1986 BTL 111 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM RETTENS PLEJE (BEVISFORTEGNELSEN) NR L 111 1986-87, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et FLERTAL (udvalget med undtagelse af Det
Radikale Venstres medlem) lovforslaget til VEDTAGELSE med det af
flertallet stillede ændringsforslag.
Et MINDRETAL INDEN FOR FLERTALLET (Socialistisk Folkepartis medlemmer
af udvalget) ønsker at bemærke, at mindretallet dog forudsætter,
at anvendelse af adresseanonymisering kun kan finde sted som en
særegen og sjælden undtagelse, såfremt forsvaret modsætter sig
dette, jf. ordlyden af § 848, stk. 3. Videre anføres, at der må
gælde en forhåndsformodning for, at forsvarerens protest mod
anvendelse af anonymiseringsbestemmelsen skal tillægges betydelig
vægt. Endelig er det væsentligt, at bestemmelsen ikke udelukker,
at tiltalte, hvor det findes af betydning for hans forsvar, f.eks.
får oplysning om det sted, hvorfra vidnet har gjort sine
iagttagelser, selv om dette sted skulle være identisk med vidnets
bopæl.
Et MINDRETAL (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil nærmere
redegøre for sin stilling ved lovforslagets 2. behandling.
Ændringsforslag
Af
et FLERTAL (udvalget med undtagelse af RV)
Til § 1
1) PARAGRAFFEN affattes således
»§ 1
I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 567 af 1. september
1986, foretages følgende ændringer
1. § 835, 3. PKT., ophæves.
2. I § 835 indsættes som STK. 2
»Stk. 2. Statsadvokaten kan give forsvareren pålæg om ikke at
videregive oplysninger om et vidnes bopæl til den tiltalte,
såfremt statsadvokaten under domsforhandlingen agter at fremsætte
begæring om rettens bestemmelse om, at denne oplysning ikke må
meddeles tiltalte, jf. § 848, stk. 3. Afgørelsen kan af
forsvareren indbringes for retten.«
3. I § 848 indsættes som STK. 3
»Stk. 3. Retten kan på begæring bestemme, at et vidnes bopæl ikke må
oplyses for tiltalte, såfremt afgørende hensyn til vidnets
sikkerhed taler derfor og det må antages at være uden betydning
for tiltaltes forsvar.«»
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at forslaget til nyt stk. 2 i § 835
udgår.
Dette forslag gik ud på, at de såkaldte forsvarerpålæg efter
retsplejelovens § 745, stk. 4, og § 748, stk. 6, undtagelsesfrit
skal bortfalde allerede ved modtagelsen af bevisfortegnelsen.
Efter gældende ret bortfalder pålæggene senest ved domsforhandlingens
begyndelse, og de kan ophæves på et tidligere tidspunkt af
politiet eller af retten efter forsvarerens begæring herom.
Det findes rigtigst at opretholde denne retstilstand, således at det
beror på en konkret vurdering under hensyn til begrundelsen for
pålægget, hvorvidt det bør bortfalde før domsforhandlingens
begyndelse.
AD NR. 2 OG 3
Kritikken mod bestemmelsen om, at tiltalte skal have tilsendt en
genpart af bevisfortegnelsen, har navnlig gået på, at det kan have
uheldige konsekvenser, at tiltalte på denne måde skriftligt får
oplysning om vidners identitet, herunder ikke mindst om bopæl.
Forslagsstillerne forudsætter, at den praksis, som anklagemyndigheden
i mange tilfælde har anvendt med ikke at anføre vidners bopæl på
bevisfortegnelsen, jf. retsplejelovens § 834, og som domstolene
synes at have godkendt, opretholdes.
I forbindelse med en ophævelse af § 835, 3. pkt., jf. lovforslagets
nr. 1, finder forslagsstillerne, at der samtidig kan være behov
for en adgang for retten til under domsforhandlingen efter
begæring at kunne bestemme, at et vidnes bopæl ikke må oplyses for
tiltalte, såfremt afgørende hensyn til vidnets sikkerhed taler
derfor ud fra en konkret vurdering (nyt stk. 3 i § 848). Da der
imidlertid kan opstå situationer, hvor vidnets identitet ikke kan
fastlægges, såfremt bopælen anonymiseres, tilføjes som yderligere
betingelse, at anonymiseringen skal være uden betydning for
tiltaltes forsvar.
I naturlig konsekvens heraf foreslås endvidere (som nyt stk. 2 i §
835), at anklagemyndigheden i forbindelse med fremsendelsen af
bevisfortegnelsen skal kunne give forsvareren pålæg om ikke at
videregive oplysninger om et vidnes bopæl til tiltalte, såfremt
anklagemyndigheden under domsforhandlingen agter at fremsætte
begæring efter § 848, stk. 3. Denne beslutning skal af forsvareren
kunne indbringes for retten.
Ændringsforslaget vil indebære, at oplysninger om et vidnes bopæl og
opholdssted vil kunne hemmeligholdes for sigtede/tiltalte under
hele sagens forløb - under efterforskningen i medfør af de
gældende bestemmelser i § 745, stk. 4, og § 748, stk. 6, og
herefter i medfør af forslagene til nyt § 835, stk. 2, og § 848,
stk. 3.
Det må understreges, at de foreslåede bestemmelser ikke giver
mulighed for at holde et vidnes identitet i øvrigt hemmelig for
tiltalte.
HAGEN HAGENSEN (KF) fmd. ANNELISE GOTFREDSEN (KF) KAREN THURØE
HANSEN (KF) GRETHE FENGER MØLLER (KF) BJØRN ELMQUIST (V)
BIRTHE RØNN HORNBECH (V) BIRGITH MOGENSEN (CD) INGER STILLING
PEDERSEN (KRF) OLE ESPERSEN (S) HENNING RASMUSSEN (S)
KORNELIUSEN (S) TORBEN LUND (S) LISSA MATHIASEN (S) JIMMY
STAHR (S) LENGER (SF) EBBA STRANGE (SF) nfmd. BERNHARD
BAUNSGAARD (RV)
Partierne FP og VS havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 111
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om rettens pleje (Bevisfortegnelsen)
Nr L 111 1986-87, 1. samling
Afgivet af retsudvalget
Afgivet: 19870430