1986 BTL 135 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN (VARETÆGTSFÆNGSLING I RETSHÅNDHÆVELSESØJEMED) NR L 135 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 969

Bilag 1

Udvalgets spørgsmål 4 med tilhørende underbilag, spørgsmål 38, 46 og

47

SPøRGSMåL 4

Idet der henvises til følgende passus i bemærkningerne side 2, spalte

2: »Reglerne om varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed er

begrundet i hensynet til den almindelige retsfølelse, hvorefter

det findes krænkende, at personer, der har begået grove

forbrydelser, forbliver på fri fod under efterforskningen« ønskes

oplyst, hvilke undersøgelser der foreligger til belysning af

indholdet i »den almindelige retsfølelse«, samt på hvilket

grundlag ministeren mener at kunne slutte, at »den almindelige

retsfølelse« ikke går ud på, at en tiltalt er uskyldig, indtil han

er dømt, og at der derfor ikke bør iværksættes foranstaltninger

over for den pågældende, før der foreligger en sådan dom.

SVAR

Som jeg har givet udtryk for i min fremsættelsestale, er det mit

indtryk fra samtaler med mange mennesker, at det for brede dele af

befolkningen forekommer stødende, at gerningsmanden til

kvalificerede og grove voldsforbrydelser mod ofte helt tilfældige

og sagesløse personer ikke engang i en kort periode i umiddelbar

tilknytning til det voldelige overfald kan fjernes fra

»gadebilledet« ved varetægtsfængsling.

Jeg kan i den forbindelse i øvrigt henvise til en

Observa-undersøgelse, der i september 1983 blev offentliggjort i

Jyllands-Posten. Her gav 73 pct. af de adspurgte udtryk for, at

adgangen til at varetægtsfængsle voldssigtede burde udvides, mens

kun 3 pct. mente, at adgangen burde indskrænkes. En kopi af

undersøgelsens resultat vedlægges.

Det er klart, at der ikke isoleret set kan lægges noget afgørende i

en sådan undersøgelse, men sammenholdes den med indtrykket fra

samtaler med folk, giver det efter min opfattelse god grund til at

tro, at den er udtryk for størstedelen af befolkningens

almindelige retsopfattelse.

Bilag til besvarelsen af spørgsmål 4

Observa

1981-1984

Danskerne - meninger, holdninger og vaner

VARETÆGTSFÆNGSLING/ VOLDSFORBRYDELSER

Varetægtsfængsling kan anvendes, når der er bestyrket mistanke om, at

sigtede har begået en forbrydelse af grov karakter (straframme ud

over fængsel i 18 måneder) og anvendes af hensyn til

retssikkerheden for at forhindre sigtede i at unddrage sig straf,

begå nye lignende kriminelle handlinger eller vanskeliggøre

opklaringsarbejdet ved f.eks. at slette spor eller påvirke vidner.

Disse betingelser er ofte ikke til stede, når det drejer sig om

voldsforbrydelser, hvorfor Folketinget til efteråret skal drøfte,

om adgangen til at varetægtsfængsle personer sigtet for

voldsforbrydelser skal ændres af hensyn til voldsofret/ofrene.

Bør adgangen til at varetægtsfængsle voldssigtede efter Deres mening

--------------------------------------------------------------------- Basis:1245 Udvides Indskrænkes Forblive Ved ikke I alt Dato 15. august 1983 pct. pct. uændret pct. pct. pct. --------------------------------------------------------------------- Total 73 3 14 10 100 Køn/ alder: Mænd 18-29 år 61 6 21 12 100 30-49 år 75 5 14 6 100 50 år og derover 77 3 14 6 100 I alt 73 5 15 7 100 Kvinder 18-29 år 72 5 7 16 100 30-49 år 72 2 14 12 100 50 år og derover 73 2 13 12 100 I alt 73 2 12 13 100 Politisk tilhørsforhold: Socialdemokratiet 66 3 18 13 100 Radikale Venstre 71 2 15 12 100 Konservative Folkeparti 81 1 11 7 100 Socialistisk Folkeparti 59 9 17 15 100 Centrum-Demokraterne 88 - 5 7 100 Kristeligt Folkeparti 90 - 5 5 100 Venstre 81 3 10 6 100 Fremskridtspartiet 79 4 12 5 100 Øvrige partier 48 13 17 22 100 ---------------------------------------------------------------------

SPøRGSåL 38

Ad svaret på spørgsmål 10

Hvor lang er politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid

typisk i voldssager?

SVAR

Der foreliger ikke nyere landsdækkende undersøgelser vedrørende

politiets og anklagemyndighedens sagsbehandlingstid i voldssager.

En undersøgelse fra 1979/ 1980 viste at for 158 indsatte i

Statsfængslet i Kragskovhede, dømt for vold eller røveri, var det

gennemsnitlige tidsrum fra gerning til dom 6 måneder og 18 dage

for ikke-varetægtsfængslede og 3 måneder og 14 dage for

varetægtsfængslede. Undersøgelsen er omtalt i Juristen, 1980, side

241.

Vedrørende en undersøgelse fra kriminalpolitiet i Århus af

voldssager, anmeldt i 1984, kan henvises til besvarelsen af

spørgsmål 48.

Det er i øvrigt Justitsministeriets opfattelse, at såfremt der

varetægtsfængsles efter den foreslåede nye regel, bør dette

indebære, at politiet og anklagemyndigheden prioriterer

efterforskningen så højt, at der i mange tilfælde vil kunne

afsiges dom i sagen i 1. instans inden for det tidsrum, som

bestemmelsen sammenholdt med proportionalitetsreglen i § 762, stk.

3, giver mulighed for.

SPøRGSMåL 46

Der anmodes om ministerens kommentar til Østre Landsrets og

Københavns politis høringssvar. I den forbindelse ønskes specielt

gerne ministerens vurdering af påstanden om, at der vil opstå et

spænd imellem den gældende retshåndhævelsesarrestbestemmelse og

den nu foreslåede, herunder i sager, hvori der indgår vold som

f.eks. voldtægt og røveri og ulovlig tvang.

SVAR

1. I udtalelsen fra Præsidenten for Østre Landsret anføres, at der

kan være betydelig vanskelighed ved på det grundlag, der

foreligger under et grundlovsforhør, at bedømme den konkret

forskyldte straf, og at det tillige må anses for uheldigt, at

landsretten under eventuel kære af spørgsmålet om

varetægtsfængsling vil være tvunget til at skulle tage stilling

til strafudmålingsspørgsmålet i en endnu for byretten verserende

straffesag.

Efter den foreslåede nye bestemmelse er det bl.a. en betingelse, at

mistanken om det påsigtede forhold er særlig bestyrket.

Bestemmelsen kan således ikke finde anvendelse i tilfælde, hvor

der anses at foreligge tvivl om det faktiske hændelsesforløb

vedrørende voldsudøvelsen og skyldvurderingen i den forbindelse.

I de tilfælde, hvor der ikke foreligger en tilståelse, hvis rigtighed

bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, er det for at

tilvejebringe et grundlag for en sådan bedømmelse derfor i

almindelighed nødvendigt, at der foretages grundige afhøringer

ikke blot af den formodede gerningsmand, men også af ofret og

eventuelle andre vidner, ligesom der må indhentes nærmere lægelige

oplysninger om eventuelle skaders omfang. I nogle tilfælde vil

disse krav til bevistilvejebringelsen kunne medføre, at politiet

må undlade straks at anholde den formodede gerningsmand eller

løslade den pågældende inden for 24 timer efter anholdelsen,

medmindre der findes grundlag for at begære anholdelsen opretholdt

efter retsplejelovens § 760, stk. 4.

Når disse beviskrav er opfyldt, vil det - som anført i lovforslagets

bemærkninger pkt. 6 - efter Justitsministeriets opfattelse normalt

ikke volde domstolene vanskeligheder at skulle tage stilling til,

hvorvidt lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre en ubetinget

fængselsstraf på mindst 60 dage, idet der i de sager, hvor

varetægtsfængsling vil kunne komme på tale efter lovforslaget,

foreligger en ret fast udmålingspraksis. I lovforslagets

bemærkninger er der nærmere redegjort for de tilfælde af grov

vold, der vil kunne være omfattet af lovforslaget.

Endelig kan der peges på, at domstolene - og altså også landsretten i

forbindelse med kæremål allerede efter den gældende bestemmelse i

Bilag 2

Høringssvar fra Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for

Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Rigsadvokaten

og Foreningen af Politimestre i Danmark

Præsidenten for Østre Landsret

Den 14. januar 1987

Justitsministeriet

Ved Justitsministeriets skrivelse af 17. december 1986 (j. nr. L.A.

1986-40002-138) har ministeriet udbedt sig en udtalelse om et

lovforslag til ændring af retsplejeloven (varetægtsfængsling i

retshåndhævelsesøjemed), som er fremsat i Folketinget den 17.

december 1986 og kommer til første behandling den 14. januar 1987.

Spørgsmålet har været behandlet på landsrettens plenarmøde den 7.

januar 1987.

Landsretten skal indledningsvis henvise til, at man allerede

tidligere ved skrivelse af 9. maj 1983 (vedrørende

Justitsministeriets j. nr. 1983-40002-7) har udtalt sig imod et

lovforslag, der tilsigtede en øget adgang til varetægtsfængsling i

retshåndhævelsesøjemed.

Med hensyn til det nu foreliggende - allerede fremsatte - lovforslag

var der blandt landsdommerne overvejende flertal for at udtale, at

selv om det må bero på politiske overvejelser, om der bør indføres

øget mulighed for varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed, er

der anledning til at påpege, at der kan være betydelig

vanskelighed ved på det grundlag, der foreligger under et

grundlovsforhør, at bedømme den konkret forskyldte straf. Det må

også anses for uheldigt, at landsretten under eventuel kære af

spørgsmålet om varetægtsfængslingen vil være tvunget til at skulle

tage stilling til strafudmålingsspørgsmålet i en endnu for

byretten verserende straffesag. Det findes endvidere betænkeligt,

at forslaget om øget adgang til retshåndhævelsesarrest henviser

til hele straffelovens kapitel 25, der også omfatter

uagtsomhedsdelikter.

Jeg kan tiltræde de ovenfor gengivne synspunkter.

Haulrig

/ Navn

Præsidenden for Vestre Landsret

Den 19. januar 1987

I skrivelse af 17. december 1986 (j. nr. L.A. 1986-40002-138) har

Justitsministeriet anmodet om en udtalelse om et den 17. december

1986 fremsat forslag til ændrede regler om retshåndhævelsesarrest

i voldssager m.v. Forslaget har været drøftet på et plenarmøde i

Vestre Landsret den 12. januar 1987, og der var herunder enighed

om, at retssikkerhedsmæssige grunde afgørende taler mod forslaget.

Jeg skal herved henvise til, at jeg i min udtalelse af 17. maj

1983 tilsluttede mig de betænkeligheder, som

strafferetsplejeudvalgets flertal havde fremført overfor det

dengang foreliggende forslag. Under henvisning hertil frarådede

jeg, at forslaget blev søgt gennemført, og efter den fornyede

drøftelse må landsretten ligeledes fraråde, at det nu foreliggende

forslag, der har i det væsentlige samme sigte som det tidligere,

søges gennemført.

Nogle af landsrettens dommere ønsker at knytte følgende yderligere

bemærkninger til forslaget.

Den præcisering af mindstekravet til den konkret forskyldte straf,

som nu er foreslået, giver i sig selv anledning til

retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Afgørelsen om fængsling

skal træffes på et meget tidligt stadium af sagen, hvor

bevisførelsen for retten endnu ikke har fundet sted, og hvor

oplysningsgrundlaget også i øvrigt ofte vil være ufuldstændigt.

Dette gælder ikke mindst i voldssager, der hyppigt giver anledning

til vanskelige bevismæssige overvejelser, selv når sagen

foreligger fuldstændig oplyst. De betænkeligheder, der generelt

knytter sig til den form for anticiperet strafafsoning, som

retshåndhævelsesarresten er udtryk for, vil blive yderligere

forstærket, hvis sagen på det tidlige stadium, hvor

fængslingsspørgsmålet skal afgøres, kan føles låst fast ikke alene

bevismæssigt, men også til en mindste strafstørrelse.

Den gældende bestemmelse om retshåndhævelsesarrest i retsplejelovens

Bilag 4

Europarådets resolution om varetægtsfængsling af 9. april 1965

BEKENDTGøRELSE AF 6. OKTOBER 1965

Bekendtgørelse af Europarådets resolution om varetægtsfængsling

Europarådets ministerudvalg har den 9. april 1965 vedtaget følgende

resolution

Ministerudvalget,

der ønsker at fremme og udvide anvendelsen af de principper

vedrørende varetægtsfængsling, der allerede er anerkendt i

konventionen om beskyttelse af mennskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, som blev undertegnet i Rom den 4. november

1950;

som henviser til pkt. 3 (b) i den rådgivende forsamlings

rekommandation 195 (1959) om strafferetlige reformer,

1. henstiller til regeringerne at sikre, at varetægtsfængsling sker i

overensstemmelse med følgende principper

(a) Varetægtsfængsling bør aldrig være obligatorisk. Den judicielle

myndighed bør træffe sin afgørelse under hensyn til de i sagen

foreliggende omstændigheder.

(b) Varetægtsfængsling bør betragtes som en

undtagelsesforanstaltning.

(c) Varetægtsfængsling bør kun besluttes eller opretholdes, når det

er strengt nødvendigt. I intet tilfælde bør fængsling anvendes som

en straffeforanstaltning.

(d) Enhver afgørelse om varetægtsfængsling bør angive - så nøjagtigt

som muligt - hvad sigtelsen angår og grundene til fængslingen.

Afgørelsen skal straks meddeles varetægtsfangen.

(e) Der bør gennemføres effektive garantier imod, at fængslingen

udstrækkes længere end strengt nødvendigt.

Følgende garantier bør især tages i betragtning

- begænsning af varetægtsfængslingens varighed, fastsat ved lov eller

af vedkommende judicielle myndighed;

- fornyet prøvelse af afgørelsen, på vedkommende myndigheds eget

initiativ, med regelmæsige mellemrum;

- ret til at indbringe spørgsmålet for judiciel myndighed;

- ret til bistand af forsvarer.

(f) Den person, der undergives varetægtsfængsel, bør oplyses om sine

rettigheder og om betingelserne for deres udøvelse.

(g) I nogle tilfælde kan andre foranstaltninger med fordel anvendes i

stedet for varetægtsfængsling, f.eks.

- bevogtning i hjemmet;

- forbud mod at forlade et bestemt opholdssted eller område uden

rettens tilladelse;

- påbud om regelmæssigt at give møde hos bestemte myndigheder;

- beslaglæggelse af pas eller andre legitimationspapirer;

- sikkerhedsstillelse;

- anbringelse af unge lovovertrædere i særlig institution.

2. opfordrer medlemsstaternes regeringer til hvert tredje år at sende

indberetninger til Europarådets generalsekretær om de

foranstaltninger, de har truffet for at imødekomme disse

henstillinger.

The Committee of Ministers,

Wishing to promote and extend the application of those principles

relating to remand in custody already recognised in the Convention

for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms signed

at Rome on 4th November 1950;

Having regard to point 3 (b) of Recommendation 195 (1959) of the

Consultative Assembly on penal reform,

1. Recommends that Governments ensure that remand in custody is in

accordance with the following principles

(a) Remand in custody should never be compulsory. The judicial

authority should make its decision in the light of the facts and

circumstances of the case.

(b) Remand in custody should be regarded as an exceptional measure.

(c) Remand in custody should be ordered or continued only when it is

strictly necessary. In no event should it be applied for punitive

ends.

(d) Any decision on remand in custody should state - as precisely as

possible - the subject-matter of the charge and the reasons

underlying the detention. It must promptly be communicated to the

person remanded in custody.

(e) Effective guarantees should be provided to prevent detention from

extending beyond what is strictly necessary.

The following remedies in particular should be taken into account

- limitation of the period of custody laid down by law or by the

judicial authority;

- review ex officio at regular intervals;

- right of appeal to the judicial authority;

- right to be assisted by legal counsel.

(f) The person remanded in custody should be informed of his rights

and the conditions on which they may be exercised.

(g) In some cases other measures might with advantage be applied

instead of remand in custody, such as

- surveillance in the home;

- injunction against leaving a particular place or district without

the permission of the judge;

- order to appear periodically before certain authorities;

- seizure of passport or other identification papers;

- provision of security;

- sending of young offenders to a special institution.

2. Invites the Governments of member States to send reports every

three years to the Secretary-General of the Council of Europe,

giving information on the steps they have taken to implement these

Recommendations.

Justitsministeriet, den 6. oktober 1965

K. Axel Nielsen

/ Niels Madsen

artikel 5, stk. 1 c, og strider mod Europarådets Ministerkomites

resolution af 9. april 1965, der er optrykt som bilag.

Det samme synspunkt udtrykker Justitsministeriets

strafferetsplejeudvalg i den ovenfor omtalte betænkning. Alligevel

vælger justitsministeren, jf. det som bilag optrykte svar på

udvalgets spørgsmål nr. 47, at affærdige indvendingerne.

Til trods for disse mange særdeles kvalificerede indvendinger mod

lovforslaget, som her er beskrevet - og listen kan udvides

væsentligt ved en gennemgang af retsudvalgets bilag - holder et

flertal af retsudvalgets medlemmer fast ved det fremlagte

lovforslag, angiveligt for at bekæmpe volden, reelt for at

imødekomme ønsker fra politiet af hensyn til »befolkningens

retsfølelse«.

Socialistisk Folkeparti finder det dybt beskæmmende, at landets

politiske ledelse på et så grundlæggende retsområde som det,

dette lovforslag handler om, lovgiver på et så ukvalificeret

grundlag.

Et MINDRETAL INDEN FOR DET SAMME MINDRETAL (Det Radikale Venstres

medlem af udvalget) ønsker tillige at udtale: Mindretallet må

indtrængende advare imod at gennemføre dette lovforslag om

retshåndhævelsesarrest. Det er et afgørende indgreb mod gældende

retstilstand, og det strider mod internationale aftaler, der er

tiltrådt af Danmark, og mod flere udtalelser fra tidligere danske

ministre.

Retshåndhævelsesarrest har hidtil i overensstemmelse med

internationale regler kun været anvendt i Danmark i meget

alvorlige sager defineret som overtrædelser med en strafferamme på

et vist åremål.

Nu foreslås retshåndhævelsesarrest anvendt, når den endelige dom

skønnes at kunne medføre en dom på 60 dage. Det fatale er, at

dette skøn skal udøves uden undersøgelse af

straffelovsovertrædelsen.

Ved en gennemførelse af lovforslaget kan Danmark atter risikere at

blive indklaget for Menneskerettighedskommissionen og

Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det burde gøre indtryk,

at så megen juridisk sagkundskab advarer imod lovforslaget.

ÆNDRINGSFORSLAG

Af et MINDRETAL (S)

Til § 1

1) Før den foreslåede affattelse af § 762, stk. 2, nr. 2, der bliver

nr. 1, indsættes som nyt nummer

»01. I § 60 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2. Ingen må deltage som dommer under domsforhandlingen i en

straffesag, såfremt han tidligere i sagen har truffet beslutning

om at varetægtsfængsle den pågældende alene efter § 762, stk. 2,

medmindre sagen behandles efter § 925 eller § 925 a.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.'

2) I den foreslåede affattelse af § 762, STK. 2, ændres »eller af en

bestemmelse i straffelovens 25. kapitel om forbrydelser mod liv og

legeme« til: »§§ 244-246, § 250 eller § 252«.

Af UDVALGET

Til § 2

3) Datoen »1. april 1987« ændres til: »1. juli 1987«.

BEMÆRKNINGER

Til nr. 1

Baggrunden for mindretallets ønske om ændringen er, at det fremsatte

lovforslag giver mulighed for betydelig øget anvendelse af

retshåndhævelsesarrest.

Ved beslutning om retshåndhævelsesarrest påhviler det dommeren at

tage konkret stilling til ikke blot mistankens karakter, men også

den forskyldte straf. En sådan stillingtagen, der nødvendigvis må

ske på et ret spinkelt grundlag i forhold til grundlaget for

domsforhandlingen, vil undertiden skulle finde sted adskillige

gange i forbindelse med efterforskningstidens forløb og, især når

det drejer sig om den gældende lovgivning, undertiden mange gange.

Der har i den senere tid været rejst kritik heraf, idet der vil kunne

sættes spørgsmålstegn ved, om den eller de dommere, der har haft

ansvaret for en måske langvarig retshåndhævelsesarrest, men i alt

fald for en foreløbig stillingtagen til skyldspørgsmålet, også bør

kunne træffe den endelige afgørelse. En kritik af denne karakter,

der selvsagt er begrundet i almindelige habilitetshensyn, er ikke

udtryk for nogen konkret betonet kritik, men derimod for, at

borgerne bør kunne have størst mulig tillid til afgørelsernes

korrekthed, og hensynene hertil er ganske de samme som inden for

forvaltningsretten.

Det er ikke mindretallets opfattelse, at den gældende ordning eller

det fremsatte lovforslag om øget brug af retshåndhævelsesarrest er

i strid med artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention om retten til retfærdig rettergang.

Men mindretallet ønsker at gøre opmærksom på, at Den Europæiske

Menneskerettighedskommission i sin afgørelse af 9. oktober 1986

(sag nr. 10.486/ 83) enstemmigt har givet udtryk for, at den

gældende danske ordning rejser alvorlige spørgsmål med hensyn til

fortolkningen og brugen af artikel 6 i konventionen. Denne

holdning hos kommissionen må forventes skærpet i forbindelse med

vedtagelsen af en udvidelse af brugen af retshåndhævelsesarrest.

Til nr. 2

Det findes betænkeligt, at lovforslaget giver mulighed for

varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed i forbindelse med

overtrædelse af straffelovens § 241 og § 249, som er rene

uagtsomhedsdelikter. Der bør i forbindelse med varetægtsfængsling

i retshåndhævelsesøjemed lægges afgørende vægt på gerningsmandens

forsæt til at begå en grov lovovertrædelse.

Såfremt der bør anlægges et strengere syn på uagtsomt manddrab i

forbindelse med spirituskørsel, findes det at burde ske ved en

ændring af strafferammerne.

Til nr. 3

Ændringen har alene baggrund i tidspunktet for udvalgsarbejdets

færdiggørelse.

HAGEN HAGENSEN (KF) fmd. ANNELISE GOTFREDSEN (KF) KAREN THURøE

HANSEN (KF) GRETHE FENGER MøLLER (KF) BJøRN ELMQUIST (V)

BIRTHE RøNN HORNBECH (V) BIRGITH MOGENSEN (CD) INGER STILLING

PEDERSEN (KRF) OLE ESPERSEN (S) HENNING RASMUSSEN (S)

KORNELIUSEN (S) TORBEN LUND (S) LISSA MATHIASEN (S) JIMMY

STAHR (S) LEIF HERMANN (SF) EBBA STRANGE (SF) nfmd. BERNHARD

BAUNSGAARD (RV)

Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.

Artikel 5

Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Ingen må

berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i

overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde

a. lovlig forvaring af en person efter domfældelse af en kompetent

domstol;

b. lovlig anholdelse eller forvaring for ikke-efterkommelse af en

domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved

lov foreskrevet forpligtelse;

c. lovlig anholdelse eller forvaring af en person med det formål at

stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er

begrundet mistanke om, at han har foretaget en retsstridig

handling, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at

hindre ham i at foretage en retsstridig handling eller i at flygte

efter at have fuldbyrdet en sådan;

d. forvaring af en mindreårig ifølge lovlig kendelse med det formål

at føre tilsyn med hans opdragelse eller for at stille ham for den

kompetente myndighed;

e. lovlig forvaring af personer for at hindre spredning af smitsomme

sygdomme, af personer, der er mentalt abnorme, drankere,

narkotikere eller vagabonder;

f. lovlig anholdelse eller forvaring af en person for at hindre ham

i uretmæssigt at trænge ind i landet eller af en person, mod hvem

udvisnings- eller udleveringssag er svævende.

Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han

forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod

ham rettet anklage.

Stk. 3. Enhver, der anholdes eller tages i forvaring i henhold til

bestemmelserne i denne artikels stk. 1 c., skal ufortøvet stilles

for en dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er

bemyndiget til at udøve domsmyndighed, og skal være berettiget til

rettergang inden for en rimelig frist eller til at løslades i

afventning af rettergang. Løsladelsen kan gøres betinget af

sikkerhed for, at den pågældende giver møde under rettergangen.

Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller forvaring,

skal være berettiget til at tage skridt til, at der af en domstol

træffes hurtig afgørelse om lovligheden af hans forvaring, og at

hans løsladelse beordres, hvis forvaringen ikke er retmæssig.

Stk. 5. Enhver, der har været genstand for anholdelse eller forvaring

i modstrid med bestemmelserne i denne artikel, har ret til

erstatning.

§ 762, stk. 2, skal bedømme den konkret forskyldte straf.

2. I høringssvaret fra Præsidenten for Østre Landsret og

Politidirektøren i København udtales - i øvrigt på linje med

høringssvarene fra Københavns Byret, retterne i Århus og Ålborg

samt Politifuldmægtigforeningen - at det må anses for betænkeligt,

at den foreslåede bestemmelse giver mulighed for

varetægtsfængsling ved uagtsomhedsdelikter, dvs. uagtsomt manddrab

efter straffelovens § 241.

Efter lovforslaget skal den nye regel kunne finde anvendelse ved

uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, hvor en eller

flere personer bliver dræbt i forbindelse med gerningsmandens

spirituskørsel. I disse tilfælde er strafferammen fængsel indtil 4

år, og der udmåles i retspraksis som udgangspunkt i disse sager en

ubetinget fængselsstraf på omkring 5 måneder.

Som anført i udtalelsen fra Politimesterforeningen kan der være

tilfælde af denne karakter, hvor det virker overordentlig stødende

på befolkningens almindelige retsfølelse, at der ikke kan ske

varetægtsfængsling. Det er derfor i lovforslaget fundet rigtigt at

medtage disse særlig grove overtrædelser, der kun forekommer i

ganske få tilfælde om året.

3. I udtalelsen fra Politidirektøren i København anføres, at det

findes ønskeligt med en præcisering af, hvorledes spørgsmålet om

varetægtsfængsling efter den foreslåede bestemmelse skal behandles

under eventuel appel eller indtil afsoning kan finde sted.

Det kan i den forbindelse oplyses, at dette spørgsmål skal afgøres

efter den almindelige regel i § 769, hvorefter fængslingsreglerne

inden dom i 1. instans skal finde tilsvarende anvendelse. Det

følger heraf, at der normalt skal ske løsladelse i de tilfælde,

hvor der har været varetægtsfængslet efter den foreslåede nye

bestemmelse, medmindre tiltalte ved dommen erklærer sig

indforstået med at forblive varetægtsfængslet.

4. I høringssvaret fra Politidirektøren i København udtales, at det

ikke synes umiddelbart forståeligt, at en gerningsmand, der udøver

en voldshandling af en karakter, som omfattes af lovforslaget, kan

varetægtsfængsles, mens den gerningsmand, der udover at udøve en

sådan voldshandling tillige stjæler fra den overfaldne, dvs. begår

røveri, ikke vil kunne varetægtsfængsles efter den nye

bestemmelse. Endvidere peges på behovet for varetægtsfængsling ved

grove tilfælde af ulovlig tvang efter straffelovens § 260.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at i de af politidirektøren

nævnte tilfælde af grov vold i forbindelse med et røveri vil

forholdet være af en sådan karakter, at der i almindelighed vil

kunne ske varetægtsfængsling efter den gældende § 762, stk. 2, der

foreslås opretholdt som § 762, stk. 2, nr. 1. Hertil kommer, at

der i disse tilfælde normalt tillige kan sigtes - og senere dømmes

- for § 244, stk. 2 eller 3, eller § 245 i sammenstød med § 288 om

røveri, § 216 om voldtægt og § 260 om ulovlig tvang. Herved vil

der også ved en sådan sigtelse være grundlag for

varetægtsfængsling efter den foreslåede nye bestemmelse i § 762,

stk. 2, nr. 2.

På denne baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke

holdepunkter for den antagelse, at der ved en gennemførelse af

lovforslaget »skulle opstå et spænd« mellem den gældende regel om

retshåndhævelsesarrest og den foreslåede nye bestemmelse, således

at der skulle kunne ske varetægtsfængsling efter den nye regel i

tilfælde, hvor der ikke var den samme adgang, såfremt en

tilsvarende vold var udøvet som led i røveri, voldtægt eller

ulovlig tvang.

SPøRGSMåL 47

I Vestre Landsrets høringssvar angives det, at der skulle være skabt

en markant afstand til internationale standarder. Der udbedes

ministerens kommentar hertil.

SVAR

I høringssvaret fra Præsidenten for Vestre Landsret finder nogle af

landsrettens dommere, at der vil opstå en risiko for, at den nye

regel vil medføre en utilsigtet udhuling af den gældende § 762,

stk. 2. Herefter anføres følgende

»Hvis dette sker, vil der ikke blot i voldssager, men også i sager om

anden form for kriminalitet blive skabt en markant afstand til

internationale standarder. Der tænkes herved på den

rekommandation, som Europarådets Ministerkomiteö har afgivet i

1965, hvorefter varetægtsfængsling i andre tilfælde end de

udtrykkeligt nævnte »may . . . exceptionally be justified in

certain cases of particularly serious offences«.'

Indledningsvis bemærkes, at der efter Justitsministeriets opfattelse

ikke er grundlag for den antagelse, at domstolene efter

vedtagelsen af den foreslåede nye bestemmelse skulle ændre

anvendelsesområdet for den gældende regel om

retshåndhævelsesarrest i § 762, stk. 2, der efter lovforslaget

foreslås opretholdt uændret som § 762, stk. 2, nr. 1.

Gennemøres det foreliggende lovforslag om retshåndhævelsesarrest i

grove voldssager, sker det på grundlag af, at den danske

lovgivningsmagt anser disse forbrydelser som særdeles alvorlige.

Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag

for at antage, at denne anvendelse af retshåndhævelsesarrest

skulle være i strid med den nævnte rekommandation, der er fra juni

1980, eller andre internationale standarder.

Det kan i den forbindelse oplyses, at der ikke ses at foreligge

internationale afgørelser, hvor varetægtsfængsling i de tilfælde,

der kan komme på tale efter lovforslaget, er blevet anset for at

være i strid med de internationale standarder på området.

§ 762, stk. 2, indeholder ikke noget krav om, at en vis mindste

straf skal være forskyldt, men bestemmelsen administreres

gennemgående således, at fængsling kun finder sted, hvis der kan

forventes idømt en væsentlig højere straf end fængsel i 60 dage.

Der kan her henvises til Højsterets kendelse i U.1983.391, hvor

det udtales, at sigtelsen skal angå forhold af en sådan grovhed,

at der må forventes idømt langvarig fængselsstraf eller anden

strafferetlig foranstaltning af tilsvarende indgribende betydning.

Denne udtalelse må sammenholdes med Højesterets afgørelse i

U.1985.719, hvor Højesteret afviste fængsling ud fra

retshåndhævelsessynspunkter af en person, der var idømt fængsel i

1 år 9 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, fordi

forholdet ikke fandtes at have den fornødne grovhed, og med

Højesterets afgørelse i U.1986.898, hvor der »efter det oplyste om

karakteren af det påsigtede fohold« skete løsladelse af en person,

der var sigtet for røveri overfor et pengeinstitut. En redegørelse

for en undersøgelse navnlig af Vestre Landsrets praksis er bragt i

Juristen og Økonomen 1984, side 196 ff.

Da den gældende bestemmelse foreslås opretholdt ved siden af den nye

regel om fængsling i voldssager m.v., og da det ikke med forslaget

er tilsigtet at ændre det hidtidige anvendelsesområde for den

gældende regel, vil der opstå et spænd mellem disse 2 former for

retshåndhævelsesarrest. I voldssager m.v. skal der kunne fængsles

på grundlag af en forventet straf af blot 60 dages ubetinget

fængsel, mens der i alle andre sager - også sager, hvori der i

øvrigt indgår vold som f.eks. voldtægt og røveri - stilles krav om

en forventet straf af måske 1, 11/2 eller 2 års fængsel. En sådan

forskel vil være vanskelig at administrere og vil også udadtil

være vanskeligt forståelig. Der er derfor risiko for, at den nye

regel, hvis den gennemføres, vil medføre en utilsigtet udhuling af

den gældende § 762, stk. 2. Hvis dette sker, vil der ikke blot i

voldssager, men også i sager om anden form for kriminalitet blive

skabt en markant afstand til internationale standarder. Der tænkes

herved på den rekommandation, som Europarådets Ministerkomiteö har

afgivet i 1965, og hvorefter varetægtsfængsling i andre tilfælde

end de udtrykkeligt nævnte »may . . . exceptionally be justified

in certain cases of particularly serious offences.«.

Agersnap

Københavns Byret

Præsidenten

Den 19. januar 1987

Ved skrivelse af 17. december 1986 (L.A. 1986-40002-138) har

Justitsministeriet anmoet om en udtalelse om et i ministeriet

udarbejdet forslag til ændring af retsplejelovens § 762, stk. 2.

Lovforslaget har været drøftet i et dommermøde, hvor der var enighed

om, at man ikke kunne anbefale en gennemførelse af forslaget, som

på væsentlige punkter er identisk med strafferetsplejeudvalgets

udkast i betænkning 978/ 1983.

De samme principielle indvendinger, som strafferetsplejeudvalgets

flertal rettede mod dette udkast, kan rettes mod det foreliggende

forslag. En gennemførelse af lovforslaget vil således med føje

kunne hævdes at være i modstrid med principielle

retssikkerhedsmæssige synspunkter.

Der var blandt dommerne enighed om, at det især er betænkeligt, at

lovforslaget giver mulighed for varetægtsfængsling i forbindelse

med overtrædelse af straffelovens §§ 241 og 249, som er rene

uagtsomhedsdelikter.

Byretten finder endvidere særlig anledning til at fremhæve de

vanskeligheder, som må forventes at opstå, når retten allerede i

grundlovsforhøret på grundlag af politiets foreløbige

efterforskning af sagen skal vurdere, om lovovertrædelsen må

forventes at medføre en ubetinget fængselsstraf på mindst 60

dage.

Efter dommernes erfaring sker det ikke sjældent i voldssager, at

bedømmelsesgrundlaget ændres væsentligt efter bevisførelsen under

domsforhandlingen bl.a. med hensyn til spørgsmålet om sagesløshed

hos forurettede. Man må derfor tage afstand fra lovforslagets

bemærkninger om, at der allerede på strafforfølgningens indledende

stadium vil være en ret høj grad af klarhed med hensyn til

skyldvurderingens udfald. Endelig skal man pege på, at

lovforslagets forudsætning om, at varetægtsfængslingen i de mindst

alvorlige sager højst må udstrækkes til 2-3 uger, ofte vil

medføre, at de varetægtsfængslede løslades inden

domsforhandlingen. Det må anses for urealistisk at antage, at

sagerne kan færdigefterforskes, tiltale rejses og domsforhandling

finde sted indenfor den nævnte frist. Berammelsestiden i

Københavns Byret er for ikke-arrestantsager for tiden 6-8 uger fra

modtagelse af sagen fra politiet, men således at enkelte hele

eller halve retsdage holdes åbne til behandling af arrestantsager,

der berammes forlods og, afhængig af sagens karakter, så vidt

muligt inden for 8-14 dage fra sagens indbringelse for retten. Det

vil ikke kunne påregnes, at der inden for en frist på 2-3 uger fra

ANHOLDELSEN i almindelighed vil kunne findes tid til

domsforhandling, hvor retten ikke er optaget af andre sager, og

hvor tillige anklager og forsvarer kan give møde.

Bitsch

Rigsadvokaten

Den 13. januar 1987

Ved skrivelse af 17. december 1986 (journ. nr. L.A. 1986-40002-138)

har Justitsministeriet anmodet mig om en udtalelse vedrørende det

samme dag i Folketinget fremsatte forslag til ændring af

retsplejelovens regler om varetægtsfængsling i

retshåndhævelsesøjemed.

I den anledning har jeg indhentet en udtalelse fra samtlige

statsadvokater. Besvarelserne vedlægges.

Lovforslaget giver mig anledning til følgende bemærkninger.

1. Et privat lovforslag om fængsling i voldssager blev fremsat den

28. november 1980, og jeg afgav i den forbindelse et notat af 5.

januar 1981 til Justitsministeriet. I notatet konkluderede jeg, at

uanset at retshåndhævelseshensyn kunne tale for en omgående

frihedsberøvelse i voldssager, ville en regel herom komme i strid

med de anerkendte varetægtsformål og være i disharmoni med bl.a.

de standarder, der var formuleret af Europarådskomiteen.

2. I min udtalelse af 6. maj 1983 om Strafferetsplejeudvalgets udkast

vedrørende varetægtsfængsling i voldssager fandt jeg fortsat at

måtte tage afstand fra at søge området for retshåndhævelsesarrest

udvidet, men jeg foreslog, at betingelsen for at fængsle på grund

af risiko for gentagelse fik en mere rummelig udformning end den

gældende og pegede i øvrigt på, at en eventuel ændring af

varetægtsbetingelserne også burde omfatte en henvisning til

straffelovens § 120 om vold og trusler mod politiet under opløb.

3. Det nu fremsatte lovforslag adskiller sig ikke væsentligt fra

1983-forslaget hvad angår voldssager.

I bemærkningerne henvises som begrundelse for, at der på ny

fremsættes forslag om adgang til varetægt af

retshåndhævelsesgrunde, til stigningen i antallet af anmeldte

voldsforbrydelser.

Uanset denne stigning ligger antallet af anmeldte voldsforbrydelser

dog stadig kun på et niveau af omkring 1,3-1,4 pct. af samtlige

anmeldte straffelovsovertrædelser.

4. Varetægt af retshåndhævelsesgrunde er en anticiperet straf.

Beslutningen om varetægt skal efter forslaget være betinget af, at

der foreligger en særlig bestyrket mistanke om, at den, der

begæres fængslet, har begået en voldsforbrydelse, som kan ventes

at ville medføre en ubetinget fængselsstraf på mindst 60 dage.

Tages en begæring om varetægt til følge, foruddiskonteres således

ikke alene skyldvurderingen, men også strafudmålingen. Dette kan

som nævnt i erklæringen fra statsadvokaten for Fyn binde den

udmåling, der skal finde sted ved dommen.

Voldssager afgøres sædvanligvis med ubetingede frihedsstraffe, der i

førstegangstilfælde typisk udmåles til mindre end 3 måneders

fængsel. Som følge af forholdsmæssighedsreglen i § 762, stk. 3, må

varetægtstiderne i almindelighed blive ret kortvarige. Er en

større del af den strafudmåling, der bliver resultatet ved endelig

dom, opslugt af varetægtsfængsling, er der risiko for, at sagen

under hensyn hertil ved endelig dom vil blive afgjort med betinget

straf.

5. Jeg finder ikke, at disse og de tidligere fremhævede

betænkeligheder ved retshåndhævelsesarrest i voldssager kan

opvejes af modstående hensyn og kan derfor ikke tilslutte mig

forslaget.

Skal der gennemføres en udvidelse af adgangen til varetægt af

retshåndhævelsesgrunde, må det foretrækkes at ophæve

strafferammegrænsen i § 762, stk. 2, som nævnt af statsadvokaten

for Fyn.

Per Lindegaard

Foreningen af Politimestre i Danmark

Den 16. februar 1987

Til Justitsministeriet

Ved skrivelse af 17. december 1986 har Justitsministeriet anmodet om

en udtalelse om det i Folketinget s.d. fremsatte forslag til

ændring af retsplejelovens § 762 om varetægtsfængsling i

retshåndhævelsesøjemed.

I forbindelse med strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 978/ 1983

om varetægtsfængsling i voldssager afgav foreningen den 16. maj

1983 en udtalelse, hvortil henvises, idet de deri anførte

generelle betragtninger, som førte til, at foreningen kunne gå ind

for udvalgets lovudkast, fortsat er udtryk for foreningens

opfattelse.

Foreningen kan derfor tilslutte sig det i bemærkningerne til det nu

foreliggende lovforslag anførte om baggrunden herfor og kan

anbefale forslaget.

Efter lovforslaget vil også visse særligt grove, uagtsomme

overtrædelser af straffeloven være omfattet af muligheden for

varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed. Efter de nugældende

fængslingsregler kan der forekomme enkeltstående tilfælde, hvor

det virker overordentligt stødende på retsfølelsen, at

varetægtsfængsling ikke kan ske, f.eks. ved uagtsomt manddrab i

forbindelse med spirituskørsel under særdeles skærpende

omstændigheder. Foreningen kan derfor tilslutte sig, at forslaget

også omfatter disse straffelovsbestemmelser.

P. f. v.

T. Bækgård

3

Konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende

frihedsrettigheder, artikel 5

UDDRAG AF KONVENTIONEN TIL BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG

GRUNDLæGGENDE FRIHEDSRETTIGHEDER, UNDERTEGNET I ROM DEN 4.

NOVEMBER 1950.

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Fire af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar herpå vil

sammen med indhentede høringssvar fra præsidenten for Østre

Landsret, præsidenten for Vestre Landsret, præsidenten for

Københavns Byret, rigsadvokaten og Foreningen af Politimestre i

Danmark samt yderligere bilag blive optrykt som bilag til

nærværende betænkning i et selvstændigt bilagshæfte.

Der er af udvalget og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom

henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et MINDRETAL (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til VEDTAGELSE med det af

udvalget stillede ændringsforslag og vil i øvrigt redegøre nærmere

ved 2. behandling for sin stilling til de under nr. 1 og 2

stillede ændringsforslag.

Et ANDET MINDRETAL (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til VEDTAGELSE med de stillede

ændringsforslag.

Et TREDJE MINDRETAL (Socialistisk Folkepartis og Det Radikale

Venstres medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

FORKASTELSE ved 3. behandling og vil i øvrigt redegøre nærmere ved

2. behandling for sin stilling til de under nr. 1 og 2 stillede

ændringsforslag.

Et FLERTAL INDEN FOR DETTE MINDRETAL (Socialistisk Folkepartis

medlemmer af udvalget) ønsker tillige at udtale, at det anser en

vedtagelse af lovforslaget for at være en dyb krænkelse af

grundlæggende retsprincipper i såvel dansk som europæisk ret.

Denne opfattelse er til fulde blevet bekræftet gennem

udvalgsbehandlingen af lovforslaget. Både gennem de henvendelser,

der er kommet til retsudvalget, og gennem den offentlige debat,

der har været ført, siden lovforslaget blev førstebehandlet.

Det, der navnlig vækker bekymring, er den svækkelse af

retssikkerheden, som lovforslaget indeholder. Der henvises bl.a.

til det som bilag optrykte høringssvar fra Vestre Landsret.

Københavns Byret, der også vender sig mod lovforslaget, fremhæver

herudover »de vanskeligheder, som må forventes at opstå, når

retten allerede i grundlovsforhøret på grundlag af politiets

foreløbige efterforskning af sagen skal vurdere, om

lovovertrædelsen må forventes at medføre en ubetinget

fængselsstraf på mindst 60 dage. Efter dommernes erfaring sker det

ikke sjældent i voldssager, at bedømmelsesgrundlaget ændres

væsentligt efter bevisførelsen under domsforhandlingen . . . ».

Østre Landsret påpeger i sit svar de samme problemer.

Regeringspartierne og Socialdemokratiet har imidlertid valgt helt at

se bort fra disse alvorlige invendinger fra den gruppe mennesker,

som mest konkret i deres daglige arbejde har erfaring med, hvordan

den foreslåede bestemmelse vil komme til at virke. En anden

indvending mod lovforslaget er, at vi her får en meget udvidet

anvendelse af det, der i fagsproget kaldes anticiperet straf, dvs.

at man påbegynder afsoningen af en straf, før der er afsagt dom.

Statsadvokaten i Sønderborg skriver således i sit høringssvar, at

reglen meget let kan føre til, at en dom i alt væsentligt reelt er

fuldbyrdet, inden den er afsagt. Dette strider mod europæisk

retstradition og var en af de afgørende grunde til, at

Justitsministeriets strafferetsplejeudvalg allerede i sin

betænkning nr. 978 fra 1983 frarådede, at en lignende bestemmelse

blev indføjet i retsplejeloven. Dengang lykkedes det at hindre

lovforslagets gennemførelse, da Socialdemokratiet vendte sig imod

det med stort set de samme argumenter, som også i dag kan

fremføres. Lovforslaget fra 1983 var tilmed mindre vidtgående end

det foreliggende. Socialdemokratiets begrundelse for nu at gå ind

for lovforslaget er angiveligt, som det fremgår af lovforslagets

førstebehandling, at det skal ses som led i bekæmpelse af volden.

Trods det gav Socialdemokratiets ordfører under samme

førstebehandling udtryk for, at han ikke mente, dette lovforslag i

sig selv skaber færre voldsofre, eller at det vil give mindre

vold.

Tilbage som begrundelse for lovforslaget er så alene synspunktet om

befolkningens retsopfattelse. Det er da også den begrundelse, der

vejer tungt i justitsministerens begrundelse for fremsættelse af

lovforslaget. I svaret på det som bilag optrykte spørgsmål 4 fra

retsudvalget uddyber justitsministeren denne begrundelse.

Socialistisk Folkeparti finder det helt uacceptabelt, at Folketinget

lovgiver på baggrund af så diffuse begrundelser, som kommer til

udtyk i dette svar, nemlig »samtaler med mange mennesker« og en

Observa-undersøgelse offentliggjort i Jyllands-Posten.

Socialistisk Folkeparti mener, at politikere i stedet har som

hovedopgave at forklare befolkningen de grundlæggende principper i

dansk og europæisk retspleje og søge at skabe forståelse herfor.

Et af disse grundlæggende principper er, at ingen straffes, før

han er dømt.

Endelig er også det internationale aspekt ved indførelse af den

foreslåede bestemmelse i retsplejeloven blevet grundigt belyst

gennem udvalgsarbejdet. Således henviser rigsadvokaten i sit

høringssvar til, at han allerede i 1980 og i 1983 tog afstand fra

tilsvarende lovforslag, bl.a. fordi han mener, at de vil være i

disharmoni med bl.a. de standarder, der er formuleret af

Europarådskomiteöen.

Det er også Advokatrådets opfattelse, at lovforslaget er i

uoverensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskommissions

Ingen

Nr BTL 135

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Varetægtsfængsling i retshåndhævelsesøjemed)

Nr L 135 1986-87, 1. samling Blad nr 969

Afgivet af retsudvalget

Afgivet: 19870519