. 1, ændres »5 måneder« til
»6 måneder«.
4) Nr. 5 affattes således
»5. § 7, stk. 2, affattes således
»Stk. 2. For ejendomme med 0-30 dyreenheder udgør støtteprocenten
40, hvis opbevaringskapaciteten svarer til 6-8 måneders
gødningsproduktion, og 45, hvis opbevaringskapaciteten svarer til
mindst 9 måneders produktion.«»
5) Nr. 6 affattes således
»6. § 7, stk. 3, affattes således
»Stk. 3. For ejendomme med 31-120 dyreenheder udgør støtteprocenten
37 1/2. Har kommunalbestyrelsen givet tilladelse til 6-8 måneders
opbevaringskapacitet, er støtteprocenten for disse ejendomme 32
1/2.«»
6) Nr. 7 affattes således
»7. § 7, stk. 4, affattes således
»Stk. 4. For ejendomme med 121 dyreenheder og derover udgør
støtteprocenten 30. Har kommunalbestyrelsen givet tilladelse til
6-8 månders opbevaringskapacitet, er støtteprocenten for disse
ejendomme 25.«»
Til § 4
7) Paragraffen affattes således
»§ 4
Stk. 1. For investeringer, der gennemføres efter hidtil gældende
regler, skal ansøgning om støtte være indgivet til
kommunalbestyrelsen senest den 31. december 1988.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte overgangsregler og herunder
fastsætte, i hvilket omfang regler, der er fastsat i medfør af de
hidtil gældende regler, opretholdes.«
BEMÆRKNINGER
Til nr. 1
Med hjemmel i § 6, stk. 2, skal der udarbejdes en bekendtgørelse,
hvori der fastsættes regler om, at den enkelte ejendom i årene
1988, 1989 og 1990 skal etablere grønne marker i efterårs- og
vinterperioden på henholdsvis 45 pct., 55 pct. og 65 pct. af
ejendommens jordtilliggender.
Ligeledes med hjemmel i § 6, stk. 2, skal der udarbejdes en
bekendtgørelse, hvori der fastsættes regler om gødnings- og
sædskifteplaner.
Til nr. 2
Bestemmelsen indsættes for at muliggøre, at tilsynet med regler
udstedt i medfør af § 6, stk. 2, kan udføres af Statens
Plantetilsyn.
Statens Plantetilsyn indberetter til kommunalbestyrelserne om
eventuelle overtrædelser.
Til nr. 3-6
Ændringsforslagene tilsigter en forenkling af støttesystemet samtidig
med, at hovedsigtet om etablering af minimum 9 måneders
opbevaringskapacitet understøttes.
Støttesystemet kan herefter skematisk fremstilles således
Dyreenheder Støtteprocenter 6-8 mdr. 9 mdr. og derover 0-30 ..................... 40 45 31-120 ................... 32 1/2 37 1/2 121- ..................... 25 30
Til nr. 7
For at sikre, at overgangsreglerne ikke medfører en forsinkelse af
gennemførelsen af de omfattende investeringer, skærpes
ansøgningsfristen efter den hidtil gældende ordning fra 30. juni
1990 til 31. december 1988.
Ahlmann-Ohlsen (KF) Fischer (KF) Ole Bernt Henriksen (KF) Svend
Åge Petersen (KF) Bente Nielsen (V) Sønderby (V) Maisted (V) Steffensen (KRF) fmd. Ritt Bjerregaard (S) Camre (S) Erik
Holst (S) Tove Lindbo Larsen (S) Henning Nielsen (S) Løvig
Simonsen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Leif Hermann (SF) Lone
Dybkjær (RV)
Partierne CD, FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 244
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om støtte til miljøforbedrende investeringer i mindre landbrug m.v. (Vandmiljøhandlingsplanen)
Nr L 244 1986-87, 1. samling
Afgivet af miljø- og planlægningsudvalget
Afgivet: 19870527