1986 BTL 154 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ÆGTESKABS INDGÅELSE OG OPLØSNING (SKILSMISSERET EFTER VOLD) NR L 154 1986-87, 1. SAMLING

§ 2 indeholder regler om lovens ikrafttræden.

Bestemmelsen i stk. 2 svarer til reglen i ægteskabslovens § 61, stk.

1 og 2, og medfører, at verserende sager efter § 39 som

udgangspunkt skal behandles færdig efter den regel, der var

gældende på det tidspunkt, da sagen startede.

Bestemmelsen medfører, at der efter lovens ikrafttræden kan anlægges

sag til opnåelse af skilsmisse eller indgives ansøgning om

bevilling til skilsmisse, selv om voldshandlingen er begået op til

3 år før lovens ikrafttræden.

Efter stk. 3 kan den nye formulering af § 39 anvendes, hvis begge

ægtefæller begærer det.

HAGEN HAGENSEN (KF) fmd. ANNELISE GOTFREDSEN (KF) KAREN THURØE

HANSEN (KF) GRETHE FENGER MØLLER (KF) BJØRN ELMQUIST (V)

BIRTHE RØNN HORNBECH (V) BIRGITH MOGENSEN (CD) INGER STILLING

PEDERSEN (KRF) OLE ESPERSEN (S) HENNING RASMUSSEN (S)

KORNELIUSEN (S) TORBEN LUND (S) LISSA MATHIASEN (S) JIMMY

STAHR (S) LEIF HERMANN (SF) EBBA STRANGE (SF) nfmd. BERNHARD

BAUNSGAARD (RV)

Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.

1

Et af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå

SPØRGSMåL 3

Ministerens bemærkninger under 1. behandling af lovforslaget om, at

det alene er den forsætlige vold, der bør kunne bevirke

skilsmisse, bedes uddybet eventuelt med et forslag til, hvorledes

bestemmelsen kunne udformes. Det bedes endvidere overvejet, om man

som afgørende kriterium for, om volden vil kunne medføre

skilsmisse, kunne opstille et krav om, at den, der har været udsat

for vold, opfatter dette som en krænkelse af sit menneskeværd.

SVAR

I ægteskabsudvalgets betænkning nr. 2 har et flertal foreslået, at

udtrykket »mishandling« udgår, og at en ægtefælle i stedet skal

kunne få skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har gjort sig

skyldig i forsætlig vold af grovere karakter over for ægtefællen

eller børnene. I bemærkningerne til lovforslaget anføres det, at

det foreslåede er svarende til det, som ægteskabsudvalgets flertal

anbefalede.

Baggrunden for at præcisere, at volden skal være forsætlig, er at

sikre, at bestemmelsen ikke skal kunne påberåbes i tilfælde, hvor

gerningsmanden på grund af uopmærksomhed, uforsigtighed,

klodsethed eller lignende kommer til at påføre en anden en

legemskrænkelse, uden at gerningsmanden har tilsigtet dette eller

anset det for et overvejende sandsynligt resultat af sin adfærd. I

sådanne tilfælde er volden udøvet af ægtefællen, men den er

normalt af uagtsom karakter, således som dette begreb forstås i

strafferetlig forstand. Som eksempler kan her nævnes trafikskader,

tab af varme genstande i forbindelse med madlavning og tilfælde,

hvor man ved skødesløst kast med en bold kommer til at ramme en

anden, uden at det har været hensigten. Uagtsom legemskrænkelse er

kun strafbar efter straffeloven, såfremt der er forvoldt en

betydelig skade på legeme eller helbred, jf. straffelovens § 249.

Justitsministeriet foreslår på denne baggrund, at bestemmelsen i § 39

formuleres således: »En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den

anden ægtefælle har udøvet forsætlig vold af grovere karakter over

for denne eller børnene.«

Justitsministeriet finder ikke, at det rent subjektive forhold, »om

den enkelte har opfattet en bestemt voldshandling som en krænkelse

af sit menneskeværd«, er et kriterium, som er egnet til at danne

grundlag for domstolenes og statsamternes vurdering af, om en

ægtefælle skal kunne kræve sit ægteskab opløst ved skilsmisse.

Hvis det er tanken, at dette kriterium skal være det eneste, der skal

karakterisere den vold, der kan give den ene ægtefælle ret til

skilsmisse, vil indførelsen af en sådan regel medføre en meget vid

adgang til ensidigt at kræve umiddelbar skilsmisse.

2

Uddrag af ægteskabsudvalgets betænkning nr. 2, Ægteskabs Opløsning

(betænkning nr. 697/1973) om adgangen til skilsmisse, hvis

parterne er enige herom, samt en gennemgang af de svenske regler

om skilsmisse

Separation og skilsmisse

Forskellen mellem separation og skilsmisse består i, at en

frasepareret ægtefælle ikke kan indgå nyt ægteskab, medens en

fraskilt umiddelbart efter skilsmissen kan gifte sig på ny. Til

gengæld kan fraseparerede ægtefæller, som forsones, genoplive det

hidtidige ægteskabs retsvirkninger blot ved at genoptage samlivet.

Fraskilte, der fortryder skilsmissen, må derimod gifte sig på ny.

I forbindelse med separation og skilsmisse træffes bestemmelse om

forældremyndighed, underholdsbidrag og lejlighed. Har der været

formuefællesskab, ophører dette, og fællesboet skal deles.

Ægtefællernes indbyrdes arveret bortfalder.

Ensidig ret til skilsmisse?

Efter DEN GÆLDENDE LOV kan skilsmisse alene meddeles, hvis

ægtefællerne har levet separeret i 1 år, eller hvis de kan

påberåbe sig en af de særlige skilsmissegrunde, som loven

indeholder, f.eks. utroskab.

UDVALGETS OVERVEJELSER

Udvalgets medlemmer er enige om, at en ægefælle ikke skal have ret

til umiddelbar skilsmisse mod den anden ægtefælles protest.

Hensynet til den anden ægtefælle taler på afgørende måde imod en

sådan ordning. Det samme gælder ønsket om at undgå overilede

skilsmisser og om at opretholde respekten for ægteskabet som

institution. En ensidig ret til skilsmisse ville i realiteten

betyde, at en ægtefælle skulle have adgang til at »opsige«

ægteskabet uden varsel.

Udvalget er klar over, at nogle af de synspunkter, som er nævnt

nedenfor s. 13-14 til fordel for forslaget om ensidig ret til

separation, umiddelbart også kunne synes anvendelige som

argumenter for en ensidig ret til skilsmisse. Man er også

opmærksom på, at problemerne vel i nogle tilfælde gøres større for

ægtefællerne ved gennem en separation at trække sagen om

ægteskabets opløsning ud. Af hensyn til ægtefællerne og muligvis

børnene ville det nok i visse tilfælde være det bedste, om

ægtefællerne endeligt gik fra hinanden uden den betænkningstid,

som en separationstid er.

Udvalget finder imidlertid ikke, at disse argumenter kan tillægges

afgørende vægt. Man kan ikke uden videre overføre argumentationen

for ensidig ret til separation på spørgsmålet om ensidig ret til

skilsmisse, idet separation og skilsmisse er af væsensforskelligt

indhold. Indførelse af en ensidig ret til skilsmisse ville betyde

en underkendelse af det separationsinstitut, som man går ind for

at bevare, netop fordi separationstiden som en betænkningstid i

mange tilfælde er et gode.

Den nye svenske regel

I Sverige er der ved lovændringer i 1973 principielt indført ensidig

ret til skilsmisse. Skilsmisse kan fremtidig opnås, blot en af

ægtefællerne ansøger herom. Hvis den anden ægtefælle protesterer,

eller hvis ægteparret har fællesbørn under 16 år, kan skilsmisse

dog først gives efter en BETÆNKNINGSTID På ET HALVT ÅR. Der

stilles ikke krav om, at ægtefællerne ophæver samlivet i denne

periode. Når betænkningstiden er udløbet, skal ægtefællen begære

skilsmissesagen fremmet. Sker det ikke inden 1 år efter

betænkningstidens begyndelse, bortfalder ansøgningen om

skilsmisse, og skilsmisse kan kun opnås efter en ny ansøgning og

en ny betænkningstid.

Det væsentlige i den nye regel er i virkeligheden, at separation

(»hemskillnad«) i sædvanlig forstand afskaffes og erstattes af

»betænkningstid«. Ændringen begrundes bl.a. med, at det er

uheldigt, at en separation medfører en række retsvirkninger af

økonomisk karakter, hvad der for ægteparret må fremstå som et mere

eller mindre definitivt skridt mod opløsning af deres personlige

og økonomiske samhørighed. Endvidere findes det uheldigt, at

separationen bortfalder, hvis samlivet genoptages, og således kun

kan danne grundlag for skilsmisse, hvis parterne ikke har samlevet

i separationstiden.

Et flertal i det danske udvalg kan ikke gå ind for afskaffelse af

separation og indførelse af et nyt begreb - »betænkningstid«.

Separation i sin nuværende form er et indarbejdet nordisk

retsinstitut, som har den grundlæggende funktion at virke som en

prøveskilsmisse. Den giver ægtefællerne tid til overvejelse, inden

de træffer endelig beslutning om opløsning af ægteskabet ved

skilsmisse, og her får de hinanden og deres uoverensstemmelser på

afstand. Dette bevirker i mange tilfælde, at de ikke ønsker

ægteskabet opløst, og de kan da sætte alle ægteskabets

retsvirkninger i kraft igen uden medvirken af en offentlig

myndighed blot ved at genoptage samlivet.

Dette synspunkt kunne tale for, at der altid skulle gå en separation

forud for en skilsmisse. Udvalget kan dog ikke gå ind for

indførelse af en sådan form for tvungen separation, da man er af

den opfattelse, at ægtefæller skal have ret til skilsmisse uden

separationstid, hvis de er enige herom, se nedenfor s. 12, ligesom

en ægtefælle skal kunne kræve skilsmisse, hvis der foreligger en

af de særlige skilsmissegrunde, som omtales nedenfor s. 16.

I de senere års debat om reformer inden for ægteskabslovgivningen har

der hverken i offentligheden eller i fagkredse kunnet spores nogen

almindelig kritik mod separationsinstituttets grundprincipper.

Anskaffelse af dette institut måtte derfor kræve tungtvejende

grunde. Sådanne foreligger imidlertid ikke. Tværtimod vil en

ændring efter svensk mønster medføre en række ulemper.

Efter den svenske ordning vil således afgørelse om forældremyndighed,

retten til boligen og spørgsmålet om underholdsbidrag i

»betænkningstiden« (separationstiden) principielt kun være

midlertidige. Dette vil være et klart tilbageskridt i forhold til

den ordning, der indførtes i Danmark i 1969, hvorefter afgørelser

om disse forhold normalt træffes endeligt ved separationen. I

talrige formentlig de fleste - tilfælde vil ægtefællerne flytte

fra hinanden i »betænkningstiden«, hvorfor der må træffes en

afgørelse om forældremyndighed, bolig og underhold, men da denne

afgørelse som nævnt kun er foreløbig, må der ved skilsmissen

træffes en ny og endelig afgørelse.

En del fraseparerede ægtefæller vedbliver dernæst at leve separeret i

mange år, eventuelt resten af livet, f.eks. fordi de af religiøse

eller andre grunde ikke ønsker at blive skilt. En lovgivning som

den svenske vil medføre, at disse mennesker hvert år må forny

deres ansøgning om skilsmisse, idet ansøgningen herom som nævnt

bortfalder, hvis skilsmissesagen ikke er søgt fremmet inden 1 år

efter betækningstidens begyndelse. Det danske udvalg mener ikke,

at man bør påtvinge fraseparerede en sådan ordning, der forekommer

uhensigtsmæssig. Ønsker ægtefæller en længere betænkningstid,

eller foretrækker de at vedblive med at leve separeret, bør det

offentlige ikke blande sig heri.

Udvalgets indstilling til spørgsmålet om bevarelse af

separationsinstituttet må naturligvis ses i sammenhæng med

udvalgets forslag om udvidet adgang til skilsmisse, når parterne

er enige herom, og overvejelserne om ændringer i separationens

retsvirkninger. Som det nævnes nedenfor, bør det overvejes at

ophæve troskabspligten i separationstiden og eventuelt også at

lade arveretten bestå efter separation.

Et medlem af udvalget har en vis sympati for den nye svenske ordning,

først og fremmest fordi ægtefællerne kan fortsætte samlivet i

»betænkningstiden«. Herigennem vil man sikkert kunne undgå en del

overilede skilsmisser.

Skilsmisse ved enighed?

Ægtefæller kan ikke efter DEN GÆLDENDE LOV blive skilt alene på

grundlag af deres enighed herom. Som tidligere nævnt skal de enten

først være separeret, eller der skal foreligge en af de særlige

skilsmissegrunde, som nævnes i loven.

UDVALGETS OVERVEJELSER

Et flertal af udvalget går ind for, at ægtefæller skal kunne få

skilsmisse, hvis de er enige herom, også selv om de ikke er enige

om vilkårene for skilsmissen.

De betænkeligheder, der er nævnt med hensyn til ensidig ret til

skilsmisse, har ikke samme vægt, når ægtefællerne er enige om at

ville skilles. Er de det, tjener det efter flertallets opfattelse

ikke noget rimeligt formål at opretholde ægteskabet, og erfaringen

viser, at mange ægtefæller, der er enige om at ønske skilsmisse,

har svært ved at indse det rimelige i, at de ikke kan opnå denne,

medmindre der f.eks. foreligger utroskab. Det er gjort gældende,

at nogle derved føler sig tilskyndet til at fingere et

utroskabsforhold for at få skilsmisse uden forudgående separation.

Bør det have betydning, at der er børn i ægteskabet?

Det bør efter udvalgets mening være uden betydning, om der er

mindreårige børn i ægteskabet. Når ægtefællerne er enige om at gå

fra hinanden, tjener det ikke børnenes tarv, at man gennem loven

tvinger ægtefællerne til at blive sammen eller påtvinger dem en

separation i stedet for skilsmisse. Der kan ikke opstilles en

formodning for, at en separation frem for en umiddelbar skilsmisse

er i børnenes interesse. Udvalget kan således ikke tilslutte sig

den nye svenske regel, hvorefter ægtefæller - selv om de er enige

- er afskåret fra at opnå en umiddelbar skilsmisse (dvs.

skilsmisse uden »betænkningstid«), hvis der er fællesbørn under 16

år i ægteskabet.

Det kunne anføres som et argument mod skilsmisse alene på grundlag af

ægtefællernes enighed, at denne skilsmisseadgang kan medføre

risiko for, at ægtefæller vil gennemføre »proformaskilsmisser« med

det formål at omgå bestemmelser f.eks. i social-, pensions- og

skattelovgivningen.

Udvalget finder det imidlertid ikke muligt at udforme en rimelig

ægteskabslovgivning, således at den samtidig kan dæmme op for

omgåelse af anden lovgivning. Eventuelle omgåelsesmuligheder bør

forhindres gennem den lovgivning, som man søger at omgå.

Et medlem af udvalget nærer alvorlig betænkelighed ved, at der skal

kunne gives skilsmisse, blot ægtefællerne er enige herom. Det vil

ikke sjældent blive sådan, at den stærkere ægtefælle vil udøve et

pres mod den svagere ægtefælle for at få denne til at gå med til

skilsmisse, uanset at den svagere part måske egentlig helst ville

have den tid til betænkning og afklaring for begge ægtefæller, som

en separationstid kan være.

Dette medlem henviser også til, at det ofte er ægtefællers

grundlæggende psyke, der skaber vanskeligheder, og at der derfor

vil være stor sandsynlighed for, at disse vanskeligheder vil vise

sig i et nyt ægteskab. Skilsmissehyppigheden er da også generelt

væsentlig større i andengangs ægteskaber end i

førstegangsægteskaber. Ikke mindst under hensyn hertil ville dette

medlem foretrække, at der altid skulle forløbe en separationstid

på 1 år inden skilsmisse, også selv om der er enighed mellem

ægtefællerne.

Separationsbetingelser

Efter DEN GÆLDENDE LOV kan ægtefæller blive separeret, når de ikke

mener at kunne fortsætte samlivet og er ENIGE om separation.

Er de IKKE ENIGE, har en ægtefælle ret til separation,

HVIS den anden groft har forsømt familiens underhold eller groft

krænket andre pligter over for ægtefællen eller børnene,

HVIS forholdet mellem ægtefællerne af andre grunde må anses for

ødelagt, medmindre ægtefællen selv hovedsagelig bærer skylden for

ægteskabets forlis, eller

HVIS der foreligger sådanne forhold, som ville give den pågældende

ret til at kræve skilsmisse.

Når ægtefæller er ENIGE om at blive separeret, behøver de ikke at

angive nogen grund til deres ønske om separation. Selv om det

oplyses under sagen, at den egentlige årsag til separation er et

ønske om at få højere løn eller pension eller at blive bedre

stillet i skattemæssig henseende, må der gives separation, selv om

forholdet mellem ægtefællerne ikke kan siges at være ødelagt.

Kommer det på den anden side frem, at ægtefællerne ikke agter at

flytte fra hinanden, men vil blive boende sammen, kan de ikke

blive separeret.

Er ægtefællerne IKKE ENIGE om separation, kan den ene ægtefælle få

gennemført et krav om separation, hvis den anden har gjort sig

skyldig i visse grove pligtkrænkelser. Disse regler bruges dog

ikke ret ofte. Det har meget større praktisk betydning, at en

ægtefælle kan få separation mod den andens ønske, hvis ægteskabet

er ødelagt, f.eks. på grund af parternes almindelige

adfærdsmønster, forskellige temperamenter, livssyn eller

interesser eller på grund af uenighed om økonomien eller seksuel

disharmoni.

Selv om forholdet mellem ægtefællerne anses for ødelagt, KAN

separation ganske vist nægtes, hvis den, der vil ud af ægteskabet,

selv hovedsagelig bærer skylden for forholdets ødelæggelse, men

det er ikke ret ofte, at domstolene nægter separation af denne

grund.

Det sker heller ikke ofte, at domstolene nægter separation med den

begrundelse, at der ikke er ført bevis for, at ægteskabet er

ødelagt.

Ensidig ret til separation

Et flertal i udvalget foreslår, at adgangen til at få separation

lempes på den måde, at en ægtefælle altid og uden at skulle angive

nogen særlig grund skal have ret til separation, også selv om den

anden ægtefælle protesterer. Efter flertallets opfattelse taler

bl.a. følgende grunde FOR forslaget

Det bør være et udgangspunkt, at ægteskabet er en form for frivillig

samleven mellem selvstændige personer. Man bør derfor ikke søge at

tvinge nogen til at blive i et ægteskab, som han efter moden

overvejelse vil frigøre sig fra.

Man kan nok gennem loven forhindre separation, men man kan ikke

faktisk tvinge ægtefællerne til at blive boende sammen, hvis blot

den ene ikke ønsker det.

Hensynet til den anden ægtefælle kan ikke bære, at man fastholder

ægteskabet mod den ene ægtefælles protest på anden måde end

gennem en separationstid på 1 år og ved at udforme reglerne om

vilkårene for separationen således, at de giver den anden

ægtefælle tilstrækkelig beskyttelse.

Situationen omkring ægteskabets opløsning bliver mindre spændt og

dramatisk, når den ene part ikke har mulighed for at protestere

mod den andens ønske om separation. Ikke mindst af hensyn til

børnene er det af afgørende betydning, at forældrenes fremtidige

holdning til hinanden ikke er belastet af forudgående stridigheder

om, hvorvidt ægteskabet skulle opløses.

Man kan undgå en ofte pinlig bevisførelse om, at forholdet mellem

parterne er ødelagt f.eks. på grund af seksuel disharmoni, eller

om, at den ene ægtefælle har krænket sine pligter over for den

anden og børnene.

En ægtefælles ønske om separation er i sig selv det bedste udtryk

for, at forholdet mellem ægtefællerne er ødelagt.

Domstolene nægter i dag kun separation i få tilfælde, således at

gennemførelsen af forslaget om ensidig ret til separation ikke

bliver et afgørende brud med udviklingen.

MOD forslaget om ensidig ret til separation kan anføres

Hensynet til den anden ægtefælle.

Ønsket om

AT opretholde respekten for ægteskabet som institution,

AT undgå overilede separationer (og skilsmisser) i tilfælde, hvor

den ansøgende ægtefælle egentlig har fortrudt sin ansøgning, men

føler sig bundet til at fastholde den,

AT undgå en række separationssager, som viser sig overflødige, fordi

parterne genoptager samlivet, og

AT undgå, at separationerne bliver rene ekspeditionssager.

Forslaget indebærer, at ægtefællens arveret ensidigt kan ophæves ved,

at den anden ægtefælle kræver separation. Udvalget har i denne

forbindelse været inde på, om arveretten eventuelt burde bevares i

separationstiden, således at den først falder bort ved skilsmisse.

En sådan ændring ville dog nok være betænkelig ikke mindst ved

langvarige separationer. Hertil kommer, at et ønske om bevarelse

af arveret mellem fraseparerede ægtefæller kan imødekommes ved

oprettelse af testamente uden arveafgiftsmæssige konsekvenser for

ægtefællerne.

Et enkelt medlem har ikke kunnet tilslutte sig forslaget om ensidig

ret til separation, idet dette medlem tillægger ønsket om at

opretholde respekten for ægteskabet som institution betydelig

vægt. Dette medlem fremhæver, at selv om udviklingen går hurtigt,

er ægteskabet fortsat en fast forankret institution i samfundet.

Det ville for mange være noget helt uforståeligt og stødende, at

der skulle være adgang til uden varsel at kræve separation med ret

til derefter at opnå skilsmisse i løbet af 1 år. Dette hænger også

sammen med tendensen til i højere grad ved separation at fastsætte

villkårene også for tiden efter skilsmissen samt med, at

separationen bevirker bortfald af arveret, og at ægtefællen

risikerer at miste sin bolig.

Udvalgets flertal foreslår samtidig, at de gældende separationsgrunde

ophæves, da der med indførelsen af ensidig ret til separation ikke

er behov for yderligere regler.

Separationens bortfald

Efter DEN GÆLDENDE LOV bortfalder separationens retsvirkninger for

fremtiden, hvis separerede ægtefæller genoptager samlivet. Det

indebærer bl.a, AT ægtefællernes indbyrdes arveret genoplives, og

AT forældremyndigheden over fælles børn på ny tilkommer dem i

forening. Formuefællesskabet genopstår også, medmindre der

tidligere har været særeje i ægteskabet.

Separationstiden er en betænkningstid for ægtefællerne. Kommer de til

det resultat, at de ønsker at fortsætte ægteskabet, behøver de

blot at genoptage samlivet, hvorved separationen automatisk

bortfalder. Ægtefællerne skal således ikke henvende sig til en

offentlig myndighed for at få konstateret, at separationen er

bortfaldet.

Ønsker ægtefællerne skilsmisse, når separationstiden er udløbet,

forudsætter loven, at de har ophævet samlivet under hele

separationstiden. I praksis er det ikke tilfældet, hvis de

fortsætter med at have fælles bolig og husførelse. Man anerkender

dog en afviklingstid på op mod 2-3 måneder, således at

separationen ikke anses for brudt, hvis ægtefællerne flytter fra

hinanden inden for dette tidsrum.

Har ægtefællerne ophævet samlivet, men flytter de senere sammen igen,

og samlivet har varet længere end 3-4 uger, vil man i praksis som

hovedregel betragte separationen som bortfaldet.

UDVALGETS OVERVEJELSER

Udvalget finder ikke anledning til at foreslå den gældende

bestemmelse ændret.

Skilsmisse efter separation

Enhver af ægtefællerne har efter DEN GÆLDENDE LOV ret til skilsmisse,

når de efter opnået separation har levet adskilt i 1 år og ikke

senere har genoptaget samlivet.

UDVALGETS OVERVEJELSER

Udvalget finder, at separationstiden fortsat bør være 1 år. Udvalget

tillægger separationsinstituttet stor betydning, og skal

separation være en realitet, kan separationstiden vanskeligt være

kortere. Der er heller ikke grundlag for at forlænge fristen.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl.

anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser,

som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.«

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

I ægteskabsudvalgets betænkning nr. 2 har et flertal foreslået, at

udtrykket »mishandling« udgår af § 39, og at en ægtefælle i stedet

skal kunne få skilsmisse, hvis den anden ægtefælle har gjort sig

skyldig i forsætlig vold af grovere karakter over for ægtefællen

eller børnene. I bemærkningerne til lovforslaget anføres det, at

det foreslåede er svarende til det, som ægteskabsudvalgets flertal

anbefalede.

Baggrunden for ændringsforslaget er at præcisere, at volden skal være

forsætlig. Herved sikres det, at bestemmelsen ikke kan påberåbes i

tilfælde, hvor ægtefællens handling ud fra en retlig vurdering må

bedømmes som uagtsom. Hvis den ene ægtefælle f.eks. på grund af

uopmærksomhed, uforsigtighed, klodsethed eller lignende kommer til

at påføre den anden ægtefælle eller børnene en legemskrænkelse,

uden at dette var tilsigtet eller anset som et overvejende

sandsynligt resultat af handlingen, kan § 39 herefter ikke danne

grundlag for skilsmisse. Påvirkning af alkohol bør derimod ikke

kunne medføre, at bestemmelsen ikke kan anvendes. Der henvises i

øvrigt til besvarelsen af spørgsmål nr. 3.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, har formålet med

at ændre formuleringen af § 39, stk. 2, været at præcisere, fra

hvilket tidspunkt fristen skal regnes, når volden er udøvet

henholdsvis over for ægtefællen og over for børnene. Udvalget

finder, at den foreslåede formulering af lovforslaget i visse

tilfælde kan give anledning til tvivl om, fra hvilket tidspukt

fristen skal regnes. Udvalget finder imidlertid, at den gældende

formulering af § 39, stk. 2, fuldt ud opfylder de krav, som er

anført i lovforslagets bemærkninger.

Til nr. 2

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Der er af udvalget stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Et af udvalgets spørgsmål er optrykt som bilag til betænkningen

tillige med uddrag af ægteskabsudvalgets betænkning nr. 2,

Ægteskabs opløsning (betænkning nr. 697/1973) om adgangen til

skilsmisse, hvis parterne er enige herom, samt en gennemgang af de

svenske regler om skilsmisse.

Under udvalgets behandling af lovforslaget har man nøje drøftet, i

hvilke situationer den foreslåede ændring af § 39, stk. 1, skal

finde anvendelse, og udgangspunktet for en vurdering heraf må

efter udvalgets opfattelse være den krænkede persons oplevelse af

situationen, idet dansk rets almindelige bevisregler i

ægteskabssager finder anvendelse.

Imidlertid finder udvalget, at en benyttelse af bestemmelsen kun må

kunne ske, når der rent faktisk er tale om forsætlig vold og ikke

hændeligt uheld som nærmere beskrevet i svaret på spørgsmål 3

samt i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 1.

I den forbindelse har udvalget drøftet, i hvilket omfang indtagelse

af spiritus kan medføre, at bestemmelsen ikke kan finde

anvendelse. Udvalget ønsker med ordet »forsætlig« alene at undtage

den vold, der skyldes uopmærksomhed, uforsigtighed, klodsethed

eller lignende. Vold begået under påvirkning af alkohol må derimod

ikke alene af den grund medføre, at bestemmelsen ikke kan

påberåbes af den anden ægtefælle.

I forbindelse med behandlingen af lovforslaget har et FLERTAL

(Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale

Venstres medlemmer af udvalget) drøftet det ønskelige i en ændring

af §§ 29 og 32 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

hvorefter skilsmisse først kan opnås, hvis ægtefællerne efter i

enighed at have søgt separation har levet adskilt i 1 år. Det er

flertallets opfattelse, at skilsmisse bør kunne opnås umiddelbart

i situationer, hvor ægtefællerne er enige herom.

Er ægtefællerne ikke enige, finder flertallet, at man bør overveje at

indføre regler svarende til svensk ret, hvor skilsmisse kan opnås,

blot en af ægtefællerne ansøger herom. Hvis den anden ægtefælle

protesterer, eller hvis ægtefællerne har fællesbørn under 16 år,

kan skilsmisse dog først gives efter en betænkningstid på et halvt

år. Der stilles i denne periode ikke krav om, at ægtefællerne

ophæver samlivet eller foretager bodeling.

Flertallet skal derfor opfordre justitsministeren til ved

påbegyndelsen af næste folketingsår at fremsætte lovforslag herom.

Et MINDRETAL (Det Konservative Folkepartis, Venstres,

Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af

udvalget) finder det uheldigt, at flertallet vil ophæve de

grundlæggende bestemmelser i ægteskabsloven om opløsning af

ægteskaber uden at se dem i en større sammenhæng. En eventuel

gennemførelse af dette forslag helt isoleret fra

ægteskabslovgivningens øvrige bestemmelser kan derfor ikke føre

til en fornuftig og sammenhængende lovgivning. Det skyldes først

og fremmest, at disse bestemmelser har videreført et rodfæstet

separationsinstitut i dansk ret med helt præcise tidsfrister og

med en detaljeret regulering af alle retsforhold mellem

ægtefællerne. En ændring heraf vil nødvendigvis medføre, at der

samtidig må foretages en vurdering af de øvrige skilsmissegrunde.

Dette må naturligvis medføre en modernisering af yderligere dele

af ægteskabslovgivningen.

Mindretallet vil derfor opfordre justitsministeren til at iværksætte

et arbejde med henblik på en modernisering specielt af

ægteskabslovgivningens opløsningsbestemmelser, idet det afgørende

synspunkt i ægteskabslovgivningen fortsat bør være en beskyttelse

og bevarelse af ægteskabet som et grundlæggende element i vores

samfund.

Herefter indstiller UDVALGET lovforslaget til VEDTAGELSE med de

stillede ændringsforslag.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af

UDVALGET

Til teksten

1) Den foreslåede ændring affattes således

»I § 39 affattes STK. 1 således

»En ægtefælle har ret til skilsmisse, når den anden ægtefælle har

udøvet forsætlig vold af grovere karakter over for denne eller

børnene.«»

Nye paragraffer

2) Efter den foreslåede tekst, der bliver § 1, indsættes som nye

paragraffer

Ȥ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1987.

Stk. 2. Er der før lovens ikrafttræden anlagt sag til opnåelse af

skilsmisse eller indgivet ansøgning om bevilling til skilsmisse

efter ægteskabslovens § 39, anvendes den hidtidige regel.

Stk. 3. Såfremt begge ægtefæller begærer det, inden endelig dom

afsiges eller bevilling meddeles, kan § 39, som affattet ved § 1,

dog anvendes.

Ingen

Nr BTL 154

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning (Skilsmisseret efter vold)

Nr L 154 1986-87, 1. samling

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 19870326